25Det var i hedeste middagsstunden. Karsten og jeg hang udenfor gjærdet i vor have og spiste overmodne gule stikkelsbær. Ja, for vi har lov at tage de stikkelsbærrene, som vokser udigjennem sprinklerne paa havegjærdet, fordi ingen af de voksne kan faa fat paa dem, ser dere. Nok er det, Karsten og jeg hang der altsaa, og dernede i bakken kom Jørg «til feieren» løbende og raabte til Karsten:
«Skynd dig, get; – der er musingkantere i byen; – der er moro i byen, get!»
Karsten ned af gjærdet i et eneste hop; Jørg og han tog paa sprang nedover; nogen børn oppe fra Kleiven løb med; døve Kjerstine fra mølla, der kom hinkende med en 26kurv, skreg op og spurgte Jens Godmorgen, som kom opover, om der var «varmeløs» i byen, siden folk løb som de var gale. «Det er komedi», brølte Jens Godmorgen, «det er komedi og spillekantere nede paa Sørine Terkelsens jorde!»
I en-to-tre havde jeg raspet med mig alle de stikkelsbær, jeg kunde naa, og fòr nedover gaden, jeg ogsaa.
Du storeste verden, der kom vel et optog! Jeg skal aldrig glemme det; det var akkurat som i drømme!
Hele gaden fuld af folk; midt oppe i vrimlen to udpyntede hester, der steilede og stod paa to med to rare, fremmede mandfolk oppaa. Og de fremmede menneskene havde saa meget sølv og guld paa sig, der glitrede og lyste i solen; det var akkurat som i et eventyr lige udenfor skomager Anfindsens trappe.
Den ene af de fremmede red paa Gunder Fevangs nye hoppe – jeg kjendte den godt, jeg –; han var klædt i rudet dragt fra top til taa. Den anden red paa hesten fra Mindalen; men han saa ud, som han 27ikke havde andet end et fløiels mavebelte paa sig. Og hele gaden var yrende fuld af børn, og skomager Anfindsen saa ud, som han var faldt ned fra maanen ude paa trappen sin; og døve Kjerstine og gale Teodor midt oppe i gutteflokken; og den rudede mand blæste paa en stor gul trompet, saa kinderne hans saa ud, som de skulde sprænges, og han med mavebeltet raabte, saa det hørtes lange veie: «Den svenska trollmannen med sin norska dotter upträder idag paa Sørine Terkelsens jorde; – aldrig før set her uti staden; – entré, hur man behagar.»
Kjærringer gløttede paa vinduerne og kom ud paa trapperne med smaabørn paa armene; nogle smaabørn faldt og hylte lige foran hestebenene. Og hestene steilede, og manden trompetede, og gutterne peb i fingrene og hylte; men Karsten og Jørg løb foran hele optoget og raabte, saa det skranglede: «Afveien for musingkanterne, – hurra, for moro!» Allesammen fulgte efter, kjærringer og unger og Even kirketjener, og gale Teodor og Paalsen og agent Levorsen uden hat; nedover gik det, helt ned til Sørine 28Terkelsens jorde. Der var sat op bænker af uhøvlede bord tvert over gæsset; øverst oppe under det store piletræ var der en aaben plads, og der stod ligesom en galge.
Begge rytterne red ind under piletræet og raabte til folk, at de skulde sætte sig paa bænkene, og allesammen stormede til. Det var knapt nok, at gamle politibetjent Weiby kunde greie sig, slig som folk trykkede paa. Weiby pustede med sin store mave og knurred og dunkede folk i ryggen:
«Ser dere inte polti da!» raabte han hvert øieblik. Men folk skubbede og trykkede lige fuldt, for der er ingen, der bryr sig om gamle Weiby, ser dere.
Karsten og jeg trykkede og trængte os frem, for vi vilde op paa første bænk, kan dere vide; men med en gang hørte jeg, Jørg hviskede til Karsten: «Sæt dig inte der, get; de kommer med tallerkenen der; – vi sætter os oppe paa heien, vi, get.»
Du verden, jeg havde ikke en øre paa mig; nei, vi maatte op i heien, vi. Jørg og Karsten og jeg klavrede opover; der saa vi brillant.
29Under piletræet stod Gunder Fevang for at tage imod hestene, og begge rytterne forsvandt i Sørine Terkelsens vedbod. Det varede og det rak. Du, hvor hedt det var! Solen stegte, saa heien var som en lunken ovn at føle paa.
Naa endelig, der aabnede vedbod-døren sig, og manden med mavebeltet kom hoppende frem med en ung pige klædt i bare flor. Og den unge pige slog ud med begge arme, saadan i en stor runding; og dermed fòr de begge op i galgen. Nei slig, som de svingede og dreiede og bar sig deroppe; dere skulde aldrig seet sligt syn!
«Det var myge bein, det», sagde gale Teodor.
«Det spørs, om det inte er ugudelighed at se paa sligt», sagde døve Kjerstine saadan i sin almindelighed ud i luften.
«Hurra!» brølte Jørgen og Karsten.
Med én gang gjorde den unge pige og manden med mavebeltet et vældigt hop midt ud paa pladsen; den unge pige kyssede paa fingeren til Levorsen, der havde et lommetørklæde over hovedet for solens skyld. 30Levorsen rev hastig lommetørklædet fra hovedet; han syntes vist ikke, han tog sig ud med det; og begge kunstnerne forsvandt igjen i vedboden.
Der kom den rudede mand med et sverd, som han viste frem til Paalsen og skrædder Sefriansen, der sad paa første bænk.
«Viljen mina herrar se – inte alls bedrageri.»
Paalsen og Sefriansen saa paa sverdet og lugtede paa det.
«Ja det er ægte nok, det», sagde Sefriansen.
«Ja kan dere sluge det, skal jeg garantere maven deres», sagde Paalsen.
Og tænk, saa slugte den rudede sverdet!
Han stak det nedigjennem halsen, længere og længere ned – sagte og langsomt; – uh, han blev ganske blodrød i ansigtet; – han bøiede sig bagover; – haandtaget stak bare ud af munden paa ham.
Der var aandeløs stilhed.
«Nei, dettane», sagde døve Kjerstine pludselig ud i stilheden, «dettane sker inte ved naturlighed, det er fænteri og djævelskab 31altsammen, det kan dere lægge beg paa.»
Og døve Kjerstine reiste sig og vilde gaa med kurven sin; men der var nogen, som trykkede hende ned igjen, og saa blev hun siddende.
Sverdet sad endnu i halsen paa manden, og Paalsen kjendte paa maven hans for at føle spidsen af det.
Paalsen nikkede bagover bænkene:
«Jo, det har sin rigtighed; – jamen har ‘en sverdet i maven, ja.»
Der var nogen, som klappede, men det blev ikke rigtig til noget, og saa trak den rudede mand sverdet langsomt op igjen. Han var ganske blodrød i ansigtet og pustede fort. Sig, om dere ikke tror, at han virkelig havde sverdet i maven? Ja, for jeg tror det, og jeg syntes, det var saa fælt, at jeg gjerne kunde graate. Hvor fælt det maa værd, dere, at reise slig fra by til by og stikke et sverd i sig for at faa penge! Aa gid jeg ikke havde kjøbt dadler for den femøringen, jeg fik igaar. Jeg vendte mig bort; ikke for alt i verden vilde jeg, at Jørg 32og Karsten skulde se, at jeg havde taarer i øinene.
Men der var den anden med mavebeltet fremme igjen.
«Er det någon, der fattas pengar? – Kom hit, – kom hit, – her er höger af gull, mycket mer, än något menniska i verlden tränger till –»
De hviskede og lo nedover bænkene; med én gang reiste Even kirketjener sig, tog hatten af sit store fuldmaane-ansigt og nikkede uhyre blidt op til manden med mavebeltet.
«Ja, det kunde nok hænde det», sagde Even kirketjener.
«Hva falls, hva falls, min snälla gubbe?»
«At her var en, der fattes penge», sagde Even kirketjener.
«Og slig en hedersgubbe som du skulle fattas pengar; kom hit; – her er tilräckligt för alla –».
Even kirketjener arbeidede sig langsomt opover med hatten i haanden.
«Det var märkvärdigt», sagde manden med mavebeltet, «at ha en så där liten näsa 33som du og så gå ikring med så många pengar uti den.»
Han tog et tag om Even kirketjeners lillebitte næse. Hu ha! Even anede nok ikke, det bare skulde være et kunststykke; han snød til, Even, – og manden med mavebeltet fik hele haanden fuld.
«Vet hut», skreg manden, «skäms du inte, din sacramenska karl; – finns här police i denne usla sta’n; – finns här police – eller finns här inte?»
Nei slig, som folk lo; de brølte og de skreg; gutterne peb i fingrene; der var ikke ørenlyd at faa; skipper Stiansen, der sad ret ned for os, slog sig paa benene og raabte, at slig moro havde han ikke seet hverken i Cuxhafen eller London.
«Her er polti, min far», raabte Weiby, saa det rungede over pladsen; han knubsede folk i nakken og albuede sig frem for at komme opover.
«Du – du skulle vara police; nog ser en police litet styfvare ut!» raabte manden med mavebeltet.
«Kjender du mig ikke paa min dragt?» 34sagde Weiby stødt og pegte paa maven sin og guldsnoren om huen.
«Klem’en, du, Weiby!» raabte nogle sjøgutter.
«Pirk ham med stokken, du!» raabte de fra en anden kant.
Aa, hvor jeg lo! Even kirketjener benyttede leiligheden og listede sig væk bag piletræet, mens Weiby og kunstneren trættede. Sandelig om jeg ved, hvorledes det gik for sig tilslut, for der blev sligt et lurveleven med en eneste gang. Og der kom den unge pige med tallerkenen; jeg sad som paa livet, at hun skulde komme op paa heien til os.
Eftersom tallerkenen kom nærmere, luskede folk unda; tilslut blev det som et helt stormløb af kjærringer og børn mod udgangen; det var nok flere end os, som ikke havde penge, ser dere.
Men sandelig min hat, klavrede hun ikke med tallerkenen opover til os ogsaa. Karsten og Jørg og jeg tog paa sprang.
Dere skulde bare seet, slig vi løb! Men bag mig hørte jeg, manden med mavebeltet raabte, saa det hørtes lang vei:
35«Denne her sta’n skal aldrig se mit ljus uprinna mer – –»
Men bagefter ønskede jeg nok, jeg havde havt en femøring og givet manden med sverdet i halsen.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Dikken Zwilgmeyer er mest kjent for de nyskapende barnebøkene hun skrev. Morsomme dage kom ut i 1896 og er sjette bok (av elleve) i den såkalte Inger Johanne-serien.
Boken består av ti adskilte småfortellinger. Jeg-personen, Inger-Johanne, forteller muntre historier om seg selv, sin familie, sine venninner og småbylivet generelt.
Den muntlige stilen og jeg-formen man finner i alle Inger Johanne-bøkene var en forfriskende og ny måte å skrive barnelitteratur på, og bøkene beholdt sin popularitet gjennom flere generasjoner.
Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.