Otte Aar gammel

70Jeg var otte aar gammel og var i et langt besøg hos bedstefar og bedstemor. Det var vistnok meningen – og det forekommer mig, at det ogsaa var blevet mig sagt, – at mit selskab skulde være til opmuntring og glæde for de gamle. Saavidt jeg imidlertid nu kan tænke mig, maatte glæden ved min nærværelse være meget blandet. Der gik vel knapt en dag, uden at der var noget paafærde med mig i en eller anden retning. Jeg havde en egen evne til at ryge op i vanskelige situationer; jeg «tænkte» ikke, hedte det stadig –; og dog, naar jeg nu tænker tilbage, forekommer det mig, at tankerne maatte hvirvle rundt i min hjerne.

71Heller ikke tror jeg, at fornøielsen for de gamle ved at have mig om sig, kunde være synderlig stor, da jeg meget sjelden befandt mig inden døre, men ferdedes ude dagen lang. Det forekom mig nemlig, at min nærværelse uden døre overalt var paatrængende nødvendig. Det var ikke den ting, der foregik, og som jeg havde faaet det fjerneste nys om, uden at jeg øieblikkelig indfandt mig og meget ivrig undersøgte.

Mine bedsteforældre bodde paa en stor gaard paa landet. Der var femti kjør, heste, kalve, grise, duer, kalkuner og høns, et utal af udhusbygninger til at forvilde sig i næsten; der var en stor park med damme til ænder og gjæs; der var to husjomfruer, otte tjenestepiger; der var fjøsgutter, staldgutter og gaardsgutter; der var store, vide marker, skog, og elven med sagbrug og mølle. Det var jo igrunden ikke noget at undres over, at jeg var noget optaget, naar jeg skulde have rede paa alt dette og være allevegne tilstede.

Der gik som et sagn efter mig om den første dag, jeg var kommet. Jeg havde saavidt 72været inde og hilst paa den gamle, staute bedstefar og den fine bedstemor i lænestolen, da jeg med en gang var forsvundet. Ti minutter efter blev jeg baaret ind dryppende vaad fra gaasedammen, og: «Hun er ikke død, – hun er ikke død!» raabte fjøsgutten, der havde fisket mig op.

Nei, jeg var ikke død, – jeg var spillevende den hele sommer!

Hele huset var fuldt af gjester, som reiste og kom. Tanter og onkler, veninder og veninders veninder, fættere og kusiner, turister og besøgende, der uden nogen som helst grund dratted ind i huset og blev der nogle dage. Der var aabne hjerter og aabent bord paa den store gaard.

Men ikke, saavidt jeg nu kan huske, et eneste barn, den hele tid, jeg befandt mig der. Dette, at jeg var saa alene, tror jeg ikke var godt for mig. Jeg var fuldstændig uden kontrol i alle mine paafund. Der fandtes snart sagt ikke den ting, jeg ikke skulde forsøge. Jeg tumled med hestene oppe i udmarken, vassed elven, hvor den gik paa det strideste, dansed paa laaven om 73aftenen med fjøsgutterne og kunde sidde i timevis og plukke skonudder ind i saalerne og hjælpe den gamle krumryggede skomager Adde borte i det lugtende skomagerkammer.

Ingen, der saa mig paa farten den hele dag, skulde vel ane, at jeg midt oppe mellem kalve og duer og skomager Adde og fjøsgutterne levede mit eget besynderlige drømmeliv. Jeg forestilte mig nemlig altid, at jeg var noget andet end det, jeg egentlig var.

Naar jeg stelte med kalvene, var jeg budeie paa en sæter langt, langt oppe i fjeldene, og mutters alene var jeg, og maatte klare mig selv i alle ting. Naar jeg plugged sko, saa var jeg en skomagergut, som ikke fik nogenting at spise før jeg var færdig med det stykke arbeide, jeg holdt paa med. Ledte jeg efter eg i halmlaaven og mellem skrammel og rusk under laavegulvet, saa var det store skatte, jeg var paa jagt efter!

Havde jeg intet andet at gjøre, var jeg hest. Jeg sprang rundt paa markerne og slog mig selv paa benene med en myg kvist, 74hypped og protted; en af fjøsgutterne havde arbeidet en liden umalet vogn med skjæker, som jeg spændte mig selv for. Bag i vognen havde jeg saa i tankerne mit reisefølge. Og det kunde gjerne være prinsesser for den sags skyld. lalfald var det deilige børn med deilige dragter.

For saa uværen, jeg selv var med min klædedragt, elsked jeg pynt og glimrende ting. Jeg vilde vist blevet meget stødt, om nogen vilde tro, at jeg var ligegyldig med min klædedragt. Og dog varte en bomuldstøiskjole i den tid for mig tre uger, hverken mer eller mindre. Da var den uigjenkaldelig kassabel.

Der løb jeg uden hat over de vide marker, over blaaklokker og harelab med mit usynlige følge efter mig, svipped mig selv over benene med den myge kvist, hopped over gjærder og over myrlændte steder, saa det sagde svup under skoene, og tænkte den hele tid paa den guldhaarede lille pige, der sad bag i vognen med purpurkjole og vaiende fjær i hatten.

Øieblikket efter, naar Rødsi havde kalvet, 75var jeg budeie med liv og sjæl og græd mine modige taarer, fordi jeg ikke maatte vaage hos kalven, sidde nede i halmen i kalvebingen og holde det brune, fine kalvehoved i skjødet.

Undertiden kunde det saa hænde, at en af de voksne damer havde ondt af mig, fordi jeg gik saa meget alene, og indbød mig til en adstadig spadsertur bortover veiene. Jeg hang da i armene paa dem og snakkede uafladelig; en gang paa en saadan spadsertur holdt jeg paa at skræmme livet af en nervøs tante. Vi gik paa en ensom vei med skogen susende paa begge sider. Med en gang kom der en bondemand ruslende, en liden, brun mand, der saa ud, som han var trukket op af myren, hvad det forekom mig, at alle bønder deroppe gjorde.

«Han er gal», hvisked jeg.

Og min nervøse tante var nær ved at synke i knæ af rædsel og kom sig ikke paa mange dage paa grund af den angst, hun udstod, før den lille, brune mand var forsvundet for vore øine. Og det var slet ikke noget, jeg sagde for at skræmme; jeg havde 76aldrig seet ham før; men jeg syntes, han saa mig yderst mistænkelig ud.

For at have et lidet baand paa mig var det skrevet hjemmefra fra far og mor, og modstræbende indvilget af bedsteforældrene, at jeg to timer hver dag skulde læse med en fætter, der for tiden opholdt sig paa gaarden. Han var student eller noget sligt, var sorthaaret og langnæset med filipenser, og det værste, jeg i verden vidste. Hver eftermiddag blev jeg fundet, hvor i verden jeg saa befandt mig, og under bevogtning transporteret op paa studentens værelse til mine studier. Det var bedstemor, der passede tiden, og en stuepige, der havde det vist ikke lette hverv at opspore mine veie.

Aldrig, bogstavelig talt ikke en eneste gang, kan jeg huske, at jeg frivillig indfandt mig hos studenten. Selv naar Mari stuepige havde faaet mig fat i armen, var det under uafladelig stritten imod hele gaardspladsen over og trapperne op, at jeg fulgte med. Var jeg nu efter megen anstrengelse kommet op paa studentens værelse, og han tilfeldigvis ikke i det øieblik befandt sig der, 77var jeg som et lyn nede igjen, og den samme historie begyndte forfra. Jeg hørte, der blev smeldt med dører og ramlet i trapper, og studentens grove bas, der spurgte i kjøkken og i gange: «Er Inger Johanne her, har nogen seet Inger Johanne» – et spørgsmaal, der ikke i ringeste maade anfegted mig; det gjaldt bare i det aller længste at undgaa de forfærdelige studier paa studentens kvist.

Engang mens hesjerne stod fulde af hø, tog vi det meget gemytlig. Jeg foran og studenten efter rundt hesjerne; var han ved den ene ende var jeg ved den anden, til han tilslut ved et krigspuds styrted midt igjennem hesjen og fakked mig i fuldt løb. Da brølte jeg saa, at bedstefar kom ud paa trappen og raabte med stentorstemme, at den, der gjorde Inger Johanne noget ondt, skulde faa med ham at bestille.

Men paa skolen maatte jeg, op i det solhede, varme kvistværelse deroppe under taget, med gammel tobakslugt og muggen lugt af bøger og papir, hvor store, tunge fluer surred i vinduet, dasked mod loftet og surred videre som hele orgelverk.

78Den lærdom, jeg fik, var vistnok alligevel temmelig liden. Den indskrænked sig især til skrivning. Studenten laa nemlig gjerne den hele tid paa sofaen og læste i nogle bitte smaa bind, mens jeg sad ved bordet med hovedet nede paa den venstre arm og malte op nogle lange skraa bogstaver.

Denne student led overordentlig af tørst. Min første bestilling paa skolen var hver dag at hente en mugge valle eller syreblande, som folkene brugte til læskedrik, borte paa staburet. Hvor den mugge med de lyserøde og lysebrune tegninger udover dens tykke, buede form staar levende for mig! Jeg tror, jeg vilde græde, hvis jeg saa den igjen, saa mange minder hænger der ved den.

Nok er det, denne mugge var jeg stadig paa farten med bort paa staburet, op den bratte trappe, dreied den umaadelige stabursnøgel om og var inde i det friske, rene halvmørke rum med lugt af korn og mel, af røget flesk og røget laks, der hang under taget i lange rader.

I det indre rum stod vallen i umaadelige 79tønder; for mig stod disse tønder som monstrum’er, et slags kar af overnaturlig størrelse, forekommer det mig endnu. Ja ialfald maatte jeg op paa en krak for at naa med muggen ned i vallen, det husker jeg tydeligt.

Der hændte det mig en dag noget, jeg her skal fortælle. Før jeg fyldte muggen, stod jeg altid en stund, – saa længe, det paa nogen maade kunde gaa an for tidens skyld – og skvalped og sutled med muggen nede i vallen, dels for moro og dels for at trække ud det tidspunkt, da jeg atter skulde begive mig op til studenten og fluerne, der dasked mod loftet. Jeg har en mistanke om, at det igrunden var den skvalpingens skyld, at jeg i det hele taget havde lyst paa denne vallehenting for studenten.

Som jeg den dag stod der og sutled med muggen nede i vallen, saa jeg med en gang noget sort nede i tønden, der dukked under, kom op igjen og gled unda. Hvad det nu var, saa maatte jeg have fat paa det. En lang stund modstod det mine ivrigste efterstræbelser.

80Endelig gled dette mystiske sorte ind i muggen.

Studenten skulde have det; – ja virkelig skulde han ikke have det sorte i muggen! Guderne maa vide, hvad det var; paa bunden af muggen befandt det sig; men studenten skulde have det ialfald.

Afsted gik jeg med den kostelige mugge, balancerte mig forsigtig op trappen og satte muggen paa bordet foran studenten. Til en forandring sad han nemlig idag ved bordet og rensed sine negle. Han skjænkte sig et glas. Jeg saa nysgjerrig paa muggen; nei, det sorte fulgte ikke med. Studenten drak med velbehag.

«Ak, det gjorde godt, – det er en gudedrik i varmen; –- et glas til!»

Nok et glas skjænkte han sig; – bums – der dratted det sorte pladask ned i glasset! Om jeg bliver hundrede og nitti aar, skal jeg aldrig glemme det!

Det var en kam! – Nei, at det var noget saa fælt, havde jeg ikke anet. Studenten tilkasted mig et eneste rasende blik:

«Dit afskum», raabte han, «bort fra mine øine, – bort – bort, siger jeg».

81Jeg lod mig det ikke sige to gange. Som en raket fòr jeg ud døren og loftstrappen ned. Der hørte jeg studenten var lige i hælene paa mig; han skulde ned og sladre, naturligvis. Uden at gjøre mig rigtig rede for, hvad jeg gjorde, gjemte jeg mig bag et skab paa gangen, mens studenten løb forbi, og listed mig saa i samme nu opad loftstrappen igjen op paa det store loft. Jeg havde vist en instinktmæssig følelse af, at hvor i verden jeg befandt mig ude, vilde jeg blive opsporet og bragt frem; men paa loftet vilde neppe nogen falde paa at søge mig.

Jeg listed mig bortover det store, halvmørke loft, hvor støvskyerne dirred i sollyset fra taggluggerne, mellem store skabe og dragkister, mellem vævstole og rokker. Hvor – hvor skulde jeg gjemme mig! For nu var de rasende vonde; – hele verden var rasende vond paa mig!

Først var jeg bag en dragkiste; men det forekom mig ikke aldeles sikkert; saa frem igjen; – der stod en gammel, tom pianofortekasse op mod væggen med den 82aabne side indad; bedre kunde det umulig være. Jeg krøb ind i kassen; her – her sad jeg sikkert!

Jeg tror neppe, nogen kan ane, hvad jeg led den eftermiddag i pianofortekassen oppe paa det gamle loft. Jeg laa næsegrus, – græd og hiksted og lytted. Slig som jeg lytted efter hver lyd nede fra det store hus!

«Aa – mama, mama!» Slig som jeg længted efter mama; for alle mennesker i verden var vonde nu og trodde, at jeg med vilje havde lagt den skidne kam i studentens mugge; men det havde jeg ikke, – det havde jeg ikke; for jeg saa nok, at det var noget sort, men ikke den fæle kam!

Og bedstefar og bedstemor var nok snilde; men jeg var ikke sikker paa, om de ikke vilde blive vonde. Men mama vilde ikke være vond, naar jeg forklarte altsammen. Aa, mama – mama, jeg vil reise til mama, jeg vil ikke være paa dette grusomme stedet; – og alle, alle er vonde.

Bedstefar var nok snildere end bedstemor; men saadan rigtig skraasikker paa 83ham, som jeg var paa mama, – nei, det var jeg ikke. Aa, den fæle kammen! Og jeg græd og hiksted inde i den støvede kasse.

Men nu vilde jeg aldrig komme frem mere, aldrig, aldrig i verden. Nei, jeg vilde ligge i denne kassen hele mit liv, og om natten vilde jeg liste mig ned og tage mad i spiskammeret, – nei, det er sandt, jomfru Monsen stængte altid spiskammerdøren; men sukker var der i buffeten, og eddike var der ogsaa i buffeten, og i kjøkkenskabet var der altid fladbrød til tjenerne, og jeg kunde godt leve af sukker og fladbrød og eddike. Og jeg skulde liste mig ned paa strømpelæsten; aa, hvor forsigtig, jeg skulde gaa, og ikke et menneske skulde ane, at jeg leved oppe i pianofortekassen paa loftet. Da jeg begyndte at tænke paa dette, græd jeg ikke mere; for det vilde blive saa frygtelig morsomt at bo heroppe og liste sig ned om natten i det mørke hus for at finde mad.

Det var jo akkurat som i onkel Toms hytte, dengang negerinderne havde flygtet 84og gjemte sig paa loftet hos den fæle Simon Legrée; – akkurat saadan var det med mig nu! Men Simon Legrée havde blodhunde, og Rex, som var hunden paa gaarden, var ingen blodhund; men kom han her op paa loftet, fandt han mig nok i kassen.

Og eftermiddagen gik; solen var væk fra taggluggerne. Det var vist aften; studenten havde, i rasende løb op trappen, været oppe paa kvisten nogle gange; ellers havde ikke et liv været oppe paa loftet.

Mon de ledte efter mig? Mon de skjønte, jeg var borte for bestandig? Ja, nu kunde de have det saa godt, nu kom jeg aldrig igjen mere. Og nu havde studenten ingen, som vilde hente valle paa staburet mere, saa nu kunde han angre nu – –

Og jeg blev saa døsig og træt, saa usigelig søvnig, og saa sovned jeg som en sten.

Da jeg vaagned, var det ganske mørkt. I førstningen kunde jeg ikke skjønne, hvor jeg var henne; jeg stødte hovedet mod kassen og tumled ud paa loftet; – saa med en eneste gang husked jeg det.

85Aa, hvor fælt det var; – aa, hvor forfærdelig fælt, at jeg var her alene! Og det var stummende mørkt; – og alle var vist vonde; – og jeg var saa sulten. Aa, mama, mama!

Som et lyn slog det mig: jeg vilde reise til mama og papa. Ja, det vilde jeg. Jeg vilde liste mig ned, løbe skogveien bort til Anders Moen, som satte ombord i dampskibet; han rodde mig nok ombord, og naar jeg først var ombord, saa skulde jeg nok klare mig.

Jeg vilde sige, – jeg vilde sige; – nei, hvad skulde jeg sige? Men reise vilde jeg, og jeg vilde løbe med det samme; regnkaaben min hang vist i gangen.

Men var der nogen oppe? Jeg syntes, jeg hørte støi og snak nedenfra. Jeg lytted udover trappegelænderet. Nei, nu var det stille igjen. Jeg listed mig sagte, aa saa varlig, nedover den knirkende loftstrappe, – stansed og lytted; – nei, nu var alting blikkende stille. Tænk, imorgen paa disse tider var jeg hjemme hos mama. Aa! hvor glad jeg skulde blive; – og jeg skulde 86fortælle om kammen, i det samme jeg kom ind i stuen til mama.

Den anden trappe knirked forfærdelig; men du verden: gangdøren stod jo aaben, og paa bordet i dagligstuen brændte en lampe! Kjære, saa maatte der jo være nogen oppe endnu!

Sommernattens friske kjølighed strømmed ind gjennem den aabne gangdør; jeg ledte efter regnkaaben mellem reisetøiet i gangen. Ja, bedstefar og bedstemor vilde kanske blive bedrøvede; men nu maatte jeg reise; for det var saa fælt, saa fælt, naar nogen var vond paa mig.

Det var nogen, der talte halv sagte ude paa verandaen; jeg kikked ud. Der stod bedstemor, den lille, fine bedstemor, inde i et hvidt sjal. «Aa Gud, se i naade til barnet!» hvisked hun gang paa gang. Og det suste saa sagte og stilt i parkens store træer.

«Aa Gud, se i naade – i naade!»

Jeg skjønte, det var mig, hun mente; jeg skjønte, hun var ræd for mig, og saa kasted jeg regnkaaben og løb lige ud og tog 87hende om livet! For i grunden var jeg nu forfærdelig glad i bedstemor, – forfærdelig, forfærdelig glad! Og jeg klemte bedstemor om livet og hulked op mod hendes bryst.

«Ikke vær vond – ikke vær vond.»

Bedstemor havde holdt paa at faa et tilfælde, saa ræd var hun blevet, da jeg pludselig dukked frem bag hende i mørket. Hele huset var paa benene og ude for at lede efter mig. Nogen sokned i elven, nogen var oppe i skogen; bedstefar havde kjørt til lensmanden for at faa mere mandehjælp; de trodde, jeg havde taget skogen fat og forvilded mig i de svarte, store skogene!

Bedstemor sagde ikke et ord om kammen den nat, det husker jeg godt; og jomfru Monsen klædte af mig; og saa sov jeg i min egen seng.

Næste dag stod jeg skrifte for bedstefar og bedstemor og studenten. Bedstefar og bedstemor i hver sin lænestol, jeg inde i bedstefars brede arm.

«Men hvad var det, du havde lagt oppe i studentens mugge?» begyndte bedstefar.

88Dyb taushed. Bedstefar maatte gjentage spørgsmaalet. Læberne bevæged sig næsten uden lyd: «Det var vist en kam».

«En skrækkelig kam», supplerte studenten.

«Men hvor i alverden kunde du falde paa at lægge en kam op i hans krukke?»

«Jeg lagde den ikke der; for den laa der før.»

«Nu maa du ikke lyve, barn», sagde bedstemor i lænestolen.

«Nei, det er sandt, – det er sandt, den laa i vallen.»

«Se mig i øinene», sagde bedstefar; «laa kammen oppe i tønden?»

«Ja, den gjorde», sagde jeg og stirred ham ind under de buskede bryn.

«Ja, saa er det jo de skidt tøser, der har skylden; hører du det, mor –»

«Hm–m», sagde bedstemor og strikked ivrig. Hun troede det øiensynlig ikke; pludselig saa hun paa mig med sine klare øine.

«Men naar du nu ikke vidste det grand om kammen, før den faldt i studentens glas, hvorfor blev du da saa bange?»

89«Jo – jo – jeg saa, det var noget sort; – og saa fik jeg det op i muggen –»

«Maa jeg spørge, i hvilken anledning du undte mig dette mystiske sorte?» spurgte studenten.

En ugjennemtrængelig taushed fra min side. Det var ikke muligt, at faa et ord af mig.

«Men hvorfor skræmte du livet af os da, barn, og blev borte den hele eftermiddag?» spurgte bedstefar.

«Jo, jo», – og nu storhulked jeg –; «han kaldte mig et af – afskum og var saa ra – ra – rasende.»

«Et afskum», tordned bedstefar; «hvor kunde De vove at kalde mit barnebarn et afskum, hr. student?»

«Undskyld, hr. godseier», svarte studenten, «det var i den første befippelse; – det slap mig ud af munden –»

«Jeg tror», sagde bedstemor og reiste sig, «at denne diskussion ikke netop er egnet til at klargjøre begreberne hos et barn. Det var stygt, meget stygt af dig, barn, at have noget ned i den krukke, du skulde 90bringe studenten, og du skal øieblikkelig bede ham om undskyldning, og for fremtiden skal du ikke mere betroes at gaa alene paa staburet.»

Jeg græd, og jeg hiksted, og bedstefar trøsted mig og skjendte paa «de skidt tøser». Men bedstemor var urokkelig. Og saa maatte jeg bede om forladelse, og den brune og lyserøde mugge havde jeg ikke mere i min haand.

Men de to husjomfruer og de otte tjenestepiger skreg over sig af forbitrelse, da jeg sagde, at kammen havde ligget i valletønden, og hele min barndom leved jeg, hver gang jeg besøgte bedstefar, under den mistanke, at jeg havde lagt den skidne kam i studentens valle. Og aldeles uskyldig var jeg jo ikke.

Ja, slig var jeg, da jeg var otte aar gammel.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.