Turister

91Jeg interesserer mig forfærdelig for sport, endda der er temmelig lidet af den i vor by, maa dere tro. Naar jeg siger til far, at jeg skulde ønske, der var mere sport her, saa siger far: «Jeg synes du sporter hele dagen jeg, Inger Johanne!»

Men jeg kalder ikke det sport, at jeg har lyst at færdes ude og klyve i heierne og ro, naar jeg kan stjæle mig til det, og sligt noget. Nei, sport er velocipedkjøring og ski og kapseilads og kapkjøring og saadant noget fint, som folk kappes om og raaber hurra og blir begeistret over. Og jeg ved næsten ikke noget saa gjildt som at bli begeistret. Gid jeg ogsaa kunde gjøre noget, som folk kunde raabe hurra og blive begeistret over; men det kommer nok aldrig nogen 92til at blive, for jeg er ikke flink til nogen ting uden i munden, og det er der ingen, som raaber hurra for, – i vor by ialfald.

Der er bare to til foruden mig, som elsker sport i vor by, eller som har noget med sport at gjøre ialfald. Det er bogholder Feiring og Malla Salomonsen.

Bogholder Feiring rider paa velociped, men han gjør ikke andet end ride folk overende, fordi han er saa nærsynet. Naar folk ser ham komme ansættende paa lang vei, trykker de sig opover husvæggene og ser at komme sig undaf. For bogholder Feiring ændser ingen ting, naar han kjører paa velociped. Han bare ser ret ud for sig med et stivt blik og lægger i vei som det gjælder at berge livet.

Malla Salomonsen kjører ogsaa paa velociped, men hun tager tingen paa en ganske anden maade. Hun er aldeles en kontrast til Feiring. Hun skal ride paa velociped, fordi hun har saadan stor mave, men hun forhaster sig ikke, maa dere tro. Hun kan gjerne gaa halve byen og spadsere med velocipeden, før hun finder et passende sted at 93stige op. Og aldrig saa snart er hun oppe paa den og kjører smaat ivei med sit umaadelig store, hvide fuldmaane-ansigt, saa er et af de smaa korte benene hendes nede paa jorden paa den ene side igjen, og saa begynder hun paany at spadsere med velocipeden for atter at finde et passeligt sted at stige op. Slig gaar det bestandig. Og altid følger jeg efter hende, naar hun er ude paa de turene sine, for det er ingen sag at holde skridt med hende, kan dere vide.

Ja og saa er det ski da om vinteren, men der blir ikke stort af det heller, for naar det næsten ikke er sne, men bare nøgne heier og mildveir og søndenvind, som det er hernede ved sjøen, saa kan dere skjønne, at det blir smaat stel med skiløbning.

Ikke kan det blive noget sportsmæssigt med seiladsen vor heller. For vi børn har aldrig lov at seile med andet end fokseil og den gamle tungvindte prammen til Peckell. Det er bare saavidt, at baaden snegler sig frem.

Men saa aftalte alle vi veninderne paa skolen en dag, kort før ferierne i sommer, 94at aldrig saa snart fik vi fri, saa vilde vi tage en fodtur, akkurat som rigtige turister, og bestige fjelde. Vi vilde notere klokkeslettene, hvor fort vi kunde gaa, og vi vilde have randsel og turiststav og portvin og sølv bæger og alt muligt med os. Jeg skulde faa laane Karstens sølvbæger, som han havde faat i daabsgave, ikke fordi, det vilde nok blive skrækkelig meget krangel, inden han vilde ud med det, det forudsaa jeg nok.

Til at begynde med, var der naturligvis forfærdelig megen modstand hjemme.

«Ja, hvad vil der komme ud af den historie», sagde far, «brukne armer og ben og elendighed».

«Saa galt gaar det vel ikke», mente mor, «men dere blir bare skræmte af sinte kreaturer, og kanske der er fantefølger ogsaa deropover, og dødsenstrætte blir dere.»

Aa langt fra, vi skulde nok ikke blive trætte!

I otte dage kjæmpede vi for at faa lov at gjøre en saadan tur; jeg snakkede, saa jeg blev hæs. «Du ved da det, mor, at jeg er kjæk», sa jeg, «jeg skal forsvare alle de 95andre», sa jeg, og jeg bredte ud armene og slog omkring mig, «baade mod okser og fanter», sa jeg.

Saa blev hele vor storartet anlagte tur (vi havde tænkt at være borte i otte dage og at bestige to fjelde), hele vor tur blev reduceret til, at vi skulde faa lov at gaa tolv kilometer, til en gaard oppe ved Sørfjorden, ligge der om natten og spadsere nedover akkurat samme vei dagen efter.

Isch og isch og isch!

Men tilslut, da vi havde summet os lidt, syntes vi, det var ikke saa værst, det var da ialfald bedre end ingenting.

I den sidste tid var der nemlig begyndt en liden pige paa skolen, som hedte Damine. Hun havde boet opover landet før og kjendte saa mange folk deropover, sagde hun. Vi burde gaa til en gaard, som hedte Skohjem, sagde Damine, for der var de saa glad i hende, og der var saa inderlig hyggeligt, sagde hun. Damine har en umaadelig, hvid pande og kirtler i øinene og er gruelig vandkjæmmet naar hun kommer paa skolen, og saa usigelig ordentlig, at ikke en eneste hægte 96sidder løs paa hele Damine. Alle bøgerne hendes ser ud som de var kjøbt igaar, og saa folder hun hænderne naar hun læser op lekserne, saa kan dere vel tænke dere, hvorledes Damine er. Jeg undredes nok lidt paa, hvordan de folkene paa Skohjem kunde være, som var saa gruelig glad i Damine, for naar hun sagde det selv, saa var det vel saa.

«Hvorledes er de paa Skohjem da, Damine?» spurgte jeg.

«Aa, der er saa inderlig hyggelig», sagde Damine, «store omhængssenge med store dyner og en mængde sødæbler om høsten».

Jeg syntes ikke egentlig, at omhængssenge og sødæbler var noget fristende. «Er der ikke noget mer da?» sagde jeg.

Nei, Damine saa yderlig forbauset ud over, at jeg vilde have noget mere.

Ja saa blev det bestemt da, at vi skulde gaa til Skohjem, og vi vilde ikke sende noget bud i forveien, for det behøvedes ikke, sagde Damine.

Og nu skal dere høre, alt hvad der hændte os paa den turen. Det var ikke saa lidet endda, maa dere tro.

97Til syvende og sidst var det ikke mere end fem af os, som blev med. Det var Karen, Antonette, Massa, Damine og jeg. Endelig var vi da færdige; jeg var paa bunden af randselen hundrede gange, tror jeg, før jeg havde alt med. Men saa var ogsaa alting i en ekstra orden tilslut. Jeg havde baade fingerbøl og synaal og traad og heftplaster og bringebærsaft og karbonadekager og strømper og alting i randselen.

Og mor formanede mig forfærdelig, og far gav mig to kroner, og saa gik vi.

«Jeg tænker, dere blir bra trætte, naar dere kommer frem iaften», sagde mor.

Pyt san, vi skulde gjerne løbe alle tolv kilometer uden at puste engang.

Og det gjorde vi ogsaa næsten de to første kilometerne; vi løb og vi sang hele veien, men altid var Damine et godt stykke efter os, saa vi maatte vente paa hende lange stunder, før hun dukkede frem igjen.

«Gid vi skulde være borte i fjorten dage og bare ligge i hølader», sagde jeg, «for at ligge i en almindelig seng har vi da nok af hele aaret».

98«Ja, men der er saa ustørtelig med lopper i høiet», sagde Damine.

Pyt, lopper!

Da vi havde gaaet to-tre kilometer var der en bæk, som rislede ved siden af veien. Og saa blev vi saa tørste og sultne med en eneste gang allesammen, og randslerne kom af ryggen og op i en fart.

Og sommervinden susede gjennem granskoven langs veien, og bækken rislede saa lystigt og vi laa paa den blødeste mose og drak bringebærsaft og vand af Karstens sølvbæger og stirrede op i den blaaeste himmel mellem trætoppene. Jeg havde nemlig lovet Karsten, at jeg skulde pakke hele randselen min fuld af sjeldne stene til ham, hvis jeg fik laane bægeret, og saa gav han sig straks. For øieblikket bryder han sig ikke om andet end graasten, som han lægger pent i æsker.

Saa begyndte vi at snakke om, hvad vi ønskede os mest i hele verden.

«Jeg vilde ønske, jeg var en gut», sagde jeg, «saa vilde jeg kjøbe mig en baad med ordentligt seil og rig og alting, og saa vilde. 99jeg reise ud paa havet og fiske. Og være ganske alene paa hele havet! Og bølgerne skulde komme, den ene efter den anden, og jeg skulde seile hen over dem – jeg vilde aldrig have hat paa, vinden skulde ruske i haaret mit, og saa vilde jeg raabe og synge i vilden sky.»

«Tænk, at ønske det!» sagde Antonette. «Nei, jeg ønsker, at jeg eiede et guldur, det ønsker jeg mest af alt i verden.»

«Jeg ønsker, jeg havde en blaa silkekjole», sagde Massa – «nei igrunden ønsker jeg mest, at jeg havde langt, gult, krøllet haar, det ønsker jeg mest af alt i verden.»

Karen laa og stirrede op i grantræerne: «Jeg vilde ønske – jeg vilde ønske – jeg vilde ønske –»

«Hvad for noget», sagde jeg.

«Jeg vilde ønske alt muligt», sagde Karen, og det var vi igrunden enige i allesammen. Damine sagde ingenting, naturligvis.

Saa gik vi igjen; ikke et menneske mødte vi, det var bare store, brede, solhede landeveien bortover.

100Du verden, hvor varmt det var; solen var ligesom en ildkugle, ikke et træ at øine.

«Puh, hvor varmt!» sagde vi allesammen.

Og vi gik, og vi gik, og vi gik. Ret som det var, satte vi os ned ved grøftekanten og drak lunken saft og vand. Igrunden likte jeg mig ikke rigtig længer, randselen var ligesom et bjerg, jeg havde paa ryggen, og det støvede forfærdeligt.

Pludselig standsede Antonette og sagde, hun vilde gaa hjem igjen.

«Men kjære, hvorfor vil du det da?»

«Jo, Karen bare gjørs paa og tramper og sparker, for at det skal støve paa mig.»

For noget tøv!

Nei, Antonette gik baglænds længer og længer tilbage. «Igrunden synes jeg, at det er kjedeligt ogsaa at gaa saadan», sagde hun – «det er saa ækkelt saa.»

Der hjalp ingen overtalelser, Antonette vilde vende; – der gjorde hun helt om og pilede tilbage til byen.

Vi saa paa hverandre. «Antonette er en god sipe», sagde jeg. Allesammen var vi enige i, det var godt, hun gik sin vei.

101I samme øieblik kom der en liden sort hund løbende; den hoppede opover os, bed os i kjolen og vilde lege. Vi blev forfærdelig glad i den alle fire, og allesammen vilde vi ha den for os selv alene. En gav den kjeks, og en gav den sukkertøi, men jeg gav den karbonadekager, derfor blev den mest glad i mig og bed i min kjolekant hele veien. Det venskab kom mig sandelig dyrt at staa, som dere snart skal høre.

Ret som det var, kom Antonette igjen. «Det var saa ækkelt at gaa hjem alene», sagde hun, «jeg vil være med alligevel.»

Varmere og varmere blev det; det var ikke luft, bare støv og sand og hed sol, vi pustede i. Veien gjorde her en sving nedom fjorden. Der var store stene langs med vandet og smaabirk stod lige ned i vandkanten.

«Lad os bade os», raabte jeg.

Naturligvis vilde vi det allesammen, de kunde umulig se os fra veien, for birkene skyggede; i en-to-tre var vi i vandet. Aa, hvor vi lo! Bunden var saa fæl, bare store, runde, glatte stene; ret som det var gled 102en og rev en anden med sig, og vi skreg, saa det vist hørtes lange veier.

«Lad mig være!»

«Slip mig – uh-hu-hu – saa koldt.»

«Au, jeg skar mig paa en sten!»

«Aa, jeg knuste lilletaaen min!»

Vi morede os usigeligt; endelig maatte vi gaa iland igjen. Men tænk, saa kunde jeg ikke finde mine sko. Noget værre har jeg aldrig været ude for. Jeg havde lagt dem fra mig ved en sten, ikke et menneske havde været der, og endda var de borte.

Jeg ledte høit og lavt; alle de andre var færdige for længe siden, og jeg gik der og hinkede.

Endda jeg virkelig var lidt fortvivlet, saa maatte jeg le. «Dere faar bære mig til Skohjem», sagde jeg. Vi ledte mellem stene og vi ledte mellem busker for tyvende gang.

Alle de indfald, jeg havde, de maa jeg nu le af. For ét øieblik vilde jeg flekke birkebark og binde paa fødderne, ligesom birkebeinerne, og et andet øieblik vilde jeg skjære randselen min itu og knytte den om benene; saa skulde de bære mig paa guldstol, 103og da faldt vi overende alle tre – du, hvor vi lo!

Jeg tror vi ledte efter de fille skoene i to timer, og – maa jeg saa byde dere, hvad der hændte! Der kom den ækle lille, sorte hunden, som havde spist op karbonaderne mine, løbende med den ene sko i munden!

Saa gjaldt det at finde den anden sko. Endda jeg havde den største lyst af verden at jule op den lille uforskammede hundehvalpen, saa maatte jeg jo gjøre mig gode venner med den og give den pandekage, for at den kunde finde op den anden sko.

«Se her, bisken, skal du faa pandekage – gaa nu efter den anden skoen min da!»

Men bisken brydde sig ikke det gran om alle mine overtalelser, glefsed efter pandekagen og smaagjøede og vilde lege. Saa opgav jeg det aldeles og bestemte mig til, at jeg heller fik hinke fem kilometer paa ét ben. Det var ingen lystelig tanke just, og langt om længe fik jeg kravlet mig op paa landeveien – og der, midt oppe i støvet, laa skoen min!

Saa blev jeg naturligvis rasende paa 104hunden og truede den; de smaa gule øinene saa yderlig forbauset ud over dette pludselige omslag. Den løftede paa ørene, holdt det ene forben iveiret og stirrede paa os.

«Gaa din vei, siger jeg.»

Den piltede nogen skridt, saa vendte den sig om igjen og saa tilbage paa os. Nei, da var den saa forfærdelig sød. «Kom da, bisken – kom igjen du, bisken!» Og saa kom den styrtende og bed os i kjolekanten og var ellevild.

Og tænk, saa fulgte den os helt til Skohjem. Endda vi ikke kom der før klokken var over ti. Jeg troede tilslut, at vi aldrig kom frem; det var overskyet og der laa taagedotter bortover jordene, og der, høit oppe under aasen, laa en gammel rødmalet gaard. Det var Skohjem. Og allesammen var vi saa trøtte og sultne og kjed, at vi paa slutten trættede om alle ting. Den ene vilde have flødegrød, og den anden vilde have flødebunke, naar vi kom frem, og spise forfærdelig vilde vi ialfald allesammen.

Da vi kom op paa gaarden var der lukket og stængt alle steder, – det kunde 105vi takke hundehvalpen for, at vi kom saa sent.

Først holdt vi en lang raadslagning, om vi skulde banke op folkene eller bare gaa hen og lægge os i laden. Men vi var saa usigelig tørste, og saa bankede vi. Først sagte; nei, ingen hørte os. Saa høiere og høiere, tilslut dundrede vi lystigt paa døren. Og pludselig, uden at vi havde hørt en lyd indefra, blev døren revet op og en stor, sint mand med busket haar stak hovedet ud.

«Hvad er dette for et forargeligt leven, spør jeg.»

Vi blev saa rædde, at vi tumlede tilbage.

«Aa er dere for no’en, maa jeg spørge?»

Jeg puffede Damine frem; jeg ser endnu det ulykkelige ansigtet og kirteløinene hendes, da hun traadte frem og neiede: «Jeg er Damine Knudsen», sagde hun.

«Jasaa», sagde den sinte mand i døren, «aa er det du far og ræker efter nattetider da?»

«Vi gaar fodtur», sagde jeg.

«Dere faar gaa did, dere kom fra da», sagde manden.

106Men der viste sig en kone ogsaa oppe i døren, med rynket ansigt og natkappe.

Damine neiede igjen og saa bønfaldende op paa hende: «Jeg er Damine», sagde hun ynkeligt.

«Aa er det, du vil da, mor?» sagde konen i døren.

«Vi vil gjerne ligge her i nat», sagde jeg, for jeg skjønte, det blev ingenting med Damine.

Konen mønstrede os længe og grundig, endelig hørte jeg, hun hviskede noget til manden om «fine folks barn».

«Ja, dere faar vel ligge paa salen da», sagde hun tilslut og sjokkede barbenet foran os opad en steil trappe, og lukkede os ind paa en lav, kvalm sal, hvor der lugtede støvler og ost og sau og alt muligt.

«Dere faar lægge dere her da», sagde konen og bredte op to umaadelige himmelsenger; dermed gik hun øieblikkelig.

Der stod vi. Jeg skal aldrig forglemme mine følelser; jeg var lidt fortvivlet, men mest var jeg sint. Ikke fik vi mad, og ikke fik vi melk, og ikke var her luft skabt 107paa denne gyselige sal. Jeg fòr hen og vilde lukke op vinduerne, saa var de, sandelig min hat, spigret igjen hvert eneste et!

«Damine», sagde jeg, «du er en trumfedeise, som kunde sige, at her var hyggeligt», sagde jeg, «for de er jo næsten menneskeædere begge to», sagde jeg.

Jeg havde ikke turdet gaa ned og bede om melk for aldrig det, endda jeg havde rost mig af for mor, at jeg var saa kjæk.

Damine smaagræd: «De var snilde, da jeg var her ifjor», sutrede Damine.

Saa satte vi os da paa sengekanten og spiste haardkogte eg, som vi havde i randslerne.

Ude begyndte det at regne; det trommede paa vinduerne og det blev næsten mørkt, og saa begyndte Karen og Antonette at græde, fordi de var rædde, sagde de. Var det ikke for skams skyld, saa skulde jeg gjerne grædt, jeg ogsaa, saa fælt syntes jeg al ting var. Saa krøb to af os op i en seng, og tre i en anden, og jeg syntes, det var saa gyseligt at gaa fodtur, at jeg kunde ikke det sige.

108Det var den værste nat, jeg har oplevet. Udenfor piskede regnen ned i strømme og det var aldeles mørkt paa den lave, store sal; Antonette og Damine laa paatvers i sengen, jeg laa paa sengekanten og kunde ikke sove, og nedenunder laa Skohjemsfolkene; jeg hørte helt op, hvor de snorkede. Jeg kunde knapt tro, det var mig selv; det var ligesom i eventyrene om trold og bergtagne folk: nedenunder laa troldene, og her laa vi, og kunde ikke komme ud af fjeldet.

Nei aldrig, aldrig i evighed vilde jeg gaa fodtur mere! Og jeg syntes, jeg var saa gruelig langt hjemmefra. Da alle de andre sov, græd jeg lidet, lidet gran ned i mor Skohjems værkensdyne. For tænk, om de ikke vilde give os mad imorgen heller! Bare det blev lyst, vilde jeg løbe hjem igjen med en eneste gang, om det regnede aldrig saa meget. Og mens jeg laa der, blev jeg saa gruelig glad i alle hjemme, i far og mor og alle søskendene – saa snilde de var – og hvor deiligt det var hjemme – ingen havde det vist saa deiligt hjemme som jeg – uh-hu-hu – og saa laa jeg der og græd 109stille, fordi jeg var saa usigeligt glad i far og mor.

Da jeg vaagnede, stod solen høit paa himmelen og myggene surrede og svirrede indenfor i omhænget. Vi reiste os op i sengen og saa paa hverandre og lo. Først lidet gran og saa mere og mere; vi maatte holde hænderne for munden tilslut, forat de ikke skulde høre os nedenunder.

«Hvor forfærdeligt vi har havt det!»

«Ja, forfærdeligt.»

Allesammen forsikrede, de ikke havde sovet en blund den hele nat. «Hvis vi bare kunde faa vinduerne op, saa skulde vi hoppe ud og løbe vor vei med engang», sagde jeg.

Endelig maatte vi da gaa ned alle fem i følge. Konen stod i kjøkkenet; hun havde endnu natkappen paa og hendes underlæbe hang hende langt ned over hagen.

«Skal det være for fornøielsen, at dere gaar saadan?» spurgte hun.

Ja, det har saa skam ikke været nogen fornøielse at ligge oppe paa din sal inat, tænkte jeg.

Saa spurgte hun, hvem der var forældrene 110vore, og da hun hørte det, blev hun med engang meget blid og aabnede døren til en kvalm, solhed stue med nedrullede gardiner, hvor der var et fluesur, som ikke kan beskrives. Det var storstuen paa Skohjem. Saa fik vi kaffe og stenhaardt hvedebrød, og siden stikkelsbærvin med døde fluer i. Ialfald laa der to i mit glas.

«Nu kan dere da se, at de er snilde, sagde Damine triumferende.

Aa ja, de var jo ikke værst nu; men ikke for det, at jeg nogensinde kom til at like mig paa Skohjem. Jeg havde ikke spor af lyst at være der længer for mit ved kommende, og det havde ikke de andre heller, lod det til.

Saa betalte vi for os, neiede pent allesammen og satte paa sprang nedover veien.

Endda det havde regnet om natten, var det tusind gange varmere end dagen før, det var akkurat som inde i en bagerovn. Hele tiden ærtede vi Damine, fordi hun syntes, det var saa hyggeligt paa Skohjem.

Men ret som det var, stod der en gul hest ganske løs midt i veien. Løse hester 111er min pest. Jeg tror, vi var hundrede gange over grøften og ud paa veien igjen for den fille gule hesten. Aldrig saa snart havde vi gaaet et lidet stykke, og tænkte, vi var vel undaf den, saa dundrede det bag efter os, og der kom den travende.

Kan dere tænke dere noget æklere end at have en saadan løs gul hest dundrende efter sig?

Du, hvor trætte vi var, efter at have løbet for den hesten. Antonette og Karen var ligblege og laa langs grøftekanten og græd. Massa havde saa ondt i hovedet, at hun vilde kaste op, og Damine var sur som eddike, fordi vi syntes, der var ækkelt paa Skohjem. Alting var leit, og ingen ende tog veien, og ikke kom der nogen hest, vi kunde faa kjøre med heller; vi gik og gik.

Alle næserne vore var brunrøde af solen med blemmer paa, og da vi nærmede os byen, traf vi folk, som lo af os, fordi vi var saa trætte. Saa mødte vi Karens far og mor, og Karen tog faderen under den ene arm og moderen under den anden, og hun sagde ikke farvel til os engang af bare træthed.

112Men siden har vi mange gange leet af den fodtur! Af den gyselige nat paa Skohjem og af mor Skohjems skidne natkappe og stikkelsbærvin med døde fluer i.

For igrunden var det gjildt ogsaa, kan dere skjønne!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.