Cap. I. Autor kommer ned i en anden Verden

Anno 1664, efterat jeg paa Kiøbenhavns Academie havde faaet Laudabilem baade til Examen Philosophicum og Theologicum, lavede jeg mig til at reyse hiem, og derfor begav mig paa et Skib, som skulde gaae til Bergen i Norge, jeg var vel stor og modig af de Caracterer, som jeg havde faaet av Professorerne i Theologie og Philosophie, men fattig paa Penge, min Skiebne var lige med andre Norske Studenteres, som pleyer at komme hiem med tomme Punge fra Academiet. 2Vinden føyede os, saa vi efter 6 Dages lykkelige Seylads kom i Bergens Havn. Saaledes kom jeg vel lærdere hiem, men ikke rigere, jeg havde min Underholdning nogen Tid hos mine Venner, og levede som en Betler, men var dog ikke doven. Thi at jeg kunde oplyse det Physiske Studium, som jeg havde begyndt paa, ved Erfarenhed, og at jeg kunde udforske Jordens Egenskaber, og Biergenes Grund, leedte jeg omhyggelig udi alle Kroge i Landet. Ingen Klippe var saa steyl, at jeg jo havde Lyst til at klavre op paa den, ingen Hule var saa dyb og fæl, at jeg jo gierne vilde krybe ned i den, for at see, om jeg ikke kunde finde noget rart, som var værd at eftertænkes af en Physico. Thi der findes mange Ting i vort Fæderneland, som vi ikke har seet, ja ey engang hørt tale om; dersom samme Ting fandtes i Franckerige, Italien, Tydskland eller noget andet Land, som er frugtbar paa forunderlige Ting, og veed at udblæse de samme, da havde man hørt om dem, læst og beseet dem. Iblant de Ting, som meest syntes mig merkværdige, var en meget dyb og steyl Hule oven paa Toppen af det Bierg, som Indbyggerne kalder Fløyen, og da Munden af samme Huule til og fra giver en sagte og behagelig Luft fra sig, 3saaledes, at den synes ligesom ved Hikken snart at give Luften fra sig, snart at drage den til sig, hvilket lærde Folk i Bergen, i sær den berømmelige Abelin og Conrector Magister Edvard, som vare vel erfarne i Astronomie og Physica, have troet, at det var en Ting, som Philosophi burde giøre sig umage for, og som de ey selv kunde for deres Alderdom, tilskyndede de tit deres Landsmænd nøyere at eftersee denne Hules Beskaffenhed. Ved disse Mænds Tale og min egen Lyst blev jeg opmuntret, og tænkte paa at stige ned i denne Hule, hvilket Forsæt jeg aabenbarede for nogle af mine Venner. De fandt ingen Smag derudi, men sagde: at det var et galt og forvoven Menneskes Arbeide. Men ved disse Formaninger kunde de hverken forandre eller tvinge mit Forsæt, og det som burde dempe min Lyst, giorde mit tvivlraadige Sind meere fyrigt. Thi den store Lyst jeg havde til at opdage naturlige Ting, opmuntrede mig, og end meere, naar jeg eftertænkte min slette Tilstand, thi Pengene vare borte, og det syntes mig haardt og tungt længere at leve af andres Naade i mit Fæderneland, hvor alt Haab om at avancere var mig afskaaret, og jeg saae mig at være dømt til en evig Fattigdom, og ald Vey til 4Ære og Forfremmelse tillukt, med mindre jeg ved en forvoven Gierning giorde mig berømmelig. Da jeg saaledes havde bestyrket mit Sind, og tillavet, hvad jeg til dette Tog havde nødig, gik jeg en Torsdag tilig om Morgenen udaf Byen, da det var got Væyr, paa det jeg, naar mit Forsæt var fuldført, igien inden Aften kunde komme hiem, thi jeg vidste ikke hvad mig forestod, at jeg som en anden Phaeton skulde veltes hovedkulds igiennem Luften need i en anden Verden, og ikke faae mine Venner og Fæderneland at see igien, førend efter 10 Aars Borteblivelse.

Dette Tog blev foretaget Anno 1665, da Hans Munthe og Lars Sørensen vare Borgemestere, og Christen Berthelsen og Lars Sand vare Raadmænd i Bergen. Der fuldte fire Arbeids-Karle med mig, hvilke bare Reeb og Baadshager, som jeg behøvede til at stige need med; Vi gik lige til Sandvig, hvor man best kand komme op paa Bierget, krøb der op paa Toppen, og da vi kom til det Stæd, hvor den ulyksalige Hule er, vare vi trette af Reisen, og derfor satte os lidt need for at spise Frokost. Mit Sind begyndte da først, 5ligesom det kunde see Ulykken forud, at bæve; Jeg vendte mig derfor til mine Følgesvenne, og spurte: Hvo vil først vove Spillet? da ingen svarede, blev mit forsagte Mood igien fyrig, jeg lod tillave Rebet, og da jeg var ferdig at reise, befalede jeg GUd min Siæl. Der jeg nu skulde nedhidses i Hulen, lærte jeg mine Følgesvenne, hvad de fremdeles skulde giøre, nemlig, de skulde blive ved at lade Rebet gaae need, indtil de hørdte mig raabe, ved hvilken Signal de skulde holde Rebet stift, og i en Hast drage mig op igien, om jeg blev ved at raabe. Selv tog jeg en Baadshage i min høyre Haand, som jeg behøvede til at bortstøde, hvad der kunde hindre mig i min Nedfart, og holde mit Legeme hængende midt imellem begge Sider af Hulen. Neppe var jeg kommen ti eller tolv Alen need, førend Rebet gik i tu, hvilken Ulykke jeg merkede af Karlenes paafølgende Raab og Hylen, som dog strax forsvandt. Thi jeg kom meget hastig need i Afgrunden, ligesom den anden Pluto, undtagen jeg havde Baadshagen i Steden for Scepter.

Saa vidt jeg i den Sinds Forvirrelse 6kunde slutte, havde jeg henved et Qvarteers Tiid faret i tyk Mørk og bestandig Nat, indtil omsider er Skimt af Lys ligesom et Tusmørke fremskinnede, og strax derefter lod sig see en klar og reen Himmel. Jeg tænkte da af Taabelighed, at enten maatte den underjords Luft eller en Modvind have stødt mig tilbage, og at Hulen ved at give Luften fra sig, havde kastet mig op paa Jorden igien. Men jeg kiendte hverken den Soel eller Himmel, som jeg saae, ikke heller vare de øvrige Stierner mig bekandte, mig syntes, at de vare mindre end Stiernerne paa vor Himmel, troede derfor, enten at denne nye Himmels Machine alleene bestod i min Hiernes Indbildning, som kom af Svimmel i Hovedet, eller jeg maatte være død og kommen til de lyksalige Boeliger. Men den sidste Meening beloe jeg strax, da jeg saae mig bevæbnet med Baadshagen, og at slæbe et langt Stykke Reeb efter mig, thi jeg kunde let vide, at man behøvede ikke Reeb og Baadshager, naar man gik til Paradiis, og at saadan Stads kunde ikke behage Himmelens Indbyggere, ved hvilken jeg kunde synes efter Kiempernes Exempel at vilde bestorme Himmelen, og jage 7Guderne derfra. Endelig, da jeg alvorlig havde betænkt Sagen, sluttede jeg, at jeg var kommen need i den underjordske Himmel, og at deres Meening var sand, som siger, at Jorden er huul, og at der inden for dens Skalle er en anden Verden mindre end vores, en anden Himmel med en mindre Soel, Stierner og Planeter, og udfaldet viiste, at jeg giettede ret.

Den Force, hvormed jeg blev ført need, havde nu længe varet, indtil jeg omsider mærkede, at den efterhaanden sagtedes, jo nærmere jeg kom til en Planet eller himmelsk Klode, som jeg i min Nedfart først mødte. Den samme Planet blev efterhaanden saa stor, at jeg omsider igiennem den tykke Luft, som gik omkring den, kunde nogenledes kiende Bierge, Dale og Hav, ligesom en Fugl svæver over Vandet ved Strandbredden og de med Fisk omgivne Klipper, saaledes svævede jeg og mellem Himmel og Jord.

Jeg mærkede da, at jeg ey alleene hang svævende i Luften, men i Stæden for at jeg før havde en perpendicular Fart, kom jeg 8nu i en rund Gang. Haaret stod paa mit Hoved, thi jeg frygtede at blive omskabt til en Planet eller Planets Drabant, og saaledes i Evighed omdreyes. Men da jeg betænkte, at et himmelsk Legeme, eller et himmelsk Legemes Medfølgere var lige saa anseelig som en sulten Philosophiæ Studiosus, tog jeg Mood til mig igien, i sær, efterdi jeg hverken fandt til Hunger eller Tørst, for den reene og himmelske Lufts skyld, hvori jeg svævede. Men da jeg erindrede, at jeg havde i min Lomme et Brød, som Bergens Folk kalder Bolken, som pleyer være aflangt, vilde jeg tage det op og forsøge, om noget kunde smage mig i saadan Tilstand; Men da jeg ved første Bid mærkede: at ald jordisk Føde var mig en Væmmelse, kastede jeg det bort, som noget, der var mig gandske unyttig. Men Brødet, som jeg kastede bort, blev ey alleene hængende fast i Luften, men som mest er at undre, begyndte at giøre en Cirkel omkring mig, og derved mærkede jeg de rette Regler til Bevægelse, som giør, at alle Legemer, som ere satte i lige Vægt, faaer en Cirkel-Gang. Heraf, derved jeg nyelig havde begrædt mig, som ulykkelig, begyndte jeg at blive stolt, 9jeg saae, at jeg ey alleene var bleven en simple Planet, men endog saadan een, som havde en bestandig Følgesvend, saa at jeg paa nogen Maade kunde regnes blant de store Stierner og Planeter af første Classe. Og at jeg skal bekiende min Skrøbelighed, da blev jeg saa hoffærdig, at om jeg paa engang havde mødt alle Borgemesterne og Raadmændene i Bergen, havde jeg taget mod dem med Foragt, og anseet dem som Soelgran, og ey holdt dem værdig at hilse, eller lade min Baadshage synke for dem.

Jeg var hen ved tre Dage i den Tilstand, thi da jeg uden Ophold væltedes omkring den Planet, som var mig næst, kunde jeg kiende Nat fra Dag, i det jeg saae at den underjords Soel snart gik op, snart gik need, og gik mig af Syne, endskiønt jeg mærkede ingen Nat, som hos os; Thi naar Solen gik need, var heele Himmelen, som Maanen, naar den er rød, hvilket jeg meente at være den underjords Verdens Overdeel eller halve Klode, som fik sit Lys af den underjords Soel, som var i denne Verdens Middel-Punct. Denne Gisning giorde jeg mig, eftersom jeg 10vidste noget om Himmelens Løb. Men da jeg i denne Lykke tænkte, at jeg var Guderne liig, og ventede som et nyt Himmel-Lys at blive tillige med min Drabant, som omringede mig, regnet blant Stiernernes Tall af Stiernekigerne i næste Planet: see! da lod sig et forskrækkeligt vanskabt Dyr tilsyne med Vinger paa, som snart truede min høyre Side, snart den venstre, snart mit Hoved og Nakke. Der jeg først saae det, troede jeg, at det var et af de tolv Himmel-Tegn under Jorden, og derfor ynskede, om jeg ellers giettede ret, at det maatte være Jomfruen, efterdi af alle de tolv Himmel-Tegn, intet uden Jomfruen kunde trøste og hielpe mig i saadan Enlighed. Men da dette Legeme kom mig nærmere, saae jeg, at det var en bister og grum Grif, hvorover jeg blev saa forskrækket, at jeg forglemte mig selv og min himmelske Værdighed, hvortil jeg nyelig var ophøyet, og i den Angest tog mit Testimonium Academicum, som jeg havde i min Lomme, for at vise min Fiende, som jeg mødte, at jeg havde udstaaet mine Examina, at jeg var Student og Baccalaureus oven i Kiøbet, som kunde dæmpe enhver fremmed Fiende ved at 11excipere Forum. Men saa snart den første Heede var forbi, og jeg kom lidt til mig selv, forundrede jeg mig over min Daarlighed.

Jeg vidste endnu ikke, til hvad Ende denne Grif fuldte efter mig, enten hand vilde være min Fiende eller Ven, eller som rimeligt var, at hand alleene af Nysgierighed vilde komme mig lidt nærmere for at fornøye sine Øyne. Thi at see et menneskeligt Legeme omdrives i Luften, holdende i den høyre Haand en Baadshage, og slæbe et langt Reeb efter sig som en Hale, er et Siun, som et hvert ufornuftigt Dyr kunde have Lyst af at gabe paa. Den usædvanlige Figur, som jeg da giorde, gav Indbyggerne, som jeg siden fik at høre i den Verden, om hvilken jeg veltedes, Anledning til adskillig Tale og Gisning, thi Philosophi og Mathematici meente, at jeg var en Comet, og tog Rebet an for Cometens Hale; der fandtes og de, som af samme usædvanlige Siun meente at nogen overhængende Ulykke, Pest, Hunger eller en mærkelig Forandring blev betegnet. Nogle gik videre, og meget noyere afmalede mit Legeme, 12saavidt de langt fra kunde kiende, saa at jeg baade var beskreven, afmalet og stukken i Kaaber, førend jeg kom i den Verden. Alt dette hørte jeg ikke uden Latter og Fornøyelse, da jeg siden kom der need, og lærdte det underjordske Sprog.

Man maa vide, at der findes nogle hastige Stierner, som de underjordiske Folk kalder Sciscisi, det er Cometer, som de beskriver at have blodrøde Haar, ligesom et strit Haar paa Hovedet, at deres Mank staaer ud som et langt Skiæg, og derfor regner de dem blant de forunderlige Himmel-Tegn, ligesom hos os.

Men at jeg skal komme til mit Forsæt, da var denne Grif nu kommen mig saa nær, at den plagede mig ved at ryste sine Vinger, og endelig var ferdig at sluge mit Been i sig, saa at det nu blev kiendeligt, i hvad Intention hand søgte efter den nye komne Giæst. Jeg begyndte derfor med væbnet Arm at støde dette stridbare Dyr, og tog fat paa Baadshagen med begge Hænder, hvorpaa jeg saaledes tvang denne min dristige Fiende, at hand 13ofte maatte tage Flugten, endelig da hand blev ved at drille mig, og jeg nogle gange forgieves havde slaget efter ham, slog jeg til sidst Baadshagen med saadan Force i Fuglens Ryg imellem begge Vingerne, at jeg ikke kunde faa Krogen ud igien. Da Fuglen blev saaret, gav hand et skrækkeligt Skrig fra sig, og faldt Hovedskulds need paa Jorden. Jeg var nu bleven kied af denne nye himmelske Værdighed, som jeg saae var underkastet saa mange Hændelser og Farligheder. Fuglen tog mig derpaa med sig, og drog mig igiennem Luften til Jorden, ligesom naar en Stierne falder, eller rettere at sige, siunes at falde af en klar Himmel; og saaledes blev den Circul-Gang, som jeg nyelig havde gaaet, igien forandret til en lige Gang.

Da jeg saaledes med stor Force længe var trækket igiennem den tykke Luft, hvis Susen plagede mine Øren, faldt jeg omsider sagte og uden Skade need til Jorden tillige med Fuglen, som kort derefter døde af Saaret. Det var om Natten, at jeg faldt need paa den Planet, hvilket jeg kunde kiende, ikke af Mørket, men fordi der ingen Soel var at see, thi 14der var saa meget Lys, at jeg tydelig kunde læse mit Testimonium Academicum. Det Lys om Natten kommer af Firmamentet eller af Jordens Skall, som er rundt omkring, hvis halve Deel giver et Skin, som Maanen hos os. Vil man derfor alleene see til Lyset, da er her ikke stor Forskiel paa Nat og Dag, uden at Solen er borte, og Nætterne derover noget koldere.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.