Cap. II. Needfart til Planeten Nazar

Der jeg saaledes havde seylet i Luften, og uskad var kommen need paa Jorden, (thi Griffen blev afmægtig, og fløy ikke nær saa fast som i Begyndelsen) laae jeg længe stille, og ventede efter, hvad nyt der vilde hænde mig, naar det blev Dag. Jeg følede da atter mine forrige Skrøbeligheder, og behøvede baade Søvn og Mad, saa at jeg fortrød, at jeg saa uforsigtig havde kastet Brødet fra mig. Da jeg længe havde plaget mig med adskillige Bekymringer, faldt jeg omsider i 15Søvn. Og saa vidt jeg kunde slutte, havde jeg ikkun sovet to Timer, førend jeg hørte en skrækkelig Brølen, hvorved jeg blev hindret i min Roe, og omsider gandske opvakt. I Søvne havde jeg mange forunderlige Drømme. Mig siuntes, at jeg var kommen til Norge igien, og der fortalte mine Landsmænd, hvad mig var vederfaret. Jeg indbildte mig, at jeg var i Fanøe-Kirke kort fra Bergen, hvor jeg hørte Degnen Niels Andersen siunge, og hans fæle Røst efter Sædvane skar i mine Øren. Derfor tænkte jeg og, da jeg vaagnede, at min Søvn blev hindret ved hans Giøen. Men da jeg saae en Tyr staae et lidet Stykke fra mig, sluttede jeg, at dens Brølen havde opvakt mig. I det jeg saaledes med stor Frygt saae mig omkring, merkede jeg, at Solen stod op, og at Markerne overalt vare frugtbare og grønne. Jeg saae og Træer, men (det som var at undre) de bevægede sig, da det dog var saa stille Væyr, at ikke en Feyr rørtes. Ved det Tyren brølede, og søgte lige til mig, saae jeg om udflugt, og i den Angest blev et Træ vaer, som stod nær ved, hvorudi jeg vilde krybe op. Men da jeg vilde forsøge derpaa, gav 16Træet en spæd igiennemtrængende Røst fra sig, ligesom Fruentimmers, naar de ere vrede, strax derefter fik jeg saa got et Ørefigen ligesom af en flad Haand, at jeg svimlede i Hovedet, og faldt hovedkulds paa Jorden. Dette var for mig som et Torden-Slag, og jeg var færdig at døe af Angest, jeg hørte og allevegne Knur og Allarm, ligesom der pleyer være paa Torvene og Børsen, naar der ere mange Folk. Saa snart jeg lukkede Øynene op, saae jeg om mig en heel levende Skov, og Marken fuld af store og smaa Træer, da jeg tilforne neppe havde seet sex eller syv. Jeg kand ikke beskrive, hvor stor Uroe dette giorde i min Hierne, og hvor forskrækket mit Sind blev ved dette Koglerie. Snart tænkte jeg, at jeg drømte Lys-vaagen, snart at Spøgelser og onde Aander vare omkring mig, og snart kom mig andre Urimeligheder for. Men jeg fik ikke længe Tiid at betragte disse sig selv bevægende Træer; thi der kom strax et andet Træ løbende, som nedbøyede en af sine Greene, paa hvis Ende der vare sex Knoppe, ligesom sex Fingre, med disse løftede det mig op, og tog mig med sig, jeg raabte, og utallige Træer af ulige Art og 17Størrelse fuldte efter mig, som gav en Lyd og Larm fra sig, der vel var ligesom Ord, men dog ubekiendte for mig, saa at jeg ikke kunde huske fleere Ord end disse, som de tit sagde: Pikel Emi. Jeg hørte siden, at det betydede en stor Abekat; thi af mit Legems Skikkelse og min Dragt dømte de mig at være en Abekat, endskiønt der var nogen Forskiel paa Abekatterne og mig i dette Land. Andre tog mig an for en Indbygger i Firmamentet, som Fuglen havde baaret hid igiennem Luften, hvilket dette Lands Historier vidner før at være skeedt. Men dette fik jeg ikke vide førend efter nogle Maaneders Forløb, da jeg havde lært det underjordiske Sprog; Thi i saadan Omstændighed havde jeg af Frygt forglemt mig selv, og kunde ikke begribe, hvad jeg skulde tænke om disse levende og talende Træer, eller hvad Ende denne Procession vilde faae, som gik saa langsom og ligesom Fod for Fod. Den Raaben og Knurren, som hørtes i Marken, gav dog en Vrede og Fortrydelse tilkiende, og sandelig de vare ikke uden stor Aarsag vrede paa mig; Thi det Træ, som jeg vilde krybe op i, da jeg flyede for Tyren, var 18Byefogdens Kone i næste Bye, og den Persons Stand, som var fornærmet, giorde min Synd større; thi jeg syntes offentlig at vilde voldtage ikke en gemeen Kone, men en af de anseeligste Damer, hvilket var et usædvanligt og skrækkeligt Siun hos et ærbart og bluefærdigt Folk. Endelig kom jeg, som en Fange, til Byen, hvor der vare prægtige Bygninger, Qvarterer, jevne og ordentlige Gader og Stræder at see. Husene vare saa høye og anseelige som Taarne. Gaderne vare fulde af gaaende Træer, som hilsede hinanden ved at bøye sine Greene, naar de mødtes, og jo fleere Greene de bøyede, jo større Æres-Beviisning var det. Saaledes, da en Eeg just paa samme Tiid gik ud af et anseeligt Huus, og de andre Træer saae det, bøyede de deres fleste Greene og vigede tilbage, hvoraf jeg kunde slutte, at den var meere end gemeen. Og strax derpaa fik jeg vide, at det var Byefogden i Byen, hvis Kone jeg beskyldtes for at have krænket. Jeg blev i en Hast ført hen i samme Byefogets Huus, hvor Porten blev slaaen til efter mig, og Dørrene lukte, hvorover jeg ansaae mig, som den, der var bestemt til Tugthuset. Denne 19Frygt forøgedes ved de tre Vægtere, som holdte Vagt uden for Døren, af hvilke hver havde sex Øxer, een for hver Green; thi saa mange Greene, saa mange Arme, og saa mange Knoppe, saa mange Fingre. Jeg mærkede, at der laae Hoveder oven paa Træerne, som Menneske-Hoveder, og i Steden for Rødderne saae jeg to Fødder meget lave, hvorfor Indbyggerne i denne Planet gaaer saa langsom, som Snegle. Derfor kunde jeg læt undflyet deres Hænder, om jeg havde været løs; thi jeg var saa rask til Fods, at jeg siuntes at flyve frem for dem. Med faa Ord at sige, jeg fornam, at disse Træer beboede denne Verden, og at de samme havde Fornuft, saa jeg ikke noksom kunde forundre mig over de ulige Skabninger, som Naturen formerer iblant Dyrene. Disse Træer ere ikke saa høye, som vore, de fleeste overgaaer ikke et Menneskes ordentlige Høyde, nogle vare mindre som Blomster eller Urter, og jeg sluttede, at de vare Børn. Det er forunderligt, hvad Hovedbrud dette Siun giorde mig, hvor mange Suk det trykkede af mig, og hvor 20meget jeg længtes efter mit kiære Fæderneland; Thi endskiønt disse Træer siuntes være omgiengelige, at kunde tale, og at have en slags Fornuft, hvorved de paa nogen Maade kunde regnes iblant fornuftige Dyr, saa tvivlede jeg dog paa, at de kunde lignes ved Mennesker. Jeg troede ikke at Retfærdighed, Fromhed og andre Dyder fandtes iblant dem. Medens jeg plagedes med disse forvirrede Tanker, vendtes alle Ting i mig, og Vandet flød Strømmeviis af mine Øyne. Men da jeg saaledes sørgede og græd paa Qvinde Maneer, kom mine Liv-Gvardere ind i mit Sove-Kammer, hvilke jeg ansaae som Bøddel-Knegte, for Øxernes skyld. Med disse Forløbere blev jeg ført igiennem Byen til et anseeligt Huus, som stod midt paa Torvet. Derved indbildte jeg mig at have faaet en Dictators Værdighed, og at være bleven meere end Borgemester i Rom, thi Borgemesterne havde ikke meere end tolv Øxer i deres Følge, men jeg havde atten. Paa Dørren af dette Huus, jeg kom til, var Retfærdighed udgraven som et Træ, holdende en Vægtskaal i den eene 21Green, den var afbildet under en Jomfrues Skikkelse, som havde et alvorligt Ansigt, skarpt Øye-Siun, dog tillige hverken nedrig eller tyransk, men behageligt ved en ærværdig Gravité. Deraf sluttede jeg, at det var Raad-Stuen. Jeg blev indført i Raads-Salen, hvor Gulvet var Rudeviis belagt med Marmor-Steene af adskillige Farver. Et anseeligt Træ saae jeg sidde paa en forgyldt Stoel, som en Dom-Stoel med tolv Assessorer paa høyre og venstre Side, hver paa sin Stoel. Overdommeren var et Palme-Træ af maadelig Høyde, men anseelig frem for de andre Dommere, af dens Blade, som havde adskillige Couleurer. Ved begge Sider af den stode fire og tyve Opvartere, af hvilke hver havde sex Øxer. Dette Siun skrækkede mig, thi af den Rustning kunde jeg vente, at det var en blodtørstig Nation. Saa snart jeg kom ind, stode Raads-Herrerne op, rakte deres høye Greene i Veyret, og efter den Gudstieneste satte de sig need igien. Derpaa blev jeg stillet inde i Skrankerne imellem to Træer, hvis Bulle vare overtrokne med Faare-Skind; 22jeg sluttede, at de vare Procuratorer, og derudi tog jeg ikke heller feil; førend de begyndte at agere Sager, blev Overdommerens Hoved svøbt i nogle sorte Stykker klæde. Anklageren holdt derpaa en kort Tale, den hand tre gange repeterede, og den, som forsvarte Sagen, svarede lige saa kort. Saa snart Sagerne vare ud-agerede, blev der stille en halv Time. Hvorpaa Overdommeren tog Tæppet af sig, reyste sig op, og rakte atter sine Greene til Himmelen, og talede nogle Ord med Ziirlighed, hvilke jeg meente var min Dom; Thi da Talen var ude, blev jeg udladt og bragt til et gammelt Arrest-Huus, hvorfra jeg ventede at udføres som af en Kielder til at pidskes. I denne Enlighed eftertænkte jeg alt det, mig var vederfaret, og beloe dette Folkes Daarlighed; thi de siuntes meere at spille en Comoedie end holde Rettergang, ja alt, det jeg saae, deres Lader, Klæder, Procedure &c. siuntes meere at ligne Gøglerie end en alvorlig høyeste Ret. Jeg holdt vores Verden for lykkelig, og de Europæer ypperligere end andre Mennesker. Men endskiønt jeg lastede dette underjordiske Folkes Dumhed og Taabelighed, maatte 23jeg dog tillige bekiende, at de burde skilles fra ufornuftige Dyr; Thi den kiønne Stad, de vel indrettede Bygninger og andet meere gav tilkiende, at disse Træer havde Fornuft, og vare ikke gandske u-erfarne i Konster, besynderlig i Bygnings-Konsten, som jeg dog holdt for vare deres eneste Egenskaber. Da jeg saaledes talede sagte ved mig selv, kom et Træ ind, havende en Lancet i den høyre Haand, løste op for mit Bryst, blottede min eene Arm, og meget næt slog Hull paa Median-Aaren, og da hand havde faaet Blod nok af mig, forband hand Armen meget vel. Saa snart hand var klar dermed, besaae hand nøye mit Blod, taugde stille, og med stor Forundring gik bort. Alt dette bestyrkede min Meening om dette Folkes Daarlighed; Men saa snart jeg lærte det underjordiske Sprog, og alle Ting bleve forklarede for mig, blev min Foragt forandret til Forundring. Den Maade at procedere paa, som jeg ubetænksom havde forkastet, blev mig saaledes forklaret: Af mit Legems Skikkelse havde de tænkt, at jeg var en Indbygger i Firmamentet. Jeg siuntes 24at vilde voldtage en skikkelig og fornemme Kone, for den Forseelse blev jeg som en Misdæder slæbt paa Raadstuen. Den eene Procurator giorde min Synd større end den var, og paastod Straf efter Loven, den anden afbad ikke Straffen, men at den maatte opsættes, indtil man fik vide, hvo, hvordan og hvad Landsmand jeg var, om jeg var et fornuftigt eller ufornuftigt Creatur. At de rakte deres Greene ud, var deres ordentlige Gudstieneste, førend de dømte i en Sag. Procuratorerne havde Faare-Skind paa, at de skulle erindre Uskyldighed og Oprigtighed i at agere Sager: og alle ere i Sandhed ærlige og ustraffelige her, hvoraf sees, at i en vel indrettet Republiqve kand findes gode og ærlige Procuratorer. Der ere givne saa strenge Love mod Bedragere, at ingen kand besmykke sine Trækker, ingen Utroskab kand afbedes, ingen Skiændegiæst undflye, og ingen Misgiernings-Mand blive hælet. Man igientager Ordene tre gange for deres langsomme Begreb, hvori denne Jords Indbyggere skilles fra andre Folk; thi faa kunde forstaae det de løselig havde læst, eller huske det, de engang havde hørt. De, som strax 25fattede en Ting, holdtes ikke for at have Skiønsomhed, og derfor sielden kom til store og vigtige Forretninger; Thi de havde lært af Erfarenhed, at Republiqven har vaklet i deres Hænder, som har et hastig Begreb, og gemeenlig kaldes store Hoveder, men at de langsomme og spottviis kaldte Dumme derimod har oprettet det, som de store Hoveder har fordærvet. Disse Meeninger siuntes at være imod Fornuften, men efter alvorlig Overveyelse fandtes dog ikke gandske urimelige. Overdommerens Historie foraarsagede mig største Forundring, thi det var en Jomfrue, som var fød der paa Stedet, og af Land-Fyrsten beskikket til Kaki eller Overdommer i Byen. Hos dette Folk giøres ingen Forskiel paa Kiønnet, naar man giver Bestillinger bort, men efter Vall forfremmer man de Dygtigste. At man ret kand dømme om enhvers Dygtighed og Sinds Gaver, er der indrettet Skoler, hvis Directeurer kaldes Karatti, hvilket egentlig betyder Udforskere. De maa prøve enhvers Dygtighed og Kræfter, og nøye eftersee Ungdommens Gemytter, og efter Examen aarlig indgive til Fyrsten en Liste paa dem, som bør forfremmes til 26offentlige Bestillinger, og tillige vise, hvori enhver meest kand tiene sit Fæderneland. Naar Fyrsten faaer denne Liste, lader hand de Unges Navne indføre i en Bog, saa hand altid kand have dem for Øyne, som hand vil give Bestillinger.

Ommeldte Jomfrue havde for fire Aar faaet en herlig Attest fra Karattis, og derfor af Fyrsten var beskikket til at være Overdommer i sin Føde-Bye. Indbyggerne i Potu tager denne Skik meget nøye i Agt; thi de troer, at ingen bedre kiender et Steds Beskaffenhed, end de som ere fødde og opdragne der. Palmka, saa hedde denne Jomfrue, havde med stor Berømmelse i tre Aar forrettet sit Embede, og holdtes for det forstandigste Træ i den hele Bye; thi hun var saa langsom til at begripe, at hun neppe kunde fatte en Ting, uden man tre eller fire gange igientog den; Men det hun engang fattede, fik hun Indsigt i, og opløste saa fornuftig alle vanskelige Sager, at hver Dom, hun afsagde, var agtet som et Oracul; thi hun vidste at giøre Forskiel imellem Ondt og Got, og altid havde Retfærdighed for Øyne, hvorover alle de Domme, hun 27i tre Aar havde fældet, vare confirmerede og roeste af høyeste Ret i Poru. Derfor forkastede jeg nu ikke saa meget som tilforne de Love, her vare givne til Fruentimmerets Fordeel. Jeg tænkte ved mig selv: Hvad, om Byefogdens Kone i Bergen skulde sidde i Retten for hendes Mand? Hvad, om Procurator Sövrens Dotter, som er en veltalende og høystbegavet Jomfrue, skulde føre Sager for Retten i Steden for sin dumme Fader, da leed vores Rettergang ingen Skade, og Retfærdighed blev maaskee ikke saa tit traadt under Fødder. Videre tænkte jeg, siden Sager saa hastig dømmes i de Europæiske Retter, da er jeg vis paa, at de hastige og utidige Domme neppe kand udstaae en Examen.

At jeg skal forklare det øvrige, da fik jeg denne Raison for Aareladen, naar nogen findes skyldig i nogen Forseelse, da i Steden for at pidskes, lamlæstes eller dræbes, dømmes hand til Aarladen, at man kand see, enten det er kommen af Ondskab, eller af Blodet og onde Vædsker, og om det derved kand ændres, saa at disse Domstole sigter meere til at forbedre end at straffe Folk. Men denne Rettelse havde 28dog en slags Straf hos sig; thi det var en Skam at dømmes dertil. Forsaae nogen sig anden Gang, blev hand dømt uværdig til sit Borgerskab, og pleyede relegeres til Firmamentet, hvor alle uden Forskiel bliver antagne. Jeg skal siden tale videre om den Landflygtigheds Beskaffenhed. Men at Barbereren, som Aarelod mig, forundrede sig, da hand saae mit Blod, kom deraf, at Indbyggerne i denne Verden havde en klar og hvid Saft i Steden for Blod i Aarerne, og jo hvidere den var, jo helliger meente man dem at være.

Alt dette fik jeg grundig at vide, da jeg lærte det underjordiske Sprog, og derfor begyndte at dømme mildere om den Nation, som jeg alt for ubetænksom havde foragtet; Men, endskiønt jeg ved første Anseelse dømte disse Træer at være dumme, merkte jeg dog strax, at de ikke fattedes ald Menneskelighed, og derfor stod mit Liv ingen Fare, i hvilket Haab jeg blev bestyrket, da jeg saae, at de gav mig Mad to gange om Dagen. Maden bestoed i Almindelighed i Frugter, Urter og Belkorn, og Drikken var en klar Saft, som var sød og velsmagende.

29Byefogden, som holdt mig i Arrest, lod strax melde for Fyrsten, som boede tæt ved Byen, at et fornuftigt Dyr af en underlig Skabning var kommen i hans Hænder. Af dette blev Fyrsten nysgierig, lod mig lære Sproget, og siden føre til sit Hoff. Jeg fik en Sprogmester, som i et halv Aar lærte mig saa meget, at jeg brav kunde tale med Indbyggerne. Da jeg havde fattet Grunden af det underjordiske Sprog, kom der Ordre fra Hoffet, at lære mig meere, og at sætte mig i Skole, saa mit Begreb kunde prøves af Karattis, til hvad Videnskab jeg best var tienlig. Dette giorde de med Fliid, men i den Tiid jeg var her, blev der ligesaavel sørget for mit Legeme som Siæl, i sær, at jeg, det meeste mueligt var, kunde ligne Træerne, giorde de forlorne Greene, og satte paa mig.

Imedens dette skeede, gav min Vært mig mange Spørsmaal, hver Aften jeg kom af Skole. Hand hørte med stor Fornøyelse, naar jeg fortællte, hvad mig var hendet paa denne underjordiske Reise, men hand undrede meest, da jeg beskrev vor Verden, og den store Himmel med utallige 30Stierner, som ere omkring den; Men hand blev noget undseelig, da jeg fortællte, at Træerne i vor Verden vare døde, ubevægelige, og stode faste i Jorden med Rødder, og omsider saae hand vreedt paa mig, da jeg forsikrede, at Træer hos os bleve afhugne og brugte til at varme Kakkelovne og kaage Mad ved. Men da hand betænkte sig, faldt hans Vrede, og hand rakte fem Greene (fleere havde hand ikke) mod Himmelen, og forundrede sig over Skaberens Domme, som har mange skiulte Aarsager. Hans Kone, som hidindtil ikke kunde lide mig, blev forsonet, da hun fik den rette Aarsag at vide, hvorfor jeg blev bragt for Retten, i det jeg var bedraget ved Træets Skabning, hvori man kryber op i vort Land; Men at jeg ey skulde komme i Unaade igien, talte jeg aldrig med hende, uden i hendes Mands Nærværelse, og med hans Tilladelse.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.