Cap. III. Beskrivelse paa den Bye Keba

Medens jeg nu stod i Lære, førdte min 31Vært mig omkring i Byen, for at vise mig alt, hvad der var værdt at see. Vi gik uden Hinder, og det som ere meest at undre, uden nogen Tilløb af Indbyggerne, langt anderledes end hos os, hvor Folk løber i Hobetall af Nysgierighed for at see enhver usædvanlig Ting; Thi Indbyggerne i denne Planet ere kun for solide Ting, og ikke for Nyt. Byen heder Keba, som er den anden anseelige Bye i det Fyrstendom Potu. Indbyggerne ere saa alvorlige og forstandige, at man kunde kalde hver Borger en Raadsherre. Gamle Folk ere meget agtede, der er ingen Sted hvor man meere regner Aar, eller høyere anseer de graa Haar end der, hvor man antager deres Meening ey alleene som et Raad, men endog som en Befalning. Jeg undrede over, at saa ærbart og ædrueligt Folk kunde forlyste sig i Ridder-Spill, Comoedier og Skue-Spill; Thi saadant siuntes ey at komme overeens med deres Alvorlighed. Dette mærkede min Vært, og sagde: I dette hele Fyrstendom haver vi alvorlige og lystige Ting Vexel-viis; Thi iblant andre gode Anordninger i dette Fyrstendom, var denne, at uskyldig Fornøyelse var tilladt, hvorved man meener, 32at Sindet styrkes og giøres beqvem til vanskelige Forretninger, og at de mørke Skyer og melancholiske Bevægelser, som kommer saa megen Oprør og onde Raad afsted, tillige derved fordrives. Af den Aarsag skifter de alvorlige og lystige Ting, men blander dem dog saaledes iblant hinanden, at Alvorlighed ikke bliver en Bitterhed, og Lystighed en Kaadhed. Men jeg kunde ikke høre uden Fortrydelse, at Disputatser regnedes iblant Comoedier. Thi paa visse Tider om Aaret blev giort Veddemaal, og Belønninger udloved for dem som vandt. De som disputerede gik mod hinanden som to Fægtere, og bleve sammen hidsede ligesom man giør ved Haner, eller lige stridbare Dyr hos os. Derfore pleyede de Rige at holde saadanne til at disputere, ligesom man holder Haner i vor Verden, og lod dem oplære i Disputere-Konsten, at de kunde blive beqvemme og ferdige i Talen til visse Fægtninger, som aarlig holdtes. Saaledes havde en riig Borger, ved Navn Henochi, paa tre Aars Tiid samlet store Penge, nemlig fire tusend Ricatu, af de Priis-Penge, som den Disputeer-Mester havde vundet, hvilken hand underholdt, og andre, som pleyede at samle Penge ved samme 33Exercitier, havde ofte tilbudet hans Herre en stor Hob Penge for ham, men endnu vilde hand ey sælge sin Skatt, hvoraf hand havde aarlig saa riig Indkomme. Hand havde en flydende Tunge, hand rev ned og byggede op, giorde fiirkantet og rundt, hand larmede med Klygter og Finter, og kunde dreje enhver Opponens med at distingvere, subsumere og limitere, og naar hand vilde, komme dem til at tie. Jeg saae et par gange med største Kiedsommelighed paa dette Spill; Thi det siuntes mig ugudeligt og fortrydeligt, at saa hellige Exercitier, som er den største Ziir paa vore Academier, skulde forvandles til Skuespill, og da jeg erindrede, at jeg trende gange med største Berømmelse offentlig havde disputeret, og faaet Seyer, kunde jeg neppe bare mig for at græde, dog var jeg ikke saa vred paa Sagen i sig selv, som Maaden hvorpaa det skeede; thi man leyede visse Hidsere, som kaldtes Cabalci, hvilke, naar de saae, at man disputerede med Koldsindighed, stak dem i Siden med visse Syle, at de igien skulde blive muntre og ivrige. Jeg vil ikke tale om andre Ting, som jeg skammer mig ved at erindre, og som jeg lastede hos dette poleerte Folk.

34Foruden disse Mundfægtere Masbaki (som de underjordiske Folk spottviis kalder dem,) var der og anden Striid imellem fiirbeenede Dyr, saavel vilde som tamme, og i sær Rovfugle, som for en vis Betalning var at see. Jeg spurte min Vært, hvorledes saa fornuftig et Folk regnede de ædle Exercitier, hvorved man lærdte at tale, udfandt Sandhed, og skærpede Forstanden, iblant Skuespill. Hand svarede: I de barbariske Tider vare disse Fægtninger høyt agtede, men da man omsider lærte af Erfarenhed, at Sandhed meere blev qvalt ved Disputeren, Ungdommen blev uregierlig, der kom Larm afsted, og de rette Videnskaber bleve hindrede, saa har man omsider forvandlet disse Exercitier til Skuespill; Og udfaldet viiste, at de Unge snarere bleve lærde ved Taushed, Læsning og Betænksomhed. Med dette Svar var jeg ikke fornøyet, endskiønt det syntes got. I denne Bye var et Academie eller Gymnasium, hvor boglige Konster lærtes sømmelig og alvorlig. Min Vært førte mig ind paa Auditorium paa en høytidelig Dag, da der blev creeret en Madik, eller Doctor Philosophiæ. Denne Act holdtes uden nogen Ceremonie, alleene Candidatus talede 35lærd og net om et dybt physisk Spørsmaal; da det var til Ende, blev hand af Directeurerne over Academiet antagen i deres Tall, som maa lære offentlig. Da min Vært spurdte, om den Act behagede mig? svarede jeg, at den syntes mig noget tør og maver frem for vore Promotioner. Jeg fortalte ham, hvorledes man creerer Magistres og Doctores hos os, at de maa disputere først. Ved dette slog hand Rynker paa Panden, og spurdte om de Disputatsers Maade og Beskaffenhed, og hvor vidt de skillede fra de underjordiske? Jeg svarede, at de pleyede almindelig at giøres om lærde og curieuse Sager, i sær om tvende gamle Nationers, som fordum har floreret i Europa, Græker og Romere, om deres Sæder, Sprog og Klædedragt. Jeg forsikrede, at jeg havde giort tre lærde Disputatser om samme Folkes Tøfler; Af dette loe hand saa høyt, at det skingrede i det heele Huus. Den Larm hørte hans Kone, kom derfor løbende med største Nysgierighed for at vide hvoraf hand loe, men jeg var saa forbittret, at jeg ikke gad svare, thi det syntes mig fortrydeligt, at lee af saa vigtige og alvorlige Ting; men da hun fik Sagen at vide af sin Mand, loe hun lige 36saa meget. Da dette spargeredes over Byen, gav det Anledning til mange Choser, og en Raadmands Kone, som inclinerede til Latter, havde nær leed sin Mave i tu, og da hun kort derefter døde af en Feber, troede man, at hun af for megen Latter havde faaet Skade i Lungen, og derved samlet denne Sygdom; Man vidste dog ikke den rette Aarsag til hendes Død, men raisonerede kun saaledes. Det var ellers en Kone af got Naturel, og en god Huusmoder, thi hun havde syv Greene, som er rart hos det Kiøn, derfor tog alle fornemme Træer sig hendes Død nær. Hun blev begravet om Midnat uden for Byen i de Klæder hun døde i; thi der var givet en Lov, at ingen maatte begraves i Byen, fordi de troer, at Luften bliver usund af den Damp, der gaaer fra Ligene. Der er og en Lov givet, at Ligene maa ikke klædes kostbart, eller begraves med anseelig Følge, da de strax skal være Orme-Føde. Alle disse Anstalter syntes mig fornuftige nok. Der pleyer dog holdes Liig-Prædikener, som er slet ikke andet end Formaninger til at leve vel, og Forestillinger for Tilhørerne at have Dødelighed for Øyne. Der er altid Fiscaler tilstæde for at mærke om de Døde roses eller lastes 37for meget. Derfor roser de underjordske Præster Folk meget lidt, efterdi der er lagt stor Straff paa dem som roser Folk meere end de fortiener. Da jeg kort derefter kom i saadan en Liig-Prædiken, spurde jeg min Vært om den afdøde Mands Stand og Vilkor, hand svarede, at det var en Bonde, som døde paa Reisen til Byen. Før beloe de underjordiske Folk mig, men nu beloe jeg dem igien, og skiød dem med deres egne Pile: Hvorfor, sagde jeg, skal ikke Stude og Tyre, som ere Bøndernes Medarbeidere, ligeledes roses paa Prædikestolen, de kand give den samme Anledning til Liig-Prædiken, som Bønder, thi de giør samme Arbeide? Min Vært bad mig styre min Latter, thi under Jorden vare Bønderne meget agtede, for deres nyttige Arbeide, som de giorde, og ingen Stand er anseeligere end Bonde-Standen, derfor kaldes enhver skikkelig Bonde og flittig Huus-Fader en Fosterfader og Patron for Kiøbstæd-Folk: Deraf kommer det, at naar Bønderne i Begyndelsen af Høsten eller i den Maaned Palma, kiører mangfoldige Vogne fulde af Korn til Byen, da møder Stadens Øvrighed dem uden for Byen, og med Musik, ligesom i 38Triumph fører dem ind. Jeg studsede ved dette, erindrende Bøndernes Skiebne hos os, som sukker under en hæslig Trældom, og man agter deres Arbeide ringe og gemeent frem for andre Handteringer, som tiene til Overdaadighed, som Kokke, Qvaksalvere, Dantsemestere 2c. Dette fortalte jeg siden min Vært, men bad ham tie, af Frygt, at de underjordiske Folk skulde dømme alt for slet om det menneskelige Kiøn. Hand lovede mig at tie, og førte mig til Auditorium, hvor der blev holdt en Liig-Prædiken; jeg tilstaaer, at jeg aldrig har hørt noget solidere, sandfærdigere og meere fri fra Hyklerie, og denne Prædiken syntes mig at være et Mønster, hvorefter slige Taler burde indrettes. Først opregnede Præsten den Dødes Dyder, siden hans Laster og Skrøbeligheder, som hand formanede Tilhørerne at vogte sig for.

Da vi gik fra Auditorio, mødte os en Misdædere med tre Vægtere om sig; samme havde nyelig, efter afsagt Dom, udstaaet Straff paa Armen, (saaledes kaldes Aareladen) men nu skulde sættes i Byens Hospital. Da jeg spurdte om hans Forseelse, blev mig svaret, at hand offentlig havde 39disputeret om GUds Egenskaber og Væsen, hvilket her var forbudet, hvor saadanne nysgierige og dumdristige Disputatser holdes saa daarlige, at et Menneske, som har sin fulde Sands, ey skulde vilde giøre dem; derfor pleyer man at aarelade disse klygtige Disputeer-Mestere, og sætte dem i Rasphuset, indtil de bliver kloge. Da sagde jeg ved mig selv: Ach! hvor vilde det gaae vore Theologi, som vi daglig seer at kives om Guds Egenskaber, Aandernes Natur, og slige Hemmeligheder. Hvor vilde det gaae vore Metaphysici, som hofmoder sig af deres høye Videnskab, holder sig klogere end andre, ja Englene lige, sandelig, da skulde de ved deres Seyervindinger, i Steden for Bonetter og Doctor-Hatte, som de hos os prydes med, bane sig Veyen til Daarekisten og Rasphuset. Medens jeg gik i Skole, mærkede jeg disse og andre Ting, som syntes mig u-rimelige. Endelig kom den af Fyrsten foresatte Tiid, at jeg skulde sendes fra Gymnasio til Hoffet med et Testimonium. Jeg ventede god Berømmelse, deels for min egen skyld, at jeg saa hastig havde lært det underjordiske Sprog, deels for min Værtes 40Venskab, og Dommernes bekandte Retsindighed. Jeg fik og et Testimonium, ved hvilket at aabne, jeg rystede af Glæde, begierlig efter at see min Berømmelse, og deraf spaae om min Lykke; Men da jeg læste det, blev jeg vred og fortvivlet. Brevet var saaledes stilet:

Efter Eders Durchlauchtigheds Befalning sender vi her et Dyr, som nyelig er kommen hid fra en anden Verden, og kalder sig et Menneske. Vi haver med Fliid oplært ham paa vort Academie, og efter at vi nøye have overveyet hans Egenskaber og Sæder, have vi befundet ham lærvillig og letnæmmed, men af saa utidig en Skiønsomhed, at hand for sit alt for hastige Næmme neppe kand regnes blant fornuftige Dyr, meget mindre forfremmes til noget vigtigt Embede; Men da hand er raskere paa Beenene, og kand løbe fastere end vi andre, er hand vel skikket til at være Hof-Løbere.

Skreven paa vort Academie i Keba i Torne-Maanden, af
Eders Durchlauchtigheds
ydmygste Tienere
Nehek. Jochtan. Rapasi. Chilak.

41Derover gik jeg grædende til min Vært, og bad ydmygst, at hand ved sin Myndighed vilde skaffe mig et mildere Testimonium fra Karattis, og at hand vilde vise de samme mit Testimonium Academicum, hvori jeg bliver afmalet som en af de beste Studentere. Hand svarede, at det Testimonium galt i vor Verden, hvor man maa skee meere seer efter Skyggen end Legemet, meere efter Barken end Marven, men var af ingen Værdie her, hvor man grundig dømte om en Ting. Fremdeles raadede hand mig, at jeg skulde bære min Modgang med Taalmodighed, heldst da mit Testimonium ikke kunde casseres eller forandres; thi at rose en uden Fortieneste er her den største Synd. Dog, for at trøste mig, sagde hand: Kier dig ikke efter det, som du af Taabelighed agter saa høyt. Hvor mange styrtes ikke ved deres egen Høyhed? Hvor mange drukner ikke i deres lange Titler? Thi et Menneske, som tragter efter for stor Ære og Rigdom, bygger sig et høyt Taarn af mange Etager, at hand kand falde des dybere. Fremdeles lagde hand dette til, at jeg i maadelig Stand havde ikke saadant at frygte for; Men hvad Karatternes Testimonium angaaer, da 42viser det, at de ere grandseende og redelige Dommere, som hverken kand bestikkes med Gaver, eller skrækkes med Trudsler til at vige en Fingers bred fra Sandhed, derfor kunde man heller ikke mistænke dem i denne Sag. Omsider sagde hand reent ud, at hand havde mærket min svage Skiønsomhed, og af min skiønne Hukommelse og hastige Begreb sluttet, at jeg duede ikke til noget stort Embede. Hand havde observeret af det jeg fortællte om det Europæiske Folk, at jeg maatte være fød i Daarernes Land, og under en ond Luft. Ellers forsikrede hand mig oprigtig om sit Venskab, og raadede mig, uden Forhalning at begive mig paa Reisen. Jeg adlydede denne fornuftige Mands Raad, i sær da Nøden udfordrede det, og det syntes mig dumdristigt at stride imod Fyrstens Befalning. Jeg begav mig derfor paa Reisen, og tillige med nogle Træer, som i samme Hensigt tillige med mig bleve sendte fra Academiet til Hovedstaden. Vores Veyviser var en gammel Karatt eller Directeur, som reed paa en Tyr, fordi hand af Alderdom ikke kunde gaae; Thi det er rart at kiøre her, og den Frihed har ingen uden gandske udlevede Folk og Syge, endskiønt man med 43Billighed herudi kunde undskylde Indbyggerne i denne Planet for deres vanskelige og langsomme Gangs skyld. Jeg erindrer, da jeg engang beskrev vore Vogne, Heste, Careter og Æsker, i hvilke vi passes som Bylter, og ages omkring Byen, da loe de underjordiske Folk af denne min Beskrivelse, og i sær da de hørte, at den eene Naboe pleyede ikke besøge den anden, uden hand var indelukt i saadan en Vogn eller Æske, og blev slæbet af tvende raske fiirbeenede Dyr igiennem Gaderne. For den langsomme Gang, som disse fornuftige Træer har, maatte vi være tre Dage paa Reisen, endskiønt Keba ligger knap fire Mile fra den Fyrstelige Hoved-Stad. Havde jeg været eene, kunde jeg giort denne Reise paa een Dag. Jeg glædede mig vel over at jeg kunde gaae fastere end de underjordiske Folk, men græmmede mig tillige, at jeg for denne Legems Egenskab skulde bruges til saa slet en Betiening. Jeg vilde ønskee, sagde jeg, at være lige saa slet til Fods, som de underjordiske Folk, at jeg derved kunde undgaae denne foragtelige Bestilling. Da Veyviseren hørte det, sagde hand: Dersom Naturen ikke paa nogen Maade havde 44oprettet dit Sinds Mangel med den Færdighed i Legemet, da havde vi alle anseet dig for en u-nyttig Jordens Byrde; Thi formedelst dit hastige Begreeb seer du alleene Skallene og ikke Kiærnerne, og da du har ikke meere end to Greene, er du frem for alle underjordiske Folk ubeqvem til alle Haandværk. Da jeg hørte alt dette, takkede jeg GUd for lette Been, efterdi jeg uden den Egenskab neppe var bleven regnet iblant fornuftige Dyr.

Paa Reisen saae jeg med Forundring, at Indbyggerne vare saa flittige i deres Arbeide, at ingen forlod sin Forretning, eller saae sig om efter de Forbigaaende, endskiønt det var et usædvanligt Syn; Men naar Dagen var endt, og de havde giort deres sædvanlige Arbeide, forlystede de sig paa alle slags Maader, efter Øvrighedens Tilladelse, som holdt for, at saadant styrker baade Sind og Legeme, og at Creaturerne lige saavel have Trivelse deraf, som af Mad og Drikke. Af disse og andre Aarsager reiste jeg med stor Fornøyelse. Landet saae deyligt ud, ligesom et konstigt Amphitheatre, hvilket Naturen alleene kand 45danne. Hvor Landet var slet af sig selv, forbedrede Indbyggerne det med Fliid; thi Øvrigheden gav Priis-Penge til den som best dyrkede og pyntede Jorden, og den som lod sin Jord ligge udyrket, blev dømt uærlig. Vi reiste igiennem mange smukke Byer, og da der ere mange i en Rad, synes det som det var een Bye. Vi bleve dog molesterede af nogle vilde Abekatter, som løb overalt paa Veyen, og i sær sprang de til at plukke mig, som de holdt for deres Landsmand, for Skabningens skyld, derfor kunde jeg ikke tvinge min Vrede, heldst da jeg saae, at Træerne loe af dette Spill, thi efter Fyrsteus Befalning blev jeg ført til Hoffet i samme Dragt, som jeg var kommen til Planeten med, nemlig holdende en Baadshage i min høyre Haand, at hand kunde see, hvorledes Folk var klædt i vor Verden, og i hvad Dragt jeg var kommen der. Baadshagen kom mig vel tilpas, thi med den stræbte jeg at bortage Abekatterne, som i Hobetall faldt ind paa mig, men forgieves, thi jo fleere der løb bort, jo fleere kom der igien, saa jeg hvert Øyeblik maatte staae ferdig til Bataille.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.