Cap. IV. Om den Fyrstelige Hoved-Stad i Potu

Endelig kom vi til den Fyrstelige Residence Potu, hvilken Bye er meget prægtig og anseelig, Bygningerne ere høyere end de i Keba, og Gaderne bredere og mageligere. Det første Torv vi kom til, var fuld af Kiøbmænd, og runden om havde Konstnere og Haandværksfolk deres Boeder. Jeg saae med Forskrækkelse en Misdædere staaende midt paa Torvet med en Strikke om Halsen, omringet af en heel Hob meget alvorlige Træer, som lignede et Raad. Da jeg spurdte, hvad det var, og hvorfor hand havde fortient at hænges, i sær, da ingen Misdæder blev straffet paa Livet, blev mig svaret, at denne Misdædere var en Projectmager, som havde raadet til at afskaffe en gammel Skik, de Omkringstaaende vare Procuratorer og Raadsherrer, som skulde efter Sædvane examinere dette nye Paafund, dersom det befandtes vel indrettet og nyttigt for Landet, skulde Synderen ikke alleene frikiendes, 47men endog belønnes, men var det skadeligt for Landet, eller man saae, at Projectmageren, ved at afskaffe den gamle Lov, sigtede til sin egen Interesse, skulde man strax qvæle ham, som en Lands-Forstyrrere. Deraf kommer det, at faa vover saadant, eller tør søge at afskaffe en gammel Lov, uden Sagen er saa billig og kiendelig, at man ikke kand tvile om Fremgang. Saa fast meener de underjordiske Folk, at man bør ære gamle Love og Forfædres Indretninger; Thi de troer, at Republiqven vakler, naar alle Ting skal ændres eller afskaffes efter enhvers Indfald. Da sagde jeg ved mig selv: «Ach! hvor vilde det her gaae Projectmagere i vor Verden, hvilke under et Skin af den almindelige Nytte, daglig vil opfinde nye Love, som ikke sigter til Landets men til privat Interesse.»

Omsider bleve vi ført ind i et stort Huus, hvor de pleyede at imodtages, som kommer fra alle Academierne i Fyrstendømmet, fra samme Huus føres de, naar de skal stilles for Fyrsten. Vor Veyviser eller Karatt bad os staae færdige, medens hand gik hen at melde os an hos Fyrsten. Neppe var 48hand gaaen fra os, førend der kom et stort Raab for vore Ørne, ligesom et Seyers-Skrig, og strax derefter kunde man ikke høre Lyd for Piber og Trommer. Ved denne Bulder blede vi allarmerede, og gik uden for Dørren, da saae vi et Træ gaaende med prægtig Følge, og havde en Krands af Blomster om sit Hoved, og strax fik jeg at vide, at det var just den samme Borgere, som vi havde seet staaende paa Torvet med en Strikke om Halsen. Aarsagen til denne Triumph var, at den Forordning som hand med Livs Fare havde raadet til, var approberet: Men det var mig ubekiendt, med hvad Grund hand havde raadet til at afskaffe den gamle Lov, og jeg kunde heller ikke paa nogen Maade faae det at vide, for Indbyggernes Taushed, hvorved det skeer, at den gemeene Mand veed kun den mindste Deel af det som hører til Staten, eller skeer i Raadet. Langt anderledes gaaer det hos os, hvor man paa Værtshuse og Gader taler om, dømmer og laster hvad der ventileres eller sluttes i Raadet.

Efter en Times Forløb kom Karatti igien, og befalede os alle at følge sig, hvilket vi og giorde med Fornøyelse. Paa 49Veyen mødte os allevegne smaa Træer, som løb og solte smaa trykte Bøger om mærkværdige Ting. Iblant de mange Bøger fandt jeg en Piecé med denne Titul: Om et nyt Luft-Syn eller flyvende Drage, som forgangen Aar lod sig see. Jeg saae mig selv stukken i Kaaber, lige saadan som jeg væltedes omkring Planeten, med Baadshagen og Reebet, hvorved jeg neppe kunde bare mig for at lee, og sagde ved mig selv: See hvilken en Positur, og hvilket Skilderie. Denne Bog kiøbte jeg dog for tre Kilak, som kand lignes ved een Mark hos os, for Resten tvang jeg min Latter, og marcherede til Slottet, som meere var at rose for sin Konst og Nethed, end for sin Pragt og rare Marmor-Steene. Jeg saae kun faa Opvartere, thi Fyrsten kand ikke fordrage noget, som er til Overflod, man behøver heller ikke saa mange Tienere, som Hofferne i vor Verden, thi Træerne havde lige saa mange Arme som Greene, saa at Opvartninger og HuusGierninger kunde giøres tre eller fire gange hastigere end hos os. Det var Middag da vi kom ind paa Slottet, og efterdi Hans Durchleuchtighed 50vilde tale eene med mig, førend hand spiisde, blev jeg indført i Spise-Gemakket. Denne Fyrste var baade mild og alvorlig; Hand var saa bestandig, at hans Ansigt ved ingen Sorrig kunde formørkes. Saa snart jeg saae ham, faldt jeg strax paa Knæ; Over denne Tilbedelse forundrede de Hosstaaende sig, og da jeg havde sagt Fyrsten, som spurdte mig, hvorfor jeg bøjede mine Knæe, befalede hand mig at staae op, sigende, at saadan Ære hørte Gud alleene til; Fremdeles sagde hand, at man alleene ved Lydighed, Arbeide og Fliid kunde vinde Fyrstens Yndest. Derefter blev mig giort mange Spørsmaal, hvorfra jeg kom? af hvad Aarsag? hvad mit Navn og Fæderneland var? Jeg svarede: Mit Fæderneland er den store Verden; mit Navn er Klim; jeg har hverken seylet eller gaaet hid, men kom igiennem Luften. Hand spurdte fremdeles om det mig var hændet paa Reisen; om vor Verdens Sæder og Love; hvorpaa jeg beskrev med levende Farver Menneskens Dyder, Næmme, polerede Væsen og andet, hvoraf det menneskelige Kiøn meget giør sig til. Men hand antog det med Koldsindighed, og ved nogle Ting, som jeg tænkte at hand meest skulde 51admirere, gabede hand. Da sagde jeg ved mig selv: Ach! hvor uliig er Menneskens Smag, de Ting som meest fornøyer os, er en Væmmelse for dem. Jeg mærkede, at det stødte meest i Fyrstens Øren, som jeg fortalte om vor Rettergang, om vore Procuratorers Veltalenhed, og hvor hastige vore Dommere kand dømme. Jeg vilde forklare det nøyere, men hand faldt mig ind i Talen, og gik til andet; Endelig begyndte hand at spørge om vor Religion. Jeg fortalte da kortelig alle Troens Artikler, hvilke hand anhørte med Ærbødighed, og vidnede, at hand gierne vilde samtykke enhver af dem, men undrede kun paa, at saa taabelig et Folk kunde have saa sunde Meeninger om GUd og hans Dyrkelse. Men da hand kort derefter hørte, at de Christne vare deelte i utallige Secter, og førte indbyrdes Krig for de ullige Meeningers skyld, sagde hand: «Hos os ere og mange stridige Meeninger om GUd og hans Dyrkelse, dog forfølger ikke den eene den anden; thi ald Forfølgelse for Meeninger eller Vildfarelser, der alleene kommer af et ulige Begreb, foraarsages af Hofmod, da den eene daarlig meener, at hand er klogere end den 52anden, hvilken Hofmod neppe kand behage GUd, som formaner os til Sindighed og Ydmyghed. Vi angriber ingen, som i en god Tanke viger fra de almindelige Meeninger, saafremt hand i sit Levnet giør GUd samme Dyrkelse, og derudi følger vi vore Formænds Fodspor, som haver holdt det umenneskeligt, at kaste Bolter paa Folkes Skiønsomhed, og herske over Samvittighederne. Denne Regel raader vi og til at følge i verdslige Ting, saa at, om vore Undersaattere har ulige Meeninger om vort Legemes Dannelse, Levemaade og Huusholdning, men de samme dog kiender mig for deres rette Fyrste, som de bør adlyde, da holder jeg dem alle for gode undersaattere.» Hertil svarede jeg: Durchleuchtigste Fyrste! Dette kaldes Syncretismus hos os, og i sær lastes af vore Lærde. Hand gav mig ikke Tiid til at tale meere, men gik vred bort, befalende mig at bie, indtil hand havde spiist. Ved Taflet sad Fyrsten med Hans Durchleuchtigste Gemahl, og Printsen med den store Cantzler Kadoki. Samme Kadoki var høytagtet af de Potuaner for hans Artighed og Forsigtighed. Hand havde i tive Aar aldrig 53voteret noget i Raadet, at jo de andre havde bifaldet det; Hand havde ingen Anstalt giort i Landet, at den jo stod fast, og hvert Ord hand talte, var en Regel; Men hand var tillige af saa langsom et Begreb, at hand pleyede i det mindste behøve fiorten Dage til at giøre en Forordning; derfor, om hand kom i vor Verden, hvor ald Langsomhed kaldes Ladhed, blev hand dømt udygtig til vigtige Forretninger: Men efterdi hand saae dybt ind i alt det hand begreb, og sluttede aldrig noget uden foregaaende nøye Examen, kunde hand siges at have giort meere end ti af dem, som hastig forretter alting, og ordinair kaldes store Hoveder, hvis Forretninger saa tit pleyer ændres og forbedres, at man kand see, naar deres Tieneste er ude, at de har forsøgt alle Ting, men intet fuldbyrdet. Derfor er det en herlig Regel hos dette Hoff, at de, som giør deres Forretninger alt for hastig, kand lignes ved Lediggiængere, som ved at gaae frem og tilbage paa samme Vey, kommer ikke længere.

Da det hele Durchleuchtige Huus havde satt sig til Taffels, kom en Jomfrue ind med otte Greene, bærende lige saa mange 54Fade og Tallerkener, saa det hele Bord i et Øyeblik blev besatt med Rætter. Strax derefter fuldte et andet Træ med otte Flasker af adskillige slags Most eller sød Drik; Denne havde ni Greene, derfor holdtes hun for den Dygtigste til Huus-Gierning. Saaledes giorde de to med Magelighed det, som ikke en heel Flok Opvartere kand giøre i Hofferne paa Jorden. Med samme Hurtighed blev og alting baaren ud igien. Maaltidet var tarveligt, men derhos nydeligt. Af de foresatte Rætter spiiste Fyrsten ikke meere end een, som meest smagede ham, anderledes end de Rige hos os, som holder intet Maaltid for got, uden der kommer en kostbar Ræt efter en anden. Over Taflet talte de adskilligt om Dyder, Laster og Stats-Sager, saa Viisdom blev brugt som Kryderie paa Maden, der blev og imellemstunder talt om mig, som de for mit hastige Begreb holdt udygtig til vigtige Ting. Da de havde spiist, og der var taget af Bordet, fik jeg Ordre at fremvise mit Testimonium. Saa snart Fyrsten havde læst det, saae hand til mine Been, og sagde: Karatti har dømt ret, og derved bør det blive. Dette Svar var mig et Tordenslag, og bad med grædende Taare, at 55Sagen maatte eftersees, og naar mine Dyder og Naturens Gaver vare nøyere examinerede, haabede jeg en langt mildere Dom. Fyrsten, som var naadig og retfærdig, blev ikke vred paa mig for denne dristige og usædvanlige Begiæring, men befalede den nærværende Karatt igien at overhøre mig nøyere. Imedens denne Examen varede, gik hand lidt bort at læse de andre Testimonia. Derpaa gav Karatti mig nye Spørsmaal, som jeg besvarede med min sædvanlige Hastighed hvilken hand forundrede sig over, og sagde: Du begriber vel en Ting hastig, men ikke dens Grund; thi jeg seer af dine Svar, at du er færdig til at fatte Spørsmaalet, uden at have Indsigt i Sagen. Efterat Examen var ude, gik hand i Fyrstens Gemak, og kort derefter kom tilbage med denne Resolution, at jeg havde giort ilde og ufornuftig, at tvile paa Karatternes Dom, og derfor var skyldig til den Straf, som Loven dømmer dem til, der uden Aarsag laster noget, i den fierde store Deel, tredie liden Deel, (ved store og smaa Deele, eller Skibal og Kibal forstaaer de Bøger og Capitler) og jeg havde fortient at aarelades paa begge mine Greene 56eller Arme, og sættes i Rasphuset. Lovens Ord fierde Bogs tredie Capitel om Bagvaskere ere disse: Spik. antri. Flak. Skak mak. tabu. Mihalatti Silak. Men omendskiønt Ordenes Meening er tydelig, og Lovens Befalning har ingen Exception, saa har dog Hans Durchleuchtighed af særdeles Naade resolveret, at denne Forseelse skal være dig forladt, deels fordi du er for hastig til at fatte en Ting, deels fordi du ikke vidste Loven, og derfor kunde en Synd nogenledes forlades en Fremmed, uden at bryde Loven. Endelig, at hand kunde vise des større Naade mod mig, gav hand mig Sted iblant de ordentlige Hof-Løbere, hvormed jeg burde være fornøyet.

Da denne Dom var afsagt, blev Kiva eller Secretairen hentet, som skulde indføre mig og de andre nyskomne Candidatos i deres Tall, der skulde forfremmes. Samme Secretaire var en velskabt Mand havde tolv Greene, og derfor kunde paa eengang skrive elleve Breve, lige saa læt, som vi kand skrive et, dog havde hand kun maadelig Skiønsomhed, hvorfore hand ikke kunde avancere høyere, men maatte døe i samme Bestilling, som hand havde haft i tredive 57Aar. Med den Mand levede jeg siden i stor Fortrolighed, og jeg burde mest ære ham, thi hand skrev Copier af alle de Forordninger og Breve, som jeg skulle bære omkring i Provincerne. Jeg blev tit forundret, naar jeg saae, hvor hastig hand giorde det, thi hand skrev ofte elleve Exemplarer paa engang, og satte elleve Segl for dem. Derfor regner man Børn med mange Greene iblant Familiernes Lyksalighed, og i den Henseende pleyer Konerne, naar de lykkelig har giort Barsel, lade deres Naboer viide, med hvor mange Greene deres Børn ere fødde. Der sagdes, at denne Secretairs Fader havde haft tolv Greene, og at hans hele Afkom var frem for andre berømmelig af mange Greene. Saasnart jeg fik min Bestalning, og var antaget iblant Fyrstens ordentlige Løbere, gik jeg til Sengs, men endskiønt jeg var meget træt, kunde jeg dog ikke lukke et Øje, thi det ringe Embede jeg var sat til stod mig for Hovedet, og det syntes mig usømmeligt og jammerligt; at en Baccalaureus og Attestatus af den store Verden skulde være en ringe underjords Løbere. I denne bedrøvelige Tilstand laae jeg langt ud paa Natten uden Søvn, og i den Heede igiennemlæste tit mit Testimonium Academicum, 58som jeg hafde taget med mig (thi jeg har tilforne sagt, at her er ingen Forskiæl paa Dag eller Nat.) Da jeg var udmattet af disse Bekymringer, falt jeg omsider i Søvn. Jeg havde mange Drømme, mig syntes, at jeg var kommet igien til mit Fæderneland, og fortalte mine Landsmænd, hvad mig arriverede paa min underjords Reise, indtil jeg blev hees deraf. Snart kom det mig for, at jeg seylede i Luften, og stridde med den grumme Grif, som giorde mig saa meget af det, at jeg gandske vaagnede op ved denne Fegtning. Men da jeg var bleven vaagen, saae jeg med Forskrækkelse en meget stor Abekat for mig, som var gaaen ind af Døren til mit Sengekammer, der ikke var vel tillukt, og lagt sig i Sengen. Dette uformodentlige Syn skrækkede mig saa meget, at jeg raabte Gevalt saa det rystede i Kammeret, hvorved nogle smaa Træer, som havde deres Kammere nær ved mit vaagnede og kom ind at hielpe mig at bestride Abekatten, og endelig jog dette fæle Dyr paa Flugt. Jeg hørte siden, at dette havde givet Fyrsten Anledning til store Latter, men at jeg ikke oftere skulde sættes i samme Fare, lod hand mig klæde paa underjords Maneer med Greene. Mine 59Europæiske Klæder, som jeg hidindtil havde haft, bleve tagne fra mig, og for deres Raritet hængte paa Fyrstens Konst-Kammer, med denne Overskrift: Kreaturernes Dragt over Jorden. Da sagde jeg ved mig selv: «Hvad, om Jens Andersen Skæder i Begen fik viide, at hans Arbeide blev regnet iblant de rareste Ting paa det underjordiske Konst-Kammer, da vilde hand vist nok bryste sig, og neppe meere gaae neden for Borgemesterne og Stads-Capitainerne.» Efter denne Hændelse laae jeg vaagen lige til Dag, jeg havde, som før er sagt, faaet Bestalling paa at være Hoff-Løbere, og strax fik jeg meget at bestille, var i idelig Bevægelse, og maatte løbe til smaa og store Byer med Forordninger og Breve. Paa disse Reiser udforskede jeg med Fliid Folkets Egenskab, og fandt stor Artighed og Viisdom hos de fleeste. Indbyggerne i den By Mahalki, som alle ere Torne, syntes mig allene upolerede; Thi hver Province har sine besynderlige Træer eller Indbyggere, hvilket best kiendes hos Bønderne, som alle ere Landets Børn. I de store Byer, i sær i Hoved-Staden var en Blanding af alle Træer. Jo meere Leylighed jeg fik til at udforske deres Dyder, jo større Tanker fattede 60jeg om deres Forstand. De Love og Skikke, som jeg mest havde lastet roeste jeg nu allermest for deres Billighed og Retfærdighed, og saaledes blev min Foragt forandret til Forundring. Det var mig let at give en heel Liste paa de Ting og de Skikke, som i det første at see til, syntes mig daarlig, men efter nøyere Prøve vare solide og kloge; Af mange vil jeg kun anføre et Exempel, som giver et levende Billede, paa denne Nation. En Student som havde lagt sig efter Skole-Sager, søgte om at blive Rector, og havde faaet en Recommendation tegnet paa sin Suppliqve, hvorudi Indbyggerne i den Bye Nahami vidnede, at Supplicanten havde i fire Aar levet meget forligelig med en løsagtig og utroe Kone, og med Taalmodighed baaret sine Horn. Den var nesten af saadant Indhold: «Da den lærde og ærværdige Mand Jocthan Hu har været et Vidnesbyrd begierende af sine Medborgere om sit Forhold, saa vidner vi Borgere i den Gade eller Deel af Byen, som kaldes Posko, at hand uden klammer i fire samfulde Aar har levet med en utroe Kone, taalmodig baaret sine Horn, og med saa stor Sagtmodighed draget sin onde Skiebne, at vi deraf haaber, 61at hand er beqvem til det vacante Rectorat, om ellers hans Lærdom svarer til hans Levnet. Skrevet 10de Dag i den Maanet Palma, i det 3000 Aar efter den store Syndflod.» Hos denne Recommendation var føyet en Attest om hans Lærdom fra Karattis paa Academiet, som meere syntes at ligge magt paa; thi hvad Fortrin burde en Skolemester med et par Horn have frem for andre Skolemestere. Men Meeningen af dette urimelige Testimonium var denne: Sindighed er en Læreres største Dyd, thi om hand er aldrig saa lærd, saa duer hand dog ikke til Skole-Væsen, uden hand har en stor Taalmodighed, det Embede maa forrettes uden Bitterhed og Vrede, at Børn ikke ved utidig Straf skal opirres. Og da dette var den største Prøve paa Taalmodighed, at Supplicanten havde baaret saa stort et Huus-Kaars, saa brugte just hans Naboer det til en Grund, at de deraf kunde vise, hvad man kunde vænte af en Skolemester, der iblant andet besad denne Dyd. Der sagdes, at Fyrsten loe meget af denne usædvanlige Recommendation, men da hand dømte, at den havde Raison, gav hand ham Rectoratet. Og det er vist, at hand saa 62vel forrettede sit Embede, og saaledes vandt Børnene med Kierlighed og Sagtmodighed, at de holdt ham meere for en Fader end Skolemester, og havde saa stor Lyst til at studere under saa from en Rector, at der nu findes faa Skoler i Landet, hvorfra der aarlig kommer saa mange berømmelige, lærde og skikkelige Træer.

Som jeg i de fire Aar, da jeg var Løbere, fik Anledning at udforske baade Landets og Folkets Egenskaber, Politien, Religionen, Lovene og Studeringer, saa haaber jeg, at det ikke skal være ubehageligt, om jeg her kortelig anfører det, som paa adskillige Stæder findes i dette Skrift.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.