Efterat jeg i To Aar havde forestaaet dette vanskelige Løber-Æmbede, og fløjet igiennem heele Landet med Forordninger og aabne Breve, var jeg omsider kied af denne vanskelige og u-anseelige Bestilling, derfor gav jeg en Suppliqve ind efter en anden til Fyrsten, og bad om honnet Afskeed, og tillige at faae en bedre Bestilling; Men det blev altid afslaaet, efterdi Fyrsten holdt fore, at jeg ikke havde Kræfter til at forestaae et vigtigere Æmbede. Hand anførte 112ogsaa Love og Skikke, som stridede mod min Ansøgning, og ikke tillader nogen uden dygtige Mænd at komme til anseelige og besværlige Æmbeder. Derfor sagde hand, at jeg maatte blive i den Bestilling, som jeg eengang havde faaet, indtil jeg ved nogen Fortieneste kunde bane mig Veyen til højere. Denne Tale sluttede hand med disse Ord: Enhver skulde lade sig nøye med det, som hand kunde forestaae, thi den dyrebare Regel, at kiende sig selv, burde man aldrig glemme. Da jeg ofte fik dette Afslag, greb jeg til et dristigt og fortvivlet Anslag: Jeg pønsede siden paa at opfinde noget Nyt, hvorved jeg kunde vise, hvor stort Pund der var nedlagt hos mig, og saaledes udslette den Spot, mig var skeed; Jeg anvendte næsten et heelt Aar paa at læse og eftersee dette Fyrstendoms Love og Skikke, for at prøve, om jeg maaskee kunde opdage nogle Feyl, som burde rettes. Disse Tanker aabenbarede jeg for en Tornebusk, som jeg levede fortroelig med, og kunde tale til baade alvorligt og skiemt. Hand holdt for, at mit Paafund var ikke gandske urimelligt, men tvivlede meget paa, at det kunde tiene dette Land. Hand sagde, at en Reformator bør nøye sætte sig det Lands Tilstand for 113Øyne, som hand vil reformere, thi en og den samme Ting har ulige og stridende Virkninger efter Landenes ulige Beskaffenhed. Ligesom et Medicament, der hielper et Legeme, befindes at skade et andet. Fremdeles forestillede hand, hvor stor Fare jeg satte mig udi i at prøve dette Spil. Hand sagde, at jeg vilde underkastes et skarpt Examen, ja mit Liv var forbrudt, om Dommerne forkastede mit Raad. Derfor bad hand inderlig, at jeg nøyere vilde overveye alle Ting, endskiønt hand ikke gandske raadede mig fra mit Forsæt, thi det kunde hendes, at noget efter nøyere Prøve kunde være baade mig selv og Landet nyttigt. Jeg fulte min Vens Raad, opsatte Tiden, og siden med Taalmodighed passede paa min Løber-Tieneste, og efter Sædvane fløy igiennem alle Byer og Provincer. Den idelige Løben gav mig Anledning at besee det heele Fyrstendom med angrændsende Lande. Og at jeg ikke skulde glemme hvad jeg havde seet paa mine Reiser, opskrev jeg alting, saadan som jeg kunde, og overgav Fyrsten en stor Bog. Hvad Smag Hans Durchleuchtighed fandt derudi, mærkede jeg siden, da hand offentlig i Raadets Paahør rosede mit Arbeide, og da hand med Fliid 114havde igiennemlæst min Bog, besluttede hand, at bruge mig til at opdage den heele Planet Nazar. Jeg havde ventet større Belønning for min Umage: Derfor sukkede jeg ved mig selv, og sagde med Poëten: Dyden roses, men sielden belønnes; men efterdi jeg var meget begierlig efter Nyt, og haabede, at den naadige Fyrste bedre ansaae mig, naar jeg kom tilbage, tog jeg mig den U-mage paa med en god Villie.
Endskiønt den Planet Naar neppe bestaaer af to hundrede Tyske Mile i sin Omkreds, synes den dog meget vidtløftig, i henseende til Indbyggernes langsomme Gang, som beboer den; Deraf kommer det at disse underjordiske Folk hidindtil veed intet af de fleeste Lande, i sær de langt bortliggende; Thi en Potuaner kunde ikke i To Aar gaae denne Verden omkring, da jeg formedelst min hastige Gang kunde have nok af en Maanet. Den største Vanskelighed, som jeg forestillede mig, var Sprogenes Ulighed; Men nogle gave mig godt Haab, som forsikrede, at Indbyggerne paa den heele Planet, endskiønt de ere ulige i Levemaade, har dog et Sprog, desforuden var Træernes heele Slægt uskyldig, omgiængelig 115og godgiørende, at jeg uden nogen Fare kunde reise paa den heele Klode, ved disse Ord fik jeg endnu meere Lyst, og begav mig paa Reisen i Begyndelsen af Piile-Maaneden.
De Ting, som nu følger, ere saa utrolige, at man kand holde det for en Poëtisk Digt eller opspundet Tøy, i sær da man ikke kand vente saa stor Ulighed imellem Legemer og Sind ikke engang blant Folk som boer længst fra hinanden, eller lever under en anden Clima, som jeg fandt paa min Reise; Men man maa observere, at de fleeste Nationer paa denne Globo skilles fra hinanden ved Sund og Hav, og at Kloden seer ud som et stort Hav, hvorudi der ere mangen Øer. Man beseyler sielden disse Vande, og Færgemændene som boe ved Stranden, blive allene beskikkede for de Fremmedes skyld, thi de Indfødde komme næsten aldrig uden for Fædernelandets Grændser, og om de nødes til at seyle over Vandet, komme de strax tilbage, thi de kand ikke fordrage at være i et fremmet Land; Derfor er enhver Nation en nye Verden. Men den fornemste Aarsage til denne Ulighed kommer af Landenes ulige Beskaffenhed, hvilken man kand see af Jordens og 116Agernes ulige Farve, samt den Ulighed der er imellem Urterne og Kornet, saa at det derfor ey er at undre paa, at man finder saa ulige og stridige Natureller hos Indbyggerne. I vores Verden ere endog de længst bortliggende Nationer hinanden kun lidet ulige i Naturel, Sæder, Inclinationer, Coleur og Legemets Skikkelse; Thi da Jordens Egenskaber er næsten eens allevegne, undtagen at et Land er meere frugtbart end et andet, Korn og Urter har samme Egenskab, og Vandet er af samme Art, saa kand der ikke avles saa mange ulige Dyr, som i den underjords Verden, hvor et hvert Land har sin besynderlige Egenskab. Fremmede maa vel reise og handle i Landet, men ikke boe der, hvilket heller ikke kunde tilstædes formedelst Landenes ulige Beskaffenhed, derfor ere og alle de Fremmede som reise i Landet, enten Pillegrimme eller Kiøbmænd; Men de Lande, som ligge nær ved det Fyrstendom Potu, ere næsten af lige Art med det. Indbyggerne i de samme Lande har i forrige Tider ofte ført store Krige med Potuanerne, men nu ere de enten i Forbund med dem, eller og undertvungne af dem, og altsaa fornøyede med deres fromme Regiering. Men da jeg havde seilet 117over det store Sund, som deeler den heele Klode ad, saae jeg nye Verdener og nye Dyr, som man ikke kiendte i Potu. Den eneste Lighed, som er imellem Potuanerne og de andre Indbyggere paa denne Klode, bestaaer derudi, at de alle ere fornuftige Træer, og taler næsten et Sprog. Derfor er det ikke vanskeligt at reise, i sær, da Indbyggerne ere vante ved at see fremmede Creaturer som ere hinanden ulige, hvilket kommer af de mange Kiøbmænd og Pillegrimme, som reise igiennem Landene. Dette holdt jeg fornødent at erindre, paa det man ikke skulde støde sig over efterfølgende Historie, og paaføre Autor Process, som for en prægtig Løgn. Det vilde blive alt for kiedsommeligt og unyttigt efter Ordenen at fortælle alt det mig forekom paa denne Reise: Jeg vil ikkun beskrive de forunderlige Nationer, i hvis Sæder og Naturel jeg fandt saa meget usædvanligt og paradoxe, at den Klode Nazar i den Henseende regnes blant Verdens Vunder. Jeg mærkede, at næsten alle Træers Slægter differerede kun lidet fra de Potuaner i Artighed, Skiønsomhed og Alvorlighed, men derimod var der saa stor Forskiæl paa deres Skikke, Tilbøyeligheder og Legemets 118Dannelse, at hver Province syntes mig at være en nye Verden.
I den Province Qvamso, som er det første Land uden for Sundet, ere Indbyggerne ikke underkastede nogen legemlig Svaghed eller Sygdom, men leve i god Helbred til deres høye Alderdom, derfor syntes mig, at de vare de Lyksaligste blant alle Mennisker, men da jeg havde haft nogen Omhiengelse med dem, merkede jeg, at jeg havde taget meget Feyl; Thi lad være, at jeg ikke saae nogen af Landets Indbyggere bedrøvet, saa saae jeg tillige ingen at være fornøyet, meget mindre glad, Thi ligesom en klar Himmel og stille Luft ikke kand fornøye os, uden vi først har forsøgt Storm og Uveyr, saa har disse Træer ingen Smag i deres Lyksalighed; siden den er bestandig og uden Forandring, og de føler ikke deres Sundhed, fordi de veed af ingen Sygdom. De leve derfor i bestandig Sundhed og tillige i bestandig Lunkenhed, thi man kiedes ved idelig Overflødighed, og de alleene leve fornøyelig, hvis søde Lyster krydes med Bitterhed. Jeg kand forsikre, at jeg hos ingen Nation har fundet mindre Arrighed, og tilligemed meere kold og ubehagelig 119Omgiengelse end hos denne. Det er sandelig et uskyldigt Folk, men derhos saadant, som hverken fortiener Had eller Kiærlighed; man har ikke at frygte for nogens Vrede, ey heller kand man vente nogens Kiærlighed, med faae Ord at sige, man finder intet som kand mishage, ikke heller noget som kand behage. Fremdeles, da den bestandige Sundhed er Aarsag til, at de aldrig tænke paa Døden, og har ingen Medlidenhed med de Elændige og Syge, saa frembringer de deres Liv alt for sikker og koldsindig uden Barmhiertighed, saa at der findes intet Tegn til Gudsfrygt, Kierlighed, og Godhed hos denne Nation; Thi efterdi Sygdomme stille os Døden for Øyne, opmuntre de os og til at døe vel, og paaminde os altid at være ferdige til Reisen, og naar de plage os, lære de os tillige at have Medlidenhed med de Plagede. Heraf kunde jeg læt skiønne, hvor meget Sygdomme og Døds Fare kand lære os at øve Gudsfrygt og broderlig Kierlighed, og tillige, hvor ubillig vi blive vred paa Skaberen, fordi vi synes at være fødde til visse Lidelser, som dog ere os tienlige og nyttige. Dog maa man mærke, at disse Eeger, saasnart de komme andenstæds hen, ere de underkastede 120Sygdomme og Skrøbeligheder, saavel som andre Træer, derfor holder jeg for, at den Fordeel, om det ellers kand kaldes en Fordeel, er at tilskrive Luften og Maden.
Den Province Lalac, som kaldes Mascatta, det er lyksalig, synes at svare til sit Navn, thi alle Ting voxer der af sig selv, der løber heele Floder af Melk, og Hunning flyder ned af Træerne, og Jorden bær alle Ting uden at arbeides af Mennesker. Men denne store Fordeel giør Indbyggerne ikke lykkeligere end andre; Thi da man ey har nødig at giøre sig Umage for sit Brød; blive de fleeste syge af den megen Stilhed og Ladhed. Det volder og at faa leve længe, thi der gaaer Orme og Forraadnelse i dem. Dette Lands Beskaffenhed gav mig og en stor Anledning til dybe Tanker, og jeg saae af Folkes Vilkor og Skiebne, at Tienere og Arbeids-Folk ere i visse Maader lykkeligere end de, som aldrig har fornøden at bekymre sig for det daglige Brød, men sover hen i Ladhed og Vellyst; Thi Maden smager ikke, naar man altid er mæt, og Beenene kand neppe bære Legemet, naar de ikke har Motion. Deraf 121kommer saa mange onde og fortvivlede Anslag, ja ofte en voldsom Død; Thi den Overflødighed hvorudi de lever, volder, at de ikke kand skiønne paa nogen Smag eller Vellyst; og derfor væmmes og kædes alle ved deres Liv, saaledes fandt jeg at det Land, som jeg havde anseet for de lyksalige Boeliger, var de bedrøvelige Creaturers Boepæl meere værd at ynkes over end at misunde, derfor skyndte jeg mig og at komme derfra.
Næst derved ligger et Land, kaldet Mardac, hvis Indbyggere ere Cypres-Træer, alle af een Skabning, men alleene skilles fra hinanden ved Øynenes ulige Skabning, nogle har avlange Øyne, andre firkantede, andre meget smaa Øyne, andre meget store, som gaaer næsten over heele Panden, nogle fødes med to, andre med tre, andre med fire Øyen, der ere og nogle som har kun et Øye, at man skulde meene, de vare af Polyphemi Art, undtagen, at de har det ene Øye bag i Nakken; Derfor deeles de i visse Stammer, efter deres Øyens Skabning.
122Stammernes Navne ere disse:
Af alle disse er den Stamme Nagiri størst og mægtigst, det er dem som har avlange Øyne, og derfor anseer alle forekommende Ting for avlange. Af den Stamme alleene tages alle Bestillings-Mænd, Raads-Herrer og Præster. Disse sidde alleene ved Roret, og lade ingen af en anden Stamme komme til offentlige Æmbeder, uden de bekiende, at en vis Tavle, som Solen til Ære staaer paa et høyt Stæd i Templet, synes dem at være avlang, og giør deres Eed paa denne Bekiendelse. De Mardakaner holde denne 123Tavle for deres største Helligdom. Derover blive de skikkeligste Borgere, som ikke vil forsvære sig, udelukte fra ald offentlig Ære, og tillige underkastede idelig Spot og Forfølgelse, og endskiønt de vidner, at de ikke kand forblinde deres egne Øyne, saa agter man dog ikke deres Klage, men det som er en naturlig Feyl, regnes dem til malice og Opsætsighed.
Eedens Formular, hvilken alle maa underskrive, som vil komme til Ære og Bestilling er næsten saaledes:
Kaki manasca qvi hompu miriac itacku mesimbrii caphani crukkia Manaskar Qvebriac krusundora.
Det er: Jeg svær paa, at Solens hellige Tavle synes mig at være avlang, og lover, at blive i den Meening til mit sidste Aandedræt.
Naar denne Eed er giort, faaer de lov at søge Bestillinger, og antages i den Stamme Nagiri.
Dagen efterat jeg var kommen, gik jeg og drev paa Torvet, hvor jeg saae, at en gammel Mand blev leedt hen at pidskes, og 124en stor Mængde Cypres-Træer fulte med og giorde Spot af ham. Da jeg spurte hvad der var paa færde, svarede de mig, at det var en Kiettere, som offentlig havde lært, at Solens Tavle syntes ham fiirkantet, og endskiønt hand tit var advaret, blev hand dog egensindig i denne skadelige Meening. Derpaa gik jeg ind i Solens Tempel for at forsøge om jeg havde orthodoxe Øyne, og da den hellige Tavle syntes mig og at være fiirkantet, aabenbarede jeg det i Fortroelighed for min Vært, som nyelig var bleven Klokker ved samme Kirke. Hand drog et dybt Suk ved disse Ord, og bekiendte, at den og syntes ham at være fiirkantet, men havde ey turdet sige det til nogen, at ikke den regierende Stamme skulde formere ham en Proces, og skille ham ved hans Brød.
Jeg gik derfor med Bævelse og Taushed fra denne Bye, af Frygt for at betale mine Øyens Svaghed med Ryggen, eller faae det forhadte Kiætter-Navn, og haanlig forvises Byen; Ingen Skik kom mig meere gruelig, barbarisk og ubillig for, thi jeg mærkede, at man ikke kunde komme frem, uden man vilde hykle og forsvære sig. Da 125jeg siden kom til det Fyrstendom Potu, hævnede jeg mig ved alle Leyligheder paa denne barbariske Republiqve. Men da jeg en Dag efter Sædvane blev vred, og aabenbarede min Fortrydelse for et Enebær-Træ, som jeg holdt Venskab med, begyndte hand saaledes at tale: «Vi holde vel Nagirernes Skikke for daarlige, men du skal ikke forundre dig, at der øves saa stor Haardhed formedelst Synets Ulighed, thi jeg kand erindre, at du har sagt, at der i de Europæiske Lande findes visse regierende Stammer, som formedelst en naturlig Feyl paa Synet eller Forstanden forfølge andre med Ild og Sværd, og dog har du roest saadanne Forfølgelser, som gudelige, og meget nyttige for Republiqver.» Jeg forstod strax, hvad hand meente, og blev rød i Ansigtet. Siden den Tid roser jeg altid Tolerance, og dømmer mildt om dem der farer vild.
Det Fyrstendom Kimal holdes for det mægtigste i henseende til dets store Rigdom, thi foruden Sølv-Gruberne, som er i stor Mængde, samler man aarlig megen Guld-Sand af Floderne, og der findes allevegne Perler i Havet; Men ved at betragte dette 126Folk nøye, lærte jeg, at Lyksalighed bestaaer ikke i Rigdom alleene, thi Indbyggerne ere næsten alle Biergfolk, og Dukkere, som seer alleene efter Profit og synes fordømte til bestandig Trældom, og i sær til uanstændigt Arbeide. De som ere fri for at arbeide, holde Vagt over den Rigdom, som de har samlet. Det gandske Land er saa fuldt af Røvere, at ingen kand reise uden Leide. Ingen Dag er saa hellig, at man jo stieler, forsvær sig, bedrage og søge Profit ved alle Skielmstykker, man nærer sig af Rov, en Ven er den anden ikke troe, ikke Svigersøn sin Svigerfader, Brødre forliges sielden, Sønnen ynsker sin Faders Død, Gudsfrygt er kuldkastet, og tilsidst maatte Retfærdighed gandske forlade det blodskyldige Land; Derfor maatte man heller ynke end misunde dette, Folk, som alle Naboer dog anseer med skiæle Øyen; Thi Frygt, Mistanke, og Misundelse plager enhvers Sind, den ene anseer den anden, som en Fiende, der tragter efter hans Midler, saa at Frygt, Angest, Nattevægt og et blegt Ansigt er Frugten og Nytten af ald den Lyksalighed, som det Fyrstendom Kimal har. Jeg reiste derfor med Frygt og Besværlighed igiennem Landet, 127thi paa hver Vey eller Grændse-sted maatte jeg melde mit Navn, Fæderneland og andet til dem som passer paa Veyene, og jeg saae mig underkastet alle de Fortrædeligheder, som reisende Folk maa udstaae i et mistænkeligt Land. Der er og et ildsprudende Bierg, hvoraf den underjords Ild idelig opkastes.
Da jeg havde reist igiennem dette Fyrstendom, hvilken Reise af alle var mig den besværligste, fortsatte jeg min Reyse mod Østen. Jeg traf der allevegne omgiengelige og artige, men derhos meget underlige Folk. Allermest forundrede jeg mig over Indbyggerne i det lidet Rige Qvamboia, hvilke havde en gandske forkeert Natur, saa at jo ældre en var, jo letferdigere og vellystigere blev hand; Letfærdighed og Løsagtighed, som andre Stæder pleyer følge Ungdommen, tager her til med Alderen, derfor betroes ingen nogen Bestilling, med mindre hand er under sine fyrretive Aar, naar hand er derover, da bliver hand anseet som en kaad Dreng der maa tugtes af en streng Moder. Jeg saae graahærdede Mænd allevegne at spøge paa Gaderne, og fordrive Tiden med Børneleeg, at 128bygge smaa Huuse, spænde Muus for smaa Vogne, spille par og upar, og ride paa en lang Kiep. Jeg saae at de samme derfor oft bleve lastede af Drengene, og undertiden pidskede hiem: Jeg saae en udlevet Mand offentlig spille Top paa Torvet, da hand før havde været en meget alvorlig Mand og Præses i et stort Raad. Dette forkeerte Væsen var baade hos Fruentimmeer og Mandfolk, derfor, naar en ung Karl tager en gammel Kone, da spaaer alle, at hand bliver Handreyer, hvilket er tvertimod det, som skeer hos os, hvor en gammel Mand, som tager en ung Kone, frygter for Horn. Jeg mødte engang tvende gamle forslitte Mænd, som duellerede paa Torvet, og da jeg undrede over den usædvanlige Fyrighed i saadan Alder, og spurte om Aarsag til Duellen, blev mig svaret, at de vare komme i Trette om en Skiøge, som de havde fundet i et slet Huus, og stod dem begge an; De som fortalte mig det, sagde end meere, at de kom til at smage Riset, dersom Formynderne fik saadan Løsagtighed at vide. Samme Aften blev fortaalt, at en gammel fornemme Kone havde hængt sig, da hun fik Ney af en ung Bøg, i hviken hun var forlibt.
129Denne forkeerte Levemaade behøver forkeerte Love; Derfor tillades ingen efter det Capitel af Loven, som handler om Formynderskab, at forestaae sine Midler, uden hand er under fyrretive Aar, fremdeles holdes ingen Contracter gyldige som giøres af nogen, der er over fyrretive Aar, med mindre hans Formyndere eller Børn har sat deres Segl under. I det Capitel om Subordination ere disse Ord: Gamle Mænd og Qvinder skal være deres Børn lydige. Derfor pleye Bestillings-Mænd at faae deres Dimission lidt før de bliver fyrretive Aar, og Dommeren giør dem strax umyndige og lader unge Mennesker af de næst beslegtede være deres Formyndere. Jeg tænkte, at det tiente ikke at blive længere her, hvor jeg efter Loven skulde gaae i Barndom, naar jeg levede ti Aar endnu.
I det Land, som kaldes Cocklecu, var ligesaa ond en Skik, hvilken Europæerne vist nok vil forkaste; Den forkeerte Orden kommer ikke af deres Natur men af de forkeerte Love. Indbyggerne af begge Kiøn ere alle Eenebær-Træer, men Mændene alleene maa giøre Kiøkken-Sager, og andet ringe Arbeide. I Krigs-Tider ere de vel 130i Tienesten, men bliver sielden meere end gemeene Soldater, nogle faa avancere til Fændriker, og Fændriks Plads er det højeste, hvortil et Han-Træ kand komme. Derimod betroer man Fruentimmeret alle vigtige Bestillinger i Kirken, Staten og Armeen. Tilforne beloe jeg Potanerne, fordi de giorde ingen Forskiel paa Kiøn i at uddeele Bestillinger, men denne Nation syntes mig at rase, og gandske stride mod Naturen. Jeg kunde sandelig ikke begride Mandfolkenes Taalmodighed, at da de havde meest Kræfter, de dog vilde bære saa skammelig en Byrde, og i saa mange hundrede Aar har taalt denne Spot; Thi det var let at skyde det Aag af sig, om de vilde eller turde svække denne Qvinde-Magt; Men den gamle Skik havde saaledes forblindet deres Sind, at ingen tænkte paa at vove sig for at afskaffe denne Uret; Ja de troede, at det var dem saa beskiert, at Qvinder skulde regiere, men Mandfolk skulde væve, male, spinde, feye, og faae Hug til. De Raisons, som Qvinderne pleye give til denne Skik, ere disse: Eftersom Naturen har givet Mandfolk beqvæmme Legemer til groft Arbeide, kand man troe, at de alleene ere skabte dertil. Fremmede Folk forundrede sig, naar de 131kom ind i Husene, og saae Konen siddende i Studere-Kammeret med Pen og Papiir, og Manden løbe i Kiøkenet og viske Gryder og Fader. Og sandelig, i hvad for et Huus jeg kom at tale med Manden, blev jeg viist ud i Kiøkkenet, hvor een skurede Sølv, en anden grove Kar, og skielvede for at faae Hug af sin Kone. Jeg mærkede, at denne Skik havde bedrøvelige Virkninger, thi ligesom der i andre Lande findes gemeene og letfærdige Qvindfolk, som lader sig bruge for Penge, saa lader de unge Karle og Mænd sig her betale, og til den Ende leye Horehuse, som man kand kiende paa Mærker eller Skilt som staaer over Porterne; Men da Mandfolk alt for dristig og aabenbare drive denne Handel her, trækkes de ofte i Arrest, og blive pidskede ligesom Skiøger hos os: Tvertimod gaaer baade Koner og Piger, uden at lastes, og betragte Mandfolk paa Gaden, nikker ad dem, glipper med Øynene, smisker, napper dem, kalder paa dem, løber ind paa dem, maler heele Ramser paa deres Dørre, roser offentlig af deres Ubluehed, og giør sig til deraf som af Seyervindinger, paa samme Maade som liderlige unge Karle hos os pleye offentlig at rose af, hvor mange Koner og Piger de har nydt noget hos. End 132meere, man laster ikke Koner og Piger, fordi de sende forlibte Viser og Foræringer til de unge Karle, men de unge Karle stille sig ærbare og koldsindige an, siden det er mod Ærbarhed, at en ung Karl strax skal sige en Jomfrue ja. Der var samme Tiid en stor Larm med en Raadsherres Søn, som var krænket af en Jomfrue: Hun blev overalt blameret for denne Gierning, og jeg hørte den unge Karls Venner mumle om, at Jomfruen kom i Process, og af næste Consistorio blev dømt til at reparere, hans Ære, og tage ham til ægte, i sær da med lovlige Attester kunde gotgiøre, at den unge Karl, som hun havde forført, havde altid ført et ustraffeligt Levnet. Jeg turde ikke aabenbare laste denne forkeerte Skik, saalænge jeg var hos disse Eenebær-Træer, men da jeg kom fra Hovedstaden, sagde jeg til nogle, at de handlede tvertimod Naturen, da man veed af den almindelige Folke-Rett, at Mandfolk ere skabte til vigtige Forretninger. De svarede, at jeg confunderede Sædvane og Opdragelse med Naturen, thi de Skrøbeligheder, som findes hos Qvindekiønnet kommer alleene af Opdragelsen, hvilket mest kiendes af dette Lands Tilstand, hvor man finder store Dyder og Sinds Gaver 133hos Fruentimmer, hvilke Egenskaber Mandfolk tilegne sig alleene paa andre Stæder; Thi Qvinderne i Cocklecu ere ærbare, alvorlige, forstandige, stadige og tause, derimod ere Mændene lætsindige, hastige og sladderagtige; Derfor, naar man hører noget urimelligt fortælle, har man et Ordsprog: Det er Mandfolks Sladder; og naar noget giøres ubetænksom, siger Indbyggerne: Man maa bære over med Mandfolkes Skrøbelighed. Men disse Raisons vare ikke nok for mig, jeg holt for, at denne Stat var forkeert, vanskabt, og stred imod Naturen. Den Vrede, som saadant Qvinde-mood havde opvakt hos mig, var Aarsage til det ulykkelige Anslag jeg giorde kort efter min Hiemkomst, der volte mig saa megen Fortræd, som jeg siden skal fortælle.
Iblant de anseeligste Bygninger i denne By var den Fyrstelige Fruer-Stue, hvori der vare tre hundrede meget deilige Personer af Mænd og unge Karle; Fyrstinden, som diverterede sig med dem, opholdt dem alle paa sin Bekostning. Da jeg hørte, at nogle roeste min Skabning, frygtede jeg, at Jægerne skulde bringe mig til Fruer-Stuen, og derfor flyede derfra.
134Næst ved dette Fyrstendom ligger det philosophiske Land, saa kaldet af Indbyggerne, som gandske ere fordybede i Philosophie og høye Videnskaber. Jeg havde stor Lyst til at see det Land, som jeg tænkte var en Samling af alle Videnskaber, og Viisdoms rette Sæde. Jeg ventede ikke at see Agre og Ænge; men en Have fuld af rare Blomster; I det Haab løb jeg gandske stærkt, og af Længsel var hvert Øyeblik mig langt. De Veye jeg gik igiennem, vare fulde af Steene, Gryfter og Huler; Snart gik jeg over Banker, snart i Morads, saa jeg var vaad til midt op paa Livet, og som der ingen Broer var, bleve mine Been baade skidne og saarede; Men jeg udstod disse Besværligheder med Tapperhed, vel vidende, at man maa lide ondt, førend man kand faae noget godt. Da jeg en Times Tiid havde haft denne Besværligheed, mødte jeg en Bonde, som jeg hilsede, og spurdte, hvor langt jeg var fra Mascattia eller det philosophiske Land? Hand svarede: Du maatte heller spørge, hvor lang Vey du har tilbage, siden du nu er midt i Landet; Over dette Svar blev jeg bange, og spurte: Hvor kommer det sig, at det Land, der beboes af 135bare Philosophis, ligner meere et Dyre-Leye end et beboet Land?Land?] rettet fra: Land.~ (trykkfeil) Dertil svarede hand, at Landet faaer i en Hast bedre Anseelse, saa snart Indbyggerne faaer Tiid til at agte saadanne Bagateller; Nu, sagde hand, ere de alleene hengivne til himmelske Ting, og stræbe at finde en Vey til Solen, derfor maa man undskylde dem, om de til en Tiid lader deres Agre ligge udyrkede, thi det var vanskeligt at blæse og søbe paa eengang. Jeg forstod strax, hvad denne listige Bonde vilde sige, gik min Vey, og endelig kom til Hoved-Staden Casta. I Stæden for Vagt, saae jeg i Byens Porte Giæs, Høns, Fuglereeder og Spindelvæve, paa Gaderne gik overalt Sviin og Philosophi, hvilke alleene ved Skabningen skilledes fra Svinene, ellers vare de lige reene. Alle Philosophi havde eens Kapper, men jeg kunde ikke skille af hvad Couleur,Couleur] rettet fra: Conleur (trykkfeil) thi de vare fulde af Støv og Skarn. Som een af dem gik i Tanker lige til mig, sagde jeg til ham: Hr Magister! siig mig, hvad denne By heder. Hand stod længe uden Bevegelse, og snart ligesom hand var gaaen fra sig selv, omsider løftede hand sine Hænder til Himmelen, og sagde: Vi ere ikke langt fra Middag. 136Dette taabelige Svar gav hans store Distraction tilkiende, og lærte mig, at det er bedre at studere med Maade, end blive gal af formegen Lærdom. Siden gik jeg længere ind i Byen, for at see, om jeg kunde finde Mennesker eller fornuftige Dyr foruden Philosophi. Torvet i Byen var meget stort, derpaa stod adskillige Støtter, hver med sine Overskrifter; Jeg gik hen til nogle, for at forsøge, om jeg kunde læse, hvad der stod skrevet; Men i det jeg giorde mig Umage dermed; mærkede jeg, at min Ryg blev varm og vaad; Jeg vendte mig om for at see, hvor denne varme Flod kom fra, og just var det en Philosophus, som lod sit Vand paa min Ryg; thi hand gik i Tanker, og vidste ikke andet, end at jeg var en Støtte, hvorved hand pleyede lade sit Vand. Denne store Spott kunde jeg ikke taale, besynderlig da jeg saae, at denne Philosophus grinede ad mig, gav ham derfor et got Ørefigen. Derved blev hand gal, greeb mig i Haaret, og endskiønt jeg raabte, slæbede mig over heele Torvet; Men der jeg mærkede, at hand var uforsonlig, satte jeg mig i Defensions-Stand, gav lige for lige, saa at Udgift og Indtægt var næsten lige stærk imellem os, omsider faldt vi 137begge efter en haard Kamp. Ved dette Syn kom mange Philosophi løbende, ligesom de vare galne, giorde Indfald paa mig, slog mig overalt med Næver og Kieppe, og trakte mig halvdød i Haaret omkring Torvet; Tilsidst bleve de trette, endskiønt ikke kæde af at slaae, førte mig til et stort Huus, og da jeg satte Beenene mod Døren, og vilde ikke gaae ind, toge de mig i Halsen, som en skrigende Griis, slæbte mig ind, og lagde mig paa Ryggen midt paa Gulvet. Alle Ting vare forvirrede og forstyrrede, og der saae ud inde, som i et Huus, hvor man flytter hos os ved Paaske eller Mikkelsdags Tider, da man kaster alle Meubler, Kar og Reedskab, som skal flyttes, iblant hinanden. Jeg begyndte derpaa at bede vore vise Mænd styre deres Vrede, og lade sig bevege til Barmhiertighed, forestillende dem, at det anstod ikke vise Folk, at husere som glubende Dyr, eller lade Passioner raade, mod hvilke de saa ofte prædiker; Men det hialp intet, thi den Philosophus, som havde ladet sit Vand paa min Ryg, fornyede Krigen, bankede paa mig, som paa en Ambolt, saa det syntes, at hand ikke kunde forsones uden ved min Død. Da lærte jeg, at ingen Vrede var stærkere end 138den philosophiske, og at de som prædiker meget om Dyder, giør selv mindst deraf, thi hans Vrede blev jo længere, jo haardere. Omsider kom fire Philosophi ind, hvis Kapper viiste, at de vare af en særdeles Sect; De stillede til rette, saa meget de kunde, og syntes at ynkes over min Skiebne, og efterat de i Enrum havde talt med de andre, førte de mig til et andet Huus. Jeg var glad veed, at jeg var sluppen af disse Røveres Hænder, og kommen til skikkelige Folk: De spurde om Aarsagen til den Larm som havde været, hvilket jeg vidtløftig fortalte. Denne artige Comædie loe de af, og sagde, at Philosophi pleyede, naar de gik paa Torvet, lade deres Vand veed Støtterne, og altsaa var det troeligt, at min Fiende havde gaaet i dybe Tanker, og anseet mig for en Støtte: Videre sagde de, at den samme var en berømmelig Stiernekiger, og de andre som havde banket mig saa brav, vare Doctores Philosophiæ Moralis. Jeg tænkte nu at være sikker, og derfor med Fornøyelse hørte dem fortælle baade dette og andet; Men jeg fattede en slags Mistanke over, at de saa nøye betragtede min Skabning, desforuden spaaede jeg mig intet godt af det, at de 139spurde saa tit om min Profession, Aarsag til min Reise, og om mit Fæderneland; Men jeg havde nær døed af Angest, da jeg blev indelukt i et anatomisk Kammer, hvor jeg saae mange Been og Liig, som lugtede ilde; Jeg tænkte snart, at det var en Røverkule det eeneste der giorde mig lidt frimodig, var, at jeg kunde slutte, min Vært maatte være en Anatomicus eller Chirurgus, siden der hængte saa mange anatomiske Instrumenter paa Væggen. Efterat jeg en halv Times Tiid havde siddet alleene i dette Hull, kom Mandens Kone ind til mig med Middags-Mad. Hun syntes at være meget artig, men saae nøye paa mig, og sukkede. Da jeg spurte om Aarsagen dertil, gav hun for, at hun sukkede over det mig forestod: Du er vel kommen, sagde hun, til honnette Folk, thi min Mand, som boer udi dette Huus, er Stads-Physicus og Docter i Medicinen, og de andre du saae, ere hans Collegæ; Men de samme forundrede sig over din usædvanlige Skabning, og har besluttet, at betragte din indvortes Skikkelse, og anatomere dig, for at see, om de kand finde noget til at oplyse Anatomien. Det 140var et Tordenslag, jeg gav derfor et stort Raab fra mig, og sagde: Hvorledes kand Fru Doctorinde kalde dem honnette Folk, som giør sig ingen Samvittighed over at opskiære et uskyldigt Menneske? Hun svarede: Du veed ikke, i hvis Hænder du er falden, de ere honnette Folk, som ikke giør noget af Ondskab, men alleene har besluttet denne Operation for at oplyse Anatomien. Dertil svarede jeg, at jeg heller vilde lades løs af Røvere, end skiæres op af de honnetteste Folk; faldt strax paa Knæ for Doctorinden, og med grædende Taare bad hende bede for mig. Hun svarede: Min Forbøn kand kun lidt hielpe mod Facultætets Villie, som pleyer være uforanderlig, men jeg skal stræbe at redde dit Liv paa en anden Maade. Saasnart hun havde sagt dette, tog hun mig ved Haanden, og leedte mig ud af en Bag-Dør, og fuldte mig lige til Byens Port: Der vilde jeg paa det ydmygste, som heller ikke var meere end billigt, takke hende, fordi hun havde reddet mig, men hun faldt mig ind i Talen, og vilde ikke forlade mig, førend hun saae mig i Sikkerhed, og derfor blev ved at følge med. Medens 141vi gik sammen, talede vi meget om Landets Beskaffenhed, hvilket jeg hørte med Fornøyelse; Men paa det sidste kom hun med en Discours som ikke klingede synderlig i mine Øren, jeg kunde mærke, at hun vilde have det for sin Umage, som var umueligt at overtale mig til; Thi hun beskrev bevægelig Konernes slette Skiæbne i dette Land, hvor de Philosophiske Pedanter ere saa begravne i deres Bøger, at de gandske forsømme Egteskabs Pligt. Jeg kand svære paa, sagde hun, at vi vare reent ulykkelige, dersom ikke en og anden skikkelig fremmet Mand lindrede vor Jammer, og raadede Bod paa de Plager vi har. Jeg lod, som jeg ikke forstod, hvad hun meente, men begyndte at løbe. Ved denne min Koldsindighed blev hendes Apetit des større; Men da hun ikke kunde overtale mig, truede hun, rev sig i Haaret, og skiældede mig ud for utaknemmelig. Som jeg alligevel blev ved at gaae, tog hun fat paa Enden af min Kappe for at holde mig; Men jeg sleed mig fra hende med Magt, og ved det at jeg var færdigere til Fods, kom jeg hende i en Hast af Syne. Hvor gal hun blev, mærkede jeg af disse Ord, som hun raabte: Kaki Spalaki, det er: Du utaknemmelige 142Hund; Men jeg bar alt det med Taalmodighed, og var glad ved, at jeg var sluppen heel af de Viises Land, hvilket Stæd jeg ikke kand tænke paa uden Skræk.
Næst herved ligger den Province Nakir, hvis Hovedstad har samme Navn. Om den kand jeg ikke sige meget, thi jeg reisede meget hastig igiennem de Lande der grændsede paa det Philosophiske Land, for at komme til Nationer, som ikke studerede saa meget Philosophie, i sær Anatomie. Der var kommen saadan Skræk i mit Blod, at jeg spurte hver een jeg mødte, om hand var en Philosophus, ja jeg drømte i lang Tiid om disse døde Legemer og anatomiske Instrumenter. Indbyggerne i den Bye Nakir syntes mig meget artige, thi hver som mødte mig, tilbød sin Tieneste, skiønt jeg ikke forlangede det, og holdt en lang Tale om sin Honnettete. Disse Forsikringer holdt jeg for latterlig, efterdi jeg havde ikke ladet mig mærke med nogen Mistanke, eller tvivlet paa nogens Ærlighed; Jeg sagde derfor til nogle, at jeg ikke kunde begribe, hvortil saadanne Forsikringer og Eeder derpaa skulde nytte. Uden for Byen mødte mig en, 143som gik sagte og sukkede under sin Byrde; Da hand saae mig, blev hand staaende, og spurde hvorfra jeg kom? jeg sagde, at jeg nyelig var kommen fra Nakir, derover gratulerede hand mig, at jeg var kommen uskad fra Indbyggerne, som ellers pleye udplyndre alle Fremmede; Jeg svarede, dersom de giør, som de sige, saa ere de meget ærlige, thi enhver bander paa, at hand er ærlig, om man end aldrig spørger ham derom. Derved loe hand, og sagde: Troe aldrig dem for vel, som tale meget om deres Ærlighed, i sær de som kræve Dievelen til vidne derpaa. Denne Formaning lagde jeg paa Hierte, og befandt, at denne underjordiske Mand havde ret; Derfor, saa tit mine Debitorer svær paa deres Ærlighed, opsiger jeg min Capital, og kræver mine Penge tilbage.
Da jeg kom af dette Land, saae jeg en guul Søe, ved hvis Bredde der laae en Færge, som for billig Betalning satte Folk over til det fornuftige Land. Jeg giorde Accord om Færgepengene, lod lægge ud, og giorde den Reise med stor Fornøyelse; Thi de underjords Skibe roes ikke af Folk, men af nogle forborgne Machiner, og komme meget 144hastig afsted. Saasnart jeg kom i Land, fik jeg fat paa een, som viiste mig Vey til Byen, underveys fortalte hand mig tydelig Byens og Indbyggernes Beskaffenhed. Jeg hørte, at alle Borgere studerede Raisonere-Konsten, og at denne Bye var det rette Sæde for Fornuft, deraf havde den sit Navn; Ved min Ankomst til Byen fandt jeg og, at hand havde sagt sandt; Thi hver Borgere kom mig for som en Raadsherre for sin Skarpsindighed, Alvorlighed og Sædelighed. Jeg rakte derover mine Hænder til Himmelen, og sagde: O! lyksalige Land, hvor alle ere kloge. Men da jeg nøyere eftersaae Byens Tilstand; mærkede jeg, at mange Ting gik langtsom for sig, og Republiqven intet Liv havde formedelst Mangel paa Daarer: Thi som Indbyggerne fornuftig overveye alle Ting, og ingen lader sig lokke ved store Løfter, Flatterier og Dukketøy, saa gielder de Midler intet, hvorved man ellers lettelig uden Bekostning kand faae Borgere til at giøre Republiqven roesværdige og nyttige Tienester.
De Stats-Feyl, som komme deraf, at man vil intet giøre uden nøye Betænksomhed, beskrev en Rentemmester meget tydelig 145for mig, med disse Ord: Det eene Træ skilles her ikke fra det andet uden i det bare Navn og Legems Skikkelse; Der er ingen Jalousie imellem Borgerne, efterdi den eene kand ikke blive distingveret fra den anden, og ingen synes viis, fordi de alle ere viise. Jeg tilstaaer, at Taabelighed er en Last, men ald Taabelighed maa man heller ikke udrydde: Det er nok for en hver Bye, at man har saa mange kloge Folk, som Bestillinger, at man har dem der kand commandere, og dem der kand adlyde; Det Øvrighed i andre Lande kand giøre med Bagatteller og Dukketøy, det kand vores Øvrighed ikke giøre uden solide Belønninger, hvilke udtømmer Cassen; Thi naar kloge Folk giør Fædernelandet Tieneste, vil de have Kierner, men Narrer lader sig nøye med Skallen. Saaledes kand Ære og Titler, ved hvilke listige Kroge Daarer fanges, og lættelig skyndes til ald slags Arbeide, kun lidet virke hos de Borgere, som begribe, at man alleene ved Dyd og indvortes Dygtighed naaer den rette Berømmelse og solide Ære, og derfor lade de sig ikke afspise med prægtige Løfter: Fremdeles opmuntres eders Soldater alleene ved et udødeligt Navn til at udstaae Fare for Fædernelandet; Vore derimod holder 146dette kun for Snak, og kand ikke begribe den Talemaade, at døe virkelig, og dog leve i Historierne; Thi de holde for at den Berømmelse, man ikke selv kand høre, er forfængelig. Jeg vil ikke tale om mange andre Uleyligheder som komme af ald formegen Betænksomhed, hvilke noksom viser, at i en vel indrettet Republiqve maa i det ringeste den halve Deel af Borgerne være Narre, efterdi Galskab har samme Virkning i et Land, som Surdey i Maven, thi vi har ondt, baade naar vi har ingen Vædske, og naar vi har formegen.
Dette hørte jeg ham tale med største Forundring, men da hand i Raadets Navn tilbød mig Borgerskab, og ofte bad mig sætte mig ned der, blev jeg rød i Ansigtet, meenende, at det alleene kom der af, at hand holdt mig for en Taasse, og derfor ansaae mig ligesaa fornøden som Surdey i et Land, der ellers maatte miste sin Kraft ved ald formegen Viisdom; I den Meening blev jeg strax styrket; da jeg hørte, at Raadet havde besluttet, at sende en heel Hob Borgere til Colonier paa andre Stæder, og i deres Sted toge ligesaa mange Daarer igien fra Naboerne, jeg gik derfor med Forbittrelse 147ud af den raisonnerende Bye; Men jeg grundede i lang Tiid paa denne underjords Regel, som vore Politici hidindtil ikke har vidst, nemlig, at i en vel indrettet Republiqve er det fornødent, at i det ringeste den halve Deel af Borgerne maa være Narre. Jeg undrede over, at saa nyttig en Regel kunde saalænge være ubekant for vore Philosophi; Men maaskee nogle har vidst den, men har ikke vildet regne den iblant politiske Regler, siden der er Daarer overalt hos os, og om jeg maa sige det, findes der neppe nogen Landsbye, mindre Stad, som mangler denne nyttige Surdey.
Efter nogen Hvile gav jeg mig igien paa Reisen: Jeg vil intet tale om nogle Lande, hvor igiennem jeg reisede, efterdi jeg fandt kun faa usædvanlige eller rare Ting, sluttede derfor, at de underlige Ting paa den Planet Nazar havde Ende, men da jeg kom ind i det Land, som kaldes Cabac, saae jeg nye vanskabte Dyr, og utroelige Ting. Iblant dette Lands Indbyggere vare nogle fødde uden Hoveder, de taler igiennem en Mund, som de har midt paa Brystet; For denne naturlige Feyl maa de 148holde sig fra vanskelige Bestillinger, thi man kand ikke betroe dem vigtige Forretninger, som ingen Hoveder har: De tages derfor gierne til Hof-Bestillinger, som Kammer-Junkere, Hofmestere, Inspecteurer over Fruerstuer, og de fleeste Opvartere tages af dem, som har ingen Hoveder; Af de samme giøres og Pedeller, Klokkere og andre, hvis Bestillinger nogenledes kand giøres uden Hierne; Nogle tages og i Raadet af Øvrighedens særdeeles Naade og for deres Forrældres skyld, hvilket undertiden kand skee uden Landets Skade; Thi Erfarenhed lærer, at Raadets heele Myndighed beroer paa nogle faa Raadsherrer, de andre fylde kun Tallet, og bruges til at sætte Sægl og Haand under det, de andre beslutter. Saaledes var paa denne Tiid tvende Assessorer i Byens Raad, hvilke vare fødde uden Hoveder, og dog fik Raadsherrers Gage; Thi endskiønt de af naturlig Mangel ingen Sands havde, gav de dog deres Samtykke, og voterede med de andre, derudi vare de og lykkeligere end deres Collegæ, at naar nogen tabte sin Sag, udøste hand ikke sin Vrede paa dem, der havde ingen Hoveder, men paa de andre: Deraf saae man, at den var undertiden best faren, som var fød uden 149Hoved. Denne Bye giver faa af de andre paa denne Klode noget efter i Pragt og Nethed, den har et Slot, Academie og prægtige Kirker.
I de tvende Provincier, hvor jeg strax derefter kom, nemlig i Cambara og Spelek, ere alle Indbyggere Linde-Træer. Forskiellen imellem dem er denne, at de Cambarer leve ikke over fire Aar, derimod blive de Speleker meget gamle, thi de opnaaer gemeenlig over 400 Aar; Derfor kand man ofte see Farfader, Oldefaders Fader og Oldefaaders Farfader, man faaer høre gamle Fabler og Historier, og naar man kommer derhen, skulde man tænke, at man var fød for nogle hundrede Aar siden. Saa meget som jeg ynkedes over den eene Nation, saa meget prisede jeg denne lyksalig; Men efterat jeg nøyere havde overveyet begge Nationers Beskaffenhed, merkede jeg, at jeg havde dømt Feyl. Den Province Cambara var saaledes beskaffen: Enhver Indbygger var inden faa Maaneder efter Fødselen fuldvoxen, baade i Henseende til Legemet og Forstanden, saa at det første Aar var nok til at voxe i, de andre Aar syntes givne at bereede sig til Døden, og da 150det saaledes var beskaffen, lignede dette Land en Platonisk Republiqve, hvor alle Dyder bleve fuldkomne; Thi formedelst det korte Liv, maatte de altid være reiseferdige, og ansee dette Liv som en Port, hvor igiennem de i en Hast gik ind i det andet Liv, og tænkte altsaa meere paa deres tilkommende end nærværende Tilstand; Derfor kunde man holde enhver for en retskaffen Philosophus, som ikke agtede det Jordiske, men alleene søgte efter den bestandige og varende Rigdom, der bestod i Dyd, Gudsfrygt og et godt Rygte; Med faa Ord at sige, dette Land syntes at være Englernes eller de Helliges Boelig, og den rette Skole, hvor Dyd og Gudsfrygt allerbest læres. Deraf sees, hvor ubillig Folk klager over, at deres Liv er kort, og ligesom trætter med GUd derfor; Thi vort Liv kand kaldes kort, fordi vi spilder den meeste Tid deraf paa Ledighed og Vellyst, men derimod var det langt nok, om vi anvendte Tiden bedre.
I det andet Land Spelek, hvor man levede over fire hundrede Aar, saae jeg alle de Laster herske, som tillegges det menniskelige Kiøn: De ansaae de nærværende 151Ting ligesom de vare evige, og aldrig skulde forgaae: Der var ingen Kydskhed, Sandhed, Oprigtighed eller Ærlighed, men Svig og List; Derforuden havde det og en anden bedrøvelig Virkning, at de levede saalænge, thi de som ved en ulykkelig Hændelse havde mist deres Midler, eller vare lemlæstede eller faldne i ulægelige Sygdomme, pleyede at klage over, at de levede saa længe, og endelig dræbe sig selv, efterdi de for det lange Liv, saae ingen Ende paa deres Jammer; Thi intet kand bedre trøste de Elændige, end at Livet er kort. Begge Lande satte mig i Forundring, og jeg gik derfra fuld af dybe Tanker.
Jeg fortsatte min Reise igiennem ujævne og øde Steder, hvor Veyen løber til det uskyldige Land, som kaldes Spalank. Det kaldtes saaledes af Indbyggernes Uskyldighed og Fredsommelighed. Disse vare alle Ege-Træer, og holdtes for de Lyksaligste blant alle Mennisker, thi de regieredes af ingen Affecter eller Passioner, og derfor var fri for alle slags Laster. Af fri Villie, uden Love, øvede de Troskab og Retfærdighed, der var ingen Frygt, ingen Straf, ingen Trudsel, ingen Rettergang og ingen 152Krig, men de levede i Stilhed og Tryghed. Da jeg kom til dette Land, befandt jeg, at det var alt sandt, hvad jeg havde hørt, thi de øvede Dyder af deres gode Naturel, og ikke fordi de vare befalede. Misundelse, Begierlighed, Vrede, Had, Hofmod, Ærgierighed, U-eenighed, og alle Laster, som findes hos det menniskelige Kiøn, vare forjagede; Men tillige med Udyder fattedes mange Ting, som holdes allermeest for at pryde Menneskerne, og giøre Forskiel imellem de fornuftige og ufornuftige Creaturer. Foruden Theologie, Physica, og Astronomie, vare alle Konster og Videnskaber ubekiendte. Lovkyndighed, Stats-Konst, Historie, Ethica, Mathesis, Veltalenhed og mange andre Videnskaber vare dem gandske ubekiendte, og siden ingen Misundelse eller Ærgierighed findes iblant dem, stræber heller ikke nogen efter at overgaae en anden, hvilket ellers pleyer opmuntre Folk til store og ypperlige Ting. Der var ingen Slotter eller smukke Bygninger, ingen Raadhuse eller Tinghuse, ingen Rigdom, og efterdi der var ingen Øvrighed, var der heller ingen Trette eller Begierlighed, kort at sige, der var ingen Udyder, men tillige ingen Nethed, Konster, 153Pragt og utallige andre Ting, som holdes for Dyder, zirer Societæter, og giør Menneskene belevne og vittige, saa jeg meere syntes at være kommen i en virkelig Eege-Skov end i en Stad; Derfor stod jeg længe i Tvivl, hvad jeg skulde dømme om dette Folk, og om denne naturlige Tilstand vel var at ynske iblant Mennesker; Men siden, da jeg betænkte, at et dumt Levnet var bedre end et ugudeligt, og ved det, at de ikke vidste nogle Konster, vare de og fri for Røveri, Tyveri, Mord og andet, som ofte forderver baade Siæl og Legeme, dømte jeg, at denne Tilstand var lyksalig. Ved det jeg gik noget uforsigtig igiennem dette Land, stødte jeg min venstre Fod mod en Steen, og derved fik et slemt Slag, saa det hovnede: Dette saae en Bonde, løb strax hen, plukkede en Urt og lagde paa Saaret, derved lindredes Smerten, og Hævelsen falt. Jeg sluttede deraf, at dette Folk maatte forstaae Lægekonsten, og derudi tog jeg heller ikke feyl, thi da de Spalankers Studia indskrænkes inden saa enge Grændser, lade de sig ikke nøye med Barken, som vore Polyhistores, nemlig de som studere mange Videnskaber, men nøye randsage alle Ting. Da jeg takkede min 154Docter for den beviiste Velgierning, og sagde at GUd vilde belønne ham derfor, svarede hand saa grundig, lærd og gudelig, skiønt med enfoldige Ord, at jeg tænkte det var en Guds Mand eller Engel, der aabenbarede sig for mig i et Træes Skikkelse: Jeg lærte deraf, hvor ubillig vi blive vrede paa de Folk der vil være følesløse, hvilke, siden de har ingen Begierlighed, Sorg, Vrede, Glæde, og alle heftige Sinds-Bevægelser ere udryddede, meene vi, at de leve i Ladhed og Afmægtighed; Men jeg lærte derimod, hvormeget de tage Feil, som holde Affecter fornøden for Menneskene, og meene, at Vrede foraarsager Tapperheed, Jalousie Flittighed, og Frygt Forsigtighed; Thi af onde Æg komme ikkun onde unger, og de fleeste Dyder, hvoraf Menneskenne giør sig til, og hvilke de berømme i deres Vers, ere rettere Skam end Ære, dersom man anseer dem med et philosophiske Øje.
Fra dette Land reisede jeg igiennem den Province Kiliak, hvor Indbyggerne fødes med visse Tegn i Panden, hvoraf man kand see, hvor længe de skal leve. Disse prisede jeg og lyksalig, thi Døden overrumpler 155dem aldrig uformodentlig i deres, Synder; Men efterdi enhver vidste, naar hand skulde døe, satte alle deres Omvendelse op til den sidste Time, derfor var ingen skikkelig og gudfrygtig iblant dem, uden den, som kunde mærke af sin Pande, at Døden var nær. Jeg saae allevegne nogle gaae i Byen med nedbøyede Hoveder, hvilke ventede paa Døden, tællede Dage og Timer, og med Bevelse ansaae, deres tilstundende sidste Stund; Deraf mærkede jeg, at Skaberen havde giort viselig, og at det er Creatureene gavnligt, at de ikke veed, naar de skal døe.
Da jeg havde igiennemreist dette Land, seylede jeg i en liden Baad over et sort Sund, og kom til det Land Askarak; Her mødte mig nye Vanskabninger, thi ligesom det Land Kabak haver Dyr uden Hoveder, saa fødes nogle Indbyggere i dette Land med syv Hoveder, de ere store Polyhistores, hvilke alle de andre Borgere fordum viiste guddommelig Ære for saa stor Naturens Gave, saa at man alleene af dem tog Kæisere, Borgemestere, Raadsherrer og Rentemestere; Men efterdi de havde lige saa mange ulige Humeurer som Hoveder, 156forrettede de vel hurtig og hastig mange Æmbeder tillige, og forsøgte alle Ting, medens de vare ved Roret, men derhos vendte alle Ting op og ned formedelst deres mange og adskildte Hierner, saa der siden skeede saa stor Forvirring, at man i heele hundrede Aar maatte arbeide paa at stille den U-orden, som denne alvidende Øvrighed havde foraarsaget: Der blev derfor givet en Lov, at de med syv Hoveder skulde i Evighed udelukkes fra offentlige og vigtige Æmbeder, og at Landet efterdags alleene skulde regieres af de Enfoldige, det er de, som have kun et Hoved, derover ere de, som fordum bleve anseede som Guder, nu næsten i samme Tilstand som de Hovedløse i det Land Cabac, thi ligesom de kand intet giøre, fordi de intet Hoved har, saa giør disse alle Ting forkeert, fordi de har formange Hoveder. Derfor ere disse Folk med syv Hoveder udelukt fra alle Æmbeder, og maa altid leve i Foragt: Undertiden tiene de dog Republiqven til Prydelse, thi man fører dem allevegne omkring som Harleqviner, for at vise, hvor herlig Naturen har dannet dem, men om Naturen havde været mindre gavmild, og ikkun givet dem et Hoved, havde de været 157bedre farne. Af den hele syv-hovede Nation var samme Tiid kun tre Bestillings-Mænd, hvilke ikke bleve antagne, førend de lod hugge de sex Hoveder af, thi naar de beholdt kun et Hoved, forgik de forstyrrede Tanker, og de fik menneskelig Forstand, saa det gik med dem ligesom med Træer, hvor Urtegaards-Mænd hugge nogle Greene af, at de øvrige kand være des friskere; Men der var dog kun faa af dem med syv Hoveder, som vilde udstaae det, af Frygt for Smerte og Døden. Heraf lærte jeg, at formeget fordærver alle Ting, og at den rette Forstand bestaaer i at have een Ting for alleene med fuldkommen Agtsomhed.
Fra dette Land reiste jeg igiennem øde Steder til det Fyrstendom Prostanki, hvis Indbyggere i udvortes Skikkelse skiller kun lidet fra de Potuanner, men inden til har de det særdeeles, at Hiertet sidder i det høyre Laar, saa at de rettelig kand siges at bære Hiertet i Buxerne, de holdes derfor for de fejeste af alle Indbyggere paa den Globo. Jeg var fortrydelig over denne vanskelige Reise, og da jeg kom ind i en Kroe tæt ved Byens Port, skieldede jeg 158Værtshuus-Manden ud, som nølede saa meget, men hand faldt paa Knæ, og med grædende Taare bad om Naade, og bad, at jeg vilde føle paa hans Laar, saa skulde jeg finde, hvor hans Hierte bankede; herved blev min Vrede forandret til Latter, jeg tørrede hans Øyne, og bad ham give sig tilfreds. Hand reiste sig op, kyssede paa min Haand, og gik hen at skaffe Nadvere; Men kort derefter blev der en skrekkelig Hylen og Skrigen i Kiøkkenet, jeg løb hen, og saae med Forundring, at den bange Vært pidskede og slog sin Kone og Piger, men saa snart hand saae mig, løb hand bort. Jeg vendte mig til de bedrøvede Folk, og spurde, ved hvad Forseelse de havde opirret saa sagtmodig en Mand. De slog Øynene ned til Jorden, stod længe taus, og turde ikke bekiende deres Sorrig, men da jeg blev ved at spørge, truede og bad, begyndte Konen saaledes at tale: «Min Ven! du synes ikke, at kiende Menneskenes Beskaffenhed, alle Indbyggere i dette Fyrstendom, som ikke tør see en vred Karl under Øyne, og som bæver ved hver Larm paa Gaden, herske i deres Kiøkken, og tyrannisere over deres Huus Folk; De føre ikke Krig med Bevæbnede, 159det er kun Vaaben-løse Folk de angribe, derfor spotte og berøve alle Fremmede vor Nation; Men hos vore Naboer, som vi give Skatt til, ere Mandfolk anderledes, de stride med bevæbnede Fiender, de herske uden Huset, men er Slaver hiemme.» Jeg undrede over den Kones Forstand, som jeg fandt var en bedre Skiæbne værd, og efterat jeg nærmere havde betragtet Menneskenes Levnet, og Gemytter, tilstod jeg, at Konen havde Ret, thi man kand gotgiøre med mange Exempler, at Hercules var ikke den eeneste Helt, som blev cujoneret af sin Kone, men at det er tappre Mænds almindelige Skiæbne, at de med Taalmodighed skal bære Qvinde-Herskab; Derimod de største Cujoner, som bære Hiertet i Buxerne med Indbyggerne i Prostanki, ere de største Helte i et Kiøkken. Dette Folk lever stedse under Naboernes Skyts, som de give Skatt til.
Jeg forlod dette Land, og i en anden Baad seylede til det Land Mikolak; I denne Baad blev min Kiortel staalet fra mig: Efterat jeg længe forgiæves havde trættet med Skipperen, som stod haardt 160paa, at den var ikke staalet, gik jeg til Stædets Øvrighed, og forestillede, at hand i det ringeste burde skaffe mig mit igien, om jeg ikke maatte giøre ham Process for Tyveri og betroede Sager. Hand blev ey alleene fast ved at nægte det, men endog forlangede Straff over mig, fordi jeg beskyldte ham for Uret. I denne tvivlraadige Sag krævede Raadet Vidner, men da jeg ingen kunde skaffe, tilbød jeg ham, at hand maatte frelse sig med Eed. Deraf loe Byfogden, og sagde: Her bindes vi ikke ved Eed, vor Lands Lov er vor GUd; Derfor bør saadan Beviis giøres paa en lovlig Maade ved Revers, Haandskrift, Signet og Vidner, de som mangle disse Ting, tabe ikke alleene deres Sag, men blive tillige straffede; Beviis Sagen med Vidner, saa skal du faae det du har leveret ham. Skiønt jeg saaledes tabte min Sag, formedelst Mangel paa Vidner, holdt jeg dog Landet meere værd at beklage end mig, thi deraf saae jeg, hvor svage Republiqver ere, om de alleene grundes paa menneskelige Love, hvor liden Bestandighed de politiske Bygninger har, uden de bygges paa en Religion. Jeg blev her 161i tre Dage, men i idelig Frygt, thi endskiønt Byens Love ere meget sunde, og det Onde haardelig straffes, er der dog ikke, eller kand være nogen Sikkerhed at vente hos et Folk, som ingen GUd troer, og ingen Religion har, efterdi de undseer sig ikke for nogen Synd, naar den kun kand blive skiult.
Fra det Atheistiske Land reiste jeg over et høyt Bierg til den Bye Bacmat, som ligger paa en jævn Plan neden for Bierget. Indbyggerne i denne Bye ere Eenebær-Træer: Den første, der mødte mig, kastede sig paa mig, og rev mig over ende, da jeg spurdte om Aarsagen, bad hand med de høfligste Ord om Forladelse; Strax derpaa stødte en anden mig i Siden med en Pæl, hand havde i Haanden, saa jeg blev gandske avmægtig: Denne foregav, at det var skeed af Uforsigtighed, og vidtløftig afbad sin Forseelse; Jeg tænkte, at denne Nation var blind eller surøjed, og derfor gik af Veyen for alle dem jeg mødte; Men den Feil kommer af nogles alt for skarpe Syn, hvorved de seer de Ting som ere langt borte, og er skiult for andre, men af bare Grandseenhed kand de ikke see det, som er 162dem nær, og lige for Fødderne. Disse kaldes gemeenlig Makkatti; de fleeste lægge sig gierne efter høye Videnskaber og Astronomie, thi deres alt for skarpe Syn kand de ikke bruge i jordiske Ting, fordi de agter nøye smaa Ting, men ere blinde i de store. Republiqven bruger dem dog til at randsage Bierggruber, thi de som ikke seer det, som er over Jorden, seer det der er i Jorden. Deraf lærte jeg, at der findes nogle, som ere blinde af deres skarpe Syn, hvilke kunde see meere, om de ikke saae saa meget.
Da jeg var kommen over et steilt og vanskeligt Bierg, gik jeg ind i det Land Miitak, hvis Hoved-Stad seer ud, som en Pile-Skov, thi Indbyggerne ere Pile. Der jeg kom paa Raadstuen, saae jeg en frisk ung Karl sidde paa en Nat-Stoel og bad Raadet om Naade; jeg spurte hvad det betydede, hvortil blev svaret, det er en Misdædere, som i Dag skal have den femtende Laxeer-Drik. Over dette Svar blev jeg forstrækket, gik bort og bad min Vært forklare denne mørke Tale; Derpaa begyndte hand saaledes at tale. «Vi veed aldeles intet af Pidsken, Brændemærke, 163Galleyer og slig Straf, hvormed vore Naboer straffe det Onde, thi vi søge ikke saa meget at straffe, som at rette de Onde. Den Misdædere, som du saae sidde paa Stoelen, er en taabelig Scribent; samme kunde Raadet hverken med Love eller Paamindelser tvinge fra hans Skrive-Lyst, nu maa hand udstaae den offentlige Straf eller Cuur, og Byens Dommere, hvilke alle ere Doctores i Medicin, skal blive ved at plage ham, saa længe med Purgationer, indtil hand taber Lyst til at skrive.» Hand havde knapt udtalt, førend jeg blev ført til Stadens Apotek, hvor jeg med stor Forundring saae, at Krukker vare opsatte med disse Ord paa: Pulver for Gierighed; Piller for Løsagtighed; Smørelse for Haardhed; Lenitio eller tempererede Draaber mod Ærgierighed; En Bark mod Vellyst 2c. Jeg kand ikke udsige, hvor svimmel jeg blev i Hovedet af dette Koglerie; Men jeg blev næsten henrykt, da jeg saae nogle Bundter af skrevne Sager med disse Titler: Den Magister Pisagi Prædiken, som virker sex Sedes, naar man læser den om Morgenen, Doctor Jukesi Betragtninger, som befordre Søvn 2c. Jeg ansaae 164dette Folk for meget urimeligt, og at jeg nøyere kunde prøve disse Medicamenters Kraft, aabnede jeg den første Bog. Den var skrevet saa taabelig, at jeg gabede ved første Side, og da jeg læste meere, fik jeg Knib i Maven, og Vinde, men siden jeg var frisk, og behøvede ikke at purgere, skyndte jeg mig derfra. Deraf saae jeg, at alle Ting havde sin Nytte i Verden, og at de allerdaarligste Bøger kand dog tiene til noget. Fremdeles lærte jeg, at endskiønt dette Folk er meget urimeligt, er det dog ikke gandske taabeligt. Min Vært forsikkrede, at hand havde været plaget af skrekkelig Nattevægt, og var cureret alleene af at læse Doctor Jukesi Betragtninger; og at denne Bog er saa kraftig, at den kand komme de allermest aarvaagne Folk til at sove. Da jeg hørte dette og andet, giorde jeg mig underlige Tanker, men at jeg ikke gandske skulde tabe min forrige Forstand, forlod jeg Landet strax, og sandelig, det kom mig ret vel tilpas, at nye forunderlige Ting hos andre Nationer, tillod mig ikke at tænke længere derpaa. Men efterat jeg havde fuldendt min Reyse omkring denne Klode, eftertænkte jeg nøjere de Mutacianers Philosophie, og holdt for, at 165Lægekonsten, som de Mutacianer legge sig efter, bør ikke gandske forkastes; Thi jeg har tit erfaret, at der findes Bøger i vores Europa, som virker Opkastelse, aabet Liv eller Søvn hos Læseren. Men hvad Sindets Sygdomme angaaer, da kand jeg ikke holde med de Mutacianers Regler, endskiønt jeg tilstaaer, at der findes nogle legemlige Svagheder, som vi holde for Sindets, hvilket en Poët i vores Verden fornuftig har sagt: Sexte! Nu har du længe haft samme Sygdom, som jeg. De onde Vædsker pleye at pine os; Fordi Sygdommen staaer mig for Hiertet, siger man, at jeg er fortræden, klynker og bider om mig, men dine Venner begræde og ynkes over dig; naar du er syg, fordi du har ald din Sygdom i Fødderne. De undskylder dig, naar du ikke vil dantse, at du kand ikke, fordi du har Podagra, men naar jeg er til Giæst, og vil ikke siunge, kalder man mig hofmodig, knarvuren og egensindig, da det dog er lettere for dig at dantse end for mig at synge.
Fra det Land seylede jeg igiennem en guul Søe, og kom til det Land Mikrok. Jeg vilde gaae ind i Byen, som havde 166samme Navn, men fandt Porten tillukt, maatte derfor bie indtil den søvnagtige Vagt slog Jernet og Bolterne fra, og lukte op. Der var meget stille i heele Byen, undtagen at de Sovendes Snorken foraarsagede nogen Susen i Ørene, saa at jeg syntes at være kommen til Søvnens rette Boelig, hvorom Poëterne skriver. Her sagde jeg saa sagte ved mig selv: O GUd give, at nogle Borgemestere, Raadmænd og andre skikkelige Borgere i mit Fæderneland vare fødde her, hvilke, eftersom de ere meget fredsommelige, kunde de leve deres Tiid magelig og roelig i denne lyksalige Bye. Af Skilter og Overskrifter paa Husene mærkede jeg dog, at her brugtes Konster, Haandverker og Rettergang. Ved disse Skilt fandt jeg Vey til et Værtshuus, hvor jeg dog ikke kunde komme ind, thi Dørrene vare lukte, Indbyggerne holdt det for Nat, endskiønt Soelen stod midt paa Himmelen. Omsider kom jeg ind, efterat jeg længe havde banket. Man deeler Tiden i tre og tive Timer, i de nitten sover man, og vaager i de øvrigeøvrige] rettet fra: ovrige (trykkfeil) fire. Siden jeg saae, at baade offentlige og Huusgierninger bleve meget forsømte, bad jeg om noget at spise, hvad der i en Hast var for haanden, 167thi jeg frygtede, at det skulde blive Nat, medens de lavede Maden. Men, som alle Ting giøres her paa en kort Maade, og alt ufornødent arbeide efterlades, ere de Mikrokianers liden Dag lang nok til at giøre deres Forretninger. Efter Maaltid, hvilket jeg fik snarere end jeg havde ventet, førte min Vært mig omkring i Byen. Vi gik i Kirken, og hørte en Prædiken, som varede ikke længe, men var des fyndigere: Præsten gik strax til Texten, brugte ingen Omsvøb, ingen Repetitioner, intet Fyldekalk, saa at, dersom jeg ligner denne underjords Prædiken med Mester Peders lange Prædikener, hvilke jeg tit har været kæd af, syntes denne at være engang saa riig. Ligesaa hastig afgiøres Trætter: Procuratorerne siger meget med faa Ord, og strax afhører Vidner. Jeg erindrer, at jeg saae en Freds-Tractat, som nyelig var sluttet med Naboerne, saaledes stilet: Der skal være et bestandigt Venskab imellem de Mikrokianer og Splendikaner. Grændserne imellem begge Riger skal være den Flod Klimac med der Bierg Zabor. Herunder har vi tegnet 2c. 2c. Saaledes giør de det med faa Linier her, hvortil man bruger hele Bøger 168hos os; deraf sees, at man kunde komme til Maalet med mindre Larm og Tiids-spilde, om man lod ald unyttig Omsvøb være, ligesom det var langt kortere at reise, om man altid kunde fare lige frem. Alle Indbyggerne i denne Bye ere Cypres-Træer, og skilles fra andre Træer ved Knuder i Panden. Samme Knuder tage af og til paa visse Tider, og naar Panden hovner, blive de efterhaanden tykkere, thi Vædsken synker fra Knuderne ned i Øynene, og vise at Natten er nær.
En Dags Reis, derfra ligger Makrok eller Vaageland, thi Indbyggerne sover aldrig, men vaager altid. Saasnart jeg kom ind i Byen, mødte mig en ung Karl, som hastede meget, jeg bad ham paa det ydmygste at vilde vise mig et got Logemente, men hand svarede, at hand havde meget at bestille, og løb sin Vey. Alle hastede saa meget, at de syntes ey at gaae; men løbe og flyve igiennem Gaderne, ligesom de frygtede, at de ikke skulde komme tilig nok. Jeg tænkte, at der var Ild løs eller anden uformodentlig Ulykke i Byen, efterdi Borgerne løb saa stærkt: Længe gik jeg vild, indtil jeg omsider efter Skiltets Betegnelse fandt et Værtshuus; Der saae jeg nogle gaae bort, 169nogle gaae op, andre ned, snublende af formegen Hast, saa jeg maatte næsten staae et Qvarteers Tiid i Forstuen, førend jeg blev indlukt. De giorde mig strax mange unyttige Spørsmaale: Een spurde, hvad Lands-Mand jeg var, hvor jeg agtede mig hen, hvor længe jeg vilde blive her i Byen. En anden spurde, om jeg vilde spise for mig selv eller med andre, i hvad for et Kammer i Herbærget, enten i det røde, grønne, hvide eller sorte, enten i nederste eller øverste Etage, og andet meere. Værten, som tillige var Skriver ved en Under-Rett, gik hen at bestyre Maden, og kom strax igien, fortalte mig med stor Vidtløftighed en Proceß, som havde varet ti Aar, og ageredes nu for det fiortende Ting; Jeg haaber, sagde hand, at den inden to Aar faaer Ende, thi der er kun tvende Ting tilbage, længere kand man ikke appellere. Jeg blev bange over denne Tale, og saae deraf, at denne Nation har meget at bestille med intet. Medens Værten var ude, saae jeg mig omkring, og blev vaer et Bibliothek: Det var stort og vidtløftigt i Henseende til Tallet, men lidet i Henseende til Bøgernes Vigtighed. Iblant de Bøger, som propret vare indbundne, fandt jeg følgende:
Da min Vært kom hiem, beskrev hand mig Byens Tilstand, hvoraf jeg sluttede, at de sovende Mikrokianer bestiller meere end de vagende Makrokianer: thi hine tage Kiernen, men disse lege med Skallerne. Indbyggerne ere og Cypres-Træer, og differerer ikke meget fra Mikrokianerne i udvortes Skikkelse, uden ved Knuder i Panden. De haver intet Blod eller Saft, som de andre levende Træer paa denne Klode, men i Steden for Blod har de en tyk Vædske i Aarerne af samme Kraft som Qvægsølv, og nogle meene, at det virkelig er Qvægsølv, thi den giør samme Virkning i Thermometris.
To Dages Reise fra dette Land ligger den Republiqve Siklok, som deeles i to foreenede Societeter, endskiønt de leve under ulige og stridige Love. Den første kaldes 171Miho, stiftet af Mihac, en gammel berømt Lovgivere, men ligesaa streng for de Underjordiske, som Lycurgus. At hand kunde styrke Landet veed at spare Bekostninger, forbød hand strengelig ald Overdaadighed; Derfor kand det Land for sin Afhold og Sparsommelighed kaldes den nye Lacedæmon. Men jeg undrede over, at der fandtes saa mange Betlere i saa vel indrettet en Bye, der pralede af saa herlige Love, thi hvor jeg vendte mine Øyne, saae jeg et Træe, som tiggede, saa ingen Vey er meere kiedsommelig. Ved at betragte Indbyggernes Tilstand nøyere, mærkede jeg, at den Elændighed kom af Indbyggernes Sparsomhed, thi siden ald Overdaadighed er forbudet, og de Rige giør sig intet til gode, lever Pøbelen i Ledighed og Fattigdom, efterdi den kand intet faae at fortiene. Deraf lærte jeg, at Paaholdenhed og Sparsommelighed har samme Virkning i et Land, som Forstoppelse i Menneskets Legeme.
I det andet Societæt, som heeder Liho lever Folk vel, og sparer ingen Bekostning. Alle Konster og Haandværker ere i Brug, derved opmuntres Borgerne til at arbeide, siden de ey alleene ved Arbeide kand faae 172daglig Brød, men endog Rigdom og dersom nogen er fattig, maa hand takke sin Ladhed derfor, thi hand fattes aldrig Leylighed til at fortienne sit Brød; Saaledes oplive de rige Ødere heele Byen, ligesom Blodets Bevægelse styrker Lemmerne og giør dem lette.
Tæt herved ligger Lama, hvor Medicinen florerer. Man legger sig efter Medicinen med saa stor Fliid, at ingen holdes for en habil Doctor, uden hand har studeret paa den høye Skole i Lama: Derfor er Byen saa fuld af Doctores, at det er lettere at finde Doctores end Mennesker. Apoteker tillige med de Værkstæder hvor der giøres anatomiske Instrumenter, udgiør heele Gader. Da jeg engang spatserede i Byen, mødte mig er lidet Træe, som havde tilkiøbs Catalogos paa dem der vare døde i dette Aar: Jeg saae med Forundring, at der i forrige Aar vare fødde I50 Træer, men 600 døde. Jeg kunde sandelig ikke begribe, hvorledes saa mange aarlig kunde døe i Docternes Land, spurde derfor Boghandleren, om der havde været nogen usædvanlig Sygdom eller Pæst forrige Aar i Byen? Hand svarede, for to 173Aar siden døde der endnu fleere; Dette var ellers en sædvanlig Proportion mellem de Døde og Fødde, og Døde pleyede at være tre gange fleere end de Fødde, thi Indbyggerne ere altid syge, og derfor leve kun kort, saa at om Provincerne ikke aarlig sendte Recruter hid, blev Byen snart øde. Jeg skyndte mig at reise, og holdt det ikke for tienligt at blive længere her, thi jeg havde endnu ikke glemt Doctores og anatomiske Instrumenter, siden jeg var saa anfegtet i det philosophiske Land; Derfor forlod jeg Landet, og uden Ophold reiste til en Flekke, som ligger 4000 Skrit derfra, hvor Indbyggerne leve uden Doctores, og tillige uden Sygdomme.
Efter to Dages Reise kom jeg til det Frieland. Alle Indbyggerne i dette Land ere sine egne Herrer, og bestaaer af separate Familier, som ingen Love og ingen Øvrighed have, men ligne dog en Republiqve, og de Ældste raadslaaer om det almindelige Beste, de raade altid til Fred og Enighed, og raabe paa den naturlig Regel: Giør ikke andet mod en anden, end det du vil selv hændes. Friheds Billede stod udgravet paa Portene i alle smaa og store Byer, med denne Overskrift: Den gyldene 174Frihed. I den første By jeg kom, syntes alle Ting rolige nok, men Borgerne havde visse Mærker paa sig, som betegnede de Factioner i hvilke de vare deelte. Der vare Skiltvagter for de store Porte, og alle stode ligesom ferdige at slaaes, thi Stilstanden var ude og Krigen skulde begynde igien om anden Dag. Derfor flyede jeg bort med Frygt, og holdt mig ey for at være frit, førend jeg var kommen det Frie-Land af Syne.
Næst ved dette Land ligger Jochtana, ved hvis Beskrivelse det gysede i mig, thi jeg troede, at alle Ting vare meere forvirrede, usikre og confuse end i det Frie-Land, efterdi dette Land var en Blanding af alle Religioner, og alle de Lærdomme, som fandtes paa adskillige Stæder paa denne Planet, vare her samlede som i en Middel-Punct, og lærtes offentlig. Jeg tænkte paa, hvad Larm ulige Religioner pleye giøre i de fleeste Europæiske Lande, og neppe turde gaae ind i Hovedstaden Jochtansii, thi i hver Gade vare Templer af ulige Secter; Men den Frygt forgik snart, da jeg overalt saae en stor Eenighed uden mindste Klage. I verdslige Ting var det 175som et, alle havde et Sind, en Hvile, et Arbeide, thi som det er under Livs Straf forbudet, at den ene ikke maa hindre den anden i hans Religion, eller vise Bitterhed for de ulige Meeninger, saa var der ulige Meeninger uden Fiendtlighed, Disput uden Klammerie, og ingen Had kunde opkomme, fordi der var ingen Forfølgelse: Der var alleene en bestandig men anstændig Jalousie imellem de ulige Partier, thi enhver Sect søgte med et helligt Levnet at bevise sin Religions Sandhed; Derfor magede den kloge Øvrighed, at ulige Meeninger giorde lige saa liden Larm, som ulige Kramboder paa Torve, eller ulige Verksteder, naar de alleene ved gode Varer og forsvarligt Arbeide, uden List, Vold eller Bagtalelse lokker Kiøbmænd til sig, derved forekommes ald Leylighed til U-eenighed, og man vedligeholder ikkun en anstændig og Landet nyttig Jalousie. Deraf sees, at ald den Larm, som pleyer opkomme andre Stæder, er ikke at tilskrive de ulige Religioner, men alleene Forfølgelse. En lærd Jochtanenser fortalte mig vidtløftig Folkets Sæder, Regieringens Beskaffenhed, og Aarsag til den Rolighed; jeg hørte ham med Fornøyelse, og lagde alting paa Hierte. 176I Begyndelsen giorde jeg ham mange Indvendinger, men maatte tilsidst give ham Ret, da hand med saa herlig Erfarenhed beviiste sin Meening. Jeg kunde ikke ubluelig nægte, det jeg selv saae, som var Sole-klart, men maatte erkiende, at Frihed udi Religionen, var Aarsag til den Rolighed og Enighed; Men jeg begyndte paa en anden Maade at bestride ham sigende, at naar en Lovgiver stifter en Republiqve, bør hand meere see paa deres evige end timelige Lyksalighed, og ikke saa meget agte paa det, der er nyttigt i dette Liv, som paa det, der behager Skaberen. Dertil svarede hand saaledes: Du tager Feyl, min Ven, om du tænker, at GUd, som er Sandheds Kilde, kand fornøyes med en sminket og hykelsk Tieneste. Hos andre Nationer, hvor Loven byder alle til at troe et og det samme, gives Anledning til Vanvittighed eller Hyklerie, efterdi ingen vil eller tør sige sin Meening, men de fleeste siger et og meener et andet. Derfor ere Theologi saa koldsindige, og giør sig ikke umage for at opdage Sandhed, derfor legger mange sig efter verdslig Viisdom, og studere andre Ting, som de kand giøre med mindre Fare, og ikke saa meget indskrænke 177deres Frihed; Man pleyer gemeenlig at fordømme alle dem, som vige fra en herskende Meening, men GUd laster Hyklere og Øyenskalke, som bekiende sig til det de ikke meene. Da jeg havde hørt dette, taugde jeg, og turde ikke meere give mig i Disput med saa spidsfindigt et Folk.
Jeg havde næsten i to Maaneder været paa denne Reise, da jeg omsider kom ind i det Fyrstendom Tumbac, som grændser paa det Fyrstendom Potu, hvilket jeg ansaae for mit Fæderneland, efterat jeg nu næsten havde endt min besværlige Reise. Indbyggerne i dette Land ere mestendeel vilde Olie-Træer, et andægtigt og bittert Folk. I det første Herberge jeg kom, maatte jeg faste hen ved to Timer, og bie efter Frokost, som jeg ofte forgieves begierede. Aarsagen til denne Forhalning var Værtens utidige Andagt, som ikke vilde arbeide, førend hand havde giort sin Morgen-Bøn: Langt om længe, der hand havde forrettet sin sædvanlige Ceremonie, kom hand ind, mumlede og rakte mig et Brød og en stinkende Kaal, men den Frokost maatte jeg betale, og kand forsikre, at det var den andægtigste men tillige ubarmhiertigste Vært, 178jeg nogen Tiid har haft. Jeg sagde ved mig selv, det var bedre, at hand bad mindre, og viiste meere Kiærlighed; Dog tvang jeg mig, thi jeg vidste, at det er farligt at opirre slige Helgene. Alle Borgere i Byen giorde Handværk af at laste andre, alle gaaer paa Gaderne med skæve Hoveder og hængende Greene, prædiker altid imod Verdens Forfængelighed, og fordømmer ald uskyldig Fornøyelse; Thi de laster med stor Bitterhed alle Ting lige til Gebærder og Latter, og veed at sværte andre, søge de at passere for Helgene: Og efterdi jeg var træt af det meget Arbeide, som jeg havde udstaaet, og vilde opmuntre mig med uskyldig Fornøyelse, blev jeg allevegne lastet derfor, saa at jeg ansaae hvert Huus for en Skriftestoel, hvor jeg skulde bekiende alle mine Synder. Nogle, da de hverken med Formaning eller Straf kunde bevege mig, flyede for mig, som for en Pest eller smitsom Syge, jeg gider ikke talt meere om dette Folkes Bitterhed, men alleene vil fortælle et Exempel, som tydelig giver Portrait paa de Tumbaker, hvor af man kand giette sig Resten til. Et vild Olie-Træ, som var fordum min Ven i Potu, saae mig af en Hændelse gaae forbi et Værts-Huus, bad mig komme ind, og da hand 179hørte, at jeg levede noget godt, begyndte hand med Bitterhed at laste min Levemaade, saa Haaret stod paa mit Hoved, og mine Lemmer begyndte at bæve. Men imedens hand fordømte mig, drak vi er Glas efter et andet, indtil vi begge faldt fulde ned paa Jorden, laae paa Ryggen, og bleve baarne halvdøde hiem. Da jeg havde sovet Rusen ud, og kom til mig selv, overveyede jeg denne Religions Beskaffenhed, og let kunde mærke, at dette Folkes Nidkiærhed kommer meere af onde Vædsker og Galden, end af en ret Gudelig Bevægelse. Dog aabnede jeg ikke mine Tanker for nogen, men taugde, og gik strax bort.
Efter to Maaneders Forløb kom jeg omsider hiem meget udmattet, thi mine Haser vare saa ømme af den megen Gang, at jeg knap kunde gaae: Jeg kom ind i den Bye Potu paa den tiende Dag i Eegemaaneden, leverede strax allerunderdanigst min Journal til Fyrsten, hvilken Fyrsten lod trykke. Man maa vide, at Bogtrykker-Konsten, som Europæerne og Chineserne rose sig af at have opfundet, har endnu længere været bekant her. De Potuaner fandt saa stor Smag i min Reise-Beskrivelse, at de kunde 180ikke blive kied af at læse den. Der løb smaa Træer paa Gader og Stræder med denne Journal, og raabte: Hoff-Løberens Scabbæ Reise-Beskrivelse om den heele Verden. Af denne Lykke blev jeg modig, begyndte at tragte efter højere Ting, og ventede mig en større Bestilling, men da det Haab slog mig feyl, gav jeg en mye Suppliqve ind til Fyrsten hvori jeg rosede mit Arbeide, og begierede en Belønning efter Fortieneste. Fyrsten, som var from og naadig, lod sig bevege af min Bøn, og naadigst lovede, at vilde sørge for mig, hand holdt sit Løfte, men den store Naade bestod i at legge noget til min Løn. Jeg havde ventet en anden Belønning for mit Arbeide, derfor kunde jeg ikke give mig tilfreds; Men efterdi jeg turde ikke umage Fyrsten med fleere Suppliqver, aabnede jeg min Sorg for Gros-Canceler: Denne fornuftige Mand tog mod min Klage med sin sædvanlige Mildhed, lovede at giøre sit beste, men raadede mig derhos at staae fra saa urimelig en Begiering, «Naturen, sagde hand, har været dig umild, du fattes de Sinds Gaver, med hvilke du skulde bane dig Vey til vigtige Bestillinger, tragt ikke efter det, som du ey kand naae, efterab ikke andres Natur, 181at du ey skal miste din egen. End videre, dersom du fik det, som du daarlig begierer, bliver Fyrsten lastet, og Lovenne overtrædes, derfor maa du være fornøyet med din Skiæbne, og slaae det Haab af dit Sind, som Naturen strider imod.» Hand tilstod vel min Fortieneste, og roeste det Arbeide, jeg nyelig havde udstaaet paa min Reise, men sagde, at det var ikke saadan Fortieneste, hvorved man banede sig Vey til Bestillinger; Thi skulde man for enhver Umage og Fortieneste have store Bestillinger, skulde enhver Haandværksmand, Skildrer eller Billethugger kræve Raadsherrers Værdighed for sin Konst at hugge et Billede, eller male et Skilderie. Fortienester bør belønnes, men Belønningerne skal være efter deres Stand som faaer dem, at Republiqven ikke skal have Spot eller Skade deraf. Ved disse Paamindelser blev jeg bevæget og taug i lang Tiid stille; Men da det syntes mig haart og bittert at døe i saa ringe en Bestilling, greb jeg igien til det desperate Raad, som jeg før lod fare, og tænkte paa at giøre en Reformation i Staten, at jeg med en nye Invention baade kunde tiene Landet og søge mit eget Gavn.
182Lidt for min Reise havde jeg nøye betragtet dette Fyrstendoms Tilstand, for at see, om jeg ikke kunde udfinde dets meest skadelige Feyl, og derhos Raad imod dem. Af Tilstanden i det Land Cokleku lærte jeg, at Republiqven vakler, naar Qvinder kommer til Bestillinger, thi da de af Naturen ere ærgierige, vil de strække deres Myndighed og Magt for høyt, og give sig ey tilfreds, førend de faae en fuldkommen og u-indskrænket Magt. Derover besluttede jeg at foreslaae en Lov om at udelukke Fruentimmer fra offentlige Embeder i Haab, at mange skulde holde med mig, naar jeg forklarede Sagen, og viiste, hvilke Uleyligheder deraf kom, og i hvor stor Fare Mandfolk kand komme, om de ikke i Tide svække Fruentimmerets Herskab, kunde jeg let vise, og om nogle paastod, at denne Skik burde ikke gandske afskaffes, siden det syntes alt for vanskeligt, maatte man dog i det ringeste indskrænke Qvindernes Regiering noget. Ved denne Forordning havde jeg trende Hensigter, (I.) at raade Boed paa den Stats-Feyl, som Landet havde; (2.) med dette fornuftige Forslag at give en Prøve paa min Skiønsomhed og Næmme, og giøre min Tilstand bedre; (3.) at jeg kunde hævne den 183Uret og Spot som Qvinderne i Cokleku saa ofte giorde mig; Thi jeg bekiender reent ud, at min egen Interesse og Hevngierighed var fornemste Aarsag til dette Project, men dermed lod jeg mig ikke mærke, at jeg ikke skulde synes under et Skin af Landets Nytte at søge min egen Fordeel, og saaledes følge andre Projectmageres Fodspor, hvis Projecter synes at sigte til Landets Nytte, endskiønt man efter nøyere Prøve kand see, at egen Interesse er det eneste Hiul, som driver Værket.
Jeg giorde det Anslag med stor Konst, gav gyldige Raisons, og leverede det underdannigst til Fyrsten. Hand, som altid havde haft særdeles Naade for mig, forundrede sig over saa forvovet og daarligt et Foretagende, det hand spaaede at blive min Ulykke, og derfor søgte baade med onde og gode Ord at bevege mig fra mit Forsæt; Men som jeg stolede paa, at mit Forslag var nyttigt, og at alle Mandfolk skulde holde med mig, fordi det var deres egen Interesse, blev jeg uforandret. Jeg blev altsaa efter Loven ført til Raadhuset med en Strikke om Halsen, for at vente paa Raadets Dom. Saasnart Raadet var samlet og havde voteret, sendtes 184Dommen til Fyrstens Confirmation, og da den kom ned fra ham, raabte Herolden den ud med disse Ord: «Efter grundig Undersøgning dømme vi, at den Lov, som D. Skabba, Ober-Hoff-Løbere, har foreslaaet om at udelukke Fruentimmeret fra offentlige Bestillinger, kand ikke udgives uden heele Landets Skade, thi den halve Deel af Nationen som bestaaer af Fruentimmer, vil ikke tage denne Forandring vel op, men blive forbittret paa Regieringen. Fremdeles holder vi det for ubilligt, gandske at udelukke Træer, som har herlige Egenskaber, fra de Bestillinger, de fortiener, heldst da man veed, at Naturen, som giør intet forgieves, har ikke uden Raison givet dem saa ypperlige Gaver. Vi troe at Landets Nytte udkræver meere at see paa Beqvemhed, end Navne, naar mand uddeeler Embeder. Og da Landet tit fattes hurtige Folk, er det daarligt, ved en Forordning eller Raads-Slutning at declarere den halve Deel af Indbyggerne udygtige og uværdige til Bestillinger, bare for Fødselens skyld; Derfor dømme vi efter grundig Betænkning, at før omtalte Scabba for saa daarlig og forvoven et Anslag skal straffes efter Sædvane.»
185Fyrsten ynkedes over min slette Skiebne, men da hand aldrig pleyede forandre Raadets Dom, satte hand Haand og Segl derunder, og lod den publicere, dog lagde hand denne Formildelse dertil, at efterdi jeg var fremmed og kommen fra en ny og ubekiendt Verden, hvor et flyvende Hoved holdes for en Dyd, kunde jeg i den Henseende befries fra Livsstraff; Men at Loven skulde ikke brydes ved at skaane mig, skulde jeg sidde i Fængsel til Begyndelsen af Birke-Maaneden, og da tillige med andre Lovens Overtrædere forvises til Firmamentet.
Efterat Dommen var udraabt, blev jeg kastet i Fængsel. Nogle af mine Venner raadede mig, at jeg skulde protestere imod denne Dom, fordi der havde siddet saa mange Koner og Jomfruer iblant Dommerne, og dømt i deres egen Sag, men andre holdt det for meere sikkert, at jeg tilstod min Fejl, og undskyldte Gierningen med min medfødde Taabelighed; Men saadant Raad afslog jeg altid for de overjords Folkes skyld, som derved vilde skee stor Tort.
Strax derefter hørte jeg, at Fyrsten havde besluttet at eftergive mig ald Straff, 186naar jeg ikkun bad om Naade og Pardon for min Forseelse, endskiønt Rahagna, Skattmesterinden, satte sig med Hænder Fødder imod min Befrielse, men skal jeg sige Sandhed, saa var jeg vel tilfreds med den Dom, thi det Æmbede jeg havde, var mig meere bittert end Døden, og jeg var kæd af længere at omgaaes med disse Træer, som vare opblæste af deres alt for store Viisdom. Jeg haabede og bedre Lykke i Firmamentet, hvor jeg hørte, at alle Fremmede uden Forskiel bleve imodtagne.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den utopiske underholdningsromanen om Niels Klim er Ludvig Holbergs eneste roman. Originalversjonen fra 1741 ble skrevet på latin, og utkom i Leipzig. Utgaven i Bokselskap er basert på den første danske versjonen, oversatt av nordmannen Hans Hagerup i 1742.
Niels Klim faller ned i en hule og ender på planeten Nazar. Der får han besøke mange ulike samfunn i jordas indre. Holberg tar opp mange av datidens samfunnsproblemer.
For utfyllende lesing om verket og tilgang til utgaver av den latinske originalen fra 1741 og en mer moderne oversettelse, se Ludvig Holbergs skrifter.
Ludvig Holberg er en hovedfigur i dansk-norsk litteratur på 1700-tallet og en av opplysningstidens og klassisismens fremste representanter. Hans forfatterskap er svært omfattende og inneholder verk fra nesten alle sjangere.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
