Cap. VI. Om Folkets Religion i Potu

De Potuaners Lærdom om GUD bestaaer af faa Capitler, og indeholder en kort Troes-Bekiendelse, som er kun lidet større end vores Symbolum Apostolicum. Under Straf at relegeres til Firmamentet 69er det her forbuden at giøre Forklaringer over Bibelen; Og om nogen tør vove at disputere om GUds Væsen og Egenskaber, om Aandernes og Siælenes Beskaffenhed, da dømmes hand til at aarelades, og sidde i Byens Hospital; Thi de siger, at det er taabeligt, at vilde beskrive det, som vor Fornuft er lige saa blind udi, som Nat-Uglen imod Solen. De kommer alle overeens i at dyrke et høyt Væsen, hvis Almagt har skabt og hvis Forsyn opholder alle Ting. Naar man undtager denne Gudstieneste; besværer man ingen for hans ullige Meening i Maaden at dyrke GUd paa. Men de som aabenbare stormer imod den regierende Religion, bliver straffede, som den almindelige Roeligheds Forstyrrere. Jeg havde altsaa fri Religions-Øvelse, og ingen giorde mig Uroe derfor.

De Potuaner beder kun sielden, men heftig, saa at de synes ligesom henrykte, naar de giør deres Bøn, hvorudover, da jeg fortalte, at vi bad og sang gudelige Psalmer ved vore Huusgierninger og Haandværker, lastede Potuanerne os, sigende: En jordisk Fyrste vilde tage det ilde op, om nogen supplicerede til ham, og tillige 70i hans Nærværelse børstede sine Klæder, eller kryllede sit Haar. Bedre Smag havde de heller ikke i vore Psalmer, thi de meente, at det var latterligt at udføre sin Bedrøvelse og Anger paa Noder, heldst da GUds Vrede bøyes ved Graad og Suk, men ikke ved Noder, Piber og Basuner. Dette og andet meere hørte jeg med Fortrydelse, heldst efterdi min salig Fader, som var Cantor i en Kirke, havde giort Melodier til adskillige Psalmer, som endnu bruges og jeg havde selv i Sinde at søge et vacant Cantor-Æmbede, men maatte tvinge min Vrede, thi de underjordiske Folk staaer saa fast paa deres Meeninger, og forklare alle Ting med saadan Fynd, at det er vanskeligt at igiendrive endogsaa deres groveste Vildfarelser. Der ere og andre Meeninger i Religionen, som de forsvarer med lige Konst og Skin af Sandhed. Saaledes da jeg tit sagde til nogle af dem, som jeg omgikkes fortroelig med, at de kunde ikke vente Salighed efter dette Liv, fordi de vandrede i Mørket, svarede de, at den som haardelig fordømte andre, stod selv meest i Fare for at blive fordømt, thi det kommer gierne af Hofmod, at man fordømmer andre, hvilken GUd hader hos Creaturene, 71og for alle Ting formaner til Ydmyghed. At fordømme andres Meeninger, og med Magt tvinge nogen til sin egen Meening, er det samme som at holde sig selv alleene for klog, ligesom galne Folk, der meene, at de alleene har Forstand. Fremdeles da jeg eengang skulde bevise en Meening, og beraabte mig paa min Samvittigheds Vidnesbyrd imod min Contra-Part, roeste hand det, bad mig fremdeles følge min Samvittigheds Vidnesbyrd, og lovede selv altid at vilde giøre det samme; Thi om enhver saaledes i stridige Meeninger vilde rette sig efter sin Samvittighed, kunde ald U-eenighed og Anledning til Trætte forekommes. Iblant andre Vildfarelser, som Indbyggerne i dette Fyrstendom forsvarede, vare efterfølgende: De tilstod vel, at GUd belønnede det Gode, og straffede det Onde, men dømte, at den Retfærdighed i at straffe og belønne, blev ikke øvet, førend i det andet Liv. Jeg anførte mange Exempler af dem, som for deres Misgierninger og Ondskab vare straffede i dette Liv; Men derimod opregnede de lige saa mange Exempler af de ugudeligste Træer, som havde været onde, og derhos meget lykkelige til deres Død. De sagde, 72saa tit som vi disputere med nogen, da tage vi alleene de Exempler af daglig Erfarenhed, som kand tienne til at bestyrke vore Meeninger, og lade de fare, som stride mod de samme. Jeg anførte mit eget Exempel, og viiste, at mange, som havde giort mig Vold og Uret, havde faaet en bedrøvelig Ende. De svarede, at det kom af egen Kiærlighed, fordi jeg tænkte, at jeg var større og herligere i GUds Øyne end andre, som havde uskyldig liidt stor Uret, og dog seet deres Forfølgere i en bestandig Lykke lige til Døden. Videre, da jeg sagde, at man skulde bede hver Dag, svarede de, at de ikke nægtede Bønnens Fornødenhed, men troede gandske vist at GUds Frygt og sand Dyrkelse bestod meest i at efterleve GUds Lov, og at de kunde bevise dette, tog de saadan Lignelse af en Fyrste eller Lovgivere: En Fyrste har to slags Undersaattere, nogle synde daglig, og enten af Skrøbelighed eller forsætlig Ondskab overtræder hans Befalninger; men de samme kommer altid til Hove med SuppliqverSuppliqver] rettet fra: Snppliqver (trykkfeil) og Afbigter, og afbeder de Synder, som de strax vil begaae paa nye. Andre derimod kommer sielden til Hove, og ikke uden de ere kaldne, men de blive altid hiemme, med 73Troskab og Flittighed efterlever Fyrstens Befalninger, og ved at holde Loven bestandig, viser tilbørlig Lydighed imod Fyrsten, hvo vil da tvile, at hand jo holder det eene slags værd at elske, og derimod anseer det andet slags som onde, unyttige og kiedsommelige Undersaattere, baade for deres mange Overtrædelser og idelige Afbigter? Disse og andre Disputer havde jeg altid, skiønt uden Frugt, thi jeg kunde ingen overtale til min Meening, derfor vil forbigaae de andre Religions-Disputer, og alleene fortælle deres almindeligste og mærkværdigste Lærdomme, overladende til Læserens Skiønsomhed, enten man bør rose eller laste dem.

De Potuaner troer paa een almægtig GUd, som har skabt og opholder alle Ting, og at hand er ikkun een GUd og almægtig, det beviser de af de skabte Tings Storhed og Harmonie; Og efterdi de ere vel erfarne i Astronomie og Physica, har de saa høye Tanker om GUds Væsen og Egenskaber, at de holde det for Daarlighed, at vilde beskrive de Ting, som gaaer over vor Forstand. Der ere kun fem hellige Dage om Aaret, af hvilke den første holdes med stor 74Andagt paa mørke Steder, hvor Solens Straaler ikke kand komme, for at vise, at den GUd, som de tilbeder, er ubegribelig. Naar de forrette deres Andagt paa samme Steder, da ere de ligesom henrykte og ubevegelig fra Morgen indtil Aften. Denne Fest kaldes den ubegribelige GUds Dag. og falder ind paa den første Dag i EegeMaaneden. De andre fire Fester holdes paa de fire Aarets Tider, og ere indrettede til at takke GUd for sine Velgierninger. Der ere faa i det heele Fyrstendom borte fra disse Fester, og de som ere borte uden tilstrækkelig Aarsag, holdes for onde Undersaattere, og leve i en bestandig Foragt. De offentlige Bønner ere saaledes stilede, at de ikke sigte til dem, som bede, men til Fyrstens og Landets Beste; derfor beder ingen for sig selv i andres Paahør. Øjemærket af denne Indretning er, at de Potuaner skal troe, at hver Undersaatts Velfært er saa nøye forbunden med Landets Beste, at de ikke kand adskilles. Ingen tvinges med Magt eller Penge-Straf til at frygte GUd; thi da de meene, at Gudsfrygt meest bestaaer i Kiærlighed, og Erfarenhed lærer, at Kiærlighed meere tiølnes end opvækkes ved Tvang, saa troer de, 75det er baade unyttigt og skadeligt at pidske dem til at frygte GUd, som ere lunkne. Dette oplyse de med saadan et Exempel: Om en Mand vil have Gienkiærlighed af sin Kone, og med Kiep- eller Næveslag vil fordrive hendes Lunkenhed eller Koldsindighed, da er det saa langt fra, at hand ved disse Midler kand opvække hendes Kiærlighed, at hand snarere giør hende meere koldsindig, ja tilsidst opvækker en Had og Væmmelse til sig.

Disse ere de fornemste Religions-Articler hos de Potuanner, som vel nogle kunde holde for en blot naturlig Religion, det den og i Begyndelsen forekom mig; Men de Potuaner paastaaer, at alle Ting ere dem aabenbarede af Gud, som for nogle hundrede Aar siden har givet dem en Bog, der indeholder, hvad de bør troe og giøre. De sige, at Forfæderne lode sig fordum nøye med den naturlige Religion, men Erfarenhed lærte, at Naturens Lys var ikke nok, thi de naturlige Bud bleve ved nogles Ladhed og U-agtsomhed gandske forglemte, og alle Ting bleve fordærvede ved nogles alt for dybe Philosophie, efterdi der var intet, som kunde tvinge og indskrænke deres Frihed i at tænke, derfor gav GUd dem en 76skreven Lov. Deraf saae man, hvor meget de fare vild, som ubluelig nægte Revelations Fornødenhed. Jeg bekiender reent ud, at endskiønt adskillige Lærdomme i de Potuaners Theologie ikke ere at rose, saa syntes de dog heller ikke gandske at burde foragtes, nogle er der vel, som jeg dog ikke kand holde med; Men det syntes mig værd baade at rose og forundres over, naar man i Krigs-Tider vandt nogen Bataille, da i Steden for at vi fryde os, og siunge Te Deum, holdt de sig taus i nogle Dage, ligesom de skammede sig ved en blodig Sejer. Af den Aarsag tales der sielden om Krigs-Sager i de underjordiske Historier, men deres Krøniker beskriver alleene Stats-Sager, Indstiftninger, Love og Fundationer.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.