Cap. VII. Om Politien i Potu

I det Fyrstendom Potu er Arve-Rettigheden og det i lige Linie i hele tusende Aar, og endnu, nøye agtet. Historierne vise dog, at de Potuaner eengang vigede fra den Orden; thi da den sunde Fornuft synes at udkræve, at Regentere bør overgaae 77Undersaatterne i Forstand og Sindets Gaver, holdt nogle det nødvendigt, at man meere skulde see efter Egenskaber end Fødsel, og derfor udvælge den, som man troede at være den beste iblant Landets Børn. Af denne Aarsag afskaffede de den forrige Arve-Ret, og efter alles Samtykke giorde en Philosophum, ved Navn Rabaku, til Fyrste. Samme forestod Regieringen i Begyndelsen med saadan Forstand og Fromhed, at hans Regiering syntes at være et Mønster, hvorefter alle Regieringer skulde føres; Men det varede kun kort, saa at de Potuaner omsider mærkede, at det var falskt, som pleyer siges, nemlig: Lyksalig er det Land, hvor Philosophi sidder ved Roret; thi da den nye Fyrste fra ringe af var kommen til saa høy en Stand, kunde hans blotte Dyder og Regiere-Konst ikke forskaffe ham den Anseelse og Myndighed, som just er Styrken og Hiertet i en Regiering. De som nyelig tilforne havde været hans Lige eller Overmænd, kunde ikke finde sig i at adlyde deres Ligemand eller Undermand, og vise den Lydighed mod den nye Fyrste, som Undersaattere ere deres Øvrighed skyldig; derfor, saa ofte noget Vanskeligt blev dem befalet, knurrede de 78allevegne, og gave ikke Agt paa hvordan Fyrsten nu var, men hvordan hand havde været, førend hand avancerede. Hand maatte derfor giøre alting med tiggendes Bøn, men vandt kun lidt derved, thi de kierte sig intet efter hans Forordninger og Love, og slog Rynker i Panden ved hver Anordning. Da saae Rabaku, at man maatte bruge andre Midler til at holde Undersaatterne i Lydighed, og derfor faldt fra Mildhed og Venlighed til Haardhed, men ved denne Forandring udbrød de Gnister, som hidindtil havde ligget under Asken, til en aabenbare Ild, og Undersaatterne begyndte offentlig at giøre Opstand imod Fyrsten, naar et Oprør var stillet, begyndte et andet igien. Endelig, da hand mærkede, at Republiqven kunde ikke bestaae uden under en Regent, som var af Forstand, og hvis Herkomst pleyer indtrykke Folk en Ærbødighed, satte hand sig selv af, og overgav Regieringen til Fyrsten, som var fød dertil. Saaledes forligte man sig igien med det gamle Arve-Huus, og den Storm, som længe havde plaget Republiqven, lagde sig. Siden blev det under Livs-Straff forbuden, at giøre nogen Forandring i Arve-Retten.

79Dette Fyrstendom er altsaa arveligt, og det er rimelligt, at den gamle Successions-Orden vil altid blive uforandret, saa at de aldrig uden største Nød gaaer den Første-fødde forbi. Der tales vel i de Potuanske Historier om en Philosopho, som vilde svække denne Konge-Lov, og opfandt en Middelvey; Hand raadede vel, at man skulde ikke gaae fra den Fyrstelige Slægt, men giøre et Vall iblant den afdøde Fyrstes Sønner, og give den Kronen, som var dydigst, og hvilken Undersaatterne kunde holde for dygtigst til saadan Byrde. Saasnart hand havde giort Forslag til denne Lov, underkastede hand sig Prøven efter Sædvane, fik en Strikke om Halsen, saa længe der voteredes om Nytten af dette Forslag. Da de havde holdt Raad, og efterregnet Vota, blev dette Forslag forkastet som forvovet og skadeligt for Landet; thi de troede, at det vilde blive Anledning til megen Larm og U-eenighed imellem de Fyrstelige Børn, derfor var det bedre, at blive veed det gamle, og meere sikkert, at den førstefødde Prints skulde have Arve-Ret, om end hans yngere Brødre havde større Sinds-Gaver. Da dette saaledes var underkiendt, blev Projectmageren qvalt; thi 80Projectmagere ere de eeneste i dette Fyrstendom, som straffes paa Livet. Potuanerne troer, at eenhver Forandring og Reformation, endskiønt den er vel indrettet, kand give Anledning til Bevegelse og Uroe, og giøre den heele Republiqve vaklende, men om den er ilde grundet, da kand den styrte Republiqven gandske i Fordærvelse og Ruin.

Endskiønt Fyrsterne i Potu har en u-indskrænket Magt, saa regierer de dog meere som Fædre end som Konger; thi eftersom de øve Retfærdighed efter Fornuften og ikke efter Loven, saa blande de altid Tvang og Frihed med hinanden, som ellers sielden skeer andre Stæder.

Den nyttigste Lov i dette Fyrstendom er den, at Fyrsterne stræbe at holde en Liighed imellem Undersaatterne saavidt Landets Beskaffenhed kand tillade; derfor er her ingen Forskiel paa Værdigheder, uden at Undermænd maa lyde deres Overmænd, og de Unge agte og ære de Gamle. Vel vise de underjordiske Krøniker, at adskillige Titler for nogle hundrede Aar sidensiden] rettet fra: sid n (trykkfeil) har været i Brug, og Rangs-Forordninger udgivet; men man saae tillige, at det gav 81Anledning til store Bevegelser, thi det kom den ældste Broder haardt og bittert for at gaae neden for den yngste, og det var utaaleligt for Forældre at agtes ringere end deres Børn, saa at et Træ maatte skye det andets Nærværelse, og omsider blev alle Omgiængelser og Selskaber ophævede. Men disse Uleyligheder vare ikke de eeneste; Ved saadan Rang skeede det omsider, at de ypperligste og værdigste Træer, som Natureen havde prydet med største Egenskaber og fleeste Greene, maatte sidde paa de nederste Steder i Giæstebuder og Selskaber; thi alle de Træer, som havde nogen indvortes Herlighed, og som vare anseelige nok af Dyd og Forstand, kunde ikke overtale sig til at søge Rang for at sidde øverst; de slette Træer derimod, at de nogenledes kunde skiule deres medfødde Nøgenhed og slette Egenskaber med anseelige Titler, plagede Fyrsten uden Ophold saalænge med Suppliqver, indtil hand benaadede dem dermed. Af den Aarsag holdtes Titler omsider for Kiende-Tegn paa slette Træer, fremmede Folk maatte lee og forundre sig i Samlinger og Giæstebuder, naar de saae, at Torne sad oven for Palme-Træer Ceder-Træer og Eege-Træer, som havde ti 82eller tolv Greene, thi saa længe dette varede, havde næsten alle Torne Caracteer. Fruentimmer fik Titler af Oeconomie-Raad og Hof-Raad, og det foraarsagede større Larm iblant Fruentimmer end Mandfolk. Nogle Træer gik saavidt med deres daarlige Ambition, at endskiønt de havde kun to eller tre Greene af Naturen, søgte de dog om Titler af ti eller tolv Greene, og Torne vilde kaldes Palme-Træer, hvilket var lige saa latterligt, som om et hesligt eller vanskabt Menneske vilde kaldes velbaaren, eller een af ringe Stand vilde kaldes ædelbaaren. Da nu dette Onde tog gandske Overhaand, og det hele Land var forvirred, efterdi alle søgte efter blotte Skygger og Navne, vovede en Borgere i Keba sig til at giøre et Forslag om at afskaffe denne Skik. Samme Mand blev efter Sædvane slæbet hen paa Torvet med en Strikke om Halsen, men da Raadet var holdt, og der var voteret, blev hans Raad dømt nyttigt for Landet, eftersom ingen satte sig der imod, hand fik derfor en Krands paa Hovedet, og med heele Folkets Lykønskning ført i Triumph omkring Byen; Og da man siden mærkede, hvor nyttigt det var, at denne Skik afskaffedes, blev hand Kadoki eller Store-Canceler.

83Fra den Tiid af blev denne Lov, om at holde Liighed imellem Borgerne, nøye i agt taget, dog var ald Jalousie ikke ude ved det, at denne Lov blev afskaffet, men den eene stræbte at overgaae den anden alleene ved Dyd og Fortieneste. Man seer af den underjordiske Historie, at der har siden den Tiid kun været een Projectmager, som to gange hemmelig søgte at indføre den Lov om visse Classer i Rangen, men hand blev første gang dømt til at aarelades, og da hand anklagedes for at have samme Forsæt igien, blev hand forviist til Firmamentet. Der er altsaa nu i dette Fyrstendom ingen Classer af Rang og Titler, undtagen at den høye Øvrighed har med en liden Forskiel kaldet nogle Professioner fornemmere end andre, hvorved dog ingen gives Frihed til at tage sig det øverste Sæde i Samlinger. Denne Forskiel sees af Fyrstens Forordninger og Breve, som pleye sluttes med disse Ord: Vi byde og paalægge vore Bønder, Fabriqveurer, Kiøbmænd, Haandværks-Folk, Philosophi, Konstnere, Hof-Betientere 2c. Jeg fik vide, at der i Fyrstens Archiv ligger en Opskrift paa Værdigheder af dette Indhold:

84Classer i Rangen:

• I. De som i vanskelige Tider har hiulpet Landet med deres Penge.
• 2. Ministre, som tiener uden Gage.
• 3. Bønder med otte Greene og derover.
• 4. Bønder med syv Greene og derunder.
• 5. De som have indrettet Manufacturer.
• 6. Haandværks-Folk af fornødne Haandværker.
• 7. Philosophi og creerede Doctores af Fruentimmer og Mandfolk.
• 8. Konstnere.
• 9. Kiøbmænd.
• 10. Hof-Betienter, som nyder 500 Rupater i Gage om Aaret.
• 11. Hof-Betientere, som faaer 1000 Rupater.

Denne Opskrift syntes mig meget latterlig, og ingen i vor Verden skulde approbere den. Jeg mærkede nok, hvad der var Aarsag til denne forkeerte Orden, hvad Grund den havde, og hvormed de underjordiske Folk forsvarede den; Men jeg tilstaaer, at det endnu er en skiult Sandhed, som jeg ikke kand begribe.

Iblant andre mærkværdige Ting observerede 85jeg følgende, jo meere got en nyder af Landet, jo ærbarere og ydmyggere er hand; saaledes saae jeg ofte, at Bospolak, den riigeste Mand i Potu, var saa høflig imod de Borgere, som mødte ham, at hand bøyede alle sine Greene, og bukkede sit Hoved for hvert gemeent Træ, for at viise sin Taknemmelighed. Da jeg spurdte om Aarsagen, blev mig svaret, at det var hans Skyldighed, thi ingen havde nydt meere Got af Landet end hand, dog tvinges ingen til saadan Høflighed, men da Potuanerne smukt og med Skiønsomhed betænke alle Ting, øve de denne Dyd af fri Villie, meenende, at de efter Taknemmeligheds Lov ere skyldige dertil. Anderledes er det hos os, hvor de som nyde meest Ære og Penge, meest foragte de Fattige. De anseeligste Borgere, som alle befales at agte og ære, ere de som have mange Børn. Samme underjordiske Helte og deres Navne er helligt hos Efterkommerne, de faaer alleene det Tilnavn Stor. Langt anderledes end hos os, hvor de kaldes Store, som have ødelagt det menneskelige Kiøn. Deraf kand man slutte, hvad de underjordiske Folk dømmer om Alexander Magnus og Julius Cæsar, som begge 86døde uden Børn, men havde dræbt nogle Millioner Mennesker. Jeg erindrer, at jeg saae en Bondes Epitaphium i Keba, hvorpaa stod skrevet: Her ligger den store Jochtan, Fader til tredive Børn, en Helt i sin Tiid. Dog maa derhos mærkes, at man ikke faaer saadan Ære alleene ved at avle Børn, uden man tillige opdrager dem skikkelig.

Det gaaer meget langsom med at give Love og Forordninger, thi Love gives her næsten paa de gamle Romeres Maade. Forslaget til en ny Lov bliver opslaget paa Raadstuerne i alle Kiøbstæder, og da har enhver Borgere Frihed at prøve den, og give sine Betænkninger ind til de Vises Collegium, som til den Ende er stiftet i Potu, der bliver alt det alvorlig betænkt, som indgives for eller imod Loven, til at afskaffe, samtykke, rette, formilde eller skiærpe den; Og naar de Lovkyndige have efterseet alle Ting, sendes omsider den Forordning, som skal gaae ud, ind til Fyrstens Approbation og Underskrivelse. Denne Forhaling kand vel synes latterlig for nogle, men Nytten af deres Forsigtighed er, at Lovene blive altid faste, og jeg har hørt, at 87ingen Lov næsten hen ved fire hundrede Aar er i mindste Maade forandret i dette Fyrstendom.

Fyrsten haver i sit Giemme en Liste paa de fornemste Træer, tillige med deres Attester, baade de Karatti give dem om deres Lærdom, og de Naboerne give dem om deres Liv og Levnet. Derfor haver Landet altid dygtige Mænd, som kand tage mod vacante Æmbeder. Det er i sær mærkværdigt, at ingen faaer Lov at boe i en Gade, uden hand har Attest fra den Gade hvori hand før boede, og stiller Caution for sit tilkommende Levnet.

Det er under Livs Straff forbudet, at giøre Forklaring over en Lov, som eengang er giort, og ved offentlig Myndighed authoriseret, saa at der er mindre Frihed i verdslige Ting, end i Religions-Sager; Dertil give de denne Aarsag: Om nogen tager Feil i Religions-Sager, da skader hand kun sig selv alleene, men om nogen tager de offentlige Love i Tvivl, eller med sine Forklaringer vil dreje dem til en anden Meening, da forstyrrer hand Landet.

Jeg har tilforne talt noget om Hof-Staten 88og dens Oeconomie; Jeg har viist, at Kadoki eller Store-Canceller var den største Hof-Betient; næst ham er Smirian eller den store Skatmester: Denne Bestilning forestod paa den Tiid en Enke med syv Greene, ved Navn Rahagna, som for sin Redelighed og herlige Sinds-Gaver var kommen til saa vigtig et Æmbede. Hun havde længe forestaaet dette Æmbede, endog nogle Aar førend hendes Mand døde, hvilken, endskiønt hand var vel erfaren i Regenskabs-Sager, lod sig dog altid regiere af sin Kone, og giorde intet paa sin egen Haand, saa man rettere kunde kalde ham en Fuldmægtig; end en Mand. Hand gav vel Breve og Befalninger ud i sit eget Navn, naar hun eenten laae i Barselseng eller var syg, og derover ikke kunde forrette noget; Men intet holdtes gyldigt, uden hans Kones Haand og Segl var der under. Rahagna havde to Brødre, af hvilke den eene var Inspecteur over Hof-Kielderen, den anden Hof-Slagter, og større Ting turde de ikke søge for deres ringe Begreb, endskiønt deres Syster var saa stor en Dame, saa retfærdig uddeeles Bestillinger her.

Rahagna, endskiønt hun havde saa 89mange vanskelige Forretninger, gav dog sit Barn selv Patte, som var fød efter Faderens Død; Da jeg ansaae denne Forretning ald for besværlig og nedrig for saadan Dame, svarede de underjordiske Folk mig: «Meener du, at Naturen har givet Fruentimmer Patter alleene for at pryde deres Bryste, og ikke for at give Børn die. Ammens Gemyt og Melkens Beskaffenhed haver megen Kraft til at indprente Børn Lyder og Dyder. De som lade Fremmede amme deres Børn op, bryde de rette Kiærligheds-Baand, som bør være imellem Børnene og dem; derfor opamme alle Matroner selv deres Børn her i Landet.»

Den Fyrstelige Prints var sex Aar gammel; hand havde et got Naturel, og tegnede til store Dyder, og havde allerede sex Greene, som er rart i saa spæd en Alder; thi ingen fødes med meere end fem eller sex Greene, de andre voxe til med Alderen. Hans Informator var det forstandigste Træ i hele Fyrstendommet, lærte Printsen GUds Kundskab, Historier, Mathematiqven og Philosophia Moralis. Jeg saae det berømmelige Systema Morale eller Compendium Politicum, som hand havde 90skrevet for Printsen, Titulen var denne: Mahalda. libab. Helil. som bemærker i det underjordiske Sprog: Republiqvens Roer. Det indeholder mange grundige og nyttige Regler, hvoraf jeg endnu kand huske nogle, som ere efterfølgende:

• 1. Man skal ikke ubetænksom troe, naar nogen roses eller anklages, men bie med Dommen, indtil man grundig veed Sagen.
• 2. Om nogen beskyldes og overbevises om en Synd, skal man undersøge, om den Skyldige har giort noget got før, og naar man har lignet det Onde mod det Gode, bør man derefter fælde Dommen.
• 3. En Regent skal have Tilliid til de Ministrer, som ere alvorlige, og altid sige ham imod, og ansee dem som gode Undersaattere; thi ingen sætter sig selv i Fare for at sige Sandhed, uden den, som har sit Fædernelands Nytte kiærere end sin egen.
• 4. Hand skal ingen tage i sit Raad, uden de, som har fast Landgods; thi deres Nytte er Landets Nytte, de derimod, som intet fast Gods eje i Fyrstendommet, 91anseer Landet ikke som et Fæderneland, men ligesom Reisende ansee en Kroe.
• 5. For en Tiid kand hand vel bruge en ond Mands Tieneste, naar hand er beqvem til visse Forretninger, men det er ikke raadeligt at bevise ham nogen særdeles Naade; thi dersom en ugudelig og forhadt Mand antages blant Fyrstens Ministre, saa forfremmes de verste Borgere ved hans Hielp, og snapper Æmbederne bort.
• 6. Hand skal meest mistænke dem, som oftest komme til Hoffet, og altid løbe i hans Gemakker, thi de som tit og u-indbudne løbe paa Fyrsternes Døre, har enten giort noget Ont, eller har det i Sinde.
• 7. De som jage meest efter Titler, skal hand holde uværdigst dertil, thi ligesom ingen tigger, uden hand er fattig og sulten, saa stormer og ingen efter Titler, uden den som ingen Anseelse har kundet skaffe sig ved Dyd og Meriter.
• 8. Denne Regel er vel meget nyttig, men jeg kand dog ikke approbere den, for det forhadte Exempel, hvormed den 92oplyses; Reglens Ord ere næsten disse: «Man skal ikke holde nogen Borgere for gandske unyttig, thi ingen er saa dum og dorsk, at hand jo kand tiene til noget, ja være ypperlig til en vis Ting, om man giør et fornuftigt Vall, for Exempel: En har Skiønsomhed, en anden Næmme; Denne har stærk Forstand, den anden et stærkt Legeme; En kand være Dommere, en anden Skrivere; En kand være snu i at opfinde en Ting, en anden hurtig til at sætte den i Værk; derfor kand faa kaldes gandske unyttige, thi at mange Creaturer synes saadanne, er ikke Skaberens skyld, men deres, som ikke ret prøver enhvers Kræfter, og sætte dem til det de ere skabte til.» Denne Meening oplyser hand saaledes med mit Exempel: «Vi har seet i vor Tiid et overjords Dyr, som for sit hastige Næmme blev efter alles Domme agtet for een unyttig Jordens Byrde, men dog med sine lette Been har giort os stor Nytte.» Da jeg igiennemlæste dette, sagde jeg ved mig selv: En ærlig Mand giorde Begyndelsen, 93men en Skielm Slutningen.
• 9. I Regiere-Konsten holder hand dette for det fornemste, at en Regent med Fliid udsøger en habil Hofmester til sin Prints, og udvælger en som er gudfrygtig og lærd, efterdi Landets Velfærd beroer paa hans tilkommende Successor; Thi det vi lære i vor spæde Alder, bliver til vor anden Natur, derfor er det fornøden, at Printsens Hofmester elsker Fædernelandet, og kand indprente Printsen Kiærlighed til sine Undersaattere, thi derhen bør alle de Regler sigte, som han giver Printsen.
• 10. Det er fornøden, at en Regent nøye udgrunder sine Undersaatteres Naturel, og læmper sig derefter, og vil hand ændre sine Undersaatteres Feil, da er det bedre at giøre det med Exempel end Love, thi Exempler af store Folk har stor Eftertryk hos Almuen.
• 11. Hand skal ikke taale, at nogen er ledig, efterdi ledige Folk ere Landets Byrde, thi Republiqvens Kræfter styrkes ved Fliid og bestandig Arbeide, men onde Anslag og listige Practiqver 94giøres til intet; Derfor er det bedre for Landet, at Undersaatterne drive Tiden bort med unyttige Ting og Spill, end at de skal gaae ledige, og optænke Ont.
• 12. Det er en Regenters Pligt at holde Eenighed imellem sine Undersaattere, endskiønt hand giør ikke ilde, om hand holder vedlige en slags Jalousie imellem sine Raadsherrer, thi derved kommer ofte Sandhed for Lyset, ligesom en Dommer best kand faae en Sags Sammenhæng at vide, naar Procuratorerne komme i Klammerie.
• 13. En Fyrste giør fornuftig, om hand i vigtige Ting hører hele Raadets Meening; dog er det sikkere, at høre hver Raadsherres Meening for sig selv, end alles paa eengang, thi naar et heelt Raad er samlet, og Meeningen siges aabenbar, pleyer den Raads-Herre, som er meest veltalende, oftest drage alle paa sin Side, og saaledes faaer Fyrsten kun eens Meening i Steden for alles.
• 14. Straff er lige saa fornøden som Belønning, thi ved det eene hemmes det Onde, ved det andet fremmes det 95Gode; Derfor maa man og belønne en ond Mand for en god Gierning, at andre kand opmuntres til at giøre deres Æmbede med Fliid.
• 15. I at forfremme Folk til Værdighed og Bestillinger, skal man i sær see efter deres Beqvemhed; vel er Gudsfrygt og Redelighed herlige Dyder, men vi blive dog ofte bedraget ved et Skin af dem, thi enhver stiller sig gudfrygtig an, naar hand veed, at hand ved saadan Forestillelse kand blive hiulpen, enhver giver sig og ud for from og redelig i samme Hensigt. Desforuden er det vanskeligt at dømme om en Mands Gudsfrygt eller Redelighed, førend hand kommer til Æmbede, hvori hand lige som paa et aabet Theatro skal give Prøve paa sine Dyder; Men Beqvemheden kand man i foregaaende Examen let faae at vide, thi en Dosmer kand ikke saa let dølge sin Vanvittighed og Dumhed, som en Hyklere sin Ugudelighed, og en Skielm sin Ondskab; Desforuden er Dygtighed og Oprigtighed ikke altid stridige Dyder, at de jo gierne kand findes hos et og det samme Menniskee, lige som 96Oprigtighed er ikke altid samlet med Dumhed; men naar en dygtig Mand tillige er dydig, da er hand fuldkommen. En Dosmer er enten ond eller god, er hand ond, saa veed man, at naar Vanvittighed og Ondskab samles, kand de ikke andet end føde et utidigt Foster; er hand derimod god, saa kand hand dog ikke for Dumhed øve de Dyder, som ere hos ham, og om hand selv ikke kand eller tør giøre Skielmstykker, saa tør vel den Tiener eller Fuldmægtig, som hand bruger, thi en taabelig Jorddrot har gierne en trædsk Foget, og en dum Dommere en listig Skrivere, som uden Frygt giør Finter, efterdi alt det Onde hand giør, er paa hans Herres Hals; derfor maa man fornemmelig see efter Dygtighed i at uddeele Æmbeder.
• 16. Ingen maa ubillig dømmes for at være ærgierig, og alleene derfor udelukkes fra Æmbeder, at hand søger efter de Bestillinger, som hand meener at kunde forestaae; Thi om en Fyrste alt for nøye følger denne Regel i at uddeele Æmbeder, da skal den Aller-ærgierigste tage Ydmygheds 97Masqve paa, naar hand veed, at man sikkerst og snarest derved kand forfremmes, saa at Fyrsten imod sin Villie maa forfremme de Ærgierigste, fordi hand anseer dem for de Ydmygste thi saadanne lade som de flye og søge at skiule sig, naar noget er ledigt, og deres Venner maa spargere iblant Folk, at de har en Afsky til ald Ære og Æmbede. Her anfører hand en Mands Exempel, som, da en anseelig Tieneste var ledig, for hvilken hans Tænder løb i Vand, skrev i et Brev til Fyrsten, at hand havde hørt, at Hans Durchleuchtighed havde besluttet, at give ham den Værdighed, som mange jagede efter, hvorfor hand undslaaer sig for saa anseelig et Æmbede som hand bekiendte sig ikke at kunde forestaae, og ydmygst bad, at hand vilde forunde en anden det, der var meere beqvem, i sær da hand var fornøyet med sin nærværende Tilstand, og tragtede ikke efter høyere. Over denne Ydmygheds Bekiendelse blev Fyrsten saa beveget, at hand imod sit Forsæt ophøyede ham til denne Værdighed; Men hand lærte strax, at 98hand var bedraget ved et falskt Skin af Ydmyghed, thi den nye Minister var hofmodigere og uregierligere end de andre.
• 17. At sætte en fattig Mand, som ikke er suffiçant, til at være Raadsherre eller Rentemester, er det samme, som at sætte en forsultet Mand over et Spise-Kammer. Det samme kand siges om en riig Gnier, thi den eene har intet, og den anden faaer aldrig nok.
• 18. Ikke confirmere nogen Indstiftning, som alleene sigte til at føde ørkeløse Træer, og styrke deres Ladhed, derfor tage alle Clostere og Collegier i dette Fyrstendom alleene mod de Træer, som ere arbeidsomme og flittige, nemlig dem, som enten med Haandværker kand tiene Republiqven, eller med Videnskaber zire deres Orden. Dog undtager man nogle faa udlevede Træer, som for deres Alderdoms skyld ere fri for Arbeide.
• 19. Naar Stats-Feil skal rettes, maa man gaae langsom frem; thi paa eengang at vilde udrydde alle indgroede Laster, er ligesom at ordinere en Syg, 99Vomitiv, Purgation og Aareladen paa eengang.
• 20. De som dristig love mange Ting, og paatage sig mange Bestillinger paa eengang; ere enten Taaber, som ikke kiende deres Kræfter og Sagernes Vigtighed, eller onde og u-ægte Borgere, som tiene sig selv, men ikke Landet. Et forstandigt Menniske prøver sine Kræfter, førend hand paatager sig en Byrde, og en retskaffen Borger, som vil sit Fæderneland vel, meener, at alle Ting bør giøres tilgavns.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.