Cap. VIII. Om Academiet

I det Fyrstendom Potu ere trende høje Skoler eller Academier, af hvilke det første er i Potu, det andet i Keba, og det tredie i Nahami. Videnskaberne, som læres paa de samme, ere Historie, Oeconomie, Mathesis og Lovkyndighed. Hvad Theologien angaaer, da som den er meget kort, saa den næsten kand beskrives og forklares paa to Sider, og de Befalninger indeholder ikke andet, end at man skal elske 100og ære GUd, som har skabt og opholder alle Ting, som i det andet Liv vil belønne Dyden, og straffe det Onde, alsaa er det ikke et academisk Studium, og kand heller ikke være, efterdi det er nøye befalet ved Love, at ingen maa disputere om GUds Væsen og Egenskaber. Medicin regnes heller ikke her iblant academiske Studia, thi som disse Træer leve ædruelig, veed man næsten aldrig af indvortes Sygdomme. Jeg vil ikke tale om Metaphysica og de høye Videnskaber, siden jeg nylig har viist, at de som disputere om GUds Væsen, om Englene og Siælenes Beskaffenhed, bleve, efter at de vare aareladte, satte i Daarekiste og Tugthuse. De academiske Exercitier ere disse: De unge Studentere holdes til at forklare vanskelige og curieuse Spørsmaale. Disse Knuder fremsættes paa visse Tider at løse, og der gives Belønning til dem, som med meest Konst og Ziirlighed forklarer de mørke Taler. Derved faaer man ret at vide, hvor meget enhver kand, og de som have Tilsyn med Studeringer, seer, hvor vidt enhvers Kræfter strækker sig, og hvori hand tegner til at blive Mester. Ingen legger sig efter meere end een Videnskab; thi de holde det for et Mærke paa et ustadigt Gemyt, 101at legge sig efter mange Ting; derved kommer Studeringer, siden de ere saa meget indskrenkede, i en Hast til Fuldkommenhed. Lærerne maa selv aarlig give Prøve ud: En Philosophus Moralis faaer et tungt Spørsmaal at udgrunde, en Historicus maa skrive en Historie eller en Deel af en Historie, en Oeconomus og Mathematicus maa opfinde forborgne Ting, og oplyse deres Videnskaber med nye Paafund. Juristernes Prøver ere beqvemme og nette Orationer; de ere de eeneste som maa øve sig i Rhetorica og Tale-Konst, thi de har alleene Gavn af saadanne Øvelser i fremtiden, derved blive de habile Procuratores, som i sær behøve Veltalenhed; Derfor, da jeg sagde, at alle vore academiske Prøver giordes i Tale-Konst, lastede de reent ud den Skik, sigende, dersom alle Haandværks-Mænd skulde giøre Mesterstykke i at sye Skoe, da bleve de fleeste Mesterstykke raae og plump, og Skoemagere fik alleene Prisen. Jeg talede kun om Tale-Konst, thi Disputatser turde jeg ikke nævne, efterdi de her blive regnede iblant Skuespill. Offentlige Lærere befale ikke, hvad der er fornøden at erindre, med Haardhed og Myndighed, som vore Philosophi, men opfinde 102lystige og behagelige Fabler, og forestille Folk paa en sød Maade de nyttige Ting, de har udgrundet.

Det er forunderligt, med hvilken Alvorlighed og Sømmelighed de academiske Acter og Promotioner forrettes; thi de pleye vogte sig vel for, at der ikke skal findes noget i de academiske Acter, som kand foraarsage Latter, eller ligne Skuespill: De holde for, at Academets Skikke ved Alvorlighed og Sømmelighed bør skilles fra Comædier, at ikke Studeringer for deres Usømmelighed skal foragtes. Jeg turde ikke tale om de Ceremonier, som man bruger til Grader og Promotioner i vores Verden; thi det som arriverede mig i Keba, da jeg beskrev, vore Doctor-Grader, var gyldig Aarsag nok til en evig Taushed.

Foruden disse Academier har alle store Byer Seminaria og Gymnasia, hvor man nøye prøver de Unges Næmme, at man i Tide kand vide, til hvad Videnskab enhver best er tienlig. Imedens jeg studerede paa Gymnasio i Keba, havde jeg fire Cammerader, som vare den ypperste Præstes Sønner, som alle bleve oplærte til Krigen, fire 103andre Raadsherrers Børn, som lærte Haandværker og Manufacturer, og tvende Jomfruer, som lærte Navigationen; thi man seer alleene efter de Unges Naturel, uden at agte Stand eller Kiøn. Naar man har prøvet deres Hoveder, give Directeurerne enhver sit Vidnesbyrd, som er skrevet oprigtig og upartiisk, endskiønt jeg meente andet, da jeg holdt det Testimonium for daarligt, urimeligt og ubilligt, som jeg fik fra Academiet i Keba.

Ingen maa skrive Bøger her, førend hand er tredive Aar gammel, og er befunden dygtig af Directeurerne til at skrive; derfor kommer kun faa men lærde og vel indrettede Bøger ud. Jeg turde ikke lade mig mærke, at jeg havde skrevet fem eller sex Disputatser i mine umyndige Aar, at de ikke skulde belee mig. Dette er nok talt om dette Folkes Egenskaber, Regiering, Religion og Studeringer, nu maa jeg opregne nogle andre mærkværdige Ting, som dette Folk havde for sig selv.

Dersom et Træ byder et andet ud for Haand, da forbydes den meere at bære Gevær, som har udfordret en anden, og 104derhos sættes en Formynder til at regiere ham, ligesom et spæd Barn, siden hand ikke kand regiere sig selv. Anderledes er det hos os, hvor man holder saadanne Dueller for et Beviis paa Helte-Mood, meest i de Nordiske Lande, hvor denne Skik først er opkommen; thi Græker, Romere og andre gamle Nationer har intet vist deraf.

I de Potuaners Lov er denne underlige Meening mærkværdig: Dommerne faaer ikke deres Navne at vide, som fører Processer, og Processer dømmes ikke paa de Stæder, hvor de begynte, men henvises til Dom i andre Provincer. Aarsagen til saadan underlig Skik er denne: Erfarenhed lærer, at mange Dommere lade sig forlede, enten af Interesse eller andre Aarsager, derfor tænke de at forekomme saadanne Fristelser, naar de stridende Parters Navne dølges, og man hverken kiender Anklageren, den skyldige, eller Jord og Grund hvorom der trettes. Hver Partes Beviisligheder hensendes alleene til hvad for et Ting Fyrsten vil, med nogle Ciffer og Mærker; for Exempel: A har en Ting i Possession, som hand bør give fra sig igien, thi B søger og tiltaler ham derfor. Jeg ynskede, at denne 105Skik var brugelig hos os, siden vi tit har erfaret, hvad Partiskhed og andre Fristelser kand udvirke hos Dommere.

Retten øves frit, og man anseer ikke Personer, Fyrsterne ere de eneste som ikke kand actioneres. Men saasnart de ere døde, da formere de offentlige Anklagere eller Fiscaler den Døde en Proceß. Heele Raadet forsamles, og den afdøde Fyrstes Gierninger blive nøye overvejede, til Slutning fældes Dom derover, som bestaaer i visse Caracterer, ligesom den Døde har fortient. Disse Caracterer ere, (I.) priselig, (2.) ikke upriselig, (3.) vel, (4.) ikke ilde, (5.) taalig, (6.) maadelig. Caractererne udraaber Herolden for Folket, og derpaa blive de strax udhugne paa hans Liigsteen. For denne Skik giver Potuanerne saadan Raison: Saa længe en Fyrst lever, kand hand ikke sættes til rette uden Bevægelse og Larm, thi man bør stedse vise en blind Lydighed og bestandig Ærbødighed imod ham, og derved skal Regieringen vedligeholdes; Men naar en Fyrste er død, er den Forbindelse ude, som Undersaatterne ere deres Øvrighed skyldig, og derfor, naar de ikke længere ere under hans Herredom, kand de nogenledes 106bruge deres Frihed. Ved denne nyttige skiønt underlige Skik, er Fyrsten i Sikkerhed, Regieringen har sin Myndighed, og dog fremmes tillige Landets Nytte; Thi endskiønt disse Caracterer gives døde Folk, ere de dog Opmuntringer til Dyd for de Levende. Den Potuanske Historie vidner, at der i heele 400 Aar har kun været tvende Fyrster, som har faaet den ringeste Caracter Maadelig; de andre har næsten alle faaet Priselig eller ikke upriselig, hvilket som Opskriften paa enhvers Epitaphium viiser, som endnu ere uskadte af Tidens Ælde. Den Caracter Maadelig, som paa det Potuanske Sprog kaldes Rip-sac-si opvækker saa stor Sorrig hos den Fyrstelige Familie, at den afdøde Fyrstes Successor tillige med hans Paarørende gaaer heele sex Maaneder i sort. Dommerne kommer ikke i Unaade hos den nye Fyrste for saadanne ubehagelige Domme, men derved opmuntres hand til, at regiere priselig, paa det hand ved sin Dyd, Forstand, Retfærdighed og Mildhed kand udslette den Plætt, som er vederfaret det Fyrstelige Huus.

Aarsagen, hvorfor en af disse Fyrster fik saadan Caracter, var denne: De Potuaner 107ere vel meget øvede i Krigs-Sager; men paafører dog aldrig nogen Krig, angriber derimod nogen dem, saa slaaer de brav fra sig. Over dette blive de ofte udvalte til Opmænd imellem andre stridende Partier, og adskillige Nationer paa denne Klode har frivillig givet sig under saa retfærdig og fredelig et Folkes Regiering. Men denne Fyrste Mekleta vilde udvide sine Grændser, angreb sine Naboer med Krig, og i en Hast undertvang de samme. Men saa meget som de Potuaner vandt i Kræfter, ved at underlægge sig dette overvundne Folk, saa meget tabte de, i det deres Naboer i Steden for at elske dem, frygtede for dem, og bar Avind til dem, og den store Anseelse af Retfærdighed og Billighed, hvorved de Potuaners Stat havde voxet og staaet fast, begynte siden at vakle; Derfor giorde Potuanerne den afdøde Fyrste denne Tort, paa det de igien, kunde vinde andre Nationers Yndest. Men hvad den anden Fyrste havde syndet, som fik denne Caracter, veed man ikke.

De offentlige Lærere ere de som har naaet den tredie Alder. At dette kand begribes, maa man vide, at Træernes Liv inddeeles i trende Classer, til den første Classe høre de, 108som oplæres til at tiene Landet, til den anden, de som offentlig øve det, de har lært; Men i den tredie blive de med Ære dimitterede, og lære andre. Derfor maa ingen lære offentlig, uden den som har været i Æmbede til sin Alderdom; thi ingen meenes at kunde give grundige Regler, med mindre hand har lang Erfarenhed. Om nogen liderlig Mand giver et Raad, som er Landet tienligt, saa forties Mandens Navn, at det gode Raad ikke skal tabe sin Værdie, og Forordningen udgives i en god Mands Navn. Saaledes beholder man det gode Raad, og forandrer den slette Autors Navn.

I den Articul om Religionen saae jeg, at det var forbuden at disputere om Troens Grund-Regler, i sær om GUds Væsen og Egenskaber, men om andre Ting har man Frihed at sige sine Tanker, og fremsætte besynderlige Meeninger til Undersøgning. De Potuaner sige, at de Uleyligheder som komme af saadanne Trætter, kand lignes ved Stormvinde, som nedkaste Træer og Huuse, men tillige rense Luften, at den ikke ved formegen Stilhed skal blive usund. 109Aarsagen hvorfor de har kun faa hellige Dage, er denne, at Træerne ikke skal blive lade af Ledighed; thi de Potuaner troer, at man tiener GUd ligesaa meget med nyttigt Arbeyde, som med Løfter og Bønner.

Man lægger sig kun lidt efter Poësi, endskiønt der dog findes Poëter i dette Fyrstendom; Men den underjordiske Poësie differerer alleene fra solut Stiil i høye Tanker, derfor beloe de som noget børnagtigt, hvad jeg fortalte om Pedes og Riim.

Iblant Lærerne i Potu ere nogle, som kaldes Professorer af den gode Smag, disse maa give agt paa, at Ungdommen ikke drive Tiden bort paa unyttige Ting, at ingen Bøger, som ere slette og af gemeen Smag, skal komme ud, som forderve den rette Goût i Læsning, og at det udslættes af Bøger, der trykkes, som er mod en sund Fornuft. Til den Ende er det alleene befalet, at eftersee og censurere Bøger. Anderledes er det i vor Verden, hvor de allerbeste Bøger pleye undertrykkes af dem der censurere, alleene fordi de vige lidt fra en herskende Meening eller Talemaade, eller fordi de fornuftig beleer Menniskens Laster. 110Deraf kommer det, at Videnskaber qvæles, og sunde Skrifter blive ikke anseete. Men siden Potuanerne har fri Handel med deres Naboer, sniges ofte gemeene og slette Bøger ind iblant andre Varer, derfor ere Censores, som ofte komme i Bogladerne, de kaldes Syla-Macati, det er, Bibliothekers Rensere; Thi ligesom der i vor Verden er et vist slags Folk, som aarlig feyer Skorsteene og Kakkelovne, saaledes prøve de Censores Bøger, skille Skarnet derfra, og kaste alle de liderlige Bøger i Rendesteenen, som forderve Smagen. Da sagde jeg ved mig selv: Ach! hvor mange Bøger bleve casserede, om det gik saaledes i vor Verden?

Men de ere allermeest at rose, som af Børnenes Gemyt udgrunde hvad de har Lyst til; Thi ligesom en Musicant kand høre det allermindste som er ved Strengene, saa kand disse Dommere og Kiendere af Dyder og Lyder ofte af smaa Ting mærke store, af Øynenes Udsigt at de enten slaaer Øyenbrynene op eller trække Rynker paa dem, af det at de ere bedrøvede eller glade, leer, taler eller tier og deslige Ting let dømme, hvad de har Afsky eller Lyst til.

111Men at jeg skal komme til mig selv, saa gik Tiden noget langsom for mig hos disse urimelige Træer, som foragtede og beloe mig for mit hastige Næmme, jeg kunde ikke taale, at de gav mig Choser derfor, thi de kaldte mig offentlig Skabba, det er, utidig; Men det giorde mig allermeest ondt, at min Vaskerkone sagde det samme om mig, endskiønt hun var en gemeen, ringe og fattig Lind.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.