Cap. X. Reise til Firmamentet

Hidindtil haver jeg intet talt om den forunderlige Forviisning til Firmamentet, hvorfor jeg her som paa det beqvemmeste Sted skal beskrive denne Reise: Tvende gange hvert Aar pleyer nogle meget store Fugle lade sig see, de kaldes Cupac eller Post-Fugle, som paa en vis Tiid komme og reise bort igien. De underjordiske Physici har længe giort sig Umage med at udfinde Aarsagen til denne ordentlige Ankomst og Bortgang: Nogle meene, at de lokkes ved 187nogle Unzefer eller særdeles store Fluer, som falde i stor Overflødighed paa samme Tiid om Aaret, efter hvilke disse Fugle ere meget begierlige, og derfor komme til denne Planet; Samme Meening synes mig og rimelig. De meene, at det er kiendeligt deraf, at de flyve strax tilbage til Firmamentet, saasnart Fluerne ere borte. At det kand skee af en naturlig Drift, bevises med andre Fugles Exempler, som paa andre Stæder uden Tvivl af lige Aarsag lade sig see paa visse Tider; Andre meene, at disse Fugle ere saaledes afretted og øved af Indbyggerne i Firmamentet, at de kand sende dem ud, ligesom Falke og Jagd-Fugle, til at hente Bytte fra andre Lande. Denne Gisning giøres af deres store Omhyggelighed og Behændighed, naar de har giort Reisen. De vise og af andre Omstændigheder, at enten maa disse Fugle være afretted med Fliid, eller have Forstand; thi naar de vil reise bort, blive de saa tamme, at de lade kaste Garn paa sig, eller Snarer, under hvilke de ligge stille og ubevegelige i nogle Dage, og imidlertid æder Fluer af Menneskens Hænder, hvortil bliver samlet en stor Mængde; thi man maa sinke dem med denne Føde, indtil alle Ting ere 188ferdig, som de der skal forvises behøve med sig. Reisen gaaer saaledes for sig: Man binder et Skab eller en Kiste fast med Reeb til de Snarer som Fuglene ere fælded i: Hver Kiste kand kun romme et Menniske eller Træ. Naar det nu er Tiid at reise, og man har ikke fleere Fluer at give Fuglene, flyve de op, og igiennem Luften reiser hiem. Saaledes var denne forunderlige Reise, som jeg og andre Fanger maatte giøre, der skulde til den nye Verden. Samme Tiid skulde tvende Borgere af Potu reise med mig, hvilke for andre Laster vare dømte til Landflygtighed. Een af dem var en Metaphysicus, som havde overtraadt Loven ved at disputere om GUds Væsen og Aandernes Natur. Denne Forvovenhed betalede hand med at aarelades, men som hand strax derefter blev befunden at blive ved i sit Forsæt, blev hand relegeret til Firmamentet. Den anden var en Fanaticus, som disputerede mod Religionen og Øvrighedens Magt, og syntes at vilde kuldkaste begge Deele. Hand vilde ikke lyde de offentlige Forordninger, foregivende, at verdslig Underdanighed stred mod hans Samvittighed. Hans Venner søgte med kraftige Raisons at overvinde hans Egensindighed, og viiste ham, hvor 189læt man kunde bedrages ved Samvittighedens Tilsagn, og indbildte Aabenbaringer: Tit og ofte, sagde de, holder man Melancholie og onde Vædsker for Nidkierhed, Samvittighed eller Aabenbaring; de viiste fremdeles, hvor daarligt det er at beraabe sig paa sin Samvittigheds Tilsagn, og hvor ubilligt det er, at andre skal rette sin Troe efter det jeg føler, da de kand bruge samme Raisons, og sætte Samvittighed mod Samvittighed. Omsider forestillede de, at ingen, som strengelig følger denne Regel, kand nyde Borger-Rett; thi en god Borger bør blind hen adlyde de offentlige Love, men saadan Lydighed hverken kand eller vil en Fanaticus vise, siden hand alleene holder sin Samvittigheds Tilsagn for sin Regel: Men efterdi Raisons og Overbeviisninger virke kun lidet hos Fanaticis, blev hand, som en haardnakket og ulægelig Mand, forviist til Firmamentet, saa at vi samme Tiid vare tre, som vare dømte til denne Reise, nemlig en Projectmager, en Metaphysicus og en Fanaticus. I Begyndelsen af Birkemaaneden bleve vi tagne ud af Fængselet, og hver ført til sit Sted. Jeg veed ikke, hvad der siden 190arriverede mine Cammerader, thi jeg sørgede kun for mig selv, og kierede mig ikke efter andet. Saasnart jeg kom til det beramte Sted, blev jeg strax lagt i en Kiste eller et Skab, med saa megen Proviant, som jeg behøvede til nogle Dages Reise; Kort derefter, da Fuglene mærkede, at de fik ikke meere Føde, forlod de Kloden, ligesom de vare advared om at reise, og med utroelig Hast kom igiennem Luften. De underjordiske Folk troe i Almindelighed, at den Planet Nazar ligger hundrede Mile fra Firmamentet, men jeg kand ikke sige, hvor længe jeg var paa Reisen, mig synes, at den varede i fire og tive Timer. Efter langvarig Taushed kom et forvirret Skrig for mine Øren, hvoraf jeg sluttede, at jeg var ikke langt fra Land; Da saae jeg, at disse Fugle ere med Fliid afrettede og øvede, thi de satte Kisten saa agtsom og konstig paa Jorden, at den blev gandske uskadt. Der kom strax en stor Hob Abekatter omkring mig, for hvilke jeg blev meget bange, thi de Dyr havde giort mig meest Uleylighed paa den Planet Naar. Denne Forundring tog til, der jeg hørte disse Abekatter tale med hinanden, og saae, at de havde Klæder paa af adskillige Farver, og at de 191gik meget sædelig. Jeg giettede deraf, at det var Indbyggerne i dette Land; Men som jeg ikke meere burde holde noget for nyt og usædvanligt, siden jeg var vandt til saa mange urimelige Ting, tog jeg Mood til mig, heldst da jeg saae, at disse Abekatter kom med største Artighed, og tog mig, deres nykomne Giæst, udaf Skabet; Thi man giør knap meere af Ambassadeurer i vores Verden. En efter en anden kom og sagte disse Ord til mig: Pul Asser. Der de ofte havde brugt denne Hilsen, og jeg omsider svarede det samme, loe de meget, og med latterlige Grimacer gav tilkiende, at de havde en særdeeles Behag i at jeg repeterede disse Ord. Jeg mærkede strax, at disse Indbyggere vare lætsindige, nysgierige og mundkaade; Naar de talede, skulde man tænkt, at de slog paa Tromme, saa hastig og flydende drejede de Ordene; Med faa Ord at sige, de vare tvertimod de Potuaner i Dragt, Sæder, Tale og Legems Skikkelse. De syntes at forundre sig over min Skabning, da de først saae mig, men det meeste som bragte dem til Forundring, var, at jeg havde ingen Hale, thi som ingen af de ufornuftige Dyr meere liigne Menneskeene end Abekatter, saa havde 192de holdt mig for deres Lige, om jeg havde haft Hale, i sær efterdi de havde mærket, at alle de Indbyggere, som hidindtil vare komne fra den Planet Nazar, vare dem gandske ulige. Paa den Tiid jeg kom til disse Lande, var der højt Vand overalt, fordi den Planet Nazar var saa nær; Thi, ligesom Ebbe og Flod kommer overeens med Maanen hos os, saaledes voxer og aftager Havet ved Firmamentet med den Planet Nazar, hvilken det altid følger.

Jeg blev strax ført til et stort Huus, som var prydet med Fliser, Spejle, Marmor, kostbare Meubler og Tapezerier. Der stod Vagt for Porten, hvoraf jeg kunde slutte, at der ikke boede en gemeen Abekatt, og i sig selv var det Borgemesterens Huus: Hand havde Lyst at tale med mig, og derfor betalede Sprogmestere for at lære mig Sproget. Efterat jeg havde anvendt et fierding Aar derpaa, kunde jeg tale temmelig færdig, og ventede at estimeres af alle for mit flyvende Næmme og gode Hukommelse; Men mine Læremestere holdt mig for tungnæmmet og dorsk, saa at de af utaalmodighed ofte truede at forlade mig: Derfor, ligesom jeg paa den Planet 193Nazar blev spott-viis kaldet Scabba, for mit flyvende Næmme, saa kaldte disse Abekatte mig Kakidoran, for min Dorskhed og tunge Næmme; thi her estimeres ingen, uden hand hastig kand fatte Ting, og kand lade Munden forskrekkelig løbe. Imedens jeg lærte Abekattenes Sprog, førte min Vært mig ofte omkring i Byen, hvor jeg fandt alle slags Pragt og Overdaadighed: Vi maatte slaae os igiennem for de mange Vogne, Kareter og Laqveier, og de mange Folk som løb paa hinanden, frem og tilbage; Men det var intet at regne mod den Overdaadighed der findes i Hoved-Staden, hvor man ligesom i et Centro kand see ald den Forfængelighed, som Mennesker kand optænke. Saasnart jeg havde lært Sproget, førte min Vært mig til Hoved-Staden, dog haabede, ved denne nye og usædvanlige Present at insinuere sig hos en Raadsherre; thi Regieringen føres her af Raadet, Rigets Myndighed bestaaer i det store Raad, og alle Raadsherrer ere af gammel Adel. De som ere komne af ringe Folk, kand ikke haabe at blive meere end Capitainer, og Dommere i Provincerne og de smaa Stæder. Undertiden lader man dem avancere til Borgemestere, hvilket dog 194ikke pleyer skee uden store Meriter, og paa den Maade var min Vært bleven Borgemester, thi hand havde saa frugtbar et Hoved, at hand i en Maaned fandt paa otte og tive Projecter, og endskiønt disse Projecter vare ikke Landet nyttig, gav de dog en Prøve paa hans ypperlige Næmme, hvorved hand satte sig udi Anseelse; thi i den heele underjords Verden agtes Projectmagere ingensteds saa høyt som i denne Republiqve. Hoved-Staden kaldes Martinia, hvoraf det heele Land har sit Navn. Byen har en skiøn Situation, prægtige Bygninger, og mange Orlogs-Skibe, jeg troer, at den giver Paris lidet efter i Størrelse og Indbyggernes Mængde. Alle Gader vare saa fulde, at vi maatte slaae og trænge os igiennem til den Kant af Byen, hvor Syndicus ved det store Raad boede, thi Borgemesteren vilde forære mig til denne Mand.

Der vi kom nær til Syndici Huus, gik min Vært ind i et Værtshuus, for at sætte sine Klæder i Lave, thi hand vilde komme propre og net til Syndicum. Der kom i Hobetall Leje-Tienere, som gemeenlig kaldes Maskatti eller Stafferere, af hvilke alle pleje at lade sig betiene, førend de gaaer 195hen til Raadsherrerne. Disse børste Klæderne, toe Plætterne af, og meget konstig sætte alle Ting i Lave, indtil de allermindste Krøller. Een af disse Maskatter tog strax Borgemesterens Kaarde, og putsede den op: En anden bandt couleurede Baand til hans Hale, thi disse Abekatter ere meget for at pynte Halerne. Der vare Raadsherrer, og i sær Raadsherrers Damer, som ikke kunde pynte deres Haler til store Fester under tusend Dalers Bekostning, efter vor Mynt. Den tredie Maskatti eller Stafferer havde en Passer med sig, at maale, om Klæderne vare lige: Den fierde havde en Flaske med Sminke til hans Ansigt: Den femte eftersaae hans Been, og meget konstig skar Neglerødderne af: Den siette havde lugtende Vand, hvori hand toede Borgemesterens Hænder og Fødder; Med faa Ord at sige, een havde Haandklæde at tørre ham, een Kam at kæmme ham, een Speil at hand kunde see sig udi, og alt dette forrettedes med lige saa stor Fliid, som Geometræ hos os bruge til at afmaale og illuminere Landkorter. Da sagde jeg ved mig selv: «Hvad Tiid og Bekostning skal der ikke til at pynte Fruentimmer, naar man skal have saa megen Umage for at 196pynte, glatte, danne og male Mandfolk?» Og sandelig, Fruentimmerne i Martinia holder ingen Maade, men sminke saa meget Legemets Fejl, at man maa væmmes ved deres Propreté; thi naar Sveden kommer i Sminken, gaaer det dem ligesom naar en Kok slaaer mange Supper sammen, da kand man ikke sige, hvoraf det lugter, undtagen at det lugter ilde.

Der min Vært saaledes var tørret, malet, kæmt og glattet, gik hand til Syndici Huus, og havde tre Tienere efter sig; saa snart hand kom i Forstuen, tog hand sine Skoe af, at hand ikke skulde plætte Marmor-Gulvet: hand maatte vente en heel Time, inden Syndicus fik hans Ankomst at vide, og hand slap ikke ind, førend hand gav Forræringer, thi man maa kiøbe sig saadant til i dette Land. Syndicus sad paa en høy forgylt Stoel, og da hand saae mig og min Vært komme, faldt hand i stor Latter, og giorde mig strax mange taabelige og unyttige Spørsmaale, at jeg svedede derover. Ved hvert Svar loe hand, og slog Rynker paa Næsen; Jeg tænkte, at det var en Dyd her at være Nar, siden Regieringen havde giort saadan en Nar til 197Syndicus eller anden Herre i Raadet, og disse mine Tanker gav jeg min Vært tilkiende, men hand forsikrede, at det var en højtbegavet Mand, thi hvor stort et Næmme hand havde, kunde man see af de mange ulige Bestillinger, som hand endog i sin Ungdom havde forrettet. Hand kunde saa let fatte Ting, at hand afgiorde de allervigtigste Ting ved et Glas Viin, ja naar hand holdt Middags-eller Aftens-Maaltid, pleyede hand imellem hver Rætt skrive en Forordning; Derover spurte jeg hvor længe de Forordninger pleye staae ved Magt, som giøres saa hastig? hand svarede, de pleye gemeenlig vare indtil Raadet finder for godt at afskaffe dem.

Efterat Syndicus havde talt en halv Times Tiid med mig, og sladdret saa fast, som vore Europæiske Barberere, vendte hand sig til min Vært, og sagde, at hand vilde antage mig blant sine Tienere, endskiønt hand kunde mærke af mit tunge Næmme, at jeg var fød i Dosmernes Land, og derfor neppe var beqvem til nogen vigtig Bestilling; Jeg har og, sagde min Vært, mærket en medfød Dorskhed hos ham, men naar hand faaer Tiid til at betænke sig, 198dømmer hand ret fornuftig. Syndicus svarede: Her behøver man hurtige Bestillings-Mænd for de mange Forretningers Skyld, som ikke taaler Ophold. Da hand havde sagt dette, begyndte hand nøye at udforske mit Legems Kræfter, befaled mig at løfte en tung Byrde fra Jorden, og efterdi jeg giorde det uden Besværlighed, sagde hand: Hvad Naturen har negtet dig udi Sindets Gaver, har den givet dig i Legemets Styrke. Siden fik jeg Ordre, at gaae lidt hen et andet Sted, der tog Tienerne mod mig med stor Artighed, men jeg havde derhos stor Incommodation af deres Sladder og Grimacer; De giorde mig saa mange Spørsmaale om vores Verden, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulde svare, og endskiønt jeg nødtes til at lyve noget imellem, kunde jeg dog ikke mætte deres Nysgierighed.

Omsider kom min Vært tilbage, og sagde, at Hans Excellence havde antaget mig blant sine Hoff-Betientere. Af Syndici forregaaende Tale kunde jeg nogenledes giette, at den Bestilling, som var mig given, var ikke af stor Vigtighed, spaaede derfor, at det enten maatte være Hoff-Vægter eller 199Huusfoget, men da jeg spurte min Vært, hvad det var for en Bestilling, svarede hand: Hans Excellence har af særdeles Naade giort dig til den fornemste Porteur, og givet dig 25 Stercolater til aarlig Gage (en hver Stercolati i Martinia er to Daler i vores Mynt) og derhos lovet, at du ikke skal giøre det Arbeide for nogen uden for ham selv og hans Højbaarne Frue. Dette Svar var mig et Tordenslag, og jeg forestillede tydelig, hvor ubilligt det var at sætte et vittigt Menneske, som var kommen af Folk, til saadan Bestilling; Men Domestiqverne faldt mig ind i min Tale, kom i Hobetal, og nær havde dræbt mig med urimelige Gratulationer; Thi alle Martinianer ere letsindige, lumpne og sladdervurne, de bruge ingen Raison, men lader Munden løbe. Til Slutning blev jeg ført ind i et Sove-Kammer, hvor Nadveren stod tillavet, og da jeg havde spiist lidt, viiste de mig en Seng, hvor jeg skulde ligge.

Jeg kastede mig strax i Sengen, men kunde over den Forbittrelse ikke falde i Søvn, jeg havde nær tabt min Sands over, at jeg blev saa foragtet af disse Abekatter, og sandelig, der skulde Taalmodighed til at bære 200saa stor en Tort. Jeg begræd min Skiæbne, hvilken jeg fandt haardere her, end den jeg havde haft i den Planet Nazar, og derover sagde ved mig selv: «Hvad om den store Kadocus i det Fyrstendom Potu kom her hid, som er saa fuldkommen og dygtig en Mand, da vilde man ikke meget agte ham, siden hand behøver en heel Maanet til at giøre en Forordning. Hvad Skiæbne kunde Palmka vente i dette Land, hvor Raadsherrerne giør Forordninger over Borde?» Efter alvorlig Betænkning, mærkede jeg, at jeg var kommen fra de Viise til Daarernes Land. Tilsidst blev jeg træt af disse Tanker, og faldt i Søvn, jeg veed ikke hvor længe jeg sov, thi her er ingen Forskiel paa Nat og Dag, her er aldrig mørkt uden paa en vis Tiid, naar den Planet Naar skygger for den underjords Soel, at den formørkes. Denne Formørkelse kand man nøye mærke, naar den Planet Nazar, som svæmmer nær til Firmamentet, med sin Skygge gandske formørker Solen; Og efterdi Solen altid er tilstede, er der heller ingen Forskiel paa Aarets Tider, derfor bruge Indbyggerne skyggefulde Lunde, kolde Spatsere-Gange og Kieldere under Jorden mod Solens Heede.

201Jeg var knapt vaagen, førend der kom en Abekatt ind i mit Senge-Kammer, som gav sig ud for min Collega, havde Reeb med sig, hvormed hand bandt en forloren Hale paa mig, at jeg skulde ligne de andre Abekatter, og siden bad mig være ferdig, thi Syndicus skulde inden en Time bæres til Gymnasium, hvorhen hand og de andre Raadsherrer vare inviterede ved et Programma; En Doctor skulde creeres Klokken fiorten om Eftermiddagen. Man maa vide, at endskiønt Dagen kand ikke skilles fra Natten, siden der er altid lyst, saa er dog Dagen deelt i visse Timer, halve Timer og Qvarterer, og det ved Urværker eller Time-Glas, saa at Nat og Dag indeholder to og tive Martinanske Timer; Men, om alle Urværker i Byen paa engang slog feyl, var det umueligt for Indbyggerne at vide, Tidens Gang, førend de rettede deres Urer efter Naboernes; Thi hverken er eller kand der være Soelskiver, fordi der er ingen Skygge, og Solen altid skinner dem lige paa Hovedet, hvor man derfor graver en Brønd, er den lys overalt. Men hvad Aaret angaaer, da regnes det efter den Planet Nazars Gang, som afgiør sin 202Gang omkring Solen halvanden gang saa hastig, som det underjords Firmament.

Klokken fiorten bar vi Hans Excellence i en forgylt Portochaise til Academiet. Der vi kom ind paa Auditorium, saae vi Doctores og Magistrer sidde i Orden, enhver stod op for Syndico, da hand gik forbi, og vendte ham Rumpen, hvilket er et Tegn, til Ærbødighed, og derfor pynte de Rumperne saa meget. Men denne forkeerte Hilsen syntes mig daarlig og latterlig, thi at vende Ryggen til en, er Tegn paa Koldsindighed eller Vrede hos os, men hver Nation har sine Sæder. De foromtalte Doctores og Magistrer sadde paa begge Sider af Auditorium, i den yderste Ende af Auditorio var et Cathedra, hvori hand stod, som skulde giøres til Doctor. Før Promotions-Acten blev holdt en Disputatz, hvis Titul var saaledes: Dissertatio Physica inauguralis; hvori det tunge Spørsmaal overveyes og besvares: Om den Lyd, som Fluer og andre Insecter give fra sig, kommer udaf Rumpen eller Munden? Præses forsvarte, at den kom af Rumpen, men Opponentes disputerede saa skarpt derimod, at der var Fare for, at den Disput 203skulde endes med Blod, og sandelig det var kommen saa vidt, hvis Raadet ikke havde staaet op, og ved sin Myndighed dæmpet denne Hidsighed. Medens Disputatzen varede, blev der spillet paa Fløjte, thi der var en Pibere tilstæde, som skulde gouvernere Bataillen, og snart med langsomme Tacter styre deres Hidsighed, snart med flyvende Tacter ophidse deres Koldsindighed. Men disse Midler ere som oftes til liden Nytte, thi det er vanskeligt at holde Maade, naar man disputerer om vigtige Ting, hvilket vi kand see i vores Verden, hvor vanskelige Disputer afgiøres med lige saa stor Bevægelse. Men dette Klammerie, som syntes at tegne til Mord og Blod, endtes i en Hast med indbyrdes Berømmelse og Gratulation, ligesom paa Academierne i vores Verden, hvor Præses efter Sædvane gaaer med Sejer ned af Cathedra.

Da Disputatzen var endt, gik Promotions-Acten for sig med disse Ceremonier: Candidatus blev sadt midt paa Auditorio, og trende Pedeller eller Academiets Tienere, øste en heel Skieppe kold Vand paa hans Hoved, siden røgede de ham med Røgelse, og gav ham en Vomitiv at drikke. Dette 204forrettede de med stor Ærbødighed, og nedbøyede Hoveder, og tilsidst udraaber, at hand er en lovmæssig creeret Doctor. Jeg forundrede mig over saa sære og ubekandte Ceremonier, og spurte en lærd Abekat, som stod tæt ved mig, hvad det skulde betyde: Hand ynkedes over min Taabelighed, og sagde, ved Vand, Røgelse og Vomitiv forstaaes, at man skal aftoe de gamle Laster, og beflitte sig paa at leve anderledes end den gemeene Mand. Da jeg hørte dette, fordømte jeg min Dumhed, blev fuld af Forundring, og spurte ikke om meere, at jeg ikke skulde ansees for aldrig at have været blant skikkelige Folk.

Tilsidst blev der en stor Larm af Trommer, Piber og Basuner; Den nye Doctor gik ud af Auditorio i en grøn Klædning, med et Belte om Livet, og blev geleidet hiem af den heele lærde Skare, men efterdi hand var kun af ringe Herkonst, blev hand ikke kiørt, men baaret i en Portochaise, og havde Løberere forand med Kapper paa. Acten blev efter Sædvane endt med et prægtig Giæstebud, og Giæsterne bleve drukne; thi der blev druket saa megen Viin, at de fleeste bleve baarne drukne 205hiem, og ikke bleve friske, førend efter nogle Dage, da de havde brugt Medicamenter, saa at der i den heele Act, fra Begyndelsen til Enden, fattedes intet, at den jo var højtidelig, og jeg forsikrer,forsikrer] rettet fra: fosikrer (trykkfeil) at jeg aldrig i vores Verden har seet nogen Promotion meere academisk, eller nogen Cadidat lovligere creeret til Doctor.

Paa Domhusene dømmes Sagerne meget hastig, saa jeg ikke kand andet end forundre mig over det flyvende Næmme og hastige Begreb, som dette Folk har for sig selv; Thi førend Procuratorerne har udtalt, staaer Dommeren op, og voterer baade hastig og net. Jeg gik tit ind paa disse Domhuse, for at høre Maaden at procedere paa i Martinia. I Begyndelsen syntes Dommene mig fornuftige og grundede paa naturlig Billighed, men naar jeg nøyere overveyede dem, syntes de ubillige, daarlige og stridige, saa at jeg heller vilde lade min Sag komme an paa Tærning-Kast, end paa Dommernes Vota i Martinia. Jeg kand intet tale om dette Folkes Love, for deres Ubestandigheds skyld, thi Lov og Ret forandres aarlig her ligesom Klæder, derfor straffes mange for Misgierninger, 206som ey vare Misgierninger, da de blev giort, mange fordømmes og alleene derfor, at deres Gierninger, som vare tilladelige efter Loven, siden ved en nye Lov ere forbudne. I den Henseende appellerer alle fra Under-Retterne til Over-Retterne, thi de haaber, at den gamle Lov bliver afskaffet, medens Processen varer. Den Feil kommer af, at man alt for hastig giver Love ud. Desforuden har denne Nation, af Begierlighed til Nyt, en Væmmelse over de nyttigste Love og Skikke, alleene fordi de ere gamle. Samme Letsindighed mærkede jeg og i deres Klædedragt. Procuratores agtes høyt her for deres klygtige Maade at disputere paa; Der findes de, som ere saa snedige, at de ikke paatager sig uden mørke og uretfærdige Sager, for at vise hvor dygtig de kand disputere, og hvor kunstig de kand giøre sort til hvidt; For saadan Klygtighed føyer Dommerne ofte den Procurator, som har en uretfærdig Sag, thi de ere tilfreds, naar Sagen er formaliter ageret. Derfor plejer de at sige: «Vi seer vel, at Sagen er uretfærdig, men efterdi den er saa kunstig forsvaret, kand vi ikke andet end vige lidt fra Billighed, for Procuratorens Dygtighed.» Doctores lærer Folk Lov og Ret 207for ulige Priis: ex. gr. De som lærer deres Scholarer at forsvare en ond Sag, eller giøre en ond Sag god, fordrer tive Stercolater for Umagen, men de som lærer dem at forsvare en retfærdig Sag, kræver kun ti. Formaliteterne ere saa mange og saa store, at man ikke kand see Grunden af Lovene selv; Thi efterdi de Martinianer har stor Esprit og flyvende Hoveder, væmmes de ved alt det, som er tydeligt, og estimerer alleene det, som er uforstaaeligt.

Lige saadan seer Religionen ud, som ikke bestaaer i Gierninger, men i bare Tanker, saaledes er der to hundrede og tredive ulige Meeninger om hvad Skikkelse man kand tillægge GUd, og tre hundrede sex og halvfemtesindstive om Siælens Natur og Beskaffenhed. De Martinianer gaaer ikke i Kirken for at høre noget til Opbyggelse, eller for at lære at leve og døe vel, men alleene for at høre, hvor konstig og klygtig Præsterne kand forklare sig, og jo meere uforstaaelig de prædike, jo meere roses de, saa at de Martinianer gider ey hørt noget, uden det, som de ikke forstaaer. De seer meere efter krydede Talemaader og behagelig Stiil, end grundig Raisonnemens, 208og Tilhørerne finde ikke Smag, uden i det, som kildrer Ørene. Derfor turde jeg intet tale om den Christelige Religion, som er bar og enfoldig, og meest recommenderes af sin oprigtige Sandhed.

Projectmagere estimeres ingenstæds meere end i dette Land, jo umueligere og urimeligere et Project er, jo meere roses det. Der jeg engang fortalte en vis Abekatt vor Verdens Beskaffenhed, og sagde, at Jordens Overdeel var beboet, gav hand strax en Project ind om at igiennemgrave Jorden, og aabne en Vey til de overjordiske Folk. Det Project behagede alle, og der blev indrettet er Compagnie til den overjords Handel. Indbyggerne løb i Hobetall, skiød Penge sammen, og kiøbte sig Actier; men da heele Landet blev forstyrret ved disse Bevegelser, og mange Familier ved disse Actier bleve bragte i Armod, saae de omsider, hvor daarlig Projectet var, og stod fra deres Forsæt, dog fik Projectmageren ingen Straff for den Daarlighed, som havde skadet Landet saa meget, ja hand blev endog roest af alle for sin berømmelige Gierning, saa at de Martinianer pleyede at sige, endskiønt hand 209ikke havde Fremgang, var det dog en stor Ting hand fandt paa.

Da jeg havde udgrundet dette Folkes Naturel, søgte jeg ved samme Midler at sætte mig i Anseelse hos de Martinianer, og med et nyt Project forbedre min Tilstand. Jeg fandt, at der var alt for mange fine Konstnere, derimod manglede man Haandværker: I den Henseende foreslog jeg en Lov om at oprette nogle Haandværker til Landets Nytte, men alle saadanne Projecter bleve beleede af dette daarlige Folk, som ikke finder Smag i noget uden i Dukketøj, derfor lastede jeg min Taabelighed med disse Ord: Du er et Drog, og værd at døe en Porteur. Dog tabte jeg ikke alt mit Mood, og efterdi jeg mærkede, at jeg intet kunde udvirke ved fornuftige Anslag, besluttede jeg at forsøge, om jeg med et daarligt og unyttigt Project kunde overvinde denne Vanskelighed. Jeg aabenbarede mit Forsæt for en fornuftig Abekatt, som opmuntrede mig med disse Ord: Skal du blive til noget, saa maa du giøre et forvoven Stykke; Og da hand forestillede mig, at her vare mange, som ved bare Kierling-Sladder og Børne-Spill 210havde insinueret sig, i sær ved nye Modeller paa Klæder, fandt jeg, at det var fornøden at være gal med de Galne, og derfor eftertænkte alle Konster og de allerdaarligste Paafund i Europa, og efter Prøve besluttede jeg at recommendere Peruqver. Jeg saae, at her var mange Geeder i Landet, af hvis Uld man nogenledes kunde giøre Peruqver, og siden min salig Formynder længe havde brugt samme Profession, forstod jeg og lidt deraf. Jeg samlede derfor Geede-Haar, giorde en Peruqve, som passede mig, og i saadan Dragt stillede mig for Syndico. Hand forundrede sig over dette nye og usædvanlige Syn, og spurdte, hvad det var, tog den af mit Hoved, og satte den paa sit, og løb strax til Speilet, for at see sig i den Dragt. Hand fandt saadan Behag i denne nye Prydelse, at hand raabte af Glæde: Jeg er Guderne liig! og lod sin Kone hente ind, for at giøre hende deelagtig i denne Glæde. Hun blev lige saa fornøjet, tog sin Mand i Favn, og forsikrede, at hun aldrig havde seet ham kiønnere, hvilket alle Huusfolkene ogsaa bekræftede, hvorpaa Syndicus vendte sig til mig, og sagde: O! Kakidoran, dersom denne 211Invention behager Raadet saa meget som mig, kand du vente dig stor Ære i vort Land. Jeg takkede ydmygst, og leverede Hans Excellence en Suppliqve at give Raadet, i samme Suppliqve rosede jeg min ypperlige Invention med disse Ord:

Højædle, Høj- og Velbaarne, Velbyrdige, Ædle og erfarne Raads-Herrer!

Den naturlige Drift jeg har til at befordre Landets Nytte, har drevet mig til at opfinde og danne et nyt og hidindtil ubekandt Dekke til Hoveder, som jeg ydmygst her fremsender, og underkaster Eders højvise Prøve, ikke tvivlende, at det jo naadig optages, siden den Invention sigter til Nationens Ære og Prydelse, og giør, at heele Verden kand vide, at ligesom den berømmelige Martinianiske Nation overgaaer alle Mennesker i Dyd og Sinds Gaver, saaog i smukke Klæder, som zirer Legemet. Jeg vidner i Oprigtighed, at jeg ikke seer paa min egen Interesse, og derfor heller ikke forlanger nogen Betalning for 212min Umage, det er mig alt nok, efter mine ringe Kræfter at giøre noget til Landets Ære og Nytte; Men vil det Højædle Raad belønne denne min Umage, skal jeg med Glæde og Taknemmelighed tage imod den beviiste Godhed, hvorved ald Verden kand see Deres Taknemmelighed, og andre kand opmuntres til slige eller større Gierninger, for den Aarsag alleene vil jeg ikke imodstaae Raadets og Folkers Gavmildhed i Martinia. I det øvrige recommenderer jeg mig i de høye Herrers Gunst,

Det Højædle Raads
underdanigste Tiener
Kakidoran.

Martinia,
den syvende Dag
i den Maaned Astral.

Denne Suppliqve tillige med Peruqven tog Syndicus med sig, da hand gik i Raadet. Jeg hørte, at alle Processer holdt op samme Dag, saa meget havde de at bestille med at prøve mit Paafund. Ved at votere, roeste de Arbeidets Anseelse, min Behændighed og Ydmyghed, og tildømte mig en 213Belønning. I heele Raadet var kun trende Raadsherrer som vare derimod, men de bleve derfor lastede, og anseede som vanvittige, u-artige og udygtige Raadsherrer. Saasnart de havde dømt, blev jeg hentet til Raadhuset, hvor en gammel Abekat stod op, og efterat hand havde tacket mig i heele Landets Navn, og derhos forkyndet mig, at min Umage efter Fortieneste skulde belønnes, spurde hand, hvor lang Tiid jeg behøvede til at giøre saadan en Hue. Jeg svarede, det var mig Belønning nok, at mit Arbeide var approberet af saa store Mænd og det heele Raad, jeg lovede i to Dage at giøre en anden Peruqve, og dersom man vilde sætte andre Abekatter til mig, som vare vandt til Handværker, saa jeg kunde lære dem Konsten, kunde der i en Maanets Tiid blive giort, saa mange Peruqver, som behøvedes til den heele Bye. Over dette blev Syndicus allarmeret, og sagde: Ney, Kakidoran, heele Byen maa ikke bruge denne Dragt, thi saa bliver den gemeen, derved bør Adelen skilles fra gemeene Folk. Alle de andre approberede hans Tale, og Politimesteren fik Befalning at eftersee, at Raadets Slutning ikke blev overtraadt, at Adelen ikke skulde tage Skade ved at Peruqver bleve almindelige, 214og saa herlig en Invention besmittes af den gemeene Pøbel. Men denne Forordning hande samme Virkning, som alle Forordninger der giøres imod Pragt til Borgernes Skade, thi desstørre Lyst fik den gemeene Mand til at bryde den, og efterdi denne Prydelse behagede alle, fik de rige Borgere ved Recommendationer eller Penge kiøbt af Raadet Titler og Adels-Breve, saa at den halve Bye i en Hast blev nobiliteret. Og da der siden kom Suppliqver fra Provincerne, holdt Raadet for godt, at afskaffe Forordningen, og tillade enhver at bruge Peruqver, saa at jeg med Fornøyelse saae det heele Martinianske Folk bære Peruqver inden jeg kom der fra. Det var sandelig et artigt Syn at see disse Abekatter med Peruqver. Heele Nationen fandt saadan Behag i denne Invention, at de giorde en nye Tiids-Regning, og derfra er i de Martinianske Almanaker begyndt den haarede Alder.

Men at komme til mig selv igien, jeg blev meget roest, klædt i en Purpur-Kappe, og baaren hiem i Syndici Portochaise, saa at den Porteur, som nyelig var min Kammerat, maatte nu være min Hest, fra den 215Dag af spiiste jeg og ved Syndici eget Bord. Efter denne gode Begyndelse til min Lykke, blev jeg ved mit foretagne Arbeide, og med deres Hielp, som blev mig tilføjede, giorde jeg i en Hast saa mange Peruqver, som heele Raadet behøvede, og efterat jeg havde Arbeidet derpaa i en heel Maaned, fik jeg Adels-Brev, saaledes stilet:

For den ypperlige og Landet nyttige Invention, hvorved Kakidoran en Borger af den Bye Europa, har forbundet sig den heele Martinianske Nation, har vi besluttet, at giøre ham til Adel, saa at han med sine Arvinger herefter skal agtes for rette og ægte Aldelsmænd, og Friheder, som den Martinianske Adel har. Fremdeles beslutter vi, at give ham et nyt Navn, og i Steden for Kakidoran skal hand kaldes Kikidorian, og da hand i sin nye Værdighed maa føre sig prægtigere op, giver vi ham to hundrede Partarer aarlig Gage til at føre hans Stand med. Givet paa Raad-Huset i Martinia, den fierde Dag i den Maaned Merian, under Raadets store Segl.

216Saaledes blev jeg af en gemeen Porteur omskabt til en Adelsmand, og levede nogen Tiid i stor Ære og Værdighed, og som de Martinianer mærkede, at jeg var i Naade hos Syndicum, søgte alle mit Venskab. Deres Flatterie gik saa vidt, at de giorde Helte-Sange til mig og tillagde mig ubekandte Dyder. Nogle, endskiønt de vidste, at jeg var fød i en fremmet Verden, giorde min Stam-Tavle, og regnede min Slægt ud fra de ældste Indbyggere; Men det smagte mig ikke meget, thi jeg holt det for liden Ære at nedstamme af Abekatter. Desuden som de Martinianer pleyer rose deres lange Haler, ligesom vore Poeter roser Jomfruers Skiønhed, giorde nogle Poeter Vers over min Hale, endskiønt jeg ingen havde, for at insinuere sig hos mig: Kort at fortælle, deres Flatterie var uden Maade, saa at en Mand af stor Stand, undsaae sig ikke ved at tilbyde mig sin Kone til Tieneste, og for den Genereusité udbad sig, at jeg vilde intercedere for ham hos Syndico. Dette lumpne Hyklerie, hvortil den heele Martinianske Nation er hengiven, giør at de Martinianske Historier, som indeholder intet uden en Hob Flatterier, neppe er værd at læse, for Materiens 217skyld, endskiønt Stilen over alt er net. Derfor er her gode Poeter, men slette Historie-Skrivere, og det er klart, at der ingensteds findes saa høytravende Poeter; Hvilket er at tilskrive de Martinianers store Imagination.

Jeg havde hidindtil været brav frisk i dette Land, endskiønt den Heede, som Solens bestandige Nærværelse foraarsager, incommoderede mig noget; Jeg laae vel engang af Durklob og hidsig Feber, men den Feber varede kun kort, og jeg kand forsikre, at den Doctor, som jeg da brugte, plagede mig meere end Sygdommen selv, med hans Sladder, som er det slags Folk medfød. Efterdi jeg i saadan Tilstand behøvede en Doctor, tilbød en mig sin Tieneste, men jeg kunde ikke bare mig for Latter, da jeg saae ham, thi hand havde nyelig barberet mig: Der jeg spurte, hvorledes hand saa hastig var omskabt fra Barberer til Doctor, svarede hand, at hand brugte begge Professioner. Over dette tvivlede jeg om at betroe mit Liv i saa alvidende en Mands Haand, og sagde, jeg vilde heller have en som studerer Medicinen alleene; Hand foer dyrt paa, at der ikke var saadan en Doctor 218i den heele Bye, derfor nødtes jeg til at antage ham. Jeg forundrede mig endnu meere over hans store Hast, thi da hand havde ordineret mig en Drik, gik hand strax bort, sigende, at hand kunde ikke bie længere hos mig for andre Forretningers skyld, som samme Tiid skulde giøres. Jeg spurde, hvad det var for Forretninger, siden det hastede saa meget? Hand svarede, paa denne Tiid skulde hand forrette sit sædvanlige Æmbede i Under-Retten, hvor hand var Skriver. Jeg saae, at den Blanding af Æmbeder var overalt gængse i dette Land, hvor ingen betænker sig paa at antage stridige Bestillinger, hvilken Dristighed kommer af deres flyvende Næmme, hvorved de kand giøre deres Forretninger i en Hast, men af de mange Feil her blev begaaet, lærte jeg, at saadanne flyvende Hoveder meere zirer end nytter et Land.

Der jeg i to Aars Tiid havde levet i dette Land baade som Porteur og Adels-Mand, kom jeg i en uformodentlig Hændelse, som nær havde ødelagt mig. Jeg havde hidindtil været i stor Naade i Hans Exellences Huus, og Syndici Frue havde bevist mig meget got, saa jeg syntes at være den Fornemste 219blant hendes Clienter. Hun havde ofte talt i Enrum med mig, og endskiønt hun gad gierne haft mig hos sig, talede hun dog med saadan Blufærdighed, at jeg ikke kunde andet end tage hendes Artighed op i en god Meening, ey heller kunde jeg vente, at en ureen Kierlighed var Aarsag til denne Høflighed, i sær hos en Dame, som var højtagtet iblant Abekatterne, ikke mindre for sin Dyd end sexten Ahner; Men da nogen Tiid gik hen, fattede jeg Mistanke over hendes forblummede Tale, desuden begyndte hun ofte at forandre Couleur, falde i Graad, og sukke dybt uden Aarsag, tilsidst blev det øjensynligt, i det en Jomfru bringer mig et Brev af dette Indhold:

Allersødeste Kikidorian!

Min store Stand og medfødde Bluefærdighed har længe dæmpet de Kierligheds-Gnister, som har ligget skiult i mit Hierte, at de ikke skulde udbryde, men nu er jeg gandske overvunden, og kand ikke længere imodstaae Kiærligheds Magt, ynkes derfor over mig, som aabenbaarer 220min Kiærlighed, hvilket jeg ikke giorde, dersom den yderste Pine ikke tvang mig dertil.

Ptarnusa.

Jeg kand ikke udsige, hvor oprørt jeg blev over denne uformodentlige Kiærligheds-Bekiendelse, men som jeg heller vilde underkaste mig Fruens Vrede, end have en skændig Omgiængelse med et Creatur der ikke var af min Art, svarede jeg næsten saaledes:

Naadigste Frue!

Den bestandige Godhed, som Syndicus har beviist imod min Fortieneste, den Umuelighed der er i Begieringen, og mange andre Aarsager, som jeg ikke vil opregne, udkræver, at jeg heller skal underkaste mig Fruens Vrede og Unaade end samtyrke i en saa skammelig Ting, og som sigter til Familiens Vanære: Jeg lokkes til de Ting, som ere mig meere bittre end Døden, thi det er en Tieneste, som meest skader hende, der begierer den, derfor vidner jeg oprigtig, at jeg ikke 221kand samtykke i Fruens Forlangende, endskiønt jeg lover en blind Lydighed i alle andre Ting.

Kikidorian.

Neden under Brevet satte jeg denne Paamindelse:

P. S. Betragt hvor stor en Synd, hun begynder paa, og afstaae den, medens hun kand, hav Retfærdigyed, Gudsfrygt og Bluefærdighed for Øyne, og overvind den onde Lyst.

Dette Svar forseglede jeg med mit Zignet, og flyede samme Jomfrue at levere Fruen. Det havde den Virkning, som jeg ventede: at hendes Kiærlighed blev forandret til et bittert Had. Hun blev taus, og kunde ikke græde af Forbittrelse, men pønsede idelig paa Hevn, dog menagerede hun sig nogen Tiid, indtil hun fik sit Brev fra mig igien. Saasnart hun havde faaet det, underkiøbte hun nogle, som skulde giøre deres Eed paa, at jeg i Syndici Fraværelse vilde taget hende med Vold. Denne Comoedie blev spillet med saadan Konst, og Rimelighed, at Syndicus tvivlede ikke 222paa Sagens Sandhed, men lod mig kaste i Fængsel. I denne Angest var det eneste Middel at bekiende mig skyldig, bede Herren om Naade, og derved enten forsone ham, eller formilde min Straf; Thi at trette med en mægtig Familie, i sær i et Land, hvor man ikke saae paa Sagen, men paa Personernes Stand, var taabeligt: Derfor forsvarte jeg mig aldeles ikke, men græd og bad, ikke om at være frie, men om en naadig Straf.

Der jeg saaledes havde kiendt mig skyldig i den Synd, hvilken jeg aldrig havde drømt om, blev jeg benaadet med Livet, men dømt til evig Fængsel, mit Adels-Brev blev taget fra mig, og revet i tu af Bødelen. Jeg blev som en Fange kastet paa een Gallei at arbeide. Det var Republiqvens Skib, som var ferdig at gaae til Mezendores eller de urimelige Lande, hvilken Reise pleyer giøres en vis Tiid om Aaret, nemlig i den Maanet Radir. Fra Mezendores henter man de Varer, som ikke voxer i Martinia, saa at de Mezendoriske Lande ere ligesom Indien for de Martinianer; Kiøbmænd baade af Adel og Borger-Stand har oprettet et Mezendorisk 223Compagnie, imellem dem deeles Fortienesten, naar Skibene kommer hiem, enten efter Tallet, eller efter deres Actiers Maade. Man bruger baade Seyl og Aarer paa de Skibe, og to Fanger sidder ved hver Aare; Til saadant Arbeide blev jeg dømt paa Reisen. Man kand let begribe, hvorledes jeg bar denne Byrde, helst da jeg intet havde forbrudt til at pidskes og arbeide, iblant andre Misdædere. De Martinianer raisonerede hver efter sin Goût om denne Hændelse. Nogle troede vel, at jeg havde fortient at straffes, men naar de saae paa, hvor haard en Maade, ynkedes de over mig. Andre sagde, at man burde dog tænke paa det Gode jeg havde giort, og derfor straffe mig mildere. De skikkeligste Abekatter talte indbyrdes om, at jeg var falskelig anklaget, men ingen turde offentlig forsvare mig, af Frygt for mine mægtige Fiender. Derfor besluttede jeg at bære min slette Skiæbne med Taalmodighed; Den største Trøst for mig var den tilstundene Reise, paa hvilken jeg gandske nysgierig ventede at see nye forunderlige Ting, endskiønt jeg ikke troede alt det, som Skippere fortalte, og kunde heller ikke indbilde mig, at der var saa mange og saa store 224Vanskabninger i Naturen. Der var adskillige Tolkc paa vort Skib, som det Mezendoriske Compagnie bruger i disse Tog, thi ved dem skeer Indkiøbet og Handelen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.