Cap. XI. Seylads til de urimelige Lande

Førend jeg begynder at beskrive denne Sejlads, beder jeg alle alvorlige Læsere, ikke at slaae for mange Rynker i Panden veed at jeg fortæller de Ting, som synes at stride mod Naturen, og være utrolige, thi det er ey min Sag, at fylde Bogen med Sladder, jeg tager alleene de Ting, som kand give Anledning til Eftertanke. Jeg fortæller utroelige men sandfærdige Ting, som jeg selv har seet. Ulærde Folk, som aldrig har sat Foden uden for deres Fæderne Land, troer intet, uden det de har hørt fra Barndommen op; Men de Lærde, i sær de som vide noget af Physica, har lært af Erfarenhed, hvor mange Forandringer der er i Naturen, og derfor dømme mildere om usædvanlige Ting. Naar Pygmæi 225hører Thranerne skrige, ruste de sig til Striid, og naar de tabe Slaget, flyve Thranerne bort med dem; Om nogen af vore Folk saae det, vilde de lee, men ingen leer deraf paa de Stæder, thi de seer det daglig, og den heele Nation er ikke meere end en Fod høy. Der ere fordum funden Mennesker i Scythien, som havde et Øye midt i Panden, og kaldtes Arimaspi. Andre i samme Land havde bagvendte Fodblade. I Albanien vare Mennesker, som bleve graahærdeede i deres Barndom. De Sauromater spiiste kun hver tredie Dag, og fastede i de to andre. I Africa siges at være visse Familier, som kand forhexe Folk med deres Ord. Nogle vare i Illyrien, som dræbte Folk med deres Syn, naar de saae paa nogen med Vrede, de havde to Øyensteene i hvert Øye. Paa Biergene i Ost-Indien ere fundne Mennesker, som havde Hunde-Hoveder, og giøede; Andre havde Øyne paa Ryggen. Yderst i Indien ere fundne nogle, som vare lodne, og havde Fejre som Fugle, levede uden Mad, alleene ved at lugte til Blomstere. Hvo skulde troe dette og andet, dersom Plinius, en troværdig Skribent, ikke havde forsikret, at hand ey havde hørt eller læst det, men selv 226seet det. Ja hvem skulde troet, at Jorden var huul, og at der var Soel og Planeter inden i den, om ikke jeg med egen Erfarenhed havde opdaget den Hemmelighed. Hvo skulde troet, at der fandtes et Land, som beboes af gaaende og fornuftige Træer, hvis Erfarenhed ikke ligeledes havde betaget ald Tvivl; Dog vil jeg ikke trætte med nogen for den Sandhed, thi jeg havde samme Tanke, før jeg paatog mig denne Reise, at det var Fabel og Sladder, hvad Skippere fortalte.

I Begyndelsen af den Maanet Radir gik vi til Seils, og havde nogle Dage god Bøer, det var ufornødent at roe, thi vi gik altid for fuld Sejl, men paa den fierde Dag maatte vi til at arbeide, hvilket da Skipperen saae at komme mig besværligt for, lod hand mig hvile imellem, og endelig gandske befriede mig fra denne Trældom. Jeg kand ikke sige, hvoraf den Artighed kom, enten at hand holdt mig for uskyldig, eller undte mig en bedre Lykke, fordi jeg havde opfundet Peruqver. Hand havde selv trende Peruqver med sig, som hand lod mig krølle og accomodere, saa at jeg af en Roerknegt i en Hast blev giort til 227Peruqve-Magere igien. Af samme Skippers Artighed imod mig, var jeg altid i deres Tal, som gik i Land, naar vi kom i nogen Havn, hvorved jeg fik Leylighed at mætte min Nysgierighed. Imedens vi seylede, forekom i lang Tiid intet mærkværdigt, men da Landet gik os af Sigte, kom nogle grumme Dyr op af Søen, det var Havfolk, som naar Veyret var stille, svømmede til Skibet for at bede om Almisse; Fra Hovedet indtil Skiødet vare de skabte som Fruentimmer, den øvrige Deel lignede en Hvalfisk. Deres Sprog kommer overeens med det Martinianske, saa at nogle af Skibsfolkene uden Tolk kunde tale med dem. Der jeg gav en af dem et Stykke Kiød, saae hun stift paa mig, og raabte: Du bliver en stor Mand, og Herre over mange Lande. Jeg loe, og holdt Spaadom for Flatterie, endskiønt Skibs-Folkene svoer dyre paa, at deres Spaadom sielden slog feyl. Efter otte Dages Reise saae vi omsider et Land, som Skibsfolkene kaldte Picardania: I det vi kom i Havnen, fløy der en Skade, som de sagde, var General-Told-Inspecteur, og en alvorlig Mand. Jeg kunde ikke bare mig for Latter, da jeg hørte, at en Skade havde 228saa vigtig en Bestilling, og jeg tillige saae, at en Skatmester fløy i Luften. Af Told-Inspecteureus Skabning kunde jeg slutte, at de andre Told-Betientere maatte være Fluer.

Efterat hand trende gange havde fløyet omkring vort Skib, gik hand i Land efter tre smaa Skader, som strax med ham kom og satte sig paa Forstavnen af Skibet. Jeg havde nær bristet af Latter, da jeg saae, at en af vore Tolke giorde Complimenter for disse Skader, og holdt en lang Tale med dem. De kom for at eftersee Varene, thi efter Sædvane skulde de inqvirere, om vi ikke havde giemt nogle forbudne Varer, og den Urt Slac. De pleyer at leede efter denne Urt i alle Paqver og Lommer, efterdi det er strengelig forbudet, at indføre den; Thi Indbyggerne pleyer give mange gode og fornødne Varer for denne Urt, hvorover Landets egne urter, som kunde tiene til samme Brug, mister deres Priis, saa at Picardanerne derudi ligner de Europæer, som agte Ting høyt alleene fordi de komme fra langt bort liggende Stæder, og voxer i et andet Land. Efterat General-ToldInspecteuren længe havde talt med vore 229Tolke, gik hand ned under Dækket med de andre Skader, og da hand kom op igien, saae hand med Bitterhed paa os, og lod os vide, at vi ikke maatte handle med de Picardaner, fordi vi imod Forbud førte forbudne Varer med os; Men Skipperen vidste af Erfarenhed, hvorved man forsoner Toldbetienteres Vrede, forærede ham nogle Pund Slac, derved blev hand strax mild, og tillod os at losse.

Saasnart det var skeed, kom der en stor Hob Skader flyvende: Alle disse vare Kiøb-Mænd: Skipperen, gik derpaa i Land tog mig og nogle andre med sig, saa vi vare fire i Tallet, som gik af Skibet. Skipperen selv, jeg og to andre Abekatter, af hvilke den eene var Commerce-Raad, den anden Tolk. General-Inspecteuren bad os til Bords om Middagen, men der var intet Bord, thi de Picardaner kand ikke bruge Stole; Dugen blev bredt mit paa Gulvet. Der blev sat skiønne Rætter for os, men paa smaa Fade, og efterdi Kiøkkenet var i den øverste Etage, kom fire Skader med hver Rætt, ligesom igiennem et Regn-Hull: Efterat Maaltidet var endt, førte Inspecteuren os til sit Bibliothec: 230Der vare mange Bøger, men alle smaa, saa at store Bøger og Folianter var knapt større end vore Almanakker. Jeg kunde neppe bare mig for Latter, da jeg saae, at Bibliothecarius fløy op til de øverste Skabe for at tage Octaver og Duodecer. I det øvrige ere de Picardaners Huuse ikke vores meget ulige i Bygning og Prydelser, men Sengene hænger under Loftet ligesom Fugle-Reder. Man kunde spørge, hvor det er mueligt, at Skaderne, som ere smaa Fugle, kand bygge saa store Huuse, men jeg saae, at det var mueligt, af et Huus, som da stod i Bygning; Thi der vare nogle tusende Arbeids-Folk paa engang, saa at deres Mængde og Lethed nogenledes oprettede det, som manglede i Kræfter. Derover kand de Picardaner ligesaa hastig bygge Huuse, som vi. Inspecteurens Kone lod sig ikke see, hun laae i Barsel-Seng, og Barsel-Koner gaaer ikke ud, saa længe Ungerne ere skaldede, men Manden sagde, at Ungerne i en Hast fik Fejre, og saa gik hun ud. Vi tøvede ikke længe i dette Land, derfor kand jeg ey beskrive Landets Beskaffenhed eller Indbyggernes Naturel og Levemaade. Samme Tid var der stor Larm for en Strid, som nyelig havde været mellem Skaderne og 231deres Naboer Kramsfuglene, helst da der Dagen efter vor Ankomst, kom Tidende, at Kramsfuglene havde overvundet Skaderne i en stor Luft-Batallie, hvorfor Skadernes General blev dømt til at miste sine Vinger, hvilken Straf agtes stor her, og næsten saa haard som Livs Straf. Saasnart vi havde byttet vore Varer bort, gik vi til Seils. Tæt ved Strandbredden saae vi Søen fuld af Fejre, som drev deri, hvoraf vi sluttede, at Bataillen mellem Skaderne og Kramsfuglene maatte være holden der.

Efter trende Dages lykkelige Sejlads landede vi ved det Musicalske Land, vi kastede Anker der, og gik i Land, vores Rolk gik foran med et Instrument, som kaldes Basse. Det kom mig meget latterligt for, thi jeg kunde ikke begribe, hvorfor hand slæbede paa den Byrde. Siden alting var øde, og vi ikke saae Fodspor til noget Creatur, befal de Skipperen at blæse i vor Basune, for at lade Indbyggerne vide vor Ankomst, og ved Basunens Lyd kom løbende hen ved tredive Musicalske Instrumenter eller Basser med et Been. Det kom mig for som bare Hexerie, thi paa mine heele Reise fandt jeg, intet saa forunderligt. De Basse-Violiner, 232som jeg mærkede beboede Landet, vare saaledes skabte: Oven til havde de en avlang Hals og et lidet Hovet, Legemet i sig selv var snævert og lidt omgivet med en glat Bark, saa at der var Rum mellem Legemet og Barken, oven for Navlen havde Naturen sat en Kam eller Stoel med fire Strænger, den heele Machine hvilede kun paa en Fod, saa at de alle løb hver paa et Been, og meget hastig kunde springe over Marken: Med faa Ord at sige, man skulde af Skabningens Liighed tænke, at de vare virkelige Instrumenter, undtagen at de havde tvende Hænder og Arme: I den eene Haand holdte de Fiæren, med den anden slog de paa Strængene. Da vores Tolk vilde tale med Indbyggerne, tog hand Instrumentet, som hand havde hos sig i den venstre Haand, i den anden Haand holdt hand Buen, sadte sig ret i Positur, og begyndte at spille, de andre svarede ham strax ved at slaae paa deres Strænge, saa at de skiftedes til at spille, og saaledes lod hinanden vide deres Meening; I Begyndelsen spillede de ikke andet end Adagio, og det med god Gehør, men strax faldt de til skurrende Toner, som giorde ont i Ørene, tilsidst endtes Musiqven med en sød og behagelig Tone kaldet Præsto. Der 233vore Folk hørte det, sprang de af Glæde, sigende, at nu var Accorden sluttet om Varene. Siden fik jeg vide, at det første Grave betydede en Begyndelse til Talen, og bestod i Hilsen paa begge Sider, saa længe Tonerne skurrede, disputerede man om Varenes Priis, og endelig betydede den behagelige Tone Præsto, at Accorden var lykkelig sluttet, thi kort derefter blev Skibet losset. Iblant de fornemste Varer som føres hid, er Colophonium, hvormed Indbyggerne i Musicanter Land smør Buerne, som ere Redskaber at tale med: Derfor pleyer Misdædere dømmes til at miste deres Bue, og altid at miste sin Bue holdes for Livs Straf. Som jeg hørte, at der blev en Proces ageret paa næste Ting, løb jeg derhen, for at høre deres Maade at procedere paa. Procuratorerne talede intet, men slog paa de Strænge, som vare paa deres Maver. Medens Sagen blev ageret, hørte man ikke andet end stridige Toner, saa at ald deres Veltalenhed bestaaer i at de kand slaae og giøre Grimaeer med Hænderne. Da Sagen var udageret, reiste Dommeren sig op, tog Buen, og spillede Adagio, hvilket er det samme som at afsige Dommen, thi strax kom nogle at exseqvere Dommen, og tog 234Buen fra den som var dømt. Børn seer ud her som de Instrumenter, hvilke vi kalder Stokvioler. De faaer ingen Buer førend de har fyldt deres tredie Aar; Naar de har begyndt deres fierde Aar, sættes de i Skole for at lære at slaae paa Strængene, ligesom man lærer at læse hos os, og de kommer ikke af Skolen, førend de har lært ret at spille, og kand stryge med Buerne, uden at Tonerne skal skurre. Vi havde stor Fortræd af disse Børn, som forfuldte os med deres Music. Vores Tolk, som forstod Musicanter-Sproget, sagde, at disse Musicanter-Drenge bad om Colophonium, naar de tiggede, spillede de Grave eller Adagio, men naar de fik noget, spillede de hastig og klingende, som kaldes Præsto; thi saaledes udfører man Taksigelse. Naar de faaer Ney, gaaer ald deres Geist bort.

Der vi havde forrettet vore Sager vel og efter Ynske, forlod vi Musicanter-Land sidst i den Maanet Cusan, og efter nogle Dages Sejlads, saae vi en nye Strand-Kant, som vi kunde giette os til var Pyglosta, fordi det lugtede saa ilde. Indbyggerne i dette Land ere ey ulige Mennesker, Forskiellen bestaaer deri, at de har ingen 235Mund, men taler med den anden Ende. Den første som kom til vort Skib, var en riig Kiøbmand: Hand hilsede os med den anden Ende efter Folkets Sædvane, og strax derpaa begyndte at tinge om Varenes Priis; Men til min store Ulykke var vores Barberer den Tiid syg, hvorfor jeg nødtes til at bruge en Pyglossiansk Barberer; Thi som Barbererne ere meere talende her end de Europæiskee, giorde hand saa ubehagelig en Lugt i Værtshuset, medens hand barberede mig, at vi maatte ryge med Røgelse, da hand var gaaen. Jeg var nu saaledes vandt til forunderlige og imod Naturen stridende Ting, at intet kom mig meere urimeligt for. Som det for denne Aarsags skyld var ubehageligt og fortrydeligt at omgaaes med de Pyglossianer, skyndte vi os, og lidet for den bestemte Tiid gik til Sejls, fornemmelig, fordi en riig Pyglossianer havde budet os til Bords, thi vi trakte alle paa Skulderne ved dette Tilbud, og vilde ikke sige ja, førend det var betinget, at ingen skulde tale over Maaltid. Ved vor Bortreise stod Pyglossianerne paa Strandbreden, og med Rumperne ynskede os en lykkelig Sejlads, men som Vinden blæste fra Strandkanten, gav vi dem Tegn, at de skulde holde op med deres 236Lykynskninger, thi formegen Høflighed kand ogsaa incommodere. De Varer som Martinianerne fører hid, ere Rosenvand, Balsam og andre vellugtende Specier.

Herfra sejlede vi til Iisland, som var saa fæl og grum at see til, at intet Land kom mig meere ulyksaligt og ynkværdigt for, thi man kand intet andet see end Bierge, som stedse ere skiulte med Iis. Indbyggerne som alle ere af Iis, boer adspredte fra hinanden paa Bierge-Toppene, hvor Solen aldrig skinner; Thi alt det, som er paa Bierge-Toppene, fryser altiid, derfor er der og altid mørkt, og er der noget lys, da kommer det alleene af Riimfrosten, men Dalene derunder ere forbrænte af Heede og Damp; Derfor tør Indbyggerne ikke gaae ned i Dalene, uden Himmelen er tyk af Skyer, og saa snart de seer den minste Straale af Solen, vender de eenten tilbage til Biergene, eller kaster sig hovetkulds i Hulerne; Det hendes ofte, at de som gaaer ned af Biergene, enten smelter paa Vejen eller kommer i anden Ulykke. Man fører derfor Misdædere ud paa Marken i mørkt Veyr, binder dem til en Pæl, at de skal smæltes af Solen. Dette Land haver alle slags Ertzer, uden 237Guld. Fremmede Kiøbmænd fører Ertzerne u-arbeidede af Landet, thi Indbyggerne taaler ingen Varme, og kand altsaa ikke arbeide Metallerne. Den Iislandske Handel holdes for den beste af alle de Mezendoriske.

Alle disse Lande, som jeg har opregnet, ligger under den store Kæyser af det egentlige Mezendoria, derfor kalder Søefarende Folk disse Øer de Mezendoriske, endskiønt hver har sit særdeeles Navn, som jeg har viist i denne Reise-Beskrivelse. Dette store og forunderlige Rige er Enden og Maalet i denne Reise. Efter otte Dages Sejlads kom vi til den Kæyserlige Residence, hvor vi i Sandhed fandt alt det at være, som Poeterne har skrevet om, i Dyrenes, Træernes og Planters Societeter, thi Mezendora er ligesom et almindeligt Fæderne-Land for de fornuftige Dyr, Træer og Planter. Et hvert Dyr, og hvert Træ faaer Borgerskab der, naar de underkaster sig Regieringen og Lovene. Man skulde vel troe, at der var Forvirrelse, hvor Creaturer af saa ulige Skabninger og stridige Natureller ere samleede, men denne Stridighed har en lykkelig Virkning formedelst 238de fornuftige Love og Skikke, efter hvilke man giver disse mange slags Undersaatter de Forretninger og Bestillinger, som enhver har Beqvemhed og Lyst til: Saaledes for Exempel giør man Løver til Regentere, for deres medfødde Høymodighed, Elephanter til Lemmer i det store Raad, for deres Skarpsindighed, Chamællonter til Hoff-Betientere, fordi de er foranderlige, og kand vende Kaaben efter Vejret. Biørne, Tigre og slige stridbare Dyr bruger man i Land-Armeen. I Søe-Militien bruger man Stude og Tyre, thi som Skibs-Folk ere enfoldige og ærlige, men lidt civilliserede, haarde og ubevægelige, og efterdi de fører en Levemaade, som kommer overens med deres grove Element, bruger man dem dertil. Man har og en Samling af Kalve eller Søe-Cadetter, hvoraf man tager Søe-Officerer; Træer bliver gierne Dommere, for deres medfødde Sindighed; Giæs bliver Højeste-Retts-Procuratorer, og Skader Procuratorer i Under-Retterne. Ræve blive Fuldmægtiger, Gesandtere, Consules, Agenter og Legations-Secretairer. Ravne blive gierne Forvaltere over Stærv-Boder. Giædebukke ere Philosophi, men i sær Gramatici, og det baade for deres Horns skyld, med 239hvilke de pleye at stange deres Fiender for Bagateller, og for deres ærværdige Skiæg, hvorved de skilles fra andre Creaturer. Heste ere Borgemestere og Raadmænd. Proprietairer eller Selv-Ejere og Bønder ere Slanger, Muldvarper, Rotter og Muus. Fugle ere Courerer og Poster. Æsler ere Dægne for deres skrydende Røst. Nattergaler ere Sangere og Pibere. Haner ere Vægtere i Byen. Hunde Portnere. Ulve ere Rentemestere og Told-Betientere, og Høge deres Fuldmægtiger.

Ved disse herlige Love skeer det, at Æmbeder ere vel forsyned, og alle Ting giøres hurtig og med smuk Orden; Derfor bør denne Regiering være et Mønster, som Lovgivere bør rette sig efter, naar de stifte Republiqver; thi at der andenstæds findes saa mange elændige og udygtige Mænd, kommer ikke saa meget af Undersaatternes Dumhed, som at man ikke ret prøver enhvers Beskaffenhed; thi naar det skeede ret med Fliid, og forstandige og hurtige Mænd bleve ikke forfremmede for eenhver Fortieneste, men for deres særdeles Beqvemhed til visse Æmbeder, forrettedes alle offentlige Æmbeder vel, og Republiqven kunde altid 240være i god Stand. Hvor nyttig denne Indretning er, viser dette Riges Exempel: De Mezendoriske Krøniker beretter, at Kæiser Lilac, for tre hundrede Aar siden, afskaffede denne Lov, og i fleng gav offentlige Bestillinger bort til alle, naar de kun havde giort noget herligt, og vare bekante for en Dyd. Men denne ubetænksomme Uddeeling giorde saa megen og saa stor Larm, at det syntes at være ude med Republiqven; Ex. gr. En Ulv havde med Fliid forestaaet et Regnskabs-Æmbede, paastod derfor, at hand havde fortient en større Værdighed, og blev Raadsherre; Men et Træ, som var dygtig til Dommer-Embede, blev for samme Egenskab Casserer. Ved den bagvendte Befordring blev to dygtige Mænd giort gandske unyttige for Landet. End meere, en Giedebuk eller Philosophus, som var høyt priset af Scholasticis, for sin Haardnakkenhed i at forsvare Theses, blev modig af denne Roes, søgte efter et anseeligt Æmbede, nemlig den fornemste Hof-Bestilling, og fik den; Derimod fik en Camæleon for sin Artighed og Hyklerie en Bestilling ved Academiet, hvilken hand søgte for Indkomsternes skyld: Derved skeede, at den eene af en god Philosopho blev en urimelig 241Hofmand, den anden af en god Hofmand blev en slet Philosophus; thi Bestandighed i at forsvare sin Meening, som sømmede en Philosopho, er ej tienlig for en Hofmand, siden Letsindighed og Ubestandighed ere Hoved-Dyder til Hove, og naar en Hofmand seer ikke paa det som er sandt, men paa det som er sikkert, maa hand tage ullige Masqver paa, ligesom Aspecterne ere til ved Hoffet; Men det som er en Feil til Hove, er en Dyd paa Academierne, hvor man holder det for et Tegn paa en dygtig Mand, at forsvare sin Meening til det yderste: Kort at sige, alle Undersaatterne, endog de som havde gode Egenskaber frem for andre, bleve, ved denne Lovs Forandring, giorde unyttige, og Regieringen begyndte at vakle; Hvorudover, da alle Ting stod paa Hæld, forestillede en fornuftig Raadsherre eller Elefant, ved Navn Baccari, denne Ulykke meget bevegelig for Kæiseren; Kæiseren fandt, at det var saa i sig selv, og derfor besluttede strax, at hindre det. Reformationen skeede paa denne Maade: Man satte ikke alle af paa eengang, thi saa havde Lægedommen skadet meere end Svagheden, men naar Bestillinger bleve ledige, flyttede man en fra den Bestilling, hvortil 242hand ikke var beqvem, til en anden, som hand kunde forestaae. For denne Tieneste imod Fædernelandet, hvis Nytte man strax saae, blev opsatt en Ære-Støtte for Baccaris, som endnu er at see paa Torvet i Mezendore. Siden har man nøye taget de gamle Love i Agt.

Vores Tolk forsikrede os, at denne Historie var ham fortalt af en Gaas, som var hans fortroelige Ven, og regnedes blant de fornuftige Procuratorer i Byen. Der findes i dette Land mange usædvanlige, ja gandske forunderlige Syn, som drager Fremmedes og Reisendes Øjne til sig: Alleeneste at see mange slags Dyr, Biørne, Ulve, Giæs, Skader 2c. gaae paa Gaden i Byen, og tale med hinanden, kand virke baade en Forundring og Fornøyelse hos dem som ikke tilforne har seet saadant: Den første som kom paa vort Skib, var en maver Ulv eller Told-Inspecteur, havende med sig fire Høge eller Fuldmægtige, hvilke Europæerne kalde Visiteurer. De toge hvad de lystede af Varene, og derved lod see, at de havde lært den Konst, som de gave sig ud for, og vidste alle Ting til Prikke. Skipperen tog mig, af sin sædvanlige Artighed, 243med sig, saa tit hand gik i Land. Den første som vi mødte paa Landet, var en Hane, hvilken, da hand efter Sædvanne havde spurt, hvorfor og fra hvad Land vi vare komne, meldte os strax an hos Told-Inspecteuren. Hand tog vel mod os, og bød os til Bords, men hans Kone, som passerede for en Skiønhed iblant Ulvinder, var ej tilstede, Aarsagen dertil var, som nogle sagde, at hendes Mand var jaloux, og holdt det ikke raadeligt, at lade saa kiøn en Kone sees af Fremmede, i sær af Skibs-Folk, som ved lang Afhold ere tørstige, og pleje med største Hidsighed jage efter Madammer og Jomfruer, naar de komme i Land. Der vare dog andre Madamer til Bords, iblant dem var en Commandeurs Frue; som var en en hvid Koe med sorte Plætter. Næst ved hende sad en sort Katt, som var Jægermesterens Frue, der nyelig var kommen fra Landet til Byen. Iblant Giæsterne sad næst ved mig en Grise-Soe af adskillige Farver, som var Renovations-Inspecteurens Kone, thi de som forrette slige Bestillinger, tages gierne af Svine-Slægten. Hun var vel skiden, og havde ikke toed sine Hænder, hvilket er brugeligt hos det flags Folk; men hun syntes dog at 244være meget artig, thi hun tog ofte Mad af Fadet, og lagde paa min Tallerken. Alle forundrede sig over den usædvanlige Artighed, helst siden det er ej Svinene medfød at være artige; Men jeg havde heller seet, at hun havde været mindre artig, thi det var mig meget bittert, at tage Mad af en Soes Haand. Her maa man mærke, at Indbyggerne i det Mezendoriske Rige, endskiønt de ligne Dyr i den udvortes Skabning, saa har de dog Hænder og Fingre, som staaer ud af de forreste Been, i hvilket de alleene skilles fra firebeenede Dyr hos os, og som de har Haar eller Fiære paa Kroppen, behøve de ingen Klæder. De Rige kiendes kun fra de Fattige ved visse Prydelseer, ex. gr. Kiæder, som ere giorte af Guld eller Perler, eller ved Baand, som ere flættede omkring Hornene. Commandeurens Frue havde bundet saa mange Baand paa sit Hoved, at man knapt kunde kiende hendes Horn. Hun undskyldte, at hendes Mand var borte, sigende, at hand havde Forfald formedelst en Trætte, hvori hand nyelig var kommen, og derfor sad hiemme, og holdt Raad med to Skader eller Procuratorer, som Dagen efter skulde agere hans Sag for Retten.

245Efter Maaltid talede den stribede Soe, Renovations-Inspecteurens Kone, hemmelig med vores Tolk, og forsikrede, at hun var forlibt i mig. Hand trøstede den Syge, lovede at hielpe hende, og søgte at overtale mig, men som hand saae, at der var intet at vinde med Ord, raadede hand mig at flye, thi hand vidste, at Madammen vilde giøre sig ald Umage for at naae sit Ønske. Fra den Tiid af holdt jeg mig inde paa Skibet, helst, siden jeg hørte, at Madamens forrige Galand, en Philosophiæ Studiosus, af Jalousie stod mig efter Livet; Men Skibet kunde knap forsvare mig mod Madamens idelige Anfald, thi hun søgte at overvinde mit haarde Hierte, snart ved Mellembud, snart ved Breve og Kiærligheds-Viser. Havde jeg ikke tabt de Breve i Skibbrud, kunde jeg fremvise en Prøve paa Svinenes Poesie, men jeg har glemt det altsammen, undtagen de Vers, hvorudi hun eengang saaledes roser sin Skabning: Hold det ikke for en Lyde, at jeg har stive Børster; et Træ uden Greene, en Hest uden Mank, en Fugl uden Fiære, er Faar uden Uld, og en Mand uden Skiæg, ere u-anseelige.

246Varene bleve saa hastig bytted, at vi inden faa Dage kunde gaae til Sejls, men en Trætte, som samme Tiid opkom imellem vore Skibsfolk, der vare reisefærdig, og nogle Borgere i Mezendoria, sinkede vor Reise noget; Aarsagen til Trætten var denne: En Baadsmand fra Martinia gik af en Hændelse at spatsere i Byen, hvorpaa en Giøg skiældede ham ud, og kaldede ham spottviis Peripom, hvilket bemærker hos os en Gøgler, thi efterdi Gøglere og Comædiant-Spillere ere gemeenlig Abekatter i dette Land, saa antog Giøgen denne Baadsmand for en Gøgler; Men Baadsmanden kunde ingen Tort lide, pryglede Giøgen brav af, og havde nær slaget Helsen af ham. Giøgen bad strax Folk drages til Minde, krævede de Nærværende til Vidner, og lod dem Dagen efter komme paa Raadstuen til Forhør. Da Vidnerne vare afhørte, indgav hand Sagen til Raadet. Baadsmanden, som ikke forstod Landets Sprog og Rettergang, maatte derfor leje en Skade eller Procurator, at forsvare sin Sag: Den blev derpaa ageret for Raadet, og efter en Times Klammerie, blev dømt saaledes, at Giøgen, som den der begyndte Trætten, skulde have Skade 247for Hiemgield, og betale Processens Omkostning, hvilket efter Sædvane gik til Procuratorens Salarium. Raadsherrerne, som dømte i denne Sag, vare Heste, af hvilke to kaldtes Borgemestere, og fire Raadmænd. I Retten sad og sex Føll, som Auscultanter og unge Jurister, og jeg hørte, at der vare lige saadanne Cadetter i andre Collegier, hvoraf man tager de Beqvemmeste til ledige Æmbeder.

Da vi lykkelig havde forrettet vore Sager, og taget kostbar Ladning ind, vilde vi reise hiem. Saasnart vi kom under Sejl, blev det saa stille, at vi maatte blive liggende, hvorover Folkene fiskede baade med Aalestange og Kroge. Vinden begyndte derpaa at blæse lidt op, saa vi hidsede Seyl, og gik fort. Vi havde længe god Bør, og saae atter nye Havfolk, som svømmede, saa Vandet stod høyt over dem, snart dukkede de sig ned, snart reiste de sig op, og imellemstunder gav en gruelig og bedrøvelig Skrig fra sig, Skibsfolkene bleve meget forskrekkede derover, thi de vidste af Erfarenhed, at den bedrøvelige Music pleyede betyde Storm, Regn og tillige Skibbrud. Vi hidsede strax Storseylet ned, og enhver fik sin 248Bestilling. Neppe havde de giort det, førend Himmelen begyndte at overtrækkes med sorte Skyer, og Havet bruste, saa at Styrmanden, som næsten i fyrgetive Aar havde beseylet de underjordiske Søer, vist forsikrede os paa, at hand aldrig havde forsøgt haardere Storm. Alt det, som laae løst paa Dekket, flød i Vand, hvilket tog til Deels af Bølgerne, som veltede sig ind til os, Deels af den store Regn, som faldt med Torden og Lynild, saa at alle Elementer syntes at foreene sig for at ødelegge os. Vi drev i Søen, Regn og mørke Skyer skiulte baade Himmelen og Dagens Lys, der kom et Lynild efter et andet, saa at vi tabte vor Kaas, og foer vild. Strax derpaa gik den middelste Mast i tu, og siden en efter en anden, saa at alle forestillede sig Døden: En raabte paa Kone og Børn, en anden paa Venner og Slægt, og der var Hylen og Skrig over heele Skibet. Styrmanden, skiønt hand var selv forsagt, søgte at stille de andre tilfreds, og bad dem holde op med de Sukke, som intet kunde nytte dem; Men i det hand talede, slog Vinden ham i Søen, drev ham omkring i Vandet, at hand sank til Bunden, ligesaadan gik det tre andre, af hvilke den ene var en Commerce-Raad, 249de andre to Skibsfolk, jeg alleene bar denne almindelige Jammer med Taalmodighed, siden jeg var kied af mit Liv, og havde ingen Lyst at komme tilbage til Martinia, hvor jeg havde mist min Frihed og Værdighed, og altsaa var i deres Tal, som hverken skrækkes ved Fattigdom, Død eller Fængsel, jeg ynkede kun Skipperen, og fordi hand havde viist særdeeles Godhed mod mig paa den heele Reise, søgte jeg med de fyndigste Ord at opmuntre hans nedslagne Sind, men min Veltalenhed hialp intet, thi hand blev ved at græde og hyle, som en Qvinde, indtil en Bølge kom og slog ham i Søen. Stormen tog saaledes Overhaand, at vi ikke sørgede meere for Skibet, vi havde ingen Mast, intet Roer, ingen Reeb eller Aarer, men Skibet drev med Bølgerne, som et u-arbeidet stykke Træ: I tre samfulde Dage kastedes vi saaledes omkring blant Bølgerne, hvert Øyeblik i Døds Angest og gandske forsultede, undertiden saae vi vel den klare Himmel, men Stormen var altid lige haard. De overblevne Skibsfolk trøstede sig lidet ved, at de langt fra saae et Land, fuld af Klipper og Fielde, og som Vinden stod til Landet, haabede de, at vi inden kort Tiid skulde komme 250der. Det var vel umueligt at komme til Landet uden ved Skibbrud, for den steyle Strandkant, men det var troeligt, at om ikke alle, dog nogle for nærværende Tiid kunde redde deres Liv paa Stykkerne af Skibet. Imedens vi fornøyede os i dette Haab, stødte Skibet saa stærkt an paa et blint Skiær, at det gik gandske fra hinanden, og faldt i hundrede Stykker. I denne Angest greb jeg fat paa en Planke, og tænkte intet paa mine Kammerader, jeg sørgede kun for at redde mig selv, og veed endnu ikke, hvad Skiebne de havde. Det er troeligt, at de alle ere ynkelig omkomne, thi jeg hørte ikke at der kom nogen til dette Land. Jeg blev ført til Landet ved høyt og drivende Vand, hvilket var min Lykke, thi havde jeg blevet noget længere i den Tilstand, havde jeg uden Tvivl død af Tørst og Arbeide. Efterat jeg var kommen inden for et Forbierg, lagde Vandet sig, jeg hørte kun sagte og aftagende Brusen i Havet. Dette heele Land er fuldt af Bierge, Biergene gaaer ind og ud, og der er Top hos Top, og Toppene af Biergene gaaer op mod hinanden; Dalene har dybe Bugter, og deeler Luften i ullige Deele, hvoraf det og kommer, at Røsten kommer tilbage, naar man taler. Der jeg saae, 251at jeg var ved Strandbredden, raabte jeg høyt, i Haab, at Indbyggerne over dette Skrig skulde komme mig til Hielp; Ved det første Raab fik jeg intet Svar, men da jeg raabte igien, hørte jeg en Lyd fra Strandbredden, og saae Landets Indbyggere løbe af Hulerne i Skoven, og møde mig i en Baad, som var sammenflettet af Qviste og Eege Vidier, hvilket nok gav tilkiende, at denne Nation var kun lidet poleret, men jeg glædede mig meget over at see dem roe, thi i Legemets Skabning ligner de aldeles Mennesker, og de vare de eneste Mennesker, som jeg fandt paa min heele underjordiske Reise, de ligner de Mennesker i vor Verden, som lever under Linien, thi de har sort Skiæg og krøllede Haar, og de som har langt og guult Haar, holdes for Vanskabninger. De lagde an ved det Stykke Vrag, hvorpaa jeg drev, og tog imod mig da jeg bad dem derom, og satte mig paa Landet, saa vaad som jeg var; jeg fik nogen Spise og Drik at vederqvæge mig med, endskiønt det var slet, men som jeg havde tørstet og sultet i tre Dage, hialp det dog, saa jeg i en Hast kom mig igien.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.