Cap. XII. Autor kommer til det Land Qvama

Imidlertid samledes der fra alle Kanter mange Mennesker; De vilde tit tale med mig, men jeg forstod ikke Sproget, og derfor ey vidste, hvad jeg skulde svare dem. De Ord, som de ofte igientog, nemlig, Dank, Dank, syntes at være Tydsk, derfor svarede jeg først paa Tydsk siden paa Dansk, og tilsidst paa Latin, men de rystede med Hovederne og gave tilkiende, at disse Sprog vare dem ubekiendte; Jeg forsøgte derefter at sige min Meening paa Nazarisk og Martiniansk, men forgieves, hvoraf jeg sluttede, at dette Folk havde ingen Omgiengelse med Fremmede, ingen Handel med de andre underjordiske Folk, altsaa nødtes jeg til at være et Barn paa nye i dette Land, og gaae i Skole.

Da vi længe havde talt til hinanden, men saaledes, at den ene ikke forstod den anden, førte de mig til en Hytte, flettet af Vidier, 253der vare ingen Stole, ingen Bænke, ingen Bord, thi de sad paa Jorden og spiiste, og i Stæden for Senge, strødde de Halm paa Gulvet, og laae iblant hinanden, over dette forundrede jeg mig saa meget meere, efterdi heele Landet er fuld af tykke Skove. Deres Føde er alleene Melk, Ost, Byg-Brød og Kiød, som de pleyede lægge paa Gløder, thi de vidste intet af at kaage Mad. Kort at sige, de vare næsten saadanne, som de første Mennesker, hos hvilke der hverken fandtes Artighed eller Stats, de vidste ikke at dyrke Jorden, at sanke Midler, eller at spare det de havde, men de nærede sig af Træernes Frugter og Jagt. Her levede jeg længe som et Sviin, indtil jeg avancerede saa vidt i deres Sprog, at jeg kunde tale med dem, og lære dem noget, og sandelig, de mindste Leve-Regler jeg gav dem, bleve ogsaa holden for guddommelige Befalninger, alle bleve opvakte af mit store Rygte, løb i Hobetal fra omliggende Landsbyer til mig, som en stor Lærere, der var sendt til dem fra Himmelen, jeg hørte og, at nogle begyndte en nye Tiids-Regning fra min Ankomst. Dette var mig des kiærere, siden alle havde forhaanet mig i Nazar for mit hastige Næmme og Ubetænksomhed, og i 254Martinia for Dumhed. Deraf mærkede jeg, at det gamle Ordsprog er sandt, nemlig, at iblant de Blinde regierer de Eenøyede, thi jeg var kommen til et Land, hvor jeg med liden Lærdom og ringe Ting kunde giøre mig berømmelig, og avancere til den største Værdighed. Der var stor Leilighed at prøve mine Kræfter, efterdi Landet havde i Overflødighed alt hvad Menneskene behøver, thi der voxer mange Ting af sig selv, hvad man saaer, faaer man igien med god Rente, der findes baade det som hører til Fornøyelse og Nødtørft. Indbyggerne i det heele Land vare ikke gandske ulærvillige, ey heller gandske uden Begreb, men som de intet havde lært, levede de i et stort Mørk, ingen troede mig naar jeg fortalte min Herkomst, Fæderneland, Skibbrud og andre Hændelser, som havde mødt mig paa Reisen, de troede heller, at jeg var en Indbyggere i Soelen, og kommen ned fra den, hvorudover de gemeenlig kaldede mig Pikil-Su, det er Soelens Gesant. De negtede vel ikke, at der er en GUd til, men bekymrede sig lidet om at bevise saa vigtig en Lærdom, de meente det var nok, at deres Forfædre saaledes havde troet; I den eneste Articul bestod deres heele Lærdom om 255GUd; I Dyders Lærdom havde de kun lært det eneste Bud: Du skal ikke giøre mod en anden, hvad du ikke selv vil hændes. De havde ingen Love, Kayserens Villie var deres eneste Lov, og derfor blev ingen uden aabenbare Laster straffede, om nogen begik andre Forseelser, skyede Folk hans Nærværelse, og den Foragt var saa haard og utaalelig for Misdædere, at mange enten sørgede sig ihiel, eller toge Livet af sig selv. De vidste ey af Tiids-Regning at sige, de regnede kun deres Aar fra Solens Formørkelse, som skeer, ved at den Planet Nazar kommer imellem Solen og dem, saa at, naar man spørger, hvor gammel en er, svares der, at hand har levet i saa mange Formøkelser. Deres Kundskab om Naturen var meget maver og urimelig. De troede, at Solen var en forgylt Plade, og den Planet Nazar en Ost. Da jeg spurte om Aarsag, hvorfor den Planet Nazar paa visse Tider tog til og af, svarede de, at det var dem ubekiendt. Deres Rigdom og Midler bestod meest i Sviin, dem satte de paa Skoven, mærkede dem, og man holdt en for at være riig, ligesom hand havde mange Sviin til. De Træer, som ey bare Olden, pleyede de pidske, thi de meente af 256Taabelighed, at den Ufrugtbarhed kom af deres Misundelse og Ondskab.

I saadan Tilstand var dette elændige Folk, som jeg i Begyndelsen tvivlede om kunde føres til Menneskelighed, men jeg erindrede mig, at ingen er saa grum, hand jo kand tæmmes, om hand ellers vil tage imod Rettelse. Jeg anvendte ald Fliid paa at cultivere dette raae Folk; derfor blev jeg og agtet iblant dem som et guddommeligt Menneske, de havde saa store Tanker om min Viisdom, at de tænkte, jeg kunde giøre alle Ting; Derfor, naar deres Qvæg blev staalet, deres Gedder døde, deres Korn slog feyl, Studene døde, kom de midt om Natten til min Hytte, og bad ydmygst om Hielp. Jeg saae en Bonde falde ned uden for mit Dør-Træ, græd, vreed sine Hænder, saa det knagede i hver Leed, og bad mig om Hielp: Da jeg spurte om Aarsagen til hans Sorg, beklagede hand sig over, at hans Træer vare saa meget ufrugtbare, bad mig væmodig, at jeg skulde giøre ved min Myndighed, at de kunde bære Olden som før. Jeg hørte, at det heele Land stod under en Konge, hvis Residence samme Tiid laae otte Dages Reise fra den Bye, jeg da var udi. Jeg siger paa 257samme Tiid; Thi Residencen var ubestandig, og i Steden for faste Huuse havde de Telte, som de med det Kongelige Huus og Undersaatterne pleyede flytte fra een Province til en anden. Kongen, som den Tiid regierede, var en gammel Mand, og heede Casba, hvilket bemærker en stor Kæiser. Dette Land kunde vel kaldes et Kongerige, i Henseende til de mange Provincer det indeholder, men som Indbyggerne ere vanvittige, og veed ey at bruge deres Kræfter, ere de kun ringe agtede, har været underkastet Naboernes Indfald og Forhaanelse, og ofte har maattet betale Skat til de ringeste Nationer.

Rygtet om mit store Navn og Dyder blev i en Hast udbredet over alle Provincerne. Siden den Tiid tog Indbyggerne sig intet for, uden de havde adspurt mig som et Oracul, og naar de ikke havde Lykke i deres Foretagende, troede de, at det kom af min Fortrædelighed og Koldsindighed, der var derfor nogle, som med Offer vilde formilde mig. Jeg gider ikke fortælt alle de Daarligheder, som findes hos dette dumme Folk, det er nok at anføre en eller anden, hvoraf man kand giette de øvrige: En frugtsommelig 258Kone troede, at jeg kunde mage det saa, at det Foster, som hun gik med, skulde blive en Dreng; en anden bad mig, at jeg skulde giøre hans gamle Forrældre unge, den tredie, at jeg vilde føre ham igiennem Luften til Solens Land, at hand der kunde tage saa meget Guld, som hand havde behov, og slæbe en stor Skat hiem med sig; Af disse og mange deslige Begieringer blev jeg ilde plaget, jeg søgte ofte med haard Tiltale at straffe deres Taabelighed, thi jeg frygtede at den alt for store Tanke om min Magt og mine Dyder, skulde tilsidst endes med en guddommelig Dyrkelse. Omsider blev det bragt for den gamle Konges Øren, at der var kommen en stor Mand i fremmet Dragt, som sagde, at hand var Solens Legat, som havde beviist sig at være meere end et Menneske, i det hand havde lært de Qvamiter (saa heede Indbyggerne efter Landet Qvama) de allerviseste og næsten guddommelige Leve-Regler: Derover sendte hand strax Gesandtere, med Ordre, at de skulde indbyde mig til den Kongelige Residence. Gesanterne vare i alt tredive, havde Tiger-Huude paa, hvilken Dragt er den anseeligste i disse Lande, thi ingen maa bruge de Skind, uden hand har holdt sig tapper i Krig mod de Tanachiter (disse 259vare fornuftige Tiger-Dyr, de Qvamiters store Fiender.) Imidlertid lod jeg bygge et Steen-Huus af to Etager, efter de Europæiske Huses Model, i den Bye, som jeg opholdt mig. Dette Huus ansaa Gesanterne for en forunderlig Bygning, der overgik menneskelige Kræfter, og derfor gik derind, som i en Kirke, med stor Ærbødighed, at bringe mig Kæiserens Ordre: Den var saaledes stillet: Efterdi den store Kæiser Casba, deres naadigste Herre, regnede sine Fædre og Slægt ud fra Spynko, Solens Søn, som var den første Konge i Qvama, skeede ham en stor Fornøyelse ved dette Gesantskab, siden det sigtede til Rigets store Gavn, og man kunde haabe, at det heele Rige vilde snart faae en anden Skikkelse under en saa ypperlig og himmelsk Lærere, haabede derfor, at Gesanten heller reisede til den Kongelige Residence, siden hand der havde størst Leylighed til at vise sine Dyder. Saasnart Talen var ude, takkede jeg ydmygst, og reiste med Gesanterne til Residencen. Gesanterne havde været fiorten Dage paa Veyen, men paa Hiemreisen havde de nok i fire Dage, hvilket jeg giorde med Konst, 260thi som jeg mærkede, at her var mange Heste i Landet, og de samme vare Indbyggerne meere til Besvær end Nytte, siden de løb vilde i Skovene, viiste jeg dem den Fordeel, som de kunde have af at tæmme disse ædle Dyr, og lærte dem den Videnskab. Nogle Heste bleve strax tæmmede, og medens Gesanterne vare tilstede, havde jeg allerede saa mange færdige og afrettede, som vi behøvede paa Reisen. Da Gesanterne saae Hestene, bleve de bange, og længe ikke turde stige op paa dem, men der de fornam, at jeg og andre uden Frygt og Fare styrede dem med Bidsel, og regierede dem som vi vilde, toge de Mood til sig, og efterat de selv havde giort Forsøg, skikkede sig i denne Reisefær, og paa denne Maade kom tre gange snarere hiem end ud. Der vi kom nær til det Sted, hvor Residencen meentes at være, hørte vi, at den var flyttet til en anden Province, derfor maatte vi tilbage, og reise hen til et andet Sted.

Det kand neppe udsiges hvormeget de Qvamiter undrede over at see os i saadan Eqvipage, nogle bleve saa bange, at de vilde løbe af Residenten. Kæiseren selv var og bange, holdt sig i sit Telt, og turde ikke 261gaae ud, førend een af Gesandterne steeg af Hesten, og forklarede ham den Hemmelighed. Kort derefter blev jeg med Ceremonie og stort Følge ført til Kæyserens Telt, der saae jeg Casba sidde paa et Tapet, omringet af sine Hoff-Betientere: Da jeg kom ind i Teltet, og paa det ydmygste rosede kæiserens Naade, reiste hand sig op, og spurde, hvad Kongen i Solen giorde, som var de Qvamiters Stam-Fader? Som det var fornøden at styrke de Qvamiter i deres gamle Vildfarelse, svarede jeg til dette Spørsmaal: Kongen i Solen haver sendt mig til dette Land, at jeg skal polere de dumme Qvamiter med gode Love, og aabenbare dem de Konster, ved hvilke de ey alleene kunde imodstaae deres stridbare Naboer, men endog udbrede deres Riges Grændser, og at det var mig befalet, altid at blive her. Kæiseren fandt Behag i den Tale, lod strax oprette et Telt til mig, tæt ved sit, tillagde mig femten Tienere, som jeg kunde betiene mig af, og søgte ikke at bruge sin Myndighed over mig som en Herre, men føyede mig som en Ven.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.