Cap. XIII. Begyndelse til det femte Monarchie

Fra den Tiid af giorde jeg mig umage for at omstøbe Landet, og oplære Ungdommen i Krigs-Sager. Uden for Byen bleve de Unge øvede i at ride, kiøre, skyde med Buer, og kaste med Spyd. Jeg begyndte med at beride Hestene, i Haab, at tvinge Naboerne med det bare Rytterie: Jeg magede det ved idelig Umage, at jeg inden kort Tiid stillede sex tusende Ryttere for Kæiseren, og som de Tanachiter samme Tiid vilde giøre et nyt Indfald, fordi den aarlige Skat ikke var betalt, hvilken de forgieves havde krævet, gik jeg efter Kæiserens Begiering Fienderne i møde med mit nye Rytterie, og Fodfolk tillige med. Jeg gav Infanteriet Spyd og Stænger, som de skulde stride med langt fra mod de Tanachiter, thi hidindtil havde de Qvamiter kun haft korte Sværd eller Dolke, derfor havde de altid med liden Fordeel nær hos stridet mod de Fiender, som vare stærkere 263end de. Da jeg nu var bleven General over Armeen, og mærkede, at de Tanachiter stod færdige tæt ved vort Riges Grændser, førte jeg Tropperne imod dem: Tanachiterne bleve allarmerede ved at see en uformodentlig Armee, og holdt lidet stille, men vore Folk avancerede videre, og, saasnart de kunde lange hinanden, kastede de Stænger og Spyd, og ved saadan Fægtning nedlagde en stor Mængde af Fienden: De tabte dog ikke Moodet, men satte hart ind paa vores Fodfolk, men da et frisk Rytterie angrib dem paa Siderne, forlod de deres Geleeder, og flyede, saa at dette Anfald giorde det fornemste i det heele Slag. Der faldt mange af Fienderne, og Generalen over den Tanachitiske Armee blev levende fangen, tillige med tive adelige Tigere, som bleve førte med Triumph til Qvama. Det er ikke at beskrive, hvor stor Glæde denne Sejer foraarsagede i det heele Riige, thi de Qvamiter havde gemeenlig tabt i de forrige Krige, og maatte tigge sig Freden til med de aller-ubilligste Vilkor. Kæiseren befoel strax, at Fangerne efter Sædvane skulde omkommes, men jeg havde Afskye for den Skik, raadede at holde dem i Fængsel, thi jeg holdt for, at de Tanachiter 264vilde være stille, (siden vi for nærværende Tiid hverken havde Fred eller Krig med dem) indtil de saae, hvad vi vilde giøre med Fangerne; Videre forestillede jeg, at jeg behøvede Stilstand for at sætte andre Ting i Verk, som jeg havde i Sinde. Jeg mærkede, at der var megen Salpeter i disse Lande, og jeg havde allerede samlet en stor Hob, hvoraf jeg vilde giøre Krud, dog havde jeg ikke aabenbaret mit Forsæt for nogen, uden Kæiseren alleene, thi jeg behøvede hans Myndighed til at anrette Verksteder, hvori Bøsser og andre Gevær skulde giøres, og jeg haabede at alle dette Riges Fiender inden kort Tiid kunde overvindes med disse Gevær. Efterat jeg havde ladet giøre nogle hundrede Bøsser og Kugler dertil, giorde jeg offentlig Prøve paa min Invention med alles store Forundring. Der blev strax et vis Tal Soldater antagne til denne Militie, som idelig blev øvede i at omgaaes med Bøsser: Da jeg havde giort denne Prøve, og vel øvet Musquetererne, giorde Kæiseren mig til Jachal eller Generalissimus, saa alle Officerer i Armeen skulde staae under min Commando. Imidlertid talede jeg ofte med den Tanchitiske General, Tomopoloko, med hvilken jeg omgikes 265fortroelig for hans Oprigtigheds skyld, at jeg kunde udforske det Folkets Tilstand, Egenskaber og Sæder: Jeg befandt med Forundring, at det var fornuftigt, vel civiliseret og studeret, jeg hørte, at de Tanachiter lagde sig grundig efter Videnskaber og Konster, hand sagde mig og, at der boede et stribar Folk mod Østen, mod hvilke de Tanachiter altid maatte ligge til Felds: Indbyggerne vare kun smaa, og svagere end de Tanachiter, men skarpsindige og gode Skiøtter, og af den Aarsag ofte havde tvunget de Tanachiter til at bede om Fred. Jeg fik strax vide, at den Nation bestod af Katte, og iblant alle Firmamentets Indbyggere vare meest berømte for deres Kundskab i Stats-Sager, og Dygtighed i at dømme. Jeg hørte med Fortrydelse, at Viisdom, Videnskaber og Artighed fandtes hos alle Dyrene i den underjordiske Verden, Menneskene alleene, nemlig de Qvamiter, vare dumme og upolerede; Men jeg haabede, at den Spot inden kort Tiid skulde ophæves, og at de Qvamiter igien skulde faae den Regiering over andre Dyr, som Naturen havde givet dem. Efter sidste Forliis holdt de Tanachiter 266sig længe stille, men som de ved Speidere havde udforsket det nye Rytteries Beskaffenhed og Tilstand, at de forfærdelige Dyr, som nyelig havde jaget saa stor Skræk i dem, var intet andet end tamme og øvede Heste, tog de Mood til sig, og samlede nye Tropper, hvilke Kongen af Tanaqui selv anførte mod de Qvamiter: Den heele Armee bestod af tive tusende Tigre, alle gamle Soldater, uden to Regimenter, som nyelig vare hvervede. Disse sammenskrabte Folk syntes vel noget; men var dog i sig selv intet; De ventede alle Seyer, og derfor marcherede ind i det Land Qvama; Imod dem marcherede tolv tusende af vort Infanterie, iblant hvilke der var sex hundrede Musquetterer, og desuden fire tusende Ryttere, og som jeg aldeles ikke tvivlede om et lykkeligt Udfald, bad jeg Kæiseren, at hand selv vilde anføre Folket, paa det hand ikke skulde miste den Ære hand burde have for Seyeren. Ved denne forestilte Ydmyghed tabte jeg intet af min Respect, thi heele Armeen ansaae mig som den rette General; Jeg fandt det raadeligt, at holde Musquettererne fra første Attaque, og forsøge om jeg uden dem kunde faae Sejer med det bare Rytterie: Det Raad var mig kostbart, thi de Tanachiter satte saa heftig 267an paa vore Fodfolk, at de maatte tage Flugten, og som de ligeledes giorde Rytteriet tapper Modstand, hældede Sæjeren til ingen af Siderne, saa det var en meget haard Trefning. I det Krigs-Lykken saaledes var uvis, førte jeg Musquettererne ind i Bataillen. De Tanachiter bleve forvirrede ved de første Skud, thi de kunde ikke begribe, hvorfra den Lynen og Torden kom, men der de saa den bedrøvelige Virkning, overkom dem en stor Redsel. Saasnart jeg mærkede denne Skræk hos Fienden, lod jeg igien fyre, anden Salve nedslog endnu fleere. I første Salve falt tive Tigre, hvoriblant var tvende Felt-Præster, hvilke bleve skudte i det de med en Formanings-Tale opmuntrede Soldaterne til Mandighed, alle tog sig deres Død nær, thi de regnedes blant de beste og meest veltalende Prædikantere, mange faldt tillige med Kongen selv. Derover blev Fienderne gandske forsagede, og vendte Ryggen. Vores Ryttere forfulte dem, og slog saa mange i Flugten, at de kunde ikke komme længere frem for de mange døde Legemeer, som laae paa Marken. Efter Slaget talde vore Folk de ihielslagne Fiender, og fandt tretten tusende døde Legemer, som vare blevne i Bataillen og Flugten. Da Fienderne 268saaledes vare fordrevne og slagne gik den sejerrige Armee ind i det Land Tanachin, og efter nogle Dages Reise slog Leyer ved Hoved-Staden; Alle vare saa forskrækkede, at endskiønt Byen var fast af Situation, Mure og Volde, og havde Proviant nok, gik dog Magistraten os i møde, bad om Naade, og leverede Sejer-Herrerne Nøglerne til Byen. Byen var stor, havde smukke Gader og Huse, og det var sandelig forunderligt, at de Qvamiter, som havde saa poleerte Folk omkring sig, saa længe kunde sidde i saadan Vankundighed. Men jeg troer, at det er gaaet dem, som visse Folk, hvilke skiøtter intet om udenlandske Sager, roser alleene deres eget, holder ingen Omgiengelse med Fremmede, og altid ligge i samme Skarn, hvilket læt kand bevises med nogle Nationers Exempler i Europa. Fra dette store Nederlag har de Tanachiter en nye Aars-Regning, og som denne decisive Bataille blev holdt paa den tredie Dag i den Maanet Torul, regner de denne Dag iblant de ulykkelige Dage. Paa samme Tiid om Aaret, nemlig i den Maanet Torul, er den Planet Nazar længst borte fra Firmamentet, hvilken med sin Gang omkring Solen, afdeeler 269Tiden, og giør Forandringerne i Aaret. Det heele Firmament veltes omkring Solen, men som Planeten bevæger sig hastigere, syntes Nazar at tage af eller til, ligesom den nærmer sig til denne eller den anden Klode. Man tager astronomiske Anmærkninger af denne Planets Til- og Aftagelse, saavelsom og af Solens Formørkelser. Jeg igiennemlæste engang ved Leylighed Almanakerne i Tanachin, og syntes, at de vare net og vel skrevne.

Da Hoved-Staden var indtaget, gav heele Riget sig under os, saa i Steden for de Qvamiter før havde været foragtede, bleve de nu ærede, og det Qvamitiske Rige blev næsten to gange stærkere ved at faae dette overvundne Rige under sig; Hvorudover som alle tilskrev min Forstand og Fliid denne Lykke, blev den Ærbødighed de længe havde haft for mig, næsten forandret til guddommelig Dyrkelse. Efterat det Tanachitiske Folk saaledes var undertvungne, og der overalt var lagt Guarnison i Byerne, for at tvinge det grumme og stridbare Folk, begyndte jeg at fuldføre mit Forsæt, og stræbte gandske at udrydde den Vanvittighed, som de Qvamiter hidindtil 270havde levet i. Strax at indføre Studeringer, var dog vanskeligt, thi det jeg selv havde lært i Europa, nemlig Latin og nogle Stumper Græsk, var her til ingen Nytte, derfor nødtes jeg til at hente tolv lærde Tigre fra det fiendtlige Land Tanachin: Disse først beskikkede Professorer fik Ordre, at stifte et Academie efter deres Lands Maade, ydermeere lod jeg flytte det Kongelige Bibliotek fra Tanachin til Qvama; Men jeg havde dog vist besluttet at sende disse Fremmede hiem igien, saasnart de Qvamiter havde avanceret saa vidt i Studeringer, at de kunde hielpe sig selv.

Jeg havde Lyst til at see det Kongelige Tanachitiske Bibliothek, eftersom jeg fik vide af den fangne General Tomopoloko, at iblant de skrevne Bøger i samme Bibliothek, fandtes en Bog skreven af en Mand, som havde været i vores Verden, om adskillige Lande, i sær de Europæiske: dette Skrift havde de Tanachiter faaet, da de førte Krig med et langt bortliggende Folk; Autors Navn var ubekiendt, og man vidste hidindtil ikke, hvad Lands-Mand hand var, eller hvorledes hand var kommen oven over Jorden. Da jeg havde igiennemseet Bøgerne, 271befandt jeg, at det var sandt, hvad Tomopoloko havde sagt mig om dette Skrift, og derfor aabenbarede jeg ham oprigtig min Herkomst og Fæderneland, forsikkrede ham, at jeg havde sagt det samme til Qvamiterne, det første jeg kom der, men de dumme Mennesker vilde ikke troe mig, men heller antog mig for en Gesant fra Solen, og endnu blev fast ved den Vildfarelse. Ydermeere, sagde jeg, at som jeg holdt det for Synd, længere at beholde saa daarlig en Titul, havde jeg sat mig for at aabenbare min Slægt for alle, ved hvilken oprigtige Bekiendelse jeg meente ey at tabe noget af min Respect, heldst da jeg haabede, at alle af denne Bogs Læsning kunde faae at vide, hvormeget de Europæer overgik alle andre Mennesker i Dyd og Forstand. Dette Forsæt behagede ikke den fornuftige Mand, hvorom hand med disse Ord gav mig sin Meening tilkiende: «Det er fornøden, naadigste Herre! at de først læser Bogen, derved faaer hand maaskee et andet Sind, thi enten har den Mand løjet, eller og ere de overjordiske Folk meget daarlige, og har saadanne Love og Skikke, som meere ere at belee end ære. Naar hand har læst Bogen, kand hand giøre hvad 272hand vil, jeg raader alleene, at hand ey ubesindig aflægger den Titul, som har virket saa stor Ærbødighed i Qvamiternes Hierter. Thi intet er kraftigere til at holde Folk i Tvang, end den Tanke, som den gemeene Mand har om Regentens store Herkomst.» Jeg lydde ham ad, og lod ham oversætte Bogen for mig. Titulen var saaledes:

Taniani (hvilket Navn meenes at være fingeret) Reise-Beskrivelse oven over Jorden, eller Beskrivelse om Riger og Lande, i sær de Europæiske. Men siden Bogen var gammel, var den baade fuld af Støv og defect: Der fattedes det, som jeg helst gad vidst, hvorledes hand var kommen oven over Jorden til os, og siden need igien.

Indholden af dette Skrift var dette:

Stykker af Taniani Reise-Beskrivelse oven over Jorden, oversat af Generalen fra Tanachin, den Højædle og Velbaarne Herr Tomopoloko.

273*** Dette Land (nemlig Tydskland) kaldes det Romerske Rige, men det er en blot Titul, efterdi det Romerske Rige er endt for nogle hundrede Aar siden. Det er ikke læt at forstaae det Tydske Sprog, for dets forkeerte Stiil, thi det som sættes først i andre Sprog, staaer sidst her, saa at man intet kand forstaae, førend man har læst en heel Side igiennem. Regieringens Maade er meget urimelig: De Tydske troer, at de har en Konge, og har dog ingen. Tydskland siges at være eet Rige, og er dog deelt i mange adskilte Fyrstendomme, som alle ere fri, saa at een ofte paafører den anden en lovmæssig Kriig. Riget kaldes altid stort, endskiønt det ofte meget formindskes: Det kaldes helligt, uden nogen Hellighed; u-overvindelig, endskiønt Naboerne ofte plager det; Lige saa forunderlig ere og Folkets Rettigheder og Friheder, thi mange har de Friheder, som de forbydes at bruge. Der er skreven mange Bøger om det Tydske Riges Stat, men i saa forvirret en Sag har Scribenterne hidindtil ingen Fremgang giort; Thi ***

** Hoved-Staden i dette Rige (nemlig Frankerige) som er meget stort, og kaldes 274Paris, kand i visse Maader kaldes Hoved-Staden i heele Europa, thi den har en slags Regiering over de andre Folk i Europa; for Exempel: den har Rettighed til at foreskrive dem Leve-Regler og Modeller paa Klæder, saa at ingen slags Klæder er saa latterlig og ubeqvem, at ja alle Nationer nødes dertil, naar det er Mode i Paris; men jeg veed ikke, hvorledes og naar Pariserne har faaet den Rettighed. Jeg mærkede dog, at den Myndighed gik ikke til andre Ting; thi andre Nationer i Europa fører tit Kriig med de Franske, og undertiden tvinger dem til at indgaae haarde Vilkor, men Trældommen i Klædedragt og Levemaade er bestandig, saa at hvad Paris derudi opfinder, retter heele Europa sig meget nøje efter. De Pariser ligne meget de Martinianer i et flyvende Hoved, Nysgierighed og Inventioner.

*** Fra Bononia reiste vi til Rom: Denne By ligger under en Præst, hvilken, endskiønt hans Rige er meget lidet, holdes dog for at være den Mægtigste iblant Konger og Fyrster i Europa, thi da de andre Fyrster ikkun regierer over Undersaatternes Legemer og Gods, kand denne 275og fordærve deres Siæle. De Europæer troer gemeenlig, at denne Præst har Nøgelen til Himmelen i sit Giemme: Jeg var begiærlig efter at see saa stor en Helligdom, men forgiæves, thi hvordan de seer ud, og i hvad Skriin de ligge, veed jeg endnu ikke. Den Magt hand bruger, ej alleene over sine egne Undersaattere, men endog over det heele meenneskelige Kiøn, er i sær denne, at frikiende dem som GUd fordømmer, og fordømme dem som GUd frikiender. En uhørlig Myndighed! som vore underjords Folk turde svære paa, ikke tilkom noget dødeligt Menneske: Men det er læt, at bilde Europæerne ind hvad man vil, og binde dem de største Fabler paa Ærmet, endskiønt de holde sig alleene for kloge, giør sig til af den Tanke, og foragte andre Mennesker, som synes upolerede. Jeg vil sandelig ikke forsvare de Sæder og Skikke, som ere hos vore underjords Folk, jeg vil kun anføre nogle af de Europæers Sæder og Skikke, hvoraf man kand see, hvor ubillig de laste andre.

Det er brugeligt overalt i Europa at slaae Meel (som er skabt til Menneskens Føde) i Haaret og paa Klæderne: Dette 276Meel kaldes gemeenlig Poudre, som de hver Aften med stor Fliid kæmmer af Haaret, og børster af Klæderne, at de om Morgenen kand drysse en ny Portion deri igien. En anden Skik, som syntes mig lige saa latterlig, var denne: De bruge Hatte paa Hovederne, for Kulds skyld, men dem bær de gierne under Armene, endog om Vinteren, hvilket syntes mig lige saa urimeligt, som om jeg havde seet een bære sin Kiortel eller Buxer i Haanden paa Gaden, og lade Legemet, for hvis skyld de vare giorde, fryse.

De Europæers Religions-Artikle ere sunde, og komme overeens med ene Fornuft. De Bøger, som indeholde det som man skal troe og giøre, befale, at man skal læse i dem Nat og Dag, og udgrunde deres rette Meening. De raade og til Fromhed mod de Vildfarende og Skrøbelige; Men naar nogen begriber en Ting paa en anden Maade end den store Hob, straffes hand med Fængsel, pidskes, ja undertiden brændes for den Mangel paa Forstand: Dette kom mig for, som om jeg vilde prygle en, der var skiel-eller suur-øjet, alleene fordi det som var fiirkantet 277for mine Øyne, var rundt for hans; Jeg fik vide, at nogle tusende Mennesker for den Aarsags skyld, efter Øvrighedens Befalning, vare halshugne eller brændte.

I de fleeste store og smaa Byer udi Europa finder man Mennesker, som staaer paa høye Steder, og meget strengelig fordømme de Synder hos andre, som de selv daglig begaae, hvilket var det samme, som man kunde see en Drukken prædike mod Drukkenskab.

Den som fødes krogrygget, krum eller halt, vil kaldes Velbaaren; Den som er kommen af gemeene Folk, vil kaldes Ædelbaaren; hvilket er lige saa urimeligt, som om man vilde kalde en Dværg Kæmpe, og en gammel Mand en ung Karl.

I de store Stæder er det bleven Mode overalt, at man strax efter Middags Maaltid byder sine Venner til at drikke en sort Suppe, som tillaves af brændte Bønner, og gemeenlig kaldes Caffee. Til Stederne, hvor de skal drikke den, drages de af tvende stærke Dyr, sidder i en Æskee, som 278ligger paa fire Hiul; thi de Europæer holder det for u-anstændigt, at gaae til Fods.

Ny-Aars-Dag faaer de Europæer en Sygdom, som de underjords Folk veed intet af: Accidencerne ved denne Sygdom er stor Uroe i Sindet, thi samme Dag kand ingen blive længe paa et Sted; De løbe lige som de ere galne, fra et Huus til et andet, og veed ikke selv hvorfor. Denne Sygdom varer heele fiorten Dage hos nogle, tilsidst bliver de trætte og udmatted af den idelige Løben, kommer til sig selv, og faaer deres forrige Helbred igien.

Som de Europæer har utallige Svagheder paa Sindet, er der og opfunden utallige Medicamenter: Nogle faaer saa umaadelig Lyst at løbe paa Gaderne, at deres venstre Side støder mod andres høyre Side. Jo nærmere man kommer mod Norden, jo større er denne Sygdom, hvoraf man kand see, at den Sygdom kommer af en slet Luft. Sygdommen fordrives ved Sedler med visse Caracterer paa; Naar de bær disse Sædler paa sig, blive de efterhaanden friske. Anden Galenskab pleyer at fordrives veed at ringe 279med Bielder eller Klokker, ved den Lyd stilles Sindets uroelighed; Men den Lægedom varer ikke længe, thi efter to Timer kommer Sygdommen igien, og bliver større.

I Italien, Frankerige og Spanien grasserer allevegne en stor Galenskab i visse Uger om Vinteren. Den stilles ved at stænke Aske i Panderne paa de Syge, men den Aske har ingen Kraft i den nordlige Deel af Europa, saa at de nordiske Folk cureres af sig selv.

De fleeste Europæer indgaaer en Pagt med GUd tre eller fire gange hvert Aar, i Vidners Paahør, hvilken Pagt de strax efter bryde: De kalde den Communion, saa de synes alleene derfor at indgaae dem Pagt, at de kand vise, at de har sat sig for, at bryde den tre eller fire gange om Aaret.

Naar de bekiende deres Synder, og bede GUd om Naade, skeer det gierne med en vis Melodie, og efter Noder; Somme Tider bruger man Piber, Basuner og Trommer, lige som den synd er stor til, som man afbeder med Musiqven.

280Der er næsten paalagt alle Nationer i Europa en Lærdom, som staaer i en hellig Bog, men i de Lande mod Sønden er det forbuden at læse den Bog, saa man tvinger Folk til at troe det, som de uden Straf ikke maa see eller læse.

I samme Lande er det forbudet at dyrke og tilbede GUd, uden i et fremmet Sprog, saa at de Bønner holdes alleene lovlige og behagelige for GUd, som skeer af dem der selv ikke veed hvad de sige.

I alle de store Byer blive de som komme til anseelige Æmbeder, Krøblinge, saa de føres lige som Syge igiennem Gaderne udi Sænfter, giordte som Æsker.

De fleeste Europæer rager deres Haar af, og bruger fremmede Haar til at skiule deres skaldede Hoveder med.

De Disputer, som i Almindelighed afhandles paa de Europæiske Academier, ere om saadanne Ting, som Menneskeene har ingen Nytte af at udgrunde, eller kand giette sig til. De lærdeste Materier, som de Europæer skrive om, ere nogle gamle 281uddøde Nationers Tøfler, Skoe, Hals-Kiæder, Støfle og Kapper. De fleeste dømme ikke selv om verdslige og geistlige Videnskaber, men underskrive kun andres Meening; thi hvad for en Videnskab de strande paa, hænge de fast ved, som naar et Skib løber paa Grund: At de sige, de vil troe den i alle Ting, som de meene har været viis, det vilde jeg rose, dersom dumme og ulærde Folk kunde dømme derom; thi at sige hvem der er viis, er en Prøve paa den største Viisdom.

I de sydlige Lande bæres Abelater eller Kager paa Gaderne, som Præster siger at være Guder, og det som meest er at undre, Bagerne selv, som viser Meelet hvoraf de ere giorde, svær paa, at de Kager har skabt Verden.

De Engelske elsker deres Frihed meget høyt, og ere ikke Slaver af nogen uden af deres Koner. De samme forkaster den Religion i Dag, til hvilken de bekiendte sig i gaar. Denne Ubestandighed, meente jeg, kom af Landets Situation, efterdi Engellænderne boer paa Øer, ere Søefolk, og har meget af det ubestandige Element hos sig.

282De Engelske spørger alle meget flittig om hinandens Sundhed, saa man skulde tænke, alle vare Doctores, men det Spørsmal How do you do? eller, hvorledes er det med Sundheden? er kun en blot Talemaade og Lyd uden nogen Bemærkelse.

Paa samme Øe grunder de saa dybt paa Videnskaber, at de tilsidst mister deres Forstand.

Imod Norden er en Republiqve, som bestaaer af syv Provincer. Disse Provincer kaldes Foreenede, endskiønt man ey seer noger Fodspor til Eenighed og Samdrægtighed, den gemeene Mand praler her af sin Magt, at de raader for Regieringen, da dog gemeene Folk ingen Stæds meere udelukkes fra Bestillinger, og heele Regieringen er alleene i nogle faae Familiers Hænder.

Indbyggerne i disse Provincer sanker Penge med stor Gierighed, og bruger dem ikke, saa de har Lommerne fulde, men Maverne tomme, thi de synes alleene at leve af en Røg som de smøger.

283Man maa tilstaae, at denne Nation er den reenligste af alle, thi de toer alle Ting flittig, uden Hænderne.

I store og smaa Stæder i Europa ere Vægtere paa Gaden om Natten, som med deres Sang eller rettere at sige Skryden, ynsker de Sovendes Rolighed, og just dermed vækker dem hvert Øyeblik.

Et hvert Land har sine Love, og derhos sine Skikke, som tit ere tvertimod Lovene, som for Exempel, efter Loven skal Qvinden være Manden underdanig, men efter Skikken skal hun regiere over Manden.

De som lever meest overdaadig og fraadser, agtes højest iblant Europæerne, men de alleene foragtes, som dyrker Jorden, og føder disse Ædere.

Hvor stor og hvor mange Laster de Europæer har, kand man see af Gallier og Rettersteder, som ere allevegne; Hver Stad har fin Bøddel, undtagen Engeland, hvor jeg troer, at der er ingen Bødler, thi Indbyggerne hænge sig selv.

284Man skulde tænke, at Europæerne aad Mennesker, thi de indelukker en stor Mængde friske Mennesker i nogle Huse, som kaldes Clostere, alleene til den Ende, at de skal blive glatte og fede, thi siden de ere indelukte i disse Lyst-Have, har de intet at bestille, uden at pleye sig.

De Europæer pleyer hver Morgen drikke Vand for at dæmpe Mavens Hidsighed, men neppe er den Hidsighed dæmpet ved Vandet, førend de dricker Brændeviin, at den maa hidses igien.

Religionen i Europa deeles i tvende Secter: Men Nogle ere Protestanter, nogle Catholske. Protestanterne tilbeder alleene, een GUd, de Catholske mange, thi de har lige saa mange Guder og Gudinder som Byer. Alle disse Guder og Gudinder har Paven i Rom skabt, men Præster eller Cardinaler skaber Paven. Deraf kand man see hvor stor Magt Cardinalerne har, siden de skaber den, som skaber Guder.

De gamle Italiener undertvang heele Verden, men lod sig regiere af deres Koner, 285men de itsige tyraniserer over deres Koner, og cujoneres af heele Verden.

Dyrene i Europa deeles i Land-Dyr og Vand-Dyr: Der findes og nogle, som kand leve baade paa Landet og i Vandet, som Frøer, Marsviin og Hollændere, thi de boer i Morads, og farer omkring til Lands og Vands.

Europæerne bruge samme Føde som vi, men Spanierne leve alleene af Luften.

Handelen er i Flor over heele Europa, og mange Ting ere tilkiøbs, som ikke ere tilfalds heer. Saaledes sælger de Catholske Himmelen, Svitserne sig selv, i **** sælger de Krone og Scepter til den Meestbydende.

I Spanien er Ladhed et Tegn paa et honnet Menneske, og intet er større Beviis paa Adel end Dovenhed.

De kaldes Ret-troende, som ikke veed hvad de troer, og som ey gider giort sig Umage med at prøve det de hører. Der ere og de som blive regned i de Helliges Tal, 286alleene fordi de har været lade, skiødesløse, og ey prøvet Lærdommen, men de kaldes evig Fordømte, som ere bekymrede om deres Salighed, og ved nøye og varlig at prøve alle Ting, vige fra en herskende Meening.

Europæerne meene i Almindelighed, at Salighed og Fordømmelse kommer ikke af et gudeligt eller ugudeligt Levnet, men alleene af det Stæd, man er født paa; Thi de siger alle, at om de vare fødde paa et andet Stæd og af andre Forældre, havde de haft en anden Religion. Derfor syntes mig, at de ikke fordømte Folk saa meget for Religionen selv, som for det Stæd og Maade de vare fødde paa. Men denne Meening kand jeg ikke finde stemmer overeens med GUds Retfærdighed og Godhed.

Iblant de Studerede agtes de meest, som saaledes forvender Ordenes naturlige Orden, at det som i sig selv var tydeligt og klart, bliver mørkt og uforstaaeligt. Disse kaldes Poeter, og denne Ordenes Fordrejelse kaldes Poesie; Men en Poets Dyd bestaaer ey alleene i en forkeert Stiil, der udfordres og, at hand tillige skal være en stor Løgnere, 287derfor dyrkes den gamle Poet Homerus næsten som en Gud, thi hand var Mester i begge Deele. Mange efteraber ham i at forvende Ordene, og lyve, men ingen har naaet ham.

De Lærde kiøber mange Bøger, ikke saa meget for Indholdet, som for Prydelse og Anseelse, og siden Boghandlere mærke, at lærde Kiøbmænd drages af blot Dukke-Tøy, og det som meere fornøyer Øynene end Sindet, lægge de Bøger op i anden Format, med andre Bogstaver og Billeder, og faaer derved ti gange meere for dem: Thi de listigste Kræmmere ere Philosophi og Scribentere. Tosser skriver heldst Bøger, ligesom de vare bange at Efterkommerne ellers ikke skulde faae deres Taabelighed at vide.

De Europæiske høye Skoler, ere Markeder, hvor man for billig og maadelig Priis kand erholde Grader, Promotioner, Værdigheder, Titler paa ald slags Lærdom og andre lærde Varer, som man i vores underjords Verden ikke kand faae uden Sveed og mange Aars flittige Studering. Doctores kaldes de, som har naaet 288den høyeste Spidse af Lærdom, eller, som Europæerne siger, har krøbet op paa Toppen af det Bierg Parnasso, hvor ni Jomfruer boer: Næst efter dem kommer Magistre, som faaer lidt bedre Kiøb paa Titul af Lærdom, og derfor ey kaldes saa lærde. Deraf seer man, hvor medlidende de overjords Academier ere mod det menneskelige Kiøn, siden de lægger saa banet og læt en Vey til Lærdom. De Nordiske Academier ere lidet haardere derudi, thi de giver ikke Ære bort uden foregaaende Examen.

Lærde og Ulærde skilles fra hinanden i Sæder og Dragt, i sær udi Religion, thi de Ulærde troer paa een GUd, de andre paa mange Guder og Gudinder. De Lærdes fornemste Guder ere Apollo, Minerva, de ni Musæ, og andre ringereringere] rettet fra: riugere (trykkfeil) Guder, som Skribenterne, i sær Poeterne, pleye at tilbede, naar de vil rase. De Lærde deeles i adskillige Classer, efter deres ulige Studia. De ere enten Philosophi, Poëter, Grammatici, Physici eller Metaphysici &c. En Philosophus er en lærd Kræmmer, som for en vis Priis sælger Leve-Regler om Selv-Fornegtelse Maadelighed og 289Fattigdom, og prædiker saa længe mod Rigdom, indtil hand selv bliver riig. Deres Stam-Fader er een ved Navn Seneca, som paa den Maade sankede stor Rigdom.

En Poet er een som giør sig behagelig ved Sladder og Raserie, derfor er Galenskab en Titul, som man giver de beste Poeter; Thi alle de som enfoldig og tydelig giver deres Meening tilkiende, vil man ingen Laurbær-Krone give.

Grammatici er en vis slags Milice, som forstyrrer den almindelige Rolighed: Forskiellen mellem dem og andre Stridsmænd er, at de har en Kappe i Steden for Pantser, en Pen i Steden for Sværd: De stride med lige saa stor Haardnakkenhed for Bogstaver og Stavelser, som de andre for Frihed, Religion og Land. Jeg troer, at Øvrigheden alleene føder dem, at det menneskelige Kiøn ey skal faae Skiørbug af for megen Roe i Freds Tider. Undertiden maa Øvrigheden dog stille til rette, naar de Krige truer med Ødelæggelse, som jeg hørte nyelig at være skeed i Paris, hvor det store Raad, da der var stor Trætte om de Bogstaver Q og K, maatte give Tilladelse at bruge dem begge.

290En Physicus er den, som randsager Jordens Grund, Menneskens, firbeenede Dyrs, Ormers og Insecters Natur, og som kiender alle Ting, uden sig selv.

En Methaphysicus er den, som veed alt det, andre ikke veed, som beskriver Aandernes og Siælenes Væsen, hvad der er til og ikke til, og som er saa grandseende, at hand derover ikke kand see det, som ligger for hans Fødder.

Saaledes staaer det til med Lærdommen i Europa. Jeg kunde anføre meere, men det er nok at have igiennemgaaet de fornemste Ting, hvoraf Læseren læt kand dømme, om de Europæer med eller uden Raison holder sig selv for de klogeste.

Men det maa man dog tilstaae Doctores og Magistre i Europa, at de ere langt lykkeligere end vore underjordiske i at oplære Ungdommen, thi der findes de Mestere i Videnskaber og Sprog, som lærer andre ey alleene det, som de selv har lært, men endog det som de selv ikke veed. Det er vanskeligt at lære andre det ret som man selv veed, men endnu vanskeligere at lære dem det, man ikke veed.

291Iblant de lærde Europæer findes nogle, som med lige Fliid studerer baade Theologie og Philosophie. De samme tvivler om alting, saavidt de ere Philosophus, men tør ingen Ting nægte, saavidt de ere Theologi.

Europæerne har ligesaa stor Lyst til Studeringer som vore underjords Folk, men bliver snarere lærde, og det ved en Invention, som er ligesom et halvt Hexerie, (nemlig Acta Eruditorum) hvorved de paa een Dag kand læse nogle hundrede Bøger igiennem.

De overjords Folk ere meget andægtige, læser og beder altid, men deres Bede-Stunde forrette de ey af Hiertets Bevegelse, men efter Ringen, Urværker og Soelskiver, saa at deres Andagt er mechanisk, thi den kommer meere af udvortes Tegn, Sædvane og visse Tider om Dagen, end af Hiertets Grund.

Hvor flittige de ere i at bede, sees deraf, at de fleeste siunger gudelige Psalmer, naar de hugger Brænde, toer og giør deres Haandværker.

292Da jeg kom til Italien, holdt jeg mig selv for Herre over heele Landet, thi enhver, som mødte mig, kaldte sig min Træl (Schiauo) men jeg vilde sætte Prøve paa denne Trældoms Lydighed, som de talede saa meget om, og gav Ordre, at min Værtes Kone skulde komme til mig en Nat; Men Manden blev vred, befoel mig strax at pakke ind, og som jeg tøyede, kastede hand mig paa Døren.

I de Nordiske Lande søger Indbyggerne Titler af det, som de ikke eyer, og alle ere saa hidsige efter at gaae paa den høyre Side, at de næsten bliver galne. Fremdeles ***

Saavidt hørte jeg med Taalmodighed, men blev derved forbittret, faldt Læseren ind i hans Tale, og sagde, at en ubillig og forbittret Scribent havde skrevet dette. Men der den første Heede gik over, begyndte jeg at dømme noget mildere om denne Reise-Beskrivelse, efterdi jeg saae, at Autor, endskiønt hand tog feyl og skrev ubillig i de fleeste Ting, vigede hand dog ikke altid fra Sandhed, men traf nogle Ting ret. I det øvrige fuldte jeg Tomopoloki Raad, og styrkede de Qvamiter i deres galne Tanker om min Herkomst, thi jeg holdt det meere fordeelagtigt 293at kaldes Ambassadeur extraordinair fra Solen, end en Borgere fra Europa.

Efterat alle Naboerne havde længe holdt sig stille, og jeg i den gode Fred havde indrettet Republiqven efter Ønske, fik jeg omsider Tidende, at de tre mægtigste Nationer havde allieret sig mod de Qvamiter. Disse Folk vare Archtonii, Kispuciani og Alectoriani. Archtonii vare talende og fornuftige Biørne, de passerede for et meget haart og stridbar Folk. Kispuciani vare meget store Katte, vidt berømte blant de underjordiske Folk for deres Forstand og Skiønsomhed, saa de holdt deres mægtigste Fiender i Tvang, ikke saa meget med Legems Styrke, som Konst og Krigs-Pudser. Alectoriani stred lige saa vel i Luften som paa Jorden, og derved giorde deres Fiender nok af det; De vare Haner, bevæbnede med Buer og forgiftede Pile, som de udskiød meget hastig paa Fienderne, og dræbte dem.

Disse trende Nationer vare forbittrede over de Qvamiters usædvanlige Fremgang, giorde derfor Alliance, og besluttede, med samlet Magt at tvinge de Qvamiters tilvoxende Magt, inden den kom videre. Men 294førend de forkyndte Krig, sendte de Gesandtere til Qvama, at kræve Frihed for de Tanachiter, og hvis det blev nægtet, skulde de forkynde Kæiseren aabenbare Fejde. De forrettede deres Ærende, og efter mit Raad fik saadant Svar: De Tanachiter haver brudt Fred og Forbund, og derfor maa takke deres egen Daarlighed og Hofmod for at de ere komne i den Ælændighed. Kæiseren haver besluttet, med alle Kræfter at forsvare den Ejendom, hand i en lovlig Kriig haver forhværvet, mod hvem der angriber ham, og er aldeeles ikke bange for de allierede Folkes Trudsler. Med dette Svar reiste Gesandterne bort, og vi beredde os til den forestaaende Kriig. Jeg samlede i en Hast en Armee paa 40000 Soldater, hvoriblant var 8000 Ryttere, og 2000 Musqveterer. Kæiseren selv, endskiønt hand var ved en høy Alder, vilde dog med i Krigen, og var saa begierlig efter Ære, at hverken jeg eller hans Gemahl og Børn, som alle giorde sig umage, kunde overtale ham fra det Forsæt. Det meeste jeg frygtede for i den forvirrede Tilstand, var, at jeg ikke kunde troe de Tanachiter, frygtende, at de vare utaalmodige over den nye Trældom, 295og ved Leylighed skulde kaste Aaget af Halsen, og slaae sig til Fienderne, hvilket og skeede, thi kort efter at Krigen var os offentlig declareret, fik vi vide, at 12000 Tanachiter havde udrustet sig, og gaaet over til Fiendens Leyer, saa jeg mærkede, at vi paa eengang fik med fire mægtige Fiender at bestille.

Da vores Armee var forsynet med fornødne Ting, fik den Ordre, at gaae Fienderne i møde, først i den Maaned Kilian. Paa Veyen fortalte Speyderne os, at de allierede Tropper vare marcherede ind i det Land Tanachin, og beleyrede den Fæstning Sibol, som laae paa Grændserne mod Kispucia. Den blev beleyret med saadan Heftighed, at Commendanten tænkte paa Opgivelse; Men der Fienderne spurde vores Ankomst, ophævede de Beleyringen, og greb os an. Feltslaget stod paa en Mark, kort fra samme Festning, hvoraf det blev kaldet den Sibolske Bataille. Archtonii, som stode paa den venstre Fløy, faldt ind paa vore Ryttere, og slog mange ned af dem, og som de affaldne Tanachiter hialp til med, syntes det at være ude med os, men vore Musqueterer giorde stor Nytte, thi med to Salver adspredde de Fiendernes Geleeder, 296hvorved Slaget fik en anden Anseelse, saa at de som nyelig vare Mestere, og trængte vores Rytterie, blev nu selv trykkede, maatte retirere sig, og tilsidst gandske vende Ryggen. Imidlertid ængstede de Kisputianer vores Rytterie stærkt, de skiød deres Pile med saa stor Konst og Lykke, at 6000 Qvamiter bleve inden kort Tiid deels haart blesserede, deels ihielskudte; Men da Rytteriet og Musquetererne kom sammen, nødtes de til at flye, dog saaledes, at de holdt deres Geleeder, og meere syntes at retirere end flye, hvilket var at tilskrive den kloge Kispuciske General Monsonius, som paa den Tiid holdtes for den beste af alle underjordiske Generaler. Nu var de Alectorianer tilbage, som syntes vanskeligt at overvinde, thi saa tit Musquetererne satte Bøsserne mod dem, fløy de i Luften og derfra saa behændig skiød Pilene ned paa vore Nakker, at faa fald uden Virkning paa Jorden; De traf altid, thi det er lettere at skyde fra et høyt Sted ned ad, end fra et lavt Sted op ad; men vore Folk skiød tit feyl, fordi Fienderne fløy, og vare i idelige Bevegelse. Som Striden var haardest, og Kæiseren selv skiød med sin Bue, og var allerforest i den største Heede, blev hand skudt 297igiennem Halsen med em forgiftet Piil, saa hand faldt af Hesten, blev baaret af Slaget, og ført til sit Tælt, hvor hand strax efter døde. I denne vanskelige Tilstand holdt jeg tienligt, at befale alle dem at tie, som havde seet dette bedrøvelige Fald, at de Stridende ikke skulde tabe Modet, naar de hørte Kæiserens Død: Jeg bad dem give sig tilfreds, Kongen var besvimet af det hastige Skud, men Pilen var ikke gaaet dybt ind i Legemet, naar Blodet blev aftørret, havde det ingen Fare, og inden kort Tiid ventede jeg, at de selv skulde see ham; De fleeste vidste paa den Maade ikke hvor det gik med Kæiseren, saa Striden varede til Natten, men som de Alectorianer, udmattede af Arbeide og ilde blesserede, retirerede sig til deres Leyer, giorde jeg Stilstand med Fienderne paa nogle Dage, at jeg kunde lade de Døde begrave. Imidlertid som jeg mærkede, at jeg behøvede en nye Invention til at overvinde de Alectorianer med, lod jeg Bøsse-Kuglerne støbe til Hagel. Denne Invention havde saa god Virkning, at de Alectorianer i paafølgende Slag faldt hovedkulds ned af Luften som Fluer, og den halve Deel af Armeen omkom ynkelig, de øvrige kastede derfor Geværene fra sig, og bad om Fred. Deres Exempel 298fuldte Arctonii og Kispuciani, overgav sig selv med Vaaben og Festninger til os. Efterat dette var lykkelig forrettet, holdt jeg en stor Herredag, samlede de fornemste Mænd sammen paa Slottet, og da den Ting var stille, begyndte jeg saaledes at tale: «Høy-Ædle, Velbaarne og tappere Mænd! jeg tvivler ikke paa, at jo de fleeste af Eder veed, med hvor stor Omhyggelighed jeg raadede vores naadigste Kæiser fra dette Tog, men hans medfødde Tapperhed og Heltemood tillod ham ikke at sidde hiemme i Magelighed, naar vi andre vovede Trøyen mod Fienderne. Jeg kand forsikre, at det var den eeneste Begiering, som Kæiseren har nægtet mig. GUd give den allernaadigste Kæiser havde været vanskeligere i at bevilge andre Ting, men villigere denne eene Post, saa havde vi ikke geraadet i den Elændighed, hvori hans uformodentlige Død har bragt os, men vi havde kundet vende hiem med Triumph, og vor Glæde over saa lykkelig et Tog var ikke bleven forstyrret ved nogen Sorg. Hverken kand eller bør jeg længere dølge den bedrøvelige Hændelse, hvorved vi fik saa stort et Saar, derfor skal I vide, at da Kæiseren stred mandelig, blev hand skudt 299af en Piil i Slaget, og strax dødde. Hvad Bedrøvelse, hvad Bekymring foraarsager ikke saa stor en Fyrstes Tab, af min egen Sorg kand jeg giette hvorledes I ere til mode, men overvind Eders Sorrig, Kæiseren er ikke død fra Eder, men har efterladt Eder to fuldvoxne Printser, som ligner deres berømmelige Fader, og lige saavel har arvet hans Dyd som Rige, derfor skifter I ey saa meget Konge,som Konge-Navn. Og efterdi den ældste Prints Timusi, efter Fødselens Rett, skal regiere i sin Faders Sted, vil jeg i hans Navn anføre Armeen, ham skal vi svære til, og alle skal vise ham Troskab og Lydighed.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.