Cap. XIV. Klim bliver Kæiser under Jorden

Da jeg havde udtalt, raabte alle med høj Røst, vi vil have Pikilsu til Kæiser! Derved blev jeg bange, græd og bad dem inderlig, at de skulde tænke paa den Troskab, som de vare det Kongelige Huus skyldige, og de Velgierninger som den afdøde Kæiser 300havde giordt baade imod alle i Almindelighed og mod enhver i Særdeleshed, dersom de forglemte saadant, vilde det blive dem en evig Skam. Jeg sagde videre, at om jeg kunde være til nogen Tieneste, kunde de lige saavel bruge mig, naar jeg var Undersaatt; Men jeg vandt intet med Ord, thi de Store bleve end meere ophidsede af min Tale, og det heele Folk begyndte at mumle derom; Men da den gemeene Mand faldt paa samme Tanker, tog Officerernes Raab saaleedes til efterhaanden, ved det de ofte igientog samme Ord, at det skingrede i Leyeren. Jeg svøbte mit Hoved ind, gik til Hovet-Tæltet, og befalede Vagten, at ingen maatte komme ind til mig, thi jeg haabede, at Soldaterne skulde faae andre Tanker, naar den første Heede gik over. Men Generalerne brød ind i Tæltet tillige med Soldaterne, og med Magt satte Krone paa mig, førte mig ind, og med Basuner og Trommer lod mig udraabe for Konge over Qvama, Tanaqvi, Arcthonia, Alectoria, og Stor-Fyrste til Kispucia. Da jeg nu saae, at det kunde ikke anderledes være, stod jeg heller ikke Lykken længere imod, men seylede med Vinden, og tilstaaer jeg, at jeg ey gandske mod min 301Villie tog mod denne Værdighed, thi et Kæiserdom med trende Riger og Fyrstendom ere Ting, for hvilke enhvers Tænder kand løbe i Vand. Vel sendte jeg strax Gesandtere til Printsen, som skulde melde, hvad der var passeret, og raadde ham, at staae hart paa den Rett, som hand var fød til, og at hand skulde declarere denne nye Udvælgelse ugyldig, efterdi den var giort mod Loven; Men jeg havde derhos besluttet i mit Sind, ikke uden største Nød at afstaae den Regiering som af fri Villie var mig overdraget, saa at dette Gesandtskab var meere giort for ar udspionere Printsens Tanker; Men som hand havde gode Sinds-Gaver, og en igiennemtrængende Forstand, vidste hand meget vel hvorledes Menneskene kand forstille sig, sluttede strax, at jeg meente intet med denne Ydmyghed, og derfor meget fornuftig fandt sig derudi, fuldte Armeens Exempel, og ligeledes udraabte mig for Kæiser i Hoved-Staden: Derhen reiste jeg strax efter, med Generalerne omkring mig i Triumph, heele Folket ynskede mig Lykke, og nogle Dage derefter blev jeg højtidelig kronet. Saaledes blev jeg af en fattig skibbruden Mand omskabt til Kæiser, og at jeg nu kunde forbinde mig de Qvamiter, 302som jeg vidste, havde stor Kiærlighed og Ærbødighed for det gamle Kongelige Huus, og ret befæste mig i Landet, tog jeg den af døde Kæisers Daatter til ægte, som heede Kalac, og var Mand-voxen.

Efterat jeg havde giort saa mange og saa store Ting, tænkte jeg paa nye Konster, hvorved jeg kunde føre dette Rige til saadan Anseelse, at den heele underjordiske Verden skulde frygte for det. Jeg giorde mig fra Begyndelsen af megen Umage for at holde de nyelig overvundne Folk i Troskab og Lydighed, til den Ende lagde jeg allevegne stærk Besætning i Festningerne, var from mod de Overvundne, og forfremmede nogle af dem til store Æmbeder i Hoved-Staden: I sær var jeg saa naadig mod de to fangne Generaler Tomopoloko og Monsonius, at nogle af de Qvamiter bleve fortrydelige, derover, endskiønt de for nærværende Tiid dølgede deres Vrede, thi Gløde laae længe under Asken, indtil den omsider brød ud til en stor Ild, som jeg strax skal fortælle. Hvad indenrigs Affairer angaaer, da stræbte jeg at føre Videnskaber og Krigs-Konst til største Fuldkommenhed, og efterdi dette Land var bevoxet med tykke Skove, som gav Træer 303nok, giorde jeg mig saa stor Umage for at bygge en Flode og Krigs-Skibe efter Europæisk Maneer, at endskiønt jeg havde mange Forretninger, syntes dog dette at være Hovedsagen. Til det Værk brugte jeg i sær de Kispucianer, efterdi de vare dygtige Søefolk, og General Monsonius giorde jeg til Admiral over Floden.

Skovene bleve strax nedhugne, saa at en Flode af tive Skibe laa ferdig inden tresinds tive Dage, efterat Tømmeret var hugget. Da alt dette var giort efter Ønske, ansaae jeg mig selv som den anden Alexander under Jorden, som vilde giøre samme Bevegelse der, som hand i gamle Dage over Jorden, den onde Regiere-Syge drev mig til u-endelige Ting, og kunde ikke mættes. For nogle Aar siden var et ringe Degne-Kald eller andet ringe geistligt Brød alt hvad jeg ønskede mig, og høyere tragtede jeg ikke efter, men nu var fire eller fem Riger mig for snævre, saa at i Henseende til min Begierlighed, som tog til med min Magt, havde jeg aldrig været saa fattig og trængende som nu.

Der Søefolkene i Kispucia havde fortalt mig baade Farvandene og omliggende 304Landes Beskaffenhed, og jeg fik vide, at man efter otte Dages lykkelige Seylads kunde komme til Strandkanten af det Mezendoriske, hvorfra man let kunde seyle over til Martinia, igiennem de Vande, som jeg kiendte, og nyelig havde beseylet, befalede jeg at haste med Reisen; Martinia var det jeg fornemmelig sigtede paa. Den store Rigdom, de Videnskaber og Erfarenhed i Seyladsen, hvori de Martinianer excellerede, opmuntrede mig, siden jeg behøvede Læremester til de store Ting, jeg havde i Sinde. Der var og en anden Drivere, nemlig Hevngiærighed, som skyndede mig til at undertvinge dette Folk. Af de to Printser tog jeg den Ældste med mig i denne Expedition, foregivende, at Hans Kongelige Høyhed skulde der finde den beste Leillighed at øve Tapperhed og Dyd, men min rette Hensigt var, at jeg kunde have ham som Gissel og Forsikring paa de Qvamiters Troskab. Den yngste Prints blev vel hiemme, men Regieringen overdrog jeg i min Fraværelse til Kæiserinden, som lavede til Barsel. Den heele Krigs-Flode bestoed af tive store og smaa Skibe, og alle vare bygde efter Skibenes Modell i Martinia, efter den Kispuciske General Monsonii Raad 305og Direction, ham havde jeg givet ald Commando over Søe-Etaten, og hand havde med egen Haand tegnet Modeller til dem thi de Martinianer vare lige saadanne iblant de underjordiske Folk, som de Tyrier og Sidonier fordum, eller de Engelske og Hollandske i vore Tider, som tage sig Regiering over Søen, men der jeg kom til Martinia, saae jeg, hvorvidt vi vare gaaen fra Originalen i at bygge disse Skibe.

Vi gik til Seyls ved den Tiid paa Aaret, da den Planet Nazar var halvvoxen. Efterat vi havde seylet i tre Dage, saae vi en stor Øe, hvis Indbyggere det var læt at undertvinge for deres Ueenighed, hvorved de vare deelte i Partier, og som de fattedes Gevær, og vidste ey at bruge dem, streed de alleene med Skields-Ord og Forbandelser. Dermed straffer de Folk, og dermed strider de; Misdædere, som trækkes i Fængsel, pleyer man, naar deres Forseelse er undersøgt, at slæbe paa Torvet for at skielde dem Huden fuld. Der ere visse Betientere satte til den Bestilling, som heder Sabuti eller Skiende-Giæster, og lige saadanne som Bødler og Rakker-Knegte hos os. Hvad Legemets Skikkelse angaaer, 306da skilles de alleene fra Mennesker derudi, at Qvindfolk har Skæg, men Mandfolk intet, desuden sidder Fodbladene bagvendte, og ey som paa andre Mennesker fremad. Saasnart vi havde giort Landgang, mødte os hen ved tre hundrede Canaliscer, (saa heder Indbyggerne) disse angreb os fiendtligen med deres sædvanlige Gevær, bandte og skieldede. Vi hørte af en Alectorianer, som forstod Canaliscernes Sprog, at deres Skiedls-Ord vare saa bittert stillede, at de lod see, at de vare Mestere i den slags Fegtning, og gav Grammatici i vores Verden intet efter, men jeg vidste meget vel, at Banden slaaer ingen af Hesten, forbød derfor, at skade dette vaabenløse Folk, dog at jeg kunde jage en Skræk i dem, lod jeg løse et Stykke, hvorved de faldt paa Knæ, og bad om Naade. De fornemste smaa Konger paa Den kom strax med største Ydmyghed, overgav sig selv og deres Undersaattere, og tilbød, at heele Øen skulde skatte til mig, sigende, at det var ingen Skam at overvindes af den, som man ey maatte overvinde, og det var en Ære, at staae under den, som Lykken havde ophøyet over alle. Saaledes giorde vi denne Øe Skatskyldig: Ved hvilket min Magt vel blev forøget, men 307jeg havde ikke megen Ære af at overvinde saa ustridbar et Folk. Derpaa lettede vi Anker, jeg efter nogle Dages lykkelige Seylads kom til de Mezendoriske Kuster. Jeg lod holde Krigs-Raad, for at undersøge, hvad der var raadeligst, enten strax at angribe Fienden med Magt, eller sende Gesandtere for at udforske Kæiserens Tanker, om hand godvillig vilde give sig eller føre Krig? De fleeste holdt det for meere sikkert og honnet, at sende Gesandtere: Fem Mænd fik derfor Ordre at paatage sig dette Gesandtskab, nemligen Qvamiter, Arctonier, Alectorianer, Tanachit og Kispucianer. Disse toge Commendanten ind i Hoved-Staden, og spurdte dem i Kæiserens Navn, hvad de begierede eller hvad dem fattedes, siden de vare seylede saa lang Vey til Mezendore? Gesandterne svarede: Vi ere ikke drevne hid af Storm, men ere komne af fri Villie; Og derpaa overleverede Kæiserens Brev af følgende Indhold:

«Niels Klim, Solens Legat, Kæiser til Qvama, Konge i Tanaqvi, Arctonia, Alectoria, Stor-Fyrste til Kispucia, og Herre til Canalisca, tilbyder 308Miklopolatu, Kæiser i Mezendore, sin Hilsen! Du maa vide, at det af GUds uforanderlige Raad er beskikket, at alle Kæiserdomme og Riger i Verden skal lægges under det Qvamitiske Herredom, og siden dette Raad kand ikke forandres, er det fornødent, at dit Rige maa have samme Skiæbne: Jeg raader dig derfor til godvillig Opgivelse, og varer dig ad, at du ey skal vove dine Riger i Krigen, og forgiæves modstaae vore seyerrige Vaaben. Ved at give dig i Tide, sparer du uskyldigt Blod, og giør din egen Tilstand bedre. Givet paa vor Flode paa den tredie Dag i den Maaned Rimat.» Efter nogle Dages Forløb kom Gesandterne tilbage med et grumt og stolt Svar, hvorover vi lod Freds-Forsøg fare, og giorde Landgang. Saa snart Armeen var satt i Orden, sendte vi Speidere, at udforske Fiendens Tilstand: De kom strax tilbage, og forkyndte, at Fiendernes Armee kom, bestaaende af 60000 Løver, Tigre, Elephanter, Biørne og Rovfugle. Vi satte os derfor paa et qvemt Sted, og biede efter Fiendens Ankomst. Da alle Ting nu 309vare færdige, og Tegn var givet til Feldslag, blev fire Ræve eller Gesandtere sendte af Fienden for at handle med os om Forbund og Fred; Men der de havde talt nogle Timer med vore Generaler, reiste de tilbage med uforrettet Sag, og vi mærkede strax, at de meere vare Speydere end Gesandtere, og alleene vare komne for at udforske vor Armees Tilstand: De bildte os ind, at de strax vilde komme igien med videre Ordre, men som vi lidt efter saae den heele fiendtlige Armee marchere gandske fast til vor Leyer, vidste vi nok, at der var intet Haab om Fred, og derfor gik hurtig med flyvende Faner mod Fienden. Der blev figtet længe med stor Tapperhed paa begge Sider, thi endskiønt vore Musquetterer i en Hast fældede en stor Mængde af Fienden, holdt dog Elephanterne bestandig deres Geleeder, og kierede sig intet efter Kuglerne, for deres haarde Hud; Men da vi begyndte at lyne med Canonerne, og Elephanterne saae deres bedrøvelige Virkning, blev de meget bange, og flyede, og glemte baade Bataille og Honneur. I dette Slag faldt tre og tredive tusende Mezendorer, og to tusende tog vi fangen: De som undkom af Slaget, retirerede sig til Hoved-Staden, en vel befæstet 310Bye, og der satte stor Skræk i alle; Men vi forfuldte Seyeren, og tredie Dag derefter kom til Hoved-Staden, den vi beleyrede baade til Lands og Vands. Der mødte os et nyt Gesandtskab med billigere Freds-Vilkor: Kæiseren Bad, at jeg vilde tage hans Daatter til ægte, som en deylig Løvinde, og lovede mig det halve Rige til Medgift med hende. Dette Tilbud om Giftermaal stod mig aldeles ikke an, thi det syntes mig baade usikkert og skammeligt, at forskyde Kæiserinden som jeg havde efterladt frugtsommelig, og gifte mig med en Løvinde. Derfor fik Gesandterne Ordre, at reise hiem uden Svar. Vi stillede strax Canonerne mod Murene, hvilke bleve allevegne revne og nedslagne, endskiønt de vare af Steen, og som Byen var fuld af alle slags Dyr, hørte vi en forunderlig Lyd. af brølen, tuden, skryden, brægen og hvislen, Slangerne krøb i Hulerne i Jorden, og længe skiulte sig der, Fuglene fløy fra den beleyrede Bye og søgte Klipper og høje Steder, Træerne bævede, og Gaderne vare fulde af deres affaldne Blade. Vi spurte, at hen ved tive Hof-Jomfruer, som vare Roser og Lilier, daanede ved det første Canon-Skud, og siden visnede. Den store 311Mængde af alle slags Dyr, baade Kiøbstædog Landsbye-Folk, som vare indpakkede i Husene paa hinanden, forvolte ved den Qvalm der var, samt stærke Nattevægt og Trængsel, at der kom Pest. Elephanterne vare meere bestandige, men bleve tilsidst forskrækkede over Canon-Skuddene, og løb af Husene. Kæiseren i Mezendora blev derover forsagt, holdt Raad, og sagde: Kiære Landsmænd! vi fører Krig med en guddommelig og u-overvindelig Nation, som ikke kand tvinges ved nogen Ulykke, giv Raad, hvad vi skal giøre? Hvorpaa alle raabte med een Mund: Der er intet godt i Krig, vi beder alle om Fred! Hvilket bevægede Kæiseren til at overgive sig med alle de Lande, hand havde regieret over, saa at jeg indtog paa een Dag et stort Kæiserdom med ti Riger og Fyrstendømme; Thi alle de smaa Konger og Gouverneurer fuldte Kæiserens Exempel, og kappedes at overgive sig til mig. Efter saa utroelig en Lykke, lagde jeg sex hundrede Musquetterer til Guarnison i Hoved-Staden, og lod den fangne Kæiser føre paa vor Flode. Jeg beviiste ham stor Ære paa Reisen, og da jeg var kommen 312til Qvama, forærede jeg hannem en heel Province, hvis aarlige Afgifter vare saa store, at de nogenledes kunde forslaae til en fangen Konges Udgifter. Vi reisede derpaa langs med de Mezendoriske Kuster, og paa Reisen krævede Gisseler af de fleeste Nationer, som havde staaet under den Mezendoriske Kæiser Miklopolatu, saa at vi ved at true hver Bye med Krig, i en Hast undertvang alle Mezendorier. Disse Folk vare mestendeels de samme som jeg har talt om i min Martinianske Reise. Fra de Mezendoriske Lande seylede vi lige til Martinia, hvis Havbredde vi fik i Sigte efter en lang dog derhos lykkelig Seylads. Intet Land var mig nogen Tiid kiærere at see, og naar jeg betænkte, at jeg som Kæiser og Seyer-HErre over mange Folk, kom tilbage til det Land, hvor jeg iblant Slaver var dømt til Galleerne, glædede jeg mig inderlig, og besluttede strax, at give mig selv tilkiende, paa det jeg kunde sætte des større Skræk i de Martinianer, men jeg betænkte mig igien, og holdt det tienligere, at styrke de overvundne Folk i deres gamle Vildfarelse om min store Herkomst, og give mig ud for Solens Legat.

313Vel haabede jeg i en Hast og uden Umage at undertvinge de Martinianer, hvis Blødhed jeg kiendte; Thi Nationen var hengiven til Vellyst, den var baade daarlig, og derhos havde Overflødighed paa alle Ting af Landet og Vandet, og længe havde levet i Flor og Herlighed; Men jeg erfarede, at det var en vanskelig Ting, thi af den Handel, de havde paa alle Stæder i den underjords Verden, havde de sanket stor Rigdom, og derved let kunde faae Hielp, fra de stridbareste Folk: Desuden overgik de Martinianer paa den Tiid alle underjords Folk i Seyladsen, og vore Skibe vare vanskabte imod deres, og ikke nær saa gode Seylere. Man kand og let begribe hvor dygtig de Skibe kunde være, som en Philosophiæ Baccalaureus i en Hast havde bygt, og hvad Critiqve de havde faaet, om Hollændere, Engelsmænd eller Danske skulde examineret dem. Men denne Mangel oprettedes tilstrækkelig ved Canoner, som hidindtil vare de Martinianer gandske ubekiendte.

Førend jeg øvede nogen Fiendlighed, sendte jeg Gesandtere til Raadet, med samme Freds-Conditioner, som de jeg nyelig 314havde tilbudet den Mezendoriske Kæiser, men i det vi biede efter Svar, saae vi en vel udrustet Flode, skiønnere end vi havde ventet, seyle lige mod os; Derover satte jeg Floden i Orden, saa meget jeg kunde i saaden hast, og gav Signal til Slag: Der blev længe stridet paa begge Sider med lige Fyrighed og Bestandighed; De Martinianer havde i Steden for Canoner nogle Machiner, af hvilke de udskiød store Steene, som giorde vore Skibe megen Skade, desforuden havde de Brandere, som vare ladte med Beeg, Hør, Svovel og anden brændende Materie, hvoraf vort største Skib blev antændt og ruineret. Der var længe Tvivlraadighed, saa vore Folk tænkte baade at flye og at bie; Men vore Canoners grumme Lynen skrækkede omsider de Martinianer, saa de gik af Slaget, og retirerede sig ind i Havnen. Vi fik ingen af Fiendens Skibe, thi de seylede langt hastigere end vore, og i en Hast var os af Syne. Efter dette Slag satte vi Armeen paa Land, og i fuld Marsch ilede til Hoved-Staden Martinia. Paa Veyen mødte vi vore Gesandtere, som Raadet havde taget haanlig imod, og afviist med dette Svar: Pakker Eder, og siger Eders 315Konge, at ikke hand, men vi har Herredom over Søen, hand regierer alleene over Bierge. Thi de Martinianer tillegnede sig Søen, og moquerede sig over, at en Konge over et biergigt Land vilde begiere det. Dog samlede de Folk med stor Fliid, thi foruden at de hvervede Soldater, bleve alle stridbare Martinianer opbudne.

Neppe vare vi avancerede over nogle faa Marker, førend vi saae en talriig Armee af adskillige Folk marchere lige imod os. Vi bleve ikke lidet forundrede over denne Fiendernes Dristighed, heldst efterdi det havde tabt Slaget til Søes, men disse Tropper vare kun som Luft-Syn, der lader sig see og strax forsvinder, de bævede førend Slaget begyndte, og ved det første Canon-Skud flyede alle Martinianer, vi forfuldte dem og slog en stor Deel: Hvor mange der faldt af Fienderne, kunde best sees af Peruqverne, som vi samlede efter Slaget, thi derefter sluttede vi at næsten fem tusende vare slagne. De havde forandret Modellerne paa dem efter min Bortreise, saa jeg talte over tive ullige Façons paa Peruqver, thi det inventieuse Folk opfinder 316hvert Øyeblik noget nyt. Efter dette lykkelige Slag, eller rettere at sige Slagterie, beleyrede vi Hoved-Staden Martinia uden Hinder: Men der vi havde giort Anstalter til Beleyringen, og plantet Canoner, kom Raads-Herrerne selv med største Ydmyghed til vor Leyer, overgav Byen og det heele Land. Hvorudover vi strax, efterat Freden var sluttet, gik med Triumph ind i den smukke Bye. Da vi kom inden for Porten, var der ingen Larm, som ellers pleyer være i indtagne Byer, men en bedrøvet Taushed, og stille Sorg havde saaledes indtaget alles Hierter, at de af Frygt glemte hvad de skulde efterlade eller tage med sig; De vare raadvilde, og adspurte hinanden, nu stod de i Dørene, nu løb de om i Husene, ligesom de vilde tage Afskeed sammen; Men vi sparede den indtagne Bye, hvorved deres Sorg blev forandret til Glæde. Da jeg kom ind i Skatkammeret, blev jeg forundret over at see saa stor en Skat, deraf deelede jeg en stor Part iblant Soldaterne, og det øvrige lod jeg lægge i min Casse. Jeg lagde Guarnison i Martinia, og tog nogle Raads-Herrer med paa Floden til Gisseler, iblant hvilke var den Syndicus og hans Kone, som havde 317digtet mig den Misgierning paa, for hvilken jeg var straffet; Men jeg hevnede dog ikke den Spot, thi jeg holdt det u-anstændigt for saa stor en Monarch, at hevne den Uret, som var skeed en Porteur.

Siden de Martinianer nu vare overvundne, satte jeg mig og for at tvinge de omliggende Nationer, men da jeg stod færdig, kom Gesandtere fra fire Riger, og overgav sig til mig. Jeg regierede nu over saa mange Lande, at jeg ikke engang skiøttede om at spørge, hvad de heede, men lod mig nøye med at de beregnedes under den almindelige Titul af de Martinianske Riger.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.