Cap. XV. Autor stødes fra sin Throne, for sin haarde Regiering, og kommer igiennem en Huul oven over Jorden igien

Der vi havde udført saa forunderlige Ting, og vor Flode var særdeeles forøget med de Martinianske Skibe, seylede 318vi til vort Fæderneland, hvor vi paa det prægtigste holdt Triumph, saa at Romerne aldrig har lignet os, og sandelig vore Bedrifter vare saa store, at ingen Høytid eller Stads kunde synes for stor; Thi hvad er herligere? hvad større Helte-Gierning, end paa en kort Tiid at omstøbe en Nation, som var foragtet og plaget af alle, til en Dronning og Herskerinde over den heele underjordiske Verden? Hvad var meere priseligt for mig, som et Menneske, der levede blant saa mange ulige Dyr, end at tilegne det mennesklige Kiøn den Regiering, som Naturen har givet det over de andre Creaturer? Jeg kunde ikke i en stor Bog, meget mindre i dette lidet Skrift, indføre denne herlige Triumph, hvorledes vi bleve modtagne af alle Menneskeer af hver Alder og Stand. Fra den Tiid kand giøres en nye Tids-Regning i Historierne, og regnes fem Monarchier, nemlig det Assyriske, Persiske, Græske, Romerske og Qvamitiske under Jorden, og dette sidste synes at overgaae de forrige i Størrelse og Magt, derfor kunde jeg ikke vegre mig ved at tage imod det Til-Navn Koblu eller Stor, som baade de Qvamiter og de overvundne Folk kappedes om at give mig; Jeg tilstaaer sandelig, 319at det Navn Stor er stolt og hofmodigt, men naar man vil betragte de Gamle, nemlig Cyrus, Alexander, Pompejus, Cæsar, som ey ere at ligne mod Klim, kand den Titul holdes for maadelig og ydmyg. Alexander indtog vel Asien, men med hvad for Tropper? gamle Soldater, som vare hærdede i idelige Krige, som de Macedonier i hans Faders Philippi Tiid; Men jeg havde undertvunget langt fleere og grummere Folk end de Perser, paa kortere Tiid, med en Nation, som jeg selv havde sat Skik paa, og som kort tilforne var dum og upoleret. Den Titul jeg siden brugte, var denne: Niels den Store, Solens Gesandt, Kæiser til Ovama og Mezendore, Konge til Tanachi, Alectoria, de Mezendoriske og Martinianske Riger, Storfyrste til Kispucia, Herre til Martinia og Canalisca 2c. 2c.

Nu havde jeg disse Riger, og min Landflyttighed kunde synes min Lykke, men et Menneske skal vente paa udfaldet, og ingen bør kaldes lyksalig førend hand er i sin Grav; Thi efterat jeg var kommen til den Lyksalighed og Magt, som et Menneske neppe kunde ønske sig, gik det mig ligesom 320de, der er kommen af ringe til høy Stand, jeg forglemte hvad jeg havde været, og faldt til Hofmod, og i Steden for at flattere mine undersaatter, blev jeg grum og haard mod alle Stænder. Undersaatterne, som jeg før vandt ved Fromhed og Mildhed, foragtede jeg, som Slaver, saa at ingen kom mig i Tale, uden hand tilbad mig først, og naar de fik Audience, tog jeg mod dem med Foragt, hvilket i en Hast afvendte alles Hierter fra mig, og forandrede deres Kierlighed til Koldsindighed og Frygt. Hvad Hiertelav de da havde til mig, mærkede jeg kort derefter af en Begiering, eller rettere sagt en Befalning, som jeg i en Kongelig Ordre forelagde de Qvamiter. Kæiserinden som jeg havde efterladt frugtsommelig hiemme, havde i min Fraværelse fød en Prints: Denne Prints vilde jeg gierne udnævne til min Successor, indbød derfor de Qvamiter tillige med de Fornemste af de overvundne Folk paa en Rigs-Dag, til at hylde Barnet. Vel turde ingen sætte sig mod denne Befalning, hvorfor Hyldingen skeede med stor Stads, men jeg kunde læt kiende, at Undersaatterne forstillede sig, og at deres Glæde var kun for et Syns skyld. Jeg 321blev styrket i denne Tanke ved Skand-Skrifter, som uden Navne bleve udgivne, hvori der klygtig blev forestillet den Uret, som var skeed Prints Temuso ved denne udvælgelse. Det giorde mig saa bekymret og urolig i mit Sind, at jeg ikke kunde give mig tilfreds, førend jeg fik taget den gode Prints af Dage, dog syntes det ey raadeligt, aabenbare at dræbe den Konges Søn, som havde giort mig saa meget godt, derfor underkiøbte jeg nogle, som skulde beskylde ham for Oprør, og som der altid findes de der vil befordre Kongers Synder, var der og nogle som giorde Eed paa, at Printsen havde ondt i Sinde, søgte at giøre Oprør, og stod mig efter Livet, hvorudover hand blev kastet i Fængsel, og Dommerne, som meestendeels vare bestukne af mig, dømte ham fra Livet: Executionen skeede dog hemmelig i Fængselet, at den ikke skulde give Anledning til Oprør.

Hvad den yngere Prints angik, da, efterdi hand endnu var et Barn, satte jeg Tiden op til at dræbe ham. Saaledes var hand sikker til en Tiid, fordi jeg foragtede hans Alder. Med dette Mord havde jeg nu besmittet mig, begyndte derfor at regiere saa strengt og umaadeligt, og min Haardhed 322gik omsider saa vidt, at jeg dræbte baade adskillige Qvamiter og andre, som jeg mistænkte. Næsten ingen Dag var uden Mord og Blods Udgydelse, hvilket befordrede dessnarere den Opstand, som Stænderne længe havde i Sinde.

Jeg tilstaaer, at jeg havde fortient alle de Ulykker, som siden vederfores mig, thi det havde sandelig veret smukkere og meere anstændigt for en Christelig Fyrste, at bringe dette grove og afgudiske Folk til den sande Guds Kundskab, end føre en Krig efter en anden, og besmitte sine Hænder med saa mange uskyldige Folkes Blod, det havde og været mig let at omstøbe den heele Nation, thi hvad jeg befalede, antog de med Fyrighed, og hvert Ord af min Mund var Guddommeligt for dem, men jeg glemte GUd og mig selv, og tænkte ikke paa andet end forfængelig og daarlig Pragt, og at forøge mit Herredom. Blod, Mord, Ild og Krig svævede for mine Øyen. Desforuden tog jeg galne Messurer, søgte meere at forøge end formindske Forbittrelsen, ligesom jeg kunde oprette det med Haardhed, som jeg havde nedrevet med Uret, naar mine Venner formanede mig, svarede jeg, at 323jeg maatte giøre det for at befæste mig, derfor kom en Ulykke til en anden, og jeg geraadede i saa stor en Elændighed, at Mennesken kand lære af mit Exempel, hvor foranderlig alting er, og hvor liden Bestandighed en voldsom Regiering har.

Ved min haarde Regiering tiltog Undersaatternes Koldsindighed, saavel de Qvamiters som andre Nationers, og da de mærkede, at de Laster jeg var hengiven til, kom ikke overeens med en Guddommelig Herkomst, og kunde ikke passe sig med en himmelsk Mand og Solens Legat, begyndte de nøyere at overveye alle Ting, besynderlig Aarsagen til min Ankomst, og den Tilstand jeg blev funden i, da jeg kom til disse Lande. De saae, at de store Ting, jeg havde giort, vare meere at tilskrive de Qvamiters Dumhed end mine Konster, heldst siden de, da deres Øyne blev aabnede, kunde skiønne, at jeg havde taget feyl i mange Ting. Særdeeles bleve alle mine Gierninger haart censurerede af de Kispucianer, et grandseende og skarpsindigt Folk: De havde mærket, at iblant de Forordninger, jeg gav ud, vare adskillige saa raae og vanskabte, at de skiendelig blottede min store Vanvittighed 324i Stats-Sager; De dømte heller ikke ubillig, thi siden de som opdrog og oplærte mig, drømte aldrig om Krone og Scepter, var jeg opdragen meere til at blive Præst eller Degn, end til at blive Regent, og mine Videnskaber strækkede sig ikke uden for et Theologisk Systema og nogle Metaphysiske Termini, hvilket kunde ikke meget nytte min nærværende Tilstand, hvor det galt vel at regiere tvende Kæiserdomme og hen ved tive Kongeriger. Videre mærkede de Martinianer, at de Krigs-Skibe, jeg havde bygget, vare saa vanskabte, at man ikke kunde have nogen Nytte af dem, i Slag mod en ordentlig Flode, og derfor kunde man alleene tilskrive Canonerne Victorierne til Søes. Disse og andre bittre Domme udspredde de, og tillige erindrede sig den Maade, paa hvilken jeg var kommen til Landet, nemlig at Indbyggerne ved Strandkanten havde fundet mig paa et stykke Vrag med revne Klæder, halv død af Tørst og Sult, hvilken Tilstand kunde ikke passe sig med Solens Legat; Desuden vare de Martinianer kloge paa Himmelens Løb, og udspredde nogle Astronomiske Lærdomme iblant de Qvamiter, og beviiste, at Solen var et dødt Legeme, som den almægtige GUd havde 325satt mit paa Himmelen, at oplyse alle Ting, og give Creaturerne Varme, og efterdi dens Natur var af Ild kunde ingen jordisk Dyr boe i den.

Disse og andre skadelige Spargements udspredes daglig om mig, men det var dog kun hemmelig Snak, thi ingen turde tale offentlig, og aabenbare sige sin Meening, af Frygt for min Magt, derfor vidste jeg i lang Tid ikke, at mine Undersaatteres Misfornøyelse var kommen saa vidt, at de vilde kræve Regnskab af mig for min Regiering, førend en liden Bog betog mig ald Tvivl, som var skrevet paa Canaliansk Sprog, under denne Titul: Det lykkelige Skibbrud. Jeg har tilforne erindret, at de Canalisker vare meget øvede i at skiælde, siden de pleyede føre deres største Krige med Skields-Ord. Bogen indeholdte alle de Anklagelser, som jeg nyelig opregnede, og var skreven med klygtig og skarp Stiil, efter de Canaliskers Genie, som ere Mestere i den Skrive-Maade.

Men mit Sind var da saa uregierligt, og jeg stolede saa meget paa mine Kræfter, at jeg ved ingen Formaning kunde bøjes 326eller forbedres, thi de sundeste Raad ophidsede meere end stillede min Haardhed, derfor greb jeg og nogle, som jeg havde størst Mistanke til, og med haard Piinsel søgte at tvinge dem til at bekiende, hvem der var Autor til dette Skandskrift, men alle udstode de Piinsler med stor Bestandighed, saa at jeg ikke vandt meere med denne Grumhed, end at deres Had blev forandret til Raserie; Saaledes var min Skiebne stærkere end sunde Raad, og jeg gik hovedkulds til mit Fald.

I disse Omstændigheder vilde jeg lægge Haand paa den overblevne Prints Hicoba: Jeg aabenbarede dette Anslag for den store Canzler Kalac, som jeg troede best. Hand lovede mig nok ald Fliid og Lydighed, og gik strax hen at udrette min Ordre, men hand havde en hemmelig Afsky for denne Gierning, aabenbarede Printsen mit Anslag, og retirerede sig begge til en stærk Fæstning i Byen, der samlede de Guarnisonen, forestillede bevægelig den nærværende Tilstand, og da Printsen, som var i Fare, med Graad og Suk gav sin Tale Eftertryk, greb alle til Vaaben, og lovede at vove deres Liv for Printsens Frelse. Den kloge Canzler vilde 327smede mens Jernet var varmt, lod dem derfor alle svære Printsen Troskab, og sendte tillige hemmelig Bud til andre, som hand vidste, vare mine Fiender, og opmuntrede dem til at gribe til Vaaben imod Tyrannen, som søgte gandske at udrydde den gamle Konge-Slægt; Derfor bevæbnede alle sig, som enten hadede eller frygtede Tyrannen, og foreenede sig med Krigs-Folket. Imedens jeg biede efter at Canzieren skulde komme igien, kom der Tidende til Slottet med skrækkelig Larm, at Marken var fuld af Krigs-Folk som søgte efter Kongen, for at dræbe ham. Da raadede Tomopoloco, i Tide at retirere os til Tanachin. Velan! sagde hand, lad oss udskrive en Armee i mit Fæderneland, imidlertid stilles den Urolighed her, som nu er saa heftig. Dette satte mit ustadige Sind i Bevegelse, thi jeg kunde baade haabe og frygte, omsider adlydede jeg hans Raad, forlod Qvama uden Hinder, siden de fleeste vidste ikke endnu Aarsagen til det begyndte Oprør. Saa snart jeg kom til Grændserne af Tanachi, befalede jeg alle, som kunde bære Gevær, at være tilstæde, saaledes samlede jeg en Armee paa fyrretive tusende Mænd, af hvilke de fleeste vare Tanachiter, og 328dermed reiste tilbage, i Haab, at forstærke mig med en Hob Qvamiter, som endnu vare mig troe, men jeg tog feyl, thi i Steden for Hielpe-Tropper, som jeg daarlig ventede, mødte mig en Herold med et Brev, som var skrevet i Printsens Navn: Derudi forkyndte hand mig en retferdig Kriig, som en der havde med List indtaget hans Rige, og tillige blev mig bekiendtgiort, at min Gemahl med min liden Søn var i Fængsel. Kort efterat Herolden var bortreist, saae vi den Qvamitiske Krigshær med den oprørske prints, og som de vare forsynede med en stor Hob Stykker, turde jeg ikke vove en Bataille førend jeg blev stærkere, holdt derfor stille, og forskandsede min Leyer; Men da jeg mærkede, at mine Soldater hemmelig gik over til Fienden, og at Fienden ventede nye Succurs, besluttede jeg at stride, efter Generalernes og Tomopoloki Raad. Bataillen stod paa samme Mark, hvor de Tanachiter for nogle Aar siden totaliter vare slagne: Vore Geleeder bleve strax bragte i U-orden af Fiendernes Canoner, og det giorde mig meget ondt, at bestrides med mit eget Paafund, og overvindes med de Vaaben, jeg selv havde ladet giøre. Mine Folk imodstod dog nogen Tid 329Rebellerne, indtil Tomopoloko, som stred mandig, blev skudt af en Canon-Kugle; Derved vendte vi Ryggen, og søgte Skiul paa Biergene og i Skovene; Jeg selv krøb op paa et Bierg, og derfra vendede mig ned i en Dal, der stod jeg lidt stille, og bitterlig begræd min Ulykke, eller rettere at sige, min Daarlighed, mit Sind var saa forvirret, at jeg glemte at kaste mit Hoved-Smykke bort, som var besatt med Soel-Straaler, og kunde røbe min Person. Da jeg med største Angest havde siddet hen ved en halv Time i den Dal, hørte jeg dem raabe, som krøb op paa Bierget, og vilde have mig tilbage for at straffe mig, jeg saae derfor om Udflugt at skiule mig, og just var der en stor tyk Skov fuld af Tornebusker og Eege-Træer, der løb jeg hen, og fandt en Afvey lige til en Hule, hvorved jeg stod lidt, og knap kunde drage min Aande af den stærke Løben, men derefter krøb jeg paa Maven, som en Slange ind i den, og som jeg fornam, at Hulen var meget dyb og hældende, skiønt ikke steyl, besluttede jeg, at gaae lige til Bonden, men da jeg var avanceret hen ved hundrede Skrit, traf jeg et steylt Sted, hvorfra jeg ligesom med en Lynild blev nedstødt i et tyk Mørk og en 330langvarig Nat, indtil jeg skimtede lidt Lys, som naar Maanens Lys skinner igiennem mørke og tykke Skyer. Jo større dette Lys blev, jo sagtere faldt jeg, saa at jeg med liden Umage, ligesom naar man svømmer op af Vand, krøb op imellem to Klipper uden Skade, hvilke jeg med største Forundring saae at være de samme, af hvilke jeg for nogle Aar siden faldt ned i den underjordiske Verden. Aarsagen hvorfor jeg kom saa sagte afsted, mærkede jeg efter nogen Eftertanke, kom af den overjordiske Luftes Beskaffenhed, som er tungere end Luften under Jorden, thi dersom vores ikke var tungere, havde det gaaet lige saadan da jeg kom op, som da jeg kom ned, saa jeg maaskee var falden hovedkulds igiennem Luften til Maanen; Men denne Meening vil jeg henstille til klogere Physicis at dømme om.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.