Cap. XVI. Autor kommer til sit Fæderne-Land, og det femte Monarchie endes

Jeg laae længe imellem Klipperne gandske uden ald Sands, thi der var stor 331Forvirrelse i mit Hoved, baade af Faldet i sig selv, og af den underlige Forvandling, ved det jeg saae, at jeg i en Hast af en Stiftere til det femte Monarchie var omskiftet til en sulten Baccalaureus, og sandelig denne Avantyre var saa utroelig og poetisk, at den meget vel kunde giøre den klogeste Hierne forrykt. Jeg begyndte derfor at spørge mig selv, om det var sandt, hvad jeg saae, eller der kun gik en Taage for mine Øyen. Da Heeden gik noget over, og jeg kom lidt til mig selv, forandredes min Forundring til Sorg og Fortrydelse, jeg rakte begge mine Hænder op til Himmelen og sagde: O! Almægtige Skabere, hvi vilde du saaledes straffe mig? hvor kom jeg fra? hvor gaaer jeg hen? hvorledes skal jeg komme hiem? Og sandelig, naar man efterseer baade de gamle og vore Tiders Historier, skal man neppe finde et Exempel paa saa stor en Avanture, uden maaskee hos Nebucadnezar, som af den største Konge blev omskabt til et vildt Dyr, og gik i Skoven. Saadan forunderlig Skiebne havde jeg: Paa faa Timer blev tvende store Kæiserdomme med tive Riger tagne fra mig, af hvilke jeg havde intet tilbage uden Skygge og Indbildning. Nyelig havde jeg været en Kæiser, nu kunde 332jeg neppe haabe at blive en Skolemester i mit Fæderneland. Jeg kaldtes Solens Gesandt, men nu frygtede jeg for af Fattigdom at blive Famulus hos en Bisp eller Provst. Før fuldte mig Ære, Haab, Velstand og Seyer, men nu Bekymring, Elændighed, Sygdom, Sorg, Graad og Hylen. Endelig, jeg florerede en kort Tiid, som et Soelblomster, kom snart op og gik snart ned; Med faa Ord at sige: Sorg, Forbittrelse, Bekymring, Vrede, Fortvivlelse giorde saa stor Uroe i mit Sind, at jeg snart trakte min Kaarde, for at stikke mig ihiel, snart vilde styrte mig hovedkulds ned i den Hule, som jeg var kommen op af, for at prøve, om Lykke kunde blive bedre i et andet Tog under Jorden. Tre gange forsøgte jeg at omkomme mig selv, og tre gange forandrede jeg mit Forsæt. Det som meest holdt mig derfra, var Bekymring for min Siæl, og Christendommens Grund-Regler, som forbyder at skille sig ved sit Liv, førend Døden kræver det.

Jeg forsøgte derfor at gaae ned af Bierget paa den steyle og snevre Gang-Stie, som løber til Sandvig; Men som jeg gik i dybe Tanker, faldt jeg tit paa Veyen, thi 333mit Sind var gandske henvendt paa at betragte det femte Monarchie, hvilket svevede i mit Sind med forfængelige dog nyelig virkelige Forestillinger, saa det nær havde betaget mig Forstanden, og sandelig Forlisen paa Værdighed og Magt var saa stor, at jeg tænkte, ingen Fordeel i mit Fæderne-Land kunde oprette den. Jeg bildte mig vel ind, at jeg kunde blive Amtmand over Bergens Lehn, eller det som meere var, Statholder over heele Norge, men hvad Vederlag? hvad Trøst for den, som nyelig havde været Kæiser, og stiftet saa mange Riger? Jeg besluttede dog ikke at forskyde, om det blev mig tilbudet at være Statholder i mit Fæderneland. Da jeg havde gaaet den halve Vey, saae jeg nogle Børn, hvilke jeg nikkede ad, og bad dem komme til mig, med disse Ord: Jeru Pikal Salim, hvilket betyder i det Qvamitiske Sprog: Viser mig Vey! men da Børnene saae et Menneske i fremmede Klæder, havende en Hat med Straaler omkring, bleve de bange, raabte skrækkelig, og styrtede sig hovedkulds ned af Klipperne, saa at de, siden jeg gik sagte over den skarpe Klippe, fordi mine Been vare ømme, kom til Sandvig en Time før jeg, hvor de satte heele Byen i 334Skræk, og soer dyrt paa, at de havde seet Jerusalems Skomager gaae iblant Fieldene, med Straaler om Hovedet, og med idelig Suk at give sin Sorg tilkiende. Da Bymændene spurte, hvoraf de vidste, at det var Jerusalems Skomager? sagde de, at jeg selv havde nævnt mit Navn og Fæderne-Land. Denne Vildfarelse, sluttede jeg, kom af det de ey forstod de Ord: Jeru Pikal Salim. Heele Byen blev oprørt, og ingen tvivlede om Sagens vished, i sær da den Fabel om den vandrende Skomager var nyelig opkaagt, og der sagdes, at hand nyelig havde ladet sig see i Hamborg.

Det var mod Aften, da jeg selv kom til Sandvig, jeg saae Indbyggerne i heele Egnen i en Klynge, som var samlet af Nysgierighed, som alle Mennesker har til at see usædvanlige Ting. De stod længe med stor Forventelse neden for Fieldet, at tage mod denne nye Giæst, men saasnart de hørte mig tale, bleve de bange, og løb bort allesammen, uden en gammel Mand, som var meere behiertet end de andre, og ikke vigede af Steden. Jeg talede strax til denne, og bad, at hand vilde laane mig Huus, hand spurte, hvem er du? og hvor 335er du kommen fra? Jeg sukkede dybt, og svarede: «Gider du hørt mine Avanturer, da kand jeg ey fortælle dig dem, før Dagen gaaer bort, men naar jeg kommer i dit Huus, skal jeg fortælle dig det, som synes utroeligt, og ey har sin Lige i Historierne.» Den gamle Mand var nysgierig, tog mig i Haand, førte mig til sit Huus, og lastede sine Landsmænds utidige Frygt, som bevede ved at see hvert fremmed Ansigt, ligesom for en Comet. Da jeg kom ind i Huuset, begierede jeg kold Vand at lædske mig paa; Hand gav mig strax et Bægere med Øll i, thi hverken hans Kone eller Piger turde være tilstede af Frygt. Efterat jeg havde druket Øllet af Bægeret, og slukket min Tørst, begyndte jeg saaledes at tale: «Her seer du et Menneske, som er længe tumlet om, og har forsøgt meere Lykkens Ubestandighed end nogen anden. Vel veed man, at de allervigtigste Ting ofte vendes op og ned i et Øyeblik, men de Ting, som ere arrivered mig, ere gandske utroelige, min Skiæbne er ikke bekandt for mange, ey heller er den almindelig.» Her til svarede Værten: «Den Skiebne har altid vandrende Folk: Hvor mange Forandringer, hvor mange Hændelser maa 336der ikke falde ind paa en Reise, som varer i sexten hundrede Aar?» Jeg begreb ikke hans Meening, og derfor spurdte, hvad hand forstod ved de sexten hundrede Aar? Dersom man skal troe Historierne, svarede hand, saa er det nu sexten hundrede Aar siden Jerusalem blev ødelagt. Jeg tviler ikke paa, at Eders Velærværdighed har været gammel den Tiid, thi dersom det er sandt, som siges om Eder, da er I fød udi Tiberii Tiid. Ved disse Ord studsede jeg noget, og tænkte, at den gamle Mand snakkede over sig, og derfor sagde til ham, at der skulde en klog Mand til at forstaae den Tale; Men hand tog en Tavle, hvorpaa Jerusalems Tempel stod afmalet, og spurde, om det meget skillede fra Origalen? Herover kunde jeg i min store Bedrøvelse ikke bare mig for Latter, men spurde om Aarsagen til saa underlig en Tale; Hand svarede: «Jeg veed ikke, om jeg tager feyl eller ey, Indbyggerne i denne Egn forsikrer, at I er den Jerusalems Skomager, om hvilken der er skrevet saa meget i Historierne, som vandrer i Verden siden Christi Tiid; Men jo meere jeg betragter Eder, jo meere erindrer jeg mig en gammel Ven, som for 337tolv Aar siden døde paa Toppen af dette Bierg.» Ved disse Ord fik jeg Øynene aabne, og kiendte min gamle Ven Abelin, i hvis Huus jeg tit havde været i Bergen. Jeg løb ham strax i Favnen, og slog begge mine Hænder om hans Hals, sigende: «Er det dig jeg har fat paa Abelin! jeg troer knapt mine Øjne eller Hænder, her seer du din Klim, som er kommen tilbage fra underjordiske Stæder, jeg er den samme som for tolv Aar siden gik hovedkulds ned i Hulen.» Hand blev forskrækket over dette uformodentlige Syn, ligesom en der er slaget af Torden, lever og veed ikke selv at hand lever. «Jeg kiender, sagde hand, Klims Ansigt, jeg kiender hans Røst, samme Lader og Væsen havde hand; Men endskiønt jeg aldrig har seet nogen at være Klim saa liig, saa kand eller bør jeg dog ikke troe mine Sandser, thi de Døde staaer ikke op i disse Tider, jeg maa have større Vidner og Bevisligheder, førend jeg kand troe dine Ord.»

At jeg nu kunde betage ham hans Vantroe, fortalte jeg omstændig alt det, som var skeed imellem os før. Da hand hørte det, fik hand aabne Øyne, tog mig i Favn, 338græd og raabte gandske høyt: «Nu seer, jeg Mennesket selv, hvis Skygge jeg tænkte at see; Men siig mig, hvor har du skiult dig saa længe, og hvor har du faaet den forunderlige og barbariske Dragt?» Jeg begyndte derpaa ordentlig at fortælle alt hvad mig var vederfaret, siden jeg faldt ned i den anden Verden; Hand hørte og min Tale med Agtsomhed, indtil jeg kom til den Planet Nazar og Træerne, som vare talende og fornuftige, da blev hand utaalmodig og sagde: «Alt hvad Drømme, Galenskab og Drukkenskab kand bringe til veye, er samlet hos dig. Jeg vil snarere troe ligesom vor Peubel, at du har været blant Spøgelser, thi denne Snak er meere troelig end din underjords Reise.» Jeg bad inderlig, at hand vilde høre med Taalmodighed, indtil jeg havde udtalt, og da hand lovede at tie, gik jeg videre, fortalte hvad mig var skeed iblant de underjordiske Folk, mine adskillige Avanturer, og endelig, at jeg havde stiftet saa stort er Rige, som der nogensinde har været til i Verden; Alt dette styrkede ham i den Tanke, som hand havde giort sig, at jeg havde haft Omgiengelse med Skovtrold, hand troede og, at de samme havde forblindet 339mine Øyne, saa jeg havde taget Skyggen for Sagen selv, og at hand desvissere kunde udforske Virkninger af denne Troldom, eller hvorvidt min Galenskab gik, begyndte hand at tale om de Saliges og Fordømtes Tilstand, de Elysæiske Marke, og deslige meere. Jeg mærkede strax hvad hand sigtede til, sagde derfor: «Jeg bliver ikke vred fordi du ikke vil troe mig, siden min Historie for enhver kand synes digtet og poetisk, thi de Ting mig skeede, ere saa sælsomme, at intet Menneske kand troe dem. Jeg kand svære paa, at jeg intet har digtet, men enfoldig og oprigtig fortalt alle Ting, ligesom de mig ere arivered.» Men hand blev bestandig i sin Vantroe, og bad, at jeg skulde slaae mig til Rolighed nogle Dage, thi hand haabede, at den Larm imidlertid skulde gaae af mit Hoved.

Da jeg i heele otte Dage havde skiult mig udi hans Huus, tænkte Værten, at jeg længe nok havde hvilet mig, begyndte derfor at prøve paa nye, om jeg vilde blive ved mit forrige, og tog fat paa min underjords Reise, som imidlertid intet var talt om: Hand tænkte da, at det femte Monarchie var forsvunden, som Røg, med 340sine tilhørige tive Riger og Fyrstendømme, men der hand hørte mig fortælle lige det samme, paa samme Maade og i samme Orden, og jeg i Slutningen af min Tale bebreidede ham hans egensindede Vantroe, og invendte ham nogle Passager som hand selv maatte tilstaae mig, nemlig, at jeg for tolv Aar siden faldt hovedkulds ned i Hulen, og at jeg nu kom hiem igien med en ubekandt og fremmed Dragt, begyndte hand at tvivle, og vidste ey hvad hand skulde svare mig. Som hand nu blev bange, og traadde tilbage, satte jeg stærkere an paa ham, forestillede, at det var langt urimeligere, som hand meente, at der boede Trolde og Spøgelser i Hulerne paa Biergene, thi det var kun en Drøm og bare Kierling-Sladder, men mange store Philosophi havde statueret, at Jorden var huul, og at der var en anden mindre Verden inden i den. Dette havde jeg selv erfaret at være sandt, og kunde ey stride mod mine egne Sandser.

Ved disse Raisons blev hand omsider vunden, og sagde: «Din Bestandighed i at forsvare disse Ting, som kand intet gavne dig at digte, har omsider overvundet mit 341haarde Sind;» Og som hand saaledes var overbeviist om Sagens Sandhed, bad hand mig fortælle det vidtløftigere: Hand fandt stor Behag i det, som jeg fortalte om den Planet Nazar, i sær om det Fyrstendom Potu, hvis Love og Skikke hand sagde, var et Mønster, hvorefter alle Republiqver skulde dannes; Hand mærkede og, at en Beskrivelse paa et vel indrettet Rige kunde ikke flyde af et galt Menneskes Hierne, thi de Ord syntes meere Guddommelige end Menneskelige, hvorudover hand skrev alle Ting efter min Mund, paa det hand ey skulde glemme dem.

Som jeg nu mærkede, at hand var gandske overbeviist, begyndte jeg at sørge for mig selv, spurte ham, hvad jeg skulde giøre i saadanne Omstændigheder, eller hvad Lykke hand spaaede mig i mit Fæderneland, efterat jeg havde giort saa store Ting under Jorden, «Jeg raader dig sagde hand, at du ey skal sige det til noget Menneske, thi du bliver kun beleet. Veed du ikke, hvor nidkiære vore Præster ere, de pleye jo bandsætte dem, som siger at Jorden bevæger sig og Solen staaer stille, naar du vil sige, at der er en Soel og Planeter under Jorden, 342vil de kalde dig ugudelig, og uværdig til det Christne-Navn. Hvad Larm vil ikke Mester Robert alleene giøre? hvor vil hand ey forbande dig, hand, som forgangen Aar dømte en til at staae aabenbare, Skrifte, fordi hand sagde, at der er Mennesker, som vender deres Fødder mod os, hand vil vist nok dømme dig til at brændes, naar du siger, at der er en nye Verden til: Derfor raader og formaner jeg dig, at du altid skiuler disse Ting, og bliver nogen Tiid i Stilhed hos mig.» Hand bad mig strax aflægge de underjordiske Klæder, og alle de som løb paa Dørene, for at see Jerusalems Skomager, drev hand bort, og sagde, at den Skomager var i en Hast forsvunden. Men dette Rygte spargeredes dog i en Hast over heele Stiftet, og alle Præster spaaede paa Prædikestolene om de Ulykker, som vilde komme efter dette Syn, thi der blev sagt, at Jerusalems Skomager var kommen til Sandvig, forkyndte Guds Vrede, og raadede Folk til Omvendelse, og som saadanne Ting gierne faaer Tillæg hvor de kommer, blev Fabelen og brav forøget. Saaledes sagde nogle, at Skomageren havde spaaet om Verdens Ende, og sagt, at den skulde skee ved St. 343Hans Dag, og alle de som ikke omvendte sig inden den Tiid, skulde opbrændes, og andet saadant meere. Disse Spaadomme giorde saa stor Bevegelse i et vist Præstegield, at Bønderne lod Jorden ligge udyrket, thi de ventede ingen Høst, siden Verdens Ende var saa nær, derfor frygtede Mester Niels, Præsten paa Stedet, at hand skulde miste sin Tiende og anden Indkomme, og lod Bønderne vide, at Domme-Dag var opsat til et andet Aar, saa de ey skulde giøre sig Betænkning om at arbeyde, og som ingen uden jeg og min Vært vidste Aarsagen til denne Sladder, gav det os altid Anledning til Latter.

Men da jeg ey kunde opholde mig længere i et fremmet Huus, uden at gaae ud iblant Folk, bildede min Vært Folk ind, at jeg var en Student fra Trundhiem, som var ham paarørende, og nyelig kommen hid. Strax derefter recommenderede hand mig saa stærkt baade skriftlig og mundtlig hos Biskoppen i Bergen, at Hans Høy-Ærværdighed lovede at give mig det første vacante Rectorat. Den Bestilling smagede mig best, thi den syntes paa nogen Maade at komme overens med det jeg 344havde mist, thi et Rectorat i en Skole er en Afbildning paa Kongelig Regiering; Man holder ofte Riset for Scepter, og Cathedra for en Throne. Men som der i lang Tiid var ingen Vacance, og jeg behøvede at hielpes i Tide, for at faae noget at leve af, besluttede jeg at tage hvad der først forefaldt. Kort derefter døde ret tilpas Klokkeren til Kaars-Kirken; hvilket Brød Biskoppen gav mig. Det syntes en latterlig Avance for en der nyelig havde regieret over saa mange Lande, men siden ingen Ting giør Folk meere foragtet end Fattigdom, og det er daarligt at kaste skident Vand bort, naar man brænder af Tørst, tog jeg med Taknemmelighed mod dette Æmbede, og levede min Tiid hen derudi roelig og philosophisk. Kort efter denne Omskabning blev mig tilbudet et skikkeligt Giftermaal med en Kiøbmands Daatter i Bergen, ved Navn Malene; Jomfruen behagede mig, men da det var troeligt, at Kæiserinden i Qvama levede endnu, frygtede jeg for at begaae Polygamie, om jeg tog Malene; Men Hr. Abelin, som jeg pleyede betroe alt hvad der laae mig paa Hiertet, betog mig den Frygt med saa mange Raisons, at jeg tog hende 345til ægte, og har levet fornøyet med hende nu i sex Aar. Jeg har aldrig sagt hende mine Avantyrer under Jorden, men som jeg ikke gandske kand forglemme den Herlighed, som jeg mistede, lod jeg ofte see nogle Kiende-Tegn og Optøger, som ikke passede sig med min nærværende Tilstand. I dette Ægteskab havde jeg trende Sønner, Christen, Jens og Casper, saa at jeg i alt har fire, dersom Printsen af Qvama lever endnu.

Saavidt gaaer Niels Klims Manuscript:
Nu følger Abelins Tillæg.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.