DEN FØRSTE VINTER

74Den 1ste oktober saa alt vinterlig ut. Sjøvandet, som nordøstkulingen piskedes mot skuten, frøs øieblikkelig til is og klædte Gjøa ind i et tæt ispanser. Snedrevet føk os i øinene og blandet sig i sjøen til en sørpe, hvormed halve havnen laa dækket. Dette var begyndelsen til isdannelsen. Saasnart vinden nu løiet av, vilde vi ha gangbar is.

Imidlertid var Gjøa om natten drevet helt op i stranden av stormen; vore ankere havde ikke havt fast nok tak. I og for sig generte ikke dette hverken skuten eller os. Men la isen sig for alvor, kunde den ikke bli liggende kloss op i fjæren – for tidevandskrakken; og saasnart derfor kulingen gav sig den næste dag, halte vi os ut og la Gjøa paa vinterplads 50 meter av land. Længere skjøttet vi ikke om at være borte fra det kjære provianttelt.

Den 3dje havde vi gangbar is til land – ialfald for den, som ikke var for tung paa foten. Som vi efter frokost denne dag skulde begi os hver til sit gjøremaal, stoppet vi alle op: Paa bakkekammen over havnen kom der tilsyne en renflok paa halvhundrede stykker. De kom i gaasegang, lette og elegante med en svær buk i têten. En rent ualmindelig 75gjild buk var det med vældig gevir og langt, hvitt halsragg; den førte tydelig den uindskrænkede kommando og var paa kjendte tomter, thi den tok beneste veien til sjøen. Det var klart, at de nu skulde ned for at se til isdannelsen, om nyisen var sterk nok til at bære dem over sundet til fastlandet. De havde nu avsluttet sit aarlige sommerophold paa Kong Williams Land, hvor de tilbringer nogen maaneder i fred og ro. De endeløse mosestrækninger med de tusen sjøer maa jo ogsaa være et paradis for rener. En yderligere herlighed paa øerne er, at ulven, renens dødsfiende, merkelig nok ikke følger efter fra fastlandet om vaaren. Naar renen ikke foretrækker at bli ogsaa vinteren over i disse fredelige egne, er det vel det barske klima med de mange bitre uveir, som avskrækker den.

Vinden stod av land, saa de ikke fik veir av os. Vi kunde derfor i ro og mak iagtta dem, som de krydset over høiden og forsvandt paa den andre siden. Men da var tiden inde for jægerne. Alt kastedes tilside, karabinerne kom frem – og opover bar det. Selv er jeg ingen egentlig jæger. Jeg kan ikke tænke mig at skyte et dyr for fornøielsens skyld. Jeg overlot derfor disse jagtutflugter til mine kamerater, der alle var lidenskabelige jægere, og paatok mig den anden, vistnok mindre behagelige, men dog nødvendige side av arbeidet –at kjøre skrotterne ind. Løitnant Hansen, som ogsaa var født jæger, gjorde nu en stor opofrelse, idet han sluttet sig til transportavdelingen. Uvant som vi var med hundekjørsel, var disse kjøttransporter i begyndelsen besværlige nok.

Jagten i disse egne er interessant, men ingenlunde let. Renen er overordentlig sky, og de endeløse vidder helt uten ly. Som en slange paa sin buk maa man snike sig ind paa vildtet og vel vogte paa vindretningen. Den mindste tæft, de faar av jægere, lægger dem paa vildt sprang helt ut av synsvidde. Saa længe renen beiter, kan det endda gaa an. 76Men er de mætte og lægger sig ned, før man er paa skudhold, maa man pent lægge sig ned selv og smøre sig med taalmodighed, til de reiser sig og fortsætter sit maaltid, – hvilket kan ta timer. Eskimoerne er os hvite langt overlegne i denne taalmodighedsprøve. For dem spiller tiden ingen rolle, mens byttet er dem alt. De kan jage paa en ren fra morgen til kveld.

Terrænet omkring Gjøahavn var det mest kuperede paa hele Kong Williams Land, hvilket forresten ikke vil si meget. Jagten rundt havnen var derfor den bedst likte. Tilfældet vilde da ogsaa, at vi denne høst skulde faa saamange ren tæt ind paa os, som vi overhovedet kunde klare. Flok kom efter flok, ofte paa flere hundrede dyr, forbi os og tok veien ned til sjøen. Jeg er tilbøielig til at tro, at dette skrev sig fra, at isen dette aar la sig anderledes end sedvanlig. Naar renen er kommet til sit vanlige overfartssted i den smaleste del av Simpsonstrædet, ved øen Eta, har den fundet aapent vand. Saa har den tat veien langs kysten for at søke sig overgang andetsteds.

Kl. 11 om formiddagen kom 3 av jægerne tilbake og havde nedlagt en buk, to simler og to kalver. Den fjerde jæger kom noget senere. Han havde været en svær flok like ind paa livet, – men geværmekanismen havde slaat feil, just som han skulde til at skyte. – Der forekom jo ikke sjelden lignende kjedelige historier, – og kanske det aller kjedeligste ved dem var den synlige mistro, hvormed de jevnlig paahørtes av kameraterne.

Maskinisten var uten sammenligning vor ivrigste jæger. Han benyttet enhver leilighed til at lægge ivei. Han var imidlertid besat av den fikse idé, at – for at ha held med sig maatte han absolut ha en myk, graa filthat paa hodet! Da han havde mistet alle sine paa overturen, gjorde han til at begynde med først jagt paa andres: Resultatet var udmerket, og næste søndag optraadte hr. jægeren i en særde77les fin, flunkende ny graa filthat. At hatten var min, syntes ikke at genere ham. Og jeg maa indrømme, at med sin nu indtrædende jagtlykke var han karl for min hat. Allerede samme dag skjøt han 5 ryper, sæsonens første.

Den ene dag gik nu som den anden med arbeide og jagt, jagt og arbeide. En jagtrekord, som holdt sig uten at bli slaat under hele vort ophold, blev den 8de oktober sat av Helmer Hansen. Efter en kort tids jagt kom han hjem og havde skutt 13 ren, – et ganske smukt resultat for en enkelt mand.

Dette blev imidlertid for meget for mit lille transportkompani. Ekstrahjælp maatte engageres, og alle mand skulde da lægge sig i sælen. Som vi holdt paa at gjøre os klar til avgang, kom en simle med to kalver ganske rolig gaaende ned mot fartøiet. Saasnart de kom indenfor skudhold, mottoges de av en heftig ild og bødet alle med livet for sin sancta simplicitas.

Der var faldt dygtig med sne nu, saa vi havde godt slædeføre. Det gik saaledes hurtig og forholdsvis letvindt at faa jagtutbyttet nedkjørt.

Da landet her er ensformig og uten fremtrædende punkter, kan det være vanskelig at finde frem. Forleden kveld var vi saaledes ute for at kjøre ind kjøt, i to partier, løitnanten og jeg –og Ristvedt og Wiik. Det var ganske mørkt, da løitnant Hansen og jeg kom ombord. Men de to andre var endnu ikke kommet. Først etpar timer efter kom de – – og da havde de nok været paa gode veie til at fuldføre Nordvestpassagen pr. slæde og paa egen haand, idet de i mørket havde passeret havnen uten at merke det og var gaat videre vestover. Da de tilslut skjønte, at de var kommet galt ivei, lot de slæderne bli igjen og fulgte stranden hjem.

Krag Jørgensen-karabiner, som vi brukte, var nogen prægtige vaaben. Dog maa man benytte blyspids. Staal78spids duer ikke. Renen render like godt avsted, selv om den har adskillige slike i livet. I snedrevet hændte det ofte, at vi gjorde udmerket jagt. Fokket hindret formodentlig dyrene i at se, og det er ikke ualmindelig under saadanne forhold, at man kan komme renen kloss ind paa livet. Ganske forbausende var det, hvor magre disse dyr var. Naar undtages to bukker, der havde litt fett paa sig, var de alle overmaade magre. Muligens var grunden den, at den varme sommer med sin stekende sol havde svidd mosen av. Jeg vet ikke, – men jeg synes nok nærmest, at magerhed maa skrive sig fra mangel paa mat. Den følgende høst – efter en sur og kold sommer – var de fete som gjødgriser.

Kokken, der frivillig havde overtat indsamling av zoologisk materiale for universitetet, havde allerede faat flere pene nummer. Saaledes havde Ristvedt og Wiik beriket ham hver med skindet av en prægtig buk. Saadanne renbukker havde man specielt uttalt ønsket om ved universitetet, og man kan nok tænke sig «forstanderens» glæde, da vore nordlændinger med sedvanlig dygtighed havde flaadd skindet av og hængt dem op til foreløbig tørk!

Hundene, der hittil havde maattet tilbringe sin tid under aapen himmel, fik nu sit hundehus. Dette blev arbeidet ut ien mægtig sneskavl. En av vore prammer blev lagt over til tak, og der stod det fineste hundehus, man kunde ønske sig. Hele bygningen blev oversprøitet med sjøvand, saa den dannet et ganske solid hele. Det blev delt i to rum. I det ene bodde det gamle «Framspand», i det andet «Godhavnspandet».

En anden meget vigtig ting blev gjort samtidig. Et hul blev hugget i isen paa styrbord side og et snehus bygget over. Dette hul blev holdt aapent hele vinteren, forat man skulde ha vand i tilfælde av brand. Etablissementet fik navn av brandstationen, og Lund blev utnævnt til chef. Det var ikke nogen hyggelig stilling at være brandchef ved Gjøahavn.

79Hver morgen maatte han ut og sørge for at faa hullet op. Naar Isen opnaadde en tykkelse av næsten 4 meter, som den første vinter, var dette intet let arbeide.

Den sne, der var faldt, var nu føket slik sammen, at den avgav et ypperlig byggemateriale. Jeg gik derfor med assistance av Lund og Hansen igang med at opføre en bygning, hvor vi kunde ta de absolute magnetiske observationer i vinterens løp. Pladsen for dette blev valgt 75 meter fra variationshuset og bygget i den magnetiske meridians retning. Materialet hentet vi fra et nærliggende dalføre, hvor sneen laa haardt sammenføket i store mængder. Huset skulde være 8 meter langt, 2 meter bredt og 1.8 meter høit. Blokkene blev skaaret ut av sneen med sag. Man kan gjøre sig en forestilling om sneens soliditet, naar man hører, at disse blokker veiet gjennemsnitlig 100 kg. stykket. Da vi la op sidste rad, maatte vi tre mand til for at løfte dem paa plads. Et tak av tynd, gjennemsigtig duk blev senere sydd og strukket over. Vi fik paa denne maate et udmerket hus for de absolute magnetiske observationer.

80Eftersom kulden nu satte ind og blev mere følelig, maatte vi til at tænke paa vort personlige utstyr for vinteren. Vor heldige renjagt havde git os en masse prægtige skind. At faa disse brukelige til at sy underklær av var løitnantens og min stadige overveielse. Ytterklær av renskind medbragte vi hjemmefra, saa derom behøvet vi ikke at bekymre os, – men at faa nogen myke, fine underklær, det skulde være prægtig. Vi utvalgte da alle kalveskindene, drog dem ned i kahytten og begyndte vort arbeide. Ingen av os havde begrep om, hvorledes vi skulde bære os ad. Vi visste jo nok, at vi skulde spile dem ut for at tørke dem, men om det skulde gjøres ved sagte ild eller med kvik fyring, det havde vi ingen greie paa. Han skulet over til mig, og jeg –ja jeg skulet over til ham. Imidlertid kom vi til det resultat, at det maatte være bedst at spile dem ut opunder taket. Saa mange skind, som kunde faa plads, blev spilet, og snart havde kahytten utseende av en blandet slagter– og garverforretning. Nu gik vi daglig og følte paa skindene, og da vi saa syntes, de var passelig tørre, tok vi dem ned og begyndte beredningsarbeidet. Hvor vi strævet! Vi vilde begge gjerne opnaa det bedste resultat. Hvad vi kunde ha drevet det til, er ikke godt at vite, – i mangel av andet tror jeg nok, vi skulde ha opnaadd at faa lappet sammen noget til underklær, om det ikke netop var blit førsterangs saker. Men naar nøden er størst o.s.v. Hjælpen kom til os, før vi ante det.

Den 17de oktober havde Ristvedt og Wiik sit hus helt færdig. Det blev straks døpt og fik navnet «Magneten». Det udmerket sig ikke saa særlig ved sit utseende som ved sin beliggenhed. Det laa paa toppen av en ca. 30 meter høi bakke ut mot sjøen og havde en storartet utsigt over hele Simpsonstrædet. Intet kunde saaledes hænde, uten først at opdages i «Magneten». Kom der fremmede tilgaards, vilde de som oftest maatte passere her. Skulde en bjørn forvilde 81sig ut paa isen i strædet, vilde den bli sét herfra. Kort sagt – «Magnetens» beboere behersket landet.

Huset var, som det forrige, bygget av kasser, fyldt med sand. Det var jo intet slot; men jeg tror nok, vi alle var enige om, at de to bodde betydelig bedre der end nogen av os ombord. Det indeholdt kun ett værelse – sove- og arbeidsrum. I det ene hjørne stod en stor bred seng, slaat sammen av kassebord. De havde fundet, at én seng tok mindre plads end to. De havde likeledes fundet, at to i én seng holder varmen bedre end én – og deri maa man vel gi dem ret. Naar alt kom til alt, var det hele indrettet paa den mest hensigtsmæssige maate. Like ved sengen stod bordet med en bænk paa hver side. Den anden halvpart av rummet havde de delt saaledes, at Ristvedt havde sin arbeidsbænk paa den ene side og Wiik sit fremkaldelsesbord, hvor han fremkaldte de magnetiske kurver, paa den anden. Gulvet var dækket med kassebord og renskind. Huset havde ogsaa to vinduer, ett ut mot havet og ett mot Gjøa. Saa snart anledning gaves, blev det tilkastet med jord og sand.

82Saavidt jeg vet, er det første gang kasser benyttes til byggemateriale i polaregnene. Har man noget at fylde dem med, vil jeg anbefale dem som alt andet materiale overlegent; men har man ikke det, vil saken jo stille sig anderledes. Wiik og Ristvedt bodde i «Magneten» i henved to aar, og de vilde neppe ha byttet med os ombord i Gjøa. – Løitnant Hansen og jeg bebodde kahytten sammen. Vi havde det svært fugtig hos os og maatte hver aften hele vinteren igjennem hugge store isfjeld ut av vore køier. Forut bodde Lund, Hansen og Lindstrøm. Her var der nok ogsaa nogen fugtighed, men ikke som i agterkahytten. Den første vinter havde vi fartøiet helt nedkastet med sne, og temperaturen faldt da i forkahytten ikke under frysepunktet. I agterkahytten var vi stadig under. Den anden vinter forsøkte jeg – da meningerne var delte – at la fartøiet ligge uten at kaste det ned med sne. Men skjønt den vinter var langt mildere, faldt temperaturen i forkahytten snart ned under nulpunktet om 83natten. Da jeg derpaa lot fartøiet nedkaste, indtraadte snart de gamle forhold igjen.

Uranienborg – det astronomiske observatorium – var det sidste bygverk i rækken. En formiddag samledes vi alle for at assistere astronomen med at opføre en bygning passende til hans bruk. Han foretrak rundbuestilen, og vi gik da trøstig ivei med at bygge en eskimohytte. Bygverket blev ikke særlig pragtfuldt, men op kom det. Til sokkel for instrumentet benyttedes en tomtønde. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Som vi en morgenstund stod forut paa bakken og fordøiet frokosten med en passiar – og som vanlig saa smaat speidet opefter bakken efter ren, sier én av os og peker opover mot nord:

– Der har vi den sgu igjen!

Der blev straks gaat igang med forberedelser til jagten. Men Hansen blev staaende igjen hos mig og syntes at anstrenge sit usedvanlig skarpe syn.

– Naa Hansen – har De ikke lyst paa renen idag?

– Aa jo, sa han saa smaat, – men ikke paa den renen der. For han gaar paa to.

Efter dette forbløffende utsagn sprang jeg ned efter min reisekikkert, som jeg rettet ind paa renflokken. Og ganske rigtig – der stod fem mennesker.

Eskimoer!

Nu havde vi jo talt baade meget og længe om eskimoer, men av en eller anden grund havde vi alle ansét det høist usandsynlig, at vi skulde træffe dem her. Vi var nu uti slutten av oktober, og eskimoerne var betragtet som utdødde at være – og var gaat ganske i glemmeboken.

Og der havde vi dem!

Alle vore kundskaper om disse arktiske barbarer strømmet ind paa os i en hast. Vi visste fra de gamle reise84skildringer heroppe fra, at de nordamerikanske eskimoer ikke altid var at spøke med. Men av Ross og Klutschak havde vi lært, at det eskimoiske ord «Teima» skulde være den bedste hilsen, hvormed man kunde møte dem. Det betydde noget som et rigtig hjertelig goddag! Og vi havde nøie indstuderet ordet teima med de forskjelligste uttaleformer.

Imidlertid faldt det os ikke ind at begaa en daarlighed som den at sætte vor lit til et eneste skrøpelig ord. Det eneste rette var fra først av at betragte de kommende som fiender. Og krigsplan blev lagt. Med to mand skulde jeg gaa fienden imøte. Hansen og Lund meldte sig som frivillige. Karabinerne blev nøie undersøkt og ladd til magasinets sidste plads. Nede paa Isen gjorde jeg opstilling og mønstret mine tropper, og selv den mest kritiske feltherre maatte være tilfreds med disse mandskapers utseende og holdning. Selv strammet jeg mig op saa godt som jeg kunde og rettet mig i bukserne, gjorde et reglementeret helt-om og kommanderte fremad – marsch. Med mine brave tæt bak mig gik jeg frem og sendte et sideblik op paa dækket, hvor løitnanten og kokken stod ved siden av hverandre. Det forekom mig, som deres iagttagelse 85av vor lille skare ikke bar noget fremtrædende præg av beundring, – ikke engang av alvor! Vel, tænkte jeg, det er let nok at være munter, naar man staar godt i skjul ombord, mens vi gik det uvisse, ja kanske døden imøte her i aapne marken!

Eskimoerne var os paa ca. 500 meters avstand og bevæget sig nedover bakken mot vort skib. Jeg marscherte paa saa martialsk jeg kunde, og bak mig hørte jeg mine mænds taktfaste fotslag. Paa henved 200 meters avstand gjorde eskimoerne holdt. Forskjellige strategiske muligheder krydsedes i mit hode – offensiv og defensiv osv., men jeg fandt det tilsidst sikrest at kommandere holdt. Mine folk tok sig prægtig ut, stramt i retning, føtterne i vinkel paa 45°, aasynet præget av mot og tillid til deres fører. Jeg studerte derefter motparten. De syntes meget optat, pekte, lo og gestikulerte – uten utpræget krigerske lader. Men pludselig formerte de skytterlinje og rykket frem. Vel, tænkte jeg, bedre at dø med ære end redde sig ved feig flugt. «Fremad marsch!» Og vi gik paa, ventende hvert øieblik at se fienden ta sine buer av ryg og lægge an. Men nei – han har tydelig andet isinde – en krigslist?

Med ett farer der gjennem mit av kampspænding ophetede hode – teima! Og «teima!» skriker jeg av mine lungers fulde kraft.

Eskimoerne braastanser. Men nu er vor ophidselse for stor – der maa en avgjørelse paa dette, – og vi iler frem beredt paa kampen. Da klinger der til mit øre:

– Manik-tu-mi! Manik-tu-mi!

Og det lyder saa kjendt – fra Mc. Clintock – det er disse eskimoers aller ypperste venskapshilsen. I et nu slænger vi geværerne fra os og iler frem mot vore venner:

– Manik-tu-mi –! Manik-tu-mi!

Vi skriker alle i munden paa hverandre, omfavner og klapper, og jeg vet ikke, paa hvilken side glæden er størst.

86Vore venner overrasket mig i høi grad ved sit utseende. Vi havde nylig forlatt de hæslige, flatnæsede eskimoer fra Grønlands nordvestkyst, og her møtte vi et folkefærd, hvorav enkelte kunde kaldes likefrem vakre! Etpar av dem lignet indianere og kunde være tat like ut av Coopers romaner. Høie og kraftige var de ogsaa.

I broderlig forening gik vi ned til fartøiet. «Klik-klik!» hørte jeg løitnantens fotografiapparat – klik-klik igjen og atter igjen. Ved siden av ham stod Lindstrøm med sit bredeste grin. Og jeg kan ikke si, jeg egentlig følte mig som nogen større feltherre . . . . .

Vore gjester mottok med den største glæde vor indbydelse og gik ombord med os. Der laa 100 renskrotter opstablet paa dækket – og eskimoerne gjorde store øine ved alt dette kjøt, men sa intet. Længe stod vi og pratet med dem, lo og spøkte. Saa hvisket Lindstrøm – om vi ikke burde traktere dem litt? Jo, jeg bad ham koke kaffe og sætte frem noget haardt brød. Vi tok vore gjester ned i rummet – i kahytten vilde jeg nødig bænke dem, da jeg frygtet for, at de ikke var – alene. De nordgrønlandske eskimoer ialfald er berygtet for sine lus.

Mat og kaffe blev serveret, men syntes ikke at smake dem i nogen større grad. De gjorde tegn til, at de gjerne vilde ha noget at drikke, og da de fik vand, lyste det av dem. De drak etpar liter hver! Men naar de foretrak koldt isvand for kaffe, saa kanske de –

– Aa Lindstrøm, lang mig hit det gamle kjøtbenet som ligger der!

Jo, jeg havde ret. Dette var noget andet end haardt brød. Nu fik vi ogsaa se, at saa helt ubevæbnet var de ikke – som det lot. Op av kamikskafterne trak de store, langbladede kniver – og i løpet av utrolig kort tid havde de skrapet og ætt i sig kjøttet av tre steker, saa bare blanke benene var igjen!

87Wiik og Ristvedt havde ikke været tilstede under hele begivenheden med eskimoernes ankomst, og da de ikke kom nedover, skjønte jeg, at de ingen anelse havde om, hvad der var foregaat. Da eskimoerne endelig var færdige med sit maaltid, gjorde jeg tegn til dem, at de skulde følge mig, og gik i spidsen for dem op til villa «Magneten». Ingen var at se, og jeg banket paa døren og gik ind. Ristvedt og Wiik sat begge dypt bøiet over sine bøker. Eskimoerne holdt sig stille bak mig.

– Det er ganske merkelig, sa jeg, at vi skulde faa besøk av fremmede folk i disse egne – ikke sandt? Og det til og med kjendtfolk! Tillat mig at forestille . . . . .

Begge herrer fór op, rettet sig som lys og gjorde sine fineste buk, – og eskimoerne traadte frem. Der blev en umaadelig latter, som eskimoerne selv istemte med sine brøl.

88Vi havde jo ikke saa ganske let for at gjøre os forstaaelige for disse mennesker i begyndelsen. Men da vi havde faat dem til at skjønne, at vi ønsket at lære, hvad de forskjellige ting het paa deres sprog, gik det raskt fremover med den gjensidige forstaaelse. Vi vilde vel neppe kunne ført nogen egentlig balkonversation med deres damer, men vi tilegnet os et forraad av ord, hvormed vi tilstrækkelig klarte alle vore situationer. Og bal holdt vi da ikke.

De laa hos os den første nat og vendte hjem dagen efter. Vi havde allerede da kunnet gjøre dem forstaaelig, at vi ønsket at kjøpe beredte skind av dem. Løitnantens og mine produkter paa skindomraadet fremkaldte deres utilhyllede munterhed, og vi skjønte, at vi helst burde holde dem for os selv. Etpar dage senere kom de tilbake og havde med sig nogen store, fine renskind. Med dreven 89handelsaand bragte de os imidlertid bare store bukkeskind, som de selv ingen større bruk havde for. Men vi svarte med samme mynt, og gav dem 1 – én – synaal pr. stykke! Jeg bestemte mig nu til at slaa følge med dem hjem for at se, hvor og hvordan de bodde. De havde latt os forstaa, at de ikke sov paa hjemveien, saa det jo ikke kunde være synderlig langt unna.

Næste formiddag kl. 11½ drog vi avsted. Jeg havde med mig en slæde, hvorpaa jeg havde min sovepose, litt mat og endel saker, som jeg visste, eskimoerne vilde sætte pris paa. Med den mig medfødte civilisation spændte jeg mine gjester i træksælerne. Selv gik jeg paa ski, og avsted bar det vestover i fuldt galop. Eskimoerne brukte intet som ski, snesko el. lign., idet den haardt sammenføkne sne holdt dem oppe. Og jeg havde min fulde hyre med at følge dem paa skierne.

Det var alt den 9de november, saa det blev tidlig mørkt paa dagen. Jeg tænkte derfor, det var nødvendig at klemme paa. Jeg visste ikke dengang, at det for en eskimo er komplet likegyldig, om han gaar i lys eller mørke, i klarveir eller tykkeste taake, i storm eller stille – eller i snefokk saa tæt, at én ikke kan se sin egen næse. Det erfarte jeg først senere ved nærmere bekjendtskap med dem. Klokken halv fire betydet de mig, at vi nærmet os deres leir. Og paa toppen av en høidekam fik jeg nede i et lunt, hyggelig dalføre øie paa nogen smaa lys. Det var allerede næsten ganske mørkt. Eskimoerne utstøtte høie glædesrop og var overstrømmende lykkelige ved synet. Og de smaa lysene dernede var ogsaa lokkende og indbydende og bragte tanken hen paa varme og hygge, mat og drikke, – alt som kan fryde en veifarende mand i en barsk og kold vinternat.

Da vi kom inden hørevidde, utstøtte mine ledsagere høie hyl, hvorav jeg bare opfattet det ene ord kabluna, ɔ: den hvite mand. Og leirens beboere vrimlet ut. Det 90var en forunderlig scene, som jeg nu gjenkalder i min erindring – og aldrig vil glemme: Ute i øde snelandet omringedes jeg av en skare vilde mennesker, som skrek og ropte i munden paa hverandre, kikket mig op i ansigtet, nappet mig i klærne, strøk og befølte mig. Lysskinnet fra hytternes isruter sivet ut i en svak, bekgrøn lysning av den svindende dag i vest . . . . .

Men poetiske refleksioner kan være bra nok, bare ikke i 20 graders kulde og paa tom mave. Jeg længtet efter varmt hus og – mat og slog følge med Attira, hvem jeg likte bedst, ind i hans hytte. Han og hans familie bodde her sammen med Tamoktuktu og hans familie. Det var en stor hytte, som godt rummet sine 8 beboere. Snart efter vor ankomst samlet koloniens mandlige medlemmer sig til et festmaaltid bestaaende av raat renkjøt og vand. 3 hele ren forsvandt hurtigere end jeg kunde fortære et smørbrød. De skravlet og lo hele tiden. Men nogen virksom kvindesaksforening kunde her ikke findes, thi ingen av kvinderne var med i festen. Da jeg prøvet at forklare dem, hvordan vi bar os ad mot vore kvinder, og galant rakte fru Tamoktuktu, der sat og passet ilden, et stykke kjøt, slog de op en skraldende latter og fandt tydeligvis, at jeg var en urimelig nar.

Da endelig mændene havde fyldt sig til halsen, fik kvinderne adgang. De hilste sit manik-tu-mi og befølte mig paa de allerfleste steder av mit legeme. Saa gik de – uten at ha faat noget at spise. – Senere blev jeg beroliget ved at erfare, at ogsaa de eskimoiske kvinder sig imellem sørger for sit timelige vel. En renstek forsvinder uten større ophævelser.

Henved kl. 10 gik jeg til køis i min pose, som jeg havde anbragt paa sovebriksen mellem begge familier – og sov til den lyse morgen. Men før det lysnet, begyndte eskimoerne at røre paa sig. Jeg saa dem blotte overkroppen – de laa 91splitter nakne under skindfelderne – og nyde et luftbad paa morgenkvisten. En meget kjølig fornøielse, tænkte jeg, og dermed snudde jeg mig i min sæk og sov videre.

Utpaa formiddagen drog jeg hjem igjen. Deres leir bestod av 6 hytter og laa ved et stort vand, som eskimoerne kaldte for Kaa-aak-ka. De kunde selv fortælle mig, at det var her, Lund og Hansen havde drevet jagt i høst.

Den 2den november havde den faste station begyndt sit arbeide. Wiik havde opsat de selvregistrerende magnetiske instrumenter i variationshuset og greiet disse observationer fuldstændig paa egen haand. Hver middag kl. 12 byttet han plate paa registervalsen, og dette var ikke altid bare fornøielse. Naar man i -60 °C. med vind og snedrift skulde bane sig vei gjennem ofte meterdyp sne, da vil det nok forstaaes, at der skulde en dygtig og pligtopfyldende mand til at utføre dette arbeide. I 19 maaneder gjorde han dette 92uten avbrydelse, – et vakkert mindesmerke over ham, reist av ham selv. De meteorologiske observationer blev tat 3 gange i døgnet. Forøvrig havde vi ogsaa her registreringsinstrumenter, som arbeidet dag og nat den hele tid. Ristvedt var chef for denne del av tjenesten. Han stod mere end én strid tørn i kulde og mørke med sine instrumenter. Al ære er hans pligtopfyldende og samvittighedsfulde arbeide værd!

At være astronom for Gjøaekspeditionen var et meget haardt arbeide. Ekspeditionen havde hverken plads eller raad til at medføre sammenfoldbare huse, hvor man i ro og mak kan avvente det rette astronomiske øieblik. Her maatte disse observationer foretages med bare en liten snemur til vern mot blæst og sno – i de laveste temperaturer. Man tænke sig selv en kveld med 40 kuldegrader og hvas sno. Liketil kvelds har himlen holdt sig disig – og saa klarner den op med tusen glitrende stjerner. Eia, for en deilig, stjerneklar aften! sier vi andre. Men den arme astronom maa ut av sin lune kahyt og hen bak sin snemur og timevis staa der og lide alle en astronoms særlige kvaler i polaregnene, – stivfrosne fingre, isete kikkertglas og alskens andre ubehageligheder.

Lund og Hansen havde alt arbeide, som angik fartøiet, paa sin kappe. Som specialiteter havde Lund altsaa sit vandhul og Hansen hundene.

Desværre meldte den samme sygdom sig paa hundene her som paa overreisen. Først blev Tiras av Godhavnsspandet angrepet og døde. Og inden jul havde vi mistet syv av vore bedste dyr. Jeg kom desværre for sent paa den tanke, at det muligens var mangel paa fettstof, som dræpte dem. De blev fóret med magert renkjøt hele vinteren igjennem.

Ja de hundene! Kostforagtere er de ikke, hvad jeg med gru maa berette om. Paafærde er de overalt for at 93søke sig noget at hole utenfor ransonen. Og her forleden dag fik de sig en ekstraforpleining likesaa uventet som uhyggelig. Silla, der var i høist interessante omstændigheder, var blit stængt inde i svalgangen utenfor «Magneten» for der at avvente sin nedkomst. En vakker morgen fik hun imidlertid lurt sig ut og tok straks veien nedover mot fartøiet. Midtveis blev hun møtt av alle sine opvartende kavalerer, alle i vild begeistring over gjensynet med damen. De omringet og eskorterte hende videre. Men hvad sker! Fødselen overrasket den arme Silla, før hun var langt kommet, og hendes avkom maatte nøie sig med en snefonn til vugge. Paa givet signal av Lurven – naturligvis – styrtet alle de andre sig over yngelen, snappet hver sin og fortærte den paa flekken. Da nu Silla opdaget, at hendes smaa var forsvundet, reiste hun sig og gik videre. Atter overraskedes hun og fik sin sidste hvalp. For nu at hindre de andre i at tilegne sig ogsaa denne – aat hun den like saa godt selv i en lynende hast!

Dette fast utrolige optrin overvares av øienvidner.

Lindstrøm havde kjøkkenet. Med dette ord forbinder man gjerne tanken paa et lunt, koselig rum med renvaskede bænker, barstrødd gulv og væggene fulde av blankskurte kobberkar. Ak, Lindstrøm havde nok intet av dette. Ja, lunt kunde der nok være, stekende hett ogsaa, saa han maatte fly for at lufte sig. Men naar han kom ind om morgenen og skulde til med sit dagverk, fandt han regelmæssig alting bundfrosset. Mørkt og ufyst var der, primuserne stod sure og iskolde, kopper og kar, saa en fik neglebit av at ta i dem . . . . . og vi andre laa endnu en god lang tid og snorket i vore lune køier. Aanei, dette var ikke festlig arbeide, og Lindstrøm maa dypt beundres for den glans og det gode humør, hvormed han i tre aar utførte det.

Vinteren skred fremover med raske skridt, og julen stod snart for døren. Vore forberedelser til høitiden var mange 94og store og gik ombord paa Gjøa som overalt i denne syndige verden i retning av mat og drikke. Kokken var paa færde sent og tidlig – for ham maatte saavisst ikke julen føles som en fest! Han baker og braser, og vi ser svære fate med «fattigmand», «snipper» og hvad navn og façon de har allesammen, forsvinde for vore øine – til Lindstrøms hemmelige gjemmer.

– Æ ska no klare aa gjæm’ det for dæm! sier han med sit aller snedigste smil. Men «dæm» er ikke saa lette at klare. Det er nemlig Magnetboerne, Lindstrøm har mistanke til og gaar i evig frygt for. De er som ravn efter kaker! Ellers driver de nu ogsaa alt optænkelig spil med den gode kok. Hvilket man oprigtig ikke kan fortænke dem i, da Lindstrøm uvægerligen gaar ret i alle fælder uten betænkning. Og naar han saa opdager, at de har lurt ham, er han selv den første til at storle og nyde spøken. Slike folk er det ubetalelig at ha med paa en tur som vor.

Men det er ikke bare kokken, som har ekstraarbeide til julen. Litt har vi alle. Pyntes og pudses op skal der jo.

Vore venner oglulieskimoerne havde nu gjestet os mange gange og i store følger. De kom da gjerne ved middagstid, bygget sine snehytter og blev hos os nogen dage. Som regel brøt de op kl. 8–8½ om morgenen med en præcision, som gik de med klokken i næven. Og de havde dog nu i mørketiden ikke engang solen at rette sig efter. Mot juletid blev disse besøk mere og mere sjeldne.

Endelig kom juleaften med straalende veir. Feststemningen lyste omkap med puds og pynt og alle ansigters skinnende saapevask, – hvilket ingenlunde var et daglig skue. Dette maa endelig ikke misforstaaes derhen, at vi ikke likte at vaske os. Tvertimod, vi var umaadelig gla i at vaske os, der var ikke noget, vi heller vilde, – men kokken havde saa litet vand, at han ikke kunde undvære noget!

95Dagen gik lunt og koselig, der blev spist og drukket og sunget, som folk pleier paa julekvelden. Og tilslut kom juletræet, som var et verk av Lund og Lindstrøm. En kunstig gran, overtrukket med glanspapir. En mængde julelys var tændt og gjorde illusionen om en virkelig julegran meget levende.

Saa kom presentutdelingen, ubetinget aftenens vigtigste begivenhed. Slegtninger, venner og bekjendte havde, mens vi laa ved Framnes, sendt os en mængde hemmelighedsfulde pakker med paaskrift: «Maa ikke aapnes før juleaften.» Enkelte havde været forutseende nok til at sætte julen 1904, 1905 og 1906. Og det var forsaavidt bra, som vi uten det utvilsomt havde brukt op alt paa den første julekveld! De pakker, som saa forsigtig var dateret, blev da ogsaa trolig lagt uaapnet tilside og kom ikke frem før til rette tid.

96Vi fordelte presenterne ved lodtrækning for at forebygge enhver avindsyke, der jo kan opstaa selv mellem engler. Og skjæbnen drev sit lunefulde spil. Stor jubel vakte nogen fornøielige papirhatter, som laa indi endel vakre, broderte saker. Og loddet utpekte for Lindstrøm en hat med indskriften: «Til den mæskede polargris!» Vi brølte av latter og satte hatten paa grisens hode. Vor lille fonograf var utrættelig og opvartet os med sange og historier, saameget vi bare bad den.

Ute var der stort og stille. Et vidunderlig nordlys flammet over hele himlen. Men de evig urolige straaler gjør ens eget sind urolig. Det er som bringer de – ialfald paa julenat – stumme, flakkende bud fra utenverdenen – fra dem derhjemme, som nu feirer sin jul.

1ste juledag feiret vi dobbelt fest, idet Wiik havde sin 25de fødselsdag. Han var ekspeditionens yngste medlem og et av dens gladeste, fuld av fornøielige skrøner og historier, uvurderlig muntrationsraad ombord. Den digre kransekake, som baker Hansen havde foræret os ved avreisen, dannet festens midtpunkt.

Om formiddagen kom den gamle eskimo Teraiu anstigende og blev venligst mottat som gratulant. Teraiu var blandt vore ældste eskimovenner, – en av de fem, der havde vist sig første gang. Han var vel en mand paa mellem 50 og 60 aar og en meget spøkefuld fyr. Blandt sine stamfrænder nød han forøvrig ingen anseelse – trods sin alder; de holdt ham nærmest som enslags godfjotting, som de saavidt taalte iblandt sig. At han ikke var uten vet, vil senere fremgaa.

Gratulanten Teraiu syntes imidlertid ikke at være kommet i noget festlig erende. Hans aasyn og gebærder bar den dype nedslagenheds præg, og taarerne stod i øinene paa ham (den gamle kjeltring!). Han skravlet og fortalte opad vægger og nedad stolper, og at han jamret, var tydelig nok.

97Men værre var det at faa rede paa, hvorfor han bar sig ilde. Endelig lykkedes det os ved forenede bestræbelser at faa besked om hans elendighed: Den øvrige del av stammen var reist sin vei og havde paa det skammeligste latt gamle Teraiu med familie tilbake, saa nu imøtesaa han intet uten den sikre hungersdød for sig og sine – om ikke vi vilde forbarme os over dem og la dem faa bli hos os det værste av vinteren!

Selvfølgelig rørtes vi dypt av hans sørgelige fortælling, og vi lovet ham, at han kunde komme til os med kone og barn. Forøvrig sa jeg ham, at jeg selv med det første vilde reise til Kaa-aak-ka og se paa saken.

Teraiu og familien indfandt sig snart. Og anden nytaarsdag 1904 bestemte vi os til at ta avsted til Kaa-aak-ka. Veiret var straalende, stille og klart. Men termometeret viste 44 graders kulde. Løitnanten, Lund, Ristvedt og jeg gjorde os klar til sammen med Teraiu og hans familie at drage avgaarde. 8 hunder spændte vi for slæden. Forøvrig havde vi tat os det temmelig let med utrustningen, da vi jo bare skulde være borte én nat. Hver mand for sig havde sørget for sit eget utstyr, og provianteringen havde jeg overlatt til vor brave kok, der var den erfarne polarfarer. Vi andre havde like liten erfaring med hensyn til slike slædefarter.

Paa den slette sundis gik det strykende mot vest, og efter 6 timers fart var vi fremme. I leiren ved Kaa-aak-ka saa alt anderledes ut, end da jeg var der sidst, tomt og utdødd, ja rigtig gudsforlatt laa snehytterne der uten et menneske eller andet spor av liv. Kun Teraius hytte bar merker av at være bebodd. Kajaggolo, fru Teraiu, eller som hun jevnlig het os imellem «den gamle ørn», fjernet sneblokken, som omhyggelig var sat for hyttens indgang, gik ind og gjorde op ild. Teraiu selv gik til vandet for at hugge hul paa isen efter drikkevand. Med sin skrøpelige ispil brukte han to stride timer for at faa hul.

98Imens søkte vi andre os ut den av de forlatte hytter, som saa rimeligst ut, og tok den i besiddelse for natten. Hundene fór omkring og snuste og grov efter tilvekst til dagens ranson – ½ kg. pemmikan –– men forgjæves. Paa denne ubeskrivelig ødslige plads var intet at finde hverken for dyr eller mennesker. Inde i Teraius hule sat Kajaggolo med benene opunder sig og sang sit evindelige Hanga-a-ha-ja-ha-a, og hverken hun selv eller hendes sang øvet nogen dragende magt over os. Saa vi krøp ind i vor egen hytte. Der var nu heller ikke opmuntrende. For det første føk den 50 graders isluft ind gjennem det aapne vindushul i taket; for det andet var hytten fuld av henslængte renknokler; hvor vi satte foten, traadte vi paa dem, hvor vi grep, fik vi renben i næven. Det hele var baade uhyggelig og svinsk. Men det skulde straks bli bedre! Vi fik vore saker ind og skulde begynde at gjøre os det koselig. Men det første, vi opdaget, at vor kjære Lindstrøm havde glemt at pakke ind til os, var – lys. Jeg vil ikke paastaa, at hverken hytten eller humøret blev særlig straalende ved de smaa latterlige, bønnestore klumper av mose og tran, som gamle Teraiu bragte os til trøst og erstatning. Vi døpte dem for «lyspastiller» – og noget var jo dog bedre end intet. Lund, som var kveldskok, havde efter meget besvær endelig faat primusen i sving, og den varme damp steg behagelig av vandkjelen.

Saa var det da endelig op med proviantkassen. Vi frydet os ved tanken paa, hvad vor hjertensgode kok havde lagt ned i den til os av ekstra gode saker. Nogen gjettet paa pudding, andre paa kaker . . . . . En pakke chokolade, – det er jo bra! En til – hm! Atter en tredje, en femte ….. 8 tunge pakker chokolade – for en nat! Naaja, dette var bare den ene side av kassen. Paa den andre var der haardt brød – og under det, – Lund grov, vi andre stod over med vore lyspraaser, i største spænding – haardt brød, javel – atter haardt brød . . . . .

99Der var ikke mere. Ikke smør engang! Vor elskelige utruster havde vel fundet det at være luksus!

Vi tok paa at karve chokoladen op og helde den opi det kokende vand for at gjøre det mest mulige ut av, hvad vi altsaa havde. Der var stilt imellem os. Men det skulde ikke undre mig, om der i denne time lyste en fosforglans om vor gode koks hode – der han gik ombord paa Gjøa. Og det var neppe nogen æresglorie!

– Det er det da, sa endelig én, at det kunde været værre.

– Saa-aa? Saa det kunde det?

– Vi kunde jo ha været ganske uten mat

Dette var saa sandt, at humøret atter steg. Chokoladen var færdig – kom herlig kokhet i kopperne, – ja skaal allikevel da – prruh –!

Den brune væske sprutedes ut, saa fort den var kommet ind i munden. Det var den bitre cacao! Og noget slikt som sukker – ikke tale om selvfølgelig.

Vor sidste trøst var, at blandt det haarde brød fandtes der en vørterkake. Den kunde vi jo bruke som sukker. Metodens opfinder begyndte selv, puttet først en brødbit i munden, derpaa den varme cacao – og prrruh –! igjen kom det hele ut med smeld i nærmeste væg:

– Den grisen har slaat petroleum over brødet!

Hele brødforsyningen var gjennemtrukket av petroleum!

Jeg skal ikke dvæle ved den stemning, hvori vi med tomme maver gik tilkøis og prøvet at sove. Stor søvnen blev det ikke, da vi hakket tænder av den bitterlige kulde. Lund var tidlig paafærde igjen og tændte op under primusen. Noget varmt maatte vi jo ha i livet, mente han, og saa satte han den fra igaaraftes urørte cacao paa. Den var –om bitter nok – dog bedre end intet. Vi andre laa i en halvdøs og nød varmen fra primus og velbehaget ved tanken paa, hvad Lund stelte istand til os. Jeg var 100like ved at sovne igjen, da jeg skvat op ved at høre ham sætte i:

– Jeg mener, den svarte sjøl sitter i det!

Og saa viste det sig, at lyspastillerne» var faldt op i kjelen – og den trancacao eller cacaotran, som derved var fremkommet, er vel den rædsomste drik, jeg har smakt!

Her var ikke flere nydelser at haape paa, og klokken 8 om morgenen stod vi alle klar til avmarsch hjemover. Vore undersøkelser havde ført til det resultat, at Teraiu og hans familie maatte anses som «værdige trængende», og vi lot dem forstaa, at de kunde følge tilbake og bli boende hos os vinteren over.

Hjemover gik det ikke saa strykende som paa henturen. Matløse og søvnløse som vi var, blev vi snart trætte, saameget mere som vi jo ingensomhelst træning havde havt. Det var usigtbart, og Teraiu førte an. Kl. 1 om eftermiddagen fik vi øie paa «Magneten». Men taaken la sig tæt til straks efter, og vi gik og vi gik, og den halve times marsch, vi skulde ha igjen til skibet, blev til baade en hel og halvanden og to. Teraiu erklærte nu, at vi var paa vidotta. Vi gik paa endnu en tid i tykke taaken. Endelig brøt maanen frem, og vi konstaterte i dens lys, at vi længe havde vandret rundt uten nogen bestemt retning. Jeg foreslog da Teraiu, at vi skulde bygge snehytte og bli hvor vi var, til dagen brøt frem. Men han protesterte paa det ivrigste og mente, han nok skulde hitte frem. Saa tok vi paa igjen med denne gaaen iblinde, som jeg altid har havt imot. Men efter nogen tids forløp satte jeg sterkt i til Teraiu, – at nu vilde jeg stoppe. Han gjorde mig da med stolthed begripelig, at han havde fundet sig tilrette, og at han snart skulde ha ført os frem. Og ganske rigtig, faa minutter efter fik vi til vor usigelige glæde øie paa et klart skinnende lys, der viste sig at være ankerlanternen, som de ombord havde hængt ut for vor skyld. Klokken var 9 om kvelden, da 101vi kom ombord, og da havde vi travet uavbrutt i 12 timer. Ombord havde de hørt vore stemmer allerede ved ettiden om eftermiddagen. Da det saa varte saa urimelig længe, før vi kom, havde de hængt lanternen ut.

Nu er saken imidlertid den, at havde vi ikke havt den gode Teraiu med – eller rettere havde vi ikke latt os anføre av ham, fordi han jo var gammelkjendt i trakten – saa var vi aldrig gaat feil! Av en række omstændigheder blev det aabenbart, at han med vilje havde ført os paa vildspor for saa senere at gjøre sig fortjent til en ekstra belønning ved at sætte os paa ret vei igjen!

Naar jeg senere møtte skurken, indledet han altid konversationen med: Teraiu angatkukki angi! d. e. Teraiu er en stor troldmand! Men jeg fandt ikke for godt at belønne ham for hans troldomskunster. – Dagen efter vor hjemkomst bygget han sin hytte paa land og var hos os til langt ut i mars maaned. I virkeligheden angret jeg ikke paa, at jeg havde tat ham og hans i kost, da vi havde megen nytte av ham og konen. Trods sin alder var han rask og utholdende og sprang uten synderlig træthed foran en slæde fra morgen til kveld. Fredsommelig og pyntelig bar han sig ad og var altid i godt humør og oplagt paa spøk. Som bygmester av snehytter var han makeløs og til største nytte for os. Kajaggolo, konen, var vistnok saa omtrent jevnaldrende med ham. Hun lignet av ansigt ingenting saa nøiagtig som et gammelt, indskrumpet og fortørket vintereple. Ta og skjær to smaa skraa linjer til øine, en liten prik til næse og en litt større prik til mund – og Kajaggolos uttrykte billede skuer dig imøte. Hun var omtrent fem fot høi og saa skidden, at selv eskimoerne spottet hende. Deres ti aar gamle søn Nutara var likesaa skidden som sin mor, men ellers en rigtig vindende liten fyr, meget intelligent og fuld av de pudsigste indfald. Hans skiddenfærdighed skyldtes da hovedsagelig moren. Efter nogen tids samvær med os be102gyndte sedvanligvis eskimoerne at følge vort eksempel i retning av at vaske sig og holde sig nogenlunde rene. Men familien Teraiu stod i saa maate paa samme trin, da de forlot os, som da de kom.

Naar jeg om eftermiddagene havde været oppe i det absolute magnetiske observatorium, tok jeg mig regelmæssig en tur indom Teraius, hvis hytte laa paa veien, og fik mig en passiar. Under disse besøk trakterte av og til Kajoggolo mig med sang – det forfærdeligste man kunde høre. Eftersom hun kom i «stemning», henfaldt hun i etslags delirium; hun bøiet hodet bakover, lukket øinene og skrek i av alle livsens kræfter. Paa dette tidspunkt grep jeg flugten og hørte hende hauke lang vei bak mig. Manden og Nutara opholdt sig for det meste ombord, snart forut, snart agterut drev de omkring og var overalt velsét. Bedst likte de dog at sitte utenfor bysserummet og betragte «Henrikki», naar han laget mat. Og skjønt Lindstrøm ikke kunde fordrage eskimoer, løp hans gode hjerte tit nok av med ham, saa en og anden godbit kunde slænge. Teraiu og Nutara vænnet sig til vor kost. Men Kajaggolo holdt ved med raat kjøt og raa fisk den hele tid.

Da nu jul og nytaar var vel over, maatte vi for alvor begynde at tænke paa vor længe planlagte slædetur. Planerne havde været mange og forskjellige – som planer altid vil bli det i disse egne. Det blev endelig fastslaat, at jeg med en ledsager skulde søke hen til den magnetiske station og, om alt gik godt og i orden, derefter søke op til Leopold Havn paa North Somerset med post.

En understøttelsesekspedition under løitnant Hansens ledelse og med én mand skulde hjælpe fremover, saa langt vi fandt det hensigtsmæssig.

104Alle slæder blev tat frem for grundig at efterses og mulig repareres. Ski og snesko maatte gaas efter, teltene undersøkes osv. osv. Der blev oprettet verksteder overalt. Lund satte slæderne istand, skulde lage praktiske proviantkasser og en mængde andre ting. Hansen, der var meget nethændt, fik de utroligste opgaver at løse. Gjaldt det et rigtig fint og nøiagtig arbeide, da var Hansen manden. Han var tillike en mester paa symaskine. Ristvedt havde sin smie nede ved proviantteltet og mekanisk verksted i «Magneten» – og gjorde underverker av hvadsomhelst. Wiik gjorde fint arbeide som reparatør av endel instrumenter, og løitnant Hansen drev videnskaben ved siden av en omfattende virksomhed som hanskemaker. Hans evner i retning av at gjøre gamle, fillete fingervanter istand var enestaaende.

Som paa alle slædeekspeditioner i polarisen blev soveposespørsmaalet det ivrigst diskuterte. Vor lille tur med Teraiu til Kaa-aak-ka havde gjort os klar paa, at her trængtes store forbedringer, og der opstod en ren konkurrance imellem os om, hvem der kunde erhverve sig æren av det fineste patent. – Først og fremst var posen for vid og maatte tages betydelig ind. En sovepose bør ikke være videre, end at man kjender skindet indpaa kroppen til alle sider. Naturligvis ikke saa at den klemmer. Ligger man og leter efter væggene, blir den aldrig varm. Patentet med indgang gjennem et hul i toppen og tilsnøring rundt halsen kom mest i bruk. For mit vedkommende foretrak jeg dette fremfor alt andet og anbefaler det til alle.

Teltene vore var sydd som eskimotelter og var helt udmerkede. Vi havde intet at rette paa ved dem. De kunde opsættes av en enkelt mand selv i den sterkeste vind, og var de først ordentlig opsat, blaaste de aldrig overende. De stod mere end engang sin prøve. En forbedring gjorde vi dog ved dem, og det var med hensyn til teltdøren. Døren har altid været det ømme punkt ved et telt og 105navnlig da oppe i isen og kulden. Som oftest bestaar lukningspatentet av en mængde hegter og surringer, saa man efter vel at være kommet ind har et svare mas med at stænge døren efter sig. Jeg har ikke sét en eneste teltdør, som desuten holdt snefokket absolut ute – før nu vor egen konstruktion. Eftersom to av ekspeditionens deltagere havde nøiagtig samme idé, vil jeg ikke nævne noget navn paa opfinderen. Patentet var saa enkelt, at vi mangen god gang lo derav. Men det geniale er jo ofte netop det simpleste! Vi sydde helt enkelt en sæk fast med aapningen rundt teltindgangen. Og saa skar vi hul i sækkebunden, og gjennem dette hul gik vi ut og ind og surret sækken igjen med et baand. Prægtigere teltdør er ikke sét. Letvindt at aapne og lukke og absolut tæt. Det mangeaarige problem var altsaa løst med en – sæk!

Vi fandt imidlertid efter forsøk teltene for kolde i lavere temperatur end -30° C. og bestemte os derfor til at bygge snehytter, som efter vore erfaringer fra eskimoerne var betydelig varmere. Det tar vistnok længere tid at bygge en snehytte end at reise et telt; men jeg finder det av saa stor vigtighed at kunne tilbringe en god og behagelig nat efter dagens arbeide, at jeg gjerne ofrer den times tid mere paa herberget. Efter en daarlig nat er man ikke arbeidsfør den følgende dag.

Vi gik saa igang med at lære snebygningskunsten. Sne havde vi nok av, tid ogsaa, og i Teraiu en ypperlig læremester. I begyndelsen overlot vi hele arbeidet til den gamle, mens vi nøie iagttok hans fremgangsmaate. Vi kom snart paa det rene med, at en væsentlig forutsætning var det at finde brukbar sne. Men hertil utkræves der megen erfaring, ja man maa næsten ha det medfødt. Eskimoerne brukte et meget simpelt redskap, en saakaldt hervond, en ca. 1 meter lang stok av renhorn, tyk som en dugelig spaserstok. I den ene ende havde den et renbens haandtak, i den anden 106en dupsko av moskusokseben. Eskimoerne er desuten utrustet med et rent instinkt i retning av at finde just det sted, hvor der er utsigt til god sne. Har de ikke sin hervond med, bruker de en langskaftet kniv, som de altid bærer i en strop paa ryggen, naar de er paa reise. Vi drev det jo ikke til nogen fuldkommenhed i at finde sne, men kom dog saa langt, at vi nogenlunde klarte os.

Væbnet med et uhyre av en kniv møtte vi fire, Løitnanten, Ristvedt, Hansen og jeg, hver morgen efter frokost op utenfor Teraius hytte for at vække gamlingen. Kom vi ind saa tidlig som kl. 8, laa familien som regel endnu tilkøis. Op fór Teraiu og kom i klærne i en hast – de eskimoiske klær er vide og rummelige og glider let av og paa. Mest tid tok det ham at faa fottøiet paa. Eskimoen er vâr om sine føtter, ikke bare av frygt for at forfryse dem, men ogsaa for saarbenthed, slik som han flyr i is og stenhaard sne den ganske dag. Mindre end 5 plag paa føtterne greier han sig ikke med. Naar saa endelig Teraiu havde faat ytter-anorakken paa – paa disse korte turer brukte han ikke underanorak – bar det avsted. Vi havde hver vor dag. Men Hansen var den mest talentfulde av os i bygmesterfaget. Hans hytter var altid rene mesterverker. I de mange smaa dalfører, som mundet ut i havnen, var der snart fundet byggeplads og god og rikelig sne. Det tok os som regel halvanden time at opføre en hytte stor nok til os fire. Efter endt arbeide samledes vi indenfor for at bedømme dens værd. Teraiu var hver gang like begeistret.

– Mamakpo, mamakpo! ropte han, d. e. det er udmerket! Hans glædes særlige gjenstand var den belønning, der ventet ham. Han gjorde intet uten betaling. Denne var nu ikke overvældende da, et stykke træ eller jern eller hvad der kunde falde! Han samlet i denne tid materiale til en slæde. Hans fordringer var ikke store, – meterbord greiet han sig godt med. Familien og dens utrustning var jo ikke stor, 108og da behøvet ikke slæden være det heller, mente Teraiu med en filosofi, mange kunde ta eksempel av!

I disse dage observerte Wiik og jeg samtidig for at bringe paa det rene den særdeles vigtige ting, om vore instrumenter var i fuld orden. Wiik holdt til i det faste absolute observatorium, mens jeg for mit vedkommende havde bygget mit eget nye observatorium 75 meter unna; der laa med alle disse bygninger nu som en hel liten by om Gjøahavn. Vore observationer faldt ut til vor fulde tilfredshed, og jeg kunde, forsaavidt angik instrumenterne, trygt gaa av sted. For stedsobservationer medbragte jeg en ganske liten teodolit, som jeg havde faat laane av Nansen. Han havde havt den med sig paa Grønland. Ogsaa den blev befundet i orden efter astronomens nøiagtige granskning.

Nu stod tilbake det vigtige arbeide: At pakke vore slæder.

Vi maatte under pakningen ha slæderne under tak. Men at bygge hytte stor nok til at rumme begge de store slæder holdt vi for umulig. Imidlertid henvendte vi os dog til Teraiu. Paa vort spørsmaal og vor forklaring satte han op sit snedigste grin. Han strakte begge armene ut og sa med øine, som lyste av begjær:

– Panna angi! Stor kniv. Han vilde ha en stor kniv for at bygge en slik kjæmpehytte. Og det blev ham da lovet.

Vi gik straks ivei med bygningen. Teraiu anla den for bekvemheds skyld aflang, og for at ha slæderne nær, byggedes hytten paa isen like ved fartøiet. Den fik nogen ganske voldsomme dimensioner, og et helt stillas maatte reises for Teraiu, da han skulde bygge taket. Assisteret av os utførte han kolossen paa fire timer. Dette var lørdag, og vi maatte la hytten staa og sætte sig til mandag. Vi var dengang endnu uerfarne og visste ikke, at hytten maatte opvarmes indvendig fra, før den blev holdbar. Teraiu – 109den ræv – sa intet. Hans tanke var naturligvis den, at naar hytten ramlet, skulde han tjene sig en lang kniv til paa at bygge en ny. Men dengang forregnet han sig. Vist nok faldt hytten sammen allerede dagen efter, men han blev nødt til uten nyt vederlag at opføre en ny; det var saa skik hos os, sa vi ham. Den nye blev bygget litt oppe paa stranden, da Teraiu – muligens med rette – frygtet for, at det var bevægelser i isen, som havde ruineret den første.

Den nye hytte viste sig solid nok, og vore to slæder blev sat ind, og lastningen begyndte. Den ene slæde skulde ha en last av 350 kg. og kjøres av Hansen med de syv hunder, vi havde. Den anden fik en last paa 270 kg. og skulde trækkes av os andre tre karer.

Den 28de februar lagdes sidste haand paa verket, og den 29de om morgenen kjørte vi alle i fellesskap slæderne op paa høidedraget for at ha det unnagjort til starten.

Oppe paa kammen bygget vi en høi snemur omkring slæderne og la store sneblokker over dem, forat ikke rævene skulde avlægge dem visit. Saa vendte vi tilbake og tilbragte den sidste aften ombord til avsked.

Jeg imøtesaa turen med tryghed. Et godt utstyr havde vi, gode og dygtige kamerater og flinke hunder. Litt flere av de sidste kunde jo nok været ønskelig. Men med godt mot og god vilje klarte vi os nok med dem, vi havde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.