I JOMFRUELIGT FARVAND

40Med avgangen fra Beechey begyndte et nyt avsnit i vor reise. Vi visste nu, hvad vei vi skulde; loddet var kastet, og vi havde bare at klemme paa og bane os frem. Ogsaa forsaavidt fik farten en ny karakter, som vi hittil havde faret gjennem sikre og kjendte farvand, hvor mange andre havde været før os. Hvor vi nu stævnet frem, havde kun etpar skibe seilet før, og derefter skulde vi efter vort haap videre ind, hvor ingen kjøl havde flytt.

Og haap havde vi. Ja, vi kan næsten si, vi følte visshed for, at vi skulde vinde frem, saa langt vi allerede nu saa lykkelig var naadd. Isforholdene havde været os usedvanlig gunstige. Med lethed og saagodtsom uten hindring var vi kommet frem i en led, hvor folk før os havde maattet bestaa de sværeste kampe mot is og storme. Saavidt vi havde anledning til at se, maatte aaret 1903 ha været et ualmindelig heldig isaar.

Kl. 1 emd. den 24de august stod vi ut fra Beechey-øen med kurs for Limestone-øen i indløpet til Peel Sund. Kompasset – et flytekompas fra E. S. Ritchie, Boston – viste sig ganske fortrinlig. Paa grund av den magnetiske pols nærhed var det naturligvis begyndt at bli noget langsomt i 41vendingen; men at det ikke desto mindre var helt brukbart, bevistes noksom av vor videre fremgang. Vi blev nemlig, straks vi kom ut i Barrowstrædet, anfaldt av taaken, som holdt sig tung og tæt til den 26de, da den lettet og gav os kjending av landet omkring Peel Sund.

Med undtagelse av enkelte ganske smale strimler med utvasket is – gammel sundis – havde vi ingen is paatruffet. Stor polaris saa vi absolut intet av. Mellem Kap Sherard paa Prinsen av Wales’ Land og Kap Court paa North Somerset møtte vi den første store isansamling. Med solen ret i øinene tok vi den i den blanke blikkende stilhed for en kompakt masse, der strakte sig fra land til land. Og det stod klart for mig, at vi nu var rukket frem dit, hvor vore forgjængere havde maattet vende om, d. v. s. til den hele, ubrutte iskant.

Lykkeligvis viste det sig at være en feiltagelse, – en feiltagelse, vi siden flere gange under lignende omstændigheder gjorde os skyldig i. Naar solen staar ret paa en speilblank havflate med spredte isstykker, synes lettelig disse at gaa i ett og danne en fast sammenhængende ismasse. Hertil medvirker ogsaa hildringen, som stadig forekommer i Ishavet, og som forstørrer og hæver en liten isknot, saa den ser ut som et helt fjeld. Især i noksaa kort kikkertdistance kan man saaledes tro sig foran en vældig pakke; men det gjælder paa Ishavet mere end andetsteds, at man ikke tør lite paa, hvad man noksaa tydelig mener at «se», men bør vente, til man kan «ta og føle paa» tingene, før man anser sig tryg.

Eftersom vi nærmet os, skilte efterhaanden det blanke vand sig ut fra isstykkerne. Det var nordlændingerne Lund og Hansen, som først fastslog vor feiltagelse. Med sin lange erfaring i ishavsfart havde de ogsaa forut vor os sin større øvelse i at bruke kikkert, – hvilket nemlig ogsaa er en kunst, som kræver øvelse. «Ismassen» viste sig at være 42endel gammel, medtat fjordis, som tillike var ganske slak. Mellem isen og landet paa begge sider var der store og ganske klare render, hvori vi let og uten hindring slap igjennem. En storkobbe, som laa og solte sig paa isen, maatte bøte med livet.

Den hele isansamling var ikke synderlig bred. Efter kort tids forløp var vi atter ute i helt isfrit vand, og vi havde dennegang sluppet med skrækken.

Kl. 9 om aftenen var vi tvers av Prescotte-øen i Franklin-strædet. Denne ø blev en merkesten paa vor færd. Kompasnaalen, som efterhaanden jevnt havde minket i sin indstillingsevne, negtet her enhver tjeneste. Vi var saaledes nu henvist til at styre efter himmellegemerne i likhed med vore forfædre vikingerne. Denne navigation er i almindelige farvand av tvilsom sikkerhed. Men værre er den her, hvor himlen i to tredjedele av tiden er tilhyllet av et ugjennemtrængelig taakedække. Vi var dog saa heldige at starte i klarveir.

Utenfor forbjergene var der samlet nogen isstykker, ellers isfrit.

Den følgende dag fik vi en god skole i vor nye navigationsmetode, idet vi nemlig hele dagen havde avvekslende taake og klarveir.

Jeg gik op og ned paa dækket denne eftermiddag og nød solskinnet, hvergang det brøt igjennem. Jeg lot for kameraternes skyld likesaa rolig som ellers, men var i virkeligheden i et sterkt indre oprør. Vi nærmet os nemlig nu med sterke skridt De la Roquette-øerne, – ja de var allerede i sigte.. Hit var det, at Sir Allan Young naadde med «Pandora» i 1875. Men her møtte han en ubetvingelig isbarriére.

Skulde det gaa os og Gjøa likedan?

Da blev jeg – som jeg gik – opmerksom paa noget som en ujevn bevægelse, saa jeg studset. Havet utenom 43laa blankt og stille, og jeg slog det hen, ærgerlig paa mig selv og min nervøsitet. Jeg fortsatte min marsch . . . . . og der var det igjen! En fornemmelse av, at min fot i skridtet tok dækket, før den efter beregning skulde. Jeg la mig over rækken og stirret paa vandflaten. Men den laa som før, stille og blank. Jeg spaserte videre, men gik ikke mange skridtene, før fornemmelsen var der paany og denne gang saa tydelig, at den ikke var til at ta feil av: der var en liten, ujevn bevægelse i skuten!

Jeg havde ikke solgt denne lille bevægelse for nogen sum, der var blit mig budt. Thi det var dønning under skuten, dønning, – bud fra det aapne hav! Farvandet mot syd var aapent – den uigjennemtrængelige ismur fandtes ikke.

Og jeg saa mig om over skuten, vesle Gjøa, fra agterspeil til baug, fra dæk til mastetop og smilte: Skulde Gjøa føre os alle og vort fedrelands flag tvers igjennem haanlige spaadomme og seierrik over farvand, som forlængst havde været opgit!

Snart blev dønningen fuldt merkbar, og humøret skinnet av os alle tilhobe!

Da jeg vaagnet kl. ½ 2 næste morgen – at jeg havde kunnet gaa tilkøis og ovenikjøpet sove som en sten den kveld, forbauser mig endnu – var dønningen blit saa svær, at jeg maatte sitte ned for at faa klærne paa. Jeg har aldrig likt dønning; der er noget yderst ubehagelig ved den med mindelser om kvalme og hodepine fra mine første sjømandsdage. Men denne her – nu – den var ikke bare en nydelse, den var en jubel gjennem alt mit væsen!

Da jeg kom paa dæk, var det temmelig skymt. Men tvers paa, ikke langt av, kunde vi skimte konturerne av De la Roquette-øerne. Og nu havde vi naadd det kritiske punkt: Gjøa satte stævnen ind i de jomfruelige farvand.

Først nu syntes vi, vi havde tat fat paa vor opgave.

---

44Det næste tvilsomme punkt var Béllotstrædet, hvor Mc. Clintock laa i to aar og ventet paa at komme igjennem. Men den temmelig høie dønning tilkjendegav aapent hav mange mil sørover, og da Béllotstrædet ikke var langt unna, var vor ængstelse ikke stor her heller. Kl. 8 om morgenen passerte vi saa strædet. Det eneste, vi møtte, var en ganske smal strimmel med raatten landis. Selve strædet laa fyldt av en tæt taakemasse. Utenfor var havet klart. Som ventelig var, fulgtes dønningen av sydlig bris, og vi kjæmpet os temmelig langsomt frem. Kl. 5½ om eftermiddagen støtte vi paa endel is utfor Kap Maguire, en noget bredere strim mel med slak is. Over paa den andre siden av den saa vi klart vand. Imidlertid faldt taaken til tæt som en væg, just som vi skulde til at gaa løs paa isen, og hyllet alt ind i sin graa mørje. Jeg bestemte mig da til at gaa tilbake langs kanten og vente, til taaken lettet. Nætterne var begyndt at mørkne og uten kompas som vi var kunde vi rote os op i vanskeligheder, som kunde bli farlige nok. Vi bakket altsaa, men fik i mørket det ene svære dunk av isen efter det andet og havde i det hele en ubehagelig nat. Dette var den første virkelige drivis, vi støtte paa i stræderne her. Den kom rimeligvis ind fra Mc. Clintock-kanalen.

Ved daggry – – kl. 4 om morgenen – slog det et litet rift i taaken. Bare for et øieblik. Men det var nok for os til at studere isens beskaffenhed og utseende, og med det lille hæng, der blaaste, til retningsangiver gik det nu lystig forover med fuld fart i motoren. Slik holdt vi paa til kl. 2 om eftermiddagen. Da la taaken sig ned, og i straalende solskin havde vi foran os Tasmania-øerne. Takket være det lille vinddrag, som trofast havde holdt ved hele tiden, havde vi holdt et udmerket bestik. I vindstille og taake er det værre, og da hændte det nok, at kursen blev gal. Solen er jo et ypperlig kompas, men den var sjelden at se.

45Hittil havde det land, vi fór langsmed, gjort et mildt og venlig indtryk med frodig vegetation. Tasmania-øerne derimot var barske og nakne.

Vi fik nu for en gangs skyld god vind. Med brisen etpar streker agtenfor tvers, alle seil sat og fuld fart i motoren gik det strykende mot James Ross-strædet. Ut imot vest laa der tæt is; men sørover langs landet saa det bra ut.

Jeg hitsætter her ordret av min journal for de to følgende dage:

30te august, søndag. Var sidste nat i mulm og mørke kommet noget feilagtig avsted og havde rotet os ind i stor, tæt drivis. Det tok os etpar timer, efterat dagen var brutt frem, at komme ut av isen og ind i landraaken. Landvandet er her paa Boothia-kysten særdeles skarpt avgrænset. Tidevandet – antagelig – holder kystvandet rent frit for is. Vi har holdt os langs land i hele dag og skulde efter bestikket være ved Kap Adelaide – den magnetiske nordpol av James Ross – ved middagstider. Usigtbart veir har imidlertid hindret os i at faa landkjending. Vor eneste rettesnor, vinden, lurer os gang paa gang, idet den er meget variabel. Vi har havt nordlig bris den senere tid og gjort god fart. Barometeret er faldt sterkt idag. Det regner, frisker paa og er mørkt som i en sæk nu kl. 9 aften. Det er ingen let maate at navigere paa, men det gaar jo nok. Vi ligger i landraaken og bakker for natten. Landet skifter ved Tasmania-øerne ganske karakter. Gaar over fra høi granit til ganske lav kalksten.

31te august. Fik igaaraftes et pludselig og voldsomt barometerfald. Vinden, som stod langs landet fra nordkanten, frisket hurtig, samtidig som det begyndte at regne. Vi la bak kl. 9 aften. Ved midnatstid maatte vi reve, da han tok noget haardt i. Havet grodde hurtig op og, saa eiendommelig det kan høres, etpar av ekspeditionens medlemmer blev sjøsyke utfor den magnetiske pol. Kl. 3 om morgenen 46kunde vi atter ta fuldt. Vinden havde da løiet noget av, men temmelig tæt taake laa endnu. Vi stod bidevind mot den kant, hvor vi antok at ha landet. Kl. ½4 lyste det op et øieblik, og vi saa da en liten ø i læ ikke langt av. Isfjeld og høi skruis viste mig snart, at denne laa utimot selve havet. Det var antagelig den nordligste av Beaufort-øerne. Vi la bidevind, som vi antok, sydover. Som det senere viste sig, var vinden sprunget østlig, og dette havde bevirket en sterk drift mot vest. Taaken splittedes gjentagne gange, men vi saa intet til land. Kl. 8 om formiddagen gik jeg tilkøis. Vi laa da fremdeles bidevind sydover og havde til hensigt at faa tak i Matty-øen. Kl. 1 1 vækkedes jeg av et voldsomt hugg og var straks paa dæk. Vi stod da paa grund et litet stykke fra en ganske lav ø, som viste sig ved senere observation at være den sydligste av Beaufort øerne. Fartøiet holdtes midtskibs av en stenryg. Vi tilsatte alle seil og fuld fart i motoren. Samtidig bragte vi varpet ut. Efter en stunds forløp gled skuten av ved seilenes og motorens hjælp alene, inden vi endnu havde begyndt at hive ind paa varpet. Det viste sig, at vi var kommet ind paa en meget langt utstikkende grunde. Fartøiet hugget enkelte gange noksaa sterkt, og nogen. smaafliser av straakjølen fløt op. Pumperne blev peilet; men alt var i orden. Efter at være kommet av la vi bidevind østover – vinden havde gaat sig sydlig med sigtbart veir – mot Boothia. Kl. 4 eftermiddag ankom vi til noget, vi antok for en ø. Kartet viste i virkeligheden ogsaa en ganske liten ø her; men hvad vi havde for os, var, saavidt vi kunde se, en ø av meget lang utstrækning og meget flat. Kartet var imidlertid feilagtig, og dette lange, i nord-syd løpende land var overhovedet ingen ø, men en del av fastlandet. Jeg antar, at James Ross, da han avla dette som en liten ø, har gjort det paa en tid, da sneen dækket over det hele med undtagelse av en liten høidehumpel, som hæver 47sig op paa den nordlige del av dette fremspringende lavland Det viser sig, at dette flate land med sin søndre odde bøier mot vest og næsten forener sig med en av de lave øer i Beaufortgruppen. Vi ligger nu til ankers for natten under landet paa 6 favner vand. Det er nu saa mørkt om nætterne, at man intet ser længere. Naar hertil kommer, at man ikke kjender retningen, kan man ofte gjøre de groveste feiltagelser. Naar vi imorgen tidlig atter hiver op, faar vi nærmere se den anden odde . . . . . . .

Her slutter mine dagboksoptegnelser for denne dag. Det vil efter dette korte citat av min journal staa klart for de fleste, at navigationen i den magnetiske nordpols farvand ingenlunde er udelt behagelig.

Jeg sat om aftenen og indførte dagens begivenheder i min dagbok, da jeg hørte et skrik – et forfærdelig skrik, som gik mig til marg og ben: Noget sælsomt var hændt! I ett nu var alle mand paa dæk. I den belgmørke nat – som heldigvis var blikkende stille – slog der en vældig lue med tyk, kvælende røk op gjennem maskinskylightet. Der var brand i maskinrummet – midt mellem petroleumstankerne, som indeholdt ti tusen liter petroleum. Vi visste alle, hvad der vilde ske, naar tankerne blev ophetet: Gjøa og alt med den vilde springe i luften som en bombe. Vi sprang alle paa som rasende. En mand hoppet ned i maskinen til Wiik, som ikke havde forlatt den fra branden opstod, – for at hjælpe ham. Vore to slukningsapparater, som altid stod klare, blev først bragt i anvendelse. Og saa pøste vi vand, pøste for livet – og i utrolig kort tid var vi herrer over ilden. Den var opstaat i en del pudsegarn, som laa ovenpaa petroleumstankerne, og som var gjennemtrukket av petroleum.

Morgenen efter konstaterte vi – under oprydningen i maskinen – at ikke en tilfældighed, men derimot en punktlig pligtopfyldelse havde reddet os alle fra den ubønhørlige 48undergang. Kort før branden var Ristvedt kommet til mig og havde meldt, at en av de fulde petroleumstanker i maskinrummet havde begyndt at lække. Jeg bad ham da om øieblikkelig at tappe petroleumen fra denne tank og over paa en av vore tomme. Og denne ordre blev punktlig utført. Saa viste det sig under oprydningen, at kranen paa den petroleumstank, som netop var blit tømt, i kampens hete om natten var blit spændt tvers av. Var ordren ikke blit utført saa punktlig som skedd, vilde 500 liter petroleum ha sprøitet ut i det brændende maskinrum. Følgen behøver jeg ikke at utvikle. Men jeg stiller den mand, der viste denne absolute punktlighed, op som et lysende eksempel.

Kl. 4 næste morgen fortsatte vi langs landet sørover. Lange lave øer med langt utstikkende grunder syntes at følge denne del av kysten. Veiret var usigtbart og vinden en stiv kuling agterind, saa fremkomsten var meget usikker. Da barometeret faldt og vinden frisket paa, bestemte jeg mig til at søke op i læ av en av de omtalte øer og gaa til ankers der for at vente paa klarveir. Imidlertid viste disse øer sig i den grad omgit av grunder, at vi neppe kunde paaregne at komme opunder dem uten at støte paa. Jeg besluttet da heller at søke over til Matty-siden og lete efter havn der. Det blaaste nu en forrykende kuling. Lodskuddene begyndte at dypne, efterat vi havde sat kursen fra land. Men større dybde end 10 favner fandt vi ikke, før det atter tok paa at grunde op imot Matty-øen. Sjøen var paa det grunde vand krap og lei. Kl. 11 formiddag gik vi tilankers paa 5 favner vand under en lav ø, sandsynligvis en av Beverly-øerne nordenfor Matty. Kulingen øket stadig paa og kom nu med tæt slud. Jo, det var i sandhed en festlig seilas!

I løpet av natten løiet vinden av, og kl. 4 kunde vi atter lette og fortsætte. Veiret var nogenlunde sigtbart, og vinden, som var gaat om paa vest, havde netop passende 50styrke for os. Det var min rortørn, og jeg tok plads paa hyttetaket for at faa bedst mulig utsigt. Lund og Ristvedt var i arbeide med at strække storseilet. I læ laa der en lav ø med temmelig lang grunde stikkende ut mot øst. Fra vor ankerplads havde vi kunnet se denne grunde, og jeg visste saaledes med sikkerhed, hvorledes jeg havde at holde for at komme klar av den. Jeg blev derfor yderst ubehagelig overrasket, da vi allikevel støtte – endda jeg havde styrt godt utenom. Vi gled av igjen straks, og jeg gav haardt styrbord ror for at skjære ut fra grunden. Min tro var jo, at vi trods min beregning var kommet ind paa den fra øen utstikkende grunde. Dette var imidlertid en feiltagelse; den grund, vi var støtt paa, laa sydligere og vestligere. Og kort efter tørnet vi paa igjen. Vi kom atter av, og støtte saa paany – for at bli staaende for godt.

Motoren var selvfølgelig stoppet, likesaa arbeidet med seilsætningen. Jeg sprang straks tiltops. Det var klart og helt sigtbart. Grunden, vi stod paa, var et stort undervandsrev med forgreninger i alle retninger. Det strakte sig vestover mot Boothia, saalangt jeg kunde øine. Det, vi havde like i læ, var sandsynligvis Matty-øen.

Klokken var 6 om morgenen, da vi støtte. Vi losset straks en baat for at lodde op og undersøke, i hvilken retning vi bedst skulde søke os av igjen. Den korteste vei var agterover. Men da de to grunder, vi alt havde støtt paa, laa høiere i vandet end det rev, hvorpaa vi stod, var utsigten til at komme tilbake over dem meget ringe. Vi maatte altsaa forsøke os forover – mot syd. Lodskuddene gav ikke stort haap. Revet grundet op den vei og havde ikke mere end en favn vand paa det grundeste. Ad den korteste vei forover var distancen over revet over 200 meter. Med nogen faa tons ballast stak Gjøa 6 fot. Lastet som den nu var, stak den 10 fot og 2 tommer. Utsigten til at komme over var saaledes ikke glimrende. Men vi havde intet valg, 51ViFeilaktig tegnsetting etter «tegn», evnt. feilaktig stor bokstav i «Vi» maatte søke at lette skuten mest mulig. Først lempet vi 25 av vore tyngste kasser overbord. De indeholdt hundepemmikan og veiet 190 kg. hver. Alle de øvrige kasser av dækslasten blev lempet over i den ene side for at krænge fartøiet mest mulig over.

Kl. 8 om morgenen satte vandet nordover og faldt med 1 fot. Vi havde altsaa støtt ved høivande. Vi forberedte nu alt til næste høivande. Varpankeret førtes ut, og alle kunstgrep blev anvendt for at krænge skuten over. Veiret var blit fint og stille med solskin. Med andre ord netop en dag til at ta sig et dygtig stykke frem i disse farvand. Og her laa vi og kom ikke av flekken! Imidlertid gik vi og ventet og satte vor lit til høivandet. Vor observator nyttet den gunstige leilighed til at faa en stedsbestemmelse. Vi stod i nærheden av en liten ø paa Matty-øens nordside.

Ved syvtiden om eftermiddagen havde vi høivande. Men trods alle vore forberedelser og alt vort slit fik vi ikke skuten flyttet en tomme frem. Da mørket faldt paa ved 8-tiden om aftenen, maatte vi opgi arbeidet for den dag.

Da jeg den næste morgen kl. 2 kom paa dæk, blaaste det friskt fra nord. Kl. 3 begyndte skuten at bevæge sig – som i vridninger. Jeg lot da alle mand purre for at være klar til at nytte enhver anledning, som maatte fremby sig. Nordenvinden frisket paa til storm med slud. Vi hev og hev paa varpet, – men til ingen nytte. Fartøiet hug voldsomt. Som altid i tvilsomme situationer raadslog jeg med mine kamerater, og vi besluttet os til at friste det sidste middel – at seile skuten av. Skumsprøiten stod over skuten, og stormen gik bygevis, saa det ulte av den; men vi kjæmpet og slet og fik seilene sat. Og nu begyndte vi en seilas, som vel ingen av os vil glemme, om han blir saa gammel som Methusalem!

Det voldsomme seilpres og den høie, krappe sjø løftet i forening skuten op – og sendte den forover ned i stenene 52igjen, saa vi hvert øieblik ventet at se skibsplankerne sprede sig paa havet. Straakjølen splintredes og fløt op. Der var ikke stort andet for os at gjøre end at iagtta begivenhedernes gang og rolig avvente utfaldet.

Egentlig rolig kan jeg jo ikke netop si jeg var, der jeg stod oppe i riggen og fulgte dansen fra den ene sten til den anden. Jeg stod der med den bitreste selvbebreidelse. Havde jeg sat ut en vakt i mastetønden, vilde dette aldrig ha hændt. Han vilde nemlig paa lang led ha observeret revet og varskudd. Skulde nu denne min uforsigtighed bringe hele vort forehavende til at strande! Dette, som var begyndt saa udmerket, – vi, som havde naadd saa langt, længere end nogen før os, – skulde vi, som saa lykkelig havde klart os over de dele av passagen, der av alle ansaas for de vanskeligste, – skulde vi nu bli nødt til at stanse og vende tilbake med skam! Vende tilbake – ja! Det kunde bli et spørsmaal det. Splintredes skuten – hvad saa? – Jeg maatte holde mig fast av alle kræfter for ikke at bli slængt langt tilhavs, hvergang skuten efter at være løftet atter sattes ned i stenene . . . . . Om skuten splintredes! Dertil var utsigterne de aller største. Revet blev stadig grundere, og henne i utkanten kunde jeg se, hvor det brøt paa det. Just dit saa det ut til, at den rasende nordenstorm vilde føre os. Seilene stod som trommeskind, riggen skalv, og jeg ventet hvert minut at se den gaa overbord. Vi nær met os stadig det grundeste av revet, og værre og værre pisket skumsprøiten over skuten.

Jeg ansaa det nu for noget nær umulig, at fartøiet vilde holde sammen over revets ytterkant, – det laa jo næsten tørt! Endnu var der tid til at sætte en baat paa vandet og laste den med det nødvendigste.

Jeg stod deroppe i den forfærdeligste avgjørelsens vaande. Paa mig hvilte ansvaret – og øieblikket nærmet sig, da jeg maatte træffe mit valg: Forlate Gjøa med baatene og la den 54knuses – eller friste det yderste og kanske gaa i døden alle mand med skuten!

Jeg lot mig glide ned langs en av bardunerne for at naa dæk hurtigst mulig.

– Vi faar gjøre baatene klar og laste dem med proviant, geværer og ammunition!

Da spurte Lund, som stod nærmest – om vi ikke skulde gjøre et sidste forsøk med at kaste resten av dækslasten.

Dette var jo mit eget lønlige, brændende ønske, som jeg for de andres skyld ikke havde turdet gi efter for. Nu stemte alle som én i med Lund – og hei! gik det løs paa dækslasten! Vi slog os sammen to og to mand, og kasser paa 200 kg. føk over rækken som høisækker. Saa var det gjort, og jeg klatret op i riggen igjen. Nu var der ikke mere end en skutelængde igjen til det grundeste. Sjøsprøit og slud vasket over skuten, masten skalv – og Gjøa samlet sig til et sidste, avgjørende sprang. Saa løftedes hun – høit – og slængtes i braatt og brand ned i bare stenene – støt i støt voldsommere end nogensinde . . . . . jeg sendte i min nød, jeg tilstaar det ærlig, en brændende bøn til den almægtige Gud – endnu en støt, værre end nogensinde, – en til – og vi gled av.

Jeg sprang op i tønden. Intet øieblik var at spilde, – det gjaldt at finde sig vei ut mellem alle de grunder, som laa tæt om os. Løitnant Hansen stod ved roret, lun og stille, en prægtig kar. Og nu ropte han:

– Der er noget iveien med roret. Hun vil ikke styre!

Skulde det saa allikevel bli enden paa leken – at vi drev ned paa øen der i læ –!

Da hug skuten igjen over en kam, og saa lyder det glade rop:

– Roret er all right igjen!

55Det forunderligste var hændt: De forrige støt havde løftet roret op, saa det hvilte med tapperne paa beslaget. Men det sidste hugg – bragte det tilbake paa sin plads! Det var sjelden at se nogen jublende begeistring ombord paa Gjøa; vi var alle temmelig rolig og stille av natur. Men dennegang kunde jubelen ikke holdes tilbake – og den slap løs . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Det var en høist ubehagelig navigation, som nu fulgte. Grundene laa tæt i tæt, og fartøiet vilde ikke manøvrere, som det pleiet. Vi var gjennemvaate til skindet og hakket tænder av kulde. Loddet kom i sving, og fra denne stund gjorde ikke Gjøa en kvartmil videre gjennem Nordvestpassagen uten én mand i tøppen og én ved loddet. Vi havde faat lærepenger nu – og ønsket os ikke flere av denslags!

For seil og motor holdt vi over mot Boothia Felix, hvor vi snart fik dypere vand. Kl. 12 middag gik vi til ankers under Kap Christian Frederik paa 5 favner vand. Der blaaste da en kuling av nordøst. Vi satte begge ankerne med det samme, det ene med 30, det andet med 45 favner kjetting. Vi havde adskillig at sætte istand efter grundstøtningen, og desuten var vi alle saa temmelig slitne efter arbeidet og den svære spænding.

Om eftermiddagen rodde endel av os paa land for at ta det i nærmere øiesyn samt nedlægge beretning i en varde. Med Nansen havde jeg avtalt, hvordan disse varder skulde bygges. De skulde reises paa den mest fremtrædende pynt og altid to sammen. Beretningen blev nedlagt i den største, og en mindre opreist 4 meter fra den i retvisende nord. Skulde det være blit nødvendig at sende en ekspedition ut efter os, vilde den paa lang avstand kunnet kjende vore varder.

Geologen gjorde sine iagttagelser og samlet endel forsteninger. Jægerne tok sig en tur indover landet og saa 56flere ren. Selv slentret jeg rundt og grov i gamle ringer efter eskimotelter, hvorav der fandtes en hel mængde. Da det blev mørkt, rodde vi ombord igjen. Vinden var løi og stod fra land. Som altid naar vi gik til ankers, blev én mands vakt sat, og vi andre gik tilkøis.

Kl. 11 kom vakthavende og meldte, at der nu blaaste stiv kuling fra syd. Da jeg kom paa dæk, saa det ufyst ut. Komplet mørkt og med en forrykende paalands kuling. Her var intet valg; at komme ut var umulig – slik som farvandet var opfyldt av grunder. Vi stak kjettingerne paa tamp og haapet det bedste. Alle mand blev purret, og som situationen var, gjorde vi alt klar for en stranding. Vi ventet hvert øieblik, at ankerkjettingerne skulde ryke i den høie, krappe sjø og med det voldsomme pres av stormen. Holdebunden var fast fjeld; men heldigvis havde det ene anker faat kloen i en grop eller rundt en sten. Prammer og seilduksbaater blev lastet med proviant og andet utstyr, hver mand havde faat sig sin rolle tildelt, saa vi var klar, om kjettingerne sprang. Maskinen gik med fuld fart forover for at ta av for presset paa ankerne . . . . . . Heldigvis holdt kjettingerne. Men i 5 døgn laa vi paa samme plads i samme skræk, mens kulingen sprang om rundt alle fire verdenshjørner.

Først den 8de om morgenen kl. 4 kunde vi lette. Det blaaste friskt fra nordvest.

Her som overalt i disse stræder var det umulig at kjende sig igjen efter karterne, der jo nemlig er avlagt paa en aarstid, da sneen dækker og bedrager. Ved Dundas-øerne tapte vi i den tykke sneluft det lave land avsyne, da vi var nødt til at holde længere ut, fordi vi pludselig paa ingen bund fandt 10 favner med loddet. Rimeligvis gik der en ryg ut fra Dundas-øerne. Ved Kap Christian Frederik skifter havbunden fra fjeld til ler, og havets farve blir derved lyse grøn, saa grundene blir vanskelige at skjelne.

57Kl. 3 eftermiddag fik vi land ret forut, og jeg bestemte mig til at holde ned paa det for at finde en havn for natten. Det var et meget lavt land, der strakte sig mot sør med fremspringende odder. Den odde, vi satte kurs paa, antok vi var De la Guiche Point paa Amerikas fastland. Da det imidlertid allerede langt av kysten grundet op indtil 4 favner, og vi i et klart øieblik havde faat øie paa land paa den motsatte side, vendte vi om og gik tvers over strædet for at søke havn der. Det var et høit land, som, saavidt vi forstod, maatte være Mount Matheson paa Kong Williams Land. Klokken var imidlertid halv seks om eftermiddagen, saa der var liten utsigt til at naa frem ved dagslys. Landet, vi forlot, endte i en lav odde mot sydvest, netop hvor kartet viste Kap Colville. Men da skulde vi ogsaa se Stanley-øen, som dannet den østlige kyst av Rae-strædet. Og den var ikke at øine.

Kl. 6 kom vi i nærheden av tre ganske lave skjær. Strømmen satte sørover med stor fart og truet med at sætte os paa skjærene. Men vi klarte os utenom, da vinden frisknet til. Mørket faldt paa, inden vi paany fik det høie land i sigte, og vi maatte lægge til for smaa seil. Motoren blev holdt gaaende for at hindre for stor avdrift i strømmen. Hele natten holdt vi loddet gaaende.

Efter vort bestik skulde vi i nattens løp paa denne maate ha arbeidet os op under Kong Williams Land. Vor overraskelse var derfor stor, da vi, saa snart det lysnet, opdaget, at vi befandt os under det flate land, vi dagen før havde antat for Guiche Point! Strømmen havde tat luven fra baade motor og seil og ført os i stik motsat retning. Vi satte paany kurs for det høie land og efter en times seilas fik vi det isigte igjen. Og da vi samtidig fik øie paa de tre smaa skjær, var situationen os klar. Det høie land maatte være Mount Matheson, og skjærene var Stanley-øen. Vi var med andre ord midt i Rae-strædet.

58Loddet gav til vor behagelige overraskelse ingen bund, og eftersom vi nærmet os Kong Williams Land blev veiret finere med frisk bris fra nord og ganske klart. Fra Mount Matheson strakte der sig i sydøstlig retning et langt, lavt land som avslutning paa Kong Williams Land; vi døpte denne odde Point Luigi d’Abruzzi – til minde om hertugen av Abruzzerne. Endel smaa øer et stykke ut fra land var ikke avsat paa kartet, og vi gav dem navnet Eivind Astrups Øer. Disse øer og Hertugen af Abruzzernes Pynt danner en god og sikker indseiling til Simpson-strædet. Fra pynten til Neumayers Halvø strækker der sig en meget bred bugt – Schwatkabugten – ca. 10 kvartmil i dybde. Ut av denne stod der en frisk nordenvind. Da vi var tvers av Betzoldpynten bestemte jeg mig til at søke op i Pettersens Bugt og ankre der for natten. Dette viste sig at være et meget heldig træf. Der var ganske smult vande her under land, og uagtet vi maatte krydse os op bugten, gik det dog noksaa hurtig. Fra dæk av var der intet særlig at se uten store, brede bugten. Men Hansen, som havde vakt oppe i mastetønden, saa mere end vi. Og pludselig roper han deroppefra:

– Jeg ser den fineste lille havn, som findes i verden!

Jeg klatret op til ham, – og ganske rigtig, der laa, liten og lukket for alle vinde, som et paradis for os mødige færdesmænd den havn, som siden fik navn av Gjøahavn.

Vi ankret op utenfor paa 4 favner vand. Nordenvinden stod i friske støt ut av den smale indseiling, og vi vovet os ikke nærmere, før vi havde loddet op og undersøkt landet forøvrig.

Vestover laa Simpson-strædet fuldstændig isfrit. Nordvestpassagen var saaledes aapen for os. Men vi havde først og fremst til maal for os at skaffe besked om den magnetiske nordpol – og saa fik passagen staa hen som det mindre vigtige.

60Straks jeg saa Gjøahavn, bestemte jeg mig for at vælge den til vinterkvarter for os. Det var tydelig, at høststormene havde sat ind for alvor, og farvandet videre vestover var, det visste jeg, meget grundt. Jeg vilde, før jeg for alvor tok fat paa det, ha befaret det med baat. Den gamle magnetiske pol havde efter vore observationer paa Beecheyøen vist sig at ligge nogenlunde i nærheden av sin gamle plads, og da nu Gjøahavn laa ca. 90 kvartmil fra dette sted, skulde den efter videnskabsmænds utsagn være særdeles velskikket som fast magnetisk station. Skulde vi faa vore observatorier bygget og alt forøvrig bragt i orden for overvintringen, maatte vi nu skynde os. Vi havde desuten ide sidste uker slitt noksaa haardt og trængte en hvil. For mit eget vedkommende ialfald tilstaar jeg, at jeg havde behov for en «pust i bakken». Og hvorfor saa lete sig længere vestover efter en havn, som kanske ikke fandtes! Havde vi havt Nordvestpassagens fuldendelse til hovedformaal, havde saken været en helt anden, og intet vilde da hindret os i at gaa paa videre.

Kl. 6 om eftermiddagen rodde jeg indover med løitnant Hansen og Lund. Indseilingen var ikke bred; paa det smaleste var der neppe plads for to fartøier til at komme forbi hinanden. Men lodskuddene angav dybde nok – gjennemsnitlig ca. 6 favner vand. Selve havnen var i alle henseender en ønskeplads. Det trange indløp vilde hindre stor is i at trænge ind, og bassinet indenfor var saa litet, at ingen vind kunde bli generende, fra hvad kant den end kom. Landet rundt havnen var et med mose dækket, ganske lavt sandland, der skraanet jevnt opover til en høide av ca. 50 meter. Ferskvand fandtes i etpar smaaelver; hvis disse tørret ind – hvad de truet med just nu – var der ret op paa bakkekammen en passelig stor dam med drikkevand. Endel varder og teltringer viste, at eskimoerne havde været her. Men det kunde jo være længe siden. Friske renspor 61gav haap om jagt, der fandtes ikke spor av sne, og store strækninger av mose var ganske avsvidd og tydet paa, at sommeren havde været meget varm. Med hensyn til oprettelsen av magnetisk station syntes dette land som skapt derfor; der fandtes ikke til nogen kant fjeld, som med sit jern kunde virke forstyrrende paa observationerne; selvfølgelig kunde sandet være jernholdig, – men derfor var sandsynligheden liten.

Vore undersøkelser faldt saaledes i al maate ut til stedets fordel, og meddelelsen herom vakte stor glæde ombord.

Dagen efter gik Lund, Hansen og Ristvedt paa land for at undersøke jagtforholdene. Om eftermiddagen vendte de tilbake med to renkalver og en simle. De havde sét en stor renflok samt en masse fugl. Navnlig løp vore tænder i vand ved deres beretning om store gaaseflokker. Ellers havde de fundet terrænet i høi grad egnet for rensdyr, lavt, moseklædt og med elver og indsjøer overalt.

Lørdag 12te september kl. 7½ aften løiet endelig nordenvinden saa meget av, at vi ved motorens hjælp turde gaa ind. Kl. 8½ ankret Gjøa paa Gjøahavn. Saa langt var vi kommet. Et godt arbeide var gjort, og vi havde al grund til at være fornøiet.

---

Inden jeg gaar videre i min beretning finder jeg det passende paa dette punkt med saa faa ord som mulig at meddele litt om jordmagnetismen og bruken av vore magnetiske instrumenter.

Jordens magnetiske kraft optræder med hensyn til retning og styrke forskjellig paa hvert eneste punkt av jordens overflate; men heller ikke paa et og samme sted er den bestandig ens. Den er underkastet regelmæssige daglige og aarlige forandringer, likesom der ofte pludselig opstaar mere eller mindre voldsomme forstyrrelser. Endelig viser der sig 62fra aar til aar smaa forskyvelser, der fortsætter i lange aar rækker paa samme maate.

Alt dette har man fundet gjennem observationer, foretat i tidernes løp rundt omkring paa jorden dels under reiser dels ved faste stationer. Et nøiere studium av det dengang foreliggende observationsmateriale foranlediget den store tyske matematiker og fysiker Gauss til i trediveaarene i forrige aarhundrede at opstille en teori for de jordmagnetiske fænomeners sammenhæng og forskjelligartede optræden paa et bestemt tidspunkt efter geografisk bredde og længde. Derved blev det mulig at konstruere tre forskjellige karter, hvorav to viser kraftens retning, det tredje dens styrke. Naar der kræves to karter til retningen, kommer dette av, at retningen maa angives baade i forhold til stedets geografiske nord–sydlinje og i forhold til stedets horisontalplan. Den jordmagnetiske krafts retning i forhold til nord–sydlinjen kan man iagtta ved hjælp av en kompasnaal, hvis nordende som bekjendt i almindelighed peker noget østenfor eller vestenfor det sande nord. Denne avvigelse kaldes 63misvisningen eller deklinationen. Paa nærværende kart 1 er optrukket linjer, som viser kompasnaalens retning paa ethvert punkt av jordoverflaten. Disse linjer, der kaldes magnetiske meridianer, løper, som det vil sees, sammen i to punkter, den magnetiske nordpol ved Nord-Amerikas ishavskyst og den magnetiske sydpol inde paa det antarktiske fastland; hver av linjerne betyr, som man vil forstaa, den vei, man maatte følge, om man stadig bevægede sig frem over nøiagtig som kompasnaalens nordende eller sydende angav. I første tilfælde vilde man tilsidst havne paa den magnetiske nordpol, i andet tilfælde paa den magnetiske sydpol.

Kart 2 gir os et begrep om den magnetiske krafts retning i forhold til horisontplanet i forskjellige jordstrøk. Anbringer man en magnetnaal saaledes, at den kan dreie sig om en horisontal akse gjennem sit tyngdepunkt, akkurat som en slipesten, saa vil naalen av sig selv indta en skraa stilling, naar dreieplanet falder sammen med den retning, som en kompasnaal angir. Et slikt apparat kaldes et inklinatorium og den vinkel, som inklinationsnaalen danner med horisontalplanet, 64kaldes stedets magnetiske inklination. Her paa vore kanter peker naalens nordende nedover mot jorden; i Australien derimot er det sydenden, som dupper ned. Ved den magnetiske nordpol stiller inklinationsnaalen sig lodret, med nordenden ned, ved den magnetiske sydpol stiller den sig lodret med sydenden ned. Inklinationen er altsaa begge steder 90 grader og avtar, eftersom man fjerner sig derfra. Paa en række punkter indenfor den tropiske sone er inklinationen 0, d. v. s. inklinationsnaalen stiller sig der nøiagtig horisontalt; den linje, som man kan tænke sig trukket gjennem alle disse punkter, kalder man den magnetiske ækvator. Den ligger dels nordenfor dels søndenfor jordens geografiske ækvator.

Den jordmagnetiske kraft virker, som det vil forstaaes, med sin hele styrke i den retning, som inklinationsnaalen angir, og det kunde da bli spørsmaal om, hvor stor denne styrke er paa de forskjellige steder. For at komme paa det rene hermed tænker vi os kraften opløst i to dele, en del virkende horisontalt og en del virkende vertikalt. Det er aabenbart den horisontale del av kraften, som bevirker, at kompasnaalen indtar en bestemt stilling, og kan vi faa greie paa denne del av kraften – horisontalintensiteten – som den kaldes, og vi samtidig kjender inklinationen, er det let ved et simpelt regnestykke at finde den samlede styrke – totalintensiteten. Til bestemmelse av horisontalintensiteten anvender man to metoder, enten hver for sig eller helst, for kontrollens skyld, samtidig. Den ene metode bestaar deri, at man anbringer en magnetstav paa siden av en kompasnaal i en bestemt avstand fra denne og iagttar, hvor mange grader naalen slaar ut fra sin oprindelige stilling. Det er klart, at jo svakere horisontalintensiteten er, desto større blir naalens utslag, og naar man kjender den anvendte magnetstavs styrke, kan man ved hjælp av utslagsvinkelen og avstanden beregne horisontalintensiteten.

65Den anden metode gaar ut paa at iagtta svingetiden for en magnetstav, der er ophængt i en traad, slik at den kan dreie sig i horisontalplanet. Naar magneten faar være i ro, indstiller den sig under horisontalintensitetens indflydelse i kompasnaalens retning. Bringes den ved et litet støt ut av likevegtstillingen, vil den svinge frem og tilbake, og jo sterkere horisontalintensiteten er, desto hurtigere vil den komme i ro igjen, eller m. a. o. desto kortere er tiden for hver enkelt svingning. Naar man kjender svingemagnetens styrke og iagttar, hvor mange sekunder den behøver til en svingning, kan man beregne horisontalintensiteten.

Kart 3 gir os en forestilling om horisontalintensi tetetens værdi uttrykt i saakaldte elektriske enheder paa de forskjellige kanter av jorden. Linjerne gaar hver enkelt gjennem alle de steder, hvor horisontalintensiteten er den samme. Som man vil bemerke, avtar horisontalintensiteten henimot de magnetiske poler. Det er da ogsaa en selvfølge, eftersom jordmagnetismen her, hvor inklinationen er 90 °, 66virker med sin hele styrke lodret nedover og saaledes ikke kan utøve nogen virkning i horisontal retning.

Saa forskjellige de her fremviste magnetiske karter end er, saa stemmer de dog overens deri, at den magnetiske nordpol og sydpol er merkepunkter paa jordoverflaten, og det er indlysende, at magnetiske undersøkelser netop paa disse punkter eller i deres umiddelbare nærhed maa være av den største interesse for den jordmagnetiske videnskab. Den Gauss’ke teori klarer ikke paa langt nær alle de gaader, som de jordmagnetiske fenomener stiller, men man søker stadig at fuldkommengjøre den ved indsamling av saa paalidelige og omfattende iagttagelser, som det er mulig at skaffe.

Gjøaekspeditionens arbeide paa dette felt var tænkt som et bidrag hertil.

Men vanskelighederne var ikke smaa. Bare den ting, at horisontalintensiteten, som vi har hørt, i magnetpolens nærhed blir saa at si forsvindende liten, kræver ekstraordinære forholdsregler for at faa bestemt saavel denne selv som misvisningen.

Gjøaekspeditionens instrumentelle utstyr var ogsaa avpasset derefter. De magneter, 14 i tallet, der skulde be67nyttes til beregning av horisontalintensiteten, var med stor omhu utvalgt i Potsdam før avreisen. Inklinationen var der anledning til at bestemme ved hjælp av tre inklinatorier av forskjellig konstruktion, og til bestemmelse av deklinationen havde vi to forskjellige instrumenter.

Dertil kom endnu et sæt selvregistrerende variationsapparater, se fig. over, d. v. s. tre i et mørkt rum fast opstillede instrumenter, hvert indeholdende en liten magnetnaal, hvorav de to var ophængt i en fin kvartstraad, den tredje vippende paa et fint lager, saaledes at naalen ved sine bevægelser fulgte, den ene deklinationens (J^II), den anden horisontalintensitetens(J^III) magnetiske variationskurver for og den tredje inklinationens (J^IIII) selv de mindste forandringer. Hver naal var forsynet med et speil, der reflekterte lys fra en lampe hen paa en med fotografisk papir beklædt trommel (J^I), der ved hjælp av et urverk dreiet sig rundt én gang i løpet av et døgn. Det var indrettet saaledes, at det reflekterte lys fra hver av de tre naaler traf trommelen i forskjellig høide og frembragte en liten mørk flek; men da trommelen med papiret dreiet sig rundt, blev hver flek stadig fortsat og dannede en sammenhængende mørk linje. Der 68blev saaledes tre mørke mere eller mindre uregelmæssige linjer over hverandre paa papiret, naar det efter 24 timer toges av, foruden tre rette horisontale orienteringslinjer.

Figurerne viser prøver paa de tre magnetiske variationskurver, for et døgn med rolige magnetiske forhold og for et døgn med magnetiske forstyrrelser.

Efter hvad vi tidligere har hørt, vil man let forstaa, at det ikke kunde gaa an at vælge selve polpunktet til fast iagttagelsesstation, selv om vi paa forhaand kjendte dets nøiagtige beliggenhed og kunde forutsætte, at det holdt sig urokkelig paa en og samme flek.

Efter professor Adolf Schmidts raad besluttet jeg derfor at lægge basisstationen, hvor variationsinstrumenterne skulde opstilles, i saapas lang avstand fra polen, at inklinationen viste sig at være ca. 89 °.

Dagen efter vor ankomst gik jeg iland med mit inklinatorium for at undersøke de magnetiske forhold paa stedet. En række observationer gav mig en inklination av 89° 15′ – eller ca. 90 kvartmil fra selve polen. Bedre kunde det ikke stemme, – nærmere kunde man ikke komme det.

Mandag 14de septemher kl. 5 om morgenen gik vi med fartøiet like ind til strandbredden og la til som ved en kai. Og saa var vi klare til at paabegynde vore arbeider for den anstundende overvintring.

Først kom turen til alle hundene, som blev fragtet iland pr. pram. Nede i et lunt litet dalføre rammet vi træstokker ned i sandet, spændte taug imellem dem og bandt hundene til tauget. De var selvfølgelig yderst fornærmet over saaledes at bli kastet fra borde, men for os var det en lettelse at bli dem kvit i skuten, hvor de var iveien og til bryderi paa al optænkelig vis.

Efter denne utkastelsesforretning anla vi en luftbane til hjælp under losningen. Det var nemlig min bestemmelse at føre al proviant paa land for at faa mest mulig plads 69ombord. Lindstrøm skulde ogsaa ha plads i rummet for alt sit kjøkkenstel.

Luftbanen bestod av en staaltrosse spændt fra midt paa masten og over paa den gamle strandlinje ca. 20 meter over den nuværende, hvor vi havde fundet bekvem lagerplads for kasserne. I land var strengen fastgjort til varpankeret, som vi havde nedgravet vel en meter i sandet og derefter krøket fast i tælen. En blok vandret frem og tilbake over strengen med en indhaler iland og en ombord. Ved hjælp av en talje blev kasserne hevet op av rummet og huket ind paa blokken, sluppet løs og spaserte noksaa pyntelig iland. Ristvedt og jeg tok imot kasserne paa land, de øvrige arbeidet med dem ombord. Vi anbragte dem paa et underlag av bord. Saasnart vi havde en kasse iland, slog vi trælaaget av, endevendte den og løftet den ytre trækasse op, saa den indre blikkasse stod fri. En nøiagtig tegning blev tat av kasserne, eftersom de sattes 70paa plads, og nummer og indhold noteret, forat man til enhver tid kunde finde, hvad man ønsket. De tomme træhylstre blev omhyggelig samlet og bragt tilside for senere at tjene til byggemateriale.

Vi arbeidet fra 5 om morgenen til 6 om kvelden. Ottetimersdagen var saaledes ikke indført iblandt os, – men den kom nok siden! Enkelte forbud for vinter – sne og slud – fik vi paa os, men vi fik haape, den endnu vilde holde sig unna og gi os tid til at bli færdige.

Den 17de om eftermiddagen var lossearbeidet endt. Vi bygget et hus av seil over kasserne, og det hele tok sig udmerket ut. Da dette proviantoplag laa i en bakke, var der mulighed for, at der kunde sive fugtighed ind – uagtet bunden var sand, og vandet saaledes rimeligvis vilde søke ned; for sikkerheds skyld grov vi dog en dyp grøft rundt hele huset. Efter provianten kom turen til sprængstoffet, som blev ført langt op paa land og overbygget med et litet telt. Senere blev ogsaa vore klær og alle andre saker, som ikke taalte fugtighed, ført over i provianthuset, som nemlig viste sig at være det tørreste sted, vi havde.

Saa begyndte oprydningen ombord. Det blev først bragt i orden nede i rummet. Saa blev kabyssen, som havde sin plads midtskibs, skruet fra hinanden og sat op igjen nede i rummet. Hernede førte saa Lindstrøm kommandoen og havde han sit kjøkken fra september 1903 til juni 1905. Dette arbeide krævet alles assistance. For der efter at faa utrettet det mest mulige, før vinteren satte ind, delte vi os i to partier. Det gjaldt først og fremst at faa opført vore observatorier samt at skaffe fersk mat for vinteren.

Renen havde hittil kun vist sig ganske sparsomt i vore omgivelser. Lund og Hansen blev derfor sendt ut paa en baattur til den lille ø Eta, som ligger midt i Simpson-strædet, og hvor jeg av beretningerne visste, at renen om høsten 71pleiet at søke hen i store flokker. Den 21de september drog de avsted i dorryen, utrustet for 14 dage.

Imidlertid tok vi andre fat paa byggearbeidet.

Wiik havde i mellemtiden bestemt den magnetiske meridian – den misvisende nord – og sydlinje, i hvilken retning det magnetiske variationshus med de selvregistrerende instrumenter skulde opsættes. De ytre proviantkasser, som var bestemt som materiale for dette arbeide, blev nøie gjennemgaat og undersøkt – at der ingen jernspiker sat i dem. De var alle gjort efter ett maal og sammenføiet med kobberspiker, som ingen indflydelse vilde øve paa de magnetiske observationer.

Tomt utsaa vi paa den bakkekam, der vendte ut mot Simpson-strædet. Et fundament av sten blev nedlagt og cementeret sammen – som det grundlag, hvorpaa instru72menterne skulde hvile. Saa byggedes huset. Kasse for kasse stilledes op og fyldtes med sand. Der medgik 40 kasser. Ut– og indvendig blev huset betrukket med tjærepap og tilslut helt nedlastet med sand. Rundt hele bygningen grov vi en dyp grøft for at avlede vandet. Det var løitnant Hansen og jeg som fik det arbeide at utføre – og vi glemmer det sent! Mere end én gang rettet vi vore krumbøiede, til dette arbeide uvante rygge og ønsket «digegravning» pokker ivold!

Men det gik, og den 26de september stod observatoriet fuldt færdig.

73Samme dags kveld kom Lund og Hansen tilbake fra jagten. De havde havt lykken med sig, og baaten var lastet med 20 renskrotter. Allerede ca. 12 kvartmil fra havnen havde de fundet en plads, hvor der var ren i store flokker. Den var forøvrig meget sky og vanskelig at komme paa hold. De havde reist telt og drevet jagten i flere dage. Dette sted var i nærheden av Booth Point, som senere blev os en meget kjendt plads, da vi traf eskimoerne, der her havde leir. Eskimoerne fortalte os ogsaa siden, at de havde sét vore jægere, men ikke turdet nærme sig for geværernes skyld.

Hansen og Lund kunde meddele os, at det land, vi saa i syd for os fra stationen, ikke var Ogle Point, som vi trodde, men en ø. De havde været saa langt sydvest, at de havde sét øen fri paa alle kanter. Det forbauset mig meget at finde en ø, som ikke var kartlagt av Mc. Clintock, da han var her. Men vore jægeres utsagn bekræftet sig, og Mc. Clintock har da rimeligvis passeret øen i taake.

Den 29de paabegyndte vi bygningen av det hus, hvori Ristvedt og Wiik skulde bo. 60 kasser vilde medgaa hertil. Det fik plads paa samme bakkeryg som observatoriet, 75 meter unna, og med en dominerende utsigt til alle sider.

Ogsaa ombord foretok vi forskjellig. Dobbelte skylighter blev indsat, petroleumsovne sat op og ventilationen reguleret. I kahytten gjorde man sig det koselig, og det smakte uforlignelig efter endt dagverk at komme ind i sit lune, vel oplyste rum og faa sig noget i livet. Og vi strakte os da ogsaa i disse kvelder med et ganske særlig velbehag efter det stride arbeide: Vi maatte si os, at vi havde været usedvanlig heldige i alle henseender – ogsaa med hensyn til maten nu, da de 20 renskrotter vel var parteret og hængt op. Der var allerede saapas kulde, at kjøttet ingen skade kunde ta.

Den 29de blev til slutning hele skuten overklædt med seil, og dermed var vi helt klar ombord og beredt paa vinteren.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.