MOD KONG HAAKON VII’S LAND

AF PREMIERLØITNANT GODFRED HANSEN
EXPEDITIONENS NÆSTKOMMANDERENDE

454Under Sejladsen gennem Nordvestpassagens grunde og snævre Stræder havde enhver af os fuldt op at gøre med Skibets Navigation i snævreste Forstand. Hvad der derfor paa Gjøaexpeditionen er foretaget af kartografiske Arbeider, er væsentligst udført paa Slæde– og Baadture. Af disse faldt det derfor i min Lod at lede en Del.

De vigtigste var:

1. En Slædetur til Pt. Richardson paa Amerikas Fastland i Marts 1904, paa hvilken der opdagedes to Øer i Simpsonstrædet, der opkaldtes efter Kommandør A. P. Hovgaard. Turen varede i 10 Dage, og min Ledsager, Ristvedt, og jeg maatte selv trække vor Slæde, idet de Hunde, som Hundesygen havde skaanet, var fraværende paa en Slædetur med Kaptein Amundsen.

2. En Baadtur vestover til Kap Crozier. Formaalet var at undersøge Forholdene i Simpsonstrædets Snævring, med Henblik paa Gjøas Passage der igennem den næste Sommer, samt at føre et Depot af Pemmikan og Hundeføde, stort 230 Kg., ud til Kap Crozier. Turen varede fra 6te August til medio September 1904. Hansen ledsagede mig og seilede Baaden.

455Paa Vejen fandt vi Kranier og nogle Knogler af to hvide Mænd. De laa spredt ud over en lav Forstrand ved Pt. C. F. Hall, og var de samme, som denne Polarforsker i sin Tid havde lagt i Stendysse. Vi fandt nemlig nærved den Sten, hvori han havde indridset Ordene: Eternal honor to the discoverers of the NW. passage. Vi samlede atter Knoglerne og byggede Sten dysse over dem. Ovenpaa rejste vi Hall’s Sten.

3. En Slædetur i Foraaret 1905 til Victoria Land og op langs dettes ubekendte Østkyst.

I det følgende skal jeg beskrive denne Tur nærmere. Ristvedt ledsagede mig. Hans Sindsligevægt, jævne Humør, sikre Bøsse og urokkelige Mod skylder jeg meget.

Forinden vi drog ud, skrev jeg følgende Rapport til Kaptein Amundsen.

Til Chefen for den norske Gjøaexpedition.
I det følgende har jeg den Ære at meddele de Foranstaltninger, der er trufne i Anledning af den af Dem beordrede Slædetur til Kartlægning af den ukendte Kyststrækning langs Mc. Clintock Channels vestre Kyst.

Expeditionen udføres af 2 Mand med 2 Slæder og tolv Hunde.

Menneskeprovianten er bestemt væsentligst efter Deres Normalliste og ser saaledes ud:

456Det i Sommeren 1904 ved Kap Crozier nedlagte Depot bestaar af:

• Sammensmeltet Fisk og Talg 100 Kg.
• Pemmikan (til Hundefoder) 130 “

Antages Vejen Ogchoktu (Gjøahavn) – Kap Crozier at tage 7 Dage, og efterlades der ved Depotpladsen Proviant for 7 Dage til Hjemturen, kan der ved Kap Crozier udrustes for 55 Dage.

Er Kap Crocier-Depotet ødelagt, kan der fra dette Punkt kun fortsættes i 34 Dage, men det vil da være nødvendigt at slagte 4 Hunde.

Planen for Routen er følgende:

Fra og med Iste April er Expeditionen klar til Afgang. Simpsonstrædet følges til Kap Crozier, hvor Beretning nedlægges. Derfra sættes Kursen retvisende Øst mod den højeste af Øerne i Gruppen «Land seen by Rae». Denne Øgruppe undersøges, hvorpaa Kursen sættes retvisende Nord over Driftwood Pt., Kap Alfred og Pelly Pt. til Collinson farthest, og derfra ud i det ukendte mod Glenely Bay.

Distancen er i Luftlinie ca. 850 Kvartmil, hvorfor Expeditionen ventelig vil indtræffe i Gjøahavn i Begyndelsen af Juni.

Skulde Victoriastrædet ved Hjemturen vise sig impassabelt, eller andet tilstøde, der vil forhindre Expeditionen i at være i Ogchoktu senest 15de Juli, søges der ned mod Kap Colborne (Dease Strait), der af Collinson angives at være lavt og sandet. Varde vil da blive oprejst paa et synligt Sted.

Derpaa fulgte en Oversigt over, hvad der hidtil var udført af Opmaaling. Det var jo ikke saa helt sikkert, at man kom hjem igen.

Den Iste April stod vore Slæder klare. Ristvedts lastet med 230 Kg., min med 206. Jeg skulde køre forrest, og vi mente, at det var lettere at faa de bageste Hunde frem. 457Mejene havde vi iset paa Eskimovis. Men det blæste og føg. Det var for daarligt et Vejr at begynde Rejsen. Vi vilde se det an til Morgendagen.

*

2den April. Dagen oprandt med Rejsevejr. Det blæste nok friskt med sydlig Bris, og Luften var stærkt diset. Men Temperaturen var kun nede ved -4° C, saa at den Smule Vind, der var, blot vilde virke paa os hærdede Polarfarere som et Pust af hint fjærne Sydens Sommer. Da Dagens værste Moment paa vor Breddegrad, – som iøvrigt paa alle de Breddegrader, hvor jeg har været, – det at staa op var overstaaet, gik jeg op for at se paa Vejret, og fandt det brugbart. Da saa Ristvedt kom ned, hed det: «naa, ja saa stryger vi vel afgaarde?» Jo, fra hans Side var der intet i Vejen. Vi vidste jo nok, at det gik bort fra Kødgryderne og den varme Køje, Kakkelovnskrogen og den lysende Lampe. Men vi trængte til Luft oven paa Vinteren, frisk Luft i Lungerne. Ja, ogsaa lidt Luft under Vingerne. Vi to, der begge holder af Naturen, gad nok prøve, hvad vi duede til, naar vi mødte den ude i dens Rige. Thi derude er den ikke blot daarende skøn. Den er bidende og barsk. Vi var spændte paa at se, om Kulden vilde døve vore Hjærner, Savnet knække vor Kraft, Ensomheden knuge vort Sind. Eller om det var, som vi mente, at vi var Herrerne. Om der stod en Mand bagved Troen paa os selv. Og vi var jo rejsefærdige. Slæderne stod rede udrustede saa godt som vor Erfaring havde lært os det, og med Benyttelse af alle de mange Hjælpekilder, som Expeditionens Hovedudrustning gav os i Hænde.

Naar man saa saadan er rede til at fare af; naar man absolut intet andet har at gøre end at sidde med Hænderne i Skødet, hvis Afrejsen maa opsættes, saa bliver man utaal458modig ved Ophold og har ingen Fred. Hvert Øjeblik maa man op og se, hvordan det gaar med Vejret. Er det lidt løjere, spørger man sig selv, om man ikke burde starte. Den meget menneskelige Hang til ikke at staa tilbage for andre, gør én urolig for, at de andre skal tænke, at det er underligt, at han ikke tager afsted nu. Saadan Sindsstemning er ikke behagelig. Saa da det nu var afgjort, at vi skulde afsted, lettede det ligesom en lille Sten fra vore Hjerter.

Lindstrøms fortrinlige Kaffe og Rensdyrbeuffen smagte ualmindelig godt. Kagen havde jeg jo spist den foregaaende 459Dag, og Lindstrøm var for fornuftig til at give os Kage igen. «Nej,» sagde han, «nu har Dere faaet Afskeds-Kage en Gang, og dermed faar det være slut. Ellers resikerede jeg jo hver Dag, at en af Dere sagde, at nu skulde han rejse.» Da saa Morgenmaaltidet var forbi, gik vi ud for at spænde for. Hansen og Wiik hentede Hundene og spændte dem for Slæderne. Vi to Rejsende skulde ligesom skaanes det længst mulige. Det er i det hele taget en Festdag saadan en Afrejsedag, naar det da gælder en længere Tur. Éns Kammerater vil vise, at de giver én de bedste Ønsker med paa Vejen, Ønsker om en heldig Fremfærd og en lykkelig Tilbagekomst. De ved, hvad man gaar ind til, for de har jo selv været ude og prøvet lidt af hvert; og de viser deres Godvilje til det sidste Øieblik ved at overtage alt Arbejdet. Selv det at sætte Slæden igang besørger de. Desværre faldt al Isen af Mejerne med det samme de tog Slæden løs denne Dag. Det milde Vejr havde gjort Is-skoningen for blød, saa at den blev revet af i det Øjeblik, Slæden blev vredet ud til den ene Side. Dette kalder man at tage Slæden løs. Staar Slæden nemlig længe stille, fryser Mejernes Underkant fast til Sneen. Saa maa Slædekusken dreje Slædens Agterende ud til den ene eller den anden Side. Det er meget sjældent, at man kan faa Hundene til at gøre Arbejdet, der ogsaa tit kan være for tungt for dem. De lægger sig først i Selen, naar de mærker, at Slæden er løs.

Nu var altsaa alt klart til Start. Kommandoen hejstes, d. v. s. jeg satte mit norske Slædeflag fast agter paa min Slæde over Distancehjulet. Saa indstillede jeg Fotografiapparatet, forat de tilbageblivende kunde faa et godt «Skud» paa os. Trykkede saa Hænderne rundt endnu engang. Fik Kapteinens sidste Levvel med paa Vejen, og saa gik det afsted i Luntetrav foran for Hundene over mod Framnæs.

460Det første Holdt blev gjort, da vi havde passeret Framnæs og trukket Skuden om bagved Framnæs-Bakken, saa at vi ikke kunde sees fra Skibet.

Medens vi nu holdt Hvil ved Framnæs, saa vi Talurnakto komme løbende saa hurtigt, som hans korte Ben kunde bære ham. Han kom op med en Iglu-Kniv til Ristvedt, en Afskedsgave fra Kapteinen. Iglu-Kniven var lavet af Bladene paa nogle store Forskærerkniver, der var blevet fastgjorte til nogle lange, flade Træhaandtag, som Hansen havde lavet. Vi havde kun faa af dem, og de stod meget højt i Kurs blandt Eskimoerne, saa det gjaldt om at have dem i Behold, naar der frembød sig Genstande, som det var meget om at gøre at faa indkøbt til Expeditionens etnografiske Samlinger. Vi havde hver faaet udleveret en. Men Ristvedt havde allerede tidligt været saa uheldig at miste sin. Nu fik han den altsaa erstattet til Turen. Saa fik Talurnakto Hilsen og Tak med tilbage. Saa var det at tage et raskt Ryk i Slæden. Et Raab til Hundene, og saa 461gik det videre udover Petersens Bugt over mod Snaddehøjen.

Da vi naaede denne, var Ristvedts Hunde allerede meget udmattede. Men det syntes mig dog at være lidt for tidligt at slutte Dagsrejsen. Vi havde tænkt os at overnatte paa Svarteklid i den Iglu, vi i sin Tid havde bygget paa Observationsturen i Februar Maaned. Vi kørte saa ned paa Isen igen følgende Kysten, indtil vi atter svingede ind over Land ved det nordlige Kaorka-Ejde. Paa Toppen af dette vendte vi os om og saa Gjøas Mast som en tydelig sort Linie i alt det øvrige graa, Himlens graa Skyer og Luftens graa Dis, afdæmpende Lyset saa meget, at ogsaa Sneen blev graa derved. I Kikkerten kunde vi se Flaget smelde fra Toppen endnu. Saa gik det videre ned ad Skraaningen mod Kaorka-Vandet, og saa syd over langs Svarteheia-Skraaningen. Det varede ikke længe, inden mine Hunde fik Færten af Igluerne. Det satte Fart i dem, hvad der var ganske behageligt, naar man var lidt træt af at bruge Pidsk og Mund, som man havde maattet gøre den hele Dag. Men det havde den sørgelige Følge, at jeg væltede to Gange med mit Læs. Saa maatte jeg pænt rejse det igen, og 230 Kg. repræsenterer jo en vis Vægt, saa det var ikke frit for, at det værkede lidt i Ryggen. Den første Gang var Slæden væltet saa heldigt, at jeg klarede at rejse den alene. Men anden Gang maatte Ristvedt hjælpe mig. Saa var ogsaa dermed Dagens Møje endt. 5 Min. efter kørte vi op foran Igluen og stoppede efter en Dagsmarsch paa 9 ½ Kvartmil. Mine Hunde var friske og vel oplagte til nye Anstrængelser, medens det Ristvedjske Spand var saa godt som udkørt. Men vi haabede jo paa, at det nok vilde blive bedre med lidt Træning. Da vi var stoppede, holdt jeg en smuk lille Tale. Vi havde jo kun Raad til en Snaps Rom, og i den ene maatte vi saa drikke paa alt det, som der ved denne Lejlighed skulde drikkes paa. Vi drak for 462den Mand, der havde sendt os ud paa Turen; vi drak paa godt Kammeratskab i de kommende Tider; vi drak paa, ar vi maatte naa vort Maal oppe ved «Wynniats Farthest», paa en lykkelig Tilbagekomst, ærefuld for det Flag, under hvilket vi foer ud. Og dermed gled Rommen ned.

Spørger man mig nu, om den smagte, siger jeg trygt ja. Det at køre med Slæde ude paa de lange Rejser, det er ikke, som man kender det fra Billeder fra Grønland, at sidde paa Slæden i varm Pels og smelde med Pidsken, medens Hundene stryger afsted over Stok og Sten. Det er ikke nogen Farenafsted med saa tungt lastede Slæder, som man maa køre med, naar man er udrustet for længere Tid. Det er kun paa eksceptionel god Is, at man i det hele taget kan sidde paa, og i Begyndelsen maa man mere end engang selv agere Trækdyr, hvor man møder Belter med blød Sne eller knudret, ujævn Is.

Selv om vi nu kun havde kørt 9.5 Kvartmil, i og for sig en ubetydelig Distance, saa var vi dog rigtig godt trætte og sultne. Kaffen om Morgenen og Lindstrøms Renbeuf var alt, hvad vi havde faaet den hele Dag, saa Sulten var saamænd forklarlig nok.

Saa kom da Rommen! Gyldenbrun blinker den os imøde fra det sølv-skinnende Aluminiumsbæger. Haanden fører Bægeret op, og man mærker den krydrede Duft, som vejrede der et Pust fra en solglødet Sydens Plantage hen over de golde Issletter. Bægeret naar Munden sikkert, thi en Polarfarers Haand ryster aldrig. Og saa glider den ned iskold, lædskende, varmende oplivende.

Rynk paa Næsen I Afholdsfolk, men jeg ved hvad Nytte Alkoholen gør paa et saadant Tidspunkt! Thi jeg skal fortælle jer en Ting: Jeg har kendt til det at staa sund og frisk op om Morgenen og køre ud med min Slæde. Mit Bryst har jeg videt ud for at føle den friske Luft fylde mine Lunger, følt Blodet faa Fart, følt det som om jeg havde 463Kræfter til at køre til Verdens Ende. Sneens og Himlens Skønhed, hele den vældige Natur har fyldt min Sjæl med de skønneste Tanker. Og dog har jeg saa før Aften været som en brudt Mand. Troen paa min Lykke knækket, dødstræt, mat i hvert Lem, Hjernen sløvet, blot ønskende at gaa frem, til jeg styrtede, gysende for Tanken om den Anstrængelse at rive sig løs fra det ensformige Slid i Selen for at slaa Lejr, skønt jeg dog maatte vide, vidste af Erfaring, at i Soveposen var der Bod for alle Savn. Saadan en Situation er det, der har lært mig, hvor Alkoholen er paa sin rette Plads; har lært mig ogsaa at benytte mig af den, selv om Trætheden og Forkommenheden ikke har været fuldt saa stor. Den stimulerende Virkning paa et forkomment Menneske med en tom Mave er forbavsende. Teltet er oppe, Hundene fodrede, Maden i Kog paa den halve Tid, af hvad man ellers bruger om det. Man slipper for meget af den Gennemblæsning og Gennemfrysning, som uadskilleligt er knyttet til enhver Lejrslagning, naar man kommer til Lejrpladsen en Smule varm af Anstrængelse. Naar saa Reaktionen af Alkoholen kommer, saa ligger man allerede for længst i sin Sovepose, og saa virker Reaktionen netop fordelagtig, hvor man maaske netop paa Grund af Overtræthed havde svært ved at falde til Hvile.

Ved denne specielle Lejrslagning havde Opstrammeren yderlig den gode Virkning, at vi opførte os som christne Mennesker, da vi opdagede, at de høje Herrer, der havde benyttet Igluen sidst, havde forsømt at lukke den ordentlig til, saa at der var føget en Masse Sne ind i den. Under andre Omstændigheder havde vi neppe været saa skaansomme i vore Udtalelser. Nu brød vi roligt Hul paa selve Væggen, da Husgangen var ganske ufremkommelig. En Del Sne var der ganske vist naaet ind i selve Huset. Men der var dog altid Plads til et Par Soveposer. Vi gjorde saa klar til Natten, fodrede Hundene, krøb ind i Huset og 464murede Indgangen til med Sneblokke. Omhyggelig tæt gjorde vi det. Vi var jo nu saa erfarne, at vi vidste, hvilken Portion Kulde der kan trænge ind gennem et Hul ikke større end et Nøglehul. En Iglus Beboelighed er afhængig af dens absolute Tæthed.

Den 4de April lykkedes det os at komme op paa en lidt længere Distance, 11. Kvartmil. Ristvedt havde fra sin Militærtid en Teori om, at under Felttjeneste er det altid den anden Dagsmarsch, det kniber med; det syntes jo ogsaa at slaa til. Denne tredie Marschdag var det, som om alt gik en Smule lettere. Vi passerte Pt. C. F. Hall med Franklin-Mændenes Grav, med vort Slædeflag sat. Det sparede vi ellers paa. Det kunde tidsnok blive saa medtaget af Vejr og Vind, at det vilde tage sig værdigt ud som Trofæ. løvrigt var der ogsaa den Ulæmpe ved at føre det, at jeg altid fik min Svøbesnert viklet omkring Stangen, naar det var mig særlig om at gøre at faa Hundene svingede ved Pidskens Hjælp til den ene eller den anden Side. Men her maatte Flag tones, og det har vi ogsaa overholdt hver Gang, vi har passeret Stendyssen derinde. Vi har aldrig glemt det. Thi der hviler Alvor over denne en somme Grav paa et stenet Næs ved det yderste Hav. En Gang set, den stenede Forstrand med sin lille Sø, Vigen tæt nedenfor og Kong Williams Lands lave Aasrygge bagved, strækkende sig indover, tabende sig i Vinterlysets graaagtige Dis, glemmer man aldrig Stedet. Tung, bitterlig tung var disse to Mænds Skæbne. Alene den aftvinger os en ærbødig Hilsen.

Men Flaget vajede ogsaa for at hædre Mindet om deres Daad.

14de April. Saa kom da den spændende Dag, da vi skulde naa frem til Depotet og faa at vide, om vor videre Fremrykning var sikker.

Det var meget smukt Vejr, da vi rykkede ud. Isen havde nu ganske forandret Udseende. Ud over Strædet var 465den brækket op i en Masse Smaaskruninger. Men der, hvor vi kørte, var Føret godt nok i et smalt Belte langs Land. Ristvedt var straks efter Starten oppe i Land efter en Rypeflok, der sad oppe paa en lille Bakkekam. Men de snød ham ved at flyve deres Vej. Dog skulde vi snart faa Trøst for det. Thi medens jeg allerbedst kører fremover og alt havde vundet et Stykke foran for Ristvedt, ser jeg pludselig langt borte noget, der tog sig ud som en Sten. Det maatte i saa Fald være en meget stor Sten efter Afstanden at dømme. Og jeg kunde ikke huske, at vi paa Baadturen havde set nogen særlig stor Sten paa det Sted. Saa tog jeg Kikkerten frem. Det var minsandten en Ren! Det kan nok være, at jeg fik Hundene stoppede, forat de ikke skulde faa Vejret af Dyret og saa ødelægge Jagten for os. Ganske rolig ventede jeg, til Ristvedt kom op og overtog saa Opsynet med begge Slæderne. Ristvedt havde for længst dokumenteret sig som en bedre Jæger end jeg. Og hvor morsomt det end kunde være selv at gaa ud og skyde, saa var det dog ikke Stedet til at dyrke Sport. Her gjaldt det at faa det mest mulige ud af sine faa Patroner. Fejlskud var ikke tilladt.– Derfor var det altid Ristvedt, der maatte ud, naar der var noget levende i Landskabet. En maatte blive ved Slæderne. Ellers var det umuligt at holde Hundene rolige. Det var svært nok at faa dem til det, selv om man var der. Navnlig senere hen, da de havde lært, hvad det betød, at Ristvedt vandrede afsted med sin Bøsse.

Den Ren, det nu gjaldt, stod midt ude paa en flad Slette, Dækning var der ikke Tale om at faa, og det var uundgaaeligt at blive opdaget, naar man som et sort Punkt kom henimod den over den hvide Flade. Men saa anvendte Ristvedt Eskimoernes Jagtmethode: Han gik ien stor Bue uden om Renen, indtil han havde faaet Solen paa Ryggen. Saa satte han Kursen lige ned paa Dyret, med Hovedet bøjet, saa at det ikke ragede op over Skuldrene, og kun 466bevægende Benene fra Knæet og nedover. Methoden er god nok; thi Eskimoerne faar mange Ren, skønt de maa saa tæt ind, at de kan bruge deres Bue. Ristvedt skulde blot ind paa et Par Hundrede Meter for at faa sikkert Skud.

Det var spændende at følge Jagten. Vind var der i det Øjeblik næsten ikke, og den, der var, blæste saaledes, at Renen ikke fik Vejr af ham. Da han havde gaaet et Stykke paa den møjsommelig sammenkrøbne Maade, saa jeg Renen løfte Hovedet og stirre frem imod ham. Det var tydeligt nok, at den spekulerede paa, hvad det vel kunde være. Højden kunde jo omtrent være som Højden af den selv. Og Bredden var ogsaa omtrent som et Rensdyrs vilde være, naar det styrede lige ned paa den. Solen faldt den jo nok lige i Øjnene, saa at den maatte misse med dem; men der var vist ingen Fare paa Færde, det var nok bare en Kammerat. – Og nu lægger den sig ovenikøbet ned, «saa kan jeg rolig grave videre i Sneen. For her maa graves uden Tidsspilde, om jeg skal naa at blive mæt i Dag». – Det var dens sidste Tanke. Gennem Kikkerten saa jeg, hvor den styrtede om som ramt af Lynet. Og saa kom Smeldet af Skuddet løbende hen over Sletten og traf mit Øre kort og skarpt.

Hundene foer op med strakte Halse, med spidsede Øren og spilede, snøftende Næsebor. Et Smeld med Pidsken og saa gik det i susende Karriére hen imod det Sted, hvorfra Skud det var kommet. Jeg fik netop Tid til at kaste mig paa Læsset, forinden det bar afsted. Da vi var naaet op til Ristvedt, som stod ved Siden af Renen, stoppede de af sig selv og begyndte at slikke Sneen der, hvor Blodet var løbet ud af Renen. Men der maatte Pidsk til for at faa dem til at ligge stille saa længe, at vi kunde faa Renen lagt paa Læsset. Saa gennemgik vi Horizonten med Kikkerten og fik derved Øje paa en Ren til. Jægeren Ristvedt gik ud denne Gang som første, og Renen maatte i «Tasken».

467Det var et flot Læs at køre med to nyskudte Ren, dejlig Mad for os og dejlig Mad for vore Hunde. Vi havde ikke ret langt til Depot-Kap, saa vi foretrak at læsse Renerne hele paa Slæden og køre med dem. Havde vi først aabnet dem, havde vi risikeret at faa for meget Blod ud over Slæderne, og vi var altfor spændte paa, om Depotet var der, til at slaa Lejr paa Stedet, selv om vi nu saa at sige havde tjent nogle Rejsedage ved denne Proviantforøgelse.

Saa kørte vi da videre tværs over Lægvands-Creecken, en Bugt, der ligger tæt sønden for Depot-Kap. Navnet «Lægvands-Creecken» havde den faaet, fordi der var saa lavt i Indløbet, at vi paa Sommerturen ikke en Gang havde kunnet faa vor Baad ind i den.

Pludselig faar mine Hunde Vejr af et eller andet. Først Silla. Hun stak Hovedet i Vejret og vejrede; men saa lagde hun sig rolig i Selen igen, saa at jeg tænkte, at jeg havde taget fejl. Men snart blev hun urolig igjen. Mylius og Gjøa begyndte ligeledes at løfte paa Hovederne. Det var nok bedst at stoppe for at se, om deres Næser var bedre end mine Øjne. Jeg syntes dog, jeg kunde se alting saa tydeligt lige hen til Kap Crozier Aasryggen, der tegnede sig med en hvid, skarp Linie mod Himlen, nogle faa Mil borte. Væbnet med Kikkerten saa jeg, at Hundene havde Ret. Længst borte, oppe paa Aaskammen, gik to Rensdyr noksaa fredeligt. En svag Bris bar lige fra dem ned over os. Ristvedt naaede mig. Nogle af hans Hunde havde ogsaa mærket Uraad. Det var ikke svært at komme i Gang igen, da vi holdt Kurs mod Renerne. Det gik i skarpt Trav henover Sneen. Paa passende Afstand stoppede vi op igen. Saa gik Ristvedt.

Han maatte snart lægge sig paa Maven. Saadan at gaa lige op ad en Bakkeskrænt mod Dyrene, der havde ham i Fugleperspektiv, det gik ikke an. Men Rensdyrene, der 468formodentlig havde set Slæderne paa den lange Afstand, var meget nysgerrige og vilde gærne lidt nærmere for at klare ud, hvad det der sorte langt borte egentlig var for noget. – Jeg laa over det ene Læs med Kikkerten støttet.

Naar man ligger saadan og ser, kan man ikke begribe, hvorfor Manden ikke skyder, han, der ligger der ude. For i Kikkerten synes Afstanden mellem ham og Dyret saa kort. Naa – endelig smaldt det, og dér laa det ene Dyr. Det andet løb raskt tilbage, stoppede op, stod formodentlig og spekulerede paa, hvorfor Kammeraten havde lagt sig ned. Saa nærmede den sig igen. Kunde Kammeraten ligge saa roligt, saa kunde der da umuligt være Fare paa Færde. Skridt for Skridt kom den nærmere. Hovedet højt løftet, saa Takkerne laa bag over Nakken – stoppede – trak sig lidt tilbage – stoppede.

– Der gik Skuddet!

Omkring kastede Dyret sig og satte bort i flyvende Firsprang. – «Nu gaar den ud,» tænkte jeg, «han traf ikke.» Men man gaar nok ikke fra Døden. Døden var gaaet ud af Ristvedts Bøsse og sad nu og sugede Hjærteblodet ud af Dyret, øste det ud paa den hvide Sne.

50 Meter – hurtigere og hurtigere – 100 Meter –, saa var det forbi. Et tungt Fald. «Naa, det Skud traf nok ogsaa,» tænkte jeg.

Jeg slap Silla, forat den kunde sætte efter Renen, om den skulde finde paa at rejse sig igen. Men det var over flødigt. Saa kørte jeg op til Jægeren med Slæderne og fik de to nye Rener paa. Med lovlig tunge Læs gik det saa hen ad Aasryggen. – Saa, nu maatte vi snart være der. Bare hen om det Fremspring. Ganske rigtig, der laa Varden stor og bred paa Forstranden! Og Depotet! – det havde Bjørnene taget. –

Vi slog Leir, fik Renerne flaaet og kom til Køjs. Men den Nat sov jeg for første Gang daarligt. For de 4 stakkels 469magre Ren erstattede mig langtfra mit dejlige Depot. Hvordan kunde jeg nu gøre mig Haab om at faa lagt en Smule nyt Land under Fødder. Nye Planer krydsede ustanselig hinanden i mit Hoved. – Og sæt nu Hundene kom løs og aad Kødet, som det laa der uden Beskyttelse ude paa Sneen. Hver Bevægelse, de gjorde, fik mig til lysvaagen at lytte. Ja og saa den Blaabærrompunsch vi havde drukket som Glædesbæger for de uventede Ren og Sørgebæger for det tabte Depot. Det skulde vi heller ladet være med.

15de April. Den næste Dag, den 15de, havde vi straalende Solskin. Det benyttede vi til at tørre alt vort vaade Skindtøj. Det bliver nemlig vaadt paa den Aarstid. Dels indvendig fra, dels udvendig fra af Fogsne, der sætter sig paa en og saa tør op, naar Solen skinner og bider sig fast i éns mørke Tøj, et af de faa mørke Steder i Landskabet. Kødet af Renerne parterede vi ud, og maatte saa stuve Læssene om. Vi havde nu ialt Hundemad til 30 Dage sammen med, hvad 470vi havde haft i Behold før Jagten. Det tillod en Fremrykning paa 20 Dage, naar vi saa var forberedte paa at maatte ofre nogle af vore Hunde til Fordel for deres Kammerater, hvis Lykken ikke stod os bi, saa at vi fandt noget mere Vildt paa Vejen. Oppe paa Højden lagde vi et Depot af Renkød til Hunde og Menneskemad for 4 Dage. Vi nedlagde det i en gammel Strandlinies løse Sten, idet vi, ved at rydde Sten tilside, fik gravet et stort Hul ned i Jorden. Ved Siden af lagde vi en Beholder med 10 Liter Petroleum, som vi mente ikke at faa Brug for, naar vi kun kunde fortsætte en Snes Dage. Saa væltede vi Sten henover det, saa store som vi formaaede. Ræv kunde ikke komme til det, og vi haabede, at vi havde lagt det saa højt oppe paa Land, at Vejret af det vilde gaa ovenover Bjørnens Næse. Bjørnen gaar i det hele taget nødigt fra Isen. Det tog vi ogsaa med i Betragtning som Støtte for vort Haab om at finde Depotet igen. Men hvad det iøvrigt angaar at sikre sig mod Bjørn, da ved jeg sandelig ikke, hvad man skal gøre. Kap Crozier Depotet, der var udlagt paa Baadturen, bestod som før omtalt af 230 Kg., dels Pemmikan dels Fisk og Talg sammensmeltet til Hundefoder, og nedlagt i 2 tilloddede Blikkasser. Ved Kap Crozier kommer fast Fjæld frem i Dagen og forvitrer der i store flade Stenheller. De to Blikkasser havde vi stillet paa Forstranden og saa opført hele Gravkamre rundt dem, af saa svære Sten som to, nok saa stærke Mænd tilsammen kunde løfte. Saa havde vi tilbragt en halv Dags Tid med at vælte Stenblokke over hele Depotet, Sten saa store som vi hver for sig kunde løfte dem. Det var et helt lille Bjerg, da vi var færdige. Men alt det havde Bjørnen ryddet til Side. Et enkelt, sammenrullet Stykke Blik fandt vi. Bjørnen havde sat sit Mærke i det, 5 lange Rifter igennem det paa langs. Saaledes havde den revet Kassen op. Hvorfor den derpaa havde rullet Blikket sammen og bidt i det, det ved 471jeg ikke. Jeg haaber, at det var af Raseri over at have skaaret sig paa det.

Skønt vi havde brugt 13 Dage til at naa Kap Crozier (jeg havde beregnet 7), var jeg dog endnu sangvinsk nok til at tro, at vi kunde køre hjem paa 5. Det var jo endelig kun 100 Kvartmil. Paa en bedre Aarstid og med lettere Slæder skulde det kunne lade sig gøre, selv om vi havde maattet slagte nogle af Hundene. Derfor lod jeg kun 4 Dages Proviant blive tilbage.

Til Middag denne Dag spiste vi Marvsuppe, kogt paa Marvbenene af de 4 Ren. Man vogte sig for Graadighed med en saadan Ret. Det herlige, koghede fede Stof gled saaledes ned, sulten var man jo efter en anstrængende Dag. Men det gled ned efter en for stor Maalestok. Ristvedt, der havde «en Mave som en Harmonika», skønt han ikke var Sømand, fortalte mig ondskabsfuldt bagefter, da Maden vel var nede, at han paa det foregaaende Aars Slædetur havde trakteret Kapteinen med samme Ret, og med Resultatet en grundig Mavepine. Jeg slap ikke heller for den.

16de April. Søndag den 16de April laa vi over for daarligt Vejr. Vi var blot en lille Tur sammen oppe i Landet og saa da, at der indenfor Kap Crozier Bakkedraget skærer sig en Sænkning tværs over Land fra Alexandra Strait til Simpson Strait. To Ryper fløj forbi os. Der syntes ikke at være Mangel paa dem. Vi havde jo allerede jævnligt set nogle, saa at vi havde god Udsigt til at faa lidt i Gryden, om vi vilde lægge os efter den Jagt. Vi saa ogsaa den første Snespurv. Den fløj foran os, satte sig hist og her og pillede i Sneen.

Der hvor Aasryggen sprang ligesom bastionagtig frem imod selve Depotpynten, byggede vi en Varde. Jeg haabede at kunde se den fra «Land seen by Rae» for at have et bestemt Punkt at sigte til. Saa luskede vi ned for at krybe i vore Poser. Vi frøs, thi det blæste stift; det føg, 472og Temperaturen var nær de +20° C. Men oppe paa Varden sad Snespurven og sang.

*

Der laa Skrueis og ventede paa os. Vi havde set Isens Overflade ude over Strædet langsomt tabe sit jævne Udseende, siden vi forlod Fitz James Island. Men først nu, oppe fra Aasryggen ved Kap Crozier, saa det saadan ud over mod «Land seen by Rae», at Øjet forgæves søgte en jævn, flad Skodse. Og dog sov vi roligt om Natten, for vi vidste ikke endnu, hvad Skrueis var. Vi havde jo nok hørt om Skrueis, som man masede og asede sig frem i, og som, samtidig med at man gik fremover i den, drev med Strømmen lige saa hurtigt i rriodsat Retning. Vi vidste ogsaa, at de Folk, der havde fortalt om saadanne Vanskeligheder, var Folk, der ellers ikke var nemme at skræmme. Men saa trøstede vi os med, at den Is, vi skulde passere, det var jo dog ikke andet end Strædeis. Der var ingen fjældhøje Aasrygge af Skrueis at se der ud over, det kunde kun være smaat i Forhold til, hvad der kunde dannes ude i det store Ishav. Og saa laa den stille. Frosten havde bundet den solid fra Kyst til Kyst i det snævre Stræde, saa at vi ikke risikerede at drive ud af vor Vej. Vi vilde maaske ikke faa store Dagsmarscher, men en halv Snes Kvartmil om Dagen kunde vi dog altid klare. Stort mere end halvhundrede kunde der ikke være over til Victoria-Land, og paa dette Stykke havde vi endda «Land seen by Rae» at køre paa. Der var Trøstegrunde nok, og vi sov roligt ind den sidste Nat paa Kap Crozier. Næste Aften var vi ikke fuldt saa fortrøstningsfulde for – naa ja, kort sagt, der laa Skrueis og ventede paa os, og efter en Dags Kørsel i den vidste vi, hvad vi kunde vente os af den.

47317de April. Den første Dag kørte vi fra 9–3. Saa kunde jeg ikke mere. I den Tid havde vi kørt med den svimlende. Fart af ½ Kvartmil i Timen. Det gav ialt 3 Kvartmil.

Vi talte ikke meget sammen den Aften, dertil var vi for trætte. Vi blev bare enige om, at saadan gik det ikke, vi maatte finde paa en anden Marschmethode, om vi skulde holde til at arbejde os frem gennem meget af den Slags Is.

Den næste Dag forsøgte vi at køre fremover med én Slæde ad Gangen, og saa sætte alle Hundene for den. Det gjorde Vejen tre Gange saa lang, fordi vi maatte tilbage efter den anden Slæde.

19de April. Vi begyndte Dagen med at gaa en Vej op paa Ski, og saa vende om og hente Slæderne. Saa fulgte Hundene af sig selv de opgaaede Spor, og man kunde have hele sin Opmærksomhed henvendt paa at støtte Slæderne, saa at der kom forholdsvis faa Væltninger ud af det. Men møjsommeligt var det, som vi der «kavede» os frem halvvejs værkbrudne. Det var en straalende klar Dag med 25 ° Frost. Foran os laa Landet saa nær paa, at det alt havde tabt sin ensformige hvide Tone. Vi saa allerede Detaljerne i Landskabet. Efter 3 Timers Arbejde naaede vi ud af Skrueisen. Sliddet var forbi for denne Gang. For nu, oven paa alt, hvad vi havde døjet, var det jo bare Barneværk at køre indover det flade Stykke Is, der skilte os fra Land. Efter endnu et Par Timers Kørsel, naaede vi frem til Strandkanten, men maatte til vor store Forbavselse først køre over to Holmer paa en Snes Meters Højde, førend vi naaede frem til den Ø, fra hvis Strandkant det meget kendelige Mt. Rae hæver sine 100 Meter op over Havets Overflade. I den ensformige Belysning havde det været umuligt at se de to Øer. Det hele syntes at danne en jævnt skraanende Flade op til Toppen.

47420de April. Dagen efter satte vi Kursen mod det Land, vi havde set fra Toppen af Mt. Rae ude i Vest. Vejen førte os over meget friske Bjørnespor. Men Bjørn saa vi ikke noget til. Derimod kom der, da vi gjorde Holdt ude paa en lille Holme midt i Sundet, en Rype flyvende og satte sig lige ved Siden af Ristvedts Slæde. Der fik den ikke Lov til at sidde længe, førend den blev skudt, men den sad dog saa længe, at jeg med Undren tænkte paa det mærkelige i, at Ryper til Tider er saa sky, at det er næsten umuligt at komme dem paa Skud, og til andre Tider saa lidet bange, at de kommer og sætter sig kaglende lige ved Siden af en og bliver siddende, selv om man har lidt Mas med at faa fat i sin Bøsse.

Da vi naaede Landet paa den anden Side Sundet, en stor lav Ø, som vi senere døbte Paaskeøen, fik vi Ren at se. Det skete saa betids, at Hundene intet havde opdaget, saa at vi mente, at de nok vilde være rolige, naar vi bandt dem saaledes, at de maatte opgive at komme afsted efter os med Slæderne. Saa gik vi ud i hver sin Retning; men ingen af os havde Held med sig. Ristvedt fik først sin 475skræmt. I fuld Firspring kom den nedover, hvor jeg laa. Jeg gjorde mig saa lille som mulig, men den holdt sig alligevel udenfor Skudvidde. Saa saa jeg Ristvedt gaa hen til vore Slæder, og da der endnu var langt til de to Ren, jeg var gaaet efter, ventede jeg roligt, hvor jeg var, indtil han naaede hen til mig. Derpaa gik han efter Renerne. De maatte dog have set den anden gaa ud, thi de var saa opskræmte, at de tog tilbens, længe inden han kom dem nær. Saa kørte jeg op efter Ristvedt. Paa Vejen passerede jeg Renspor, som jeg troede var efter de Dyr, Ristvedt var efter. Jeg lod derfor Hundene gaa hen ad de friske Spor saa lystigt, som de vilde, det maatte jo føre mig frem til Ristvedt. Men der regnede jeg fejl. Det var Spor efter den første Ren, der var blevet jaget afsted. Den var længst forsvundet i det fjærne; men Sporene var friske, og det gik i susende Karriére langs hen ad dem, uden at jeg kunde tænke paa at faa Hundene drejede ud til Siden eller faa dem til at stoppe op, Blodtørsten var oppe i dem. De foer afsted med Snuden ned i Sneen som et Kobbel forsultne Ulve. Ristvedt blev mindre og mindre, og snart saa jeg ikke andet end den hvide Snemark rundt om. Ristvedts Slæde var forlængst standset. Der var ingen Energi i hans Hunde, og det var jo godt ved denne Lejlighed. Naa, endelig lykkedes det mig at faa Slæden væltet. Det tog Magten fra dem, og saa var det min Tur. Efter en grundig Tilrettevisning med Pidsken, fik jeg dem svinget tilbage i Retning mod Ristvedt. Saa rejste jeg Slæden op, og saa gik det tilbage. Jeg løb ved Siden af Slæden for at være klar til at vælte den, men da de havde faaet Øje paa Ristvedt, gik Resten af Vejen af sig selv. Ristvedt havde staaet og undret sig over, hvor jeg egentlig vilde hen af. Nu kørte vi videre i den sædvanlige Marschorden. Vi kørte fremover med den nedgaaende Sol, der som en rødglødende Kugle gled hen langs med en lav Aasryg i Vest. Aasen 476vendte mod os sin kulsorte Skyggeside, hvor alle Detaljer forsvandt i Nattemørket. Men Ryggen tegnede sig mod den glødende Nattehimmel med en skarp, ujævnt takket Linie af Sten ved Sten.

Pludselig staar der en Ren midt i Solen! Silhouetagtig skarp tegnede den sig mod Himlen bag. Den maatte have ligget ned og nu være blevet urolig. Den saa saa underlig kæmpemæssig ud, som den stod deroppe som et vældigt Dyr fra Jordens første Dage. Hovedet løftet, Nakken tilbage, saa at Takkerne laa henover Ryggen. Et Øjeblik stod den saaledes. Hundene saa den, men forstod ikke, hvad dette vældige Dyr var. De stod stille med strittende Ben, pludselig stivnede i den Stilling, de trak i. Solstraalerne badede os, Mennesker og Hunde, i Lys. Men dog blev Renen ikke bange. Vendte blot og forsvandt langsomt ned bag Aasryggen. Saa besindede Hundene sig, forstod, at det var Ren, og vilde efter. Jeg maatte kaste mig ned tværs over Per og Baj for at trykke dem til Jorden. Silla og Gjøa, der begge var rasende af Jagtlyst, tog jeg om Halsen, hver med en Arm og trykkede saa det hele sammen i en kæmpende Bunke, laa og væltede rundt over dem, for at forhindre dem i at tude. Ristvedt kom op. Hans Hunde havde intet set, saa de var mere rolige. Jeg bad ham gaa. Meget Haab om, at Renen gik tæt nok paa den anden Side, havde jeg ikke. For de enkelte Hyl, der slap ud af Struberne paa Baj og Gjøa, var fæle nok til at skræmme et Dyr, hvis Slægt gennem Sekler har været jaget paa den vildeste Dødsflugt af Rædsel over Ulvenes Djævletuden, gennemtrængende, øresønderrivende, skærende langt frem gennem Luften som den eneste Lyd i Vinternattens vældige Stilhed.

Ristvedt gik frem og naaede op til Bakkekammen. Der lagde han sig ned og støttede Geværet mod en Sten. Da vidste jeg, at Renen havde ikke længe at leve. Da Skuddet 477gik, slap jeg Hundene. Jeg naaede lige at faa kastet mig til Side for Slæden. Som en Vind bar det fremover. Man skulde ikke tro, at de Hunde for ti Minutter siden havde været udkørte, udmasede, med Tungen ud af Halsen. Men nu saa de rødt. Ingen Anstrængelse var for stor. Vi havde ikke langt at køre, blot hen over Bakkekammen. Paa den anden Side stod Ristvedt og flaaede Renen.

22de April. Paaskelørdag var det sydlig Storm, der var intet andet at gøre end at blive i Teltet.

24de April. Endelig Mandag kunde vi ikke finde paa nogen Undskyldning. Udover maatte vi. I Begyndelsen gik det noksaa smukt. Kvartmilen ned til Kysten som ingenting, og de første halvanden Kvartmil udover ogsaa nogenlunde let, men dog tungere og tungere. Saa gik vi i staa. Jeg maatte spore en Vej frem og naaede efter en Gang paa ca. 200 Meter ud i en jævn Gade. Men hvilken Gang! Vejen saa jævn nok ud ind mellem Skruningerne, men stadig sank man i til midt paa Livet. Vi brugte to Timer til at tage Slæderne de 200 Meter frem.

4de Maj. Torsdag d. 4de Maj blev Expeditionens store Dag.

Først kørte vi, som vi gjorde i det, vi nu kaldte de gode gamle Dage i Simpsonstrædet, hver ved sin Slæde og sommetider oppe paa den. Men snart maatte jeg til at gaa foran, thi der var ikke saa helt jævnt ind mod Land, som det fra først af saa ud til. Der var Rygge og Skruinger mellem de flade Marker, og for at finde Vejen nemmest over dem, maatte man gaa foran. Og saa havde Hundene saadan en forbavsende Lyst til at gaa frem imod Nordvest og ikke fremad i den Retning, som vi vilde, ind mod nærmeste Land.

Da vi kom hen til et særligt stort Skrukos, vilde jeg op for at se Vejen ud. Netop som jeg stoppede, raabte Ristvedt, at han saa noget mørkt, som bevægede sig langt 478borte paa Isen. Hvad var vel det? Jeg tror næsten mit Hjærte bankede. For lige meget hvad det var, levende her ude i Ødemarken, det gav Chancer for videre Fremrykning. Kikkerten kom frem. Der var ikke én mørk Plet, men der var mange spredt halvmaaneformigt ud over Isen. Eskimoer paa Sælfangst! Saa var det ikke saa underligt, at Hundene havde villet op i den Retning.

Vi fik Flaget frem paa Slæden. Vi tænkte os jo som en svag Mulighed, at der kunde være hvide Folk imellem, og i den Anledning fik vi travelt med at gnide os lidt med Sne for om muligt at faa lidt Petroleumssod af Ansigtet. Saa kørte vi videre. Eskimoerne havde øjensynligt set os ogsaa, for de kom styrende over imod os, trækkende Linien sammen ind over. Da de alle var samlede en 4–500 Meter fra os, gjorde de Holdt. Vi paa vor Side gjorde det samme. Ude i Vildnaturen, hvor den stærkeres Ret er Loven, ved man ikke, om man møder Ven eller Fiende. Bedst at være færdig. Det arktiske Ceremoniel for Møder maa ikke fraviges. Vi kørte Slæderne op med Bredsiden mod de fremmede. Ristvedt lagde sig ned bag dem med Karabinen klar til Skud og Patronerne klare ved Siden. Saa skød jeg Hjærtet op i Livet og gik fremover med Hænderne løftet over Hovedet, Tegnet paa, at jeg ingen Vaaben bar. Fra Eskimoerne kom der ligeledes en Udsending frem. Ogsaa han havde Hænderne til Vejrs, der var altsaa intet at frygte. Saa mødtes vi midt paa Arenaen. Hans hvide Tænder lyste mig imøde, saa bredt var Smilet paa hans flade, elskværdige Eskimofjæs. Han var ikke bange for mig, saa i hans Øjne har der intet frygtindgydende været ved mine fremmede Ansigtstræk. Snavset, der dækkede dem, var jo iøvrigt ogsaa af samme Slags, som han selv bar. Smilte gjorde jeg ogsaa, saa jeg var glad. Saadant et Møde betød jo Mad saa meget som vi kunde føre med os paa Slæderne.

479Da vi havde naaet hinanden, sagde han noget om Kiilnermiun-Innuit, Navnet paa hans Stamme. Det forstod jeg, fordi jeg kendte Navnet før, og saa svarede jeg ham, at vi var Kablunaer. Saa faldt vi hinanden om Halsen, og gned Kinderne sammen. Skik følge eller Land fly! Han blev min Ven de to Dage, vi var der, og i den Tid troede han sikkert, at jeg forstod hvert Ord, han sagde, blot fordi jeg havde svaret ham, at vi var Kablunaer, da han nævnede sin Stamme. Men naturligvis forstod jeg ikke et Ord. Vort Norsk-Eskimoisk kunde de heller ikke klare, saa vi fik ikke nogen Oplysning af dem om Landet videre frem over. Samtaler der skulde føre til noget Resultat, maatte føres paa Fingersproget.

Da nu vore to Partier, henholdsvis Ristvedt og de andre Eskimoer, saa, at det havde taget en fredelig Vending, nærmede de sig ogsaa Stedet, hvor vi to stod, ivrigt passiarende og gestikulerende. Med Jubel og Glæde gned vi Kinder rundt og kørte saa afsted til deres Igluby, et Par Kvartmil borte. Det gik hurtigt, for de satte foran Slæderne, hvad de selv havde af Hunde. Da vi nærmede os Byen, kom der flere Folk ud imod os, hvilket førte til mere Kindgniden. Vi var næsten helt rene paa Kinderne, da Turen var igennem.

Vi vilde ikke flytte ind i deres Igluer. Paa den Tid af Aaret er Snehuse et miserabelt Opholdssted. Taget er smeltet ned, og i Stedet for maa de dække Igluen med Skind. Sneen bliver vaad af de høje Temperaturer, som med saa liden Kulde hurtig danner sig indvendig. Vi foretrak at blive i Telt. Omringet af en stor Hob Nysgerrige, fik vi det rejst. Tilskuerne morede sig kongeligt. Men heldigvis havde vi Lilli til at holde dem borte fra Slæderne, saa at vi undgik Übehageligheder af deres Nysgerrighed.

Der var i alt en halv Snes Igluer. Nogle af dem stod tomme, idet en Del af Stammen var trukket nordover mod Admirality Island. Der var en 20–30 Individer i 480denne Lejr, og saavidt vi kunde forstaa var et lignende Antal gaaet nordover. Men i det hele var det kun en lille Del af den store Kiilnermiun-Stamme, der denne Vinter var gaaet op for at jage Sæl paa Albert Edward Bai. Der var i Vinterens Løb død 7 af dem. Han, der fortalte mig det, lagde Haanden paa Brystet og hostede for at vise, hvad det var. Det maa altsaa have været en Lungesygdom.

De var om muligt endnu mere primitive end vore Netchjilli-Venner. De maatte saaledes i langt større Maalestok end disse klare sig med Kobbernaale og Kobberknive. Kun deres Buer stod over Netchjili-Eskimoernes; det var tydeligt at se, at de maatte have mere Adgang til Træ.

Deres Dragter var lidt forskellige fra Netchjilliernes. Hætterne havde en afstumpet Spids bag til Hovedet, Bukselinningerne gik højt op over Hofterne, men saa var til Gengæld Anorakkerne skaaret kortere af. De lignede Livkjoler endnu mere end Netchjilliernes.

Jeg købte en Sæl, som Ejermanden lige kom hjem med fra Jagten og betalte den med en omkring 2 ½ Tomme lang Kniv, der var lavet af et af vore Issavsblade. Det var maaske lidt sjofelt gjort. Men hvis en Handel er ærlig, naar begge Parter har Glæde af den, saa var vor Handel ærlig. Thi det var vanskeligt at sige, hvem af os to, der var den mest glade. Jeg havde svært Brug for Sælen, og han, Stakkelen, havde aldrig i sine Levedage ejet en Staalkniv. Senere hen købte vi mere Spæk. Prisen for en halv Sælside var et 3 Tommer langt Søm, men den Pris bragte dog selv mig til at rødme. Da Handelen var afsluttet, saa at vi havde faaet saa meget Spæk, vi kunde bruge, gav jeg ham en Operationssax i Tilgift. Saa blev ikke alene han glad og hans Kone glad, men den hele Stamme glad over, at der fandtes et saadant Klenodie i deres Midte.

Da vi var kommet til Ro i Poserne, fik vi stadig Besøg af Damer, der bragte os smaa Himmerigs Mundfulde af 481kogt Spæk fra Storkobbens Forluffer. Det smagte omtrent som Grisetæer. Først var vi saa naive at tro, at det var vor personlige Elskværdighed, der bevirkede dette. Men senere opdagede jeg, at det var nogle Perler, jeg havde i et par Svovelstikæsker, der trak saa meget. De fik nemlig en halv Snes Stykker i Foræring, jeg maatte jo være sparsommelig med dem. Efterhaanden blev Mundfuldene mindre, men kom saa til Gengæld saa meget hyppigere. Tilsidst maatte vi afvise dem uden Betaling. Det hjalp, saa fik vi Nattero.

Til Aften havde vi selv kogt Spæk og Kød af den Sæl, jeg havde købt. Det var mit første egentlige Sælmaaltid. Sælkød havde jeg nok spist før som Steg. Men jeg havde ikke prøvet det á l’Esquirmaux. Det er ikke Polarpraleri, det var dejligt. Kødet smager som Muslinger, og Spækket er, naar det er friskt, fuldt saa delikat, ikke saa fedt, som Flæsk. Vi maatte ligefrem passe paa ikke at tage formeget med i Gryden, naar vi kogte. Det gled saa let ned, at vi bagefter vilde risikere samme Historie som efter Marvsuppen paa Kap Crozier, om vi ikke passede paa.

5te Maj. Den næste Dag blev vi paa Pladsen. Det vilde ogsaa have knebet for vore Hunde at gaa. De havde faaet Lov at æde saa meget Spæk, de kunde, og det havde ikke været Smaating efter den lange Renkødsdiæt. Men det virkede lidt for kraftigt paa dem. Vi tilbragte Dagen med at partere Kødet og gøre Læsset klart til næste Dag. Der maatte hel Omstuvning til, fordi vi maatte have de fleste af vore Blikkasser til Spækket.

Varemejerne tog vi af Slæderne. Vi mente, at Sneen nu var saa vaad, at Nysølvsmejerne vilde glide lettere. Vi havde nu Mad for ialt 1½ Maaned. Mere kunde vi ikke bruge, Slæderne var dermed fuldt lastede. Vi kunde godt have faaet mere. Eskimoerne havde været heldige med Fangsten og havde store Beholdninger af Spæk.

482Vi sov den anden Nat lige saa godt som den første. Det var saa dejligt at lægge sig til Ro med den Bevidsthed, at nu bar det ind over Albert Edward Baiens jævne Is. Atter skulde vi gøre Vej, som kunde hjælpe noget. Chancer var der for at naa frem til nyt Land. Det var blide Tanker at slumre ind paa.

6te Maj. Dagen derpaa tog vi saa Afsked med vore Venner. De var saa glade for de Smaating, de havde faaet. En Sax, en Kniv, nogle Naale og en Tændstikæske med Perler! Hvilke Rigdomme! Aldrig vilde de glemme den Dag. Jeg ønskede, at vi kunnet give dem mere. Men vi var ikke rustede til Handel. Vi havde mindst af alt ventet at træffe Eskimoer. Traf vi dem derimod, naar vi kom hjemover, skulde de faa alt hvad vi paa nogen Maade kunde undvære. Med disse gode Forsætter kørte vi ud over Isen. Eskimoerne stod og saa efter os, saa længe vi kunde se dem. De grundede formodentlig paa, hvem vi var, og hvad vi egentlig vilde. Det kan saamænd gærne være, at om de faar Lov til at leve i Fred i deres fattige Land i et Par hundrede Aar endnu, saa er Ristvedt og jeg gaaet over i deres Sagnhistorie med et Par underlige Navne.

*

6te Maj. Det var vor Tanke at køre saa langt ind i Albert Edward Bai, at vi kom inden om Skrueisen. Den havde vi faaet nok af, og selv om vi skulde helt ind til Bunden af Bugten, saa var det dog bedre end at gøre Vejen kortere i Udstrækning, men ak, saa usigelig meget længere i Tid, ved at køre direkte.

7de Maj. Den næste Dag satte vi Kursen lige mod Kap Adelaide. Vi havde faaet Lyst til at komme lidt tilvejrs, for at faa et Overblik over Omgivelserne. Vi havde saa længe maattet nøjes med den Smule Udsigt, som et højt Skrukos 483kunde byde os. Vi kom op over den sydlige Skraaning, som jeg tror maa være et Paradis om Sommeren. Allerede nu var store Pletter fri for Sne, og der saa man langt Græs fra den forrige Sommer. Jordsmonnet var ganske vist stivfrosset og Græsset vissent, men for vore «snetrætte» Øjne oprullede sig Fantasibilleder af grønt Græs og rislende Elve, af Blomster og Blaabær, af græssende Ren, af Harer, der hoppede paa lette Fod, af spillende Ryper, alt overstraalet af Solen, saadan som det maatte tage sig ud en herlig Augustdag. Det var et helt Fata Morgana for det indre Syn. Dog heldigvis ikke ganske. Vi saa nemlig virkelige Ryper og fik 2 i Tasken.

Den 8de Maj henimod Middag saa jeg forud nogle kulsorte Punkter. Jeg stod lidt og saa paa dem i Kikkerten, men da jeg ikke kunde se, at de rørte sig, gik jeg ud fra, at det var Sten. De laa ganske vist underlig isolerede, tilsyneladende temmelig langt paa Land. Men Afstanden havde jeg allerede for længe siden opgivet at bedømme i Vinterbelysningen, og desuden var man vant til de største Overraskelser i Retning af lange, lave Tanger ud i Vandet fra Land, Tanger hvis Eksistens man ikke aner, førend man kører over dem, og saa ser enkelte Sten stikke op over Sneen.

Solen var kommet frem i det samme, og vi gjorde da Holdt, forat jeg kunde faa maalt en Middagsbredde. Medens jeg stillede Theodoliten op, tog Ristvedt Kikkerten, og han kom til et ganske andet Resultat end jeg, Stenene bevægede sig, det var Sæler! Der laa 3 store Fyre og slikkede Solskin. Solen kunde ordentlig faa Tag i deres brede mørke Rygge. Alt det hvide, Sneen og Isen, kaster Solstraalerne tilbage, men det sorte fanger dem. Der laa de og sov, som Sæler gør det, et halvt Minut ad Gangen. Hvert halve Minut løfter de Hovedet, ser sig om og vejrer, og lader saa Hovedet falde træt ned igen. Ustandseligt gaar det saaledes, 484op og ned, op og ned. Naar det er nede, skal man snige sig paa, saa ser og hører den intet. Men saa meget mere vagtsom er den, naar Hovedet er oppe. Saa maa man ligge stille som en Mus, helst gemt bag et Stykke opstaaende Is, eller hvad der kan være. Men for alting stille. Ved den mindste Bevægelse skræmmer man Sælen, og saa rolig, tung og treven den end har set ud, væk er den i et lynende Nu. Derfor havde jeg ejheller megen Tiltro til Ristvedts Lykke, men det var dog altid et Forsøg værd for ham at gaa ud, medens jeg observerede, og saa gik han.

Han havde bundet sine Hunde tværs paa Slæden, og jeg havde surret Silla helt ind til Slædestævnen, saa at hun ikke kunde trække uden at slaa Bagbenene. Gjøa havde faaet Løbestik om Halsen. Det var de to værste, troede jeg, naar de ikke kunde trække, saa stod nok de andre ogsaa. Men der tog jeg fejl. Medens jeg allerbedst ligger og ser paa Solen gennem Instrumentet, der stod opstillet paa sin Kasse ved Siden af Slæden, faar Kasse og Instrument et saadant Stød, at de farer hver til sin Side ud i Sneen, og afsted gik det med Slæden. Hundene havde hørt et Skud, men jeg ikke, og trods Sillas og Gjøas Anstrængelser for at holde igen, gik det op mod Ristvedt, lige afsted i hans Spor. Denne Gang var jeg dem dog far hurtig. Jeg kom op og fik Slæden væltet. Jeg formoder, at Skrueisen havde lært mig den Kunst. I hvert Fald gik det meget nemt, og det stoppede dem. Ristvedts Hunde, som maatte trække deres Slæde tværs paa, tabte af sig selv Lysten til at løbe løbsk. Saa gik jeg tilbage og stillede Instrumentet op igen, og fik en rigtig god Breddebestemmelse. Instrumentet var faldt i saa blød Sne, at det intet havde lidt. Da Bredden var taget, kørte jeg op til Ristvedt. Han havde faaet en Storkobbe, en Sæl paa 2½ Meters Længde og 2 Meters Omkreds ved Forlufferne, et helt Kødbjerg at se paa. Der havde været saa heldig fordelte Smaastumper 485af Is henimod dem, at han var kommet paa nogenlunde Skudhold, og havde saa udset sig en af de 3 Fyre, der laa rundt Hullet i Isen, sigtet paa Hovedet, og truffet! Det er af største Betydning at slaa en Sæl ihjel straks. Stendød maa den være ved Skuddet, ellers bringer selv de sidste Krampetrækninger dens glatte Legeme ned igennem Hullet i Isen, og saa er den haabløst tabt. Han havde skudt, da den en Gang saa op. Det havde givet et helt Klask i Isen, da Hovedet faldt ned igen, hver Muskel var død, slappet med det samme. Han var løbet hen for at sætte Harpunen fast i den, en Harpun med Rem, som vi førte med for alle Eventualiteters Skyld. Men han havde foretrukket at give den endnu en Kugle gennem Hovedet paa klos Hold, for at være helt sikker paa den. Sælens Størrelse havde forskrækket ham. Hvis han havde sat Harpunen i den, var det jo muligt, at Sælen var vaagnet til Live for et Øjeblik, og saa havde benyttet dette Øjeblik til at forsvinde i Hullet med Harpun og Line og maaske Ristvedt med, om han havde forsøgt paa at bremse. Hullet var stort nok til det, over 2 Meter i Omkreds, og med en skraa Flade, en «Sledske», paa den ene Side, hvor Sælerne kunde kravle op. Da Skuddet gik, forsvandt de to andre for ham tilsyneladende i samme Moment. Lidt Differens maatte der dog have været, Hullet kunde kun tage en af de store Kammerater ad Gangen.

9de Maj. Da vi startede Morgenen efter, blæste det os i Ansigtet med frisk nordlig Kuling. Det var meget koldt, saa koldt, at der ikke var Tale om at sidde paa Slæden selv i fuld Pels ud over de Øjeblikke, da vi saa paa Kartet. Om Temperaturen virkelig var -30°, som vi troede, ved jeg ikke. Det var jo muligt, at det var de foregaaende Dages høje Temperaturer, der havde forvænt os.

Det gjaldt om at finde ind i den dybe, smale Vig som Rae har aflagt, skærende ind i Landet nordefter fra Albert 486Edward Bai’s Nordkyst. Denne Vig vilde vi køre op igennem, idet jeg mente, at der saa ikke kunde være ret langt over til Vandet paa den anden Side. Collinson har der tegnet en Bugt. Da vi havde kørt en halvanden Times Tid, fik vi Land at se i Kursretningen. Det gik hurtigt fremover imod det, efterat Hundene først havde faaet rystet lidt af «Spisetømmermændene» af sig. Det var ikke Smaating, de havde taget til sig, og det kostede en Del Overtalelse med Pidsken at faa dem afsted i nogenlunde Fart til at begynde med. De fattede ikke, hvorfor man skulde køre fra et Sted, hvor der var saa megen Mad. Akkurat samme Ræsonnement vilde en Eskimo have anvendt, saa det var vel det naturligste. I vor bevidste Higen fremover var der altsaa Kultur. Det var en Tanke, som det kunde være godt at holde sig klar. Man kunde virkelig sommetider føle Trang til at overbevise sig selv om, at man var Kulturmenneske; thi det Billede, jeg havde for Øje af min Reisekammerat, og det Billede, han havde for Øje af sin Reisekammerat, og vort Husgeraad og Husstel, alt Fedtet og Snavset og Petroleumssoden og Renhaarene og Skindstumperne kunde virkelig bringe en til at tvivle. Samtalerne om Vejr og Vind og Jagt, d. v. s. Mad, og Sovepose og Hunde og intet ud over dette, kunde sommetider bringe en til at føle, som om man ikke var andet end det, man saa ud til. At man saa til og med befandt sig straalende vel derved; at man syntes, man aldrig i sit Liv havde spist saa godt, havde sovet saa godt; at virkelig blot Solskin og Varme og Mad rummede for én det, man krævede af Livet, det kunde til Tider gøre én bange for, hvorledes det stod til med éns Stræben fremover i Livet. Men saa mindedes man igen de trætte Fodspor af to Mænd, og de smale Linier, Slædemejerne havde trukket over den jomfruelige Sne og det ubetraadte Land under neden, Slædesporener der standsede ved vort Telt, men imorgen skulde føres 487videre ud over de skinnende Vidder. Det gav dog Billede af Higen fremover. «At tage Livet som det bydes og gives én», kaldes en Dyd. Ja naturligvis, til en vis Grad er det en Dyd, men den falder temmelig naturlig. Hunde har den og Eskimoer har den. Men Mennesker, i hvis Hjærter Ordet «Fremad» ikke staar skrevet, de rangerer ikke heller højere.

Efterhaanden som Landet dukkede frem af Isdisen, blev det morsommere at køre. Der var noget mere at se paa end den flade Is, der havde omgivet os paa alle Kanter. Fjældland var det nok ikke, men det var bakket og bølgeformigt, Højderne stigende til ca. 100 Meter. Vi naaede op under Kysten og kørte ind i en Vig tilvenstre for den, vi havde tænkt at tage. Der var tilsyneladende kun denne ene Aabning paa Kysten. Da vi imidlertid naaede Bunden efter en Kvartmils Kørsel, indsaa vi, at vi var i en forkært Gade, og Ristvedt gik op paa en lille Høj for at orientere sig. Deroppefra saa han den rigtige Vig. Han kunde skelne Isen fra Landet paa Isfoden, der strakte sig langs med Kysten.

Isfoden dannes derved, at Havet saa at sige bundfryser paa det læge Vand lige i Strandlinien. Den dannes, naar Vandet staar højest ved Flodtid. Naar saa Ebben kommer, og Havet trækker sin brede Ryg bort under Isen, saa kan Isen ikke bære sin egen Vægt, den maa ned paa Havryggen igen, og saa knækker den over inde under Land, hvor Isen tager Bunden og ikke kan følge med ned længer. Isen nærmest Stranden bliver liggende og Isen udenfor paa det dybere Vand synker endda et Stykke, saa at der dannes et Trin, man maa op over, skal man fra Isen paa Land. Trinets Højde er direkte afhængig af Forskellen paa Flod og Ebbe. Paa dette Sted beløb det sig til et Par Fod og bevirkede, at Ristvedt kunde se oppe fra Højen, at der strakte sig en smal Vandtunge ind over Dalbunden. Vi behøvede 488blot at køre over et smalt Ejde for at være paa ret Vej igen.

Det havde været min Mening at køre til Bunden af Vigen. Men da vi netop var naaet ned paa Isen, saa vi nær den anden Bred en Ø med en højst ejendommelig Opbygning for oven, ganske lig en Varde. Den maatte selvfølgelig undersøges nærmere. Eskimoerne bygger ikke saadanne Varder, de lægger bare enkelte Sten oven paa hinanden. Men dette var helt monumentalt at se paa. Vi kørte tværs over Vigen og slog saa Lejr paa Øens Strandkant. Derpaa gik vi op til dens Top.

Det var ganske rigtig en Varde, om den end ikke var fuldt saa høj, som det fra første Færd havde set ud til. Tværs over Øens Top laa der nemlig en Strandvold som en smal Kam paa 5 Meters Højde. Paa den vestlige Ende af denne Kam var der yderligere en pyramideformet Forhøjning, og ovenpaa den var Varden bygget af store, flade Kalksten.

Vi rev Varden ned. Saadant Nedbryderarbejde har jeg altid vredet mig lidt ved at foretage. Varder, tarvelige Stenhobe som de er, er dog Tegn af Mennesker, Menneskeværk midt i de vilde Ødemarker. Men ikke blot det. I éns Tøyen med at rive ned ligger der Veneration for de Mænd, der gik forud for én. For dem har de Varder betydet noget, som de Varder, man bygger, betyder noget for én selv. Det er en Vanskelighed overvundet. Det er et Skridt fremad mod Maalet. Det er de Spor af éns Vandring, der skal trodse Aarhundreder, naar Sneen længst er smeltet, hvor Slædesporene laa, og naar éns Navn er forsvundet som den smeltende Sne. Det er Sejerstegnet sat paa Land, vundet fra Mørket, fra de onde Vætter.

Men Varden maatte ned, vi maatte se, om der var noget i den. Efterretning fra vor stolte Forgjænger Rae. Men vi fandt intet. Saa gik vi ned til vor Lejr. Paa Vejen ned 489fik vi en Hare at se, men søgte forgæves at bruge Gjøa som Jagthund. Hun formaaede ikke at afvinde Sagen den mindste Interesse, og da Haren satte tilbens ud over Isen, maatte vi opgive den Steg.

10de Maj. Den næste Dag lagde vi Depot op under de Rae’ske Sten. Alt hvad vi havde tilbage af vor selvlavede Hundemad, ca. 50 Kg., gik derop. Det skulde bruges til den vanskelige Kørsel over Victoria-Isen.

I to Dage holdtes vi fangne. Vi diskuterede i den Tid, hvorledes vi skulde arrangere os, om Isen skulde brække op i Victoria-Strædet inden vi kom hjem. Det var at tale derom i god Tid. Men nu, efterat vi rigtig var begyndt paa det nye Land, og efterat der havde vist sig gode Chancer for, at vi kunde holde os selv med Mad, var det fristende at fortsætte Opmaalingen et Stykke ud paa Foraaret.

13de Maj. Den 13de Maj kom vi afsted. Allerede den foregaaende Aften havde vi kunnet gøre Slæderne klare, og om Morgenen vækkedes vi af Rypekaglen udenfor Teltet. Det var jo ganske sommerligt at høre paa, men udenfor var det alligevel alt andet end Sommer. Det blæste stivt med Snefog, men Vinden var paa Ryggen, saa vi bestemte os til at køre alligevel. Vi kom over enkelte isolerede Bakker paa Vejen, og fra Toppen af en af dem, Alice Høj, saa vi Skrueis i Nord. Der var dog endnu 8 Kvartmil Kørsel, inden vi naaede saa langt. Der fandtes nemlig ikke nogen egentlig Bugt, hvor Collinson havde lagt den. Han havde tegnet sit Kort over denne Del paa Afstand. Punktet «Collinson farthest», laa et Stykke øst for det Sted, hvor vi naaede Vandet. Derfra har han taget de isolerede Bakker for Øer og Kap’er og Sænkningerne mellem dem for Vand. De lave Strækninger af Søer og Mosedrag, som vi passerede, er det ikke heller muligt at skelne paa Afstand. Gaar en saadan Sænkning ud til Hav med liden Forskel paa Ebbe og Flod, som 490her var, saa ved man ikke, hvor Landet ender og Vandet begynder, uden at man netop kører over Grænselinien.

Vi naaede Strandkanten ved et lille Næs og svingede saa ud over Isen i nordvestlig Retning. Vi fik snart Øje paa Land, der dog kun var en Samling af Holmer og Skær. Mod Vest saa vi derfra et højere Punkt inde ved Kysten af Hovedlandet. Derhen kørte vi og slog os ned for Natten. Dagens Observation havde ikke været meget værd. Snefoget havde forhindret os i at se noget ordentligt.

15de Maj. Den 15de Maj var meget kold, Temperaturen var nede paa -30°. Det blæste lidt, men var klart, saa vi kunde tage afsted. Forinden vi forlod Lejrpladsen, stillede vi den ene Varemeje op ovenpaa Skrukosset for at have noget at sigte til med Maalebordets Kikkert. Tidligere havde jeg set, hvor hurtig man tabte Snevarder af Sigte, selv om man byggede dem mandshøje. I et Par Kvartmils Afstand er der ikke tale om at skelne dem selv i klart Vejr. Men Varemejen skulde hjælpe os til at kende vort Skrukos igen paa Afstand. Et Par Timers Kørsel bragte os hen til en lav kendelig Bakke paa Spidsen af en Pynt, Kap Kofoed-Hansen. Der byggede vi en Varde og kørte saa ud over en Bugt (Homans Bugt), hvis anden Pynt vi saa i Nordnordvest. Midt paa Bugten gjorde vi Holdt for at maale. Der var to Steder, hvor jeg ikke saa Bugtens Bund. Men der er ved en saadan Kartlægning ikke Tid til at gaa i Detaljer. Først og fremmest gælder det om at faa Kystlinien nogenlunde skizzeret saa langt fremover som muligt.

16de Maj. Den næste Dag havde vi atter Liggedag med forrygende Vejr. Vi fik vort Tøj grundigt efterset. Men det var ogsaa det eneste gode ved Dagen. Thi vi havde slet ikke Tid til at ligge stille. Det begyndte at knibe med Brændsel. Et Par uheldige Væltninger havde kostet os en Del Petroleum, og ved Eftermaaling den 13de Maj havde vi opdaget, at vi kun havde 7 Liter igen. Saa maatte vi til at spare.

49117de Maj. Syttende Maj, Norges Frihedsdag, begyndte vi med at bryde en lille Kasse, som Lindstrøm havde givet os med paa Vejen netop til denne Anledning. Vi havde længe gaaet og kigget nysgerrigt paa den og søgt at bilde hinanden ind, at det var meningsløst at trække den paa Slæden, at det var langt bedre at aabne den med det samme. Men heldigvis var det altid gaaet os saa, at naar den ene var svagest, saa var den anden stærkest og talte om det umoralske i at aabne Kassen før Tiden, og omvendt. Resultatet blev, at vi havde Kassen i Behold. Den indeholdt en Fiskebudding, to Boxe Mælk, Citronbudding-Pulver, lidt Franskbrød og 6 Cigarer, alt Herreretter i den Situation, vi befandt os i. Vi tændte straks en Cigar, og da den var udrøget, brød vi Lejr. Vejret var ikke særlig godt, og vi havde svært ved at komme frem lige til at begynde med. Gaarsdagens Storm havde nemlig føget en Masse løs Sne ned mellem de høje Fygefaner i Isfjeldets Omegn og vi fik os en Svømmetur igennem, baade Mennesker og Hunde, førend vi naaede ud til bedre Føre. Slet nok var det iøvrigt hele Vejen. Snart kørte vi lidt ind paa Stranden, snart ud paa Isen igen. Lige daarligt var der begge Steder, og man vadede i Sne til Knæs.

492Vi naaede frem til en Odde, Kap Christian Michelsen. Nordenfor denne skar en dyb Fjord ind i Landet. Den døbtes senere af Kapteinen Danmarks Fjord. I dens Munding laa en Ø, der havde stejlt Affald sydover. Øen var vel en 60 Meter høj, adskillig højere end det Land, vi kunde se oppe fra dens Top indover langs Fjordbredderne. Jeg spurgte i Anledning af Dagen Ristvedt, hvem der var den norske Grundlovs betydeligste Mand. «Falsen,» sagde han, og saa kom Øen til at bære hans Navn.

Vi kørte saa lidt videre nedover mod noget højt Land, som vi saa paa Fjordens nordlige Kyst, men stoppede dog til der for Dagen allerede Kl. 5. Det var første Gang i lang Tid, at vi havde slaaet Lejr af anden Grund end den, at vi var for trætte og for forkomne til at køre videre. Efter Middagsmaden lavede Ristvedt Citronbudding i Chocoladepotten. Den spiste vi naturligvis begge to formeget af.

18de Maj. Den næste Dags Morgen var Vejret saa smukt, at vi virkelig haabede paa, at det havde sat sig. Jeg tog nogle Maalinger, og saa styrede vi videre frem mod det samme høje Land, vi havde styret paa den foregaaende Dag. Men snart forsvandt alting i Dis, og vi maatte holde Kursen saa godt vi kunde fra Storis til Storis. Det er ikke saa heldigt at stoppe alt for hyppigt op for at kontrollere Kursen efter Kompasset. I saa tungt Føre, som vi havde at gøre med der, er det, som om Hundene bliver mere stivbenede af at vente, istedet for at have godt af en lille Hvil.

Jeg troede nu at have saa megen Erfaring, at jeg ikke skulde tage feil mere af Land og Vand, hvormeget Sne der saa end blev dynget op derpaa. Men der havde jeg været for vigtig. Medens jeg bedst kørte i den Tro stadig at befinde mig paa Is, stak der pludselig en Sten op gennem Sneen. Der kunde altsaa ikke være Vand. Lidt efter saa jeg et lille Stykke Is, der var brækket op og stod paa Højkant. Der kunde ikke være Land. Men Overgangene 493havde jeg slet ikke bemærket. Jeg aflagde det hele som en Bræmme af Skær og Smaaholmer rundt Fjordens Nordpynt Kap Anker. Det antager jeg, at det vil vise sig at være ved Sommertid.

Vi slog Lejr ved Kap Nygaard. Der havde vi fra Kap Anker set Landet ende, idet der gik en Aasryg fra Mt. Dirckinck-Holmfeld ud mod dette Sted. Fremover saa vi intet. Himmel, Land og Is gik i et i en ubestemmelig graa Dis. Uvejrsskyer trak op. Der havde været stor Ring omkring Solen om Eftermiddagen. Kap Anker bag os var kun kendeligt ved, at Grundene udenfor Landet ved dette Næs havde stoppet den sværere Is, saa at Fladen udenfor var jævn. Kun Mt. Dirckinck-Holmfeld laa med sine Affald i stærkt, sølvhvidt Lys. Alt tydede paa Uvejr. Vi blev sandelig forfulgte.

20de Maj. Den 20de Maj havde vi for første Gang Temperatur nær 0°. Det var Slud, d. v. s. Blanding af Sne og Regn, da vi vaagnede. Fnuggene, der faldt paa Teltdugen, var store, og ret som det var smeltede de og efterlod en vaad, skinnende Plet paa Teltvæggen. Men Vejret var dog i Bedring. Vinden bragte lidt Klaring ud paa Dagen. Der kunde dog ikke være Tale om at køre før Aften. Den vaade Sne vilde have klumpet for meget under Slædemejerne. Først Kl. 9 Aften startede vi. Temperaturen var faldt i Løbet af Eftermiddagen med det Resultat, at der var frosset Isskorpe ovenpaa Sneen, hvad der gav et ypperligt Føre. Det var et storslaaet skønt Vejr, da vi kørte. Tunge Skyformationer i vældige Former hang Himmelhvælven rundt, og Solen kastede lyse og mørke Straalebundter ned over Isen. Skønt var det, men der var noget uhyggeligt, usikkert, stormvejrsagtigt over Belysningen. Vi turde ikke haabe paa, at det vilde holde længe, og det holdt heller ikke længe. Kl. 1 1 gik Solen ned bag en Mur af en blaasort Sky. Vi havde været et Stykke fra Land ude paa en 494Storis for at tage Peilinger langs Kysten. Men satte nu Kursen lige mod et højt Kap. Paa Vejen dertil passerede vi en lang, lav Pynt, Pt. Dietrichson, netop som det begyndte at sne. Der byggede vi en Varde, haabende paa at det blot var en Byge, der vilde trække over, medens vi arbeidede. Men det blev stadigt værre. Saa kørte vi ud i Snetykningen og var saa heldige at træffe lige paa det høje Land. Det var en isoleret Bakke, som jeg først tog for en Ø. Det viste sig senere at være en sidste Udløber fra Bakkedraget rundt Mt. Dirckinck-Holmfeld. Kappet, der er det mest kendelige paa Kysten, døbtes Kap Sverdrup.

21de Maj. Klokken var 2 om Formiddagen, da vi slog Lejr. Nattekørslen havde gjort os saa søvnige, at vi kogte Pemmikan til Maaltidet. Vi gad ikke vente den Time det vilde tage at tilbinde Kød i vor «Høkasse». Da vi vaagnede igen, det var ganske vist 1 1 Timer efter, var vi begge to meget sultne. Det var som Pemmikan-Maaltidet ikke havde forslaaet nok. Vi havde kun anvendt den reglementerede Ration, 400 Gr. Men til den Ration hørte der saa ogsaa Chocolade ovenpaa, og det havde vi ikke kunnet lage af Hensyn til Brændsel. Det var os klart, at Dagsrationen med Pemmikan som Hovedmaaltid, 0.8 Kg. Føde, ikke paa nogen Maade maatte formindskes. Saa tog vi os en ekstra Kop Chocolade.

Det var trist at tænke paa, at vi snart maatte vende om. Det daarlige Vejr havde kun én Fordel, den, at man ikke blev lokket for langt fra sin Basis. Men det var sørgeligt at maatte lade sig trøste af et Ræsonnement, der burde være en energisk og dygtig Polarfarer fremmed.

22de Maj. Vi slap med en Liggedag paa Kap Sverdrup. Den 22de kom vi afsted. Mod en frisk Bris lige i Ansigtet gik det nu over den brede, flade Bugt, Norges Bugt, nord for Kap Sverdrup. Inden Afrejsen var jeg oppe paa Kap Sverdrup for at maale og fandt der en gammel Teltring. Paa selve 495Toppen laa der en meget stor Vandreblok. Ovenpaa den stillede jeg en høj langagtig Sten fra Teltringen. Den Slags Varder sees længst og staar solidest.

Landet langs Bugten var ganske fladt, ligesaa selve den nordlige Pynt, Pt. Isachsen. Da vi havde naaet frem til denne, saa jeg Ristvedt komme løbende efter mig. Jeg stoppede op, forat han kunde naa mig. Han bad om han maatte laane Kikkerten. Saa kunde jeg nok tænke mig, at der maatte være noget paafærde. Men jeg saa ud over Isen og saa ingen Ting, saa jeg troede, at han havde taget fejl. Men saa havde han set nok. «Bjørn,» sagde han. Det var mere Læberne, der formede Ordene, end det var egentlig Tale. Jagtiveren var oppe i ham, saa at han var bange for at forstyrre Bjørnen. Det behøvede han nu ikke at være. Det var nok Bjørn, men den var meget langt borte. Den stod ude paa en vældig Flade af jævn Is, der strakte sig udover fra Pt. Isachsen og først mødte Skrueisen ganske nær Horizonten. Hovedet paa den underlig lange Hals var sænket ned mod Isen. Benene lignede 4 korte Søjler. Der var ikke noget frygtindgydende ved den i den Stilling. Men den stod vist ogsaa og sov. Dens gullige Skind har samme Farve som et Stykke opskruet, snavset Is, det var næsten ikke muligt at skelne den fra Isstykkerne rundt om. Pludselig drejede den Hovedet om mod os, og da saa man forbløffende tydeligt den sorte Snude. Ingen anden Ting i Snedronningens Rige, ikke en Sten, ikke en snebar Plet, ikke en dyb Skygge er saa sort som Hvidbjørnens Snude. Den er ikke til at tage fejl af i Miles Af stand. Den saa efter os, den maatte vel have hørt lidt Hundeglam. Men snart vendte den Hovedet igen og sov videre.

Ristvedt tog Silla og gik udover mod Bjørnen. Paa passende Afstand slap han den, efter først at have vist den Retningen. Saa gik den afsted, først langsomt. Men saa 496var det, som om den med ét fik Øje paa Bjørnen, og saa skød den som en sort Streg henover Isen. Jeg slap nogle flere Hunde. De havde efterhaanden lært, hvad det vilde sige, at Ristvedt gik afsted med Bøsse. De susede afsted i hans Fodspor og saa forbi ham, som han stolprede afsted henover Sneen, og videre efter Silla. Jeg saa i Kikkerten, hvordan Bjørnen langsomt drejede Hovedet henad mod Slæden igen. Hundene halsede ikke, saa det var maaske tilfældigt. den vendte Hovedet om. Men det Syn, den saa, bragte pludselig Liv i den. Den drejede hele sin Krop op og løftede Hovedet. Kun et Øjeblik stod den. Den maatte af Instinkt eller af Erfaring kende Ulvene, der kan jage selv en Bjørn, til den styrter af Træthed, saa usselig lille hver enkelt af dem ogsaa er i Forhold til Bjørnens Majestæt. Her saa den nu et Kobbel, 6–7–8 i susende Fart, som sorte Punkter spredt udover Isen. Her galdt det Livet. Isørkenens Fred var blevet skrækkelig brudt. Den sprang op, alle fire Ben fra Isen paa en Gang, og kastede sig rundt. Saa gik det i Galop ud mod Skrueisen, fuld Fart frem for Livet.

Men Silla var hurtigere end den. Netop som den var ved Kanten af den reddende Skrueis, i hvis Virvar Hundene ikke havde kunnet følge Trop med den hjemmevante Bjørn, netop som kun nogle faa Favne skilte den fra Frelse, blev den indhentet. Med et Sæt sprang Silla op og bed sig fast i Halen. Bjørnen maatte stanse og kaste sig rundt for at ryste Fjenden af sig. Og rundt kastede den sig med en saadan Fart, at Silla maatte slippe sit Tag og røg ud over Isen. Men neppe havde Bjørnen vendt sig for at flygte videre, førend Silla var paa den igjen. Et Par Gange skete det, men saa var de andre Hunde naaet op, og dermed var alt Haab ude for Bjørnen. Hundene ringede den rundt, og hvorhen den end vendte sig, havde den en Hund bag sig oppe i Haserne paa sig. Jeg saa i Kikkerten, hvorledes den valsede 497rundt, sprang op fra Isen som en Gummibold, med en Fart, som man ikke skulde have tiltroet en saa kluntet Skabning. Mere og mere rasende blev den. Saa naaede Ristvedt op og skød. Kuglen traf, men ikke dødeligt. Bjørnen satte sig blot ned paa Bagbenene med Forbenene fægtende i Luften. Hundekredsen snevredes ind. Og Silla, helt rasende, sprang op i Snuden paa Bjørnen. Da slog Bjørnen den med sin brede Lab. Den maatte allerede være svækket, siden den ikke dræbte Hunden. Nu tog det flere Minutter, inden Silla kom til sig selv igen. Vi havde allerede opgivet hende. Og Iveren efter Bjørnejagt var slaaet ud af hende med det samme. Bjørnen gik i Døden med den Tro, at den havde dræbt den Fjende, der først havde indhentet den og stanset dens Flugt for Døden. Thi Ristvedts andet Skud, fyret i et Øjeblik, hvor Hundene sad lidt frygtsomme, efterat Slaget havde truffet Silla, og hvor han kunde komme til uden at skyde en Hund, traf Bjørnen i Hovedet.

Det var en ung, mager Hunbjørn, uden Spor af Mad i Mavesækken, og med et underlig hudagtigt, næsten fedtfrit Spæklag. Vi spiste Bjørnekød til Aften. Suppen var god, men Kødet meget grovt og trevlet. Og saa var det saa magert, at vi trods rigelig Forsyning, meget snart blev sultne igen. Der maatte nok et godt Stykke Sælspæk med i Gryden, om Suppen skulde blive os kraftig nok.

Samme Aften fik vi et Bevis paa Vanskeligheden af at bedømme Størrelse under visse Belysningsforhold. Vi var kommet til Ro. Ristvedt vilde blot kigge ud endnu en Gang gennem det lille Hul, vi havde i Døren, for at se, om alt var i Orden: saa saa han Bjørn igen. Vi fik Døren op i en Fart og saa ogsaa ganske rigtigt der ude noget snavset gult noget fare afsted henover Isen. Per, Baj og Silla var i strakt Karriére efter. Vi havde mod Sædvane ikke bundet dem. Den skudte Bjørn var nemlig for stor til, at vi kunde tage den hele med, og saa kunde Hundene gærne have Lov 498til at gaa og gnave af den om Natten. De vilde i hvert Fald foretrække den for Sejldug og tjæret Tovværk. Nu foer de paa fuld Jagt udover. Det Gule blev indhentet, og saa begyndte der en Valsen rundt ude paa Isen, som vi havde set det med Bjørnen tidligere paa Dagen. Pludselig holdt Dansen op, og Hundene kom strygende tilbage mod Teltet, Per med selve Bjørnen – i Munden. Jeg ved ikke, om det var Belysningen alene, der gjorde det, eller det var Mangel paa lagttagelse under vor hurtige Paaklædning, eller om det var den blinde Jagtiver, der unægtelig griber en, naar man staar overfor saa mægtigt Storvildt som Kong Bjørn, men slukørede blev vi, for Bjørnen var bare en Hvidræv. Sejrstolt kom Per med Ræven i Munden og afleverede den. Den næste Dag kom den i Gryden.

Rævekød har en aparte Smag, og lugter omtrent som der lugter i et Rovdyrbur, men bortset derfra, er det i Konsistens det bedste Kød, man faar om Vinteren. Bjørnekød er trevlet, Rypekød seigt og Renkød som Fyrrebrænde. Men Ræven holder sig i god Foderstand Vinteren igennem, Fedtet er passende fordelt, og Kødet er mørt. Der er ikke meget paa den. Dyret er ikke større end en stor Kanin.

23de Maj. Det var lidt besværligt at faa Hundene i Gang næste Morgen, som det havde været de andre Gange, hvor de havde faaet Lov til at spise sig mætte. De stønnede og pustede i det varme Solskin. Men det var jo blot en Slags «Tømmermænd», saa man betænkte sig ikke paa at bruge Pidsken for at faa dem frem. Det gjorde man iøvrigt aldrig, men man følte mere Samvittighedsnag ved at gøre det, naar Hundene i længere Tid havde været paa smal Kost.

Det var gaaet godt fremad den Dag. Det havde været -10°, men Solen havde paa den stille, smukke Dag alligevel haft saa megen Magt over Sneen, at den sine Steder havde klumpet under Mejerne. Hundene havde ogsaa lidt 499af Varme, saa vi bestemte os til for Fremtiden at køre om Natten.

25de Mai. Hele Dagen den 25de var det smukt Vejr, og vi lovede os et smukt Resultat af vor sidste Marsch. Men neppe var vi kommet afsted om Aftenen, før der over den nordlige Horizont rejste sig en Skybanke med rivende Fart. Det var, som om det var Solen, der faldt ned ad Himmelen, saa hurtigt trak Skyen op over den. Inden vi vidste et Ord af det, var den herlige Aften med rødglødende Midnatsol og gyldne Purpurskyer og al den øvrige Herlighed forandret til en kold, klam, trist, mørk Efteraarsaften. Men fremad maatte vi, vi skulde dog gærne naa endnu 20 Kvartmil. Af og til rettede vi Kursen op efter et Lommekompas. Vi maatte efter alt at dømme være paa en Bugt; Isen var ganske jævn. Lidt over Midnat traf vi paa Land, og samtidig lettede det lidt paa Taagen. Da saa vi til vor Forbavselse Land til alle Sider. Vi var kørt ind i en fuldstændig landlukket Vig. Den fik Navnet Greeley Harbour. Det maatte være en udmærket Vinterhavn, den eneste gode paa Kysten. Dybde var der nok af, det saa vi paa en 2–3 svære Havisskodser, der havde fundet Vej ind i Vigen, og som mindst stak deres 5 Favne.

Landet paa Vigens Vestside var højt. Ligesaa paa Østsiden. Men mellem to Bakker var der et ganske lavt smalt Ejde, hvorover vi kørte ud paa Havisen igen og saa fulgte Kysten videre nordover. Desværre blev der ikke noget ud af Klaringen. Taagen sænkede sig atter ned over alt, dyster, kold og klam. Det tog Modet fra mig. Hvorfor arbejde sig frem, naar man ikke engang kunde se Land, og det saa til med allerhøjst kunde dreje sig om et Par Kvartmil mere. Saa stoppede vi og slog Lejr udfor et lavt Stennæs, meget ligt alle de andre, vi havde passeret. Det blev altsaa «Hansen farthest».

Hvem har ikke her i Livet staaet overfor dette: hertil og ikke længere. De, der har det, ved, hvor ned500trykkende det er. Allerede længe havde vi vidst, at vi ikke naaede frem. Da vi strævede og slæbte ude i Victoria-Strædets Skrueis, havde vi saamænd mere end én Gang sagt, at vi vilde være tilfredse med blot en eller to Dagsmarscher op ad nyt Land. Men skønt vi havde naaet saa meget mere, saa var vi dog kede over ikke at have naaet frem til Glenely Bay. De hundrede Kvartmil, der skilte os derfra, maatte vi lade ligge i deres ubetraadte Hvidhed. Vi magtede dem ikke.

Da jeg den Dag sluttede min Dagbog med Ordene «hertil og ikke længere», var det mig næsten, som om hele vort Arbejde havde været spildt. «Fremad» som Løsen, saa spændes Musklerne, saa banker Hjertet, og Blodet ruller gennem Aarerne, Hovedet løftes og Ryggen rankes. «Tilbage», det gør én paa en Gang som til en gammel brudt Mand. Der gik nogle Dage inden Bjørnsons Sang:

«Løft dit Hoved, du raske Gut!

om et Haab eller to blev brudt,

blinker et nyt i dit Øje»

fik sin rette Klang igen.

Vi skrev følgende Dokument, som skulde efterlades i en Varde:

*

501«Tilbage!» det er, som jeg har sagt, det gør én paa en Gang til en gammel, brudt Mand. Men «Hjemover!” det er straks noget helt andet. Det bar jo hjemover, hjem over for Alvor. Kap Nansen var Yderpunktet for os to, Turen hjemad stoppede ikke op i Gjøahavn; den gik videre fort med Gjøa, saa snart Isen vilde aabne sig, videre – hjem.

Vi fik en Bjørn paa Kap Nansen. Det var om Aftenen den 26de, lige som vi skulde til at gøre klar til Opbrud. Ristvedt saa ud af Teltdøren. Men istedet for at se Slæderne og Hundene i Halvkreds om Teltet, og de udviskede Omrids af nogle Skrukos, og saa det graa intet, Sneen og Luften sammen i Disen, istedet for alt det saa han en Bjørn 5 Skridt fra Teltdøren. Geværet havde vi altid liggende i Teltet med Magasinet ladt. Det var kun et Øjebliks Sag for Ristvedt at faa det til Kinden og skyde. Bjørnen faldt, men kom op igen og ravede ud efter Skrueisen. Blodet væltede den ud af Gabet. Vi foer ud af Teltet, barbenede som vi var, for at løse Hundene. Men vort Hastværk var unødvendigt. Bjørnen naaede vel 30 Skridt bort, saa faldt den om og var stendød.

27de Maj. Nordenfor Kap Nansen var Landet atter ganske fladt. Sydover saa jeg det høje Land omkring Greeley Harbour. Tydeligst var dog Mt. Ovidia, ragende op over den ganske flade Slette milevidt rundt dets Fod. Det er det mest kendelige Punkt paa den hele Kyst.

Saa gik jeg tilbage til Teltet, og Hjemrejsen begyndte.

Ved Kap Anker svingede vi ind i Danmarks-Fjorden, og overnattede en halv Snes Kvajtmil inde paa en Ø, Cloëtte Island. Trods Klarvejr saa vi endda ikke Fjordens Bund, og vilde saa næste Dag køre et Stykke længere ind. Efter den Kortskizze, jeg havde tegnet paa Opturen, skulde der et Stykke længer inde kun være en Landtange paa 4 Kvartmils Bredde mellem Homans Bugt og Danmarks-Fjord. Der var 502det min Hensigt at køre over, for at faa Kontrol paa Arbejdet, der var udført alene efter Pejlinger udefra.

1ste Juni. Det var forbavsende at se, eftersom vi kom ned langs Kysten, hvorledes det gode Vejr i en Fart forandrede Landets Udseende. Solen, der nu stod paa Himlen hele Dagen igennem, straalede med fuld Kraft løs paa Sneen, saa at den maatte vige Pladsen for det sorte Land nedenunder. Endnu var der ganske vist ikke rindende Vand, Sneen, hvor den laa ophobet, sank bare mere og mere sammen for hver Dag, der gik. Hvor der kun laa et tyndt Lag, forsvandt den helt, saa at det ordentlig sortnede ind over Land oppe paa Bakketoppene. Snart begyndte vi at kampere paa Landet. Det var nemlig ikke frit for, at vore Legemers Varme slog igennem Sovepose og Teltgulv og smeltede Sneen, saa at Poserne blev fugtige. Derfor var Lejr paa bart Land at foretrække. Selv om det ikke gav fuldt saa plant Natteleje, saa var man dog heller ikke nogen Prinsesse paa Ærten. En lille Sten op i Ryggen kunde man nok taale.

Vi saa Harer, medens vi færdedes ned langs Kysten, jævnlig en 3–4 Stykker sammen. Nogle af dem kom i Gryden. Men de var vanskelige at komme paa Skudhold med Haglgevær, og Rifleammunitionen turde vi ikke være for flotte med. Den var beregnet paa større Vildt.

Udfor Kap Kofoed Hansen fik vi endnu en Bjørn.

5te Juni. Den 5te Juni passerede vi Rae’s Vardeø og fandt vort Depot i Behold. Lemænerne havde taget sig et Par Mundfulde, men ikke mere end man godt kunde unde dem. Det er nemlig et Dyr, som jeg har faaet en vis Agtelse for. Kommer man til at krænke dens Selvfølelse ved at komme paa tværs af dens Vej, saa sætter den resolut op, helst med Ryggen mod en Sten. Siddende paa Bagbenene slaar den med Forbenene i Luften akkurat som en Bjørn, rede til at sælge Livet saa dyrt som muligt. Som man nu 503staar der og taarner op i Skyerne for den, – den naar jo neppe til Overkant af Foden, – saa ler man naturligvis af denne latterlige Udfoldelse af Mod. Men alligevel – mig har den indgydt Respekt.

Om Morgenen naaede vi vort Storkobbe-Depot ude paa Isen. Det varede lidt, inden vi fandt det.

11te Juni. Den 11te Juni netop efter Midnat kørte vi videre langs Taylor Island. Vi traf Spor af to Eskimoslæder gaaende sydover, og dem fulgte vi, haabende at indhente Eskimoerne. Men de havde af en eller anden Grund haft Hastværk, da det gik sydover. De skulde maaske mødes med Stammefrænder, og havde opsat Rejsen saa længe som muligt i Haab om, at vi skulde komme tilbage. Helt ned til Dehavens Point havde de ikke gjort Holdt for Natten. Fra den Pynt satte vi Kursen tværs over mod Lind Island, der laa højt og tydeligt i Syd. Midt paa Strædet stoppede vi for Dagen.

14de Juni. Den 14de tog vi saa fat paa Skrueisen. Jeg havde tænkt paa den med Hjærtebanken, paa alle Skrammerne og Anstrængelserne. Men vi slap sandelig naadigt. To Dage bragte os over til «Land seen by Rae».

Den første Dag i Skrueisen fik vi en Sæl. Den var meget kærkommen, for Storkobbens Spæk var begyndt at blive os temmelig harskt. Vi havde iøvrigt set mange Sæl siden Lejren under «De fire Vinde». Kom man over jævne Flag af lidt større Udstrækning, kunde man være sikker paa at se Sæl oppe til Soling. Men de var meget sky, og kun hvor der laa enkelte Stykker opskruet Is fordelt paa en heldig Maade ud mod dem, kunde man gøre sig Haab om at komme paa Skud.

Vi naaede Land tidlig paa Morgenen den 15de. Det var kun en liden Holme, men nord– syd– og østover saa vi Land, større og mindre Øer. Paa den lille Ø var der helt Sommer. Næsten ingen Sne, frisk grøn Mos, Ryper 504og Edderfugl. Den forekom os som et helt lille Paradis og fik NavnetNavnet] rettet fra: Mavnet Prinsesse Ingeborgs Ø. Jeg bestemte Bredden og Længden. Den øvrige Del af Øernes Kortlægning blev foretaget med en Harefod. Vi var nemlig efterhaanden temmelig reducerede paa Livets Goder. Vi kogte med Spæk, idet den halve Liter Petroleum, vi havde i Behold, maatte gemmes til Dage med saa daarligt Vejr, at vi ikke kunde koge ude. Vort Brød var sluppet op, og Chocolade havde vi kun til to Gange. Hjemme maatte de snart vente os med Utaalmodighed. Dette i Forening fik mig til at skynde paa.

Vi gjorde en Dagsrejse paa 21 Kvartmil sydover mellem en Mængde Øer og Holmer. De sidste 2–3 Kvartmil kørte vi over et Stræde (Markham Strait), hvor jeg tænkte mig, at der maatte være Dybde nok til Passage for Gjøa. Vi naaede Brydes Ø syd for Strædet, fra hvis Top jeg saa flere Øer sydover, længst borte, vel en 15 Kvartmil, højt bakket Land, sandsynligvis en Ø af større Udstrækning. Jeg havde svært Lyst til at undersøge Øgruppen længere sydover, og vi begyndte allerede Marschen. Men da det egentlig var min Tro, at Ørækken vilde strække sig helt til Fastlandet, saa tænkte jeg mig, at Opgaven vilde blive for vidtløftig paa den fremrykkede Aarstid, og rettede saa Kursen nordover igen, øst om Øgruppen.

Øgruppen syd for Brydes Ø kaldte vi Nordenskjølds Øer. Gruppen nord for Markham Strait fik Navnet Royal Geographical Society’s Islands, og Øernes vigtigste Pynter fik engelske Navne. Dette forekom os rigtigst, da Landet først var set af en Englænder.

Paa Vejen op langs Østkysten mistede vi en Hund. Ristvedt havde taget den ud af sit Spand, det var ham ikke muligt at faa den drevet frem, og den lavede bare Ufred mellem Kammeraterne. Det var en ildrød, lavbenet Herre, lydende Navnet «Inagsajak». Doven havde den været den 505hele Tid, og da de havde faaet Kraftfoder af Spæk i lang Tid, var den blevet temmelig fed. Den fulgte en Tid langt efter Slæden, men saa blev selv det den for meget, den lagde sig ned paa Isen, og der blev den. Siden saa vi den ikke. Vi havde sikkert ventet den til Teltet om Aftenen, men den kom ikke. Saa har den da vel lagt sig til at dø derude. Lidt Sanvittighedsnag havde vi jo nok i Begyndelsen. Men den havde tilsyneladende intet fejlet da den blev spændt løs; derfor trøstede vi os med, at var den død, saa var den egentlige Dødsaarsag Dovenskab.

18de Juni. Den 18de satte vi saa ud tværs over Alexandra Strait. Sneen i Skrueisen havde forandret sig sørgeligt. Isskorpen, der dannede sig om Natten, var ikke tyk nok til at bære os og Hundene. Men heldigvis flød Slæderne ovenpaa, saa at det alligevel gik nogenlunde fremad.

Ved Kap Crozier fandt vi vort Renkød, vor Petroleum og vor Chocolade i god Behold. Al Nød var forbi. Vi havde nu kun den jævne Simpsonstræde-Is at køre over, og i raske Marscher gik det hen langs Kysten.

En stor Ulæmpe var der dog ved Rejsen paa denne sene Aarstid, Hundene fik daarlige Fødder. Sneen var af Isen, og Smeltevandet havde gjort Isoverfladen ru og ujævn, med talløse smaa lodrette Isnaale, som Hundene sled Trædepuderne itu paa. Der var Blod i Sporene, hvor de traadte, saa at de maatte spændes fra efterhaanden. Først Mylius, saa Gjøa, saa Silla. Det var alt det, vi kunde faa dem til at følge med efter Slæderne. Skal man rejse, naar Snesmeltningen er saa vidt fremskredet, maa man have praktiske Sko med til Hundene, ellers klarer de det ikke.

Efterhaanden, som vi rykkede frem, kendte vi jo flere og flere Detaljer i Landskabet. Kysten indtil Strædesnevringen havde vi hyppigt besøgt. Da vi passerede Todd Island og svingede ind paa Petersens Bai, følte vi os næsten som hjemme. Vi havde vor sidste Lejr paa Svartheia.

506Den 25de Juni om Morgenen tog vi saa fat paa de sidste 10 Mil. Slædeflaget – det var efterhaanden lidt medtaget – vajede over Slæden fra Enden af en Ski. De skulde dog se os fra Skibet saa tidligt som muligt. Og de saa os tidligt, for vi var nok ventede med Længsel. Kl. 7 Formiddag gik Flaget op ombord. Lund havde Vagt om Morgenen, og han havde straks set os. Vi hørte jo siden, hvordan de mange Gange havde set ud over Isen og set forgæves. Ikke andet end den flade Is og saa længst ude Todd Island, dansende op og ned i Disen. Men endelig kom vi. Kl. 8 svingede vi ind ad Havnemundingen og saa gik det kvikt mod Skibet. Hundene havde pludselig kendt Stedet og forstaaet, at nu var det endelig en ordentlig Hvil ivente.

Der kom en Mand ned fra Skibet, ud imod os med lange Skridt. Det var Chefen. «Goddag og velkommen!» sagde han. Og velkomne var vi, det var dejligt at mærke.

Dermed var da Rejsen endt. En anstrængende Tur; thi den Tid, man færdes i Ødemarkerne, maa man holde sig aarvaagne. Der skal ikke handles saa meget forkert, førend man kan sætte Livet til. Straf for Fejltrin er Døden.

Men det er Mands Liv. Fribaaren føler man sig derude, hvor ens Vilje er Lov. Saa lad det være haardt, fordi Vejen gaar over alle Slags Hindringer. Sult, Kulde, Væde og Udmattelse lærer man at kende. Tarvelig er ens Kost. Renlighed, hvor hver Draabe Vand koster det kosteligste af alt, Brændsel, maa man sige Farvel til. Men fremad gaar det, hver Kvartmil føles som en Sejrvinding. Og Livet –: «La vie n’est pas un plaisir ni une douleur, mais une affaire grave, dont nous sommes chargée, et qu’il faut conduire et terminer á notre honneur».

Saa havde vi da udrettet dette at spore en ny Strækning Kyst opover den nordlige Halvkugles Hvide; at lægge nyt Land under Menneskefod, at lære dette Land at kende, 507dets Geologi, dets naturlige Beskaffenhed, dets Geografi. 800 Kvartmil havde vi tilbagelagt paa vor Rejse.

*

Den Gang, jeg sad der ude paa Slæden uden noget Vejmærke foran mig, fordi min Slædes Mejer skar de første Spor gennem hine Trakters Sne, da tænkte jeg mig altid, at det vilde blive nemt at skrive derom, naar jeg kom hjem. Jeg syntes, at vor Rejse var af stor Betydning. Thi var end den Kyst, vi kørte langs, en Jærnkyst, stormfuld, taagesvøbt, isbundet Sommer som Vinter; var end det Land, som vi vristede fra Mørkets Uvætter og tegnede ned i vort Kort, øde og stenet, uden Skønhed i sig selv, uden Nytte for Mennesker, saa syntes det mig dog, at der af Viddernes Uendelighed fødtes Tanker, om det store og skønne og gode, og det vilde jeg skrive om. Jeg vilde skrive, saa at de der læste det, blev ligesom rigere paa Minder, vandt et Minde om Vældighed, saadan som jeg har vundet det i hine Egne, hvor der ikke findes Vej eller Sti, men hvor Guds Sol eller de tindrende Stjerner viser en Vejen fremover. Nu ved Arbejdets Ende ser jeg, hvor lidet jeg har formaaet at give, fordi de Tanker, som jeg der syntes vældede ind over mig, ikke var Tanker i Ord, men mest kun Stemninger. Men er det lykkedes mig, alt som Fortællingen skred frem, Fortællingen om de to Mennesker og de tolv Hunde, svømmende gennem Sne, kravlende over Is, hvilende i det ensommeensomme] rettet fra: emsomme Telt midt i de vilde Vinde, er det lykkedes mig en enkelt Gang at gribe, hvad der boede der ude paa de endeløse Vidder, i den stormende Vind som i den straalende Sol, da har jeg dog bragt mere hjem end blot nogle faa Kvartmil Land i Kortet nordenfor «Collinson farthest».

---

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.