Nordvestpassagen

av Roald Amundsen

MOT POLHAVET

10Den eneste, der viste synlig tegn paa rørelse ved vor avreise, var himlen. Men den gjorde det da ogsaa eftertrykkelig. Da vi natten mellem den 16de og 17de juni 1903 kastet loss, stridregnet det. Ellers var det stille i den mørke nat, og kun vore aller nærmeste var møtt op paa bryggen for at si os farvel.

Men trods regn og mørke og trods den sidste avsked var stemningen ombord paa Gjøa høi og lys. De sidste ukers henliggen uten større at gjøre havde trættet os alle. For mine personlige følelser hverken kan eller vil jeg finde uttryk. Den sidste tids slit for at faa det hele i orden, uroen ved dog ikke at kunne komme avsted og de fortvilede anstrengelser for at tilveiebringe de manglende skillinger – alt havde angrepet mig sterkt og tat paa mig baade aandelig og legemlig.

Men nu var det hele over, og ingen kan beskrive den usigelige lettelse, vi følte, da skuten begyndte at glide.

Foruten os syv deltagere fulgte mine tre brødre med for at se os vel ut av Kristianiafjorden. Stilt og rolig var der ombord; den hele navigation besørgedes foreløbig av slæpedamperen, som vi havde for baugen. Vaktholdet var 11overlatt rormanden – samt vore seks hunder. Hundene havde tidligere gjort tjeneste med den anden Framekspedition, som havde tat dem med hjem. Stakkars dyr! Det havde været bedre at ha latt dem bli i is og sne end at slæpe dem hit, hvor de led ondt, navnlig denne vaar, som var usedvanlig varm. De stod nu bundet langs rækken og saa ynkelig ut i regnet, – det værste man kan by en polarhund. En sjøtur i regn og blaute havde de utstaat for at komme hertil, og nok en maatte de døie nu for at vende tilbake. Men saa bar det ogsaa tilbake for stakkarne – dit, hvor de hørte hjemme!

Kl. 6 om morgenen kom vi ind paa Hortens havn og fik ombord 200 kg. skytebomuld. Sprængstof kan komme til nytte paa en polarekspedition, og jeg vilde anse det for en stor feil at lægge ivei uten, selv om det ogsaa kan hænde, at man – som vi – ikke faar bruk for det. Kl. 1 1 om formiddagen var vi ved Færder. Veiret havde bedret sig, og regnet var holdt op. Idet vi skulde igang med at la bugsertrossen gaa, sprang den og sparte os arbeidet. For fulde seil laa Gjøa bidevind sydover, sænkende sit flag til en sidste hilsen til vore kjære derhjemme. Længe fulgte vi taugbaaten i kikkerten, længe svinget vi vore huer og besvarte de hilsener, der først forsvandt med baaten i det fjerne.

Nu var vi altsaa alene, og nu skulde vi ta fat for alvor.

Dyplastet som Gjøa var og tung forøvrig gik det ikke fort fremover. Da alt var gjort sjøklart paa forhaand, kunde vi straks begynde vor faste tjeneste. Vakten blev sat, og frivakten trak sig tilbake. Herlig var det! Ingen uro, ingen brysomme kreditorer, ingen kjedsommelige mennesker med daarlige spaadomme eller endog haansmil . . . bare vi syv glade og fornøiede mænd ombord, der vi være vilde, og med lyst haap og sikker tro paa den fremtid, vi stævnet 12imøte. Verden, som saa længe havde været mørk og tung, laa nu atter for mig fuld av mot og lyst.

Det sidste vi saa av land, var Lister fyr. I Nordsjøen fik vi etpar kulinger paa os, der var mindre behagelige for de ikke sjøsterke. Hundene var nu sluppet løs og sprang omkring paa egen haand. Paa dage, naar sjøen gaar høi, og Gjøa slingrer – for det kan den – gaar de omkring og studerer de forskjellige deltageres miner. Kosten de faar – 1 tørfisk og 1 liter vand – er ikke tilstrækkelig til at tilfredsstille deres appetit, og de søker derfor alle mulige utveie til et ekstramaaltid. De er gamle kjendinger fra før av allesammen og enes ganske godt – ialfald hvad den mandlige bestand angaar. De to damer – Kari og Silla – er det værre med. Kari er den ældste av dem og forlanger absolut lydighed, hvilket Silla, der jo ogsaa er en voksen dame, har vanskelig for at finde sig i. Det hænder derfor ikke sjelden, at de to ryker i totterne paa hinanden. Ola, der er anerkjendt som bas, søker bedst mulig at forhindre den slags bataljer. Han er ubetalelig at se paa, gamle Ola – intelligent som faa hunder jeg har sét – naar han springer rundt med disse to tisperne, en paa hver side – og søker at forhindre kamp.

Det daglige liv er snart i god gjænge, og enhver gjør indtryk av at passe udmerket paa sin post. Vi har dannet en liten republik ombord paa Gjøa. Vi har ikke strenge love. Jeg vet selv, hvor kjedelig denne strenge disciplin er. Man kan gjøre godt arbeide, om lovens svøbe ikke svæver over éns hode.

Jeg havde efter mine erfaringer bestemt mig til saa langt som mulig at anvende frihedssystemet ombord, – la enhver faa følelsen av at være uavhængig inden sit. Der opstaar derved – blandt fornuftige folk – av sig selv en frivillig disciplin, som er av langt høiere værd end en tvungen. Hver mand faar derved bevisstheden om at være et 13menneske, man regner paa som tænkende væsen og ikke som paa en maskine, som trækkes op. Arbeidslysten blir mangedobbelt – og dermed arbeidet selv. Jeg anbefaler systemet paa Gjøa til alle!

Mine kamerater syntes da ogsaa at sætte pris paa det, og overreisen med Gjøa lignet langt mere en ferietur av kamerater end indledningen til en alvorsdyst for aar.

Den 25de juni passerte vi mellem Fair Isle og Orknøerne ut i Atlanteren.

Og nu skulde de sét os – de mangfoldige, som havde spaadd os undergangen allerede her! For fulde seil og en frisk bris av sydøst bar det vestover i rykende fart. Hun danset paa bølgetoppene, Gjøa – hun konkurrerte med maakerne!

Det var ellers merkelig, hvor livløst der var i farvandet. Vi saa hverken fugl eller fisk, – seilere ikke at tale om. Siden vi peilet Lister bak os, havde vi bare sét en fuldrigger i det fjerne.

Motoren var os flere gange til nytte. Naar vinden løiet, saa vi gjorde under to knobs fart, havde jeg bestemt mig til at sætte den igang.

Det gjaldt forøvrig at spare mest mulig paa petroleum, da vi jo aldrig kunde vite, hvor længe turen kunde trække ut.

Alt var nu kommet i gjænge og gik sin lune gang. Døgnet var inddelt i fire 6-timers vakter. Tre mand paa hver vakt. Tjenesten var delt likt mellem os alle. Naar motoren var igang, var maskinisterne for det meste i maskinen. Dog var de altid parate til at gi os dæksfolk en haand, naar det knep. Den gamle strid mellem dæks– og maskinfolk fandtes ikke ombord paa Gjøa. Vi arbeidet alle mot et fælles maal og deltok gjerne og med glæde i alt. I almindelighed blev der saaledes to mand paa dæk, og vi delte da likelig rortørnet.

I slutten av juli maaned begyndte en sygdom at vise sig blandt hundene. Deres forstand blev tilsyneladende først 14angrepet. De gik omkring i en sløv tilstand. De hverken saa eller hørte. Mat smakte de litet eller intet av. Naar dette havde varet et par dages tid, blev bakkroppen lammet, saa de kun med stor møie kunde slæpe sig frem. Saa kom tilslut krampetilfælder, og vi endte da gjerne deres liv med en kugle. Paa denne maate mistet vi to prægtige dyr, Kari og Josef – til megen fornøielse for Silla forresten, der nu blev eneste høne i kurven.

Vor seilas blev den hele tid ført mest mulig efter storcirkelen. Veiret havde været gunstig og fremgangen upaaklagelig. Den 5te juli fik vi en liten kuling fra sydsydøst. Vi førte toppede seil og skar gjennem vandet med 10 mils fart. Storbommen var godt avfiret og stopper paasat. Det duskregnet, da jeg gik tilkøis om aftenen. Kl. 1 om natten sprang vinden over paa øst med den følge, at storseilet styrtes over. Bomstopperen brak, og med en voldsom kraft kom bommen farende. Dette kunde havt alvorlige følger; men samtidig som stopperen brak, brak til alt held i uheldet ogsaa kofilnaglen, hvortil pigfaldet var fastgjort, med det resultat, at piggen laaret sig selv og dæmpet det støt, der ellers kunde ha kostet os vor bom. Dette var en forholdsvis billig lærepenge. Vi blev for fremtiden forsigtigere om natten.

Vore fire gjenlevende hunder begyndte imidlertid nu tydeligvis at kjede sig. I begyndelsen kunde de studere vind og veir og slaa tiden ihjel dermed; men nu virket de meteorologiske adspredelser ikke længer adspredende, og deres tanker søkte derfor nye felter. Lediggang er roten til alt ondt, heter det, og det passer likesaa godt paa dyr som paa mennesker. Lurven og Bismark, der til denne tid havde været Ola ganske hengivne og underdanige, begyndte nu at gjøre indvendinger og negte kommando. Det vil si, det var Lurven – der i virkeligheden var ond fra fødselen av – som hidset Bismark op. Denne var en stor, prægtig hund paa ca. 2 aar med de prægtigste biteredskaper, jeg 15har sét. Olas tænder havde alderen tat paa, og de var nu temmelig skrale. Som gammel anfører stod der imidlertid respekt av ham, og de andre betænkte sig to gange, inden de angrep ham. Lurven spilte imidlertid sin rolle udmerket. I susende fart satte han avsted i retning av Ola. Bismark, der skjønte, at det gjaldt et stormangrep, sluttet sig øieblikke lig til sin kamerat for at assistere ham. Kommen like ind paa Ola stopper Lurven op med det resultat, at Bismark, der ikke er forberedt paa denne list, render like i fiendens gap. Han fik da som regel dygtig bank av den mere erfarne Ola. Lurven var den mest ondskapsfulde av alle de hunder, jeg har truffet. Jeg ser ham endnu for mig med hodet paa skakke, smaa, mysende øine og halen tvers ut til siden fare langs efter dækket pønsende paa en ny strek. Han fik ofte juling av os for sine slette knep og henla derfor sine operationer til en tid, da han var mindre paaagtet. Var vi optat med seilene for eksempel, kunde vi være ganske sikre paa en batalje. I nattens mulm og mørke, naar han havde faat de to andre sammen, benyttet han ofte anledningen til at falde Ola i ryggen, og da kunde den gamle ikke klare sig længer. Stakkars Ola, han blev ofte tilredt i disse natlige kampe. Silla sprang ved slike leiligheder rundt de kjæmpende og holdt alene et leven, der ganske overdøvet disse. Fra tid til anden nappet hun dem i benene.

Det regnet jevnt og stadig, og vi samlet vand i alle vore kar for at ha til vaske– og hundevand. Men som regel vasket vi os i saltvand og fik ikke ta det saa nøie med den absolute hvithed.

Vi holdt nu skarp utkik efter is, og den 9de juli fik vi øie paa to smale strimler, som laa og bugtet sig i sjøen og viste, at nu kunde vi snart vente hovedmassen av isen. Og ganske rigtig. Ikke længe efter havde vi foran os pakisen, stor og tæt. I dens følge kom taaken, isens trofaste ledsager, som holdt os med selskap under en stor del av vor navigation i de arktiske farvand.

16Den 11 te juli kl. 2½ eftermiddag fik vi land isigte, noget vestenfor Kap Farvel. Det høie, forrevne fjeldlandskap tok sig prægtig ut. Isen saa ut til at ligge tæt like opunder land. Efter de skotske hvalfangerkapteiner Milne og Adams’ raad holdt jeg godt ut av kysten for ikke at komme ind i isen. Den 13de møtte vi de første isfjeld, to enslige majestæter. De av os, som ikke havde sét slike karer før, var selvfølgelig meget interesseret, og kikkerterne var i flittig bruk.

ISFJELD I BAFFINSBUGTEN.

ISFJELD I BAFFINSBUGTEN.

Ved synet av isen begyndte jægerblodet at røre sig i de fleste av os. Der speidedes i kikkerter efter mulig bytte, og bjørnehistorier blev en jevnlig underholdning. Selvsagt stod bamsen høiest i kurs i forventningerne; men man vilde dog ogsaa ta vel imot en klapmyds – den store, prægtige sæl, som findes i isen langs Grønlands kyster. Etpar av de vældigste jægere ymtet om muligheden av endog at kværke en hval!

Den 15de juli fik endelig d’hrr. jægere sit første blod paa tand. Vi gjorde den dag et litet slag ind i isen og 17skjøt fire store klapmyds. Ypperlig smakte det ferske kjøt. Og Lindstrøms veltalenhed flyter over med snak om rul, sylte og pølser, saa alle skutens tænder løper i vand. Han taler om sine kulinariske bedrifter som førstekok paa «Fram». Desværre bevæger hans tale sig kun i fortid, og vi venter og haaper paa at se hans gjerninger – i præsens. Men foreløbig forgjæves! Nu – ære være Gjøakokken! han har laget os mangen en god bif allikevel!

Det er imidlertid ikke bare os mennesker, hvem det ferske kjøt falder i smaken. Hundene leverer de aller synligste beviser paa, at heller ikke de er kostforagtere. De æter, saa maverne staar som balloner; navnlig udmerker Lurven sig. Han er nu en særlig gris og er over hele kroppen indsmurt med fett og blod. Og det paa hver vakt haardt arbeidende renovationsvæsen har efter slike festmaaltider sin fulde hyre. Enhver sjømand kjender den side av at ha bikkje ombord. Man tænke sig saa fire paa én gang – helt blottede for stuedressur!

Dagen efter var vi atter inde i isen og skjøt syv sæl til.

Det gaar haardt paa harpuner og kniver i denne sæltid. Vor opfindsomme maskinist har imidlertid fundet paa at anbringe slipestenen paa loddemaskinen, der staar i forbindelse med whinchen, saa han greier al slipning alene.

Lindstrøm synes, at sæl-lever er noget av det delikateste, som findes, og han trakterer os dermed baade sent og tidlig. Den smaker forresten slet ikke ilde. Da vi nærmet os «Lille Hellefiskbanken», fik maskinisten, der er likesaa ivrig fisker som jæger, sine fiskeredskaper istand og indrettet sig oppe i hæksbaaten, hvorfra han drev fiske i stor stil. Han var selv meget forhaabningsfuld og støttedes heri av kokken, mens vi andre var noget skeptiske. Hans triumf var stor, da han en morgen virkelig fik en liten kveite, som smakte herlig.

20de juli fik vi kjending av Sukkertoppen. Forøvrig beholder kysten sin karakter med høie, forrevne topper.

18Ellers var her livligere – med hvalstimer ret som det var. Veiret var ogsaa bedre opunder land end utpaa, det holdt sig klart med en liten bris fra syd. Vandets temperatur er helt oppe i 4° C. Is saa vi merkelig nok intet til, uagtet man jo skulde tro, at den stadige nordenvind, vi hele tiden har havt imot os, havde ført en mængde is sørover. Der er kanske ikke mere is igjen –?

Vi merket nu for første gang, at kompasset ikke var at stole paa. Dette er forresten en vel kjendt foreteelse her paa Grønlands vestkyst. Længere utpaa er det paalidelig nok. Aarsaken er rimeligvis de sterkt jernholdige fjeld.

LUFTNING AV MUGGENT BRØD.

LUFTNING AV MUGGENT BRØD.

Den 24de juli var en deilig dag, blik stille og tindrende klar. Det var den første virkelige sommerdag, vi havde havt siden vor avreise. Vi benyttet leiligheden til at faa alt det brød, som vi i fersk tilstand havde bragt med hjemmefra og havde spredt ut nede i rummet, – op i luften. Meget av det var skadet; men vi skar det mugne bort og luftet paa det øvrige saa tit der var anledning til det.

– Seiler forut! ropes der pludselig. Og der blir liv ombord. Alle kikkerter – og vi har mange ombord paa Gjøa – kommer frem.

– En fuldrigger! forlyder det.

– Aanei, vi nøier os med en skonnert, tænker jeg.

– Jeg ser tydelig, at det er en brig.

19Det er rimeligvis et av den kongelige danske grønlandske handels skibe, som er paa veien hjem.

— Der er én til! roper én med kikkerten for øiet.

Naa, her begynder pludselig at bli folksomt i isødet! Og op og ned paa dækket driver vi og smaasnakker saare vel tilmote om, hvor vi blir en overraskelse for de kommende. Helt frit er det ikke for, at vi saa smaat pynter op litt paa dækket . . . der kunde jo komme besøk!

Saa er der en kikkert, som slaas sammen paa en avgjørende og bestemt maate og dertil en skraldende latter.

– Naada –?

— Mine herrer, sier løitnant Hansen, – det er isfjeld!

Der protesteres indigneret, der kikkes og diskuteres, alt mens vi jevnt nærmer os stridens gjenstand. Hidsigheden svinder, fuldriggeren opgis, derefter briggen. Skonnerten har én tilhænger igjen, da vi har avanceret saa langt, at vi tydelig har foran os en stor ansamling av isfjeld, som synes at staa paa grund paa «Store Hellefiskbank».

Længere utpaa formiddagen fik vi Disco-øen isigte, høi og flattoppet og let kjendelig paa lang led. Men den er drøi at seile paa. Kl. 8 om aftenen var vi endnu 30 kvartmil av, og først klokken halv elleve den næste formiddag rakk vi opunder land. En barrière av grundstaaende isfjeld saa ut som de stængte for indseilingen til Godhavn indenfor. Men snart kom kolonibestyrer Nielsen ut til os med baat for at by os velkommen og lodse os ind.

Vi fik voldsomme kastevinde imot og maatte krydse os op, da motoren ikke klarte det alene. Kl. 1 gik vi til ankers.

Godhavn ligger paa en liten, lav ø, skilt fra Disco ved et ganske smalt sund. Stedet talte i 1903 108 sjæle og er sætet for Nordgrønlands inspektør. Den ligger overordentlig vakkert til med det høie og mægtige Disco i nord og i 20syd og vest havet, som fra tid til anden er opfyldt av svære isfjeld.

Vi avla straks visiter til stedets autoriteter – inspektør og kolonibestyrer. Allerede aaret i forveien havde jeg staat i korrespondance med hr. inspektør Daugaard-Jensen, som havde lovet at skaffe mig 10 slædehunder med fuldt utstyr. Han mottok os med stor elskværdighed og kunde meddele, at alt var ankommet i god behold, – slæder, kajakker, ski, 20 fate petroleum m. m. Den kongelige danske grønlandske handel havde vist os den store imøtekommenhed at fragte disse saker op for os paa et av sine skibe. Jeg skylder d’hrr. direktør Rydberg og kontorchef Krenchel en varm tak for den udmerkede behandling, der blev Gjøa-ekspeditionen tildel fra den grønlandske handels side!

GODHAVN MED DISCO-ØEN I BAKGRUNDEN.

GODHAVN MED DISCO-ØEN I BAKGRUNDEN.

Kolonibestyrer Nielsen var os utrættelig til hjælp i alle henseender. Vi delte os straks i to partier, hvorav det ene 21skulde utføre de nødvendige observationer, mens det andre besørget alt arbeide ombord. Løitnant Hansen forestod de astronomiske, Wiik de magnetiske observationer. Lund og Hansen skulde faa alt bragt ombord og forøvrig gjøre skibet istand til fortsættelsen av vor reise. Ristvedt fór til og fra og havde hænderne fulde. Snart maatte han læse av kronometeret for astronomen, snart for magnetikeren; snart var han i rummet og tilsaa vandtankerne, snart i maskinen og; tappet petroleum.

Det blev en travl tid. Men som den gik! Alle syntes besjælet av den samme trang til at faa arbeidet gjort godt og hurtig, saa vi kunde komme avsted snarest mulig og ingen tid eller leilighed tape til fremfart.

Lindstrøm forstod at smøre det hele maskineri – paa sit vis. Han var paafærde overalt, kjøpte og tusket med eskimoerne, snart en saltet laks, snart en fersk, snart en efugl, snart en lom. Og i denne tid var spiseseddelen saa ledes meget vekslende.

Lindstrøms mynt var baker Hansens mugne vørterkaker fra Kristiania. Om den ikke var klingende, eller endog ikke helt god – saa var den dog baade rund og gangbar.

Naar eskimoen kom til handsel, blev Lindstrøm hentet paa dæk. Underhandlingerne førtes paa eskimoisk og paa godt nordlandsk-norsk. Replikerne falder fra begge kanter baade lange og kjappe, men fra eskimoens side jevnt mere og mere ydmygt og frygtsomt likeoverfor den faderlig nedladende, intet i verden savnende eller ønskende Lindstrøm. Vi, der vet, at vor kjære kok ikke eier anelse om et eneste eskimoisk ord, samler os om parret, revnefærdage av latter. Naar saa diskussionen har varet ved nogen stund, gjør Lindstrøm den pludselige forstaaelses glade tegn og forsvinder i rummet. Tyk og fornøiet vender han tilbake – med en muggen vørterkake under hver arm. Eskimoen betragter ham med tegn paa den mest levende forbauselse. Han 22har nemlig forlangt tobak for sin laks. At gjøre Lindstrøm feiltagelsen begripelig støter paa en rund, nedladende, skulderklappende uimottagelighed. Lindstrøm tar laksen, man den faar kakerne – og saken er avgjort. Nachspielet er maaske dog det aller artigste: At høre Lindstrøm fortælle, at han selvfølgelig skjønte hvert ord av eskimoen, «men da han forlangte tre kaker, saa lot jeg, som jeg ikke forstod – og gav ham to!» Jeg havde min skumle mistanke om, at eskimoen mere end én gang kom hjem med sine kaker til sine og – utvilsomt med større ret – skrøt for dem av, at han «lot som han ikke forstod!»

ESKIMOSKJØNHEDER FRA GODHAVN.

ESKIMOSKJØNHEDER FRA GODHAVN.

23Opholdet i Godhavn var helt igjennem behagelig. Vor eneste plage var myggen, som i den grad generte os under arbeidet, at vi ret som det var maatte fly ned i kahytten for at faa en smule fred. Hitned kom plageaanderne kun sjelden.

Den 31te juli var vi færdige. De forskjellige observationer var utført, og alt vort utstyr ombord. Vi var allerede sent nok ute og maatte klemme paa. Saa tok vi farvel med de elskværdige mennesker i Godhavn og lettet anker. Inspektør, kolonibestyrer og assistent fulgte os ut sundet. De offentlige bygninger flaget, og salutten dundret fra batteriet i bakken. I skjærgaarden sa vi vore venner det sidste farvel og hilste endnu engang det gjestfrie danske flag, – og saa var vi atter overlatt til os selv. Straks utpaa møtte vi vor gamle kjending nordvesten og maatte drive paa med krydsning.

Parryskjæret var feilagtig avlagt paa vort kart, og det var saavidt vi undgik at rende paa det. Vi saa heldigvis skvalpet over det og fik vendt i tide. Det er ganske lavt og ligner skuffende ryggen av en hval.

Under opholdet i Godhavn havde jeg utdelt av vore tykke uldunderklær, islandstrøier og Nansenklær til hver av deltagerne, saa vi kunde være forberedt paa at møte isen. De fleste av os havde ogsaa byttet til sig sælskindsdresser.

Den 6te august var vi tvers av Upernivik, 12 kvartmil av. Her havde der samlet sig hundreder av isfjeld, som saa større og kraftigere ut end dem, vi møtte søndenfor. Drivisen saa vi endnu intet til og begyndte at fatte haap om at slippe uhindret over Melvillebugten. Dagen efter passerte vi Itivdliarsuk paa 73 ° 30 ‘ n. br. – det nordligste av civiliserte mennesker bebodde sted. Den 8 de august var vi ved Holms Ø og skulde begynde farten over Melvillebugten. Dette er den mest frygtede strækning i denne del av det arktiske ocean. Mangfoldige er de fartøier, som her 24har gjort sin sidste reise. Det er dog i særdeleshed tidligere paa aaret, at forholdene er farlige. I juni og juli, naar isen gaar op, og hvalfangerne søker nordover – det gjælder jo at være først paa feltet – har de ofte en svær kamp med isen. Den ytre del av isen i bugten brækker først, og den indre del blir liggende hel igjen. Det er denne is, som har navn av land- eller fastisen. Langs kanten av den søker hvalfangerne sin fremkomst, og de fornuftige blandt dem slipper den ikke, før de er ute i det aapne vand paa nordsiden av bugten. I fastiskanten danner der sig ofte enslags naturlige dokker, hvor fartøierne, naar drivisen sætter paa, kan ty ind og bjerge sig. Er ingen naturlig dok tilstede, har de fleste hvalfangere mandskap nok til i forholdsvis kort tid at skjære sig ind i isen selv. Det er skotlænderne, som raader i disse farvand, og der er ingen tvil om, at disse skotske hvalfangere her – i de farlige og vanskelige forhold – har utviklet sig til nogen av vor tids dygtigste ishavsfolk.

Ved Holms Ø satte vi kurs for Kap York. Forholdene saa meget gunstige ut. Ingen fastis var at se, og saalangt øiet rakk var Melvillebugten opfyldt av isfjeld og knotis, d. v. s. stumper av isfjeld. Kl. 3 eftermiddag passerte vi det kjendte landmerke «Djævelens Tommelfinger», en fjeldknat, som saa slaaende ligner en gammel, knortet, opadvendt tommeltot, at vi alle brast i latter ved synet av den.

Nu satte vi alle seil og fuld fart i motoren. Det gjaldt at komme hurtigst mulig over bugten og intet spare. Men desværre, vor kurs mot Kap York blev ikke av lang varighed. Allerede næste morgen blev vi stanset av en tæt pakis. I nattens løp havde der dannet sig kvarttoms ny is – og vi blev nødt til at bite i det sure eple og snu sørover – som saa mange før os. Imidlertid gjorde vi først et slag ind i isen for at se litt nærmere paa den. Jevne flater og skarpe kanter tydet paa, at dette var nybrutt 25landis; vi havde altsaa rimeligvis holdt for nær land. Vi fulgte nu denne is sydvestover. En isodde strakte sig ut mot sydvest foran os. Luften var mørk ovenover og tydet paa aapent vand. Imidlertid stak der bak denne odde ut en ny paa den anden side av en stor bugt, opfyldt av slak is. Vi prøvet at trænge ind i denne bugt, men isen tætnet snart til og tvang os ut igjen. Længere ute var isen betydelig sværere, og det saa ut, som vi netop befandt os paa grænsen mellem den nybrutte landis og drivisen. Jeg bestemte mig derfor til at holde det gaaende frem og tilbake her, hvor sandsynligvis enhver forandring i forholdene just vilde vise sig. Og ganske rigtig. Kl. 12 om natten slaknet isen op og lot os slippe ind uten synderlig besvær. Samtidig satte taaken ind tæt som uld. Den, som ikke har sét polhavets istaake, vet ikke, hvad taake er. Selv londonertaaken er for intet at regne mot den. Vi saa ikke i skutens længde. Men vi gik efter kompasset i vor kursretning, og isen veg høflig plads for os. Saaledes kom vi frem gjennem den fugtige grøt; men om nogen spurte mig om isforholdene i denne del av Melvillebugten, kunde jeg ingensomhelst oplysning gi. Ensformigheden brøtes av og til av en sæl, som fluksens maatte late sit liv; vi fraadset i ferskt sælkjøt. Vi havde ikke sét fugl den hele tid, men her kom ret som det var svære flokker av alkekonger – tusenvis fløi de like forbi skuten. En stor fordel har man i drivisen, og det er overflod paa vand. Næsten paa hvert flak er der damme av det deiligste drikkevand, ja vi tillot os endog den luksus at vaske og bade os i ferskvand.

Den 13de august klokken halv tre om morgenen stod jeg tilrors – efter at ha løst av kl. 2 – og hutret og frøs. Jeg burde kanske som polarfarer ikke medgi det, men frøs gjorde jeg nu allikevel. Mine to vaktkamerater drev over dækket og prøvet at holde varmen saa godt de kunde. Taaken slog ned og gjennembløtte alt, hvad den kom i 26berøring med. Det var i det hele en miserabel tilværelse paa morgenkvisten. Frivakten var nede og sat nu ved sin rykende varme kaffe – den de efter 6 timers tørn vel kunde fortjene.

Pludselig slog der et lysblaff gjennem taaken. Og som med et trylleslag aapnet der sig foran mig et vidsyn utover i dagens straalende klarhed, midt imot os – og tilsyneladende ganske nær – Kap Yorks vilde, forrevne landskap, nu i dets pludselige tilsynekomst lik et forlokkende eventyrland.

Vi skrek alle tre paa én gang av begeistring og av forundring. Frivakten kom farende op fra sin kaffe, og snart stod alle mand i stille, betat beskuelse. Morgenen var saa tindrende, overnaturlig klar, at vi syntes, vi maatte kunne naa Kap York i etpar timers marsch. Og det laa dog 40 kvartmil av. I øst laa’ hele det indre av Melvillebugten for os. Helt inde i dens inderste bund kunde vi se enkelte høie fjeldtopper. En uigjennemtrængelig ismasse fyldte bugten; mægtige isfjeld raket op hist og her av massen.

Da vi endelig vendte os om, laa skodden, som vi pludselig var sluppet ut av, tæt som en mur bak os.

Se dette var et av disse vidundere, som man kun oplever i isens rike, og som blir uforglemmelige for hele éns liv med slik magt, at én kan længes og drages tilbake og atter tilbake dertil – trods alle savn og al møie.

Isforholdene i kursretningen saa lovende ut. Vistnok laa der nogen is til luvart, men vi gav ikke noget større agt paa den. Samme dags middag kl. 12 knep imidlertid isen sammen, saa der kun blev en liten aapen rende mot nord. Vi var da 25 kvartmil av Kap York. Imidlertid slaknet isen efterhaanden op foran os – som jevnedes veien for os – og kl. 5 efterm. naadde vi fastiskanten under Kap York. Vi fulgte denne en stund med kurs for Kap Dudley Digges. Da taaken nu la sig til igjen, gjorde vi fast i isen 27for at vente, til det letnet. To av vore jægere benyttet leiligheden til at ta sig en baattur efter alkekonger. Efter etpar timers forløp vendte de tilbake med fugl nok for en middag. De smakte som de delikateste kramsfugl, – og det er underlig, hvor lækkersulten man blir paa en ishavstur.

I vaktskiftet næste morgen klarnet det op. De nærmeste omgivelser var temmelig tætte av is. En kvartmil fra os i syd strakte der sig derimot en stor, bred raak vestover og, saa nødig jeg gik tilbake, fandt jeg det dog raadeligst her. Efter endel stræv naadde vi ut i raaken. Denne aapnet sig videre og videre vestover, og der var ingen tvil om, at den førte ut i aapent vand. Og klokken halv fire var vi da ogsaa i isfrit hav.

Melvillebugten var beseiret. Vi havde al grund til at være fornøiet; dette havstykke havde altid staat for mig som det vanskeligste i hele Nordvestpassagen, – at si med et saa litet skib som vort. Og nu havde vi sluppet over den uten uheld.

Kl. 4 den 15de august naadde vi Dalrymple Rock, hvor de skotske hvalfangerkapteiner Milne og Adams havde nedlagt et betydelig depot for os. Dalrymple Rock er let kjendelig efter beskrivelserne. Den raker ret op fra havet i en kegleform. Naar man som vi kommer fra østsiden av Wolstenholm, faar man først øie paa en liten ø nord for denne. Det er Efuglø. Her og paa Dalrymple Rock samler eskimoerne hvert aar en mængde egg.

— To kajakker forut! brølte pludselig tøndeutkikken.

I en fart var alle mand paa dæk. Jeg slog stop i maskinen, og kajakkerne blev tat ombord. Vi var meget spændte paa at stifte bekjendtskap med disse nordgrønlandske eskimoer, om hvem der berettes mange underlige ting. Det var to rigtig godt utseende mænd. Klædedragten var os jo i begyndelsen noget paafaldende; navnlig vakte det en 28umaadelig jubel, da en av dem bøiet sig for at ta op en kniv, han mistet – og dermed blottet en stor del av sit sitteredskap! En fin maate at gjøre reverens paa –! De var overmaade livlige, skravlet i munden paa hinanden, fegtet og gestikulerte. Der var tydeligvis noget særlig, de havde at fortælle os. Men vi skjønte jo selvfølgelig ikke et muk. Saa satte pludselig den ene op et bredt smil og sa:

Mylius!

DEN DANSKE LITERÆRE GRØNLANDSEKSPEDITION.

DEN DANSKE LITERÆRE GRØNLANDSEKSPEDITION.

Og dermed gik det jo op for os, hvad det gjaldt. Den danske saakaldte literære grønlandsekspedition under Mylius 29Erichsen maatte være i nærheden. Efter hvad vi havde hørt om den, trodde vi den befandt sig blandt eskimoerne ved Kap York.

Neppe var navnet uttalt, saa brøt der løs en skyting og smelding som av en hel batalje bakom et høit iskoss, og ut derfra fór seks kajakker med lynets fart. En av kajakkerne var prydet med et litet norsk flag, en anden med et dansk. Det var i sandhed en oplivende overraskelse.

Snart havde vi ombord ekspeditionens leder, hr. Mylius Erichsen, og en av deltagerne, hr. Knut Rasmussen, samt fire eskimoer. Der blev hilst velkommen og spurt og svart hulter-til-bulter i den glædelige forvirring, og det varte en hel tid, inden vi kom saapas til ro paa begge sider, at vi kunde faa og gi hinanden nogenslags ordentlig besked. Vor største bekymring gjaldt depotet, og til vor lettelse erfarte vi, at det var i den skjønneste orden. Kl. 7 om aftenen naadde vi Dalrymple Rock. Der er ingen havn paa holmen, saa vi maatte ligge ubeskyttet. Imidlertid rodde jeg straks iland med Lund for at ta depotet i øiesyn og bestemme, hvordan vi burde gripe arbeidet an med ombordbringelsen. Hr. Mylius Erichsen overgav mig et brev fra d’hrr. Milne og Adams, hvori de ønsket os alt held paa vor færd. Jeg kan ikke noksom takke de to herrer for den beredvillighed, hvormed de paatok sig det kjedsommelige arbeide, og den omhu, hvormed det var utført. Depotet laa mellem store stener i et bakkeheld og var paa alle kanter omgit av pigtraad. Ved enden av bakken stak en gammel isfot ut i sjøen og dannet den prægtigste naturlige kai. Vi besluttet da at rigge op vor lossebom paa kaien som kran og ved hjælp av den at føre kasserne like over i baaten, efterat vi paa slæder havde ført dem frem. For ikke at faa for lang baattransport, gik jeg med Gjøa saa nær opunder land som mulig og ankret der. Jeg medgir, at dette var uforsigtig paa en aapen kyst; men det gjaldt for os at bli 30fort færdig og komme videre. Vi sendte en pram iland for at hente ekspeditionens tredje deltager, grev Moltke, som laa syk.

ESKIMOER FRA NORDGRØNLAND.

ESKIMOER FRA NORDGRØNLAND.

Et raskt aftensmaaltid blev indtat, og kl. 10 gik vi igang med vort arbeide. Løitnant Hansen blev ombord for at føre tilsynet der. Jeg selv overtok arbeidet paa land med elskværdig assistance av vore danske gjester og nogen eskimoer. Hansen skulde fragte kasserne, og Lund hive dem ombord. Hele depotet – 105 kasser – maatte tages som dækslast. Imens blev motoren renset og pudset av Ristvedt og Wiik.

Kl. 2 om morgenen holdt vi rast med en liten kaffeslabberas, som vi haardt kunde trænge. Kasserne veiet sine 31130 kg. gjennemsnitlig og var saaledes ikke barneleker. Kl. halv tre havde vi den fornøielse, at grev Moltke sluttet sig til vort selskap. – Efter kaffen tok vi fat igjen. Jeg blev nu assisteret av fire eskimoer. Der har været skrevet saa meget om, at eskimoerne er dovne, uvillige og overhovedet i besiddelse av alverdens slette egenskaper. Dette gjaldt ialfald ikke om disse mine fire hjælpere. De haandterte vore kasser, hvorav mange havde en vegt paa optil 200 kg., med en lethed og en færdighed, som søkte sin like. Og istedetfor eder og forbandelser, der blandt «civiliserte» arbeidsfolk pleier at være fast akkompagnement til slikt arbeide, ledsaget disse naturbørn sit stræv med sang og lystighed.

Kl. 8 om morgenen var de sidste kasser samt 6 fate petroleum bragt ned paa kaien, og jeg regnet ut, at vi vilde være helt færdige til kl. 9. Men ak – det gik anderledes end min kloke beregning. I et eneste nu sprang der op en paalandsbris, som tvang mig til at gaa ombord over hals og hode. Ankeret blev lettet og forseilene sat – at faa storseilet op var der ikke tale om tid til. Bygen vokste sig rykende frisk, men vinden sprang heldigvis rundt, saa den fyldte vore seilkluter. Nu bar det forover med god fart, og paa tide var det, thi vi maalte avstanden fra land i tommer. Vi gik rundt holmen og ankret i læ paa den andre siden. Men nu havde vi det anstrengende arbeide at fragte de paa kajen gjenstaaende 1 1 kasser og 6 petroleumsfate over til den motsatte side av øen. Jeg gruet for at komme til eskimoerne med dette, – men de bare spøkte og lo og tok fat som med friske kræfter. Men færdige blev vi ikke før kl. 7 om aftenen.

Hundene var ved vor ankomst til øen blit sluppet løs for ikke at være iveien for arbeidet. De benyttet tiden vel. De gamle Framhunder og de nye fra Godhavn fik leilighed til i et regulært storslagsmaal at gjøre op, hvad de til dato havde lagret op av tvistigheder ombord. Mange av dem bar 32gruelige merker efter bataljen, da de nu blev bragt ombord igjen. En av vore nye hunder var det os umulig at faa lokket ind, og vi maatte forlate den. Eskimoerne fik nok siden tak i den, naar den blev sulten. Mylius Erichsen forærte mig fire prægtige hunder, to voksne og to hvalper paa etpar maaneder. Disse to smaa blev usedvanlig dygtige hunder. Vi kaldte dem for «Mylius» og «Gjøa», og den sidste blev vor utvilsomt aller bedste hund.

Kl. 11 om aftenen naadde vi Saunder-øen, hvor den literære ekspedition havde sin boplads. Og saa haardt det var efter saa kort samvær, maatte vi si dem farvel her.

Vi var nu dygtig nedlastet. Vor petroleumsbeholdning var ved avgangen fra Dalrymple 19 291 liter. Dækket laa i vandlinjen, og kasserne rakk næsten opunder storbommen. Paa toppen av kasserne gik hundene og lurte paa hverandre. Vi havde et helt mas med at holde de to fiendtlige partier fra at ryke ihop.

Kl. 2 ½ om morgenen den 17de august fortsatte vi vor færd. Det var en herlig morgen. Bræ i bræ strakte sig i skinnende bredde nordover, indtil landet sluttet ved Kap Parry. Ved synet av den bræ, hvor vor kjække landsmand Eivind Astrup drog op for sammen med Peary at begynde sin vandring over indlandsisen, havde jeg ondt for at faa mine øine og mine tanker derfra. Men jeg maatte rive mig løs og fæste min opmerksomhed paa mine egne anliggender. Foran os strakte der sig en mur av svære, nydannede isfjeld, som det gjaldt at holde sig fra livet.

Grønland begyndte nu at bli mindre og mindre, og vi halte godt ind paa Kap Horsburgh, den nordlige indgang til Lancaster Sund. Utpaa dagen passerte vi Carreyøerne i 15 kvartmils avstand. Heldigvis holdt veiret sig stille og klart. Som Gjøa nu var lastet, var vi ikke skikket til at ta imot en storm. Det var en strid tørn at komme rundt Kap Horsburgh. Vinden var ganske løiet av, og en høi dønning 33fra syd, som møtte strømmen ut av sundet, satte en meget ubehagelig sjø. Og Gjøa var ingen hurtigløper for motor. Den 20de august kl. halv fem om morgenen var vi endelig rundt neset og inde i Lancaster Sund. Da jeg havde bestemt mig til at gaa hen til Beechey-øen for der at foreta en række magnetiske observationer, holdt vi indunder den nordlige bred. Naar undtages nogen faa isfjeld og litt ganske slak is, som strakte sig ut fra land, var farvandet saagodtsom isfrit. Taaken fulgte os helt til Kap Warrender. Her lettet den, og i det fine, sigtbare veir kunde vi iagtta landet. Dette er vidt forskjellig fra Grønlands vilde og forrevne fjeldformer. Mest fremherskende er plateauformen, men den brytes alt i et av kupler; her er goldt, men dog ikke utiltalende. Det sigtbare veir holdt sig ikke længe. Allerede følgende morgen var taaken over os. Kompasset var nu endel upaalidelig; dette i forbindelse med taaken maa tjene til vor undskyldning, naar vi her tok feil. Og vi tok feil etpar gange. Men jeg trøster mig til, at det nok ogsaa tør hænde dem, der kommer efter os!

Efter en temmelig haard krydsning slet vi os den 22de august kl. 9 aften opunder Beechey-øen og gik til ankers paa Erebus Bay . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Ankeret var faldt, og fartøiet svunget op. De fleste var gaat tilkøis for at nyde en nats uavbrutt søvn.

Klokken var henved 10, og tusmørket sivet ind.

Jeg havde sat mig paa en av kjettingkasserne – og saa mot land i en dyp, høitidelig følelse av at være paa hellig grund: Franklins sidste sikre vinterhavn.

Min tanke gled tilbake – langt tilbake i tiden.

Jeg saa for mig den statelig utrustede Franklin-eskadre stævne ind paa havnen – og ankre op.

«Erebus» og «Terror» er endnu i sin fulde glans. De engelske farver flyr fra mastetoppene, og paa begge de fine 34fartøier er der fuldt liv – av officerer i straalende uniformer, baatsmænd med sine piper, blaaklædte jack’er. To stolte repræsentanter for verdens første sjøfarende nation heroppe i det ukjendte isøde . . . . . .

Der laares en baat fra chefsskibet. Sir John vil sættes iland. Gutterne ligger godt i aarerne, stolte over at ha chefen i baaten. Hans kloke, karakterfulde aasyn lyser av mildhed; han har et godt ord til alle, og derfor elsker gutterne ham. De nærer ogsaa ubegrænset tillid til den gamle, erfarne fører i polaregnene. Nu lytter de spændt til hvert ord, som veksles mellem chefen og de to officerer, som han sitter mellem. Samtalen føres om de ugunstige isforhold og muligheden av en overvintring ved Beechey. Det falder Sir John haardt at gjøre sig fortrolig med en slik tanke. Men av gammel erfaring vet han, at i disse egne er man ofte nødt til at gjøre, hvad man nødigst vil.

Vistnok havde det lykkes disse kjække folk at utforske endel nyt land, men dette kun for at se sine forhaabninger om Nordvestpassagens fuldførelse ad den vei tilintetgjort av uigjennemtrængelige ismasser . . . . . . .

Vinteren 1845–46 blev tilbragt her paa dette sted. De dunkle konturer av nogen gravkors inde paa land vidner for mine øine, her jeg sitter. Skjørbuken viste sit spøkelse for første gang her og krævet, om ikke mange, saa dog nogen liv.

I isløsningen 1846 stod atter «Erebus» og «Terror» ut. Endnu engang gjenlyder matrosernes glade opsang, og fartøierne passerer ut mellem Kap Riley og Beechey. Endnu engang vaier Englands stolte flag. Det er Franklinekspeditionens farvel. Herfra gled den ind i mørket – i døden . . .

Den dygtige forsker dr. Sir John Rae var den første, som bragte underretning om, i hvilke egne Franklinekspeditionen var forulykket. Men æren for at ha bragt de første sikre efterretninger om hele ekspeditionens skjæbne tilkommer admiral Sir Leopold Mc. Clintock.

35Saa mange reiseskildringer indeholder beretningen om denne tragedie, at jeg ikke skal gjenta den. Franklin og samtlige hans mænd satte livet til i kampen for Nordvestpassagen. La os reise dem et minde, varigere end nogen bautasten: Erkjendelsen av, at de var de første opdagere av Nordvestpassagen.


Den 23de august kom med taake. Wiik og jeg gik straks igang med de magnetiske observationer. Disse blev dennegang fulgt med voldsom spænding og interesse av alle ombord. Vor rute mot den magnetiske pol avhang jo av deres utfald. Det staar ikke til at negte, at manges haap stod til, at kompasnaalen skulde peke mot vest – henimot moskusokserne paa Melvilleøen og Prins Patricks Land. Deklinationsnaalen blev sluppet løs og fulgtes i sine bevægelser med aandeløs spænding. Den svinget længe frem og tilbake og indstillet sig saa endelig i sydvestlig retning. Skjønt nok ogsaa jeg til tider havde tænkt med behag paa jagtmarkerne i nordvest, følte jeg mig nu, da avgjørelsen var faldt, meget tilfreds. Min oprindelige plan kunde fortsættes. Og mine kamerater var besjælet av samme følelse. Vi havde altid været enige om, at den bedste vei for Nordvestpassagen maatte være just den, magnetnaalen nu pekte ut.

Wiik var en stø arbeider. En mere samvittighedsfuld og omhyggelig assistent kunde jeg ikke faat.

Løitnant Hansen fik ikke bruk for sine astronomiske instrumenter. Solen vilde ikke frem, og vi maatte nøie os med maaling til enkelte kjendte punkter. Heldigvis har kommander Pullen i 1854 avlagt et specialkart over Beecheyøen, og dette var os nu til stor nytte. Imidlertid fik løitnanten anledning til at undersøke landets beskaffenhed og medta en stor mængde forsteninger.

36Northumberland House kaldes et hus, som blev bygget paa Beecheyøen av Pullen høsten 1852. Det var bestemt til at indeholde proviant og utstyr for Sir Edward Belchers eskadre, som skulde søke efter Franklin. Ved denne eskadres tilbakereise blev huset med indhold efterlatt som et depot for Franklin, om han skulde passere øen. 3 baater av forskjellig konstruktion blev ogsaa efterlatt. Paa sin undersøkelsesekspedition med «Fox» besøkte Sir Leopold Mc. Clintock stedet i 1858. Allerede da havde depotet begyndt at ta skade. Og da Sir Allan Young kom dertil i 1878 med «Pandora», var det saagodtsom ødelagt av bjørner, som havde brutt ind. Intet under da, at vi i 1903 fandt det hele fuldstændig ødelagt. De sidste rester av kul tok vi med os. Likeledes et litet parti saalelær, som var os meget velkomment. Skjønt i saa mange aar utsat for veir og vind var læret endnu helt godt, ja blev endog foretrukket for ekspeditionens nye «prima amerikanske saalelær».

RUINERNE AV FRANKLIN-DEPOTET PAA BEECHEY-ØEN.

RUINERNE AV FRANKLIN-DEPOTET PAA BEECHEY-ØEN.

37 Men dette depots skjæbne synes mig at burde være en advarsel for de polarfarere, som bygger paa 50 aar gamle depoter.

FRANKLIN, BELLOT OG BELCHERS MINDESMERKER PAA BEECHEY-ØEN.

FRANKLIN, BELLOT OG BELCHERS MINDESMERKER PAA BEECHEY-ØEN.

Den marmorplate, som Mc. Clintock her opreiste paa Lady Franklins vegne til minde om hendes mand og hans kamerater og folk, var i orden. Den laa, hvor den i 1858 blev lagt, paa foten av Belcherstøtten, som er reist over de ved Belchers ekspedition omkomne. Paa samme støtte er ogsaa indsat en liten mindetavle over den franske løitnant Béllot, som druknet i disse egne. Alt dette fandt vi i den 38bedste orden, likesaa selve gravene; den eneste nedfaldne gravstøtte reiste vi op igjen . . .

Der hviler dødens tyngsel og tristhed over Beecheyøen. Her findes intet liv, ingen vegetation. Knapt nok vand var at finde. Da to mand efter megen møie endelig havde fundet vand til at fylde vore tanker med og slæpte det med sig i en av vore seilduksbaater, – skar baaten under, og vandet gik tapt.

En spasertur til toppen av øen gav os et ganske godt overblik, om ikke saa godt som ønskelig, da taaken varte ved. Nogen faa mil gløttet vi os dog til nu og da. Havet var isfrit til alle sider, ikke en stump at se nogetsteds.

Men hvad var det? Pludselig var indløpet til Erebusbugten opfyldt av en svær, hvit masse. Det ser nærmest ut som en opdukkende, sammenhængende ny-is, «pandekakeis». Vore kikkerter bestryker fænomenet – der er bevægelse i massen . . . . .

– Bætter dø, gut, her skul’ hain Morten ha vøre! klinger det paa fangstmands frydelige maal – ved synet av den vældige stim av hvitfisk, som nærmer sig . . .!

Den 24de august om middagen var vi færdige med vore magnetiske observationer. Vi havde havt vort telt opslaat paa bredden av et udtørret elveleie. Stedet blev merket med nedrammede tøndestaver og store stener, saa en mulig fremtidig observator forhaabentlig ikke vil ha vanskelig for at finde det igjen.

Vi forsamledes endnu engang alle mand ved det gamle Franklindepot og gik nøiagtig igjennem alt for at se, om der endnu skulde findes noget, vi havde bruk for. Enkelte av ekspeditionens medlemmer havde lagt sin elsk paa en gammel dragkjærre og ivret for, at vi skulde ta den med. Paa spørsmaalet om de vilde ta den i køien til sig, gav de sig. De skjønte jo, at vi ikke eiet plads. Men smeden havde gjort et fund, som hensatte ham i den vildeste henrykkelse: 39En ældgammel ambolt. At faa ham snakket fra at ta den med var uraad. Ekspeditionen vilde simpelthen gaa tilgrunde, om vi ikke havde ambolten med! Vi fik aldrig bruk for den.

Vi nedla en beretning om vor fremgang hidtil i et blikfutteral og hængte det op paa den mest iøinefaldende plads – over Béllotplaten paa Belcherstøtten. Saa rodde vi ombord – alle vel fornøiet av opholdet paa Beechey og bare ønskende os videre.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Nordvestpassagen

I 1903-07 ble Roald Amundsen den første som seilte Nordvestpassasjen, sjøruten mellom Atlanterhavet og Stillehavet. Båten het «Gjøa», og Amundsen og mannskapet på seks brukte nærmere fire år på turen (inkludert tre overvintringer).

I Nordvestpassagen forteller Amundsen om livet ombord, om det vitenskapelige arbeidet og om menneskene de ble kjent med. De tilbrakte to år på sørsiden av King William Land. Bukta fikk navnet Gjøahavn. I to måneder våren 1904 reiste Amundsen og Peder Ristvedt ca. 750 km med hundeslede og fastslo den magnetiske polens beliggenhet.

Boken inneholder i underkant av 150 illustrasjoner.

Se faksimiler av 1. utgave fra 1907 (nb.no)

Les mer..

Om Roald Amundsen

Roald Amundsen var polarforsker og ekspedisjonsleder. I 1903-07 var han den første som seilte Nordvestpassasjen, sjøruten mellom Atlanterhavet og Stillehavet. Båten het «Gjøa», og Amundsen og mannskapet brukte nærmere fire år på turen (inkludert tre overvintringer). I 1911 ledet han den første ekspedisjonen som nådde det geografiske Sydpolpunktet.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.