NORDVESTPASSAGEN

319Omseilingen av Nordamerikas fastland har været den opgave i polarforskningen, som uten sammenligning har beskjæftiget menneskeheden sterkest. Og paa dens løsning har der været ofret flere liv og større værdier end paa nogen anden. Da der imidlertid foreligger et helt bibliotek av literatur om Nordvestpassagen, foretrækker jeg at henvise dertil fremfor at trætte mine læsere med noget forsøk paa at fortælle passagens historie. Jeg indskrænker mig til kortelig at nævne de reiser og reisende, hvis resultater havde den nærmeste betydning for Gjøa-ekspeditionens plan og utførelse.

I 1585 seilte John Davis avsted for at finde Nordvestpassagen. Resultatet blev strædet, som bærer hans navn, mellem Grønland og Labrador. I 1616 gjorde Bylot og Baffin et godt fremstøt, idet de omseilte Baffinsbugten og bestemte Lancaster Sunds beliggenhed. Allerede i 1648 omseilte polakken Deschnew nordøstpynten af Asien og opdaget saaledes strædet mellem denne verdensdel og Amerika. Men hans opdagelse blev litet kjendt, og det blev dansken Vitus Bering, som først i 1728 trængte gjennem det samme sund, som fik æren av Beringstrædets opdagelse. Man var 320jo med disse opdagelser langt paa vei med Nordvestpassagen; men meget stod endnu tilbake. I 1778 trængte kaptein James Cook nordigjennem Beringstrædet og opdaget Icy Cape. Efter denne tid hvilte spørsmaalet i en række av aar, indtil det atter blev tat op av den dygtige engelske hvalfangerskipper William Scorsby den yngre, i 1817. Han mente, at isforholdene nu havde forandret sig saa meget til det bedre, at forsøkene burde fornyes. Det blev da John Ross, kaptein i den engelske marine, som aapnet det 19de aarhundredes kamp for Nordvestpassagens betvingelse. Den engelske regjering havde i 1743 utsat en belønning paa 20 000 pund sterling for opgavens løsning; nu fornyet den prisen. John Ross drog i 1818 avsted med seilfartøierne «Isabella» og «Alexander», men havde ikke lykken med sig. Han seilte rundt Baffinsbugten, passerte Smith Sund og stod saa sørover. Ved indløpet til Lancaster Sund vendte han pludselig hjem. Han paastod, at sundet ikke eksisterte, idet det var en bugt. De fjelde, han mente at ha sét i bunden av denne bugt, kaldte han Crokerfjeldene. Da alle hans officerer imidlertid benegtet hans paastand og fastholdt, at der her forelaa et sund, blev allerede aaret efter Ross’s dygtige næstkommanderende, Edward Parry, utsendt. Parry ikke alene beviste sundets eksistens, men trængte langt vestover og overvintret med sine to skibe «Hecla» og «Griper» paa Melvilleøen. Hermed var et kjæmpeskridt tat, og Parrys navn maa nævnes blandt de ypperste i Nordvestpassagens historie. Imidlertid havde ikke John Ross tapt motet. I 1829 stod han atter nordover med «Victory», et hjuldampskib. Det var første gang, at dampskib blev benyttet i polarhavet. Det sier sig dog selv, at man ikke kom langt i isen med de svære hjulkasser. John Ross overvintret i 4 aar paa østsiden af Boothia Felix og maatte tilslut søke tilbake paa baater, da skuten knustes i isen. Et meget stort resultat opnaaddes ved denne 321ekspedition. John Ross’s nevø, den senere saa berømte polarforsker James Clark Ross, fandt og bestemte den magnetiske pols beliggenhed. Ogsaa i geografisk henseende utvidedes kjendskapet til disse egne i høi grad, og John Ross gjenoprettet for en stor del sit tapte ry. Den største del av Nordamerikas kyst blev kartlagt av baatekspeditioner, navnlig av Franklin i 1819–22 og 1825–27. Dease og Simpson fortsatte arbeidet i 1837–39. Hele Nordamerikas kyst var saaledes paa det nærmeste kjendt, men endnu havde man ikke fundet Nordvestpassagen.

I 1845 stod Franklin ut fra England med «Erebus» og «Terror», og dennegang havde man de bedste forhaapninger. Paa sine to tidligere ekspeditioner havde Franklin vist en saa fremragende dygtighed, at den syntes at skulle borge for et heldig resultat. Det skulde imidlertid som bekjendt ikke gaa slik. Av alle de 134 mand, som deltok i Franklins ekspedition vendte ikke en eneste tilbake. Uvissheden om Franklins skjæbne satte i de nærmest følgende aar hele verden i bevægelse, og en mængde undsætnings– og efter forskningsekspeditioner blev sendt ut. Mange av disse gjorde et godt arbeide, men for den endelige gjennemseiling av Nordvestpassagen blev det navnlig Sir Richard Collinsons og dr. Sir John Raes reiser, som fik den væsentligste betydning. Den engelske admiral Collinson seilte 1850 med «Entreprise» ind Beringstrædet og undersøkte vestkysten av Prince Alberts Land og Wollastones Land, hvor han overvintret. Aaret efter drog han gjennem Dolphin og Unionstrædet ind i Coronation Golf og videre gjennem Deasestrædet, hvor han blev tvunget til at overvintre paany, i Cambridge-bugten paa sydkysten af Victoria Land. Hans oplodning og maaling av disse trange og urene sund blev senere Gjøaekspeditionen til stor nytte. For mig stod Sir Richard Collinson som en av de dygtigste og driftigste sjøfarere, verden har havt at opvise. Han førte sit store, tunge 322fartøi ind i farvand, hvor der var snau nok plads for lille Gjøa. Men hvad der var endnu større, han førte det tilbake og hjem i god behold. Kun liten løn ventet ham hjemme for denne heltedaad. Hans næstkommanderende Sir Robert Mc. Clure, som havde maattet forlate sit skib «Investigator» i Mercybugten paa nordøstkysten av Banks Land, og som derpaa blev hjulpet hjem av andre, fik hele æren, og halvparten av den utlovede belønning tilfaldt ham og hans mænd som opdagere av Nordvestpassagen. Begge disse ekspeditioner var av den største betydning for gjennemseilingen. Mc. Clure havde vist, at man ikke kunde komme frem den vei, han havde prøvet. Collinsons fortjeneste var den meget betydeligere at ha paavist en virkelig passabel vei for fartøier, saalangt han havde rukket. Mc. Clure havde m. a. o. fundet en Nordvestpassage, som ikke var farbar; Collinson en, som, om den ikke netop egnet sig for almindelig fart, dog var fremkommelig.

Dr. Sir Johan Rae var en av Hudsonbay-kompaniets reisende. Han indla sig store fortjenester ved at utforske Nordøstamerika. For Gjøaekspeditionen blev hans arbeide av uvurderlig nytte. Opdagelsen av Raestrædet, som skiller Kong Williams Land fra fastlandet er nemlig hans verk. Og al sandsynlighed taler for, at veien gjennem dette stræde er den eneste farbare for en omseiling av Nordamerika. Dette er nemlig den eneste vei, som er fri for den store ødelæggende skruis. Den med rette saa berømte polarfarer, admiral Sir Leopold Mc. Clintock, paapekte i sin beretning om ekspeditionen med «Fox» i 1857–59 denne vei og beviste, at om nogensinde Nordvestpassagen skulde gjøres, maatte det ske ad denne vei. Jeg fulgte denne erfarne sjømands raad og fik altsaa ikke grund til at angre det.

– – – Kl. 3 præcis om morgenen den 13de august 1905 gik ankerspillet lystig paa Gjøas dæk. Veiret var ikke av det fineste, – tæt taake med en liten bris imot. Vi 323stod derfor ut av havnen med fuld fart i motoren. Eskimoerne havde i den aarle morgenstund samlet sig paa stranden for at si os et sidste «Manik-tu-mi!» Talurnakto fulgte os utover mot Framnes, og vi kunde høre ham længe, efterat taaken skjulte ham, rope sit

– God-da! God-da!

Vi saa at si hoppet midt op i den tvilsomme navigation fra før – i ugjennemtrængelig taake, uten kompas og med en bris, som jevnlig sprang om og derfor avgav en daarlig rettesnor. Loddet gik ustanselig. Til tøndevakt havde jeg sat Hansen og Lund, som havde de bedste forutsætninger for denne post. Og her gjaldt det saamænd at flytte sine brikker fint, om spillet skulde vindes. Løitnanten og jeg skiftedes ved roret, – hvorfra vi ogsaa bedre fulgte navigationen. Ristvedt og Wiik havde maskinen.

Manden ved loddet havde sin fulde hyre, det fløi op og ned, saa en kunde frygte for, at blyet skulde smelte!

– 10 favner og leirbund! forlød det. Saa igjen: 8 favner og stein. – 10 favner og leire . . . .

Bunden bortover Simpsonstrædet under Kong Williams Land viste sig jevn. Sand og lerbund vekslet, og dybden holdt sig ca. 10 favner. Paa dette vis famlet vi os frem til Booth Point, hvor vi maatte stoppe, da vi ikke kunde se at ta os frem i isen, som satte østover i store masser. Vi ankret op i læ av et lavt skjær utenfor pynten, hvor vi laa klar av den drivende is. Der slog av og til et rift i taaken, og vi saa foran os Toddøerne omgit av meget is. Paa vestsiden av øgruppen kunde vi se aapent vand – og dit gjaldt det at naa. Kl. 3 om ettermiddagen lettet taaken helt, og vi fik overblik over vor situation. Vi var ikke langt unna Toddøerne, som bestaar av tre ganske lave, smaa øer, som imidlertid altsaa var store nok til at samle op en masse is. Det saa ikke lovende ut fra toppen. Der gik nok en stripe aapent vand mellem selve hovedisen og den ytterste av 324øerne, men det var ikke rimelig, at denne smale rende gik langt indover; isen gik nemlig med stor fart østover og laa sandsynligvis an imot vestsiden av øen. Vi fik dog gaa derbort og se paa. Veiret var blit storartet, straalende klart og næsten blikstille. Eftersom vi kom frem og fik sydspidsen av øen klar, steg vor spænding paa, om isen laa optil vestkanten. En rende saa smal, at den paa avstand saa ut til ikke at gi plads for en pram engang, var alt, hvad der aapnet sig mellem den store hovedpakke og øen. Og saa kom det an paa, om der var dypt nok. Alt avhang av øens beskaffenhed.

– Æ trur vi kjæm igjenna! ropte Lund fra tønden. – Æ ser steinain paa baa’n, men vi kain gaa kloss op i fjæra!

Det var just dette, vi maatte, om vi skulde komme igjennem. Heldigvis gik vestkysten av øen lodret ned uten fjæregrund. Men det var ikke mange tommerne om at gjøre i Gjøas bredde, før vi var blit sittende fast. Vi drog alle et lettelsens suk, da vi havde aapne havet foran os vestover.

Ved Hall Point havde løitnanten og Helmer Hansen paa deres baattur i 1904 fundet to skeletter over jorden. Det var skeletter av hvite mænd og altsaa to av Franklins mænd, som her laa. De begrov dem og reiste haug over graven. Vi passerte pynten, just som solen gik ned, og med flaget heist til ære for de døde gled vi forbi graven i høitidsfuld stilhed, mens himlen og landet laa i rødt matgyldent lys. Vor lille seierrike Gjøa gjorde honnør for sine ulykkelige forgjængere.

Da jeg næste morgen kl. 2 kom paa dæk, var vi utfor Douglasbugten. Tonnich, som var kjendt i egnen, gav os navnene paa de forskjellige bakkekammer i land. Han havde ogsaa faat øie paa leiren, hvor alle vore eskimoer holdt til. Det var Kamiglu, en liten haug ca. 30 meter høi. Teltene stod mot himlen, og vi kunde ogsaa se stangen med det lille flag. Da taaken nu veltet ind i store masser og 325laa tæt over det snevreste av Simpsonstrædet, mellem Etaøen og land, satte vi kurs ret paa Kamiglu. Bunden paa fastlandssiden var meget ujevn, og vi ankret derfor et godt stykke fra land. Taaken la sig tæt om skuten og for at vække eskimoernes opmerksomhed, satte vi i med taakeluren med mellemrum. Og snart skjøt en kajak sig ut av taaken og et muntert «Manik-tu-mi!» lød op til os. Det var Nulieiu, som snart fulgtes av flere. De var alle gla ved at se os igjen, og Lund og jeg gik i dorryen for at følge dem iland. Taaken var ingen hindring for eskimoerne. De lo av os, da vi spurte, om de kunde finde frem, og satte avsted i fuld fart. Endda vi havde en tre kvarters roing, kom vi frem paa prikken til deres landingsplads. Uten tegn til sol og i absolut vindstille maatte disse mennesker være i besiddelse av en sjette sans for at ta sig frem med slik sikkerhed.

Inde paa land var taaken lettere. Kamiglu var en til alle sider steilt avfaldende halvø, landfast bare ved en liten hals imellem indskytende laguner baade fra øst og vest. Paa toppen havde vore venner sine boliger i syv telter –i et rent arktisk paradis. I lagunerne nedenfor 326tok de al den fisk, de havde bruk for, og rundt de store vand indpaa sletterne gik renen i svære flokker. De havde gjort god fangst og havde en mængde kjøt. Men det meste laa i depoter ute i marken. De var straks villige til at hente det, men da det vilde ta flere timer, opgav vi det og lot os nøie med, hvad der var at faa i selve leiren. Vi gik rundt og sa farvel til vore gamle venner; det kunde jo nok dra ut, før vi saas igjen. Samtidig samlet vi sammen alt det kjøt og tørret laks, vi kunde faa.

Utenfor Umiktuallus telt stod hans pleiesøn Maniratcha eller Manni, som vi kaldte ham for kortheds skyld. Han var iført en sælskindsbukse og en fettet gammel trøie, som han havde byttet sig til ombord. Han saa ogsaa ut, som han havde glemt morgenvasken, – hvad der forresten kunde hænde nogen hver! For flere maaneder siden havde Manni i Ogchjoktu bedt, om han kunde faa lov til at følge med mig til de hvites land. Jeg opfattet dengang hans anmodning som et blot tilkjendegivende av hans mot uten større mening eller alvor i. Men det forholdt sig nok anderledes. 327Han havde netop nu faat vite, at Tonnich var med, og at altsaa han selv var utelukket. Og nu stod han utenfor teltet og graat sine modige taarer. Jeg gik hen til ham og spurte, om han virkelig havde slik brændende lyst til at reise med os; taarerne silte av gutten, og jeg havde vondt av ham, da han forsikret mig om, at dette var hans eneste ønske i livet. Tillike skammet jeg mig over min uordholdenhed og ærgret mig; jeg vilde nemlig meget heller havt Manni med end Tonnich; Manni var en rask, let fyr og ikke mere end 17 aar. I min vaande sa jeg, at han fik følge med ombord foreløbig, saa fik vi se, hvad der kunde gjøres for ham.

Kl. 7 om morgenen begyndte taaken at lette, og jeg fandt det bedst at gaa ombord for at komme videre, saasnart det blev sigtbart. Vi tok med os i dorryen 36 prægtige rensteker samt en hel bunke tørret laks og rodde ombord. Uglen, Manni og to eskimoer til fulgte med, desuten 4 andre i sine kajakker. Kl. henimot 8 var vi ombord og himlen næsten helt klar. Kun over Eta laa der endnu taake. Jeg gjorde op med eskimoerne og betalte dem for kjøt og laks med ammunition. Derefter drøftet jeg spørsmaalet Manni med mine kamerater. Vi var alle enige om heller at ta ham med end Tonnich, der ved sin ankomst ombord havde faat det meget velfortjente navn Fleske-Jens. Saa kom hr. Jens selv bort til mig, og jeg gik paa ham: – Nu du, min kjære Tonnich, er det nu saa, at du absolut vil følge med os til kablunaernes land? Hertil gav han mig øieblikkelig og med forbløffende aapenhjertighed det svar, at nei da – han havde slet ingen lyst! Disse folk var sandelig ikke gode at faa greie paa. For 3 dage siden vilde han git sit halve liv for at faa være med og efter nu at ha levet som en prins ombord – havde han tapt lysten! Jeg tok min overraskelse rolig – for nu var jo saken med Manni ordnet. Dog ikke helt. Endnu havde 328pleiefaren, Umiktuallu, et ord at si, – den samme hyggelige pleiefar, som tidligere havde stukket ihjel sin anden pleiesøn! Jeg maatte først ha hans tilladelse til at ta gutten med. Og denne tilladelse fik jeg selvfølgelig ikke! Umiktuallu, som var fulgt med til skuten, vilde ha betaling for gutten. En fil og en gammel kniv stillet ham dog tilfreds, saa nogen særlig høi pris satte han jo ikke paa pleiesønnen!

Nu havde taaken trukket sig helt bort. Vi tok det sidste hjertelige farvel med Uglen og de andre av vore bedste venner af Netchjillistammen og satte fart paa. Foran os havde vi den deiligste, blankeste sommerdag med lun luft og blikstille. Midt i Simpsonstrædet laa Eta som en kjæmpe, der vilde stanse vor fremgang. De to sund, den dannet mot Kong Williams Land i nord og fastlandet i syd, var ikke brede. Som det vil erindres havde løitnanten og Helmer Hansen konstateret, at det nordlige løp var ufarbart for Gjøa. Vi satte da alt vort haap til det søndre. Det var ikke mere end ¾ kvartmil bredt, og vi visste, at det var urent. Vi havde talt længe om denne passage og gruet os for den. Nu var vi der da, og frem gik vi med den største forsigtighed. Ingen av os glemmer let den formiddagsvakt. Jeg tror, dette var vor mest spændende passage. Det grundet jevnt op imot sundet, men utkikken meldte, at han saa dypere vand paa den andre siden av det rev, vi maatte over. Loddet gik ustanselig, og rormanden fik ikke tid til at sovne. Fra borde og i borde bar det med roret hele tiden som gjennem tæt is, og slap vi altsaa gjennem Etasundet, saa kan jeg indestaa for – jeg som havde rortørnen, – at passagen ikke havde meget av en ret linje. Det laveste vand, vi fik, var 3 favner.

I Ogluli fik vi atter pusterum i den herlige eftermiddag; det var blit stekende hett og havblik. En liten isbete laa og duvet og duppet hist og her og blinket blaagrønt 329i solen. Loddet gik fremdeles, men ikke febrilsk som om formiddagen. Rormanden stod og døset og koset sig.

Vi kunde nu ofre nogen opmerksomhed paa Manni, der hittil havde maattet skjøtte sig selv. Jeg overdrog til Ristvedt, som havde eftermiddagsvakt i maskinen, at gjøre ham til kabluna. I betragtning av den masse saape og insektpulver, som gik med til forretningen, var jeg rolig for, at Manni blev ren. Vi havde ikke hjerte til at klippe av ham det lange prægtige haar, men det blev godt kjæmmet, og vi merket ikke noget til utøi i det siden. Hans dragt blev noget broget: blaa trikottrøie, sælskinds knæbukser, hvite strømper samt løitnantens gamle, utringede balsko. Paa hodet fik han en lyseblaa badelue, som jeg engang i verden havde kjøpt paa et badested. Han vandt alles hjerter fra første stund av. Mannis latter forjog de sureste miner, og selv likte han sig uten tvil. Han var jo ogsaa kommet til det eskimoiske paradis: Det sted, hvor man æter saameget man bare orker at lægge i sig. Jeg var ellers litt ræd for overgangen i levemaate. Men Manni havde ikke vondt av nogen ting i denne henseende. Han var ogsaa gla i at røke tobak.

Utpaa kvelden dukket der is op fra syd, og om kort tid laa hele havet i syd tæt opfyldt. Kanten av ispakken strakte sig op i nordvestlig retning og tvang os til at ta samme vei. Vi gik langs den hele veien og saa en stor del smaaøer inde i den. Det var Dronning Mauds Hav, som var saa opfyldt av is. Jeg havde haapet at kunne gaa søndenfor Nordenskjøldøerne og stadig holde mig i landraaken. Men herom var der her ikke tale. Isen laa saa tæt, at man maatte smukt gaa utenom for at komme frem. Dybdeforholdene generte os heldigvis ikke; vi fik ingen bund nu med haandloddet. Saasnart det lysnet av dag den 15de august, laa den store, nyopdagede øgruppe for os, saa langt vi kunde se i retningen fra nord til sør. Situationen var 330klar. Isen laa rundt hele gruppen, og vi kunde hverken komme nordenom eller søndenom, – vi maatte tvers igjennem. Øernes formationer gjorde os det indlysende, at farvandet imellem dem var urent og opfyldt av alskens svineri. Vi maatte igjennem et smalt belte av is, som laa langs hele østsiden av øgruppen og ca. ½ kvartmil fra. Vi merket os det svakeste punkt, satte fuld fart paa og holdt os alle godt fast. Saa liten Gjøa var, gav hun ganske gode dunk, og vi kom igjennem beltet uten større vanskelighed. Vi maatte nu følge landraaken sydover for at se, om der ikke længere sør skulde være en passage mellem øerne. Loddet gik nu igjen ustanselig, og dybden langs østkysten holdt sig jevnt paa 13 favner. Saa stoppet landraaken op og bøiet som et smalt stræde ind mellem nogen ganske smaa holmer. Det var rimeligvis strømmen, som havde skapt denne rende. Denne gjennemgang var ikke tiltalende, men det var vor eneste, og frem maatte vi. Da vi bøiet vestover, blev dybdeforholdene urolige; meldingerne fra loddet sprang fra 17 til 5 favner og omvendt. Vi var fra den jevne sandbund kommet ind paa ujevn stengrund. Det var et ganske forvirrende kaos, vi nu var kommet ind i; overalt stak der op spidse stener, lave skjær av alleslags former, og vi sjanglet igjennem i siksak som fulde folk. Loddet fór op og ned, op og ned, og rormanden stod med næsen i veiret og fulgte utkikken, der hoppet som en sindssvak oppe i tønden og slog ut med armene for styrbord og bakbord, mens han kastet sig fra den ene siden av tønden til den andre og kek og speidet.

– No ser æ et svært grundflak, som stræk sæ fra den eine holmen og beint over paa den andre.

– Vi faar holde op imot det og se!

Ankrene var klare til at falde, hvis det blev for grundt, og for ganske sagte fart nærmet vi os flaket. Jeg stod ved roret og flyttet paa føtterne av nervøsitet. Vi gled over med nød og neppe. Om eftermiddagen blev det værre end 331nogensinde; der var saa fuldt av stener, at vi seilte som gjennem en uryddet mark. Saa nødig jeg vilde, maatte jeg nu fire ned en baat og lodde op foran os. Dette krævet alle mand paa dæk, og de fem timers søvn, man kunde faa paa frivakten, var det surt nok at undvære. Her var imidlertid ingen anden raad for. Paa denne vis krøp vi os frem, og kl. 6 om eftermiddagen var vi ute i Victoria-strædet og havde den flokete øgruppe bak os. Strædet, vi var gaat igjennem, døpte vi Palander-strædet efter «Vegas» dygtige fører. Øerne søndenfor fik navnet Nordenskjølds Øer efter Vegaekspeditionens leder. Løitnant Hansens kartlægning av øgruppen viste sig at være særdeles omhyggelig.

Victoria-strædet var opfyldt av svær is, men den var løs nok til, at vi kunde komme frem gjennem den. Utenfor Lind-øen laa isen tæt, men vi smøg os igjennem en smal rende og slap ut paa den andre siden, hvor vi atter havde aapent vand. Da vi om morgenen skulde sætte seil, brak gaffelen. Jeg bestemte mig da til at søke ind i Cambridge-bugten, Collinsons vinterhavn, for at reparere den.

Victoria-land var flatt og ensformig. Dease-strædet er dypt nok, om man bare holder sig etpar kvartmil fra kysten. Fra alle nes og pynter strækker der sig grunder ut.

Den 17de august kl. 5 om morgenen gik vi til ankers paa vestsiden av Kap Colborne. Og dette var en betydelig merkedag i vor ekspedition. Thi nu havde vi med Gjøa seilet igjennem det hittil uløste led av Nordvestpassagen. Vi følte os nu formelig i trafikeret farvand. Et og andet lodskud var angit paa kartet, og navnlig betryggende virket bevisstheden om, at vi havde foran os en led, som var beseilet av et stort fartøi.

Mount Pelly, som omtales av Collinson, er et udmerket landmerke og let kjendelig. Skjønt ikke mere end 800 fot høit, gjør det sig mægtig gjældende som det i sin ensomhed rager op fra sletten. Jeg havde bestemt mig til at ro i 332land og nedlægge en beretning. Men det blaaste saa sterkt fra land, at jeg maatte opgi det. Saa reparerte vi gaffelen og foretok endel smaaarbeider. Forøvrig brukte vi dagen til at faa os en hvile, som vi alle haardt trængte efter vort slit. Det er under slike omstændigheder godt at ha en kok, som man helt kan stole paa; vi kunde trygt overlate skuten til Lindstrøm, der var likesaa god sjømand som kok.

Næste morgen kl. 3 var vi igang igjen. Collinsons beskrivelse av farvandet var os til stor hjælp. Han havde i det hele gjort et gjennemgaaende udmerket og paalidelig arbeide. De store øer faldt nu ogsaa steilt av, saa farvandet var dypt og rent.

Vi passerte i sundet mellem Finlayson-øen og de to ca. 1 kvartmil fra liggende smaaholmer. Vi observerte det rev, som Collinson omtaler ca. 2 kabellængder sydvest for øen. Havet var helt isfrit.

Kompasset, som efter passagen gjennem Etasundet havde begyndt at røre paa sig igjen, blev nu ganske livlig. Men vi maatte selvfølgelig motta dets angivelser med den største forsigtighed. Næste dag passertes Richardson-øerne. De er høie og steile og ganske rike paa vegetation. Da smaaøer og holmer fylder aapningerne imellem dem, er de ikke lette at skjelne fra hverandre. Om eftermiddagen søkte vi op under Miles-øerne for at gaa til ankers for natten. Men motstrøm og motvind tvang os til at opgi dette. Milesøerne er adskillig flere, end kartet angir. De er alle steile mot øst og skraaner jevnt av mot vest. Vi bakket om natten til 20de august i nærheden av Douglas-øen og gik videre vestover, saasnart det lysnet av dag. Det viste sig meget vanskelig at finde det trange sund, som fører ut i Dolphin og Union-strædet mellem de herværende smaaøer og Kap Krusenstern. Vi stod derfor nordover midt imellem Douglasøen og Kap Krusenstern for at se, om ikke aapningen skulde vise sig. Vi kom imidlertid her op paa et stort 333grundflak, som blev grundere og grundere, indtil det helt stængte passagen ad den vei. Vi maatte med andre ord sørover for at komme igjennem. For at faa fuld klarhed bestemte vi os til at gaa til ankers opunder Douglasøen og herfra foreta de nødvendige maalinger. Vi ankret paa vestsiden av øen, en halv kvartmil fra land, paa 5 favner vand og stenbund. Douglasøen er ganske liten og flat. Vi fandt her litt rækved, som føres ut av Kobberminefloden. Endel gamle stendynger tydet paa, at eskimoerne færdes paa øen. Løitnant Hansen tok de nødvendige skjæringer, og skjønt vi ingen aapning saa, visste vi dog nu, hvor den maatte være at finde.

Der er vel dem, der synes, at vi meget vel kunde foretat disse maalinger under seil og ikke behøvet at stoppe op og sinke vor reise en lang tid for deres skyld. Dette kan være sandt nok. Men man maa erindre, at vor stilling ikke var ganske almindelig. Med vor grundstøtning ved Mattyøen i friskt minde var vi saa temmelig paa det rene med, at en slik historie vilde vi ikke ha omigjen, saasandt det stod til os. Heller gav vi os nogen timers tid, end vi resikerte skuten i dette yderst tvilsomme farvand med ujevn stenbund og litet vand under kjølen, usikkert kompas og faa folk. Vi stod saa at si paa randen av at fuldføre den gjerning, vi havde havt til maal, og som saa mange før os forgjæves havde prøvet paa, – og med dette for øie faldt det os let at betvinge vor egen længsel efter at komme hurtigst mulig frem og ut av vanskelighederne.

Saasnart det lysnet av dag, var vi igang igjen. Vi blev nødt til at holde sørover unna grundene mellem fastlandet og Douglasøen. Her blev ogsaa vandet dypere. Da vi endelig fandt at være kommet sydlig nok, dreiet vi op mot vest og satte kurs paa det punkt, hvor vi ventet at finde aapning. Det var en meget spændende seilas. Heldigvis holdt dybden sig – vi fandt intetsteds mindre end 7 favner 334vand – og vi kom uhindret bortunder fastlandet, hvor passagen blev fundet. Kl. 3 om eftermiddagen passerte vi Liston– og Sutton-øerne og stod ut i Dolphin og Unionstrædet. Min lettelse over saaledes at ha klaret det sidste vanskelige hul i Nordvestpassagen var ubeskrivelig. Jeg vil ikke negte for, at jeg i disse sidste dage havde været meget nervøs. Tanken paa, at her i denne penible navigation kunde vi resikere, at hele vort hittil saa vellykkede foretagende strandet, var ikke morsom; men den laa nær den hele tid. Jeg havde for mit personlige vedkommende ansvaret av det hele, av folk og av skute. Og jeg kunde jo ikke verge mig for forestillingen om at komme hjem med uforrettet sak. Den var ikke opmuntrende. De timer, jeg havde til hvile og søvn, medgik i disse dage hovedsagelig til at snu og vende paa slike tanker, som ingenlunde var søvndyssende. Trods al forsigtighed og alle mands aarvaakne paapasselighed hver for sit kunde hvert øieblik bringe os overraskelser.

Jeg kunde ikke spise. Ved hvert maal følte jeg en glubende sult, men var ikke istand til at synke maten. Da vi derfor endelig var ute av knipen, og jeg atter blev rolig, havde jeg en rent rovdyragtig hunger at tilfredsstille – og vil helst ikke fortælle, hvad jeg satte tillivs!

Vi kunde nu slutte med det opslitende vakthold paa 18 timer i døgnet og vende tilbake til den normale ordning med 6 timers vakter. Med smaa avbrytelser som taake og motvind gik det jevnt vestover. Clerk-øen saa vi ingenting til, skjønt det var sigtbart veir, og vi skulde ha den ganske godt indenfor synskredsen. Der tør saaledes være tvil om dens eksistens. Fra tid til anden møtte vi smaa ispartier, som mindet os om, at vi befandt os i polaregnene og maatte være forberedt paa noget av hvert.

Den 26de august fik vi kl. 4 om formiddagen et høit land isigte til luvart. Luften var meget uklar, og da vi 335efter bestikket skulde befinde os paa høiden av Kap Parry, trodde jeg, det var dette, vi saa. Utpaa morgensiden klarnet det, og jeg kunde da konstatere, at dette land ikke var Kap Parry paa Amerikas fastland, men derimot Nelson Head paa Barings Land. Feiltagelsen var jo ikke ganske ubetydelig. Men jeg lettedes for mine bekymringer i den anledning, da jeg senere av de amerikanske hvalfangere hørte, hvilke rent ut komiske feiltagelser de jevnlig kom i skade for at gjøre just i dette farvand. Der er rimeligvis meget jern i fjeldene her, og kompasset blir derfor ganske vanvittig. Dertil kommer sterke strømme, og dette i forening kan sætte den mest samvittighedsfulde navigatør i større vildrede, end vi var, da vi holdt Nelson Head for Kap Parry. Vi var jo helt ukjendte med forholdet. Da vi havde orienteret os, gik vi videre med strykende fart med vinden ret ind agter og strøm og sjø likesaa.

Kl. 8 om morgenen var min vakt forbi, og jeg gik tilkøis. Da jeg havde sovet en god stund, blev jeg vækket av en svær løpen frem og tilbake paa dækket. Der var tydelig noget paafærde, og jeg bare ærgret mig over, at de skulde holde slikt leven for en bjørn eller sælhunds skyld. Noget slikt maatte det vel være. Men saa kom løitnant Hansen farende ned i kahytten og ropte de uforglemmelige ord:

– Fartøi isigte!

Han sprang straks ut igjen, og jeg blev alene.

Nordvestpassagen var gjort. Min drøm fra guttedagene – i dette øieblik var den virkeliggjort. Der satte sig en underlig fornemmelse i halsen paa mig –; noget overanstrengt og slitt var jeg – og vel var det svakhed av mig, men jeg kjendte taarerne i øinene. «Fartøi isigte!» Ordet var magisk. Med ett rykket hjemmet og alle kjære mennesker mig nær, som strakte de hænderne ut imot mig. «Fartøi isigte!»

336Jeg klædte mig i en fart. Da jeg var færdig, stanset jeg et øieblik foran Nansens billede paa væggen. Det var, som havde billedet i dette nu fanget liv, som blinket han til mig med øinene og nikket: Det var jo det, jeg visste! Jeg nikket igjen – smilende og lykkelig – og gik paa dæk.

Det var en ganske vidunderlig smuk dag. Brisen var gaat noget østlig, og med vinden paa laaringen og alle seil sat, gik det strykende forover. Det var som Gjøa forstod, at nu var det værste basketak over, – hun var saa merkelig let i sessen! Langt i nord laa Nelson Head. Det flattoppede forbjerg tok sig staselig ut i morgensolen, som braanet i den hvite sne og kastet dypblaa skygger i de parallele revner nedefter fjeldsiden. Stor, blank dønning hævet og sænket skuten paa en behagelig maate, og luften var mild og bløt. Alt dette observeredes i et øieblik. Men det fanget ikke opmerksomheden længe. Av alt mellem himmel og hav var nu de to mastetopper borte i horisonten det eneste, vi interesserte os for. Alle mand var kommet paa dæk, og alle kikkerter var rettet mot skibet, som nærmet sig. Alle ansigter smilte. Der blev ikke stort sagt; en kikkert sænkedes –:

– Jeg gad vite –!

Og atter sattes den for øinene. En anden tok kikkerten ned og fremsatte et nyt: «Gad vite –!» Da skroget av det fremmede skib blev synlig, heiste vi vort norske flag. Det gled langsomt opunder gaffelen, fulgt av alles øine. Der lød en mumlen av alskens smaa fornøiede ord til flaget, – det var som vi alle kjærtegnet det. Slitt var det blit og adskillig medtat. Men det bar sine skrammer med ære.

– Gad vite, hvad han tænker, naar han faar se det?

– Han tænker, at det er et faderlig vakkert flag!

– Han er rimeligvis amerikaner.

– Gad vite, om han ikke snarere er engelsk?

– Ja – hvad vi er for folk ser han da nu av flaget!

338– Aajo – han ser da, det er gutter fra gamle Norge!

Fartøierne nærmet sig hinanden med stor hurtighed.

– Der gaar det amerikanske flag til tops! ropte tøndevakten, som havde langkikkerten indstillet paa skibet. Og ganske rigtig, snart saa vi det allesammen, – stjerne – og stripebanneret under gaffelen hans. Han havde sét og kjendt flaget vort nu, det var klart. Dampen stod tyk ut av siden paa ham; han havde tydeligvis motor som vi og avancerte hurtig.

Nu var tiden inde til at pynte litt paa sig til det første møte. Fire av os skulde ombord til ham; de tre andre maatte bli paa Gjøa for at passe skuten. Vore bedste klær blev fundet frem i en hast. Enhver klædte sig efter sin smag. Nogen foretrak eskimoklær, andre vore norske vadmelsdragter. En fandt, at sælskindstøvler tok sig bedst ut for anledningen, andre foretrak almindelige sjøstøvler. Vi ryddet ogsaa op paa dæk, saa godt vi kunde. Fra sin utkikstønde kunde amerikaneren med sin kikkert granske vort dæk til mindste detalj. Og det gjaldt jo at gjøre et saa ordentlig indtryk som mulig. Vi var hinanden nu saa nær, at hele skibet var synlig fra vort dæk. Det var en liten tomastet, sortmalt skonnert; en kraftig motor havde han, og skummet sprutet ham for baugen. Seil havde han ogsaa sat. Saa gjorde vi baaten klar, kastet bak og laaret dorryen, – vor mest sjødygtige farkost. Den var jo ikke gjild at skue, og hr. chefen havde ikke nogen bekvem agtertofte med flag at sitte paa. Men baaten var i stil med det fartøi, den tilhørte, og vi var jo ikke ute paa lystreise. Amerikaneren havde stoppet sin maskine og ventet paa os. Med to mand ved aarerne var vi snart paa siden av ham. En taugende blev kastet ned til os; jeg grep den og havde paany forbindelse med civilisationen! Den fremtraadte dog ikke netop i nogen pragt: «Charles Hansson» av San Francisco saa ikke ut til at være utstyret med megen luksus. 339En leider var forøvrig ogsaa overflødig, da skuten laa lavt i vandet. Vi tok tak i røstjernene og krabbet ombord. Det første indtryk var høist eiendommelig. Hver tomme plads paa dæk var saa optat, at én havde vondt for at komme frem. Eskimokjærringer i røde kjoler og negere i de mest brogede toiletter vrimlet om hinanden – som i nogenslags fabelverden. En ældre mand med hvitt skjeg og haar kom imot mig paa agterdækket. Han var nybarbert og pyntet. Det var tydelig skibets chef.

– Er De kaptein Amundsen? var hans første ord. Jeg blev meget forbauset over, at man havde kjendskap til os saa langt borte i verden, og svarte joda, at det var da mig.

– Er dette det første fartøi, De har møtt? spurte den gamle. Og da jeg bejaet dette, lysnet det op i hans ansigt. Vi trykket hinanden længe og hjertelig i hænderne.

– Jeg er overmaade lykkelig ved at være den første til at ønske Dem velkommen gjennem Norvestpassagen!

Derpaa blev vi med stor venlighed buden ned i hans kahyt. Der var ikke stor plads, men dog vel saa rummelig som hos os selv paa Gjøa. Kaptein James Mc. Kenna, fører av «Charles Hansson», var en middelshøi, korpulent kar paa 50 à 60 aar. At han var gammel ishavsgast, laa utenpaa ham. Det dypt furede, kobberrøde ansigt talte om kulde og surt veir. Jovial og koselig var han ogsaa. Han spurte os, om vi manglet noget, da han i saa fald var rede til at assistere os, saa godt han kunde. Det eneste, vi forsaavidt savnet, var nyheder hjemmefra. Men desværre av dem havde han nok ingen! D. v. s. nogen gamle aviser havde han jo, men . . . . . . . .

– Gamle! Ja for Dem! For os er de visselig blodferske!

Han kom frem med en bunke. Og ved et forunderlig tilfælde faldt mit blik først av alt paa en overskrift, som gjorde øinene stive i hodet paa mig:

«War between Norway and Sweden.»

340Jeg slukte artikelen i en hast, men den gav kun maadelig besked. Kaptein Mc. Kenna var reist tidlig hjemmefra og havde ikke bedre besked at gi os. Vi undersøkte over hele skuten, om kanske nogen ombord visste mere, men nei. Og denne uvisshed var pinligere end den absolute uvidenhed fra før. Men der var ingen anden raad for, vi fik lægge vore bekymringer tilside og vente.

Efter en meget god middag gik løitnant Hansen og jeg igang med at skaffe os saa mange oplysninger som mulig om seilasen videre. Mc. Kenna var den amerikanske hvalfangerflaates senior og kjendte Nordamerikas kyst bedre end nogen. Hvad vi satte stor pris paa, var de amerikanske karter for vor reise videre. De var av nyere dato end vore egne og indeholdt mange nye detaljer. Med randbemerkninger og kursretninger av den gamle erfarne skipper var de os en skat. De var adskillig slitt og medtat, saa vi pakket dem ind med største omhu.

Saa var det isforholdene. Om han trodde, vi kunde fortsætte vestover uten hindring? Han sa os, at han for indgaaende havde været hindret av is ved Herscheløen, men at vi nu saa sent paa aaret neppe vilde møte større hindringer. Til Herscheløen vilde vi i hvert fald naa med lethed. Han var sikker paa det, og han skulde selv overvintre ved denne ø, saa kunde det hænde, vi møttes igjen. Han skulde nu før overvintringen en tur op til Banks Land og se efter hval. Hittil havde han været uheldig og inter faat. Hans motor var meget kraftig, og han vilde rimeligvis, indhente os paa tilbakeveien til Herscheløen. Forøvrig gav han os alle mulige oplysninger om farvandet foran os. En behagelig meddelelse var det, at bunden langs hele kysten vestover var jevn, saa vi med sikkerhed kunde seile paa loddet. Vi var ikke forvænt med at seile med sikkerhed, saa den resterende del av vor reise stod for os som den rene lystseilas.

341Da brisen holdt sig god, og jeg ikke syntes, jeg havde raad til at miste mere av den, tok vi efter to timers ophold ombord farvel med vor elskværdige vert. Ved avskeden forærte han os en sæk poteter og en sæk løk. Da det var længe, siden vi havde smakt slike saker, tok jeg med tak imot gaven.

Ombord ventedes vi med stor spænding. Vi blev enige om foreløbig at ta underretningen om krigen mellem de to forbundne lande med stor mistro. Poteter og løk blev glædens midtpunkt, – de fleste av os var gla i disse varer.

Saa duppet vi vort flag, satte fulde seil til og fortsatte vor fart. Mc. Kenna stod østover for at søke sin lykke.

Den følgende eftermiddag passerte vi Franklin-bugten. «De rykende klipper», som flere av de ældre reiseberetninger omtaler her, var fremdeles i virksomhed, med fremvældende tyk røk. Bugten var desværre opfyldt av is, saa vi ikke saa os istand til at lande og iagtta fænomenet paa nærmere hold. I utkanten av denne is stod der en bjørn og betragtet os med synlig interesse. Blodtørstigheden grep naturligvis straks vore jægere, og to av dem fik sine rifler fat og baat sat ut. Da bamsen lugtet lunten, stupte den i sjøen og la sig paa svøm. Den blev imidlertid hurtig indhentet og skutt. Det var en forholdsvis liten fyr, men med en sjelden vakker pels. Den vældige Nimrod fik selv skindet, og kjøttet gav vi til hundene, som fraadset. Bjørnekjøt er ikke ilde; men vi havde endnu overflod av renkjøt, og da kan bjørn ikke by sig. Vi gik saa videre, men kort efter opdaget jægerne nyt vildt. Paa et isflak laa to bjørner og syntes at sove, for de visste ikke tegn til liv. Til utvilsom skuffelse for jægersmændene lot jeg dem imidlertid ligge i fred; vinden var god, og vi maatte nytte den. Is var der i mængde, men endnu saa løs, at vi kunde forcere os frem. Men vi havde nu 6 timers natmørke, hvori vi under disse isforhold ikke paa nogen maate kunde holde det 342gaaende. Da vi om kvelden fortøiet ved isen, var det stilt. Da det lysnet av dag, laa isen tæt op imot Kap Bathurst – uten en favn aapent vand. Fra nordvest og over nord til øst var isen løs. Jeg fandt det bedst at vente og se tiden an. Hvis brisen fra nordvest løiet av i dagens løp, havde jeg godt haap om, at isen skulde gaa fra land igjen og aapne os vei. Taaken kom ogsaa anstigende med denne nordvesten, og snart saa vi ikke haanden for os. Utpaa dagen løiet da ogsaa ganske rigtig vinden av. Taaken lettet, og vi fik det herligste klarveir ved 5-tiden om eftermiddagen. Der opstod ogsaa straks bevægelse i isen, men desværre ikke i vor favør. En svær ismasse kom nemlig sigende fra øst og truet med at stænge os helt inde. Nordover var isen fremdeles ganske løs, men det vilde ikke vare længe, før den ansættende is vilde presse paa. For ikke at bli indesluttet bestemte jeg mig til at fyre op og gaa nordvestover for muligens at omgaa isen ad den vei og komme indunder land igjen længere vestpaa. Vi slap netop ut, før de to ismasser tørnet sammen, men da var det blit saa mørkt, at vi ikke kunde se. Vi maatte da stoppe op og gripe til det gamle middel – at bakke.

Næste morgen viste det sig, at vi under bakkingen var kommet meget langt vestover. Men skaden var ikke stor; vi havde faat anledning til at fastslaa for os, at ad den vei kom vi ikke frem. Vi maatte se at karre os tilbake til vor gamle plads, hvor nemlig den første ændring i forholdene vilde gjøre sig gjældende. Sydøsten luftet op, og vi havde en haard krydsning tilbake. Men da vi naadde vor tidligere plads, viste det sig ganske rigtig, at isen havde fordelt sig og nu tillot os at staa mot Kap Bathurst. Der traf vi saa en landraak, som ikke var meget bred, men da vi kunde gaa kloss opunder land, slap vi frem. Landet falder her steilt av.

Kl. 5 om morgenen passerte vi to amerikanske hvalfangere, som havde sine baater ute efter hval. Vi vilde 343ikke forstyrre dem i deres arbeide og havde heller ikke nogen særlig interesse av at prate med dem. Vi gik dem derfor forbi. Det var min hensigt at gaa ind til Baileyøen og der i ro og mak fylde vand og tappe petroleum fra forskibstankerne over i tankerne i maskinen. Men da vinden var frisk fra sydøst og det gik forover med fin fart, lot jeg det likesaa godt staa til. Da vi passerte Kap Bathurst, saa vi en mængde eskimoer paa land. De viftet og vinket til os og heiste endog flag. Et stort træhus var os en hilsen fra civilisationen.

Kl. 4 om eftermiddagen den 30te august passerte vi for strykende bør Baileyøen og uten is isigte. Mc. Kenna havde raadet os til hele tiden at holde under land. Men som forholdene nu artet sig, var det for fristende herfra at sætte tvers over mot Herscheløen og saaledes korte av paa veien. Hvad vi altsaa gjorde.

Ved Kap Bathurst møtte vi det tykke, brune vand, som Mackenziefloden velter ut. Det nytter ikke her at kike fra tønden efter grundinger igjennem det grumsete vand, og vi havde kun loddet at holde os til. Bunden var imidlertid jevn. Vinden tok til og satte adskillig sjø. Og det var ikke almindelig sjø med blaa bølger og hvite skumkammer; nei, her var bølgerne brune og skummet gult, mættet med sand og grus. Kartet angav her i nærheden en grunde paa 3 ½ favn, og den vilde vi nødig komme i kontakt med i dette veir. Situationen forværredes ikke litet av en del spredte storiser, som i den mørke nat var vanskelig nok at seile klar. Det gik imidlertid bra, og da det lysnet om morgenen var alt i orden. Brisen holdt sig hele dagen. Men veiret var usigtbart, og vi maatte sande, at Mc. Kenna havde havt ret; thi vi rendte pludselig op mot den store tætte pakke, hvor ingen fremkomst var mulig. Vi holdt for den nu noget østligere vind sørover langs iskanten. Dybden var ca. 18 favner, men avtok sørover. Da vi kl. 8 344om kvelden var kommet paa 8 favner, og det tillike blev belgmørkt, bakket vi til dagens frembrud. I nattens løp kom vi paa 5 favner vand. Kl. 4 om morgenen stod vi for sagte fart vestover med uavladelig lodkastning. Der var ugjennemtrængelig taake; men vi havde kvelden før sét saa meget, at veien vestover var aapen. Imidlertid laa her nogen øer, som vi jo havde frygt for. Men da vi efter en halv times forsigtig fremgang fremdeles beholdt de 5 favner, skjønte jeg, at vi var langt nok av land, og satte alle seil samt fuld fart i motoren. Saa gik det galant. Kl. 5 slog det et gløtt i taaken, og vi saa da en ø omtrent en kvartmil i syd. Det maatte være Hooper-øen. Samtidig saa vi to barker, som laa og lurte paa tingene. Straks efter tyknet det atter til med snebyger fra øst. Gjøa skjøt fart, saa skummet gøy om hende. Vi brukte taakeluren og ulte og tutet til ære for de fremmede skuter. Vi passerte den ene isodde efter den anden, som tvang os til stadig at søke sørover mot Mackenziefloden.

Kl. 11 om formiddagen lysnet det igjen, og vi saa da de to barker langt agterut. De kom samme vei som vi og tok os snart igjen. Det viste sig at være «Alexander» og «Bowhead» av San Francisco, ført av kapteinerne Tilton og Cook. «Bowhead» var en gammel kjending. Den var nemlig kjøpt fra Norge, hvor den i mange aar under navn av «Haardraade» havde været brukt i ishavsfart. De praiet os begge og bød os al assistance. Vi havde imidlertid ingen assistance behov, saa vi takket pent og lot dem gaa videre. De meddelte os, at de nu skulde ut av isen og hjem. Men først skulde de en tur indom Herscheløen, og der haapet vi gjensidig at se hverandre igjen – om etpar dage høist. Haapet gik dog ikke rigtig saa snart i opfyldelse, som vi tænkte da.

Natten til 2den september havde vi igjen en yderst ubehagelig seilas paa 4 favner vand, meget is og belgmørkt. 345Vi bakket saa godt vi kunde, og om morgenen begyndte vi at arbeide os ind mot land for at komme i landraaken. Ved 2-tiden om eftermiddagen øket vinden paa med stormbyger, og vi fór frem i flyvende fart. Lund var i tønden, jeg ved roret. Vi førte toppede seil; i den smule sjø mellem isen genertes vi ikke av bølgegang, og en friskere seilas havde vi ikke havt med Gjøa. Men det gjaldt at være kvik med roret i isen, og da vi efter halvtredje times forløp var inde i landraaken, var det ikke frit for, at jeg havde merker efter rortørnen. Hænderne var fulde av vandblemmer, og klærne var drivvaate av sved. Loddet holdtes gaaende hele tiden. Inde ved stranden fik vi 2 favner. Da raaken var for smal til at krydse i, havde vi ikke andet at gjøre end at fortøie ved en av de grundstaaende iser. Vi la ut to isdrægger. Landet, vi kom indunder, var Kap Sabine, som er ca. 60 fot høit, brat ut mot havet og med flat top. Vi lot kokken bli alene ombord og gik alle paa land. Hele stranden var ganske dækket med rækved; der var uhyre masser stablet op, og stokker paa 50 fot var ikke sjeldne. For os var synet av alt dette træmateriale en ren herlighed. Vor gaffel havde nu været brukket og repareret saa ofte, at den ikke dudde mer; og her laa jo gaffelemner nok! Vi spredte os utover stranden og lette hver efter det fineste emne. Der var nok at vælge imellem. Selv her i bakken mot nord, hvor ingen sol kommer uten den korte tid i nattetimerne, vokste der det rikeste blomsterflor. Vi sanket svære buketter av forglemmigei og andre sorter for at pynte op om bord. Saa tok vi os en tur op paa høiden for at faa et blik indover. Lange, bølgende marker strakte sig saa langt, vi kunde se, med høit græs og i dalsænkningerne buskadser paa over mandshøide. For os tok dette sig ut som et paradis. Der laa nogen ænder utfor stranden, men ellers saa vi ikke liv, til skuffelse for jægerne. Vi gik indover et stykke og traf ruiner av endel eskimohytter. Et par gamle 346slæder og buer samt et forrustet løp til et forladningsgevær kunde i disse trakter likesaa godt være levninger efter hvite som eskimoer.

Den følgende morgen saa isforholdene ikke synderlig bedre ut. Men vinden var løiet av, saa vi for motor kunde gaa i den smale landraak. Det nye gaflelemne tok vi ombord, kastet los og gik videre. Efter en times gang meldte tøndevakten, at en baat kom ut fra land. Vi trodde først, det var eskimoer, men saa snart, at baaten var bemandet med to hvite mænd og en eskimo. Vi tok dem ombord, og merkelig nok tiltalte den første av mændene os straks paa norsk. Det var nordmanden Christian Sten, som havde været andenstyrmand paa skonnerten «Bonanza» av San Francisco. Skonnerten var gaat hjemmefra samtidig med os og havde som vi overvintret to gange i disse egne. Is og grundstøtninger havde imidlertid ødelagt skuten, og for nogen dage siden havde de været nødt til at landsætte den ved King Point, forat den ikke skulde synke. Sten bodde nu paa land sammen med en av skibets harpunerer og endel eskimoer for at holde vakt over proviant og andet utstyr. Føreren, kaptein Mogg, var med det øvrige mandskap reist i baater til Herscheløen for derfra at komme sig sørover til San Francisco med et andet skib.

Vi saa nu vraket under det steilt avfaldende kap foran os.

Sten fortalte os, at isen laa kloss op til King Point, og at vi foreløbig ikke kunde komme længer. Han tvilte dog ikke paa, at isen endnu vilde slakne. Saa sent som til den 9de oktober havde han oplevet at se isen gaa op.

Kl. 12 middag naadde vi frem og fandt forholdene som av Sten meddelt. Vi gik ind til en stor grundis, som laa paa yttersiden av vraket og gjorde fast i den.

Litet ante vi, at King Point skulde bli vort opholdssted for ti maaneder!

347Vi rodde iland for at se paa «Bonanza» og paa Stens lille koloni. Kaptein Tilton paa «Alexander» var den ældste kaptein i det samme rederi, som ogsaa «Bonanza» tilhørte, og han havde, da han seilte forbi to dage før, git ordre til Sten om at assistere os med alt, hvad vi maatte trænge.

Vi var jo vel forsynet, men efter et saa venlig tilbud var der altid et og andet, vi kunde ha lyst paa. Vi byttet endel hermetik, da vi havde lyst til at prøve den amerikanske, mens Sten paa sin side længtet efter at smake den norske. Vi fik en hel del andre smaating, og jeg vil nytte leiligheden til her at uttale min store erkjendtlighed for al den nytte, vi fik av Sten og av «Bonanza».

Sten havde tilbragt mange vintre paa den nordamerikanske kyst og kunde gi os mange værdifulde oplysninger om landet og leden. Han havde ogsaa kjendskap til de her boende eskimoer, hvilket var av stor betydning.

348Manni havde til denne tid helt levet sig ind i forholdene ombord og gik helt kabluna-klædt, og da han var en ualmindelig dygtig jæger, havde jeg foræret ham karabin og haglbøsse, som han var meget stolt over og behandlet paa det bedste. Jeg spurte ham nu, om han havde lyst til at forlate os og gaa iland, men han svarte bestemt nei. Jeg tok ham med op til eskimoerne hos Sten, og det viste sig, at de meget vel forstod hverandre. Et og andet ord kunde være forskjellig, men i alt væsentlig havde de samme sprog. Disse eskimoer – det var en mand og 3 koner – – var fra egnene ved Kotzebue Sund i nærheden av Beringstrædet; de havde fulgt med hvalfangerne hit. De kaldte sig selv nunatarmiun-eskimoer. Beboerne paa kysten her kaldte sig kagmallik-eskimoer; men civilisationen havde øvet sin fordærvelige indflydelse paa dem, saa de fra at ha været flere hundrede nu var reduceret til nogen ganske faa. Kagmallik-eskimoerne var større og mere velvoksne folk end nunatarmiunerne.

Sten var ifærd med at bygge sig hus paa en liten plads i bakkeheldet likeved de store lagere av proviant og andet, som var bragt iland. Vi gjorde ogsaa en visit ombord i «Bonanza». Den laa kantret ind imot land. Formasten var kappet, men stormasten stod igjen. En trosse var strukket fra denne til den samme is, hvor vi havde fast, en anden ind paa land. Rummet var fuldt av vand, og en mængde tomme fate og tønder laa og fløt. Meget materiale var hugget ut av skibet. Og med tilladelse tok ogsaa vi, hvad vi trængte, navnlig taugverk, blokker, lanterner o. lign. En liten kamin tok vi med glæde imot. Skulde vi bli over en vinter til – og det begyndte at se sandsynlig ut – vilde den komme vel med. Gudbevars, vi havde jo materiale nok til at lage ovner av – og en smed god nok til at gjøre dem. Men det var nu allikevel godt at slippe arbeidet og faa den færdig. Det smakte os ogsaa at faa litt forandring 349paa kosten. Navnlig gjorde den nedlagte amerikanske frugt stor lykke ombord i Gjøa.

Ogsaa for Sten kom vi tilpas. Han skulde ha meget arbeide utført og trængte hjælp. Den kunde han jo nok faa senere av eskimoerne, men det var jo aller bedst at ha det unnagjort, før sneen kom.

Vi var ikke de eneste, som ventet paa forandring i isen. Et stort antal eskimoer var med sine baater paa veien fra Herscheløen til Mackenziefloden blit stoppet av isen ca. 4 kvartmil vestenfor os. De havde maattet trække baatene paa land og vente. Fra toppen av King-Point kunde vi se riggen av en skonnert i retning av Key Point, 15 kvart mil i vest. Denne skute tilhørte eskimoerne. De havde kjøpt den for pelsverk og drev hvalfangst med den. Nu havde de rendt den paa grund. De kom dog av, før isen frøs til, og vandt sig frem til Herscheløen. De herboende 350eskimoer er fulde sjø– og fangstfolk, og amerikanerne tar derfor ikke stort mandskap med sig hit, da de her finder folk nok, som baade er dygtigere og behageligere end deres egne.

Ristvedt og Manni var ute paa jagt og kom hjem med en hel del ryper. Løitnanten og jeg satte garn og drog mangt et maaltid fersk fisk. Lund arbeidet i sit ansigts sved med at faa færdig den nye gaffel, til vi skulde videre. Wiik og Hansen havde paa min forespørsel erklæret sig villig til at assistere Sten i arbeidet med huset, som det gjaldt at faa under tak, før sneen kom. De to flinke karers hjælp var god at faa, – og for dem selv smakte forandringen baade i arbeide og navnlig i kosten.

Dagene gik, og ingen forandring var at se paa isen. Vi maatte gjøre os fortrolig med tanken paa at bli her vinteren over. Spørsmaalet var da, om vi havde sikker nok plads. Bugten utenfor var meget grund og fuld av grundstaaende storis, saa der var liten utsigt til nogen større skruing. Sten kunde ogsaa berette, at tre hvalfangere havde overvintret her uten at ha merket nogen bevægelse i isen. Landraaken var aapen endnu mot øst, saa vi kunde komme ned til Shingle Point 15 kvartmil østenfor, hvor en liten havn skulde findes. Men dette var høist usikkert, og da vi her paa stedet havde selskap og hjælp, bestemte vi os til at bli, hvor vi var.

Ny is dannet sig nu hver nat tommetyk, og snart var vor skjæbne beseglet ogsaa for denne vinter. Lørdag den 9de september kunde vi gaa isen, og dermed maatte vi anse den tredje vinter begyndt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.