«De Gamle tage Lidet, gjøre Meget deraf.
Naar Kjæmper og Konger ere lagt’ i Grav,
Saa gaaer da Sagn og fast større Ry
End Gjerningen var, udi Land og By.»
Anders Vedel.
Da vi allerede i Indledningen til første Afdeling have stræbt at vise Oprindelsen til de mange Sagn om Jutuler og andre overnaturlige Væsener, og, da de tilsvarende Sagn om Kjæmper og Konger kunne betragtes som en Gjenklang eller Modification af de samme Ideer, kunne vi her fatte os kortere: Gjerninger, som paa nogle Steder tilskrives Jutuler, f. Ex. at kaste Stene over Fjorde, efter Kirker o. s. v., overføres paa andre Steder til deres mere menneskelige Efterfølgere, Kjæmperne og Kongerne, der efter Almuens Mening have været stærke, store og frygtelige som de gamle Søgurs Jetter. Den for alle Folk fælles Lyst til at omgive deres Forfædre med en uopnaaelig Glands, og hæve Fortiden og Fortids Daad paa Nutidens Bekostning, gjør det let begribeligt, at Almuen tænker sig disse Helte som Kjæmper i Ordets egentlige Forstand, saameget mere, som mange andre Omstændigheder kunne styrke dem i denne Formening. «Hvis Folk i gamle Dage ei have været større og stærkere end Nutidens Mennesker,» indvender man, «hvorledes have de da kunnet opreise de store Bautastene og andre Steenmasser, som tilskrives dem? Hvortil de store Kjæmpehøie og hvorfra de store Been, som man stundom finder i Høiene?» Bonden paa Nibstad i Hallingdal skal saaledes for noget over 100 Aar siden have opkastet en Høi, og deri fundet 2 hele Menneske-Beenrader, der vare saa store, at Bondens Pikhue, som han satte paa den Enes Hoved, ikke engang kunde bedække Skalden. Paa den 92Enes Pande saaes en dyb Skramme, og i Høien fandtes tillige en meget stor Stridsøxe. Disse Beenrader vare efter Sagnet Levninger af Kjæmperne paa Goel og Torpe, der her havde prøvet Styrke. (Top. Journal 31, 184). Paa Gaarden Hegeland i Mandals Fogderie fandt man 1774 en Beenrad, der skal have været 8 1/2 Alen (!) lang og tilhørt en gammel Kjæmpe, der fra Øret til Hagen var en god 1/2 Alen lang! (Top. Journal 11, 24, Kraft 3, 560), og i den saakaldte Atlaks-Haugen paa Listerland fandtes i en steensat Grav Menneskebeen af saadan Størrelse, at Mennesket maatte have været 5 Alen høit, hvortil Gravens Længde svarede (Kraft 3, 567). – Naar man nu til disse og lignende Kjendsgjerninger lægger hvad de gamle Søgur og Historiebøger om Roland o. s. v. berette, og hvad de gjængse Kjæmpeviser og Sagn fortælle om de drabelige Helte Langbeen-Rise, Vidrik Verlandsen o. Fl., der leve i Folkets Minde og paa flere Steder have localiseret sigForfatternote: Paa Gaarden Lillestrand i Ourdalen i Valders findes en mærkelig med en høi Bautasteen prydet Gravhøi, hvori efter Sagnet Kjæmpevisernes Vidrik Verlandsen hviler. (Kraft 2, 257). Efter et bahusisk Sagn viser man der ei alene Vidriks Grav; men ogsaa Langbeen-Rises, der er 20 Alen lang. (Oedman 175 og 285). Om disse Helte see udvalgte danske Viser fra Middelalderen 1, 15, og Vilkina Saga, C. 176, som fortæller at der var en Alen mellem hvert Øie paa Edger-Rise. (Sagnets og Kjæmpevisernes Langbeen-Rise). kunne vi let forklare os Aarsagen til Almuens Troe paa, og Sagn om Kjæmpernes uhyre Størrelse og Styrke. Til disse kunne vi udentvivl regne Jetten Doffre, som blev fangen i Halfdan Svartes Guldhuus og efter Flateyarboks og Ramus’s Vidnesbyrd var saa stor og stærk, at der maatte 60 Mand til at binde ham.
Sagnene om Kjæmper og Konger ere utallige. Hvor 2 Bautastene eller Kjæmpehøie staae i Nærheden af hinanden kan man være vis paa at høre Sagnet om Kjæmper, 93der her dræbte hinanden i Tvekamp og bleve begravne paa Stedet. Hvor der paa hver Side af en Fjord, eller paa to nærliggende Bjergknatter findes store, løse Stene, tilskrives de almindeligviis 2 stridende Kjæmper, der have slynget dem efter hinanden, og, hvor der paa en Øe eller Gaard findes en anseelig Gravhøi, er man næsten stedse sikker paa at høre, at her hviler en Konge, hvorefter Øen eller Gaarden har faaet Navn, eller hvis Navn man dog veed at fortælle.
At der i gamle Dage fandtes mange Næskonger er vist; men, at der paa et Sted kun behøvedes at findes en mærkelig Oldtidslevning, eller have boet en anseelig Mand, for at Sagnet deraf har dannet en Konge, er nok ligesaa vist. Da disse Sagn imidlertid fast over det hele Land ere høist eensformige, og med faa Undtagelser indskrænke sig til Navnene paa de drabelige Helte, hvis Gravhøie man viser, ville vi i følgende Afdeling om Kjæmper og Konger, for ei at trætte Læsernes Taalmodighed,Taalmodighed] rettet fra: Taalmodigheg (trykkfeil) kun fremhæve enkelte Træk, der kunne tjene som Prøve paa en Mængde Lignende. For imidlertid at vise de hedenfarne Kjæmpers Skygger den tilbørlige Respect, ville vi her i Indledningen nævne en Deel af dem, der endnu leve i Folkets Minde.
Paa Gaarden Hovland i Sigdal hviler Kjæmpen Raban, og i Moland i Øvre-Thellemarken viser man endnu de Stene, hvormed Kjæmperne Here Hestad og Kort Berevie sloges. Kjæmpen Glom ligger begraven i en stor Høi paa Sundbo; men den med mærkelige Runer forsynede Bautasteen, som før prydede hans Grav, tjener nu til Dørtrin i den nærliggende Fladdal Kirke i Øvre-Thellemarken. Blandt Østerdalens Heroer nævner Sagnet en Gaute Tildran, en Tørre Aune, en Vindtop Hugaas, en Hestlæg Flottan o. Fl. Tre Kjæmpebrødre, Grim Ose, Qvælp Moe og Ivar Langerumpe, hvis Gravhøie endnu vises, nævnes af Sagnet som de første Opryddere og Beboere af Ørstedalen paa Søndmør. I en Riesehaug i samme Fogderie viser man og 94saa Kjæmpen Fløites Grav. Ikke alene Gaarden Gloppestad, men hele Gloppen Sogn, skal have faaet Navn af Kjæmpen Thore Glop, hvis Gravhøi ikke er mindre end 29 Alen lang og 7 Alen bred.
Paa Rennisøen i Rogaland hviler Kong Randos, paa Hvitingsøe Kong Hviting, paa Hebnæs paa Jolsøe, hvor en 12 Fod høi Bautasteen kaldes Hebs Sværd, Kong Heb, i Rimsvarden paa Rimmereide paa Storøen Kong Rim, paa Balderøe Kong Baldur, paa Haakensholm paa Herrøe, paa Gjermundsnæs og Horrem i Romsdalen o. s. v. ligeledes Konger. Paa Steensbjerget i Gudbrandsdalen skal en Kong Stein have havt sit Tilhold, og der være bleven beleiret af Kong Elef, som her satte Livet til. Paa Ulfstad i Sandsvær boede efter Sagnet en Kong Ulf, der blev dræbt af Kong Rollaug, som boede paa Præstegaarden af samme Navn. Paa Lister hvile mange Konger, og i Undal findes en Høi, hvori en Dronning skal ligge begraven. Bringsjord i Lyngdal, Ovreboe Støl og Gousland i Vinje i Øvre-Thellemarken,Øvre-Thellemarken] rettet fra: Ovre-Thellemarken (trykkfeil) de i antiqvarisk Henseende mærkelige Gaarde Kløvstad og Hof paa Hadeland o. s. v., nævnes som gamle Kongesæder. Blandt de stolteste Minder, man har om disse ellers ubekjendte Konger, er Kong Raknes GravhøiRaknes Gravhøi] rettet fra: Raknes (trykkfeil) paa Romerige, der er 50 Alen høi, og saa stor, at et nærliggende rundt Kjærn skal være opkommet derved, at man der har taget Jorden til at danne Høien. I den nærliggende «Baanehaug» ligge efter Sagnet 5 kongelige Børn begravne. (Kraft 1, 476).
Angaaende den historiske Sandhed, der monne ligge til Grund for disse og lignende Sagn, da maae vi henholde os til Anders Wedels Ord: «Men hvad Tid og Sted de have levet er ikke til visse at sige andet end hvad man fast gjætte kan, og ellers have nogen Kundskab af de store Høie og andre Steder, som man vil vise, at de have boet paa, og ere begravne. Hvad som historisk Sandhed er anrørende, vide endog smaa Børn, at det er en føie Ting at lide paa.»
Paa Nummedalseidet ligger Gaarden Buvarp, hvor i gamle Dage boede en Kjæmpe ved Navn Thor, der tilsidst blev dræbt af en Næskonge, hvis Datter han havde bortført. Hans Gravhøi vises endnu paa Gaarden. Ved at grave i den har man fundet et sværd, 1 1/2 Alen lang, med sølvbeslaget Fæste, en Stridshammer m. m. (Bings Beskr. over Norge).
Tæt ved den smukke Alstahaug Kirke i Levanger ligger en stor Kjæmpehaug, hvor Sagnet fortæller, at Kong Alf med 7 Aars Skatte skal ligge begraven. Denne Kong Alf skal have boet paa den nærliggende Gaard Alfsnæs, hvor endnu en Deel Kjæmpekredse minde om Oldtiden. Denne Kong Alf menes at have været en af de 4 Konger i Indherredet, som bleve slagne af Harald Haarfager. (Klüvers antiq. Reise 61).
96Paa Sletten imellem Gaardene Meelhuus og Eggen, hvor en Mængde nu næsten ukjendelige Kjæmpehauge findes, skal, efter et gammelt Sagn, et Slag være leveret mellem Kong Høne i Guledalen og en anden Konge, som kom Sønden fra, og undertvang alle de andre Konger.
Anm. Ogsaa dette Sagn synes at henpege paa Harald Haarfager, der ifølge Historiens Vidnesbyrd slog 2 Konger i Guledalen, (Klüver 99). Høne er udentvivl en Forvanskning af det oldnordiske Høgni.
Paa en Slette ved Gaarden Støa, tæt ved Ørkelelven, findes en Deel Kjæmpehauge og en Plads, som kaldes Eystinsvolden, fordi en Kong Eystin her blev slagen og dræbt. (ibi.)
Paa Ringsfjeldet i Vandelven paa Søndmør ligger efter Sagnet Kong Ring med 7 Aars Skatte begraven under en stor Ligsteen, der kaldes Jutulhellen, og er 9 Alen lang, 1 tyk og 4 Alen bred i den ene Ende, og 1 1/2 i den anden. (Budstikken 6, 579).
Under Størens Præstegjeld i Guledalen ligger Annexet Budalen, hvis første Beboer efter Sagnet skal 97have været Kjæmpen Ketil, der boede ved Buaelv under Fjeldet Høikittiln, som efter ham skal have faaet sit Navn. Ketil, som levede her i Selskab med 2 Andre, skal siden have forladt Budalen, og sat sig ned ved Ørkelelven i Rennebu, hvor der paa Gaarden Uff endnu findes en Stue, der har tilhørt ham. – Den er kun 3 à 4 Stokke høi, men disse ere overmaade tykke. Tilsidst bar gamle Ketil sig ihjel paa en 20 Alen lang og 2 Alen tyk Furu, som han havde fældet langt borte i Skoven og paa sine Skuldre vilde slæbe hjem. – (Klüver 108).
Paa Gaarden Østrem i Nordfjord staaer en Bautasteen, og paa den modsatte Side af Fjorden ligger en lignende, hvorom Sagnet gaaer, at 2 Kjæmper have prøvet Styrke med hinanden ved at kyle Stene i en umaadelig Afstand over Fjorden. Den Steen, som ligger ved Gimmestad, faldt, af Mangel paa tilbørlig Kraft hos Østrem-Kjæmpen, paa Stranden. Stenene ere omtrent 5 Alen lange og meget tykke. (Budstikken 7de Aargang S. 69. Lignende Sagn findes i Danmark, Thiele 1, 47).
Mellem Urnæs Kirke og Stranden staaer en Bautasteen, 5 Alen over Jorden, og paa den anden Side af Sognefjorden ved Solvorn Kirke en lignende; men 98omtrent 500 Alen fra den første. Om disse Stene lyder Sagnet saalunde: 2 Konger, begge drabelige Kjæmper, boede paa Urnæs og Solvorn. Det var i Christendommens første Tider, hvorfor de begge faldt paa at bygge Kirker, Christus til Ære. Kirkerne bleve færdige, begge til samme Tid; men da Solvorns Konge fandt, at Kirken paa Urnæs var bleven smukkere end den i Solvorn, saa blev han saa gram i Hu, at han greb den svære Steen, og kastede den over Fjorden for at knuse Urnæs Kirke. Kraften forslog imidlertid ikke; thi Stenen dalede ned paa det Sted mellem Stranden og Kirken, hvor den endnu staaer. Kongen paa Urnæs vilde nu, spottende sin Fiendes Afmagt, uden at skade Solvorn Kirke, vise, hvad han formaaede. Han greb derfor et Fjeldstykke, og slyngede det hen over Fjorden med saadan Kraft, at det faldt ned langt bagenfor Kirken, hvor det endnu staaer som et berømmeligt Minde om den Tids Kraft og Styrke. (Budstikken 5, 561).
Tæt ved Kintzervig Præstegaard i Hardanger ligger et Fjeld, som i gamle Dage blev kaldet Skjoldenborg, fordi Kong Harring der byggede sig en Fæstning for at forsvare den indenfor liggende Stad, Kintzervig, som meget blev hjemsøgt af de Engelske. Da han imidlertid ei derved kunde opnaae sin Hensigt, at holde Fienderne borte, blev Fæstningens Navn forringet til 99Skjeldesvaar, et Navn, som Fjeldet endnu bær. En Høi med Kampstene, som findes der, kaldes endnu Skjeldshøien. Tilsidst blev Kong Harring selv tagen til Fange, og for at faae ham fri, byggede man et Skib, Harringe-GnitenForfatternote: Gnot betyder i det oldnordiske et Jagtskib, en Smakke. kaldet, der var sort paa den ene, og hvid paa den anden Side. (Schnabels Beskr. over Hardanger 48).
I den for sin vilde og stolte Natur bekjendte Ousedal i Hardanger boede i fordums Dage en kjæmpestærk Mand, som hed Størk. Han fik Sag mod Bispen, og hug efter ham i Thingstuen paa Hausom (den største gamle Røgstue, som endnu staaer i Kintzervig); men Hugget gik i Dørstolpen, og Bispen undslap. Størk forlod Thinget; men frygtede for Bispens Hævn. Denne kom ogsaa kort efter med sine Mænd ind i Ousefjorden; men Størk, som havde Udkik paa den høie Ouse-Nut, blev ham itide vaer. Han overlagde da med sin Søn Tholf, at denne skulde fare ud imod Bispen, og udspeide hans Sindelag, selv vilde han fra Nuten give Agt paa hvorledes det gik. Han havde der oppe gravet sig et Hul, og lagt en Helle i Beredskab, som han kunde trække over Hullet, om fornødent blev at skjule eller begrave sig deri. Tholf var listig og stærk. Han tog en Tønde Øl med sig i Baaden 100og da han kom Bispen nær, bød han ham velkommen, og spurgte ham, om han maatte drikke ham til. Bispen sagde ja, og saa løftede Tolf hele Øltønden op, og drak af Spundshullet. Da Bispen nu saae, hvor stærk Tholf var, fandt han, at det ikke var saa ligefrem at binde an med mange saadanne Karle; men spurgte, om Størk havde mange slige Sønner. «Han har Tholf,» svarede denne, og ved en Misforstaaelse blev Bispen saa bange, at han vendte om igjen med uforrettet Sag. Størk var imidlertid stegen ned i Hullet, og, da han frygtede for, at Tholf var bleven fangen, trak han Hellen over sig, og under den skal han ligge den Dag i Dag. (Budstikken 7, 396).
I Gjevedal i Omli boede i gamle Dage paa Gaarden Mosvald en Kjæmpe, ved Navn Faxi. Han kom i Trætte med Raye Hougsiaae, Dreng Tuftene og Starke Omland, alle i den Tid bekjendte Kjæmper. De fordrede ham ud. Han overvandt dem Alle, den Ene efter den Anden; men udmattet af Kampen søgte han hen til en Thingplads, som fandtes i Nærheden, for der at finde Thingfred. Inden han imidlertid naaede Pladsen, blev han af Starke Omland skudt med en Piil fra en Loftsvale, og blev begraven tæt ved Bygdeveien, hvor man endnu viser hans Grav, og Størrelsen af hans Legeme betegnet ved Stene. – Thingpladsen, hvor 6 101store Stene kneise, vises endnu, og for ikke mere end 50 Aar siden skal den Staalbue, hvormed Faxi blev skudt, have været opbevaret paa Gaarden Omland. (Meddeelt).
Paa en skraa Klippe i Framvarnvand paa Lister staaer med Runebogstaver, ligesom om det var malet, Udkialir Ithiltsen. Sagnet fortæller, at en Kjæmpe ved Navn Ukiel, som boede i Nærheden, i et Gilde, hvor han havde drukket for meget, svor aldrig at overvindes af nogen Kjæmpe. For nu ei at blive Meeneder sprang han fra denne Klippe ned i Vandet og druknede. (P. Claussen Norriges Beskr., 51. Top. Journal 13, 17.)
Paa Gaarden Goutland og Daarsnæs i Vandsøe paa Lister boede i gamle Dage 2 Konger, af hvilke den ene hed Gout og den anden Herredag. De vare Fiender, og Daarsnæs-Kongen blev dræbt af Kong Gout. For at hævne sin Faders Drab udrustede Sønnen et Skib, som var bygget paa Gaarden Oustad, hvor de Stene, der tjente til Stabel, endnu ere at see. Med dette overfaldt og dræbte han Kong Gout, hvis Gravhøi endnu vises paa Goutland, og gjorde efter fuldbragt Daad paa Daarsnæs sin Faders Gravøl, der varede i 8 Dage. (Top. Journal 13, 28, 44).
102I fordum Dage boede paa Gaarden Tandberg paa Ringerige Kong Tane, hvis Land Kong Veine, hans Nabo, vilde gjæste, men paa den ovenfor Tandberg liggende Moe, hvor endnu en Mængde Gravhauge findes, fandt han saa tapper Modstand, at han med Tab og uforrettet Sag igjen maatte drage sin Vei. Stolt af sin Seier drog nu Kong Tane med sine Krigere ind i Veines Land, og traf sin Modstander i Nærheden af hans egen Bopæl, Gaarden Veien ved Hønefossen. Paa en Moe, hvor der ligeledes findes mange Kjæmpehauge, leveredes det andet Slag, hvori Kong Tane tilsatte Livet. Hans Lig blev ført tilbage til Tandberg, hvor hans Gravhaug endnu vises.
Denne Kong Veine skal ogsaa have regjeret over Aadalen. Engang gjorde Indbyggerne Oprør mod ham; men han bragte dem ved Vaabenmagt igjen til Lydighed, gav dem til Straf for deres Urolighed sin Hund Ring til Regent, og fastsatte Dødsstraf for den, som forkyndte ham Hundens Død. Hunden Ring skal have havt sin Residents paa den Gaard, som endnu efter ham bærer Navnet Ringerud. Bønderne, som ei kunde bære en saadan Forhaanelse, sloge derfor Hunden ihjel; men det varede længe, førend Nogen turde forkynde Kongen denne Nyhed. Endelig tog En Mod til sig, og begav sig med Hunden paa Ryggen til Kongen. Da han kom ind, vendte han Ryggen frem, uden at mæle et Ord. 103«Er nu Kong Ring død?» udbrød Kongen, morende sig over Bondens opfindsomme Kløgt. «Det ere ikke mine Ord Herre Konge, men dine,» svarede Sendebudet, som saaledes undgik den fastsatte Straf. Kong Veine blev begraven paa sin Residentsgaard, hvor hans Grav for nogle Aar siden er bleven opkastet og mange Sjeldenheder fra ældgamle Tider fundne.
Anm. Top. Journal 30, 153. Paa Tandberg Moen skal fordum være fundet en Mængde Pile, Sporer og Been. Paa Gaarden Tandberg, hvor endnu findes Spor af gamle Bygninger, skal der have været en Løngang, hvorom man taler meget, men intet Vist veed. (ibi. 152.)
Kong Veines Gravhaug paa Veien, som man af Overtroe ei havde turdet røre, (Top. Journ. 30, 156) blev for nogle Aar siden opgraven under Opsyn af en Søn af afdøde Sorenskriver Gram, som meddeelte mig følgende Efterretning om denne mærkelige Høi. Opgravningen begyndte med en 5 Alen bred Gang fra N. og samme Dag ved en ligesaa bred fra Ø. Ikke mere end 2 Alen fra den yderste Kant fandt man Lag af Kul og siden nogle faa smaa Been. Først den 3die Dag traf man en Stok, og under samme en Leer-Urne, inden i hvilken var en Urne af Træe, med Gjorder af Blik eller Messing. Inden for disse var en Urne af Leer. Derpaa 2 Stokke, under hvilke Intet blev fundet. Under den 4de Stok en noget større Urne af Træe, og under den 5te 2 Jernurner, omviklede med meget grovt Tøi. Under den 6te Stok fandtes 1) en Brynesteen af en langagtig Form og spids til begge Ender, og under den en lille rund Kop af Blik, begge indsluttede i et Futteral af Træe, 2) et Rør af 7 Tommers 104Længde med 5 Afsatser, inden i hvilket var Horn, 3) en Kugle af fleerfarvet Glas, hvori flere Figurer vare indfattede, 4) 2 smaa Sølvspænder, nogle Metalringe o. m. Først den 5te Dag fandt man inden i et Stykke Træe den største af de Guldringe, som nu findes i Christiania Museum, og strax derhos 2 massive Fingerringe af Guld. Under den 7de Stok fandt man et forrustet Sværd og Noget, der lignede en Daggert.
Ved den sydlige Bred af Tyrifjorden i Syllingdalen ligger den for sin Steilhed og skjønne Udsigt bekjendte Hortekol, hvorpaa i gamle Dage boede en Kong Haaken, der havde en eneste Datter, der var saare smuk og hvis Navn var Siri Sara. Hun elskede en fager Ungersvend, men da han var af ringere Byrd, holdt de deres Forbindelse hemmelig. Da Kongen fik dette at vide, blev han meget opbragt, og da Datteren ikke vilde forraade sin Elsker, blev han saa rasende, at han satte Datteren i en Baad, og styrtede denne fra Fjeldets Tinde ned i Fjorden. Den stakkels Pige omkom, men Siri Sara, Kong Haakens Datter paa Hortekollens Navn, lyder endnu i Dalen. Hendes Lig skal være bleven jordet paa Sylling Kirkegaard, hvor der tilforn skal have staaet en Steen med Indskrift paa, der blev antaget at have dækket hendes Grav. (Mundtligt).
105Paa Arøen i Nærheden af Langesund findes en stor Steen, som bærer Navn af Brudebordet. Her sad nemlig i gamle Dage Kong Harald med sine Mænd og spiste Davre den samme Morgen, som hans Bryllup skulde stande; men inden han endnu var færdig kom et Bud, som bragte ham Tidende om, at hans Brud var bleven bortført af en Medbeiler. Arrig i Hu slog han Kniv og Gaffel med saadan Kraft i Stenen, der tjente til Bord, at den revnede, og man kan endnu see Mærker efter hans Kniv i den kløvede Steen, som til Minde herom den Dag i Dag kaldes Brudebordet.
Drabelige Karle maae disse Kjæmper have været. Paa Brundlaugsnæsset findes saaledes nogle store Steenhobe, som Søefolk kalde Nessier, hvilke Kjæmper skulle have kastet hid fra Jomfruland. (Meddeelt).
Paa Gaarden Hortvedt i Efterløds Sogn skal fordum have boet en Konge, som forstod at tilberede et Slags Øl, der havde den Beskaffenhed, at det gjorde hans Folk saare modige i Striden. Denne hans Kunst kom ham vel tilpas, da han engang laae i Strid med en af sine Nabokonger, der skjønt mægtigere dog blev overvunden. Den Beseirede søgte nu at komme efter de Midler, hvoraf Seierherren havde betjent sig for at overvinde ham; og da han havde faaet at vide, at det 106var det før omtalte Øl, som havde foraarsaget hans Uheld, bad han Hortvedt-Kongen om, at han vilde lære ham denne Kunst, i det han til Gjengjeld for denne Underviisning bød ham Korkonsæter og Skrimand-Vand. Seierherren modtog Tilbudet, og endnu høre disse Strækninger til Hortvedt Gaard, hvor følgende Vers end opbevares:
«Korkonsæter og Skrimanvand
Blev mig foræret af den kongelig’ Mand,
Og alle tilliggende Lier.»
Korkonsæter kaldes nu Korpesæteren, og ligger under den høie Skrim. (Meddeelt).
Paa det ved sine Oldtidslevninger mærkelige Ferkingstad boede der efter Sagnet i gamle Dage en mægtig Næskonge, der havde mange Skibe og Folk. Et Stykke fra Søen viser man endnu kjendelige Levninger saavel af hans Skibshavn som af hans Skibsnaust. Navnet Jarl har ogsaa, efter Kirkebogen, henved to Aarhundreder, og end den Dag i Dag vedligeholdt sig blandt Bønderne paa denne Gaard.
Anm. Budstikken 1817, P. 231. Kraft 4, 266. Navnet Jarl, og de mange Oldtidsminder, som her findes, synes at vise, at Gaarden i gamle Dage har været Sæde for mægtige Høvdinger, maaskee for Jarler. Ogsaa paa andre Steder har man Sagn om Oldtids Jarler. Paa Onereim i Sundhordlehn skal efter Sagnet have boet en Jarl, der har givet Tysnæs-Øe dens gamle Navn Jarls-Øe. (Kraft 4, 532).
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Da Andreas Faye (1802–1869) ga ut Norske Sagn i 1833, var det den første samlingen av sagn som ble publisert i Norge. Faye hadde over lengre tid samlet sagn og folkeminner på reiser til den norske landsbygden. Men han fikk også tilsendt sagn og folkeminner fra sine mange kontakter blant embetsmenn i flere deler av landet. Innsamlingen var inspirert av romantikkens kultursyn.
Sagnene er gjengitt nøyaktig slik de ble ham meddelt, han ønsket ikke noen kunstnerisk gjengivelse, det overlot han til dikterne.
Verket er inndelt i avdelinger etter hva som er sagnenes fremste karakteristikker. Sagnene er til dels også gjengitt kronologisk med utgangspunkt i tidsepoken hvori handlingen finner sted. Faye har lagt til sine egne anmerkninger og noter.
