«Dybt udi Fjeldet endnu er tilbage
Gjenlyd af Tonen fra henfarne Dage,
Gubben i Hytten med snehvide Skjæg,
Kjender end Tonen og Visen han kan,
Som haver tonet saa vide om Land.»
Grundtvig.
De i denne Afdeling meddelte Sagn kalde vi historiske, ei fordi at alle disse Sagn kunne betragtes som paalidelige, historiske Facta; men kun for saavidt, at de angaae Personer og Tildragelser, der ere blevne historiske. Da vi nu paa en Maade træde ind paa Historiens Gebet, bliver det ogsaa vor Pligt at belyse disse Sagn med Critikens Fakkel; men da vi ved hvert enkelt Sagn agte at sammenligne samme med Historiens Vidnesbyrd, ville vi her indskrænke os til at tale nogle Ord om deres Oprindelse. Uagtet vi nok neppe feile synderlig i at antage, at der ligger noget Factisk til Grund for de fleste historiske Sagn, saa er dette dog i Tidernes Løb og ved vilkaarlig Udtolkning, bleven saa forandret og udpyntet, at det ofte bliver vanskeligt, at skille det Sande fra det Falske. At Sagn om sildigere Tildragelser, hvori Almuen selv tog virksom Deel, som om Sinklars Tog, om Anna Colbjørnsdatter og de Svenske paa Norderhaug o. s. v. endnu kunne forplantes, uden at støtte sig til historiske Beretninger, med hvilke de stundom ikke ganske stemme, stundom oplyse, trænger vel neppe til videre Beviis. Et andet Spørgsmaal bliver det, om en Begivenhed fra Oldtiden kan med Rimelighed antages for blot gjennem mundtlige Sagn at være bleven opbevaret. Muligheden deraf kan ei med Grund benegtes. Naar en Tildragelse enten ved 152dens Sjeldenhed, de handlende Personers mærkelige Egenskaber, besynderlige Skjebne, sørgelige Død o. s. v. vakte almindelig Opsigt og greb Sindet i denden] rettet fra: dens (trykkfeil) Grad, at Fortællingen om samme stedse maatte interessere den Egn, hvor den indtraf, saa er det hverken urimeligt eller umuligt, at en Daad, som havde mange Vidner og hyppige Anledninger til at tilbagekaldes i Erindringen, og som desuden oftest var knyttet til en eller anden udvortes Gjenstand, som en Bautasteen, en Høi, et Navn o. s. v., kunde forplantes gjennem Sekler fra Slægt til Slægt, da Odelsmanden paa den Gaard, hvor en saadan mærkelig Tildragelse var indtruffen, eller en berømt Mand havde boet, bevarede Sagnet som et helligt Arvegods fra gjeve Fædre, og Dalens øvrige Beboere med en vis stolt Selvtilfredshed mindedes og fortalte en Begivenhed, som kunde give deres Egn en vis Navnkundighed. Til saadanne kunne vi f. Ex. regne Sagnene om Kong Augvald og hans Koe, om Harald Haarfager og flere berømte Mænds Gravhøie og Bopæle, om Kong Sverres Toge og hans Foged Ivar Dapis Drab, der ved Opbrændelsen af Kaupanger o. m. maatte være blevet denne Egn vigtig, og hvor Sagnet knyttedes til den skjebnesvangre Hammer, der endnu findes; om Prindssessen, som blev begraven ved Fjære Kirke, om Audun Hestakorn og Fl. Saadanne Facta, der vare sjeldne, tiltrak sig Opmærksomhed, og, knyttede til udvortes Gjenstande, erindredes let ved mundtlige Sagn; men de nærmere Omstændigheder bleve ofte i Tidernes Løb forandrede, enkelte Træk bleve udeladte, andre tilsatte, og hvad Tiden angaaer, saa veed Sagnet kun at det skede «fordum» eller «i gamle Dage.» – Uagtet vi saaledes indrømme Muligheden og Sandsynligheden af, at et Sagn, især i en Fjeldegn, kan forplantes fra den fjerne Old, uden at skylde skriftlige Efterretninger sin Oprindelse, kunnekunne] rettet fra: kunde (trykkfeil) vi dog ei erkjende alle disse Sagn for ægte Toner fra den svundne Oldtid; nei 153flere af dem have vist nok en sildigere og anden Oprindelse.
Endeel Sagn ere at betragte kun som Forklaringer af Steders Navne. I Indledningen til Sagnene om Kjæmperne have vi seet flere Exempler derpaa. Naar Sagnet saaledes beretter, at paa Trommestad ved Arendal boede en Kong Thrym, og ved det saakaldte Træbergslot paa Bragernæsaasen en Kong Braker, saa vise begge vel neppe andet, end at der i gamle Dage har boet et Par Søekonger, som man af Stedets Navn har kaldet Kong Thrym eller Kong Braker, uden at disse Sagn staae i videre Forbindelse med de historiske Personer af samme Navn.
Andre Sagn skylde sandsynligviis de gamle Søgur eller en i Fortids Historie bevandret Mand deres Oprindelse. Naar man først har faaet Kundskab om, at en berømt Mand skal have boet paa en Gaard, eller en Stordaad være indtruffen paa et Sted, saa henfører man gjerne til den Mand eller Daad alle de Sagn og Oldtidslevninger, som findes, om end disse ere af en langt ældre eller yngre Alder, og ikke staae i nogen Forbindelse med den omhandlede Gjenstand. Naar saaledes Bønderne paa Huseby endnu mene at eie et Par Dørbeslag, der have tilhørt Gaardens forrige Eier, den berømte Einar Thambarskjælver, og man paa Urnæs i Sogn fremviser en Væv, som minder om Signes Kunstfærdighed, saa vise disse og lignende Træk kun Eftertidens Lyst til at henføre til en berømt Person alle de Ting, som paa samme Sted udmærke sig ved Kunst, Ælde eller Sjeldenhed.
Lysten til at gjøre sin Egn til Skueplads for en almeen yndet Begivenhed, der kun har en Vise eller et mundtligt Sagn til Hjemmel, har vel foraarsaget, at samme Begivenhed har localiseret sig paa flere Steder, hvilket er Tilfælde med St. Olaf, Habor og Signe, og Axel og Valborg. Steders og Personers Navnelighed var nok til at gjøre flere Steder til Balladens Skueplads.
Om saaledes endogsaa de færreste af disse Sagn 154kunne benyttes som paalidelig historisk Hjemmel, saa have de dog den Værd og Interesse, at de vise, at Fortids store Mænd og Fortids Daad endnu lever i Folkets Minde, og at vi, ved Siden af vor paa skriftlige Documenter grundede Historie, besidde en tilsvarende Sagnhistorie, der, om den endog kun er et svagt Echo, en dunkel Skygge af Virkelighed, i det mindste for Historiens Yndere vil have nogen Interesse.Forfatternote: Hvor jeg har været uvis om Bøndernes Udtale af Navnene, der desuden udtales forskjellig i de forskjellige Egne, har jeg fulgt de gamle Søgurs Skrivemaade. Saaledes f. Ex. Eystein, uagtet Bønderne paa denne Kant udtale det Østen; Hakon for Haaken; Einar Thambarskjælver for Thamppeskjælver.
Augvaldnæs paa Kormt skal efter Sagnet have faaet sit Navn efter en Oldtids Konge, som her havde sin Bopæl; men som tilsidst blev overvunden og dræbt paa den nærliggende Kongshei, hvor Spor af Kjæmpehøie og Bautastene findes. I en af de Gravhøie, som findes ved Augvaldnæskirke beretter Sagnet, at Kong Augvald blev jordet, og i en anden, «Koehaugen,» skal en Koe med Guldklave ligge begraven.
Anm. At der omtrent i det 7de Aarhundrede har boet en Kong Augvald paa Kormt, og at han blev begravet tilligemed en Koe, som han tilbad, i 2 store Hauge paa Augvaldnæs, stadfæster vor gamle Historie (Halfs Saga C. 2). Olaf Tryggveson skal, ledet af Sagnet, have ladet begge Høie opkaste, og i den ene fundet Been af et Menneske og i den anden af en Koe. (Snorre, Olaf Tryggvesons Saga C. 71). Ved Koehaugen, hvori Augvalds Guddom sandsynligviis blev jordet, staaer en 13 Alen høi Bautasteen, der af Almuen nu kaldes Maries Synaal, og formodes at være reist til Ære for Augvalds Koe. (Kraft 4, 221).
156Om det hedenske Olds andre Heroer, en Half, en Stærkodder, en Frithjof o. Fl. findes, saavidt jeg veed, ingen egentlige Sagn, endskjønt deres Navne paa flere Steder leve i Folkets Minde. Om Kong Thrym gaaer det Sagn, at han har boet paa Trommestad, hvor en stor Gravhaug findes, og at hans Flaade har lagt i Colbjørnsvig og Kallevig.
Paa Træbergslot paa Bragernæsaasen skal Kong Braker have boet, og gamle FolkFolk] rettet fra: Følk (trykkfeil) mindes, at de i deres Ungdom hørte tale om Jernringe, der havde staaet i Fjeldet ved Bragerhaugen, hvorved han bandt sine Skibe. Paa Nabogaarden Nøste fandtes da sandsynligviis hans Naust. (Mundtligt). I Soggendal skal der findes et Sagn om den bekjendte Orvarodd, der efter Kjæmpehistorierne skal være født paa Gaarden Beruriodr (nu Bergliud), og efter Sagnet ligge begraven paa «Oddsfjeldet» ved Gaarden Nordnæs, ligeledes i Soggendal. (Kraft 4, 222. Orvarodds Saga i Nordiske Kjæmpehistorier, oversatte ved Rafn 3die Bind, Saga-Bibliotheket 2, 531. Torfæus H. N. 1, 274).
Paa Østsiden af Rennisøe findes en Gaard, som Sagnet angiver for et Kongesæde, og en Slette i Nærheden, der bærer Navn af Kong Eriks Ridebane, henføres til den af Saxos Fortælling bekjendte Erik den Veltalende fra Rennisøe. (Kraft 4, 220).
157«Kraaka er jeg kaldet selv,
Nu Navnet mit Du veed.»
Ragnars Thaattur blandt Færøiske Qvæder.
Paa et Skjær i Bugten neden for Gaarden Øvre-Svennevig, i Nærheden af Lindesnæs, blev i fordums Dage funden en Guldharpe, hvori et lille Pigebarn laae. Deraf har det Inderste af Bugten faaet Navnet Guldvigen. Pigen hed Aadlov eller Adlaug, og blev af sine Fosterforældre, paa Svennevig, da hun blev større, sat til at vogte Faar og Geder; men siden blev hun Dronning, hvilket Sagn Slægt fra Slægt har vidst at fortælle. Den Høi, hvor hun pleiede at sidde for at see til sin Hjord, blev siden kaldet Aslaughaugen. Hun blev ogsaa kaldet Kraka, og efter hende skal Krakabækken, der flyder paa Spangereid, en Fjerdingsvei fra Guldvigen, have sit Navn.
Anm. Dette Sagn, som Torfæus har omtalt, og som gjentages i Top. Journ. 12, 35, existerer endnu. En gammel Kone paa Svennevig har for nogle Aar siden fortalt detdet] rettet fra: der (trykkfeil) ligedan til Hr. Assessor Schwach, der besøgte Stedet. Man viste ham endog den lille Øe eller det Skjær, hvor Manden paa Svennevig skal have fundet Guldharpen med Barnet i.
Ragnar Lodbroks Saga fortæller, at Aslaug var en Datter af Sigurd Fofnersbane og Skjoldmøen Brunehild. Hendes Fosterfader Heimer blev myrdet paa Spangerhede af et Par gamle gjerrige Bønderfolk, som 158bemægtigede sig hans Skat, og opfostrede den lille Pige, der laae i hans Harpe, som deres eget Barn, og kaldte hende Kraka. Hun blev haardt behandlet, og maatte vogte Qvæg, indtil Ragnar Lodbrok ved en Hændelse landede her og Nogle af hans Folk traf paa Kraka, hvis Skjønhed og Klogskab fængslede dem saaledes, at Ragnar formedelst deres Roes selv blev nysgjerrig, og bød hende komme til sig «hverken klædt eller uklædt; uden at være fastende eller have spist; hverken ene eller i Følge med noget Menneske.» Dette gjorde hun, og indtog saaledes Kongen, at han ægtede hende, og hun blev Moder til mange af hans berømte Sønner. Flere berømte islandske Slægter rose sig af at nedstamme fra hende.
At Kraka skulde være en Datter af Sigurd Fofnersbane strider mod al Tidsregning og de ældste Sange. Formodentlig har den kloge Kraka, som paa Grund af sin ringe Fødsel saae sig ringeagtet af Folket, foregivet at nedstamme fra denne berømte Helt. (Saga-bibliothek 2, 93 og 478. Volsunga Saga C. 53. Ragnar Lodbroks Saga C. 4 og 5. Færøiske Qvæder samlede af H. Lyngbye 335 – 355).
Et færøisk Sagn kalder hende Osla, lader hende drive i Land i en Kiste, og opdages af en fattig Mand ved Navn Kraka, der behandlede hende ilde, fordi hun var smukkere end hans Datter. Landets Konge, der var bleven Enkemand, vilde ingen Anden ægte end den, der kunde passe hans afdøde Dronnings Klæder. Dette kunde Osla, som derpaa bliver Dronning, og da man bebreidede hendeshendes] rettet fra: hende (trykkfeil) ringe Herkomst, fremviser hun det Brev, hendes Moder havde lagt i Kisten, og da denne endnu var i Live, blev hun af hende erkjendt.
(Sagabibliotheket 3, 481.) Hvad Sagnets første Oprindelse 159angaaer, gjøre vi nok bedst i, med den lærde og skarpsindige P. E. Müller at antage, «at det let kunde skee, at den romantiske Historie om Aslaug, der var almindelig bekjendt i Norge, kan have foranlediget Spangerhedes Beboere for nogle Aarhundreder siden, at ville forplante Aslaugs Minde.» (Saga Bibliothek 2, 96). «Imidlertid bliver Sagnet stedse et Beviis paa, hvorledes den gamle Saga har fundet sin Vei endog til Almuen og lever i dens Minde.» (Geyer Svea Rikes Häfder 5, 49).
«Og der de komme til Signilds Bur
Da laae hun der i Glød;
Og der de kom hvor Gallien stod,
Da var alt Hafbur død.»
Hafbur og Signes Vise.
I Aardal i Sogn boede en Prinds Habor og paa Urnæs en Kong Ragnvald, hvis Datter Signe, som Habor elskede, havde sit Jomfrubuur paa en Slette i Fjeldet ovenfor Gaarden Urnæs, der endnu kaldes Signessal eller Møesalen. Ragnvald var imod dette Partie, men Habor vedblev alligevel sin Forstaaelse med Signe, som han ofte hemmelig besøgte. For at finde Veien over Fjeldet fra Aardal til Urnæs, som er fladt, opkastede han paa dette Varder af Steen. Disse Varder sees endnu og kaldes Habors-Varderne. Paa Fjeldet er en græsrig Slette, hvorpaa findes en stor Steen med et Indsnit. Der siges, at Habor græssede sin 160Hest, og, medens han hvilede paa Stenen, gned sit Sværd derpaa, hvoraf Indsnittet er dannet. Videre fortælles, at engang, da Habor var kommen til Signe, forklædt som Fruentimmer, havde han om Natten talt med hende i Fortrolighed, og, i Tanke at alle hendes Terner sove, røbet sin Mandsstemme. En af Signes Terner bringer Budskab derom til Ragnvald, som strax gjør Anstalt til at gribe Habor, der ved det uventede Angreb blev sat ud af Stand til at værge sig. Han blev bragt som Fange til Urnæs og dømt til at hænges. Da Signe havde svoret, ei at overleve ham, men brænde sig og sit Buur, og han ønskede at prøve hendes Troskab, udbad han sig, at hans Kappe først maatte ophænges. Dette skede; men da Signe, i det hun saae Kappen hidset i Galgen, strax antændte sit Jomfrubuur og han saae Luerne udbryde, bad han Executionen paa sig udført, da han ikke havde mere at leve efter. En meget stor Gravhøi, der er 197 Alen i Omkreds, 40 Alen i Gjennemsnit og over 20 Alen høi, sees paa Urnæs iblandt nogle mindre, hvor Kong Ragnvald siges at være begraven. Den er vel bekjendt af enhver i hiin Egn under Navn af Ragnvaldshaugen. En anden anseelig Høi, Habors Høi kaldet, blev for nogle Aar siden udgravet og planeret. I samme vare mangfoldige Gravkammere ved Siden af hinanden og i flere Etager over hinanden, og fandtes deri 8 Alen under dens Overflade en firekantet Grav, bedækket med en Skifersteens Helle, hvorpaa var udgravet nogle temmelig 161regelmæssige Snirkler, under hvilken man fandt flere Potter Kirsebærstene, aldeles ufortærede og nogle endog med Kjerner. Langs Fjeldsiden, søndenfor det Sted, hvor Signes Jomfrubuur skal have staaet, er nu en vild Skov af Kirsebærtræer, 1/8 til 1/4 Miil lang, hvilken Sagnet fortæller skal være bleven til, enten ved et Jordskred fra Signes Hauge, eller derved, at Fuglene have bragt Kirsebærstene fra Haugen og derhen. I Urnæs Kirke har været forvaret et Teppe, som foregives at være vævet af Signe. Det var et grovt almindeligt Aaklæde, og da Reisende sædvanlig have taget et Stykke deraf, er nu kun lidet tilovers af dette Teppe. Man kjender endnu her i Egnen en Vise om Signes og Habors Historie; og i Kirken vises Signes og Habors Billede, der dog blot synes at være et Par almindelige Helgenbilleder.
Anm. Dette Sagn, der er fortalt efter Kraft (4, 824), findes med nogle Forandringer i Budstikken 5, 358. Sammenlign Saxo 7de Bog. Critisk Undersøgelse af Danmark og Norges Sagnhistorie ved P. E. Müller 101 og Baladen om Hafbur og Signe, der foruden andre Steder findes i Danske Viser fra Middelalderen, udgivne af Nyerup og Rahbek, 3die Deel, forsynet med interessante Anmærkninger, blandt hvilke følgende: «Det ved Signe og Habors Hændelser fremstillede Exempel paa trofast Kjerlighed, urokkeligt Venskab, uslukkeligt Had til Fiender, samt Hævnelyst og Ringeagt for Døden, er det rene Aftryk af det gamle Nordens 162Aand og Tænkemaade. En Skildring af den Natur greb saa aldeles ind i ethvert skandinavisk Gemyt, at ikke alene alle 3 nordiske Riger, men endog i ethvert Rige tre, fire Provindser tilegnede sig denne Tildragelse. – Det Factum, som ligger til Grund for dette i hele Skandinavien saa almeen yndede Sagn, skjuler sig langt borte i den fjerneste Oldtid, hvor man raver i tykt Mørke uden at kunne med Critikens Fakkel belyse de forekommende Gjenstande. I Landnama og i de eddaiskeeddaiske] rettet fra: eddiske (trykkfeil) Sange, hos en Saxo og en Snorro, altsaa hos Forfattere, som have levet i 10–13 Aarhundrede, er Talen derom som et Echo, der gjenlyder fra hine længst henrundne umindelige Tider.»
I de nævnte Anmærkninger findes endvidere de Steder i Danmark, Sverig og Norge, der gjør Fordring paa at være Skuepladsen for denne Tildragelse, og hvortil jeg altsaa henviser den, som ønsker nøiere Underretning herom.
Blandt de norske Concurrentere til denne Ære, maae Egnen om Frederikstad, hvor Biskop Jens Nielsen allerede 1584 fandt Hagbarholm o. m.; Angenæs, hvor Bønderne viste Arnas Magnæus Kong Hagbards Grav; og Sigarsvold paa Lister, hvor Signes Fader, Kong Sigar, skal have boet, alle vige enten for Gaarden Steig paa Engelen, (Aungley) der har Landnamabogen for sig, som S. 256 beretter: «I Aungley bio Sigar Kongr a Steig, oc thar Signyarbrunnr i Hagbardsholme» eller Urnæs i Sogn, hvor, som vi have seet, en Samling af Sagn pege hen paa denne Tildragelse. Sogn, hvori Urnæs ligger, spiller allerede tidlig en vigtig Rolle blandt Norges Smaastater. Her laae Baldurshage, Syrstrand og Framnæs, berømte af Frithjof og 163Ingeborgs Historie, her fandtes Kaupangur og Gulething, og her kjæmpede SverreSverre] rettet fra: Sverrer (trykkfeil) og Magnus ved Fimbreid om Liv og Norges Rige.
I gamle Dage herskede paa Opland en Konge ved Navn Eystein Illraade, der ved Vaabenmagt bragte Thrønderne under sit Herredømme, og satte sin Søn til deres Regent. Misfornøiede med hans Regimente gjorde Thrønderne Opstand og dræbte Prindsen; men Hævnen udeblev ikke længe; thi snarligen stod Kongen igjen i Landet med en Hær, tugtede Oprørerne, og gav dem Valget mellem at faae sin Hund eller sin Træl til Konge. Thrønderne valgte den første, som Eystein derpaa bibragte 2 Mænds Viisdom, saa at Hunden talte 2 Ord og gjøede det 3die. – Denne nye Hundekonge, der hed Saur, havde mange Hofsinder, som bare ham, naar det var ondt Veir. Hans Bopæl var en Gaard i Indherred, der den Dag i Dag efter ham bærer Navnet Saurshaug. Her levede Saur længe og i Fred, indtil han omkom ved en ulykkelig Hændelse. Han pleiede nemlig selv, omgivet af sit Hof, at vogte sin egen Hjord. Engang blev denne angreben af en Ulv, og da Saur, opmuntret af sine troløse Betjentere, iilte sin betrængte Hjord til Hjælp, blev han et Offer for sit Mod; thi Ulven dræbte Kongen paa det Sted, som endnu til Erindring kaldes Værgraaen (Ulvekrogen). Ikke langt derfra blev Saur begraven i en Haug, som 164til et sørgeligt Minde endnu bærer Navn af Jammerhaugen. Denne vises endnu i en lille Dal i Nærheden af Saxhaug Kirke. (Klüver 72).
Anm. Dette Sagn stemmer næsten ganske overeens med Snorres Beretning i Hakon den Godes Saga C. 13, og bekræftes i Norske Kjæmpehistorier 1 c 134, III a 10. hvor der lægges til, at Eysteins Datter Asa ægtede Halfdan Hvitbein af Ynglingaætten.
Paa det Sted, hvor den deilige Sæter Hermandsrud nu ligger, og hvor Ruiner af betydelige Bygninger endnu ere at see, boede i gamle Dage en fornem Frue. Paa samme Tid regjerede Kong Halfdan Svarte over Hadeland. Han besøgte ofte den væne Frue, da kun den smale Randsfjord adskildte dem; men da han en Aften hos hende havde drukket sig et Ruus, og over Randsfjorden vilde reise hjem igjen, kjørte han i Isen udenfor Røgensvig og druknede. Hans Legeme blev deelt i 4 Dele. Hans Hoved skal være begravet i den store Haug paa Steen paa Ringerige, der endnu kaldes Haldans Haug, og en Deel af hans Legeme skal hvile i Grims- eller Haldans-Haugen ved Thingelstad-Kirke paa Hadeland.
Anm. Mundtligt og Kraft 2, 244 conf. Halfdan Svartes Saga C. 9, hvor der fortælles, «at han reiste fra et 165Gjestebud paa Hadaland og faldt hans Vei saaledes, at han foer over et Vand Rønd; det var om Vaaren, da Solen virkede meget, og da han reiste over Rykinsvik, brast Isen og KongKong] rettet fra: Kog (trykkfeil) Halfdan omkom og meget Folk med ham.»
Af Snorre er det bekjendt, at Halfdan ofte var paa Hadeland og efter Fagurskinnas Vidnesbyrd skal paa Gaarden Teingilstad have boet en Høvding, Dag Prude, hvis Datter Helga hiin Haarfagra var gift med Halfdan. Maaskee er denne Helga og Fruen paa Hermandsrud den samme Person. Til denne Konges Historie kan og henføres de Sagn, som findes paa Gaarden By og Hvam i Næs, om at 2 Slag mellem 2 Konger i gamle Dage her have staaet, og i en stor Høi paa den sidste Gaard skal ligge begraven en Kjæmpe med et Guldkjæde om Halsen. Her søge nogle Guthorm Dale-Gudbrandssons Grav, som dog sandsynligere er den store Kjæmpehøi, der findes paa en lille Holme ved Hovidsholm; thi det 3die Slag, hvori han faldt stod «i eyenni miklu, er liggr i Miors.» Tæt ved Hovidsholm findes en Eng, som kaldes Mandlosen, da her i gamle Dage blev leveret et Slag, hvori det ene Partie blev aldeles slaget, et Sagn, som maaskee rettest henføres til dette Slag.
Om en Helt og Erobrer, som Harald, der med vældig Haand betvang alle Landets Smaakonger og frembragte saa mærkelige Forandringer i Landet, maatte man vente at høre mange Sagn. Dette er imidlertid ikke Tilfælde. Vel findes der nogle; men disse ere deels 166dunkle og uvisse, deels ufuldstændige. Til ham pleier man at overføre følgende Sagn, der kunde sammenholdes med dem om Kong Alf og Høne (S. 95). Paa Sletten mellem Vernæskirke og Gaarden Mæhle i Størdalen findes 3 store Kjæmpehauge, som bære Navn af Kongshaugene, og hvor Sagnet beretter, at et Slag i fordums Dage har staaet mellem Kong Børge, som boede paa Gaarden Berrig, og en anden Konge ved Navn Harald. Denne gik af med Seiren. Børge og mange af hans Kjæmper bleve slagne og begravne i Kongshaugene. I Nærheden ligger Haraldsageren, hvor Kong Harald skal have hvilet sig efter Kampen.
Paa Grøte Præstegaard i Ørkedal skal efter Sagnet Kong Gryting, der blev overvunden af Harald Haarfager, have boet, og i den saakaldte Kongshaug viser man endnu hans Grav, og paa Opdal Præstegaard og Gaarden Rise, hvor mange Kjæmpehøie findes, slog Harald de ham mødende Smaakonger. Af Haralds øvrige Vaabendaad findes, saavidt vides, ei flere Sagn, naar man undtager, at det berømte Søeslag i Hafursfjorden efter Sagnet skal have staaet i Nærheden af Sømsøerne i den indre Hafsfjord. De Dræbte bleve begravne i de mange med Bautastene prydede Gravhøie, som findes rundt om Fjorden, blandt hvilke een bærer Navn af Soteshaug. Harald døde som bekjendt 936, og blev begraven paa Augvaldnæs, hvor hans Grav vel rimeligst søges i den saakaldte Haralds-HaugenHaralds-Haugen] rettet fra: Haralds Haugen (trykkfeil) paa Hauge, tæt Vesten for Skaarekirkegaard. 167Selv paa Shetlandsøerne lever Haralds Minde; thi den Bugt, hvor han skal have landet, kaldes endnu Haraldswick (Hibbert 403). Blandt Haralds Samtidige, som leve i Folkesagn, fortjene at nævnes: 1) den kjække Thoralf Qvældulfsen, der efter Sagnet ligger begraven paa Sandnæs i en Gravhøi, hvorpaa en stor Bautasteen staaer.staaer.] rettet fra: staaer (trykkfeil) 2) Atle Jarl, der efter Historiens Vidnesbyrd blev dødelig saaret i Søeslaget ved Stafanæsvaag, og bragt til Atløe, hvor flere Oldtidslevninger findes og hvor Sagnet paa den Høi, hvor en Deel af Kirkegaarden nu er, og et Steenkors nu staaer, viser Jarlens Grav. Efter Sagnet skal han have boet paa denne Øe, (sandsynligviis paa Gaarden Vilnæs, hvor to store Bautastene findes) der efter ham skal have faaet sit Navn. Paa Thorsnæsset paa Atløe findes en Gravhøi, hvor en af de i Stafanæsvaag faldne Kjæmper, ved Navn Thor, skal ligge begraven. 3) Ganger Rolf, der skal have boet paa Gaarden Roald paa Øen Vigres (Søndmør), hvor man i en lille Dal endnu viser, hvor hans Skibsværft har været, og 4) Fjordekongen Vemund, der efter Snorre med 90 Mænd blev indebrændt af Ragnvald Mørejarl paa Naustdal, hvor en stor Bautasteen maaskee minder om denne Daad, og hvor Bønderne endnu vise det Sted, paa hvilket VemundsVemunds] rettet fra: Vemulds (trykkfeil) Gaard skal have staaet.
Anm. Om Haraldsageren Klüver 48. I Budst. for 1817 S. 775 fortælles udtrykkeligt, at paa Gaarden Mæhles Grund slog Harald Haarfager Størdals-Kongen. Stedet 168nævnes ei hos Snorre C. 7. Kong Gryting blev efter Snorre C. 5 tagen til Fange, og maatte gaae Seierherren til Haande. (Det Kongl. norske Vid. Skrifter 1, 2. 353). De oprørske Thrøndere bleve af Harald kuede i Slaget ved Opdal (Budstikken 2, 121). Hafursfjorden (Kraft 4, 247. Snorre C. 19). Sote Jarl, en af Høvdingerne for Haralds Modstandere, og Broder til Kong Sulke i Rogaland faldt i Slaget, og hviler rimeligviis i Soteshaug. Om Haralds Grav see Snorre C. 45, Biskop Hansens Archiv 1, 266 og Kraft 4, 270. Thoralf Qvældulfson, en af sin TidsTids] rettet fra: Tid (trykkfeil) kjækkeste, mægtigste og meest anseede Høvdinger, faldt for Haralds egen Haand paa Sandnæs, hvor han boede. Schønings Hist 2, 144. Atle Jarl hiin Mjofe paa Gaulom og hans Kamp med Hakon Griotgardson, Snorre C. 13. Budst. 5, 517. Kraft 4, 934. Ganger Rolf, Ragnvald Mørejarls berømte Søn, der for Strandhug blev landsforviist og stiftede et Rige i Normandie, Snorre C. 24. Strøms Beskr. over Søndmør 2, 40. Om Vemund Kamban Snorre C. 12, Budst. 7, 64.
Kun dunkle og faa ere de Sagn, som findes om Haralds mange Sønner. I den Gravhøi paa Jarlsberg, der hedder Farmands Høi, hviler Bjørn Farmand, og i tvende Kjæmpehøie paa Møllerbakken ved Tønsberg viser man endnu Olafs og Sigrods Grave. Paa Kløvstad paa Hadeland skal efter et Sagn Ragnvald Rettilbeen have boet, og Hakonshelle ved Bergen minder endnu om den ædle Hakon Adelstein Fostre, som 169fødtes og døde her; men efter Sagnet blev begraven paa Gaarden Seimb i Hosanger, i den endnu saakaldte Kongshaug. Paa Gaarden Totland paa Moster skal efter Sagnet hans Moder Thora være født. Her findes ogsaa en stor Bautasteen ved Foden af en Gravhøi, der kaldes Thoras Haug. Om Erik Blodøxe og hans Sønner vides intet Sagn, med mindre man paa Harald Graafeld vil overføre Sagnet om Kong Graa, der skal hvile i Kongshaugen paa Oppedal i Hardanger. Paa Gaarden Ousen ved Dalsfjord vise Bønderne endnu hans trofaste Vaabenbroder Arinbjørn Herses Grav.
Anm. Om de fire første nævnte Haralds Sønner, som bleve dræbte af deres Broder Erik, see Snorre, Harald Haarfagers Saga C. 38, 46, 36 og om Hakon ibi C. 40, hvor der berettes, at den 70 Aar gamle Harald med Thora, en Pige af fornem Byrd, der var fra Moster og derfor blev kaldet Morsterstang, havde en Søn, Hakon, som fødtes paa det Sted, der siden kaldes Hakons Heller og der ogsaa udaandede sit Helteliv Aar 963. (Hakons Saga C. 32). Om hans Grav see Budst. 5, 376; 6, 556 og 7, 343. Kraft 4, 659. 682. Kong Graa Schnabels Beskr. over Hardanger 44. Kraft 4, 680. Harald Graafelds Saga C. 7. Da Snorre i Olaf Tryggvesøns Saga C. 13 beretter, at Harald og Arinbjørn faldt i Søeslaget i Limfjorden, saa kunne de neppe ligge begravne i de Høie, Sagnet angiver, hvis man ei vil antage, at deres Lig ere blevne førte tilbage til Norge. (Budstikken 5, 265, 518. Schønings Norges Historie 2, og 3die Deel. Eigils Saga).
170Ormen var fæstet med Sola, en fager Møe, (hvis Fader var Smed og boede paa Lunde) som en mægtig Mand vilde berøve ham. Denne forsøgte først at vinde hende med kostbare Gaver, og store Løfter til hendes Brudgom, og da dette ikke hjalp, vilde han tage hende med Vold. Ormen, som fornam dette, samlede sine Venner, der vare hele Dalens Indbyggere, saasom han var afholdt af Enhver, og jog sin Fiende ud af Sengen den Morgen, denne vilde bortføre Sola. Ormen drev ham til Jarlsdalen i Meelhuus, hvor han gjemte sig, og fik Leilighed til om Natten at flygte til Throndhjem. Men da denne mægtige Mand siden blev dræbt paa Rimol, saa drog Ormen derhen, og begrov ham paa den da brugelige Maade,Maade] rettet fra: Maad (trykkfeil) da han vel hadede hans Fremfærd mod Sola, men ærede ham som en dygtig Kjæmpe. Derefter blev Ormen tilbuden af en Konge, der afskaffede Hedendommet, at blive Hofmand, som han dog ei vilde være; men flyttede til Bonæs, hvor han og Sola døde paa samme Dag, begge 100 Aar gamle, og bleve der begravne af deres Børnebørn, der Alle vare Kjæmper. Man reiste to Bautastene til deres Minde, af hvilke den ene endnu staaer.
Anm. Dette Sagn, fortæller Klüver (i de norske Mindesmærker 107) at han 1811 har hørt af en 90 Aar gammel Bonde i Rennebo, hvis Forældre havde boet i Nærheden af Bonæs. Hans 96 Aar gamle Fader havde af sin ligesaa gamle Fader lært at synge en Vise 171om Ormen og Sola, som vare begravne under Bautastenene paa Bonæs. Før skal han have boet paa Gaarden Stein i Bynæsset.
Sammenlign med dette Sagn Snorre, Olaf Tryggvesons Saga C. 53, hvor der berettes, at Aarsagen, hvorfor Bønderne gjorde Opstand modmod] rettet fra: med (trykkfeil) Hakon Jarl, var at denne med Vold vilde bortføre Gudrun, Bergthors Datter paa Lunde, der for sin Fagerhed blev kaldet Lundarsol og var gift med en mægtig Bonde, der hed Orm Lyrgia. At Jarlen flygtede til Jarldalen og blev dræbt paa Rimol, hvor tilforn fandtes en Høi, som kaldes Jarlshaugen, er vist: men at Orm lod ham begrave, derom tier Historien, som i Olaf Tryggvesons Saga, C. 104, fortæller, at Jarlens Hoved blev fæstet til en Galge paa Nidarholm og hans Krop tagen af Graven og brændt. At Orm ei vilde tage Tjeneste hos den nye Konge Olaf Tryggveson, er sandsynligt, da Orm var blandt de anseede Thrøndere, som Olaf paa Hlade kaarede til Offer for de hedenske Guder, og som kun ved at lade sig døbe, kunde undgaae Døden. (Snorre C. 74).
Til Sagnene om den mægtige Hladejarl kunne henføres, at der ved Lievaag (Oldtidens Hjørungavaag), endnu blandt Bønderne findes Sagn om et vældigt Slag i Oldtiden (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 409. Snorre, Olaf Tryggvesons Saga C. 43–48), og at i Opdals Sogn ved Dovrefjeld det Sagn gaaer, at den flygtende Torkild Turefrost fandt et Tilflugtssted i denne Egn og opholdt sig paa det Sted, hvor Gaarden Ishoel nu ligger. (Budstikken 2, 121. SigmundSigmund] rettet fra: Sigud (trykkfeil) Brestesøns Saga).
172Paa Godøen i Nordlandene boede i gamle Dage en Næs-Konge ved Navn Gøe. Paa samme Tid søgte Kong Olaf at christne Landet, og havde ogsaa i Sinde at gjæste Gøe og byde ham enten et Feltslag eller Antagelsen af Christendommen. Han ankom ogsaa med sin Flaade til Indløbet af Saltensfjord; men efterat han længe havde lagt i Havn i Udøerne for at vente paa en gunstig Vind, maatte han dog tilsidst med uforrettet Sag reise sin Vei; thi Kong Gøe, der var en stor Troldmand, foraarsagede denne langvarige Modvind. Denne Kong Gøe var ellers en mægtig og frygtet Mand,Mand] rettet fra: Mænd (trykkfeil) der regjerede over hele den Strækning, som nu udgjør Gilleskaals, Bodøens, Skjærstads og Saltdalens Sogne. Hans Krigshær og fornemste Styrke bestod i Finner.
Anm. Budstikken 5, 759. Denne Kong Gøe er neppe nogen anden end den halogalandske Høfding Raud paa Godøe, der efter Snorres Vidnesbyrd (Olaf Tryggvesons Saga C. 86) ved sin Troldom længe hindrede Olaf Tryggveson i at komme ind ad Fjorden; men tilsidst dog blev fanget, og under gruelige Pinsler dræbt.
Paa Garden Bønsnæs paa Ringerige skal i gamle Dage have boet en Konge, som man mener har været St. Olafs Stedfader Sigurd Syr. Igjennem en 173moradsig Skov, hvor Veien gaaer mellem Bønsnæs og Sørum omtrent 1/2 Fjerding i Længde, findes en Jordbru (en opkastet Vei) med Spor af dybe Grøfter paa Siden, hvilke Kong Sigurd skal have ladet opkaste ved dem, der vare dømte fredløse; men for samme Arbeide fik deres Fred igjen.
Om samme Sigurd fortælles endvidere, at han skal have sagt, da en fortalte ham, at Kongen i Viken maatte sælge den ene Gaard efter den anden: «Det kan ikke andet være; thi han vil have et røget Svinehoved hver Dag paa sit Bord; men jeg lader mig nøie med at have et hver Søndag, og det mener jeg skal holde ud.»
Anm. Top. Journal 30, 120; 31, 164. Den vise og huusholderiske Sigurd Syr regjerede over Ringerige, hvor han eiede flere store Gaarde, som han dyrkede med megen Iver. (Snorre Olaf den Helliges Saga C. 1, 2. 30–36). Han var Stedfader til Olaf den Hellige (See om ham 3die Afdeling om St. Olaf) og Fader til Harald Haardraade.
Omtrent 400 Skridt fra den nuværende Gidske Ødegaard, paa Søndmør, sees 2 lige Stene af en Mands Høide paa hver sin Side af Alfarveien, 3 Skridt fra hinanden. De kaldes Brødrene, fordi Sagnet fortæller, at tvende Brødre af Gidskeætten i Anledning af den snævre Vei kom i Trætte og Tvekamp, der endte med den Enes Drab.
174Paa en Støtte, der stod i Nærheden, skal have staaet en i det gamle norske Sprog forfattet Inscription, der ved Støttens Fornyelse saaledes blev oversat:
«Find slog sin Broder ihjel
For de om Veien ei forligtes vel;
Thi rømte han hen i Landet langt Nord,
Hvor hans Slægt blev meget stor.
Af hannem ere de Nordfarer Alle,
Som lade sig Finner kalde.»
Anm. Saavel Inscriptionen som Støtten ere nu borte. Strøms Beskr. over Søndmør 2, 117. Dette Vers findes med lidt Forandring i en Beretning fra 1626. (See Suhms Samlinger 2, 3, 41).
At i Olaf den Helliges Tid boede paa Gidske den mægtige Høvding, Thorberg Arneson, og at han havde en Broder Finn, der var Olafs trofaste Ven, berette vore gamle Søgur. Efter Slaget ved Stiklastad, hvor de begge kjæmpede i Olafs Hær, høre vi ikke videre tale om Thorberg, hvis mægtige Æt dog længe eiede Gidske; men Finn, gjenfinde vi ivi i] rettet fra: vi (trykkfeil) Harald Haardraades Historie boende Nord paa «Austrátt a Yriom.» Om denne Strid mellem Thorberg og Finn taler Historien ikke. En i Nærheden af «Brødrene» staaende Bautasteen mener Biskop Neumann at være reist til Minde om Thorberg Arneson. (Budst. 6te Aarg. 590.)
Paa Gaarden Egge, berømt for sine Oldtids Minder, fandtes to store Drikkekar eller Træboller, som efter Sagnet havde tilhørt den berømte Kalf Arneson, 175der har boet paa denne Gaard. Den ene tog omtrent en Anker; men ikke destomindre kunde Kalf løfte den, naar den var fuldskjænket og drikke deraf.
Anm. At Kalf Arneson, en af sin Tids mægtigste Mænd har boet paa Egge fortæller Snorre i Olaf den Helliges Saga C. 116.
Paa Spangereid ved Lindesnæs holdt ifølge Sagnet Kong Olaf Tryggveson en Gang et Møde, hvor han og hans Mænd morede sig ved at skyde til Maals med Bue. Ingen kunde imidlertid maale sig med Einar Thambarskjælver, thi med sin Bue Thamb skjød han en Piil 1/2 Fjerding. En Deel store opreiste Stene minde endnu om denne Bueskydning.
Paa en Skraaning ved den østre Side af Indsøen Laugen i Børseskogn, vises endnu paa Gaarden Huseby RuderaOversettelse: ruiner, levninger af Einars Borg, hvorfra man har en vid Udsigt over den helehele] rettet fra: heel (trykkfeil) Dal. Paa Gaarden forvares endnu en svær Furukiste med tvende Laase, et Bord, hugget af een Stok, 8 Alen langt og 5/4 Alen bredt, med en tilhørende Bænk, samt tvende af Jern smukt udarbeidede Dørbeslag, som alt skal have tilhørt Einar. Disse skattes saa høit, at mange Syge endnu søge til Huseby for at overlades et Stykke af Dørbeslagene, som de daglig bære hos sig, for at faae deres tabte Helbred igjen.
176Gamle Sagn berette endvidere, at Einars Borg efter hans Tid blev indrettet til et Kloster, som tilsidst blev ødelagt, fordi en Munk i det, midt under Gudstjenesten foran Alteret dræbte sin Prior.
Da Huseby ligger et Stykke fra Havet, fortæller Sagnet, at Einar havde sine Skibe liggende ved Gaarden Nøstad, hvor man endnu viser de Stene, hvorved hans Skibe bandtes.
Anm. Peder Claussen N. B. 49. Norrigia illustrata 182, Top. Journ. 12, 37. Klüwer 111.
Nøstad deriveres af Nøst eller Naust, der betegner et Huus, hvor Baade og Skibe bevares. Paa Husebygaarden fandt Schøning Levning af en Steenmuur, opført, som det synes, af hugne Stene. Deraf er nu blot Grundvolden af Længde i Øst og Vest 36 Alen, med en Bredde af 17 Alen, tilbage. Disse Mure ere sandsynligere Levninger af en Kirke, end, som Sagnet lyder,Sagnet lyder,] rettet fra: Sagnet, lyder (trykkfeil) af Einars Borg. (See Kraft 5, 683).
Paa Gaarden Hundstorp i Gudbrandsdalen sad en mægtig Høvding, Dale Gudbrand kaldet, paa den Tid, da St. Olaf indførte den christne Troe. Gudbrand, der endog paa sin Gaard havde et Gudehuus for Thor, modsatte sig i Førstningen Kongens Bud; men lod sig tilsidst døbe, og byggede endog den første Kirke i Dalen.
Paa denne mærkelige Gaard, hvor man mener, at Gudbrandsdalens Allherjar-Thing har været holdt, findes 177mange Oldtidsminder, blandt hvilke en Gravhaug tæt ved Gaarden endnu kaldes Gudbrandshaugen, da Sagnet beretter, at Dale-Gudbrand her skal ligge begraven. En 4 Alen høi Bautasteen, som tilforn stod paa Haugen, er nu borte. Paa den i Nærheden liggende Gaard, Haave, skal efter et almindeligt Sagn Thors Afgudstempel have staaet, hvorfor Bønderne i denne Egn kalde denne Afgud Thor Haaven. Gaarden Kongslie skal ifølge Sagnet have tjent Dale-Gudbrands Heste til Havnegang.
Anm. See Hjorthøys Beskrivelse over Gudbrandsdalen 2, 91 & 96. Kraft 2, 116, 128. Dale-Gudbrands interessante Omvendelseshistorie findes hos Snorre, Olaf den Helliges Saga C. 118.
I Nærheden af Ramnæs Kirke findes Levninger af en Høi, hvori den unge Kong Østen, som Bonden paa Ramnæs slog ihjel, ligger begraven, hvorfor man endnu stundom om Aftenen seer Lys her brænde. Paa den omkringliggende Mark, hvor Slaget skal have staaet, ere fundne flere gamle Vaaben.
Anm. Mundtligt. Snorre fortæller i Magnus Erlingsons Saga C. 42, at den unge Magnus slog BirkebeinerneBirkebeinerne] rettet fra: Birkebeierne (trykkfeil) paa Ree, (Ramnæs Præstegaard kalde Bønderne endnu Reir) og, at den flygtende Konge, den unge Eystein Meila, blev dræbt af en Bonde, der forraadte ham og bragte hans Lig til Ramnæs, hvor Magnus just var.
178Medens Kong Sverre laae med sine Skibe i Randsfjorden, og hans talrige og overlegne Fiender Intet ahnede, lod han sine Skibe drage op af Randsfjorden og trække over Land til Mjøsen, uagtet Veien baade er besværlig og lang. Til Erindring om denne Tildragelse kaldes denne Vei endnu den Dag i Dag Kjølveien. Ved Hjælp af disse Skibe overraskede han nu uformodet sine Fiender, Hedemarkens anseeligste Bønder, der vare samlede paa Gaarden Saastad i et stort Gilde. Dette fik en bedrøvelig Ende; thi de halvberusede Bønder gjorde kun liden Modstand. Qvinderne flygtede til en i Nærheden liggende Høi, der endnu bærer Navn af Graatehaugen, fordi de stode her og græd over deres Mænd og Frænder, der faldt for Birkebeinernes skarpe Sværde. En lille Bugt af Mjøsen, tæt ved Gaarden, kaldes Gjemmeviken, fordi Bønderne efter Sagnet i den havde gjemt de Skibe, som de tilforn havde frataget Kong Sverre.
Anm. Mundtligt. Dette skede omtrent 1177. Veiens Længde er 5 Rastir (Mile) og Navnet Kjølveien forekommer allerede i Hakon Hakonsøns Saga 136. (Kraft 2, 245. Sverres Saga C. 16). Den af Historien bekjendte Sverrestie, som Sverre 1178 maatte anlægge for at undgaae sine Fiender, skal efter Sagnet have været mellem Gamle- og Ny-Rundals Kløv i Vos, hvor Kongsstien eller Kong Sverres Stie endnu erindres (Kraft, 4, 666, 689. Sverres Saga C. 20). En Dal, som Kong Sverre 179skal have passeret paa en Reise fra Søndfjord til Sogn, kaldes endnu til Minde om denne berømte Konge Sverresdal. (Budstikken 5, 570).
Kong Sverre havde en Foged, som hed Ivar Dapi. Denne havde oppe i Fylkisbygden (nu Hafslo i Sogn) faaet Øie paa en deilig Qvinde, i hvilken han forelskede sig; men Qvinden var selv ærlig og en ærlig Bondes Hustru. Ivar agtede ei derpaa. Dreven af sin Begjærlighed drog han til Bondens Gaard, hvor hans Anseelse letteligen aabnede ham Døren. Her misbrugte han Gjestfriheden, og vilde bruge Vold mod Konen; men just som han tog hende i sin Favn, kom Manden til, og slog ham paa Stedet ihjel med sin Hammer. Denne Hammer opbevares endnu som en Sjeldenhed i Hafsloe. I Nærheden ligger Gildreskreden, en steil og smal Klev, imellem et brat Fjeld og en rivende Elv, hvor en stor Deel af de Mænd, som Kong Sverre siden sendte derhen for at hævne sin Fogeds Drab, efter Sagnet blev knust af de forsamlede Bønder, der havde forskandset sig paa det Sted, som endnu kaldes Borgarbjerget. I en Kjælder blev der for ikke lang Tid siden fundet 300 Pile, som maaskee ere fra denne Opstand.
Anm. Budstikken 5, 418. Sammenligne vi dette Sagn med Historiens Vidnesbyrd, finde vi, at Kong Sverre virkelig havde en Befalingsmand, Ivar Dape eller Dafve, som blev dræbt i Kaupanger; men som Aarsag til 180dette Drab anføres det, at Bønderne ei alene nægtede at skaffe Julekost; men endog i Forening med Byemændene i Kaupanger overfaldt og dræbte Sverres Folk, uagtet Ivar begjerte Fred, og tilbød sig at drage bort med sine Mænd. At en eller anden Voldsgjerning, som den Sagnet fortæller, har opflammet Folkets Vrede, er muligt. Vist er det derimod, at Kong Sverre siden stævnede Bønderne til at møde i Qvamsøe paa Nordsiden af Sognefjorden og der i Bøder paalagde dem 15 Mark Guld. Da Straffen tyktes Bønderne for haard og de afsloge at betale, sendte Sverre 6 Skibe ind ad Fjorden med Befaling at gjøre Ild i Byemændenes Badstuer og brænde Bøndernes Gaarde. Da alle Indbyggerne vare flygtede med deres bedste Eiendom til Fjelds, fandt Birkebeinerne kun de tomme Huse, af hvilke de brændte i Alt 100. Dette skede nogle Dage før Slaget ved Fimmereid 15de Juni 1184. (Falsen N. H. 3, 84 og Sverres Saga. Kraft 4, 826).
Paa Øen Vaage i Nordlandene findes en stor Steenheller, som kaldes Kong Haakens Heller. Den er saa stor, at Ingen kan komme op paa den uden ved Hjælp af en Stige. Ovenpaa findes en Steenvarde, som Kongen og hans Hofsinder skulle have reist, og som til hans Minde siden er bleven vedligeholdt. I Nærheden findes en med store Stene omgivet Plads, hvor efter Sagnet Haakens Telt har staaet.
Anm. En Beskrivelse over LofodenLofoden] rettet fra: Lafoden (trykkfeil) fra 1591 i det Kongl. Norske Vid. Skrifter 1, 2. 453. Dette Sagn tyder 181sandsynligviis hen paa Hakon Hakonsøn, eller den Gamle, der efter et Sagn ei skal være født paa Folkenberg i Edsberg; men paa en Gaard af samme Navn i Rødnæs. (Top. Journal 2, 53). Om denne fortjente Konges Død paa Ørkenøerne findes der en gammel Vise. (See udvalgte danske Viser 2, 19).
Omtrent 400 Skridt fra Jølster Præstegaard ligge Ruiner af en gammel Borg, som Almuen kalder Aalhuus. Her boede i fordums Dage en Ridder ved Navn Audun, der laae i jævnlig Strid med en Herse i Naustadal i Førde Præstegjeld, da Ridder Audun paa en utilbørlig Maade vilde udvide sin Magt. Saadant led ikke Kongen, og lod ham kalde til Bergen. Ahnende Ondt nedgrov Audun sine Skatte, og sænkede sit store Sølvbord i Jølstervandet. Derpaa reiste han ledsaget af sin Vaabendrager, der skal have forstaaet sig paa Fugleskrig. Dette vidste Audun. Etsteds underveis, medens de hvilede, satte en Ravn sig ned i Nærheden af dem, og gav sig til at skrige jammerligen. «Skjønner Du hvad Ravnen siger?» spurgte Audun. «Jeg skjønner det fuldt vel,» svarede Vaabendrageren, den siger: «Du drager bort, men kommer aldrig meer tilbage.» «Det skal Du have løiet,» tog Audun til Orde, spændte sin Bue, og skjød Vaabendrageren ihjel. Audun drog derpaa ene til Bergen, hvor han maatte lade sit Liv.
182Anm. Budstikken 5, 578. Ravneskrig varslede efter den oldnordiske Troe Ulykke og Drab. Fornmanna Sögur III, 147. «Paa Heggernes (Hegranes) sees nogle ubetydelige Levninger af en gammel Steenbygning, 30 Alen lang og 24 Alen bred, der synes at have været omgivet af Grave, og menes at være den af Historien bekjendte 1302 henrettede Magnat Audun Hugleikson Hestakorns Boepæl.» Kraft 4, 869. Denne Audun Hugleikson, der hørte til sin Tids mægtigste og meest anseede Høvdinger, spillede under Magnus Lagabæter og Sønners Regjering en vigtig Rolle, (See Antiq. Annaler 1, 86–107) og omtales som Kongens hemmelige Raad, hans Cantsler, ja skal endog 1286 have modtaget Jarls-Værdigheden. Under Erik Præstehader brugtes han meget ved de scotske Underhandlinger og bragte 1293 et Ægteskab istand mellem Kong Erik og Robert Bruces Søster Isabella. 1295 sendtes han til Frankrig, og kaldes i Creditivet «Dominus de Hegranes, carus consangvineus & Secretarius noster,»Oversettelse: Herre av Hegranes, vår kjære slektning og sekretær for at slutte en Alliance med Philip den 4de. Ved samme Leilighed blev der foreslaaet et Ægteskab mellem Hertug Hakon, Eriks Broder, og Frøken Isabella af Joigny, en Paarørende af den franske Dronning. Da Historien ei omtaler, hvorfor dette Ægteskab blev ufuldbyrdet, har den lærde Werlauf bragt hendes Skjæbne i Forbindelse med en mærkelig Gravsteen, der fandtes i Fjære Kirke ved Grimstad, og med Auduns pludselige Fald. I Fjære Sogn er det nemlig et almindeligt Sagn, at i gamle Dage strandede tæt ved Hæsnæs, i en lille Bugt, som den Dag i Dag hedder Drotningvika eller, som den og af Nogle kaldes Prindsessevigen, en Dronning eller Prindsesse, der enten omkom underveis ombord, eller ved Skibbrudet, og blev jordet i Fjære Kirke, hvor der længe fandtes en 183MarmorsteenForfatternote: Paa denne Steen, der nu findes i Christiania Museum, findes afbildet et kronet Fruentimmer med et Skjold, hvori en staaende Løve uden Hellebard og rundt om følgende Indskrift Hic Ysmac Nata Recubet de Ple (ɔ: prole) Beata, Regis Norvegie Principis. Et D (ucis): Her hviler Norges Konges Fyrste og Hertugs (?) salige Afdøde, født af Slægten Ysmak. til hendes Minde. Denne Steen blev imidlertid efter et andet Sagn ei strax sat over hende; men blev siden bragt fra Udlandet paa et Skib til Bjelkestranden i Kilsvigen, hvor Fanden imidlertid fik Fingre paa den, saa at den reent forsvandt og siden bekymrede sig Ingen om den, da den var bestemt til en Prindsesse, som var af en vrang Troe. For nogle Decennier siden kom der imidlertid til Sognet en Præst ved Navn Pharo, hvem Oldtiden interesserede. Da Sagnet kom ham for Øre, anstillede han nøiagtige Undersøgelser, og fandt virkelig Stenen paa GaardenGaarden] rettet fra: Gaarder (trykkfeil) Møi, vel vedligeholdt, da Indskriften var vendt ned ad. Han lod Stenen sætte i Fjære Kirke, i hvis Kjælder Bønderne endnu paastaae, at Prindsessens Lig findes. Den lærde Arenths Beretning, «at Traditionen her fortæller,» at hun paa Reisen omkom i Skibbrud efter at have født en Datter, for hvis Tilværelse Gesandten, som havde hentet hende, Audun Hestakorn, fik Skylden, har jeg ei hørt bekræfte, uagtet jeg har været paa Stedet og undersøgt denne Sag. Auduns pludselige Fald samme Aar, som Erik Præstehader døde, hans 3 aarige Fængsling og tragiske Død 1302, da han blev hængt eller brændt paa Nordnæs ved Bergen, den 2den December; Sagnet om Drotningvika og en gammel 184Beretning om Oldsager i Bergens Stift 1626 saa lydende: I Sundfjord paa Jylster, tvert fra Præstegaarden paa Gaarden Hegernæs findes en Steenbroe og nogle Steenhobe, eller Rudera paa en øde Plads, hvor tilforn en mægtig Kjæmpe Evind Hestekorn (saa kaldet fordi han var den første, som i Norge gav Heste Korn at æde) Norges Riges Kantsler havde sit Slot. Denne Evind skal være bleven rettet paa Nordnæs ved Bergen, fordi han voldtog Kongen af Norges Gemalinde, som han skulde føre fra Engelland til Norge.» (Saml. til den danske Hist. 2, 3, 43), give, i Forening med Historien om Erik Præstehaders foregivne Datter Margretha, som omtrent paa samme Tid blev brændt i Bergen, og hvis Partie Suhm mener, at Audun har taget (Suhms D. H. 11, 428), rigt Stof til Gisninger, hvis Løsning jeg anbefaler en Digter at forsøge i en historisk Roman, hvortil Gjenstanden og Tidsalderen synes fortrinlig skikkede. Den i Sagnet nævnte Ridder i Nøstedal, har maaskee været Ridder Eilif i Naustdal, der i gamle Documenter nævnes 1308 og 1319, og som maaskee var en Søn eller Frænde af Elifr, en mægtig Ridder og Baron, der boede i Naustdal og blev myrdet 1277, (Saml. til det Norske Folks Sprog og Historie 134).
I Opdal ved Dovrefjeld ligger en Sæterdal, som kaldes Drotningdal. Sit Navn skal den, ifølge et almindeligt Sagn, have faaet efter Dronning Margreta, der paa en Reise over Fjeldet, formedelst Taage og haardt Veir, skal have forvildet sig og med sit Følge i 185denne Dal fundet et Tilflugtsted. Ved at tage Veien gjennem Dronningdalen undgaaer man den farlige Vaarstie.
Anm. Det kongl. norske Videnskabsselskabs Skrifter i det 19de Aarhundrede 1, F. III. Om Calmarunionens berømte Stifterinde findes, saa vidt vides, i Norge ei flere Sagn, naar undtages, at Thingelstads gyldne Fløi, efter Almuens Beretning, skal være en Gave af hende. I Bahuus derimod findes om hende følgende Sagn: Paa en Søereise fra Norge mistede Dronning Margrete sin største Guldring i Tyvekilen i Bahuus, hvor hun laae for Modvind, og, da hun ei kunde finde den igjen, kaldte hun Stedet Tyvekilen. Ved hendes Ankomst til Guldbringa, som da havde et andet Navn, kom En, der bragte hende Guldringen igjen. Glad udbrød Dronningen «Denne Gaard skal hedde Guldbringa, og Du skal have den i Eie.» (Oedmanns Bahus Beskrivelse 184).
Paa de Tider, Christian den Anden søgte at udrydde den norske Adel, flygtede Christopher Skaktavel og hans Frue Margreta til Romsdalen, hvor de maatte leve som Bønder under andre Navne. End boer denne Æt paa Gaarden Helle, og Navnene Christopher og Margreta ere meget gjængse i denne Familie, hvis Adelsbreve for ikke mange Aar siden siges at have været i Behold.
Anm. Klüver 124. Skaktavel er en bekjendt adelig Familie, der eiede flere Sædegaarde i Landet. Af Norges 186gamle Adel findes nu kun faa Spor. Bønderne paa Harildstad og Bjølstad i Gudbrandsdalen skulleskulle] rettet fra: skulde (trykkfeil) være Descendenter af Familien Bratt (Hjorthøy 2, 36, Kraft 2, 123) og Navnet Thord er gjennem Aarhundreder gaaet fra Mand til Mand i denne Slægt. (Budstikken 3, 195). Bønderne paa Qvaesberg og Sandbo, ligeledes i Gudbrandsdalen, paastaae at nedstamme fra den adelige Familie Gjæsling, og de paa Gaarden Valberg fra Iljarnerne. Af Familien Galtung findes Afkom og flere Minder paa Gaarden Thornæs i Hardanger. (Budstikken 6, 675).
Da de danske Høvdinger begyndte Kirkeforbedringen i det uforberedte Norge med at fængsle de katholske Bisper, jage Munkene ud af Klostrene, ødelægge Helgenbilleder, kort med en Voldsomhed, som ei kunde gjøre den nye Lære yndet, vedblev Folket endnu længe i Hjertet at være katholskForfatternote: Som Beviser kan blandt Andet følgende tjene: at man 1570 maatte i selve Bergen nedtage Billederne af Høialteret i Domkirken, fordi nogle gamle Qvinder tilbade dem. (Saml. til den danske Hist. 2, 2, 105); at Jesuiterne og deres Agent Laurentius Nicolai (der ifølge Sagnet under Navn af Klosterlasse en Tid opholdt sig hemmelig paa Gaarden Oppedal i Hardanger) endnu i Christian den 4des Dage fandt saa mange Tilhængere selv blandt Landets Præster (Münters Ref. Hist), og at saamange katholske Skikke endnu længe efter paa mange Steder fandt Sted. (Biskop Hansens Archiv 2, 376, 388, Lunds Beskr. over Tellemarken 273). og den nye Lære og dens Præster fiendsk. Dette 187kunne vi see saavel af følgende Sagn, som deraf, at Fogden paa Agdesiden blev dødelig saaret, fordi han vilde tvinge Almuen til at give deres evangeliske Præster Underholdning; at Almuen i Oslo og Hammer Stifter ved Kongebud maatte tvinges til at give Tiende og opbygge de forfaldne Præstegaarde; og at man i Danmark dengang almindeligen troede, at Nordmændene sloge deres evangeliske Præster ihjel, en Tro, som finder Stadfæstelse i følgende Sagn og i Peder Claussens Beretning «Jeg haver kjendt En, der var fød, hvis Fader hafde ihjelslaget 3 Prester.»
Ved Siden af Alteret i Vangens Kirke paa Vos er en Lem, hvorunder der findes en Trappe, som fører ned til en Kjælder. I det ene Hjørne af samme findes en Grue, (Arne), og paa samme en slukt Brand. Sagnet gaaer, at den sidste katholske Bisp i Bergen paa sin Flugt til Vos her fandt Tilhold, og, at han i Førstningen skjulte sig i denne Kjælder, hvor han en Tid lang maatte holde sin egen Huusholdning. Siden skal han have flyttet hen til Gaarden Dukstad, hvor han døde.
Anm. Olaf Thorkelsen, den sidste katholske Bisp i Bergen (fra 1523–1533) begav sig, da Reformationen begyndte atat] rettet fra: at at (trykkfeil) faae Overhaand i Bergen, til Vos, hvor Almuen tog ham i Forsvar. Her døde han paa Gaarden Dukstad 1533 og blev begraven i Vangens Kirke. Han dadledes for sin Havesyge og Begjerlighed efter Hamborgerøl, og den Samtidige Absalon Pedersen siger om ham: «Han var den sidste, allergjerrigste 188og uretfærdigste papistiske Bisp i Bergen. (Saml. til den danske Hist. 2, 2. 94. Om denne maaskee for haardt bedømte Mand see Holbergs Beskr. 177).
Den sidste papistiske og første evangeliske Præst i Botne Sogn ved Holmestrand var Hr. David. En Juledagsmorgen, da han kom fra Annexet Hillestad med sit Offer, der bestod af 4 1/2 Rdl., blev han overfalden af Bonden paa Gaarden Allem, og myrdet i en Skov, ikke langt fra Botne Præstegaard ved en Kilde, som til Minde om denne Udaad hedder Davids Kilde. I Laurdal i samme Provstie var der, saa lyder Sagnet, en Præst, Hr. Lars, der blev ihjelslagen af sine egne Sognefolk.
Paa en Ligsteen uden for Jondal Kirke i Hardanger sees nogle dybe Huller, der siges at være tærede af en Præsts Blod, hvem Almuen slog ihjel, fordi han vilde forandre deres papistiske Ottesang, deres Ave Maria, deres Vievand og Korsbetegnelse. (Møllers JarlsbergsJarlsbergs] rettet fra: Jarsbergs (trykkfeil) Provsties Beskr. 82, 117 og Budstikken 7, 371).
Da Reformationen blev paabuden i Norge var der i Vaale en Præst, Hr. Ole, som i lang Tid ikke vilde antage den nye Lære. Endelig maatte han dog 189nødtvungen finde sig deri; men viste saamegen Gjenstridighed og Vrangvillighed, at han derfor fik Tilnavnet Vrange. (Møller ibi. 89).
Den sidste papistiske Præst paa Lessøe i Gudbrandsdalen hed Ole Kornie eller Kaanne. Han var en BondesønBondesøn] rettet fra: Bondesyn (trykkfeil) fra Gaarden Stor-Tande. Han antog Reformationen og beholdt saaledes sit Embede. Han prædikede imidlertid ikke anderledes, end han læste op af en lille Huuspostil, som siden lang Tid fandtes i Bygden. (Hjorthøys Beskr. over Guldbrandsdalen 2, 9).
I Øyers Sogn i Gudbrandsdalen var kort efter Reformationen en Præst, der hed Adam. Han brak sin Fod i en Grindstolpe, paa Gaarden Vedum, hvilket kort efter blev hans Død. Da han klagede over Smerte, sagde nogle Drenge, som stode i Nærheden: «Aa dæ va saa maate aat Hr. Adam» ɔ: det var til Pas til Hr. Adam. (Hjorthøy 164).
Den første Præst til Næs i Hallingdalen efter Reformationen var Hr. Erik, der med megen Iver stræbte at udrydde den papistiske Overtroe. I Flaa Annex 190havde Bønderne 2 Helgenbilleder, som de tilbade med megen Andagt, og som de holdt høit i Ære; men aldrig saa snart fik Hr. Erik derom Efterretning, førend han engang, da han kom til Kirken for at holde Gudstjenesten, i Almuens Paasyn, tog Helgenbillederne og kastede dem ud i den forbirindende Elv, i det han bebreidede sine Sognefolk deres forfængelige Troe paa disse Afguder. Qvinderne toge sig især deres Helgeners Skjebne nær, og raabte grædende «Du har taget vore Guder bort.» (Top. Journal 31, 189).
Den første evangeliske Præst paa Agerøen i Romsdalen var udentvivl Olaf Thordsen, der kom did 1542; thi hans Formand Hr. Harald skal efter Sagnet have læst paa Perlebaand eller Stene efter papistisk Viis. Efter 30 Aars Embedsførelse blev han formedelst en sørgelig Vaadegjerning afsat. Engang kom hans Søn Samuel hjem fra Jagten og traadte i Tusmørket ind i sin Faders Sengkammer. Vækket af sin Slummer greb den ulykkelige Fader, der havde en bitter Fiende, og troede at det var denne, som kom, en Stok, slog vældigen til og dræbte sin egen Søn.
Anm. Olaf Thordsen blev efter Hattings Præstehistorie ordineret af Geble Pederson, den første evangeliske Bisp i Bergen. (Det kongl. norske Videnskabsselskabs Skrifter i det 19de Aarhundrede 1, 2, 335).
191Ved Øen Haasteen paa Jædderen findes et Skjær, som kaldes Klokkeskjær. Navnet skal det efter Sagnet have faaet deraf, at et Orlogsskib, som skulde bortføre 5 Klokker, der vare tagne fra Stavangers Kirke, her stødte paa og forliste.
Paa den Tid, da den danske Konge havde besluttet atat] rettet fra: as (trykkfeil) indføre den lutherske Lære, sendtes fra Christiania en luthersk Præst til Qvilleherred i Bahuus. Ved sin Ankomst lod han den forrige papistiske Præst, Hr. Gudmund, vide, hvorfor han var kommen. Da denne fornam det, udbad han sig Tilladelse til næste Søndag at holde sin Afskedsprædiken. Da dette blev indvilget, holdt han en Tale, hvori han til Slutning bad, at Herren ved et Tegn vilde bevise, at den Lære, som han lærte, var den rette. Denne Tale blev holdt Søndags Formiddag. Om Eftermiddagen prædikede den lutherske Præst, som hed Gude Gädde, der ogsaa endte sin Prædiken med en Bøn om, at Gud ved et Tegn vilde vise, at hans Lære var den rette. Den katholske Præst bestiger nu en Baad; men neppe var han kommen ud paa Søen, førend han støder an mod en Klippe, hvoraf man tilforn Intet havde vidst, kuldseiler og drukner. Til Minde herom kaldes Klippen endnu Gudmundsskjær. 192Bevæget ved dette Tegn, antog Almuen i Hobetal den nye Lære.
Anm. Kalms bahusländska Resa 157. Oedman i sin Bahus-Beskr. 320 fortæller derimod, at Hr. Gudmund fra sin Baad holdt en Tale, som han endte med Ønsket om at gaae til Grunde ved næste Skjær, hvis hans Lære ei var den Rette. Dette indtraf. I en stærk Storm stødte han mod det Skjær, som endnu hedder Gudmundsskjær.Gudmundsskjær] rettet fra: Gndmundsskjær (trykkfeil) Hr. Gudde Axelsen Gjädde, som fra 1534–1573 var Præst paa dette Sted, var af thrøndersk Adel; men hans Fader havde ved at ægte en Kjøbmandsdatter forbrudt sit Adelskab. Han var en driftig Mand, der i sin Ungdom havdehavde] rettet fra: harde (trykkfeil) studeret i Wittenberg og siden som Lieutenant brugt Sværdet, hvorfor han ogsaa stedse som Præst og Provst over Vigen bar Pistoler og et stort Slagsværd. Han stod i Brevvexling med Luther, og modtog som Olding Besøg af den lærde engelske Konge Jacob den 5te,Jacob den 5te] Oslo ble besøkt av kong Jacob 6. av Skottland og 1. av England i 1589. da denne reiste fra Opslo til Kjøbenhavn. Han døde blind og blev efterfulgt af sin Søn Jens († 1624) og Sønnesøn Johan, der 1628 giftede sig med Maria Michelsdaatter paa Huseby ved Drammen og døde 1664.
Ved Sundbarmvand i Sillejord findes endnu betydelige Levninger af Guldnæs Kobberværk, der hører til Norges ældste Bjergværker, og under dets første Navn Sundsberg allerede omtales 1524, da Biskop Mogens af Hammer o. Fl. fik Privilegium paa Værket. Christian den 3die besluttede derimod at drive det 193med tydske Bjergfolk for kongelig Regning. Med disse fremmede Gjæster vare Bønderne imidlertid høist misfornøiede; thi efter Sagnet skulle de have opført sig med megen Voldsomhed, i det de fore om paa Sæterne, og togeog toge] rettet fra: ogtoge (trykkfeil) hvad dem selv lystede. Paa Gaarden Sundsbarm viser man endnu det Sted, hvor 6 af disse Tydskere, der efter Sagnet bleve henrettede, fordi de havde villet voldtage nogle Fruentimmer paa en Støl, ligge begravne. Over saadan Adfærd bleve Thellebønderne opbragte, samlede sig, og sloge efter et Sagn alle Tydskerne ihjel, eller, som en anden Beretning lyder, joge de dem ud af Thellemarken. Nok er det, Kongen blev meget opbragt og sendte Soldater mod dem. Bønderne grebe ogsaa til Vaaben; men bleve omringede ved den saakaldte Rustlie eller Bogerlie i Hjerdal, hvor Bønderne bleve nødte til at udlevere deres Buer, og straffedes haardeligen.
I den endnu synlige Lovisen-Grube paa Guldnæs fortæller Sagnet, at en Nut eller et Fjeldstykke rapede ned under Mineringen, og begrov 7 af de tydske Bjergmænd levende. Man kunde imidlertid tale med de Ulykkelige og opholdt deres Liv ved at lade Erter og Vand løbe ned til dem gjennem Geværpiber, indtil de efter 8 Dages Forløb selv bade, at man vilde holde op dermed, for ikke længere at frygteliggjøre den alligevel uundgaaelige Død.
Anm. Meddeelt og mundtligt. Villes Beskr. over Sillejord, S. 19, Lunds Beskr. over Tellemarken S. 262. 194Lehnsherrerne paa Bahuus og Agershuus Claus Bilde og Peder Hansen Basse bleve af Kongen 1540 beordrede til med Vaabenmagt at kue Opstanden. De sendte de til Modstand forsamlede Bønder Bud, at, hvis de indfandt sig vaabenløse, vilde man handle om Fred; men neppe havde de ladet sig overtale til at nedlægge Vaaben, førend de bleve omringede og fangne. 16 Ophavsmænd bleve udtagne. 5 af dem bleve strax henrettede, i det den 6te blev gjort til Bøddel. De øvrige 10 maatte løse Livet med 1040 Mark Sølv og Gaarden Sundsbarm. Alle øvrige Mænd i de 2de meest skyldige Præstegjeld maatte hver bøde en Koe, 2 Faar, et Pund Smør, en Tønde Malt eller Meel, desuden 2 Lod Sølv; men enhver Jordeier 4 Lod Sølv og arbeide 4 Dage paa Guldnæs. De øvrige Præstegjeld slap noget bedre. (See Ville S. 28).
Den nordiske 7 Aars Feide blev i Norge kaldet Svalekrigen. Aarsagen til dette Navn skal være, at der paa den Tid var en Hører, ved Navn Svale, ved Hammer Skole, der af sine Skoledisciple, Haandværkssvende og Andre dannede sig en liden Hob, som under hans Anførsel flere Gange overraskede og slog de fiendtlige Streifepartier. Tilsidst satte han selv Livet til i en Træfning.
Paa samme Tid var der en Præst i Laurdal, der hed Hans Handrot. Et lille svensk Partie kom da ind i Sognet for at afbryde tvende Broer, der laae over Laugen-Elv.over Laugen-Elv] rettet fra: over-Laugen-Elv (trykkfeil) Dets Anfører, der var Lieutenant, tog 195ind paa Præstegaarden; men da han ei fik saadan Modtagelse og Pleie, som han fordrede, befoel han en Tjenestekarl at hente Heste hjem, og, da denne ei strax adlød Befalingen, skjød Lieutenanten ham ihjel paa Stedet. Han lod Præsten binde og sætte bag paa den Hest, hvorpaa han selv red, og slæbte den stakkels Mand paa denne Maade med sig lige til Haugssund paa Eger. Den svenske General, som stod her med sine Soldater, lod Præsten kalde til sig, og spurgte om han vidste noget om Svale-Rumpa. «Jeg frygter,» svarede Præsten, «at den nu begynder at spille i Vandet.» Generalen blev forbauset og befoel at sætte Fangerne i god Forvaring. Lieutenanten fremstilte derpaa Præsten igjen for Generalen og spurgte «Herra skal jeg sjuta Sokne-Herran ihjel eller stikka hannom?» Generalen svarede da «Du skal hverken stikka eller sjuta ham, men lade ham reisa hjem igjen.» Derover blev Lieutenanten saa forbittret, at han med knyttet Næve slog Præsten saaledes i Ansigtet, at Næse og Mund stode i Blod. Da leverede Generalen ham et rødt Silketørklæde med de Ord «Tag detta Tørklæde, Sokne-Herra! og tørka Dig med det, behold det og siig, at Halvor paa Kinka gav dig det.» Præsten fik derpaa Orlov og drog hjem til Laurdal, hvor han i 39 Aar var Præst.
I Nærheden af Haugssund ligger et Sted, der kaldes Sanddalen, hvor Sagnet beretter, at en svensk Trop skal være bleven nedsablet. Man har siden her fundet en Mængde Menneskebeen. Samme Tid skal de 196Svenske have husseret paa Eger, hvor de ei allene skulle have ranet en prægtig Chorkaabe, der fandtes i Haugs-Kirke, men endog fra en Høi, som endnu til Minde kaldes Smeldehaugen, fordi de der plantede deres Skyds, have beskudt Herregaarden Fossesholm, hvor man lang Tid efter i de gamle Huse saae de svenske Kugler sidde i Væggene. De Svenskes Anfører skal have været Mons Svale, de Norskes derimod en Krabbe, efter hvem enhver Støi og Allarm endnu i denne Egn kaldes Krabbekrig.Forfatternote: Krab betyder ellers paa oldnordisk Uorden, Forvirring. See Haldorsens Lexicon 472. Krigen under Frederik 3 kaldes almindeligen efter de Norskes Høvding Ivar Krabbe Krabbekrigen; men, da de Svenske hverken i denne eller i den gyldenløvske Feide trængte saa dybt ind i Landet, er det rimeligt, at en Forvexling af Navnene her har fundet Sted.
Anm. Møllers Jarlsberg Provsties Besk. 117. Strøms Beskr. over Eger 272. Efter Ramus’s Beretning, (Norges Historie 318) der stemmer overeens med Sagnet, skal Krigen have faaet Navn af en Hører paa Hammers Skole, der i Spidsen for en Deel Frivillige slog de Svenske ved Høysema paa Eger og ved Sørhol paa Ringerige. Dog er det rimeligere, at Krigen har faaet sit Navn efter den kjække norske Høvding Mogens Svale, der boede paa Gaarden Aker ved Hammer, med mindre man vil antage, at disse to Svaler ere een og samme Person, og at Mogens, ved at stille sig i Spidsen for Skoledrenge o. s. v., af Sagnet siden er bleven gjort til en Hører ɔ: Skolemester. Sagnet om, at han faldt 197i et Slag, maa da være ugrundet; thi længe efter denne Krig nævnes Mogens Svale som Landoberst (Thaarups Mag. 2, 219). Da de Svenske ingensinde har trængt saa dybt ind i Landet som i denne Krig, og de Danske, som havde nedsat sig i Landet, af Nordmændene da vel bleve betragtede som Fremmede, er det sandsynligt, at de ikke faa Sagn, der findes paa Søndmør (Strøm 2, 175, 380) om Jyde-Forfølgelse og Udryddelse, der skal have været almindelig over det hele Land, bør henføres til denne Krig. Det Slag, der efter Sagnet blev leveret mellem de Danske og Svenske ved Boe i Romsdalen, og som Ramus i sin Norriges Beskr. S. 181 troer at være bleven holdt 1612, henføres vel ogsaa rigtigere til denne Krig, der som bekjendt førtes fra Aar 1563 – 1570 og under hvilken Byerne Hammer, Sarpsborg og Opslo bleve opbrændte.
«Paa Nedenæs Kongsgaard boede i fordums Dage Munken, der dog ingen Munk var, men derimod en voldsom Herre. Han plagede Almuen paa alle Maader, og søgte ved svare Bøder og lignende Midler at udvide Kongsgaardens Grændser, saaat den skulde komme til at indbefatte det hele Eid lige fra Qvægshaugshyllen til Sømskilen. En Indgangskone fra Nabogaarden Skotta maatte derfor betale i Bøder hele den Mark, som laae mellem Kongsgaarden og den Stie, hvorpaa hun havde gaaet, førend hun endnu havde besøgt Kirken. Ved Fodangler og lignende Tingester, som han lagde i Skoven og omkring paa Marken, tilføiede han 198den stakkels Bonde megen Ulempe. Han var derfor meget forhadt. Ja en Mand, som boede paa den anden Side af Elven (Nidelven) havde endog svoret paa at skyde ham ihjel, naar han viste sig ved Søeboden, hvor han havde sit almindelige Baadestøe. Munken saae sig derved nødt til at vælge det længere nede liggende Baadestøe, der endnu den Dag i Dag kaldes Munkestøe. Mellem Nedenæs Gaard og Øiestad Kirke findes en Broe, som endnu kaldes Munkebroen, og paa «Skyttevolden» skal hans Skytte have boet. Endelig blev man ham qvit paa følgende Maade. I Nærheden landede et kongeligt Skib, hvis Officierer gik op for at besøge Munken, der modtog og beværtede dem herligen. Befalingsmanden paa Skibet bad nu ham igjen til Gjæst hos sig; men neppe var han kommen ombord, førend Skibet lettede Anker, og førte Munken ned til Dannemark. Den Holme, hvorved Skibet skal have ligget, kaldte Bønderne siden Brudeholmen; thi de bleve saa glade ved at miste ham, at de samledes paa dette Sted, og levede saa lystigt som om de skulde have været til Bryllups.» (Mundtligt).
Anm. Uagtet den Bonde, som fortalte mig dette Sagn, kaldte Lehnsmanden kun Munken, saa er det ingen Tvivl underkastet, at det tyder hen paa den berygtede Erik Munk, der var Lehnsmand i Nedenæs og Raabygdelauget, under Kong Frederik den 2dens Regjering. Samme Erik Nielson Munk til Hjørne (i Halland) havde tjent i 7 Aarskrigen. (Suhms Saml. 2, 2. 95. 97. 101). Ved et kongl. Lehnsbrev af 3die Juledag 1570 199(Budstikken 6, 209) blev han forlehnet med Nedenæs, hvor han opførte sig saa egenmægtigen og voldsomt, at Almuen 1581 klagede over ham til Kongen, og en Herredag i Opslo, der skulde dømme i denne Tvist, den 2den August 1585, blandt andet erklærede hans foreskrevne Markskjel for ulovlige. (Sammenlign ny dansk Magazin 2, 193. Hist. Skildring af Tilstanden i Danmark og Norge ved Nyerup 1, 344.) Erik Munks Søn er den af sine Opdagelsesreiser i Nordiishavet bekjendte Søecapitain Jens Munk, der efter Sagnet skal være født i Barbo i et Huus, der har staaet paa eller ved det saakaldte Munken.
Da Peder Claussen blev Præst til Undal herskede der blandt Almuen endnu mange papistiske Skikke og megen Overtroe, som denne ligesaa nidkjære som lærde Præst besluttede at udrydde. I de Dage fandtes der i Kirkerne mange Helgenbilleder, som Almuen efter gammel Skik tilbad; men, for at tilintetgjøre sligt Afguderie, kastede han dem i Undalselven, paa det at de skulde flyde bort med Strømmen. En Bondemand fra Gaarden Syrdal, som just var ude at fiske paa Svinøerfjorden, blev høist forbauset ved at see sin Afgud komme flydende til sig paa Vandet. Han tog strax Billedet op, og bragte det i Stilhed hjem, hvor han beholdt det hemmelig hos sig, ydende det Tilbedelse i lang Tid, førend det blev bekjendt og af Præsten afstraffet. Nogle lægge til, at Billedet var af Guld; men at det 200formedelst dets Hellighed flød. – En anden Sag, der ogsaa lever i Folkesagn, havde nær bragt Claussen i stor Ulykke. Han havde enten solgt eller bortbyttet en Hest til en Fjeldmand, der fandt sig misfornøiet med Handelen, og derfor gjorde flere Forsøg paa at faae Præsten til at tage Hesten tilbage, men forgjeves; Fjeldmanden blev opbragt, Præsten ligesaa, og det kom saa vidt, at Bonden maatte retirere med Hesten over Undalselven til Gaarden Vigeland. Her, hvor Bonden troede sig i Sikkerhed, brugte han atter store Ord og raabte, at han skulde binde den usle Hest ved Aaebredden, Præsten til Vanære. Claussen, der var en hidsig Mand og en god Skytte, gik ind i Præstegaarden efter sin Rifle, skjød over og traf Bonden, som blev liggende død paa Stedet. Claussen blev derpaa sagsøgt, og ved Underretten dømt fra Livet; men da han som Præst var frie for Hæftelse, og havde appelleret sin Sag til en Herredag i Bergen, begav han sig ud til Lindesnæs for at vente paa Kongejagten. Under Ventningen reiser han ud at fiske; han faaer en usædvanlig stor Helleflyndre og træffer strax efter paa Kongejagten. Præsten gaaer ukjendt ombord og præsenterer sin Fisk for Kronprindsen, som var der for at reise til Herredagen. Saavel Kronprindsen som hans Følge blev meget forundret over Fisken, hvis Lige de aldrig havde seet, og da de spurgte hvad Belønning, han fordrede for den, svarede han: «Intet; men tænk o Herre! paa mig, naar jeg staaer bleg og skjælvende for Herredagen 201i Bergen.» Om Præsten nu tilkjendegav, hvem han var, vides ikke; men paa Herredagen blev han frikjendt og levede som Provst og Sognepræst i Undal til sin Død. Mange Bønder sige, at de nedstamme fra ham. (Meddeelt).
Anm. I Choret i Valle-Hovedkirke findes Peder Claussens Portrait, malet al fresco paa en Træetavle og vel conserveret. Paa Maleriet er skrevet: «Peder Clausson, født i Eger Øsund Anno 1545 den 1ste April, blefv Sognepræst i Undal og Provst Anno 1566, døde Anno Christi 1614, anno ætatis 69 Compl. ora et labora.»Oversettelse: Etter å ha fullført sitt livs sekstiniende år. Be og arbeid. Han er malet i Præsteornat med en Bog i den ene Haand og et hvidt Tørklæde i den anden; han har langt graat Skjæg, i Panden nedhængende og paa Siderne noget krøllet Haar. Hans Øine ere skarpe og livlige, Panden fremstaaende, og alle Ansigtstrækkene, der ere stærke og grove, fremstille en alvorlig og streng Mand. Det hele viser en høi Grad af Bestemthed og, naar undtages den altfor store Strenghed, et tækkeligt Ansigt. – Da Snorre Sturlesons berømte Oversætter og Norriges Beskrivelses fortjente Forfatter er en saa almeen bekjendt Mand, tager jeg ei i Betænkning at meddele Følgende, som den nuværende Præst i Undal, Hr. Provst P. Lassen tilligemed Sagnet godhedsfuld har sendt mig. «Hr. Claussen ombyggede den gamle Kirke i Valle Sogn og flyttede den fra Gaarden Foss, 1/2 Miil længere op i Dalen, ned til Præstegaarden. I den 1792 nedrevne Kirke fandtes paa en af Stolene følgende Inscription. «Anno Christi 1577 haver jeg Peder Clausson, Sognepræst i Undal med Øvrighedens Bevilling, og efter min Hr. Biskops Raad Magister Jørgen Eriksons og mine Sogen-Bønders Bøn og Begjæring 202ladet bygge Valle Kirke af nye paa min egen Bekostning, og gav jeg Kirken til samme Bygning C Rdlr, det andet er mig af Kirken betalt, og Sognemændene gave dertil L Rdlr. Anno 1591 lod jeg bygge Choret dertil, Alt tre Gange saa stort som det Gamle; jeg lod og gjøre den forgyldte Kalk og Disk, dog Alt uroset for Gud.» Anno 1608 haver jeg med min Hr. Biskops Lauritz Claussons Bevilling ladet gjøre den Tavle ved Alteret og den ved Fonten; de er formalet af Peder Reymers; men Choret og Vaabenhuset malede Lydke Dirichsen. Gud lade det være gjort til sit hellige Navns Lov, Priis og Ære og Menniskens Saligheds Forfremmelse, Amen. En Ting beder jeg af Herren, det havde jeg gjerne, at jeg maatte blive i Herrens Huus al min Livs Tid, at skue Herrens Guds Tjeneste og beskue hans Tempel Ps. XXVII. Forkast mig ikke i min Alderdom, forlad mig ikke, naar jeg bliver skrøbelig Ps. LXXI. Anno 1608 in Iulio.»
«Hr. Zinklar drog over salten Hav,
Til Norrig hans Cours monne stande;
Blandt Guldbrands Klipper han fandt sin Grav,
Der vanked saa blodig en Pande.»
E. Storm.
Paa den Tid, da den scotske Oberst Sinclar landede ved Romsdalens Kyster, boede i Nærheden af Væblungsnæsset en Mand, som hed Peder Klungnæs, 203og som var Fisker. Han blev opsnappet af Scotterne og ei alene udspurgt om den nærmeste Vei til Gudbrandsdalen, men endog nødt til at være deres Veiviser. Istedetfor nu ad den letteste Vei at føre dem til deres Bestemmelsessted, narrede han Sinclar til at lande paa det Sted, som endnu til Minde kaldes Scottehammeren, hvorfra en høist besværlig Vei førte til Gudbrandsdalen. Dette gjorde han, for at Gudbrandsdølerne imidlertid kunde faae Stunder til at berede de ubudne Gjæster en passende Modtagelse.
Anm. Dette Sagn, som jeg har hørt af en Mand, der i i sin Ungdom havde levet i denne Egn som Fisker, fortæller Schøning i sin Reise 2, 112 næsten ligedan; men tilføier at Peder lod gaae Bud fra sin Gaard Klungnæs til Væblungsnæsset for at give sine Landsmænd Underretning om disse Fiender, der ankom paa 2 Skibe. – Romsdølerne samlede sig ogsaa og angreb Fienden med Stokke og Stene; men, uden ordentlige Vaaben og Anførere, kunde de ikke hindre Fienden i at trænge gjennemgjennem] rettet fra: gjennnem (trykkfeil) Bjørnekleiv ind i Gudbrandsdalen. Klüver (124) fortæller omtrent det samme; men lægger til, at det var En af den adelige Familie Skaktavel, som Scotterne tvang til at være deres Lods.
Ved Rygtet om disse uventede Fienders Ankomst grebe Dølerne paa Fogden Lars Grams Opfordring flux til Vaaben, og besluttede ved det trange Pas Kringlen, som ligger i Nærheden af Bredebygd imellem Sæls 204og Qvams Annex, hvor Laugen og Otta-Elvens Vande forener sig, at oppebie Fienden. Paa det steile Fjeld, der ganske behersker den under samme sig slyngende Vei, samlede de sammen store Stene, Træstammer og andre Ting, som de kunde rulle ned paa Fienden, naar han kom ind i Fælden. – For at trække Scotternes Opmærksomhed bort fra dette Sted, gav Bonden Arne Gundstad, ifølge Sagnet, det Raad, at man skulde skikke det meest udygtige Mandskab over paa den anden Side af Elven, hvor de skulde give nogle Salver, naar Scotterne kom. Et andet Sagn beretter, at man lod en Pige, Ragnhild eller Prellegunhild der vel forstod at blæse paa Luur, (Prellehorn) tage Plads paa en ligeover for Kringlen liggende Hei, hvor hendes Luurs skjønne Toner tiltrak sig de anrykkende Scotters udeelte Opmærksomhed. For at Bønderne paa Kringlen, uden selv at komme til Syne, kunde see, hvor langt Fienden avancerede, lode de en Mand paa en hvid Hest ride paa den anden Side af Elven med den Befaling stedse at holde sig i lige Linie med Scotternes Fortrop. Lurens Toner og det paa den anden Side af Elven forsamlede Mandskabs uskadelige Salver, hvorved Scotterne kun med Foragt løftede paa deres Hatte, tiltrak sig saaledes deres Opmærksomhed, at de uden at ahne det Mindste vovede sig ind i Fælden. Fortroppen, blandt hvilken Peder Klungnæs var, lod man uhindret passere; men neppe var Sinclar selv med de Øvrige kommen paa Pladsen, førend en af Bøndernes Anførere, Lensmanden 205Berdon Seielstad lagde an med sin Rifle, som han for Sikkerheds Skyld havde ladet med en Kugle, hvori Sølv var blandet, og traf Sinclar selv saaledes, at det blev hans Bane. I det samme Øieblik rullede Stene og Træer ned paa de forfærdede og raadvilde Scotter, der deels bleve knuste, deels nedsablede og skudte, deels styrtede i den forbistrømmende Laugen. Blandt dem, som her ynkeligen omkom, skal ogsaa have været Sinclars Frue og Barn, ja endog en Troldqvinde, som han førte med sig, og som han hver Dag raadspurgte; men som denne Morgen ingen Varsler havde kunnet give.
Paa det Sted, hvor Sinclar faldt opreiste man en simpel Støtte og ved gamle Qvams Kirkegaard viser man endnu Sinclars Grav.
Anm. Da den scotske Oberst Georg Sinclar (Saint Claire?) uden Modstand havde landet med sine 6–900 Scotter i Romsdalen for at forene sig med en svensk Hær, som han ventede at finde i Norge, (thi han havde taget Tjeneste hos Gustaf Adolf), anholdt han nogle Landfolk som han deels medtog som Veivisere, deels sendte forud med Befaling til Almuen at indfinde sig paa visse Steder med Levnetsmidler. Fogden i Gudbrandsdalen Lars Gram, der boede paa Gaarden Steig, fik ogsaa denne Befaling; men istedetfor at adlyde opbød han Dølerne til bevæbnede at samles ved Kringlen, hvor han lod Almuen fra Ringebo, Froen, Vaage og Læssøe tage Post under Anførsel af Gudbrand(?) Seyglestad, (v. Seielstad) Lensmand i Ringebo og Hans Hage, Lensmand i Lessøe, medens Gram selv stillede 206sig med Bønderne fra Gusdal og Øyer ved et andet Pas, Borgerkleven. Fortroppen lod man passere. Obersten var blandt de første som faldt. Paa samme Sted opreistes en Støtte med denne Paaskrift «Her blef Oberste Georg Sinclar skudt den 26de August Anno 1612.» Dette er Historiens Vidnesbyrd; See Slange 354.
Sagnet om Arne Gundstad see Hjorthøy 2, 135, hvor der tilføies at Gaarden er bleven befriet for Foerings-Skat, formedelst den Troskab og Tapperhed, Arne viste i det scotske Slag, hvor han skal have været Næstcommanderende. – Sagnet om Pigen, der nævnes Ragnild eller Prellegunhild, (Luur, Prellehorn) er mig mundtligt meddeelt. Sagnet om Manden paa den hvide Hest, og Berdons Sølvkugle, efter Andre en Sølvknap, ligeledes mundtligt. Han fik siden for den Troskab og Tapperhed, som han havde udvist i Scottekrigen sin Gaard Seielstad frie for Foeringsskat. (Hjorthøy 2, 138).
Sinclars Frue skal efter en anden Tradition, der findes indført i Vaage Kirkebog være bleven reddet tilligemed 3 Haandværksfolk. (Kraft 2, 167). Sagnet saavel om Peder Klungnæs, som om Troldqvinden har jeg hørt af en Mand, der i sin Ungdom havde levet som Fisker i Romsdalen. Storms «En Havfru op af Vandet steg,» grunder sig maaskee paa dette Sagn. Et med Elfenbeen indlagt Pistol-Skæfte, der efter Sagnet skal have tilhørt Sinclar, vises endnu paa Museet i Christiania. Sinclars tragiske Skjæbne er 1828 bleven dramatiseret afdramatiseret af] rettet fra: dramatiseretaf (trykkfeil) H. Wergeland i Sørgespillet Sinclars Død.
207Tæt ved Gaarden Graffer i Lom findes en stor Bakke, der kaldes Raadsbakken, fordi Loms Almue under Scotteslaget her skal have raadslaaet saalænge om de skulde deeltage i Kampen mod Fienden eller ikke, at de øvrige Døler imidlertid uden deres Hjælp overvandt og tilintetgjorde Scotterne. Endnu maae Loms Indbyggere af de øvrige Gudbrandsdøler høre ilde for deres Fædres Seendrægtighed og Feighed ved denne Leilighed.
Anm. Hjorthøy 2, 66. En Gudbrandsdøl, glemmer endnu sjelden, naar man kommer til det Sted i Storms deilige Ballade, hvor det hedder «de Bønder af Vaage, Læssøe og Lom, med skarpen Øxe paa Nakken,» at gjøre opmærksom paa at Loms Almue svigtede.
Scotternes Fortrop, som uhindret havde passeret Kringlen, kom dog ei længere end til Gaarden Soelheim, omtrent 1/4 Miil derfra, førend den blev indhentet og nødt til at strække Gevær. Bønderne fordeelte dem nu mellem sig og brugte dem til deres Høstarbeide; men da Vinteren begyndte at nærme sig, og man frygtede for Hungersnød, erklærede Bønderne, at Kongen havde nok uduelige Folk at føde, om han ei ogsaa skulde have dem. Man lukkede dem derfor ind i et stort Lade, hvorfra man tog ud En for En og skjød dem 208ihjel. De skulle ligge begravne i en liden Høi nær ved Kongeveien, imellem den nye og gamle Qvams Kirke. (Mundtligt, conf. Hjorthøy 1, 147, 2, 97. Kraft 2, 167).
Denne Gaard, der ligger i Vaage Sogn, skal have faaet sit Navn efter den eneste Scotter, som blev reddet fra Undergang, og som boede her. Denne Scotter, der skal have været Skomager, kastede sig, da man vilde dræbe ham, for Fødderne af Gaardsmanden Ingebreth Sørvold i Vaage, der blev saa rørt ved hans ynkelige Gebærder, at han ei allene tog ham under sin Beskyttelse, men endog blev hans Ven og Velgjører.
Anm. Efter en anden Tradition skal 2 af Scotterne være undkomne med Livet, hvoraf den Ene nedsatte sig som Glarmester i Norge og den Anden blev sendt hjem til Scotland for at fortælle sine Landsmænds Skjæbne.
I Begyndelsen af det 17de Aarhundrede herskede der saadan Frost og Tørke i Lessøe, at ikke allene mange Bønder formedelst Hungersnød vandrede ud, men de Øvrige lode deres Gaarde ligge udyrkede, og sendte deres Plovjern til Agershuusslot for at vise, at de ingen SkatterSkatter] rettet fra: Skatt.r (trykkfeil) kunde svare. Sognepræsten Hr. Jens maatte med sin Hustru Marit ogsaa forlade Hjemmet; men saa 209fattige vare de, at de hverken eiede Hest eller noget at leie en for, men Præsten maatte sætte sin Hustru paa en Kjælke og selv trække hende over Isen til Gaarden Bottom, hvorfra de begge begave sig ud af Sognet.
Anm. Hjorthøy Beskr. over Gudbrandsdalen 2,10. Maaskee tyder dette Sagn hen paa den store Hungersnød, som efter Historiens Vidnesbyrd traf Norge 1601, conf. Slange.
Da Ove Gedde var paa sin Reise fra Ostindien gjorde han, ifølge Sagnet, i en heftig Storm det Løfte, at han, hvis han blev reddet af denne Livsfare, vilde skjænke den første Kirke, han fik see, en Altertavle. Da Tjølling Kirke ved Laurvig var den første, han fik i Sigte, forærede han samme ikke allene den Altertavle, som endnu findes der; men ogsaa 2 massive Messingstager, der endnu staae paa Alteret og ere forsynede med latinske Vers, der minde om ham og hans Brud Dorthea Urne.
Anm. Mundtligt. EtEt] rettet fra: At (trykkfeil) Par lignende Messingstager findes ogsaa i Eger Kirke. Ove Gedde er født 1594, grundlagde 1618 de danske Besiddelser i Ostindien, blev ved sin Hjemkomst Lehnsherre over Brunlaug og Nummedal og ægtede Dorthea Urne, en Datter af Knud Urne til Aasmark. 1624 fik han Opsigt med Kongsberg Sølvværk, og blev forlehnet først med Buskerud og siden (1640) med Bratsberg Lehn. 5 Aar derefter blev han Rigsraad og Rigsadmiral og døde den 17de December 1660.
210I Kong Frederik den 3dies Tid, da adskillige svenske Streifepartier trængte ind i Nordlandene for at udplyndre det uforsvarede Land, viste Ofotens og Tysfjordens Finner megen Troskab imod Norge. Efter Overlæg begave Nogle sig til Fjelds, og tilbøde de Svenske at vise dem Veien; men bragte dem istedet derfor paa Afveie, hvor Finnerne havde posteret sig i Bjergkløfterne og, uden selv at tabe en Mand, med deres sikkre Rifler bragte Død og Fordærvelse blandt Fienden. En anden Flok Svenske paa omtrent 150 Mand tvang paa samme Tid en Fin, der græssede sine Hjorder snart paa svensk og snart paa norsk Grund, til at være deres Veiviser ned til Tysfjorden, hvor denne Fin havde sin meste Familie. Ved Juletider begave de sig paa Reisen, han løbende paa Skie, de kjørende med Rener. I Mørket leder han dem vild, og fører dem hen til et fladt Fjeld, der danner en frygtelig Styrtning, ud over hvilken de fare, og der finde en uventet Grav. Fjeldet kaldes til Minde Mandfjordfjeldet og i den nedenunder liggende Dal fandt man endnu lang Tid efter Dynger af Menneske- og Rensdyr-Been. Finnerne i Ofoten og Tysfjorden fik siden til Belønning for den udviste Troskab deres Pladser og Rydninger til Odel og Eie.
Anm. Top. Journal og Budstikken 5 783. Endnu 1782 fandtes hist og her Levninger af Menneske- og Rensdyr-Been; men troværdige Folk fortalte, at i deres 211Barndom vare disse at see dyngeviis. Et lignende Sagn berettes om Stangnæsfjeld i Finmarken ibi 784.
Saavel i Soløer som i Throndhjem har man Sagn om en rask Skieløber, der som Veiviser i Sneefog bragte en lignende Ulykke over svenske Streifepartier. (Meddeelt).
Et Sagn i Norge beretter, at Sveriges krigerske Konge Carl Gustav fandt sin Bane for Frederiksteen. Misfornøiet med den ringe Fortgang, som hans Vaaben havde i Norge, reiste han selv til Halden, og vilde fra den Høide, hvor Overbjerget siden blev anlagt, tage de norske Forskandsninger i Øiesyn. Da man fra disse blev vaer 3 fornemme Herrer til Hest, skjød man efter dem, og saae da den Midterste at segne af Hesten. De tvende Andre toge ham strax under Armene og førte ham ned af Bakken. Denne Mand var Carl, som derpaa blev ført til Gothenborg, hvor han ved sin Ankomst af 2 Drabanter blev tagen af Slæden, og da kunde man tydelig see at Hovedet og Benene slang paa ham, som paa en Død.
Anm. Schrøder beretter i sin Beskrivelse over Frederikshald 1727, S. 33, at for nogle Aar siden levede der en gammel Tømmermand, som havde været Øienvidne til den formeente Konges Fald. En svensk Dragon, Harald Stochfisch, som efter Freden blev Byetjener paa Fredrikshald, bevidnede ogsaa, at Kongen paa anførte Maade fik sin Bane. Cap. Hoff tilføier (Top. Jour. 2124, 36). «Udi en Journal, skrevet i Kjøbenhavn 1660, sees disse Ord: den 13de Febr. kom her Kundskab fra Gottenborg, at den svenske Konge havde bloqueret en Skandse i Norge, som kaldes Haldsskandsen, og at han for samme Skandse er bleven dødelig blesseret og bragt til Gottenborg.»
I Aaret 1716 kom i følge Sagnet Kong Carl uformodet til Edsberg Præstegaard, hvor han opholdt sig 3 Dage og laae om Natten i Dagligstuen paa Halm. En Gang gik han op ad den meget steile Trappe for at besøge Præsten paa hans Studeerkammer, og da hans Sporer ved Nedgangen toge fat i Trinene, bad Præsten Kongen at han vilde gaae baglends ned. Kongen fulgte hans Raad og tilføiede «Tak kjære Pastor! Du er dog en ærlig Præstemand, jeg kunde ellers snart brække Halsen!» Præsten hed Hans Smidt og var Sognepræst i Edsberg til sin Død den 6te April 1740. (Top. Journal 2, 86).
Da Carl den 12te under Beleiringen af Agershuus engang red gjennem ChristianiasChristianias] rettet fra: Christiania (trykkfeil) Gader mødte han en Pige, der havde vovet sig ud i Kugleregnen. «Vogt Dig min Flikka for at komme her» raabte Kongen til hende; men i det samme tog en Kanonkugle hende af paa Midten, lige ved Kongens Side.
Paa sit Tog til Norge kom Carl en Morgen efter et besværligt Ridt med nogle Ledsagere ind til en Kone, 213af hvem han forlangte noget at spise. Vil Du have Tommeklining eller Knivklining spurgte Konen. Lad mig faae Tommeklining gjentog Carl, hvorpaa Konen skar en Skive Brød, paa hvilken hun klinede Smøret ganske fast med sin Tommelfinger. Kongens Ledsagere derimod foretrak Knivklining, som bestod deri, at hun lagde nogle tynde Smørskiver paa Brødet. Carl stak sin Frokost i Lommen, og steg strax igjen til Hest. Efterat de havde redet endnu et godt Stykke, saa at de vare blevne dygtig sultne, bød Kongen, at de skulde holde Nadvere, og gottede sig nu ret over sine Ledsagere, der maatte lade sig nøie med tørt Brød, thi da det var Vintertid og Smøret haardt var den løse Knivklining falden af, medens Kongen med en tilfreds Mine fortærede sin Tommeklining, der var ubedærvet. (Mundtligt).
Under Krigen med Carl den 12te, kom en Aften den svenske Oberst Axel Løven til Nordrehaug Præstegaard med omtrent 800 svenske Dragoner, der vare til Sinds at drage til Kongsberg, for, som de sagde, at skoe deres Heste med Sølv. Præsten var syg; men hans Kone, den gjeve Anna, modtog de uventede Gjester paa det bedste, for at undgaae Plyndring. For at udfritte Fiendens Planer, gjorde hun sig ofte Ærinder ind til et stort Skab, som stod i den Stue, hvor de 214Svenske holdt Krigsraad, og da hun nu mærkede, at de næste Morgen havde i Sinde at overraske de norske Dragoner, der laae paa Gaarden Steen, og intet vidste af Fiendens Ankomst, besluttede hun at advare dem. Dette var imidlertid ingen let Sag, da Fienden havde afskaaret al Mellemfærsel; men den kloge Præstekone hittede imidlertid paa Raad. Hun skrev i Hast en Seddel, hvori hun meddeelte Efterretning om Fiendens Mængde, Planer o. s. v., og for at den ei skulde blive røbet, lod hun sin Pige lægge den i sin Skoe. Under det Paaskud, at hun behøvede Noget til Maden, fik hun af Obersten selv Tilladelse til at sende sin Pige ud i Bygden. For at hendes lange Fraværelse imidlertid ei skulde opvække Mistanke, lod hun Pigen kun løbe hen til den i Nærheden boende Foged, med Anmodning til ham om strax at besørge Sedlen til Steen. Alt gik godt. Medens Anna sørgede for, at de svenske Officierer paa det Bedste bleve trakterede, og med Oberstens Tilladelse endog lod antænde en Ild ude paa Gaarden, for at opvarme de forfrosne Soldater, som hun foregav, men egentlig for at vise de Norske Veien i den mørke Nat, brøde disse op fra Steen og toge Veien over den tilfrosne Steensfjord. Den Dundren, som de 400 norske Dragoners Ridt over Isen foraarsagede, tildrog sig de Svenskes Opmærksomhed, og forundrede spurgte de hvad der var paa Færde. «Aa,» svarede den raadsnare Anna, «naar Vandet falder saa brager det stedse stærkt i Isen her.» I Spidsen for de Norske var 215en Vagtmester, der hed Thor Hovland og en anden Dragon, der var født paa Ringerige, hvilke 2 tjente til Veivisere. Saasnart de nærmede sig Præstegaarden gave de Hestene af Sporene, dræbte den svenske Udpost, kastede Præstegaardsporten, som Fienden havde lukket, af, og stormede ind paa Gaarden, hvor den største Forvirring opstod, da mange af Fienderne allerede vare gangne til Hvile. Thor Hovland skjød ind af Vinduet efter Løven, dog uden at træffe. Man opfordrede Oberste Løven til at overgive sig, men han svarede: «Jag vil häller døe här än hänga uti Sverrike,» og svor at skyde den første ned, der vovede at komme ind ad Døren. Ingen havde nu Lyst til at være den første; men de Bagerste trængte de Forreste frem, saa at Døren blev sprengt; den første, som trængte ind, faldt imidlertid for Oberstens Pistolkugle. Han med Flere blev nu tagen til Fange og Resten dræbt eller fordreven.
De forbittrede Norske skulle nu ifølge et Sagn have taget den fangne Løven, sat ham bagvendt paa en Hest og ført ham bagbunden til Agershuus, hvilken uværdig Fremgangsmaade skal have foraarsaget, at de norske Soldater ei fik den Belønning, som de havde ventet for deres Tapperhed. (Mundtligt).
Anm. Saaledes lyder den mundtlige Tradition, hvortil jeg kun vil tilføie, at Chefen for de Norske var Oberste Øtken, at Fogden hed Lars Michelsen, og at 30 Svenske bleve paa Stedet skudtStedet skudt] rettet fra: Stedet (trykkfeil) og 170 tagne til Fange. De Svenske sendte følgende Dag en Dragon paa Speiderie, da 216de Norske efter Overfaldet havde trukket sig tilbage til Steen, og da han traf paa Præstekonen skal han med Pistolen i Haanden have spurgt «hvor Jutan var.» «I Alteration» svarede hun. «De troppe op bag Kirken,» hvilket satte saadan Skræk i Speideren, at han med Kammerater flux begav sig paa Flugten. En Piqvetvagt paa 25 Mand, under Capitain Allemander, der var udsat paa den modsatte Side, retirerede til Vigersund, hvor han, for ei at lide den Tort, at maatte overgive sig til Bønder, gav sig fangen til en Klebo, der før havde været Fændrik. (Top. Journ. 30, 150). De Svenske bestode af 7 Compagnier Dragoner, som den 29de Marts bleve overraskede af 3 Eskadroner norske Dragoner. Kraft 2, 347.
Anna Colbjørnsen havde en Søn, der i et Selskab paa Hadeland kom i en saa heftig Ordstrid med en Lieutenant, der hed Bruse, at Værten, for at faae Fred tilveiebragt, fik Bruse til at gaae bort, medens man lukkede Ramus, som nok havde drukket vel meget, ind i et Værelse. Da man imidlertid ei passede vel paa ham, sprang han ud af Vinduet, indhentede sin Modstander og foer løs paa ham med blank Sabel. Denne greb nu ogsaa til sin Kaarde, og gav Ramus ved Moesmobroen paa Hadeland sit Banesaar. Nogen Tid efter denne Tildragelse kom Bruse i et Selskab paa Holepræstegaard, hvor Anna Colbjørnsen hændelsesviis ogsaa var. Saasnart hun fik Øie paa sin Søns Banemand, stod hun op fra 217sit Sæde, gik lige hen imod ham, og spyttede ham lige i Øinene med de Ord: «Du min Søns Morder.» (Mundtligt).
Anm. Denne Lieutenant Bruses Liig er endnu at see ganske ufortæret, og liggende i fuld Uniform i Bønsnæs Kirke i Hole Præstegjæld.
«Og aldrig blussed nogen Baun
Saa skjøn som den,
Og aldrig uddøe skal dit Navn
O Colbjørnsen!»
Rahbek.
Da Haldens gjeve Borgere ei med Vaabenmagt kunde fordrive de Svenske af Byen, besluttede de, paa Brødrene Hans og Peter Colbjørnsens Opfordring, at stikke den i Brand; men da Fienden stedse slukkede, vilde det ikke ret lykkes førend Peter Colbjørnsens Tjener Anders Brynildsen med 2de Begkrandse i sin Skjortebarm fik luret sig ind i sin Herres Gaard, som han derpaa stak i Brand. Paa samme Maade skal Hans Colbjørnsens Gaard være bleven antændt af en Pige, der hed Olau, og som først af egen Drift havde fornaglet 3 Kanoner ved Byens Blokhuus og kastet Kuglene i Vandet, paa det at de ei skulde komme Fienden til Nytte. Top. Journ. 4, 50.
218Peter Tordenskjold søgte, som bekjendt er, sin Mage i at skyde. For nu tillige at prøve sine Folks Mod, vilde han efter Sagnet ikke have nogen Mand ombord paa sit Skib, som ei turde staae i Raaen og mellem Fingrene holde en Sølvskilling, som tjente Tordenskjold til Blink. Det hendte aldrig, at han skjød feil; men den, som undslog sig for Prøven eller rystede paa Haanden, blev uden videre afviist. (Mundtligt).
Anm. Om en Mand som Tordenskjold maatte man vente at finde en Mængde Sagn, da hans Raskhed, Aandsnærværelse og uforfærdede Mod maatte gjøre ham til alle raske Søemænds Yndling og Folkets Helt; men de fleste Træk, der endnu ere i frisk Minde, findes allerede samlede i Tordenskjolds Levnet af Rothe. End synge Norges Søemænd Viser til hans Ære, og man regner sig det til en Hæder, at nedstamme fra En, som har tjent under Tordenskjold.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Da Andreas Faye (1802–1869) ga ut Norske Sagn i 1833, var det den første samlingen av sagn som ble publisert i Norge. Faye hadde over lengre tid samlet sagn og folkeminner på reiser til den norske landsbygden. Men han fikk også tilsendt sagn og folkeminner fra sine mange kontakter blant embetsmenn i flere deler av landet. Innsamlingen var inspirert av romantikkens kultursyn.
Sagnene er gjengitt nøyaktig slik de ble ham meddelt, han ønsket ikke noen kunstnerisk gjengivelse, det overlot han til dikterne.
Verket er inndelt i avdelinger etter hva som er sagnenes fremste karakteristikker. Sagnene er til dels også gjengitt kronologisk med utgangspunkt i tidsepoken hvori handlingen finner sted. Faye har lagt til sine egne anmerkninger og noter.
