«Grumt havde Pesten gjennem Norge faret,
Hiin gridske Landfarsot, den sorte Død;
Faa havde Herrens Naade kun bevaret,
Mens Tusinder som Dødens Rov laae strøed!
Men der, hvor hele Slægter vare døde,
I mange Aar laae Egnen tom og øde.»
C. N. Schwach.
Denne under Navn af den sorte Død saa berømte Pest, der med Lynets Fart ilede fra Asiens Høilande ved Chinas Grændser til Ishavets Bredder, og for hvis dræbende Aande Tusinder og Tusinder sank hen, blev paa et strandet engelsk Skib bragt til Bergen, hvorfra den med rædsom Vælde foer fra Dal til Dal, blottede det hele Land for Folk og Fæe, og bragte Norge i en Afmagt, som varede gjennem Aarhundreder. Landet skal have mistet 2/3 Deel af sine Beboere. I de fleste Fjeldbygder findes der Sagn om denne Landplage, der af Bønderne paa nogle Steder kaldes Storemannadouen, paa andre Svartdouven og Pesta. Stundom forestiller man sig «Pesta» som en gammel gusten Qvinde, der foer om i Landet med en Rive og en Lime. Hvor hun brugte Riven slap altid Nogle fra med Livet; men hvor hun «sopede,» der døde hver Moders Sjel. Til en Mand, der satte hende over et lille Vand og forlangte Betaling, sagde hun: «Hjemme paa Pallen vil Du finde din Færgeløn,» og neppe var han kommen hjem og lagt sig paa Bænken, førend han blev syg og strax døde. Som oftest var hun iført et rødt Skjørt, og angest blev Folk ved at see hende. Mangen Dal uddøde, og først efter Aarhundreder gjenfandt man de tilgroede, forglemte Strækninger, hvor man stundom traf paa de gamle Huse, stundom kun paa Tomter af Bygninger og andre Spor af fordums Beboelse. Saadanne gjenfundne Dale kaldte man siden Finddale, gjenfundne Huse, Fyndarhuse og gjenfundne Gaarde, Findland, Findaas o. s. v. Mangen Dal blev vel siden igjen opryddet; men rundt om 136i Landet findes endnu Dalstrækninger, der bære Spor af fordums Beboelse, og nu kun bruges til Sæterdale. Saadanne ere f. Ex. Lomedalen og Noutedalen i Bygland i Raabygdelauget; Engdal og Næssedal i Sogn, hvor Huustomter og andre Spor af fordums Beboelse findes; Smeddalen paa Fillefjeld, der efter Sagnet skal have udgjort et Kirkesogn, hvis Kirke først blev nedbrudt 1808; den øde Helestrand mellem Valders og Hallingdal, som ligeledes skal have udgjort et Sogn, af hvis Kirke o. m. man endnu seer Spor, og hvor paa Kirketofterne sammesteds Sagnet fortæller, at før Pesten 12 Bønder have boet. I Danmark kaldes denne Pest Mandeqvæl eller Mærkedød (Thiele 4, 88) men paa Bornholm kaldes den «den sorte Død,» fordi Menneskene kort førend de døde fik en sort Prik inde i Haanden (Thiele 3, 52). Paa Island, som den først naaede 1402, rasede den frygtelig under Navn af Svarti Daudi (Olafsens Reise 261).Forfatternote: Denne frygtelige Landeplage har udentvivl faaet sit Navn, den sorte Død, af de sorte Pletter, som hos den Angrebne i Forening med heftig Blodstyrtning, inden den 3die Dag medførte Døden. Angaaende Tiden stemme Efterretningerne ikke ganske overeens. I en gammel Chronologie fra 15de Sec. (Script rerum Dan. 1, 395) anføres ved Aaret 1350: «gravis qvædam pestis ac mors subitanca tam in hominibus qvam in pecoribus grassabatur,» [Oversettelse: En alvorlig pest og plutselig død gikk rundt blant mennesker så vel som kveg.] hvormed saavel en Beretning, som findes i en gammel Beskrivelse over Hammer, (Budstikken 2, 818) som et gammelt Misale paa Thoten, stemme overeens. Hiin lyder: «Saa slet bortdøde Folket den Tid, som skede Anno 1350 og samme smitsomme Syge begyndte her udi Norge Nativitatis Mariæ (8de Septbr.) og varede til Alle Helgens Tid (1 November) som var 8 Uger» og dette: «pestis ultimis diebus Septembris hic (paa Thoten) incipiens (nemlig 1390) sex duravit hebdomadas, qvo toto tempore perpetuo pluebat.» [Oversettelse: Pesten begynte her de siste dagene i september og varte i seks uker, i hvilken hele tid det regnet vedvarende.] Af den Maade, hvorpaa den paa Søndmør betegnes, nemlig med en Rist (M), 3 Pølser (CCC), en Kløv (L) og et Spyd (I), synes det, at Pesten der først har raset Aar 1351. (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 317).
Dybt inde i Sogn, høit til Fjelds, ligger en eensom Dal, der kaldes Justedal. Da den sorte Død begyndte at grassere i Norge, droge mange af de rigeste og fornemste Folk i Sogn op til denne øde Dal, hvor de satte sig ned og byggede sig Gaarde. De gjorde tillige den Anstalt, at Ingen af deres Slægt og Venner maatte komme op til dem, saalænge Pesten varede; men de skulde lægge deres Brevskabe under en stor Steen paa Veien, hvor de igjen skulde finde Svar. Ikke destomindre kom Pesten derop, og anrettede frygtelig Ødelæggelse. Alle Dalens Beboere døde, med Undtagelse af en eneste lille Pige, paa Gaarden Birkehaug. Da Folket var uddød, søgte Qvæget til Skovs, og kom i flokkeviis til Nabosognet Vaage, hvis Indbyggere bleve forbausede ved Synet af de fremmede Kreaturer, som ingen Eier eftersøgte. De toge imidlertid Qvæget i Forvaring; men frygtende for, at det ei monne stande vel til i Justedal, droge Nogle derhen. Hvor de imidlertid 138kom, fandt de Folket uddød, og Husene tomme. Omsider, da fast alle Gaarde vare besøgte, og de igjen vilde begive sig til deres Hjem, mistvivlende om at finde nogen Levende, bleve de uformodentlig i Birkehaugskoven et Pigebarn vaer, der ved Synet af de Fremmede havde søgt til Skovs. De raabte hende an; men forskrækket flygtede hun dybere ind i Skoven for at skjule sig. De besluttede derfor ordentlig at fange hende, hvilket efter megen Anstrængelse endelig lykkedes dem. Hun var imidlertid sky og vild som en Fugl, hvorfor man ogsaa kaldte hende Rypen. Hendes Tale kunde de ligesaa lidt forstaae, som de kunde gjøre sig forstaaelige for hende. De toge Pigebarnet med sig til Vaage, hvor hun blev opfostret, og skikkede sig vel. I nogle Aar blev Justedalen ubeboet, indtil nogle Nordfjordinger droge derhen, og opryddede de gamle Enge og Agre. De første Gaarde, som paa ny bleve optagne, skal have været Faaberg og Myklemør. Da Rypen var kommen til Aar og Alder, drog hun til sit Fødested, hvor hun giftede sig og levede lige til sin Død. Hun efterlod sig en gjæv Æt, der gjennem Aarhundreder efter hende blev kaldet Rypeslægten og stod i stor Anseelse i hele Dalen.
Anm. Mundtligt, og Thaarups Magazin 2,1, hvor der findes en Beskrivelse over Justedal af Mathias Foss 1750. Paa hans Tid levede en Lehnsmand Torger Ottesen, der mentes at nedstamme fra Rypen. At Justedal har været bebygget før den sorte Død vise flere af de herværende Oldtidsminder, og den «bergenske Kalveskinds-Bog,» 139forfattet omtrent 1320, der nævner Jostrudals Kirke. Endnu i det 16de Aarhundrede kaldes Justedal «Kongens Ødemark,» og ifølge en Matrikul af 1661 hørte alle Dalens Gaarde dengang til det saakaldte Apostel-Gods. (Kraft 4, 817).
Da Justedalens Nybyggere efter den sorte Død skulde bygge en ny Kirke, valgte de dertil en slet Plan tæt ved Præstegaarden, som end kaldes Kirkestein; men alt hvad man byggede om Dagen blev om Natten nedrevet, og fundet paa en nærliggende Bakke, hvor man da tilsidst blev enig om at bygge Kirken. Da man begyndte at rydde Skoven, stødte man heel uventet paa en Klokke, som endnu findes i Kirken.
Anm. (Thaarups Magazin 2, 40). Lignende Sagn ere meget almindelige over det hele Land.
Paa Søndmør rasede Pesten svarligen. I Jørgensfjord uddøde alt Folket med Undtagelse af en Qvinde, Jørund, efter hvem Præstegjeldet siden skal have faaet sit Navn. Nogen Tid derefter landede nogle Englændere eller Scotlændere, som nedsatte sig i Standal, hvorfra de siden udbredte sig saaledes, at de ansees for Stamfædre til de fleste af Kaldets Indbyggere. (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 317).
140I Aadals Annex paa Grændsen af Hallingdal ligger Vidalen, der før den sorte Død skal have været beboet og have hørt til Valders. I en Myr ligger Kirkehaugen, hvor en kongelig Betjent, der kom fra Bergen, skal have nedgravet 7 Qvartere med Penge, da han ved sin Ankomst fandt Dalen uddød, og hans Heste af den besværlige Reise styrtede.
Anm. Top. Journal 30,172. Denne Tildragelse skal først være optegnet i en Bog, som skal være funden i Hedals Kirke. Denne Bog skal for lang Tid siden en af Valders-Fogdens Tjenere have borttaget; men da han vilde reise over Helgebroen i Etnedalen, faldt han med Bogen i Fossen og blev borte (ibi. 373).
Denne Sæterdal, der ligger paa Grændsen af Ringerige og Hallingdal, skal før den sorte Død have været et saa stærkt befolket Bygdelag, at man paa en Juledag kunde ved Sognedals Kirke tælle 30 ringskoede Heste derfra. (Top. Journal 30, 187).
I Nærheden af Drammen ligger en Bygd, der kaldes Røgen. Her tog Pesten saaledes med sig, at der kun blev en Kone tilbage paa Gaarden Vear. Da dette var det eneste Huus, hvorfra de første Nybyggere saae Røg opstige, kaldte de hele Bygden Røgen.
141Anm. Mundtligt. Paa Sognets gamle Fane stod derfor afmalet en rygende Hytte. I Skonevig overlevede efter Sagnet kun en gammel Mand paa Millie og en gammel Kone i Aakre Annex den sorte Død. (Budstikken 7, 356).
«Urokket end den gamle Kirke stander
Med tykke Mure og med spaanlagt Tag;
Høit hænger i dens Chor, et Seiersbanner,
Den fældte Bamses Skind den Dag i Dag;
Og vidt igjennem mange Nabodale
Om Hedalsklokkens Klang gaaer Rye og Tale.»
C. N. Schwach.
Ogsaa i Valders afsides liggende Fjelddale rasede den sorte Død med frygtelig Vælde. Mangen Gaard og eenlig Dal mistede alle sine Beboere, tilvoxte med Skov, og blev aldeles forglemt af de tilbage blevne Indbyggere, og ubekjendt for de indvandrende Nybyggere. Blandt disse fordum beboede, men da øde, Steder vandrede, saa lyder Sagnet, en Skytte for flere Aarhundreder siden omkring for at skyde Ryper. Da han afskjød sin Piil efter en Fugl, som sad i et Træe, hørte han Pilen støde an mod Noget, der gav en forunderlig Klang fra sig. Nysgjerrig nærmede han sig Stedet, og stødte til sin store Forundring paa en gammel Kirke. Ifølge den gjængse Troe, at saadanne Ting strax forsvinder, hvis man ei ved at kaste Staal over samme kan tilintetgjøre Troldommen eller Forblindelsen, 142greb han flux sit Ildjern, og kastede det over Kirken. Paa det Sted, hvor dette faldt ned, blev siden bygget en Gaard, der til Minde om denne Begivenhed, den Dag i Dag blev kaldet Ildjarnstad. Efter at denne Forsigtighedsregel var anvendt, besluttede Skytten at undersøge Kirken. Nøglen stod i Kirkedøren, som var halv aaben. Midt paa Gulvet stod en stor Klokke, og ved Alterets Fod havde en stor Bamse taget sit Vinterhie. Denne blev fældet af den raske Skytter og dens Hud blev til Minde om denne selsomme Tildragelse ophængt i Kirken, hvor Levninger af en stor sort Bjørnehud endnu findes. I Kirken skal han blandt andre Ting have fundet nogle Billeder, en lille Messingkirke, samt 4 store Klokker og en lille. Mod en af disse havde Skyttens Piil stødt an, og derved foraarsagede den Klang, som gjorde ham opmærksom. Den lille Klokke bruger man endnu, naar Nogen har forvildet sig i Skoven; thi da troer man, at den Forvildede stedse kan høre Klokken, og saaledes igjen komme paa ret Vei. Af de øvrige 4 vilde man føre den største til Hovedkirken; men, da den skulde føres over et Vand faldt den i samme, «og ei kunde andet ventes, naar man vilde skille den fra dens Søskende.» I klart og stille Veir kan man endnu see den i Vandet; men at faae den op er fast umuligt, thi dertil udfordres 7 kjødelige Brødre, der under Arbeidet ei maae tale et Ord. Engang gjorde 7 Brødre et Forsøg, og havde allerede faaet den op paa Baadkanten, da en af dem udbrød «Gud 143skee Tak, nu har vi den da;» men i det samme Øieblik dumpede Klokken atter ud i Vandet. (Mundtligt).
Anm. Efter et Sagn, som Kraft i sin Beskr. over Norge (2, 208,) meddeler, blev Kirken for omtrent 400 Aar siden funden af to Skyttere. «De svære Stolper og de brede Bord, hvoraf den ældgamle Kirke har været opført, bevise dens høie Alder. Denne gamle Kirke, hvis Snitværk røber uendelig Flid, skjønt udført i en maadelig Stiil, er senere udvidet og forsynet med Orgel. Et Mariebillede, udhugget af en Egeblok, en Reliqviekiste i Form af en Kirke, overtrukken med Messing, et Røgelseskar, ligeledes af Messing, samt en liden Horaklokke, ere endnu Levninger af Katholicismen.» C. N. Schwach har poetisk bearbeidet dette Sagn. (See Hermoder 1ste Aargang S. 206).
Gaarden Mustad ansees for en af de ældste Gaarde i Vardal. Efter Sagnet skal den, efter den sorte Død, være gjenfunden af en Skytte i den tykke Skov og endnu staaer her en Bygning, som siges at være bygget før den sorte Død. Tømmeret i den er saa haardt som Steen. (Kraft 2, 43).
I Opdal ved Dovrefjeld rasede den sorte Død ikke mindre frygtelig end paa andre Steder i Riget. Saa svar var Dødeligheden her, at der efter et gammelt 144Sagn ei saaes flere end 5 Skorstene at ryge i det hele Sogn. (Det kongl. norske Videnskabsselskabs-Skrifter i det 19de Aarhundrede 1, 1. 111).
Nogen Tid efter den sorte Død vandrede en Fin fra Sparebo eller Snaasen gjennem Skogn, hvor just, da det var Høstetid, en Pige stod i en Ager og skar Korn. Ved Synet af Finnen kaster Pigen sin Sigd, løber efter ham og slutter Følge med ham. De toge nu tilsammen Veien til Sælbo, der laae øde efter den sorte Død, som havde bortrevet alle de forrige Indbyggere. De satte sig ned paa Gaarden Leikvold eller en anden Gaard, tæt ved Sælbosøen. Fra dem nedstamme Sælbos nuværende Indbyggere, der ved Skikkelse, Ansigtstræk, Levemaade og tildeels Klædedragt adskille sig fra deres Naboer, og ved deres Flakkelyst og Ureenslighed ligne deres Stamfader. (Schønings Reise gjennem en Deel af Norge 1773, S. 40).
Denne vidtudstrakte Dal i Vevsens Præstegjeld skal ifølge Sagnet ved den sorte Død være bleven aldeles blottet for Beboere. Endnu viser man Spor af fordums Beboelse, og paa et Sted har man endog fundet en Birk, voxet op imellem Øiet paa en Qværnsteen, hvorved denne blev lettet i Veiret. (Meddeelt).
145Paa Gaarden Findnæs’s Grund i Siredalen, 1/2 Miil fra Gaarden selv, blandt vilde og øde Fjelde fandtes i gamle Dage 5 beboede Bøndegaarde. Da Indbyggerne imidlertid vare for faa og fattige til at holde en Præst eller bygge en Kirke, valgte de en stor Hule, for i denne at holde deres gudelige Sammenkomster, bede og udenfor begrave deres Døde. Bispen indviede denne Hule, som blev kaldet Tolvkohellen, fordi Bønderne gave Bispen 12 Kjør for Indvielsen. Den er saa stor, at 100 Mennesker kunne rummes i den. Den kaldes nu Nykheller og skal efter Sagnet have tjent 5 Gaarde, hvis Indbyggere uddøde i den sorte Død, til Kirke.
Anm. Peder Claussen Norriges Beskr. P. 33. Ramus 119. Top. Journal 13, 103. Kraft 4, 108).
Før den sorte Død, «Svartdouven,» hjemsøgte Norges Land var den nu kaldte egentlige Sætersdal ubeboet og øde, og brugtes kun til Sætere, da derimod den nuværende Sæter-Dal, som hedder Findalen, var den beboede Egn. Foruden at Navnet «Sæterdal» synes at give dette Sagn Medhold, opdager man ogsaa i Findalen Spor af fordums Agre og Huustomter; og en Øe i et Fjeldvand, der bærer Navn af Kirkeholmen, hvor endog Spor af Kirke og Kirkegaard findes, bestyrker det endnu mere. Svartdouven anrettede frygtelig Ødelæggelse i Findalen, hvor den kun 146sparede et Par Ægtefolk, Knud og Thore Nuten. Disse To vedbleve at boe i Findalen; men fra andre Kanter kom efterhaanden nye Indbyggere indvandrendeindvandrende] rettet fra: indvandrede (trykkfeil) til Sætersdalen, og nedsatte sig der. Knud og Thore kunde dog ei overtale sig til at forlade deres gamle Opholdssted. Saaledes hengik Aar efter Aar, og det eneste Savn, Sagnet fortæller, at de følte i deres Eensomhed var det, at de ikke vidste ret, hvad Tiden leed. Især, naar den mørke Vinter kom, sørgede de over, at de ei vidste, naar Julehelgen var, og kunde helligholde den paa samme Tid, som i andre Egne. Ved enkelte Vandringsmænd fra den nybebyggede Sætersdal var ogsaa Rygtet trængt til dem om denne Dals Befolkning. Da det nu engang led frem til de korteste Vinterdage, besluttede de gamle Ægtefolk, at Thore skulde gaae til Sætersdalen, og der faae vide, hvor langt det end var til den store Helg. Den Gamle forlod sin kjære Ægtefælle i fuldkommen Eensomhed, tog Fod i Haand og begav sig paa Veien. Men, da hun nu kom forbi en Klippevæg og hvilede der, lød det fra Fjeldet med klare Toner:
DekaForfatternote: Et aflægs Kjælenavn, ligesom Udtalen Thole for Thore er et Udtryk af Venlighed. deka Thole!
Bake Du Brøuv te Jole!
Note ei
Aa Dagana tvæi,
Solængie æ de ti Jole.
Glad ilede nu den gamle Kone tilbage til sin ventende Huusbond, og efter denne ubedragelige Efterretning 147feirede de tilsammen den hellige Høitid. Ingen Afkom omtales af disse Ægtefolk. Men efterhaanden toge de nye Indbyggere i Sæterdalen ogsaa Findalen i Besiddelse. (Meddeelt).
Gaarden Braastad, paa hvis Eiendom vigtige Malmgruber findes, mistede ved den sorte Død ligesom den største Deel af Øiestad selv sine Indbyggere. Den første Mand, som siden tog Gaarden i Besiddelse, skal igjen have givet den til Kongen mod at have den Ære engang at spise ved hans Taffel. Dette er Oprindelsen til den Talemaade, «at spise Braastad op til et Maaltid Mad.»
I samme Sogn ligger Gaarden Lunderød, hvor Pesten bortrev alle Beboerne, paa 2 Smaabørn nær. Disse stode i Fare for at sulte ihjel, da nogle Trold, som havde deres Tilhold i Nærheden, toge sig af de Forladte og fostrede dem op. «Pesta rasede nemlig frygtelig paa denne Kant, og hvor den sopede udenfor Døren, der døde alt Folket.» (Mundtligt).
Selv til Øvre-Thellemarkens fast utilgjængelige Fjelddale fandt Stormannadauen Vei, og frygteligen rasede den blandt de raske Thellebønder. Flere Dale som Bertedalen, Froivoldstoulen i Tind og Findalen i Moland, hvor man endnu finder Spor af fordums Beboelse, mistede alle sine Indbyggere, og 148ere siden ei blevne beboede; men benyttes kun til Sætergange. Botnedalen i Moesogn skal efter Sagnet endog have udgjort et heelt Kirkesogn, hvor man endnu seer Spor efter flere Gaarde, og viser det Sted, hvor Kirken stod.Forfatternote: Om Botnedalen see den norske Huusven 2, No. 10 og Kraft 3, 191. I den skjønne Vestfjorddal fandtes efter denne frygtelige Død kun 3 rygende Skorstene, og i Svartdal skal der kun have været 2 Huse, hvor Folkene ei vare uddøde. I Annexet Triungen blev kun 3 Børn, («Unger») sparede, hvoraf Bygden skal have faaet sit Navn. Da mange Børn ved denne Landfarsot mistede Forældre og deres hele Slægt, gjorde en from Kone Gro, som boede paa Gaarden Vadder i Moesogn, efter Sagnet, det Løfte, at ville opamme alle de moderløse Børn, som hun fandt, naar hun selv maatte undgaae Døden. Hun blev ogsaa skaanet og tog i alt 10 Børn til sig, som hun opfostrede. End leve i SognetSognet] rettet fra: Sagnet (trykkfeil) Folk, som sige sig at nedstamme fra Gro Vadder.
I en Dal i Sillejord Præstegjeld blev kun een Mand ilive, og derfor blev Dalen kaldet Manddal. Denne Mand vandrede da over til Nabosognet, og der saae han Spor til, at der nylig havde været Mennesker. Derfor blev Pladsen kaldet Sporestuel, som den endnu hedder. Siden da han kom længere ned, hørte han tale, og endnu hedder Stedet Orddal, og endelig traf han Mennesker og fik sandspørgt, at der levede flere, hvorefter den Gaard nævntes Sandland. (Deels mundtligt, deels meddeelt).
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Da Andreas Faye (1802–1869) ga ut Norske Sagn i 1833, var det den første samlingen av sagn som ble publisert i Norge. Faye hadde over lengre tid samlet sagn og folkeminner på reiser til den norske landsbygden. Men han fikk også tilsendt sagn og folkeminner fra sine mange kontakter blant embetsmenn i flere deler av landet. Innsamlingen var inspirert av romantikkens kultursyn.
Sagnene er gjengitt nøyaktig slik de ble ham meddelt, han ønsket ikke noen kunstnerisk gjengivelse, det overlot han til dikterne.
Verket er inndelt i avdelinger etter hva som er sagnenes fremste karakteristikker. Sagnene er til dels også gjengitt kronologisk med utgangspunkt i tidsepoken hvori handlingen finner sted. Faye har lagt til sine egne anmerkninger og noter.
