Lokje.

«Og Loke – han er feig som han er fuul,
Og al hans Handling mangler Egenvillie.»
Nordens Guder.

I Thellemarken veed man at fortælle om et ondt Væsen, Lokje, der stundom forvexles med Djævlen selv. Engang skal han have taget et Barn over Korsryggen, sat det ned og sagt: «Saa skal Du sidde indtil Du er aarsgammel!» Deraf kommer det, at Børn have et Hul paa hver Side af Hoften, og ikke kunne gaae førend Aaret er omme. Naar det hviner i Ilden, siger man, at Lokje giver sine Børn Hug. (Meddeelt).

Anm. I Lokie gjenfinde vi tydeligen den onde Loke, der i den nordiske Gudelære spiller en saa tvetydig og vigtig Rolle.

Gurri Kunnan

10«Da kom fra Østen den mægtige Gout
Og dræbte min Fader med stærken Sout.»

Paa Østerraad sad i fordums Dage en rig og mægtig Mand, der havde en Datter, Aslaug, som var den deiligste Pige viden om. Hun havde derfor, som rimeligt er, mangen gjev Beiler; men hun foretrak for enhver Anden en Ungersvend, der med hende var fostret i Faderens Gaard, endskjønt han kun var af ringe Æt. Da de ei kunde haabe, at den stolte Fader vilde give sit Minde til deres Forbindelse, flygtede de hemmelig bort, og søgte Skjul og Tilhold i en dyb Hule, som den Dag i Dag er at see ved Gaarden Tøndel, og ei ligger langt fra Østerraad. Ved en Hændelse fik den af Forbittrelse rasende Fader næste Vaar Kundskab om Stedet, hvor hans Datter havde Tilhold, og flux gik han did for at straffe den forvovne Pigeraner; men just som han kom til Hulen styrtede en saadan Mængde Stene og Gruus ned, at Indgangen til Hulen næsten ganske blev tillukket, og Ingen kunde finde de Flygtende. Med Nød og Neppe lykkedes det siden det elskende Par, da den første Fare lykkelig var overstaaet, at arbeide sig ud gjennem de nedfaldne Stene. De toge nu en ved Stranden liggende Baad, og naaede under mange Farer den ubeboede Øegruppe, Tarven, der den Tid kun tjente Trold til Ophold. Den fornemste blandt disse, Huldren Gurri Kunnan, mod 11tog dem venlig, og tillod dem at opholde sig i sin Bolig, dog paa den Betingelse, at de aldrig maatte gjøre Korsets Tegn, som hun ei kunde fordrage. En Juleqveld, da Gurri med en utallig Mængde Trold vare samlede til en Høitid, glemte imidlertid den bestyrtede Aslaug sit Løfte, og korsede sig i det hun nævnte Jesu Navn. Pludselig var al Trolddommen forsvunden, og af den hele Herlighed stod kun en stor Kobberkjedel tilbage, som fra umindelige Tider siden opbevaredes paa den største af denne Øegruppe, den nu beboede Huusøe.Forfatternote: «Tarven er en temmelig stor Øe omgiven af nogle mindre, som samtlige høre under Østeraads Herregaard. Den største Øe er beboet og kaldes Huusøen; de øvrige bruges kun til Græsning for vilde Faar, Heste og Stude, da man har den Overtroe, at Ingen kan boe der i Fred for Trolde og andet Djævelskab. Den omtalte Kobberkjedel, har man forsikkret mig endnu at skulle bevares af Indbyggerne paa Tarven.» Frigge Pag 98. Paa Tarven boe nu en Deel Huusmænd, der høre under Østeraad. Kraft 5, 734.

Denne Gurri var ellers en Datter af en Jette, der boede paa Øen KunnanForfatternote: Kunnen er et for sin farlige Passage berygtet Forbjerg paa den nordlige Kant af Helgeland (Bloms Reise i Nordlandene Pag. 73.) Og Gurri er som Djurre, Gyvri o. s. v., maaskee kun en Forvanskning af det oldnordiske Gyfr eller Gygr. Gurri Kunnan bliver da det samme som Jettinden fra Kunnen. paa Halogaland. Da hun var saare smuk, havde hun mange Beilere, der kjæmpede 12om den vene Bruds Besiddelse. End sees rundt om Kunnan en Klynge af Skjær, der fremkom af de Stene, som de slyngede mod hverandre. De maatte dog alle vige Pladsen for Jetten Anfind, der ægtede den fagre Jettemøe, og levede glad med hende tilsammen indtil hendes Fader blev dræbt med den stærke Sout af den mægtige Gout, der kom fra Østen, thi nu blev den hele Æt fordreven fra Kunnan, og Anfind søgte med sin Hustru Tilhold hos Frøi,Forfatternote: Frøyen hedder en Øe ved Hittern. Kraft V, 689 og 723. Saxo kalder Guden Freyr Frø, der ligesom det moesogothiske Frauja egentlig skal betyde Herre, hvoraf vort Frue. Geijer Svea Rikes Häfder 1, 252. der skjænkede dem Tarven til Ophold. Her levede de i Roe indtil St. Olaf kom til Øen; thi ved Korsets Tegn og Jesu Navn betvang han ei alene den Storm, som Jetten opvakte; men forvandlede ham selv til den haarde Kampesteen.

Anm. Dette er det egentlige Sagn, som ligger til Grund for det deilige Digt Gurri Kunnan (See Frigge 1813). Sammes Forfatter, Hr. Professor Steenblok, har godhedsfuld meddeelt mig Sagnet saaledes som han hørte det i sin Ungdom, førend han bearbeidede det. En prosaisk Bearbeidelse af Digtet selv findes i Mythologie der Feen und Elfen von Professor Wolff 1, 234. Dette i flere Henseender interessante Sagn synes at pege hen paa den dunkle Old, da Nordens Urindvaanere efter blodig Kamp maatte vige for de indtrængende Gøther (Sagnets Gout), der med deres større Cultur og tilforn ukjendte Færdigheder (den stærke Sout ɔ: Seid?) dræbte eller fordrev deres Modstandere.

Jutulen paa Hestmandøe

13Paa Hestmandøe i Lurøe i Nordlandene ligger et Fjeld, der i Frastand ligner en Rytter med en stor Kappe over sig. Dette Fjeld var i Fortiden en Jutul, som boede her paa Stedet. 12 Miil sydenfor paa Lekøe i Nummedal boede paa samme Tid en Møe, til hvem han beilede; men den stolte Qvinde, der var kyndig i alskens Trolddom, gav ham ei alene Afslag; men forvandlede endog alle hans Sendebud til Steen, der endnu som Skjær ere at see rundt om Øens nordlige Kant. Forbittret over saadan Fremfærd spendte Jutulen sin Bue, for paa Stand at hævne denne Fornærmelse. Den vældige Piil foer afsted, og gik tvært igjennem det høie Fjeld, Torgehatten, hvor man endnu seer det store Hul, som Pilen banede sig igjennem den haarde Klippe.Forfatternote: Hullets Størrelse er saa betydeligt, at dets Høide angives til 600 Fod. (Bloms Reise i Nordlandene 70). «Det Straa bær i Veien,» udbrød Jutulen; men noget standset i Farten ved at bane sig Vei gjennem Torgehatten, naaede Pilen ei ganske sin Bestemmelse, men segnede lige ved Møens Fødder paa den nordlige Kant af Lekøe, hvor den endnu ligger i Skikkelse af en stor langagtig Steen. Ved gjensides Trolddom forvandledes de begge til Steen, og skulle saalunde sidde og see paa hinanden lige til Dommedag.

14Endnu i vore Dage seiler sjelden en Nordlandsfar forbi uden at tage HattenHatten] rettet fra: Hatteu (trykkfeil) af for Møen paa Lekøe. (Saavel mundtligt som meddeelt).

Trold-Gjøllet paa Molaup

Udaf et Hul paa det høie Fjeld, der hæver sig over Gaarden Molaup ved Jørgenfjordens Bred paa Søndmør, kommer stundom Ild og Røg, forbunden med Knald, hvilket man tilforn tilskrev et Trold, som boede i Fjeldet. Sagnet beretter, at en Djurre eller Hun-Trold her havde sin Boepæl. Til hende beilede Jutulen i Raamansgjøllet, der findes i Nærheden. For at tage sin Frier i Øiesyn seilede hun hen til ham; men fandt ham ved sin Ankomst saa lille og raa (ɔ: udygtig), at hun af Fortrydelse og Ringeagt spyttede paa ham. Derved forvandlet til Steen er han endnu i Mands Skikkelse at see paa Fjeldet under Navn af Raamanden. – Paa Tilbagereisen blev hun overfalden af en heftig Storm, der nær havde ladet hende strande mellem Gaardene Næs og Molaup; men ved et vældigt Stød med sin ene Fod mod Stranden (Sporet deraf, «Djurre Føttet,» vises endnu) gav hun Skibet en saadan Fart, at det gik ligeover Fjorden til Gaarden Stavsæt, hvor det stødte an mod en Bjerghammer, i hvilken man endnu seer det Hul, som Stødet frembragte. Ved denne Tørning sank imidlertid baade Trold og 15Skib, og der paa Stedet fremkom et blindt Skjær, Stavsæt-Fluden, der er en af de bedste Fiskepladse i den hele Fjord. – (Strøms Beskrivelse over Søndmøer 2, 307. Budstikken 6te Aargang P. 611).

Jutulstenen paa Buru

Ved Tyrifjordens Strand paa Gaarden Buru ligger en stor Steen, som en Jutul i Slagsmaal med en anden skal have kastet tvært over Fjorden. I Stenen sees endnu tydelige Spor af Jutulens Fingre. (Mundtligt).

Anm. Ogsaa i Tydskland seer man i Stene Spor af Riesers Fingre. Saadanne Stene kaldes Riesensteine. Deutsche Sagen von den Brüdern Grimm 1, 205, 422.

Jutulbroen i Spirillen

I Spirillen ved Elsrudlandet sees, naar Vandet er lavt, et Slags Steenbroe, der er 1/2 Fjerding lang. Den skylder en Jutul, der boede paa Elsrudkollen, sin Oprindelse. Han friede nemlig til en Huldra paa Engerkollen, som ligger paa den anden Side af Vandet. For nu at kunne besøge hende uden at blive vaad, thi dette kunde hans Hjertenskjære ei lide, vilde han bygge Broe; men – sprak, da Solen imidlertid var oprunden, og han kom til at see mod den.

Anm. Topographisk Journal 30, 178. Ved Gaarden Øvre-Blakkestad i Frolands Sogn seer man ved lavt VandVand] rettet fra: Vande (trykkfeil) 16endnu en Mængde store Stene, som en Jutul, der boede paa den venstre Side af Frolandselven skal have kastet derhen for af dem at danne en Broe over til en Jomfru, der boede i den Høi, som endnu kaldes Jomfruhaugen. Hanegal og Morgenrøden skal have hindret ham i at fuldføre Broen. (Meddeelt).

Sagn om Jutulbroer findes paa mange Steder. Gjellebøl fortæller saaledes i Høelands Beskrivelse P. 8, at i Indsøen Birkelaugen findes en meget lang Steenbro, der tilskrives to Jutuler, som byggede den for mageligere at kunne besøge hinanden.

Pilen paa Fixe

Paa Gaarden Fixe i Ullensvang i Hardanger findes en 6 Alen lang Bautasteen, der har en skraa Stilling og kaldes Pilen; thi en Jutul, som boede paa en anden Side af Fixefjorden, kastede den efter en Christen-Qvinde, til hvem han forgjeves havde beilet. (Budstikken 7de Aargang S. 381).

Anm. Lignende Sagn ere almindelige. Sammenlign Budstikken 7, 304. Schønings Reise 2 Hefte S. 86.

Om en stor Bautasteen paa Shetland fortælles, at Djævlen har kastet den did fra en nærliggende Høi. Description of the Shetland IslandsIslands] rettet fra: Island (trykkfeil) by Hibbert. 1822, Side 433.

Jetter og Kirkeklokker

17«Knap hellig Ringning Jutul hør’,
Før han forsøge vil, hvad hærdet Steen kan virke.»
E. Storm.

Ved Gjørlandskirke i Bahuus findes en Steen med en Ring om, saa stor som et lille Huus, der af en Jette blev slynget efter Kirkeklokken, hvis Lyd han ei kunde fordrage. Nogle Søefarende saae siden samme Jette, der nu af Alderdom var bleven blind, ligge og varme sig ved Ilden. Han spurgte dem da om den gamle Bjeldekoe ved Gjørlandskirke endnu levede, hvortil de svarede Ja. Derpaa bad han dem, at En vilde række ham Haanden for at han kunde erfare, om der endnu fandtes nogen Kraft hos Bahuuslehningerne. Søemændene rakte ham nu en stor Baadshage, efter at de først havde gjort den glødende. Jetten klemte den flux sammen, sigende, at megen Kraft var der just ikke tilbage blandt dem. (Oedmans Bahuus Beskr. S. 184).

Anm. Sagn om Jutuler og Trold, der ei kunne lide Kirker eller taale Kirkeklokkernes Lyd, ere meget almindelige. Et Trold, som havde sin Bopæl i et høit Fjeld ved Botnakirke i Bahuus, udbrød derfor, da han først fik Kirkeklokken at høre:

«Det var saa godt i det Botnaberg at boe
Var ikke den lede Bjeldekoe.»

Jøtulen i Jøtulbjerget i Vaage søgte derfor, ved store Stenes Kasten, at hindre Vaage Kirkes Opbyggelse. Stenene findes endnu rundt om; men ikke en eneste kunde han faae til at falde indenfor den indviede Kirkegaard. 18Den store glatte Steen, som findes i Nærheden af Kirken, skal han i sin Arrighed have slynget imod den, da Klokkerne først begyndte at ringe. (Mundtligt, og Budstikken 2, 669). En Bautasteen paa Gaarden Vinne skal en Jutul have kastet efter Stiklestadkirke.

Lignende Sagn om Steenkast mod Kirker findes ogsaa hyppigen i Danmark. (See Thieles danske Folkesagn 1, 42. 2, 20. 116) og i Tydskland (Grimms Sagen 1, 275).

Sagnene om Jetter, der kastede Klippestykker mod Kirker, ere efter den lærde Finn Magnusens Mening, (Eddalæren 2, 21) kun omdannede fra ældre Sagn om Jetternes fiendtlige Anfald paa de første Menneskers Boliger, eller Asagudernes Templer, der da i Thor fandt en ligesaa mægtig Beskytter som Kirkerne siden i St. Olaf. – Tilfældig nedrullende Klippestykker, Jordskred, Jordfald o. s. v., naar de indtraf i Nærheden af en Kirke, tilskrev man maaskee de med Tingenes nye Orden misfornøiede Jetter, der ved Klokkernes forhadte Lyd forstyrredes i deres Roe.

Brudekronen i Nummedal

Sæterpigen i Land

Odelsmanden til Gaarden Haugner i Lands Præstegjeld havde en meget smuk Fæstemøe. Uagtet hun var en Gaardmands Datter drog hun dog en Sommer til Sæters, for der at væve en Dreiel. Da hun imidlertid ei kunde faae sit Arbeide færdig til den Tid Kreaturerne skulde drage hjem, besluttede hun at blive ene tilbage for at faae sin Dreiel fuldført. Neppe fik hendes Kjæreste Efterretning herom, førend han flux begav sig paa Veien til Sæteren; thi med Rette tykkedes det ham farligt at lade sin Pige ene, udsat for Huldrer og de øvrige Underjordiskes Efterstræbelser. Han kom til rette Tid, thi rundt om Fjøsene (Fæhusene) stode allerede sorte Heste opsadlede. Ahnende, at der var Uraad 26paa Færde, listede han sig hen til Sæteren, tittede gjennem en Glug paa Væggen, og saae – sin Fæstemøe siddende i Brudeklæder med en gylden Krone paa Hovedet, og hos hende en gammel, rødøiet Huldermand. Han greb strax sin Pistol, som han havde ladet med en Sølvkugle, og skjød over Hovedet paa sin Møe, for at Trolddommen skulde forsvinde, sprang ind i Huset, greb sin Pige, satte hende hos sig paa sin Hest og foer afsted, efterfulgt af hele Troldselskabet. En af Troldene rakte ham et fyldt Guldhorn for at sinke ham i Flugten; han tog det vel, men slog Drikken bag sin Hest og jog nu afsted baade med Hornet og Pigen. Endelig naaede han det steile Fjeld, tæt ved hans Gaard, hvor ogsaa en Deel Underjordiske havde deres Tilhold. Disse, der vare misundelige og vrede paa hans Forfølgere, tilraabte den Flygtende: «Rid det Ale og ei Hare, du arme Mand.» Han fulgte Raadet og red gjennem en Rugager, hvor Troldene ei havde godt for at følge ham; men forbittrede raabte de efter ham: «Den røde Hane skal gale over din Gaard,» og see – den stod i lys Lue. (Mundtligt).

Anm. At Ild lignes med en Hane er ældgammelt (see Voluspa XII). «Rid paa det bolde og ei paa det knolde» tilraabte Troldene en Bondedreng, der med et Guldhorn, som en Troldjomfru havde rakt ham, red over en oppløiet Ager i Danmark, hvor Sagn om Trold og Guldbægre ei ere sjeldne. (Thieles danske Folkesagn, 1, 4. 48. 55. Mythologie der Feen und Elfen von Wolff 1, 191).

Drikkehornet i Øiestad

27«Paa Angstens Vinger Sjur fremad foer,
Knap Gang’rens Hove berøre Jord. –
Snart Knardalsheien saa sort han skuer,
Mens Troldets Brølen med Død ham truer.»

Ved Nidelven i Øiestad Sogn i Nedenæs ligger en Gaard, som hedder Neersteen. Her boede i gamle Dage en Mand, som hed Sjur, der var mægtig og rig; thi foruden Neerstein eiede han 6 andre Gaarde og et betydeligt Laxefiskerie i Nidelven; men hvad mere var, han havde en Dotter, der var den veneste Pige rundt om i Bygderne. Til hende beilede en vestlandsk Mand, ved Navn Ring i Bua; men den rige Sjur gav ham Afslag, uagtet Dotteren ligte (led) ham godt. Frieren lod sig imidlertid ei derved afskrække. Medens Faderen St. Hansdags Morgen var til Ottesang i Øiestads Kirke, kom Ring til Gaarden og fandt sin Pige, uagtet SiurSiur] rettet fra: Ring (trykkfeil) havde været saa forsigtig at lukke hende ind i et af de Skabe, som efter de Tiders Skik vare gjorte ved Foden af Sengen; thi en Snip af hendes Forklæde stak frem og røbede hende. De flygtede nu, og nogle gamle Steenkar vise endnu det Sted, hvor de passerede Elven, og Veien dengang laae. Aldrig saasnart fik Sjur Underretning om Ranet, førend han satte sig paa sin Hest og jog efter de Flygtende. Underveis blev han standset af et Trold, der traadte ud af Liehaugene, ikke langt fra Temsevand, og bød ham velkommen i det han 28rakte ham et fyldt Drikkehorn. Istedet for at tømme det, slog han Drikken bag over Hovedet; men nogle Draaber, som faldt paa Hestens Lænd, toge flux Haarene bort. Sjur, som strax havde ahnet Uraad, gav Hesten af Sporene og foer afsted med Hornet i Haanden, og Troldet hvinende efter ham. Han kom nu i største Knibe, da han pludselig blev reddet ved et andet Trold, der var det fra Liehaugene fiendsk; thi fra den nærliggende Knardalshei raabte hun til Sjur, der just var kommen til en stor Ager: «ri Rui og icke Hviti» ɔ: Rid gjennem Rugen og ikke gjennem Hveden. Han adlød Raadet og fik derved et Forsprang for sin Forfølger, der ei kunde løbe saa hurtig gjennem den høie Rugager. Faren var imidlertid ikke ganske overstaaet, førend han kom under Gaarden Bringsvær, thi da goel Hanen, og Troldet forsvandt. Uhindret fortsatte Sjur nu sin Vei og indhentede de Flygtende i en Bakke ved GaardenGaarden] rettet fra: Garden (trykkfeil) Landvig, hvor de just sadde for at hvile en Stund. Da Mændene fik Øie paa hinanden, grebe de flux til deres Tolleknive og et Slagsmaal begyndte, hvis Udfald var, at Sjur stødte sin Tollekniv i Maven paa Ring, der kort derpaa opgav sin Aand. Bakken kaldes endnu Ringskleiven, og Stedet, hvor Ring maatte lade sit Liv, i det hans Tarme randt ud af hans Mave, bærer endnu den Dag i Dag til Minde om Begivenheden Navn af Vomsageren.

For at udsone dette Drab maatte Sjur betale store Bøder, og blandt disse det skjønne Bu-Laxefiskerie, som 29han eiede. Hornet beholdt han, og det gik siden lige til vor Tid i Arv i Familien. Om Datterens Skjebne veed Sagnet intet Mere at fortælle.

Anm. Sagnet har jeg hørt af en Bondegut i Øiestad. Hornet, som længe er gaaet i Arv i Sjurs Familie, er nyligen af Hr. Skibsfører Berge bleven foræret til Arendals Skoles offentlige Bibliothek og Museum, hvor det nu findes. Det er meget smukt og paa dets 3 sølvforgyldte Ringe findes følgende Inscription med Munkebogstaver: potum servorum benedic deus alme [tuorum reliqvam unus benede le un]? caspar, melchior, baltazar). Dette Sagn er poetisk bearbeidet af N. M. Aalholm i Sjofna, Nytaarsgave for 1833.

Den samme Tildragelse, som traf Sjur med Troldet, hændte for mange Aar siden ved Hahaugen ved Haftorn i Hallingdalen, hvor en Juleqveld en underjordisk Qvinde rakte Bonden Gudbrand Goelberg et Horn med Drik, som han slog over Hovedet og red sin Vei med Hornet; men lige indtil 9de Led fik hans Afkom til Straf et Meen eller Bræk paa Legemet, som Troldet truede med. Dette Horn, der siden længe bevaredes paa Halsteensgaard i Aal, tog 2 1/2 Pot og var beslaaet med en 3 Tommer bred, stærk forgyldt Kobberring, hvorpaa med gammel Munkeskrift stod melchior, baltazar, caspar. Midt paa var en liden forgyldt Kobberplade, hvori en oval Chrystal var indfattet. (Top. Journal 30, 182).

I Norge findes flere lignende Sagn. G. Schøning beretter i sin Reise gjennem Gudbrandsdalen (Budst. 2 Aargang 601) om en Bonde, der blev rakt et fyldt 30Horn af de Underjordiske og som slog Drikken ud, men beholdt Hornet, som længe opbevaredes paa Gaarden Skarphool.

De ubudne Bryllupsgjæster

«De vare syv og hundrede Trolde,
De vare baade grumme og lede.
De vilde gjøre Bonden et Gjæsterie
Med hannem baade drikke og æde.»
Eline af Villenskov.

En Bonde i Bahuus holdt engang sin Datters Bryllup; men neppe var Bordet dækket og Maden indbaaren, førend Alt, endnu inden Gjæsterne havde taget Sæde, var opædt. Da Verten kom ind og fik dette at see, sagde han: «Nu har Håle været her og opædt al Maden.» Han lod derpaa indbære anden Mad, som Gjæsterne strax begyndte at spise; men hvormeget de spiste, gik der dog mere Mad til, end de fortærede. Nu stod ved Døren en gammel Rytter, som kunde mere end de Andre, og, da han hørte hvor det snakkede ved Bordet, fast som om Griser vare tilstede, besteg han sin Hest og red hen til et nærliggende Bjerg, hvor han bankede paa. Fjeldet aabnedes, og Rytteren sagde til den, der boede i Bjerget: «Laan mig din Hue; Du skal faae min igjen.» Saadan Hue kaldes Uddehat og gjør den, som har den paa, usynlig. Bjerggubben svarede: «Du kan nok faae den; men Du skal love mig, 31at Du skal skaffe mig den tilbage inden Solen gaaer ned.» Som sagt saa gjort. Flux iler Rytteren hjem til Bryllupsgaarden, hvor han nu saae, at der mellem hver Gjæst sadde to Trold, der toge af Fadene med begge Hænder og aade af Hjertens Lyst. Han greb nu strax til sin Pisk, slog de Snyltregjæste saa haardt over Fingrene, at de tabte Lyst til at stikke Haand i Fad, og kjørte dem derpaa hovedkulds ud af Bryllupsstuen. Han tog nu af sig Bjerggubbens Hue, som hidindtil havde gjort ham usynlig for Folk, og udbrød: «hidindtil har Fanden spist med Jer; men sæt nu Maden frem igjen, saa vil jeg gjøre Eder Selskab.» De gjorde saa, spiste i Fred og havde endog Mad tilovers. Da det led mod Aftenen satte Rytteren sig igjen paa sin Hest, og red til Bjerget, hvor han kastede sin laante Hue, og iilte saa i største Hast derfra; thi knapt havde han vendt sin Hest om, før Trold i Mængde kom løbende, og endog fik fat i Hestens Hale, da han red over en Broe; men Hesten var stærk og flink, saa at Rytteren undslap og Troldene fore tilbage. (P. Kalms Westgötha och Bahusländska Resa P. 98).

Anm. Paa Gaarden Reensfjeld i Dybvaag kunde enhver Fremmed, som kom ind, see Nissen at sidde til bords blandt Husets Folk og spise med god Appetit; men Folkene selv kunde ikke see ham. Saasnart man vilde gjøre dem opmærksom paa ham, var han forsvunden. I et nærliggende Fjeld kunde man hver Morgen og Aften høre ham synge. (Mundtligt).

Klosterhaugen

32Paa Gaarden Lunde i Øiestad ved Struebro ligger en stor rund Haug, Klosterhaugen kaldet, i hvilken skal findes en Guldstoel; men at det er farligt at grave i denne Haug, fik en af Øiestads forrige Præster at føle. Han gav Manden paa Lunde en Kobberkjedel for at faae Tilladelse til at grave; men var neppe begyndt førend han pludselig døde; thi de Underjordiske have der deres Tilhold. Ofte før i Tiden, men ogsaa stundom nu, høres paa Høitidsqveldene en liflig Musik i denne Høi. I Mands Minde har man imidlertid ikke hørt saa megen Jubel og Støi der, som den Aften da den gamle arrige Kone paa Lunde hængte sig i Kjelderen. De Underjordiske opholde sig dog ei stedse i Høien, men i Tusmørket fare de ikke sjelden omkring. En Mand mødte en Aften en heel Brudefærd, der tilhørte de Underjordiske. Bruden tog selv Krandsen af Hovedet, og rakte ham den; «men klogt gjorde han, at han ikke modtog den; thi havde han saasandt taget imod den, han var bleven bortført af Færden.» (Mundtligt).

Gjordemoderen

DerDer] rettet fra: Det (trykkfeil) var engang et Par Folk, der havde en eneste Datter. Pludselig forsvandt hun, og uagtet Forældrene, hvem Tabet af deres kjære Barn gik meget nær til Hjertet, søgte overalt, kunde de dog ikke komme paa 33mindste Spor efter hende. En Tid lang derefter kom seent om Aftenen en fremmed Mand ind i Huset, og bad Konen, som var ene hjemme, om hun ei vilde besøge sin Datter, der opholdt sig i Nærheden; men var i Barnsnød og ventede paa hendes Hjælp. Moderen, der baade blev glad og forskrækket ved denne uventede Tidende, gjorde sig imidlertid strax færdig, og ved Hjælp af en Traad, som den Fremmede leverede hende, var hun i et Øieblik hos sin Datter, der fødte et rask og velskabt Barn. Da dette var pyntet gav Manden hende en Vædske, hvormed hun skulde besmøre Barnet; men advarede hende for at faae noget af det paa sig selv. Ikke destomindre, da hendes høire Øie begyndte at kløe, og hun vilde gnide det, fik hun noget af Vædsken i Øiet. Da man ei længere trængte til hendes Hjælp, sagde den fremmede Mand, der var hendes Datters Ægtefælle, og en Underjordisk, at hun kunde gaae sin Vei, og ved Hjælp af Traaden kom hun strax hjem. Den næste Dag, da hun med sin Mand arbeidede paa Marken, saae hun pludselig sin Datter og hendes underjordiske Mand at spadsere ved sin Side. Hun tiltalte dem nu, og forbauset spurgte Svigersønnen, om hun virkelig kunde see dem. «Ja vist kan jeg see Jer med mit høire Øie,» svarede Konen; men i det samme berørte den Underjordiske det, og fra den Stund saae hun ei mere dermed. (Mundtligt).

Anm. Dette Sagn, som jeg har hørt af en Bonde, der ei tvivlede om sin Beretnings Sandhed, er mærkeligt ved 34dets Overeensstemmelse med Udlandets Traditioner. I Danmark tabte en Gjordemoder Synet, fordi hun fortalte, hvad hun havde seet i en Høi, hvorhen hun var bleven kaldet for at hjælpe en underjordisk Kone, der var i Barnsnød. (Thiele 1, 36). Lignende Historie fortælles om en Grevinde Ranzau o. fl. i Grimms deutsche Sagen. I Scotland, fortæller Grimm i sin ypperlige Afhandling «Ueber das Wesen der Elfen inin] rettet fra: i (trykkfeil) Irischen Elfenmärchen XXVII,» havde Elferne engang bragt et nyfødt Barn ind i deres Shian, og hentede siden Moderen for at hun skulde give Barnet Die. En Dag, da hun var ene hjemme, fik hun Lyst til noget af den Salve, hvormed hun saae, at Elferne besmurte deres Øine. Hun blev imidlertid ikke færdig med mere end det ene Øie, da Elferne igjen kom tilbage: men med dette kunde hun nu see alle Ting i deres sande Skikkelse, en Gave, som hun erholdt, selv efterat hun var sendt hjem igjen. En Dag saae hun i en Folketrængsel den Elfe, der havde taget hendes Barn, uagtet han var usynlig for Andre, og spurgte strax efter Barnets Befindende. Forbauset spørger Elfen hende igjen om hun kunde see ham, og da hun, skrækket ved hans frygtelige Mine, bekjendte Sandheden, spytter han hende i Øiet, og siden den Tid saae hun ei mere dermed. En lignende Fortælling findes in der MythologieMythologie] rettet fra: Mytholologie (trykkfeil) der Feen und Elfen von Wolff 2, 95.

I Rhones Vande fortæller Gervasius Tilburiensis Forfatternote: Gervasius var Marschal i Kongeriget Arles og skrev sine otia imperialia [Oversettelse: underholdning for keiseren] ved Rhones Bredder, hvor endnu i Nærheden af Arles findes et Bjerg, der beboes af Feer. Note de l’éditeur de chants pop. de l’Ecosse. 3, 119. 35boe der Drager, som trække Folk ned til sig. En Kone, som lang Tid levede i en saadan Drages prægtige Slot, var, ved at smøre sit Øie med et Slags Fedt, bleven synen, endog efter at hun var sluppen op paa Jorden igjen. En Dag mødte hun Dragen, og da hun gjenkjendte ham, uagtet han var i en anden Skikkelse, tiltalte hun ham. Forundret spurgte han: «Med hvilket Øie har Du kjendt mig?» Da hun nu viste ham det, lagde han sin Finger derpaa, og hun saae ei mere. (Sammenlign Wolff 2, 319. Dobeneck 1, 45). «Det er heel besynderligt,» tilføier Walter Scott, «at det samme Sagn lyder blandt de scotske Bjerge og paa de scotske Sletter, næsten uden anden Forandring end, at Dragerne ere blevne til Feer, der boe i Huler og Bjerge istedetfor i Vandenes Dyb.» (Chants populaires de l’ Ecosse 3, 119).

Manden i Fjeldet

En Bonde i Fjære-Sogn ved Navn Audun blev engang heel uventet indtaget i et Fjeld af et Bjergtrold, der, forbittret over at Manden hverken vilde tale eller spise, den 3die Dag sparkede ham under Sengen og derpaa gik sin Vei. Troldet havde imidlertid en Kone, der følte Medlidenhed med Bonden. Hun underrettede ham derfor om, at hendes Mand, naar han kom hjem, vilde kaste ham ud paa en Skuffe; men bad ham, naar det skede, at holde sig vel til den ene Side. Da Troldet kom hjem, kastede han Bonden ud af Fjeldet, og slyngede oven i Kjøbet en Jernstang efter ham; men 36Bonden, der havde agtet paa Konens Raad, slap med Livet derfra. (Mundtligt).

Anm. At Folk for deres hele Liv, eller kun paa nogle Dage eller Aar indtages i Høie og Fjelde, er endnu en gjængs Overtroe, der er saare gammel; thi allerede Harald Haarfagers Samtidige, Skjalden Thiodolf hiin Hvinverske, beretter om den svenske Kong Svegder, at han af en Dverg blev indtaget i en Steen. (Ynglinga Saga. C. 15).

Som Exempel paa hvor lidt denne Overtroe er udryddet kan det blandt Andet tjene, at endnu i Høsten 1832 skal paa Østlandet en voxen Gut to Gange være indtaget i et Bjerg, have seet alskens Herligheder, glimrende Sale o. s v., være bleven præsenteret paa Sølv en Dram af en underskjøn Huldra, og af hende anmodet om at blive der; men da Ungersvenden, der foretrak at være, hvad han var – en Skrædder, undslog sig, blev han fulgt langt paa Vei af flammende Hunde. Hvergang var han bagefter tumset. (Meddeelt).

Hermed fortjener at sammenlignes, hvad Debes i Færoa reserataOversettelse: Færøyenes åpenbarelse S. 323 fortæller.

«Det hafver hændet sig for nogen rum Tid, da Bergens Borgere hafde Commercien udi Færøe, at der hafver været en Mand her i Landet udi Sørvaage, kaldet Joen Søidemand, som aff Spøgelse har været indtaget udi Bjerget udi 7 Aar, oc er derefter udkommen, men hafver der efter lefvet udi stor Angest og Banghed, fordi han fryctede, at hand skulde blive borttagen igjen, hvorfor Folck maatte vaage ofver hannem om Natten, oc paa det sidste aff saadan Fryct draag han her fra til Bergen udi Norrig.»

Børnene

37Paa en Gaard i Fjære Sogn sadde en Høstaften 2 Koner og bagte Fladbrød, da pludselig Døren gik op, og tvende Smaapiger med langt Haar treen ind. Den ene Kone, der troede, at det var Budeien, der kom fra Fjøset, spurgte om Noget, uden at see sig om. Da hun intet Svar fik, vendte hun sig om; men blev saa overrasket ved Synet af Børnene, at hun ikke kunde mæle et Ord. I det samme kom en fremmed Qvinde ind, der greb Børnene og derpaa forsvandt. De forskrækkede Koner ilede efter, men kunde intet Spor opdage; derimod hørte de inde i en nærliggende Haug Børnene skrige, og sluttede deraf, at den underjordiske Moder gav dem Prygl for deres Nysgjerrighed og Ulydighed. (Mundtligt).

Bispens Buskab

En Sommer for lang Tid siden sendte Bispen i Throndhjem sin Buskab til Fjelds for at græsse. Det var den skjønneste Buskab over al Norge; og da Bispen sendte den afsted gav han streng Befaling til dem, som skulde passe Qvæget, at de paa ingen Betingelse maatte slippe Kreaturerne af Sigte, da det i Fjeldene om Røraas vrimlede af Underjordiske, der dog ingen Magt have over noget Dyr, saalænge som et menneskeligt Øie seer paa det. Bispens Buskab blev derpaa dreven op paa Fjeldene, og en Dag, da Kreaturene græssede 38og Vogterne sadde paa forskjellige Steder med deres Øine fæstede paa Qvæget, viste der sig pludselig paa Fjeldets høieste Tinde et Elsdyr af overordentlig Størrelse. De 3 Gjæteres Øine bleve ved dette Syn dragne bort fra Qvæget, og for et Øieblik fæstede paa Elsdyret; men da de igjen kastede deres Øine ned i Dalen, saae de deres deilige store Kreaturer forvandlede til en Hob smaa Muus,Muus] rettet fra: Muns (trykkfeil) der løbe ned ad Fjeldets Side, og inden Gjæterne kunde naae dem, forsvandt de alle i en Sprække i Jorden. Saaledes blev Bispen i Throndhjem af med sine 300 Kjør.

Anm. Conway i hans journey through Norway p. 240 fortæller dette Sagn og tilføier: «This tradition is universally credited in the mountainous parts.» Heldigere var Konen, der vogtede Qvæg paa Fossekollen i Lier; thi vel saae ogsaa hun sit Qvæg pludselig at forsvinde; men da hun grædende beklagede sig over denne Ulykke, hørte hun fra Fjeldet en Stemme, der bød hende at ile hjem, og see – der fandt hun ei alene sine egne Kjør, men endog en ny Koe, der vel aldrig bar; men dog malkede bedre end de Øvrige. (Essendrups Beskrivelse over Lier P. 30). Paa Ullensager Præstegaard forsvandt i gamle Dage paa en Juleaften den hele Buskab. Al Eftersøgen var forgjeves; men efter et Aars Forløb stod Buskaben atter uskadt paa Præstens Gaard. (Mundtligt).

Huldra eller Hulla

39«Huldre mæ snøg aa bebrandes Hain –
Fletta brone Haar ti guldfingra Bain
– – – – – – – – –
Atte for Guten sætte ho sæg ne,
La tusindstrængte Langspel paa Kne.»
Storms Huldrevise.

Rundt om i Landet findes Sagn om et overnaturligt Væsen, der opholder sig i Skovene og i Bjergene, og som kaldes Huldra. Dette Væsen seer ud som en skjøn Qvinde. I Almindelighed er hun iført en blaa Stak og et hvidt Skaut; men har derhos en lang Hale, som hun omhyggeligen søger at skjule, naar hun er tilstede blandt Mennesker, hvilket stundom indtræffer, deels paa Sæterne; – thi hun ynder Kreaturer, især de brandede, hvoraf hun selv eier en skjøn og stedse trivelig Buskab, – deels, naar der et eller andet Sted er Dands, hvorpaa hun ei heller slaaer Vrag. Saaledes indfandt hun sig engang ved et Gilde, hvor Enhver gjerne vilde dandse med den vakkre fremmede Pige; men midt under Lystigheden fik den Ungkarl, som med hende var traadt i Dandsen, Øie paa hendes lange Hale. Han ahnede strax hvem hun var, og blev forskrækket; fattede sig dog, og vilde ei røbe hende; men sagde kun, da Dandsen var endt: «skjøn Jomfru! Du mister Strømpebandet dit.» Flux forsvandt hun; men lønnede siden 40den tause og skaansomme Ungersvend med skjønne Gaver og god Fæavl.

Hendes Køer ere brandede, stundom blaae; men stedse kollede. Engang fik man fat paa en Hullakoe, og satte den ind i Fjøset blandt de andre Køer. Kort efter kom Hulla selv for at fordre den tilbage, og truede nu at bruge Magt, hvis man ei vilde udlevere den; men da man havde været saa forsigtig at sætte Kors over Fjøsdøren, kunde hun Intet udrette med Vold, men maatte udløse den med 3 Mark Sølv. (Mundtligt).

Huldre-Gaarde

Blandt flere saakaldte Huldre-Gaarde, som fandtes i Skovene i gammel Tid, var ogsaa Fogne og Brodsjø i Gjerrestad. Da man fandt den sidste, blev man vaer Huldra at vandre bort som en gammel graaklædt Kone med Strippen (Malkebøtten) i Haanden i Spidsen af sine Køer. Inden hun forsvandt vendte hun sig om, og sagde, at Finderen skulde ingen Lykke have til at beboe Gaarden, førend denne var afbrændt trende Gange. – At Gaarde siges at være fundne, (Sagn, der ere meget almindelige,) hentyder maaskee paa, at de ved den sorte Død forladte Gaarde igjen ere blevne tagne i Besiddelse. (Meddeelt).

Huldre-Ægteskab

41I Nordland fortælles, at en rask Karl ved at lægge sin Riflepibe over en Huldra i Skoven fik hende bunden. Hun blev døbt og hans Kone. De levede fortræffelig sammen og fik et Barn. Men pludselig, medens Barnet en Qveld legede ved Gruen, hvor Huldrakonen sad og spandt, medens Manden havde andet Virke fore, kom noget af hendes vilde Natur over hende, i det hun i et rasende Indfald yttrede til sin Mand om Barnet, at det skulde være en herlig Steg at sætte paa Spid og riste tilqvelds. Manden blev forfærdet, og Konen, der mærkede, at hun slemt havde forløbet sig, tog sig igjen, og bad, at det maatte være glemt. Men saa blev det ikke. Manden skrev sig det bag Øret. De frygtelige Ord løde stedse for ham. Han saae deri kun et fælt Indblik i sin nu afblomstrede Kones sande Natur, og Huusfreden var forstyrret. Fra en god Mand blev han knarvurren, forkastede ofte Konen hendes glubske Forslag, bandede sit Indfald at ægte hende, slog og dængede hende. Saaledes gik det en Tidlang. Konen led og angrede. En Dag gik hun hen til Smedien for med et venligt Øie at see til sin Mands Arbeide; men da han begyndte som før, og det kom til Haandgribeligheder, greb hun, for at give ham et Beviis paa sin Overlegenhed, en Jernstang, og virrede den som en Staaltraad om sin Mand, der nu maatte falde til Føie og love at holde Huusfred. (Meddeelt).

42Anm. Begrebet om disse Væsener er ikke overalt i Landet det samme; men varierer temmelig betydeligt. Paa nogle Steder betragtes Huldra som en skjøn Qvinde, der kun ved sin lange Koehale kan adskilles fra Menneskene med hvem hun stundom omgaaes. Paa andre Steder beskriver man hende som en smuk Qvinde, naar man seer hende foran; men bag fra er hun huul som et Trug, eller og blaa. Paa nogle Steder gjenfinde vi hende under Navn af Skogsnerte, der ogsaa er blaa, men iført en grøn Stak, og maaskee svarer til de svenske Skogsnufvor. (Linnæi gothländske Resa S. 312.) Paa enkelte Steder er hendes Sang, «Huldre-Slaatt,» (Laat) bekjendt, der skal lyde heel huul og sørgelig, og derved adskiller sig fra de Underjordiskes Musik, der beskrives af Ørenvidner som saare fortryllende. Dog ikke paa alle Steder betragtes hun som en eenlig Skovnymphe. Stundom tales der om Huldremænd og Huldrefolk, der leve i Fjeldene i Selskab, og blive da synonyme med de Underjordiske. Da Hul Forfatternote: Hulda occultatio a. v. ek. hyl, tego, celo jeg indhyller. Thorlacius Anm. til Thorsdrapa 161. i det oldnordiske Sprog betyder Dække, Dunkelhed, er den Mening sandsynlig, at Huldrefolk kun er en appellativappellativ] rettet fra: appelativ (trykkfeil) Benævnelse paa de Underjordiske, paa hvilke Sagnene om Huldregaarde, Skiftunger osv. godt passe. I Hardanger ere Huldrene altid grønklædte; men deres Kjør blaae, hvilke fanges, naar et voxent Menneske kaster sit Belte over dem. De give overflødig Melk. Huldrene tage de forladte Sætere i Besiddelse, og tage desuden Folk ind i Høiene til sig, hvor en deilig Musik høres, hvilket Alt ogsaa siges om de Underjordiske. Budst. 3, 735. Begrebet om og Troen paa Hulda er meget gammel. 43Allerede den berømte islandske Skjald Sturle morede Magnus Lagabæters Dronning og det hele Hof ved at fortælle Eventyr om Hulda. I Skand. Litteratur Selskabs Skrifter 1815, 1 Bind 263, findes en Oversættelse af «Hulda Saga,» og et Udtog i Sagabibliothek 1, 366.

Den Huld, der i Ynglinga Saga C. 16. omtales som en Seidkone, der forhexede Kong Vanlande, har saavel som den Hulda, der i de gamle Søgur omtales som Moder til Torgerda Hørgabrud og Yrp, kun Navnet tilfælles med de norske Huldrer. I Eyrbyggia Saga C. 63 tales om en Huldre-Oxe, der var abildgraa, brølte forfærdelig, og, som, da den var 4 Aar gammel, gjennemborede sin egen Herre. – Paa Island kaldes vore Huldrefolk Huldu-folk, der ere beslægtede med Færøernes Huldrefolk og tildeels med den danske Hyldemoer og Tydskernes Holde, Holderchen og Huldchen.

Nissen

«Med Nisser maa man et oprigtigt Venskab holde;
De ellers i et Huus kan meget Ondt forvolde:
Ey Nisse, Underjordsk gjør nogen Sjæl imod
Saa længe som de seer, mod dennem Folk er god.»
Peder Paars.

Af disse Nisser fandtes der i gamle Dage en uhyre Mængde, da fast hver Gaard havde sin. I senere Tider er deres Antal meget formindsket. De ere ikke større end smaa Børn, ere iførte graa Klæder og bære paa Hovedet en rød Pikhue. De have for det meste deres Tilhold i Lader og Stalde, hvor de hjælpe til at 44røgte Kreaturerne og passe Hestene, mod hvilke de dog vise samme Partiskhed som mod Menneskene. Man har saaledes mangt Exempel paa, at Nissen har trukket Høet fra de øvrige Hestes Krybber hen til den, som han yndede og vilde fede, og at denne om Morgenen stod mæt ved fyldt Krybbe, medens de Øvrige fast Intet havde faaet. Han ynder Løier, slipper stundomstundom] rettet fra: stnndom (trykkfeil) alle Kjøerne løse i Fjøset, skræmmer Budeierne, deels ved at blæse Lyset ud for dem, deels ved at holde Høet saa fast tilbage, at de stakkels Piger ei kunne faae et Straa ud, og naar de nu anstrænge alle deres Kræfter, slipper han saa pludselig, at Pigerne falde saa lange de ere. Dette morer Nissen meget; thi ved saadanne Puds slaaer han gjerne op en Latter. Hvis han ynder Gaardens Eier staaer han paa Husets Bedste, ja man vil endog have mærket, at han fra Naboerne søger at drage Høe og andre Ting til Gaarde, hvorved der stundom skal opstaae Strid og Slagsmaal mellem hver Gaards Nisse, saa at man har seet Halm og Straa flyve om Ørene paa dem. Da de desuden ere tjenstagtige mod dem, de ynde; men hadefulde og hævngjerrige naar man ringeagter og driver Spot med dem, saa er det ei at undres over, at man ved givne Leiligheder søger Nissens Yndest. Juleaften og Thorsdagsqveld sætter man derfor paa mange Steder under Lovebroen sød Grød, Kage, Øl o. s. v., som han gjerne nyder, hvis det er efter hans Smag; thi han er stundom kræsen. Spot og Foragt kan han ei taale, og da han trods 45sin lille Statur er stærk, saa bekommer det ofte Vedkommende ilde. En Bonde, der en Vinteraften mødte en Nisse paa Landeveien, og i en myndig Tone bød ham at gaae af Veien, blev, inden han vidste et Ord deraf, af den fortørnede Lille kastet tvært over Gjerdet langt hen i Sneen; og med en Pige, som en Juleaften spottende bragte ham Mad paa Loven, dandsede Nissen saaledes Springedands, at man næste Morgen fandt hende liggende sprængt i Laden.

De ynde Maaneskin, og man kan da om Vinteren stundom see dem at more sig ved at age paa Kjelke eller at springe omkap over Gjerdene. Uagtet de selv ere muntre lide de dog ikke altid, især paa en Helligaften eller Thorsdagsqveld, Larm og Støi i Nærheden af sig. I Almindelighed er Nissen vel lidt, og hedder derfor paa mange Steder Nisse god Dreng. (Mundtligt).

Anm. Blandt alle de Væsener, der leve i den norske Almues Indbildning, er Nissen den, om hvis Tilværelse man er meest overtydet. Han hører udentvivl til Dvergeslægten, skjønt han adskiller sig fra Dvergene, deels ved sin Livlighed og proportionerede Udvortes, deels ved sit Ophold i Huse og Lader, for hvilke han har saadan Forkjærlighed, at han ikke taaler at de flyttes; thi da forlader han dem og tager Lykken med sig. Denne Forkjærlighed for gamle Huustomter har sandsynligviis forskaffet ham Navnene Toftvætte, Tomtevætte og Gardbo, som han paa flere Steder bærer. I de gamle Søgur forekommer, saavidt jeg veed, ei Nissen, med mindre man vil gjenkjende ham i de Vætter, 46som St. Olaf fordrev (Fornmanna Sögur 5, C. 171), og den spámadr, som boede i en stor Steen ved Islænderen Kodrans Gaard, passede hans Qvæg o. s. v., men som Biskop Frederik med Vievand fordrev (1, C. 131). Om den norske Nisse see Schulzes physikalske Grublerier 269 og A Journey through Norway by D. Convay P. 221, hvor han feilagtigen kaldes Nipen. De færøiske Niägriusar, der beskrives som smaa med røde Huer og heldbringende, (Landts Beskr. over Færøerne 445) bevare saavel som den svenske Tomtegubbe og den danske Nisse deres nære Slægtskab med den norske Frænde. Dog hører man aldrig, at den norske Nisse som den danske gjør Opvartning i Kjøkkenet, før Mikkelsdag bærer rund Hat eller har med Kirkeopsyn at gjøre (Thieles danske Folkesagn 1, 135). – Til Nordens Nisser svare Tydskernes Kobolde, Forfatternote: Hos Hesychius forekommer K¿²±»¿¹ º±º¿ÅÁ³¿¹, [Oversettelse: ondsinnet kobalos. Kobalos er et åndevesen i gresk mytologi.] der atter kunde sammenlignes med Phoeniciernes Kabirer og Indiernes Kubera, der dog boe i Huler og Klipper. F. Magnusens Eddalære 2, 42.der forrette alle Slags Huusarbeider, bære Vand til Kjøkkenet, hugge Brænde, hente Øl, skrabe Heste, gjøre Stalden reen, ere overgivne, og bringe Lykke med sig. De ere saa store som smaa Børn, men ere iførte buntede Klæder. (Grimms Sagen 1, 90). «Sie sind launhaft und leicht gereizt, aber sehr dienstbeflissen und hälfend, und bringen ihnen Ernährern Getraide, das sie ihnen aus fremden Scheuern stehlen.»Oversettelse: De er lunefulle og irriteres lett, men svært tjenstvillige og hjelpsomme, og bringer deres husbondsfolk kornforråd, som de stjeler for dem fra fremmede låver. Qvæget trives ogsaa under deres Hænder. Spot og Udleen taale de ei, og den Kokkepige, der glemmer at bringe den lovede Skaal med god Mad paa det bestemte Sted, kan være vis paa at forbrænde sig, eller gjøre Noget, 47hvorfor hun paadrager sigsig] rettet fra: slg (trykkfeil) sine Foresattes Irettesættelse og Koboldens Latter (Dobeneck 125, 133). I Schweiz findes ogsaa Nisser eller Kobolde, som i Pays de Vaud hedde Servants og leve i afsides Huse og Sennhütten. (Idyllen aus Schweiz von Wyß og Mythologie der Feen und Elfen von Wolff, 2, 89). Med Nissen kan fremdeles lignes die braune Zwerge paa Rügen, Russernes Koltki, Belgiernes Kabauter, eller Mancken, den franske Lutin og Goblin, den spanske Duende v. Trasgo, den engelske Robin Goodfellow v. Hobgoblin, der gjerne paa den grønne Mark dandser en Runde og kniber Pigerne i Søvne, den irske Cluricaun og den scotske Brownie, der dog ere mere knyttede til Personer end til Steder. Clauricaun bærer ligesom Nissen en lille rød Hue og ynder Stalde, hvor han – syer Skoe. «Er kennt auch das Geheimniß, das die Dänen sollen nach Irland gebracht haben, Bier aus Heide zu brauen.»Oversettelse: Han kjenner også hemmeligheten om å brygge øl av røsslyng som danskene skal ha bragt til Irland. (Irische Sagen übergesezt von den Brüdern Grimm). Chants populaires de l’Ecosse par W. Scott, 1, 113. Til Nissen paa ^Ørkenøerne, der hedder Brownie, offrede man fordum Melk, Smør o. s. v., og paa Shetlandsøerne, hvor han nu sjelden findes, er han iført enen] rettet fra: er (trykkfeil) brun Vadmelskjole, og brugte sin Indflydelse til at skaffe god Kornmaling, godt Øl ved Brygning og god Adskillelse af Smøret ved Kjerning. Han beskytter ogsaa Kornstakkene i stærkt Stormveir (Hibberts descr. of Shetland, 467).

Blandt de finske Folkeslag bærer Nissen Navn af Para, der stjæler Melk, som han derpaa lader rinde af sin egen Mave i sin Vertindes Smørfad. (Mythologie der Feen und Elfen von Wolff).

Alferne

48«Der dandse de tit saa veltilfreds,
Mens Fugle qvidre paa Grene,
Beskriver i Duggen den mørke Kreds,
Og plette de moesgroete Stene.»
Nordens Guder.

Om Alferne har man i Norge kun ufuldstændig Kundskab, da de paa de fleste Steder indbefattes under og forvexles med de Underjordiske. Paa Søndmør forestiller Almuen sig dem som smaa nøgne Drenge med Hatte paa Hovedet. – Stundom seer man i det vaade Græs, især ved Elvebredderne, Spor af deres Dands. De skade Folk ved deres Gust, som kaldes Alfgust eller Elfblæst, der bestaaer i Hævelse paa Legemet, som man let kan paadrage sig ved at komme paa de Steder, hvor de have spyttet eller ladet deres Vand. De have en vis Forkjærlighed for visse Steder, især for store Træer, som Eierne derfor ei tør røre; men betragte som en reen Helligdom, hvorpaa Gaardens Vee og Vel beroer. Visse Svagheder hos Kreaturer tilskrives ogsaa Alferne, og kaldes derfor Alf-Ild eller Alfskud.

Anm. Alferne deeltes efter den nordiske Mythologie i Lysalfer, der havde deres Bopæl i Alfheim hos Freyr, og vare blankere end Solen; og Svartalfer, der boede nede i Jorden og vare sortere end Beg. Svartalferne sammenblandes ofte med Dvergene, med hvilke de selv i Eddaerne synes at være eensbetydende, skjønt 49der i Odins Ravnesang nævnes baade Dvergar- og Døckalfar (Svartalfar) ved Siden af hverandre. Den norske Almue gjør Forskjel paa Dverge og Alfer. Hine tænkes at leve ene og stille, medens disse leve i Selskab, ynde Dands og Musik, og ofte have deres Tilhold i gamle Træer. De ere at betragte som en Mellemting af Lys- og Svart-Alfer, da de vel ere lyse, smukke og livlige; men derhos slemme og skadelige.

Alfer (de oldnordiske Alfar) svare til de svenske Elfer, danske Elve- eller Ellefolk, Tydskernes Alp, Irlændernes Shefro, Scotternes Daoine Shie, Persernes Peris o. s. v. Sammenlign Ordet Alf i Eddas lexicon myth. og Thorlacius Anm. til Thorsdrapa S. 160.

Nøkken

«Nøkken opløfter sit vaade Skjæg,
Og venter med Længsel sit Bytte.»
Zinklars Vise.

Dette Vandtrold opholder sig fornemmeligen i Floder og Søer, dog stundom ogsaa i Fjorde. Aarligen 51vil han have et Menneske til Offer, hvorfor man ogsaa hører, at i enhver Flod og i ethvert Vand, hvor en Nøk har sit Tilhold, bliver aarligen i det mindste eet Menneske borte, og naar En skal drukne, høres Nøkken ofte at raabe huult og fælt: «Sæt over!» Saadanne ondtvarslende Skrig, som paa nogle Steder kaldes Varskrig, skal ogsaa bestaae i en jamrende og klynkende Stemme lig et Menneskes, der er i Dødsvaande. Han kan omskabe sig til allehaande Ting, snart til en halv Baad i Vandet eller en halv Hest paa Stranden, snart til Guld og Kostbarheder. Rører man ved disse, faaer Nøkken strax Magt over En. Efter smaa Børn er han især grisk. Dog er han kun farlig efter Solens Nedgang. Naar man da kommer til Vandet, skal det ikke være af Veien at sige: «Nyk! Nyk! Naal i Vatn! Jomfru Maria kastet Staal i Vatn! Du sæk, æk flyt!»Forfatternote: Mundtligt, sammenlignet med Spydbergs Beskrivelse P. 420 og Sillejords 251.

Nøkken er paa mange Steder bekjendt under Navnet Søetroldet, der stedse opholder sig i Vandet og har flere Hoveder. Frister Nogen Havsnød, da maa han love det Søn eller Datter for Befrielsen; men saa skjænker det ogsaa Giveren efter Ønske Rigdom og Lykke. Det vexler ofte Skikkelse, og antager Navn efter de Steder, hvor det har sit Tilhold. Saaledes kaldes det frygtelige Trold, der opholder sig udenfor52Gaarden Gjevestøe i Fyrrisvandet i Øvre-Thellemarken, og foraarsager, at Vandet næsten altid er i stærk Bevægelse, Gjevestøetroldet. Det viser sig, hvergang det stormer, eller det trækker op til Uveir, i Skikkelse af en stor Hest, ragende med sine uhyre Høver i Vandet. I Viglien ved samme Vand opholder sig et andet Trold, Vigtroldet kaldet, der hujer skrækkeligt, naar en eller anden Ulykke er paa Færde.

I det af bratte Fjelde indsluttede og for Kastevinde meget udsatte Rorevand i Nedenæs opholder sig ogsaa et Trold, der kaldes Roretroldet. Det viser sig under mangfoldige Skikkelser, snart som en Hest, snart som et Høelæs, snart som en stor Orm, snart som en Mængde Mennesker. Næsten alle Omkringboende vide at fortælle, saavel om Troldet, som om de Folk, der have seet det. Om Vinteren, naar Isen der ligger paa det stærkeste, kan man paa en eneste Nat see en lang bred Vaag med sønderbrudte Iisstykker i, der alt er en Virkning af Rore-Troldet.

Uagtet Nøkken er et farligt Trold, finder han dog stundom sin Mester. I Sundsfossen, i Gjerrestad, fortæller Sagnet, boede der længe en Nøk, som forvoldte, at Folk ofte forulykkedes, naar de efter Skik roede op eller ned ad Fossen. Præsten, som befrygtede Fare af denne Nøk, medtog paa sin Reise 4 haandfaste Karle, og lod dem tvende Gange roe af al Kraft op ad Fossen; men de glede hver Gang tilbage uden at komme op. Da man 3die Gang roede til, saae 53Folkene, at Præsten øverst i Fossen greb med Haanden i Vandet, og drog op deraf et sort Væsen, at see til som en liden sort Hund. Præsten bød Folkene at roe videre op ad Vandet, i det han satte Nøkken fast mellem sine Fødder, og taug ganske stille. Da man nærmede sig Steenurden ved Tvet, manede han Nøkken derind. Siden den Tid er Ingen forulykket i Sundsfossen; men derimod ere tvende druknede udenfor Tvetsurden, hvor Jammer som af Folk i Livsfare ofte endnu høres. (Meddeelt).

Meget bedre gik det ikke Nøkken i Bahuus. Paa Morland skabte han sig om til en Hest og gik paa Stranden for at spise; men en klog Mand som mærkede, at der var Uraad paa Færde, kastede en saa kunstig Grime paa ham, at han ei kunde slippe løs igien. Manden beholdt nu Nøkken hos sig den hele Vaar og plagede ham dygtig, i det han pløiede alle sine Agre med ham. Omsider gik Grimen ved en Hændelse op, og som en Ild sprang Nøkken i Søen og drog Harven med sig. (P. Kalms Westgötha og Bahusländska Resa 1742. P. 200).

Anm. Uagtet Nøkken, Nykken, eller som han i det oldnordiske Sprog kaldes NikrForfatternote: Nikr eqvus aqvatilis, [Oversettelse: vannhest] paa barbarisk Latin Nocca, diriveres maaskee af hnykkia, arripere, captare, cum subito nisu trahere vel extollere. [Oversettelse: hnykkia, rive til seg, fange, med en plutselig anstrengelse dra hen eller løfte opp.] Viga Glums Saga P. 205. Vetus Germ. nack & barb. Lat. naccus (eqvus), vel Nikr, Nykr, malus vapor sive odor [Oversettelse: Urgermansk nack og barbarisk latin naccus (hest), eller Nikr, Nykr, vond duft eller lukt.] (Landnamabok 496.) Hnikur og Nikar, hvormed Almuen paa Island og Færøerne benævne dette Vandtrold, bruges i Grimnismaal Str. 45, og Volsunga Saga C. 26 om Odin, og betyder den Seirende (cfr. det græske νικη, νικητηρ.) ei nævnes i de eddaiskeeddaiske] rettet fra: eddaidaiske (trykkfeil) 54Sange, som ere blevne opbevarede til vore Tider, kunne vi dog saavel af det gamle angelsachsiske Heltedigt, Bjowulfs Drapa, som af de gamle Søgur (Sammenlign Landnamabok P. 88, 496, Eyrbyggia S. 316) see, at Troen paa dette Vandtrold er ældgammel.

Den første Oprindelse til dette Væsens Tilværelse og Vedbliven i Folkets Troe er maaskee den Omstændighed, at Isen i flere ferske Vande, naar Tøveir tilstunder, sprænges op i Midten, og brister med et stærkt Brag,  hvilket man, i Forening med en aaben Rand i Isen, tilskriver et Trold eller en Nøk, som har sit Tilhold i Vandet. (Olafsons Reise paa Island 1, 56).

Naar vi sammenligne de tilgrændsende og beslægtede Nationers Folketroe med vor, ville vi med nogle Forandringer gjenfinde de samme Ideer og den samme Overtroe.

Paa Island, hvor Nøkken kaldes Hnikur, viser den sig som en smuk graa Hest, der søger at faae Folk til at bestige sig, og derpaa iler med dem i Vandet. Undertiden skal man dog paa en Maade have faaet tæmmet ham, saa at man har kunnet bruge ham en kort Tid til Arbeide. (Olafs Reise gjennem Island 1, P. 55, 215, Landnamabok 88.) Paa Færøerne opholder «Nikar» sig i ferske Vande eller Indsøer, hvor den trækker Folk ned til sig, og drukner dem. (Landts Beskr. over Færøerne P. 449). I Sverig derimod fremtræder 55«Necken» snart i Skikkelse af et voxent Menneske, der især er storagtige og knipske Piger farlig, snart som en vakker Yngling, der dog nedentil seer ud som en Hest, snart som en gammel Gubbe med langt Skjæg, og snart som en skjøn Dreng med guullokkede Haar og rød Hue, siddende om Sommeraftenen paa Vandfladen med Guldharpe i Hænde. For af ham at lære Musik skal et sort Lam være en kjærkommen Betaling, naar man dertil lægger Haabet om Salighed, som ligger de svenske Nøkker meget paa Hjertet. Da derfor 2 Drenge engang sagde til en lille Nøk: «hvad er det værdt, at Du sidder her og spiller, Du bliver dog aldrig salig,» saa skal Necken have begyndt at græde bitterligen. (Svenska Folk-Visor från Forntiden samlade ock utgifne af G. Geijer ock A. Afzelius 3, 127.)

I Danmark sagde man tilforn baade Nøkken og Nikken. Almuen beskrev ham da som et Uhyre med menneskeligt Hoved, der opholdt sig baade i Havet og i Vandet. Naar Nogen druknede, sagde man: «Nøkken tog ham bort;» naar en Druknet fandtes med en rød Næse: «Nikken har suet ham.» (F. Magnusens Eddalære 4, 250).

I Tydskland kaldes han Nix eller Vassernixe, Alemannerne derimod kaldte ham Nihs eller Nutke ɔ: Underfundighed. Nixen beskrives paa de fleste Steder som en lille Mand med rødt Haar eller rød Hue; men dog paa andre Steder som en Qvinde. I Bøhmen viser han sig med grøn Hat og grønne Tænder, og opfanger i sine prægtige Boliger de Druknedes Sjele. Paa Rügen bær han Navn af Nickel. Ligesom sin norske Frænde vil den tydske Nix have sit Offer, hvorfor der almindeligen hvert Aar drukner et Menneske 56i de Floder, hvor en Nix opholder sig. Derfor siger man i Hessen advarende til Børn, der ville bade sig «Nöcken møgte Dich hineinziehen.» (Des deutschen Mittelalters Volksglauben und Heroen-Sagen von Dobeneck 1, 38, 44. Grimms deutsche Volkssagen 1, 68, 78).

I Scotland viser Nøkken sig, snart som Shellicoat, der er bedækket med Søetang og Muslingskal, snart som Kelpie, der i det mindste i Høilandene aabenbarer sig i Hesteskikkelse. (Mythologie der Feen von Wolff 2, 219).

Paa Ørkenøerne seer man ham enten som en lille Hest eller som en Mand under Navn af Tangie,Forfatternote: I Ben’s descr. of Orkney (1599) beskrives han saaledes: Indutus est algis marinis toto corpore, similis est pullo eqvino convoluto pilis, membrum habet simile eqvino & testiculos magnos.[Oversettelse: Han er kledt i sjøtang over hele kroppen, han likner en fole innrullet i hår, har et lem lik en hests og store testikler.] Hibbert 501. og paa Shetland hedder den Shoopiltee, og seer ud som en lille skjøn Hest, der lokker Folk til at bestige sig, og derpaa løber til Havs med Rytteren. Paa de scotske Øer bringer man ham ved Høitiderne Offre f. Ex. en Kop godt Øl. (Hibberts description of Shetland, 5, 26). – At Angelsachserne have kjendt Nøkken kunne vi som sagt, see af Bjowulfs Drapa, et gammelt angelsachsisk Digt om Skjoldungerne, som Thorkelin 1815 udgav og Grundtvig 1820 oversatte. Deri omtales et Uhyre, Grendel, der snart kaldes eotun ɔ: Jette, snart Thyrs ɔ: Thus, og som bortførte de danske Krigere til Nøkkernes Hav. (Nicera mære). Der omtales ogsaa «Nicor husa fela,» og,

«Ni saa var de Nykke,
Med Sværd jeg slog paa Hav.»

Grim eller Fossegrim

57Beslægtet med Nøkken er den musikalske Grim eller Fossegrim, et Væsen, der opholder sig ved Fosse og Møllebrug. Han spiller især i stille og mørke Aftener, for at lokke Menneskene til sig, og lærer dem at spille paa Violin og anden Strængeleg, som en Thorsdagsqveld med bortvendt Hoved offrer ham et hvidt Bukkekid, der kastes i en mod Norden strømmende Fos. Er Offeret magert kan Lærlingen ikke bringe det videre end til at stemme sin Violin; men er det fedt, griber Fossegrimmen over Spillemandens høire Haand, og fører den saa længe frem og tilbage indtil Blodet sprætter frem af hver Fingerende. Nu er Lærlingen fuldlært og kan spille saa uforligneligt, at Træerne dandse og Fosserne standse i deres Fald. (Meddeelt, Sillejords Beskr. 251 og Biskop Hansens Archiv 2, 361).

Qværnknurren

er udentvivl kun et andet Navn paa det samme Væsen. I Gjerrestad pleiede man tilforn at hensætte Levsekling (Levseklining), en Ølbolle eller andet deslige ved Qværnen, forat Qværneknurren skulde øge Melet i Sækkene. En Tid lang opholdt han sig i Sandager-Fos, hvor en Mand havde en Mølle. Saa ofte han vilde male Korn, standsede Qværnen. Manden, som vidste, at det var Qværnknurren, som forvoldte 58denne Fortræd, medtog en Aften, da han vilde male, noget Beg i en Gryde, hvorunder han gjorde Ild. Saasnart han lod Qværnen løbe, standsede den som sædvanlig. Han stak nu en Stang ned for at bortjage Qværnknurren, men forgjeves. Endelig lukkede han Døren op for at see; men i Døren stod Qværnknurren med aabent Gab, saa stort, at Underlæben sad ved Dørtærskelen, Overlæben ovenover Døren. Han sagde til Manden: «Har Du seet saa stort Gabendes?» Flux greb Denne den sydende Beggryde, og slog den ind i Gabet med de Ord: «Har Du smagt saa hedt Kogendes?» Brølende forsvandt Qværnknurren, og siden har man ikke seet ham. (Meddeelt).

Anm. I Sverrig findes et musikalsk Væsen, der fuldkommen ligner vor Grim, og som kaldes Strømkarlen.

Den lærde F. Magnusen gjenkjender i dem en Levning af den oldnordiske Gud Brage, der var kyndig i Strengeleg eller Odin, som i Grimnismaal Str. 46 kaldes Grim ɔ: den Formummede, og Grimner ɔ: den, som veed at skuffe eller blænde.

Havmænd og Havfruer

«En Havfru op af Vandet steg,
Hun spaa’de Herr Zinklar ilde.»
Zinklars Vise.

Stundom see Søemanden og Fiskeren, naar Veiret er stille, Havmænd og Havfruer at stige op af Havets rolige Skjød. Hine ere mørkladne, have langt 59Skjæg, sort Haar og ligne oventil et Menneske; men nedentil en Fisk; disse derimod ere skjønne og ere oventil som den fagerste Qvinde; men nedentil have de ogsaa Fiskeskikkelse.Forfatternote: Den gamle franske Skribent Gervasius Tilburiensis beskriver dem saaledes: Adhæe in mari Britannico Sirenes scopulis insidere videntur, qvæ caput foemineum, capillos lucidos & proceros habent, ubera muliebria, omniaqve foemineæ formæ membra usqve ad umbilicum, cætera in piscem finiuntur. [Oversettelse: I tillegg sees i det britiske hav sirener sittende på skjær, som har kvinnehode, lyse og lange hår, kvinnebryster, og alle kroppsdeler etter kvinnelig form ned til navlen, resten avsluttes som en fisk.] (Des deutchen Mittelalters Volksglauben und Heroen-Sagen von Dobenech 1, 38.) Olaus Magnus siger Lib. XXI præfatio «sunt & beluæ in mari qvasi hominis figuram imitantes, lugubres in cantu, ut Nereides: etiam marini homines, toto corpore absoluta similitudine, qvi ascendere navigia nocturnis temporibus videntur; statimqve degravari, qvas insiderint partes compertum est & si diutius permanent, etiam ipsæ naves merguntur. Imo per fidelem Norvagicorum piscatorum assertionem addo, nisi tales capti ilico dimissi fuerint, adeo sæva tempestas exurget, cum horrido planctu ejus generis hominum, ac nonnullorum aliorum monstrorum,  ut coelum ruere videatur.» [Oversettelse: det finnes også monstre i havet som etterlikner menneskets skikkelse, dystre i sangen, som nereidene: og havfolk, nøyaktig like mennesker over hele kroppen, som blir sett mens de klatrer opp i båter om natten; man finner at det område hvor de har satt seg med det samme blir nedtynget og at hvis de blir lenger, kommer også selve båtene til å synke. Videre legger jeg til etter de norske fiskeres troverdige påstand, at hvis slike tatt til fange ikke slippes løs derfra, blåser en så rasende storm opp, med fryktelig klage fra den slags mennesker, og noen andre monstre, at himmelen ser ut til å falle.] Deres Børn kalder man Marmæler, hvilke Fiskerne stundom fange, og tage hjem med sig, for af dem at erholde Kundskab om Fremtiden; thi saavel de som Havmænd og Havfruer kunne spaae. Sjeldent er det imidlertid nu at høre Havfruer tale eller synge. Søemanden seer disse Væsener ugjerne, thi de bebude Storm og Uveir. At ville tilføie dem Skade er farligt. En Søemand, der engang lokkede 60en Havfrue saa nær, at hun lagde sin Haand paa Rælingen, og derpaa hug den af, blev straffet for sin Grusomhed med en frygtelig Storm, hvorfra han kun med største Nød slap med Livet. (Mundtligt).

Anm. Troen paa disse Væsener og deres Spaadomsevne er ligesaa gammel som den er almindelig. For Kong Hjørleif paa Hørdaland maatte, som Forfatteren af Halfs Saga C. 7 beretter, en Havmand (Marmendil), qvæde et Par Spaadomsqvad, inden man igjen vilde slippe ham løs, og Islænderen Grim Ingjaldsson fiskede, efter Landnamabok (P. 66) en Havfru, som paa hans Spørgsmaal forudsagde hans Skjebne. Paa sin Vikingsfærd traf Olaf den Hellige ogsaa paa en Havfrue (margygr), der ved sin liflige Sang pleiede at dysse Søemænd i Søvn, og derpaa trække dem ned til sig. Ovenfor Beltet lignede hun en Qvinde, nedenfor en Fisk. (Fornmanna Sögur IV. C. 35 og V. Pag. 162). Havfruen Isbrandt, der aabenbarede sig 1577 for en Bonde paa Samsøe, og spaaede om Christian den 4des Fødsel, er en noksom bekjendt Fabel. Om Havmænd see videre Thieles danske Folkesagn 3, 46. Paa Island kaldes de Hafgygur og paa Færøerne besøge Havets smukke Døttre stundom Oververdenen i Sælhundeham. (See Thieles danske Folkesagn 3, 51).

I Sverig betragter man Havfruen, snart som et velgjørende, snart som et forrædersk Væsen, der med Guldkam kjemmer sit lange gule Haar, og paa Holme og Strande lader sin sneehvide Buskab græsse. Mennesker, der drukne og atter findes, troes at have været indtagne i Havfruernes Boliger. (Svenske Folkeviser 3, 148). Paa Shetland findes Sagnene om 61Havfruer meest fuldstændige. De boe i Havets Dyb under Fiskene i Boliger af Perler og Koraller, ligne i Udseende Menneskene, men overgaae dem langt i Skjønhed. Naar de ønske at besøge Oververdenen, iføre de sig en eller anden Fiskeham; men vee den, der taber sin Ham, thi med dens Tab er alt Haab om at komme hjem igjen tilintetgjort, og de maae blive, hvor de ere. Ve-Skeries (de hellige Skjær) N. V. for Papa Stour er efter den almindelige Folketroe et meget yndet Opholdssted for Havets skjønne Børn, der her, uforstyrrede af Menneskene, aflægge deres Ham, indaande den jordiske Luft, og sværme i det klare Maaneskin. Da Oceanets grønhaarede Skjønne ere dødelige, udsættes de ofte paa deres Reiser for Farer, ja man har endog Exempler paa, at de ere blevne fangne og dræbte af overtroiske Fiskere. Stundom har det imidlertid ogsaa hændt sig, at jordiske Mænd have ægtet Havfruer, hvis Ham de have bemægtiget sig, og saaledes faaet de Skjønne i deres Vold. (See Hibbert 564–71). I Vilkina Saga C. 18 tales om en Konge, der med en Havfrue, som var overordentlig deilig, havde en Søn, der blev en Rise af Væxt og ond at komme til Rette med.

Ogsaa andre Folk have Sagn om saadanne Væsener. Ved Italiens skjønne Bred, hvor i Oldtiden Sirenernes fortryllende Sang lød, sees endnu af og til en Havfrue, og selv de fjerne Grønlændere have et Slags Havmænd, Inguersoit, der boe i Skjærene og bortsnappe Grønlændere, som de dog ei tilføie noget Ondt; men beholde dem til Selskab. (Hans Egedes Grønlands Perlustration P. 110). Spørge vi om Oprindelsen til disse Sagn om Havfolk, da ere de vel ikke saameget at betragte som dunkle Spor af den oldnordiske 62Lære om Ran og hendes 9 bleghaarede Døttre, der ødelagde Snekker og fik Mandskabet i deres Vold, som udpyntede Fortællinger om Søevæsener, der i Skabning have noget tilfælles med Menneskene og hvis Tilværelse vel er udenfor al Tvivl. (Sammenlign F. Magnusens Eddalære 4, 348. Debes Færoa reserata 171 og Strøms Beskr. over Søndmør).

E. Pontoppidan, som i sin Norges naturlige Historie C. 8, udførligen afhandler denne Gjenstand, anfører blandt andre Beviser Præsterne Peder Angels og Hans Strøms Vidnesbyrd for, at man paa Alstahaug og Nærøen har fundet paa Stranden en i Storm opdreven død Havmand, og angaaende Marmæler beretter han (2, P. 318): «de sees af adskillig Storhed. Nogle sige som et Barn af et halvt Aar, andre af et Aar, andre af tre Aar gammel. Af denne sidste Størrelse er nylig fanget en i Selløe Sogn, paa Overdelen som et velskabt Barn, og ellers som en Fisk. Man kastede den strax i Havet. Undertiden tages de hjem i Bondens Huus, da man giver dem Melk at drikke, som de ei forsmaae; men vende Øinene underlig i Hovedet ligesom af Nysgjerrighed og for at see sig om efter det Ubekjendte. De, som vove sig til at tage dem hjem, gjøre det i Haab om at høre af dem en Spaadom om tilkommende Ting. Længere end et Døgn eller 24 Timer tør de ikke beholde dem, da de og agte sig skyldige til at roe ud paa Søen og sætte Marmælen just paa samme Sted, hvor de toge den.» I Speculum regale P. 169 – 170 omtales og beskrives Havmanden «Hafstramb» og Havfruen, Margygia, som varsle Storm. Havmanden og Havfruen ere efter den lærde Biskop Gunerus’s Formodning kun Søeoxen og Søekoen eller den saakaldte Manatus. (Suhm om Odin 225.)

Søe-Orme

63«Om Søe-Ormen veed jeg ei nogen Beskeed,
Jeg haver ham aldrig med Øinene seed,
Begjerer ey heller den Ære;
Dog kjender jeg mange, som mig have sagt,
Hvis Ord jeg og giver sandfærdelig Magt,
Han maa ret forfærdelig være.»
Nordlands Trompet.

Saavel i de ferske Vande og Elve, som langs med Norges Kyster findes uhyre Søeorme, der dog ere forskjellige, baade med Hensyn til deres Udseende og Størrelse. Efter den almindelige Troe fødes de paa Land og have deres første Tilhold i Skove og Steenurder, hvorfra de, naar de blive rigtig store, tye ned i Indsøer eller Havet, hvor de da voxe til en forfærdilig Størrelse. Kun sjelden vise de sig; men betragtes da som Varsler for vigtige Begivenheder. I de fleste af Landets Indsøer og Floder af nogen Betydenhed skal man ifølge Sagnene engang i Fortiden, ved en eller anden vigtig Begivenhed, have seet disse Uhyrer opstige fra Vandenes Dyb. I de ferske Vande har nu i Mands Minde Ingen vist sig, derimod seer man dem stundom i Fjordene naar det er blikstille. Nogen Tid efter den sorte Død, fortæller et Sagn, kom der tvende store Orme fra Foksøen forbi By ned i Lougen, hvoraf den ene endnu skal findes der; men den anden forsøgte for et Par Aarhundreder siden at gaae ned ad Elven til Gulosen, hvor den i en Fos slog sig ihjel og drev 64over til Braaleret ved Bynæsset i Nærheden af Throndhjem, hvor den forraadnede og gav saadan Stank fra sig, at intet Menneske kunde komme Stedet nær.

I Lundevandet i Næs Annex paa Lister skal der findes en Søeorm, som ikke lader sig see uden mod en Konges Død, eller en anden stor Revolution. Nogle paastaae at have seet den.

Ogsaa i Bollarnvatn i Bahuus fandtes der i gamle Dage en Søeorm, hvis Krop var saa stor som en aarsgammel Kalv, og hvis Hale var omtrent 6 Alen lang. Den ødelagde Fisken i Vandet, og havde sit Tilhold under en lille Øe, som hedder Svanviksøen. Den viste sig aldrig, uden, naar en Ulykke vilde indtræffe. Dog blandt alle de Orme, som findes i de norske Vande, ere ingen blevne saa berømte, som de, der fandtes og findes i Mjøsen. «Blandt de mange Ting,» fortæller en gammel Beskrivelse over Hammer, «der bebudede Hammer Fald, var ogsaa en stor og forfærdelig Orm i Mjøs, som syntes at naae fra Øelandet og ind udi Kongens Land, men strax forsvandt. Iligemaade lod sig Dag efter Dag mange store Orme see udi Mjøs, der sloge sig i mange store Bugter og dreve Vandet høit op i Veiret. Dernæst kom den første store Orm tilsyne igjen, men løb ved sin raske Fart op paa et Skær udenfor Communitetet. Hans Øine vare saa store som en Karbund og havde han en lang sort Man, som hængte langt neden hans Hals. Da den ei kunde komme af Skjæret igjen, men laae og slog sit Hoved 65mod samme, tog en af Bispens Drenge, som var en Vovehals, en Staalbue, og skjød ham med saamange Pile i Øiet, at Vandet rundt om blev farvet grønt af den udflydende Materie. Samme Orm, der spillede i mange Farver, var forfærdelig at see paa. Den døde af samme Pileskud; men gav siden saadan Stank fra sig, at de omliggende Almuer paa Bispens Opfordring maatte forene sig for at faae den opbrændt, hvilket og skede. Beenraden laae mange Aar siden paa Stranden. Den mindste Part af hans Rygbeen kunde neppe en voxen Karl bære. Bispens Dreng fik god Betaling af Almuen, der maatte øde mange 100 Læs Ved førend den onde Stank og Lugt kunde forgaae.» Ikke destomindre skal der endnu findes en Søeorm, der siges især at snoe sig om den store Klokke fra Hammer, som man veed nedsænktes i 7 Aars Krigen i Akersvigen. Klokken skal man i klart Veir endnu kunne skimte; men forgjeves har man forsøgt paa at faae den op, uagtet man engang skal have faaet den lige op i Vandskorpen. (Meddeelt.)

Anm. (Klüver 112. Top. Journal 13, 116. Oedmann 351. Budstikken 2, 823.) At disse mjøsiske Orme ei have været at spøge med, kunne vi see af en gammel Beretning fra 1656, der findes i Pontoppidans Norges naturlige Historie 2, 65. En saadan Wasserwurm tog sig en Tour fra Mjøsen over Land til Spirillen, og er formodentlig da den samme, som mod onde og farlige Tider viser sig i denne Søe. (See Top. Journ. 30, 179). «Er war anzusehen wie ein gewaltiger Mastbaum, 66was ihme im Wege stunde, das warf er übern Hauffen, auch selbst die Bäume und Hütten. Er erschreckte mit seinem grossen Gezisch und erschrecklichen Brüllen alle umher wohnende Leute.»Oversettelse: Han var å iaktta som et veldig mastetre, det som stod ham i veien, kastet han over haugene, også selv trærne og hyttene. Han skremte med sin store hissen og skrekkelige brølen alle rundt om boende mennesker.

At Verdenshavet i den nordiske Mythologie betegnes under Billedet af den berømte og frygtelige Midgaardsorm, der i Mytherne spiller en saa vigtig Rolle, er vel vist; men om de mange Sagn om Orme i de norske Søer fra den have deres første Oprindelse, tør jeg ligesaa lidt paastaae, som afgjøre, om disse Sagn grunde sig paa noget Virkeligt eller kun ere opdigtede.

At der derimod i stille Veir ved Norges Kyster stundom vise sig uhyre store Søeorme kan neppe benegtes, da troværdige Folk forsikkre endnu i vore Dage at have seet dem (Sammenlign den vestlandske Tidende No. 22, og Hr. Sorenskriver Bloms samt Biskop Neumanns paa troværdige Folks Beretninger grundede Vidnesbyrd, Budstikken 6te Aargang 159 & 578), hvortil kan lægges den naturkyndige Hibberts Erklæring i hans description of Shetland P. 565. «The existence of the sea-snake, a monstre fifty-five feet long, is placed beyond a doubt by the animal, that was thrown on shore in Orkney, the vertebre of which are to be seen in the Edinburgh-Museum.»

Den Skribent, som hos os meest udførlig har omhandlet Søeormen, er E. Pontoppidan i hans Norges naturlige Historie, hvor endog 2 Afbildninger af Søeorme findes. Efter hans Vidnesbyrd, der grunde sig paa bergensiske og nordlandske Søemænds og andre Øienvidners Beretninger, opholde disse Uhyrer sig i Havets Dyb, undtagen i Juli og August, da de i Havblik komme op i Vandskorpen; men synke igjen, saasnart Vinden det mindste begynder at kruse Vandspeilet. – Efter 67Commandeur de Ferrys 1746 for Retten aflagte Vidnesbyrd «var den Søeorm, som han saae i Nærheden af Molde, ellers af Skabning i Hovedet, som han holdt mere end 1 Alen over Vandet, som et Hestehoved, graaagtig af Couleur, og Mulen ganske sort, meget store sorte Øine og et langt hvidt Fax, som hængede ham over Halsen i Søen; man saae ellers 7 a 8 Bugter af samme Dyrs Krop, som var meget tyk, ligesom der og efter Gisning var en Favn imellem hver Bugt.» (Pontoppidan 2, 321). Efter den daværende Præst paa Herøe Herr Tuchsens og Nabopræsters Vidnesbyrd vare disse Søeorme saa tykke som et dobbelt Oxehoved, havde store Næseborer og blaa Øine, som i Frastand lignede et Par blanke Tintallerkener. Paa Halsen havde de en Man, der i Frastand lignede Tang. Bevergjel skulle de skye. Efter Nogles Mening avles de paa Land, og opholde sig i Steenurder og Skove indtil de formedelst deres Størrelse maae tye til Havet.

Til Slutning ville vi anføre den gamle svenske Historieskriver Olaus Magnus’s Vidnesbyrd i hans historia de gentibus Septentrionalibus Lib. XXI. C. XXVII, der lyder saaledes: «qvi navalibus exercitiis in littoribus Norvegiæ, vel mercaturæ, vel piscaturæ operam navant, conformi testimonio stupendam sane rem asserunt serpentem videlicet vastæ molis ducentorum pedum & amplius longitudine ac XX pedum spissitudine, in rupibus & cavernis penes oras maris Bergensium versari; qvi vitulos, agnos, porcos voraturus, ab antris solum lucido noctis tempore in æstate exit, vel polypos, locustas & genera marinorum cancrorum ut deglutiat, maria transmittit. A collo deinceps dependentes pilos cubitalis longitudinis habet, sqvamasqve acutas, atro colore 68& flammeos oculos rutilantes. Hic navigia infestat, hominesqve se in sublime instar columnæ erigens rapit, ac devorat; neqve id sine portentoso spectaculo regni instante mutatione, evenire solet, nempe qvod principes in fatum concedent, vel in exilium turbabuntur, aut bellicus tumultus e vestigioe vestigio] rettet fra: evestigio (trykkfeil) subseqvetur. Est et alius miræ magnitudinis serpens in insula Moos dicta diocesis Hammariensis, qvi ut cometa orbi reliqvo, sic is regni Norvegiæ mutationem portendit, prout visus est anno MDXXII alte super aqvas se extollens, atqve in modum sphæræ convolvens. Existimatus est hic serpens conjectura collecta ex longinqvo visu qvinqvaginta fuisse cubitorum; qvem expulsio regis Christierni, atqve gravis prælatorum persecutio, secuta est; imo excidium patriæ demonstravit.»Oversettelse: De som bedriver sitt arbeid ved sjøfart, handel eller fiske langs de norske kyster, bekrefter ved enstemmig vitnesbyrd en forbløffende ting, nemlig at en orm av enorm størrelse, med over 200 fots lengde og 20 fots tykkelse, ferdes i klipper og huler rundt kysten av det bergenske hav; som for å fortære kalver, lam, og griser, kun drar ut av hulene ved lyse sommernetter, eller krysser havet for å spise nesledyr, hummer og forskjellige slags krabber. Videre har den hår én alen lange hengende fra halsen, skarpe skjell, mørk farge og glødende, flammende øyne. Den angriper båter, griper mennesker mens den reiser seg høyt lik en søyle og fortærer dem; dette pleier ikke å skje uten som et varlsende skuen når en endring står foran riket, nemlig at fyrster må gi etter for sin skjebne, eller drives i eksil, eller at en krigs forstyrrelser umiddelbart følger. Det finnes også en annen orm av merkverdig størrelse på øyen som kalles Mjøs i bispedømmet Hamar, som, lik en komet gjør for resten av verden, varsler om en endring for det norske riket, slik den ble sett i år 1522 hevende seg høyt over vannet mens den snodde seg i en sfærisk form. Den ble på avstand anslått å være 50 alen; hvem fulgte utdrivelsen av kong Christian og den alvorlige forfølgelsen av de geistlige; altså bebudet den fedrelandets fall.

Om Søeorme og lignende Uhyrer paa Island see Olafsens Reise 794.

Aasgaardsreia

– «Tre Flokke Møer;
En foran dog red
Hvid under Hjelm.
Gangerne sig rysted,
Af Mankerne nedfoer
Dug til dybe Dale,
Hagl til høie Skove,
Frugtbart Aar blandt Folk de volde –
Alt var det mig leedt hvad jeg saae.»
Hrimgerda i Edda.

Denne Færd bestaaer af Aander, der ei have gjort saameget Godt, at de kunne fortjene Himmelen, og ikke saa meget Ondt, at de kunne komme til Helvede. Den 70bestaaer af Drukkenbolte, Slagsbrødre, Nidvise-Qvædere, fine Bedragere og saadanne Folk, som for en eller anden Fordeels Skyld have forsvoret sig til Fanden. Deres Straf er derfor at ride om indtil Verdens Ende. I Spidsen for Færden farer Guro-Rysse eller Reisa-Rova med sin lange Hale, hvorpaa hun kjendtes fra de Øvrige. Efter hende følge en heel Mængde af begge Kjøn. Seer man dem foran, da ere de store og deilige, baade Rytterne og Hestene; men bagtil seer man Intet uden Guros lange Hale. Hestene, der ere kulsorte og have Øine, som lyse i Mørket, styres med gloende Stænger eller Jernbidsler, der i Forening med Rytternes Skrigen foraarsage en frygtelig Allarm, som kan høres lang Vei. De ride saavel over Vand som over Land, og man seer neppe Hestehoven røre ved Vandskorpen. Hvor de kaste Sadlen paa Taget, der maa flux et Menneske døe, og hvor de fornemme, at Slagsmaal, Mord i Drikkelag vil indtræffe, der komme de ind, og sætte sig paa Hylden over Døren. De forholde sig rolige saalænge Intet er paafærde; men skoggerlee og rasle svarligen med deres Jernstænger, naar Slagsmaal begyndes og Drab begaaes. Færden reiser især omkring i Julen, naar de store Drikkelag holdes. Paa Gaarden Bakken i Svartedal i Øvre-Thellemarken pleier den at hvile, og ved Sundsbarmsvandet bage de sædvanlig Brød. Naar man hører Færden komme, maa man enten see at komme af Veien eller i al Fald kaste sig næsegrus paa Marken, og lade som man sover; 71thi man har havt Exempel paa, at levende Mennesker ere blevne opsnappede af Færden, og enten førte tilbage til det Sted, hvor de bleve optagne, eller ogsaa fundne halv bedøvede liggende langt fra det Sted, hvor de bleve bortførte. Det dydige Menneske, der iagttager denne Forsigtighed, har intet andet at befrygte end, at enhver af Selskabet spytter paa ham. Naar hele Færden er forbi, saa spytter man igjen; thi ellers kan man let faae Skade deraf. (Mundligt).

Anm. Dette mærkelige Sagn, hvis Navn selv tydeligen peger hen paa Hedenold, er i det mindste af Navn bekjendt over den største Deel af Christiansands Stift; men findes fuldstændigst i Øvre-Thellemarken, hvor jeg selv har hørt det; (confr. Willes Beskr. over Sillejord S. 252) og i Sætersdalen (Hansens Archiv 2, 368), hvor den kaldes Aaske-Rej eller Asanerfærd, som man dog her ei kan see, men kun høre. Den fortærer Fladbrød, Smør o. s. v., som man bereder til Julen, hvis man ei korser det, førend man sætter det bort. Den, som ved at høre Færden ei kaster sig ned, hans Sjel maatte i Sætersdalen følge med, medens Legemet blev liggende. Naar Sjelen kom tilbage i Legemet, var dette ganske afmægtigt og siden stedse sygeligt. Paa nogle Steder kaldes denne larmende Færd Aaskereia, paa andre Holskelreia. Stundom farer den med susende Støi gjennem Luften, stundom møder man den ved Nattetider paa Veiene, ridende paa sorte Heste, der have gloende Ildøine. Juleaften og de tre Julenætter grasserer den fornemmelig, og den Bonde, der boer i det Strøg, hvor den farer, og ei har været saa forsigtig at sætte Bom for sine HesteHeste] rettet fra: Hest (trykkfeil) eller Kors over Døren, kan være vis paa 72næste Morgen at finde dem drivvaade og halv sprængte; thi HolskelreiaHolskelreia] rettet fra: Hoskelreia (trykkfeil) har da brugt dem, og de Folk fare ikke lempeligen. – I Agershuus Stift og paa andre Steder i Landet haves lignende Sagn om Støi og Ridt i Luften, om svedende Heste om Julenatten o. s. v.; men her tilskrives dette gjerne «Troldkjællinger,» der paa Kosteskaft, Limer o. s. v. om Jule- og St. Hans-Nat tage sig en Tour. At Asgardreida, saavel Navnet som Ideen, er ældgammel og hedensk er vel utvivlsomt. Om den tyder hen paa Asgards Guders Ridt, (reid) eller paa de i Slag fældte Heltes Reise til Asgard, eller til Norner og Valkyrier, der efter den nordiske Gudelære paa deres rappe Heste fore fra og til Asgard, er derimod vanskeligt, bestemt at afgjøre. Da Aaskereida glæder sig ved Drab, og er derved tilstede, saa er det maaskee meest rimeligt, at vi i den gjenkjende Valkyrierne, der gjerne vare tilstede ved Hildursleg og Mandedrab, og som ved Christendommen have faaet deres Gestalt, da saavel de som de gamle Guder bleve til onde Aander og Djevlens Engle.

Denne Larm og Susen i Luften, som af de heftige Storme, der gjerne rase ved Juletider, og af andre tilfældige Aarsager let lader sig forklare, tilskrives ogsaa uden for Norge overnaturlige Væsener. I Skaane kalder Almuen den Lyd, som i November og December undertiden høres i Luften, Odens Jagt, (Geijer 268) og i Lapland pleiede man tilforn at offre og faste til Ære for Juhla-Folket, som ved Juletider efter Almuens Troe svævede om i Luften, i Skov og paa Bjerg. (Scheffers Beskr. over Lapland 1675. P. 132.)

Paa Sjælland og i Jylland jager endnu Kong Waldemar, paa Fyen Palna Jæger, i Schlesvig Kong Abel, der alle i deres levende Live vare berygtede for Vantro 73eller Ugudelighed. (Thieles danske Folkesagn). I Tydskland husere Hackelberg og Tut Osel (Otmars Volkssagen 241) og «Wandrer, denen sie aufstößt, werfen sich still auf den Bauch und lassen den wilden Jäger über sich wegfahren,»Oversettelse: Vandrere, som de støter på, kaster seg stille på magen og lar de vilde jegerne fare over seg. siger Grimm (1, 400). I de engelske Skove færdedes den berømte Kong Artus og i Skovene ved Fontainebleau le grand veneur (Thiele 1,187).

«Das wütende Heer» i Tydskland mener Dobeneck i hans Volksglauben und Herroensagen 1, 56, egentlig at være en Levning af den romerske Troe, at Diana med sine Nympher ved Nattetider streifede gjennem Skov og Mark, en Overtro, hvorimod de Geistlige meget ivrede, da de henførte den til Djevlen, som vidste at iføre sig forskjellige Skikkelser.

Dystetrommen

Ligesom Aasgaardsreia blandt Thellemarkens Fjelde bebuder Kamp og Drab, hører man paa Thotens frugtbare Sletter, naar Krig er i Vente, en Trommelyd i Luften, der kommer fra Gaarden Dyste, og gaaer ad den Kant, hvorfra Krigen truer. I Aaret 1808 hørte man den tydeligen, og mærkede den først under Høisædet paa GaardenGaarden] rettet fra: Haarden (trykkfeil) Dyste, der ligger paa Thoten ved en Broe, som kaldes Dystebroen. Dyst betyder som bekjendt Kamp. (Mundtligt).

Anm. Med dette Sagn fortjener at sammenlignes det beslægtede og saa berømte Sagn om Rothensteinernes Udfart, der ogsaa bebuder Krig, (Grimm 1, 246) og den italienske Historieskriver Guicciardinis Vidnesbyrd, at 74kort før Carl den 8des Indfald i Italien bemærkede man i Arezzos Gebet uendelig mange bevæbnede Mænd, der fore gjennem Luften paa uhyre store Heste, og med frygtelig Larm af Trommer og Trompeter. (Dobeneck 1, 103.)

Drager

«De sloges i Dage, de sloges i to,
Den tredie Dag ad Qvelde,
Hr. Ribolt stod saa mandelig
Den Drage monne han fælde.»
Ribolts Kamp med Dragen.

Sagn om Drager, der fare gjennem Luften ved Nattetider og udspye Ild, ere temmelig almindelige, og man viser endnu rundt omkring i Landet Huller i Jorden og i Fjeldene, hvorfra man seer dem komme ud farende lig gloende Ild, naar Krig, eller anden Landplage er i Vente. Naar de vende tilbage til deres Bopæle, hvor de ruge paa store Skatte og Kostbarheder, som de efter nogle Sagn have samlet ved Nattetider paa Havets Bund, høres Knald af de store Jerndøre, der falde i efter dem. Da de ere glubske, og spye frygtelig Ild, er det farligt at binde an med dem. Under Agers Kirke, der hviler paa 4 Guldstolper, ruger en Drage paa store Rigdomme. Man har endnu i Mands Minde, kort før den sidste Krig, seet den fare ud af et Hul ved Kirken. Af Dragehullet paa Storøen i Aadalen, af Dragebjerget paa Rasvog 75og utallige andre Steder saae man fordum og stundom endnu Ilddrager med lange Haler komme farende. At de imidlertid ei ere uovervindelige kan man see af et gammelt Sagn, der beretter, at en Præst, ved Navn Anders Madsen, der menes at have levet omtrent 1631, skjød en Drage, der rugede paa Sølv i det saakaldte Dragefjeld ved Tvedevandet. (Mundtligt. Top. Journ. 10, 70, 13, 107, 30, 171.)

Anm. Den betydelige Rolle, som Lindorme, Ilddrager o.s.v. spille i de gamle Sange, Legender og Eventyr, hvor en Drages Betvingelse hører til en Helts første Mandomsprøver, har sandsynligviis foranlediget de almindelige Sagn om saadanne Uhyrer, og en tilfældig electrisk Ild, en Ildkugle o.s.v. er nok til at holde Troen vedlige. Denne Overtroe er ligesaa gammel som den er almindelig. Den stærke Ketil Hængs første Mandoms-Idræt var at fælde en Drage, der kom flyvende mod ham. «Den havde en Lykke eller Bøining og Hale som en Orm, men Vinger som en Drage; det syntes ham, at der brændte Ild af dens Øine og Gab.» (Ketil Hængs Saga C. 1). Som Sidestykker kan man betragte Thors Kamp med Midgardsormen, Sigurd Fofnersbanes med Fofner; Bjowulfs med Ilddragen Stærkehjort, (Bjowulfs Drapa 17de Sang), Kong Didriks med Dragen (Wilkina Saga. C. 383). Winkelrieds Kamp med Lindormen i Schweitz. Grimms Sagen (1, 299). St. Jørgens med Dragen o. s. v.

Følgie eller Vardøgl

76Jeg tykkes gjennem det hele
Huus en Ørn indfløi,
– – – – –
Atles Ham det var.
– . –
«Jeg troer, at dine Diser
Dig have alt forladt.»
Atla qvide.

Sagn om og Troen paa Væsener, hvoraf hvert enkelt Menneske har et til Ledsager, ere almindelige over den største Deel af Landet; men saavel Navnet som Begrebet er nogen Forskjel underkastet. Paa nogle Steder kaldes de Følgie eller Fylgie, paa andre Vardøgl, Vardygr, Vardivil eller Valdøiel, og stundom Hamen og Hau.Forfatternote: Følgie ɔ: den som følger En. Vardøgl v: Valdøiel er maaskee en Fordreining af Valkyrier, der vare Heltenes Fylgie. Maaske kan det ogsaa udledes af Ylgr, en Ulv, en Fiende, eller Auglir, Øglir, en Orm, Ørn, Høg See Anm. til Høstlanga (S. 50, og 79) yggr. Skræk. Hau svarer maaskee til Hugi, Hu, Tanke, da Følgeaanderne stundom ogsaa kaldes Hugir. (F. Magnusens Eddalære 4, 38.)

I nogle Bygder tænker man sig Vardøglet som en god Aand, der stedse ledsager Mennesket og afværger alle Farer og Ulykker. Derfor er man paa Landet saa samvittighedsfuld med at følge Enhver, selv den Simpleste, ud, og see efter ham, eller i det mindste 77lukke paa Døren naar han er gaaet; thi derved giver man Vardøglet, hvis det hændelsesviis skulde være bleven tilbage, Leilighed til at komme efter sin Herre, som i dets Fraværelse er udsat for Ulykker og Fristelser, og tildeels for at falde i Kløerne paa Thusbettet, en ond Aand, der ligeledes følger ethvert Menneske.Forfatternote: Islænderen Gisle Surson havde ogsaa 2 Fylgier, som viste sig for ham i Drømme, af hvilke den ene trøstede ham og gav ham gode Raad, men den anden søgte at plage ham og glædede sig over hans Uheld. (Eddalæren 4, 146.) Paa andre Steder betragtes Følgiet eller Vardøglet mere som en varslende Ledsager, der ved at banke paa Døren eller Vinduet, pikke i Væggen, tage i Dørklinken o. s. v., tilkjendegiver en Bekjendts Ankomst, eller at han ret inderlig længtes efter at komme, eller at en Ulykke er paa Færde. Naar Følgiet viser sig, saa er det almindeligen i Skikkelse af et Dyr, hvis Egenskaber staae i et vist Forhold til Menneskets Sindelag; men hvert enkelt Menneske beholder stedse det samme. Den Uforfærdede har derfor gjerne et modigt Dyr, som en Graabeen, en Bjørn, en Ørn o. s. v.; den Listige en Ræv eller Kat, den Frygtsomme en Hare, en lille Fugl o. s. v. til Følgie. Stundom viser imidlertid Vardøglet sig i Menneskeskikkelse, og seer da ud som sin Herre; men forsvinder strax. Deraf kommer det, at man undertiden kan see det samme Menneske paa den samme Tid paa 2 forskjellige Steder. Den ene af dem er i det 78Tilfælde hans Følgie, som stundom endog viser sig for Vedkommende selv, der da siges at see sig selv dobbelt.

Ønsker man at vide hvilket Dyr man har til Vardøgel, da skal man, under visse Ceremonier, vikle en Tollekniv ind i et Tørklæde, som man holder i Veiret, medens man regner op alle de Dyr, man kjender; thi saasnart man nævner sit Følgie, falder Kniven ud af Tørklædet. (Mundtligt).

Anm. Ordet Fylgia betyder efter Finn Magnusens Vidnesbyrd (Eddalæren 4, 35) den qvindelige Efterbyrd med de Hinder, som omgive Fosteret ved dets Fødsel, og hvori man troede, at en Deel af Fostrets Sjel var indhyllet. Naar denne brændtes, eller kastedes bort, skulde det nyfødte Barn fremdeles mangle sit Følgie, eller Skytsaand, som ellers antages for at være dets bestandige Ledsager gjennem Livet, og kaldtes Fylgia og Hamingia eller Ham, der saavel ifølge den islandske som norske Almues Troe viser sig i Dyreskikkelse. –

Denne Troe er ældgammel og forekommer ofte i vore gamle Sange og Søgur. Den i vore Heltesange saa berømte Atles Ham var en Ørn (F. Magnusens Edda 4, 161 og Volsunga Saga C. 43) og «fyglar Ther muno vera stora manna fylgiur» hedder det i Gunlaugs Saga S. 33). Thorstein Uxefots Fylgia var en hvita bjarnar-hunn (Fornmanna Sögur III, p. 113), og Helten Orvarodd havde ogsaa en uhyre Hvidbjørn til Fylgie (Orvarodds Saga C. 6.) Halfred Vanraadeskjald gjenkjendte derimod i en stor Qvinde, der var iført Brynie, og gik paa Bølgerne, sin «Fylgiukona.» I Harald Haarfagers Skjaldes Saga omtales Audun 79Skjalds Fylgie, der havde bebudet hans Ankomst, (Fornmanna Sögur III. P. 71) og Islænderen Thidrande saae engang 9 Qvinder i sorte Klæder med blottede Sværd, der kom ridende fra Norden, og 9 andre i lyse Klæder paa hvide Heste fra Syden,» hvilke vare hans Frænders «Fylgjur» (ibi. II, 215).

Med Almuens Begreb om Fylgier fortjener at sammenlignes hvad den yngre Edda lærer om Nornerne. «Foruden de 3 store Norner, ere der endnu flere Norner, nemlig de, som indfinde sig ved hvert et Barns Fødsel for at beskjære det sin Levetid og Skjebne, og ere de af Gudeslægten, hvorimod andre af Alfslægten og det 3die Slags af Dvergeslægten. De Norner, som ere blide og af god Herkomst, beskjære Lykke, og naar somme Mennesker geraade i Ulykke, da forvolde de onde Norner det.» De kaldes ogsaa Diser.

«Os Diserne egged
At dræbe vi skulde
Fredhellige Mand»

sige Gudruns Sønner i Anledning af deres Broders Drab (Hamders-Maal Str. 26.) Helten Helge Hatingerbane ahnede sin nærforestaaende Død, og at hans Følge Aander havde besøgt hans Broder Hedin, da han saae:

«Paa Ulven red
I Skumringens Mulm
En Qvinde, som ønsked
Ham at følge;»
(See F. Magnusens Edda 3, 271.)

Traditioner om Genier, der beskyttende og advarende ledsage Mennesket paa dets jordiske Bane, findes hos de fleste Folk. Romernes Genii og Lares vare 80saadanneForfatternote: Som Exempel kunde følgende Sted af Camerarii Operæ subcisivæ Centuria II C. 14, der findes anført i Dobenecks Volksglauben 1, 110, fortjene en Plads. «Servius Genium numen putabat, qvod nascentibus datur. Qvem secutus est Censorinus, qvi docuit, Genium nobis assiduum observatorem appositum esse, ut ne puncto qvidem temporis longius abscedat, sed ut ex utero matris acceptos ad extremum vitæ diem comitetur. Hæc etiam Socratis, Empedoclis, et Menandri sententia fuit, qvi duplicem Genium unicuiqve homini attribuerunt. – Porro Servius Grammaticus super ea Virgilii verba. Qvisqve suos patimur manes etc. ita scribit: duos genios sortimur, unum, qvi hortatur ad bona; alterum, qvi depravat ad mala etc. [Oversettelse: Servius mente at Genius var en ånd som ble gitt til dem som fødes. Hvem fulgte Censorinus, som lærte, at Genius er tildelt oss som en bestandig iakttager, slik at han ikke engang et øyeblikk skal vike bort fra oss, men tatt imot fra moderens skjød skal følge oss til livets siste dag. Dette var også Sokrates, Empedokles og Menander sin oppfatning, som tilskrev hvert menneske en tvefoldig Genius. – Derav Servius Grammaticus om Virgilius’ ord. Enhver lider sine ånder osv. Slik skriver han: Vi tildeles to genii, en, som oppfordrer til det gode; en annen, som forfører til det onde osv.] Til Fylgier svare i mange Henseender de gamle Persers Feruerer, da ethvert godt MenneskeMenneske] rettet fra: Meuneske (trykkfeil) havde en saadan Beskytterinde, der kjæmpede mod onde Aander til Menneskenes Forsvar; nogle viste sig i den Persons Skikkelse, hvem de tilhørte, andre som rene Dyr eller Fugle. Nordamerikas Vilde have ogsaa Skydsaander, der ligesom de nordiske Fylgier vise sig i Dyrs Skikkelse. De mene nemlig, at ethvert Menneske har en saadan Skydsaand (Totam eller Ojaron); det ansees for en dødelig Synd at dræbe et Dyr af den Art, hvortil Gjerningsmandens Totam hører, og i hvis Skikkelse en Gjenganger efter Døden troes at vise sig. (Eddal. 3, 145).

Grønlænderne have ogsaa et Slags Følgie (Torngak), som enten bestaaer af Elementaander (Juhuæ), deres afdøde Fædre eller endog af Europæer. (H. Egedes Grønlands Perlustration P. 110.Forfatternote: Mærkeligt er det, at en Skytsaand, som svarer til den nordiske Følgie, i Kuhländchen, en afsides Bjergegn i Mähren, kaldes Fylgie, (Eddalæren 4, 154.)

81De ældre christne Theologer antoge ogsaa, at ethvert Menneske havde sin ledsagende og beskyttende Genius. I Jernpostillen (udgivet 1513, P. 142) hedder det: «Strax noget Menneske fødes til Verden, da skikker Vorherre en Engel, som skal bevare hans Sjel og Liv fra Djevelen, og andet Ondt» og beraaber sig paa St. Hjeronymi og Bernhardi Vidnesbyrd (Hesperus 7, 509). 

Draugen

«Fölgin liggr hins fylgdu
Fleistr vissi that meistar
Deidir dolga thrúdar
Draugr, theimsi haugi.»
Runestenen i Karlevi paa Øland.

Uagtet Almuen gjør Forskjel paa Følgjet og Draugen, da denne stedse menes at bebude et Menneskes forestaaende Endeligt, synes dette Navn dog kun at være en anden Benævnelse paa et dødvarslende Følgie; thi enten følger Draugen den Feige, hvor han gaaer, ofte som et Insekt, der om Aftenen giver en pibende Lyd fra sig, eller den opholder sig, som paa Søndmør, ved Baadnøster og viser sig som Fisker i Søemandsklæder. Saavel Synet af Draugen selv, som hans Spye (et Slags Skum, som stundom sees i Baadene) varsler om en forestaaende Død.

Anm. I det oldnordiske Sprog kaldes den Draugr. For Islænderen Thorstein Skelk, Olaf Tryggvesons Samtidige, viste sig en af Harald Hildetands Kjæmpers 82Draugr, der kom lige fra Helvede, brølede grueligt; men sank ned i Jorden ved at høre Kirkeklokkernes Lyd. Den kaldes paa det Sted ogsaa «Dolgrinn». Fornmanna Sögur III, P. 200.

Odin roses i Ynglinga Saga, C. 7 for at kunne opvække Døde fra Jorden, og blev derfor kaldet «Draugr drottinn.» I Hervarar Saga omtales Draugar, som de afdøde Heltes Gjenfærd, der opholdt sig i Gravhaugene. (C. 7., sammenlign Romund Grejpssøns Saga C. 4.) Draugen synes saaledes at være Ens Fylgie, der ledsager den Døde selv i Graven.

Gjengangere

«Nu galer Hanen den røde
Og maa jeg da afsted,
Til Jorden skulle alle de Døde,
Thi maa jeg følge med.»
Gjengangervisen om Aage og Else.

Den mening, at de Afdødes Sjele finde Behag i at besøge de Steder, hvor de have nydt Glæder eller følt Sorg og Smerte, er almindelig hos de fleste Folkeslag. Deraf den giængse Troe, at en Myrdets Sjel gjerne dvæler ved det Sted, hvor hans Legeme er bleven jordet, og viser sig for at fremkalde Hævn over Morderen. Saadanne paa Jorden dvælende Sjele kalder man ogsaa Gjenfærd, og paa nogle Steder saavel i Norge som paa Island Drauger. Overtroen seer dem snart som hvide Spøgelser paa Kirkegaarden, hvor de 83standse Heste, skræmme Folk og gjøre mange Spektakler, snart som henrettede Misdædere, der i Maaneskin vandre om paa Retterpladsen med Hovedet under Armen. Undertiden knibe de Folk i Søvne baade blaa og sorte, og slige Pletter kalder man Dødningepletter eller Dødningeknib. Saadanne Gjengangere kunne ei faae Roe i Graven formedelst egen eller Andres Misgierning, førend de adspørges hvad de gaae efter, hvorpaa de ei lade sig mere see. Kugler, Krudt og Vaaben ere spildte paa dem; men for Kors og Besværgelser maae de vige. Til Gjengangerne maae ogsaa henregnes de saakaldte Udburrer eller Udbore, der i nogle Bygder græde som Børn i Skovene og lokke Folk til sig, i andre holde til paa bratte Fjeld og afsides liggende Steder ved Havet, og menes at have deres Oprindelse af myrdede Børn.

Anm. Mundtligt. Om Troen paa Gjengangere o.s.v. sammenlign Ruges fornuftige Tanker om adskillige curiøse Materier C. 2. Feroa reserata C. 8. Budstikken 3, 735. Biskop Hansens Archiv 2, 362. Udvalgte danske Viser fra Middelalderen 1, 200. Chants populaires de l’Ecosse 1, 108, og om Gjenfærd og Gjengangere af F. Oldenburg 1818.

Troen paa Gjengangere, (det oldnordiske Draugr v. Apturganga) stod i Oldtiden i Forbindelse med den da temmelig almindelige Mening, at de Døde boede i Høie (F. Magnusens Eddalære, 4, 229; det eddaiske Qvad om Helge Hundingsbane), hvorpaa og Begrebet om Dains-fylgia ɔ: Dødens Følgeaand, som troedes at op 84holde sig i Graven hos den Døde, og forsvare hans Been og Eiendom mod Enhver, der lagde vanhellig Haand paa samme, synes at hentyde. Til denne Materie henhører den, selv blandt oplyste Folk ikke ualmidelige Troe, at de Druknedes og voldsomt Dødes blodige eller blege Skikkelser kunne vise sig for Slægt og Venner; at deres Aand som et Vindpust gjennemfarer Værelset, som et dybt Suk lyder i den fjerne Vens eller Frændes Øren i det samme Øieblik som den Hedenfarendes Aand forlader Støvets Land, hvilket man ved Exempler troer at kunne stadfæste. I Øvre-Thellemarken kaldes den Afdødes Aand, der lader sig see som en tyk hvidagtig Skye i det den farer ud af Mennesket, Voren. (Willes Beskrivelse over Sillejord S. 253).

Troen paa Udburrer synes saavelsom Navnet at henpege paa og være en Levning af den hedenske Skik, at Forældrene pleiede at udsætte i Skovene de Børn, som de ei kunde eller vilde opfostre. De norske Lapper troede paa et lignende Væsen, Epparis eller Shjort, som meentes at opholde sig paa det Sted, hvor et Barn, der ikke havde faaet Navn, var myrdet. (Leens Beskr. over Finmarkens Lapper, S. 426). At det spøger paa de Steder, hvor et Barn er født i Dølgsmaal og bleven myrdet, indtil Misgjerningen bliver opdaget, er en blandt Almuen ikke sjelden Overtroe. Til Gjenfærdene kan vel og rettest henføres den i enkelte Fjelddale nu sjeldne Troe paa et Væsen, der kaldes Deldegasten,Deldegasten] rettet fra: Deldegagasten (trykkfeil) som opholder sig ved Delder og Grændsestene i Skikkelse af en Fugl, der stundom leer ret frygteligt. Den er udentvivl det samme Væsen, som i Sætersdalen kaldes Skoggagasten, hvorom Pastor Lund i sin Beretning om Overtroen i Sæterdalen (Biskop Hansens Archiv 2, 365) siger: «Høres Skrig paa Marken 85af en mindre Slags Ugle, kalde Bønderne den Skoggagasten. Den holdes for at være en Gjenfærd af et Menneske, der i sit Liv fornærmede sine Naboer ved at flytte Reitestene. Det skal nu være hans Arbeide til Straf i hiin Verden om Nætterne at bringe disse tilbage paa deres rette Sted. De Forandringer, hvilke Fuglens Stemme virkelig har, forklares overeensstemmende med denne Overtroe. Snart synes hans Stemme at ligne den Glades Latter, og nu skal det lykkes Gjenfærden at løfte Stenen; snart lader den sig høre i en sørgelig Tone, og nu falder Stenen Gjenfærdet af Hænderne. At skyde denne tilsyneladende Fugl er en Forbrydelse, der straffes med Uheld.» –

Mara

«Mod Mare-ridt et Raad vor Substitut mig lærte,
Det er: Man sætter Skoe for Sengen kun forkeerte.»
Peder Paars.

Til samme Slægt, som Vardøglet, Draugen o.s.v. hører Maren, der i Udseende ligner den skjønneste Qvinde, men i Lader det arrigste Trold. Hun gaaer gjennem lukte Døre, overfalder sovende Folk i det hun sætter sig skrevs over dem, og plager dem saa det er en Gru. Den, der modtager et saadant Nattebesøg, siges at rides af Maren, og ofte er han nær ved at qvæles. Den lader sig imidlertid ei nøie med at plage Mennesker, men den rider baade Faar og Heste. I Thellemarken kalder man den Muro, og der som anden Steds har man mange Midler til at blive den 86qvit. Et af de kraftigste skal være at tage en Kniv, lægge den i et Klæde, og paa en vis Maade lade den tre Gange gaae rundt om Livet med de Ord:

«Muro! Muro! Minde!
Er Du herinde,
Saa skal Du herud!
Her er Sax, her er Spjut!
Her er Simon SvipuForfatternote: Simon Svipu, som og kaldes Muroqvast, ere de tykke Gevexter, som findes paa Qvistene af gammel Birk, og som hænges over Heste, Faar og i Sengen, at Maren ei skal ride. (Wille 252). inde. –

Anm. Mara betegner efter F. Magnusens Mening (Eddalæren 4, 216) Hestegudinden ɔ: en Dise, som ynder Heste (Mar, Mær) hvem man antog for et ondt Nattespøgelse, stundom for en dræbende Dæmon. Kong Vanland i Upsal blev saaledes, som Thiodolf synger, qvalt af «mara,» der traadte (trad) ham. (Ynglinga Saga C. 16).

Paa Færøerne lægger den sig oven paa Folk, naar de sove, og er færdig til at qvæle dem; men kan man udraabe Navnet Jesu, da flyer den. Har man en Kniv hos sig, kan man ogsaa jage den bort. (Landt 449). I Sverig tilskriver man «Mara» mange Slags onde Virkninger. Saar paa Læberne hedde saaledes der Marekys. I Danmark hedder den ogsaa Maren og ligner den norske (Thieles danske Folkesagn 2, 18 og 124). I Tydskland kaldes den «der Mahr des Nachts eller der Alp.» Den kan komme ind gjennem det mindste Hul og plager baade Folk og Heste. Kan man bringe Tommelfingeren ind i Haanden 87maa den vige. «Wer vor dem Schlafen gehen seinen Stuhl nicht versetzt, den reitet der Mahr des Nachts»Oversettelse: Den som før han går til sengs ikke flytter på stolen sin, ham rider nattens mare. siger Grimm (deutsche Sagen 1, 130). Englænderne kalde dette Væsen Night-mare, Hollænderne Nachtmaer og Irlænderne Phuka. I Danmark fordriver man Maren ved følgende Riim (Peder Paars 1 Bog 4 Sang).

«Mare, Mareminde!
Est Du herinde
Saa skal Du herud.»

Og naar man i Tydskland siger til den:

«Trud komm Morgen,
So will ich borgen!»

saa viger den strax, men kommer den næste Morgen i  Skikkelse af et Menneske for at borge Noget. (Om Mara see F. Magnusens Eddalære 216 og 280–287.)

Varulve

«Hun skabte mig til saa liden en Hind,
Hun bad mig fare saa vide,
Og mine syv Møer til Ulve hin’ graa,
Hun bad, de skulde mig slide.»
Den omskabte Jomfru.

Tilforn troede man, at der gaves Mennesker, som kunde forvandle sig til Varulve og Huse-Bjørne, og at de, som besadde denne Egenskab enten vare blevne samme paasat af onde Mennesker, eller at de vare Troldmænd. En saadan Egenskab besad Jonas Kruse, der opholdt sig i en Hytte, som endnu siges at have været paa Pladsen Krusenhuus i Gjerrestad. Jonas havde en Hustru ved Navn Ingeborg. Det kom engang pludselig over ham at forvandles til Husebjørn, 88just som han og Hustruen samlede Høe i Stak. Jonas gav sin Kone en Kjep i Haanden, kastede hende op i Stakken, og bad hende værge sig det bedste hun formaaede, hvorpaa Kruse gik en Stund bort. Som en stor Bjørn vendte han tilbage, angreb og ængstede Konen paa Livet, saa hun kun med Nød kunde værge sig paa Høestakken. Omsider forlod Bjørnen hende og Kruse kom tilbage som Menneske. (Meddeelt).

Anm. At Folk kunne iføre sig Dyrs Skikkelse og igjen forlade samme, er en Mening, der er ligesaa udbredt, som den er gammel. Den norske Helt Bødvar Bjartes Fader blev saaledes af en ond Stedmoder fortryllet i en Bjørneskikkelse, som han dog til visse Tider kunde aflægge (Hrolf Krages Saga C. 36 og 50, hvor noget Lignende berettes om Bjarke selv). I Volsunga Saga C. 12 tales om 2 Kongesønner, som hvert 10de Døgn slap ud af deres Ulvehamme. Saavel Kjæmpeviserne som de gamle Eventyr ere rige paa Prindser o. s. v., der ere blevne forvandlede til Dyr.

I Sverig hører man endnu, og det med ramme Alvor, tale om Mænd, der fra deres Hustruers Sider midt om Natten løbe til Skovs og i 15 Aar have været Ulve, hvilket kaldes «at gaae Varg.» Ja man veed endog at fortælle om hele Brudeskarer, der underveis til Kirken ere blevne forvandlede til Varulve. Under Krigen 1808 gik endog det Rygte, at de svenske Fanger af Russerne bleve forvandlede til Varulve og hjemsendte for at plage Landet. (Svenske Folks Visor 3, 119). Om de danske Vaerulve see Thiele 1, 133.

I Tydskland findes Wärwölfe, der dog i Udseende ei ganske ligne naturlige Ulve; men ere noget anderledes. (Grimms deutsche Sagen 1, 293).

Verket er inndelt i avdelinger etter hva som er sagnenes fremste karakteristikker. Sagnene er til dels også gjengitt kronologisk med utgangspunkt i tidsepoken hvori handlingen finner sted. Faye har lagt til sine egne anmerkninger og noter.

Om Andreas Faye

Andreas Faye var prest, historiker, pedagog og folkeminnesamler.

Les mer..