Fortale

For dem, der interessere sig for Videnskabelighed og Fødelandets Historie, vil det udentvivl være overflødigt at tale om det Værd, en Samling af Folkesagn kan have; men da denne Bog let kan falde i Hænderne paa Folk, der mangle denne Dannelse og Interesse, vil det vel ei være overflødigt med nogle Ord at omtale den Interesse og Nytte, en Sagnsamling kan have:

1. At Sagnene om de overnaturlige Væsener ved deres Sammenhæng med Nordens gamle Gudelære, der opbevares i begge Eddaerne, kunne tjene samme som en levende og ei uvigtig Commentair; og ved den mærkelige Overeensstemmelse, som finder Sted mellem vore Almuesagn og de fleste nordeuropæiske, ei alene i det Hele, men ogsaa ofte i de enkelte Dele, i Forbindelse med andre Ting, føre til interessante Slutninger om Folkenes Oprindelse, Beslægtskab o.s.v., ja ved denne mærkelige Lighed, ei engang være Philosophen uvigtige, kan vel neppe med Grund modsiges. «Folkesagnene,» siger en af Danmarks lærdeste Mænd, Professor Werlauf, «have sjelden eller aldrig været Gjenstand for nogen egentlig videnskabelig Undersøgelse, skjønt de maaskee som Aftryk af ethvert Folks individuelle Characteer torde udgjøre et ikke uvigtigt Capitel i den menneskelige Culturs Historie. (Athene 4, 193). Den IVIndvending, som maaskee vil gjøres, at disse Sagn om Jutuler, Nøkker o. s. v. ville tjene til at stadfæste en gammel Overtroe, er efter Udgiverens Formening ugrundet. Saavel i Indledningen, som ofte i Anmærkningerne, vil Læseren finde antydet den første Oprindelse til disse Sagn, og den skadelige Troe paa disse Væsener vil udentvivl derved, at de komme paa Prent og blive Gjenstand for fornuftige Folks Samtale, faae Naadestødet; thi saadan Overtroe trives kun, naar den indhylles i en vis Hemmelighed og uden Forklaring forplantes fra Mund til Mund.

2. At saadanne Sagn selv for Naturforskeren kunne have Interesse, vidner vor berømte Landsmand Professor H. Steffens. «Mig som Naturforsker,» siger han, «var stedse Sagnenes Physiognomie fra de forskjellige Bjerg- og Skov-Egne uendelig kjært; thi, udsprungne af en bestemt Natur, bleve de, hvor de, bortskræmte fra os, holdt sig i saadanne skjulte Tilflugtssteder, gjennem Aarhundreder stedse deres oprindelige Hjem troe, tydende hen paa det; ja de syntes vidunderligen at bevare dets inderste Hemmeligheder. Med Bjergenes og Landenes Natur hænger Sagnenes Skikkelse paa det nøieste sammen, saa at jeg med den inderligste Fornøielse har iagttaget Sagnvexternes Forskjellighed efter Egnens Natur i dens fineste Nuancer.» (Geschichten, Sagen u. s. w. von Hagen, Hofmann und Steffens S. 131).

3. For Digteren og Yndere af Digtekunsten maa en Samling af Folkesagn, saavel af mythiske som af historiske, være velkommen. Med større Frihed og med mere Held kan han benytte sig af mythiske Væsener, naar han veed, at disse leve i Folkets Minde og ere saa bekjendte, at selv det mindste Barn forstaaer en saadan Hentydning, og, hvad de historiske og tilsvarende Sagn som Stof for poetiske Frembringelser Vangaaer, saa er det en almindelig Mening, at et Digt, der grunder sig paa et Sagn eller Factum, næsten stedse lykkes bedre, end hvor Stoffet ogsaa er opdigtet. Mig vilde det meget glæde, om denne Samling af Sagn kunde tjene vore unge Skjalde til en Slags Haandbog, og opmuntre dem til heller at dyrke og opelske de vel ei saa glimrende, men dog friske, levende Blomster, der voxe frodige blandt Norges Fjelde, end at søge baade Stof og Billeder fra fjerne og for Mængden ubekjendte Gjenstande, kort at blive mere Folkedigtere, end tilforn har været Tilfælde.

4. For den, der har historisk Sands eller interesserer sig for Fødelandets Skjebne gjennem Secler og for gjeve Mænds Idrætter, ville de historiske Sagn udentvivl være velkomne; thi om man ei altid kan bevise Sagnenes historiske Vished, og om der mod enkeltes Paalidelighed endog kan vækkes grundet Tvivl, ere de dog – om kun for saa vidt Aftryk af Virkeligheden, som de indeholde Folkets Minder om mærkelige og vidunderlige Hændelser eller Gjerninger – altid interessante, og vi maae med Sagnlitteraturens Fader, den berømte Grimm, erkjende, «at, gaae Sagnene end med andre Skridt og see med andre Øine, end Historien gjør, maa man dog unde ethvert Folk, og regne det for en ædel Egenskab, at dets Histories Dag har en Morgen- og Aftendæmring af Sagn.» I flere af de i denne Samling meddeelte historiske Sagn findes ikke aldeles uvigtige Bidrag, der stadfæste, oplyse og supplere Historiens Vidnesbyrd og characterisere de svundne Tider.

5. Vil man maaskee indrømme, at en Samling af Sagn har nogen local Interesse ei alene for de Folk, der boe paa de Steder, hvor Sagnet skal have tildraget sig, eller hvor detdet] rettet fra: der (trykkfeil) endnu lyder; men selv for den Fremmede og Reisende, derder] rettet fra: det (trykkfeil) VIved en Sagn-Samling bliver gjort opmærksom paa, at et saadant Sagn existerer, og derved faaer Anledning til at forhøre sig om samme og da nyde den Fornøielse, som den naive, mundtlige Fortælling paa Stedet selv stedse medfører.

6. Endelig vil en Sagn-Samling maaskee blive BørnenBørnen] rettet fra: Børn en (trykkfeil) kjær og, under Forældres Veiledning, uskadelig Morskabslæsning, og en velkommen Erstatning for de kjære Eventyr, der deels mere og mere forsvinde, deels meddeles dem uden Valg og uden Forklaring, og desuden stundom ere vel massive.

*

Bliver det ved ethvert Værk i Almindelighed et vigtigt Spørgsmaal, om Forfatteren baade har kunnet og villet være sanddru, saa bliver det endnu mere ved en Samling af Sagn; thi her har Læseren som oftest ingen anden Hjemmel end Udgiverens Troværdighed. For saavidt, at de meddeelte Sagn tilforn ere blevne trykte, kan der vel holdes en Slags Control, skjønt det ofte hænder, at det samme Sagn fortælles paa forskjellige Maader, i det enten enkelte Omstændigheder udelades, andre tillægges, og flere Sagn sammenblandes; men hvor der staaer: «Meddeelt eller Mundtligt» har man som oftest ingen anden Borgen end Samlerens Troværdighed. Den Paastand, at hvad Samleren har hørt, maa ogsaa Andre kunne faae at høre, gjælder unegtelig ved saadanne Sagn, hvorved Mindet om en Daad, der kan tjene Egnen til Hæder, er forbundet, eller som er knyttet til en iøinefaldende Gjenstand, som en Høi, et Fjeld o. s. v., i det Hele om mærkelige historiske Sagn; men aldeles ikke om andre, og allermindst om de overnaturlige Væsener; thi deels er Troen paa dem ved en stigende Oplysning aftaget, og som en Følge deraf ogsaa Beretningerne om dem blevne ufuld VIIstændigere, deels udfordres der en vis Tact, som kun Øvelse og Omgang med Bønderne kan give, til at faae den ønskede Underretning; thi er man ikke forsigtig og vaersom, hænder det let, at vedkommende Bonde troer, at man vil have ham til Bedste, og man faaer et undvigende eller benegtende Svar. Sagn, som paa Stedet, hvor Begivenhederne skulle være indtrufne, ere hendøde, og hvor ei engang Spor ere at finde, træffer man heel uventet paa et andet Sted, hvor det ved tilfældige Omstændigheder, som ved Giftermaal, Flytning o. s. v., ere blevne henplantede; thi Barndoms Fortællinger og Steder have ofte for den, der tidlig blev fjernet fra dem, mere Interesse, end for dem, der daglig see de vante Omgivelser.

Tidsalderens Aand, der er mere raisonerende end troende, der i det Hele ingen Auctoritet respecterer; Geistlighedens Bestræbelser og en mere udbredt Læsning have berøvet Sagnene og Eventyrene meget af deres gamle Interesse og Agtelse, saa at nu som oftest kun en gammel Kone eller et videbegjerligt Barn kjender et Sagn, der for ikke ret mange Aar siden var almindeligt.

Flere troværdige Folks Forsikkring, at man i deres Barndom hørte baade gamle Viser og Sagn, som nu ere aldeles glemte; den Erfaring, at den tiltagende Almueoplysning ei alene medfører Overtroens Udryddelse, men ogsaa Sagnenes Glemsel, og den Interesse, som disse vidunderlige Toner om en Verden, som vi ikke kjende, fra en Tid, der længst er forsvunden, have for mig, lige fra mine Barndoms Dage, da jeg med levende Interesse og Troe lyttede til dem, opvakte tidligen hos mig den Idee, at samle en Deel af disse Sagn, inden de ganske forstummede. Tildeels opdraget paa Landet og saaledes vant til at omgaaes med Bønder, blev VIIIdet mig ei vanskeligt ved flere Fodvandringer, jeg i mine Universitetsferier foretog, at udvide min Sagnkundskab, som jeg siden deels ved at studere Topographier o. s. v., deels ogsaa ved mundtlige Samtaler og Brevvexling har stræbt at fuldstændiggjøre. Sjællands lærde Biskop, den af den oldnordiske Historie saa fortjente P. E. Müllers, Hr Professor C. Steenblochs og flere agtede Videnskabsmænds Ønske om, at en Samling norske Sagn snart maatte udkomme, og Opmuntring til mig om at realisere Ideen, har fornemmelig bidraget til, at denne Samling af Sagn nu fremtræder. At den er ufuldstændig og i flere Henseender mangelfuld, er Ingen villigere til at erkjende end Udgiveren, der dog har stræbt at udstyre den, ei saaledes som han ønskede, og Critiken udentvivl fordrer; men saaledes som Tid, Mangel paa tilstrækkelige Hjælpekilder og andre Omstændigheder have tilladt ham det.

Med Grundene for sit Valg af Sagn, sin Inddeling og andre Smaating vil Forfatteren ei trætte sine Læsere; men kun tilføie, at han har leveret Sagnene som han har erholdt dem, uden at lægge til eller tage fra og uden Udpyntning. Mangen Læser vil maaskee finde, at en saadan Samvittighedsfuldhed her er paa sit urette Sted; men Udpyntningen vil jeg overlade Andre, og bede Læseren for denne Gang at tage til Takke med disse simple, men ægte og nationale Sagn. Ei som nogen fuldstændig Samling af norske Sagn, men kun som et ringe Bidrag til at fylde et Hul i vor Litteratur og i den nordeuropæiske Sagnkreds, vover jeg at anbefale til mine Læseres Velvillie og Yndest dette Forsøg, hvis gode Modtagelse maaskee kan opmuntre Andre til at fremkomme med lignende Bidrag.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.