«Man kan temmelig sikkert antage, at ethvert Folkesagn, som ei er opstaaet ved Forklaring af Naturgjenstande eller Monumenter, maa have sin Oprindelse fra et eller andet Factum, hvad enten dette tillige er opbevaret i Skrift eller ikke. Jo høiere et saadant Factum nu stiger op i Tiden, jo mere maa det have tabt af sin Betydning, og jo mere poetisk maa Sagnet være bleven.»
Werlauf.
I Norriges Land levede i fordums Dage en Lillievaand, der var saa fager, at hun i Alles Munde hed Skjøn Valdborg. Hendes Fader var Hr. Immer, der døde i hendes spæde Barndom, og hendes Moder, Fru Julli, hvilte ogsaa i den sorte Muld inden Datteren var voxen. Mægtige Frænder havde hun rundt om i Landet; thi hun var af den gilske Æt; men den gjeveste blandt dem Alle var Axel Thordsen, der kaarede hende til sin Brud, medens hun endnu var et lidet Barn, og fæstede hende, da han selv drog ud af Landet for at gjeste fremmede Herrer, blandt hvilke han tog Tjeneste hos Keiser Henrik.
I Kloster sættes imidlertid hans liden Brud, at hun skulde Sømmen lære, og der var hun i 11 Aar, hvorpaa Dronning Malfred tog den fagre Pige i sin Gaard, hvor hun blev holdt høit og i Ære, thi Malfred og Fru Julli havde været gamle Bekjendte og ofte legt Guldtavel med hinanden. Imidlertid begyndte Hr. Axel at føle svar Længsel efter sin Fæstemøe, og da han 222«udi Rosens Lund» traf en Pillegrim af den gilske Æt, der fortalte ham, at Valdborrig Immersdatter var den skjønneste Lillievaand i det ganske Land, og at hendes mægtige Frænder havde bestemt Axels Fæstemøe til Hagen Kongesøn, saa bad han Keiseren strax om Orlov, og iilte flux tilbage til sit Fødeland. Ham fulgte 30 Svende; men da han kom til sin Moders Gaard, da red den Herre ene. Ved Borgeled traf han sin væne Søster Fru Helfred, der gav ham et Budskab med, saa at han kunde træffe Skjøn Valdborg, og da hun med Dronningen kom fra Aftensange leverede han det Bønnebrev stort, hvorudi stod Elskovs Ord, og laae Guldringe 5, der vare drevne i Roser og Lillier.
«Saa fulgtes de over den Høieloftsbro
Som Gud gav dennem tilraade;
Der gave de hinanden Tro
Og Eden svore de baade.»
Sin Eed holdt Valdborg trofast, uagtet 11 Riddere beilede til hende og Hagen, Kongens Søn, var den 12te. Denne mistvivlede alt, og var mod i Hu, da skjøn Valdborg ei vilde lade sig bevæge, og hans Moder, Dronning Malfred, svarede til hans Klage: «Med Magt kanst Du hende ikke faae.» Dog Haab fik han atter, da han hændelsesviis stødte paa sin Skriftefader, Sortebroder Knud, der gav ham den uventede Trøst, at Axel ei kunde Valdborg ægte; thi de ere Nærsødskende-Børn og een Frue har holdt dem begge over Daaben, og Capitulet maae de lyde.
223Hagen henvendte sig nu til Valdborgs 3 Morbrødre, der vare anseelige Grever, og forlangte hende til Ægte. Med Glæde gave de deres Minde dertil; men Valdborg svarede: «Axel er min kjæreste Ven, jeg vil hannem aldrig svige.» Da lod Hagen skrive Brev og Erkebispen hente med Klerkerne 7 Gange 10, og erklærede, at de Ædlinge to skulde stævnes til Thinge, at møde for Erkebispen.
Med bange Hjerter mødte det elskende Par for Erkebispen i St. Mariæ Kirke, hvor Sortebroder Knud fremtraadte og med Slægtebog i Hænde beviste, at de ei kunde komme sammen i Ægte, da de vare Næstsødskende-Børn paa Mødreneside og derhos Gudsødskende. Man fulgte dem derpaa op til Alteret, hvor man gav dem et Haandklæde i Hænde og
«Det Haandklæd mellem dem skaaret blev
Hver fik af dennem et Stykke;
Saa lever den aldrig i Verden saa gjæv,
Der selver kan raade sin Lykke.»
De Elskende vare saaledes for evig adskilte, og man tog Guldringen af Valdborgs Finger og Armbaandet af hendes Haand, og gav Ridderen sin Gave tilbage; men
«Hr. Axel kasted’ Guldet paa Alteret da,
Gav det St. Olaf til Ære;
Svor alle de Dage, han leve maa,
Han Valdborgs Ven vilde være.»
Over denne Eed blev Hagen vred, traadte frem paa breden Steen og svor, at Axel i Morgen den Dag 224skulde sværge paa Sværd og hellige Læst, at Valdborg for ham var Møe. Ei alene de Ædelinge 2 svore paa Messebog, 11 Grever af samme Æt med gyldne Sværd og Lokker gule indfandt sig for at sværge med den væne Lillievaand, som Hagen Kongesøn bød nu skulde bære Kronen af røden Guld; men hun erklærede den sorgmodige Axel:
«Saa sørgelig vil jeg leve min Tid
Alt som en Turteldue.
Hun hviler aldrig paa grønnen Green
Hendes Been er aldrig saa møde;
Hun drikker aldrig det Vand saa reen,
Hun rører det først med Fødder.»
Saaledes stod det nu en rum Tid hen. Hr. Axel og den Jomfru from, de hverken legte eller loe; da kom der Orlog paa, og Hagen opbød alle sine Mænd til dette Hærværk, og udnævnte Axel til Høvidsmand, og den bolde Ridder, i hvis blaa og hvide Skjold 2 røde Hjerter monne stande, svigtede ei hvor det gjaldt om Fædreland og Ære. Den Kamp var haard. Ridder Axel vog Kong Amunds Sønner og mange af de Herrer af Oppeland. Da sank Hagen Kongesøn dødelig saaret af sin Ganger, i det han bad Axel Thordsen at hævne hans Død og fange Norges Rige og derhos begge deres Møe. Axel styrtede nu atter ind blandt Fienderne, og kjæmpede drabeligen indtil hans gode Sværd brast, og han havde faaet 7 dødelige Saar. Da opgav han sin Aand; men det sidste Ord, han talte var om sin Fæstemøe.
225Valdborg uddeelte nu alle sine Kostbarheder blandt sine Frænder og gik selv i Mariæ Kloster, hvor Erkebiskop Aage viede hende til Nonne, og aldrig forsømte hun en Messe her, ei heller en Ottesang.
«Gud dennem forlade, som Aarsage er,
at de ei sammen maa være,
Som have hinanden af Hjertet kjær,
Og elske i Tugt og Ære.»
Anm. Fremstillingen af dette Sagn grunder sig ganske paa den almeenkjendte og smukke Ballade, da Bønderne, naar Talen kommer paa denne yndede Tildragelse, fast stedse tilføie: «hvorom meldes i Axel Thordsen og Skiøn Valdborgs Vise.» Denne Vise, om hvis Forfatter, og selv Tiden, hvori den er skreven, man svæver i det tykkeste Mørke, blev første Gang trykt i den christianiensiske Udgave af A. S. Vedels Hundrede Viser, som et Anhang, og er siden deels i Samlinger, deels særskilt trykt. I svensk Oversættelse er den udkommen i Linkøping i det 17de Aarhundrede, og paa Tydsk er den oversat af den lærde Grimm.
Den samme Dunkelhed, hvori Forfatteren svæver, hviler ogsaa over Tiden og Stedet, hvor denne Tildragelse skal være indtruffen; thi uagtet Stoffet i denne gamle Ballade synes at være aldeles historisk, saa ere de Personer, der i Visen omtales, mindre end historiske. Blandt den hele Række af nidarosiske Erkebisper forekommer ingen Aage. Navnene Sortebroder ɔ: Dominicanermunken Knud, Mester eller, som han ogsaa nævnes, Erkedegn Erland, Fru Eskelin, Julli, Karl af Sønderdal, Hr. Asbjørn,Forfatternote: Blandt Hakon Herdebreids Krigshøvdinger nævnes Asbjørn af Ørland. Axel Thordsen og 226Valdborg forekomme aldeles ikke i vor Historie; og de Øvrige, som Prinds Hagen, Dronning Malfred, Keiser Henrik, Kong Amund og de Herrer af Oppeland, give, ihvorvel lignende Navne forekomme i Nordens Historie, dog ikke den ringeste Oplysning.
Da Tildragelsen, hvis den ellers nogensinde i Virkeligheden har fundet Sted, er foregaaet i Norge, medens den katholske Cultus var i sin fulde Flor, saa synes det rimeligt, at en saa hjertegribende Tildragelse ved mundtlige Sagn maatte være opbevaret paa det Sted, hvor den tildrog sig. Her gaaer det imidlertid som med Sagnet om Hagbart og Signe. Tildragelsen interesserede i den Grad, at flere Steder gjorde Fordring paa den Ære, at være Skuepladsen for en saa rørende Tildragelse. Man behøvede ikke mere end et Kloster eller en Kirke, der var helliget Jomfru Maria, eller en Liigsteen, hvorpaa stod Sortebroder Knud, eller en Gaard, hvorpaa en Julli eller Valdborg i gamle Dage havde boet, eller Sagn om et Slag, hvori en Axel eller Aslak, en Kongesøn ved Navn Hagen var falden, for at gjøre denne Egn til Stedet, hvorpaa Balladens Helte færdedes. Heraf lader det sig let forklare, hvorledes flere Steder kunne tilegne sig samme Tildragelse; men det bliver vanskeligt at bestemme, om det locale Sagn skylder Visen sin Oprindelse eller har givet Stof til Samme, og hvis man endog ei uden Grund antager det Sidste, saa staaer det dog tilbage at vise, hvilken af de mundtlige Traditioner, naar flere existere, man giver Fortrinet som Stof til Sangen, og hvilke man betragter som dens Døttre. Vi ville nu lidt nøiere betragte de rivaliserende Partier for at see, hvem af dem vi skulle tildømme Prisen. Einabu i Gudbrandsdalen, mærkelig ved sine Steencirkler, og øvrige 227Minder fra den graae Oldtid, paastaaer, at her skal have staaet et Slag imellem Kong Hagen og Axel Thordson, og at Kong Hagen, der faldt i Slaget, skal ligge begraven under den største af de herværende Bautastene. Andre derimod berette, at Axel Thordsen her ligger begraven (Hjorthøys Beskr. over Gudbrandsdalen 2,7). Hermed staaer et romsdalsk Sagn i Forbindelse, der melder, at paa Gaarden Staven i Gryttens Sogn, hvor en stor Bautasteen og adskillige cirkelrunde Kredse, kringsatte med store Stene, findes, leveredes et Slag mellem Romsdølerne og Oplændingerne, hvis Anfører Axel Thordsen her fældte Romsdølernes Høvding, Hagen Kongesøn; men siden satte Livet til paa Einabu. (Schønings Reise 2, 134). Ved Gaarden Venje i Romsdalen omtaler Schøning i sin Reise (2, 126) Valborgs-Bakken, og at man beretter, at Skjøn Valdborg har boet paa denne Gaard. Disse Sagn ere i saa Henseende mærkelige, som de ved at gjøre Hagen Kongesøn og Axel til Høvdinger for 2 kjæmpende Partier, og lade dem blive jordede under Bautastene, synes at være ældre end Balladen og være uafhængige af den.
Balladens Fostre derimod synes det tønsbergske og bahusiske Sagn at være. Hiint fortæller, at Skjøn Valdborg levede og døde i et Kloster, der stod paa Teie, hvor man endnu seer Levninger af gamle Mure; samme Kloster skal ved en underjordisk Gang have staaet i Forbindelse med Tønsberg-Slot, hvorpaa Axel var. Uagtet jeg i min Barndom har seet den store Gravsteen, hvorunder Sortebroder Knud skulde hvile, og hørt tale om, at man i et skjult Lukke i Mariæ Kirke endog skal have fundet det Klæde, som blev deelt imellem Axel og Valdborg, saa kan selv dette blot overtyde mig om, at dette Sagn er en Localisering 228af Balladen.Forfatternote: Det samme gjelder ogsaa om det Sagn, der henfører Tildragelsen til Gimsøy Kloster ved Skien. Valdborg skal have opholdt sig i Gimsøy Nonnekloster, og Skilsmissen skede paa en Broe, som den Gang, efter Sagnet, forenede Klosteret med det Capel, hvoraf der endnu findes Levninger paa den ligeover for liggende Gaard Bratsberg. (Meddeelt). Det samme gjelder om det bahusiske Sagn, der lyder saaledes: «I en Krig, som Kong Amund i Upland førte med Kong Hakon i Norge, kom denne med sin Hær til Søes fra Opslo, og landede, ledsaget af sin Feltherre Axel Thorsen i Guldmaren, i Nærheden af hvilken det kom til et Slag mellem de Norske og de svenske Oplændinger, hvori begge Kong Amunds Sønner, Kong Hakon selv og Axel Thorsen faldt.» Oedmans Bahusbeskv. 251.
Dragmarks Kirke hed fordum, saa lyder Sagnet videre, Mariæ Kirke, og blev bygget af den norske Konge Hakon Hakonsen, der saavelsom Axel Thorsen havde den skjønne Valdborg meget kjær. For hendes Skyld lod han Kirken pryde med Marmor og andre Zirater, som han førte fra Throndhjem, og gjorde den til Hovedkirke for 7 Sogne. Paa samme Sted lod han bygge det Mariæ Kloster, hvori Skjøn Valdborg døde. Hun skal ellers have boet paa Gaarden Hältäs.
Hvis Balladen om Axel og Valdborg har andet historisk Værd end det, «at den bærer et nøiagtigt Præg af hiin Middelalderens Costume i Norge, og at man deri, som i et Speil, kan see den Tids Aand og Sæder, Skikke og Fordomme, og overhovedet ægte nationale Yttringer paa mangehaande Maader, saa er det dog rimeligst, at Skuepladsen har været Romsdalen og det tilgrændsende Søndmør, hvorpaa ei alene de i Begyndelsen 229anførte Sagn henpege, men hvorfor flere Sagn og Grunde tale. Foruden Gaardene Sletta og Devold i Romsdalen, der begge gjøre Fordring paa Axel, findes her en Gaard Marstein, hvor ifølge Sagnet Valdborgs Forældre boede, og hvor man, under en stor Steen tæt ved Gaardens Huse, viser hendes Moder Fru Jullis Grav. (Schønings Reise 2, 130). Paa Gaarden Houe i Søndmør skal ogsaa have staaet et Slag, hvori Axel Thordsen faldt tilligemed Hagen, Kongens Søn; og endelig findes paa den lille Øe Gidske, fordum Sæde for mægtige Høvdinger, ved Kirken en hvid Marmorsteen, der omtrent er een Favn lang og een Alen bred, og som er forsynet med nogle ulæselige Bogstaver, hvilken Steen stedse har baaret Navn af Skjøn Valdborgs Grav. (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 114). Paa den anden Side af Kirkens Chor, siger Sagnet, ligger Axel Thordsen begraven; men uden Mindesteen. Ved enhver af Gravene har været plantet en Ask, og disse Asketræer voxte op i lige Høide, og da de havde naaet over Kirkens Tag, saa bøiede de sig mod hinanden, og slyngede deres Grene sammen. Axels Træe staaer endnu frodigt, Valdborgs derimod er gaaet ud (Budstikken 6te Aarg. 589). Hvis man med Nogle vil antage at «gilske Æt» er en Forvanskning for «gidske Æt» saa finder Sagnet om, at hun var af en mægtig og anseet Slægt, Medhold i Historien; thi Gidske var ei alene i ældre Tider Sæde for den mægtige Rognvald Jarl; men her boede sildigere den videnom i Norge beslægtede Arnesonske Æt. – Hvad Tiden angaaer, har den oehlenschlägerske Hypothese, der findes i Fortalen til hans berømte Sørgespil Axel og Valdborg, meest Sandsynlighed. Han antager Visens Hagen Kongesøn for at være den unge Hakon Herdabreid, som i Steinavog 230blev overvunden og dræbt af Erling Skakke, der saaledes kommer istedet for det i Visen formodentlig opdigtede Overfald fra Opland. I en af Hakons Mænd, «Askel v. Axel fra Føhrland, som han gjør til en Søn af hans Faders Tilhænger Thord Huusfreya,» gjenfinder han Axel Thordsen, der er af den gillske ɔ: Harald Gilles Afkom, «der udmærkede sig i den korte Tid, den levede, tragisk og sig selv tilintetgjørende.» Keiser Henrich gjør han til den kjække Henrik Løve. Erkebiskop Aage lader han Hakon indsætte, fordi hans Modstander Erkeb. Eystein havde begivet sig til hans Fiender i Bergen. Det romsdalske Sagn om Kong Hakons Drab i en Kamp med Oplændingerne kan da gjerne tyde hen paa den unge Hakon Herdabreid, hvis Liig først blev begraven i Romsdalen.
I Tvekamp de ginge
For den væne Møe
og funde begge Bane.
Solens Sang 14.
Paa Gaarden Landvig i Nedenæs levede i gamle Dage en Pige, der var saare skjøn. I hende bleve tvende Brødre fra Reddalen, der fordum hed Riddardalen, forelskede. Den ældste Broder beilede først til hende, og hun gav ham sit Jaord. Kort efter beilede ogsaa den Yngre til Pigen, og da hun syntes endnu bedre om ham, glemte hun sit første Løfte og trolovede sig ogsaa med ham. Herover blev den ældre Broder naturligviis opbragt; men tilsidst kom Brødrene dog over 231eens om, at en Tvekamp skulde afgjøre, hvo af dem der skulde føre Pigen hjem som Brud. I Kampen gav den yngre Broder den ældre Banesaaret; men i det samme denne segnede, gav han Broderen et saadant Stik i Maven, at hans Indvolde randt ud paa en Ager, som endnu kaldes Vomsageren. Den fortvivlede Brud greb derpaa et af Sværdene og gjennemborede sig selv paa samme Sted. De bleve derpaa brændte og deres Aske gjemt i 3 Urner, der bleve satte ned i en Høi, som i denne Anledning blev opkastet. Ledet af Sagnet skal man siden have undersøgt Høien, og i den blandt andre Ting have fundet 3 Urner, en Guldring og et Sværd. (Mundtligt).
Paa Ristvedkollen paa Eger findes adskillige Ruiner af gamle Forskandsninger, der endnu kaldes Slottet i Bingen. Her boede i gamle Dage de myndige og rige Bingsherrer. Deres Rigdom var saa betydelig, at de besloge deres Heste med Sølvskoe, og deres Anseelse saa stor, at man i Haugskirke ei turde ringe sammen til Gudstjeneste, førend de vare ankomne. Deres Rigdom skulle de skylde det Sølv, som de fandt i det nærliggende Holtefjeld, hvor man endnu seer Spor af Gruber.
Anm. Ved Slottet paa Bingen er i gamle Dage fundet en Ringbrynie. Strøms Beskr. over Eger 260.
232I samme Egn skal i gamle Dage have boet en fornem Mand, der skal have givet Anledning til det her gængse Ordsprog:Ordsprog:] rettet fra: Ordsprog. (trykkfeil) «Nu gaaer det ud med Haaken Gjedde,» som man bruger, naar man vil betegne, at Ens Formue forringes. En Dag kom en Bonde ind til ham, just som han sad og spiste. Heel overrasket ved at see en saa gjev Mand drikke Hvidviin og spise Salat, som han tog for Vand og Græs, udbrød han: «Nu gaaer det ud med han Haaken Gjedde, han aad Gras og drak Vatn te.» (Mundtligt).
Paa Gaarden Devægge, tæt ved Næs Kirke i Hallingdalen, findes en for sin Ælde og Bygningsmaade saare mærkværdig Stue, der ifølge Sagnet er bygget af en fra Scotland fordreven Greve, der hed Clemet; men siden fik Tilnavnet Bonde. Hans Frue hed Belju, som 7 Aar derpaa skal have ladet bygge Næs Kirke. Før hendes Tid var det fast umuligt at passere den steile og uveisomme Beja-Klev; men da hun var meget rig, saa lod hun Klippen sprænge ved Hjelp af Ild og Smør, og den Vei anlægge, som den Dag i Dag kaldes Smørkleven.
Anm. Mundtligt; Top. Journ. 31, 172 og 178. Huset, som endnu findes, er meget mærkeligt, da det bestaaer kun af 6 Stokke i Høiden, og Døren er saa høi at en 233maadelig Karl kan gaae derigjennem uden at bukke sig, uagtet den ikkun er udhuggen i tvende Stokke. Imellem hver Stok er, istedetfor den almindelig brugelige Moos, lagt fiint blaat Klæde. Det har ei havt Vinduer, men faaer Lys gjennem et Hul paa Taget, og er altsaa en Røgstue. Om denne Bygnings øvrige Mærkværdigheder see Top. Journ. 31, 174.
Paa Gaarden Hamre, der ligger ligeover for Slidre Kirke og under det steile Olberg Fjeld i Valders, boede i gamle Dage en Konge, der laae i Feide med en anden Konge i Hallingdal, som ved Nattetider ankom med sin Hær til Olberg, hvor han traf en af Valderskongens Svende. Denne blev nu nødsaget til at være Veiviser; men han benyttede sig af Leiligheden til at ødelægge sin Herres Fiender. Med et Tyriblus i Haanden ilede han henimod Randen af Olbergs steile Klippevæg, lod Faklen synke, og kastede sig selv ned bag en Busk; Hallingdølerne styrtede efter Faklen paa SkieForfatternote: Andre berette til Hest. Til Bestyrkelse af dette Sagn har man i Uren under Præcipicen fundet Vaaben og Stigbøiler. og omkom. Dette Sagn findes med nogle Forandringer ogsaa i Hallingdalen, hvor man kalder den hallingdalske Konge kun en Junker, og fortæller, at han boede paa Gaarden Grøtte, hvorhen hans Lig blev bragt tilbage og begravet efter at han 234med sin Hest og Ledsagere var styrtet ud over Olbergs bratte Fjeldvæg, bedraget og narret af sin egen Veiviser, der var bestukken af Kongen i Valdris.
Anm. Gaarden Hamre antages for at være det Gummonæs, der omtales af Snorre, da man paa et Næs, som løber ud i Slidrefjord seer Spor af Fortidens Forskandsninger. Top. Jour. 31, 187. Kraft 22, 234, 342.
Der var engang en Ridder i Valdris, der laae i Strid med en Ridder paa Sandbo i Gudbrandsdalen om et fiskerigt Vand, Heimdalsvandet kaldet, hvorfra Sandbo-Ridderen fordrev sin Modstander; men for at hevne sig, tog Valdris-Ridderen Leiligheden i Agt, og, da Sandbo-Ridderen engang havde forladt sit Hjem, gik han med sine Folk over Fjeldet, og afbrændte Sandbo. Saasnart Ridderen kom hjem og fandt sin Gaard afbrændt, samlede han flux sine Folk, og satte efter Mordbrænderen, der havde taget sit Natteqvarteer i den afsides liggende Fugelsæter, og her udsat sine Vagter. Uagtet Sandbo-Ridderen red den hele Nat, indhentede han først mod Dagbrækningen sin Fiende. Da han imidlertid blev de udsatte Vagter vaer, bød han sine Ledsagere at afhugge smaa Birketræer, og holde dem foran paa deres Heste, for at Vagterne ei for tidlig skulde faae Øie paa dem. Disse saae i Førstningen ei andet end en Birkeskov; men da de mærkede at Skoven bevægede sig, og kom nærmere, gave de strax Signal. 235Valdris-Ridderen, der mærkede Uraad, søgte med sine Svende Frelse i en snar Flugt; men Sandbo-Ridderen forfulgte ham saa skarpt, at han kun havde een Ledsager tilovers, da hans egen Flugt blev standset ved en frygtelig Aabning mellem 2 Klipper, der staae 5 a 6 Alen fra hinanden og fremvise en Afgrund, som er over 20 Favne dyb, og i hvis Bund en brusende Elv skummer. Den raske Ridder vovede i fuld Rustning Spranget og kom lykkelig over; men hans Vaabendrager, der fulgte sin Herres Exempel, styrtede ned i Afgrunden og knustes.Forfatternote: Efter et andet Sagn styrtede Ridderen selv sin Vaabendrager ned i Afgrunden, for at indjage de Efterfølgende Frygt for at vove et lignende Spring. End kaldes dette Sted Ridderspranget.
Til Erstatning for den opbrændte Gaard blev Heimdalen med Fiskerie og andre Herligheder, der tilforn havde hørt til Valdris, af Kong Magnus tildømt Ridderen paa Sandboe, hvilket mange Kongebreve, som findes paa Gaarden, endnu stadfæste.
Anm. Heimdalsvatn er endnu bekjendt for sine deilige Ørreder og Heimdalen for sine Græsgange og Jagt. Denne Herlighed hører til det gamle Riddersæde Sandbo, som allerede i Kong Sverres Tid eiedes af Familien Gjæsling, men senere af Familien Iljarn, hvortil den omtalte Ridder skal have hørt. End bevares paa GaardenGaarden] rettet fra: Gaarde (trykkfeil) en Staalhue, et Harnisk og en Deel Vaaben, som de gamle Eiere have brugt. (Mundtligt, Bud. 2 Aarg. 672. Hjorthøys Beskr. over Guldbrandsdalen 2, 37. Kraft 2, 137).
236Hvis man henfører dette Sagn til Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, hvor, under Magnus Smek, Høvdingerne i Norge levede fast uafhængige, og Næveretten gjaldt, kan ved den valderske Ridder maaskee forstaaes Sighvat af Læirholar, nu Leerol, i Valders, en mægtig Ridder, som tilsidst, ifølge en gammel Beretning, blev dræbt af nogle Bønder. (Saml. til det norske Folks Sprog og Historie 1, 155).
Ridderen paa Sandbo hed efter det almindelige Sagn paa Vaage, Knut Iljarn, som Schøning (Bud. 2 Aarg. 680) antager for at være en Søn af «Herra Siugurdh Erlandzon»,Forfatternote: Der var en Broder af den berømte Alf Erlingson (Lille Alf) og den rige Bjørn paa Bjarkøe. Bud. 4, 449. til hvem, ifølge et Pergamentsbrev fra 1337, der findes paa Sandbo, Arne Haraldsson Korsbroder i Hamre, afstod Heimdals Vatn. Hvis man med Schøning antager, at denne var en af Familien Gjæsling, kan Trætten muligen have reist sig i Anledning af Gaardens Overgang fra Familien Gjæsling til Iljarn. Gaardens nuværende Beboere paastaae at nedstamme fra de gamle Iljarner, dog fra en Sidelinie, thi vel efterlod Ridder Knut sig 7 Sønner, men disse vare alle voldsomme Karle, der satte Livet til i Tvekamp, eller lede en Udød, og efterlod sig ingen Afkom. Deres Moder, der var af Familien Gjæsling, og en gudfrygtig Kone, slog sig af Sorg over sine Sønners slette Opførsel fra Verden, og satte sig ned paa et afsidesliggende Sted, Skaarvangen kaldet. Her søgte hun, ved Faste og et haardt Levnet og ved Gaver af Jordegods til Præsten paa Vaage for Sjælemesser, at udsone sine Sønners Misgjerninger.
237Paa Gaarden Soelberg i Gusdal i Gudbrandsdalen boede i gamle Dage en fornem Frue, og paa Skondalsfjeldet en anden, der kaldes Skondals Fruen. Disse 2 Fruer laae i heftig Strid, fordi Soelbergs-Fruen engang havde ladet den anden frastiæle et Sviin. En af deres Svende blev ved denne Leilighed ihjelslagenihjelslagen] rettet fra: ihjelslaggen (trykkfeil) og begravet paa samme Sted, hvor Mordet skede. Trætten blev fortsat indtil Soelberg-Fruen ved Dom blev paalagt, at retfærdiggjøre sig ved Eed. Hun aflagde denne, men skal siden have sagt: «Flesket smagte godt, men Eden var ond at gjøre.»
Skondals-Fruen stod i saadan Anseelse hos Stedets Præst paa den Tid, at der aldrig blev ringet sammen ved Hovedkirken, førend hun blev seet i Klæve-Bakkene.
Anm. Paa en Sæter ved Skondalsfjeldet sees endnu Spor af Huustomter. Hjorthøy 2, 188. Sagn om Fruer ere temmelig almindelige. Paa Grevsnæs i Volden paa Søndmør skal i gamle Dage have boet en scotsk Frue eller Grevinde (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 345). Halve Flaa-Annex i Hallingdalen skal i gamle Dage være eiet af en rig Frue, der kaldes Roppe-Fruen, og som var saa prægtig, at hun kjørte med Elsdyr. (Top. Journ. 31, 169).
238Inderst i Eidfjorden ved Øgtenutens Fod boede langt tilbage i Tiden rike Rakna, saa kaldet, fordi hun eiede korngode Gaarde i Dalen og Fæebeite paa Fjeldet for talrige Flokke af Storqvæg og Smaler. Giftige Tunger gave hende og Klengenavnet «ille Rakna,» fordi hun var ilsindet og ond af Gemyt. At hun med Rette bar dette sidste Navn maatte hendes Huusbond sande; thi med ham yppede hun Klammer og Kiv og levede ret et ukristeligt Samliv. En Dag skulde Rakna over Fjorden til Haatlonastølen. Hendes Husbond var med i Baaden. Der opstod en Tvist, som endtes med formeligt Slagsmaal. Rakna, der i Kræfter var sin Herre langt overlegen, slængte ham fra Baaden hen paa et lidet af Søen fremstikkende Skjær; selv roede hun videre hen over Fjorden. Pludselig opstod et frygteligt Uveir. Stormene rasede, Søen gik høit, og en fraadende Bølge, som slog hen over Skjæret, rev Husbonden med sig. Rakna slap vel derfra med Livet, men havde den Sorg, at see sin bedste Støl blive et Rov for en hurtig opkommende Vandfloms vilde Bølger, der rev den med sig. Den onde Qvinde skal have levet lang Tid derefter; men om det end lykkedes hende at skjule sin Udaad og undgaae sin fortjente Straf, blev hun dog plaget af Samvittigheds Nag og Tungsind. For at udsone sin Brøde byggede hun Eidfjords Kirke, lod lægge kostbar udhuggen Marmorsteen over 239sin af Fjorden opfiskede Husbonds Lig, skriftede sin Udaad i Dødens Stund, og hensov i Angest for en lang og piinlig Skjærsild.
Anm. Meddeelt. Sammenlign Hermoder 6, 93 og Samlinger til den danske Historie 2. 3. 38, hvor der fortælles, at ved Alterfoden af Eids Kirke ligger Ragna Asulfs Datter begraven, under en med Inscription forsynet Gravsteen.
Tre Døgn ruged Natten saa sort som Muld,
Og rædsomt Stormene brølte;
Men Præsten knælede tillidsfuld
Med Psalter og Bøn, og ei Hunger og Kuld,
Ei Søvn eller Træthed han følte. –
Bjerregaard.
Da Præsten i Tind for mange Aar siden en Søndag skulde roe til Annexet Hovind, blev han paa den af skyehøie og bratte Klippevægge indsluttede Tindsøe pludselig overfalden af en heftig Storm. Paa Redning var ei at tænke, thi Søen taarnede sig frygtelig, og ingen Havn eller Landingssted er at finde. Rorskarlenes Anstrengelse var forgjeves, Baaden knustes mod Haukanæsfjeldets bratte Sider, Folkene omkom, men, som ved et Guds Under, blev den fromme Præst af de vrede Bølger uskadt kastet ind i en lille Fjeldkløft, høit oppe paa Fjeldet, hvor den stakkels Mand skal have siddet i 3 samfulde Dage. Den 4de Dag lagde 240Stormen sig. Nogle Forbiroende, der hørte den Vansmægtendes Angestraab, reddede ham, og siden er denne Afsats i Klippevæggen bleven kaldet Præstehulen, et Navn, som den bærer den Dag i Dag. (Mundtligt).
I Walle Kirke i Sætersdalen kom engang, for omtrent et Par Aarhundreder siden, Lensmanden Olmund Berge saa sildig, at Præsten allerede var kommen paa Prædikestolen. Præsten satte ham derfor offentlig til Rette, hvorover den stolte Lensmand blev saa forbittret, at han, da Gudstjenesten var forbi, stillede sig udenfor Kirkedøren og med sin Tollekniv gav Præsten sit Banesaar, i det han traadte ud af Kirken. Morderen flygtede vel flux; men den paa Kirkegaarden forsamlede Almue satte efter ham og indhentede ham nogle 100 Skridt fra Kirken, hvor de stenede ham ihjel. Nogle Stene vise endnu hans Grav. Det varede 3 Aar inden Bygden fik nogen Præst, da en svensk Student var den første, der vovede sig op blandt Sæterdalens raa og vilde Indbyggere. (Mundtligt, conf. Top. Journ. 26, 39).
Hallingdølerne skulle i Fortiden have været haarde og ustyrlige Folk, der havde behandlet flere Præster 241saa ilde, at Ingen vilde søge didhen. Endelig vovede en dansk Mand, der var bekjendt for sin usædvanlige Styrke, at drage derop. Blandt andre Oldtids Skikke fandtes da ogsaa den, at hver Bonde mødte bevæbnet ved Kirken, hvor han i det saakaldte Vaabenhuus indsatte sin Øxe, medens Prædiken varede. Naar Gudstjenesten var tilende, og enhver vilde tage sin Øxe, opstod der som oftest Klammerie, der ikke sjelden endtes med Drab. For at forhindre saadan Uorden udkom der en Forordning, som forbød Bønderne at komme bevæbnede til Kirke. Ikke destomindre kom en gammel stolt Bonde til Kirken, med sin Øxe i Hænde. Da Præsten saae denne Overhørighed gik han ham imøde med de Ord: «Kjender Du ikke Kongens Bud?» og fratog ham med et raskt Greb Øxen i hele Almuens Paasyn. En saadan Fornærmelse skar den stolte Bonde i Hjertet. Han blev syg, og paa sit Dødsleie fordrede han af sin unge Søn, at han skulde fordre Bod af Præsten for Øxen. Disse den døende Faders sidste Ord lode Sønnen hverken faae Rist eller Roe. En Aften, da Præsten sad ene i sit Studeerkammer, traadte Sønnen ind, og blev staaende med sit Gevær ved Døren. «Hvad vil Du min Søn?» sagde Præsten i det han blev ham vaer. «Jeg kommer for at fordre Bod for min Faders Øxe» svarede denne. Disse med Fasthed udtalte Ord sloge Præsten, der erindrede den offentlige Beskjæmmelse, han havde tilføiet Faderen, og i det han gik hen til sin Boghylde og udtog en Bibel, sagde 242han: «Den skal Du faae. See her min Søn er det kjæreste, jeg eier i Verden, tag den til Bod for din Faders Øxe.» Ynglingen rørtes saaledes ved denne Præstens høitidelige Tiltale, at han faldt ham tilfode, tilstod at det havde været hans faste BeslutningBeslutning] rettet fra: Beslntning (trykkfeil) at skyde ham, bad om Tilgivelse og blev fra den Dag Præstens fortrolige Ven og trofaste Medhjælper. (Meddeelt).
Anm. Biskop Munch, der i «Præsten i Hallingdalen eller Hævnen» saa skjønt har dramatiseret dette Sagn, fortæller i en Efterskrift, at hans Arbeide grunder sig paa en mundtlig Fortælling af en meget gammel og hæderlig Enke i Sande-Sogn i Jarlsberg Provstie, som var en Slægtning af Ole Madsen Engelstrup, den 8de Sognepræst efter Reformationen i Aalls Præstegjeld i Hallingdalen. Han var en Præstesøn fra Sande i Jarlsberg og en lærd og kyndig Mand. Top. Jour. 32, 121.
Efter Aalls Kaldsbog blev han 1682 Capellan og 1694 Sognepræst i Aall, hvor han døde 1716. «Paa samme Tid var Lars Mikkelsen Kongens Foged og skal ofte have trængt til Præstens Bistand, naar det gjaldt at udføre Overøvrighedens Befalinger hos den selvraadige Almue. Denne var især forbittret over den saakaldte Dagskat eller Krigsstyr, som blev udskrevet i Aaret 1712, og for hvis Fordeling den vilde drage Fogden til Ansvar. Der opstod i denne Anledning en farlig Tumult paa Thinge, som Præsten formedelst sin Aandsnærværelse, og den Agtelse, han stod i hos Menigheden, lykkeligen stillede. Sagnet fortæller, at Engelstrup skal have været en anseelig høi og før Mand, hvilket ogsaa kan skjønnes af hans Portrait, som er opbevaret i Choret i Aalls Hovedkirke. Han skal have forenet sjelden 243Klogskab og Sindighed med stor Legemsstyrke, hvilken sidste Egenskab var hartad nødvendig i fordums Tid for enhver Embedsmand, som blev ansat i Norges Fjeldbygder. Han skal tillige have været retsindig og nidkjær i sit Embede. Ved sin Kaldsiver paadrog han sig i Begyndelsen Manges Uvenskab, der gik saa vidt, at trende Bønder lagde sig i Veien for ham i en øde Skov for at tage ham af Dage. Endskjønt han var alene slog han Stiemændene paa Flugten og slap lykkeligen fra dette Møde med et Hug over det høire Kind, hvor han beholdt et vældigt Ar. Dette sees paa et Malerie i Kirken, og kunde endnu for en Deel Aar siden tydeligen spores paa hans Liig, der er nedsat under Kirkegulvet.
Paa Oure Præstegaard paa Nordmør boede for et Par Aarhundreder siden en Præst, Hr. Laurits Krabbe, som havde en Datter Susanna, der en Dag hjemme i Overmod tog sin Guldring af Fingeren og slængte den fra Bryggen ud i Søen med de Ord: «At ligesaa umuligt det var for hende at faae Ringen igjen, saa umuligt var det og for hende at blive fattig.»
Nogle Dage derefter kom en af Gaardens Huusmænd med fersk Fisk til Præstegaarden, og i en af dem blev Ringen funden. Det onde Varsel gik ogsaa i Opfyldelse. Susanna, som blev gift med en Borgermester i Throndhjem, skal i sin Alderdom være kommen tilbage til Oure, og have i største Fattigdom boet paa Huusmandspladsen Skibshavnen, hvor hun ikke havde 244andet at leve af end Renterne af en liden Capital, som hendes Bedstefader havde givet til Sognets Fattige.
Hendes Bedstefader Peder, hendes Fader Laurits og Broder Peder Krabbe, gift med Biskop Krogs Søster Sidsel, vare Sognepræster til Oure næsten hele det 17de Aarhundrede. Top. Journal 16, 129.
Paa de øde og skaldede Fjelde ved Trysild ere paa mange Steder dybe Veie heel kjendelige, hvilke her kaldes Munkeveie; thi ad dem droge efter Sagnet i gamle Dage Munkene paa deres Reise fra Reendalen, hvor der fandtes et Billede, der var Gjenstand for Tilbedelse. Ved Trysild Kirke vare de gjerne tilstede ved Olsoktider (St. Olafs Fest den 29de Juli); thi St. Olafs Billede, som stod i Kirken, var Gjenstand for Folkets Andagt. Munkene nærmede sig med Trommer og Piber, og deres Ankomst var for Almuen en Glædesdag; thi uagtet det var midt i Høeslotten, slap de baade Jaae (Liar) og Rive og stimlede, ved at høre deres Ankomst, til Veiene for at see og hilse paa de kjære Munke. Herfra droge disse til Værmeland for at være tilstede ved Britmessen (maaskee den hellige Birte eller Birgithes Messe den 31te Aug.). 4 Miil S. V. for Trysild Kirke ligger et lille Vand, som endnu kaldes Munkesiøen. Top. Journal 23, 92.
245Paa Findøen i Stavangerfjord ligger en Gaard, som hedder Hæsby. Ved Gaarden staaer en Bautasteen, der efter Sagnet skal minde om følgende Tildragelse. Engang i fordums Dage landede paa Øen en Deel scotske Søerøvere, der fore voldeligen frem. For at forsvare Huus og Hjem mod disse Ransmænd samlede Bønderne sig og angrebe Fienden med stor Mandhaftighed. Et heftigt Slag blev nu leveret, og efter megen Blodsudgydelse maatte Fienden flygte. Bønderne mistede ogsaa mange Folk, blandt hvilke Præsten Grymkjeld, der tilligemed 3 Munke efter store Manddomsprøver maatte bide i Græsset. Meddeelt og Kraft 4, 255.
Mellem Sognedalen og Aadalen paa Ringerige ligger et høit Fjeld, som bærer Navnet Tyvenborg, fordi det, for nogle 100 Aar siden, tjente Røvere og Tyve som Tilhold, da det kun ad en eneste brat og besværlig Stie er tilgængelig. Ved en Muur gjorde de deres Borg endnu sikkrere, og da her tillige fandtes Vand, saa kunde de til Nød udholde en Beleiring. Underholdning skaffede de sig ved at stjæle Fæe, som græssede paa de omliggende Aaser. Engang bortførte de tilligemed en Deel Creaturer ogsaa Gjæterpigen selv, der havde hjemme paa Gaarden Oppem, og bragte Alt op paa Tyvenborg, som Pigen ei fik Tilladelse til igjen at forlade. 246Den forskrækkede Pige pønsede imidlertid paa, hvorledes hun skulde blive befriet fra sit Fængsel. Først digtede hun følgende Vise:
«Tirrelil tove
Tolv Mand i Skove,
Vesle Baana dænge de,
Buhund hænge de
Bjælle Kua binde dem,
Store Stuten stinge dem,
Mei vil dem voldtae
Langt op under Fjeldet i Skove.»
Denne Sang prøvede hun paa at støde ud i sin Luur, om Nogen maaskee kunde høre hende, men deels var det langt fra Folk og deels vanskeligt at forstaae Meningen deraf. Da hun paa denne Maade ingen Hjælp kunde faae, og en af Tyvene desuden vilde gifte sig med hende, hittede hun paa et nyt Raad. Hun holdt nu gode Miner, og lod som hun fandt Behag i denne Levemaade. Dagen før Brylluppet sagde hun, at hun vilde gaae ned til Oppem, og stjæle Brudesølvet, som var der tilligemed anden Stads. Tyvene tillode dette paa det Vilkaar, at hun ikke maatte tale til noget Menneske, hvilket hun ogsaa lovede. Da hun nu om Natten kom til Oppem, tog hun intet andet med sig end et Stykke Lærred, noget rødt Tøi og en Sax; men fortalte sin Huusbonde den hele Tildragelse og overlagde med ham, at hun skulde gaae op igjen, og paa Veien, hvor hun gik, klippe Lærredet og det røde Tøi i smaa Stykker, paa det at man derefter kunde finde Veien 247gjennem den tykke Skov til Bjerget. Naar de nu havde drukket sig fulde i Brylluppet, og vare faldne i Søvn, skulde hun hænge ud et hvidt Forklæde. Efter denne Aftale begav hun sig igjen op paa Tyvenborg, og hendes Huusbond med Naboerne snege sig nu uformærkt efter hende hen under Fjeldet. Da pigen nu gav Signal med Forklædet stormede Bønderne op paa Fjeldet. Ved denne Støi bleve Tyvene opvakte af deres Søvn, og, for ei levende at falde i Bøndernes Hænder, styrtede de sig ud over det steile Fjeld. En af Tyvene greb efter Pigen for at drage hende med, men Bønderne nappede hende i det afgjørende Øieblik, saa at hun blev frelst, men Banden ødelagt. Top. Journ. 30, 184. (Mundtligt).
Anm. Den paa flere Steder i Landet bekjendte og af Jæterpigerne saa yndede Sang om Tirrelil Tove gjenfinde vi med nogle Forandringer og under andre Omstændigheder i det afsides liggende Trysild. Paa et Sted, som kaldes Stavburs-Eggen, hvor Spor af Bygninger findes, boede efter Sagnet en formuende Mand, der hed Tille Tove. I hans Fraværelse blev Gaarden overfalden af en Røverbande. Hans Hustru, som var hjemme skal have meddeelt sin Huusbond, der var ude ved Kirken, Efterretning om Overfaldet i følgende Stropher:
Tille, Tille Tove:
Tolv Mand i Skoge,
Bjeldkua binde de,
Stor-Oxen stinge de,
Gjelt-Pilten sprænge de,
Naut-Hunden hænge de,
Mit Bu vil dem bortta,
248Mæi vil dem med sæi ha;
Jæ har inte Skoa paa Fotum
Tove min!
(Top. Journ. 13, 80.)
Under Gaarden Vig i Valders ligger et Fjeldvand, som i fordums Dage var rigt paa Fisk; men nu mangler samme. Aarsagen til dette Særsyn fortæller Sagnet saaledes. En af Lodseierne havde engang udsat en Mængde Fiskegarn, som alle paa en Nat forsvandt. Den forbittrede Eier gik strax til Præsten med Anmodning om at bansætte den eller dem, som havde borttaget Garnene. Præsten lyste nu Forbandelse over Gjerningsmændene, og see! næste Vaar, da Isen gik op, fløde Garnene ovenpaa Vandet fulde af døde Fiske. Siden har ingen Fisk kunnet trives i dette Vand, som derfor kaldes «fiskeløse Vatn.» Budst. 4, 297.
Hvor denne mærkelige Iisbræe nu kneiser, var i gamle Dage en frugtbar Dal, Folgedalen kaldet, der bestod af 7 Kirkesogne; men hvis Indbyggere vare saa overmodige og ugudelige, at Gud endelig i 10 samfulde Uger lod det der snee og slude uden Ophør. Den hele Dal blev opfyldt dermed, og alt Levende omkom, og fra den Stund har Snee og Iis voxet til den uhyre 249Masse, der udgjør den berømte Folgefond. Her fandtes i gamle Dage utallige smaa Fugle af forskjellig Farve, hvide, sorte, grønne, gule og røde, der fløi op og ned i talløse Sværme, og som man da ansaae for at være de ugudelige og fordømte Indbyggeres Sjæle, der her vankede omkring og lode sig see i Fugleskikkelse.
Anm. Som Beviis for dette Sagns Sandhed anføre Bønderne, at de Elve, som rinde fra denne Fond, ofte have medført tilhuggede Stokke, gamle Fade o. s. v.Forfatternote: N. N. Herzberg søger i Budst. for 1817, S. 719, at forklare de Melkekoller, Bøtter og andre Huusgeraad, som Sagnene omtale, af de Gaarde, som i gamle Dage ved Sneeskrid ere gangne under og blevne begravne, da han antager Sagnet for ligesaa ugrundet, som det, «at man endnu hører Hanen gale under Sneebræen.» (Pontoppidans Norges naturlige Historie 1, 49. Schnabels Hardangers Beskr. 45. Samlinger til den danske Historie 2. 3. 39). Peder Clausson S. 65 og Ramus S. 133 kalder Bræen Fuglefang, formedelst den Mængde Smaafugle, som opholde sig i Sneerevnerne. Nogle mene, at disse Fugle kun er Fygesnee i Solskin, Andre, at derved menes de hvidspraglede Fjeldspurve, der opholde sig paa de høieste Fjelde, og ofte om Vaaren i store Flokke tye ned til Gaardene ved Søen. Navnet Folgefonden er udentvivl en Forvanskning af Foglefonden. Om denne mærkelige Sneebræe see Kraft 4, 580.
Mellem Sneefjeldene Jøkulen og Fagre-Faani i Sillejord i Øvrethellemarken findes en lignende Sneebræe, hvorunder en Elv gaaer, der efter Sagnet medfører 250Træe af Huustage o. m. som Beviis paa, at en Bygd ligger begraven under den evige Snee. (Willes Beskr. over Sillejord S. 61).
To Mile fra Rødøe i Nordlandene ligger en stor Sneebræe, Fongfjordsbræen kaldet, der efter Sagnet skylder en Finn sin Oprindelse. Paa Rødøe skal i gamle Dage have opholdt sig en Finn, der enten for sine Troldkunster eller anden Ugjerning blev forjaget. Forbittret drog han op paa de svenske Grændsefjelde, hvor han af en troldkyndig Lap blev overladt et Par Ganfluer. Med disse begav han sig strax paa Tilbageveien for at ødelægge hele Rødøen; men til Lykke for Øen vilde Finnen underveis see til sine Fluer. Aldrig saasnart havde han lukket op den Æske, hvori de vare indsluttede, saa fløi de ud, og see – den Sneefond, som skulde have begravet Rødøen, kom til at ligge der, hvor nu Fongfjordbræen kneiser; thi eftersom Ganfluerne fløi, fremkom Snee i uhyre Mængde. De stævnede mod Havet og derfor strækker Fonden sig ogsaa lige ud i Havet, og 7 Mile skal det være fra det Sted, han slap Fluerne, indtil de naaede Søen. (Mundtligt).
Paa Fanøe Kirketaarn i Bergensstift stod i fordums Dage et Kors, som af nogle Fiskere var bleven 251opfisket i Fjorden, og, som havde den vidunderlige Kraft, at hver den, der havde nogen Meen, og saae paa det, blev helbredet. Døve og Stumme, Lamme og Halte strømmede hid fra alle Kanter, og naar de bleve karske, kastede de deres Krykker og Stokke paa en i Nærheden af Kirken liggende Høi, som til Minde derom endnu kaldes «Krykhaugen.» Endelig blev dette undergjørende Kors af en fræk Haand bortstjaalet; men neppe var Ransmanden kommen ud paa Fjorden med sit Bytte, førend en heftig Storm reiste sig, der slugte baade ham og Korset. Fjorden hedder desaarsag den Dag i Dag Korsfjorden.
Anm. Mundtligt. Sammenlign Budst. 7, 329. I en Beretning fra 1626 (Saml. til den danske Historie 2, 3. 39) fortælles: «I Fanøe Kirke i Nordhordlehn har staaet et Sølvkors, der blev fundet paa Korsnæs ved Korsfjorden, og først var bestemt til at staae paa Gaarden Milde; men da man skulde føre det derhen, blev det saa tungt, at man ei fik det længere end til Fanøe Kirke, hvor det blev besøgt af Lamme, Halte og Syge, som, naar de bleve helbredede, betænkte Kirken med anseelige Gaver, hvilke tilligemed Korset selv og det Blye, hvormed Kirkens Chor var tækket, af Thor Rud, Slotsherre paa Bergenhuus, bleve borttagne og bortførte. Den Jagt, hvorpaa det blev ført, skal ved Qvarven, 1/4 Miil fra Bergen, have forgaaet med Top og Tavl. 1546 lod Peder Simonsen, Præst paa Stedet, opbrænde 6 Læs Krykker og Stave, som Helbredede havde efterladt.»
252Vandet gik i fordums Dage længere op end nu. Egnen var bevoxet med tæt Skov, og det lille Klippestykke, hvorpaa Kirken ligger, var omflydt af Elven. En Vinter, da Isene laae, kom en rask Bjørneskytte paa Skie ned ad den saakaldte Præstebakke, der nu gaaer fra Præstegaarden op henimod Kirken. Farten førte ham ud paa Isen, hvor han standsede ved hiin Klippe. Han gaaer der op og finder et Bjørnehide, fælder Bjørnen og drog tilbage til sin Egn, hvor han gjorde opmærksom paa Stedets heldige Beliggenhed. En Bye blev da bygget der, og Kirken anlagt paa Klippen, hvorfor den en Tid lang kaldtes «Bjørneskjærs Kirke.» Paa Grund af hiin Jægers heldige Skiefart kaldes Byen Skien, og fører et Par Skie i sit Vaaben. (Meddeelt).
Der var engang 2 Søstre, der vare saa uforligelige, at de ei engang kunde taale at træffe sammen i Gudshuus. De byggede derfor hver sin Kirke; men da den ene Søster saae, at den Andens Kirke blev saa meget større og prægtigere, end den hun lod bygge, opførte hun desforuden det Steenhuus, som endnu staaer paa Præstegaarden. Dette er ifølge Sagnet Grunden til, at der paa Granvolden staaer 2 Kirker tæt ved hinanden. Søsterkirkerne paa Gran ere bekjendte videnom i Landet; men Sagnet om dem er ikke overalt eenslydende. 253Et thellemarkisk Sagn lyder f. Ex. saaledes: For lang Tid siden holdtes der en Søndag Kirketjeneste i Gran. Da hændte det sig, at 2 Søstre vogtede Qvæg paa det Sted, hvor Kirkerne nu staae, og prellede saa skjønt, at Præsten blev forvirret og maatte standse i sin Tale. Til Straf derfor bleve begge Søstrene forvandlede til de Steenkirker, som nu staae paa Granevolden. Mellem Kirken og Præstegaarden ligger Skosaalebakken, der kaldes saa, fordi Bønderpigerne her pleiede at trække deres Strømper og Skoe paa, inden de gik i Kirke, da de den øvrige Vei fra Hjemmet gjerne gik barbenede. (Mundtligt og meddeelt).
Anm. Den nordligste, skjønneste Kirke, der er indviet til St. Nicolai, antages for at have været en Domkirke, medens den mindre, der nu er faldefærdig, vel har været opført til Almuens Brug. See Kraft 2, 206.
Sagn om Kirker o. m., som bygges af Søstre, ere ikke sjeldne. Ide og Aremarks Kirker skulle være byggede af Søstrene Ide og Are; Agers-Kirke, Hovedøe-Kloster og Agershuus-Fæstning af 3 Søstre. 3 gamle KirkerKirker] rettet fra: Kirker, (trykkfeil) paa Shetlandsøerne ere efter Sagnet ogsaa byggedebyggede] rettet fra: byggedc (trykkfeil) af 3 norske Søstre (Hibberts desc. of Shetland 457). Paa Moster findes Ruiner af en Kirke, hvorom Sagnet beretter, at 2 Søstre bleve hinanden saa fiendske, at de ei engang vilde mødes i Kirken hvorfor den Ene byggede denne Kirke; den Anden lagde Grund til Udsteen Kloster. Budst. 2, 451.
254Paa Gaarden Østre-Aasheim, ikke langt fra Sillejord Præstegaard i Thellemarken, findes et saare gammelt Stabur eller Loft, hvor man endnu kan see Spor af en i denne Egn berygtet Voldsmand, ved Navn Staale, om hvem Almuen veed meget at fortælle. Paa denne Gaard boede i gamle Dage en ugudelig, men rig Mand, der havde 4 Sønner, som lignede Faderen. 2 af disse, Staale og Haavor, besøgte engang paa Gaarden Tveten den 3die Broder Ole. Efterat de længe havde siddet og drukket slog Staale en Skaal Øl i Aare-Gruven, hvorover Ole som Vært blev saa vred, at han gik ud. Spottende fulgte de Andre ham. Ole havde sin Tollekniv i Haanden, og da de atter vare komne ind, kastede Staale Ole paa Gulvet, hvor det gik paa Livet løst med Knivstik. Haavor, som lidt efter kom ind, gav Staale et Stik i Ryggen i den Tanke at det var Ole. Nu bleve de skildte ad, efterat Ole havde faaet 2 Skrammer i Ansigtet og Staale et Stik i Siden. Strax efter, da Haavor kom ind med en Kniv og en Haandøxe, sprang Staale frem, greb Øxen og jog Ole op i Bænken. Haavor fulgte efter og nu begyndte Kampen for Alvor. Da Ole fornam, at Døden var for Haanden, stak han efter Haavor over Skuldrene af sin Kone, der vilde, skjønt forgjeves, skille dem ad. I det samme gav Staale ham et Slag over Øiet med Øxehammeren, saa at Blodet strømmede, og Haavor 255ham et Stik i Halsen, saa at han segnede død. Ikke destomindre hug og stak de længe i Raserie paa Liget. For denne Misgjerning bleve de begge dømte fredløse og deres Gods forbrudt under Kronen. Haavor flygtede, men Staale derimod skjulte sig først i en Bjerghule ved Tveten, og siden paa Aasheims-Buret, hvor Ingen turde nærme sig ham, da han her havde sat sig i Forsvarsstand. For at frelse hans Liv og Gods erklærede hans egen Fader 1621 for Præsten og den forsamlede Almue, at hans Kone havde avlet Staale med en Anden. Han fik nu Landsvist eller Leidebrev, mod at bøde til Kongen og den Dræbtes Arvinger. For at blive fri for Bøderne maatte han love at rydde af Veien 7 fredløse Røvere, som man ei kunde fange. Disse opholdt sig i en Sæterboe paa Stranden ved Sundsbarmvand. Did begav Staale sig i Pjalter, og udbad sig deres Venskab, da han var underkastet en lignende Skjebne. Han beklagede imidlertid, at hans Klæder vare saa fulde af Utøi, atat] rettet fra: af (trykkfeil) de først maatte udkoges, inden han kunde begive sig i deres Selskab. Røverne ønskede sig til Lykke ved at have faaet en saadan Staldbroder, og lod ham hænge en stor Kjedel med Vand over Ilden for deri at udkoge sine Klæder. Saasnart Vandet var blevet kogende, slog Staale det i Ansigtet paa Røverne, som imidlertid paa Gulvet havde taget deres Nattehvile og sov trygt, og knuste derpaa deres Hoveder med en Jernkølle. Nær var han imidlertid bleven overmandet af en gammel Kjærling, som 256mindst var bleven beskadiget af Vandet, dog fik han efter en haard Strid Bugt med hende, og tilfegtede sig herved Liv og Frihed.
Anm. Wille fortæller først dette characteristiske Træk af Thellebøndernes Raahed i de Dage, der stadfæstes ved den samtidige Peder Claussons Vidnesbyrd, at de vare onde, ugudelige, haarde, vilde og oprørske Folk. Paa en Fodreise til Thellemarken har jeg selv besøgt Aasheims-Loftet, og tildeels hørt Sagnet, som det her fortælles.
Paa Gaarden Sellestad i Sillejord, hvor man paa en gammel Buurdør viser Huggene af Fosheim-Kjæmpen, som en Juleaften kom hid for at prøve Styrke med Sellestad-Kjæmpen, boede 1620 en Knud Sellestad, som i et Gjestebud paa Gaarden Svinum blev besøgt af en Kjæmpe fra Sætersdalen, der havde reist 13 Mile, for at fordre ham ud. Strax spendte de da Bælte og gik vældigen løs paa hinanden med Knive, hvorved Knud dog vandt Seier. Da hiin maatte erklære sig overvunden, hentede Knud sin Hest, satte sin Modstander derpaa, førte ham hjem, forbandt hans Saar og beværtede ham prægtigen. (Willes Beskrivelse over Sillejord S. 56.)
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Da Andreas Faye (1802–1869) ga ut Norske Sagn i 1833, var det den første samlingen av sagn som ble publisert i Norge. Faye hadde over lengre tid samlet sagn og folkeminner på reiser til den norske landsbygden. Men han fikk også tilsendt sagn og folkeminner fra sine mange kontakter blant embetsmenn i flere deler av landet. Innsamlingen var inspirert av romantikkens kultursyn.
Sagnene er gjengitt nøyaktig slik de ble ham meddelt, han ønsket ikke noen kunstnerisk gjengivelse, det overlot han til dikterne.
Verket er inndelt i avdelinger etter hva som er sagnenes fremste karakteristikker. Sagnene er til dels også gjengitt kronologisk med utgangspunkt i tidsepoken hvori handlingen finner sted. Faye har lagt til sine egne anmerkninger og noter.
