«Der sad den Jette og Hulder med Gammen
Og tømte det gyldne Horn tilsammen
Alt før St. Olaf kom her til Nord
Og styrted’ de Jetter dybt ned i Jord.»
Gurri Kunnan.
Hedenskabets Fortrængelse af Christendommen var en saa gjennemgribende og mærkelig Forandring, at den længe maatte leve i Folkets Minde. Dog vilde Sagnene gjennem Aarhundreders Flugt udentvivl være forstummede, hvis de ei havde havt en Mand, hvortil de kunde knytte sig, og udvortes Gjenstande, der bevarede dem fra Forglemmelse. Denne Mand var Sanct Olaf, der saa at sige er bleven Folkets Helt, og endnu lever i dets Minde, medens kun faa og ufuldstændige Sagn hist og her lyde om hans ligesaa gjæve Formænd og Efterfølgere. Vi ville derfor noget nøiere betragte denne Mand, for siden desto lettere at kunne indsee Grunden til hans store Rye. Han er født 995. Hans Fader var Harald Haarfagers Ætling, Harald Grænske, og hans Moder Aasta Gudbrandsdatter fra Oplandene. Han blev fostret af sin Stedfader Sigurd Syr paa Ringerige, hvor han i sit 3die Aar blev døbt af Olaf Tryggvesøn, der selv stod Fadder til ham. I sin Ungdom drev han om paa Vikingsfærd, hvor han erhvervede sig megen Erfarenhed og Krigerdygtighed. Understøttet af formaaende Frænder satte han sig ved Klogskab og Vaabenmagt i Besiddelse af sit Fædrenerige Norge, over hvilket han i 15 Aar regierede med megen Kraft og Anseelse. Hans Bestræbelser gik fornemmelig ud paa fuldkommen at indføre den christne 110Religion, som efter Olaf Tryggvesøns Død igjen var kommen i Forfald; men den Voldsomhed, hvormed han gik frem, gjorde ham i Forening med hans Herskesyge og Strenghed saa forhadt, at han maatte flye ud af Landet til Gardarike for sine misfornøiede Undersaattere, der desuden bleve opæggede og understøttede af den herskesyge dansk-engelske Konge Knud den Store. Olaf, der i Modgangs Skole begyndte at blive hellig, stod allerede i Begreb med at drage til Jerusalem, da Olaf Tryggvesøn i Drømme bød ham at vende tilbage til Norge. Han fulgte Opfordringen, og rykkede med en Hær ind i Thrøndelagen, hvor han i et heftigt Slag paa Stiklastad i Værdalen blev overvunden og dræbt af sine misfornøiede Undersaatter den 29de Juli 1030. Strax efter Olafs Drab begyndte allerede Rygtet om hans Hellighed, og de Undergjerninger, der skulde være indtrufne ved Liget, at omtales blandt Almuen, der fandt samme saameget mere troværdigt, som man var høist misfornøiet med Kongebyttet; og Olafs heftigste Modstandere, Thorer Hund og Einar Thambarskjælver, ved deres Vidnesbyrd bekræftede Rygtet. – Olafs Lig, som Bonden Thorgils paa Stiklastad havde begravet i en Sandbanke, blev atter opgravet, og da Legemet siden efter et Aars Forløb befandtes uforandret, og hans Haar og Nægle endog meentes at være voxede, erklærede Olafs Hofbiskop Grimkell, understøttet af den myndige Einar Thambarskjælver, Olaf for at være en hellig Mand, og Almuen bestemte derpaa, at Olaf var en sand Helgen. Hans Legeme blev af hans Søn, Kong Magnus den Gode, i et kosteligt Skrin sat paa Clemens Kirkes Høialter i Nidaros, hvor det saavelsom siden i den prægtige Christkirke (den nuværende Domkirke i Throndhjem) skal have bevirket mange Undergjerninger. St. Olafs Fest den 29de Juli blev ved Lov bestemt at høitideligholdes over det hele Land som den fornemste Høitid, og Kirker til hans Ære reistes selv i Constantinopel. Pilegrime vandrede skareviis til 111St. Olafs Skrin, og Legender om Krøblinger, der her fik deres Sundhed tilbage og om andre Undergjerninger, bleve snart utallige. (See Fornmanna Sögur V. C. 248–260 og Pag. 211–224).
St. Olafs Skrin, der var af Sølv, indlagt med Guld og Ædelstene, hvoraf en eneste kostede Erkebisp Walkendorf 20 Læster Smør, blev ved høitidelige Leiligheder, som paa St. Olafs aarlige Festdag og ved Kongevalg, baaren i Procession af 60 Mænd (Hakon Hakonsons Saga Cap. 198, 199), og var for Geistligheden og Domkirken en rig Indtægtskilde. Den sidste Erkebisp, Olaf Engelbretson, førte det med sig til sit faste Slot Steinviksholm, hvor det efter Erkebispens Flugt faldt i Hænderne paa den opsendte danske Befalingsmand Christopher Hvitfeld, der ved Jens Tillufsøn Bjelke sendte St. Olafs Skrin, der veiede 6500 Lod forgyldt Sølv, et andet Sølvskrin, hvor Helgenens Skjorter bleve bevarede, og mange andre Kostbarheder til det danske Skatkammer. (See den kongl. Qvittering, der findes i Schønings Throndhjems Domkirkes Beskr., Anhang S. 84).
Da de Svenske i Aaret 1564 havde indtaget Throndhjem, fandt de af St. Olafs Kostbarheder kun hans Hjelm, Sporer og en Trækiste, hvori hans Legeme gjemtes.Forfatternote: Denne Trækiste var udentvivl en af de Kister hvori St. Olafs Sølvskrin bevaredes. Hvor St. Olafs Rustning, hans Øxe Hell, hans Spyd, hans Fane, som en Engel skal have leveret ham, da han sov paa det Sted, hvor han blev Martyr o. m., ere blevne af, vides ei. Hjelmen og Sporerne førte de med sig til Sverig, hvor de endnu opbevares i Nicolai Kirke i Stokholm; men Kisten lode de tilbage i en Kirke (Flyum Kirke?) i Størdalen, efter at de havde faaet ud de Sølvnagler, som de Danske havdt levnet. Efter de Svenskes Fordrivelse blev St. Olafs Legeme og Kiste med megen Høitidelighed ført tilbage til Domkirken, hvor den Samtidige 112Absalon Pedersen Beyer bevidner, at St. Olafs Lig fandtes heelt og holdent i en muret Grav 1567, og «hans Blod sjunes i denne Dag udi en Lade og kan aldrig udslettes ved Vand eller Mennniskers Hænder.» (Suhms Samlinger 2, 1, 60, 61. Schønnings Beskr. over Domkirken 161). Det følgende Aar blev imidlertid paa kongelig Befaling St. Olafs Lig tildækket med Jord.
St. Olafs Helligdom er forstyrret, selv hans Gravsted er glemt; men end lever hans Navn, som følgende Sagn ville vise, i det norske Folks Minde. Rundt om i Landet findes Spor af St. Olafs Færd og Underkraft. Kilder fremvældede, hvor han tørstede, og fik helbredende Kraft, naar han drak; Klipper revnede paa hans Bud, og Sunde dannedes paa hans Vink; Kirker reistes og Troldene fandt i St. Olaf en ligesaa farlig Fiende, som de tilforn havde havt i den stærke Thor, hvis røde (flammende?) Skjæg han endog arvede. Paa flere Steder seer man endnu Trold, som paa St. Olafs Bud forvandledes til Steen.
Ogsaa udenfor Norge har St. Olaf længe levet i Folkesagn. I Danmark (Thieles Danske Folkesagn 1, 32) og i Sverig veed man endnu paa mange Steder at fortælle om St. Olaf og Trold, som han forvandlede til Steen. Da saaledes Kong Olaf engang reiste forbi Dalby Kirke i Värmeland blev han af et Trold tiltalt saalunde:
«Kong Olaf med dit pipuga Skägg!
Du segler för när min Badstuguvägg»
hvortil han strax svarede:
Du Trøll med din Råck og Ten
Skal bli i Sten
Och aldrig mere göra Skeppare Men.»
(Fernovs Beskr. over Värmeland 223):
Paa Shetlandsøerne beretter den ofte tilforn citerede Hibbert, at Indbyggerne endnu i det 18de Aarhundrede paastode, at have faaet deres gamle, da allerede tabte Lovbog af «St. Olla» om hvem de vidste 113vidunderlige Ting at berette i de Sange, som de kaldte «Vissacks.» Et færøisk Sagn tilskriver St. Olaf, at Færøerne nu ingen Skov have. St. Olaf spurgte nemlig Nogle af Øeboerne om de havde Skove hjemme. Mændene, der meente, at han spurgte saa, fordi han vilde gjøre Paalæg, svarede: Nei! – «Det blive saa,» sagde Kongen, og i samme Stund sank de færøiske Skove. (Thiele 3, 52).
Spørge vi om Oprindelsen til mange af disse vidunderlige Sagn, da maae vi søge den i det samme Ubekjendtskab med Naturen og dens Virkninger, og Lyst til at finde en Grund til Alt, hvad der tykkes Sælsomt, der har frembragt de mange Sagn om overnaturlige Væsener. Hvad Hedenskabet tilskrev Valhals Guder og den understærke Thor overførte udentvivl de kloge katholske Geistlige og med dem de første Christne til Asalærens vældige Betvinger, St. Olaf, hvis Øxe erstattede Thors Mjølner, og hvis i Sagnene berømte Ganger, Tordengudens Bukke.Forfatternote: De mange Afbildninger, der i de katholske Tider uden tvivl fandtes i de mange St. Olaf helligede Kirker, ere nu for det meste tilintetgjorte; men af de Efterretninger, som vi have om dem, forestiltes Helgenen i Almindelighed med sin Stridsøxe i Haanden og trædende paa et Trold eller Drage. (Top. Journal 23, 81.) I Ladvig Kirke i Sogn er en mærkelig Processions-Fane, hvorpaa findes St. Olafs Billede i fuld Rustning, trædende paa en Drage. (Norske Videnskabers-Selskabs Skrifter 2, 2, S. 165). I Marien-Kirke i Lübeck har jeg selv seet et gammelt, men meget smukt Malerie, hvis Hovedfigur er St. Olaf i fuld Rustning med Stridsøxen i Haanden og en kongelig Kappe over Skuldrene. Med den ene Fod træder han paa en Drage, der dog har et Menneskehoved. I det kollmanske Kapel i samme Kirke findes ligeledes en gammel Afbildning af St. Olaus. Uagtet Helgenen i flere af mine skriftlige Kilder nævnes St. Ole, har jeg dog kaldet ham med hans rette oldnordiske Navn St. Olaf, der af Bønderne som oftest udtales «St. Ola.» Olafs egen Navnkundighed, 114fromme Pilegrimes Eventyr og Munkelegender gjorde efterhaanden St. Olaf til den Helt, som den overtroiske og uvidende Almue troede istand til at udføre selv det Urimeligste. Saaledes betingede Troldet Skale sig af St. Olaf Sol og Maane, for at bygge Throndhjems Domkirke. (Schøning S. 9).
I en trang Dal, indesluttet af steile Fjeldvægge i Sigdal, staaer en lille og gammel Love-Kirke, hvor der kun holdes Gudstjeneste engang om Aaret, nemlig Søndagen efter St. Hansdag. En Mængde Mennesker fra omliggende Bygder samles her ved denne Leilighed, og Syge offre da i en gammel Offerskaal, for at faae deres tabte Helbred tilbage. Paa Kirkedøren staaer Fanden afmalet med Horn og Kløer. Kirken kaldes Vattenaas, og skylder i Følge Sagnet St. Olaf sin Oprindelse. Da Kong Olaf nemlig drog om i Landet for at indføre den christne Troe, kom han ogsaa til Sigdal. Efter lykkeligen at have christnet Indbyggerne, begav han sig paa Jagt med Nogle af sit Følge. Paa denne Jagt forvildede Kongen og hans Mænd sig saaledes, at de hverken vidste frem eller tilbage. Mødig og tørstig kom han endelig ind i en trang Dal, hvor han steg af sin Hest, og gjorde det Løfte, at hvis han her fandt Vand, vilde han 116paa Stedet lade bygge en Kirke. Neppe var dette sagt, saa sprang der flux en Kilde ud af den haarde Klippevæg. Kongen og hans Mænd, der vare nær ved at vansmægte af Tørst, bleve Alle saare glade, og drak af Hjertenslyst. Kong Olaf gjentog sit Løfte, og vilde vende sin Hest for at ride videre, da han i et hosstaaende Træe fik Øie paa en Tiur. Han havde allerede spændt sin Bue, men see! da faldt hans Blik paa en lille Kirke af puurt Guld. Efter denne Model bød nu Kongen, at man just paa dette Sted skulde reise en Kirke, og kalde den «Vattenaas Kirke.» I Fjeldene ved Kilden seer man endnu Mærker af St. Olafs Hest. (Meddeelt).
Anm. Et andet Sagn fortæller, at en Jæterdreng engang fandt en lille Kirke af Jern, og, at man paa Stedet, hvor den var funden, byggedebyggede] rettet fra: byggedes (trykkfeil) Vattenaas Kirke. See Kraft 2, 331.
Paa sine Reiser omkring i Landet for at indføre den christne Troe kom St. Olaf ogsaa igjennem Soløerdalen til en Gaard, der ligger ved Glommens østre Bred, og som tilligemed Kirken og hele Sognet skal have faaet Navnet Vaaler paa følgende Maade. Paa ovennævnte Gaard holdt St. Olaf Thing, og efter nogen Vægring blev det afgjort, at den Gud, som Kongen dyrkede, ogsaa skulde være Folkets, og at Odins 117Religion skulde vige for Christi. Ligesaa blev der paa Kongens Forslag afgjort, at en Kirke skulde opbygges her som paa andre Steder, hvor den nye Lære var antagen. Men om Stedet, hvor den skulde opføres, blev der en stor Tvist. Da, fortæller Sagnet, spændte St. Olaf sin Bue, udskjød en Piil og erklærede, at hvor den faldt ned skulde Kirken opføres. Kongen stod ved den Kilde paa Gaarden, som endnu bærer St. Olafs Navn, og Pilen faldt ned i et nær ved Glommens Strandbred liggende Vaal,Forfatternote: Vaal kalder Almuen en Mængde Træstammer, Rødder og Qviste, der sammendynges i en Hob, for siden at opbrændes. Det svarer vel til det oldnordiske Vølr, der betyder en Kiep, en Stok. hvor en Trækirke blev bygget, der tilligemed Gaarden og Sognet af St. Olaf blev kaldet Vaaler. Denne Kirke, til hvem Syge og Døende pleiede at offre Gaver, stod indtil 1805, da en ny Kirke blev bygget, i hvis Ornament-Kiste findes en mangedobbelt viret Jernspænding, som kaldes St. Olafs Spænding, og skal efter Sagnet af Kongen selv være nedlagt i den gamle Kirke. Den skal have siddet i den Grime, hvormed Kongens Hest var bunden paa Vaaler.
Samme Hest skal Kongen have vandet i den krystalklare Kilde, der ingensinde udtørres om Sommeren eller fryser om Vinteren, og som bærer St. Olafs Navn. Fordum tilskreves den undergjørende Kraft. Syge nedlagde i den Penge og andet Sølv for at gjenvinde deres 118Helbred; og stor Ulykke, mener man, forestaaer den, som vover at forgribe sig paa disse Helligdomme. For faa Aar siden var det Skik, at den kirkesøgende Almue paa hver første Høitidsdag kappedes om at komme først til Kilden, og det ansaaes for en Roes for den, der først kunde vande sin Hest i St. Olafs Kilde. (Den norske Huusven, 2den Halvaargang No. 6.)
Da St. Olaf i gamle Dage drog om fra Bygd til Bygd for at indføre den christne Troe og reise Kirker i de hedenske Templers Sted, fandt han megen Modstand og Hinder, ei alene af sine gjenstridige hedenske Undersaatter; men ogsaa af de mange Trold, Jutuler og Gjøgrer, som da i Mængde fandtes rundt om i Fjeldene. Troldene kunde ikke fordrage St. Olaf, deels fordi han ved at bruge Korsets Tegn tilføiede dem megen Meen, deels og fordi han byggede mange Kirker, hvis Klokkers Lyd forstyrrede dem i deres Roe; men uagtet de ofte anstrengte sig, og det over Evne, formaaede de Intet over den hellige Konge, som derimod uden videre forvandlede dem til Steen. Saadanne af St. Olaf forstenede Trold sees endnu rundt om i Landet. Da saaledes St. Olaf engang drog ned ad den nordre Krogklev (Veien gik dengang længere i Nord end nu) sprang pludselig en bister Gjøgr ud af den steile Klippevæg. Hun havde en Trugbøl paa Ryggen og raabte:
119«St. Olaf med det brede Skjæg!
Du rider saa nær min Kjeldervæg!»
men flux gjenmælte St. Olaf:
«Stat Du der i Stok og Steen
Til jeg kommer her tilbars igjen.
End seer man der den forstenede Gjøgr.
Da St. Olaf ankom til Gaarden Steen, hvor hans Moder da skal have boet, besluttede han der at bygge en Kirke. Med denne Plan var en Gjøgr eller Gyvr, der den Tid opholdt sig i det 2000 Fod høie Fjeld, der siden efter hende er bleven kaldet Gyrihaugen, heel utilfreds. Uagtet hun af det foregaaende Exempel kunde have lært, at St. Olaf ei var at spøge med, besluttedebesluttede] rettet fra: beslutte- (trykkfeil) hun at forsøge sine Kræfter og indbød ham til en Veddestrid. «Inden Du bliver færdig med din Kirke,» erklærede Gyvra, «skal jeg have lagt en Steenbroe over Steensfjorden.» Olaf modtog Udfordringen, og inden hun var halvfærdig med Broen, lød Klokkernes herlige Klang fra St. Olafs fuldførte Kirke. Forbittret greb Troldet nu de Stene, som hun havde bestemt til Broens Fuldførelse, og slyngede dem fra Gyrihaugen tvert over Fjorden efter Kirken; men da ingen af dem traf, blev hun saa arrig i Hu, at hun sled af sig det ene Been og kylede det efter Taarnet. Nogle sige, at det tog Taarnet med, Andre at hun sigtede for høit. Nok er det, Benet foer ned i en bag Kirken liggende Sump, hvor det den Dag i Dag foraarsager en fæl Stank. Sumpen kaldes af Bønderne endnu Gjøgraputten, og 120de Stene, som hun kastede efter Kirken, viste man for ikke længe siden paa Naboegaarden Moes Marker. Den af Gjøgren begyndte Broe er nu fuldendt, og paa Gaarden Steen findes endnu skjønne Ruiner af St. Olafs Kirke, der fortjene at bevares med mere Omhu end nu skeer. I gamle Dage holdtes her Gudstjeneste hver St. Hans-Dag; men for omtrent 150 Aar siden brændte Kirken af ved Lynild. (Mundtligt, og Top. Journal 30, 124).
Da St. Olaf drog om i Landet for at udrydde den hedenske Overtroe, kom han ogsaa til Evindsvig i Sogn, hvor han opholdt sig paa det Sted, hvor Præstegaarden nu staaer, og skal der have ladet reise de 2 gamle Steenkors, som endnu findes. Han lod Folket christne, og bød dem at bygge en Kirke. Paa Gaarden Virkesdal boede paa samme Tid en Høvding ved Navn Thorstein, der just gik og slog Høe med sin Langaarv paa Virkesdalsmyrene, da Kongens Bud kom, og bød, at han ei alene skulde lade sig christne; men og være med at bygge en Kirke. Thorstein blev saa opbragt ved dette Forlangende, at man endnu i vore Dage tydelig kan see dybe Furer i Myrene efter hvert Hug med Langaarven, som han nu førte, vred i Hu. Endelig slængte han den bort, greb Øxen og svor, at kunde ikke det Træe, han nu huggede, tjene til Dørstolpe i Kirken, vilde han ikke gjøre et Hug mere i St. Olafs 121Kirke. Som sagt, saa gjort. Træet blev fældet, og Thorstein bar det selv som en Stok i Haanden hen til Kongen, der med Glæde lod den tilhugge og indsætte til Dørstolpe i Kirken. Olaf var imidlertid ikke ganske fornøiet med Thorstein, da denne til Niste, medens Arbeidet stod paa, havde forsynet sig med et stort Hestelaar, hvorpaa han ei vilde give Slip, uagtet Kongen gjorde ham alvorlige Forestillinger derimod. Thorstein lod nemlig alt andet, som Olaf fortalte ham om den hvide Christ, staae ved sit Værd; men at han ei skulde have Tilladelse til at spise sit Hestekjød, det kunde han ei begribe. Flere af Sognets Bønder regne sig endnu i Slægt med denne Thorstein.
Anm. Budstikken 5, 500. Fast enhver Bonde i Sognet veed at fortælle dette Sagn.
«Oluf Konning og hans Broder
De trættes dem om Norges Skjær.
Hvilken af os bedst segle kan
Han skal være Konge i Norges Land.»
St. Olafs Vise.
Kong Olaf var engang i Kintzervig tilligemed sin Broder Harald. Hiin havde et Skib, som hed Ormen den Glade, denne et, som bar Navnet Ormen hiin Lade. Brødrene kom dengang overeens om, at den, som først kunde naae Throndhjem, skulde være Konge. Harald 122stak strax i Søen; men uagtet Olaf biede hele 3 Dage, for før sin Afreise at høre Prædiken, kom han dog først til sit Bestemmelsessted.
Anm. Schnabels Hardangers Beskr. 40. Ligheden mellem dette Sagn og Visen om St.St.] rettet fra: St (trykkfeil) Olaf, der findes i 100 udvalgte danske Viser S. 173 og danske Viser fra Middelalderen 2, 8, er saa stor, at man let falder paa den Tanke, at enten Sagnet har givet Stof til Visen, eller at Visen er bleven localiseret. Efter Visen maatte St. Olaf dog, førend Veddestriden tog sin Begyndelse, overlade Harald sit Skib Ormen hiin Snare eller Glade, og tage hans Oxen hiin Lade. Allerede Peder Syv viser, at Veddestriden mellem Brødrene er uden historisk Grund, men mener, at Viserne om St. Olaf tyde hen paa hans Flugt for hans Fiender.
St. Olafs lange Ophold paa EvindsvigsEvindsvigs] rettet fra: Evingsvigs (trykkfeil) Præstegaard, hvor han lod prædike for sig, tykkedes hans Broder Harald, der endnu var ung, saa langvarigt, at han besluttede at reise forud Nord efter. Medens Harald om Skivenæsset gjennem Vilnæsfjorden stævnede til Sauesund, hørte St. Olaf saa mange og lange Prædikener, som han lystede, og stak derpaa i Søen for at indhente Broderen. Istedetfor at gjøre den lange Omvei, som Andre maatte, holdt han lige paa Land, der, hvor Korssund nu findes; thi da St. Olaf kom, aabnede Fjeldet sig, og hvor der tilforn var fast Land 123fremkom et Sund, der den Dag i Dag kaldes Korssund efter det 6 Alen høie Steenkors, der blev opreist til Minde om denne St. Olafs store Undergjerning.
Anm. Budst. 5, 499. Paa Vildberg-Heien i Sørum paa Rommerige er en lang gjennem Fjeldet gaaende Gang med lodrette Vægge og myrlændt Bund, som kaldes St. Olafs Gang, da Fjeldet efter Sagnet saaledes skal have aabnet sig, da han engang kom ridende. (Meddeelt).
«Saa seglede de over Skaaner Knolde,
Til Steen bleve de sorte Trolde.
Ud’ staaer Kjærling med Rok og Teen:
Sancte Oluf! hvi segler Du os til Meen?
Sancte Oluf med dit røde Skjæg!
Hvi segler Du gjennem min Kjeldervæg?
Sancte Oluf sig tilbage saae:
Stat Du der, bliv til Kamp hiin graa.»
St. Olafs Vise.
Det for sin Høide bekjendte, og af Bønderne Frimann besjungne Fjeld, Hornelen paa Bremanger, hang tilforn fast med Marøen, hvorfra det nu adskilles ved et Sund, der efter Sagnet skylder St. Olaf sin Oprindelse. Da St. Olaf engang kom seilende, bød han Klipperne adskilles for at han kunde komme igjennem. Dette skede flux; men i det samme Øieblik sprang en Troldqvinde ud af Fjeldet og skreg:
124«Siig Du Mand med det hvide Skjæg,
Hvi splitter Du saa min Klippevæg?»
St. Olaf svarede paa Stand:
«Stat Trold nu evig der i Steen,
Saa gjør Du ei nogen Mand meer Meen.»
Som sagt saa gjort. End seer man Troldet at staae i Hornelens Klippevæg.
Anm. Budst. 6, 567. Denne Begivenhed henføres i den anden Vise om St. Olaf udtrykkelig til «Hornelummer,» der udentvivl er Sagnets Hornelen. Hvad der er sagt om Ligheden mellem Sagnet og Viserne ved St. Olaf og hans Broder gjælder og her.
Ligesaa uheldige vare de Stakkels Trold, naar de paa andre Steder traf sammen med denne deres Arvefiende. Ligeover for Romsdalshorn ligger saaledes et Fjeld, Troldtinderne kaldet, hvis Takker ere Levninger af de Trold, som St. Olaf her forvandlede til Steen, da de vilde forhindre ham i at drage til Romsdalen for at prædike Christendommen. (Schønings Reise 2, 128).
St. Olaf havde engang Trætte med en anden Konge om Riget; men endelig bleve de saa forligte, at St. Olaf skulde faae alle de Districter, som han med sin Hest kunde overfare. Fra Store-Hove i Faaberg red han afsted, men ved Taarm paa Dovrefjeld blev han saa træt, at han ei kunde komme videre. Her endte han derfor sin Reise, og skrev paa en Steen, at her var hans Riges Grændse.
125Anm. Budst. 2, 576. Et lignende Sagn fortælles om Gudbrand, der paa en Nat med en Brand i Haanden gjennemred den hele Dal, som efter ham blev kaldet Gudbrandsdal. (Mundtligt).
Paa en Reise fra Kjøbenhavn til Norge gjorde St. Olaf og hans Broder St. Halvor det Løfte, at den af dem, som kunde erholde et Kongerige, skulde bygge en Kirke. – Da St. Olaf siden blev Konge i Norge, lod han bygge Ytterbykirke i Bahuus, og kaldte den op efter St. Halvor.
Anm. Oedmanns Beskr. S. 100. En Legende beretter, at Halvardr Vebjørnsen, (St. Halvard) var en FrændeForfatternote: Halvards Moder var Thorny, Søster til Olafs Moder Asta. (Fornmanna Sögur V, P. 267). af St. Olaf. Han skal have boet paa Gaarden Huseby ved Drammen, men blev myrdet og kastet i Dramselven. Da hans opflydte Lig siden skal have foraarsaget Underkurer, blev han erklæret for at være en Helgen, og Kirker reistes til hans Ære. St. Halvards Skrin stod i St. Halvards Kirke i Oslo, og 15de Mai var indviet til hans Ære.
Paa Moster Kirkegaard staaer en Steen med et Hul i, og udenfor Gjerdet en Lignende. I den første har St. Olaf bunden sin Hest, hvis Bidsel har efterladt et kjendeligt Mærke i Stenen. I den anden sees Spor af Kongens Fod, da han fra Kirketaget sprang ned for at tugte en uvorn Bygmester. (Budst. 7 Aarg. 345).
126I det høie Haaberg ved Øidnevandet boede i fordums Dage et Bjergtrold eller en Gubbe, der tvert over Vandet lod sætte et Gjerde af Jern, som hindrede Laxen i at komme længere op, saa at, naar man paa nogen af de ovenfor liggende Gaarde fik en Lax, blev det anseet som et Forvarsel paa, at En maatte være feig. Engang kom St. Olaf ridende til dette Vand, og, da han ei vilde ride omkring, satte han med Hesten i eet Spring over Vandet, hvor det er smalest; men Klipperne paa begge Sider steile. End seer man i Fjeldet Spor af Hestens vældige Fødder. – Der hvor det dristige Spring skede er Vandet omtrent 300 Skridt bredt.
Anm. Top. Journ. 12, 20. Endnu dristigere var det Spring, som Helgenen vovede i Jørgensfjord, hvor han sprang fra et Fjeld til et andet, uagtet Frastanden er omtrent 1000 Alen. I Fjeldene sees endnu Mærker efter Springet. (Budst. 6, 613.)
Paa begge Sider af Framvarenvand i Vandsøe Sogn paa Lister findes tydelige Spor af St. Olafs Hest, der sprang 400 Skridt fra den ene Klippe til den anden, da Fanden just var efter Kongen. (Top. Journal 13, 17).
127Paa Store-Standal ved Jørgensfjordens Bred paa Søndmør sees en lang krum Steenstøtte, der ligger i lige Linie med et Hul i et nærliggende Fjeld. Stenen er St. Olafs Piil, som han skjød med saadan Kraft, at den gik tvert igjennem Fjeldet, hvoraf Hullet i samme er fremkommet.
Anm. Strøms Søndmørs Beskr. 2, 309. Hvad der i Nordlandene tilskrives en Jutul (see Side 13) henføres her til St. Olaf.
Paa Veibust ved Vegsund, som St. Olaf paa sin Flugt i denne Egn maatte passere, findes en Kilde, som han besøgte, og, som bærer hans Navn. Denne Kilde stod i gamle Dage i saadan Anseelse, at Folk fra alle Kanter strømmede her sammen for at hente eller drikke dens Vand, og Enhver, som besøgte den, satte gjerne et lille Trækors derhos, saa at man paa engang ofte kunde tælle mere end 100 saadanne Kors rundt om St. Olafs Kilde.
Anm. Sagn om Kilder, der bære St. Olafs Navn og skylde ham Tilværelse, findes overalt i Landet. Ved Tveten i Raabygdelauget ligger St. Olafs Kilde, der aldrig mangler Vand og sprang frem, da Helgenen just var tørstig. (Top. Journ. 11, 21). I St. Olafs Kilde paa Dofrerosten skal han have vandet sine Heste. (Budstikken 3 Aargang 106, lignende Sagn 2 Aarg. 565). I Valders 128findes flere saadanne Kilder (ibi. 263). Paa Sæteren Retilla ved Krogkleven seer man endog ved St. Olafs Kilde Mærke efter hans Hestes Hov. (Top. Journal 30, 138). I Romsdalshorn seer man endnu en Sprække, hvoraf Vand flyder, hvilken Sprække kaldes St. Olafs Sværd, thi han hug den for at faae Vand til sine Heste (Schønings Reise 2, 127). I Tryssel findes St. Olafs Kjærn (Top. Journ. 23, 81). I Hæggeland, Annex til Moeland i Thellemarken, findes saavel St. Olafs Kilde som Mærke efter hans Hestes Hov. (Meddeelt).
Da St. Olaf paa sin Flugt gjennem Norddalsfjorden vilde tage sig en Prise Tobak, men ikke kunde faae Noget ud af sit Snuushorn, blev han saa vred, at han slyngede Hornet op mod Fjeldsiden, hvor det forvandlet til Steen er at see den Dag i Dag under Navn af St. Olafs Snuushorn.
Anm. (Strøms Beskr. over Søndmør 2, 251). At Tobak først flere Aarhundreder efter St. Olafs Tid blev bekjendt i Europa gjør Intet til Sagen. Det kan derimod tjene som Exempel paa Almuens store Tro paa Helgenen, selv i sildigere Tider.
Paa sin Flugt til Valdalen, just som han fra Valdalsvigen bøiede ind ad Fjorden, mødte St. Olaf en Søeorm, der gjorde alle hans Mænd forsagte. Kongen lod sig derimod ikke skrække, men løb hen til Forstavnen 129i sit Skib, greb Ormen og kastede den op mod Fjeldsiden, hvor den forvandlet til Steen endnu minder om St. Olafs Underkraft.
Anm. Strøm 2, 272. Ved Gaarden Borgerud paa Ringerige sees i Fjeldet en Lignelse af en bugtet Orm med 2 Hesteskoe over Hovedet, der tilskreves St. Olafs Hest, som her ihjeltraadte en Orm, der mødte Kongen paa hans Reise. (Top. Journal 30, 158).
Da St. Olaf paa sin Flugt kom til Valdalsvigen forlod han sine Skibe, for over Fjeldene at undgaae sine Fienders Forfølgelser. Paa Langbrækka, en Steenurd, der ligger i Nærheden af Gaarden Sylt, staaer et gammelt Trækors, kaldet St. Olafs, hvilket efter gammel Skik stedse vedligeholdes af Indbyggerne, der vide at fortælle, at St. Olaf har siddet paa dette Sted, og med Vemodighed seet, hvorledes de Skibe, som havde bragt ham til Valdalen, brændte i lys Lue i Valdalsvigen, efterat han selv havde ladet sætte Ild paa dem, for at de ei skulde falde i hans Fienders Hænder. Med Møie banede han sig Vei over den steile og fæle Skjærsurd, og naaede mødig og sved det Sted, hvor paa hans Opmuntring Gaarden Grønningen, som den Tid var øde, blev opdyrket. Da en kjølende Vind her just forfriskede ham, gjorde han det Løfte, at Gaarden aldrig skulde fattes Vind, hvilket er Aarsag i, at det stedse blæser paa denne Gaard, hvor Kornet imidlertid fast 130aldrig fryser, ogsaa i Følge St. Olafs Tilsagn, der tilbragte Natten paa dette Sted.
Anm. Strøm 2, 267. Han forklarer alle disse Vidunder af naturlige Aarsager. Her komme vi ind paa Historiens Gebet. Allerede de 4 foregaaende Sagn minde om den Reise, som Olaf, forladt af Venner og forfulgtforfulgt] rettet fra: forfulgte (trykkfeil) af uforsonlige Fiender, ifølge Historiens Vidnesbyrd (Olafs Saga C. 198 o. s. v. hos Snorre) maatte tage ind ad disse Fjorde. Snorre beretter, at han landede i Valldalen, hvor han lod sætte sine Skibe op, og reise sit Telt paa Sullt. Her indfandt de omkringboende Bønder sig tilligemed Høvdingen Bruse, som boede paa Mære, og tilbøde Kongen deres Tjeneste. Herfra vilde han begive sig til Lessøe; men Veien var ufremkommelig. Da han kom til et Sted, som hedder Arossbrekken, hvilte han sig en Stund og saae ned paa Fjorden. «Der staaer endnu fra den Tid 2 Kors paa Brekken, hvor Kongen sad.» Med megen Kraftanstrængelse og ei uden Hjælp af Undergjerning fik man Vei banet over den fæle Sefsurd til det Sted, som nu kaldes Olafs Heller, hvor Kongen vaskede sig i et Kildevæld, hvis Vand siden helbreder baade Mennesker og Qvæg. Paa en Sæter, som hedder Græningar, tilbragte Olaf Natten, efter at have fordrevet de Trold og Vætter, som her grasserede. Ved Afskeden sagde Kongen til Bruse: «Her skal nu bygges en Gaard, og den Bonde, som her kommer til at boe, skal aldrig savne sit Livs Ophold, og aldrig skal Kornet her fryse, om det saa fryser baade oven og neden for Gaarden.»
131Sagnet fortæller, at St. Olaf skal have tilbudt Lexdalens Indbyggere, at skaffe dem en Broe over Lexdalvandet, naar Enhver blandt dem vilde give ham et Kalveskind; men da de ikke vilde, saa blev her ingen Broe. – Paa Kubjørga-Aas findes en stor Steen, som man kalder St. Olafs Stol. (Top. Journ. 12, 105).
I Nærheden af Stiklestad paa et Fjeld, som kaldes Klingen, over hvilket Veien fra Lex- til Værdalen falder, laae tilforn 2 Stene, af hvilke den mindste, der er flad oventil og aflang nedentil, samt omtrent 1 3/4 Alen i Gjennemsnit, kaldes St. Olafs Skaal, fordi St. Olaf paa sin sidste Reise fra Lexdalen til Værdalen skal have spiist paa denne Steen, eller havt i Sinde at udhule den til en Skaal, hvori han dog blev hindret ved sine Fienders Ankomst. Saavel denne Steen, som den anden, der kaldes St. Olafs Køvle eller Bæger, ere nu bragte hen til den i Nærheden liggende Gaard Bjertnæs. Paa Klingen findes ogsaa en Bæk, hvoraf St. Olaf paa sin Reise drak, hvilket gav dens Vand en saa særdeles Kraft, at man rundt om i Værdalen lod hente Vand fra denne Bæk. (Top. Journ. 12, 85).
132Strax Vesten for den høie Bakke, paa hvilken St. Olafs Støtte staaer, ligger Stiklestads Kirke paa et lavt og sumpigt Sted. Man havde i Sinde at bygge den paa Øvre-Stiklestad; men hvad man byggede om Dagen blev om Natten flyttet til det Sted, hvor Kirken nu staaer. Det Slag, hvori Kong Olaf faldt, stod i Følge Sagnet paa Gaarden Vestre-Stiklestad, hvor en Mark endnu kaldes Slagaakeren. Paa denne findes en Kjæmpehaug, hvori St. Olaf før Slaget skal have bevaret sin Skat. Andre berette, at denne derimod findes i den strax nedenfor Støtten liggende Spillehaug, saa kaldet af det Spil og den Musik, der stundom høres i den. I Følge Sagnet skal St. Olaf være falden paa det Sted, hvor Slaget stod; men hans Lig skal være bragt derfra hen til det Sted, hvor Støtten nu staaer. Her stod paa den Tid et lille Lade, hvori St. Olafs Lig for det første blev forvaret. (Top. Journal 12, 94).
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Da Andreas Faye (1802–1869) ga ut Norske Sagn i 1833, var det den første samlingen av sagn som ble publisert i Norge. Faye hadde over lengre tid samlet sagn og folkeminner på reiser til den norske landsbygden. Men han fikk også tilsendt sagn og folkeminner fra sine mange kontakter blant embetsmenn i flere deler av landet. Innsamlingen var inspirert av romantikkens kultursyn.
Sagnene er gjengitt nøyaktig slik de ble ham meddelt, han ønsket ikke noen kunstnerisk gjengivelse, det overlot han til dikterne.
Verket er inndelt i avdelinger etter hva som er sagnenes fremste karakteristikker. Sagnene er til dels også gjengitt kronologisk med utgangspunkt i tidsepoken hvori handlingen finner sted. Faye har lagt til sine egne anmerkninger og noter.
