Novelletter. Opprinnelig tenkte Kielland seg at noen av de nye fortellingene han hadde skrevet kunne tas opp i en ny utgave av den første samlingen. Men hans forlegger, Frederik Hegel i København, ønsket å trykke et nytt opplag av salgssuksessen Novelletter med en gang og heller gi ut en ny samling litt senere (jf. brevene fra Kielland til F. Hegel 1880). Innimellom arbeidet med romanene Garman & Worse (1880) og Arbeidsfolk (1881) og skuespillene For Scenen. Tre Smaastykker (1880) skrev Kielland flere novelletter, og den nye samlingen kom ut til julesalget 1880.

"/> En god Samvittighed. | Bokselskap

Nye Novelletter

av Alexander L. Kielland

En god Samvittighed.

Udenfor Advokat Abels Haveport holdt en liden, elegant Vogn forspændt med to fede, blanke Heste.

Paa Seletøiet fandtes der hverken Sølvbeslag eller andet Metal, alt var mat sort, og alle Spænder vare overtrukne. I Lakeringen paa Vognen var der en liden Skygge af mørkegrønt, Hynderne havde en beskeden støvgraa Farve, og det var først paa nært Hold, man opdagede, at Betrækket var af den sværeste Silke. Kusken saa ud som en engelsk Præst – i sort tætknappet Frak med en liden opstaaende Krave og stivt hvidt Halsbind.

Fru Warden, som sad alene i Vognen, bøiede sig fremover og lagde Haanden paa det elfenbens Haandtag; hun steg langsomt ud, trak den lange Kjole efter sig og lukkede omhyggeligt Vogndøren.

Man kunde undre sig over, at Kusken ikke steg af, for at hjælpe; de fede Heste saa ikke ud, somom de vilde finde paa Galskaber, om han slap Tøilerne.

Men naar man betragtede dette urokkelige Ansigt med de værdige, graasprængte Whiskers, forstod man strax, at det var en Mand, som vidste, hvad han gjorde og aldrig forsømte noget af sin Pligt.

Fru Warden passerede gjennem den lille Have foran Huset og traadte ind i Havestuen. Døren til det næste Værelse stod halvaaben, og derinde saa hun Husets Frue ved et stort Bord bedækket med Bunker lyst Tøi og spredte Nummere af «Bazaren».

«Ah! – hvor du kommer beleiligt – søde Emilie!» – raabte Fru Abel, «jeg er ganske fortvivlet over Syjomfruen: hun kan ikke finde paa noget nyt. Og her sidder jeg nu og søger i «Bazaren». Kjære! læg dit Shawl og kom og hjælp mig; – det er en Spaserekjole!»

«Jeg er nok lidet skikket til at hjælpe dig, hvis det gjælder Pynt,» svarede Fru Warden. Den gode Fru Abel stirrede paa hende; der var noget foruroligende i Tonen, og hun havde en umaadelig Respekt for sin rige Veninde.

«Du husker vist, jeg fortalte dig forleden, at Warden havde lovet mig – det vil sige» – rettede Fru Warden sig selv – «han havde bedet mig bestille en ny Silkekjole» –

«Hos Madame Labiche –ja vist!» – afbrød Fru Abel, «og nu er du formodentlig paa Veien til hende? – Aa tag mig med! – det er saa morsomt!»

«Jeg kjører ikke til Madame Labiche» svarede Fru Warden næsten høitideligt.

«Men Gud! – hvorfor ikke?» – spurgte hendes Veninde og gjorde sine gode, brune Øine cirkelrunde af Forbauselse.

«Ja – jeg skal sige dig» – svarede Fru Warden, «jeg synes ikke, at vi med god Samvittighed kan give saa mange Penge ud til unødig Stads, naar vi vide, at i Byens Udkanter – i selve den By, hvor vi bo, lever der Folk i hundredevis, som lide Nød – bogstaveligt talt: Nød!»

«Ja – men» – indvendte Fru Abel og kastede et usikkert Blik henover sit Bord, «det er nu engang saa her i Verden; vi ved jo, at Uligheden» –

«Vi bør vogte os for at forøge Uligheden, og heller gjøre, hvad vi kan for at udjævne den,» afbrød Fru Warden. Og det forekom Fru Abel, at hendes Veninde kastede et misbilligende Blik henover Bordet, Tøierne og «Bazaren».

«Det er jo bare Alpacca» – indskjød hun frygtsomt.

«Gud bevares – Caroline!» raabte Fru Warden, «tro endelig ikke, at jeg bebreider dig noget. Det er jo Ting, som saa ganske afhænge af hvert Menneskes Opfatning; – enhver faar handle saaledes, som han synes, han kan forsvare det overfor sin Samvittighed.»

Samtalen førtes endnu en Stund; og Fru Warden fortalte, at det var hendes Hensigt at kjøre ud i den usleste af Forstæderne, for med egne Øine at forvisse sig om Tilstanden blandt de Fattige.

Den foregaaende Dag havde hun læst en Aarsberetning fra et privat Velgjørenhedsselskab, hvoraf hendes Mand var Medlem. Hun havde med Vilje undladt at søge Oplysning hos Politiet eller Fattigvæsenet; det var netop hendes Hensigt selv – personlig at opsøge Armoden, lære den at kjende og saa hjælpe.

Damerne skiltes lidt koldere end sædvanligt. De vare begge i en alvorlig Stemning.

Fru Abel forblev i Havestuen; hun følte slet ikke længer nogen Lyst til at tage fat paa Spaserekjolen igjen, – skjønt Tøiet virkelig var saa smukt. Hun hørte den bløde Lyd af Vognen, som rullede bort paa den glatte Vei i Villakvarteret.

«Hvilket godt Hjerte Emilie har» – sukkede hun.

Intet kunde nu være mere fjernt fra den godmodige Frues Karakter end Misundelse; og alligevel – det var med en Følelse af den Art, hun idag saa efter den lette Vogn. Men om det var Venindens gode Hjerte eller den nydelige Vogn, hun misundte hende, var ikke godt at vide. Kusken havde sin Ordre, den han havde modtaget uden at fortrække en Mine; og da der ikke fandtes Indvendinger i hans Mund, kjørte han dybere og dybere ind i de forunderligste Gader i Fattigkvarteret med et Ansigt, somom han kjørte til Hofbal.

Endelig fik han Befaling til at stanse, og det var ogsaa paa høi Tid. Thi Gaden blev trangere og trangere, og det saa ud, somom de fede Heste og den fine Vogn om et Øieblik vilde blive siddende fast som en Prop i en Flaskehals.

Den Urokkelige viste intet Tegn paa Ængstelse, skjønt Situationen i Virkeligheden var fortvivlet. Et vittigt Hoved, som stak ud af et Tagvindu, anbefalede ham endogsaa at slagte Hestene paa Stedet, da de dog aldrig kunde komme levende ud igjen.

Fru Warden steg ud og bøiede ind i en endnu trangere Gade; hun vilde opsøge det værste.

I en Dør stod en halvvoxen Pige; Fruen spurgte: «Bor her meget fattige Folk i dette Hus?»

Pigen lo og svarede noget, idet hun strøg tæt forbi i den trange Dør. Fru Warden forstod ikke, hvad hun sagde; men hun fik et Indtryk af, at Pigen havde sagt noget stygt.

Hun traadte ind i det første Værelse, hun traf.

Det var ikke noget nyt for Fru Warden, at fattige Folk aldrig holde sine Rum tilstrækkeligt udluftede. Men hun blev alligevel saa betagen af den Atmosfære, hun begyndte at indaande, at hun var glad ved at faa sætte sig paa Ovnsbænken.

Der var noget i den Haandbevægelse, hvor med Konen i Stuen strøg de Klær, som laa paa Bænken, ned paa Gulvet, og i det Smil, hvormed hun indbød den fine Dame til at tage Plads, som var paafaldende for Fru Warden. Det gjorde Indtryk af, at den stakkels Kvinde havde kjendt bedre Dage; – skjønt hendes Bevægelser vare mere feiende end egentlig fine og Smilet langtfra behageligt.

Det lange Slæb af Fruens perlegraa Visitkjole laa udover det sorte Gulv, og idet hun bøiede sig og trak det til sig, maatte hun selv tænke paa et Udtryk hos Heine: «hun saa ud som en Bonbon, der er faldet i Sølen.»

Samtalen begyndte og førtes som det Slags Samtaler pleie at føres. Om hver var forblevet i sit Sprog og inden sin Tankegang, vilde disse to Kvinder ikke have forstaaet et Ord af hinanden.

Men da den Fattige altid kjender den Rige saameget bedre end den Rige kjender den Fattige, saa har denne sidste tilegnet sig et eget Sprog – en egen Tone, som Erfaring har lært ham at bruge, naar det gjælder at blive forstaaet; – det vil sige forstaaet saaledes, at den Rige faar Lyst til at være velgjørende. Nærmere hinanden kunne de aldrig komme.

Dette Sprog forstod den fattige Kone til Fuldkommenhed, og Fru Warden havde snart et Omrids af hendes elendige Tilværelse. Hun havde to Børn – en Gut paa fire, fem Aar, som laa paa Gulvet, og et lidet Barn ved Brystet.

Fru Warden betragtede det lille graaagtige Væsen og kunde ikke begribe, at det allerede var tretten Maaneder gammelt. Selv havde hun hjemme i Vuggen en liden Kolos paa syv Maaneder, som var mindst en halv Gang saa stor.

«De maa give Barnet noget styrkende» sagde hun; der foresvævede hende noget om Kindermehl og Apelsingelée.

Ved Ordene «noget styrkende» reiste der sig et lurvet Hoved i Sengehalmen; det var en bleg huløiet Mand med et stort Uldtørklæde om Hovedet.

Fru Warden blev ræd. «Deres Mand?» – spurgte hun.

Den fattige Kone svarede ja –, det var hendes Mand. Han var ikke gaaet paa Arbeide idag, fordi han havde saadan Tandpine.

Fru Warden havde selv havt Tandpine og vidste, hvor ondt det er. Hun udtalte nogle Ord af oprigtig Medfølelse.

Manden mumlede noget og lagde sig ned igjen, og idetsamme opdagede Fruen en Person, hun ikke før havde bemærket.

Det var en ganske ung Pige, som sad i Krogen paa den anden Side af Ovnen. Hun stirrede et Øieblik paa den fine Dame; men trak strax Hovedet til sig og bøiede sig forover med Ryggen næsten vendt mod den Fremmede.

Fru Warden tænkte, at den unge Pige havde et Haandarbeide i Fanget, som hun vilde skjule; kanske var det noget gammelt Tøi, hun sad og lappede.

«Men hvorfor ligger den store Gut paa Gulvet?» – spurgte Fruen.

«Han er lam» – svarede Moderen. Og nu fulgte en omstændelig Beskrivelse og megen Lamenteren over den stakkels Gut, som var bleven lam i Hofterne efter Skarlagensfeberen.

«De maa kjøbe ham» – begyndte Fru Warden – «en Rullestol» – vilde hun have sagt. Men det faldt hende ind, at det var bedre, hun kjøbte en selv. Det er ikke gavnligt, at Fattige faa mange Penge mellem Hænderne; men noget vilde hun dog give Konen strax. Thi her vilde hun hjælpe, her var virkelig Trang tilstede; og hun greb i Lommen efter sin Portemonnaie.

Den var der ikke. Det var ærgerligt – den maatte ligge i Vognen.

Netop som hun vilde beklage sit Uheld for Konen og love hende at sende Penge senere, gik Døren op og en velklædt Herre traadte ind. Hans Ansigt var meget fyldigt og af en egen tør Bleghed, somom han spiste Mel.

«Fru Warden? – formoder jeg» – sagde den fremmede Herre, «jeg traf Deres Vogn oppe i Gaden; og her bringer jeg Dem – formodentlig Deres Portemonnaie?»

Fruen saa paa den, jo – ganske rigtigt, det var hendes; paa den glatte elfenbens Flade stod E. W. indlagt med sort.

«Jeg saa den tilfældigvis, idet jeg dreiede om et Hjørne i Hænderne paa en Pige – en af de værste i Kvarteret» – forklarede den Fremmede; «jeg er Fattigforstander i Distriktet» – lagde han til.

Fru Warden takkede, skjønt Manden ingenlunde behagede hende. Men da hun atter vendte sig mod Stuen, blev hun ganske forskrækket over den Forandring, som med ét var foregaaet med Beboerne.

Manden sad overende i Sengen og gloede paa den fede Herre, Konen havde faaet et stygt Smil, og om det saa var den lille lamme Stakkel, saa havde han væltet sig om mod Døren, og støttet paa sine tynde Arme stirrede han op som et lidet Dyr.

Og i alle disse Øine var der det samme Had, den samme kampfærdige Trods, og det kjendtes for Fru Warden, somom der lagde sig uhyre Afstande mellem hende og den stakkels Kvinde, med hvem hun netop havde talt saa aabent og fortroligt.

«Saa du ser slig ud idag – Martin!» sagde Herren med en ganske ny Stemme, «jeg kunde tænke, at du var med inat. Jaja! – ieftermiddag kommer de efter dig; du skal indsættes paa to Maaneder.»

Pludseligt – som et Vandfald brød det løs: Manden og Konen i Munden paa hinanden, Pigen bag Ovnen kom frem og stemte i, den lamme skreg og væltede sig, – Ord kunde ikke skjelnes, men Lyden, Øinene, Hænderne – det var somom den lille kvalme Stue maatte sprænges af den vilde Lidenskab, som exploderede.

Fru Warden blev bleg og reiste sig; Herren aabnede Døren og begge skyndte sig ud. I Gangen hørte hun en skrækkelig Fruentimmerlatter bag sig. Det maatte være Konen, – den samme Kone, der havde talt saa blidt og mismodigt om de stakkels Børn.

Hun følte halvveis Uvilje mod den Mand, som havde fremkaldt den rystende Forandring, og da de nu fulgtes opover Gaden, hørte hun paa ham med et koldt, fornemt Udtryk.

Men lidt efter lidt forandredes hendes Mine; der var i Virkeligheden saa meget i, hvad han sagde.

Fattigforstanderen talte om, hvor godt det gjorde ham at se, at en Dame som Fru Warden havde saa meget Hjerte for de stakkels Fattige. Var det end at beklage, at selv den mest velmente Hjælp saa ofte kom i uheldige Hænder, saa var det dog altid noget skjønt og opløftende, at en Dame som Fru Warden –

«Men» – afbrød hun, «trænger da ikke disse Mennesker i høi Grad til Hjælp? – Jeg fik det Indtryk, at specielt Konen engang har seet bedre Dage, og at hun – hvis hun itide blev hjulpen – muligvis kunde hæves op igjen.»

«Det gjør mig ondt at maatte sige Dem – Frue! at hun har været et meget berygtet offentligt Fruentimmer,» sagde Fattigforstanderen i en mild, beklagende Tone.

Det gøs i Fru Warden.

Med et saadant Fruentimmer havde hun talt – og talt om Børn; hun havde endog nævnt sit eget Barn, som laa hjemme i sin rene Vugge. Det var næsten, somom hun maatte skynde sig hjem og se, om det var lige sundt og rent.

«Og den unge Pige?» – spurgte hun frygtsomt.

«Ja – Fruen bemærkede vel hendes hm! – hendes Tilstand?»

«Nei – De mener?»

Den fede Herre hviskede nogle Ord.

Fru Warden for sammen: «Med Manden! – Manden i Huset?»

«Ja – Frue! det gjør mig ondt at maatte fortælle Dem det; men De kan tænke Dem, at disse Mennesker» – og han hviskede igjen.

Det var for meget for Fruen. Hun blev næsten svimmel og tog imod Herrens Arm. De gik nu hurtigt henimod Vognen, som holdt lidt længer borte, end hun havde forladt den.

Thi den Urokkelige havde udført et Kunststykke, som selv det vittige Hoved havde an rkjendt med en udsøgt Ed.

Efter en tidlang at have siddet stille som et Lys paa Bukken, havde han ladet de fede gaa Skridt for Skridt tilbage, indtil der kom en liden Udvidelse af Gaden – umærkelig for alle andres Øine end en udlært Herskabskusks.

En hel Yngel af lurvede Børn sværmede om Vognen og gjorde, hvad de kunde, for at bringe de Fede ud af Fatning. Men den Urokkeliges Aand var i dem.

Og efterat han med et roligt Blik havde maalt Afstanden mellem to Trappetrin paa hver Side af Gaden, lod han de Fede langsomt og Skridt for Skridt gjøre en Vending – saa skarp, saa knap, at det saa ud, somom den fine Vogn maatte brydes i Stumper og Stykker, men saa akkurat, at der ikke var en Tomme hverken formeget eller forlidet paa nogen Kant.

Nu sad han atter rank som et Lys og maalte endnu engang med Øinene Afstanden mellem Trappetrinene. Han noterede endog i sin Hukommelse Nummeret paa den Politibetjent, der havde overværet Kunststykket, forat have et Vidne at paaberaabe sig, om hans Beretning ikke skulde blive troet i Stalden.

Fru Warden lod sig hjælpe i Vognen af Fattigforstanderen. Hun bad ham se indom den følgende Dag og gav ham sin Adresse.

«Til Advokat Abel!» – raabte hun til Kusken; den fede Herre blottede sit Hoved med et melet Smil, og Vognen rullede bort.

Efterhvert som de fjernede sig fra den fattige Bydel, blev Vognens Bevægelser roligere og Farten øgede. Og da de kom ud paa den brede beplantede Vei; som førte gjennem Villakvarteret, snøftede de Fede med Velbehag i den rene fine Luft fra Haverne, og den Urokkelige slog uden nogensomhelst Nødvendighed tre kunstmæssige Pragtsmæld.

Ogsaa Fru Warden kjendte, hvor godt det gjorde hende at komme ud igjen i frisk Luft. Hvad hun havde oplevet og endnu mere hvad hun havde hørt af Fattigforstanderen, havde lagt sig næsten bedøvende over hende. Hun begyndte at klare for sig selv den umaadelige Afstand mellem hende og disse Mennesker.

Det var ofte forekommet hende som et altfor tungt, ja næsten haardt Sted – dette: Mange ere de Kaldede, men faa de Udvalgte.

Nu forstod hun, at det maatte være saa.

Hvorledes skulde Mennesker – i den Grad forvorpne kunne hæve sig til en moralsk Høide, der blot nogenlunde kunde svare til de strenge Fordringer. Hvorledes maatte der se ud i disse Elendiges Samvittighed! – og hvorledes skulde de vel kunne modstaa Livets mangehaande Fristelser!

Hun vidste selv, hvad Fristelse var! – havde hun ikke en at kjæmpe mod – kanske den farligste af dem alle! – Rigdommen, om hvilken der staar skrevet saa haarde Ord.

Hun gyste ved Tanken om, hvorledes det vilde gaa, hvis dette Dyr af en Mand og disse elendige Kvinder pludseligt fik en Rigdom ihænde.

Isandhed Rigdommen var ingen ringe Prøvelse. Det var ikke længer siden end iforgaars, at hendes Mand havde fristet hende med en liden prægtig Tjener – en fuldstændig engelsk Groom. Men hun havde staaet imod og svaret:

«Nei Warden! – det er ikke Ret; jeg vil ikke have Tjener paa Bukken. Vi ere kanske rige nok til det; men lad os vogte os for Overdaadighed. Jeg kan saamænd godt hjælpe mig selv ud og ind af Vognen, og Kusken skal heller ikke stige af for min Skyld.»

Det gjorde hende godt at tænke paa dette nu; og hendes Øine dvælede med Velbehag ved den tomme Plads paa Bukken ved Siden af den Urokkelige.

Fru Abel, som gik og ryddede Bazarer og Tøistykker bort af det store Bord, blev overrasket ved at se sin Veninde saa snart tilbage.

«Nu – Emilie! er du allerede der! Jeg sagde netop til Syjomfruen at hun kunde gaa igjen. Hvad du før forklarede mig, har ganske betaget mig Lysten til den nye Kjole; jeg kan jo ogsaa nok hjælpe mig uden» – sagde den gode Fru Abel; men hendes Læber dirrede lidt, medens hun talte.

«Enhver faar jo handle efter sin Samvittighed,» svarede Fru Warden stille, «men jeg tror ogsaa, at man kan være for skrupuløs.»

Fru Abel saa op, det havde hun ikke ventet.

«Ja hør nu, hvad jeg har oplevet,» sagde Fru Warden og begyndte at fortælle.

Hun skildrede det første Indtryk af det kvalme Rum og de forkomne Mennesker; dernæst omtalte hun Tyveriet af Portemonnaien.

«Ja min Mand paastaar nu altid, at det Slags Mennesker ikke kan lade være at stjæle,» sagde Fru Abel.

«Jeg frygter, din Mand har mere Ret end vi tro,» svarede Fru Warden.

Saa berettede hun om Fattigforstanderen og om den Utaknemlighed, som disse Folk havde lagt for Dagen overfor ham, som dog dagligt drog Omsorg for dem.

Men da hun kom til det, hun havde hørt om den fattige Kones Fortid og endnu mere, da hun fortalte om den unge Pige, blev den gode Fru Abel saa betagen, at hun maatte bede Pigen bringe Portvin.

Idetsamme KarafTelopsatsen blev bragt ind, hviskede Fru Abel til Pigen: «Lad Syjomfruen vente.»

«Og saa kan du tænke dig,» fortsatte Fru Warden, «– ja det en næsten ikke muligt at fortælle» – og hun hviskede:

«Hvad siger du! – ién Seng? – allesammen! – men det er jo oprørende!» – raabte Fru Abel og slog Hænderne sammen.

«Ja – for en Time siden, vilde hellerikke jeg have troet saadant muligt,» svarede Fru Warden, «men naar man selv har været paa Stedet og personlig forvisset sig om» –

«Gud! – at du vovede dig derud –Emilie!»

«Jeg er glad, at jeg har gjort det; og endmere maa jeg prise den lykkelige Tilskikkelse, at Fattigforstanderen kom just i rette Tid. Thi ligesaa opløftende som det er at hjælpe den dydige Armod, der i al sin Tarvelighed lever rent og nøisomt; – ligesaa oprørende vilde det have været, om jeg havde bidraget til at tilfredsstille saadanne Menneskers onde Tilbøieligheder.»

«Ja du har Ret – Emilie! – jeg kan bare ikke forstaa, hvorledes Mennesker i et kristent Samfund – døbte og konfirmerede – kunne blive saaledes! De har jo hver Dag – ialfald hver eneste Søndag Anledning til at høre kraftige, indtrængende Prækener; og en Bibel skal – efter hvad jeg har hørt – være at faa for en utroligt ringe Pris.»

«Ja – og naar vi saa tænke os,» – tilføiede Fru Warden, «at ikke engang Hedningerne, – som ere uden alle disse Goder, – at ikke de engang have nogen Undskyldning; – thi de har jo Samvittigheden» –

«Og den taler sandelig høit nok for hver den, som vil høre» – udbrød Fru Abel med Kraft.

«Ja – det ved Gud, den gjør,» svarede Fru Warden og saa hen for sig med et alvorligt Smil.

Da Veninderne skiltes, omfavnede de hinanden hjerteligt.

– Fru Warden lagde sin Haand paa det elfenbens Haandtag, steg ind i Vognen og trak sin lange Kjole efter sig. Derpaa lukkede hun Vogndøren – ikke med et Smæld men langsomt og omhyggeligt.

«Til Madame Labiche!» – raabte hun til Kusken; og idetsamme vendte hun sig mod Veninden, der var fulgt helt ned til Haveporten og sagde med et stille Smil: «Nu kan jeg dog Gudskelov med god Samvittighed bestille min Silkekjole.»

«Ja det ved Gud, du kan!» – svarede Fru Abel og saa efter hende med Taarer i Øinene. – Derpaa skyndte hun sig ind.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Nye Novelletter

Samlingen Nye Novelletter ble utgitt i 1880. Året før hadde Kielland vakt oppsikt i hele Skandinavia med novellesamlingen Novelletter. Opprinnelig tenkte Kielland seg at noen av de nye fortellingene han hadde skrevet kunne tas opp i en ny utgave av den første samlingen. Men hans forlegger, Frederik Hegel i København, ønsket å trykke et nytt opplag av salgssuksessen Novelletter med en gang og heller gi ut en ny samling litt senere (jf. brevene fra Kielland til F. Hegel 1880). Innimellom arbeidet med romanene Garman & Worse (1880) og Arbeidsfolk (1881) og skuespillene For Scenen. Tre Smaastykker (1880) skrev Kielland flere novelletter, og den nye samlingen kom ut til julesalget 1880.

Nye Novelletter inneholder 7 vittige og ironiske fortellinger, og som i den første samlingen tar Kielland opp samfunnsproblemer. Særlig typisk for Kiellands realisme er novelletten «En god Samvittighed», der Kielland ironiserer over overklassens veldedige handlinger. Novellettene «Præstegaarden» og «Torvmyr» er mindre typiske idet Kielland bruker besjeling av naturen som et litterært grep, jf. hvordan den gamle ravnen betrakter de foretaksomme menneskene i «Torvmyr». «Torvmyr» er dessuten interessant fordi den utgjør en del av en kunstnerisk fellesproduksjon mellom Kielland og hans søster Kitty Kielland, jf. maleriet «Torvmyr».

Se faksimiler av 1. utg. fra 1880 (NB digital)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.