Novelletter. Opprinnelig tenkte Kielland seg at noen av de nye fortellingene han hadde skrevet kunne tas opp i en ny utgave av den første samlingen. Men hans forlegger, Frederik Hegel i København, ønsket å trykke et nytt opplag av salgssuksessen Novelletter med en gang og heller gi ut en ny samling litt senere (jf. brevene fra Kielland til F. Hegel 1880). Innimellom arbeidet med romanene Garman & Worse (1880) og Arbeidsfolk (1881) og skuespillene For Scenen. Tre Smaastykker (1880) skrev Kielland flere novelletter, og den nye samlingen kom ut til julesalget 1880.

"/> En Skipperhistorie. | Bokselskap

Nye Novelletter

av Alexander L. Kielland

En Skipperhistorie.

Der laa engang i en Udhavn en hel Del Fartøier. De havde ligget der meget længe – ikke just for Storm, men snarere for Dødveir; tilsidst havde de ligget der saalænge, at de ikke mere ændsede Veiret.

Alle Kapteinerne vare efterhaanden blevne gode Venner; de reiste i Besøg fra Skib til Skib og kaldte hverandre «Fætter».

De havde ingen Hast med at komme afsted. Af og til kunde det hænde, at en ungdommelig Styrmand lod falde et Ord om den gode Vind og det rolige Hav. Men sligt blev ikke taalt; det maa gaa ordentligt til paa et Skib. Derfor blev de, som ikke kunde holde Mund, satte iland.

Saaledes kunde det dog ikke blive gaaende til evig Tid. Menneskene ere ikke saa gode som de burde være, og det er ikke alle, som trives under Ro og Orden.

Folkene begyndte omsider at mukke saa smaat: de var kjede af at male og pudse Kahytterne og af at ro Kapteinerne til og fra Toddy gilder. Det rygtedes, at enkelte Skibe beredte sig til Afseiling. Paa nogle sattes Seilene til et for et i al Stilhed, Ankerne lettedes uden Sang, og Skibet gled roligt ud af Havnen; andre gik Seil, mens Skipperen sov. Slagsmaal og Mytteri hørte man ogsaa om; men saa kom der Hjælp fra Nabokapteinerne, saa blev der straffet og landsat, og alle Fortøininger blev efterseede og forstærkede.

Ikkedestomindre forlod tilslut alle Skibene – paa et nær – Havnen. De seilede ikke alle med lige Lykke, et og andet kom endog ind igjen for en Tid med Skade. Andre hørte man lidet om. Paa et Skib – sa’ man, var Kapteinen kastet overbord af Mandskabet; et andet seilede med halve Besætningen i Lænker – Ingen vidste hvorhen. Men saa var de dog alle paa Farten, strævende hver paa sin Vis snart i Storm, snart i Stille mod sit Maal.

Kun et Skib blev – som sagt – liggende i Udhavnen; og det laa baade sikkert og godt: to Ankere i Bunden og tre svære Trosser i Land.

Det var en underlig, liden Kasse. Skroget var gammelt; men det var nylig bleven repareret, og saa havde man givet det en svirsk, liden, moderne Gallion, som stak underligt af mod de flade Sider og den tunge Agterende. Riggen – kunde man se – havde oprindeligt tilhørt et større Fartøi, men var i al Hast bleven afpasset efter det mindre Skrog, og dette forøgede end mere det uforholdsmæssige i hele Briggens Udseende. Saa var det malet med store Kanonporter som en «man of war», og førte altid Nummerflag paa Stortoppen.

Skipperen var en ualmindelig Mand.

Han havde selv malet det Skilderi af Briggen, som hang i Kahytten, og saa kunde han synge – baade Salmer og andre Viser. Ja, der var dem, som paastod, at han lagede Viser selv. Men det var nok helst Løgn. Og Løgn var det vist ogsaa, hvad man hviskede i Ruffet, at Skipperen ikke var ganske sjøstærk.

Sligt noget fortæller altid Jungmanden til Kahytsgutten, forat gjøre sig Kar. Og desuden var der en Styrmand paa Briggen, som vel kunde klare Pynterne alene, om det kneb. Han havde faret som Styrmand i mange Herrens Aar, alt fra Skipperens salig Fars Tid. Han var ligesom groet fast til Rorpinden, og mange kunde næsten ikke tænke sig den gamle Brig med en ny Styrmand.

Han havde vistnok aldrig faret paa fjerne Farvande. Men da hans «trade» bestandigt havde været den samme, og da han altid havde været i Følge med flere, havde Briggen seilet noksaa heldigt – uden synderligt Havari og uden synderlig Fortjeneste.

Derfor var baade han og Skipperen komne til den Overbevisning, at Ingen kunde fare bedre end de, og derfor brød de sig ikke stort om, hvad de andre gjorde; de saa op i Luften og rystede paa Hovedet.

Mandskabet havde det godt; thi det var ikke bedre vant. De Fleste kunde ikke begribe, hvorfor Folkene paa de andre Skibe havde saa travelt med at komme afsted: Maaneden «dreiede» jo, enten man laa i Udhavn eller man seilede, og saa var det dog bedre at slippe Arbeidet. Saalænge ikke Skipperen drev paa Afseiling, kunde altid Mandskabet holde sig iro; for han maatte jo have den største Interesse af at komme afsted. Og desuden – de vidste jo alle, hvad for en Kar Styrmanden var; og laa en saa dygtig og prøvet Mand stille, kunde man være ganske overbevist om, at han havde sine gode og vægtige Grunde.

Men et lidet Parti inden Mandskabet – nogle ganske ungdommelige Personer – mente, at det var Skam saaledes at lade sig seile agterud af Alverden. De havde vel ingen synderlig Fordel at vente af Reisen; men tilslut blev dog Uvirksomheden dem saa utaalelig, at de fattede den eventyrlige Beslutning, at sende Jungmanden agterud og bede Kapteinen fastsætte en Dag til Afseiling.

De fornuftige blandt Mandskabet korsede sig og bad Jungmanden saa pent om at holde sig i Skindet.

Men denne var en fremfusende Grønskolling, som havde faret i fremmed Tjeneste og derfor indbildte sig at være en Allerhelvedeskarl. Han gik lige agterud og ned i Kahytten. Der sad Skipper og Styrmand ved sin Whisky og spillede Femkort.

«Vi vilde spørge, om ikke Skipperen vilde gaa Seil næste Uge, for nu er vi alle saa kjed af at ligge her» – sa’ Jungmanden; han saa Skipperen lige i Øinene uden at blinke.

Denne blev først lyseblaa, derpaa dyb-violet – som rimeligt kunde være. Men han tog sig i det, og saa sagde han, hvad han altid pleiede at sige ved enhver Leilighed: «Hvad mener du? – Styrmand!»

«Hmm –!» svarede Styrmanden langsomt.

Mere pleiede han aldrig at svare, naar han blev spurgt; for han ligte ikke at svare strax. Men naar han fik tale ganske alene – uden at nogen afbrød ham, da kunde han komme med de længste Sætninger og de allervanskeligste Ord. Og da var Skipperen især stolt af ham.

Saa kort som Styrmandens Svar end kunde synes, forstod Skipperen dog strax Meningen. Han vendte sig mod Jungmanden – alvorligt, men pynteligt; thi han var en saare folkelig Mand:

«Din forbandede Grønskolling! – tror du ikke, jeg forstaar de Ting bedre end du? – jeg som ikke har tænkt paa andet end være Skipper fra jeg var en Næve stor! Men jeg ved nok, hvad du og dine Lige tænker paa. I bryr Jer Fanden om hele Skuden, og kunde I bare faa Magten fra os Gamle, saa seilede I paa den første den bedste Holme, for at faa plyndre Whiskyen. Men det bliver der nu ikke noget af – Hvalpen min! – og her blir vi liggende, saalænge jeg vil.»

Da denne Besked naaede Folkelugaren, vakte den stor Uvilje blandt de unge og umodne – det var jo venteligt. Men endogsaa Skipperens Venner og Beundrere rystede paa Hovedet og mente, at dette var et stygt Svar: det var jo bare et Spørgsmaal, og man kan jo ikke forspørge sig.

Der udbredte sig nu en øgende Misstemning, hvilket var noget uhørt mellem disse fredsommelige Mennesker. Endogsaa Skipperen, der ellers ikke var snar til at forstaa eller mærke noget somhelst, syntes, han saa saamange tvære Ansigter; og han var ikke længer saa fornøiet med Besætningens Holdning, naar han traadte ud paa Dækket med sit venlige: Godmorgen – Slyngler!

Men Styrmanden havde længe lugtet Lunten; for han havde en fin Næse og lange Øren. Derfor mærkede man et Par Aftener efter Jungmandens uheldige Visit, at noget overordentligt var igjære agterud.

Kahytsgutten maatte gjøre tre Vendinger med Toddykjedlen; og den Beretning, han af gav i Ruffet efter sin sidste Tur var isandhed foruroligende.

Styrmanden lod til at have talt uophørligt i to Timer; foran sig paa Bordet havde de: Barometer, Chronometer, Compas, Sextant, Journalen og det halve Skibsbibliothek. Dette bestod af Kingos Salmebog og en gammel hollandsk «Kaart-Boikje»; for Skipperen kunde ligesaalidt med de nye Salmer som Styrmanden med de nye Kaarter.

Skipperen sad nu og stak i Kaartet med en stor Passer, medens Styrmanden talte med alle sine længste og allervanskeligste Ord.

Især var der et Ord, som ofte kom igjen, og det lærte Gutten sig udenad; og saa sa’ han det omigjen og omigjen for sig selv, mens han gik opad Kahytstrappen, henover Dækket, lige til Ruffet, og med det samme han fik Døren op, raabte han: «Initiativ – var det! – pas paa det Ord – Gutter! skriv det op – Initiativ!»

In-i-ti-a-tiv – blev med megen Møie stavet og skrevet med Kridt paa Bordet. Og under Guttens lange Beretning sad alle disse Mennesker og stirrede med Ængstelse og spændt Forventning paa dette lange, mystiske Ord.

«Og saa» – sluttede endelig Kahytsgutten, – «saa sa’Styrmanden: Men vi ville selv gribe – det som staar paa Bordet» –

«Initiativ!» raabte alle Munde.

«Javel! – saa var det! – og hvergang han sa det, saa slog de begge i Bordet og saa paa mig somom de vilde æde mig. Derfor tror nu jeg, at det er et nyt Slags Revolver, de ville gribe til.»

Men det troede Ingen af de andre, saa slemt var det vel ikke. Men noget forestod, det var klart. Og Frivagten gik tilkøis med tunge Anelser, og Hundevagten – thi der blev holdt ordentlig Vagt – fik ikke Blund paa Øinene den Nat.

Klokken syv næste Morgen var baade Skipper og Styrmand paa Dæk. Saa tidligt paa Dagen kunde ingen Mand mindes at have seet dem.

Men der blev ikke Tid til at falde i Forbauselse. Thi nu fulgte Slag i Slag Ordre til Afseiling: Hiv op Ankerne; to Mand iland og kast los Trosserne!

Der blev Glæde og Travlhed blandt Mandskabet, og saa fort gik det, at Briggen i mindre end en Time var under Seil.

Skipperen saa paa Styrmanden; de rystede hver paa sit Hoved: «Dette Fandens Hastværk!»

Efter et Par smaa Slag i den rummelige Havn klarede hun Odden og stak ud i rum Sø.

Der blæste en frisk Bris, og lidt Sjøgang var der.

Styrmanden stod med en uhyre Skraa i Munden overskrævs over Rorpinden; thi saadant Fandens Kram som et Rat skulde aldrig komme ombord, saalænge han havde noget at sige.

Skipperen stod i Kahytstrappen med Hovedet opfor Kappen. Han var lidt grønagtig, og saa løb han ofte ned i Kahytten. Den gamle Baadsmand troede, han saa i Kaartet; Jungmanden mente, han drak Whisky; men Kahytsgutten bandte paa, at han brækkede sig.

Mandskabet var i ypperligt Humør: det var saadan en Forfriskelse at kjende Søluften, at føle Skibet bevæge sig under Benene. Ja selv den gamle Brig syntes at være i Humør; hun lod sig duve saa dybt ned mellem Sjøerne som hun kunde og gjorde meget mere Skum end nødvendigt var.

De Unge holdt Udkig efter store Sjøer. «Der kommer en Basse!» raabte de, «bare han nu træffer godt» –, og det gjorde han.

Det var en ordentlig Sjø, større end de andre. Den nærmede sig bedageligt, lagde sig ned og tog Sigte; reiste sig saa pludseligt op – og dermed gav den Briggen, der var pluskjævet som en Basunengel, en vældig Klask paa det Bagbords Kind, saaat det dirrede i hele Kareten. Og høit over Rækken og langt indover Dækket sprøitede det friske salte Skum; det var netop saavidt, at Kapteinen fik bjerge Hovedet nedfor Kappen.

Ah – hvor det friskede; det livede op i Gamle og Unge, de havde ikke smagt friskt Sjøvand paa lang Tid – og med en Mund brød det hele Mandskab ud i et lystigt Hurra!

Men idetsamme lød Styrmandens Tordenrøst: «Hart i Læ!» – Briggen løb op i Vinden, Seilene slog saa det skalv i Riggen, og nu fulgte Slag i Slag, men endnu hurtigere end før Ordre til Ankring: «Lad falde Bagbords Anker! – lad gaa Styrbords og!»

Plump – der faldt det ene; plump! – der gik det andet. De gamle Kjettinger russede ud, saaat der stod en rød liden Sky af Rust op paa hver Side af Bougsprydet.

Folkene – vante til Lydighed – arbeidede hurtigt uden at tænke; og snart laa Briggen noksaa roligt for sine to Ankere.

Men nu – efter endt Arbeide kunde ingen tilbageholde sin Forbauselse over denne pludselige Ankring – midt under Seiladsen, udfor Kysten mellem Holmer og Skjær. Og endnu underligere syntes dem de Befalendes Opførsel. For der stod de nu begge helt forud med Enderne tilveirs, bøiende sig helt ud over Rækken og stirrende paa Bagbords Boug. Nogle havde endog syntes høre Kapteinen raabe: Til Pumperne – Manne! men det blev aldrig opklaret.

«Hvad Fanden mon de bestiller der forud?» – sagde Jungmanden.

«De tror, hun stødte, da vi fik den store Sjøen,» hviskede Kahytsgutten.

«Hold Kjæft – Gut!» sagde Baadsmanden.

Alligevel gik Kahytsguttens Ord fra Mund til Mund, der hørtes et lidet Kluk af Latter hist og her, Ansigterne bleve mer og mer forpinte og Latteren var lige ved at bryde løs. – Da saaes Styrmanden at puffe Skipperen i Siden. «Ja – men saa maa du hviske!» – sagde denne.

Styrmanden nikkede, og saa vendte Skipperen sig mod Mandskabet og talte høitideligt:

«Ja – heldigvis! – denne Gang gik det godt! men nu haaber jeg ogsaa, at enhver af Jer vil have lært, hvor farligt det er at laane Øre til disse umodne Opviglere, der aldrig kunne være i Ro og lade Udviklingen – som Styrmanden siger – gaa sin naturlige Gang. Nu gav jeg efter for Eders Ønsker denne Gang – isandhed! det var ikke, fordi jeg billigede Eders vanvittige Fremfusenhed; men det var, forat overbevise Eder ved – ved Begivenhedernes Logik. Og se – hvorledes gik det? – Vistnok blev vi som ved et Under forskaanede for det værste; men nu ligge vi her, udenfor den trygge Havn, vor gamle Ankerplads, som vi have forladt, forat tumles om paa det Uvisses, det Uprøvedes oprørte Vande. Men – tro mig! herefter skulle I finde baade vor udmærkede Styrmand og Eders Kaptein paa vor Post mod slige umodne Projekter. Og gaar det os galt herefterdags, saa skulle I alle mindes, at det Altsammen er Eders Skyld: Vi toer vore Hænder.»

Derpaa skred han tværsigjennem Mandskabet, som ærbødigt veg tilside; Styrmanden, som troligt havde hvisket, tørrede sine Øine og fulgte. Begge forsvandt de i Kahytten.

Megen Strid var der i Ruffet den Dag; og det blev værre siden.

Det var forbi med Briggens gode Dage. Splid og Misnøie, Mistænksomhed og Paastaaelighed gjorde det trange Folkelugar til et rent Helvede.

Kun Skipper og Styrmand syntes at trives vel under alt dette, og den almindelige Misstemning rørte dem ikke; thi de havde jo ingen Skyld.

Paa Forandring tænkte Ingen. Man havde gjort, hvad man kunde, og Skipperen havde jo ogsaa paa sin Side været føielig.

Nu fik man holde sig i Ro. Briggen laa paa et farligt Sted; men nu fik den ligge – og der ligger den endnu.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Nye Novelletter

Samlingen Nye Novelletter ble utgitt i 1880. Året før hadde Kielland vakt oppsikt i hele Skandinavia med novellesamlingen Novelletter. Opprinnelig tenkte Kielland seg at noen av de nye fortellingene han hadde skrevet kunne tas opp i en ny utgave av den første samlingen. Men hans forlegger, Frederik Hegel i København, ønsket å trykke et nytt opplag av salgssuksessen Novelletter med en gang og heller gi ut en ny samling litt senere (jf. brevene fra Kielland til F. Hegel 1880). Innimellom arbeidet med romanene Garman & Worse (1880) og Arbeidsfolk (1881) og skuespillene For Scenen. Tre Smaastykker (1880) skrev Kielland flere novelletter, og den nye samlingen kom ut til julesalget 1880.

Nye Novelletter inneholder 7 vittige og ironiske fortellinger, og som i den første samlingen tar Kielland opp samfunnsproblemer. Særlig typisk for Kiellands realisme er novelletten «En god Samvittighed», der Kielland ironiserer over overklassens veldedige handlinger. Novellettene «Præstegaarden» og «Torvmyr» er mindre typiske idet Kielland bruker besjeling av naturen som et litterært grep, jf. hvordan den gamle ravnen betrakter de foretaksomme menneskene i «Torvmyr». «Torvmyr» er dessuten interessant fordi den utgjør en del av en kunstnerisk fellesproduksjon mellom Kielland og hans søster Kitty Kielland, jf. maleriet «Torvmyr».

Se faksimiler av 1. utg. fra 1880 (NB digital)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.