Novelletter. Opprinnelig tenkte Kielland seg at noen av de nye fortellingene han hadde skrevet kunne tas opp i en ny utgave av den første samlingen. Men hans forlegger, Frederik Hegel i København, ønsket å trykke et nytt opplag av salgssuksessen Novelletter med en gang og heller gi ut en ny samling litt senere (jf. brevene fra Kielland til F. Hegel 1880). Innimellom arbeidet med romanene Garman & Worse (1880) og Arbeidsfolk (1881) og skuespillene For Scenen. Tre Smaastykker (1880) skrev Kielland flere novelletter, og den nye samlingen kom ut til julesalget 1880.

"/> Torvmyr. | Bokselskap

Nye Novelletter

av Alexander L. Kielland

Torvmyr.

Høit over Lyngsletterne fløi en gammel fornuftig Ravn.

Den skulde mange Mile vestover, helt ud til Havkanten, forat grave op et Svineøre, som den havde gjemt i den gode Tid. Nu var det sent paa Høsten og knapt for Føden.

Naar der kommer en Ravn – siger Fader Brehm – behøver man bare at se sig om, forat opdage den anden.

Men man kunde længe nok se sig om, der den kom flyvende, den gamle, fornuftige Ravn; den var og blev alene. Og uden at bekymre sig om noget, gled den paa de stærke, kulsorte Vinger gjennem den tykke Regnluft, styrende bent vest uden at give en Lyd fra sig.

Men som den fløi jævnt og betænksomt, fulgte de skarpe Øine Landskabet nedenunder, og den gamle Fugl ærgrede sig.

Aar efter Aar blev de grønne og gule Smaalapper dernede flere og større; Stykke for Stykke skar de ud af Lyngmarken, Smaahuse med røde Tagsten fulgte med, lave Skorstenspiber med kvalm Torvrøg – Menneskeværk og Mennesker overalt.

Den kunde mindes fra sin Ungdom – det kunde nu være nogle Vintre siden –, da var her netop Plads for en dygtig Ravn med Familie: lange, endeløse Lyngvidder, Hareunger og Smaafugl i massevis, Edderfugle i Stranden med store, deilige Æg, og saa meget af alslags Delikatesser som man kunde ønske sig.

Nu var her Hus ved Hus, gule Agerflekker og grønne Sletter og saa knapt for Føden, at en gammel, hæderlig Ravn maatte flyve milevis for et lumpent Svineøre.

De Mennesker! – de Mennesker! – den gamle Fugl kjendte dem.

Den var voxet op blandt Mennesker og det endogsaa blandt nogle af de fineste af dem. Paa den store Gaard tæt ved Byen havde den levet sin Barndom og sin Ungdom.

Men hvergang den nu passerede over Gaarden, løftede den sig høit op, for ikke at blive gjenkjendt. Thi naar den saa en Dameskikkelse nede i Haven, troede den, at det var den unge Frøken med Pudder og Haarsløife, og saa var det i Virkeligheden hendes Datter med snehvide Krøller og Enkekappe.

Om den havde havt det godt hos de fine Mennesker? – aa – som man tager det. Mad i Overflod og meget at lære; men det var dog Fangenskab; de første Aar med den venstre Vinge klippet og senere paa «parole d’honneur» – som den gamle Herre pleiede at sige.

Det var dette Æresord, den havde brudt, og det hændte en Vaar – der fløi en ung, skinnende sort Hunravn henover Haven.

Nogen Tid efter – det kunde vel være nogle Vintre senere – kom den tilbage til Gaarden. Men nogle fremmede Gutter kastede Sten efter den; den gamle Herre og den unge Frøken vare ikke hjemme.

De ere vel i Byen – tænkte Ravnen og kom igjen nogen Tid efter. Men akkurat samme Modtagelse fik den.

Da blev den gamle, hæderlige Fugl – thi imidlertid var den bleven gammel – fornærmet, og nu fløi den høit over Huset. Den vilde ikke have mere med Menneskene at skaffe, og den gamle Herre og den unge Frøken kunde længe nok stirre efter den, – og det gjorde de, det var den overbevist om.

Og alt, hvad den havde lært, glemte den; baade de vanskelige franske Ord, som den lærte inde i Stuen af Frøknen, og de ulige lettere Kraftudtryk, den paa egen Haand tilegnede sig ude i Drengestuen.

Kun to Menneskelyd blev hængende i dens Hukommelse som Yderpunkterne af dens svundne Lærdom. Naar den var i rigtig godt Humør, hændte det, at den sagde: «Bonjour – madame!» men naar den var sint, skreg den: «Fanden gale mig!»

Gjennem den tætte Regnluft gled den hurtig og sikkert; den skimtede allerede den hvide Krans af Brændingerne langs Kysten. Da blev den opmærksom paa en stor, sort Flade, som bredte sig nedenunder. Det var en Torvmyr.

Gaardene laa i en Ring omkring paa Høiderne; men paa den lave Slette – den var vist over en Mil lang – fandtes intet Menneskespor; bare et Par Torvstakker i Kanten, sorte Tuer og blinkende Vandpytter indimellem.

«Bonjour madame!» raabte den gamle Ravn og begyndte at kredse i store Ringe over Myren. Der saa saa hyggeligt ud, at den langsomt og forsigtigt dalede ned og satte sig paa en Trærod midt ude i Myren.

Her var omtrent som i gamle Dage – øde og stille. Hist og her, hvor Bunden var tørrere, groede der lidt kort Lyng og enkelte Sivdotter. Myrfiblerne vare afblomstrede; men paa de stive Straa hang endnu en og anden Dusk – sort og sammenkladdet af Høstregnet; ellers var det fin, mørk, smuldret Jord – vaad og fuld af Vandpytter; – graa, forvredne Trærødder stak frem, flettede ind i hinanden som et knudret Net.

Den gamle Ravn forstod godt, hvad den saa. Her havde voxet Trær engang, endogsaa før dens egen Tid.

Skoven var borte, Grenene, Løvet – alt var væk; bare Rødderne igjen, indfiltrede i hinanden dybt ned i den bløde Masse af sorte Trevler og Vand.

Men længer kunde Forandringen heller ikke komme; saaledes fik det forblive, og dette fik da Menneskene ialfald lade ligge som det laa.

Den gamle Fugl rettede sig op. Gaardene laa saa langt borte, her var saa hjemligt sikkert midt ude i den bundløse Myr. Noget af det Gamle fik dog være i Fred; den glattede de skinnende, sorte Fjær og sagde flere Gange: «bonjour madame!» –

Men ned fra den nærmeste Gaard kom et Par Mand med Hest og Kjærre; to Smaagutter løb bagefter. De kjørte en kroget Vei mellem Tuerne, men lige ud over Myren.

De stanser snart – tænkte Ravnen.

Men de kom altid nærmere; den gamle Fugl vendte uroligt Hovedet; det var forunderligt, hvor langt de vovede sig ud.

Endelig stansede de, og Mændene tog fat med Spader og Øxer. Ravnen kunde se, at de kavede med en svær Trærod, som de vilde have løs.

Det blir de snart trætte af – tænkte Ravnen.

Men de blev ikke trætte; de huggede med Øxerne – det var de skarpeste, Ravnen havde seet – grov og sled, og tilslut fik de virkelig væltet den svære Stamme om paa Siden, saaat hele det stærke Rodnet stod bent op i Luften.

Smaagutterne vare kjede af at grave Kanaler mellem Vandpytterne. «Se den store Kraagen derborte» – sagde den ene.

De forsynede sig med Sten i begge Hænder og lurede sig frem bag Tuerne.

Ravnen saa dem godt. Men den havde seet det, som værre var.

Heller ikke herude i Myren var der længer Fred for det Gamle. Nu havde den seet, at selv de graa Trærødder, som vare ældre end den ældste Ravn, og som vare saa fast indflettede i den dybe, bundløse Myr, – at selv de maatte give tabt for de skarpe Øxer.

Og da Gutterne netop var saa nær, at de skulde til at kaste, løftede den de tunge Vinger og fløi op.

Men som den steg i Luften og saa ned paa de travle Mænd og de dumme Gutter, som stod og gabte efter den med en Sten i hver Haand, saa røg Sinnet paa den gamle Hædersfugl.

Den skjød ned som en Ørn paa Gutterne, og mens dens store Vinger daskede dem om Ørene, skreg den med frygtelig Stemme: «Fanden gale mig!»

Gutterne sat i et Skrig og kastede sig ned. Da de en Stund efter vaagede sig til at se op, var der igjen stille og øde; – langt borte fløi en ensom sort Fugl vestover.

Men til de blev voxne Folk, – ja lige til sin Dødedag beholdt de den Overbevisning, at den Onde havde aabenbaret sig for dem ude i Svartemyren i Skikkelse af en overhændigt stor, sort Fugl med Ildøine.

– Og saa var det dog bare en gammel Ravn, som fløi vestover, forat grave op et Svineøre, den havde gjemt. –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Nye Novelletter

Samlingen Nye Novelletter ble utgitt i 1880. Året før hadde Kielland vakt oppsikt i hele Skandinavia med novellesamlingen Novelletter. Opprinnelig tenkte Kielland seg at noen av de nye fortellingene han hadde skrevet kunne tas opp i en ny utgave av den første samlingen. Men hans forlegger, Frederik Hegel i København, ønsket å trykke et nytt opplag av salgssuksessen Novelletter med en gang og heller gi ut en ny samling litt senere (jf. brevene fra Kielland til F. Hegel 1880). Innimellom arbeidet med romanene Garman & Worse (1880) og Arbeidsfolk (1881) og skuespillene For Scenen. Tre Smaastykker (1880) skrev Kielland flere novelletter, og den nye samlingen kom ut til julesalget 1880.

Nye Novelletter inneholder 7 vittige og ironiske fortellinger, og som i den første samlingen tar Kielland opp samfunnsproblemer. Særlig typisk for Kiellands realisme er novelletten «En god Samvittighed», der Kielland ironiserer over overklassens veldedige handlinger. Novellettene «Præstegaarden» og «Torvmyr» er mindre typiske idet Kielland bruker besjeling av naturen som et litterært grep, jf. hvordan den gamle ravnen betrakter de foretaksomme menneskene i «Torvmyr». «Torvmyr» er dessuten interessant fordi den utgjør en del av en kunstnerisk fellesproduksjon mellom Kielland og hans søster Kitty Kielland, jf. maleriet «Torvmyr».

Se faksimiler av 1. utg. fra 1880 (NB digital)

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.