[1888]


Studenterhjemmet, søndag 2. [1888?]

Kjære Andreas! [Nielsen.]

Idag har jeg så god en undskyldning, nemlig den, at jeg slet ikke har skrevet til nogen, andet end et par breve hjem, jeg har været i ordningstilstand. – Det kjeder mig forresten gyselig at skrive breve, alt det man ellers kan sige slig konversationsmæssig, det ser skrevet ud som lutter flauhed. Oplevelser har jeg heller ikke. Jeg er begyndt at studere naturfag: zoologi, botanik, mineralogi, geologi, meteorologi, efter P. Boyes råd, den letteste gruppe, som jo også de mange titler viser.

Ellers er det helst oldnorsk, tysk, jeg beskjæftiger mig med; jeg er endnu besluttet på at gå op i det til jul. – Amund Helland hører jeg i geologi; Sars i zoologi, udviklingslæren og bare udviklingslæren, du kunde tro, han ikke eied anden tanke. –

«Kongsemnerne» har jeg set. Et staseligt stykke var det, med mange farver. Der var krigsfolk i røde og blå kjortler med blinkende sverd, der var stjernelys, komet og levende hest; og der var bisp Nikolas, en dramatisk, yderst interessant skikkelse, tænk dig, da han dør og munkene synger sagte imens, eller, da han kommer igjen som spøgelse. Hel dramatisk virkning gav stykket ikke, syntes jeg, det er jo blot tanker, digterens egne, som han har døbt med historiske navne. Udviklingen mellem Skule og Håkon var fra scenen det mindst interessante. Deilig er, som du kan tænke dig det, vuggescenen.

– Landmandsliv bærer Johs. Brun, men noget så helt, et så inderligt gemyt kan ingen efter ham præstere, det går over fra scene til liv. –

– – Også har jeg været i den frelsersarméen, det er skrækkelig at 26se på, jeg synes for de kristne måtte hårene reise sig på deres hoved, det, som for dem skal være til dybeste, helligste, deles ud under larm, latter og trækspil, nydes som lette, sanselige strømninger.

Politik vil jeg ikke snakke om, det er vi rimeligvis alle lei af.

Igår var jeg først deputeret på et kredsmøde for Akershus, noget kjedeligere kram kan jeg ikke tænke mig, det stod om at få Nissen valgt til kredsformand. Og om kvelden var jeg hos Oskar Nissen, hvor der da var en del stortingsmænd bl.a. De snakte om monopol, hvilket jeg intet hørte af, da jeg sad og præked om individualitet og personlig sandhed og realiteter og vrøvl og sykologi med Devold. – Fru Nissen spilled forresten. – Jeg vil gå ind i Chr.a totalafholdsforening, hvor der er denne alm. bekjendte strid mellem unge og gamle.

Bernh. Sanstøl er oppe hos mig nu hver søndag, han vil vist holde slig en middelvei eller combination, compromis mellem fædreland og flothed.

Ja, hør nu du, men nu må jeg nok bede dig undskylde, jeg har tømt min hjerne; texten består bare af gloser, islandske retsvidenskap, sagn, skaldenavne og andre sådanne antiqviteter. Ellers må du hilse alle mulige mennesker og fænomener der borte.

Hjerteligst hilsen
Din
Sigbjørn.


Studenterhjemmet 3/12 88

Kjære Andreas! [Nielsen Rygh.]

Det er ikke ligegyldighed, som er grunden til at dette ikke er blit af før, thi jeg har naturligvis skrevet mer end ét brev i hodet til dig – men kanskje lignende ting, som bevirked din bekjendte sendregtighed til at skrive, da du var hjemme. – – Du taler om, at du har gjort den «opdagelse», at du er «ren og skjær arbeidsmand». Bare vi ikke under gunstige omstændigheder kunde gjøre denne opdagelse alle, far. Skulde ikke ligesåvel en dannet, kundskabsrig ånd kunde bo også hos en arbeidsmand? Ialtfald sundere kundskabsrig. – Jeg kan fortælle dig, at endogså mig, den gamle boghest har dette, som du hos dig kalder opdagelse, grebet som en «anelse», slig, at dette semester har fåt sit indhold deraf. Jeg har grundet over arbeidet, ude i livet og mig selv i forhold dertil. Og jeg har beståt to, tre temmelig langvarige kampe for at holde mig i skindet. For mig, som er blit slig voxen gjennem evindelig læsning, vilde det jo være 27et noget sygeligt idealisteri, nu at bli håndværker i en fart. Men, som sagt, dragningen er kommen. Jeg begyndte semesteret med at opgi studierne og det endte, som kanske Herman har fortalt dig med, at jeg gik ind på den tekniske skole, for når jeg om 1½ år (fra nu) er færdig at reise til Sydamerika. Får håbe, jeg blir lidt mere praktisk til den tid, jeg synes at mærke på mig selv forresten, at jeg gjør fremskridt i den henseende. – Jeg hører af Herman, at du har skrevet af stykket «Landnåmsmenner», ellers havde jeg selv tænkt at skrive det af. Det var dediceret til dere alle, nærmest dig og Åsland. Jeg havde ingen anelse, om at han havde slike vonde tanker om eller mod mig, jeg trode, vi var busenfreunde, jeg. Han har i sin tid havt det så frygteligt travelt med på død og liv at ville ha mig til at være lykkelig eller ulykkelig forelsket i frk. Korsvik; det må vist være det, som sidder i ham. Jeg forstod mangengang ikke, hvor han vilde hen med det, jeg. Naturligvis kan jeg jo forklare mig hans adfærd, når der altså på guds grønne jord for ham ikke existerer noget andet end henne. Du får hilse ham hjerteligt og spørge, om han har logisk delirium, eller rettere delirium udi sin logik.

– – Jeg gjorde alt, hvad jeg kunde for at delta med ham i hans stemninger og følelser, det er kanskje det han har misforståt og lagt ud enten som egoistisk interesserthed eller lumskhed af mig. Som sagt, min forstand står stille.

Det gjør mig fælt vondt, at jeg er så fattig, jeg ikke kan sende dig nogen bøger nu ialfald, jeg håper, at jeg får lidt at gjøre over jul, så jeg kan betale skolepengene og kanske få lidt tilovers. – Den bogen af mig som «skulde komme ud», ser det nok småt ud med, der er forresten ikke noget tabt ved det, da den jo handler specifikt om studenterhjemmet. Jeg har nu siden i vår ikke hørt andet, end at nu var snart korrekturen ferdig!

Gilsvik går i hundene, forstår jeg, fordi han ikke opfylder sin inderste trang til at reise til Amerika. Jeg har bønfaldt og bedt ham – for hans naturs og anlægs og lykkes skyld at bryde over og opgi det usle studieliv, men han har nok noget pres hjemmefra.

Du vet, jeg var i Seljord i sommer, noget egentlig morsomt havde jeg det ikke – nei, jeg havde det bentfrem surt, far – blev misforståt og kunde ikke fordra denne opstyltede forlorne ugjennemarbeidede radikalisme. Ådel Jystein kom derop og vi havde det meget intimt sammen, vi spasered tilslut sammen til Kr.a. Siden har jeg ikke hørt fra hende. Skulde aldrig tro, hun vænted, at jeg skulde forlove mig med hende? Det havde vist været en jente for dig det. Men eftersom jeg opfatted det, havde hun vist erhverved en temmelig sparsom forståelse af dig.

En løitnant i Throndhjem har drukket fuld en 14½ års pige og 28voldtat hende, politimesteren vil ikke opta forhør, folkeoprør, oprørsakten oplæses, brandsprøiter, militær, – Arne Ulstrup kaster sten, efterat oprørsakten er oplæst, hvorfor tugthus, flere andre fra den tekniske skole bortvist på grund delagtighed. Men da det nu er bevist, at historien er sand, at pigen virkelig er 14½, som «Dagsposten» skrev, og ikke 17, som politimesteren sagde og kanske mente, virkelig er drukken og voldtat, og at politimesteren virkelig er et fæ, så går vel han Arne fri han også.

Af Kristoffersen er udkommet Verdens herre. Af Jonas Lie udkommer en med et finsk navn. Af Kielland «Professoren» skuespil. Af Hans Jæger og Axel Nyhuus er udkommet «Kristianiabilleder», gudsfordømmelig tynd og flau og pæn, siger de. Han udgir «Impressjonisten», som også holder sig temmelig pænt. – Viggo Ullmann er valgt til formand i Studentersamfundet for næste år og kontingenten nedsat. – Der er i «Ny jord» skrevet en fortælling fra Kristiania, «Sult», som har gjort opsigt, man vet ikke, hvem den er af, jeg har ikke læst den, jeg læser ingenting. En student Sigurd Bødker fra Throndhjem er dette semester relegeret for en tid, fordi han havde skrevet «Elskov», digte. Relegationen vakte en del munterhed. Bogen er meget pæn, men fattig i udtrykket synes jeg, det går bare på svulmende, bævrende &c.

Så har vi fåt «Fruen fra havet» af Ibsen. «Fruen fra havet» er Ellida («med skibsnavn»), Distriktslæge Wangels 2den hustru. Hun er opfødt ude ved havet på et fyr. Hun holder af Wangel, men kan ikke være hans hustru, fordi der er noget grufuldt bagom. I 2den akt fortæller hun Wangel, at det ikke var overlærer Arnholm, (som han havde trot) hun engang havde været forlovet med, men understyrmand Johnston, den samme som havde dræbt kapteinen på skibet, som havarerede i Skjoldviken, han havde samme nat skrevet en seddel, at hun «skulde komme» ud på brathammeren, der havde han også fortalt hende, at han havde dræbt kapteinen, fordi det ret og rigtigt var, så havde han kastet 2 ringe i havet og sagt: «Nu vier vi os til havet». Efterat han var reist, havde hun skrevet, at alt måtte være forbi, men han fortsatte at skrive fra Kina, o.s.v. uden at nævne et ord om det. – I fjerde akt kommer Johnston, just i de dage, da Ellida er mer end alm. oprørt, kommer udenfor haven på stien, ser indover, tiltaler hende og siger, at nu kommer han for å gjøre sin pligt og hente hende. Wangel står og hører på det og spør, hvad ret han nu har på hende – «nei, hun får naturligvis komme frivillig» – dette sjømandens «frivillig» er det «grufulde», som Ellida siger og bogen ender da på den måde, at da Wangel, da sjømanden efter 2 dage kommer igjen for at hente hende, da Wangel siger, at han frivillig opgir hende, at han nu har set tilbunds, at han ingen 29ret har til hende, da kaster hun sig op til Wangel og er hans og det grufulde er borte og sjømanden forsvinder. Hun er Wangels ved 10 års samliv nemlig. Der er en biperson som går og udtaler den side af stykkets mening, Ballested, som har akklimatiseret sig i alle fag, danselærer Ballested, cicerone, formand i hornforeningen &c. «Man må akkla, alka, aklamatisere sig».

Havet er sammenvævet med Ellidas sjelsanalyse, og sjømanden er på engang den naturlige vilje, som gjør underverker (idet den determinerer Ellida på frastand), havet selv og det norske sjømandsskab tænker jeg i ideal belysning. Så er der nogle bifigurer, af hvilke Wangels datter Hilde af første egteskab, 13–14 årig, er den mest sympathetiske, hun er «uskikkelig», og taler altid om, hvor spændende det og det er, hun skjælder stedmoren ud og længes efter at lære hende at kjende o.s.v. – – Cato Åll holder på at stifte en stor sprogforening her i byen, render rundt til professorer og alle mulige mennesker, igår stod der endog om den i «Dagbladet». – Nu har jeg fortalt dig alt, jeg vet, tænker jeg og du får ha gledelig jul og skrive snart.

Din Sigbjørn.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev

Samlingen inneholder nesten 200 av Sigbjørn Obstfelders brev. Utvalget kan deles inn i tre grupper: brev til venner fra gymnasietiden (Peder Blix, Andreas Nielsen m. fl.), brev til venner og støttespillere fra gjennombruddstiden omkring 1890 (Jens Thiis, Ragna Dons, Dagny Bang m. fl) og brev til kunstnervenner (Ellen Key, Andreas Aubert, Johanne Dybwad m. fl).

Særlig brevene til vennene og støttespillerne fra gjennombruddsperioden er intime og åpenhjertige, og samlet gir utvalget et godt bilde av mennesket og dikteren Obstfelder.

Brevene er hentet fra Arne Hanneviks bokutgave fra 1966 (Det norske språk- og litteraturselskap/Gyldendal, Oslo), se faksimiler av boka (nb.no).

Les mer..

Om Sigbjørn Obstfelder

Sigbjørn Obstfelder debuterte i 1893 med diktsamlingen Digte. Allerede da han debuterte, ble Obstfelder omtalt som den mest moderne forfatteren innenfor den nye poesien. Han kalles ofte skaperen av modernismen i Norden.

Les mer..

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.