14/2 89

Kjære Andreas! [Nielsen Rygh.]

Du er flinkere end mig til at skrive breve, jeg er nemlig slet ikke flink. Du må ha tak, det er så gildt at få breve fra Amerika, – som en friere luftning – det er som det åbner sig videre udsigter.

Her ligger sneen næsten fodtyk, den, som bare kunde bruge den!

«Få føle kampen for tilværelsen» – er ikke det just, hvad jeg længes efter. Her går jeg og slider mig igjennem og lider – lider bandsat, fordi jeg ikke kan få være med, – jeg, som ikke er skabt til at sidde stille og ha det hyggeligt og godt og lykkeligt. Jeg er ikke opdrat til å ha det hyggeligt, jeg kan selv ikke være gemytlig, og jeg gir pokker i gemytlige folk. Jeg har ganske tabt både lyst og evne til al tale – men også til dette arb., som engang i en fremtid skal bli penge. Er det ikke det, som er grunden til mit tungsind, at jeg i disse mine bedste år er med i tilværelsen.

Lad mig ligesågodt sige det til dig, – du fortæller ingen det. – Jeg hader disse, som har sat mig fast og vil gjøre mig lykkelig, – jeg hader at modta gaver, hader det af mit ganske hjerte, sjel og sind, så at det opsluger hver evne, hver tanke hos mig – jeg blir ond og fordærvet af dette had; jeg blir magtstjålen af at gå og hade min 30egen «lykke». – Det er det hele, jeg har ikke mer at sige – det er mit livs indhold.

Du har kanske havt brev fra Gilsvik, og vet, at han var syg her i vinter og reiste hjem. Det er en stor tosk, som tog på at studere jus, jeg gik og purred lidt i ham nu og da, men det hjalp nok ikke. Det er jo ikke så godt med slige skyldfolksgreier heller.

Idag holder jeg på at besvare breve for et halvt år! De får være tålmodige, de som vil ha corresp. med mig, men så skal jeg nu ikke plage dem med for mye heller.

Jeg var hjemme en stund i julen, og levede et fromt, gudhengivent liv, ofret min egen sjels ransagelse og dybe sukke om et renere, bedre levnet.

Jeg var bl.a. engang inde hos frk. N. N., hun havde grønne, af disse sanselige – fiske- eller katteøinene, så ud til at kunne ligge med en kar. Det var Ådel, som førte mig op, vilde høre mig spille gitar.

Abrahamsen var jeg sammen med først hos Jensens, hvor vi drak øl og Rhinskvin, spiste høns og syltetøi, Asbjørn Årbø var der også, – Therese var der også, hun havde netop plukket en høne med mig hun – det var noget vakkert, jeg havde sagt om hende; havde Åsland været hjemme, vilde det vel kostet en duel. – Også var Josefsens der.

En anden gang var jeg sammen med Gunnar, Ole Abrah. og fru Jensen hos Josefsens, der var stemningen ikke fuldt så hyggelig.

Årbøs øine havde fru Jensen de dage svært travlt med, med mig var hun ikke fri for at kokettere, jeg skulde spille for hende, og hun spillede for mig. En dag, hun invitered mig op, var jeg dydig og sa nei. Det er en vakker dame. Da hun sad og sang sangene af Elverhøi, det er et vakkert minde for mig.

Jeg fortæller disse småting nærmest som en luftning fra Stavanger.

Det var snak om, at Therese vilde bli diakonisse – jeg vil håbe, hun ikke har gjort nogen reverencer med Ole, – jeg havde så lyst til at putte ind et lidet ord, da jeg sagde farvel, men jeg var ræd hun skulde bli fornærmet – Jeg tror, at de to passed for hinanden, og jeg synes det vilde være mindre heldig, om hun skulde være årsag til båndets opløsning. Det er jo kanske ikke så greit, men hun er blit alene og tvilene og veninderne kommer og procederer.

Ådel talte om, at hun havde skrevet et brev til dig, hun bad mig om adressen, jeg har desværre endnu ikke sendt den. – Vetteland har på en eller anden vis praktiseret sig herind. I studentersamfundet har jeg meldt mig ind. Ullmann er blit formand, og studentersamf. er såatsige blit en ny institution hvad folkemængden anbelanger. Der er i hundredvis af medlemmer på møderne, stapfuldt. Sidst lørdag holdt han et ualmindeligt vakkert foredrag om Italien, om fattigdommen (la miseria) og øiebliksgleder side om side, om presterne og 31nationalfølelsen, om kong Umberto, der kjørte rundt som en privatmand, i en privatmands klæder, en simpel folkets arbeidsmand, fortalte om skjønheden der nede, &c. &c. –

Jeg er blit redaktør, og gjorde en glimrende debut (jeg er desværre blit slap og ligegyldig for slig medgang, føler mig bare væmmelig ved det), jeg måtte stanse ved hver sætning for at vente på latterens endelse, det hed «den første gang jeg var i stud.samf.» og begyndte «O, hvor det er dei ligt at være student.» Jeg tror, jeg vilde bli en nokså bra amerika-humorist, jeg har begyndt at granske lidt i den kunst at føle humbugen på tænderne.

Politik har jeg, som du vet ikke spor af vet på, den interesserer mig ikke spor. Ialfald vet jeg dog, at der er et parti, som aldrig kommer til magten, og det er kaninpartiet, det er hadet af alle. Det er jo nok så betegnende, når en stortingskanin har ytret: «Vi behersker stillingen» – idet de avgjør avstemningsudfaldet ved sin addend.

Kongen har i disse dage baller og supéer en masse.

Jeg har den ære at meddele dig, at jeg selv er blit en nokså elegant danser, iser, hvad graziøs polka, og poetisk mazurka angår – men tillige den sorg at melde, at jeg aldrig får den fornøielse at udvikle den så ædle og hjertevarmende kunst.

Brev fra Hermann har du sagtens havt, så du ser, at han er avanceret til 20 doll. måneden på et landbrugsmaskinefabrikskontor.

Jeg selv lir mig bra på skolen, lidet at bestille.

At Jonas Lie har skrevet om sypigen Maisa Jons – og Kielland «komedien Professoren», som nogle finder kjedelig, andre atter en hårreisende pamflet, atter andre årets bedste bog: Peter Nansen i «Politikken», mens alle de andre matadorerne og agitatorerne er blit trætte, er han, som begyndte som den fine, der vistnok havde sympathi for deres idéer, men nødig vilde ha noget at gjøre med deres grove kampmåde &c. ér han blit den varmeste, heftigste kjæmpe nu, da de andre tier – det er noget sligt Peter Nansen skriver, og Bjørnstjerne Bjørnson finder, at det er et storverk – man siger, fordi han har fundet sig selv igjen der – der er nemlig en ond professor og en god, forfulgt professor, som skal være omtrentlig Bjørnson. Jeg vet nu ingenting om alt dette, har ikke læst bogen, men kan betro dig, at jeg på en eller anden måde har fåt slig sympathi for Kielland. Garborg, Strindberg og Kielland, det er de eneste navne i Norden, som tiltaler mig. – Strindberg skal have skrevet en mærkelig – den mærkeligste til jul, siger kritikerne – bog, mærkelig i indhold og forsøg på noget ganske nyt i form.

Så fremkom der før jul en novelle i «Ny jord», «Sult», som blev modtaget med megen overraskelse. Det er en nordlænding, som har 32skrevet den, og novellen er vistnok mærkelig. I et friskt, halvt humoristisk sprog fortæller han om sig selv rimeligvis, hvorledes han havde skrevet en artikel og var sulten, så sulten, at han begyndte, at drømme og blev så let, billeder steg frem for hans sjel i række, han skildrer så – ligeså spændende, ligeså detaljeret som Dostojevskij – sin pilgrimsvandring rundt i byen for at få lidt mad – han nedlader sig endogså til at tigge, men får ingenting – han går og suger på en træflis – han går om aftenen på en politistation og melder sig flot som journalist i Morgenbladet, har været ude på en liden dill &c! – politifunksjonæren nikker med forståelse og han får et smukt logis ovenpå, (idethele skildringen af opholdet på stationen stiger til det digteriske), får ikke sove, mørket pirrer ham – og han får idéer, et besynderlig ord falder ham ind, han mener å have gjort en stor opdagelse, et nyt ord, splitternyt ord, som aldrig har existeret før, han er opfinder – om morgenen får de andre en ration mad, – men han «journalisten i Morgenbladet», går sin vei, stolt, flot – og pilegrimsvandringen går videre, jeg husker ikke enkelthederne – han har stærke, store næver, men ingen har bruk for dem, har budt sig flere steder – sin vest har han git væk – intet har han at gå til «onkel» med – jo tilslut kommer han på, at knapperne på trøien er næsten nye – går tilslut til «onkel», men han vilde ikke ha dem. – På trappen træffer han så en gammel, halvglemt kjendt, som vil få 10 kr. på et ur og udenvidere byr ham de 5. Han så slig ud, at folk vendte sig om efter ham. – Det er sandt: På redaktionskontoret havde en kontorist tat imot stykket og bedt ham komme igjen, og han turde ikke spørge efter chefen.

Det mest nye til jul var forresten «Otto Valseths» Roman «Forskruede». Venstreblade lover ham fremtid, og høireblade roser den meget. Det er en 28 årig sagfører fra Throndhjem, en ven af Ole Abrahamsen forresten.

Vet jeg nu mer at skrive, mon?

Theatreret har udsolgt hus til over- og dobbeltpriser på «Fruen fra havet», mest glimrende norske première og theatrets mest lønnende affære – bladene river ned, siger det er kjedeligt og mat.

Gamle fru Gundersen har Ellida og skal spille den glimrende. Reimers derimod skiller sig nok ikke videre fra sjømanden («den fremmede»), det er kjedeligt. Vi har fåt et par nye, unge skuespillerinder herind, frk. Juell og frk. Grieg, begge fra Bergen, især den første lir jeg umådelig godt, hun er jo også datter af Norges største skuespillerinde (†).

Her er en bande negere, «Dahomeyanere» – på Tivoli, som gjør megen opsigt, alle skal ned og se på dem synge krigsdanse i vilden sky og går rundt og sætter sig på tilskuernes knæ etc. Frelsesarmeen 33har nok været nede og villet forsøge omvendelseskur på dem; det gik vist ikke. Dahomeyanertroppen gjorde senere gjenvisit.

Da jeg var hjemme, holdt jeg en salvelsesfuld præken for din far om, at han måtte se at få Nikolai til at lægge en fast og urokkelig studieplan fra først af, ligesom jeg også til Nikolai henvendte nogle få, velvalgte ord. –

Cato Åll har grebet et meget lovende initiativ herinde i byen, nemlig en sprogforening, der har sluttet sig til gesandter, professorer, konsuler, damer, etc. – Han er kontorist, ellers.

Martha Mortensen er gift med sin kaptein, er hjemme dette semester, men tænker vist at fortsætte studierne senere. Endre Grønnestad har sat bo, kan hilse. Fuglestad fører vist en meget driftig forretning, han har Otilie Tonning på kontoret, nu er han i England, han er agent for landhusholdningsselskabet i Stavanger for export, ligesom han også søger statens store stipendium. Bernhard Smith driver rundt som en gal mand, med floshat i Kr.a og skryderi i Stavanger. – Har meldt sig ud af Totalen. Du må hilse Ole Åsland, havde jeg ikke været lei af at skrive nu, kunde jeg gjort en liden lap til ham med det samme.

Hjertelige hilsener fra

Din Sigbjørn.

’89

Kjære Berta! [Obstfelder.]

Jeg har så travlt nu om dagene, at jeg får neppe nok tid til at sætte mig ned; derfor er det, at det blir så sjelden med brevene. – Du må ha tak for dit hyggelige brev. – Travlt! Jeg har så travlt, så mange ting at huske på, – at jeg længes meget, meget efter, at året skal blive slut, og jeg skal få ha ét slags arbeide om gangen. Jeg tænker meget på idetsidste, hvordan jeg skal gjøre, om jeg skal reise til Sydamerika straks neste sommer, eller jeg skal vente et år. Det hasted jo igrunden slet ikke med at tænke på det, forresten. Jul får jeg nok desværre ikke komme hjem nu. Ikke så, at jeg ikke kanske kunde få en ferie – men det er skolen; jeg må benytte ferien til at læse. Jeg er begyndt at interessere mig meget for dette arbeide, men længes end mer efter praxis i det. Bygge huse, indrette værelser og rum, trapper, døre, vinduer – bygge broer, veie og jernbaner – nivellere i marken. –

Du, der blir vist svert hyggeligt derude, hvor dere nu skal flytte hen; jeg kan ikke tænke mig noget hyggeligere sted. Når dere bare 34måtte få noget at leve af! Dere må endelig la mig vide efterhvert, hvordan det går.

Det skulde igrunden ikke været galt, at være hjemme i Stavanger et års tid, d.v.s., hvis der var noget at gjøre. Men på den anden side vilde jeg nu gjerne ha afgjort Amerikaopholdet nogenlunde snart også.

Om torsdag skal her være «høstfest» heroppe, med damer. Hjemmianerne foranstalter den selv og inviterer damer.

Jeg korresponderer med ingen nu bort i Stavanger, så jeg er ganske udenom det hele. Bernhard Sanstøl har fåt sig en grim kjæreste herinde, som han gir ud for kapteinsdatter, og jeg hører, at Fuglestad inklinerer for enke-fru Stenberg. Tellef Olsen har jo overtat ledelsen af den mineralvandfabrik eller, hvad det var, som George Nielsen havde. Jeg synes, jeg så fru Mortensen Persen herinde en dag, men jeg er ikke sikker på det.

Jeg håber du er bra nu.

Det er forresten forunderligt, hvilken forandring der er foregået med mig. Jeg, som ansåes for det mest theoretiske menneske på guds grønne jord, jeg er praktisk, et rent forretningstalent, og med al mulig lyst og øie for det rent praktiske.

Jeg har hørt, at der skal være så gode tider borti Stavanger; de kunde ikke få arbeidere nok på støberiet.

Jeg tænker, jeg får høre med rektor Steen og Storm henimod næste vår og kanske kapt. Lange, om der blir noget at gjøre i Stavanger og så bli hjemme et års tid, 23de–24de år! Hvad synes du? Et år fra eller til!

Jeg vet ikke, om jeg skulde be om at få indsendt den svere overfrakken, jeg lagde efter hjemme; her er svert koldt herinde om vinteren. Jo, jeg tror dere får gjøre det; jeg skal sende vadsækken.

Du spør, om jeg mangler tøi. Ja, jeg har bare l underbukse, som jeg kjøbte i sommer i Magdeburg. Det andre er bare filler. Men jeg får se til at lægge mig nogen til her bortefter. Strømper har jeg i massevis. Jeg har sendt 2 par til en kone, jeg fandt, forat påspødes.

Fotografiet var det meningen, at dere skulde hænge op eller noget sligt. Jeg har ikke råd til at sende til hver enkelt. Der er så mange, jeg skal bytte med.

Så får du takke Gina for brevet, hilse hende, Far, Signe, Anna og andre, f.ex. Dina Jondal og selv være mest hilset fra

din hengivne Sigbjørn.

Om Brev

Samlingen inneholder nesten 200 av Sigbjørn Obstfelders brev. Utvalget kan deles inn i tre grupper: brev til venner fra gymnasietiden (Peder Blix, Andreas Nielsen m. fl.), brev til venner og støttespillere fra gjennombruddstiden omkring 1890 (Jens Thiis, Ragna Dons, Dagny Bang m. fl) og brev til kunstnervenner (Ellen Key, Andreas Aubert, Johanne Dybwad m. fl).

Særlig brevene til vennene og støttespillerne fra gjennombruddsperioden er intime og åpenhjertige, og samlet gir utvalget et godt bilde av mennesket og dikteren Obstfelder.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook