35[Vinteren 1890]

Kjære Berta!

Det er nu snart din geburtsdag, og jeg vil gjerne sende frem et brev forat gratulere dig. Desværre kan jeg ikke sende dig nogen present – kunde nok, for jeg har jo penge på hånden; men da jeg kommer til at gjøre endel gjæld herfra, så er det vist bedst at være så økonomisk som mulig i det små. Så kommer sommeren, jeg kommer på egne ben og kan grassere mere, som jeg vil. Jeg har vist ikke skrevet siden jul. Jeg tilbragte en meget rolig jul, spiste og drak, for mad var her da mer end nok af. Vi fik kaffe på sengen – noget, som jeg forresten ikke gjør meget af –, gutten skulde ialfald legge i ovnen, om han end som oftest lod det være, – spiste til morgens kl. ½9 – drak kaffe og et par gange chokolade kl. l om formiddagen – middag – kaffe – aftensmad – og efter kvelds sad vi så ind i den julehyggelige læsesal og spiste godråd og fattigmænd, knækked nødder og drak munk. Slig frem til 6te januar, så var det slut.

Juleaften var vi nede i byen og kjøbte et juletræ og satte lys i og sad og så på. Vi fik et par små julegaver. Alle fik en svibel hver af fru Heidenreich, jeg fik af fru Eckhoff en liden gås af blik, sådan til at sætte på vandet; det var, fordi jeg engang havde holdt en tale om kvinderne som menneskeslegtens gjæs, – rimeligvis af pastoren et mundspil – og så en fyrstikopsats. Selv kjøbte vi sammen et syetuie og en bog med humoristiske tegninger til ægteparret Eckhoff, – til fru Heidenreich kopper.

Nytårsaften sad vi oppe om juletræet og drak kaffe henimod kl. 12. Jeg var i så underligt humør; det var, som jeg ikke kunde se mennesker, jeg var ræd folk; jeg måtte flere gange gå ud og blev hentet ind igjen. Tilslut, da kl. var omtrent 12 måtte jeg gå, bare måtte gå – så kom der en ud og ropte efter mig, jeg måtte ind, Eckhoff spurgte, om jeg vilde ta violinen; viljeløst sagde jeg ja, gik ind, brast i gråt, tog violinen – og så spillede Hatlemark Piano, jeg violin og de andre sang et par nytårssalmer på slaget 12.

Nytårsdag begyndte så for mig et nyt liv – læsning fra tidligste morgen til seneste aften – oppe kl. 7; – viljen og arbeidslysten kommer igjen. Slapheden, den åndelige mathed stryger bort. Jeg har været som bergtagen i omtrent 1½ års tid.

Her har omtrent alle været syge, fordetmeste influensa, bl.a. har fru Heidenreich ligget i flere dage. Legemlig har jeg aldrig været raskere, og som sagt i det nye år også sjelelig, tror jeg. Jeg har en umættelig appetit og en ustyrlig trang efter frisk luft og bad. Jeg lægger f. ex. næsten aldrig i ovnen.

36Eckhoff har en liden søn, som ligger for døden, Fritz, 4 år, en liden sød, opvakt unge.

– Du må ha mange tak for billedet – kun har jeg det at indvende, at du skaffer dig selv for meget bryderi og umag; du hænger altfor meget i skikken at give. Rimeligvis har du nu alt andet end god råd. – Hos mig pynter det godt. Jeg har nu flyttet igjen – til hovedbygningen, fjerde etage – lidt bedre værelse, væggene betrukne med meget lyserød pap, gjennemhullet af alle de forskjellige spigre.

Så har jeg pyntet op, så godt, jeg kunde da, tat frem alt det jeg havde, et par malerier, tre stående par trærammer. På komoden har jeg dekoreret smukt, lagt en liden serviet (fru Heidenreichs), sat en blomst, som jeg fik geburtsdagen, foran denne Hermans store portræt i den omtalte simple ramme og på hver side af det og lidt bag de to statuetter, på siden af dem og lidt foran to mindre portrætrammer. Oppe ovenfor dette på væggen mors billede. – Over klædekammerdøren har jeg anbragt et træsnit af en tiger, som ligger på lur. – På bordet nærmest væggen, det lille Bennetters maleri på et stativ, på begge sider blomsterpotter, og stående op til disse, et ved hver – to fotografier, det ene forestillende en pige, som mader et lam, det andet to små, som ber; du har vist set dem i albumet mit. – Der er ingenting, jeg kunde bli så optat af, som at pynte i et værelse, når jeg bare havde noget at pynte med. For den, som skal læse, og hvis sanser ikke er sløve, er det demoraliserende at sidde i et elendigt, uskjønt værelse. – Før jul, da jeg endnu var «rig», var jeg ude hos alle gartnerne for at få kjøbt to små efeuplanter til at anbringe på hver side af mors billede, men ingen havde på den tid.

– – Et par dage efter nytår var jeg til middag på Grefsen hos Paus, en rig ung mand, hvem jeg har arbeidet lidt for, og som lånte mig penge til min reise i sommer (det vil sige, jeg skulde arbeide for dem, men får ikke tid for skolen). Han har leiet en villa alene oppe ved Grefsen og bor der med sine tjenere. Der var skodde den dagen og skrækkeligt føre; jeg gik mange timer, før jeg fandt frem. Han hadde selv møbleret sine værelser (han interesserer sig så for antike sager), det ene rokoko, lyst porcellænagtigt, betræk på stolene, lyse gardiner, guldsirater, lette, legende møbler – og det andet renæssance, mørkt, tæt, tung pragt, store familjebilleder, store, betrukne stole med høie, udskårne rygge – til middag opvartet hans pige os, til aftens hans dreng.

– Kand. theol. Devold, som du kanske husker var hovedmanden i turen over Haukelid 1885, bor her nu og tar praktikum, og vi er meget intime. Han er gift og uhyre glad i sin kone; hun er desværre tæringssyg og ligger på Tonsåsen.

Nu har jeg snart fortalt alt det, jeg vidste.

37I juletiden var både Andreas og Bernhard her; vi var sammen flere aftener. Bernhard lir jeg meget bedre end Andreas, ganske anderledes solid, og ikke denne honette ambition (at ville være «fin»). Anden juledag var de oppe hos mig, en kjæk styrmand fra Bergen med dem; jeg fulgte ned med dem og spiste tilkvelds ombord hos Bernhard, blev gode venner med førstemaskinist Knudsen, fordi han var maskinist og jeg ingeniør, han gav mig julegodt og appelsin og en lærebog i spansk.

Anathon Åll kommer hver søndag morgen kl. 8 og haler mig med på en tur på Sankthanshaugen. Han vokser sig mer og mer forskruet. Hans søster Esther er en smuk og ligefrem pige, men sver til at præke; jeg havde hende med på koncert i Hals’ concertsal før jul (hun er så lidenskabelig glad i musik). Vi stod, og en gammel herre bød hende numereret billet til første bænk, som vi imidlertid ikke benytted. Anathon og Herman bor hos en gammel bedstemor (enke til amtmanden i Stavanger); jeg har været der et par gange; hun er sver til at be mig ned.

– Idag har jeg stået og tegnet itræk 6 timer; det er, som man kommer ganske bort fra verden under denne tegningen. Jeg laver en villa. Jeg vil håbe den blir pæn.

Juleaften og nytårsaften spiste vi frokost kl. 1: sylte, dram, øl, brød, mølje, og middag kl. 6, grød og – – jeg husker det ikke.

End dere, dere havde vel ikke netop madglede i julen.

Dere får ikke ta det så nøie, om jeg ikke skriver så ofte – det er travlhed; når jeg får en hvilestund en sjelden gang, så går jeg gjerne ud lidt eller spiller og idethele er jeg ingen brevskriver.

Alle gode ønsker da, alle hjertelige hilsener til dig og alle.

Din Sigbjørn.

[Ca. 1. mai 1890]

Kjære Kathinka! [Korsvik.]

Hvordan lever du?

Ja, for du har lovet mig å si du.

På ballet? Kom du i stemning? Slik at du glemte dig selv og bare danset, danset, svæved? Fortæl!

Jeg har så lidet at fortælle nu, jeg oplever intet, for jeg må læse til examen.

Du, – der er noget fortvilet, som jeg har sat mig i hodet, eller rettere, som jeg har sat mig så fortvilet i hodet.

38Det er det, at vi passer så godt til at være venner, vi to, slik at jeg sa alt til dig og du såmeget, du vilde, til mig.

Når jeg oplever noget, ser noget, så vilde jeg så gjerne si det til nogen, men jeg er ligesom så ensom. Nu vil jeg først høre, hvad du siger til det.

Det skulde være så jilt!

Det, du ikke skjønte – for du er jo endel yngre end jeg – skulde jeg forklare – du kunde spørge, jeg skulde svare, jeg skulde fortælle.

Og betro dig om det, du føler, og det du længter efter og det, du er trist for, – til mig – ja det kan du så godt. Jeg er ikke sån, at jeg gjør nar eller kritiserer.

– – Jeg var nede og så på Svein Uræd. – Du kan springe over det følgende, hvis du vil.

– – –

Af og til, så kommer jeg da til at tænke på, om du havde spillet det eller det, hvordan jeg vilde du skulde sagt det.

Å, om du kunde bli skuespillerinde! Jeg skulde hjælpe dig så, om du vilde.

Når du så alle ansigterne i parket, i første logerad, op til toppen – de, som sidder og venter på noget, der er vakkert, der er sandt – tror du ikke, hjertet i dig vilde banke, og du vilde kunne føle det, som hun, prinsessen eller en anden prinsesse, følte, og si det – juble, – gråte, sån som sorgen gråter?

Ikke endda kan du det. Du har set for lidet af livet. – Nu længes du bare efter at kunne det.

– – Også jeg vil noget sånt. Jeg vet ikke egentlig, hvad det er jeg vil, men jeg vil noget. Om jeg kunde skrive noget, som folk kunde ha moro af, f.ex.

Derfor vil jeg reise, og jeg vil se alt og bli kjendt med alle.

Jeg vil både se urskovene og de store varme floder og de vakre portugiserinder – og jeg vil se keiserinden af Japan. Ja, du kan være tryg. For til høsten så begynder reisen. Å, som jeg skal reise.

Vil du være med? Se alt! Vi leier 2 værelser i hotel Central i Berlin. Vi går i Opernhaus. Du er klædt i sort, bare sort tætsluttende, med en hvid ædelsten i halsen. –

Du går og lærer at ride, du blir kjendt med Graf von Felsenstein, dere blir forelsket i hinanden, dere rider sammen, læser sammen, gud vet alt. – – – Og når du så debuterer! – nei vi skal ikke drømme.

Nu er jeg søvnig, du – skjønner du det!

Jo, du må være med. Ved du, hvor vi blandt andet vil hen? Til Sibirien. Op til de russiske fanger der. Vi vil være der i én måned, 39bli kjendt med dem. – Så skriver jeg et drama om en af de ulykkelige – og så spiller du hovedrollen.

– Når du svarer på dette brev, – og det kan du gjøre lidt snart, for du har tid nok (det har ikke jeg) – så skal jeg skrive ét, som er morsommere, når jeg vet, hvor jeg har dig henne og tør snakke om, hvad jeg vil.

Si mig en ting, Kathinka – er du stolt?

For du skulde være stolt, du skal være stolt. Du bør være stolt, jente.

(Hvis noget – noget af disse mandfolkene – vil smigre for dig, vil gjøre sig lækre, agere kavaler, da skal du trø på dem.)

– Søndag idag. Du må undskylde, at dette brev er så vrøvlet, men jeg læser så meget, så jeg blir så træt om kveldene.

….

Jeg har været udover lidt. Det var så mange pæne damer og herrer på Drammensveien, – Drammensveien er så deilig, villaer og haver og fjorden – også Ladegårdsøen derude.

Så har Hatlemark spillet for mig. Der er en liden berceuse (en sån vuggende sang) af Grieg – den vugger mig i ørerne; med fine kokette toner glider den henover pianoet, ligesom en båt, der glider ind i en smilende vik, – de små plask, solskin, parasoller.

…. – – Du må ikke la dig forskrække af, at dette brev er kjedeligt. – –

Det var den adressen til Therese, jeg fik løfte på. Jeg har allerede skrevet brevet færdigt.

Farvel da! Og skriv! Jeg længter.

Din hengivne
S. Obstfelder.

[Ca. 15. mai 1890]

Kjære Katty! [ɔ: Kathinka Korsvik.]

For Katty er pænere end Kathinka!

Jeg kunde ikke få nogen rede på af det brevet dit, om du vilde ha noget brev fra mig eller, hvad du vilde. Du så helst ud til helst at ville slippe fri for både mig og brevene mine, og det gjorde du ret i, for jeg er en tosk. Ja, du ler du. Men faktum er, at jeg er en tosk. Unge, smukke dame! hvordan lever du – du og din mørkøiede veninde, min svorne dødsfiende til døden – hexen, den falske hex –? Går dere på udstillingen? spiser Dere drops?

Jeg har en helvedes examen i halen på mig, jeg, men det får ikke hjælpe, vi skal være lige gode venner for det. – Hvor vil du reise hen i sommer? For du vil vel reise på landet. Eller får du ikke?

40Du! Kan du seile? Hvis du kan, så må du lære mig det. Jeg er blit så begeistret for at seile; jeg bor nemlig i 4de etage og har alle blinkende sorte tagene under mig og alle grønne haverne, men derude, der – du ser det i ånden, gjør du ikke? – der fjorden, også står jeg på altanen, for jeg har altan udenfor værelset – også kruser bølgerne sig så nydelig – også får jeg sån skrækkelig lyst til å seile.

… Her en aften var jeg i selskab, jente! – å undskyld – frøken, – min gode ven Jens havde kjøpt en flaske kognak… – så sat vi der på hans trange, maleriopfyldte værelse – sammenstuvede under den grønne lampes mystiske skjær – unge, begavede mænd – søte, cigaretrøgende damer – indtil jeg syntes, de havde fåt lidt mod og vinen og røken havde varmet de kolde pulse – så greb jeg min fele, som det heter – gik ind i et andet værelse og spillede nogle vemodige toner i nattens stille taushed – som naturligvis endte i en dans – også kan du tro jeg spilled til dans – for jeg var trist – vildere og vildere spilled jeg til dans, og de stopped ikke for det, de dansed vildere og vildere – å, det var en dansing. Så sat vi der, til kognaken og whiskyen var opdrukket, og så gik vi hjem i morgenlysningen. Sån lever vi her, ser du!

– Endvidere så har jeg været på landmåling, boet op i Ekebergskoven på «Jomfrubråten» i et lidet eventyrhus, hvor der bode 2 ældgamle ægtefolk og en hund i et hundehus.

Også har jeg været på reise også lidt, nedover og set på såne broer og sånt noe, og da var vi i Sarpsborg også og røg uklar med politiet, fordi vi vilde synge på gata harmonisk, hvilket ender med, at vi får det Sarpsborgske politi ind i vort hotel, bænker ham i vor midte, skjænker ham et glas sterk whisky og lænker ham til os med smiger og latter og klingende skåler. Ja, de teknikerne er nogen gale mennesker! Har jeg oplevet mer?

Du spør, hvorfor jeg siger, at du skal være stolt? Jo, for du skal være stolt. For sån ei jente som du – skal være stolt.

Er nu jeg lærd? Nei det er morsomt. Lærd! Lærd! Lærd! Lærd! Lærd! Lærd! Lærd! Håha! Tænk jeg lærd! Som bare ser på sola og spiller fele og er gla i rødklædte jenter og brunt øl om våren og jasminer og sorthårede hexe, jeg er lærd, jeg!!

Også er jeg en gammel ven af T. Jagu, det er jeg, for hu var ei støvandes jente, var hu, hun havde nogen brune øier, som kunde skikke solstråler til folk, og hun kunde dra bena over golve, så det bare skvat af latter i gulvplankerne, men for det, ser du, så er’ke du værre; for om syster di er ligsom en stjerne i occidenten, så er du ligsom en opgåendes rød sol i orienten, og fordi om din søster er ligervis som en flyvefisk at skue, der hopper over atlanterens bølger, så er du akkurat at ligne med en deilig, hvidhudet havfrue, der ligger 41på den stille norske fjords vover og speiler sig i det klare vand. Hva?

Sudeludelu, sudeludelu.

Nu ligger du i din hvide seng og sover sødt med hodet på den perlestukne pude, og det roseflettede teppe bølger om dig, og jeg sitter her og skriver, og det regner, og klokken er 1, og imorgen er det onsdag, ak ja! Og hvad drømmer du så om? Drømmer du om, at du pludselig stod oppå spiret på Petrikirken, også bedst det er, så falder du, uf, hvor fælt det er, – du skriger i søvne. Men tænk, så falder du bent i armene på en herre, og så kan du umulig se, hvem det er – for sån er det altid i søvne – også har du sån en skrækkelig lyst til at se, hvem det er, men der er så forfærdelig mørkt – for det er der altid om natten – også bedst det er, så sitter du på Bjergsted – men med engang så føler du på dig, at han sitter der igjen – ja så sitter han der og skjænker opi selters for dig, også griber du ham i hånden, og hvem er det så? – Uf (Halte-Nils)! – Uf, hvor ækelt; – men sån er det altid i søvne. – – – En anden dag var jeg og i selskap, eller dansemoro, men da var jeg og trist – det var ude på Bellevue hos en professor, som heter Bang. Uf, det var så kjedeligt, for da jeg vel havde bænket mig ude under nogen trær med en halv flaske øl og nogen deilige smørrebrød med kjød og pølse og altmuligt på, så begyndte de at komme, først Maggen; ja hende brydde jeg mig ikke noget om, kan du vide, for hun er bare 17, 18 år endda, og så kjendte jeg hende så godt før, og så er hun så snil, men så kom der nogen fine fremmede, som jeg bare kjendte ikke så meget, og så flyttet de brettet bort i græsset, og jeg syntes naturligvis det var flaut å gå efter det. – Så drak vi, og så dansed vi, Dagny spilled, og vi satte vinduerne oppe og danset udenfor. – Men da vi så ca. kl. 12 sat inde og prated, vet du hvad da – så lyder der pludselig hornmusik udenfor i nattens stilhed – alle ud! og der sitter den tyske musik og spiller Kleines Fischermädchen. Siden gik dansen under hornmusik.

Så blev min ven Jens’ geburtsdag deklareret – også fik de mig, tosken, til at deklamere digte – mest lykke gjorde vist næsten den lille: Gud, hvor vinden er frisk &c., som jeg skrev til lille Tina.

Jens og jeg gik naturligvis hjem til ham og sat os til at prate til den lyse morgen, som vi altid gjør, indtil han blev træt og gik og la sig, og jeg la mig på hans sofa – uf den sofaen! – også om morgenen – den gamle bedstemoren med den skarpe profilen stikkende inn i hvid natkappe og da hun ser fremmede, i høieste blygsel og forskrækkelse tilbage med et skrig – den gamle historie.

Men om du nå sitter der og kjeder dig over alt det, jeg forteller, ja, jeg for min part havde ikke kjedet mig, om du havde fortalt lidt mer.

42Hils alle mennesker, men mest din far, som er det eneste mandfolk i hele Stavanger, der er noget vet i, efter min ringe forstand, hils dernæst mest dig selv. Gid du var her og kunde lært mig å danse vals. Dernæst må du hilse Frelsesarmeen, og be den, at den må be hver dag om noe moro og lystighed og liv for os, så vi ikke går her og svetter og er sure for ingenting.

Tænk, jeg er lærd! jeg, som synes, at det eneste, der er noe mening i, er å danse runddanse – ja for det er det pinedød!

Din
Sigbjørnus.

Milwaukee, Wis.; [skrevet 17. nov. 1890.]

[Til Andreas Rygh.]

Well, unge mand, how did you like to komme ned her; I guess you would feel first-rate. Så nødig jeg griber pennen, så nødig vil jeg dog lukke mig ude fra det åndelige samkvem med civiliserede mennesker, mennesker med broad experience and a big brain. Jeg skal sige dig, heroppe har vi ikke det fordømte halvnorske stel – heroppe ser vi aldrig et eneste damd no af «Skandinaven», never. Her lever vi i en frisk, spirende, ny, helstøbt civilisation and so forth.

Det er sandt – det var engang i tiden, jeg skrev et brev til dig, hvor jeg i gledens fylde talte om å låne penger af dig; det var vist det sidste jeg skrev – det var bare for spektakel – jeg var just selv så spækket dengangen, jeg havde alle mulige bestillinger.

Jeg kom ind i et brobyggeri her, jeg, med det samme jeg kom her så omtrent. Vi har det svært hyggeligt derude – det er et stykke udenfor byen – to af draftsmændene er nemlig meget civiliserede mennesker – begge meget musikalske – den ene londoner, den andre født tysker, som har læst meget, bl.a. også Ibsen og Bjørnson og Holberg, så præker vi musik, statsøkonomi, literatur, Shakespeare, fritænkeri og gud ved alt hele dagen. De to tre første dage var det vondt. Jeg havde såatsige aldrig talt et engelsk ord. De andre måtte øiensynlig finde mig morsom – kunde ingenting sige – hørte de stå og snakke om Baco, Sheridan, Max Müller og Schoppenhauer også ikke kunne mukke et eneste ord.

Well, unge mand, jeg har ikke mer at sige. Jeg var slet ikke meget pleased ved mit Chikagobesøg; jeg vil håbe, Dere ialmindelighed har det gillere end den dagen. Det var jo omtrent som at komme op i kvindernes syforening i totalen hjemme i Stavanger f. ex.

Fattig som en kirkerotte, gut. Ikke råd til at kjøbe nogenting. 43Liden løn for det første. Bare 35 dollars den første måned. Her er billigt at leve imidlertid.

Jeg bor hos en irsk familje – snille mennesker – lovely girls – pæne – den yngste en vis Jude – hvide tænder – små barnlige hænder – «are you making game of me now» – går i sådan en vid præstekjole og slænger med armene – «don’t give me any more sarcasm’s now» –.

Goodbye, young man. I will hope to see you again pretty soon.

Jeg fik hele kontoret til at briste i latter idag, ved at rope ud: that celebrated word of Ibsen: «I’ve got an idea: I’ll marry!»

Hils Åsland, Therese, bring her my love, og hils alle de andre djævlene, som går dernede og svelter.

Din S.

24.12.1890.

Kjære Peder! [Blix.]

Dette skulde været gjort før, men dagene er som nætter her, vågner op om kvelden fra en tegning, og dingler hjem i en kjærre, får aftensmad, er for træt til at læse eller skrive – glemmer alt. Jeg fik her for en månedstid siden indlagte papir, som har gåt den lange vei: Kristiania–Stavanger–Milwaukee–Kristiania. – Du kan vel neppe få noget på det nu, men hvis du kunde, vilde du levere det til Echoff da. – Går du nogensinde ned til Honoratus Bonnevie eller ser du Lorentz, vilde du spørge ham, om han kjender til om der er nogen fotografier af Petersens charnier broer? hvis du husker det.

Det er juleaften idag! Jeg antar, at dere sitter i lænestole i læsesalen, færdige til at segne under mad og kyrasså – jeg antar, at Hatlemark, hvis han ikke er i Arendal, er for træt til at spille Langes menuet. Bring ham et kys. For os en tør, kold juleaften. Vi kjender såatsi ingen norske. Hils fru Heidenreich og Hagemann. Det er rart; vi har ingen greide på, hvad som er foregåt i Norge, siden jeg var der. Det er ikke som i Chikago, at man står i levende forbindelse med hjemmet. Vi hører intet. «Stavanger Amtstidende» sendte mig et brev, straks jeg var kommen herover, om jeg vilde skrive lidt af og til, så skulde de sende bladet – men jeg har endda ikke følt mig disponeret. Milwaukee er ikke rigtig, som du forestiller dig en amerikansk by. Menneskene går roligt, unervøst gjennem dens brede vakre gade, Grand Avenue under det elektriske lys – elegant klædte, med blege fine ansigter. Udenfor den gade er der ikke et liv at se, næsten intet. Blot de elektriske cars og horsecars. Milerækker af smukke villahuse i cream-gult (The cream city), rødt og træ, alle 44med lawn udenfor, som skråner ned til gaderne, som har trær på begge sider. Der gis ikke et luset hus i det ganske Milwaukee. Det er den propreste, reneste by, jeg nogensinde har set. Den er meget ældre end Chicago og har dog blot 1/5 af Chikagos indbyggertal.

Sydsiden, hvor der bor et ubestemt antal væs. norske skandinaver, 4000–8000, er ganske af træ, små hyggelige træcottager, enetages med én familje i hver, baderum og små sovekamre, ét for hvert familjemedlem, – have og lawn udenfor; det smudsigste kvartal er det polske, hvor en del usædelighed får afløb meget skjult – 3/4 af byens befolkning er tyskere eller af tysk herkomst, en anden væs. brøkdel er irlændere, og en brøkdel bøhmere – de gir hver sit element til byens totale karakter. Den smarte nordmand, the cunning and witty Pad, den stakkels polak. Milwaukee er ved siden af Boston – Nordamerikas mest europæiske by, åndskultur og musik skattes og trives mere end i de andre, hvor man har nok med at skabe det materielle grundlag. Milwaukee har anciennitetet. Hils fru Echoff.

Din Sigbjørn.
Jeg hilser fra Herman!

Adresse: S. Bernhoft, Wisconsin Bridge and Iron Co., Wauwatosa, Milwaukee County, Wis. U.S.A.

Kjære Andreas! [Rygh.]

Milwaukee e ein sjidby. Der e kje te bu for eit civilisert menneske som meg. Eg komme te Chikago for å leida itte arbeid om Tirsdag.

Du svart ikkje på brevene vores, hvis så te de ikkje betyr någe af betydning, så va du en hedersmann, en sobeleist, om du vilde komma å møda meg, hvis du hadde ti og lyst.

Eg går herfra Tirsdag p.m. 4 og ska vera i Chikago 7, St. Pauls banen.

Eg addressere te Skandinaven, om du sko vera flytta kansje.

Din gamle ven Sigbjørn.

Syndag 8/2 (1891)

9/2 Milw’kee.

Kjære Ole! [Oslan.]

Du blir nok sint nu, over at jeg bryr dig såmeget. Jeg fik et tilbud her idag. Da «én fugl i hånden er bedre end ti på taget», og det jo 45er såmeget lettere at få arbeid om en månedstid i min linje, er det vel bedst jeg blir her så længe. Hvis du har leveret det brevkortet til Andreas, om du da, hvis du ser ham, vilde fortælle ham dette. Herman og jeg er begge megt kjed af Milwaukee, og vi kommer til at gå herfra med det første.

Hils alle. Jeg håber, I har det bra fremdeles.

Sigbjørn.

Jag havde allerede pakket min vadsæk.

Om Brev

Samlingen inneholder nesten 200 av Sigbjørn Obstfelders brev. Utvalget kan deles inn i tre grupper: brev til venner fra gymnasietiden (Peder Blix, Andreas Nielsen m. fl.), brev til venner og støttespillere fra gjennombruddstiden omkring 1890 (Jens Thiis, Ragna Dons, Dagny Bang m. fl) og brev til kunstnervenner (Ellen Key, Andreas Aubert, Johanne Dybwad m. fl).

Særlig brevene til vennene og støttespillerne fra gjennombruddsperioden er intime og åpenhjertige, og samlet gir utvalget et godt bilde av mennesket og dikteren Obstfelder.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook