[Chicago 24. april 1891.]

Kjære frk. Bang! [ɔ: Dagny Bang.]

Faen – jeg skulde egentlig ha et fint lidet hvidt ark velin – skulde jeg ikke? – når jeg skriver til Dem – en dame – student i medicin – i Kristiania – allerede en kulturby af høi rang – denne forunderlige stad for kunstnere?

Husker De, når jeg sætter Dem på det, da jeg sa farvel hos Dere, så sa Deres far spøgefuldt: skriv nu engang lidt – ikke til mig naturligvis, for jeg er jo ud af moden – men til Dagny f.ex. Og De sa: Ja Du kan være trygg! Og jeg som alle oppositionelle naturer bemærked i mit stille sind: Å, De skal ikke være for trygg, frøken!

Og se så! Nu er jeg næsten nødt til at skrive, for jeg har bombarderet Jens med en hel roman af breve og endnu har jeg ikke hørt en eneste interjektion. De skrækkeligste formodninger gjennemkrydser mit sind. Død? Død og borte. Knust under en sporvogn? Forsvundet under en svømmetur? Eller gift. Fulgt med Nansen til Nordpolen? Engageret som sekretær hos tateren Hamsun? Reist til Ægypten – eller Berlin? Berlin kanske? Pokkeren den, som havde været i Berlin. Dette er bare et lidet smagfuldt udvalg af de gisninger, som min opfindsomme hjernekiste føder.

Som sagt: Jens Thiis er dagens brændende spørgsmål.

Min hånd skjælver; thi jeg har drukket whisky denne formiddag sammen med Johnsen og Jakobsen, 2 lystige havgaster fra Stavanger.

Jeg vet ikke om følgende udbrud er affekteret: Kjender De pilgrimskoret af Tannhäuser, det, som kommer i ouverturen og finalen, akkurat som dommedag, basunerne med de strenge koraltoner, også violinerne, som hvirvler, kryber, flagrer, favner rundt med kromatiske strøg? Gud hjælpe mig, er det ikke frygtelig vakkert, gnistrende, tænderskjærende vakkert.

Det vrimler for mig af små oplevelser, billeder, nogen stor personlig 46har jeg ikke havt. Jeg er styrtet ind i et kav for føden, som har gjort tiden siden jeg forlod Dere snille mennesker bare til en liden kort, forunderlig nat.

Er snart imellem tyskere, snart mellem amerikanere, snart mellem bøhmere, snart – mellem ægte Stavangere – overalt sidder jeg som den stille, målløse Goncourt.

Søndag aften så jeg et billede, som gav mig nøglen til de gamle hollandske genrer.

Jeg gik ned til et par tyske komponister. Tyske komponister, flagrende blondt hår, grå skjødefrakker og madonnaøine. Jeg hørte «my 1st etude», «my 2nd gavotte», hvilket ikke interessered mig så meget, da jeg er så forskrækkelig kritisk. Men Vieuxtemps’ Reverie! O du store seierherre! Eller Chopins den og den Polonæse, den og den vals – – Dette er hverken Ostade eller Rubens skjønner De.

Så gik vi videre ud en gade, op en trap, ind en dør: Happy to meet you, freue mich sehr Sie kennen zu lernen &c. Ung hustru, glade øine, hvid, slæbende huskjole. Hun sagde allé, schene (for schöne), – sån rigtig Dorotheamæssig – vi så sjældne stene, bjergkrystaller fra die Jungfrau, de talte om Schlesien og spillebanken i Monaco og Louisiana, vi drak øl og claret – gardinerne halvt nede, dunkelt, tysk værelse – så jeg kunde bare sidde og se. – Dette er hverken Teniers eller Van den og den.

– – Atter ringer vi på en dørklokke og står ind i et af disse tyske hjem (skal si Dem, amerikanerne har ikke hjem. Amerikanerne lever i foreninger, i boarding houses – når en amerikaner reiser fra Chicago til Boston, så vet hele verden det, thi det står at læse i avisen, når Murphy, esquire sender sin søn George Mitchell Murphy, esquire til Hartford college, så er det en public Sag af høieste betydning, og når James Phillips, 8 år gammel får sig en liden, nydelig bicycle, så grænser denne begivenhed ind til det romantiske, og det foreviges: Onsdag april d. 17de (ikke 17de april som skikkelige borgerfolk udtrykker sig) onsdag april d. 17de såes mr. James Phillips, 8 years of age, søn af den velagtede attorney for høiesteret Walter Phillips, esquire, allerede 4 gange nominee for det republikanske parti i 17de ward, en mand af uplettet moralsk record og et høiagtet member of unitarian church, at ride med elegant holdning og for en ung mand en, vi tør sige, sublim fjærlethed fra Washington Street opover Ashland avenue, hvorfra han tog veien henimod faderens vakre, velindrettede, af architekt Williams construerede mansion. Denne bicycle er, efter hvad vi sikkert vide, en present af Mr. James’ høiagtede og af alle sine omgivelser elskede tante, mrs. Potter, medlem af damekomitéen for &c. &c. tyske hjem-parenthesen ude) tyske hjem. To fædre med hvidt skjæg, rigtig, rigtig brave 47borgere, to madammer, runde, blomstrende, unge nok til at sidde og nippe til ølglasser, fyldte med Milwaukee beer – så kommer, V. d. Weldes billede (la ‘ke Jens få se dette brev, for hvis han nå ikke sko hede v.d.Velde!) oppe fra anden etage hører vi klangen af mundspil og glassers klinken. Op allesammen – de 2 Gruber, – Wohlgemuth – Kaufmann – og jeg!

Døren gik op. Aftensolen kom ind ad det åbne vindu (som H. C. Andersens æventyr gemenligen begynder), på bordet stod eller lå en cither. Rundt væggene var malerisk grupperet følgende mennesker – en i sort hår, og sort knebel, stiv ud til begge sider og spidst Franz Drake hageskjæg, svær kar, i skjortærmene, et tykt guldkjæde på hans massive mave (der har De whiskyen, for det var naturligvis meningen at si et massivt guldkjæde på hans tykke mave) – og en svær kar til, nogenlunde lignende kostumeret, men med rødt hår og skjæg, af samme frisure – så en i krogen, rødstribet skjorte, brystet i lod (jeg ved ikke om De er landmåler nok til at forstå dette udtryk ingen kan male det brystet så godt som han, som døde neri Paris nu, som malte de bitte små malerierne, De vet hvem jeg mener, kan’ke komme på navnet altså overkroppen stiv vertikal, og hænderne støttet på knærne, og hodet tilbagetrukket, så halsen la sig i folder, og en bas, Jerusalem, hvilken bas! Når han sang: die ganze Welt im Schminkenroth erscheint, ich nehme mein Glas – und tri-i-i-i-nke (noe sån faens makt). Spilled cither i samme positur, ser De – ah, De bryr Dem jo ikke om disse beskrivelser, damer bryr sig jo ikke om andet end lyrik, og jeg, som til sine tider kan være så lyrisk – – også mr. Brown, en slik figur har jeg bare set i skuespillene på tryk, for ingen kan spille ham, uden at ha set ham – fillede bukser (alle De andre, ser De, i fint stivetøi, det er søndag), en ulden skjorte, gjennem hvis split det røde, hårede bryst, og ansigtet! ligeglad-ansigt, ikke et Svein-Urædd-Bjørn-Bjørnson-pige-ligeglad ansigt; men et mandigt ligeglad ansigt ser De. Også opbrættet til over albuerne. Forsvandt en hel stund og vet De, hvad han kommer tilbage med? Et helt anker øl. (De vet hvad det er at gå over gaden efter øl, i Am. om søndagen?). Har aldrig hørt noe så Shakespearesk, som da han – brystet bestrålet af den H. C. Andersenske aftensol, hånden udstrakt à la Jesus anti Jerusalem – sagde disse ord:

Ein glas bier zu dieser dame! (de tre kvinder var først flygtet ved os fine spidsborgeres ankomst men kommer en for en igjen, og den frieste er nu bænket i lænestolen). Eller med et indre moralsk alvor, og en forvisningens pathos: Bei uns ist das trinken die hauptsache!

Så kommer sangen. Nogen sang med så megen glæde, eller munterhed og frisk luft i som disse tyrolske sange, hvor ikke bare efterslængen, 48men selve teksten, disse buttede små ord jodler, hotli-ho i ha, jotlala lala, juch he he hi ho, hi ha! Fyren med rødstribet skjorte og den stive kroppen og cigar i munden i den ypperligste theatralske stilling ved citheren. – – Som fra en kjelder kom det fra en af tykkaserne med Drakeskjæggene i det han velsignende strakte begge ølglas ud i den krydrede luft: Singe uns mal das herrliche lied: Im kühlen Keller lieg ‘ich hier.

– – –

Jeg håber, De springer over hvad De ikke lir; der skal langt kjenskab til at vide et andet menneskes smag.

– – –

Milwaukee heder en vakker by, sammensat af bare villaer oppe ved Michigans bred; den fabrikerer det meste af det øl Nordstaterne bruger, og den har den bedste musik i Nordstaterne, thi den er en fin tysk by. Det var der S. Obstfelder, i Amerika kun kjendt under signalet S. Bernhoft trådte sine amerikanske børnesko. 3 måneder stod jeg og kjedet mig over et tegnebord, så drog jeg til Washington Heights, 12 mil søndenfor Chicago, hvor jeg leved som det eneste kulturmenneske blandt en række amerikanere (jeg behøver vel ikke fortælle Dem, at jeg betragter amerikanerne, som tilhørende en kulturens oldtid i sammenl. med mig). 2 måneder led jeg derude. De kan tænke Dem, jeg spilled violin til orgelakkompagnement! De gyser. Sammen med Cora-som-bærer-briller. De besvimer. Og som tilbringer mestetiden af sin tilværelse i sengen, og som nu har tat – 15 lessons – hos Root! i sang. – Så sa Gud en dag til mig: Sigbjørn! sa han – Sigbjørn! Hører Du ikke, at jeg kalder dig. – Jo, Hr. Præsident, jeg er i salen. – Sandelig jeg siger Dig, Sigbjørn, at du skal tage din vandringsstav, og gå nordover ad den kant, som Chicago, Pacific and Rock Island breder sine spor, og hvilket menneskerne kalder Chicago, men hvilket min profet Moses kalder Babylon, såsom jeg nu har pint dig længe nok her på Washington H. – og så vil jeg sørge for resten, som du også tidligere haver fornummet.

Jeg havde mig så et par skjønne dage i Chicago, den første vårsol skinnede, damerne strålede i de mest opfindsomme toiletter. De er vakre som bare faen, Chicagos damer, de er rent overjordisk vakre, fine legemer (man må ‘ke si kroppe om damer) hvor intelligens, det 19de århundrede synes at ha skabt et nyt udtryk, skjønnere, flygtigere, renere, mere individuelt, befriet fra alle mathematiske udtryk – end alle de gamle normer. Jeg indbildte mig, at jeg gik rundt og striked for en job, jeg spiste free lunch og drak California portvin, jeg satte avertissementer ind i Chic. Herald – hører sammen bare med forrige bemærkn. om Chicago Her. – og da jeg kommer ud, 49hvad ser jeg andet end – kunde jeg tro mine øine! – Martin Sandved, doktoren! – Endelig et civiliseret andet menneske, endelig mødte på fifth avenue den og den dato mit jeg et andet jeg! Det var for os begge en overraskelse, en gledelig. Han havde været her i 2 måneder, i Minneapolis, men kunde ikke holde det ud i dette land for naturer, der ikke bryr sig om skjønhed, og nu skulde han hjem. Han vilde ha mig med. Jeg vilde, men kunde ikke, ak!

Og næste dag traf jeg Tausan, som også var ude og striked for job eller indbildte sig han gjorde det, og vi drak California portvin sammen.

Og næste dag steg jeg ind i den af Rockerys elevatorer, som does not stop below 7th floor, og jeg fulgte med den til verdens ende, 11th og banked på room 1127 og mr. Baldwin fra Boston fortalte at Mr. Giæver fra Tromsø havde noget at si mig. Og dette var, at jeg kunde få plads som landmåler, hvis jeg vilde.

Hvori består så landmålingen egentlig? Jeg vil gi Dem en uklar forestilling om det.

Jeg sat først på kontoret og tænkte på Dem fra kl. 8–9, så fik jeg endelig fat på en øxe og 6 jernpinder, øxen og jernpinderne tog jeg i hånden og en jernstang tog jeg på ryggen, og en anden mand, en af de mange, som jeg aldrig i mit liv har set før, tog instrumentet, og vi steg ind i elevatoren, og et par sekunder efter stod vi på gaden og et par minuter efter bokset vi vore gjenstande ind i State Str. Kabelkar. Vi lod kabelkaren gå, og forholdt os selv rolige, indtil der kom en påtrængende fyr og rakte hånden frem, vi dropped ned i hans hånd 5 cent hver og han forsvandt meget tilfreds. Vi forholdt os atter rolige til 59d St. Der gik vi af og nedover gaden. Manden, som jeg aldrig havde set før, skar en lang flag og begyndte med geometrisk nøiagtighed at plante den. Jeg stod og tænkte med mig selv, at han var et høist upraktisk menneske, for om et par timer vilde en eller anden hund vælte den. Pokkeren skulde gjøre sig så megen umage. Han gav stangen et hug, og gav mig loddet, så gav han stangen et hug og mig loddet og holdt på med det i det uendelige, kan De tænke Dem. Lige ved os var en pæn cottage, hvorfra musikalske toner lød ud til os: bim bim bim bim – bim bim bim bim – skala op op – skala ned ned. Jeg tænkte med mig selv, hvor deiligt det måtte være at være sån en liden pige, få sidde og øve sig på piano, ha sånt et lidet pigehjerte. – Han gav mig enden af målebåndet og sagde, jeg skulde holde ved nulpunktet. Jeg gjorde så, tilfreds ved overhodet at være til nogen nytte. Jeg holdt nulpunktet samvittighedsfuldt indtil havedørpostens centrum. – Vi gik videre. Så satte han ned instrumentet, og bad mig være der. Jeg så ham ikke 50igjen på en time. La mig ned i græsset og lugted på det og lod solen farve mit kontorblege gesicht – prøvde på ikke at tænke.

Langt om længe viste sig borte på veien en mand, tydeligvis en landmåler, stansed op. Sa han noget? Vilde den mand virkelig tale til mig? Her lå jeg alene, hjælpeløs. Skulde jeg ovenikjøbet rope på engelsk i dette fordømte cöntri? Jeg bad en bøn, bad Jahove, såsandt som han havde ført mig ud fra Was. H. ørken og hid stå mig bi. Og jeg reiste mig, øiensynlig styrket, og ropte: What? – Is not mr. Clowsen here yet? – No sir! – Do you know, when he will be here. – No, Sir, but I guess he will be here pretty soon. – When did you leave the office. – About nine. – – – And so forth.

Og jeg lagde mig ned igjen.

Langt om længe kom den manden, som jeg aldrig havde set før, og begyndte sigte. Og så kom Clausen.

«Du you see that slough there, that water» Yes, I see it (din helvedes satan, tror du ‘ke jeg vet, hvad slough er, indvortes). Beyond that is a little flag, just a little stake with a little hack on top. It is right in the edge of the sidewalk, you see that old house – west at that – do you think you can find it – – yes – –Well! You just go over there and remain there till we call you. You stand behind it like that you see, here is the stake, and here you.

Og jeg løb over vei og myr, misted min ene rubber og tog den i hånden, jeg indbildte mig det hasted.

Faen! Hjertet skjalv i mig. Hvis jeg nu ikke skulde finde den stokken. Hvad skal jeg gjøre. An old house? Jeg sprang over myren, opi sølen. Jeg kom på sidewalken. Er det denne sidewalken? Jeg ser ingen flag. Den kunde jo pokkeren ikke være usynlig. Der står en gammel mand derover i akeren. Han må vel ha set det, hvis det er her. En stor grøft fuld af stinkvand skilte sidewalken fra veien. Jeg løb og kunde ikke komme over. Kanske står de nu deroppe og glor efter mig i transiten. Jeg gjorde et fortvilet spring op i en cisterne, som var fyldt med lort, og fra cisternen oppå veien. Jeg kom pustende, sveddrivende bort til den gamle mand. Have you seen that flag? – What? – – Have you seen anybody put up a stake round here? – What is it for? – Man kunde tro det var fristeren i ørkenen, stod der i akeren og glode på mig med Mefistofelesfjæs? – Did you see anybody? – spurte jeg hidsig. – I saw a man put up a flag this morning down on yonder sidewalk. – What is it for? – – Where did he put it? – Do’nt you see it? Right there. What is it for? – For surveying, man. Where is it. – Dont you see it. Do you see that telegraph with the rod on. Yes. – Well right behind. For surveying, you said. – – Jeg svarte ham ikke, for afsted som en loppe. – – Sat mig tilro der, snart sat, snart stod – – satte spidsen af mine rubbers 51nedi pytten, lod dråberne dryppe af – så på telegrafstolperne, hvordan de gjorde skarpe linjer i luften – – tog op min lunch, fortæred den omhyggelig – jeg gik bort til en restaurant (tænkte faen, de ser mig ikke) og sa: «Glass of beer.» «We have not got beer here.» But there stands restaurant outside on the sign. – Yes we have boarders. – Can I have a glass of milk then? I’m pretty dry, You know. –

– – –

Om en time kom folkene, og bad mig gå tilbage og se til instrumenterne. Jeg gjorde så, lå der i al evighed og drømte.

– – –

Ja Dere har det nok jillere end mig. Hvis ikke De også er forsvundet, er det så uforskammet at anmode Dem om at honorere dette brev med en oplysning om Thiis hører til «Tabt gods» eller ubi gentium han er? Til ham skrev jeg, om han vilde sende mig adressen på Deres søster, som jeg husker Dere fortalte var i Chikago – da jeg skulde ha så inderlig lyst til at se noget norsk, rigtig norsk – og fremforalt noget der minder om eder! Min adresse er isåfald: S. Bernhoft (eller med den adresse kan de også skrive mit norske navn, altså) S. Obstfelder, c/o A. N. Rygh, «Skandinaven», 183. N. Peoria St. Chicago, I11. Hils alle, hils Deres far! – – Jeg skal si Dem, tilværelsen er ikke altid så frisk som dette brev. Å, hvor jeg har længtet, savnet, længtet over tegnebordet! – Når Griegs sangene kommer i huen: Enno ein gong – No ser eg atter – valsen – Anitras dans! – Nu løftes laft og lofte!

Er Müller, Reidar Müller hos Dere endda? Hils ham.

Altså:
S. Obstfelder
c/o A. N. Rygh, «Skandinaven»,
183 N. Peoria St.
Chicago I11.

[1891, april]

Kjære Andreas! [Rygh.]

Jeg kan ikke den sangen, jeg har lagt ind i stykket, så jeg vil be dig fylde ind – hele greia – Enhver kan den jo.

Vil du så levere gamlingen stykket; jeg har også lavet et andet: Beef og østerssuppe, og skal lave et 3dje: Borddugen, foruden Konens forsvar – men jeg tænkte, dette var det bedste til at begynde med.

Der er en fyr, som skriver brever i «Hemlandet» og kalder sig 52Jan Olson, og nu består hele «Hemlandet» bare af brever fra kvinder og mænd, ordentlige frierier til Jan Olson. Det må være lønnende at tilfredsstille et amerikansk-skandinavisk publikum.

Jeg ser, at the Old Kentucky sang og den andre, du sang på, hører til de berømte Fosters 30 plantation songs med melodier af ham selv.

Håssen er det forresten? Reiser du?

Vi har holdt på at flytte, og jeg har havt vondt i maven.

Din Sigbjørn.

Milwaukee, Wis. [1891]

Kjære Andreas. [Rygh.]

Chicago.

Jeg må sige, det undred mig ikke meget, at mit stykke fik den medfart. Det var også for fint og åndigt for det komplot. Når han blot vilde tat det ind og betalt lidt for det, så kunde han imidlertid ha kaldt det engelsk og fransk, så længe han vilde – var det det norske folkeeventyr, som var engelsk? – Forresten, det kan være det samme, jeg er så skrækkelig lige glad. Men hvad der vilde ha interessert mig mye mer var at høre noget fra brillerne mine. Hvis du kunde på en eller anden måde bli et af midlerne til at bringe mig dem tilbage, så vilde jeg aldrig glemme det. Herman og jeg lever af rhinskvin og fattigdom; vi tømte en nydelig flaske Rudelsheimer igåraftes på «Künstlerheim». Vi kommer til at flytte sammen med Guillemin og leve som kunstnere i sommer. Vi håber, du vil komme indom Milwaukee. Der er ikke plads for mig ved Wis. i kontoret, alle borde er optat, men vi venter, de skal bygge på kontoret.

Hils Jakobsen.

Din Sigbjørn.

Say, om du kunde gjøre noget ved de brillerne.

Jeg har fåt et meget hyggeligt og forekommende brev fra prof. Olson i Madison; han tilbyr sig uden videre at skaffe os legat fra våren af, hvis vi kommer.

Du kan vel ikke spore op Theodore Thomas’ adresse, er det nye directory færdigt?

53Adr. S. Bernhoft.
c/o Milwaukee Harvester Co.
Milwaukee, Wis.

[1. juli 1891]

Kjære Peder! [Blix.]

Grunden til at jeg ikke har skrevet har du naturligvis allerede anet, – at jeg ikke holder det ud længer herborte. Jeg holder ikke landet ud, siden jeg ikke interesserer mig for faget. Vi var jo allerede nogenlunde på det rene med det, før jeg reiste herbort. Nu har jeg prøvet sågodt jeg kan, ½ år, i Milwaukee og Chicago, både inde- og udearbeide. Det er mig en pine. – Jeg har f.ex. nu for mig en tegning, som Guillemin ber mig kalkere, forat jeg kan få mig nogen daler i lommen, jeg har i eftermiddag besluttet mig til at levere ham den tilbage – det er mig umuligt at befatte mig med teknik eller noget, som hører teknik til.

Men se du vet jo ingenting. Jeg var 3 måneder på min første plads i Milwaukee, så blev jeg tilbudt en bedre plads udenfor Chikago og tog den, jeg var også der ca. 3 måneder, så var jeg en uge på landmåling men fik nok af det, og har siden ikke kunnet bekvemme mig til at søge arbeide – eller rettere sagt, min bror skrev til mig, at han følte sig trist og alene, og så reiste jeg op til Milwaukee igjen. Herman og jeg er så lei af dette land, at vi vet ikke, hvor vi skal snu os – eller rettere den stilling, de livsforhold unge fremmede mennesker har her.

Ser du nogen huslærerpost, så vilde du gjøre mig en tjenest om du vil søge på den for mig. (Helst nær Kristiania). Vi har idag første juli – dette brev kan antageligvis være her og besvaret ca. 1ste august og jeg være hjemme ca. 1ste september. Jeg er jo en flink ung person, jeg taler engelsk og tysk og er en støver i mathematik, en digter i norsk, &c. Men den måtte ikke være under 400 kr.; for det er det mindste beløb, med hvilket jeg kan få betalt min gjeld. Kanske Lars Wåge kunde ha noget.

Mens arbeidet i kontoret varer fra 7 morgen – 6 aften, så man er så træt, at man såatsi bare kan spise og lægge sig, så varer landmålingsarbeidet hele dagen, så man ingenting kan gjøre. De statistika vil være nok til at få forstand af. Selv om man tjener mange penge, hvad skal man med dem. Alle interesser må man kaste i graven. Ja, du vet det alt. Jeg er så lei, så lei af det hele. Det var 54under de forholde, at jeg gjorde 5 begyndelser til en artikel til avisen deres på hjemmet uden at kunne nå til noget resultat.

Hvad er det så, som er så svært gromt herborte? Jeg tjente i disse 6 måneder mer, dobbelt så meget som mange kroparbeidere her gjør – og dog har jeg ikke kunnet betale den gjælden, som trykker mig dag og nat værre end en mare. Og jeg er sikker på, at havde jeg været hjemme og tjent bare så nogenlunde, så havde den været betalt.

Har du noget at gjøre med Paus nu; vil du skrive mig hans adresse, hvis du vet den. Jeg vil håbe, gutungen ikke strøg. Tak, mange tak for portrætet.

Tænk – jeg har ikke skrevet til Echoff, fru Heidenreich eller nogen. Mismod har bevirket det.

Og du, hvordan går det dig til høsten? Jeg skrev et brev til Langberg, om der skulde blive nogen timer ledig til høsten; jeg fik sån pludselig lyst til at bo i Stavanger en stund igjen. Jeg fik et langt brev, med en jeremiade over lærerfagets håbløshed, som om jeg havde tænkt på at bli embedsmand i den norske skole.

Jeg og Herman er flyttet sammen med tyskeren Guillemin, hvor vi har værelse for intet. Jeg steller maden, reder sengen, vasker op, koger kaffe, æg, wienerknackwurste, steger beef, æggerøre, flesk o.s.v., men i længden er det et noget trivielt arbeid for et mandfolk; det er dog godt at kjende til lidt af hvert. Værst er det at koge poteter, thi de tar så langt kog, og så er de så vonde at få saltet. Jeg vil ikke ha noget mer at bestille med poteter. Igår, mens jeg var på German market og kjøbte en gallon hjemmelavet rhinskvin, i den lille kro, hvor det klassiske billede fra Stuttgart hænger med den tjenestepige udi Stuttgart, som, medens hun gik på torvet for at kjøbe, misted alle sine skjørter, så de fede lår viser sig i sin fulde måneglans og alle de gode Stuttgartborgere ler og holder sig på maven – så var hele stuen kommet i røg, til jeg kom tilbage, og de tyske kjærringer kom rendende mod mig og spurgte, om jeg vilde brænde op hele huset.

På væggen hænger Venus fra Milo og andre torsoer; om aftenen røger vi cigarer, drikker Kalifornia rhinsk- eller portvin og spotter menneskeheden.

Havde jeg fulgt med Sandved, som jeg traf i Chikago på et gadehjørne, hvis kortvarige Amerikahistorie, du formodentlig kjender, og som absolut vilde ha mig med hjem, – så havde jeg gjort klogt.

Hvis jeg ikke skulde kunne obtinere noget arbeide hjemme – skulde en huslærerpost til 500 kr. være så umuligt for en såpas dyktig mand som jeg? – så går Herman og jeg til universitetet i Madison.

55I det håb at du kommer over et eller andet – det er min oprigtige mening, at jeg heller vil slide hjemme et år for 400 kr. – får jeg si farvel. Brevet er tørt, men mit mod er også tørret ind.

Din Sigbjørn.

Jeg vet, at du ikke siger til kreti og pleti, hvordan det står, mindst til min egen familje, for da vilde jeg bli plaget med brever.

Frogner 18/11 91.

Kjære Peder! [Blix.]

Er det så, at jeg skal bli her over min fødselsdag og I kommer opover, som dere talte om, så var det det jeg vilde si, at kanske Lorentz Bonnevie kunde ha moro af at komme op om søndag. Dere talte vist om at komme om lørdag og bli over – han kunde jo komme søndag – hvis det blev noget.

Ellers, som Du vil. Jeg har ingen serlig interesse af det. Han bor vel nu som før sammen med broren.

Jeg får få lov at sende et længselssuk mod byn og mod folk. Jeg er i den samme tristhedstilstand, hvori I forlod mig. Jeg kan ta mig en tur ud af og til, men det morer mig ikke at gå sån alene.

Asylet er forfærdelig kjedeligt. Tullinger, som hver har en liden ende, som de spinder på stadig, og som trætter en ud at høre på. Også mat alt i ét.

Jeg sover nu såatsige regelmæssig, og har regelmæssig afføring. Mine reflexbevægelser er forsvundne, både om natten og om dagen, de er nu indskrænket til de samme som alle kultiverede mennesker har. Skulde jeg endnu ha nogen slags fix idé, galskab, vansind, sindsygdom, afsind, forrykthed, eller hvad man nu kalder det, så skulde det være det, at jeg med megen interesse ser på fugle, istapper, dryssende sne, solskjær, elven, ølrøyk og sånt noe, men herregud, det har jeg altid gjort, og det har andre gjort før mig, og jeg må sige, jeg vilde heller se nogen af de mennesker jeg længted så efter at se under min sygdoms kulmineringsstadier. Jeg har jo altid været glad i naturliv, men ingen menneskefiende.

De examinerendes stakler Hagemann og Scheie – Ole Dahl, Michelet og Holmboe og andre – Behrens, hvis du nogengang ser ham, får du hilse fra mig.

Naturligvis værtsholdet, Echoff og fruerne,

Din Sigbjørn.

56Frogner Gård 19/11. [1891]

Kjære frk. Bang!

Da jeg har mottat hilsninger fra Dem, mens jeg var på asylet, vilde det jo bare være dumhed at la være at skrive til Dem. De har jo ved Deres besøg og hilsninger ligesom tilgit mig, hvad jeg voldte der ved den skjæbnesvangre morgenvisiten hos jer. Så jeg håber, at det er mest mig selv nu, som går og sysler med dette ubehagelige minde. Ingen har været i hele sit liv mere ræd end jeg for at vække opsigt, ingen har været blygere, mere forvisset om sin egen foragtethed – det skulde ta en trist ende!

Jeg må takke Dem for Deres visit og Deres hilsninger. De har ære af Deres vakre opførsel mod mig, det tør jeg si! Det var vel neppe hver kvinde, som vilde tat det på samme måten, og det har været som et lyspunkt under min triste og forunderlig bevægede nervekrises forløb.

Jeg fylder mit 25de år i disse dage, og det er ligesom jeg letter mig en smule ved at gjøre istand min korrespondance. Jeg er af de folk, som må overvinde træghedsmomentet forat begynde brevskrivning, og når dette er overvundet, så går det med acceleration.

Altså tak, og bring takken til Deres far og mor – hvis ikke mit anfald har lagt noget sårt iveien. Dr. Winge sagde nogle ord til mig en af de første dage på «Mangelsgården», som ligesom antyded, at jeg havde stukket rygtebudstikken i eders hus; det gjorde mig så lei. Har jeg gjort «skandale», så vil jeg da håbe, at jeg kunde få lov til at bære den alene. Min familje er vant til at gjøre skandale, og vi har «trætte» rygge, som nok tør bære et gnagsår til!

– Men De har rimeligvis gjættet, at dybest i min sygdom lå der dog et personnavn begravet – nemlig Jens’es. Det var liksom jeg blev en fri og glad mand, da dette venskab nåde sin vakreste modning ifjor rundtom 1ste mai, og det har været modsvarende tungt ikke at høre noget fra ham hverken i Amerika eller, siden jeg kom hjem. Min «sindssyge» arted sig væs. som et kolossalt anstrengende og ilsomt arbeid, som en fægten, og en diplomatisk funderen for med løftet hode at undgå det uædles skjær. Dette uædle var da iserdeleshed at røbe virkelige hemmeligheder. Jeg vandt denne kamp (mod vindmøllerne). Jeg skreg aldrig ud hans navn eller sånt noe.

Jeg blev allerede i Amerika, da jeg ingen anelse havde om, hvor gutten fór, nødt til at ligge og spekulere på, om jeg var glemt, eller om det for ham blot var en af disse forbigående forbindelser, eller om jeg, (og det er det, som er så vondt, når man selv har skåret sig 57såmange gange og blødt såmange gange, når man har arbeidet – så forekommer det en selv – på at skjære bort utvekster af sig selv, bli et simpelt, enkelt menneske med smag og dog ærligt) – om jeg så i fravær skulde være veiet og funden for let – uværdig!

Uværdig at tilhøre den fjerde generation. Undskyld denne lille bitterhed. Der har rundet adskillige bitre dråper over denne Lokes ryg. Det begyndte allerede, mens jeg var smågut. Jeg var jo vanskabning! Og der har været én Sif til, at tørre giften – men hun døde før den bitreste gift kom – hun het mor.

Jeg blir sentimental. Undskyld. Det letter lisom. Der er ikke meget livslyst hos Sigbjørn tilbage.

Vel – det var, om De, – De skriver vel til ham – vilde hilse ham fra lægdslemmet, en så åndrigt formet hilsen vil måske interessere Dietrichsons yndling.

Skulde han være kommet hjem, så bor jeg på Frogner gård, Frogner station, Throndhjemsbanen. 21de novbr. er jeg 25 år – det er da to år siden, jeg overrasket blev budt ned til Jens. Det er den lykkeligste kveld, jeg har havt på årevis, jeg misundte ingen, var jaloux på ingen, thi jeg mored mig. Deres far var der også. Og Jens fremviste sin mor, vaskerkonen, og lod ikke til at skamme sig derved, prøved ialfald.

Deres S. Obstfelder.

Om Brev

Samlingen inneholder nesten 200 av Sigbjørn Obstfelders brev. Utvalget kan deles inn i tre grupper: brev til venner fra gymnasietiden (Peder Blix, Andreas Nielsen m. fl.), brev til venner og støttespillere fra gjennombruddstiden omkring 1890 (Jens Thiis, Ragna Dons, Dagny Bang m. fl) og brev til kunstnervenner (Ellen Key, Andreas Aubert, Johanne Dybwad m. fl).

Særlig brevene til vennene og støttespillerne fra gjennombruddsperioden er intime og åpenhjertige, og samlet gir utvalget et godt bilde av mennesket og dikteren Obstfelder.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook