6/1 92 Stavgr.

Kjere hr. Olaf og frk. Eugenie! [ɔ: O. Behrens og E. Paulsen.]

Jeg tænkte, jeg skulde kunnet lave et vers til jul eller nytår; for jeg vet jo, Dere lir vers så godt; men så kunde jeg ikke finde på nogenting, umuligt – og så får jeg heller skrive. Jeg har været rent dårlig fra efter jul, en slags mavesygdom, så jeg har måttet opgi både djevelen, verden og mit eget kjød, og endda kan jeg ikke spise større noget. Jeg fik sån et nydeligt kort af Axel Ender med noen hjertelige ord bagpå fra en vis dame, og det kom såmeget mer vel med, som det var det eneste julekort jeg fik. Og 1 er da så meget bedre end intet. Men når jeg ikke fik flere, så kan både Dere og jeg skjønne, at jeg ikke er meget i vinden. Men det kan nu være det samme også.

Det er ikke ofte, noen ser tårer på mine øine – det er virkelig, kan jeg sige, ikke ofte, at jeg selv kan få løst jernbåndene om hjertet såmeget. Men her en aften, som jeg lå og tænkte på, hvor ublidt Norge er mod sine sønner, så fik jeg løst gråten, og så sagde jeg til mig selv; ja nu er du færdig med alt og alle, nu kan du dra igjen. 58Ingen nytte eller hygge kan du nok gjøre for dig her, så er det bedre at reise. Til sommeren har jeg da tænkt at fare.

Det var sån en hyggelig aften, jeg havde hos Paulsens; jeg vil håbe, jeg ikke gjorde altfor mange fadæser; det er så underligt, når en skal komme lige fra 700 års søvn i den kolde huldres favn i bjerget og altslags sånt noe, som har balet så svært i en, – og lige ind i et kultiveret Kr.a.hjem.

Jeg forstår nu, hvorfor jeg måtte hjem igjen, før jeg rent opga Norge. Du husker nok den dagen, du kom ind og mit legeme befandt sig; jeg kan sige i reflexive trækninger. Det var da jeg syntes, jeg måtte opgi examenstanken. Det var en forfærdelig dag – jeg var vanvittig, eller jeg var ræd for at være eller bli det, eller hvad det var. Jeg vred mine hænder, rev mit hår o.s.v. – Derfor skulde jeg tilbage og bli ordentlig sindssyg, komme ordentlig på asylerne, forat ha gjennemgåt hele rækken i svarteboken. Nu kan jeg vist snart med fred reise fra lappernes land, fra gjengangeres land (hvor Ibsen kommer tilbage til Kr.a og «går igjen») – fra Jotners og Æsers stridsplads.

Jeg vil reise vest mod vaners blidere valer, hvor modsætninger ikke er så skarpe, og udviklingsbølgerne ikke blir til brændinger.

Men nu blir jeg filosofisk. Jeg må finde på noget at skrive, og jeg har ingen stemninger om dagene.

Stemningstiden er forbi, da jeg kunde «skrive», og «skrive vers». Jeg har ikke noget andet lidt trøstende luftkastel at hvile ved end et lidet et, som uforventet dukker op fra ældgamle dage, da jeg var uskyldig, og blev lidenskabelig sint, når pigerne gjorde nar af mig. Det er simpelthen det om på en eller anden uforbegribelig måde at slå tiden ihjel et eller andet ubekjendt sted sammen med en eller anden ven af modsat kjøn, ligegyldig hvilken, når blot nogenlunde antagelig. Det gjelder jo bare en smule gjensidig opfindsomhed i nye madretter, nye kærtegn og nye nipssager og sånt noe. Det er underligt, som man en stund i sit liv kan sværme for at bli gift og ha hus og værelser og sofa og piano, også kan man ganske glemme det igjen. Men se så dukker det jo opigjen sån som en redningsplanke for en sygelig mand, noget nyt i det mindste at finde på. Men hvor skal man så få sig en kone fra. Vel – det haster ikke. Når jeg kommer til Amerika, så er der lots af pæne piger, som er færdig til at ta brurekjolen på, hva dag og time det skal være. Som du ser, er jeg en tynd brevskriver, og jeg får heller slutte.

Hjertelig hilset da både du og din kæreste og fru Paulsen og Hoffmans kær, og andre mennesker. Godt nytår!

Din hengivne
Sigbjørn.

59Stud.hjemmet 14/3 92

Kjere Jens! [Thiis.]

Jeg vilde vente med at skrive, til jeg kom herind, forat du kunde få brevet fra ny adresse.

Det forrige brev, jeg skrev til dig ønsked jeg efterpå usendt, thi det var så vævet, og kunde måske misforstås. Men du får bære over.

Dennegang kan jeg ikke skrive meget til dig, hjernen er træt og tom. – Jeg har havt en trist tid hjemme i Stavanger. Nu er jeg reist herind, og bor, som du ser på Stud.hj., hvor jeg lir det mindre end nogensinde. Jeg har nemlig længtet så længe efter hjemlige, sluttede, familiære forholde. Her er det så barakke-agtig. – Imidlertid, min fattigdom nøder mig til at ta det, som det sig falder. Jeg skulde på landet, jeg skulde ha det godt, spise svert godt, hvile, ha ro, ikke tænke, ha intet om mig, som støder, ha det vakkert om mig, slippe at tænke på fremtiden – men til alt det svares der: du er fattig.

Således var jeg ikke før kommet ud fra lægdshjemmet, før jeg måtte begynde – pinligen – at beskjæftige min tanke med dette spørsmål, hvad skal du nu ta dig til?

Jeg har nu betingelser for at ryste af mig mange års opsamlet nervøsitet, bli roligere end nogensinde – men sligt noget kommer hindrende iveien.

Det nytter da ikke at klage – i skjæbnenættet bliver vi menneskesjele, fluer, sittende – og den store edderkop, på hvis Ymis-krop tilværelsens grund-triangler er indridset, den spinder væk; dette sitrende næt, som synes så let at bryde, afhugge, væktørre – og dog er sterkere end noget – thi stadig vokser fine, nye tråde ud af skjæbnegudens rumpe.

For en pine dette er: ha lyst til at more sig – ha lyst til at gå på theater, på en god plads – ha lyst til at lære at spille – ha lyst til at gå på en restauration – til en Soiré – ha virkelig livslyst til dette – og så stadig, ikke penge.

Føle, at man vilde bli et andet menneske, om man kunde reise lidt, om man kunde svinge sig lidt – –

Ja, jeg har, jeg har mere tendens til godt, roligt humør end nogensinde – men hvorledes kan det udvikle sig og vokse i trange forhold. Trange forhold er nok til at føde dårligt humør – og kan således ikke være noget drivhus for svagt spirende godt humør.

Undskyld – men vi skal jo både dele sorgen og gleden?

Å, du siger så meget – og det kan gjøre mig så trist, så trist. «Jeg kunde bli noget for en kreds.» – Og nu skal jeg fremover våren til 60Amerika igjen forat arbeide for føden. Og så får vi måske ikke mødes engang, dette år.

Og du tror, at jeg skal skrive mer – – alt det, skrive, være noget for en kreds – det er mig nu som fjerne tåkebilleder.

Det største jeg har levet – det er min musik-enthusiasme. Om den kunde jeg blot fortælle dig mundtlig, og jeg reiste hjem for at træffe dig, og blev sindssyg.

Fra min musikenthusiasme, det rikeste, fuldeste jeg har levet, – jeg var som et personligt hav – fra den tid går ingen veie undtagen tilbage til kontoret.

Jeg kan ligge her og studere filologi, hvis jeg vælger så – jeg kunde måske begynde på en literaturhistorisk afhandling. Men jeg har ikke længer megen affinitet til en halvhedstilværelse.

Jeg har tænkt på, om jeg f.ex. skulde vælge dette for at være nær dig og din kreds – men jeg vilde ikke li at være sån halv-trist, halv-gal, mørk o.s.v. som du husker – være sån for dig.

Du husker det, vi fabled, og som bandt os sammen, det vi ikke kunde gi ord – om glede. Den tid, før jeg blev gal og, som måske gjorde mig gal, fordi det var for dybt, for sjelerystende for et enkeltvæsen – da leved jeg op om nætterne i sorg og savn og suk dette om livssvulmen.

Kommer det nogen gang igjen? Jeg leved op et kunstens evangelium. – Det kan være det samme. Sån ribbet som jeg her sidder kan jeg ikke få de ægte ord.

Er det ikke rart, at dette menneske, som er så eventyrligt, så Schumannsk i sin følelse – skal bli til amerikansk tegner?

Tak for dit hjertelige brev.

Ja det værelset dit – med eventyrtegningerne til Werenskiold, med ibisen, og blyantskissen af Jakobsen, det var for mig mer end én gang om dagen derborte. Har du hørt om, da jeg kom her til byen i høst var. Jeg gik fra «Hekla» kl. 11, gjennem Vika, på Gravesens friluftsrestaurant – nedover der, hvor du bode, mørkt – måske bor han ikke der længer – måske er han endnu i Berlin!

Gik videre udover lige til Beijerbroen – på Grünerløkken lagde jeg mig på en bænk – måtte reise mig igjen, følte det, somom alt blegned for mig, og jeg døde – gik så til politistationen – i cellen, kjæmped med engelen om natten, dødsengelen.

Hvordan kan Kristiania føles, når dette lange smale værelse, langt, smalt ligesom dit legeme, er lukket! Det skjønner du selv. Bare væk igjen længter jeg. – Ikke så, at jeg stadig går og tænker på dig – nei, men ubevidst mærkes det. Og når man søker grunde, finder man dem. – Her kan være bra folk, hyggelige værelser, hyggelige stunder 61– men det centrale er borte, rygstødet, og da vil det andre heller ikke være så morsomt.

Sees vi igjen ved høisommertid i Norge?

Noget definitivt valg er endnu ikke truffet, og jeg ber om dit råd, helst så snart som mulig, da jeg jo er afhængig i høieste grad, og vel snart må til arbeid, hvis det ikke skulde være Amerikareis. Mit stakkels hode har så vanskeligt for at afgjøre og bestemme, men hidtil synes tendensen overveiende at gå i amer.retning, sålænge der jo ikke kan bli tale om at hengi sig til musik og kunst i frihed og lykkelige forhold og fuldt ud, dagen lang. Få stemninger, drømme, leve ad libitum dertil var jeg født og sån henrandt min ungdom. Og du – skriv om dig selv! – så skal jeg skrive om dig.

Din hengivne Sigbjørn.

Studenterhjemmet mandag.

[16. mars 1892.]

Kjære frk. Bang!

De bad mig fortælle, hvordan det stod til, og jeg skrev et brev, men så kom det på, at jeg forventede at reise herind straks og lod brevet ligge, da jeg heller om gjørlig vilde tilfeldig møde Dem personlig, så De kunde få det fulde indtryk.

Da jeg imidlertid ikke ser Dem, kan jeg ikke vente med at takke Dem for Deres megen umag med Thiis’ brev – De havde jo intenderet det for nytårsaften!

Jeg har fåt endnu et brev fra Jens, hvor han bruger udtryk, så jeg blir rent flov; jeg kan ikke forstå, at folk kan holde af mig!

Jeg er endnu noget hodemat, hodetom og naturligvis trist.

Jeg har at afgjøre, hvad jeg skal ta mig til, og det blir vel til det, at jeg reiser til Amerika frempå våren.

Tak og atter tak for Deres deltagelse, da jeg var sindssyg.

Det brænder i urskov og på pampas, at et menneske ligger der alene, hjelpeløs, såret og blødende.

Det var ikke stort bedre fat med mig, da jeg kom fra Hekla – [To foregående setn. overstrøket.]

Hils Deres pleiefar og mor, hvis det kan interessere.

Deres hengivne
Sigbjørn Obstfelder.

Jeg skulde ha takket disse sidste nævnte, men jeg håber dog engang at kunne få gjøre det personlig.

62Chr.a 25/4 92.

Til

den ærede redaktion af «Samtiden».

Jeg overraskedes nylig ved at modta et brev fra hr. Wilhelm Krag, hvori han indstændig anmoder mig om at offentliggjøre nogle vers, som jeg skrev for et par år siden, og som han er kommet over i manuskript. Han ber mig om at begynde at prøve med et par i «Samtiden». Jeg havde ikke troet, at disse ting, skrevne i al beskedenhed for at bli befriet fra rhytmiske raptuser, kunde interessere et videre publikum; men da hr. Krag jo nu må kaldes en expert på dette område, har jeg skrevet ned et par af disse forsøg på ordsammenstilling, og henstiller det til den ærede redaktion at afgjøre produkternes brugbarhed. Jeg har sendt med et såvidt rummeligt antal, at der kunde bli anledning til at vælge, hvad nu enten red. finder at ville opta alle, et par eller ingen.

Skulde red. komme til det resultat, at den optog noget af disse småting, vilde det glede mig at erholde tilsendt det vedkommende nummer, og min adresse er i så tilfelde

S. Obstfelder,
Stud.hjemmet, Chr.a.

E.S. Disse digtes eiendommelige form nødvendiggjør måske en forklarende overskrift, «Rhytmiske stemninger, indfald», eller noget sånt. «Rhytmiske stemninger» er vist det adæqvate udtryk for, hvad det var hos mig, og var tænkt at gi.

Ærbødigst
S. O.

Stud.hjemmet 28/5 92.

Kjære frk. Bang!

Igår var jeg fast bestemt på at besøge Dem, men kom ikke længer end til porten. Jeg har nemlig længtet efter at se Dem eller rettere tale med Dem (så Dem gjorde jeg jo i Stud.samf. for et par uger siden); jeg har jo ikke så meget nærmere venner. Jeg har også paraderet et par gange oppe ved Rigshospitalet, men uden resultat. Nu – sommer er – så kan det også hænde, at jeg kan længte lidt af 63og til efter at se igjen det landsted, hvor jeg både har tilbragt aftener i livsfylde – og idetmindste en i stor vånde. Der er så vakkert derude.

Men da jeg så igjen huset, måtte jeg udmale mig detaljerne ved den tragiske begivenhed, og da blev jeg fyldt af, at deri muligens var grund nok til, at I – idetmindste Deres mor – ikke ønskede at se mig hjemme hos eder, og derfor vilde De glæde mig ved nogle udtalelser om dette.

Fra Jens har jeg ofte breve – har også ofte havt lyst til at spørge, hvad De hørte.

Jeg er så rask om dagen, jeg er begyndt at tro på idealer. Det er rart – det mere en blir pryglet af de forfærdelige magter i livet, det mere tror en på det gode.

Folk er så kjærlige imod mig, hegner om mig med roser og stedmorsblomster – jeg vil gjerne ha så mange, jeg kan få, vilde gjerne ha nogen hos Dem også. Alle de smil, jeg kan plukke, vil jeg samle i mig til lykke. Det går næsten på rim det sidste.

Jeg skal gi ud en bog nu, siges der – jeg vet ikke – råd mig! Husker De, jeg sagde til Dem, før jeg blev så voldsomt syg: Jeg vilde ha en hvid dug og et glas vand og nogle blomster, og så skrive.

Deres hengivne
Sigbjørn Obstfelder.

Studenterhjemet Kr.a.
[Juli?] 1892.

Frk. Eugenie Paulsen!

Det er rart med Dem. De begynder å bli engel. I blomster på hospitalet – i «det er mig, Eugenie Paulsen» bag døren, den dag, der var den værste, siden jeg var syg – i fotografi morgenen efterpå en af de nætter, da man synker lisom ned bag livet, bagom livet, hører livet suse, men selv svæver man alene i et tomt, mørkt rum. Jeg begynder at tro på kvindens guddommelighed. Mange, mange tak!

Jeg var nede og fotografered mig, men det løb uheldigt af. Jeg så ud som om jeg vilde gråte hele verden sønder og sammen, og det er ikke netop meningen. Og således blev jeg så skræmt, at jeg tør ikke sidde på forundringsstolen endda på en stund.

Skriver De til Deres veninde Hedvig Blix, så hils hende. Tænk maleren Edv. Munch har hørt digte af mig på Kongsvinger på en altan! og lir dem. Han vil tegne en eller måske flere vignetter til den 64digtsamling, som Krag lokker mig til at emanere til jul. Tænk alt det rare! Folk vil le og rynke på næsen. Og så synes jeg jo ikke om dem selv længer. Men det må kanske til. Krags forlægger vil forlægge dem; De vet måske, at Vilhelm er i Bergen nu. Han har også læst korrektur på et par, som formentlig kommer i det første nummer af «Samtiden», hvoriblandt «regn».

Ja på dampskibet! Men det var nu fattigsligt, slig som jeg måtte modta Dere. Forresten var jeg confus. – Jeg glemmer det aldrig. Jeg blev næsten stolt. Mennesker. Forståelse.

Hvor vakkert, fint – med blyge farver i – det er dette med forståelse, sjele mod sjele.

Også må De pryle op Olaf, fordi han ikke har skrevet. Tror han, jeg ikke holder af ham? – Mit væsen er sommetider så sart – så lukket. –

De vet, jeg arbeider i Storthinget. Det er forfærdelig anstrengende nu, da de arbeider hver dag; mange nætter har jeg holdt på til kl. 2 om natten fra den tidlige morgen – Da har jeg været glad, når jeg endelig kunde lægge hodet på puden, færdig med al verdens aviser.

Jeg kommer kanske til Bergen, forat konferere med Krag og Jon Grieg.

Farvel da og mange tusen tak for al Deres sympathi. Det gjør så godt. – Fotografiet skal jeg ikke glemme.

Hils hjertelig fru Behrens og de andre, men bank Olaf, hvis han er hjemme.

Deres hengivne
Sigbjørn.

[Aug. 7. 1892.]

Kjere Jens! [Thiis.]

Endelig er jeg ude af Kristianiastøvet. Jeg er på Borre. Mellem bøge, graner og ormegræs. Mellem fruer og frøkener og midt imellem Horten og Åsgårdstrand. På Åsgrd.str. bor også Edv. Munch. Jeg har ikke endnu besøgt ham.

Men jeg længter – længter efter dig i Nederlandene. Skal det bli morsomt? Nei, vi må ikke gjøre os forhåbninger. Thi da blir vi skuffet. Tvertimod. Vi kommer til at bli uenige, kjævles, surmule, reise fra hinanden o.s.v. o.s.v. overøse hinanden med bebreidelser, nei endnu værre, vise en isende kulde mod hinanden.

Du er træt. Ja, men du må ta dig ferie, gut – midt på sommeren – eller så ødelægger du dig. Og det skal vi ikke ha noget af.

Nei – der er sandelig ingenting at ha hjemve efter, heller, – uden 65fjeld og fjord, men også det er overstrømmet af kulturens karikaturer, nu. – Men, det er så rart. Det er ligesom man ikke skulde leve i sit eget land herhjemme (jeg mener ikke for turisternes skyld nu). Kr.a er ligesom bare en stor restaurant med udenlandske chansonetter, en eneste Grand café. Og man holder ikke det ud i længden. Er da vi løbet fra de andre, så vi er blet rent fremmede for det. Jeg er rent som jeg er fremmed hjemme. Jeg længter ud for der at føle hjemve.

Og først ude kunde dere føle det rigtigt det, som virkelig foregår hjemme.

Men du snakker, som om båden skulde være rot fra os! Jeg kan ikke gå med på at det er sån tomt i mig. Når jeg siger så ofte, det er tomt – så mener jeg nærmest, det synger ikke i mig, slik som jeg vilde det skulde gjøre. Der er ikke noget udenfor som vækker resonancen.

Jeg kan forresten ikke skrive idag. Jeg er nylig kommet ud i landluften, og den gjør da et målbindende indtryk for det første.

Men jeg måtte skrive dette brev nu straks for at tale om Nederlandsturen. Jeg tænker nemlig at reise ca. 1ste september, måske tidligere. Du må derfor straks tilskrive mig, om du fremdeles skal være i Paris, eller når du reiser til Holland og Belgien og hvorhen. Muligens får jeg fri reise.

Fru Eckhoff siger, jeg skal skrive et langt, hyggeligt brev til dig. Men jeg siger, jeg kan ikke. Hun siger, jeg skal hilse dig. Jeg spør, hvad det skal være godt for. Hun siger, jeg skal. Hun vil, at jeg skal.

Det blæser ude i trærne. Lille Johannes skriker lidt, så blir han rolig igjen, så skriker han lidt.

Hun – fru Eckhoff – faldt over dit sidste brev. Jeg forhindred hende ikke, da det jo ikke indeholdt noget personligt. Hun syntes, det var forskrækkeligt, som du skrev deiligt. Hun er kritisk. – Hun siger, hun har drømt om dig i hele nat. Hun er gåt til Ihlens for at bade med dem.

Mine digte er jo kommet ind i «Samtidens» julihefte; men man har vel glemt at sende mig det. Jeg har således ikke set dem. Det kan være det samme.

Da jeg læste mit navn i «Dagbladet» dette lange, tunge, stygge, uvanlige navn, blev jeg hed om ørene, kvalm. Hvordan – hvorfor er jeg kommet op i dette? Jeg blev kvalm, ræd. Det var, somom jeg havde begåt en forbrydelse. Nu sad kanske en og anden og lo af mig.

Bernt Lie skal nok gi ud noget hos Schubothe, det er vist en fortælling, og han skal ha 1500 kr. for det.

Fortalte jeg, at Nærup var på Seljord – underviser i engelsk – V. Krag er hos Jon Grieg; det var meningen, jeg skulde reist derhen 66for at samarbeide. Men jeg har opgit det efterat jeg fik Nederlandsidéen. – Hilda er hos Kiellands i Stavanger. Dagny fik endelig skrapet sammen penge til at følge med over fjeldet. Der blev mange råd oplagt i den anledning – – Zogbaum er i byen – og Reidar er hjemme på Hønefos.

Men her stopper det op for mig. Jeg kan fortælle, at det suser og tier, suser, tier, surrer af fluer – men ingenting sterkt – thi sommeren glider sagtelig væk, og gul, brun, nøgen står høsten igjen. Ikke endnu dog.

Farvel da og svar straks.

Din hengivne
Sigbjørn.

7/8 92. Adr.: Fru Eckhoff, Borre.

Mange tusind tak for brevet og brevkortet.

Fagerli ved Vangsmjøsen: øsende regn, pøsende regn!
(30. aug. 1892)

Kjære Olaf! [ɔ: Behrens.]

Du husker nok sagtens det, vi blev enige om på den deilige tur udover mod Vækkerø: vi kunde så vanskelig skrive til hinanden!

Sommetider kommer der dog over mig som et varmt pust af venskab, – af det indeni og udenfor mig, – som vil mig vel!

Og nu idag som jeg i piskende regn gik gjennem den trange Vangsdal, så kom, renæssancestolene jeres imod mig! med slik hjemlig fred og Bergensk tradition.

Det var såne deilige dage de der sidste, før jeg drog til Amerika, jeg var løst fra altsammen – jeg løp fra Norge og altsammen og mig selv med. For nogen vakre aftener i Nygårdsparken og frk. Huhns øine. Og billiarden. Og bodegaen med tokayeren. Kan endnu huske den – den var søt.

Du, i den hvide huen, strålende, viste mig dit hjem fra top til tå, blomsterbeddene, hønsestalden, rococostuen og renæssancestuen med alle nipssagerne og Valborgs album.

Jeg prøved at lade, som jeg ikke var imponeret. Og dog var det ligesom om jeg kunde ville smyge gjennem det alt. Somom du, Olaf Behrens, steg, steg, opi et ahnernes Blåskjægslot, høit, høit op i et tysk sundt, saftigt borgerligt Bergensk ahneslot (det sundt og saftigt passer nok ikke på slot, men lad det gå!)

Ja, oftere end du tror, kommer du for mig med de gode, varme øinene dine! Somme tider – iser i det sidste – blyge – blyge for at tilstå sjelsskjælvninger –

67Ja nu må jeg med et smil huske på, at jeg virkelig var frygtelig imponeret – og tillige rørte der noget sårt sig hos mig. Jeg følte min fattigdom, jeg følte det, som skilte. Jeg vidste dog så vel, at du viste mig dette, for at vise mig dig selv – der var du opvokset, der havde du på din lidenskabelige måde snart grædt, snart leet, der til det piano havde du kommet stormende ind og banket: Pål sine høner – det var det du vilde vise mig – – Også det lange aftensbord, – ja jeg tror aldrig i mit liv, jeg har været så imponeret, aldrig i mit liv – for der var noget så ægte familjeadeligt ved det, som jeg ikke har set hos meget «finere» familjer.

Nu vilde renæssancen: «in diesen heiligen hallen» (citat af din mor) – ikke virke således. Det gleder mig at vide det. Nu vilde jeg blot føle mig så godt og lunt gjemt på Solheim, så godt og lunt gjemt.

Jeg vilde flygte bort for en stund fra alt dette rare, – bösigen – offentlige og alt dette, som ikke hænger sammen – til det lune sted ovenom Lungårdsvandet. Jeg vilde føle mig så gjemt, så godt gjemt. Ingen skulde finde mig. Thi hvorfor skulde de just søge der.

Jeg vilde ikke sige et ord. Jeg vilde høre eder pludre – og jeg vilde høre din mor fortælle historier fra gode, gamle, egte, sterke, patriotiske bergenske tider.

Jeg vilde ikke længer være ræd dette sterke, som slog mig med bævelse sidst, hos din mor. Langtifra. Jeg vilde læse hende der, hvor sådanne folk læses – – på læberne! Stundom bævrer læberne.

Jeg snakker om mig selv bare. Men det er jo sån jeg – literaturen har det. Ved bare at benytte jeg-formen snakker den måske bedre end nogen anden skole om det rundtom.

Thi det er jo jeg som ser. Jeg kan jo blot garantere for mine egne indtryk.

Kjere ven – jeg har aldrig været ensommere end i disse sidste måneder – alle venner på andre kanter. Arbeidet har holdt mig oppe – men har dog svækket mig. Hvor denne august har været en fæl måned. Det var jo altså ifjor på de tider, at hin frygtelige sygdom begyndte. Skulde den komme igjen? – årlig? – blive som en mare over mit liv? Det har været det ængstelige spørsmål. Og jeg har været plaget om nætterne. Om dagene har jeg som oftest kunnet jage de tanker væk – – Idag er den sidste dag i august. Kampen er over! Jeg håber det. Vistnok glider der tårer nervøst over øinene. Men de nervøse tårer er dog fulde af håb. Livet vil bringe mig afveksling, lidt varme – er det, jeg håber. Måske lidt kjærlighed, i det fjerne.

– Og du! Jeg ser dig, gjennem regndråber på den grønkjoledes fang – jeg ser hendes barm hæve sig i suk – farligt! farligt! Og – 68og hvad betyr dette farligt! Så lidet! Lidt livets elendighed mer eller mindre, hvad betyr det vel! Hver vinkel har sit toppunkt som er næsten uden udstrækning. – Det er forunderligt, gådefuldt, men er dog sån. Sån er kysset. Berørelsen.

Gud vet, hvad jeg fabler. Jeg fabler, det vet jeg –

Sidder du der? Hos den grønkjolede? Rødmer hun? Ler hun? Er hun varm? Har Dere kjævlets? Er hun god og varm?

Slut fred! Læg dine arme – sån – der – den venstre der – let – men tungt – varmt – med sjel i – den høire der – dig – hende

fra
Din og Hendes altid hengivne
Baron von Obstfelder fra månen.

Bruges, 22/10 92

Kjære Herre Martin og Frue Ada! [ɔ: Eckhoff.]

Hvad skal jeg så skrive? Jeg er kommet bort fra Seinebredderne, fra vognlarmen der. Seinen var forresten vakker med disse, alle disse stjernerne af lygter bortover, rundt det blanke sorte, også det lange, massive Louvre, som et mørkt uhyre op af natten. Paris var ellers skrækkelig, efter mit begreb, skrækkeligt kjedelig, men sligt beror vel på omstændighederne. – Jeg har bare længtet hjem igjen – jeg har gået mellem de gamle malerier, de gamle Rafaeller, Leonarder, Rubenser, Rembrandter, hvoraf nogen er ægte, andre ikke og tænkt på vore lune kvelde. Jeg har det! Ligesom jeg har følt roser bag ryggen min, hjemmets roser. Og baby og Lillemor luntende om på tunet i sommer. Der i Paris vil man enten – – – eller man vil længes så usigelig efter et lidet germanisk hjem med en hustru, som ikke kjender dette – par ci, par là – comme ci, comme ça – børn, som ikke ser dette evindelige – denne evindelige flimren af kokottesmil og silkestrømper. Som jeg så det – men jeg er vel en hårdnakket torsk af en umedgjørlig norsk sild jeg – så blev det så trist med dette quartier latin, og disse grisetter og disse kokotter og dette, som tydelig var der. Hvor var hjemmet? Og gående om i det blev jeg så usigelig sædelig begeistret – eller rettere sagt – jeg syntes det var så trist – det er altså virkelig så – det existerer altså virkelig, og det stjæler alt det ægte, rene, sunde, fine ud af livet og det sender stråler ud langt bort, som bedårer og, som drev folk mod det juks. – Sån er jeg blit moralist dernede jeg! – Ja – jeg længter så efter fred, ro, efter et hjem for mig selv med en hustru, til hvem jeg kan si, – det forekom mig mørkt og stygt alt det, og jeg kunde ikke – og som vil finde, at jeg ikke har tabt i personligt værd ved at holde 69mig i skindet – nu, lad mig ikke komme ind på det kapitel. – Mange ganger – så mange ganger går det rundt for mig med dette – jeg vet hverken ud eller ind – jeg anerkjender jo sanselighedens ubønhørlige lov – men så er det også dette naragtige ideale: der skal ikke stå spøgelser op fra min brudeseng! Til slut vet jeg ikke andet at sige end: har jeg båret mig galt afsted ved ikke at handle som andre i det, så er vel ikke det værre end andre synder. Jeg føler forresten, at jeg våser, men det er godt at betro sig til nogen, som tar det op i alvor. – Sagen er, at Paris har virket forfærdelig nedstemmende på mig – jeg er blit så trist og træt, at jeg tænker på at slutte turen og reise min vei hjem igjen. Siger Dere så: Det menneske blir jo trist af alting? Dere har kanske ret. Jeg vet ikke. Skal jeg aldrig komme over denne følelse af indre visnen, indre død? Nei, jeg kan ikke skrive, tilgi mig. Det bedste i Paris var Notre Damen – så hellig, så ædel, så stille, og det kosted ingen drikkepenge!

Jeg tror ikke, jeg har kunnet udtrykke, at jeg har været så taknemmelig for, at I begge har været så gode mod mig i vår og sommer – jeg har jo ikke fortjent det – jeg kunde næsten ønske at dø, forat I da kunde sige: hvor det var godt, at vi var god mod ham i det sidste! Jeg kunde ha sån lyst til at skrive noget ordentligt, men ved, jeg får det ikke til dennegangen.

Tør jeg bede Dig, Eckhoff, at bede Nikolay sende de pakker og breve straks til Bruges, Belge, poste restante.

Mange hjertelige hilsener til alle og Dere først og fremst. Og fru Heidenreich!

Eders hengivne
Stedmorsblomst.

Gent, ca. 27/10 92

Kjere Vilhelm Krag!

Vedlagt sender jeg dig det svar, som jeg efter på Jens Thiis’ opfordring at have tilskrevet Grieg har erholdt. Det er altså ikke opmuntrende, men forlæggerbreve er vel i den stil, og da er kanske dette mere velvilligt end de fleste. Jeg kan ikke være enig med forlæggeren i, at de bedste skulde være trykt i «Samtiden», – de, hvor jeg synes jeg bedst har fåt frem mit selvs eiendommelighed, har jeg netop undgået at sætte ind der. Forsåvidt jeg kan gjøre «ægte perler», så har jeg allerede to–tre af dem, de ti håber jeg skal komme.

Fremdeles følgende Jens’ daglige påvirkning, svarer jeg Jon Grieg, at jeg virkelig vil prøve. Nogen sån fare for min pekuniære fremtid 70kan det jo altså ikke have. Jon Grieg kjender vel ikke større til mine virkelige forholde. Hvad synes så du.

Jeg har været i Paris vel 3 uger sammen med Jens. Så drog vi over Amiens, Tournai – til Brügge – deilig middelalder, ikke Helge Rode’sk, nei, deilig middelalder med hjorte og lunde og madonnaer. Jeg ser, at du får dit eventyrspil sammen til jul; jeg gratulerer dig. Jeg er ellers nedstemt, tingenes skala har ikke bestemte «abstufungen».

Det er jo ellers ikke nyt, at jeg er nedstemt.

Det er Café des Arcades dette, Gents elegante, van Eyckerne skal have boet her i dette hus i gamle dage.

Håber det går dig godt, og at du er ved godt mod.

Hjerteligst
S. Obstfelder.

P.S. Du får undskylde dette papir. Og så har Jens i sin henrykkelse over nogle faste, runde skuldre på den belgiske kvind, som sidder derborte ved disken, dryppet en dråbe bifteck på kanten, hvilket jeg håber du blot vil betragte som en indvielse.

Café du Grand Hôtel
Bruxelles [okt. 1892]

Frk. Ragna Dons!

Vi sitter her i sånt sterkt lys og glans i sån fin kafé, Jens og jeg. Og dette pæne papir begeistrer os. Han har netop skrevet det, siger han, til Vilh. Krag, at vi to munke, der lever i samme celle, har ingen skjærmende kvinde, vi kan skrive til. Jeg siger, vi skal finde ud en fremmed, og skrive, skrive, hvad som falder os ind.

Jeg var så vrøvlet den aften, jeg sidst var hos eder. Jeg får undskylde mig med, at jeg havde rendt meget og var overanstrengt. – Jeg kan huske, jeg prated så meget, prated uden, at man vidste, hvad man skulde svare. Jeg kan huske et buet loft og et dæmpet aftensbord, jeg mener dæmpet lys og pauser og themaskine. Jeg var vel dette fremmede, rare, jeg. Og et livsglad menneske – hørte det gå ned trappen, plystrende, syngende – Bernt Lie.

Det var altså Norge. Dette, som står sån for os, herude, sån. Stille, dybt, med et langt perspektiv, som ender i en røgstue med en sæterjente. For det blir jo aldrig anderledes, – dette oprevne, eller rettere udblegnede, vasne, livstrætte, det er jo dog ikke til – det er jo dog blot fantasier.

71Slik som vi reiser her, sitter på kaféer, i kupéer, og på de tomme, karakterløse hotelrum, menneskehoder bevæger sig forbi os i tusinder, så dukker ofte det spørgsmål op for os – hvad arbeider vi for? Hvorfor pålægger vi os denne søgen, denne læsen, alle disse daglige ubehageligheder? Hvad vil vi? For vi vil jo ville! Ikke glide idéløst, selvløst på avisers og journalers og tidsstrømningers bølger. – –

I denne kafé, her i denne krog, uafladelig skrivende, er vi interessante mennesker, halvt elegante, halvt sjuskete – man ser på os – der er noget interessant ved os – det ligger i vore blikke, vore iagttagelser, vor måde ellers. Og vi møder andre interessante mennesker, polakker, tyske socialister, amerikanske malere, – vandrefugle – pick it up, pick it up –

De forstår mig vist. Dette hvorledes der søges, grubles inden nationerne, nation drages mod nation, nyt former sig, og de enkelte, som især er midlerne, de lider og nyder, og de kjender hinanden uden at være præsenteret.

I dette øieblik slog jeg med min hånd Jens over hans hår, til afveksling, i en pause. Han blev meget sint derover. Han blev vækket af en åndrig harangue.

De må ikke tro Brandes om Brügge. Der gis ikke magen. En dag der. Vi stod op fra vore jødiske senge (for vi var blit enige om, at de var jøder; og det var de.) Jens gik i Nôtre-Damen, og jeg til skomageren. – – Nei dette blir dagbog. – Altså vi gik i St. Jeans Hospital. Sagnet fortæller, at Hans Memling i de gode, gamle, pragtfulde dage boede der bag klostermure og malede de tavler, som nu danner et af Brügges eventyrkamre. Vi ringer, man lukker op, vi går gjennem lange gange og over klosterhaver. Og vi står i et lidet, gjemt, stille værelse. Der er det.

Der har vi de gamle, fromme damer, hvis øine ikke gløder, men sænker sig forsagende, medens deres kjoler glitrer af den blå silke, og kroner smykker deres bøiede hoder – Madonnaer med barnet. – Der har vi Ursulaskrinet, med den hellige Ursula fra Engelland. – Og fra høstluften derude kommer aftenklokkens melodi ind til os, og den stille malers åndepust farer gjennem rummet, og der blir åbenbaringer for os, såvelsom for denne Johannes, der med forklaret blik sidder på en klippe i et brunt ubeskriveligt hav og skuer mod himlens åbne eventyr. – – En time så stille, et møde med det, der engang var på jorden, men en mands sjelssyner, eller med en tro’s digten.

Også dengang kom aftenklokken sådan på stille lydbølger seilende ind i cellen.

– Klosterporten falder i lås bagom os.

72Fra Kathedralen glimter det. Vi går ind, vi gjemmer os bag en pille – vi vantro.

Svagt lys og mørke. Der ligger enkelte grupper rundt i kirken, to og tre gamle fattige koner, sorte, med de hvide hatter.

Inde fra korets mørke kommer messen, en dyb stemme reciterer, det mumler, det er evigt rislende småbølger og som et kor kommer en ny overstrøm med pauser.

Og vi går. Vor gudstjeneste er endt. Men mørket sænker sig over de sorte kanaler. Vi går ind i de mørke lunde, langs kanalerne, inde i mørket er der en række svaner, i geled, i rolig svømmen. Ro. Og et eller andet hus fra det tolvte eller 14de århundrede dypper sin spidse gavls billede i den gamle kanal og spør: Kommer hun?

Hvem? Hvilken kvinde?

Og søen åbner sig for os, – og alt svæver – træerne – den runde borg – lunden, er der hjorte derinde?

Atter synger klokketårnet sin gamle sang – langt borte – fra Nordeuropas mest idylliske by!

Kommer hun?

– – –

Opvarterne dræber os med blikke. – Vi skriver for meget. (Vi ligger i en stadig krig med opvartere.) Men vi må skrive – skrive, skrive – skrive den falske glede ud af verden, skrive den ærlige sorg og den ærlige harme ind i hjerterne – og så, engang, engang kunde der kanske blive nogle af disse gledesstunder, der drypper som varme englehænder over menneskehoder. – Er det så det, som ligger på bunden af svaret på det, jeg spurgte om: Hvad vi rastløs søger?

– – – Damer går ind og ud – damer med diamanter på fingrene, med adel i blikkene, måske comtesser tildels, tænk comtesser! Hvor folk i udlandet er finere end os. Hos os er ingen comtesser, og hos os har ingen diamanter i ørene!

Og om os spiller de domino, rasler med brikker – det er da også en del af dette liv under stjernerne!

– – –

Nei, – alt dette, jeg skriver er ikke noget tess. Jens siger, jeg skal sende dette brev. Det var jo netop ikke meningen. Et er at skrive breve, et andet at sende dem. – Men kanske De kan have moro af det som en hilsen fra to ensomme. Undskyld da blyantskrivningen. Jeg havde ikke pen.

Jeg synes, jeg begynder at bli så gammel, på samme tid som jorden synes mig at bli så ung. Så gammel og grå. Ingen lidenskaber, ingen stormende længsler mod sommer eller jubel over lys. Jeg er vist ikke noget tess. Jeg er vist en dårlig udgave.

73– Dem ønsker jeg alt godt. Kunde bare ønsker hjelpe.

Hjerteligst hilsen til Dem og alle, det kan interessere

S. Obstfelder.

Sigbjørn vil, jeg skal føie nogle ord til, hvis han skal sende det. Jeg har intet hverken nyt eller fornøieligt at sige Dem, kjære, – bare en inderlig velment hilsen, om De vil tage den.

J. T.

Café du Grand Hotel
21, Boulevard Anspach, 21,
Bruxelles, le 3/11 1892.

Kjere fru Eckhoff!

Mange tusind tak for Deres på engang hjertelige og stemningsrige, nydelige brev, sån som blot kvinder kan skrive dem. Og som De kan skrive!

Mit sidste brev var fra Brügge, men ikke om Brügge. Jeg skulde unde Dem at hensættes der et par dage. Det er en anden verden – og dog en verden, som De kan forstå – tror jeg. De har måske, når De læste «Hjortens Flugt» i Deres ungdom tænkt Dem noget sådant.

Der er en stilhed, som intet andet sted, en stilhed større end i naturen; thi i naturen jubler der jo og kvidrer og synges og hvisler myriadeliv.

Her er en rund by, omgivet af en grav, med gamle runde tårne. Der er de smale, lange stræder med huse, gjennem hvis døre man ikke kommer uden at bøie sig – fra det 12te– 15de århundrede. Og fra et eller andet hushjørne ser Madonna med sit sænkede hode ned på os, og vi gjør kanske et kors over panden uden at sanse det.

Åer, kanaler, stille, gjemte af disse huse, sorte og med uendelig ro, med lydløse svaner, en niche springer her og der frem fra det gale, forvitrede stenhus og løv ranker sig deropom.

Og vi blir aldrig træt af at gå den ældgamle by rundt, vi står med engang ved bygrænsen, og nedover i dette eventyrperspektiv, som Nederlandene har, vælder der frem en slette, med trægrupper, som snakker sammen her og der og silhouetterer sig, speiler sig mod dette dybe lufthav, og små kirketårne, og små fredlyste bondegårde. Men sletten brydes af kanalen til Ostende, en strak, ret linje og med skyhøie deilige popler langs de begge bredder, så langt kanalen går.

Og dog er dette ikke alt. Mens klokketårnet på torvet, byens 74«beffroi», spiller sin vemodige klokkemelodi for luftens ånder, og de bærer dem på sine skuldre ud til os, vandrer vi stedse videre på byvoldene, med vindmøllernes sorte blade fyldte af dette: borte fra dissonanserne, borte fra den uharmoniske flitter, – mørket lægger sig ind i lundene og drar dem ned i vandet, myge skygger svøber trærne ind, svøber gavlene ind, svøber os ind – og det gyser i os. Det løber os koldt ned ad ryggen, og der er så mange deilige verdener i denne lille menneskenes, gjemte, glemte.

Hvor skal så de gamle koner hen? de sorte koner med den hvide pibede hue og den krumbøiede ryg; med de skygger af livets mørke, som Rembrandt har peget på. Vi følger dem stille. De dukker ind i den gamle, gamle kirke, de knixer, de gjør sit kors, og svinder bort, så lydløst de kom. Engang vil de svæve op, de gamle, hæslige koner, båret af lyse, lette englehænder, tilviftet varmt af venlige englevinger, – ligesom engang hun, Hun, som nærede det himmelskes søn med jordens melk – vil de banke på himmelens høie port med de knoklede, hudløse hænder, og de vil komme ind i lyshavet, og der vil deres i jordlivets møie og sorg indskrumpede, fortørkede sjele blomstre ud i megen herlighed og vise sig at være oprundne engang fra Almagtens dyb, fra Guds billede.

Det håber de ydmygeligen, derfor slår de trofast sit kors. Rundtom Michel Angelos Jesu Moder har de da stillet sine lange, smale, lys, – flakkende brænder deres flammer, – flakkende som menneskenes rædde sjele.

Over os peger de høie gothiske buer op mod evigheden, og i aftenens synkende lys bader de eventyrlige glasmalerier os i et religiøst farvehav.

Og i den næsten folketomme kirke mumler præsterne sin mæsse, evigt rislende bække af menneskestemmer, stemmer, som stadig holder lysene tændte, stadig læser, for at knytte denne verden til de dødes, for at gjenoprette det syndede, for at mildne fædres, søstres, brødres lidelser i den hemmelighedsfulde dal, som ligger imellem dette liv og det næste. – –

Når De taler om, at de sidder og hører larmen derborte, af diskussionen og af menneskene, så bruger De ord, som sætter mig ind i slikt, som jeg selv har følt og føler. Også jeg har stadigt denne følelse af ikke at være med, af at de andre arbeider, taler, handler – og jeg, jeg – stundom er denne følelse bitter, selvdadlende – men sommetider er det også, som den gir mig min verden. Jeg, jeg, altså – mens de disputerer – og jo mer de disputerer, jeg mener disputerer i stor, vid betydning – jeg mener det med moral, det med bøger, det med politik, det med aviser – jeg altså, jeg blir mere og mere vekke fra det, og selv om jeg sitter i samme sal (Stud.hjemmets 75læsesal f. ex.) så er det, som det er langt borte, langt borte, og er generalbas for min verden. Men min verden, den flygter langt, langt bort – fra alle ord, fra alt det, som står i dagens avis – og, og – jeg får en så fuld følelse af at lide – nei af at leve, af at der er trær, ja blomster – skyer, som seiler – ude på havet skibe, som flyder med simple, trohjertede matroser og skippere på!

Nu sidder De og hører mig tænke! – og derfor vil jeg bryde kort af her, og sende dette brev, som det er.

Deres læste jeg ved gaslygtens lys på Boulevard Anspach. Thi vi fører fordetmeste et udeliv.

Hils alle, hils Eckhoff, Svendsen, fru Heidenreich, kys Johannes fra børnehaderen Sigbjørn Obstfelder. Dem selv hjertelig hilset.

Stavanger 10de novbr. [1892]

Kjere ven! [ɔ: Jens Thiis.]

Efter at mit brevkort var expederet gik jeg til presten, hvor jeg var indbudt til middag. Her fik jeg vide, at ved Høivande skulde gå til Kristiansand et af Rolf Andvords skibe. – Men vent lidt: Jeg lod dig vist allerede i kortet vide, at den dag, jeg tilbragte i Antwerpen var lidet hyggelig, vel på grund af min egen umulighed. I mørke og søle gik jeg rundt der om kvelden, til jeg var dødsensmat, øine og hode var ikke længer modtagelige for indtryk. – Da jeg derfor hørte, at dampskib skulde gå nu, var det som givet, at jeg skulde reise hjem, jeg var træt af at reise, det kunde ikke nytte – –

Og hvad der kan have været ubehageligt hos mig under vort samvær, det kan jo ikke gjenoprettes ved snak, men det kan jo kanske nytte at sige, at det kom af, at denne træthed var tilstede allerede fra først af i mer eller mindre grad. Da du i dit sidste kort til Xa skrev, at jeg burde vel betænke, om jeg kunde påtage mig det, kunde jeg ha været tilbøielig til at ha opgit det. Men jeg håbede, at det skulde lage sig, og jeg kunde ikke skuffe dig. Og for den sags skyld kan man jo være glad, at det gik såpas godt, og jeg tror at reisen nu vil styrke mig og vil gi mig udbytte. – Men det falder mig lidt pinligt at tænke på, at du skal skrive al min smålighed, mine smålige udfald, smågnierier, opfarenhed over ingenting, mangel på jevn elskværdighed, – at du skulde skrive det på min karakters regning og sige: Sådan var han altså ved nærmere bekjendtskab. – Jeg håber, at sådan er jeg dog ikke under almindelige, selvbeherskede forholde, men det var her de nervøse reaktioner, som kom tilorde, mellem min tidligere træthed og de daglige små tiltag. – Ak, du forstår det – jeg vil ikke snakke mer. Men det er dog trist, at man ved daglig 76nærhed ligesom skal bli fjernere istedenfor komme nærmere hinanden.

– Jeg spiste altså middag der, og lige efter at deserten var gaflet ned, sagde jeg farvel og reiste på 2den klasse i to dage til Xsand. Det var dengang intet i veien for at reise på II kl., der var godt, deiligt veir, og der var et stykke ægte folkeliv, sømandsliv, så der var morsommere end på 1ste plads, hvor der ingen var. – –

– – Hun ligger nu på knæ foran mig, min stakkels søster og hviler hodet på mit – hun er så ræd, hun skal være Jesus – – – –

– – Der flød øl i strømme på 2den plads, en sømand, som for første gang på årevis var blandt nordmænd, en veirbidt, hårdbarket skibstømmermand, som kunde spinde en ende og gribe en sammenligning. Samme historie ligned to gange i træk ikke sig selv, og øl måtte der stå på bordet stadig. Det var uhyre morsomt at høre og se på ham. Sligt som man læser om i gode romaner, men aldrig ser. En mand, som mer end en gang havde været i dødens arme, både for folk og sø og feber, det var imidlertid ikke slikt han fortalte om, men sådant som, da han var oppe i Studentersamfundet, hvor hans søster var restauratrice – og der sad bordet fuldt af studenter, og de præked politik, og der var iser en blandt dem med snibel og hvide handsker, og han kom til sømanden og vilde spørge ham om politik, men denne var forlængst lei af alt dette politik, og manden med de hvide handsker spør ham noget om flaget, men tømmermanden stiller sig i positur og spør: kan Du sige mig, hvor meget sagespån en høne må æte for at verpe en tretoms planke – og så var han kvit politiken – og derefter tar han fra den indre vestlomme en sæk med guldpund og spør studenterne, som har samlet sig om ham: Har I set guld, nogensinde, gutter? – og siden: En flaske øl til hver af dem, som herinde er. – Men om natten efterpå, da han lå deroppe i Samfundet, var det det forskrækkelige hændte, thi han vågner pludselig ved, at nogen siger: Det går godt, far – og han hører det strømmer ligt – – ja, hvis de ikke pissed ham lige i kjæften, så, og det skulde være dannede mennesker – – – også videre i den smag gik reisen fort med øl og sjømandssnak, genêver og violinspil. Halve besætningen samlede jeg om mine norske folkemelodier, aftnerne. – – Så var spørgsmålet, om vi skulde have karantæne. Men vi slap med at ligge over til næste morgen, og da traf jeg en båd, som gik nordover. Det var en forfærdelig reise. Så søsyg har jeg aldrig været. Koldt som fanden var det, fjeldhøi sjø, rulling. Jeg reiste på 3die plads og gik i land i Egersund, hvor jeg sov i nat hos vægteren. Trods jeg reiste på de billige pladsene, gikk de penge jeg havde igjen på nogen få penge, til.

Som du ser, forlod jeg Anvers i slig fart, at det var umulig at få rettet på det med pengene. I reisefeberen havde jeg ikke omtanke til 77at deponere dem hos pastoren heller. Men jeg håber, at de nu når dig i Anvers. – Kathedralen og «Nedtagelsen» fik jeg et glimt af.

Havde jeg vidst, at det stod slig til hjemme, havde jeg vel kanske ikke reist hid til Stavanger, – jeg mener at min søster har denne triste sygdom. Med stive øine, blank pande, nedslåt hår og langsomt gående bryst står hun over mig og våser. Jeg skal sætte en hængelås for munden hendes, siger hun.

– – Men jeg får gjøre, som jeg sagde, se at få mig et værelse ude i byen.

Griegs brev og de mulige penge får du altså addressere til Sandvigen, Stavanger.

Så får du ha mange tak for samværet, pengelånet og al din overbærenhed og din interesse for mig og mit. Det er vist meget muligt, at uden den tur ned til dig havde jeg ikke kommet i gjænge med at skrive igjen. – Forhåbentlig har jeg nu skrevet det,Fotnote i brevet: Denne sætning kan misforståes: Jeg mener skrevet her i brevet. som behøves.

Også får du undskylde min pinenhed med penge, men, som Du ved, er min økonomiske fodgrund nu på et noget usikkert stade, og jeg havde det for mig, at jeg var nødt til at knibe, selv om det skulde se ækelt ud. Jeg håber, at jeg dog nogengang skal kunne vise, at det er ikke min natur. For den sags skyld vilde jeg jo igrunden gjerne strække reisen så langt ud som muligt, det var også en grund.

Her er kanske for meget undskyldningssnak i dette brevet, men jeg kommer lige fra reisen, er ikke udsovet eller udhvilet, må bare få pengene afsted.

Her på posthuset erfarer jeg, at det går ikke an at sende metalmynten så jeg får ta den ud og bli dig den skyldig.

Om Brev

Samlingen inneholder nesten 200 av Sigbjørn Obstfelders brev. Utvalget kan deles inn i tre grupper: brev til venner fra gymnasietiden (Peder Blix, Andreas Nielsen m. fl.), brev til venner og støttespillere fra gjennombruddstiden omkring 1890 (Jens Thiis, Ragna Dons, Dagny Bang m. fl) og brev til kunstnervenner (Ellen Key, Andreas Aubert, Johanne Dybwad m. fl).

Særlig brevene til vennene og støttespillerne fra gjennombruddsperioden er intime og åpenhjertige, og samlet gir utvalget et godt bilde av mennesket og dikteren Obstfelder.

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X