Stud.hjemmet 1/3 93.

Kjære Berta!

Ja, det er skammeligt, at jeg ikke har sendt brev før. Grunden er da den, at det slet ikke er gået noget overvættes godt herinde, og at jeg har ventet på de Skienspengene. De har lagt mig tungt på sinde de pengene, jeg skylder dig. – Jeg fik altså ikke noget Storthingsarbeid, og jeg har intet tjent, ikke en øre, – jeg har levet på lån. Jeg har imidlertid havt arbeide nok med skriven hele tiden, og engang må det vel kaste noget af sig. Hvis det ikke var det jeg håbede, at vendepunktet skulde komme nogenlunde med det første, så var det ingen mening i at ligge herinde – jeg vilde da reise til Amerika. 78– Men det må vel som sagt snart bli bedre. Jeg har således havt den opmuntring, at to tre digte skal komme ind i «Nyt Tidsskrift», det mest anseede af landets blade og tidsskrifter. Det vil da vistnok bli lettere at komme ind andetsteds. Og nu kommer vel bogen snart, så får jeg kanske endel penge for den.

– Det er det økonomiske. – Ellers er jeg rask, har det nokså bra, undertiden trist og føler mig ensom. Vilde gjerne komme bort herfra. – Det var godt at høre, at Dere er så raske og har det bra. Det ligger mig tungt på sinde, det er som den mørke baggrund, jeg aldrig får væk. Den ligger og trykker. – – Trænger du dine penge straks, så må du skrive eller telegrafere, og jeg skal nok skaffe dem. –

Alet Stangeland har jeg set et par gange på gaden, men ikke talt med hende. – Jeg har havt brev fra Herman en gang. – Håber, jeg kan skrive noget mere opmuntrende næste gang. – – I er alle hjertelig hilsede – Gina og far takkes for brevene.

Din hengivne bror Sigbjørn.

Studenterhjemmet 7/3 93.

Kjere frøken Synnøve! [ɔ: Nicolaysen.]

Hvad er det der går af Dem, menneske, hvad er det, De tænker på? Jeg tror død og salte pine, De holder på at gå i hundene! Er det færd af en kvinde aldrig at sidde hjemme på sit værelse og strikke strømper, aldrig at findes i sit hjem, som dog skulde være en kvindes rette pryd og zirat?

Kanske jeg har ikke nu dag efter dag, dag efter dag banket på Deres wigwams dør? Svarede nogen? Tror De, at nogen svarede mit hjertes råb? Ingenlunde – Ikke i mindste måde.

Har jeg ikke gået og stirret op mod Deres søde vinduer, mens stjernerne, både Orions belte og de andre, smilte ned mod mit stakkels, forgræmmede ansigt? Og har jeg ikke som en ydmyg betler stået udenfor dørens klokke og med ydmyg, beskeden stemme spurgt: Er frøken Nicolaysen hjemme? – Nei, gu, om hun var hjemme, det – – forranglede menneske havde jeg nær sagt, – nei gu, om hun var hjemme. Ude var hun, så ude som nogen kan være. Måske på Grand Hôtel, måske på Moss, måske i Vestre Arbeidersamfund, måske i en mands favn, Gud vet idethele, hvor?

Ja, men skjønne Bergenserinde, unge Bergenserinde, hvad går der af Dem? Vet De ikke, at jeg ligger vågen om natten og spørger: «Hvordan mon det er gåt frk. Synnøves ring, hvordan er det vel gåt 79frk. Synnøves ring, å sig, du sorte nat, hvordan er det gåt frk. Synnøves ring?»

Dag efter dag har jeg stirret modløst, ømt bevæget og dog håbende op mod Deres slanke vindu. Thi alene De kan hjelpe mig, frøken Synnøve Nicolaysen, alene De kan hjelpe mig. På Dem beror i disse dage mit nuværende livs forlængede tråd, hvilken bøining den skal tage. Jeg må få tale med Dem, jeg må få tale med Dem, De må gi mig audiens. Der er noget, som ikke i mindste måde angår Dem, men som angår mig i en hidtil uanet grad, jeg tør sige, i den aller høieste grad under solen, noget, som vil berøre min livsnerves fine tråde i så høi grad, at det er rent en skam – Og der er det Dem, som skal fournere mig med det materiale, hvoraf man bygger kloder, jeg tør sige, hvoraf man bygger tilværelser.

Med andre ord, jeg er dødelig forelsket, altså ikke i Dem, men en anden oprigtig talt. En anden, som De kjender &c.

Jeg er dødelig forelsket i en ung dame, frk. Nicolaysen, og De kan være mig en støtte og en hjelp – Gud give, jeg snart traf Dem; jeg forsmægter.

Deres til døden hengivne
Sigbjørn Obstfelder.

[28. april, 1893?]

Kjære frk. Bang!

De må rigtig undskylde, men det er virkelig det sidste ark papir, jeg har, og det er bededag.

Jeg gjør det selv, læser det op selv, – denne fandens spænding farer i mig, denne evige jagen efter å se, hvordan folk ter sig.

På én betingelse, – at De ikke siger, De er hæs, men siger, at De slet ikke kan læse op det der og har formåt forfatteren selv til at gjøre det.

De må ikke tro, det er med lyst – jeg vil skjælve, være syk under det – sån som jeg altid har været, når jeg har drat mig selv frem fra den deilige stilhed – men det er den fandens experimentelle trang, som jeg lisom modvillig må adly.

Det kan være det samme, jeg reiser jo min vei, jeg, – og ingen kjender mig – ligesom djævelen dukker jeg op fra den sorte flokken og forsvinder igjen. – Jeg har hat et par deilige dage, så lyse og vårfyldte. Dage og nætter.

– – Nei – jeg sat og skulde forsyne mine digte (der blev et lidet til) med betegnelser, forat De skulde skjønne, hvad jeg mente. Men det var umuligt. Det var jo rent personlig virtuositet, personlig musik. 80I én tone kunde De ha gluppet. – De kunde ha gjort det kanske pænere på Deres vis; jeg tviler ikke for det – men det vilde ha skåret mig i hjertet (eller sjelen, eller hvad De vil) – og jeg kom til det resultat, at jeg måtte til selv, jeg måtte, og måtte få se forundringen, spotten på ansigterne og så fare. Fare til det amerikanske jargon.

Går De med på det, da?

Deres Sigbjørn Obstfelder.

Skrevet våren 89

Pæn, smuk, vakker! Pen næse, nydelig figur, klær sig vakkert – jeg hører aldrig andet, læser aldrig andet. Er det bare det, som det kommer an på, forat gjøre en lykkelig? Og jeg vil gjøre nogen lykkelig, ellers så vil jeg helst krepere lidt snart. Jeg er skabt for det, jeg har ligeså stor evne til det som nogen anden.

Å, hvis jeg kunde gjøre nogen lykkelig! Jeg skulde være så glad. Jeg skulde gjøre ham så glad, så glad. Jeg skulde lære ham uden ord, at der er lykke – (stringendo) strålende, brændende, susende, syngende, viftende, vuggende – – (moriendo) stille, mild – lykke.

Gleden, det er å være noget for nogen. Det er det. Jeg føler det så klart – og så bittert. Hvorfor kunde jeg ikke ha vakker næse, pæn profil, (allegro) lys teint, tendre timbre i håret, krøller, som leged friskt og koket om pande og nakke, en holdning, så smigrende og sød, at den lokked og drog – å gid! – –

Støren 10/5 93.

Kjære frk. Synnøve! [ɔ: Nicolaysen.]

Deres brev var det første, jeg modtog heroppe, og det var morsomt. Thi dette er i kulturel henseende et forvisningssted, såat det er i naturlige egenskaber et paradis. Her er så stille, så ubønhørlig stille, at folk får ikke være uærlige for sig selv, og det er da gået op for mig, at jeg ikke duer til noget, ialfald ikke til at skrive. Et solhav er her hele dagen. – Flere gange var jeg oppe hos Dem, før jeg reiste, en af dem stod jeg da endogså og ventede udenfor kikkertpavillonen i Slotsparken, hvor man fortalte, De var gået hen. Jeg havde nemlig at forklare, hvorfor jeg ikke svarede Deres opringning den morgen. Jeg lå nemlig i sengen, og da jeg kom ned var det forsent, om jeg havde villet ringe Dem op, hvilket jeg imidlertid helst vilde la være, da det ikke er min specialitet – jeg har nemlig aldrig gjort det – om jeg havde villet ringe Dem op, var det vist jeg 81sagde, – ja, så vidste jeg ikke, hvad jeg skulde ringe op, da jeg havde glemt navnet på det firma De arbeider i.

Det var altså det. Og så var det det trykte manuskript, en blå bog, kaldet «Heimskringlam edidit Sigbjørnus», det har jeg trolig bragt, en pige eller dame tog imod det, og jeg fortjener således ikke Deres bebreidende taksigelse. Det er forunderligt, at De ikke har fåt det, det var dog flere dage, før jeg reiste – det var indsvøbt i en avis. Og det var altså meningen at De skulde ha det – «fra forfatteren», som det heder.

Her er ikke endnu birkeløv, men her er hvidveis og troste og snepletter, som langsomt, langsomt smelter, og det er en del af vort dagsverk at se dem smelte.

Og her er ingen halve vågenætter, jeg lægger mig kl. 10 og står op 7, og afværger standhaftig alle varme drikke, såat jeg drikker melk til alle mål. Det er forresten ingen sag, da den melk er nysilt og fuld af vårens forhåbninger – Alkoholiske drikke kommer ikke indenfor min mund, det eneste har været et glas bokøl om søndag til at drikke dus med en sømand, de to af prestesønnerne er sømænd.

Af damer er der ingen, som behøver at gjøre Dem eller nogen anden af mine ivrige beundrerinder jaloux. Her er jo en lærerinde med friske, hvide tænder, men hende fattes ordets gave – ikke så, at hun er stum – nei den egenskab besørger prestens ældste datter, thi hun er døv-stum, men hun er igjen ikke, såvidt jeg ved, med hvide tænder, thi hun er henimod de 40. Og dog er hun mere talende end den omtalte lærerinde.

Jeg spekulerer forresten på, om jeg skulde tilbringe den anden halvdel af sommeren i Bergen.

Jada, jeg skulde have spillet, spillet.

Hils Brinchmann og andre, de måtte se. Vær hjertelig hilset.

Adr. Hr. S. O., Provst Brodahl, Støren St., Nordbanen.

Deres Sigbjørnus.

1/6–93.

Kjære Fru Eckhoff!

Skjønt jeg helst vilde addressere mit brev til Dere begge, Eckhoff og Dem (fordi Dere står for mig sammen som én ven med forskjellige sider) må jeg dennegang henvende mig til Dem alene, da jeg har to private ting at afhandle.

For det første fortælle Dem, at det var fordi jeg var i et af mine uberegnelige humører, da jeg ikke kjender mig selv, at jeg sidste gang vi var sammen, havde det så travelt med at forsvare Dybfests 82bøger. Jeg fik ordentlig skjænd af min ven Thiis, da jeg fortalte ham, hvad jeg havde sagt, og pålæg om øieblikkelig at be om tilgivelse men det var lettere sagt end gjort – for det har jo ikke været andet end strid og forsoning, strid og forsoning mellem os, og jeg havde en følelse af, at det burde ikke bli altfor komisk. Det var det.

Det andet er, at Ernst Brodahl ber Dem, hvis det falder Dem let og bekvemt, at sende de barnenoter, De lånte af ham. Hans kjæphest er barnesange og børn. – – Så er det mig selv, som jeg er, levende begravet blandt fjelde. Hvor jeg længes efter havluft. Jeg lever så forfærdelig stille her. Trist har jeg været. Jeg har vist sagt den sætning før: Det er, som livet ror fra mig. Jeg tykkes mig så ofte så ond, så uhelbredelig indvortes ækel og styg – og måske det er ikke det værste, men at jeg er så småstykket. Jeg længes efter det hele, fulde syn. Ofte synes jeg, jeg ser glimt, ser Gudsansigtet mellem skyer. Så forsvinder det. Jeg går i mørket. Jeg plukker en hvidveis, jeg holder den i hånden, river den stykker. Hvorfor skal den være til? Og jeg længes. Fra sneen længes jeg mod den første hvide blomst på marken. Men når den første hvide blomst på marken er kommet med sine søstre, da slår ny længsel ud, og jeg længes efter at træernes tørre grene skal blades og knoppes. Og når alle kronerne står der duftende og grønne, da ser jeg væk fra det grønne, ned mod jorden og spør: – Hvad længes jeg efter? Efter det hvide. Efter hæggens flor. – Og nu står også hæggens flor der. Og altid, altid går jeg der og skuler og spørger: Længes du, Sigbjørn, hvad længes du mod?

– – – Ja, nu er måske alle Deres roser også sprungne ud, en for en, og mange på engang.

Men hvad betyder så alle disse blomster?

Jeg er så træt af at spørge. Mit hode værker mangen gang af bare de spørgsmålene.

Her på jorden får man dog ikke det fulde syn.

– – –

Nei, farvel. Lykkelig og fornøielig sommer.

Deres hengivne
Stedmorsblomst.

S. O. Provst Brodahl, Støren st. Nordbanen.

(AF ET BREV)

Kjøbenhavn 5-10-93.

– Jeg har «høie tanker om min gud», jeg! Min gud er ingen pengenes gud, min gud er de fattiges, – deres, som er fattige på gods og fattige i ånden. Men min gud er heller ingen feig fyr, ikke en, som 83fryser, om han hører et sterkt ord, – det er den gud, som hver aften ser miljoner horer vælte sig i sine liderlige senge, som hver dag ser tusinder af sindssygeasyler med lidende mennesker, der spiser sin egen drit og drikker sit eget pis!

Den gud er ingen lægprædikant, den gud sidder ikke og klynker, den gud, som skal se på den stas, høre på den jammer, han er intet kvindfolk!

[Kbh. høsten 93?]

Kjære Jens! [Thiis.]

Jeg er så bange, at der var noget i mit forrige brev, som stødte dig. Jeg var næsten utilregnelig den dag. Jeg forstår siden ikke, at jeg kunde være sådan. Å, jeg var næsten vanvittig af ensomhedsfølelse. Min sindsstemning er så sammensat hernede, det er umuligt at gjøre nogen klog derpå gjennem breve. Jeg synes dog, din lykke har gjort dig nokså ubarmhjertig. Jeg er så glad, fordi jeg hører, og du selv constaterer, at du er blevet så ny og lys. Jeg er så glad, at jeg blir det næsten selv.

Men mod mig har din lykke gjort dig ubarmhjertig, så ubarmhjertig, at du ved det vist ikke selv. Ler du? Jeg synes du sidder og ler, din Satan, din beelzebub, din – – – jeg havde nær sagt det værste.

Jaja, godt ord igjen. Men jeg synes rigtignok, at blæk ikke kan være så forfærdelig kostbart.

Nok vrøvlet. Jeg er grebet af megen angst. Disse gange, jeg har været blank, har jeg havt det så ondt, at jeg bliver angst bare ved tanken derpå, at det nu skal begynde igjen. I disse sidste par måneder har jeg stadig gået som på nåle.

Jeg har én krone nu. Jeg får mad imorgen, men ikke længer. Der er ingen at låne af. Bundgård er endnu borte. Jeg er altså nødt til at opgi alt hovmod og bede dig, om du fluks kan, låne mig 5 kroner til de andre, og samtidig sende mig besked, om jeg skal bede Grieg om penge.

Det er ikke nok med almindelig sjælstyngsel – så skal også denne fordømte sultingen komme til.

Jeg tror ellers, at jeg nu – idag – er seilet ind i en ny novellette, så lyserød, fin og skjær. (Begyndt at skrive den, forstår du.)

Da blir jeg altid i strålende humør, dit fæ.

Sigbjørn.

Jeg vil ikke sige: din hengivne, for jeg hader dig, som – – – – – – – – alt det der dævelskab, jeg ved jagu ikke hvad det heder.

84[1893?]

Kjære frøken Nicolaysen!

Jeg har ikke glemt violerne. Men jeg har ikke kunnet skrive til nogen. Forretningsbreve til Jens har været alt, Dette brev bliver vist heller ikke åndrigt aller stemningsfuldt. Thi jeg fattes ånd og stemning. Ingen luft og ingen elskov er der til at give mig dem. Tak, fordi De tænkte på mig og skrev brevkort til mig.

Idag vil jeg gjøre testamente. Jeg vil skrive til alle, som har nogensinde ofret mig tanke, ord eller smil, forat de, når jeg går bort, kan sætte violer på min grav og beskytte den mod høstvinden. Det morer mig at tænke, at en og anden af jer når han (hun) blir trist og træt af at sidde på Grand, til afveksling går ud på kirkegården og mumler hen over mine græsstrå: han kunde have blevet noget, men han fattedes penge.

Når jeg idag vil gjøre testamente, så er det nemlig, fordi sidste sou svandt igår. Da jeg beder alle mine venner og qvasi-venner fjern og nær om at skaffe mig en 1ste kautionist til et lån, vil jeg også bede Dem derom. Kvinderne skal jo ligge så brilliant for finansoperationer.

Jeg går ellers imorgen (jeg kommer nu til imorgen, efter at have beskrevet Dem idag-dagens og igår-dagens virke) igang med at påbegynde endel nye verker, hvert af dem, repræsenterende nye retninger. Jeg har resolut kastet al min tidligere produktion i Peblingesøen. Thi sandt at sige var det Peblingeliteratur. Idag føler jeg manden i mig! Jeg vil kortelig nævne for Dem, søge at gjøre Dem begribelig (jeg vil håbe, at De straks bringer nyheden videre, og at den havner i pressens organer!) rækkevidden af mine planer: Et musikalsk-dramatisk sagn: moderen og de tre søstre, det vil blive af en gribende virkning – en national-humoristisk selvbiografi, den vil blive af en kolossal virkning – en operatekst, sujet fra indianernes liv og følelsesverden – den vil blive af overraskende virkning – legenden om de ti munke, storartet virkning – – nu, skulde ikke en så lovende produktion, så rige fremtidsløfter kunne skaffe en kautionist, så hænger vi os alle.

Deres til døden hengivne
Sigbjørn Obstfelder
i Abel Cathrinesgd 11 St, t.h.

Hils alle.

85[Poststemplet 17/12/1893 K’havn.]

Kjære Fru Eckhoff!

Jeg er Dem så taknemmelig for Deres kjære brev. Det er så godt for den, der er ensom, engang imellem at høre ord, der har noget af hjemlig duft om sig og af at man står ikke ganske uden venner også blandt dem, der ikke er profesjonelt «literær». Jeg sidder her i mit værelse, som ene i disse grå dage er mørkt hele døgnet. Her er blit stillere end før, knugende stille. Den sidste kjendte her, Thomas Krag, til hvem jeg kunde ty en og anden aftenstund, når det blev mig for taust, er reist hjem. Og humøret sunket for mig, måske fordi min bog nu er kommet ud, – det at vide sig selv kritiseret af kreti og pleti, det at vide det betragtet som ens endelige arbeide, som for en selv blot står som en begyndelse, da det, som man egentlig vilde sige, det har man endnu ikke og vil måske ikke på længe få ord for. Ja, næsten med fiendtlige øine er det jeg ser på denne «lille bog, der blir årets største literære begivenhed,» som der stod. Det er med en blandet følelse, man læser sådan noget, en følelse, der kan få en til at bide tænderne sammen og ønske sig langt ind på en russisk steppe. Det glæder mig, at De har forstået mig rigtig, – jeg betragter, kan ikke andet, en forfatters arbeide som et oprigtigt testamente, han gir sin slegt. Slegten har en trang til at give vidnesbyrdet om sin åndelige tilværelse, den fremstiller da ved arv og anden udkårelse endel mænd, som sågodt de forstår det, gir sig selv og slegtens drømme, sorger, lidelser, ja synd, sådan som det stiger op i dem selv. Således ved jeg nu så godt, at mine digte vil blive karakteriserede som naive, barnslige o.s.v. allevegne, jeg ved det på forhånd, og det generer mig ikke, fordi jeg ved det næste, jeg skriver, – ingen mands ungdom kan ses løsrevet fra hans manddom og omvendt, og jeg har gjort alt netop for at søge det naive udtryk for at give min sjæls bevægethed mellem forskjellige poler i dens ungdom.

Jeg plaprer nu, og jeg kjeder Dem, og De tror måske, at det er sligt noget, som fylder min tanke i denne tid – ak nei, der har denne uge været dage, da jeg i stum fortvilelse har siddet den lange dag og stirret mod gulvet, – hvor skal jeg hen, hvad vil jeg, hvad kan jeg gjøre? Det kan komme, at jeg blir ræd for at miste vettet igjen, thi en sådan tilslørethed! Intet interesserer mig, det er som tanken står stille, intet erindrer jeg, og intet længes jeg mod.

Derfor kan jeg heller intet skrive til Dem. Jeg vilde så gjerne skrive noget hyggeligt og noget interessant, men jeg kan ikke. Jeg får da nøies med at ønske Dem og Eckhoff og eder alle en god og glad jul.

Deres hengivne
Sigbjørn Obstfelder.

86Der er såmange blade på «Hjemmet». Hvis der er nogen af dem, jeg kjender på «hjemmet» endnu, f.ex. Extremerne, vilde jeg be Dem, om De vilde gjøre mig den tjeneste at be en af dem samle de kritiker der kommer over digtene. Der vil vist bli adskilligt rart. S. O.

Abel Cathrines Gd. 11, St. t. h.

[Ved juletid –93. Anm. av A. Aall.]

Kjære Anathon! [ɔ: Aall.]

Netop som dit brev kommer er jeg flyttet. Havde jeg ikke det gjort, havde jeg måske udenvidere reist med. Nu ved jeg ikke. Jeg har altid tænkt mig et længere Berlinerophold, efterat jeg er færdig med Kj., og da var jo disse par uger dernede overflødige – jeg har, siden du reiste havt sorg i anledning «Esther». Jeg greier den ikke. Jeg greier ikke idéens udformning. Jeg blev meget bedrøvet derover, men jeg har besluttet mig til at legge det væk. Jeg kan desuden ikke arbeide med det mere. Jeg holdt paa at fortvile derover. Nu har jeg resigneret. Jeg kan måske alligevel gjøre noget andet.

Jeg har nu ikke flere penge. Jeg blir nødt til ialfald at prøve at få banklån øieblikkelig. Kan du hjælpe mig til nogen første kautionist, så tror jeg det for mig vilde være en meget værdifuldere hjælp en den af dig foreslåede Berlinertur.

Mange tusinde hjertelig følte taksigelser for den smukke indbydelse og dine venlige ord til mig.

Jeg er ikke fri for at være lidt nedslagen. Jeg var i mine gode dage, da du var her, fuld af håb. Måske den økonomiske sorg er hovedgrunden til tristheden. Jeg har som sagt resigneret over Esther, det er ikke første gang, jeg har lagt hende bort. Nyere, friskere, livsblodskraftigere kan hun komme igjen.

Jeg ved ikke mere at skrive. Mit hode er så underlig tomt. Denne seigpinende guerillakrig for at forme min hjernes arbeide til mad! Denne udafstandhed til at føre nogen stormkrig mod livet!

Vel. I Berlin sees vi nok før eller senere. Og da vil jeg håbe noget nyt er indtrådt. Jeg vil også gjerne være her, når digtsamlingen kommer (måske om 9–10 dage) forat besøge autoriteterne, Brandes, og høre lidt til de mundtlige meninger ellers.

Din hengivne
Sigbjørn.

Abel Cathrines Gade 11, St. t.h.

87[Kbh. 1893.]

Kjære Frk. Synnøve Nicolaysen!

Jeg vilde gjerne aflægge min visit hos Dem og de andre juleaften. Jeg kan blot sende et juleønske, som jeg håber kommer frem til imorgen.

Jeg ved ikke Brinchmanns adresse, ellers vilde jeg sendt ham et julekort; jeg blir mere og mere glad over hans uforbeholdne ros, efterat Müller er kommet ned og fortæller mig, at han virkelig selv er personlig glad i mine vers, og at han ikke blot står der som anmelder. Jeg synes det har så meget mere at si, som han jo ellers vist ikke er så snar til at bli begeistret, selv er «pint af selvtankens mare».

Og hvis I iaften sidder sammen, så vilde jeg – – ja man kan jo ikke sige noget, et håndtryk til tak for deltagelse og forståelse, det er alt. Glædelig jul da, alle.

Deres hengivne
Sigbjørn.

[Vinteren 1893–94?]

Kjære Ragna Dons!

Jeg kan ikke gjennem brev fortælle Dem, hvor Deres brev gjorde mig glad. Jeg var som ellevild den aften, og først næste dag forstod jeg, at Deres brev med dets meddelelse, var grunden. Jeg tør jo aldrig tro på min egen ydre opbrusning, men det var så; thi dagen efter greb jeg mig selv i at ha våde øine hvert øieblik – af fryd – og jeg gik og så mig forundret omkring, og havde folk set nøiere på mig, havde De vist sagt til sig selv: hvad feiler ham?

Thi dette med Jens har været en af hovedgrundene til denne modløshed over at alt var usammenhængende, forstår jeg nu. Og nu kommer sammenhængen!

Som De måske ved, har jeg aldrig blandet mig i dette private anliggende. Hans og mit inderlige venskab har kunnet forløbe uberørt deraf. Men nu – lad mig sige, hvad hjertet løber over med – hvorfor skulde I to ikke kunde blive lykkelige sammen? Nu har De vist kjæmpet igjennem den kamp om den ydre skjønhed. I et menneske som Dem må der have været en forfærdelig gjæring desangående – Deres inderste, men ofte fordunklede, trang drages mod åndens, tankens, det sjæleliges finhed og storhed, – men (å, man forklarer sig så dårligt i brev, og dette vil måske endog støde Dem)88noget i Deres legemlige organisme har attrået bugnende livskraft, «skjønhed».

Å, jeg har selv, kjæmpet sålænge med disse jordens længsler, stoffets, – og jeg har vundet fred. Uden at have sænket min skjønhedssans for det materielle, – har jeg hævet den, hævet den høit, for det, der bliver og forædles gjennem livet, og ikke smuldrer og dør, men vokser, og måske engang vokser op fra jorddøden. Det der må give den varige, den stille lykke, det er forståelsen, når De lægger alt det i dette ord, som jeg nu lægger. Den er det, som behøves, ud gjennem årene, den adelige, vakre forståelse, den bruges der mange, mange kilo af i et hjem hver dag. Ta ikke dette, som, at jeg præker for Dem! Det er vist De, som kan præke for mig. Jeg bruger bare gale ord. Havde jeg været hjemme, så kunde jeg sagt så meget derom, – om min egen, stille, svage, tendre lykkespire – så tender, så tender, – at intet vognlæs kan knuse den! Den vil finde sig en sprække i hjulet.

– – Jeg tror Dem ikke netop så meget istand til at tænke stort og klart, som De siger. Men jeg har altid troet om Dem, at De havde det på følelsen, så at når ordet nævnes, var De straks med. Ja, jeg er så glad, så glad. Og jeg tror, De vil bli så lykkelig, så lykkelig. Thi jeg vil tro og håbe, at Jens aldrig holder op at tilbede Dem. Måske lir De ikke det ord. Men som jeg næsten lægger noget særskilt i alle ord, gjør jeg det også i dette. Jeg mener ikke det gamle brutale: bære på hænderne o.s.v. Jeg mener det, som vil værge ham fra at røre ved Deres sommerfuglvinger. Hvor er det ikke vanskeligt? At la være at støde det fineste, underligste i den, man elsker. Og jeg synes tilbe, sådan, som jeg forstår det, passer så godt på ham. Engang har der været for meget af det, en næsten plump, udvortes tilbedelse – der skulde blot lykkelige dage forat feie den bort. – – Undskyld mit glade vrøvl! Hjertelig tak for Deres gode, varme brev. Jeg tog ikke feil.

Deres hengivne
Sigbjørn Obstf.

Jeg havde tænkt på så meget andet klogere og klarere jeg vilde si, men nu får jeg ikke udtryk for det.

Vil De give mig Deres søsters (Margrethes) addresse?

Om Brev

Samlingen inneholder nesten 200 av Sigbjørn Obstfelders brev. Utvalget kan deles inn i tre grupper: brev til venner fra gymnasietiden (Peder Blix, Andreas Nielsen m. fl.), brev til venner og støttespillere fra gjennombruddstiden omkring 1890 (Jens Thiis, Ragna Dons, Dagny Bang m. fl) og brev til kunstnervenner (Ellen Key, Andreas Aubert, Johanne Dybwad m. fl).

Særlig brevene til vennene og støttespillerne fra gjennombruddsperioden er intime og åpenhjertige, og samlet gir utvalget et godt bilde av mennesket og dikteren Obstfelder.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook