[Jan. 1894.]

Kjære frk. Ragna Dons!

Dette er noget af det underligste, jeg har oplevet – jeg er ikke af dem, som pleier opleve sælsomme ting, ja dette er måske den eneste: 89Husk først på, at jeg pleier ikke sån at gå og tænke på Dem i almindelighed – nu, men lille juleaften tænkte jeg på Dem, da jeg gik henad Vesterbrogade og nærmed mig mit hjem, – jeg tror, jeg også da var trist, og sikkert nok er det, at jeg gik og tænkte på, om jeg skulde skrive til Dem, men endte den tanke med: det interesserer vel neppe hænde, jeg ved jo ikke, hvor mer eller mindre fremmed hun betragter mig, men måske skriver hun til mig i anledning bogen (jeg fik i de dage breve fra mange i den anledning). Jeg tænkte på dette under hele marschen, indtil jeg kom ind; jeg så, da jeg tændte fyrstikken, at der lå et ensomt brev (breve er den eneste afveksling, jeg har). Det var fra Dem. Det slog mig, at jeg just den aften havde tænkt på Dem, som jeg altså ikke sådan til dagligdags tænker på (ligesålidt som på nogen anden bestemt) – men jeg glemte det igjen.

I aften var jeg meget trist, og var i den intenseste tænkning, om jeg skulde skrive til Dem, (som jeg siden den dag altså ikke har tænkt på) og hvad jeg skulde skrive. Jeg går samme vei, ad Vesterbro hjem, og jeg ender med samme tankerække: hvad kan det vel nytte – måske skriver hun til dig. Jeg er i denne tanke, lige til jeg har tændt fyrstikken, – der ligger et ensomt brev. Det er fra Dem.

En ting til: Nytårsaften tænkte jeg på at telegrafere til Deres moder, hos hvem Nærup, Krag og jeg var sidst nytårsaften.

Og dette sammentræf er det, der tykkes mig lidt sælsomt. Og det er det, der driver mig til at skrive.

Deres brev glæder mig meget, de private breve jeg har fåt har for mig en ganske anden og større værdi end kritikerne (De ved måske nu, at også «Politiken»s spalter har havt en omhyggelig og vakkert skreven af Helge Rode, ligesom jeg har været anerkjendende omtalt i «Tårnet» af Jørgensen). Det glæder mig at De holder af «Ene». Dets tilblivelseshistorie vil ha megen, måske personlig interesse for Dem, men jeg tør ikke fortælle den uden mundtlig. Jeg gik og tænkte på at fortælle den, før jeg reiste til Danmark, – men det gik mig, som det altid, ligefra den dag i Seljord, da De stødte mig fra Dem første gang, har gået mig, – hun er måske ikke den, jeg synes, jeg har havt instinct af, – det vil vist ikke interessere hende. Jeg har flere gange – la mig nu si det – i disse år påbegyndt breve, og flere gange udtænkt såne, og som sagt jeg har ræsoneret det bort. Men har jeg sagt grunden til det, så skal jeg også, forat der intet af dunkelt skal være for Dem, også si, hvorfor jeg har påbegyndt eller udtænkt breve: det er – fordi jeg første gang jeg så Dem fik som et syn den idé: hun, hun vilde forstå dig, hun vilde kunne bli dig en veninde. Jeg havde det instinct, at der var noget både ånds, følelses- og nervebeslægtet hos Dem. Jeg var rar dengang, meget rar, og jeg skrev det underlige sammensurium, dels for at vise Dem, at 90jeg var meget literært optaget, dels for at ægge Dem til samtale, for så at få mit væsen frem og formes af Dem. Men, som sagt, De stødte mig, bevidst eller ubevidst, bort; det var jo ellers naturligvis umuligt for noget menneske at opfatte, hvad jeg egentlig vilde.

Efter denne indledning eller forklaring, kan jeg måske skrive mit brev, det, der gråt i mig, sled i mig, smerted frem, da jeg vandred herhjem.

Det er blot en klage. Og jeg har sagt om- og omigjen: hvad kan det vel nytte, hvad kan hun vel gjøre, hvad kan hun vel trylle.

Men måske har også De, når det har faldt Dem tungt at ånde, tænkt som så: lad mig tale ud til nogen, hvem det end er, det vil være bedre, at et menneske hører det.

Det er, som når man ikke har lyst til at dø alene, borte fra folk.

Hvad kan vel min skjæbne interessere Dem – Dog, nu har jeg altså besluttet det, la mig så skrive det fuldt ud, hengi mig i det.

Jeg har været meget nedslagen, og er det. Jeg har aldrig følt som nu, at jeg har evner – evner til med tiden at frembringe det underlige, der omplantet til menneskers hjerner forædler dem og giver dem indhold. Jeg har aldrig været så nedslagen som nu.

Jeg behøver vist ikke at fortælle, at hvad af materiel sorg, livet kan udtænke, har jeg havt fra barndommen.

Men jeg troede, at jeg skulde opdra mig selv til at bli sterk og glemme min barndoms skjælvninger.

– – Og så, og så – er det det, – jeg har gået og troet og håbet og ventet, at livet i sin skjønhed skulde komme til mig. Jeg trode, at når jeg selv havde sanser, så dygtige til at føle smerte, så vilde en gang jubelen tændes.

Og angsten er kommen, den frygtelige, og den kolde, – ikke for døden eller vanviddet – men for, at jeg ikke skal få leve livet her på jorden.

Og det hjelper ikke, at jeg ser mod den kolde blå himmel og de kolde, hvide stjerner. For angsten forfølger mig.

Thi stundom er det som den forfærdelig klarhed kommer over mig, at jeg selv ikke kan få leve det rige jordens liv, fordi min organisme er styg og syg.

Mer og mer er min ånd blevet kræsen, jeg tåler ikke længer mig selv. Jeg finder mig selv ækel.

Mit indre liv har måske ikke siden jeg blev voksen, været så rent, så skyldfrit, som disse måneder hernede.

Og dog skjærpes smerteknivenes ægge.

Jeg ved ikke, om jeg kan holde det ud.

Det kommer jo altid igjen. Jeg tror jo hvergang, at nu er der 91kommet den klare vinterdags ro i mig; men så kommer det jo altid igjen, større til alle sider.

Som den skibbrudne borer sine negle indi planken, sån har jeg boret mig ind i håbet om at leve jordens liv, mens jeg er her. Jeg tænkte i dette øieblik: skulde du heller kaste dig ned og prøve dette man kalder at bede. Men jeg kan ikke, kan ikke det. Thi som den skibbrudne har jeg boret mig ind i den anskuelse, at jeg nu hører jorden til, og at vi jordsønner og jorddøtre får hjælpe og trøste og glæde hinanden.

Og derfor – uvist, famlende, smertelig nær vished på, at det mer skader end gavner – går jeg heller til den kvinde, ligeover for hvilken jeg engang (har siden ikke følt det ligeoverfor nogen anden) troede at føle, at hun vilde forstå det underlige i mig.

Det nytter ikke at sige: Han klager, det er bare klager, det er bare klynken, han er underlig, han er af naturen tungsindig, han er nær vanviddet, – det nytter ikke at sige det, når man står ligeoverfor den målløse, endeløse, grådløse sorg. Den, der lider, han lider. Og det tør være, ja det tør være, at han har næsten ødelagt sig, før de klager kom frem. Det tør vel tilgives, at den der i år, har lidt (være det sig livsomstændighederne eller være det sig hans egen naturs evne dertil) i et øieblik halvt sansesløs sukker.

Angsten! for at alt det, jeg arbeided for som personligt ideal, stred så inderlig for, blev måske gal for, – at det var chimærer.

Angsten for, at det hos mig selv, som jeg trode, jeg havde ret til at kalde renhed, den, som skulde gjøre mig duelig til at «leve livet», ikke var det.

Jeg sidder her, – jeg forsøger at skrive til en, for hvem mine ord måske vil være klingklang – jeg ved ikke noget sted på jorden at gå til med mit syge, forpinte hjerte.

Jeg ved ikke noget sted at lægge mit hode, jeg ved ikke nogen at tale med. Jeg har øvet mig op i at elske den «stolte ensomhed». Men der er øieblikke – – –

Jeg sidder her, – jeg vil ikke hjem, – jeg vil længer ud i verden, – og jeg føler savn større end de faderløse, hjemløse børn, fordi mit øie har set mere, og mit sind har drømt mere.

Mine ord lyder måske for Dem svulstige, som poesi, de er for mig en bitter virkelighed.

Ja angsten – jeg føler med skræk rynker tegne sig i min pande, mit blik bli gammelt, – – og endnu er ei ungdommen kommet!

Helt ud kan jeg ikke tale her i brev, alt det, som her måske synes Dem abstrakt og svævende, det knytter sig dog til bestemte oplevelser eller helst ikke-oplevelser, med livet i skjønhed mener jeg ikke noget fantastisk, nei det er ganske simpelt, det jeg mener.

92Og så vil jeg her slutte. Det er dagslys nu. Og jeg blues ved, at dette brev er skrevet af en voksen mand.

Jeg er så klog alligevel. Også det ser jeg med en vis rædsel. Der er blevet mer og mer sådan uendelig tolerance i mig.

Det er dag nu. Det andre, jeg skrev, blev skrevet igåraftes. Jeg tvivler atter på, om jeg skal sende dette.

Jeg sender det med den bøn, – – nei ingen bøn – – jeg vilde sagt, at De skal brænde det. Men det får De jo gjøre, som De vil.

Jeg har slet ikke fået sagt, hvad jeg vilde, eller fået sagt det, som jeg vilde.

Jeg får prøve at samle det alt i, at jeg ved ikke ud af den grav, hvori min sjæl ligger.

Dog det er blot et poetisk udtryk.

Det er ikke det, at det smerter i mig, – men det er det, at det smerter så uendelig dumpt og håbløst.

Tilgiv mig dette.

Havde jeg været hjemme, da vilde jeg ikke ha sagt et ord af alt dette, jeg vilde ha opsøgt Dem, De vilde ha set på mig, forstået, at jeg led den kummer, ligeover for hvilken enhver kvinde er moder og samaritan, det vilde ha været mig nok.

Glædeligt nytår
Deres hengivne
Sigbjørn Obstfelder.

[Vinteren 1894?]

Kjære Hr. Aage Matthison-Hansen.

Endelig er Deres kort kommet over Bergen tilbage til København igjen. Jeg har boet i denne By i over fire Måneder nu nemlig. Mange Tak for Deres Anerkendelse. Jeg burde besøge Dem. Men jeg har meget vanskelig for at besøge Folk, og jeg tror ikke, De vilde have nogen Glæde af det. Især i denne Tid er jeg så folkesky. Jeg kan ikke gå til Folk, jeg godt kender engang. – Nei, jeg er personlig meget uinteressant og uanselig, og hvad værre er, trykket af, at jeg er det. – Men jeg er meget glad over, at De vilde skrive til mig.

Hjertelig hilsen fra
Sigbjørn Obstfelder

Abel Kathrines Gd 11 A
V.

93K’havn [1894]

Kjære fru Eckhoff!

Mange tak for Deres breve. Grunden til min taushed er, at jeg rundt jul fik en sådan hoben breve, at jeg blev fortvivlet og simpelthen har ladet dem ligge til nu.

Mig selv. Jeg er jo intet, der hænder mig jo intet. Jeg selv er den, som skriver. Jeg går stille rundt og tænker, det er det hele. Og det har jeg jo skrevet om. Jeg har måske i de sidste år ikke været så jevnt mørk og trist som denne tid. Det hjalp desværre intet med den offentlige medgang, jeg fik. Jeg havde håbet, det skulde det. Men det gjorde ikke. Jeg lar til at være uimodtagelig for den slags fornøielse. – Jeg er inviteret til forskjellige mennesker, til Krohgs (som invitered mig julaften), til Stephan Sindings og nogle andre. Men jeg går ikke. Jeg er blevet næsten folkesky. Jeg er ikke bange dem. Men det er mig ligesom uvedkommende.

Ikke tænker jeg at reise hjem heller. Hvad venter mig der? Jeg længes ofte efter fjeldene og Norge, det kjære Norge – det hele land er mit hjem, men jeg blir herude i ensomheden. Alt dette forekommer det mig, jeg har sagt før. Og ellers – som sagt – har jeg aldrig gået så op i det, at jeg skal skrive. Det er forsåvidt en interessant tid for mig, – under kampe modnes idéer, kommer der klarhed – såat i det næste jeg skriver, skal der ikke blive de halve ord, stemningsantydningerne. Allerede den næste bog vil måske forsone eder med det, I kunde ha imod den forrige, og det vil vise sig, at det fra alle standpunkter var rigtig at begynde, som jeg gjorde, for at det næste kan komme med desto større vegt.

Dette følges jo ad med, at jeg selv udvikles – til større harmoni, ro, renhed. Idethele – jeg ved ikke, om De ved det – jordlivet har i den sygdom, jeg havde, tabt sin betydning for mig. Jeg kom derfra som en gjenganger. Det var det, at jeg skulde skrive, som gav mig mod til at leve. Derfor er det også så, som jeg har forklaret.

– – Jeg blev så glad, som De tænkte, over Deres hilsen fra Tullik Ihlen. Jeg lærte hende jo ikke at kjende, men sådan at se til (jeg mener ikke netop hendes udseende) var hun noget af det, der har tiltalt mig mest. Jeg husker så godt engang hun sad sammen med de andre ved stranden: hun var så borte fra alt det nærværende med sine tanker og hørte dog alt. – Man holdt mig vistnok for ren idiot der på Borre. Jeg var også underlig, jeg var jo så forpint, og da kan man ikke være naturlig. Jeg vilde ikke være sådan nu, tror jeg. Jeg skal si Dem, der har været noget forfærdeligt ved det op igjennem 94tiden for mig – at jeg sådan har kunnet sidde sammen med mennesker, og de har talt og talt – og jeg, måske mer end mange andre kunde ha noget at si – og så har jeg ikke kunnet, –, som nogen målbandt mig, – og så den følelse af at være så umulig. – Også den gang: blot et halvt år efter den evighed på sindssygeasylet! – Ja, som sagt, jeg blev meget glad over den hilsen fra Tullik Ihlen.

Og så blev jeg glad over det smukke kort fra Eckhoff. Jeg havde før jeg fik Deres brev idag tænkt at skrive til ham dennegang. Men nu får jeg be Dem takke og hilse.

Jeg har begyndt at spille lidt violin igjen i det sidste. Idag har jeg været så mørk til mode, at jeg har ikke kunnet gjøre andet.

Alt dette er, hvad jeg har at fortælle om mig selv.

Mørkt og tungt er veiret hernede, men der er hele vinteren en temperatur som tidlig vår.

Jeg beder Dem hilse alle. Selv være Eckhoff og De hjertelig hilset fra

Deres hengivne
Sigbjørn Obstfelder.

Jeg beder Dem næste gang adressere til Svanemosegårdsvei 8 St.

[Vinteren 1894.]

Kjære Olaf! [ɔ: Behrens.]

Jeg har i denne tid neppe fået noget så smukt og kjært for mig som dit brev. Jeg var meget glad derover. Den eneste, eller ialtfald største, lykke, jeg eier, er mine gode og hengivne venner.

Jeg har ikke været oplagt til at skrive og er det neppe idag heller. Jeg har været meget fattig udover vinteren, – er blevet hjulpet ved småbeløb af venner; nu straks tænker jeg et lån går iorden med Aall, Lars Waage og Christian Lange som Kaution. Jeg har da også levet meget tilbagetrukkent – og nu kan jeg ikke, trods at jeg har indstændige indbydelser (fra Chr. Krohgs, Steph. Sindings m. fl.) komme mig til at gå ud. Så ensomt, så indesluttet, så tilbagetrukkent som nu har jeg dog aldrig i mit liv tilbragt dagene. Mange af dem hører jeg end ikke min egen stemme hele dagen. Dog længes jeg heller ikke hjem – det er, som jeg har glemt hjem og fortid. Som et dunkelt minde står det for mig, at jeg til julen gav ud en bog – men det er næsten som noget fremmed, mig uvedkommende.

Du kan da også forstå, at jeg har lidet at si, lidet at skrive. Jeg har simpelthen været fængslet til Kjøbenhavn, – ellers havde jeg forladt denne triste by forlængst.

95Jeg har stiftet – været nødt til at stifte – bekjendtskab med nogle ækle bergensere, som du vist kjender, Gabriel Finne, Just Frøchen, Bendix Lange. Af disse er dog Bendix den bedste. Han har desuden det præ, at han for tiden ikke er forfatter. – Dog denne min karakteristik mellem os!

Jeg har nu i et par uger intet bestilt, end ikke læst engang. Jeg har idag siddet og ønsket, at det skulde bli kveld. Jeg synes, at hvis jeg havde nogen større begavelse, – så kunde det næsten ikke være så – da vilde det sprudle i mig. – – Dog – hodet mit har arbeidet sterkt med idéer udover høsten. Jeg har planlagt en samling fortællinger, som jeg vel måske ikke kommer til at gjøre – jeg har dog ialtfald skrevet én af dem; som ovenikjøbet er god. Men det er dog lidet på et halvt år.

– – Underlig nok; mens jeg skriver dette brev, får jeg idéen til en hel roman, en roman med den ungdoms idealer, som tildels har vendt sig mod Bjørnson, dens liv i stemninger og sommer. Og allerede optar det mig. Det er deiligt at tænke. Men jeg vilde heller leve, – danse, være blandt folk, se ansigter. Dog, man kan ikke nå alt. Og jeg nærer det håb, at også livets mangfoldighed skal komme til mig.

Det er et kjedeligt brev dette. Men jeg har rodet i min hjerne. Den befindes at være tom.

Såsnart jeg får pengene, reiser jeg herfra, længer syd, har jeg tænkt.

Hils din mor, Eugenie og de andre frk.ner Paulsen, dine søstre er vel måske endnu i Bergen.

Farvel da og god lykke.

Din hengivne
Sigbjørn.

Adr. Svanemosegårdsvei 8 St.

[Våren 1894]

Herr Arne Garborg!

Har længe tænkt på at takke Dem for Deres venlige, opmuntrende brev, som naturligvis for mig veiede mere end disse off. kritikere, som man ikke rigtig tør tro på.

Men jeg har desuden nu et ærinde. Så nødig jeg vil det, førend jeg har vist mig selv og andre, om jeg har ret dertil, må jeg søge stipendium – thi jeg har i Kjøbenhavn bogstavelig lidt nød, og det arbeide jeg dog i gode tider synes jeg kunde gjøre, bliver idelig stanset derved. Det er så fat med mig, at det bevæger sig en gjærende tanke-strøm i min hjerne, og det tager tid og kraft at bringe den til klarhed og finde stil. Jeg tror ikke, dette er bare skryt.

96Jeg vilde derfor bede Dem om Deres anbefaling, hvis De tror, De bør gi den, – og den måtte i tilfælde sendes til Jens Thiis Karl XII Gd 7 II.

Med hjertelig hilsen Dem og Deres og atter tak for brevet

ærbødigst
S. Obstfelder.

[22–VI–94?]

Frøken Borghild Bjørklund!

Det er vist måske for «følsomt» af mig, at jeg synes jeg må bede om undskyldning, fordi jeg ikke var noget hyggelig idag. Jeg var så umådelig trist og er det. Det var grunden. Jeg kunde ha villet briste i gråt. Det vil lette mig at få si dette. Jeg vil bedre få sove da, tror jeg.

Der er stunder, da jeg føler mig uslere end den krybende orm, da jeg må bede markens græs om tilgivelse, fordi jeg trådte på det.

Jeg læser mine egne ord, og de kjeder mig. Bedre tie.

De må ikke tro, at jeg sådan ialmindelighed skriver breve. Nei, men jeg synes at ha en følelse af, at jeg forstår meget hos Dem og måske De hos mig. Jeg kunde ha bedt Aall sige dette, som står her i brevet, men jeg reiser foreløbig på landet imorgen.

Tør jeg be Dem forklare Deres søster også dette.

S. Obstfelder,
Studenterhjemmet.

[Sommeren 1894]

Kjære Hr. Andreas Aubert!

Endskjønt jeg gjerne vilde have drøiet lidt med at skrive for samtidig at kunne meddele Dem noget om min reises retning o.s.v. antager jeg det bedst at skrive nu, da De vel snart reiser fra Xa. Jeg havde lyst til bedre at kunne udtale min tak til Dem end det var mig muligt den morgen. Mer end pengene har det værd for mig den venlighed jeg ser i at De har skaffet mig dem. Og taler De med den mig ubekjendte giverinde, vil jeg bede Dem frembringe min hjertelige tak: jeg får lov til at betragte det som en præsent modtaget som sådan, og jeg skal søge at gjøre mig så megen fornøielse deraf som mulig.

Jeg har været nogle dage på Kongsvinger, hvor jeg bor i samme Pensionat som Munthe. Han er svært glad i en bevokset fjeldside i solskin med en liden ruin efter en skanse og en rosenbusk i forgrunden, 97dette i hedt solskin – men måden, hvorpå han skal behandle det, bryr ham meget, og han har vanskeligheder her med ydre ting, maleværelse, staffeli, lærreder &c.

Idag reiser jeg til Finskogen.

Deres taknemmelige
S. Obstfelder.

[Poststempl. Aasnæs Finskog 17/? 1894]

Kjære Herr Munthe!

Sidder i regnveir på Gretvikens Skydsstation. Dette regn, som er umuligt, som er småt nok til at søge sig de usynligste huller, som trenger ind i uanede sprækker, som opfylder hele tilværelsen med: regn. Well, jeg har været de anviste steder: Tvensberg, Rotberget, Breisjuberg – ja en trip indover grænsen til Borangen, hvor det var ligesom på Fröbergs theater, en gubbe og en gumma, gubben deklamerede og gumman snakked obscønt, og der dansedes, én flicka og mange fulde mænd. Manden på Tvensberg vilde slet ikke vide af andet end at jeg var en reisende fant. At det var mig, som skulde ha været sammen med Dem: nei det skulde jeg ikke få ham til at tro: Munthe vilde nok ikke ha fylgje med slik ein kar. – Tør jeg bede Dem at bede Fru Helene Hansen om at sende mit tøi til Elverum.

Med hjertelig hilsen
S. Obstfelder.

[Sommeren 1894?]

Kjære Herr Gerhard Munthe!

Det har ikke hidtil været mig muligt at sætte pennen til papiret, trods at jeg så gjerne vilde skrive. Jeg har havt og har en periode af tungsind, som jeg ikke kan overmande, og da alt bliver mig ligegyldigt. Foruden det er det også, somom jeg ikke tør vove at reise videre i sommer. Hele min sommer beror på en 50–60 kroner, – og for at jeg bor her behøver jeg ikke betale, før det falder mig bekvemt, så jeg er ialfald ubekymret sålænge.

Jeg var meget glad over Deres breve, hvoraf jeg syntes at forstå, at De ikke var så lei over at jeg skuffed Dem. Jeg fik det sidste just som jeg skulde til at sende Deres brev til V. G. – og ifølge dette sidste sendte jeg det da ikke.

98Noget nyt kan jeg desværre ikke meddele Dem. Jeg lever svært indesluttet om dagene og ser og hører intet.

Med tak for Deres velvilje

Deres hengivne
S. Obstfelder.

16. sept. 1894

Kjære frk. Dagny Bang!

Jeg har tænkt på at besøge Dem, men har ikke havt lyst til at gå til nogen, siden jeg kom fra landet – har ingen besøgt – Men dette måtte jeg i alle tilfælde skrive, da jeg ikke har nogen lyst til at tale mundtlig derom. Jeg bor hos Reidar Müller, jeg vet ikke, om det kan være til nogen nytte, dog trods at jeg ligeså gjerne vilde måske bo på Stud.hj., forblir jeg her disse dage, da jeg ikke ved, om jeg ikke muligens dog kan være til nogen nytte. Nu er det det – han er begyndt at bli så besynderlig trist – jeg vet ikke, hvad han tænker på. De kjender ham nok til at vide, at han naturligvis overdriver og ikke viser det mindre end det er, men i alle fald er det så, at det må være uhyre umuligt for ham selv, og alt blive forstyrret. Nu må De ikke tro, at han har talt om Dem, ikke et ord. Men man kan nok slutte sig til, at De er med i det. Vel – jeg kjender ikke spor til det hele – og det er vel rimeligt, at De intet kan gjøre. Men jeg vet ikke, hvad jeg skal finde på – og derfor er det jeg henvender mig til Dem som jo kjender ham bedst og i årevis har været daglig sammen med ham. Om De ikke kan forandre hans skjæbne eller såret, så vil måske et ganske almindeligt venligt, betydningsløst ord fra en, som han har havt så intimt til ven, virke beroligende. Han er begyndt at indbilde sig, at folk foragter ham, ikke kan udstå ham, at alle mennesker går afveien for ham – og alt sånt – som det jo ikke er behageligt at gå og tænke på. Jeg er skeptisk ligeoverfor tristheden, og jeg tænker, at selv den tristhed, som bragt til extase kan udrette selvmord, selv den kan spredes med et rent lidet bitte choc.

De må tilgi mig, hvis dette skulde synes Dem plumpt – men som sagt jeg er aldeles udenfor det hele, vet blot, at De var hans intimeste kammerat, og at I nu såvidt jeg vet er aldeles fra hinanden. Jeg begriber ikke hvorfor menneskene skulde skabe sig store svære ulykker, hvis de ved lette midler kunde undgåes, og hvorfor alt skal tas så forfærdelig alvorligt.

Hvis Reidar fik vide, at jeg skrev, vilde han rimeligvis bli lynende sint, så De må la dette være noget rent tilfældigt. Kunde De gjøre noget, De måtte vel selv bedre vide hvordan gribe det an – så er99jo dette brev bra – hvis ikke, så håber jeg, at ikke dette har bragt noget gammelt sår til at bløde.

Tilgiv mig, tilgiv mig – men jeg begynder næsten at føle ansvar.

Deres hengivne S. O.

[Sept. 1894?]

Universitetsgaden 16⁴ Kr.a

Kjære Sven Moren!

Jeg gik i ængstelse efter mit forrige brev over at det var noget påtrængende, og jeg blev derfor meget glad over Deres mer end almindelig vakre svar. Dette gjør mig imidlertid igjen ængstelig for, at De har opfattet sagen som, at jeg ønskede noget framifrå for min søster. Endnu trænger hun ingen ro – eller sådant. Tingen er blot, at hun har vist bedst af at komme ud, fremforalt fordi samværet med min syge, ofte sindssyge søster ikke i længden kan være gavnligt for hende, – desuden også fordi det ikke kan være nogen fremtid for hende at gå derhjemme i dette afstængte hjem. Men som jeg sagde, hun er vant til at udføre det groveste arbeide (uden derfor at mangle intelligens, tvertimod) og er alt andet end fint vant i vort fattige hjem. En prestegård vil måske være for fint for hende, hun vil måske bli for meget distanceret, og derved føle sig uvel. Dog på den anden side tør det hænde, at hun kunde være til nytte, lære noget, og blive afholdt som den stille, seige og tålmodige hun er. Dette blot til orientering. Hvad kundskab angår, har min søster blot folkeskoledannelse, – (hvilket forresten er dumt, thi hun har godt hode). «Simpelt stel», siger De. Ja, simplere end hjemme i hendes hjem kan det vel ikke godt være.

Men mange tak for Deres venlige svar, som langt overtraf min forventning, thi sandt at sige var det – (ja jeg sa det vist sidst) – mer som en halv rådspørgen fra min side.

Jeg har desværre ikke noget nyt at meddele, jeg har været meget opslugt af mine egne interesser – jeg har en vis lethed for at forelske mig (ja, ikke i hvemsomhelst) – og denne gang ender det måske i en stor letsindighed (at jeg binder mig på hænder og fødder.) Skulde så ske, vil De nok få det at vide.

Noget så vakkert som Kari Jørstad har jeg forresten siden ikke set. (Ja hende er det altså ikke.)

Håber, De har det godt – og atter tak for «sommerens dage». Hjertelige hilsener.

Deres hengivne
Sigbjørn Obstfelder.

100[Sthlm høsten 1894]

[Til frk. Anna Johanson.]

– – – Aldrig er jeg kommet til et sted, der har tiltalt mig mindre, aldrig har jeg set uinteressantere ansigter. Det er stor skade, thi partierne ved broerne og over på Södermalm er det vakreste af Storbypartier, jeg har set, tror jeg. Men hvad kan det hjælpe, når folket lader til at være så over al måde kjedeligt og ubetydeligt? Det sætter sit stempel på det hele. Der må bestemt gives en adel i dette land – ellers var her jo intet – et forfærdelig uniformt og uniformeret bourgeoisie, floshatter, bra siddende frakker og bukser på en række spækhøkere, pølsemagere, paraplyfabrikanter etc. – – og så formodentlig en fin adel som kjører i lukket vogn. Og kulturen! Strindberg har altså ret, når han siger at den svenske kultur er et potpourri af alle mulige kulturer, meget fransk, noget tysk, lidt engelsk, lidt russisk etc. – forsåvidt dette gjælder Stockholm. Såmeget kan jeg allerede skjønne, at der må være et interessant folkeliv indi landet, og en morsom svensk folkekarakter, som naturligvis opsetter en del mærker også i den lavere bybefolkning. En større naivitet gives her vist, specielt hos kvinder, end man ser noget andet sted. – Det kjedeligste og dyreste sted jeg nogensinde har været på!

Jeg har ingen fordomme, og jeg vil intet heller, end at komme til andre resultater – dette er jo blot virkningen af rent udvortes og overfladisk betragtning. – –

[Sigbjørn Obstfelder]

[Høsten 1894.]1894] rettet fra: 1895

Kjære Sven Moren!

Hjertelig tak for Deres brev! Der har gået en tid både med at modtage det og siden korrespondere med dem hjemme, idet jeg siden er reist til Stockholm. Jeg har idag fået brev hjemmefra, som viser, at de modtar tilbudet – og ialfald hun selv – med glæde. De andre er naturligvis lidt bange det fremmede – og uvant med medgang som de er – frygter de nye sorger, nye skuffelser i alt, som kommer. De har også, i så mange år nu vant til små forholde, vanskeligt for at forstå, hvordan De, Herr Moren, [Man blir så svinehøflig her i Stockholm] sådan liberalt svarer min henstillen. 101Skulde da jeg være altfor djerv, eller hvad? – – I alle tilfælde når hun først er kommet afsted og kommet i ro i Trysil, vil De og Deres bli belønnet, tror jeg, jeg kan ikke tro andet, ved den glæde hun føler ved at være kommet ud, og jeg og de hjemme ved at vide hende ude.

Da det er mig som også må sende reisepenge, vil I heller ikke hermed kunne få det endelige svar om når hun kommer.

Dette skal jeg da sende senere.

De talte om at reise til Stockholm. Vil De ikke længer, så vil jeg ikke råde Dem til at vælge den. Da er sandelig Kr.a bedre for en mand med temperament. Jeg har aldrig været i en mindre inspirerende by. Nei, ta da heller Kjøbenhavn, hvor det er meget billigere at leve, reisen lige så billig (selv fra Trysil) og ganske anderledes et kunst- og civilisationscentrum. Selv beklager jeg meget, at jeg reiste til Stockholm.

Jeg er ikke oplagt til at skrive, ellers skulde jeg skrevet mere om dette med Stockholm. Men jeg hører vel noget før Deres eventuelle reise ialfald. – – Frygt ikke for at binde Eder med min søster. For mig er sagen hele tiden den: Et sted at begynde med, – først hjemmefra. – –

Deres taknemlig hengivne S. O.

Adr.: Döbelnsgata 11 4 tr. Stockholm.

[Sthlm. 1894]

[Til frk. Anna Johanson.]

– – – Det er sån for mig om dagene, som om altsammen, alle menneskene, i par og i flokke, de kyles frem med atomers hurtighed – – på landet var der så stille, elven gled forbi os, og der var linjer, som gav fred – og der var tyst – og vi hørte vore egne tanker i brystet – og vi var bange for ikke at være ærlige – vi var rædde – og der var ingen fremmede øine – – hvordan kan man gå på gader og ens hele sjæl bævrer og fremmede øine kommer som lancetter i den ømmeste, den såreste hud – – og dog har det sin lek, sin forfærdelig urolige, udmattende lek, man kyles, kyles med naturkræfters il fra hinanden, De blir borte, De former Dem med andre, jeg er inde i en flok, jeg ved neppe, hvor jeg er, jeg er inde i en rivende strøm, og så pludselig står De der og der er en fred, trods at alle stadig iler, en fred og noget af mig selv, ja noget af mig selv i Deres blik.

Men tænk for en intens og fin lykke det monne vel kunne være, om der blev ro hos den ene og hos den anden. Mon ikke? Mon ikke, 102alt det, som netop nu jager den ene fra den anden, netop det samme vilde være det varme, som gav tro på egen glæde. Tænk, der hvor ikke næse tiltrækkes af næse eller lillefinger af lillefinger men hele sjælen af hele sjælen og hele sjælen er med til ud i fingerspidsen og fingerspidsen ikke er den eller den vakre, søde lille fingerspids, men er – er – den – den – den fingerspids, hvorfra lyn gnitrer. – – –

– – å, jeg vilde helst være sådan simpelt ræd, øm, savnende en hånd, som jeg er, – jeg vilde ikke tale med de store, vage ord, – nei, jeg vilde bare være sådan – den, som trænger; den, som ber – om andens personlighed, om varmen som befrugter. – –

[Sigbjørn Obstfelder.]

[Sthlm, 1894]

[Til frk. Anna Johanson.]

Hvor det er trist at vente – på den, som måske kommer, måske ikke kommer. Jeg tror, mine hænder om dagene er faste og stø, de er ikke det nu, – jeg ved ikke hvad det er, de er ikke det. Og pilenes blade og grene, de er ikke længer som dit opløste hår om morgenen, når du træder ud af sengen, nei de er dit opløste hår, de er dit flakkende øie, – når du græder, når du krummer hele dit legeme sammen i en sansefuld masse. Og poplerne!

Poplerne som ellers står rolige og gir mig hvile, fordi de peger op i blå ren luft, jeg ved ikke, hvad det er, – jeg ved ikke længer hvad de er, poplerne – de siger os alt begynder at røre sig, som for at flygte sig fra sorg og fra brustent håb, og så kan det ikke flygte, og så står det jo fast i jorden.

Og klokken, dette hvide øie, som jeg har ligeover mig, som et øie, der ikke har pupil og heller ikke farve om pupillen, men blot det hvide i øiet – og viseren, den går så langsomt, – nei, den går så hurtigt – thi om du ikke kom – om du ikke kom!

Endnu ikke! Det er ikke mere end en halv time, siden jeg begyndte at vente, og dog er det en evighed. Ja, det er en evighed. Thi da var det lyst. Så blev en lygt tændt langt borte, bag løvet, så skjønte jeg, at mørket begyndte at drysse ned. Jeg kunde ikke se at skrive længer. Hvorledes vilde det da gået, hvis det havde været ganske stille, hvis ikke vognerne havde været og barnerøsterne dernede! –

Så er det med engang mørkt – og klokken slår deroppe – de slag, de slag, da du skulde komme – langt der oppe i luften slår den seks slag – og ude i det tomme værelse, der slår væguret de 103samme slag, – jeg tæller dem – og hvert øieblik kan du komme. Mine øren begynder at søge efter dine trin i trapperne – men så husker jeg at jeg kjender ikke dine trins lyd! Hvordan skal jeg så vide det!

Og dog – hvis jeg kan høre det, så tror jeg, at jeg vil vide det, når de kommer.

Hvordan vil du så se ud, hvad vil du sige – ja hvad vil du sige – jeg ved så godt, hvad jeg vil sige – men jeg er sikker på, at jeg kommer til at sige noget helt andet, noget ganske andet.

[Sigbjørn Obstfelder.]

Herr Olaf Schou! Sinsen!

Når der er gået nogle dage, før jeg takker for Deres brev – så er grunden blot den, at jeg har ikke fundet ord til at udtrykke min taknemmelighed. Det er ligesom ordene, de almindelige ord er så lidet, og dog er det alt man kan, at si: tak. Jeg blev så overrasket. Jeg havde blot tænkt på at hjælpe min søster ud i verden, selv var jeg ikke for tiden i nogen speciel trang. Men dog er denne periode i mit liv rimeligvis den, da en sådan gave eller hjælp vil være nyttigst. Opmuntret af literære venner har jeg jo foreløbig opgivet tanken på almindeligt praktisk erhverv – og skulde forsøge at skrive. Og i denne begyndertid vil det (for mig som for omtrent alle, der følger denne bane) vel blive småt med fortjenesten. Man er kritisk, tviler, man har ikke endnu nået fast, endelig form, og det går langsomt – og i hele den tid skal man dog leve.

Jeg kan blot takke Dem hjertelig. Det er så rart, at uden at have seet Dem eller uden at De har seet mig, har De dog ikke betænkt Dem på at sende såmange penge, og derved kommet til at skaffe mig nogle glade timer og sorgfrihed for længere tid. Jeg vilde håbe, at fremtiden måtte vise, at pengene ikke var ganske bortkastede.

En stadig trang til udvikling, til at se mer og tænke mer, driver mig stedse hjemmefra, – men såsnart jeg kommer til Kr.a, vil jeg komme og takke Dem mundtlig, og jeg vil da forhåbentlig håndtere violinen bedre end nu. Det er nemlig noget af det, som Deres sending sætter mig istand til: at ta undervisning i det instrument, hvilket jeg før ikke har havt råd til.

Med gode ønsker for Dem og Deres

i følt taknemlighed
S. Obstfelder.

Stockholm i Oktober 94.

Mange, mange tak!

104[Høsten 1894]

Kjære Herr Andreas Aubert!

Længe har jeg tænkt på at skrive og forklare, hvorfor jeg ikke aflagde Dem nogen visit, før jeg reiste fra Kr.a. Det forholdt sig så: Hele våren og sommeren par excellence var jeg sammen med mennesker daglig, visiter og nye bekjendtskaber og samtaler &c. Så blev jeg tilslut overmæt. De kjender det måske selv, man har perioder. Da jeg så nu sidst kom til Kr.a, var det mig platterdings umulig at gå til nogen mennesker overhodet, og jeg har måske af den grund pådraget mig nogens misnøie, men det får ikke hjælpe. – Hvis jeg agtede fuldstændig at begrave mig, så kunde jeg ikke valgt noget bedre sted end det, jeg har i Stockholm. Det eier totalt ingen attraktioner for et temperament, det har noget så utomordentlig kjedeligt i luften, at når man er ude og ser disse mennesker og ånder denne luft, så ønsker man bare at komme hjem igjen og grave sig ned på sit værelse – og det har jeg da også gjort.

Ja, jeg har jo mødt disse «navne» her er: Levertin, Heidenstam, Geijerstam o.s.v. Men det er mennesker af et så helt andet literært temperament end os – de er jo salonmennesker! De, som tiltaler mig mest er Ellen Key, og hun er jo ikke digter, og Richard Berg, han er jo maler (han bor forøvrigt ikke i Stockholm.)

Man ser let, når man kommer hertil, hvordan det henger sammen, at Sverige virkelig ikke eier nogen betydelige digtere, nogen, som tillige er natureller (uden den ene, som ikke kan bo hjemme, Strindberg, som de stadig nævner med et overbærende smil.)

Munchs udstilling her gjorde overordentlig opsigt. Den blev diskutteret i alle kredse, var tæt besøgt, og var simpelthen dagens samtaleemne i lange tider. Jeg burde ha skrevet noget derom – men jeg har ikke havt anledning til at læse «V.G.», og har således ikke vidst, om der skreves noget derom, nu hører jeg, at der intet har været. Jeg kan jo prøve endnu, men den er lukket for en uge siden.

Forøvrigt tænker jeg at reise til Visby på Gotland for at ha havet udenfor, være i en småby og leve billigere.

Jeg håber, at De efter min forklaring tilgir mig, at jeg ikke besøgte Dem, før jeg reiste,

Med hjertelig hilsen til Dem og Deres frue

Deres hengivne
Sigbjørn Obstfelder.

Stockholm Döbelnsgata 11 4 tr.

105[Sthlm 1894?]

[Til frk. Anna Johanson.]

– – En umådelig tristhed og selvopgivelse. Hvor skal jeg gå hen? Ingen bryr jeg mig om at treffe – uden en. Jeg drømte om tusmørke-aftener, – – der var ingen, der var blot stolene, vi havde siddet på, bøgerne vi havde læst sammen, blomsterne vi vekselvis havde vandet – hun sad ved pianot og jeg gik op og ned med fiolinen – eller hun sad ikke ved pianot, – hun lå i sofaen og jeg spillede for hende, blot for hende. Det var ikke hver dag – å nei – det kom som himmel måske efter skyer – jeg ved ikke – – – – jeg drømte fremfor alt, at jeg skulde hviske disse mine drømme, få lov til at si dem – – – –

Jeg drømte om skjærgården, om solopgangene ude ved sjøen, de små byer, hvor vi fandt os steder, hvor vi atter var nye, fordi det om os var nyt.

Var der ingen i det tusmørke? Lå der ikke tanker og drømmer og væved sig sammen til flagrende slør om dem? Tanker fra hun var ene, drømme fra han var ene, og deres begges mellem blomsterne, bagom bogpermene, inde i noterne, inde i sonaterne.

Og jeg drømte videre – om at jeg fik lære en ny kjærlighed, ikke den som står i bøgerne, ikke den man ser på gader og hører om – en ny, underlig, som forbaused mig, som aldrig havde været før, som var de tos form for kjærlighed. – –

[Sigbjørn Obstfelder.]

Kjære Sven Moren!

Har netop fåt dit brev – skulde vi ikke dog nu kunne ha grund nok til at sige «du», – og takker meget derfor. Det er det første norske brev, jeg har fåt på over en måned, jeg brevveksler med ingen. Jeg har oftere været angst over, hvordan mon det gik med min søster, da jeg ingenting har hørt. Jeg må nu takke meget, for at I har taget mod hende. Men jeg vilde også være meget glad, om du sa noget om, hvorvidt hun faldt nogenlunde i eders smag; det vil naturligvis være mig pinligt at vide hende der i modsat fald, thi da vil hun jo være til byrde. Og du kan trygt sige rent ud til mig. Jeg var også bange for, at hun skulde være altfor blyg og stille – men det er hun måske ikke. Hun kunde også selv ha skrevet lidt om, hvordan det gik på reisen, det var jo en ikke ganske let og ikke direkte reise, og hun havde jo ikke reist før. Vistnok havde jeg givet 106nøiagtige instruktioner, men det er jo ikke alt. Jeg havde skrevet både til Per og Pål, bl.a. til Schulstad, om han vilde hjælpe hende til at få fat på skyds, hvis du ikke var i Elverum. – Før jeg slutter at tale om hende, vil jeg si, at jeg håber, I ikke har været besværet med nogen kjedelige breve fra min far. Mange års ulykke og mangel på omgang har gjort ham noget alderdomssvag, og han har det med at skrive breve. Det er aldeles uberegneligt, hvad han kan finde på at skrive, – engang f.ex. da jeg ansøgte om en post, havde han på egen hånd skrevet en ansøgning fra sig, om at jeg måtte få den post!

Tvile! Til dags dato bestiller jeg næsten aldrig andet. Og om man får medgang, og folk siger til en, at man har evner, det hjælper ikke stort, man tviler stedse. Hvad som kunde knække tvilen var ikke andet tænker jeg mig, end et rigt, hensynsløst liv – eller også et fuldt, lykkeligt liv. – Godt har du det – at være omgivet af natur – og i din kreds synes der at være nok(?) at gjøre – men godt vilde det naturligvis også være at komme ud blandt kulturens flitter for rigtig, rigtig at længes hjem mod hvid sne.

Nei – jeg reiser ikke til Petersburg, jeg har ikke råd, og ikke såmegen lyst heller, herfra har jeg nærmest tænkt at gå til Berlin. Her har jeg nu mere lært at kjende «det svenska lynnet», specielt dog forfatterkredsene, det er virkelig de hyggeligste kredse, jeg hidtil har kommet til (i mods. til f.ex. de Kjøbenhavnske) – om de ikke er de mest rigt personlige eller impulsgivende. Heidenstam, Geijerstam, Levertin, Ellen Key, Tor Hedberg, Lundegård, Per Hallström &c, jeg kjender dem og omgås dem alle. Dette forandrer ikke noget af, hvad jeg sidst skrev til dig om Stockholm – det vilde ikke være det rette sted for en, der første gang reiste ud og søgte impulser – her er ikke storstadsluft, ikke kunstnerkaféliv, ikke disse unge gjærende sind, med hvem man sidder sammen udover nætterne – og jeg har endnu ikke kunnet skrive en linje her.

Igår var det 300 års Gustav Adolfs fest her – den var forfærdelig flau og stemningsløs, den var også idethele befalet og anordnet fra høiere steder. Dagen efter (idag) reiser kongen til Kristiania!?

Jeg tror ikke, jeg har set nogen af dine digte. Vil med fornøielse gjennemlæse et par og si min dom så skarpt mulig.

Hilsener da til familjen, til Signe og til dig

fra din hengivne S. O.

Stockholm 10.12.1894.

Döbelnsgata 11 (ikke 2) 4 tr
tr betyder trappor, man regner på trapper.

Det står i dit brev Trysil 7.11.1894. Det er dog vel ikke skrevet 7.11.? Hva?

Om Brev

Samlingen inneholder nesten 200 av Sigbjørn Obstfelders brev. Utvalget kan deles inn i tre grupper: brev til venner fra gymnasietiden (Peder Blix, Andreas Nielsen m. fl.), brev til venner og støttespillere fra gjennombruddstiden omkring 1890 (Jens Thiis, Ragna Dons, Dagny Bang m. fl) og brev til kunstnervenner (Ellen Key, Andreas Aubert, Johanne Dybwad m. fl).

Særlig brevene til vennene og støttespillerne fra gjennombruddsperioden er intime og åpenhjertige, og samlet gir utvalget et godt bilde av mennesket og dikteren Obstfelder.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook