[1895]


107[Jan. 1895.]

Kjære Frk. Ragna Dons!

I måneder har jeg indstillet al brevskrivning. For jeg har stadig gåt og tænkt på at reise til Gotland og Berlin. Men idag har jeg leiet nyt værelse, og idag skriver jeg alle brevene, – jule- og nytårs- og alle brevene. Jeg har fartet meget rundt her, man blir buden såmeget. Men nu vil jeg ikke mer. Alle forfatterne og kunstinteresserte er det jeg har omgåts, Heidenstam, Levertin, Geijerstam, Ellen Key, Lundegård (han har sådan vakker og elskværdig frue) &c.

– – Jeg skal begynde at skrive nu, jeg føler det på mig. Jeg forstår, at det måtte være umuligt at skrive deroppe, hvor jeg bode – trods den stemningsfulde udsigt.

Aldrig hører jeg noget fra Norge – vil ikke heller – vil helst leve hvor jeg er. Nu har jeg et ærinde til Dem, – og jeg henvender mig til Dem som Jens’ veninde. At han kan høre fra mig et par ord gjennem Dem. – Jeg eier ikke penge til at spise længer, og måtte således om mulig få det næste 100 af stipendiet udbetalt. Det var Reidar som greied det sidst, nu ligger han syg på Ullevolds Lasareth, så jeg kan ikke henvende mig til ham derom. Men om De ikke havde tid, vilde De være af den godhed at få en anden til at besørge det? Reidar vet, hvordan det hænger sammen dermed. Det sker hos Cand.jur Theiste i Kirkedepartementets Skolekontor: Toldkasserer Schäffers legat. – Jeg skyldte Jens Thiis Kr. 12,50, som han bad mig overantvorde Dem – det var mig umuligt da jeg forlod Xa, fordi jeg havde næsten ingen penge – men da Reidar hæved de 100, sendte han mig blot 90, så meningen var vel at han deraf skulde ha betalt Dem 10. – Frk. Nicolaysen kom jeg desværre også til at skylde 1 krone, nu synes hun naturligvis jeg er en lus. Jeg er i pengesager det mest upraktiske menneske. – Mange tak for sidst vi var sammen, for den hvide, ganske let gule rosen. Dagene gik så fort da – der er så deiligt i Xa i september, det er som alt lever – Stockholm er som en kirkegård, hvor der spaserer elegante, «ståtliga» lig i sammenligning med Xa. – Men nu vil jeg grave mig ind i tankens, verdensrummets verden!

Hils alle, vær selv hjertelig hilset,

Deres hengivne
S. Obstfelder
Skepparegatan 11 2te tr. o.g.

Hils endelig frk. Nicolaysen, Brinchmann, Nærup, frkne Vogt og naturligvis Deres søstre og mor.


108[Stemplet: Stockholm 12. 1. 1895.]

Kjære Herr Andreas Aubert!

I uendelige tider har jeg skullet skrive til Dem og andre, og i uendelige tider er det intet blit til. Mest kommer det af, at jeg stadig har tænkt på at forlade Stockholm og har villet skrive fra nyt sted, men også kommer det af, at mit sind stadig befinder eller har befundet sig i en sådan gjæring. Ofte kommer der en forfærdelig angst over en, man synes, at en selv nærmer sig til at bli en forbryder – og dog er kanske dette i forbindelse med fødselsveerne. Og stadig vilde jeg arbeide mig over i noget nyt. Det syntes mig jo, at jeg i fortællingen «Liv» fandt en enkel prosaform – men dog tilfredsstiller dette mig ikke, jeg vilde noget sterkere og noget med mere livsindhold. Å, jeg har været så angst. Dette er den første dag i et nyt værelse. Det var mig umulig at arbeide i det gamle. Nu forstår jeg det – Det var så stemningsfuldt det gamle værelse, det vendte mod en liden kirkegård og en vakker rød kirke, hvor jeg hørte slagene hvert kvarter, – dette vender til en gård – det har ingen udsigt. Og dog tror jeg, at jeg her kan skrive. Stemningen her er som da jeg fik det andet værelse nede i Kjøbenhavn, som inspirerede mig til «Liv». –

Jeg tror det er meget nyttigt, at jeg – at en norsk literat – har opholdt sig en stund her i Stockholm – ialtfald påstår forfatterne her, at det har glædet dem. Thi blandt de literære kredse her råder den gamle beundring for norsk åndsliv og den gamle lyst til samarbeide og gjensidig befrugtelse. – Jeg har også sat mig ind i den svenske literatur, som jeg ikke kjendte – Heidenstam, Fröding, Rydberg, Levertin, Lundegård o. s. v. Men nu agter jeg at trække mig tilbage, og håber efter en samlingsperiode at få en produktionsperiode. Ja, idéer fattes det jo aldrig – men det er modet, troen til at sætte sig ned.

– Jeg har gået med ond samvittighed ligeoverfor Dem og det var den nærmestliggende grund til, at jeg har villet skrive. – Min familje har det så ondt, er så syge og tungsindige – så var det, at jeg fik skaffet min 18-årige søster en plads på østlandet, og måtte også skaffe hende reisepenge – jeg havde i den tid intet, måtte låne mig frem, thi stipendiepengene kom ikke. Da fulgte jeg Deres antydning og skrev til hr. Olaf Schou og bad om reisepengene, en 30–40 kr. – og bad ham tillige ikke at si til Dem, at jeg havde henvendt mig til ham, fordi jeg skammede mig over allerede at skulle benytte Deres antydning. Så sendte han mig 300(!) kr. Noget sådant havde jeg ikke tænkt på – neppe ønsket. Men han sendte mig dem på en sådan 109måde, at de blev mig kjære, og at det ikke blev mig nogen byrde at modtage dem. – Men i alle fald var det naturligvis ikke min mening, at De ikke skulde få vide hans frivillige sending – og naturligvis var det jo min mening at fortælle Dem mundtlig om min bøn. Det var jo, som jeg straks indså, noget tøv af mig, dette om, at han ikke skulde fortælle det til Dem. Men jeg var bange, at De skulde bli ubehagelig berørt over min henvendelse og sålænge det ikke gjaldt mer end den lille sum som jeg absolut måtte ha da, hvis hun skulde komme afsted – så syntes jeg ikke det var nødvendigt at indvie nogen i det. Da jeg fik såmange penge, var det min øieblikkelige mening at skrive til Dem og fortælle det – men som sagt – al brevskrivning har hos mig – jeg begriber næsten ikke hvordan – været aldeles indstillet disse måneder. Til Jens Thiis f. ex. har jeg endnu ikke skrevet. – De kom forresten forfærdelig vel med de penge, dels havde jeg adskillig gjæld som trykked mig, dels gik jeg just i de dage og kunde ikke få den anden portion af legatet udbetalt. – Jeg håber, at De tilgiver mig denne lille (eller store?) feighed – jeg havde som sagt tænkt at fortælle det mundtlig, forat De bedre kunde forstå mine bevæggrunde. – Mest gik de desværre til gjæld de penge, men så føler man sig såmeget lettere.

Dixi et liberavi animum meum. – – Det er somom Christiania var en uendelighed borte, aldrig læser jeg blade, aldrig får jeg breve. Jeg har en evne til at leve på det sted jeg er – har måske fåt den med årene – jeg lider – og glædes en gang imellem der jeg er.

I begynder nok at tvile på mig derhjemme. Men hvad er eders tvil mod min egen?

Og dog har jeg håb. Umerkeligt tar ens sjælsliv nye former, og ordene fødes langsomt. Forbauset ser man sig en dag det er stille igjen – den samme som den gang – og dog hvor forandret, og hvor kommer de tanker fra? disse tanker som længter mod at klæ sig i nye ord.

En hilsen da, et godt nyt år, De og Deres hustru, og alle hjemme. Måske begynder snart atter den vemodige tænkers pen at røre sig fra den lange, underlige dvale.

Eders hengivne
S. Obstfelder,
Skepparegatan 11, 2 tr. ö. g.


[Jan. 1895]

Kjære Frk. Ellen Key!

Jeg går rundt med en sår samvittighed ligeoverfor Dem. Først fordi jeg ikke besøgte Dem før De reiste – jeg var oppe hos Dem, 110men fandt Dem ikke inde – Sagen var at jeg vilde træffe Dem alene, for jeg syntes det var umulig egentlig at få snakke sammen de gange jeg havde truffet Dem. Så reiste De – og jeg gik og vilde skrive – dels var det denne jule-nytårsrazzia, dels er jeg i en periode, da brevskriven falder vanskeligere end at gjøre selve reiserne. Så er De kommet tilbage, men jeg vilde fremdeles gjerne træffe Dem alene – men i det sidste har jeg forsætlig undgået samtaler (også Heidenstam f. ex.) fordi jeg er begyndt at skrive så godt, og samvær med personligheder foruroliger. Således var jeg her om dagen på veien til Dem – men vendte om, af den grund. Å, mange blir vist sint på mig og finder mig norsk uhøflig – men når man endelig er kommet ind i et arbeide, da er det så vanskeligt. Jeg håber De tilgir mig – jeg har stadig gået rundt med sår samvittighed ligeoverfor Dem – både fordi jeg ikke reiste og for Dette.

En hjertelig hilsen, hvis jeg ikke træffer Dem iaften.

Eders hengivne
S. Obstfelder.

Skepparegatan 11 2 tr. ø.g.


[Jan.–feb. 1895?]

Kjære Frk. Ragna Dons!

Havde netop tænkt at skrive til Dem, så det var godt jeg ikke havde gjort det. Ja, sidst havde jeg selv det vet at sende bemyndigelse, denne gang faldt det mig ikke ind. Det har forresten ikke nogen nød, jeg er altid ude for venner som kommer og tilbyr mig penge, og her er desuden alle de man kjender rige. Et par dage efter Deres venlige brev kom således en expres op til mig, for at tilby mig penge tillåns, uden at jeg havde nævnt et muk.

Tak for Deres brev og Deres venlige pengesending. Det er mærkeligt med den Müller; jeg havde det næsten på følelsen, at han ikke endnu havde bragt de 10 kr. til sit bestemmelsessted. Men vær så snil ikke at skrive om det til Jens, hvis De endnu ikke har skrevet og heller ikke tale om det til Reidar, jeg skal nok ordne det.

Det er underligt at være skribent, nu har jeg gåt i måneder og ikke skrevet noget, andet end en begyndelse nu og da (tro dog ikke mit liv har været lediggang, jeg har spillet, læst, omarbeidet gamle småting o.s.v.) – og disse otte dage fra jeg flytted ind har jeg skrevet daglig på samme fortælling, så nu har jeg sikkert håb om i slutningen af februar at kunne have færdig en liden samling på tre, fire noveller. Denne jeg nu skriver forekommer mig at være den vakreste og i stilen det bedste jeg har gjort, som det vil bli det 111længste – jeg væver i vakker, billedfuld stil (ikke adjektivfuld) ind en fortælling, for ikke at kjede læseren med bare stemninger – det er som i «Liv», stemninger der kjæder sig sammen til en novelle og afspeiler et stykke sjælsliv – men ikke så abrupt givet som «Liv» og som jeg tror stilen fastere og rigere. Fortæl Jens dette.

Mine bedste hilsener og tak for Deres velvillige hjælp.

Deres hengivne
S. Obstfelder.


Stockholm, Feb. 1895

Kjære C. B.! [Christofer Brinchmann.]

– – –

Jeg vet ikke – jeg er blitt så red – jeg får ingen breve fra Norge – og jeg er begyndt at frygte, at man har fåt noget imod mig. Jeg vilde dog intet andet end gå stille igjennem verden, om mulig.

– – –

*

– – – – – – – – – Forøvrigt hidrørte min forsagthed også fra, at jeg efter i en måned at have arbeidet på en novelle kom til det resultat, at jeg skulde gjøre den ganske om igjen – gjøre den om igjen nu da hver eneste dag er kostbar. Det var også dette som bestemte mig for at reise. Afvekslingen tænkte jeg vilde bedre gi mig den ny form.

Jeg har læst meget svensk literatur og kjender ialfald alle de svenske forf. i Stockholm personlig. Jeg holdt på i et par dage med en artikel om de to sidste (og tildels bedste) forfattere – Gustav Fröding og Per Hallström, med en indledning. Men du kan neppe sætte dig ind i hvad det koster således at skulde gjøre to forskjellige ting der begge kræver intenst arbeide på engang. Jeg beslutted derfor at henlægge artikelen en stund. Jeg håber imidlertid snart at kunne få noget til «Tidssignaler»ne. Jeg har talt om bladet hvor jeg har været, her. – – – – – – – – –

Din hengivne
S. Obstfelder.


Stockholm 4/2 Skepparegatan 11 2 tr.ö.g.

Herr og Fru Garborg!

Jeg tror det er næsten hver dag jeg har tænkt på at skrive et brev til eder, takke for den varme hjertelighed med hvilken I udenvidere 112hygged mig og muligens fortælle noget om mig selv. Jeg var ifjor sommer forskjellige steder i Gudbrandsdalen – ja først nogle dage med Munthe på Kongsvinger og så ved Elverum høiskole, hvor dekadencen atter optoges, og hvor man undrede sig over at se en dekadent så fillet, og et menneske med tysk navn så norsk, (jeg tror virkelig jeg får ta et andet navn, har altid hadet det navnet.) Så blev jeg af et kvindemenneske lokket til Stockholm, hvor jeg har været siden oktober. Det rette sted! Der er imidlertid adskilligt at iagtta, og omvendt har de få literært interesserede været glad ved at en norsk literat har villet bo en stund i Stockholm. Når undtages Gustaf Geijerstam og Ellen Key så er det ligesom en ganske anden type, de digterne her. De er ikke såne som de hjemme. De har det så travelt med at skrive vers og gjøre billeder. Og de lever alle i Stockholm og selskabeligt. – Ja jeg kan ikke i et brev bestemme mine indtryk. Tavaststjerna ser næsten mest sympathetisk ud, men er døv, Tor Hedberg er sympathetisk og tør, Heidenstam har meget af det svensk typiske usmeltet hos sig, har det «ståtlige», også det lidt frivole og gjør et forfærdelig brudt og uharmonisk indtryk.

Geijerstam bor så stemningsfuldt ude på landet udenfor Haga, som Bellmann synger om. Han har en sort, frisk og kjæk frue, han har bedet mig såmeget om at hilse, Ligeså Ellen Key.

– – Det er ellers en fæl åndelig atmosfære man har følelse af, og svenskerne gjør ikke på norske kunstnere behageligt indtryk. Kvinderne derimod. Den artikel som Sigurd Ibsen skrev sidst i «Nyt Tidsskrift» synes mig aldeles træffende. Det siger Ellen Key og Geijerstam og at den er, men de er måske vel fiendske mod sine egne.

– – Jeg læste Jens Tvedts «Godmenne» i sommer, det er den første bog af ham jeg har læst. Tænk jeg synes Jens Tvedts behandling af bondelivet er mere helstøbt, bedre og ja, finere, end Hans Kincks. Men måske kommer Kinck til at række videre. «Godmenne» er virkelig en af de bøger jeg har husket. Der var et drag vel helst ved den vestlandske bonde ingen anden end Tvedt har fåt frem og ingen anden kunde få frem – den veke resignation, ja det er et dårligt ord for det –, når Dere bare forstår hvad jeg mener så. Og der var mere end det, det var en stille poesi og en stille kunst.

Jeg begynder nu da jeg vil skrive prosa at mærke hvor ondt dette norske embedsmandsdansk er. Alle afskygningsord fattes. Gang på gang savner jeg K. Knudsens «Norsk og Unorsk» for at kunne finde et dialektord at omdanne, men det støder også. Kincks sprog synes mig så underlig fremmed mange gange, det blir mer sprogprøver end stil. Men jeg forstår så godt hans stræben, Alle de ordene på be er fæle, det er næsten umulig altid at få dem omskrevet. Tænke sig 113for alle de engelske ord for tænkning og betragtning har jeg blot ét eller to, tænke og gruble.

– Det synes somom «Verdens Gang» har fåt noget imod mig. Jeg sendte efter Edvard Munchs udstilling en artikel derom. Jeg hørte ikke et ord og fik ikke engang artikelen tilbagesendt. Jeg sendte til jul en skizze over emigranternes julehjemvé, det kom ind i «Politiken» – ikke i «Verdens Gang». Man drives på den måde over i «Morgenbladet». Lidt må man jo tjene engang imellem. Jeg begynder forresten at tænke på at søge huslærerpost i Japan.

Jeg fik idag brev fra John Grieg, som fortæller at Bergens societé, Bergens upper ten, crême, diskutterer dette julestykke jeg (på Ellen Keys, Lundegårds og Geijerstams opfordring) havde sat ind i Politiken, – fordi Berg. Aftenblad havde aftrykt et brudstykke, hvor der stod «Faen i Helvede». Det amerikanske boarding-room’s tomhed og øde blir nemlig så trykkende at min bror sætter ud i en éd, og det kan ikke den bergenske crême forstå. Det er kanske dette «Faen» som har gjort at Verd. Gang ikke kunde opta stykket sammen med sin julepræken. Min forlægger finder mig, jordens fredeligste menneske, som ikke kan forstå, at menneskene bestandig går og er onde mod hinanden, når de kan være gode – udfordrende!

For et vrøvlebrev jeg har lavet sammen til eder, Digter- og kritiker-parret, I får tilgi mig, det er så forfærdelig vanskeligt at skrive breve, og jeg håber I tar viljen i gjerningens sted.

Det er et fælt liv dette digterlivet, og jeg drives sterkt til at søge anden beskjæftigelse. De ledige tider da man går og samler sig og gjærer og forarbeider sit stof er så onde, man føler sig som jordens elendigste lus. Igår da jeg gik forbi en skøitebane, hvor de glade og friske, i par og enkeltvis svang sig, kom jeg til at tænke på, at såne melankolske digtere som jeg gjør igrunden ikke såmegen nytte som 1 par skøiter. Jeg har i disse dage skrevet det bedste jeg har gjort synes jeg, jeg synes selv, at jeg har lavet enkelte partier hvor det norsk-danske sprog er benyttet både eiendommeligt og på en finere måde end i almindelighed hjemme – og dog, det synes så lidet når man går over gaderne og har det arbeidende livs friskhed, jubel og sorg om sig. Man har jo stunder, da det synes en stort at gå ledig, da en synes forstå, at digterlediggangen gir øine, skaber tingene om, kaster andre lysninger over slegtens måde at leve på end den selv får, fordi den er midt indi det. Men de er så sjeldne de stunder.

Den roman jeg har talt om har jeg flere gange begyndt på, men har endnu ikke mod eller kraft til at ta for alvor på. Jeg måtte være i lidt lykkeligere forhold, både pekuniært og anderledes. Desuden er det vel bra, at jeg først uddanner mig mer endnu en stil og jeg har derfor tænkt til våren at få ud en liden samling fortællinger, bare 114to, tre. Hermed får jeg da slutte og takker eder for den tid jeg var hos eder – og hilser hjertelig, skulde der være andre af dem jeg mødte da hvem det kan interessere, tør jeg kanske også sende dem min hilsen.

Eders hengivne
S. Obstfelder.


Stockholm, feb. 1895

Kjære C. B.! [Christofer Brinchmann.]

– – –

Egentlig ledig har jeg mindre her end nogensteds gået, har enten studeret bøger eller mennesker eller violien eller mig selv. Jeg har også såvidt mulig gjort propaganda for yngre norsk literatur – for den ældre behøves det ikke. – Som ellers er jeg først sent kommet på skriveraptusen. Fra januar kom jeg dog ind i den, og tror at den vil vare frem over våren. Jeg vil iallefald gi ud et bind fortællinger i marts eller april – ganske lidet, to eller tre. – Men til gjengjæld begynder nu den økonomiske frygt, ikke for nutiden, men for fremtiden, – og derfor skulde jeg måske helst ville søge mig en eller anden post. Men man vet ikke hvad som klogest er. Gang på gang flakser man med vingerne og vil ud, men kommer af en eller anden grund ikke længer, og det synes jo så, at hvis man tror på sig selv som forfatter, skulde man som 28 årig have afgjort sig og ofre sig for det alene, selv om det blir karrigt. – – – – – – – – – – – –

Det er så besynderligt med skrivekunst – man kan ikke befale sig til det. Men så kommer det en skjønne dag, og da væver der sig ind i det hvad man har oplevet og tænkt de dage man ikke skrev.

Når jeg begynder, så blir jeg meget energisk. Jeg arbeider hver dag meget. Jeg har nu arbeidet så at sige hver dag i over en måned – og nu agter jeg at styrte om igjen den hele fortælling – (allerede engang har jeg skrevet den om) og skrive den anderledes.

Der er så mange tvilsdage, da man synes det ikke er noget det man gjør. Jeg er også red den norskhedsiver man begynder at få i literaturen hjemme om igjen. At det skal være så norsk også i småtingene. Man kan jo ikke godt det uden lexikon og grammatik og dialekter. Og efter min mening heller ikke det – man må ligge i norske bygder og leve sig sammen med folket. Jeg vilde så gjerne det, jeg. Men det har endnu ikke faldt sig så – og jeg er bange for at min stil i denne fortælling kommer at bli lidt for meget salonstil for den norske smag. Når jeg leser Thomas Krag blir jeg ganske forskrækket. Sån kan ikke jeg skrive. Disse lødige, klangrige sætninger! – Og når man sidder alene her i Stockholm, så er det så 115vanskeligt at trøste sig med, at man har kanske sin egen personlige stil, som er så og ikke kan være anderledes. Man er ikke sikker på, at det ikke bare er ens ufuldkommenhed. – – – – – – –

Din hengivne
S. Obstfelder.


[Vinteren 1895?]

Kjære Sven Moren!

Har ikke meget at skrive. Mange tak for brevet skulde jeg vel først sagt.

Det falder mig ind – jeg vet ikke om jeg har fortalt, at jeg en af de sidste aftener før jeg reiste til Stockholm mødte frk. Castberg.

Jeg har som du af adressen vil se leiet mig et nyt værelse, og det gav stødet til at jeg kom ind i en hel ny fortælling som jeg håber skal bli det bedste jeg har skrevet – og komme ud sammen med «Liv» nu til våren. – Jeg tænker at det skal bli alvor nu med min Berlinerreise (nu når pengene begynder at slippe op!) Men jeg kommer nok til at reise over Kjøbenhavn. – Man har sålænge flakset med vingerne. Engang må det da bære rigtig sydover!

Det glæder mig rigtig at Signe er kommet til at trives deroppe, og at I har fundet hende god og bra.

Kan ikke skrive meget idag. Der er vår i sneluften idag og det gjør at man blir fortumlet og intet kan egentlig –

Derfor blot en hjertelig hilsen og tak for brevene

Din hengivne
Sigbj. O.

Adr. Skepparegatan 11, 2 tr. ö. g., Stockholm.


[Mars 1895. København.]

Kjære K. F. [ɔ: Klas Fåhræus.]

Sidder på kafé Bernina, den kafé hvor vi nordmænd er hjemme som på ingen anden, uden måske den der nede i Paris. Det var her jeg læste din første kritik over mine digte, det var her jeg lærte den ene efter den anden af norske og danske forfattere at kjende. – Jeg skulde ha skrevet før, om ikke min reise var blevet mere langvarig end tænkt. Nu ved du vel, at jeg kom ikke afsted på torsdagen, og da kunde jeg lige så gerne ha opsat det til lørdagen, men sådant ved 116man ikke. Toget kom et qvarter efter at isbryderen var gået til Helsingborg. Og da skulde det netop da bli så vanskeligt for den at komme tilbage, nordenvinden drev isen mod den og den var 17 timer tilbage fra Helsingør til Helsingborg. Jeg gik da der jeg, og frøs på fødderne, jeg havde så tynde strømper, og jeg havde mistet galoscherne lige før jeg forlod Stockholm. Da jeg om lørdagen til slut fandt frem til moloen var det forresten et så vakkert syn, solen var gået ned, og man stod og så over mod det danske land, den enkle linje, blot noget mørkere end himlen, og på moloen glimted fyret; små gutter og småjenter løb nede i en vik på skøiter, en fletning af master lå mellem moloen og land. Hele søndagen gik jeg i Helsingborg, først mandag morgen kom jeg afsted.

Jeg mærked nok at jeg er færdig med Kjøbenhavn. Det er som havde jeg været her hele tiden. Det er intet her som ægger. Jeg skulde kunne skrive om jeg havde et ordentligt værelse. Men jeg længes længre sydover. Jeg ser nu at jeg havde ret i hvad jeg altid sa, at i Stockholm var umuligt at skrive. Det er så. Her er bedre, – her er kaféerne underlig inspirerende, – man har ikke den trang som i Stockholm, stadig at se nogen, stadig at være sammen med nogen.

Her kan man gå på gaderne, sidde i kaféhjørnene og synke sammen i tanker, hvorfra man næsten ikke vågner op igjen, sorlet af røster og glas og kopper er blot et akkompagnement.

Men har man arbeidet, har man råd at hvile, da er Stockholm stedet, da er det tid at gå til smörgåsbordet, holde taler, nyde selskabligheden.

Menneskene her i Danmark interesserer ikke os nordmænd og svensker, som overmennesker går vi blandt dem, med større kraft, mere «lordlike», mere lukket og stængt og stolt.

Og dog, træffe vi de riktig civiliserede dansker, – så har de en finhed, en reserverthed, som neppe nogen kan måle sig i. Da blir også deres sprog fordrageligt. Thi da blir deres sprog det bedste konversationssprog: dette indrømmende: jeg behøver ikke at holde taler (som svensken), jeg behøver ikke at komme med argumenter (som nordmanden), jeg forudsætter at du ved, hvad jeg vil si, at du allerede har tænkt det, at du har set det af mit ansigt. Da er dansk, et fint, overmåde høfligt sprog.

Jeg ved endnu ingenting. Gjedser-Warnemünde er stængt, Kiel-Korsør er stængt, og øerne er vist også ofte stængte. Jeg blir derfor nogle dage her og forsøger at fortsætte min novelle, og benytted de to dage i Helsingborg til at tænke på den. Måske reiser jeg også på landet her.

Det er vemodigt at tænke på de dage, jeg leved her sidst, i den tid jeg skrev «Liv», da mine digte kom ud, og senere. Den var så ganske, 117så ganske forskjellig fra den jeg kom til at leve senere i Norge og i Stockholm.

Er der så senere blevet noget lagt til min vækst. Jeg tror det dog nok. Ikke til mine tanker. Mit tankestof er detsamme, Men jeg tror jeg er blevet stoltere. Jeg tror det.

Endnu vil jeg ikke si, at Valhallavägen står fuldt i mindets farveglorie, endnu er jeg for nær indpå. Men jeg tænker det vil komme. Som du ved, var det først netop i den sidste måned, at jeg begynte føle mig hjemme i Stockholm.

Jeg er glad over, at jeg ved noget om Sverige, jeg kan tale med derom nu.

Hils hjertelig alle, meddel dem jeg endnu ikke kan skrive til, hvad der kan interessere dem – – – – – – – – – – – –

Hjertelig hilsen
S. Obstfelder.

Kjøbenhavn.


[Berlin, mars 95.]

[Til frk. Anna Johanson.]

– Er det bare familjerne – statsmedlemmerne – kirkegjængerne, som har retten. Vi ensomme, som vil forstå alt, intet anklage, har vi ingen ret?

Måske er der en verden senere, hvor vi bedre vil forstå os selv.

Jeg længes mod den verden. Jeg længes bort fra her. – – –

– Det er nokså sælsomt. Jeg sidder her i Berlin i et vældig stort værelse, jeg ringer på og blir betjent – betaler intet (før månedens slutning) – og har 20 Mark i lommen! Jeg går aldrig på noget, på koncert eller nogen ting – jeg møder ingen mennesker. De andres kafésitten, sån som det foregår her, er mig alldeles modbydelig. Og dog har jeg været i et sådant overlegent roligt, næsten glad humør, siden jeg kom her i dette værelse.

Fælt var det med det samme jeg kom til Berlin. Det bød mig så skrækkelig imod, folkene, byen, alt. Jeg længted så grænseløst tilbage til Sverige, svenskerne og Stockholm. Det var jo da et ganske anderledes aristokratisk folkefærd. Og jeg var i det sidste begyndt at holde så af det. Jeg mærked det bedst da jeg kom til Kjøbenhavn. Vistnok var mig byen der kjærere, men jeg følte dog, at jeg var begyndt at føle mig vel hjemme blandt folkene i Sverige. Med folkene kan jeg da naturligvis blot mene dem jeg har truffet. – Jeg synes 118også nu da jeg fik anledning til at se Kjøbenhavn igen at Stockholm er vakrere. – Imidlertid må der ha været noget i luften deroppe i Stockholm, som har gjort mig urolig og især irritabel. Det mærked jeg her. Jeg er her langt mere rolig, jeg går om med denne følelse af styrke indvortes. – Måske er det forfærdelig uforsigtig af mig at jeg reiste her ned – jeg kunde ha levet i Sverige i to-tre måneder for de penge jeg allerede nu har sat til. Men det er ikke godt at vide og sådant kan man ikke beregne. I alle fald synes der i mit naturel at være en tilbøielighed til at styrte sig ud i vanskelige situationer.

– – – –

Jeg sidder og venter med en barnagtig forundring på hvad der nu skal foregå – når mine penge er slut – og på hvor skjæbnen skal drive mig hen herfra. Måske modtager jeg Dr. Bs indbydelse til den ø i Østersjøen. Jeg vet intet. Jeg lar mig bare drive med nu af de sammenspillende omstændigheder. Jeg skal forsøge ikke at lægge planer. Jeg skal forsøge, hvis der er tyngdekræfter i selve tilskikkelsernes væv, da at la mig trække af dem. Det må da være den letteste måde at komme afsted på.

– – – –

[Sigbjørn Obstfelder.]


[Berlin 16–3–1895.]

Adr. Hannoversche Str. 4 IV

NW. men vist ikke så længe.

Kjære Frk. Key!

Blev aldeles forvirret af afskedstagen – og når man bryder op efter fem seks måneders ophold, er der ikke blot mennesker at tage afsked med, men også luft og tanker. – Jeg var hos Dem, men da jeg ikke mødte Dem, tænkte jeg at skrive, og vilde da vente til jeg kunde fortælle lidt. Jeg blev opholdt et par dage i Helsingborg, som forresten var et morsomt, vakkert sted. Atter i Kjøbenhavn blev jeg opholdt i flere dage, mødte der Hannover, Helge Rode m. fl. Mærked, at Stockholm var blevet mig kjærere end Kjøbenhavn – vel fordi jeg var kommet såmeget i hjemmene der. – Kom så endelig over Warnemünde her til Berlin, som efter det lyse, lille Stockholm, med de høie, vel udseende og reserverede folk – ikke egentlig tiltaler mig. Jeg mødte her Munch, Thiis, Gallén, Paul, Vigeland. – Har brugt mange penge, og vet ikke egentlig hvor det skal bære hen med mig. – Stockholm blev mig tilsidst så hjemlig kjært, Fåhräus’, Lundegårds, I alle var så hyggelige og jeg har tilbragt såmange timer hos eder der bider sig fast i hjertet. – Men også Visby er blevet mig en 119samvittighed. Og engang må det bli. – Jeg har endnu ikke skrevet til Lundegårds, men vil skrive et længere brev når jeg kommer bedre i ro. Hils dem meget foreløbig.

Deres hengivne
S. Obstfelder.

Vil De hilse Tor Hedberg, jeg fik ikke tid til at ta nogen afsked.


[Berlin, mars 1895]

Kjære Herr Lundegård og Frue!

I har måske troet, at jeg sådan uden videre glemte. Å nei, desværre. Glemme har jeg ikke let for. Alle fortidens fangarme strækker sig stadig ud mod mig, og flere kommer der, flere og flere, og forhindrer min frie flugt ud mod det ubekjendte. – Jeg udtrykker mig som sædvanlig klodset. Jeg er så tankefuld i aften – Jeg har et stort rum, stort svært, man har så let for at la tankerne løbe i det. – Som sagt jeg har ikke glemt, men jeg har været så urolig, først reisen med forhindringer i Helsingborg, Kjøbenhavn og Warnemünde, så denne fortællingen. – Iaften har jeg imidlertid en fornemmelse af ro – en fornemmelse af: lad der komme hvad der vil. Og jeg er træt, jeg har skrevet meget idag. Igrunden har jeg fra januar af ikke så megen dovenskab at bebreide mig. Men jeg har begyndt at tabe troen på mig. Hvorfor flyder det ikke rigt fra mig? – og gedigent, guld og sølv?

Hvor jeg husker stemningen i eders stue, dens tusmørke – det øieblik, når fruen bredte kjolen op om benene i sofaen, ligesom til vinket: nu skal hushyggen begynde, megen snak, megen klogskab behøves ikke, blot dette stille en ikke kan forklare. – Jeg skulde ha nydt det så meget mere, jeg skulde ha nydt det så meget mere, hvis jeg havde havt bedre samvittighed, hvis jeg havde havt retten til hvile. Jeg har det håb at komme til Stockholm igjen engang når jeg måske – måske – har gjort noget og kan hæve hodet en smule. Jeg længter så efter at være glad. Jeg er sådan jeg, tror jeg, at der altid er gråt i mig som venter på at bli til smil. Gråt og smil kan være det samme. Det er forskjellige aggregattilstande. Gråt venter på solens varme for at bli smil.

Jeg blev så glad i Stockholm tilslut. Som man bliver det i det man har havt megen modstand mod. Jeg længes tilbage. Jeg vil ikke tale om hvordan jeg længtet tilbage de første dage. Jeg kunde ha reist ned på landet istedet. For de penge jeg har brugt på tre uger nu under reisens møie og ubehag kunde jeg ha levet godt et par måneder. 120Og dog det er ikke godt at vide. Berlin er god for mig at tænke i. Dette med alle menneskene, og så ens ensomhed. Jeg lægger mig kveld efter kveld uden at ha talt med nogen om dagen. Som sagt Stockholm og de mennesker jeg der mødte blev jeg så glad i. Jeg mærked det så godt i Kjøbenhavn. Jeg skjønte, at der var det netop ensomheden (den der er skildret i «Liv») og byen jeg var blevet glad i – det var ikke menneskene der drog mig. Og endnu mere da jeg kom til Berlin. Hvor de syntes mig små imod svenskerne, hvor de syntes mig at savne stolthed.

Jeg var så skamfuld over, at jeg tog imod filten. I må jo tro, at jeg sådan går på «lægd» (bliver ernæret af andre.) Men jeg var så omtumlet da jeg skulde reise, at jeg kunde ikke tænke. Men mange tak må I ha. Jeg går med det håb at bringe den uskadt tilbage – og hvis ikke – ja så er det en præsent, der vil bli nok en fangarm!

Har I følt hvordan det er underligt sådan at sidde i et stort værelse med den svære hestelarmen udenfor sig i en millionby, hvor man ingen kjender. Ja, d.v.s. her er jo Edvard Munch, Paul, Gallén, Vigeland, men jeg ser dem aldrig, de sidder på kafeer og det kjeder mig og jeg har ikke råd. Jeg har snart ingen penge. Det er ganske lystigt. Jeg venter hver dag på at Vorherre skal træde ind i stuen og lægge en banknote på bordet. Det gjør han nok i en eller anden form.

«Liv» var oversat og bestemt til optagelse i «Pan»s 2det hefte.

– Nu blæses der tappenstreg i kasernen udenfor mit vindu. Samtidig bærer fruen her som jeg bor hos ind mit «Abendbrot», som hun har kjøbt til mig. Her blir nok ikke tale om svensk levemåde her i Berlin.

Har jeg mer at fortælle om mig selv? Jeg kan intet finde. Jeg kan blot finde en tak for de lune aftener hos eder. Bring frk. Ellen Key min hjertelige hilsen.

Med hengivenhed
S. Obstfelder.

Hannoversche Str. 4, IV Berlin N.W.

Dette medfører ikke nødvendigheden af et svar. Jeg kjender selv til umuligheden af at skrive brev uden man er i et særskilt hjørne. Dette var jeg iaften. Jeg havde lyst at gjøre det.

S. O.


121Berlin, 20/3 1895

Kjære Fru S. [ɔ: Signe Hansen.]

– – –

Jeg sidder i et stort svært værelse, og alle Berlins vogne og kjærrer ramler udenfor mig. Der er kommet sådan ro over mig, siden jeg kom hertil. Det er vist det, at jeg snart ikke eier en skilling og sidder i dette store rum, og ringer på klokken hvergang jeg ønsker noget, det er vist det som gjør mig ligesom så besynderlig fredelig stemt. Det er ligesom man føler sig inderligere sammenhængende med livets veksel, med vrimmelen, når man sidder sån – og er fattig. Da nyder man at spise og drikke vin og sådan noget. Der er et overmod i at gå ind på den fineste restaurant og for sin sidste hvid forlange en flot middag. Det pulserer sterkere om en.

– – –

Jeg er rolig, jeg føler mig sterkere, bedre tilmode end jeg har gjort på længe, jeg vet ikke hvorfor. Jeg oplever intet – jeg går næsten ikke ud – jeg skyr helst mine venner kunstnerne, thi den dumme sidden og vrøvlen på kaféer er jeg led og kjed af, har desuden ikke råd. – Men jeg er blit så glad ved blot at være til, ved at vente atter noget nyt, opleve noget, sterkere skal jeg ta imod det. Det tykkes mig så sælsomt. Og jeg har denne behagelige følelse af at være sterk, frisk, ren. Når jeg står op om morgenen og greier mit hår foran speilet, da kan jeg så trygt se mit ansigt deri, der er intet jeg er bange for at se, mit liv er klart som en vanddråbe. Det er en ny følelse for mig, og den er behagelig ved sin nyhed. Jeg har ikke faldt på at ha den før, jeg pleier at ha lettest for at finde noget at sørge over hos mig.

Og så er jeg morsomt spændt på hvad der skal komme. Hvordan vil det gå, når jeg ingen penge har mer?

Og så glæder jeg mig til sommeren. Jeg vil være lykkelig i sommer, ja jeg vil. Jeg vil ikke sån som det altid pleier bli til med mig lære noget, bli klogere – jeg vil nyde.

Jeg er så træt af at lære, jeg er så træt af at samle menneskekundskab, og af at udvikle mig selv i alle retninger.

Ja, jeg forsikrer Dem, jeg lever i en daglig overraskelse. Jeg går om i dette svære værelse, med den høiryggede sofa, jeg går om og spør mig: er det virkelig du, som er her? Så ringer jeg; en pæn frue kommer, jeg siger: Kafé … så kommer kaffe, hun bukker og spørger: «ist das so Ihnen recht?» – – vel jeg går om og tænker og 122tænker og tænker på min fortælling – ringer atter: heizen bitte, Hun forsvinder bukkende, kommer igjen o.s.v. o.s.v. – Jeg vet neppe hvordan det går til, men det er virkelig så.
– – –

Deres hengivne
S.


[Poststemplet: Berlin 25. IV. 95.]

Kjære Herr Andreas Aubert!

Meget glad blev jeg over at modta Deres brev. Men med den «hele del» jeg skulde ha skrevet forholder det sig nok desværre ikke videre storartet. Jeg blev i så godt humør, jeg syntes jeg havde hodet så fuldt – – og det har jeg også altid egentlig – – også da jeg så blev færdig med den ene fortælling, fandt jeg at den ikke kunde bruges. Fortvilet herover reiste jeg her til Berlin for at forsøge på nyt sted – jeg skulde ikke ha gjort det hvis det ikke havde syntes mig så bydende da at få ud en bog til våren. Jeg har da her spekulert og spekulert og omarbeidet i rod og top, og vistnok er det meget bedre det der er kommet ud deraf, men dog tilfredsstiller heller ikke det mig. Det er så forunderligt – det synes mig at jeg deriblandt har skrevet mine bedste stykker stil – ligesom også de idéer der har bevæget mig har været så gode. Og de idéer vil jeg ikke ha spolert! Derfor vil jeg heller som jeg pleier – tror jeg nu – la det ligge og godgjøre sig en stund og så ta på påny. Jeg har allerede før fortalt Dem at jeg er i en sterk gjæringsperiode, at jeg søger en kraftigere form – dertil også en optimistisk livsanskuelse. Og det er det, ser De, hr. Aubert, – der for mig er det vanskelige. Finde gode, vakre udtryk for smerte, sorg, fortvilelse, det har både mit liv og en stor del af mit naturel lært mig. Og dog synes jeg jeg har opdaget hos mig fonds til en – ialtfald eiendommelig, om ikke almenmenneskelig – livsglæde. Og har det sidste år ikke været rigt på nye udtryk, på bævrende skjønhedsliv – så har jeg mærket noget andet, en vis mandighed, en vis stolthed langt, langt bag de fine og bløde strenge. Sligt forskjelligt vilde jeg ha halet frem. Det vil vel være lidt vanskeligt at forstå for Dem af disse almenfilosofiske udtryk hvad jeg mener, men imidlertid synes jeg ikke det haster så forfærdelig for mig med at gi ud bøger. Og jeg er i disse dage næsten kommet til den anskuelse, at det ikke haster så forfærdelig med at få stipendium. Jeg skal forklare Dem hvad det er jeg tænker på. Jeg synes ens bedste år går hen i udlændigheds goldhed – vistnok sér man, der glider forbi en meget farvet virvar. – Men – og det betyder meget 123for en der skriver – ens modersmåls musik lyder ikke om en, ens fædrelands natur og hjerte- og sjælsliv er ikke om en. Husk på – reiste Elster, Ibsen, Bjørnson, Lie o. s. v. sine bedste år væk? Senere når man har stoffet i sig – da er det man kan reise og ha det alt i denne frastand der giver længselens og savnets lyst til at gjenskabe. Jeg har undertiden forsøgt, når jeg tænkte på at bygge et skuespil. – Og jeg syntes at et skuespil skulde foregå hjemme – Jeg havde hverken miljø eller mennesker. Jeg havde ikke denne have, hvor Kjærlighedens komedie foregår, jeg havde ikke de udvortes træk hvorved en bifigur kan tilstedes adgang til et drama, – småbyredaktører, præster, fogder, grosserere o. s. v.

Og dog – dette er bare det store grove – langt mere intimt er det jeg egentlig tænker på. Når De kunde lægge det samme som jeg i udtrykket «modersmålets musik om sig», da vilde De forstå mig. Dette at leve fra høst til vår blandt sine egne, se solen gå ned inde blandt ens egne fjelde, leve ens eget folks glæde ved sne og ski – og længsel mod våren. Lære at kjende de menneskers følelser og karakter, som ens egne følelser og idéer skal repræsentere. Lære at kjende både de store og små strider der foregår fra år til år, i det skjulte og i det åbne.

Måske er jeg slet ikke forfatter. Man skal være født til forfatter. Man skal ikke opdrage sig dertil. Man skal ikke ved selvkritik og reiser få noget at sige, andre ikke har sagt. Og er jeg ikke født til digter, så vil jeg ikke gå for det. – Derfor også er det jeg har tænkt såmeget på idetsidste, om jeg ikke heller bør la være at søge stipendium og være et år hjemme som huslærer eller måske helst – om jeg kunde opnå det – som vikar i en småby. Det er meget muligt at først da, først derefter vilde en reise gi mig det fulde udbytte. Når jeg havde noget at tænke tilbake på. Når jeg fra høst til vår havde levet med den natur der er den deiligste på jorden, sammen med det sprog, hvoraf jeg skal smede smykker! Når jeg havde gået der og draget det frem fra hjernen som mange års evige flakken har fordunklet og rustet til. – – Og allerede i lang tid har jeg havt en trang til atter at fordybe mig i «større ånder» og i gammel literatur, – i oldnorske sagaer. I et par år har jeg drat omkring med Dantes Divina og Miltons Paradise Lost i min kuffert – uden at kunne opdrive ro til at læse det.

Ja – undskyld mig, hr. Aubert – dette var en ordstrøm – det var tanker jeg har dvælet ved og som interesserer mig uden derfor at behøve at interessere Dem. Jeg lever absolut ensom her, så jeg har ingen at udtale dem for, og da løber de her i pennen. Jeg ved ikke hvad der er det bedste for mig – jeg spør – og jeg tror næsten jeg har ret. – Der er noget ganske karakteristisk passeret mig, når jeg 124ser tilbage – op igjennem ungdomstiden skrev jeg uafladelig, alt der bevæged mig jeg måtte skrive derom, der trykked mig, jeg måtte ha udløb. Mine digte var skrevet hovedsagelig under min sterkeste arbeidstid. – Og siden det blev vedtaget, at jeg skulde være professioneret digter – – ja så går det meget småt, forholdsvis.

En brug kan jeg gjøre af den gjorte meddelelse af mine reflexioner til Dem – hvis De synes som jeg – og De som skolemand i løbet av våren kommer over nogen passende post, om De da ledet af den interesse jeg tror De har for mig vil lade mig det vide. Jeg er jo svært flink i sprog og mathematik, Lars Wåge kjender dertil. Allerede ifjor tænkte jeg disse tanker og bad Brinchmann om et tre måneders vikariat han havde i comm., men det var allerede besat. Dog den gang var det hverken så tidlig eller levende hos mig. – Det er helst i en liden kystby jeg har lyst at være. Tror De, at det vil være så meget nyttigere for en lyriker, og en naturstemningernes digter, at være i Paris (Paris endda det bedste man kunde vælge til sammenligning) end i Molde? Eller i Nordland? Jeg er opvant med sjøen, overalt ellers føler jeg en stadig nagende uro. Neppe har jeg nogensinde levet et så frugtbart halvår som det på Sole på Jæderen, hvor jeg var huslærer. Da læste jeg alt jeg har læst omtrent.

Dernæst vilde jeg være huslærer pa et sted hvor der ikke var for ensomt med mennesker. Naturens ensomhed måtte der gjerne være.

– – Det er ikke så at jeg nu tænker på at søge til Hegels forlag. Alvorlig har jeg aldrig gjort det. Og det var ikke såmeget madgryderne som lokket mig, som den omstændighed der gav mig tanken, at Grieg havde skrevet mig et ubehageligt brev til, hvori han lod mig føle det forskud jeg havde. Han har nu rigelig oprettet det, og jeg tænker altså ikke nu på nogen anden. Madgryder lokker mig ikke, men pengene lokker mig som udviklingsmiddel. Jeg skulde gjerne være huslærer hele mit liv, hvis det ikke var trangen til at omforme sig, til at forflere sig, til at skyde skud af anden art. Penge har aldrig givet mig noget – bare «leielse» har de git mig. Jeg har ikke evnen til at få noget for penge. De største glæder har jeg havt når jeg fattigst var.

– – Mens jeg går om så ene her – er der næsten ikke noget jeg tænker såmeget på som unionskampen. Jeg drages til Café Bauer hvor de norske aviser findes, jeg læser dem alle, både dem og de svenske. Flere gange har der i mit hode formet sig en artikel. Men jeg har en – jeg vet ikke om instinctiv – modvilje mod at optræ i et politisk spørsmål. Og dette vilde ikke heller ha berørt mig, hvis det ikke ofte var mere end politisk. Desuden den følelse at digterord har så lidet at si i politisk kamp.

– – Jeg har knapt nok i Norge selv, og ikke i noget andet land 125fundet folk der således elsker, elsker Norge som i Sverige. Få er de vist. Men det er dog netop dem der egentlig kjender Norge. De andre gjør sig falske forestillinger. – – Derfor synes mig en mulig krig så vanvittig, så tåbelig, så syndig samtidig. – Jeg forstår ikke denne proces. En partikamp om en fædrelandssag. Partikamp i denne sag. En krig hvor det ene parti, næsten halvdelen af landet i hjertet står på fiendens side. – – Det er blot det, det er spørsmålet krig som forskrækker mig. Udviklingen vil gå sin gang. Sverige vil ta exempel af Norges demokratiske fremgang. Men hvormeget vil ikke en krig forstyrre? – Ingen vilde vinde på unionens opløsning såmeget som svenskerne. Det svenske liberale parti holder på unionen tildels også fordi de tror, at den er nødvendig for deres demokratiske kamp. Jeg tror, de ser feil. Ganske anderledes kunde der inspireres, ganske anderledes vilde vekselvirkningen bli mellem de to lande om unionen var borte eller båndene så lidet stramme som muligt. – – Nei, jeg får så dårlig udtrykt mig. – – Tilgiv da dette lange brev.

Deres hengivne
S. Obstfelder.

Efterskrift.
Dette brev har nu ligget næsten i to uger. Jeg vilde prøve om jeg mente hvad jeg havde skrevet. Og jeg er endnu ikke kommet til noget andet resultat.

Skulde De komme på at skrive til mig, må De vente til jeg har givet en ny adresse, da jeg reiser fra her.

Forfatteren Jens Tvedt mødte jeg tilfældig igår i malerigalleriet. Min hjerteligste hilsen

S. O.


[Berlin, april 1895.]

Kjære Herr Aubert!

Lige efter at jeg havde afsendt mit brev til Dem igår, læste jeg i «Dagbladet» mit navn blandt stipendieansøgerne. – Mit forrige brev var skrevet under en tristhedsperiode som har varet i tre uger sammen med en sterk influenza, da jeg umulig kunde arbeide. Dertil kommer at jeg for samme tre uger siden sendte min fortælling til Jens Thiis for af høre en mening – jeg syntes det hasted og bad ham skynde sig. Jeg tænkte da endnu at gi det ud. Jeg har gåt og ventet og intet hørt. Nu forstår jeg at brevet er kommet bort. Så kom jeg igår tilfældigvis til at læse op stykket for en dame. Nu, damedom er ikke meget at stole på, men hun påstod, at hun ærlig talt havde været forfærdelig interesseret, og at det for hende var noget nyt. Det 126er den første jeg har læst det op for, og det er første gang jeg har tat i stykket siden jeg skrev det. Dengang jeg var færdig med det var jeg så hodetumlet af det, at ordene gik ganske surr for mig. Nu syntes det også mig selv, at der dog var noget ved det – og det var én ting hun sa som slog mig, og som jeg før selv har tænkt på – at en sådan fortælling netop burde komme til sommeren. Desuden ved nu at se fortællingen igjen står det for mig som rigtigt at den kommer alene sammen med «Liv» – ingen andre ved siden. Det er så derfor jeg vil bede om Deres mening, synes De den er capabel til udgivelse? Hvis De synes det og ikke finder større ting til at rette, men blot enkelte ord, da bør manuskriptet straks sendes til John Grieg. Noget ms. af «Liv» har jeg ikke, men et hefte af N. T. må vel findes i Bergen. Hvis derimod større partier skulde omarbeides – hvad jeg ikke selv nu kan se, efter at den har ligget disse tre uger – da kunde det skrives mig til på adresse «Thyra Bentsen, Königin Augusta Str. 40» – da jeg selv reiser jeg vet ikke hvor. Jens Thiis ordner dette, han pleier også godt kunne se uregelmæssigheder, da han lige fra først af har vænnet sig til mine udtryksmåder.

Jeg har sendt med her et lidet udvalg af hvad jeg har skrevet. Jeg kan ikke afgjøre hvorvidt jeg bør søge stipendium. Hvis jeg kunde ha nogen udsigt til næste år at få Houens (naturligvis forudsat flere bøger udgivet) og udsigten formindskes ved at jeg får Statens eller Schäffers nu, da vilde jeg nødig det. Thi jeg vilde som sagt i forrige brev gjerne nu være hjemme lidt mere sammenhængende fra høsten. Mens Jens Tvedt fortalte mig, at Statens stip. var ikke at bruge til nogen fastsat tid, og da kunde det måske ske i alle tilfælde. Og det var måske ikke klogt at binde sig til en huslærerpost et helt år. Havde jeg så et lidet Schäffer så var det jo en hjælp.

Men meningen er, at det ligger mig ikke så svært på hjerte at få stipendium nu, hvis jeg derved har mindre udsigt til at få Houens næste år. – Tilgiv at jeg lægger såmeget beslag på Deres opmerksomhed. Hjertelig hilsen

S. Obstfelder.


[Juni 1895]

Kjære Herr Andreas Aubert!

Hvor det er vakkert af Dem, at De gjør så meget for et menneske som jeg. Jeg fortjener det ikke.

Som De ser, er jeg i Paris. I håb om at få noget at skrive om gik 127jeg fra det fæle Berlin gjennem Thüringen, og et stykke langs Rhinen, drog så til Paris, hvor jeg den 17de mai traf mennesker efter lang ensomhed. Jeg føler mig her i Paris hjemme som intetsted. Her måtte man kunne arbeide. Jeg glæder mig allerede i det håb at få skrevet så meget, at jeg næste år kunde reise herned og være her en tid. Jeg indser nu, at det ialtfald for mig er lidet udviklende at reise til et land som Tyskland, medens derimod Frankrig virkelig udvikler, virkelig drager frem i en tanker og fantasistrømninger.

Jeg håber det ikke vil gjøre Dem ondt når jeg fortæller Dem, at jeg iår ikke har lyst til ingeniørarbeide. Jeg tror det vil distrahere mig og føre mig ind på pinlige tanker. Jeg talte med Hamsun derom, han frarådet mig det bestemt hvis jeg ikke absolut behøvet det. Og det gjør jeg ikke i sommer, da jeg er inviteret ikke mindre end tre steder, deraf to i Sverige, hvor jeg vet, at jeg vilde glæde dem om jeg kom. Jeg har ikke bedre venner. – De har måske misforståt min tale om skolearbeide. Det var ikke fordi jeg følte mig nervøs, at jeg vilde det, thi jeg har aldrig været så frisk. Det var af bestemte grunde, nemlig for at få ligge i en småby eller en provins, der kunde byde både stof og ro. Det hænder sig netop så, at jeg nu har mindre mod på at ta på et sådant arbeide end nogensinde før. Jeg føler nemlig i mig en modstræben mod at tage del i et arbeide der ligger så fjernt fra det jeg nu er begyndt med. Jeg har en frygt for de mange reflexioner det vil føre med sig, den splittelse i mit sind. Jeg er bange, at om det end styrker legemligt, så vil det afføde et nyt af disse grublerier om hvad der er mit egentlige kald – som opigjennem min ungdom har svækket mig såmeget.

Jeg kan ikke sige hvor det gjør mig ondt, at De har gjort Deres anstrengelser forgjæves, men jeg vil håbe, at de grunde jeg har nævnt må synes Dem at ha noget ved sig. Jeg drages naturligt og let mod et enkelt skolearbeide der ligger mig nær, f. ex. norsk- og sprogundervisning, jeg drages også mod at være med i et sådant praktisk arbeide, men ikke naturligt og let, mere ad reflexion. Hvis De vidste hvor jeg har brændt mig på den ingeniørhistorien, da vilde De måske bedre forstå den – måske ikke fuldt grundede – modstræben jeg har mod nye forsøg, ialtfald iår.

– Jeg eier i disse dage ikke en sou, og jeg har været meget nedstemt. Jeg har tænkt på at skrive til Schou igjen om at hjælpe mig herfra, men jeg vil ikke uden Deres bifald. Jeg skammer mig meget derved. Vistnok har jeg skrevet enkelte ting som jeg dels har sendt, dels agter at sende, til: Tilskueren, Samtiden, Tidssignaler, Morgenbladet. Men dels tar det tid, dels er man ikke sikker på, at det blir indtaget. Det var disse ting jeg havde håbet på, da jeg kom hertil, men så må jeg tilstå at jeg kom op i en svær ranglen rundt med de 128norske her var, herrer og damer, – og den tid jeg skulde bruge til at tjene penge, brugte jeg til at øde. Jeg hjælper mig nu, dels ved at bo på forskud her, dels ved at få lånt spisebilletter hos dr. Bing. Det er mange gange jeg fristes til at miste enhver selvagtelse, – men så vinder jeg noget mod igjen ved den reflexion, at jeg har dog ofret noget for at hengi mig til forfatterlivet, og at min produktions vragen af al omstændelighed, dens tæthed og mættethed i hvert ord får tilgive min fattigdom. Thi denne kommer naturligvis af at jeg ikke kan producere i længdemål. – Dog min situation disse dage er ikke behagelig, jeg har ikke penge til frimærker, ikke til at barbere mig. Og det er en så nagende tanke, at det er selvforskyldt armod.

– Det lille prosadigt «Hustru» havde jeg allerede før jeg fik Deres brev omarbeidet, jeg tror til fordel.

– Som De måske nu ved har jeg blot søgt Schäffers legat – i den tanke at leve i ro i høst.

Jeg blev en dag indbuden til middag hos Jonas Lie. Han kom til at tale om Dem og omtalte Dem med megen forståelse og sympathi.

Jeg har megen lyst til at digte, fremover. Jeg tror, endelig har mit indre vibreret sig til ro og kan samle sig til noget større. Fra en småbys holme tror jeg verden vil vise sig for mig i det perspektiv, der gir mig konturer og lyslinjer. Også her i Paris tror jeg jeg skulde arbeide godt, men det er vist bedre som sagt at vente til jeg får et ordentligt stipendium, hvad jeg formodentlig får engang, når de bestemmende og jeg selv vover sig til at tro, at jeg fortjener det.

Tør jeg bede Dem hilse Deres hustru hjertelig for de venlige linjer i Deres brev.

Og min bedste hilsen til Dem selv.

Deres hengivne
S. Obstfelder
Rue de l’Abbé de l’Epée 14
Paris.


[Paris 1895.]

Kjære Frk. Ellen Key!

De kan tro jeg gik nok og tænkte på at skrive til Dem et ordentligt brev – et sådant brevkort var det jo ikke meningen at folk skulde svare på. Netop i de dage da jeg fik Deres brev – i Heidelberg – tænkte jeg så meget på Dem. På min tur fra Berlin havde jeg nemlig grund nok til at huske – (De må virkelig undskylde overgangen fra 129sort til rødt – det er frygteligt, men jeg kan ikke opdrive andet) – grund nok til at huske Deres ord om min upraktiskhed og værgeløshed ligeoverfor udenverdenens hårdhed. Morsomt nok var det de første ord, Knut Hamsun sa til mig, da jeg første gang mødte ham nu her i Paris: De er vist for god for denne verden, De O. – altså netop det samme som Dem. Berlin er det tristeste jeg har været i; men kanske det alligevel var bra at jeg var der – thi der var intet som distrahered, og jeg skrev min fortælling færdig der. Underligt med den fortælling – da jeg var færdig med den fortviled jeg om nogen sinde at kunne skrive – og da den havde ligget tre uger og jeg tog den op igjen, var den blevet noget ganske nyt – og de som har læst den, Aubert og frue, Gerhard Gran, Vilh. Krag, bruger meget sterke ord om den. Å, hvor den har kostet mig arbeide. Thi hvad jeg vilde var at fortælle verdens banaleste historie eiendommeligt. Dette brev blir nok noget i spring – thi der er såmeget at fortælle. Jeg vilde være blit så glad ved at kommet til Vollmar’s – såmeget mere som jeg ikke havde en eneste familje at gå til i Berlin – men som sagt jeg så at komme væk fra Berlin så hurtig som mulig. Når jeg ikke i den tid skrev til Dem – så var det igrunden fordi jeg tænkte at skulle overraske Dem fra Visby – jeg havde fast bestemt mig for Visby – men skribenter har ingen faste bestemmelser – den sidste dagen fik jeg vandrelyst, kjøbte mig en randsel og en let klædning til 20 mark, gik over Halle gjennem Thüringen, blev hundset af værter og var meget ensom, gik noget langs Rhinen, nedover til Heidelberg, så i Mannheim Gustav Adolfs Fest-spiele i den tanke at skrive til Sverige derom, men har endnu ikke gjort det. Og meget længere havde jeg tænkt at gå, men jeg blev træt af at hundses af værter og af mit eget selskab, efter om morgenen at have gået nogle mile i Østfrankrige ankom jeg med 10 frcs. i lommen sent om aftenen til Paris, hvor jeg fik hus i en bordel ude på Mont-Martresiden. Imidlertid var det blevet 17de mai, i mine sjofle klæder opsøgte jeg Café de la Regence, så der Vilh. Krag, som altid sammen med damer, sendte garçon’en ud med et kort, og så var jeg om aftenen med i 17de maifest, dans og taler. Mit liv og levnet er på sæt og vis som De ser en trubadurs. Idag har jeg ikke 10 frc’s i lommen engang, kun 2. Men jeg har også en samvittighed, såat jeg har bare lyst til at spytte mig i ansigtet. Hvorfor arbeider jeg ikke? Hvorfor går jeg ude og rangler? – Men så kan De også tro, det er en overgang at komme fra det fæle Berlin til Paris. Jeg har ikke på år følt mig så hjemme, jeg har ikke på år følt min evne til at modta skjønhedsindtryk så sterk. Her er jeg egentlig skabt til at leve. Synes det underligt, at jeg er skabt til at leve her? – Havde jeg blot penge! Det er dette fatale, at jeg kommer for sent til alt. Å jeg 130er så træt af mig selv, af min evige lediggang, af dette at modtage stadig vekslende indtryk og aldrig omsætte dem. Og dog – der nu komme en frugtbar tid for mig, der må. Jeg skulde leve så billig her – jeg vilde trække mig tilbage, jeg vilde forvilde mig ud i alle disse rare krogene Paris har, jeg vilde sidde der og tænke – jeg vilde studere i disse omgivelser – jeg synes man måtte kunne føle og se meget ud fra brændpunktet.

Igår var jeg sammen med en ung violinist som bad mig hilse Dem, søn af professor Nyblom i Upsala, han viste mig et deiligt sted nede ved Seinen, Rueil, hvor ingeniøren Ternström bode aldeles vidunderskjønt, og hvor maleren Trädgård arbeidede. Jeg bor i det hotel hvor Herman Bang har boet så længe, Rue de l’Abbé de l’Epée 14, hvor også Fritz Thaulow har boet, og Strindberg en stund, samt andre skandinaver. Jeg har have udenfor vinduet, og vi spiser så idyllisk dernede i det grønne. – – Jeg ser Chr. Krohg er nu i Stockholm, han vil nok bli flittigere end mig til at meddele sine indtryk – men det var det med mig, at jeg var der hverken kort nok eller længe nok, jeg har havt lysten når jeg har tænkt på at skrive, til at kjende endnu noget nøiere, endnu noget flersidigere til det jeg skulde skrive om, og det kommer jeg forhåbentlig til at gjøre, thi jeg lærte at holde så af ialtfald det jeg kom i berøring med. – Da jeg var i Berlin blev jeg så led af al reisen, at jeg beslutted at søge lærerpost og bli hjemme fra høsten, derfor har jeg heller ikke søgt reisestipendium, bare det lille jeg havde sidst. Nu vet jeg næsten ikke om jeg har gjort klogt.

Hvis De ser Fåhräus’s eller Lundegård’s, meddel Dem da noget af dette brev, vil De? Det er et dårligt brev – et bedre en anden gang. Farvel da og min hjertelige hilsen til eder alle.

S. Obstfelder.

Jeg har sendt en liden ubetydelig korrespondance om noget Gustav Adolfs spil jeg så i Mannheim til Red. Steiern, Jeg bad ham hvis det ikke blev optat sende det til Dem.

Jeg var til middag hos Jonas Lie en dag. Man holder meget af det jeg skriver derude.


[Paris’s stempel utydelig.

Kristianias stempel: 27. VI. 1895.]

Kjære Herr Andreas Aubert!

Jeg føler atter trang til at skrive til Dem, – det er som jeg i det sidste på en måde er kommet til at gjøre rede for – skrifte for Dem 131det af udvikling der foregår i mig for tiden. Det er søndag idag, og stille, – de fleste skandinaver er reist herfra og jeg er nu mer alene med denne store, mest inspirerende og arbeidsæggende af alle byer. Jeg har i den sidste tid kommet til at leve over evne, det er gået til på den måde at jeg har villet søge kraft og farver og har ment at det vilde lønne sig alligevel i længden. At komme til Paris lønner sig ialfald altid. Ens menneskeværd stiger i ens øine, og ens følelse af livets skjønhed, rigdom og bevægelse vokser. Så vokser også lyst til at give noget.

Jeg er mer og mer på det rene med, at jeg må stille mig en opgave, og jeg tror også, at min evne dertil er steget betydelig i det sidste. Som jeg skrev i et digt, jeg sendte hjem:

Forunderligt! Jeg føler en ny kvist sprungen ud.

Den er sterk som sten.

Jeg vet ikke hvorhen den peger.

Jeg vet ikke om det er op mod det høie

eller om det er ind mod det dybe.

Der er millioner stjerner omkring.

Er det sneen jeg fordum spredte?

Mine blade, mine stængler er borte.

Jeg eier kun eneste stenhård kvist.

Engang sived der saft i min stamme.

Malm, malm hører jeg klinge i min kvist.

Ja, jeg tror jeg nu er moden til at gi mig selv fred for at samle mig, og stille det alt sammen. Jeg tror som neppe nogen af de andre unge forfattere har jeg trangen til at trænge ind i naturmysteriet, til at se mennesket i lysning af det evige i tid, rum og svingning, og til at se de vekslende former af liv, blomst, larve, infusionsdyr i store hære som allivets sange. Se alt det jeg nu siger er netop det banale jeg ikke vil sige, og det er netop udtrykket jeg vil søge – når jeg har git mig fred. – Jeg længter efter at læse om det igjen, få vide hvad videnskaben ved, og det vil gi mig ordene. Å jeg gjør det altsammen for min egen skyld. Der kommer kanske livsstadier efter jorddøden da vi mennesker vil få åbnere øine og ører – men hvem vet om vi kommer tilbage til Tellus. Og mens jeg nu står her, mens jeg nu engang er her, så vil jeg samle synet udover, som man den ene gang fra Skineggen samler synet og prenter det ind i sit minde.

Å jeg længes ud igjen her til Paris! Der kan ingen by sådan gi mig det jeg ikke har eller rettere trække frem det der ellers ligger nede. Men nu vil jeg først hjem til denne ro –, jeg har søgt flere poster, 132– som jeg naturligvis ikke får. Forhåbentlig får jeg dog de 400 af Schäffer, og i en småby lever man jo billig. – Jeg har omarbeidet «Sletten», og tror den nu er betydelig bedre. Den vil forhåbentlig komme ud i løbet af august måned.

Jeg vil håbe De ikke er sint, fordi jeg ikke gjorde brug af tilbudet om teknisk arbeide. Det vil måske formilde Dem når De hører at det er det 3dje år jeg er tilbudt teknisk arbeide og har betænkt mig på det. Jeg har nemlig vanskeligt for ikke at sætte min sygdom efter mit ingeniørarbeide i Amerika i forbindelse dermed.

Nu er vel De midt op i examensstrævet. Jeg må gratulere Dem til den Dem tilståede bevilgning.

Jeg reiser nu herfra. Herr Olaf Schou har sendt mig 200 kr. som vil sætte mig istand dertil. Jeg blev skamfuld da jeg modtog dem. Jeg har naturligvis sagt til mig selv at jeg vil betragte dem som lån, men det kan vel ta nogen tid. Jeg håber dog på en produktivere periode fremover. Det er den masse fra alle kanter strømmende indtryk der har forhindret min productivitet, tænker jeg. Specielt håber jeg at komme over i mindre filigransartede kunstformer end jeg i det sidste har arbeidet med.

Må jeg få lov at takke Dem for den del De har havt i at skaffe mig disse penge. Det har pint mig meget i det sidste at jeg således må gribe til folks hjælp, og jeg har besluttet mig for fremtiden at vende tilbage til min gamle sparsomme måde at leve på. Jeg tror ikke egentlig det man får for penge nytter mig så meget.

Jeg har ikke på mange år havt en så langvarig productionslyst som denne vår, og den er stadig i stigende.

Men nu snakker jeg formeget om mig selv. Men jeg vet desværre ikke andet. Og jeg vil derfor heller stoppe. Nogen ny adresse kan jeg da endnu ikke opgive.

Min hjertelige hilsen til Deres hustru og Herr Moltke Moe.

Deres hengivne
S. Obstfelder,
14, Rue de l’Abbé de l’Epée.


[24.6. 1895.]

Kjære Peder! [Blix.]

Atter en anledning. Jeg holder på at skrive rundt til skoler for at få arbeide. Dels har jeg fåt lyst til at bo i en liden by – jeg er nokså træt af at reise nu – dels har jeg lyst til at undervise for undervisningens egen skyld, dels fordi jeg tror det kanske vilde være bedre 133at ha noget arbeide ved siden af forfatterskabet. De fag jeg helst vilde undervise i er da naturligvis norsk, fransk, engelsk, tysk. Jeg tænkte, om der var noget vikararbeide på det sted hvor du er eller om du hørte om noget, om du da vilde underrette mig derom. Desværre vet jeg endnu ikke hvor jeg kommer at reise hen her fra Paris (jeg reiste fra Stockholm over Kjøbenhavn til Berlin, hvor jeg var i et par måneder, derfra tildels gående til Paris) men jeg har bedt folk om at adressere de brevene til Andreas Aubert, Aars & Voss.

Jeg blev meget glad over det morsomme brevet, og over at høre at du er lykkelig. Jeg længes nok efter at komme i ro jeg og, ja forfærdelig mange ganger, men det er vel så, at denne reisingen og ufreden skal til for min profession. Jeg tror jeg kunde gjøre det nokså bra, hvis jeg var lidt mer productiv, disse som har ord for at forstå sig på det er svært fornøiet med hvad jeg gjør. Det gjælder naturligvis at skrive noget større, en roman eller noget sådant, så kunde man ialfald få et ordentligt stipendium.

Jeg håber engang at få se både dig og din hustru, indtil da mine hjerteligste ønsker og hilsener.

Din hengivne
Sigbj. Obstf.


[Poststemplet 14/7 1895 Kristiania, sendt fra Paris.]

Kjære Vigeland!

Siden jeg blev fortrolig med den stående gruppe, har jeg ikke kunnet glemme den og siden den blev slået istykker har den været i mine tanker mer end en kjærest. Du må gjøre den op igjen for sig. Jeg skal nok skaffe penge til at betale den. Og jeg husker hvordan den var. Jeg skulde ikke gi mig før der var det over den som over den gamle.

Din hengivne
S. Obstfelder.


[Sommeren 1895.]

Da jeg atter reiser herfra, får jeg senere sende adressen.

Kjære Sven Moren!

Det er skammeligt med mig og min brevskrivning. Men det er de reiserne. Jeg reiste fra Stockholm over Kjøbenhavn til Berlin i marts, i Berlin – som jeg ikke likte – var jeg henimod 2 måneder, 134så halvt gik, halvt reiste jeg til Paris, hvortil jeg kom med en ransel og ingen penge. Men jeg traf der såmange nordmænd som jeg ikke havde mødt på længe, V. Krag, Hamsun og mindre navngjætne mænd og kvinder.

Det går sent med min skrivning. Først i august kan en liden fortælling udkomme, enten lige stor som eller større end «Liv». De udkommer da sammen.

– Der er en ting som trykker mig hver gang jeg tænker opover mod de kanter, hvor I er. Jeg har endnu ikke talt med dig om betaling for kosthold for Signe, jeg har med hensigt undladt det, fordi min familje intet kan gjøre og jeg hidtil har været ude af stand til at gjøre noget – og da var der jo liden nytte i at tale om sagen. Ikke for det, for øieblikket kan jeg jo heller intet gjøre, men jeg agter nu at begynde et andet og sparsommere liv end det jeg har ført i de sidste tider og da kunde jeg kanskje få noget tilovers. Det er jo ikke at vente at – ialtfald forsåvidt – fremmede mennesker skal påtage sig uden godtgjørelse kostholdet og umagen med et menneske, der neppe hidindtil har kunnet gjøre likt for sig. Lad mig derfor få spørge dig om dette og la os ikke være sentimentale i den anledning.

Jeg er ellers lidet oplagt til at skrive breve for tiden, og vil bede dig tage mine hjerteligste hilsener til dig og alle istedet.

Din hengivne
S. Obstfelder.

Jeg mindes med vemod mit forrige års ophold ved Elverum. Det var deilige dage, de vakreste ifjor sommer.


[Paris, sommeren 95.]

[Til frk. Anna Johanson.]

Berlin er en forfærdelig by, en skrækkelig by. Det hjelper vistnok at man kommer i kredse og familjer, men det er ikke nok. Berlin vedblir også da at være forfærdelig.

Paris var med engang hjemlig, varm, nu da jeg kom her for anden gang, Berlin var mig til det sidste kold og fremmed. Og som intetsteds har skandinaverne et andet hjem i Paris, man træffer få steder et så bra udvalg i hvad enten De vil omgås svensker, dansker eller norsker. Jeg synes ikke nogen by er som Paris. Jeg synes ikke nogetsted livet er så lyst og let, så lidet nervøst, heller ikke kan man nogetsted sådan indrette sig som man vil, og intetsteds sådan finde de venner man behøver.

135– – –

– Paris er bleven så stille så stille om aftnerne. Folk er reiste, det er mangengang som man går i en uddød by, og ved en storby når den er uddød, er der noget meget sælsomt. Og som jeg går her alene blir det sån baggrund for minder. Jeg flyr altid minder jeg. Jeg lever igrunden nokså hurtigt, med temmelig raske overgange fra det ene til det andet. Derfor trær de så stærkt frem gamle dage, når de så nu og da lyser frem. Det er så nær og dog så fjernt, så fjernt, vinterdagene i Stockholm, det fjerneste, det østligste, det vinterligste jeg har besøgt. Siden den tid har jeg ikke sluttet mig til mænd eller kvinder, jeg har ladet livet rulle om mig og jeg har tildels ladt mig rulle med. Ja, jeg har aldrig sådan levet for dagen, sådan renonceret på håb og planer. Hvad jeg i disse måneder har gjort, hvor jeg har reist, det var aldrig planlagt eller anet.

– – –

– Jeg agter fra høsten at bo i en liden by og leve svært stille. Jeg har lyst til at lese og udvide mine kundskaber og jeg vil forsøge at skrive en større bog. Den lille fortælling jeg skrev udkastet til i Stockholm og som har beskjæftiget mig også senere, tror jeg skal frembyde det vakreste jeg har skrevet. Men, som sagt, fra høsten vil jeg forsøge at indrette mig, jeg har søgt en masse skoleposter og jeg vil måske få en af dem. Jeg vil leve rolig, jeg vil ikke længer søge oplevelser. Men til næste vår vil jeg atter begynde at reise.

Men for tiden er jeg træt af at reise. Jeg længes efter at blive fri for at modtage indtryk, at ha hjernen en stund hvilende. Imorgen skal jeg sammen med Vilhelm Krag og en anden ung forfatter reise fra Rouen. Jeg glæder mig dertil. Jeg glæder mig til det friske pust fra havet, og jeg glæder mig til at svømme når jeg kommer hjem.

Det har været mig en deilig hvile ikke at være intim med nogen, ikke at slide frem det inderste i mig og vise det. Man blir sommetider så ond da, eller man ser så grant sine manquements.

[Sigbjørn Obstfelder.]


[Høsten 1895.]

Kjære Herr Andreas Aubert!

Tak for Deres brevkort. Jeg tillod mig at bede de skoler hvem jeg ansøgte om arbeid, at adressere eventuelle breve til Dem, da jeg ikke vidste nogen adresse i Kr.a. Jeg er nu kommet hjem glad over mit Pariserophold som har befrugtet mig. Jeg håber i høst endelig at kunne begynde på et større arbeide, nemlig et skuespil i tre akter. 136Jeg havde håbet på det lille Schäffer’s legat. Men så vidt jeg kan trække ud af Brinchmann har jeg nok ikke fåt det. Jeg vilde gjerne havt det nu netop fordi jeg tror på dette større arbeide. Jeg forstår ikke stipendiekomitéens ræsonnementer – Jeg vil dog tro, at jeg skal kunne klare mig så jeg kan få hengi mig til dette skuespil, hvis personer jeg længter efter at bestemme nøiere. Jeg håber for stipendiekomitéens egen skyld, at den har uddelt statens midler retfærdig.

Jeg håber, at De har det godt på landet. Jeg sender Dem og Deres hustru min hjertelige hilsen.

Deres hengivne
S. Obstfelder
Adr.: Bogstadveien 37.


[Høsten 1895.]

Kjære Herr Andreas Aubert!

De må tilgi mit utålmodighedsudbrud i det forrige brev. Jeg skriver nu igjen for at tilintetgjøre det. Det var med det samme jeg kom hjem jeg blev lidt lei, men igrunden tror jeg det var bedre så (med stipendiet, mener jeg!) Thi så er der vel bedre chance for at få Houen. Jeg havde jo slet ikke tænkt at søge fra først af. – Hvis jeg ikke får arbeide i småbyerne, har jeg tænkt at bosætte mig her og gi timer i sprog og skrive ved siden. Kan det bli noget med skuespillet, tror jeg jeg skal bli ovenpå. Jeg er idethele i et så godt håb og humør som ingensinde i mit liv. Som sagt – jeg håber De forstår, at mit udbrud mod komitéen i forrige brev var en følge af en øieblikkelig skuffelse.

Deres hengivne
S. Obstf.


[Høsten 1895?]

Kjære Sven! [Moren.]

Jeg havde jo bestemt mig til at skrive til dig for lang tid siden. Men jeg tror du vil ha fåt en følelse af hvad det koster mig at skrive brev. Det var om Signe jeg vilde ha skrevet til dig for lang tid siden. Thi hun har ikke godt kunnet gjøre det selv. Da jeg kom her til byen, udarmet af min udenlandsreises omkostninger, hørte jeg at hun var i byen, i Kristiania, på et sted hvor hun skulde kunne lære madlavning. Jeg gik ud til hende. Jeg mødte hende, fortrykt og besynderlig. Det viste sig gjennem samtalens løb – det vil si: jeg fik 137trykket ud af hende – at hun lå sammen med en halvhore, at hun umulig havde fåt tid til at skrive til dere o.s.v. Jeg forsøgte naturligvis alt for straks at skaffe hende en ny plads. Jeg vil håbe at det lykkes. Alle disse helvedes økonomiske sorger gjør mig halvgal, – jeg har selv aldrig været så betrykt som nu. –

Altså undskyld hende fordi at hun ikke har skrevet. Jeg antager det er forholdene hvori hun er kommet, foruden tidens knaphed som har afholdt hende derfra. Jeg syntes græsselig synd i hende da jeg fandt hende på en sådan plads (en halv-bordel), jeg generer mig næsten for at gå og besøge hende.

Det med din digtsamling både glæder og bedrøver mig. Det er nemlig en ækkel, en ækkel tid for digtsamlinger. Er dine digte på målet, og er de af den art som det jeg formodentlig under dit mærke «S. M.» idag så i «17de Mai», så er de jo forhåbentlig af en anden art end Scotts og Schøyens, en hel digtsamling på målet kunde desuden kanske ikke være så mal-à-propos. Jeg antar at jeg blir i Kristiania til høsten. Til da lev vel! Giv ikke dine «digte» ud, hvis du er vokset fra dem, giv ikke noget ud, du ikke er enten sikker eller meget usikker på.

Din hengivne
Sigbjørn Obstfelder.

Adr. Bogstadveien 37.


[1895?]

Hr. Edvard Grieg!

Det var i Milwaukee, jeg første gang hørte Holberg- og Per Gynt-Suiterne. Jeg glemmer det aldrig.

Det kan De vist ikke forestille Dem, hvad det er for en nordmand i den ny verden, i alt det mylder, – siddende ensom i en krog blandt fremmedtalende, – at høre «Daggry». Man blir simpelthen gal af længsel. Man føler selveste viddevinden i solopgang ned ryggen. Og nat efter nat, da længselen derover tilslut var blit mig for sterk, har jeg gået nøgen, hed på gulvet med de der intervaller, de der rythmer. Ja, jeg har oplevet, hvad det egentlig vil sige, at være en kunstner taknemlig.

– – Jeg vilde gået på Generalprøven. Udsolgt. Og så må jeg tigge. Jeg er fattig. Og så vilde jeg tigge Dem selv om en mulig Lørdagsbillet, – for samtidig at få sagt det deroppe.

Se Dem selv dirigere, – koncertlamperne, tempelstemningen – For mig er musik religion, de store koncerter gudstjenesten.

I taknemmelig Ærbødighed
Sigbjørn Obstfelder.


138[1895 okt. 24?]

Kjære Herr Dr. Frimann-Koren!

Det var uforsigtigt af mig at gi noget løfte om at komme kl. 8 igår. Jeg havde tilskrevet en dame, hvem jeg mer end almindelig gjerne vilde være sammen med, om at møde mig en eller anden dag. Jeg gik med forudanelsen, da jeg kom til Dem: Naturligvis hænder det netop idag. Og så skede. Jeg fik en billet, at hun gjerne vilde være sammen med mig en stund, – og det blev umuligt at komme fra til den bestemte tid kl. 8, og kl. 9 turde jeg efter Deres udtalelser ikke komme.

Jeg har anset det for rigtigt at gi hele grunden til mit fravær, da den igår af mig viste uhøflighed er extraordinær. Det synes idethele som en ond skjæbne forfølger mig med hensyn til min opførsel ligeoverfor Dem. Det kunde se ud, somom jeg med hån vilde gjengjelde Deres store elskværdighed mod mig. Dette, som skede igår, at jeg ikke kom, uagtet jeg bestemt havde lovet, har, såvidt jeg kan erindre, aldrig hændt mig før.

Det var såmeget kjedeligere, som jeg havde håbet ved at spille hos Dem at betale ialfald en liden smule af min gjeld til Dem. Og desuden havde jeg igår glædet mig til at være sammen med nogle mennesker, hvad jeg ikke altid gjør.

Ja, alt dette må naturligvis nu synes som smukke ord, – men jeg har dog villet gjøre mit til, at De – hvor unøiagtig og upålidelig De end må finde mig – dog ikke i det passerede skal finde noget for Dem sårende.

Aftenen ellers igår kom jeg til at tilbringe i trist ensomhed på en kafé.

Med tak og hilsen
Deres S. Obstfelder.

Lad mig rette en unøiagtighed, som virkelig mig rent ubevidst sneg sig ind i vor samtale: Jeg bor ikke hos frk. O. ‘Meyer, jeg blot spiser der. Jeg bor i Kort Adelers Gd, men skal flytte op i Uranienborgveien.


[Høsten 1895.]

Kjære Bojer!

Tak for dit brev. Jeg har ikke skrevet, fordi jeg ikke vidste, hvor du var. I slutningen af august og i begyndelsen af september var jeg 139i besøg udenfor Stockholm, siden har jeg været her. Jeg havde det først nokså dårlig, fordi jo mine pengesager som vanlig befandt sig ilde, så fik jeg noget fra forlæggeren og har siden været i bedre humør. Som du måske har set, er min lille bog kommet ud og er blevet meget gunstig modtaget. Jeg har blot læst én mindre velvillig kritik, men det var i København, i «Pol.», men den slags ting ligger naturligvis ikke for Edv. Brandes, selv om det ikke var dårligt. Det glæder mig, at du nu er på vei til at bli forlovet. Selv lever jeg meget ensomt nu, efter megen oprivende selskabelighed. – Jeg skulde ha lyst til at reise til Kjøbenhavn, om det ikke var en anden lyst og bestemmelse, som jeg ønsked nu at opfylde, nemlig at vænne mig til at gå på ski. – Jeg har havt et meget elskværdigt brev fra Just Bing, han er den gode, gamle forståelsesfulde mand.

Det Bernt Lie skrev om «En moder» likte jeg ikke. Han er forresten senere blit afskediget fra posten som theaterkritiker i «Morgenbl.». De gange, «En moder» gik, blev det virkelig ikke dårlig modtaget, men moderens rolle blev forresten svært slet spillet.

Maurer gjorde et godt kup med «Det store lod», var ikke rent uheldig med «Texasbøffelen», og lader til at skulle få atter et kassestykke i «Collega Crampton». Kommer så fru Irgens Hansen til at greie «Madame sans Gêne», er Karl Johans theatret ovenpå, så meget mere som Kristiania theater er så yderst slet i denne sæson.

Jeg selv skriver nu på det i Paris omtalte skuespil. Jeg arbeider som bekjendt langsomt, og er nu blot færdig med 1ste akt, men begyndte jo nokså sent.

Siden jeg kom hjem har jeg oftere angret, at jeg forlod Paris. Her er vanskeligt at arbeide på grund af venner og kjendte, og her er ikke den arbeidsluft og den glæde om en. Dog er Kr.a en interessant by, vældig i opvekst og liv som den er. – Jeg var en søndag ude hos Nyqvists som nu bor i byen. Finn Nyqvist kjendte jeg fra før.

Desværre kan jeg denne gang ikke sende dig det restbeløb jeg skylder dig, da jeg ikke i lang tid har eiet penge. Jeg mærker ikke såmeget til det, fordi jeg nu bor i pension og aldrig går på caféer.

Sluttelig et levvel og et ønske om at du må komme til klarhed både i din erotik og i din digtning.

Din hengivne
S. Obstfelder
Frk. O ‘Meyers Pensionat, Kr.a.

Skulde du ville medtage til Lundegårds det indlagte kort, da jeg ikke ved deres adresse. Vil Du lægge det ind i en konvolut? Jeg har ingen forhånden.


140[1895?]

Kjære Konrad Nielsen!

Jeg vil håbe, at min adfærd ligeoverfor Hjemmets forening igår tilgives mig på grund af mine gamle fortjenester af den. Saken var: Jeg var igår så dødstræt, at det var mig umuligt at holde noget foredrag. Jeg begav mig så opover til «Hjemmet» forat melde dette. Så fik jeg følge af en stor svær bikje, tilhørende en ven af mig, med hvem jeg kom i en langvarig humoristisk kamp om min frakke, som jeg tilslut måtte overlade den, og måtte gå hjem igjen og sætte min ven ind i sagen. Derved gik tiden, og jeg tabte modet til at gå derop, da klokken blev indimod tiden, og jeg var bange for at lokkes til alligevel at præstere noget, så jeg fandt det bedre simpelthen at vove at svigte. Jeg håber, at foreningen, når du fremstiller den dette, gir mig absolution, og jeg er villig til at komme f.ex. næste tirsdag. Det må jo også indrømmes, at det er lidt sent for en mand at være forberedt på foredrag, når det meldes ham blot en eller to dage i forveien. Jeg har ikke kunnet komme opover idag, så jeg vilde skrive dette.

Din hengivne S. Obstfelder.


[18/11/95.]

Kjære Konrad Nielsen!

Du er naturligvis opbragt på mig nu, men det får ikke hjælpe, jeg opbringer i denne tid mod mig det ene menneske efter det andet. For jeg ha ro. Jeg har simpelthen ikke råd til at distrahere (adsprede) mig mere.

Det var derfor meningen at bede mig fritaget fra mit løfte om at komme op imorgen, hvis Du skulde ha gjort regning på det. Jeg håber du respekterer den trang til nu at være i ro, og tilgiv at jeg skriver dette og ikke kommer selv.

Din hengivne
S. Obstf.


[Høsten 1895.]

Herr Redacteur! [ɔ: Nils Vogt.]

Tør jeg bede Dem om plads for medsendte signerede linjer. Jeg har længe ønsket at kunne skrive noget om den som det synes mig mere og mere udskeiende pressetone. Der var her en speciel anledning 141hvor jeg syntes det var påkrævet at optræde. Jeg håber senere at kunne skrive noget om sagen i sin almindelighed. Jeg tror sandelig, at forholdet så let kunde forandres, der er måske mere af vane end af egentlig virkelig råhed deri. Men hvor det forbitrer, og hvor det besmitter den offentlige luft, det tror jeg man sjelden klart overtænker.

Med Ærbødighed
S. Obstfelder
Fr. O ‘Meyers Pensionat, Grænsen.


[Senhøsten 1895]

Kjære Frk. Ellen Key!

Kom så levende til at tænke på Dem iforgårsnat. Efterat min bog i alle aviser af alle farver netop var blevet modtaget som sjelden nogen bog her – kom jeg just samtidig til at holde et foredrag om Munch, og jeg blev klappet for, ropt hurra for og ovéret for på alle vis. Da var det jeg tænkte på ord hvormed De har karakteriseret mig, og som jeg ikke fandt så aldeles sande, – kom til at se hvormeget sandt der dog var i dem. Thi – sjelden har jeg følt mig så uhyggelig tilmode som ved dette bifald fra en mængde. Jeg led. Og som en pine stod det for mig hele natten. Og dagene efter stængte jeg mig inde. Og nu har jeg lovet ikke i farten at optræde offentlig igjen. Så da følte jeg altså hvor sandt det var, det De skrev, at udenverdenen var som noget der kom fremmed mod mig og berørte mig sårende – selv om den kommer med bifald. Og bifaldet var mig noget så uhyggeligt meningsløst. Når min hjerne, mit hele legeme arbeider i en tanke, og forat fremstille den, så gjør man denne lyd! Når jeg står og gribes af en tanke og ønsker at gjøre den levende i alle, så klapper man for min person, og glemmer tanken. Å, jeg vet ikke om De vet, hvor hjælpeløs man føler sig efter sligt. Det er som alt styrter sammen over en. – Og derfor elsker jeg blot den kritik, som kommer på tomandshånd, fra ét eller andet navnløst menneske, og siger mig: det, og det, og det, var så vakkert, det, og det har jeg følt så tydeligt, jeg også.

– – – – Når jeg ikke svared Dem på Deres vakre brev til Paris, så var det fordi jeg ikke kunde svare andet end mundtlig. Det bragte mig slig til at længte til Stockholm, at jeg reiste dertil tidlig i høst, trods at min pung var så tom som mulig. Men jeg traf Dem ikke, ikke Dem, ikke Lundegårds, ikke Heidenstam, ikke nogen. Det var en skuffelse. Et vederlag var det dog, at jeg fik se noget svensk natur, Dalarønaturen og Stockholmsegnen, og hvad der var mig endnu 142værdifuldere, jeg lærte bedre at kjende, to familjer, som jeg priser mig lykkelig over at ha mødt, Fåhräus’ og Bendixsons. Idethele står Stockholmsopholdet uforglemmeligt i mit minde. Gang på gang former det sig til artikler, men trods min store fattigdom er min productivitet så stækket. Jeg har artiklerne fulde i hodet, jeg går med dem, men de kommer ikke på papiret. Og kanske de endog kommer på papiret, men jeg gjør dem ikke færdige. Straks efter at jeg kom fra Sverige skrev jeg en artikel, som skulde fortælle svenskerne om normændene, om alt det som gjærer hos os, alt det unge, som ønsker at unionsstridighederne kunde slutte, forat de kan hengi sig fuldt til det arbeide der på alle hold ligger for dem. Men jeg la artikelen tilside. – Nu, De må dog ikke tro, det er bare mangel på arbeidskraft. Men det er vanskeligheden ved at komme bort fra hovedemnet, det skuespil, jeg tænkte på, og nu skriver på. De kan nok forestille Dem, hvordan man føler sig oprevet, ved at skulle splitte sig og gå over i en anden ting sån. Og dog gjør det mig mangengang trist, at jeg ikke får fortalt om det, jeg har set og følt så intenst. Nogengang skal dog mine artikler om det svenske komme, det må De være vis på.

– Det De skrev om Paris var så sandt. Jeg måtte hjem derfra, for pengemangel, men jeg længter bare derned igjen. Det var som nye kræfter daglig vokste i mig dernede, al min gamle produktionsevne brød der frem, og formen, formen, det er den man får til givendes dernede. – Jeg gjorde intet for at få stipendium ifjor, fordi jeg vilde først søge at skrive noget større. Næste år vil jeg håbe, at jeg får et stort, ordentlig stip. Og da skal det begynde!

Visby længter jeg stadig efter. Når jeg kommer så langt, at ikke min fattigdom øver et dagligt tryk på mine bestemmelser, da skal jeg nok komme der.

Jeg sendte min lille bog til Deres gamle adresse. Den ligger måske ikke for svensker, Clas Fåhräus liker den ikke videre. Da jeg ser også Edv. Brandes ikke forstår den, tvertimod aldeles misopfatter den, må formodentlig dens reiz bero på sprogformen. Thi herhjemme elskes den, og jeg vet med oprigtighed. Her forstår man at det er just med intention jeg har gjort fortællingen vag, at jeg har ikke villet fortælle begivenheder, men binde stemninger og idéer sammen til en fortælling. Jeg har med vilje og velberåd hu frataget kvinden i «Sletten» de træk, som gjorde hende individuel. Der er noget nyt eller eiendommeligt og med meget forsagende kunst frembragt i bygningen af denne novellette – som vistnok undgår de flestes opmerksomhed. – De småting jeg en gang læste op hos Lundegårds, og som I mente, at jeg burde trykke, kommer i «Tilskueren».

– Lad mig så fortælle Dem, hvor jeg bor. Jeg bor i 6te etage. 143Jeg har elevator – men mit værelse har skråtag. Jeg har foran mig den prægtigste vemodig varme høstsol. Ud for mig har jeg et kaos af tage – dette kaos, hvoraf en ny nation skal opstå. Jeg bor midt indi byen. Til mit værelse bæres dens lyd som en summen. Jeg bor høit nok dertil. Disse tagene her, når man går dem efter, så hviler der betydningsfulde mure under dem, Storthinget, Central-Telefonstationen, hoteller, de største forretningsbygninger etc. Jeg elsker Kristiania – som kaos, som by. Det er noget af det mest amerikanske i Europa. Den har fremtid. Den er begyndt at leve, leve så sterkt som få byer. Som få byer samler den også hele nationens liv, alle dens elementer, ikke endnu sammensmeltede, i interessant gnidning. Det er en byindividualitet under dannelse. Man er i en smelteovn. – Og bag byen ser jeg fjorden. – – – Fra Fåhräus har jeg ikke hørt. Han skulde vel aldrig være blevet opbragt mod mig. Jeg har meget let desværre forat misfortolkes. Hils alle.

Deres hengivne
S. Obstfelder.
Frk. O’Meyers Pensionat, Chr.a.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Brev

Samlingen inneholder nesten 200 av Sigbjørn Obstfelders brev. Utvalget kan deles inn i tre grupper: brev til venner fra gymnasietiden (Peder Blix, Andreas Nielsen m. fl.), brev til venner og støttespillere fra gjennombruddstiden omkring 1890 (Jens Thiis, Ragna Dons, Dagny Bang m. fl) og brev til kunstnervenner (Ellen Key, Andreas Aubert, Johanne Dybwad m. fl).

Særlig brevene til vennene og støttespillerne fra gjennombruddsperioden er intime og åpenhjertige, og samlet gir utvalget et godt bilde av mennesket og dikteren Obstfelder.

Brevene er hentet fra Arne Hanneviks bokutgave fra 1966 (Det norske språk- og litteraturselskap/Gyldendal, Oslo), se faksimiler av boka (nb.no).

Les mer..

Om Sigbjørn Obstfelder

Sigbjørn Obstfelder debuterte i 1893 med diktsamlingen Digte. Allerede da han debuterte, ble Obstfelder omtalt som den mest moderne forfatteren innenfor den nye poesien. Han kalles ofte skaperen av modernismen i Norden.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.