[Vinteren 1896.]

Kjære Olaf og Eugenie! [ɔ: Behrens.]

Det har været en tid, da jeg overhodet ikke har kunnet skrive breve. Eders brev har ligget færdigt til besvarelse på bordet, jeg har set på det, jeg har sagt til mig selv: der ligger et brev fra Olaf og Eugenie – men skrive har jeg ikke kunnet. Jeg er vist forresten i det hele i et udviklingstrin, da man ikke skriver breve. Jeg har aldrig som nu levet i øieblikket. Den alder kan komme forskjellig for de forskjellige. Den er kommet nu for mig. – Jeg har siden september været i Kristiania, var blot en måned rundt jul oppe på landet og gik på ski. Jeg var før jul meget ude blandt mennesker. Siden jeg kom tilbage fra landet har jeg så meget som muligt søgt at undgå det. Jeg skriver på et skuespil af lyrisk art, som jeg håbed skulde bli mit første ordentlige verk. – Du siger, Olaf, at kunstnerne er flygtige folk, som går fra bekendtskaber til bekendtskaber og glemmer gamle venner for nye. Det er nok ikke rigtigt. Jeg synes at ha mærket, at kunstnere og måske helst de bedste, er mer end de fleste mennesker underlig barnlige, trofaste naturer. Selv er jeg måske den kunstner herhjemme, der har stiftet de fleste bekendtskaber, på grund af mine forskjellige egenskaber, literære og musikalske o.s.v. Jeg har fåt så mange bekendtskaber, at det går rundt i hodet for mig. Men – man stifter aldrig mer fortrolige bekendtskaber. Aldrig 144er jeg så hjemme som blandt mine gamle Stavangere, hvor vi ikke snakker et ord om kunst. Det er som et kaleidoskop af mennesker, der drager forbi en, de andre. Det er ligesom den capacitet man har havt til at modtage og give fortrolighed engang er brugt, og det går ikke an at give og tage mere. Jeg er et sterkere og gladere menneske, men jeg er ensommere end nogensinde. Ingen sygelig, melankolsk ensomhed dog. Jeg har ikke denne lyst om kveldene til at fortælle nogen, hvad der kan plage mig eller være vondt. Hvad kan nogen anden hjelpe mig? Siden gamle venskabsdage, har jeg ikke hengit mig til nogen mand og endnu mindre kvinde. Men jeg har heller ikke behøvet det. Ens arbeide og indre udformning optar en, stemningslivet er ikke længer såmeget fremme.

Jeg må gratulere eder med ungen. Det må være deiligt at ha et barn. Jeg længter meget efter hjem, anderledes end før længter jeg efter det.

Jeg læser mellem dine linjer, Olaf, adskillig vemod. Jeg kjender de stille gader i de Wisconsinske byer, og jeg kjender hjemlængselen, som kommer over en i stilheden. Jeg tror også, som du siger, at du er ikke af dem, som efter en stund, vil føle dig bedre i Amerika end hjemme. Jeg tror ikke noget på det. Men for alle nordmænd, og netop for dem mest, som elsker landet, og vil være med på at gjøre det i sandhed staut og kjækt, – er det af uvurderlig nytte at ha boet en stund borte, set de fremmede forhold, set sit eget land på frastand, og så – vigtigst af alt – kunne føle dette man føler, når man kommer til det gjærende, spirende nye Norge efter at ha været i udlændighed, og som er noget ingen hjemmefødning har anledning til at føle.

Jeg har mødt eders veninde, frk. Clausen. Jeg har lovet hende at komme op til hende og spille, det er endnu ikke blit af.

Jeg har underrettet min bror, som bor i Milwaukee, om eders adresse. Kanske I ved leilighed får se ham, han tar sig under tiden en ferietur. Han synes mig af brevene at være blit noget vel amerikansk, men kanske vilde han tø op ved samvær med norske. Dengang jeg var i Amerika, var han en meget kjæk gut, men Amerika kan tørre ud både hjertelag og andet, for dem som skal arbeide sig frem.

Jeg kan intet mer skrive. Jeg tror gamle venner er det værst at skrive brev til. Brev er intet. Man vil trykke hånden. Man vil sidde sammen lunt og prate om gammelt og nyt.

Derfor kan jeg blot sende mine hjertelige hilsener og ønsker om fremgang i Eau-Claire.

Eders hengivne ven
Sigbjørn.

145Da jeg vel inden den første tid kommer at reise ud igjen, vil jeg opgi som adresse: Olav Schulstad, Elverum. Det har været min faste adresse i den senere tid.

[Vinteren 1896?]

Kjære fru Dybwad!

Jeg er rent fortvilet idag. Det står for mig, somom jeg må ha stødt og fornærmet såvel Dem som frk. Lasson og fru Krohg igåraftes. Jeg har følelsen af, at jeg var rent modbydelig, og at jeg indlod mig på en slags høirøstet mandfolkekurtise, som ligger mig fjernt. Jeg kan ikke netop huske noget enkelt galt ord, men jeg bare synes, jeg må ha været påtrængende idetheletat.

Når jeg tænker efter, så tror jeg at ha forståt, at De blev virkelig stødt over, at jeg gjentagende sad og bebreided Dem, at De talte for høit. Jeg ber Dem om undskyldning herfor. Jeg har som en af mine latterligheder den, at jeg blir aldeles rasende, når jeg synes folk snakker høiere til mig end nødvendigt. I den animerede tilstand, hvori jeg var, brød det så ud, og jeg blev nærgående. Det er dog kjedeligt, at De gang på gang skal træffe mig i denne mig unaturlige opløftethed eller forcerethed. Det er mellem år og dag, at sligt hænder mig.

Uagtet jeg jo – såvidt jeg forstod – skulde komme og spille violin efter Deres ønske hos hr. Engebretsen, og således da vilde få anledning til at be Dem om undskyldning, så har jeg ikke kunnet vente dermed. Sligt piner mig så forfærdelig efterpå, og det piner dobbelt, når det er de mennesker, hvis mening om mig jeg sætter pris på, det gjælder.

Glem da dette, er De snil!

Deres hengivne
S. Obstfelder.

Til «Departementet for Kirke- og Undervisningsvæsnet».

Undertegnede tillader sig at ansøge om et reisestipendium. En higen efter at lære at kjende de større landes kunstskatte og kulturer har gjentagne gange tidligere drevet ham ud, men han har af mangel på existensmidler stedse måttet vende tilbage inden for kort tid til at kunne have noget virkeligt udbytte.

Ansøgeren er nu i et skede af sin modning, da en længere reise som måske aldrig senere vilde have betydning for ham.

146Ansøgeren har i den sidste tid arbeidet på et skuespil, der på en fyldigere måde end hvad han hidtil har offentliggjort skulde give udtryk for såvel hans idéliv som hans formevne. Han havde håbet at få det trykt før stipendie-uddelingen, men tviler på at kunne få det færdigt i den endelige form så tidlig.

I Ærbødighed
Sigbjørn Obstfelder.

Kristiania, 2 April 1896.

Adr. Olaf Schulstad

Elverum

[Våren 1896?]

Kjære Herr Hallström!

Når jeg ikke skrev til Dem før, så var det, fordi jeg først vilde ha læst Deres bog. Men – jeg lever vist netop på den modsatte måde af Dem, De lever som planten deroppe i Stockholm, og De kan ud af bøger gjøre Dem en verden, jeg flakker og flakker og det er mig umuligt at læse, – og der synes mig en uhøflighed mod en bog at læse den af høflighed.

Nu har jeg læst den, og jeg blev overrasket. Der er mere i den, synes jeg, end i «Vilsna fåglar». Den sigter jo større i form, og den har således ikke «Vilsna fåglar»s lykkethed der, dens form slutter ikke så fast og klart om de kunstneriske idéer. Men den har større dybde netop i det mål den sætter sig. Jeg synes, den svenske kritik er naraktig. At affeie en bog, der har et arbeide, som «Arsareth» eller som «Falken», det er bare kritiken, der gjør sig komisk ved det. Carneola er en vidunderlig fager idé. Carneola og Falken likte jeg bedst af diktene. Flere af dem berører mig ikke. Biondello er koket, pikant og malerisk i sin form – og De må ikke tro, at jeg ikke har øiet for, at hver af Deres billeder bærer i sig et betydeligt emne. Hvad der for den almindelige læser gjør Deres bog vanskelig, og hvad der også i kunstnerisk henseende kunde indvendes, er at der er formeget purpur, De har villet så meget haft purpuret frem i stilen, De havde ikke behøvet. Thi De har purpuret i fantasierne, det er selve billederne i det store, som har glødende purpur, Arsareth, Menahem, og Carneola, – de behøver ingen purpurstaffage, de er selv purpur.

Hvad der er det udmerkende for Dem, kjære Herr Hallström, er Deres rige fantasi, og Deres lyst til at bruge den. Jeg hungrer efter fantasi, og jeg tror, at tiden mer og mer vil forstå, at også den gjør det.

147En bog som «Vilsna fåglar» kontrasterende mod en bog som «Purpur», det kan De være ganske fornøiet over, Herr Hallström. Jeg misunder den unge svenske literatur Dem.

Der er noget så eiendommeligt vakkert for mig ved selve samlingsidéen i «Purpur». De har ligesom sat sammen nogle gamle smykker, der låner glans af hinanden, idet de står mod hinanden.

Historien «Carneola» har blot en digter kunnet føle, men ikke alene en digter, – en kunstner, – en, der om han ikke gav i ord, vilde ha git i farver, eller i piller og buer.

Med mig går det småt, der er altid noget, der forstyrrer mig. Jeg er dog nogenlunde færdig med et fireakts skuespil.

Jeg kommer senere til at skrive mere til Dem. Har blot længe følt samvittighed over, at jeg ikke frembragte min tribut for en bog, der har gjort mere virkning på mig end de samtideliges bøger i regelen pleier – og som jeg antager de fleste ikke vil ha forståt så godt som jeg. Hils Ellen Key, Söderberg og andre.

Deres hengivne S. Obstfelder.

[Paris, forsommeren 1896.]

Kjære Chr. Lange!

Det er dårligt af mig, at jeg ikke har sendt tilbage fuldmagten. Først var jeg flakkende og modtog ingen breve – Så kom jeg her til Paris, hvor dit brev lå poste restante. Men så er det, at jeg har ladt det ligge nokså længe. Jeg begyndte nemlig straks jeg kom hertil på en liden ny bog, hvorpå jeg har skrevet så ivrig og så let, som jeg aldrig har skrevet før, og ikke havt tanker for noget andet. Og så er det, at det har kommet til at vare.

Jeg har ialfald nu bestemt mig til ikke at komme hjem, før jeg har fåt færdig to à tre bøger. Hvormeget det forhindrer at være hjemme, det ser man først, når man kommer ud. Da strømmer det, som fra opdæmmede kilder, hvorfra spundset tas væk.

– – Men længselen kan drive en tilbage. Jeg blir mer og mer glad i Norge.

– – Tusend tak da for bryderiet. Hils Wåge, hos hvem jeg var et par gange uden at træffe ham.

Din hengivne S. Obstfelder
p.t. 14 Rue de l’Abbé de l’Épée Paris.

148Skjelskør, Sjælland, Juli ’96.

Kjære C. B.! [Christofer Brinchmann.]

Først og fremst sig ikke til nogen, hvor jeg er. Jeg har fåt det med at ville være borte fra alle. For det andet sidder jeg her med 16 kroner i lommen på et hotel og vet hverken ud eller ind – et fremmed hotel! – – – – – – – – – – – –

– – –

Den er endelig kommet, den arbeidsperiode, jeg nu i to år har tænkt, du: nu er den der. Jeg har skrevet én bog, fullendt en, jeg vil inden næste jul ha 5 udgivne – – – – Jeg har aldrig havt slig vedholdende arbeidsevne, heller aldrig slig flugt. Det gjælder at slippe at måtte komme hjem, at få være ude i mer eller mindre ensomhed. – Det bedste er, at jeg måske kommer til at udvikle mig som praktisk dramatiker, og derved tjene noget. Jeg begynder at bli træt af den evige økonomiske tyngsel. Den passer mindre for mig end for andre. Thi jeg er mindre praktisk end nogen. – – – – – – – – –

– – –

Jeg reiste hertil for at leve billig. Også dumper jeg lige op i et hotel. Min upraktiskhed går over alle grænser. –

– – –

Jeg er så træt iaften. Jeg har reist og våget, reist og våget og sultet. Jeg vet ikke, hvordan mit brev er.

Din hengivne
S. Obstfelder.

Thurø pr. Svendborg. Fyen
aug. ’96.

Kjære C. B.! [ɔ: Christofer Brinchmann.]

Jeg har gang på gang simpelthen i flere dage glemt, at jeg havde foresat mig at skrive – og det er noget jeg aldrig pleier, – at glemme, at jeg har foresat mig det, jeg pleier huske det i månedsvis, – uden at gjøre det. Jeg har været så optaget af min fortælling. Når man holder på med at lægge den sidste hånd på verket, glemmer man simpelthen alt.

– – –

Med hensyn til penge og fortjeneste er efter mine fire års digterliv alle håb rettelig gravlagte. Men jeg har nu et andet håb, – til større 149og jevnere arbeide. Jeg arbeider nu sådan som dengang jeg studered filologi, – og jeg har håb om at det skal vare endnu længe. Thi jeg har aldrig befundet mig så vel.

– – –

Jeg fik idag et brev fra min bror, hvori han refererer nogle linjer af en Wieneravis om «Liv» i «Pan»: «Das Glanzstück des Heftes im literarischen Theile ist eine kurze Novelle von S. O. «Liv». Kein rauschendes Getön grosser oder neuer, stolz klingender Worte, aber schlicht und lieb und voll wahrer, tiefer Stimmung.» Jeg må vist passe på, at man ikke oversætter det lille jeg skriver uden at jeg vet det. Der er jo konvention nu, og man kunde kanske tjene nogle få mark.

– – –

Jeg vil heller ha stipendium, når jeg har skrevet noget mer.

Forresten er det vel muligt, at jeg kommer mer og mer til at bli dramatiker, der er ingen form der falder mig så naturlig.

Jeg bor nu på en liden rar ø. Der bor bare skonnertkapteiner, de bor i små, hyggelige huse med venlige blomsterhaver om. Jeg har ikke på årevis vist havt det så ensomt, men jeg er stadig arbeidsoplagt. Øen er lige ved Svendborg i Sydfyen, hvor J. J. (Johs. Jørgensen) er fra. Svendborgegnen er anset som noget af det vakreste i Danmark, der ligger udenfor den (Kristiansminde og øen Tåsinge) en masse landliggere. Her er dog ingen, jeg aner blot på frastand al den flirt. Jeg har så fra denne ø udsigt til det alt. Svendborg, Kristiansminde, Tåsinge, Langeland. Der er ikke råd til at komme væk fra øen, idet den lille damper blot løber midt på dagen, og jeg er således simpelthen nødt til at bli hvor jeg er. Fra værelset kan jeg ligesom høre hele øen, når de telefonerer i nabohuset, børnene, samtalende koner, kjør, hunde osv. Øens vindmølle har jeg foran vinduet, indad hvilket der titter et æbletræ. Værelset er så lavt, at endogså jeg omtrent når til taget. I byen vilde et sådant værelse føles umuligt at bo på med sin ene stol, sin seng og sit speil, men fordi haven er udenfor og landet, så er det vakrere og ædlere end disse vel møblerede og høiloftede rum. Jeg mener det bogstavelig altså.

Den, som barberer mig, er skomageren, som også har telefoncentralstationen. Han er den eneste næsten, jeg taler med, og han får vide hvad det er at være forfatter.

Også bader jeg jo, eller går i «sjøla» som vi sa i Stavanger. Og når det er solskin, så strækker jeg mig længe naken i græsset, og det er det bedste af det hele.

150Og når jeg så har gjort fra mig det jeg har i hodet, da vil jeg kunne nyde det liv og den bevægelse der i Chra. tilslut blev uudholdeligt, fordi jeg havde ond samvitighed og tung hjerne. – – – –

Din hengivne S. O.

[Aug. 1896]

Herr Dr. Georg Brandes!

Det er kjedeligt, at når jeg nu kommer til at skrive et Brev til Dem, så skal det bli et af dem, der ikke altid er velkomne og undertiden kan være rent pinlige. Thi jeg har dog så ofte havt lyst til at skrive til Dem, og jeg gjorde det også engang, men rev istykker hvad jeg havde skrevet.

Anledningen nu er, at jeg har fåt et brev fra min forlægger John Grieg i Bergen, hvori han råder mig til at søge at få Gyldendal til forlægger, som noget jeg må stå mig såmeget bedre på.

De to tre år der er gået, siden jeg besluttede at forsøge at kunne leve eller arbeide mig frem til at leve som forfatter, de har ikke altid været blide. Min begavelses art har vist sig at være så, at jeg ikke sådan udenvidere kunde sætte mig ned og lave sammen noget. Den har mere ytret sig som en trang til sterk og samvittighedsfuld selvudformning. Under tilsyneladende uproduktive tider har min hjerne og hele mit indre arbeidet stærkt og strengt. Jeg har været drevet til at søge alle midler for – forat udtrykke det simpelt – at finde frem. Jeg, som er fattigere end de fleste mennesker har gang på gang begivet mig ud på reiser, hvorfra fattigdom jaget mig hjem igjen. Det var stadig min drøm, at nu snart kom det, nu snart vilde det bryde frem, og så skulde de gode tider komme. Men det skulde være så, at alle de sterke indtryk min sensibilitet gav mig råd til at modtage, og dertil det bevægede tankeliv jeg leved, vilde ikke kunne udtrykkes uden i store former – jeg mener ikke dermed former på mange sider. Ideer havde jeg altid nok af i den tid, de bruste nok i mig, og gav mig så ofte ikke nattefred. Men jeg tviled på evnen til at føre dem igjennem, jeg sa altid tilslut: nei, jeg venter med at skrive det ned, indtil jeg har fåt benrad.

Så har jeg oplevet dette, der er noget af det glædelige, det eiendommeligt frydefulde ved at være kunstner, – at i det sidste år har det ligesom i crescendo arbeidet sig op og er vældet frem fra alle kanter, og en skjønne dag vågner jeg op og føler mig moden til at gi mig ikast med det, og har klarhed over det, og næsten eventyrligt springer der samtidig frem en hel række bøger. Og samtidig dermed 151forsvinder den aldrig ophørende tvil på begavelsen. Og kanske bedre, samtidig dukker der op en umådelig arbeidskraft.

Vistnok er der heri nok til at leve på, men ikke nok til at leve af under arbeidet. Jeg er ikke noget trist ved dette, jeg ved, at jeg må på en eller anden måde bli hjulpet, thi nu er jeg jo vis på, at jeg har ret til det, jeg vet, at jeg inden føie tid vil lægge frem arbeider, der sætter noget vakkert ind i verden.

Men jeg vil helst bli hjulpet på den mig frieste, værdigste måde. Jeg er aldrig vis på, hvilke snigveie min ånd vil ta, og den er min lov. Jeg er af dem, for hvem digterkaldet blot er at finde klarhet lidt efter lidt, at finde frem til udtrykket for sig selv, og udtrykket for verden, formummet af selvet (tilgiv alskens gale ord for dette, jeg griber dem iflæng.) Jeg har for exempel det dybeste had nogen mand kan ha til svindel på logisk område (nei, jeg får absolut ikke udtrykt, hvad det er jeg vil sige, og De vil sikkert misforstå mig! Jeg vilde mundtlig ved exempler kunde forklare det.) Da f.Ex. at bli hjulpet af rigmænd, hvis dyreste, helligste man senere kan komme til at bli nødt til at stille front mod, – det er ikke morsomt.

Jeg søgte nu stipendier. Jeg fortalte, at jeg var i et stade, da en reise til syden som aldrig vilde ha betydning for mig, da jeg som aldrig vilde være modtagelig. Jeg meddelte, at grunden til, at jeg ikke havde kunnet fremlægge flere arbeider, var netop mit selvdannelsesarbeide, mine forsøg mod verdenssyn. Men Bernt Lie fik det stipendium jeg havde tænkt på, Kinck og Egge de andre. Jeg har ikke noget imod dette. Disse mænd trængte det vist bedre end mig, thi to af dem er gifte, og en er forlovet. Men det desorientered mig en smule, thi man havde forudsagt mig som sikkert et stipendium.

Jeg har nu færdig en bog til trykning, den er sendt Grieg. Men han tilbyder mig nobelt at forsøge om Gyldendal vil have den til som en Indledning. – En af grundene til at jeg ikke har skrevet til Dem er også den, at jeg vilde først ha noget færdigt. Jeg har stedse havt i hodet planer og former, som jeg tror, De vilde finde behag i, – jeg mener ikke blot sådan skolelæreragtig, som De må med såmeget af dagens literatur, anerkjende – men som De vilde finde nogen fornøielse ved at læse. Desværre er jeg endnu ikke med denne bog kommet så langt. Jeg har blot deri villet befri mig fra mere spontane bevægelser. De vil ganske vist finde den mer end tilladelig sentimental, tænker jeg. Dog er den vel nok et fremsteg fra hvad jeg tidligere har skrevet. Den har vist både større kunst og større fylde. Jeg har da ikke andet at gjøre end at spørge Dem, om det vilde være Dem imod at gjøre Dem bekjendt med den, enten ved oplæsning af mig, eller ved gjennemlæsning af manuskript. Og – 152og det er knuden og det pinlige, men jeg er nu engang opsat på at gjøre en smule for at komme praktisk frem i verden, jeg også, og jeg får da gribe til forsøg, der ikke er mig kjære – anbefale mig til Hegels forlag, hvis De finder den god nok.

Jeg har også nedskrevet et skuespil, som måske er det bedste, jeg har skrevet (det var altid min tanke, at jeg nærmest var dramatiker.) Det er stort anlagt og karaktererne er vist gode. Men jeg er endnu ikke på langt nær fornøiet med det. Jeg kunde derfor blot gjøre Dem bekjendt med enkelte scener og stykkets bygning og idé og indhold, hvis De skulde ønske det. Med Glæde vilde jeg også gjøre Dem bekjendt med arten af de andre ting, jeg så småt har begyndt på.

De vil vist forstå – jeg tror, jeg talte derom ved den visit jeg gjorde hos Dem – at der kan ha været næsten noget sårt i at være henvist til at bli bedømt blot efter de to små bind, jeg har udgivet, når ens hode sysler med så ganske andre og rigere emner. Men så vil det jo bli en stor glæde, når det større så kommer. Det vil overraske mere.

Og da jeg nu er så vidtløftig ligeoverfor Dem, la mig så sige alt der ligger mig på sinde. De sa selv til mig, da jeg mødte Dem ved Nyhavn, så sa De – De, som jo ikke tilstrækkelig kunde danne Dem nogen formening om mig, De måtte næsten si det som en bebrejdelse: Jeg nød ikke, jeg leved ikke.

Jeg har lidt meget ved ikke at ha råd til at leve et rigere udadvendt liv, og jeg har gåt med en næsten tærende tro på, at det skaded min evne. Hvordan, hvoraf, jeg har levet i disse år – jeg begriber det knapt.

Der er ikke tvil om, at et bedre situeret dagligliv vilde virke for mig som varm jord for sydplanter. Ikke fordi at jeg er nogen sådan exotisk fyr. Det er jeg ikke. Men der kan være måde med alt.

Jeg hører nu, at Ths. Krag har fåt ordnet sit forhold til det Gyldendalske forlag så, at han får en vis månedlig Udbetaling, der sætter ham istand til at arbeide ubekymret. – Jeg er ikke Ths. Krag, jeg vil vel neppe nogensinde vinde hans popularitet. Men noget sådant i mindre målestok for en foreløbig tid, – å, det vilde betyde så meget for mig! Jeg behøver så lidet. Men – der er måde med alt. Nu f.Ex. er jeg i en af disse tider, da jeg har det så lidet godt, at det afsvækker arbeidsevnen. Og det er så svært lidet økonomisk i længden, at jeg må gøre alt for at komme ud af det.

– Jeg vil sige Dem tilslut, at jeg har ikke skrevet så langt og udførligt for at gjøre Virkning på Dem. Men da jeg engang begynder på det, så var det mig selv en lettelse at skrive sådan. Jeg har i flere måneder været omtrent eneboer, og heller ikke ført brevveksling. 153Og da frister det, og man prater mer end tilbørlig. Har jeg været mere fortrolig overfor Dem end jeg havde ret til, så er også tonarten blevet bestemt ved, at De, da jeg mødte Dem, behandled mig så elskværdig en camarade.

Det sidste af alt må være, at De tar dette så, at det blir Dem til uleilighed. Derom beder jeg Dem indstændig.

Og med håb om da ikke at ha trukket altfor store veksler på Deres tålmodighed, så skal jeg tillade mig at udbede mig en billet, hvis og – i tilfælde – når De vilde modtage mig.

Med dyb Ærbødighed
S. Obstfelder.

Nyhavn 17 II.

[Aug. 1896?]

Herr Dr. Georg Brandes!

Jeg kan ikke lade være straks at takke Dem for Deres Venlighed i at opsøge mig personlig.

Jeg trives ikke på det værelse jeg har leiet, og opholder mig derfor andensteds, indtil jeg kan tiltræde et nyt. Jeg gik straks ned og søgte Dem. Jeg skal tillade mig at komme igjen imorgen (onsdag) ved 1 Tiden, som jo er Deres sædvanlige modtagelsestid, – såfremt ikke nogen denne billet krydsende giver anden besked.

Deres ærbødige
S. Obstfelder.

[Høsten 1896.]

Herr Dr. Brandes!

Da jeg af Deres brev forstod, at De var meget optaget, har jeg ikke videre villet tiltvinge mig nogen visit for at takke Dem. Og jeg har ventet med at gjøre det skriftlig for at få meddelt Dem et resultat, da jeg antog, at det vilde interessere Dem, efterat De havde havt noget med sagen at gjøre. Bogen er antaget, Herr Nansen syntes meget godt om den.

Havde jeg vidst, hvad jeg siden bragte i erfaring, at Herr Nansen selv allerede havde ladet ord falde i retning af, at jeg kunde få adgang til det Gyldendalske forlag, vilde jeg ikke ha plaget dem med mit lange brev. Om de folk, der er kommet ind hos Hegel, har jeg 154altid hørt, at de havde anbefalinger fra en eller anden, og jeg trode således dette næsten måtte til. Jeg vidste jo, at De daglig modtager et helt bibliothek af nye bøger og manuscripter, og det kunde aldrig ellers ha faldt mig ind at tilbyde Dem noget manuscript. Men jeg trode, at hvis De skulde ha lyst til at anbefale mig, måtte De kjende en smule til, hvad det var jeg havde at byde.

Og aldrig vilde det ha kunnet falde mig ind at bebyrde Dem med nogen tyk bog. Det gjaldt blot en ganske kort fortælling.

Mit lange brev var skrevet, fordi jeg trode det var aldeles nødvendigt som basis for anbefaling.

Jeg skylder mig selv at splitte den misforståelse mit lange brev har fremkaldt. At skrive breve er det vanskeligste i verden.

Jeg takker Dem hjertelig for Deres redebonhed til at hjelpe mig.

I taknemmelig ærbødighed
S. Obstfelder.

Tornebuskesade l.³

[1896 sept. 12?]

Herr Frimann Koren!

Jeg har i måneder tænkt på at skrive til Dem angående violinen, og hvad der har holdt mig tilbage, har stadig været den tanke, at jeg straks kom til at reise hjem, og at det da var bedst at overlevere selve instrumentet. Dertil kommer, at jeg har været nedsænket i et arbeide, der har bragt mig til at glemme alt.

Selve violinen har hos mig stået urørt siden i vinter. Og det var ikke for at benytte den, at jeg tog den med. Jeg kom til at forlade Kr.a i en forfærdelig hast, som det næsten altid pleier at være tilfælde med mig når jeg reiser, ønsked jeg at reise uden at tage afsked med nogen. Og så trode jeg, at jeg om ganske kort tid vilde vende tilbage. Eller også sende violinen. Da det kom til stykket, og jeg kom til nøiere at overtænke dette, gjorde jeg det ikke, fordi jeg tænkte, at da jeg vistnok straks kom til at reise tilbage, var det bedre at ta den med, så var jeg sikker på, at der ikke skede den noget ondt på reisen.

Men endnu en ting er der, som vel har været bagom det hele og hvorfor jeg har været efterladende: At jeg tænkte, De slet ikke benytted den.

For Dem er det vel vanskeligt at indse, hvordan et menneske kan leve så forfærdeligt uroligt og i månedsvis glemme alt sådan for tanker, at sligt kan foregå. Og det vil vistnok synes Dem utilgiveligt, det hele. Det er det måske også.

155Jeg må tilstå, – det vil kanske formilde Dem en smule, – at jeg har handled ligedan med alle de violiner jeg før har lånt. Men jeg har let nået absolution.

– Med Dem vilde dog dette aldrig ha hændt alligevel til nogen anden tid. Men disse sidste tider har som sagt for mig været tider, da den digteriske produktion har bragt mig til at glemme alt. For det kan jeg skaffe Dem attester, om De ønsker.

Jeg kunde nu sende violinen pr. omgående, men jeg vil dog, da jeg ved, at De er yderst ræd for den, først forespørge Dem, om De vil det så. Jeg har stedse tænkt at komme tilbage snart.

Jeg tør ikke engang bede Dem om undskyldning. Jeg vet, at ordenssansen er overmåde sterk hos Dem, og at dette træk af mig for Dem måske vil bli afgjørende for Deres bedømmelse af mig for altid.

Nogen mellemvei ser jeg heller ikke. Naturligvis har tanken om at kjøbe den været med blandt det andet, – men i det sidste har jeg mer og mer lagt violinspillet på hylden.

Jeg får da finde mig i herved at ha tabt et menneskes gode mening om mig.

At jeg angrer det, og at jeg de gange jeg har kommet til at se på violinkassen i dens hjørne har været pint derved, det behøver jeg vist ikke at tilføie.

Deres forbundne
S. Obstfelder.

[Høsten 1896]

Adr. Tornebuskegd. 1 ³ (Kj.havn)

Kjære Fru Dybwad!

Det har gåt så underlig til med dette stykke, jeg her sender Dem, «De røde dråber». Jeg skrev det så’n stumpevis i vinter i Kr.a næsten færdig, efter gang på gang at ha lagt det væk af tvil. I Paris, hvor jeg for at bortjage sorger måtte arbeide det, jeg bare kunde, kom jeg til en aften at ta lapperne frem og læse op noget for en mand. Han blev begeistret over det, påstod, at det dramatiske var mit felt, at det måtte gjøre succes o.s.v. Således kom jeg til at fuldende det.

Så gik der en tid, og da jeg så skulde se på det, om jeg kunde udarbeide det, fortvivled jeg atter og la det hen.

Så kom jeg her i Kjøbenhavn en aften til at læse op lidt for en ny mand. Denne mand brød ud i det samme bifald. Og mente at omarbeidelse ikke behøvdes.

Jeg skrev det så færdigt. Sommetider mens jeg skrev på det, syntes 156jeg det var så godt, jeg syntes hver replik leved og ånded, og at det ialfald på en egen måde var dramatisk.

Andre tider fortviled jeg over formen. Jeg syntes ikke, den var som man er vant til. Men stundom kunde jeg finde, at det netop var godt, at det havde en eiendommelig composition.

At stykket rummer megen poesi, kan der vel ikke være tvil om. Men noget sterkt håb om antagelse har jeg ikke. Uagtet jeg finder sterke dramatiske pointer og også interessante træk til roller, tør jeg ikke aldeles sikkert regne på dets spillelighed. Og det skulde dog spilles, forat det kunde komme frem, som jeg har tænkt mig.

Jeg sender stykket først til Dem. Jeg har jo flere gange talt med Dem derom.

Jeg kom for nogle uger siden til at læse «Bygmester Solness», egentlig for første gang. Jeg ser, at der er ligheder. Jeg forstår, at man vil sige, at det er efterklang. – Og dog er dette skuespil det, som det falder mig naturligst at skrive.

Den unge pige havde jeg arbeidet på i flere former længe før «Hilderne» fremkom. Skulde «Lili» være påvirket fra noget hold, så må det være fra hin første gang jeg så Dem spille ved Kr.a theater, – altså fra Dem. Nærmere beset er vel også Lili grundforskjellig fra Hilde.

Jeg sender Dem stykket i håb om, at Lili, når De gjør Dem nærmere bekjendt med hende, vil interessere Dem. Skulde så blive tilfældet, vilde det måske være et godt stykke på vejen til antagelse. Jeg vil gjerne overraske med stykket, og jeg vil derfor be Dem om ikke at vise nogen det, før det er indleveret. Skulde imidlertid stykket la Dem tvilsom, såat De gjerne vilde drøfte det med nogen, vil jeg be Dem om at gå til Heiberg med det. – Skulde De ikke ville ha noget med sagen at gjøre, vil jeg be Dem la det bero hos Dem, indtil De har underrettet mig derom.

– Det er muligt, at samtalen mellem Odd og Lili, som har været mig et hovedpunkt ved stykket, men som måske vil synes at høre udenfor det dramatiske, – at den er for lang. Idethele vilde jeg – i tilfælde opførelse – kunne gjøre forandringer ved prøverne.

Jeg har sendt brev til Dem uden at få svar. Jeg beder Dem om en liden meddelelse om, hvorvidt De har modtat manuskriptet, da jeg nødig vil miste det.

Deres ærbødige S. Obstfelder.

Hvor gjerne jeg vilde se Dem spille Hilde! Netop et par ugers tid, før De har spillet den rolle læste jeg den vidunderlige bog, og fik da slik længsel efter at se Dem spille Hilde. Og nu ser jeg af Heibergs kritik, at De har gjort det så dejlig.

157Jeg vet, De synes jeg er en tosk på theater. Men herregud, jeg kan da få lov at beundre ialfald!

Måske vil De gjerne ha nogle orienterende bemærkninger om, hvordan jeg har ment forskjellige ting.

1ste akt indeholder blot spænding mod de andre akter. Den vil ved 1ste gang gjennemlæsning ikke forstås, – men skulde stå frem ved en skuespiller, der havde sat sig ind i Odd’s væsen, som forklares ved de næste akter. Helt vil den måske først forstås efter 4de akt.

Ved flygtigere gjennemlæsning kan det gi anledning til misforståelse, at der fremstilles den scene og de personer, man er vant til fra Bjørnsons og Ibsens samfundsdramer. Man kunde da tro, at den dramatiske konflikt er det, som foregår mellem Odd og disse mennesker. Dette er ikke tilfælde. Det dramatiske, som foregår med Odd er gjennem hele stykket blot i forhold til ham selv. Og det er det, som skulde være det nye, og gale, eller det nye og gode, og den for en god skuespiller interessante opgave.

Disse andre mennesker er blot til som baggrund, som «Chorus», hvorpå Odd, Berg, Lili, Borghild skulde stå frem som store silhouetter, digtede over nogle af livets store magter. Det er slet ikke meningen at fremstille Odd som den, der er martyr for disse hverdagsmennesker. Tvertimod, han skuffer dem virkelig. 1ste akt handler blot om ham selv, og de andre fremstilles malerisk, hvad der sætter hans sind i bevægelse og kamp. Han optar ingen kamp med dem. Men han jages af idealet, af de store følelser af menneskets smerte og ufuldkommenhed, og så den store pligt mod skjønheden. Han jages heraf, og han lider, – han lider ved at skuffe sin bys mennesker, men han må, – han lider ved at skuffe Borghild, men han må, – om hende har han kanske havt et skjælvende lidet håb, at hun skulde komme mod ham, ville forstå ham – men det har blot været et lidet håb, han selv ikke har vidst om. Han er forbandet – forbandet netop ved denne forfærdelige drift, der er lagt ned i ham, driften mod det overmenneskelige, det guddomsfagre. Han vet, at de må gå fra ham alle, han venter sig ikke andet, og det falder ham ikke engang ind at forklare, hvad det er han vil. Hvad vil det også nytte? Da det jo i ham selv må være så uhåndgribeligt, mere en dunkel følelse, – en følelse, der mange gange blir helt til angst. Og ved det ord, hvormed akten slutter, og som han siger i en blanding af uendelig fortvilelse, bøn, trøstsøgen, – skulde, som når ved et lynglimt et landskab oplyses, hans indre ses, og tilskuerne skulde forstå det, der har været bagom hos ham gjennem hele denne akt, – og som slet ikke er noget klart, håndgribeligt. Jeg mente, at en god skuespiller skulde kunne få dette frem, – få frem overgangen fra ordet «Gået» til ordet «myriader», 158og kaste et deiligt glimt over hvad der menes, eller ialtfald gav dem en forundring.

Fremdeles er 1ste og 4de akt stillet musikalsk med 2den og 3die. Man ser i 2den akt ikke alene Odd i hans ensomhed, men man ser hans ensomhed, man ser den forbandedes ensomhed.

En ensomhed, som på en underlig måde undertiden kan drage til sig individer, sjæle, som med en hemmelig magt, individer, der heller ikke er som de andre, men som måske i sig rummer alt det menneskelige, det simple, rørende menneskelige, – Lili.

Lili, underlig, med den skjælvende skjønhedssans, – alt hvad Odd siger må hun for at forstå det gjøre om i vakre billeder, – jeg har slet ikke tænkt mig hende grim f.ex. – nær døden, men et udtryk for alt det skjælvende, dirrende menneskelige. Jeg behøver vist ikke spendere mange ord på at forklare hende forresten.

1ste halvdel af 2den akt vil måske forefalde udramatisk. Jeg har villet gi poesi. Jeg har troet, at man fra en tilskuerbænk ikke bare bør vente sig affektsensationer, – men at der også fra scenen skulde kunne vækkes det der føles hos menneskene ved f.ex. et vakkert landskab, eller ved skjøn musik. – Og dette stykke er for en stor del blit til forat få udtrykt noget af den poesi der er i det mylrende nutidsliv.

Gjennem det sælsomt stille, halvmørke laboratorium går der strømme fra mylderet udenfor, man ser for sig og tænker over vognene, blussene, telefonnettene o.s.v. I laboratoriet selv ses videnskaben som noget trolddomsagtigt, og hæves dertil endmere ved glimtet i den røde flaske.

Som sagt, det er ikke meningen at anklage nogen, det er ikke meningen at bebreide Borghild, at hun ikke forstår eller forsøger at forstå Odd. Tvertimod trode jeg slutningen af 2den akt nokså tydelig skulde vise hende stor, enkel i sin urokkelige kvindefølelse, i sin deilige jordbundenhed.

Ti bagom det hele, så er ikke engang Odd eller Borghild eller nogen af dem meningen, – men selve livet, i dets brydning, i dets sorg, med sorgens skjønhed, menneskets Ahasverus-gang.

– Dette vil måske være nok til orientering. Det er egentlig ikke nyttigt at forklare og sætte ord til, – der hvor man netop har forsøgt at fremstille det ordløse. Det kan skade at fæstne en fortolkning, hvor man heller havde villet en rigere, mangfoldigere, om end mindre understreget virkning.

Det er i pauser, i bevægelserne bag ordet, i tonefaldene, at dette stykkes største dramatik som oftest ligger. Og det er derfor, at jeg – omend jeg forstår, at stykket er fjernt fra det, der virker voldsomt 159og let fra en scene – at jeg dog meget kunde ønske en opførelse – – hvad jeg dog mindre og mindre tør håbe.

Det tør godt hænde, at hvad jeg har forklaret om 1ste akt, ikke kommer tydelig nok frem, som den er skrevet. Det kan hænde, at samtalen i 2den akt for opførelse vilde vinde ved en sammentrængelse. Lad mig dog si, at samtalen er gjort lang med beregning. Det skulde være den fredelige stund mellem al uroen, og den skulde stå skarpt mod aktens slutning. Laboratoriets stilhed, videnskabsmandens ensomhed skulde tegnes ved denne ro, da der endnu intet foregår, men som dog har angst mod hvad der skal komme. Og at Bergs tale i 4de akt er noget for lang, og at det ikke kommer klart nok frem, at det er mer meningen at karakterisere ham selv ved hans udbrud mod medborgerne, end at skjælde disse ud (fra digterens side).

Jeg sender det dog. Ti en eventuel opmuntring fra Dem – at De kanske kom til at synes om Lili f.ex. – selv om De endnu ikke vilde betegne stykket som færdigt til indlevering, vilde kanske gjøre, at jeg kunde bekvemme mig til en omarbeidelse.

Jeg lider af en forfærdelig melankoli, som har varet længe, en ligegyldighed for alt. Et svagt håb om muligens at kunne bli revet med ind i noget – for mig vilde jo noget sådant som en opførelse være en livsbegivenhed – er det da, som bringer mig til at sende det.

Jeg er ikke beskeden nok til at be Dem om undskyldning for det bryderi, jeg herved pådrager Dem. Tvertimod anser jeg det for noget af en ære, at jeg sender Dem stykket først. Ti jeg ved – selv om det nu aldrig kan spilles – at det ikke er et ganske almindeligt arbeide.

Misforstå ikke disse ord! Der ligger mere sorgfuldhed end selvros og indbildskhed i dem.

– – –

– Behøver jeg gjøre opmerksom på, at også gamle Berg i 1ste akt forklares af skuespilleren?

Eller sligt som at, når Lili står alene og siger: Elske, så er det første gang hun kommer til at forestille sig og se alt det der følger med dette ord. Hun har været så fylt af doktorens tanker, – hun har ikke vidst, at hun holdt af ham, – når han sidder sådan og ser ud for sig, så aner hun noget og får en eiendommelig angst. Hun har kanske før selv trot, at denne angst kom af, at doktoren havde en hemmelighedsfuld, mystisk verden i sig, som hun ikke kunde forstå.

– Jeg ber Dem endelig ikke levere stykket ind, hvis det ikke forefalder Dem færdigt. Det vilde gjøre mig meget ondt, om De gjorde det. – Overhodet har jeg foreløbig ikke tænkt mig videre endnu end at høre Deres Mening om det.

160Går De til Heiberg med stykket, vil jeg be Dem vise ham også denne redegjørelse.

Jeg har kaldt stykket «dramatisk digt» af beskedenhed, for at forsvare formen. «Drømmeri» er måske bedre end «Forbandet». Skulde jeg ikke inden 2–3 dages forløb ha forståt at De har modtat stykket, vil jeg bli meget angst. Jeg ønsker det så forfærdelig nødig i andre hænder. –

[1896, høsten]

Kjære Jens! [ɔ: Thiis.]

Jeg lod være at skrive i det håb, at jeg måtte få stipendium, og jeg vilde da ha sendt dig penge samtidig. Ti før jeg har betalt dig ialtfald en del af min gjeld, vil jeg ikke føle mig rolig. Du er vel nu kommet til Throndhjem, så det nu er på tiden at skrive dette, som jeg har tænkt længe at skrive. Du kan forstå, at det ikke har været let for mig at greie mig sommeren igjennem. Jeg har nu fåt lidt penge af Gyldendal, som jeg foreløbig lever for. Nogen kontakt om månedsunderstøttelse har de endnu ikke kunnet gå ind på. Man vil vel først se, hvordan det går med bogen. Nansen venter sig en succes. – Det var John Grieg, som fik mig til at gå til Hegel.

Du vil måske nu ha indset, at det var klogt af mig, at jeg reiste sådan udenvidere. Jeg vet ialfald, at det var det. Det er muligt, at jeg kunde ha vundet tilbage de penge, – men det betyr så lidet i forhold til det andet. Dette har jo været mit livs frugtbareste sommer. Til nu har jeg arbeidet uafbrudt. Har også gjort færdigt skuespillet, eller det dramatiske digt, som jeg kalder det. Sendte det – da jeg aldeles havde opgivet håbet om dets spillelighed på noget officielt theater – til fru Dybwad. Hun råder mig til ubetinget at levere det ind.

Din hengivne
S. Obstfelder.
p. t. Tornebuskgd 1 ³, København.

Hjertelig hilsen til fru Ragna og den lille.

Kan hilse fra Bundgård, som vistnok er en smule fornærmet over at du ikke så til ham i vinter.

17.9.1896.

Herr Frimann Koren!

Jeg blev meget glad over Deres nye brev. Det var som jeg fik et slag for brystet, da jeg fik Deres første brev, netop fordi sagen havde 161plaget mig så. Ti ligeså slurvet jeg nu og da kan være, ligeså meget piner det mig bagefter. Forresten er jeg ellers ikke uordentlig, men jeg tror det er ofte tilfældet med folk som spiller, at de kommer på en eller anden måde til at behandle instrumenter som rangerende ind under en egen rubrik af eiendomsretten.

Sat igjen violinen hos nogen kammerat vilde jeg ikke under nogen omstændighed ha gjort. Hvordan det så gik til at jeg i afreisens øieblik kom til at ta den med, husker jeg ikke rigtig. Måske fordi jeg havde sat tilbagebringelsen op til det sidste, måske fordi jeg virkelig da tænkte at benytte den en smule endnu. Og som sagt var det dengang min tro, at jeg kom tilbage snart, eller min hensigt at sende den. Forøvrigt er det vel alt gåt til i en fart, og uden videre ræsonneren. – Jeg tror, det er næsten vanskeligere for mig selv end for Dem at begribe, hvordan det er gåt til.

Med hjertelig tak for Deres brev og hilsen

Deres S. Obstfelder.

[Kbh. Høsten 1896.]

Kjære Fru Dybwad.

Jeg ble meget lykkelig over Deres brev, tror jeg. Og det glæder mig særlig, at De har de samme meninger som mig med hensyn til nogle enkeltheder. Også for mig var nemlig aktbetegnelsen en torn i øiet. Lige fra først af spekulered jeg på et andet ord, og jeg har tænkt på afdelinger. Dram. digt i 4 afdelinger. Er ikke det bra? Stykket er jo nemlig mer bygget som en symfoni end som et skuespil, hvor akterne er harmonisk ligeløbende.

Å nei – jeg ikke bare tror, at jeg blev lykkelig, – jeg er det virkelig over, at De tror, at stykket kan opføres, eller rettere: antages. (Ti at det på et frit theater kanske er netop det man vil ha, det vet jeg jo nok. Men vi har jo intet frit theater i norden, og det er dog blot i norden man opfatter disse ting, og hvor det er os forfattere en glæde at slå igjennem. Jeg antar det meget lettere f.ex. at få dette stykke antat på l’Œuvre end i norden, – men det er ikke det jeg helst vil.)

Jeg blev lykkelig derved, fordi jeg – selv om jeg vet, at jeg har evnen i mig til at skrive stykker, der har langt større ydre dramatisk ild og bevægelse, – fordi jeg gjennem en opførelse af dette bevidste begynderarbeide vilde lære så meget. Jeg tror, jeg vilde lære så utroligt ved det. Så meget tror jeg, jeg vilde lære, at jeg i det næste stykke kunde optræ som en forfatter, der behandler de sceniske midler som pianotangenter, hvorpå han fantaserer.

162Som sagt, hvad De siger, er just hvad jeg selv har tænkt. Odd og Lili var for mig stykkets kjerne. 1ste afdeling skulde kun være en ouverture, der udkaster nogle akkorder, og der som sagt skal få stykkets store midte til at træ frem i sin underlige fine stilhed. 4de afdeling skulde samle alle tonerne og forklare alt. – – Og som De siger, det værste blir at finde Odd. For – ikke sandt? – det hjælper ikke, om Lili spilles aldrig så deiligt, hvis der kommer f.ex. en – – – – – – (Obstfelder nevner her en skuespillers navn) –sk betoning ind – bare der på ét eneste sted kom en – – – ‘sk betoning ind, da stod det hele i fare for at blive komisk. Odds rolle er så var, så fin, – men måtte byde så meget vakkert og taknemmeligt for en ung, moderne skuespiller. Og Odd og Lili måtte stå så fint stemt sammen, aldrig briste, som en flydende harmoni måtte den dialog være. Måske er det simpelthen umuligt at finde den rigtige Odd deroppe. Det skulde helst være en ganske ung, ubekjendt, hvem jeg selv kunde instruere. (Halfdan Christensen?)

– – Ja, jeg føler, noget ivejen med 1ste akt. Og jeg skal forsøge at finde på noget andet. Jeg synes ikke rigtig, det er det, som De siger; ti den forbandelsen skulde netop ikke forberedes, den skulde komme aldeles abrupt, uforklarlig, indtil videre, ti den hænger sammen med Bergs hele naturel, han, som blot optræder som lynglimt, som aldrig kan tale med nogen, – når det kommer, så kommer det som sterke monologiske udbrud, – den eneste, han kan tale med, er Lili. – – Men dette, som jeg her siger, – det er vistnok ikke fremstillet klart nok, og kan misopfattes. Ligeså, – omgivelserne, – at de bare skal være akkompagnement og forklarende baggrund, – det opfattes vistnok ikke.

Jeg blev glad over, at De ikke har vist det til G. H. Ti ham, hvem jeg nærer størst hengivenhed for, og hvis bifald jeg sætter størst pris på af mænds – netop ham vilde jeg allerhelst overraske.

– Jeg tør da måske be Dem, – da jeg skal forsøge at omarbeide 1ste afdeling, – at De sender mig manuskriptet tilbage. Jeg vil ikke indlevere stykket før det er nogenlunde så godt, som jeg på forhånd kan gjøre det.

En hjertelig tak da, fordi De ikke har tat mig ilde op, at jeg udbad mig Deres mening, en hjertelig tak, fordi De synes om Lili.

Deres hengivne
S. O.

163[Høsten 1896.]

Herr Nansen!

Når jeg skriver og gir Dem til overveielse, om ikke titelen «Fortællinger om Korset» skulde greie det, er det for at få anledning til at takke Dem hjertelig for hvad De meddelte om bogens udstyr. Dette har altid ståt som noget så væsentligt for mig ved hvad jeg hidtil har skrevet, og det er endogså så, at der under nedskrivningen står for mig et vist udstyr. De korte betonede sætninger og den koncentrerede form forlanger det på en måde. Det er jo virkelig så, at man læser en bog langsommere og gir hvert ord mer vegt, når den trær frem fra smukke blade. Jeg tror Grieg blot har tabt på, at han har udstyret mine bøger slet. – Jeg blev som sagt særlig glad over dette.

Deres ærbødige
S. Obstfelder.

– der forekommer gjentagne gange i min bog et billede, om hunden som har fundet sin herre. Jeg tror, De godt vil forstå og ikke le af den art forfatterstolthed eller – ærekjærhed som gjør, at jeg siger Dem, at det var først efterat min bog var skrevet, at jeg har læst Deres «Maria». Dér forekommer nemlig det samme billede, og brugt paralelt. Det kunde således se ud somom jeg havde lånt det. Jeg har meget god litterær hukommelse, og havde jeg læst Deres bog før er det meget mulig, at jeg vilde ha fundet på noget andet.

[Høsten 1896.]

Herr Peter Nansen!

Det gjorde mig ondt, at – (jeg trode at forstå det af Deres skrivelse) mine bemærkninger stødte Dem, ti jeg har følt så stor taknemmelighed mod Dem for Deres elskværdighed mod mig. Jeg forstår, at De kan finde det underligt, når jeg først har bedt om kritik, at jeg så tar det så nøie med småting og kommer med lange forsvar. Men netop sætningsbygningen er min kjæphest. Jeg arbeider i det uendelige med den forat få den samtidig klar, levende og musikalsk vakker. For mig er den væsentligere end ordvalget, og det kan falde mig tyngre at forandre en ordfølge end at omarbeide en hel side.

Det var således jeg kunde komme til at tro, at muligens det abrupte berode på den norske fonetiks forskjellighed fra den danske. Jeg 164har i anledning mine «Digte» erfaret, at virkelig mit norske sprog ofte la skjulte fælder. Men når man er opmerksom på det, så kan jo dette undgås, ved at ombytte en sætning med en anden, som ikke kan gi anledning til misforståelser hverken nord eller syd.

Mine rent grammatikalske reformlyster er ikke, som De synes anta, dikteret af poetiske griller. Jeg er gammel filolog, og det er vistnok fra mit fonetiske studium de skriver sig. Da jeg efter Deres forrige bemerkninger forstod, at min interpunktion, som jeg slet ikke trode var så usedvanlig, kunde gi anledning til misforståelse eller utydelighed, satte jeg i det nye ark ind kommaer, og agted i 2den korrektur at passe på det for det gamle arks vedkommende.

I ærbødighed S. Obstfelder.

[Høsten 1896.]

Herr Peter Nansen!

Jeg tror, at den uklarhed De her og der føler, beror på norsken. Jeg skriver vist mer end nogen den norske dagligtale, og jeg vil også nødig imødekomme dansken, forsåvidt det gjelder sætningsbygningen. Men når jeg bruger forsætlig en interpunktion, der går efter pauserne og ikke efter den grammatikalske analyse, kan jo let det forandres, hvor det kan gi anledning til misforståelse, som f.ex. i: den glæde kvinden føler. Sproget skulde ellers for norsk øre være jevnt og ligetil.

Det er det farlige for mig, at det, der er nedskrevet efter norsk øre, opfattes fra dansk øre.

Deres rettelse: ord det, vil ikke forstås på norsk igjen, jeg har derfor sat et for ind, ord for det.

Med tak
ærbødigst
S. Obstfelder.

Jeg havde nu i det 2det ark tat ud en del kommaer, som sætteren velvillig havde sat ind, måske er det blandt dem, der vil gi anledning til misforståelse.

[Høsten 1896.]

Herr Peter Nansen!

Jeg har fulgt Deres rettelser. – Men «guldhår» beholder jeg indtil videre, fordi det synes mig at «silke» sådan i poesien næsten altid benyttes til at betegne det bløde. Da jeg satte «silkehår» tænkte jeg 165netop på silkehårene sådan som de materialt er, glasagtige. Men folk vil tro, at jeg har ment at ville fortælle om stemmens blødhed. Det var ikke meningen. Jeg har villet betegne det klingende, lyse, skinnende i stemmen, det som varmer. Om den bløde stemme synes jeg ikke «varmer» passer så godt, den bløde stemme mer smyger sig som dug og natlig duft ind i en.

Jeg vilde helst ha «silkehår», hvis jeg vidste, at man tænkte så langt tilbage, som på det enkelte, glasagtige hår. Men man tænker vistnok ganske bestemt på blødheden.

Med hilsen
ærbødigst
S. O.

– Jeg så, at De havde sat et spørsmålstegn ved ordet «vidtløftige». Vi bruger undertiden – ja, det er jo mundtlig sprog – dette ord for at betegne karakterens noget ualmindelige sammensathed. Vilde «mangfoldige» forstås bedre på dansk?

– – Det falder mig så vanskeligt at skulle forandre ordet «Føflekken». Der ligger i dette ord – for norsk øre ialfald – hele den smertelige dissonans, som denne mands fremtræden skulde gi.

Og det suggererer bedre end noget andet i hele bogen kvalen ved, at andre har rørt ved det han elsker.

Jeg har tænkt på, om det i et par linjer ved begyndelsen eller slutningen skulde antydes, at det er en anden end forfatteren, som fortæller. Jeg synes, det er så kjedeligt, at alt det der skrives i en sådan «jeg»fortælling, skal betragtes som noget af forfatteren oplevet. «Jeg»formen benytter jeg tvertom til at tænke mig ind i en eller andens sind.

Endelig atter titelen. Jeg har talt med flere, som synes «Korset» er så god titel, at det ikke gjør noget, om man laver en vits på den.

For mig betød den så meget. Jeg syntes, der lå ligesom et helt kapitel i den, idet den suggererer alt, hvad der kommer efter, – det, hun er blit i mindet for ham, – og han selv, for hvem dette kors skaber en egen hellig verden ind i den øvrige verden.

Skulde man skrive dette i et særskilt kapitel, vilde det gjerne bli sentimentalt.

[Høsten 1896.]

Herr Nansen!

Tør jeg bede Dem – siden De nu først er ifærd med at se på korrekturen – at sætte kommaer til, hvor De finder det nødvendigt? Jeg merker nemlig, at jeg har vokset mig så fast i min interpunktionsmåde, at det ofte er mig umuligt at afgjøre det.

166Jeg takker Dem hjertelig for Deres rettelser i 3die ark. Jeg havde oprindelig gjentat ordet «smerter», strøg det i den sidste flygtige gjennemarbeidelse, fordi gjentagelsen stødte, men la ikke mærke til sammenhængen. Ligeså med «fibrene», – havde skrevet «hver hendes fiber», fandt det snørklet og retted forhastet. Har nu fundet på noget nyt.

Det er så langtfra, at jeg betragted hvad jeg havde skrevet som urørligt, at jeg tvertimod var forberedt på ganske andre omvæltninger end de småforandringer De hidtil har foreslåt.

Med tak
ærbødigst
S. O.

NB. Jeg vet ikke om rettelsen til «Kysminder», pag 68, er god. Det lyder måske for søgt.

[Høsten 1896?]

Kjære Herr Hallström!

Tilgiv, at jeg skriver på sådant papir, men jeg har for øieblikket intet andet, og jeg vilde dog gerne skrive nu, da det falder mig ind.

Grunden til, at det ikke er sket før, er atter den megen flakken. Deres bog fik jeg i Paris og læste den straks, da jeg var i læsetaget. Den glæded mig ved sit fremskridt i stilkunst, og den glæded mig ved at vise mig atter nye sider hos Dem. Jeg synes herr Söderberg skriver meget slet om Dem – hils ham det! – bedre var det (efter min mening) at ha påvist Deres rigdom, – at De skriver tre så forskjellige bøger – end at rose «En g. h.» op i sky på de andres bekostning. For Dem selv må vel kanske «En gammal historia» være det glædeligste, fordi det for Dem er en seir hos Dem selv (jeg mener ikke udadtil). Ti det er jo så, at uden formen og stilen nytter det ikke noget med alt vort stof, og formen og stilen det er det man lærer og får gjennem kamp, derfor glæder det mest. Men for andre betyder det mere, som vidner om det, en er født med. Jeg synes herr Söderberg har ret i alle de rosende ord han siger om «En gammal h.». Ja han kunde sagt enda mere. Det er ikke det. For mig betyder dog «Purpur» så uhyre meget mere. Og elementerne til at lave karakterer som i «En g.h.» har De allerede vist mig i «Vilsna fåglar».

Dog, det er så vanskeligt at finde ord. Og jeg er bange for, at dette vil gi anledning til misforståelse.

Jeg blir mere og mere glad i Stockholm og svenskerne. Nu er jeg 167i Kjøbenhavn. Det er vist en god by at bo i, men folkene tiltrækker mig ikke såmeget som svenskerne. Jeg har selv arbeidet meget i det sidste, håber, at der nu skal komme bøger slag i slag. Om nogle uger kommer en liden fortælling hos Gyldendal.

Det har ikke undgåt min opmerksomhed, at «Miraklet» var det størst anlagte af stykkerne i «Purpur». Men jeg syntes ikke det hørte hjemme der. Det var hverken lidet nok eller stort nok. Det vil vel engang forme sig hos Dem til et helt poetisk arbeide.

Forresten hvad betyder disse almensætninger om bøger. Hvordan kan man i en liden sætning forme sit indtryk af det, man vet en anden har formet og digtet med hele sin sjæl og med sine kveldes alvor. Der er noget sårt i sådant. Og jeg føler mig altid flau og ubehagelig når jeg selv har skrevet ned sådanne domme. De udtrykker jo dog næsten aldrig hvad jeg mener.

– Jeg har i det sidste ikke hørt fra nogen anden i Stockholm end Dem. Jeg skrev i sommer til Klas Fåhräus, som jeg holder meget af, men han har af en eller anden grund ikke svaret.

Herr Uddgren mødte jeg i Paris, da han boed på det samme hotel, hvor jeg pleier at bo. Han syntes at ha emanciperet sig fra Herr Dauthendey. Jeg håber på, at han skal komme til at finde et udtryk og også ha noget at sige. Den svenske literatur trænger nogle unge. Det går dog ikke an med sligt noget som «Hans Alienus»-kjæring-snakket og Levertins Jesus-viser og literære karameller i en literatur!

Med tak for bogen og hjertelig hilsen
S. Obstfelder
Tornebuskegade l³ Kjøbenhavn K.

[Høsten 1896.]

Herr Peter Nansen!

Jeg fik for et par dage siden et brev fra en norsk dame i Berlin, hvori hun fortæller, at hun har oversat og fåt optaget i «Freie Bühne» den ene af mine «To noveletter» (den anden var allerede offentliggjort i «Pan»). – Hun ber mig om at få oversætte den nye fortælling, og jeg gav hende mit samtykke. Hun omtaler ønskeligheden af, at oversættelsen kom ud samtidig med den nordiske udgave. Det er jo noget sent nu med det, men da bogen jo er så liden, at den må kunne oversættes på nogle få dage, måtte den jo kunne udkomme på tysk omtrentlig samtidig, så at dette kunde anmærkes på den danske udgaves titelblad.

Hun skriver idag til mig, at hun vil forsøge med Fischer, og bemærker 168i den anledning, at De er Fischers yndling, og at derfor en skriftlig udtalelse af Dem vilde lette sagen betydelig. Og hun medsender det indlagte kort til Dem.

Skulde det kunne bemærkes på den danske udgaves titelblad, at den udkom på tysk omtrentlig samtidig, måtte jo sagen ordnes straks.

Deres ærbødige
S. Obstfelder.

[Høsten 1896.]

Kjære frk. Ellen Key!

De kan vide, at havde jeg fåt Deres varme, opmuntrende brev til Grand Café, så havde jeg skrevet til Dem, trods at jeg i 8–9 måneder nu har havt det faste forsæt ikke at skrive til nogen. Og også før jeg har fåt dette brev, som jeg igår fik, har det mangengang været mig vanskeligt at afholde mig fra at skrive til Dem.

Mit forsæt om ikke at føre brevveksling forstår De nok, – jeg har villet ha en arbeidsperiode, (og jeg har havt den) og jeg har villet slutte mig inde i det jeg havde for tanken. Jeg vet ikke, om De med Deres mening om min uproductivitet også forbinder tanken om mangel på energi. Forsåvidt tar De feil. Jeg har åndelig energi som få. Der er vel knapt af unge forfattere nogen, der har min hjernekraft til at holde fast på en komposition i årevis, og fjerne alle slagger, fjerne, fjerne, – forat så kompositionen skal stå klar og høi. Se den, de der vil!

Uproductivitet som De anklager mig for, har jeg desværre aldrig eiet. Jeg har aldrig hvile. Jeg er en evig rastløs ånd. Og min udvortes uproductivitet er blot masken for en vidunderlig sterk kimen og sædlæggen og ulmen og gjæren.

Den udvortes uproductivitet, som jeg i to, tre år har vist, er da også afløst af en usedvanlig sterk productivitet, som tilfulde viser, at uproductiviteten blot var maskeret. Jeg har skrevet to bøger færdige, en mindre fortælling, og et stort anlagt dramatisk digt, og jeg har påbegyndt to bøger. Men da hvad jeg skriver, altid vil sigte mod det inderste i menneskesindet, og menneskeånden, har jeg nok ret til at ta mig tid. Ti jeg vil, at mine ord skal komme med stjernetegn på sin pande, med det vederheftiges autoritet, med det gjennemlevedes fulde myndighed.

Sjelden lykke er det da – det må De vist ha interesse af at høre noget om – når hos den der har lidt af tvil, af tilsyneladende tomhed, – alt med engang vælder frem, – færdigt, krystallinsk – somom 169det inde i gemyttets og hjerneteltets mørke allerhelligste af sig selv havde bygget sig til.

Det er som et vidunder, kan jeg forsikre Dem. Man ser på sig selv så lykkelig fremmed. Man ser på sig selv som en delfisk prestinde. Man venter, man studser: kommer der mere? hvad kommer der nu? Der er altså nye ting i verden! Der er altså det barndommens eventyrtro forestilled sig!

– – Indtil jeg hørte, at Klas Fåhräus skulde være blit syg (det smerted mig så, jeg holdt så af ham) – gjorde det mig uhyre ondt, at jeg ikke hørte noget fra ham, jeg trode det berode på nogen mig uforklarlig animositet mod mig, – nu forstår jeg jo grunden.

Idethele er det, som Stockholm og de mennesker, jeg der har truffet, stadig vokser i min erindring, skjæret om dem blir stadig varmere. Jeg har ikke siden truffet mennesker, jeg kunde holde mere af.

– Ivåres var jeg i Paris i tre måneder – – som sedvanlig i den yderste nød. Det er mig den vidunderligste arbeidsby. Det gik såvidt, at jeg neppe så et menneske. I den sterkeste sommerhede og på de lumreste dage sad jeg hver dag og arbeided.

Skulde der ikke kunne gjøres noget for Gustaf Uddgreen? Det er jo det, som er så uhyre vanskeligt, at man vet ikke, hvad han kan præstere, – hans digtsamling er for umoden og viser for lidet. Ét er sikkert, at han har uhyre vanskeligt for at finde form (jeg nævner dette netop som noget forsvarende) – og at han er et interessant menneske. Jeg finder ham langt, langt interessantere som menneske end Oscar Levertin f. ex.

Jeg var sammen med ham daglig, jeg forsøgte at tænde hans energi, og indgyde ham fasthed i forsættet om at holde sig fjernt fra Max Dauthendey.

Jeg har været såmeget sammen med ham, dels i Stockholm, dels nu i Paris, at jeg kan ikke la være at ta nogen del i hans skjæbne. Der kan vist ikke være nogen tvil om, at M. Dauthendey i årevis er blevet hans livs onde ånd. (De forstår, at jeg forsåvidt nu ser på tingene rent historisk, – at tale om den brist i Uddgreens karakter, som gjør, at han virkelig lar sig undergrave, at tale om hans svaghed, hans viljeløshed o. s. v., det kan nu ikke nytte).

Og – jeg er nu meget spændt på, hvordan det vil ende, – han har nu i 5–6 måneder gåt i den pinligste fangetilstand på et hotel, hvor han ikke kan betale. Jeg sa til ham: Skriv bog, skriv bog, i nødstilstand får da virkelig et menneske se at hjælpe sig selv.

Men – skulde det ende med, at den der hjælper ham ud af forlegenheden, atter blir Max Dauthendey, – da vil det gjøre mig meget ondt. Ti jeg er bange, at herr Uddgreen atter vil la sig drage nedad skråplanet.

170Jeg står her virkelig ligeoverfor skjæbnetråde. Jeg ser, hvordan virkelig ydre omstændigheder agerer med menneskene. Der er noget uendelig trist ved det.

– – – De spørger mig om mine økonomiske affærer. Å, De vet, jeg kan leve næsten uden penge, og hvergang de negter mig stipendium, blir jeg mer og mer smigret. Ti de negter mig virkelig stipendium, fordi jeg skal være for umoralsk, decadent og så videre. Rimeligvis står også Bjørnson bag, som med sin grove – jeg havde nær sagt utugtige – «moralske» knytnæve plumrer luften her, hvor det gjelder kunst og åndsliv og fordragelighed mellem menneskene. Det er en god mand at ha, ti han skjærper den moralske dømmekraft, og han ophidser os. I i udlandet kan ikke sætte eder ind i, hvormeget privat ondt og stygt den mand virkelig gider gjøre. Han blander sig i hver mindste småting på en så pøbelagtig måde. – De vil måske se noget øieblikkelig ophidset heri, men det forholder sig ikke så, Bjørnson har, fra jeg blev ordentlig voksen altid virket så modbydelig på mig. Han er ingen fin mand, og han er en skidden ånd. Tilgiv mig så sterke ord – men jeg måler med de høieste mål, – jeg er et menneske, der sjelden læser forbigående bøger, – mit åndsliv færdes på steder, hvor en spontan fremtoning som Bjørnson ikke kan dupere, – medens vel det, der står for mig, som ækelt for min moralske æsthetik støder og gjør mig sorgfuld.

Jeg må tilstå, jeg foretrækker mænd som Dante, Beethoven, Turgénjeff!! Ja, jeg foretrækker endogså perverse mænd som Baudelaire, fordi han har bevaret uendeligheden i skjønhedslængsel.

Det går virkelig ikke an, at mænd påtar sig så vigtige miner, uden de præsterer noget, – blot fordi de alene har store kroppe. Herregud, store kroppe, det har mange stenmænd også.

Nei tilgiv, at jeg blir så ivrig, men jeg støder her på noget, som synes mig løgnen, løgnen.

Jeg længes efter den evige, dybe, blå sandhed. Jeg hader mænd, der aldrig har følt den uendelige linje, gud som uendelighed, døden, kroppen som forgjængelig.

Jeg taler ikke engang om Bjørnson, men jeg taler om ham for at tale om mig selv, om hvad jeg hader, og hvad jeg elsker. – Å, jeg kan ikke si det i brev, det er for langt, og De vilde blot finde en uretfærdig mand. Medens det slet ikke gjelder mænd, men idealer, skjønhedssans, religion, – alt hvad vi skal tænke, hvordan vi skal dømme, hvad der står for os som indre skjønt.

– – – De meddeler mig, at mit portræt har ståt i fru Blehrs album. Det vidste jeg ikke. Det må da være en gjengivelse af Chr. Krohgs interviewbillede. Jeg gjør alt for ikke at bli mer end nødvendig en offentlig mand. Når folk har hvad jeg skriver, er det så ikke nok? 171Al denne offentlighed her i landet er også af det, som støder mig. – Jeg har endnu ikke på 12 år fotograferet mig.

– Det essay om Munch kom blot frem, fordi jeg holdt et foredrag om ham i «Studentersamfundet». Jeg valgte ham netop, forat få en diskussion om ting, jeg vidste var brændende. Sådan blev da essayet til som en gjengivelse af det indledende foredrag.

– «Medusas hoved» har jeg ikke læst. En mand her læste engang op noget af indledningen, og spurgte, om det var mig, som var den nordmand. Men jeg var ikke indbildsk nok til i mindste måde at turde tænke mig det.

– – Jeg er så bange, at De skal misforstå det med Bjørnson, – men siden jeg først har skrevet det, så lar jeg det gå. Jeg bruger ofte sterkere ord, end min kritik autoriserer, forat få vist følelsen, antipathien. Og har man ikke antipathier, så er det jo ikke liv, så er det jo død og udviskethed. Men antipathierne er ikke såmeget mod manden, – men mod det han repræsenterer, – ikke mod ham som helmenneske (han har jo dog skrevet deilige erotiske digte og 1ste del af «Over Evne») – mod det der fra ham blir mobbens ideal. – Da Bjørnson holdt sit Sædelighedsforedrag, – måden hvorpå han holdt det o. s. v. – en så sterk antipathi har jeg aldrig i mit liv følt, den var næsten religiøs, og jeg er sikker på, at den er rigtig. Er ikke den rigtig, så kan jeg ligesåvel gå hen og lægge mig i min grav med det samme.

– – – – Nils Vogt fortalte, at De havde været i Kjøbenhavn. Jeg var i Kjøb. da. Det gjorde mig ondt, at jeg ikke fik træffe Dem.

– En hjertelig hilsen til Dem og alle andre.

Og bliv ikke sint på mig for mine antipathier.

Deres hengivne
S. Obstfelder.
Frk. O’Meyers Pensionat, Grænsen, Kr.a.

Til Herr Theaterchefen! [ɔ: Hans Schrøder.]

Undertegnede tillader sig at indsende det medfølgende drama til Christia Theaters direktion til afgjørelse af dets antagelighed. Forfatteren har ikke fundet det ganske færdigt, og har derfor beholdt det i flere måneder, i håb om først at være sikker på det. Da han imidlertid nu fra flere kanter er blevet indtrængende opfordret til at indlevere det, har han troet at burde følge dette råd, idet han forøvrigt henviser til den medfølgende redegjørelse.

Kr.a 7/11 96.

I ærbødighed
S. Obstfelder.

172[Til teatersjef Hans Schrøder.]

Det bedes bemærket, at forfatteren ikke anser stykkets 1ste og tildels dets 4de del for fuldt udarbeidet. Han ser allerede endog nu bestemte punkter, der skal rettes, – såsom den pludselig kommende forbandelse i 1ste afdeling. (Der er sat et par nb.er.)

Imidlertid har stykket hvilet sålænge hos forfatteren, at han meget kunde ønske en afgjørelse af dets brugbarhed for scenen, og han har – efter samråd med dygtig kritiske mennesker – stanset ved den tro, at stykket, også i den stand det er, indeholder det nødvendige til bestemmelse af dets antagelighed.

En slig afgjørelse vilde nemlig i væsentlig grad influere på rettelser og mulig bearbeidelse, hvilket da – i tilf. antagelse – kunde ske delvis før prøvers begyndelse, delvis under disse.

I ærbødighed
S. Obstfelder.
Frk. O’Meyers Pensionat, Grænsen.

28/10 96 Kr.a.

[Høsten 1896.]

Herr Dr. Georg Brandes!

Tillad mig at fremsende min hjertelige tak for den forståelse af min forfattereiendommelighed, De udtaler i Deres anmeldelse af «Korset» – og min tak, fordi De har villet bringe denne Deres mening frem for almenheden.

Jeg finder særlig så smukt, hvordan De ligesom i den stil, De benytter, søger at afspeile forfatterens billede.

Med hilsen i ærbødighed
S. Obstfelder.

Adr. Frk. O’Meyers Pensionat. [Kria.]

[Høsten 1896.]

Kjære Herr P. Nansen!

På Deres forespørgsel om pengesending skal jeg tillade mig foreløbig blot at udbede mig 200 kr., idet jeg dog vistnok snart kommer at be om mere.

173Min bogs «succes» – man må vel kalde det så – har måske mest glædet mig for det håb om fastere økonomisk fremtid, det gir mig. Jeg vilde her spørge Dem, om De ikke tror, at Herr Hegel nu før eller senere skulde kunne gå med på en eller anden foreløbig fast understøttelse, der gav mig ro til at arbeide. Endog nu forfølges jeg af denne uro, der har været mange års plage. Når jeg allerede nu spørger Dem om dette, skjønt jeg jo foreløbig har, hvad jeg behøver, så er det, for at jeg i tilfælde tryggere kunde tillade mig endel udgifter, af dem, som alle andre mennesker regner til de daglig nødvendige (klæder, sko, mad og drikke.)

Min adresse er: Frk. O’Meyers Pensionat, Grænsen 17, Kr.a.

Med min hjerteligste hilsen
S. Obstfelder.

Tør jeg be Dem hilse Helge Rode meget, om De ser ham?

[Høsten 1896.]

Kjære Herr Peter Nansen!

Mange tak for Deres brev!

Jeg forstod det i en af vore samtaler så, at et 2det oplag ville bringe mig endel flere friexemplarer. Der er flere mennesker, – og det folk, der ialtfald i sin tid vil komme til at skrive om bogen (såsom Carl Nærup) – der går og beder mig om tilegnelsesexpl., og hvem jeg også havde lovet det. Og der er nogle, der har ståt i et sådant forhold til mig literært, at jeg absolut burde sende dem bogen.

– Og så turde jeg måske bede om atter 100 kr. af honoraret.

Med venlig hilsen
Deres ærb.
S. Obstfelder.

Jeg har i disse dage indleveret mit drama – efter Gunnar Heibergs indstændige opfordring – til teatret her.

Herr Erik Skram har sendt mig en yderst anerkjendende skrivelse, – men jeg ser, at det kort, jeg havde skrevet som tilegnelse til ham, havde jeg glemt at sende med de andre.

Har forlaget observeret, at Arne Garborg i «17de mai» har skrevet nogle berømmende linjer om «Korset»?

174Kristiania 11/11 96.

Til Herr Theaterchefen! [ɔ: Hans Schrøder.]

Under den korte samtale, som jeg forleden dag havde med theaterchefen, fik jeg det indtryk, at den ved indleveringen af mit stykke vedføiede redegjørelse var tillagt en anden og større betydning end tilsigtet.

Jeg tillader mig derfor i korthed at præcisere, at det ingenlunde var min mening, at jeg ikke betragter mit stykke som i det hele og store færdigt fra min hånd. Hvad jeg mente, var kun, at jeg som ukjendt med Scenens praktiske krav, tænkte mig muligheden af, at jeg ved eventuelle prøver kunde foretage mindre forandringer (jeg nævnte i brevet et par sådanne) der kunde være til fordel for stykket og teatret. Jeg skal således tillade mig at meddele, at om jeg lader stykket udkomme nu, så vil det absolut og uden betænkning fra min side beholde den skikkelse, hvori det er indleveret til theatret.

For at undgå enhver misforståelse har jeg troet at burde sende hr. Theaterchefen disse linjer, hvis indhold der ikke i den korte samtale blev mig anledning at pointere tilstrækkelig.

Stykkets titel bliver «De røde dråber».

I ærbødighed
S. Obstfelder.

[Høsten 1896.]

Kjære Herr Hallström!

Jeg er sen med besvarelse på brev, men det må De blot tilskrive mit urolige, omflakkende liv, intet andet. Dertil kommer også, at det er så sjelden, jeg synes, jeg egentlig har noget at skrive ned i et brev. Man går jo inde i noget, inde i noget, som former sig, og det er kanske da værre for en ordets kunstner end for nogen at tale. – Og heller ikke nu har jeg egentlig noget at skrive. Kan blot berette, hvad De måske selv ved, at «Korset», som jeg sendte Dem, har gjort «succes», måske mer, der hvor man ikke kan forfølge den, ude blandt folk, end i bladene. Jeg vet ikke, om De læste Georg Brandes’ anmeldelse. Jeg tror, han har været noget påvirket – og efter mine begreber – i skjæv retning, af at han kjendte mig personlig. Jeg har nemlig de par gange lige overfor Georg Brandes ikke kunnet være mig selv, og hvad jeg som menneske er, det har han sikkert nok, aldeles misforståt.

175Mit drama, som var færdigt før «Korset», er nu indleveret til theatret her. Det er i dette, at jeg synes jeg første gang har fåt nedlagt noget af det, jeg vil si.

– Jeg har været sammen et par dage med Heidenstam og hans unge frue. Men der var så mange andre mennesker tilstede, at jeg kom ikke til at tale med ham. Forøvrig er vi, – som jeg vel neppe behøver si Dem – så aldeles grundforskjellige mennesker, at al samtale næsten er overflødig, – uden at dette forhindrer, at jeg – som De vist ved – sætter Heidenstams person uhyre høit, som en vakker, brilliant foreteelse. Hans tankeliv har jeg ikke megen respekt for.

– Nei, jeg er i dag aldeles renonce på noget at skrive, og synes dog, at Deres brev ikke må ligge længer ubesvaret. Tag derfor i alfald en hjertelig hilsen,

Deres S. Obstfelder.

Jeg har desværre glemt adressen på Deres bosted.

[Høsten 1896?]

Kjære Ven! [ɔ: T. Bernhoft.]

Tak for Deres Forstaaelse. Det er mærkeligt, at jeg den sorgfulde, ensomme, alvorlige, kan finde Sympati hos det lette Kavalleris Officerer. Alle forbauser sig over Gunnar Heibergs Interesse for mig, og mit Venskab til Dem, som kun beiler til Publikum og gir Pokker i alt andet, er andre en Gaade. Kjære Ven! Jeg har selv mistet Evnen til at være morsom, sige Vittigheder. Jeg savner den meget. Jeg ved, den aldrig kommer igjen. Og jeg vil heller ikke ønske det. Jeg tror ikke, jeg var glad i de Dage, jeg kunde være munter i Pen og Ord, hverken mere glad eller mere lykkelig end jeg er nu … mit Sind har vel dengang havt en stærkere Svingning mod det jordiske. Thi Latteren, Spøgen er til paa Jorden, jeg kan ikke tænke mig, at man ler og spøger i den anden Tilværelse eller efter Døden.

Jeg har nu en Plan om et Skuespil. Det blir en tungsindig Mand – helst Præst – som Midtpunkt. Han har engang følt Glæden ved at seile paa den glatte Overflade og le, men han er stormkastet og naat Bunden. Han har set, hvad ingen anden har set. Og han har mistet Evnen, ja Lysten til at være vittig …

Jeg kommer til at gi meget af mig selv her.

Lev vel og behold for Guds Skyld Deres gode Humør.

Med Venskab
S. Obstfelder.

176[Des. 1896?]

Herr Frimann-Koren!

Netop idag skulde jeg ha bragt op violinen, da jeg skal reise. Efterat jeg mødte Dem på gaden sidst, kom jeg til at benytte den noget, og tillod mig at beholde den, da det alligevel var min agt at reise straks.

Jeg må tilstå at før i høst har jeg helt periodevis glemt den, fordi jeg ikke spilled. Men det har jo idethele været forgalt dette med denne violinen, og det er såmeget kjedeligere, som jeg ellers er det korrekteste menneske, og også gjelder for at være det. De vil således ha fåt et feilagtigt indtryk af mig. Men dermed er der jo nu ingen råd.

Med tak for lånet
Deres forb. S. Obstfelder.

Jeg vet ikke, om kassen har lidt. I tilfælde vilde jeg være glad ved at la den reparere. Jeg trode det bedst nu at sende den straks.

Elverum, (december ’96)

Kjære Fru S. [ɔ: Signe Hansen.]

– – – – – – – – – – – –

Først nu kan jeg skrive til Dem. Jeg er nemlig kommet væk fra det tågemørke Kristiania. Den tåge, det mørke i oktober og november lægger sig på sjæl og sind, berøver en både viljen og modet.

Jeg er oppe i sne nu, men her er for ensomt. Jeg vil ikke længer ensomhed, jeg vil være sammen med mennesker, – helst i fest. – Var det ikke det stykke, da vilde jeg benytte mig af Deres vakre tilbud til mig, vilde reise ned til solen.

Der er noget, jeg hernæst vil skrive, hvor solen, de gamle kirker, palmer og mørke kvinder måske burde gi billeder til. Jeg vil skrive en digtcyklus: mennesket, som søger og vandrer, – gjennem tankerne, sorgerne, naturen, menneskenes værk, – tilsidst kommer «jeg» til Himalaya, der møder jeg en olding, en olding, som synger gåderne, livssangene. Måske er det guden selv, den olding, – og kun slig jeg kan opfatte dem med mine dødelige sanser og sjæl, kan de bli gjengivne, sangene, han kvæder. – En uendelig jubel over livet, over at være til i det store Alt, vilde jeg ha med i den bog; derfor skulde jeg måske ha sol og farver. – – – – – – – – – – – –

Deres hengivne
S. Obstfelder.

Om Brev

Samlingen inneholder nesten 200 av Sigbjørn Obstfelders brev. Utvalget kan deles inn i tre grupper: brev til venner fra gymnasietiden (Peder Blix, Andreas Nielsen m. fl.), brev til venner og støttespillere fra gjennombruddstiden omkring 1890 (Jens Thiis, Ragna Dons, Dagny Bang m. fl) og brev til kunstnervenner (Ellen Key, Andreas Aubert, Johanne Dybwad m. fl).

Særlig brevene til vennene og støttespillerne fra gjennombruddsperioden er intime og åpenhjertige, og samlet gir utvalget et godt bilde av mennesket og dikteren Obstfelder.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook