177[Vinteren 1897.]
Kjære Herr L. C. Nielsen!
Måske tør jeg henvende til Dem en tak for såvel Deres egen som hr. Jens Pedersens hjertelige omtale af mig og min bog.
Tak!
Det var nok den rent tilfældige omstændighed med den dårlige kost, der drev mig fra Kjøbenhavn. Jeg burde heller ha været der. Jeg har i Kristiania ikke havt det noget godt. Jeg tænker nu sterkt på allerede at drage til Kjøbenhavn igjen.
Vil det interessere Dem at høre, at mit stykke er under sterk diskussion inden teaterledelsen? Der er ikke liden mulighed for, at det blir antaget, trods den animositet, det konservative parti – (jeg forstår ikke hvorfor, ti min produktion har jo dog intet med politik at skaffe) – nærer mod min produktion.
Efter min bogs fremkomst hensank jeg i bitterhed. Jeg tror, dette havde været anderledes, om jeg havde stanset i K.havn.
– Jeg vil be Dem om et råd: Jeg har fra en mand, Tyge Møller, modtaget indlagte skrivelse, som jeg beder Dem læse. Sætninger som: «Lad det være Dem nok, at jeg nærer en dyb Kærlighed til Sjæleliv», synes mig ikke at vidne om megen stilsmag; så der synes mig at kunne være nogen tvil om, hvorvidt det vilde være mig nogen gevinst at bli oversat af herr Tyge Møller. Og det er jo nu for tiden slig, at man ordentlig rives om at få oversat de norske bøger, så al ambition i retning af at bli oversat (en ambition, som ikke er særlig hed hos mig) kunde vel nokså let bli tilfredsstillet.
At gi manden lov til at oversætte et fragment, kunde vel kanske imidlertid ikke være så farligt? Kjender De noget til ham? Hvem er C. Lambek? Er han god? Ved De noget om «Magazine International»?
Turde jeg bede Dem gi noget svar på dette muligst pr. omgående, idet De tilbagesender den smukt illustrerede skrivelse?
Lad mine hjerteligste hilsener følge dette så tørre brev. Til Dem, Deres familje, Hjernøs, Jens Pedersen.
Deres hengivne
S. Obstfelder.
Adr. Frk. O’Meyers Pensionat,
Grænsen, Kr.a.
(For øieblikket er jeg oppe på landet i sneen.)
178Herr Teaterchef Schrøder!
Det har smertet mig, at mit brev er blit misopfattet. Når jeg nævnte for herr teaterchefen mine reiseplaner, så var det som undskyldning for og forklaring af min forespørsel. Det naturlige vilde jo ha været, at jeg straks sendte stykket tilbage til afgjørelse.
At nævne mine reiseplaner ved vor samtale kunde ikke falde mig ind, såmeget mere som jo herr teaterchefen gav mig adskilligt håb om antagelse. Mig var det jo mest om at gjøre at få se mit stykke opført, og mine private planer kunde dog ikke for antagelsesafgjørelsen ha nogen betydning.
Jeg har ikke, såvidt jeg erindrer, i mit brev begjæret noget svar angående antagelse. Da herr teaterchefen ved vor samtale i december udtalte, at jeg af forskjellige grunde ikke før om en måned kunde erholde bestemt svar, og således mit manuskript var ledigt, fik jeg jo låne det tilbage, for om mulig allerede før eventuelle prøver at foreta rettelser. Det var da nu min hensigt at sende stykket tilbage med et par forandringer, som jeg tænkte mig kanske kunde få nogen indflydelse på afgjørelsen.
Jeg husker meget vel, at herr chefen sa: ikke før marts. Men da der hertil blev gjort den tilføielse, at «marts var en meget god måned», er jeg således kommet til at antage, at marts var den måned, herr chefen i tilfælde tænkte sig. Forøvrig har jeg jo ved min forespørsel vist, at jeg har kunnet tænke mig en senere tid.
Herr teaterchefens, som det synes mig, noget skarpe tone har smertet mig. Den må bero på klodset udtryksmåde i mit brev. Jeg ved mig ellers ikke på nogensomhelst måde at ha foranlediget den. Jeg har naturligvis meget ønsket at få op mit stykke ved vort eget teater. Man opfordred mig i Kjøbenhavn, hvor mit navn som forfatter er meget skattet, til at indlevere det der. Jeg reiste fra Kjøbenhavn til Kristiania for først at levere det til det norske teater. Jeg tror, jeg nævnte dette i den samtale, jeg havde den ære at føre med herr teaterchefen.
Med høiagtelse
ærbødigst
S. Obstfelder.
18/1 1897 Kr.a O’Meyers Pensionat, Grænsen.
179[Vinteren 1897.]
Kjære Herr Peter Nansen!
Når jeg har dvælet her i Kristiania, hvor jeg ikke kan arbeide, så har det været i forventning, om at mit stykke skulde bli opført i marts kanske. Chefen for teateret udtalte sig meget smigrende om det for en månedstid siden, men vilde ikke gi bestemt svar. Nu har han imidlertid efter min forespørsel erklæret, at ikke heller så tidlig som i marts vilde det i tilfælde kunne opføres. Sålænge kan jeg ikke vente her, og desuden er det vel meget muligt, at dette er et forhalingssystem, beregnet på ikke-antagelse uden at si helt fra. Og det er rimeligt, at den bevægelse der idetsidste har været mod Hamsuns stykke (i en «Protest» i avisene blev der også sigtet til min bog) har afskrækket chefen.
Da jeg selv tænker at reise sydover med frihed til at være så længe som mulig, vilde jeg så gjerne set stykket, for at høste den erfaring, jeg, der modtager meget sterke indtryk, kunde få ved en opførelse, og som vilde være af stor betydning naturligvis for den nærmestfølgende produktion. Jeg vilde derfor gjerne, om der var nogen mulighed, få det antat i Kjøbenhavn, hvor man jo ikke står sådan krigersk mod min produktion, som man forunderlig nok her gjør. På det kgl. teater er der naturligvis ingen mulighed for det. Men Dagmarteatret er jo gjestfri mod unge forfattere.
Nu er det vel kanske for sent at få et stykke op i denne sæson, – hvilket jo skulde være nytten for mig. Jeg reiser selv om nogle dage til Kjøbenhavn, men da det altså er sent nok, har jeg troet, at De ikke vilde være uvillig til at læse igjennem stykket, og hvis De tror, Dagmarteatret vilde anta det, melde dette til herr Riis-Knudsen, eller hvem det er. Jeg vilde selv instruere det, og klarne ved instruktion det som synes for kortfattet. Det var forøvrigt min aftale her, at jeg skulde gjøre de for forståelsen nødvendige forandringer (i 1ste afdeling af stykket) under prøverne. Men jeg har allerede påbegyndt en omarbeidelse. Det er vel særlig der hvor et nb. er tilsat, at en udvidelse trænges. Imidlertid antar jeg, at det oprindelige ms. vil være tilstrækkeligt til at gi Dem en forestilling om stykkets værdi. De, der her har læst det, er rent begeistret for det, Gunnar Heiberg, herr og fru Krohg. Ligeså instruktøren her, Hjalmar Christensen, fremdeles Sigurd Bødtker, Fru Dybwad. De synes, at det ubetinget er mit betydeligste arbeide, og de tror på dets virkning fra scenen.
Jeg vilde af et andet hensyn også frygtelig gjerne få det straks op i Kjøbenhavn, nemlig som et svar til den herværende chef. Ti denne 180måde at behandle en forfatter og et arbeide, hvis værdi teaterstyrelsen selv erkjender, er alt andet end vakker. Og der er så langt fra, at jeg har kranglet eller på nogen måde polemiseret. Der er ellers her antat alle mulige stykker af unge forfattere, Vilh. Krags, Hjalmar Christensens, Hamsuns, lige til sligt som Hulda Garborgs. Ikke at tale om Sindings Iraka. – Skulde det kunne hjelpe, så vilde det kanske ikke være mig umuligt at få Heiberg til Kjøbenhavn og instruere det.
At jeg fra Kjøbenhavn reiser til Kristiania for først at tilbyde vort eget teater et stykke, er jo egentlig ikke noget, der burde lønnes med intriger. Et åbent Nei var jo bedre.
Da De selv engang bad mig om at la Dem læse stykket, antar jeg, at dette ikke vil være Dem til formeget bryderi. Når jeg dengang ikke overgav Dem det, så var det, fordi jeg endnu var usikker og tænkte på en mulig gjennemgribende omarbeidelse. Gunnar Heiberg fraråder bestemt en sådan.
Jeg hører, at min bog er udsolgt her i butikerne. En dame fortalte mig, at hun havde skrevet til Kjøbenhavn og heller ikke dér opdrevet den.
Deres hengivne
S. Obstfelder.
Herr Erik Skram!
Først en tak for Deres venlige brev efter min bog «Korset».
– Jeg var iaften ude i Deres bolig, men havde ikke fornøielsen at træffe Dem. Herr Behrends i Studentersamfundet spurgte mig, om jeg vilde ha noget imod at overlade det drama, jeg har skrevet, til «det fri teater» (ifald det ellers gik an.) Jeg vilde dette gjerne, da jeg tror, stykket først og fremst egner sig for et frit teater med dets interesserede publikum. Herr Behrends henviste mig til Dem. Da der er flere ting, jeg vilde rette i stykket, havde jeg bedst lyst at tale mundtlig med Dem, – men da De måske er meget optaget, sender jeg det herved. Jeg har nølet nogle dage dermed, fordi jeg først tænkte at få gjøre de rettelser, jeg har planlagt. Men da det haster både for teateret og for mig, har jeg troet at burde sende det i den skikkelse, det nu foreligger. Det er stykkets 1ste afdeling, der vel vil virke for sterkt forkortet, – navnlig er de fleste, der har set stykket, enige om, at faderens forbandelse kommer noget hurtigt og uforklarligt. Jeg har tænkt mig en rettelse, der ophæver dette. Stykket er indleveret til Chr.a teater, og vil sandsynligvis tilslut bli antaget. Man venter på mine rettelser.
181Jeg vilde som sagt helst talt mundtlig med Dem om de nævnte ting. Også vilde kanske en oplæsning ha været til gavn.
Såvidt jeg kan tro, er der ingen skuespillerinde, der kan give «Lili» sådan som fru Johanne Dybwad ved Chr.a teater, på hvem jeg ved stykkets affattelse også har tænkt. Muligens er der i Kjøbenhavn (hvis teaterforhold jeg er ubekjendt med) ingen kvindelig skuespillerinde, hvis temperament svarer til hendes. Det faldt mig ind, at det i tilfælde måske ikke vilde være umuligt at få hende til at spille rollen her. (Hun vil forfærdelig gjerne spille den) Jeg vet, at hun har længe ønsket at optræde for det kjøbenhavnske publikum. Jeg har den faste tro, at med fru Dybwads spil vil stykket bli en succes og måske mere end det.
– – – Det er af vigtighed for mig at ha en afgjørelse så snart det er muligt, fordi jeg så gjerne nu, da mine økonomiske omstændigheder er favorable, vilde være i udlandet sålænge som mulig, og komme tilbage og instruere.
Med hjertelig hilsen
ærbødigst
S. Obstfelder.
9/2 97 Vesterbrogade 1043.
[1897]
Herr Theaterchef Schrøder!
Hermed følger manuscriptet til «De røde dråber» efterat de ønskede rettelser er foretagne. Men i virkeligheden er, hvad der nu indsendes, en fuldstændig omarbeidelse for store partier, overalt sigtende til at øge tydeligheden. Fjerde akt er endog en fuldstændig nydigtning såatsige. Da denne er skrevet i den allersidste tid, og forfatteren således ikke er kommet tilstrækkelig på frastand, er det muligt, at enkelte ting kan underligge forbedring, dog vistnok ikke videre, end at dette med lethed vilde kunne ske under eventuel prøvning. Særlig kan jeg tænke mig muligheden af, at det kor: Væve va’mel, der skal slynge sig gjennem akten, måske kan anbringes teknisk heldigere på et par steder, eller at der er gjort lidt formeget af det, dog er dette rettet med et pennestrøg i tilfælde.
– At det for mig som forfatter, rimeligvis specifik dramatisk forfatter, vilde være af stor betydning at få at se dette stykke, behøver jeg vel ikke tilføie. Til sådant kan en direktion naturligvis ikke tage meget hensyn, men dog noget forhåbentlig.
I ærbødighed
S. Obstfelder.
Adr. p.t. København, Fjords Allé 24.
182[1897]
Herr Theaterchef Schrøder!
Jeg er fremdeles tilbøielig til at gjøre rettelser og tilføielser i mit stykke, der kan skjærpe tydeligheden. Jeg har allerede nu opdaget et par småting, jeg vil forandre:
1) Det fremgår vist ikke tydelig af Direktør Hansens tale i 1ste akt, som den nu er, at der sigtes til en fabrik. Dette kan let rettes.
2) I fjerde akt siger Berg til Odd, hvor han indkaster den forstyrrende replik: «Atomerne er i uorden, Odd.» –Dette vil måske give anledning til misforståelse, og kan let rettes.
– Jeg havde glemt at medsende personliste. Den vedføies her.
Med Ærbødighed
S. Obstfelder.
p.t. Fjords Allé 24, København.
[Våren 1897.]
Herr Peter Nansen!
Jeg har nu ikke flere penge, og tænker at reise til Holland og begynde at skrive. Jeg har såvel på Dem som herr Larsen forståt det så, at der vilde gives mig anledning til at hæve nogle penge. Og forsåvidt De efter gjennemlæsningen af ms.’et til mit lille drama mener at kunne forlægge det, – vil jeg jo foreløbig kunne byde valuta for penge jeg hæver til et beløb 4–600 kroner.
Men sagen er den, at nu da jeg reiser og i dyre lande, vil jeg måske (jeg siger blot måske) komme til at få brug for nogen anledning til forskudsoptagning, og vilde da gjerne forud være sikret mod at berede forlaget overraskelser eller mig selv ubehageligheder.
Jeg har jo noget håb om at erholde stipendium, og isåfald vil jeg fremdeles kunne vedblive at være gjeldfri til forlaget. I modsat fald er jeg bange for, at jeg vil måtte i årets løb komme til at trække på den bog, jeg ikke har skrevet. Får jeg en ny bog færdig til sommeren, har det jo ingen fare. Heller ikke, om mit stykke bliver antaget i Kr.a.
Med ærbødighed.
Deres hengivne
S. Obstfelder.
183Kjære Fru S.! [ɔ: Signe Hansen.] London, juni 97.
Det er «The diamond jubilee day», «Her Gracious Majesty the Queen of half the World» feires af hendes tro undersåtter. Det er kanske en heldig dag at skrive til Dem.
– – –
Jeg har levet stille og tilbagetrukkent i Kjøbenhavn i vår – eller rettere i vinter – for vinteren var uendelig. Jeg har nu foretaget en reise gjennem Holland, som jeg havde sat mig i hodet, at jeg skulde besøge, og til London, som jeg tænkte mig, jeg skulde ha set, før jeg gav mig ikast med den bog, jeg vil skrive, – dog ikke den, hvis plan jeg i mit forrige brev gav Dem, om De husker det.
En bog, som jeg gruer for at gi mig ikast med, – og som jeg længes efter at få øst fra hodet. En bog, som jeg vist må skrive for at få fred.
Og før jeg har gjort alle forsøg, kan jeg ikke med nytte reise videre. Min hjerne er ikke capabel til at modtage indtryk, før den er lettet.
Denne lille reise, jeg nu har gjort, har været forfærdelig kostbar, efter hvad jeg er vant til, men har til gjengjæld været rig på indtryk og befrugtende. Jeg tror, det var rigtigt, at jeg skulle se og føle London.
Det er måske galt, at jeg ikke har skrevet til Dem. – – – –
Min undskyldning er, at jeg ikke har skrevet breve. Jeg vet ikke, hvordan det er: Jeg synes bestandig, jeg må ha gjort noget først. Når jeg f. ex. længes efter at vide noget om E. K. eller F.’s, og tænker på, om jeg skulde skrive, – så skyder der ud af denne tanke: Jeg må først ha gjort noget.
Der er også deri en følelse af, at isolation for en tid er nyttig, af at en arbeidende ånd ikke må sprede sig formeget.
Da De mødte mig i Kristiania, var jeg så spredt, – jeg holdt på at være «feteret», og det ligger ikke for mig. Siden jeg forlod Kristiania, og længe før også, har jeg levet meget ensomt, og er blit helere – og som det synes mig naturligere og friskere. Man må være ensom en tid, når man skal producere åndeligt arbeide med nytænkte linjer i. Man må samle, og høre efter, hvad der synges i brystets skjulte gjemmer. En trang til viden om det væsentlige vokser stadig hos mig, en trang mod skarp og klar sandhed. Men dårlig udtrykker jeg her, hvad jeg mener. – – – – – – – – – – – –
Med hjertelig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.
184[London 1897.]
Kjære Christian Lange!
Havde netop tænkt at skrive til dig og bede dig gjøre dette, hvis der ingen vanskelighed var, – samt, hvis jeg ikke til den tid har sendt dig penge, at lægge ud. Hvis du kan let naturligvis. Ellers vil det som sagt ikke ha nogen vanskelighed for mig at få dem. – Jeg har aldrig havt lettere for at udklarere dem, – men jeg er netop på en reise, og den kostbareste, jeg nogensinde har været på, så det kan hænde, at det i det øieblik vil være mig vanskeligt selv at sende, og ønskeligt ikke altfor snart at få dem hos Gyldendal, som for tiden sender mig de penge, jeg ber om, – og hvem det er kjedeligt at slå altfor tæt indpå hinanden. Er mit navn nødvendigt, så når altid brevene mig gjennem Gyldendal.
Men på denne måde er det sandelig du, som har møien med denne obligation!
– Min leben og treiben, siden jeg var hos eder i vinter, er der intet at sige om. Jeg reiste straks efter til Kjøbenhavn, hvor jeg har levet aldeles stille og isoleret til for ca. en månedstid siden. Jeg har intet offentliggjort. Nu har jeg reist lidt, været i Holland, i Amsterdam væsentlig, – så her i London, – første gang i England, – som jeg tror jeg også for fremtiden vil foretrække at beundre på frastand. Det engelske samfund som samfund, og London er ikke meget tiltalende for en fremmed, synes det mig. London, imponerer trods alle disse halsbrækkende forsøg på at præstere, det rigeste, det største, det dyreste, det mest ophobede, – slet ikke! Rigdommen imponerer ikke! Hvad der her imponerer, (og som (in persona), mærkelig nok, er det der minder en mest om ordet: anglosaxon) er fattigdommen, drukkenskaben, lasten. Det er vildt, fantastisk, dramatisk, som intet andet sted på jorden. – Har man ikke før holdt af Paris, så lærer man det, når man har været i London.
– Jeg bor i et pensionat for øieblikket, hvor flere norske har boet: Vilh. Aubert m. frue, Hjalmar Pettersen m. do., Wettergreen, Hjalmar Falk, Alexander Bugge o.s.v.
Med megen tak for dit brev, lykønsking for barnet, hilsen til dig og frue
din hengivne S. Obstfelder.
– – –
185Kjøbenhavn, juli, ’97.
Kjære C. B.! [ɔ: Christofer Brinchmann.]
– – –
Jeg har levet meget stille og ensomt. Nu sidst har jeg været en tur i Holland og London. Jeg har en bog fore, til hvilken idéen er conciperet for omtrent 2 år siden, – og som volder mig angst. Når mange af disse kritikere, som skriver i aviserne om løgn, vidste, hvor det står ansvarsfuldt at skrive en bog, hvor man kan flygte og flygte fra det, grue for det, lide ved det, og dog måtte, – da lod de vist de plebeiiske betragtninger fare, man undertiden læser i aviserne om dagen. Dog kan det vel være, at det er forskjelligt for de forskjellige, og også forskjelligt efter hvad det er man må skrive. Jeg har jo aldrig følt det så tungt og smertefuldt at skulle måtte, som ligeoverfor denne idée, og dét ligger vel meget i selve arten.
Jeg lever som sagt ensomt og tilbagetrukkent, og har derfor intet at meddele. Det glæder mig at se, at T. A. havde glæde af sin bog. Det vil måske gjengive ham noget troen på sig selv, og den rent ydre selvtillid. Og det atter vil styrke hans evner.
Med hengivenhed og hjertelig hilsen til alle
Din S. Obstfelder.
[Juli 1897?]
Kjære fru S.! [ɔ: Signe Hansen.]
– – – –
Det var så langt fra, at jeg syntes om at være i London. Deri har De misforståt mig. Men jeg trode og tror, at jeg havde nytte af det. Jeg havde den idé, at det behøvedes for den bog, jeg vil skrive, at få et indtryk af denne det moderne livs egentlige pulscentrum, – og jeg tog vist ikke feil. Men gud, hvor trist jeg syntes, det var at være der. Heller ikke holdt jeg det længe ud. Jeg er nu tilbage til Norden igjen, som er det vakreste om sommeren. Men jeg får ikke megen ro og fred, jeg jages og jages, og får ikke ro, for denne triste bog, som det vist er skjæbnens mening, at jeg må skrive. Aldrig trode jeg, det var så pinefuldt at være skribent, – såmeget offer, – såmegen tung følelse af ansvar. Men, hvor jeg skal puste let, når det er over, når det er gjort. Og er jeg først engang ikast med dette arbeide, så skal jeg ikke gi det fra mig, før jeg synes, jeg nogenlunde har fåt det fra mig, om det så skal vare endnu et år.
– – –
186– – Også jeg længter efter landet, – å så forfærdelig mange gange. Men når jeg sådan søger de store centrer i disse år, så er det stadig for mit arbeides skyld, fordi de idéer, jeg for tiden skal krystallisere hænger sammen med den moderne menneskeheds mylrende liv. Også længter jeg efter at ha denne bog færdig, for så rigtig at få ånde ind den brede luft, som ikke stanses ved nogen røgende fabrikpibe, eller patchouli-stinkende varietéer. – – – – – – – – – –
Deres hengivne
S. Obstfelder.
[Prag aug. 1897.]
Kjære Herr Peter Nansen!
Jeg har ærgret mig over de ord jeg brugte i anledning den bog jeg vilde skrive. De sagde jo selv, at man kan aldrig vide, hvilken bog blir ens «hovedarbeide», – så for den sags skyld er jo ingen fare sket, men jeg vilde nødig gi en gal forestilling om hvad jeg selv har tænkt mig, og derved uindfrielige forventninger. Jeg greb egentlig blot de ord i farten forat betegne, hvor arbeidet lagde beslag på alle mine evner. Nogen anden plads i min produktion har jeg ikke for mig selv givet det, end den, at – som jeg tror – jeg vil få bragt frem flere tanker og billeder, «sagt» mer måske, end i hvad jeg hidtil har udgivet. Jeg har altid betragtet, hvad jeg hidtil har udgivet, som blot givende en ringe del af hvad jeg havde at komme frem med, – ti da jeg begyndte at trykke ting jeg havde skrevet, var mit idéliv allerede fløiet langt forud. Nei, jeg kan såmeget mindre på forhånd kalde denne idé for mit «hovedverk», som jeg også har gåt med en anden, der synes mig ligeså væsentlig.
– Nu bare for at sige dette, skriver jeg ikke. Jeg er i aften kommet til Prag. Jeg har i snart 8 dage været mutters alene uden at ha nogen at tale med. Jeg vilde nødig komme op i den samme ensomhed som på min Englandsreise. Så har jeg netop hørt, at det særlig var i Prag, De havde Deres beundrere og venner. Dog muligens ikke private venner? I alle tilfælde vilde jeg være Dem taknemmelig, om De vilde give mig en recommendation, hvis De kjender nogen her nok til det. Iaften er jeg så trist af dette hotelliv, at jeg vet sandelig ikke, hvor jeg skal vende mig hen.
Tilslut vil jeg bede Dem underrette herr Hjernø om min adresse: Hôtel Erzherzog Stephan, Wenzelsplatz, Prag (de czekiske navne 187kan jeg endnu ikke få i hodet.) Jeg har ikke læst norske aviser på længe. Skulde De vide noget om stipendieuddelingen, vilde jeg være Dem taknemmelig for en underretning derom.
Med hjerteligst hilsen
ærbødigst
S. Obstfelder.
Adr.: Frau Hajek, Havlicek str. 111
Kgl. Weinberge, Prag. [Adressen overstrøket.]
[1897.]
Kjære Herr Peter Nansen!
Tak for Deres brev! Jeg var allerede kommen sammen med de af Dem nævnte mennesker, da jeg gjennem herr redaktør Hammer i Kristiania kjendte godt til dem. Det var mig imidlertid forsåvidt en skuffelse, som det var czeker jeg havde ønsket at træffe, – tyskere har man jo i hele Tyskland. Senere er jeg dog også kommet sammen med czekerne.
– Jeg skriver dennegang til Dem angående penge, fordi jeg tænkte mig, at herr Larsen muligens fremdeles er på landet og ikke kommer til byen hver dag. Jeg har ladet det gå lidt for længe igjen med at bede om penge – jeg har nok til at være her gjerne en uge, – men jeg har ikke nok til at komme bort herfra. Jeg beder derfor om 200 kroner, helst om jeg kunde få dem i gylden. Jeg har dermed fåt 1000 kr. – hvilket ikke er foruroligende – da jeg har to bøger færdige (jeg har nemlig også en samling, som jeg imidlertid ikke gjerne vil gi ud, før nok to-tre større ting er publicerede). – Jeg er nu ivrig i gang med omarbeidelsen eller oppudsningen af mit drama, hvilket jeg er glad over, da intet er så vanskeligt at komme i lag med som engang færdigskrevne ting.
Jeg tænker nu på at reise over Budapest måske til Odessa eller Konstantinopel. Men mine bestemmelser er aldeles pludselige.
Med hjertelig hilsen
S. Obstfelder.
Pengene (såvelsom ev. breve) bedes sendt til: Eisenstein, poste restante, Bøhmen (hvortil jeg afreiser idag).
Tillige vilde man gjøre mig en stor tjeneste, hvis man vilde sende 30 kroner til Frk. Signe Obstfelder. Adr. A. Smith, Akersveien No. 17, Christiania.
188Eisenstein, Grænsen Böhmen, Bayern [1897.]
Kjære frk. Ellen Key!
Det var egentlig igåraftes, jeg i tankerne begyndte mit brev til Dem. Jeg var så træt, så træt af at tænke, så træt af at være ene, så træt af at reise, og bestemme, hvorhen man skal reise, mit hode var så træt, så træt, at jeg havde bedst lyst til at styrte ned foran et af de Mariabilleder, man møder i skovene her rundt om, og som er opstillet for trætte vandrere, – styrte ned og glemme mit eget jeg. Men det kan man jo heller ikke. Et ærligt menneske i vor tid kan ikke.
Underligt indrettet er det, at netop jeg, der som måske den sterkeste trang har hjemtrangen, trangen til at bo skjult, fjernt som alle de andre mennesker, der forsvinder i vrimlen, elske og være hos de samme mennesker op igjennem årene, spise de samme retter, sidde på de samme stole, – at jeg er blit denne pilegrim, og er blit en offentlig mand. Mig synes det vakkert, at alt, alt det som omhyller ånden netop hos den eiendommelige ånd, skulde være regelbundet som hos de andre. Men ak! ånden selv er det, som breder sig udover, som sprænger, som flakser, som dræber den almindelige menneskelige lykke.
Hvoraf kommer det, at så ofte, når jeg er drevet til at skrive brev til nogen, så vender tanken sig mod Dem? Jeg tror, det er, fordi der var megen forståelse i det, De sagde om min ubehændighed ligeoverfor det «jordiske» liv. Og det får jeg så ofte føle, når jeg reiser.
Jeg skulde – efter reglerne – ha skrevet til Dem for længe siden, men jeg har nu i et par år havt det slig, at noget i mig arbeider mod at skrive breve, og så har jeg da, hvergang trangen til meddelelse kom kvalt det som en svaghed. Så har jeg havt denne stolthed, at jeg skulde ha gjort noget først, reist noget, eller skrevet noget. Nu har jeg egentlig både reist og skrevet. Jeg har jo været i London. Og jeg har i et år havt færdigt et drama,Fotnote i brevet: planen var fattet et helt år før «Korset», og stykket var også omtrent helt skrevet ned før denne bog. som synes mig det største af hvad jeg har skrevet, det videstrækkende. Og nu er jeg begyndt på en bog, hvorom jeg heller vilde tale med Dem, end skrive til Dem. Når jeg læser, hvad jeg allerede har skrevet, synes det mig, at de få sider indeholder mere eller er dybere end alt det jeg hidtil har skrevet.Fotnote i brevet: Jeg mener dermed skrevet ned. Ti i disse to bøger, dramaet og denne sidste, i det første mer indirekte, i den sidste direkte kommer blot tilorde, hvad jeg i årevis har gået med, men ventet med, fordi jeg først vilde måtte opnå form og stil. 189Men man føler også vældig ansvaret, tyngden, arbeidet, – ja som en rent religiøs hengivelse føler man det at være digter for sådan en bog. Intet er for stort til at tjene til brænde for blot et enkelt ord deri, en formue, hvis det kan hjælpe, synes man gladelig man har ret til at ofre for én sætning deri. Og hvor det forædler! Og gjør stolt.
– – Jeg reiser og reiser, og længes som et barn mod hjemmet, mod min fødeby, og mod Norden. Her er skov, granskog, men når jeg går her, så pines jeg bare, ti jeg husker Stockholmsskjærgården, der var også skog, men det var bare så uendelig vidunderlig meget deiligere. Og her er fjeld. Men hvad er disse fjeld mod de norske fjeld! Og de norske bønder! Og det norske eller svenske eller danske sprog! Og maden derhjemme!
Mit håb er, at denne bog snart skal forløses, og at da rastløsheden snart skal ophøre.
– Jeg sidder nu, som De ser, i Böhmerwald. Jeg er atter kommet op i en knugende ensomhed. Jeg har ikke et liv at tale til. Dertil kommer, at jeg venter på penge som kommer imorgen. Idag har jeg ikke til at spise middag for. Og jeg vet ikke, om jeg får mod til at spørge dem jeg bor hos om at få låne. Og dog gjælder det blot 20–30 kreuzer. Når først tilbagetrukkenheden begynder igjen, så går den over til folkeskyhed. Forøvrigt har jeg aldrig været i netop den situation, – jeg har været i værre men ikke i den.
Mest af alt har jeg lidt ved min upraktiskhed i London, der led jeg rene lidelser, virkelige lidelser, men jeg lærte en ny ting, – at arbeide mod aldrig at ha anledning til at sætte min upraktiskhed eller praktiskhed på prøve, – ti det går ikke, som jeg hidtil havde håbet, at forandre denne egenskab ved naturellet.
– – De må ikke tro, at jeg et øieblik har glemt Deres hjertelige brev fra ifjor oktober. Men som De vil forstå, undertiden er for mig årene uger, undertiden ugerne år. De er uger, forsåvidt man går i en og samme tanke. De og Stockholm står i friskere minde end nogensinde. Og så er der også den ting, som har gjort at jeg udsatte, at jeg stadig tænkte på at komme til Visby, og overraske Dem med et brev derfra. Men det har gået med Visby som med Italien. Ja, så vidt har det gået, at den morgen, jeg reiste til Tyskland nu i slutningen af Juli, vidste jeg til det sidste ikke, om jeg skulde reise til Visby, ti det var planen til dagen iforveien.
– – Jeg skulde stadig endelig ha svaret på Deres brev. Ti allerede før jeg havde fåt det, ja såsnart jeg havde skrevet mit, havde jeg angret det jeg skrev angående B. Bjørnson. Forsåvidt er man altid ganske anderledes i Udlandet. Hjemme kommer gjerne forhold og personer ind på en og bringer temperamentet op i en på urette sted ofte. Måske er det en sag, en strømning eller lign. man med rette 190reagerer imod, og så identificerer man denne med manden. Eller man har nylig hørt et dårligt, småligt træk (Og af sådanne gives der naturligvis ikke få at fortælle om B.) og så drager man for vide domme deraf.
– – I dette øieblik har jeg udført en heltedåd. Jeg har henvendt mig til konen. Og hun steger nu en svinecotelet til mig! Jeg kommer da til det resultat at jeg er vist ikke værre end alle andre, ti hvilkensomhelst anden vilde også ha følt en slags modvilje mod en sådan handling.
Og da – må jeg tilstå Dem, frøken Key, at der indi mig begynder et lidet oprør mod Dem. Ti hvem ved? måske har Deres karakteristik virket suggererende på mig, – således at jeg i et kritisk øieblik, da action kræves, siger til mig selv: Ja, det nytter ikke, du er jo sådan, det sa’ jo frøken Key også!
– – Eller – var det simpelthen sulten, der talte ud af din mund, og ikke den moralske energi?
– – Se, det var nu et exempel – men slig behandles indi mig alle livets mindste og største spørgsmål, – fra alle sider. Og så er det, det hænder sig, at mit hode undertiden blir så træt, så træt som igåraftes.
– Jeg har de sidste par år lidet og intet læst. Længer og længer blir de perioder, da min egen gjæring og mit indre arbeide umuliggjør det at beskjæftige mig med andres, – og sterkere blir leden ved skjønliteratur – medens trangen mod videnskabelig vokser. Men af den nævnte grund går det også småt med dette. Jeg begyndte at læse Kant, så kom mit eget arbeide. Jeg har for over en måned siden lånt nogle verker af Descartes. Blaise Pascal’s tanker har jeg i det sidste læst, – og hvad man vinder ved sligt synes mig fornæmmelig at være, at flere og flere piller falder, og livsspørgsmålet blir enklere. Jeg længes mod den dag, da jeg atter, som da jeg var barn, kun har det store blå hvælv og hvad jeg derunder ser, og min egen tankes brønd at øse sandhed og verdenssyn af. Men naturligvis – de store ånder i historien betyder ikke mindre end Mont-Blanc og Athen og Niagara-fossen. Man må ta det med.
– Hvad jeg egentlig vilde sagt var, at jeg har altså ikke fåt læst nogen svensk literatur siden. Per Hallström sender mig sine bøger, og jeg følger dem med interesse. Men de må ofte ligge længe. Den sidste har måttet ligge næsten et år, tror jeg. – Nødigere og nødigere siger jeg også mening om poetiske verker, en mening er afhængig af såmange ting. Således som det med alle omstændigheder virked på mig, forekom mig den sidste den mindst betydelige af hans bøger. Der var endog ting deri, jeg med møie kunde afvinde nogen rigtig levende interesse. «Briljantsmycket» var måske det fineste, tendreste og mest 191Hallströmske, han idethele har leveret. Men at gjøre en historie som «I blå skogen», der indeholder meget deiligt, udaf en vise, der aldrig kan tabe sin glans, er et experiment, der bringer en til at tænke på, om ikke Hallström muligens lider ved ikke helt at ofre sig for sit digterkald. – De forstår vist hvad jeg mener – ud af det naivt mystiske, der suggererer slig som visen Tirrelil Tove at o. s. v. Og – som sagt – der var dog så meget deiligt i den novellette. Men man kan ikke lade være at tænke på, at der ligger en vis mangel på stof til grund for den fremgangsmåde, at lade sig inspirere og suggerere til et emne ud af en slig melodi. Nu, dette er fra min side ikke indvending, – jeg siger ikke, at det ikke en og anden gang bør gjøres – det svarer til, hvad man i musiken så ofte har, en fantasi over en folkemelodi, og det har det pædagogiske mål også, at tænde og øge kjærligheden til noget, folket måske er ved at glemme. Jeg mener blot, at denne gåen ud fra et motiv, hvor selve navnet kanske suggererer mer end hele fantasien (Theseus, Orfevs osv.) er noget vel gjennemgående i Hallströms sidste tre bøger, og virker lidt artistisk.
– Til Fåhräus har jeg heller ikke skrevet. Han skrev mig et lidet brev, men hans adresse var ikke deri. De vilde gjøre mig en stor tjeneste, om De vilde sende mig såvel hans som herr Artur Bendixsons adresser, ligesom jeg håber, at De bringer disse min hjerteligste hilsen, også andre hvem en sådan kan interessere. – Min adresse er nu altid: Gyldendals Bogh. København, – og De må for guds skyld ikke hevne Dem ved at lade lige så lang tid gå, som jeg har gjort.
Med hjertelig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.
Jeg reiser imorgen til München, derfra til Berchtesgaden, hvor jeg kommer sammen med Jonas Lies og Bjørn Bjørnson.
Rothenburg a/Tauber, Bayern.
Oktober, ’97.
Kjære fru S. H.! [ɔ: Signe Hansen.]
Med forsæt har jeg udsat at svare på Deres brev. Jeg vilde svare fra et roligt sted. Da jeg i slutningen af juli, 30 eller 31 te, tog reisestaven fat igjen, bar det – jeg får sige bar det – ti jeg beslutter ikke længer, jeg lader det blinde tilfælde råde – sydover, og ikke til Sverige. Havde De ikke skrevet, at De netop de sidste dage af juli skulde hjem til Sverige, havde jeg vistnok reist til Bayreuth forat møde Dem. Nu reiste jeg over Berlin, Dresden til Prag, hvor jeg i 192sterk hede atter fik lyst til at beskjæftige mig med mit skuespil, som jeg vil håbe, jeg nu snart kan få fra mig, for med mit fulde menneske at kaste mig over, hvad jeg har begyndt på. Fra Prag reiste jeg til Böhmerwald, hvor jeg var nogle dage, så til München, hvor jeg så grundig på malerier, og arbeidede intenst. Meningen var hele tiden Italien. Men det synes mer og mer at bli det forjættede land, hvortil man aldrig kommer. I München mødte jeg nemlig Bjørn Bjørnson, der fortalte mig, at han i slutningen af oktober skulde hjem til Kr.a for i nogen tid at hjælpe til ved teatret, – læste mit stykke – råded mig til så hastig som mulig at indlevere det, – og i tilfælde antagelse da straks at reise hjem for på grund af dets vanskelighed at arbeide med og opdrage hver enkelt skuespiller.
Vistnok vilde jeg da alligevel for en måneds tid eller kanske to kunne reist til Italien. Men det står for mig som, at noget nyt skal begynde, fra den dag jeg kommer derned, – at da glædesbøgerne skal begynde – ikke bøgerne alene. Og jeg turde ikke.
Så er jeg da foreløbig reist nordover til det lille, fortryllende Rothenburg an der Tauber, hvor jeg bor i et lidet værelse med hele den smilende, idylliske, vinkransede dal foran mig, og murene og de aldeles ikke skrækindjagende tårne.
Da jeg fik Deres brev, skrev jeg varmt på den bog, – mindes De det? – og det er så, som De siger: Bogen blir fuld af det dybeste alvor. Og der er blot ét iveien: Jeg er selv ikke god nok! – Ti at skrive den bog er at spørge sig selv, ransage sig selv, være ærlig til den inderste krog. Det er et ansvar, som er så tungt for min dog ikke endnu så gamle ryg, at den bøies derved. Og dog, jeg kan ikke løbe derfra. Det er vel derfor, at livet har git mig pennen i hånd, jeg, som måske slet ikke var skabt til pennehelt.
Det er nu to år, siden jeg en vågen nat så den bog for mig, men det er måske mange flere, siden den begyndte at gry.
Jeg kunde ønske, for den bog, at være en kristen, eller et Guds barn, at sige: Hjælp mig! Men det er netop det jeg ikke må! Og måske skjønner De af disse ord, hvad det da vil sige.
Ikke mennesket, gjennemsyret af guder, er det, som skal tale, mennesket stående alene i verdensrummet, som en magt, men ligeoverfor en anden større magt: Gud! Og det er det forfærdelige.
Det synes undertiden, som jeg måtte kjende alt, ha læst alt, ha tænkt alt, forat skrive det. Undertiden synes det, som om jeg kun kunde betale hvert ord med en blodig smerte.
Nei – jeg kan ikke forklare, ikke sige mere, – – – – – – – – –
Min hjerteligste hilsen.
Deres hengivne
S. Obstfelder.
193Kjøbenhavn, Oktober [31?] ’97
Kjære fru S. H.! [ɔ: Signe Hansen.]
Deres interesse for min bog gjør mig angst. Ti jeg er bange for, at jeg hverken kan give det i den, jeg selv ønsker, eller – endnu mindre – det, De venter. Imidlertid længter jeg efter at komme i ro og forsøge at gå videre. Jeg er næsten kjed af dette skuespil, fordi det sådan forstyrrer. – Å, mit liv er fordetmeste så oprevet! Jeg længter så efter ro!
Ja, kjære fru S., det er alt hvad jeg har at sige: Jeg længter efter ro. Det er al min tanke nu.
Med hjertelige hilsener
Deres hengivne
S. Obstfelder.
Kbhavn: Fjords Allé 24. 22/11 1897.
Kjære Fru Johanne Dybwad!
Jeg fik til min fødselsdag mit stykke tilbagesendt med en skrivelse om forkastelse. Det gjorde mig ondt. Efter at chefen ifjor havde opfordret mig til rettelser, gik jeg et år med dette stykke. Tror De virkelig, at alt det, jeg har gjort, var, fordi jeg havde sådan ambition! Kjære fru Dybwad, alt var for at se Dem spille Lili. Det var min drøm. Den er nu knust. Andet har jeg aldrig tænkt på, end bare det, at sidde og se Dem spille Lili, – ikke se Dem spille noget af mig, noget der er forfattet af mig – se Dem spille Lili. Ti hvad jeg deri har skrevet ned, er blot en bleg blomst mod hvad De vilde skabt, øst over os af Deres deilige bryst. Deres kunst er uforgjængelig, ti den føder. Og jeg må sige nu, nu, da jeg kan tale, fordi det nu er klart, at det ikke er for at opnå noget. – jeg må sige: «De vide ikke hvad de gjør.» Ja, det står for mig, at her er begået en dødssynd. De vilde ha befrugtet, De vilde ha lagt noget ned i unge sind, som er værd mer end alle penge. De vet vist ikke selv, hvad De vilde kunne skabe, når De havde levet Dem ind i dette væsen, – det underligste, deiligste, skjæreste og fuldeste på engang, tendert som døden, blussende som blod. – Det er måske blot jeg, der ved dette.
Dog, jeg vil ikke tale mere om dette, ti det er som en legemlig smerte. Det at se, at De ikke kommer til at skabe denne blomst med den egne dugg fra brystets inderste skove, – det føles endog for mig som – ja noget lignende må det være som om for silkeormen, silkespindet 194blev kvælt i dens indre, som om for konkyliens beboer, konkylien blev kværket, før den fik den deilige form.
La mig da bare, – det får være en liden trøst, – få hilse Dem som et af de få skjønhedsskabende mennesker i tiden. De er en af de få udvalgte, – der er blot to og tre i hvert land, og i de fleste lande ingen, – der kan sige om sig selv, at de var uundværlige for slægten, ja for verden, den der er over os også. Og for mig tror jeg altid De vil være – jeg har aldrig set megen skuespilkunst og forstår mig nu ikke derpå – Tidens mærkeligste, rigeste, og hvorfor ikke? – største – skuespillerinde.
Med en hjertelig hilsen
Deres trofaste tilbeder
S. Obstfelder.
Kjøbenhavn, december ’97
Kjære C. B.! [ɔ: Christofer Brinchmann.]
Mange tak for dit kjærkomne brev. Jeg vilde nødig, du skulde tro, at jeg sendte dig min bog som en opfordring til anmeldelse. Det var netop, fordi du ikke længer anmelder, jeg sendte den, som en blot svag tak for den usædvanlige forståelse, mine bøger har mødt hos dig.
Min bog er hernede i de fleste blade blevet modtaget med den dybeste uforståelse, ét sted kaldtes det altsammen forlorent, et andet sted: ord, bare ord (Sic.) C. E. Jensen derimod skrev med forståelse.
Denne modtagelse glæder mig dog lige meget som den af «Korset». Der er, når man er såpas ovenpå som jeg, heller noget pikant og opstivende deri. Forøvrigt optager altid mit rent private liv mig så sterkt, at disse offentlige blot farer forbi som skygger.
Forsåvidt som man kan have det hyggeligt, når man er hjemløs er det nu ganske hyggeligt her. V. K. bor her og har et lunt hyggeligt hjem og en fortryllende kone, og vi sidder de fleste aftener og drikker whisky. Så har vi jo H. R., og T., som dog mest, som altid, går sine egne veie.
Du ved vel, at jeg for anden gang har fåt mit stykke tilbage fra Kra. teater. Det var da, jeg lod det gå i trykken. Og når kritiken kommer, så kan det nok hænde, at det endnu kommer frem.
– – – –
Med hjertelig hilsen
Din hengivne
Sigb. Obstfelder.
195[Vinteren 1897–98?]
Kære Herr Aage Matthison-Hansen!
At jeg ikke før har skrevet dette brev, skyldes min mangel på initiativ for tiden.
Jeg vilde be forstået min noget underlige opførsel sidst. Jeg kom op til eder i en meget ophidset sindsstemning. Det havde hele aftenen været min agt at gå til eder, men jeg var blevet forhindret af kammerater. Jeg tænkte, da jeg endelig blev fri, at det gik an at gøre en ganske kort visit, omend så sent, da jeg troed at erindre, at det oftere havde hændt, at folk kom temmelig sent.
Men som sagt var jeg kommet i en ophidset sindsstemning, og da jeg var kommet op til eder, var det mig næsten ikke muligt ikke øieblikkelig at løbe igen. Da De læste, var det mig ikke på nogen måde muligt at opfatte et eneste ord, og jeg led desuden kvaler derved. Jeg spurgte så Deres broder Einar, om han troed, det gik an, at jeg gik, for nogenlunde at afbøde, – thi det var blot en formalitet, – det vilde nemlig simpelthen ikke have været mig muligt at sidde stille. Jeg bad Deres broder give min undskyldning og mit farvel.
Dette til forklaring.
Venlig hilsen
S. Obstfelder.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Samlingen inneholder nesten 200 av Sigbjørn Obstfelders brev. Utvalget kan deles inn i tre grupper: brev til venner fra gymnasietiden (Peder Blix, Andreas Nielsen m. fl.), brev til venner og støttespillere fra gjennombruddstiden omkring 1890 (Jens Thiis, Ragna Dons, Dagny Bang m. fl) og brev til kunstnervenner (Ellen Key, Andreas Aubert, Johanne Dybwad m. fl).
Særlig brevene til vennene og støttespillerne fra gjennombruddsperioden er intime og åpenhjertige, og samlet gir utvalget et godt bilde av mennesket og dikteren Obstfelder.
Brevene er hentet fra Arne Hanneviks bokutgave fra 1966 (Det norske språk- og litteraturselskap/Gyldendal, Oslo), se faksimiler av boka (nb.no).
Sigbjørn Obstfelder debuterte i 1893 med diktsamlingen Digte. Allerede da han debuterte, ble Obstfelder omtalt som den mest moderne forfatteren innenfor den nye poesien. Han kalles ofte skaperen av modernismen i Norden.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.