[Poststemplet Ålborg 3/2 98]

Kære Herr Einar Matthison-Hansen!

De har, fra jeg lærte Dem at kende overvældet mig med elskværdighed. Jeg håber ved leilighed, når jeg er mindre oprevet, end jeg desværre denne vinter har været, at kunne gjengjælde Dem ialfald noget deraf. Da Herr. Wignæs på stationen talte om, at De skulde gå ud og ordne med mit tøi, havde jeg ingen lyst til at beslaglægge Deres tid. Jeg syntes, jeg havde mere end nok – som sagt – trukket veksler på Deres elskværdighed. Imidlertid er jeg efter at være kommet til Vejle – (og efter en søvnløs nat) så dødsenstræt, at min hjerne kan ikke tænke, og jeg kan ikke erindre nogen at henvende mig til. Jeg vil – når jeg tænker efter – så nødig, at værtinden derude skal ligge og rode i mine sager. Hvis De vilde gå derud, har tid dertil, – pakke ned resten af mine sager, – og tage en vogn og sende det, – så skal jeg remittere Deres udgifter, og siden håber jeg, at kunne gjengjælde Dem det væsentlige, Deres umag. Jeg eier nu intet, jeg eier ikke kam, 196ikke børste, ikke flip, ikke papir, så De forstår, jo hurtigere, desto bedre. Der ligger 5 bøger: Vogts Digte, Den gamle Stue, Geijerstam, Holland af A. Ipsen, Hanslick, – som De ikke skal pakke ned, men lade ligge igjen. En gammel blå vest og trøie i skabet behøver De ikke sende. Hvad der ikke går i kufferten: Selskabsdragten nærmest, er der en reiserem til at slå udenom. Den gamle «ulster» kan De slå udenom, og legge paraplyen imellem. Men hvis det bliver formeget, så kan ulsteren ligge efter. Sko og morgensko kan vel lægges i håndkufferten. Galoscher behøver ikke sendes med, hvis det er vanskeligt. Der ligger et stykke reb under sengen til at binde om håndkufferten. – Som De vil se er kufferten omtrent ferdigpakket, resten – noget skiddent og rent linned ligger i skabet og skabets skuffe, et par småting ligger vist efter på bordet. En gammel kam og gammel tandbørste behøver ikke sendes. Mon jeg ikke nu har forklaret alt. Skulde konen gjøre indvendinger, får De forevise mit brev. Jeg er for træt til at skrive til hende. Hils hende og forklar sammenhængen. Nøglerne sendes straks. Jeg skriver til hende imorgen. Jo snarere jeg kan få tøiet, desto bedre. De vil gjøre mig taknemmelig for hele mit liv; og jeg skal aldrig glemme Dem det. – Vi har ikke leiet, så De får sende: Veile banegård restante. – Jeg håber, jeg har forklaret alt. Bind noget hyssingtråd, som ligger i en skrivebordskuffe om violinen, Læg den anden bue og sordinerne på bordet nedi. Tilgiv mig min korte form. Jeg håber, jeg har sagt alt. Jeg kan ikke tænke mere. Jeg håber, alt er sagt.

Med hjertelig hilsen og tak:
Deres heng.
S. Obstfelder.

[Poststemplet Veile 8/2/98.]

Kjære Herr Einar Matthison-Hansen!

Har først idag, tirsdag formiddag, modtaget Deres breve, da jeg ikke har besøgt jernbanerestauranten. Skyndte mig straks at sende de opgivne penge. 3 frimærkers værdi gjorde, at det blev akkurat et rundt tal. – De skulde ikke gjort Dem den umage med vasketøiet. Jeg vidste godt, at det var skiddent, men havde tænkt at vente med det, til jeg kom hertil. Men nu er det jo altså gjort, For Deres overflødighedshorn af gaver sender vi den hjerteligste tak. Det, der vedkommer tobak, vil glæde Wignæs, whiskyen vil vist kunne trøste mig i sorgfulde stunder. En så træt og oprevet tid som jeg har levet i vinter i Khvn. har jeg neppe nogensinde oplevet. Hils Deres moder, med hvem jeg desværre har talt forlidet, hjertelig tak for blomsterne. 197De pryder det lille bord i dette lille værelse. Jeg har havt den glæde at kunne være til stor hjelp for herr Wignæs, der var til det yderste nervøs.

Jeg burde nok allerede forud have sendt Dem nogle penge, men det skede alt så hurtig, og jeg var den dag så træt, at jeg kom ikke til at tænke tilstrækkelig derover.

Vi har hidtil havt det meget stille og roligt. Men det er godt, efter al den oscilleren mellem alleslags mænd og kvinder. Ganske sælsomt virker en sådan pludselig afstængning fra det sterkt pulserende og forcerede liv. Og man synes i alle fald til en begyndelse, at livet i en småby måtte kunne være renere, bedre. Men familje skulde man vel da helst have.

Idet jeg atter takker Dem hjerteligt, beder jeg Dem hilse Deres familje, Rimestads, til hvem jeg snart håber at kunne skrive, og frk. Iben Nielsen.

Med hjertelig hilsen og tak
Deres hengivne
S. Obstfelder.

Skulde afsendelsen af vasketøiet medføre at De atter må besøge Fjords allé, vilde jeg være taknemmelig, om De pakkede galoscherne (da her er så snavset) og en proptrækker der lå efter ind med mellem tøjet.

– Forresten er det muligt, at proptrækkeren er i håndkufferten, jeg har endnu ikke undersøgt ordentligt.

– Men dette må De endelig ikke gøre, uden at vasketøjet beror derude.

[Veile 1898.]

Kjære Berta!

Jeg har et brev fra dig, fra lange tider tilbage, som jeg har havt liggende for at besvare det, – men nu er så lang tid gået, at der er vel neppe noget deri, at svare på. Jeg har – som I nok har mærket – gang på gang perioder, da jeg ikke kommer mig til at skrive brev, da de nødvendigste ting bliver ugjorte. Og gang på gang har jeg troet, at nu skulde det være slut dermed, uden at så et skeet. Rigtig ro får jeg vel ikke, før jeg bliver gift. Men når man flakker sådan om ude som jeg, bliver der liden anledning til at møde nogen at gifte sig med.

Jeg har længe villet sende hjem et fotografi. Da jeg ikke har vidst, hvem af eder alle hjemme jeg skal sende det til, har jeg valgt dig.

Jeg bor for øieblikket i Veile i Jylland, og sover godt. Som du 198naturligvis har hørt af Thjodolf Jespersen, har jeg i vinter opholdt mig i Kjøbenhavn. Jeg har været meget søvnløs og nervøs, – men desværre – det er for en stor del min egen skyld. Jeg indretter mig ikke altid heldig og praktisk. Det er også i disse nervøsitetstider, at jeg ikke kommer mig til at skrive.

Jeg tænker om kort tid at reise til Kristiania, for om mulig ved personlig nærværelse at virke til, at jeg dette år får et stipendium. Jeg har i det sidste år blot tjent 6–700 kroner, og i længden bliver det for bekymringsfuldt at leve af forskud. Man ved jo ikke, om den tid overhovedet kommer, da man kan betale det tilbage.

Jeg skammer mig på en måde over, at jeg så sjelden kommer mig til at skrive hjem. Og dog ikke såmeget som før. Thi det mærkes, at som man blir ældre og mand, falder det vanskeligere, ja blir næsten umuligt at skrive breve. Og det er også, som om breve intet siger mere. Netop til mine bedste venner f.ex. skriver jeg aldrig, og de aldrig til mig.

– – Ja, så ved jeg ikke, at jeg har noget at fortælle. Mit liv har i den sidste tid intet frembudt af interesse. Jeg har befundet mig i en slags sløv stilstand i mange måneder. Var det ikke dét, at jeg nu kjender mig selv, og ved, at jeg en skjønne dag springer op, og der kommer et andet halvt år, da jeg arbeider som ingen, – – var det ikke det, så kunde jeg tabe ganske modet.

I håb, om at du har det godt, og de andre også, mine hjerteligste hilsener og ønsker til alle og til dig isærdeleshed.

Din hengivne Sigbjørn.

Adr. Forfatteren Hr. S. O. Gyldendalske Boghandel, København.

[Poststemplet 21/2/98 Veile.]

Kjære Herr Einar M.-Hansen.

Tusen tak for tøiet og alt Deres bryderi. Og nu viser det sig ovenikjøbet, at jeg kunde have spart Dem for det altsammen. Jeg agter nemlig allerede om et par dage at reise til Kristiania over Kb.havn. Nødvendige forretninger kalder mig til Kr.a, og ensomheden her har givet mig blod på tand efter for et par timers tid at komme i fest. M.a.o. jeg vilde gerne gå på karnevalet, hvis der er anledning til at komme med. Jeg har desuden aldrig været til et maskebal og kunde nok have lyst at se hvordan det går til. Skulde De have noget imod at møde mig onsdag formiddag og belære mig lidt om, hvordan jeg skal bære mig ad? F. ex. klokken 12 i Café du Parc, som er ligeoverfor Klampenborg-stationen.

199– Da De lover diskretion i en sag, hvor jeg ikke egentlig troede den påkrævet, – thi jeg troede, det var en bekjendt sag, at frk. Weeke og jeg i sin tid har spaseret meget sammen, – vilde jeg heller gjøre brug af den nu. Jeg vilde nemlig bede Dem ikke sige til nogen, at jeg kommer til Khvn og går på karnevalet. Jeg skal når vi mødes sige Dem grunden, den er ganske uskyldig.

– Det var nok et feilgreb at jeg valgte Veile til opholdssted. Byen er kjedelig, og den slags omgivelser, den har, er ikke af dem, der henriver mig, og får mig til at være. Jeg liker bedst hedeland. – Men nu er jeg blevet melankolsk af ensomhed, – en ensomhed, der ikke – som på heden – fyldes af tanker, – og jeg må bort. – Forhåbentlig skulde jeg så aldrig mere komme op i den slags meningsløse, urationelle levemåde, som den, der gjorde mig slap og ligegyldig i Kbhvn. Jeg, som hader kaféer! – De bringer mig mange gange til at tænke på helvede.

– – Tør jeg altså gjentage min bøn, om at De vil møde mig onsdag form. kl. 12, – og om at De forløbig ikke vil sige noget om det til nogen.

Hjertelig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.

[Våren 1898?]

Herr statsråd Wexelsen.

Man har tilrådet mig at henvende mig til den øverste myndighed og forklare, hvorfor det er mig af største vigtighed iår at erholde stipendium. Jeg har i de fire foregående år søgt Houens legat, og det vilde gjøre mig meget ondt, om jeg iår blev tilsidesat. Jeg har opigjennem hele min ungdom været fattig, og det har krævet den sterkeste energi, tålmodighed, den største idealitet for mig at vie mig til kunsten. Af de med mig jevnaldrende forfattere har jeg stedse været den mest trængende. Jeg kan blot tjene en brøkdel af, hvad de fleste unge kunstnere kan. En stærk fordring til sammentrængthed gjør, at mit arbeide blir af sparsomt sideantal, en stor, måske for stor selvkritik gjør, at jeg publicerer det mindst mulige. Jeg har således været henvist til at leve på forskud, og hvis jeg ikke iår erholder et stipendium, ser jeg mig nødt til ialfald foreløbig at opgive forfatterskabet. Jeg tror, de fleste af Nordens mest fremragende kritikere vilde være rede til at beklage det, om jeg midt i min frodigste produktions periode måtte afbryde. Georg Brandes, Valdemar Vedel, Arne Garborg o. s. v. har alle udtalt sig i de stærkeste ord om mit 200talent og de muligheder, det indebærer. Og jeg ved, at om et godt stipendium blev mig givet, vilde der ikke være én af de jevnaldrende unge kunstnere og forfattere, der ikke fandt dette at være det retfærdigste, og som ikke vilde glæde sig af hjertet derover. Jeg har i mine ansøgninger de foregående år nævnt, at jeg havde under arbeide et værk, for hvis skyld jeg gjerne vilde besøge Sydeuropa. Men en motivering i så almindelige udtryk vil vel gjøre lidet eller intet indtryk. Jeg er derfor begyndt at tro, at det er min pligt ligeoverfor dette værk her privat at nævne noget specielt om dets emne.

Jeg har i mange år (det var bl. a. det, der i sin tid gav mig kaldelse til at gå ind på digtningens smertensvei) ønsket at finde et udtryk for den religiøse grublen og kamp, for de følelser, der herunder sættes i bevægelse, for den smertelige famlen efter Gud og det inderste, for den strålende fornemmelse af Gud i enkelte momenter, for kampen mellem Gud og menneske, den forfærdende følelse af at være fjærnet fra ophavet, o. s.v., o. s. v. Jeg har villet se de store kirker, jeg har villet høre den gamle kirkemusik, jeg har villet fornemme ved historiske steder åndepustet fra det ældste religiøse liv, for at ildnes, for at finde ord, se klarere, i dybden og sammenhængende, – som jeg allerede har læst bøger: Augustin, Pascal, Dante, Bibelen.

Dette er blot dårlige antydninger, der både kan love for meget og for lidet, om den bog, som jeg har påbegyndt under titlen: «En prests dagbog». Jeg har påbegyndt den og lagt den tilside igjen. Jeg har gjentagende håbet, at et stipendium, det otium, det vilde give, og ikke mindst den glæde, det vilde fylde mig med, det og Syden, det skulde give kraft og mod til den store anspændelse. Gang på gang har jeg måttet lægge tilside et arbeide, hvis plan vistnok stadig vil komme igjen og nage, et arbeide, som måske Gud selv fordrer, at jeg skal gjøre færdigt.

Og så er det da, at jeg så høit ønsker Houens stipendium, fordi det giver sikkerhed og ro for 2 sammenhængende år.

I høiagtelse og ærbødighet

Sigbjørn Obstfelder.

Adresse stadig: Gyldendalske Boghandel.

[Våren 1898]

Kjære Frøken Ellen Key!

Tusen tak for Deres sidste brev, som jeg ikke har svaret på, fordi jeg ikke vilde skrive, før jeg var oplagt. Jeg har atter havt en lang, lang tid af uro, da jeg ikke kunde læse, intet skrive o.s.v. Nu har jeg 201her på Nordstrand ved Chr.a levet meget stille, og det gjør så godt. Min bog «De røde dråber» blev særlig af kritiken ilde læst. Men mange betydelige mennesker sætter den høiest af, hvad jeg har skrevet. Den skulde have været spillet, men jeg tabte interessen, og har intet gjort for det. Jeg er nok desværre for meget af en idealist. Havde jeg nu råd, da opgav jeg vist forfatterskabet og forsøgte at lære at udtrykke mig gjennem toner. Og måske gjør jeg det alligevel, – trods at jeg tænker på at gifte mig nu til våren. Med en pige, der er ligeså fattig som jeg. Men livet, gudbevare mig, det er jo ikke langt, det er jo ikke tid, – jeg har den store optimisme.

Jeg var kommet herhjem forat arbeide for at få et stip., som jeg endnu ikke har fåt. Men jeg har ikke kunnet få mig til at gjøre visitter. – Hvad skal vi leve af?

Jeg er mere end nogensinde som et barn, for hvem livet er et æventyr, det læser. Det er mig æventyrligere end nogensinde. Jeg er spændt mere end nogensinde, på hvad der vil foregå med mig, i mig, hvordan verden vil fortone sig i mig.

Måske er dette meningen. At loftet blot høiner sig mer og mer, at den underlige skov, man går i, blot blir større og rigere.

Med tak for Deres breve, for Deres sympathi og hjertelig hilsen, som jeg beder Dem føre videre, hvis De ser nogen fælles venner.

Deres hengivne
S. Obstfelder.

[Kbh. mai–juni 1898.]

Kjære Herr Aage Matthison-Hansen!

Jeg må bede Dem om undskyldning, fordi jeg fôr op i anledning Deres meddelelse igåraftes. Havde jeg ikke med det samme skullet gå, vilde jeg allerede straks være blevet rolig og bedt om undskyldning.

– Jeg skal forklare Dem, hvorfor jeg blev ærgerlig i øieblikket. Jeg hader at blive omtalt i aviser. Det er ingen beskedenhed. Det er blot mit naturel, der lider ved det. Jeg troede, det var Dem bekjendt, at jeg engang blev rasende på herr Jens Pedersen, fordi han satte mig i avisen.

– Og i dette særegne tilfælde var det mig dobbelt pinligt. Da jeg kom herned, havde jeg egentlig tænkt mig det så, at jeg skulde bo på landet, i al stilhed blive gift og så reise straks fra Danmark. Havde jeg turdet følge mit ønske, var ingen kort blevet sendt o.s.v., men 202jeg syntes ikke, jeg havde ret til at negte min billigelse til familjens ønske.

For det første er i al almindelighed disse former, som jeg nu må gå igjennem, så pinlige for mit væsen, at jeg lider under det.

For det andet gjør den omstændighed, at frk. W. så nylig på en måde var forlovet med en anden, og at der vistnok har været en del pjat og bagtalelse i den anledning, at mit ophold nu her i K.havn er mig en skjærsild, og at jeg kunde ønske det hele foregået i største stilhed.

– Når jeg har forklaret Dem dette, som De sikkert vil forstå, vil De nok også forstå min øieblikkelige opbrusning, og undskylde den.

Med venlig hilsen
Deres S. Obstfelder.

[Ca. 25. mai 1898]

Kjære Herr Peter Nansen!

Vilhelm Krag sagde, at jeg havde seet mut ud, da jeg hilste på Dem. For det tilfælde, at jeg på Dem selv skulde have virket sådan, tillad mig at forklare, at jeg kun var trykket, fordi jeg på så lang tid ikke har gjort nogen visit i Bogladen.

Dette har havt sin grund. Jeg, der altid har ønsket og også formået at «leve for nedrullede gardiner», har været gjenstand for den slags sladder, som Kjøbenhavn vist har en egen evne til at hvirvle op. Dette har været nok for mig med mit naturel til at finde det pinligt at omgåes mennesker her og til at ønske ikke i hasten at komme her tilbage, når jeg vel er kommet herfra. Og når jeg nu er her, så er det blot for at reise igjen. Jeg skal nemlig gifte mig om nogle dage.

Dette kan jeg dog ikke uden Forlagets hjælp. Jeg har så omtrentlig fått garanteret et stipendium. Men det vil i ethvert tilfælde ikke udbetales før til høsten. Jeg har nu antagelig ca. 12–1400 kroners forskud. Jeg skrev til herr Larsen, at jeg jo i tilfælde skulde kunne modtage penge som lån på det omtalte stipendium. Men dette er vel igrunden lidet praktisk. En anden vei var kanske bedre om sådant skal behøves. Jeg har i mine papirer nok til en bog af smådigte i prosa. Jeg har ikke havt lyst til at give den ud. Jeg vilde heller vente, til jeg har fået ud et par bøger, som jeg vêd vil sikre og øge mit renommé. Og De vil sikkert til høsten kunne regne på en bog fra mig. Det er jo det dumme, at mine bøger er så små. Men den, jeg har begyndt på, har jeg troet skulde opleve flere end ét oplag.

Det var min mening, straks at reise herfra til Paris, der er min 203arbeidsby. Og så tror jeg, at når jeg er gift, vil jeg få den ro, jeg sålænge har ønsket, til at løse for den produktionens strøm, der nu opdæmmet piner min hjerne. Ja, jeg tror, at det da vil ganske forandre sig med mit arbeide. Jeg tror, De selv dog har modtaget det indtryk af mig, at jeg besidder den slags stolthed, der meget nødig tåler gjæld.

Hvis De vil gjøre mig den fornøielse at svare mig, om jeg tør påregne støtte, indtil jeg kan begynde at tære på det stipendium, vil jeg være taknemmelig for svaret snarest, da jeg for tiden går pengeløs. De forstår jo nok, at det gjælder et lidt større beløb med engang, end dem jeg er vandt til uden videre straks at erholde. Såvidt meget, at det er til reise for to og til at begynde at leve dernede.

Med hjertelig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.

Skulde det have nogen betydning for Dem i anledningen at høre noget om min nærmeste bogs sujet, skal jeg gjerne meddele noget. Idethele vilde De kanske foretrække at tale mundtlig med mig. Jeg vilde det gjerne selv. Men jeg er for tiden så folkesky, at jeg kan ikke få mig til at gå derned, hvor der er alle de ansigter. Skulde jeg kunne gjøre en visit i Deres privatbolig? Tilgiv mig min particularitet!

Adresse: Niels Ebbesens Vej 26 F.

Herr S. Larpent!

De har dog været rigtig uheldig med Deres brev. Jeg boede lige i nærheden af Marlotte, men ikke i Marlotte, hvor man naturligvis var uvidende om mig. De kunde blot straks sendt brevet til Gyldendal, der besørger mine breve videre. Men det var jo umuligt at vide.

Som De måske har hørt, har jeg i vår giftet mig, og det er denne begivenhed, der har forhindret mig fra før at sende Dem min studie over Vigeland tilbage i rettet stand som jeg lovede i Chr.a. Jeg har ligesiden i vår ikke kunnet arbeide det mindste.

I den stand manuskriptet var, et løst henkastet første schema, uden ordentlig stil og med gjentagelser vilde jeg meget nødig vide artikelen publiceret. Og jeg vil håbe, at De endnu ikke har gjort dette. Efter at have fået Deres brev (som også dennegang har havt lidt uheld, fordi jeg for øieblikket var på en afstikker til Holland og Belgien, så det kunde ikke modtages, da det var recommanderet) har jeg straks sat mig ned og omarbeidet artikelen til en læselig form. 204For min egen kritik har den vundet uhyre, og jeg har nu ikke den snev af uvilje mod at publicere den, som jeg havde, da De talte om det. Som De vil mærke, har jeg på et par steder, hvor der var brugt superlativer om personen Vigeland foretrukket at fordybe mig i forklaringen af hans kunst. Da jo meningen med denne artikel er at vinde såmange som muligt, er jeg selv ikke i tvil om at dette er det rigtige, da superlativerne bestandig irriterer folk og gjør dem vrangvillige. Jeg har i de år, der er gået, siden artikelen skreves, havt rigelig erfaring for dette.

Jeg tænkte noget på nu at sende artikelen direkte til «Verdens Gang», der er det blad, jeg altid har holdt mig til. Men da jeg så tænkte at De eller Vigeland måske kunde foretrække et andet blad, sender jeg den til Dem. Jeg ved ikke, hvad det var for et lune, der dengang har bragt mig til at tale om «Dagbladet». Jeg synes dog, det måtte være heldigst, at den kommer ind i «Verdens Gang» eller «Morgenbladet». Jeg har været vant til at modtage honorar for alt hvad jeg har skrevet i «Verdens Gang», selv for polemiske artikler. Og «Morgenbladet» betaler vist også alt hvad det modtager. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulde frasige mig det honorar, jeg kan erholde, da jeg næsten intet tjener og har meget vanskeligt for at existere. Men min mening var, at hvis noget blad, hvori De gjerne vilde have den ind, ikke vilde tage den ellers, vilde jeg naturligvis med glæde renoncere på honorar, hvis det kunde være til nogetsomhelst gavn for Vigeland.

– Jeg ved ikke, om den foreliggende artikel er den, der vilde være bedst til en forklaring af Vigeland og til at vinde publikum. Den er måske noget for filosoferende. De tilbød mig dengang i vår at se Deres samling af Vigelandske arbeider, uden at jeg fik tid, da jeg straks efter reiste til Kjøbenhavn. Men jeg tror, at et sådant nyt indtryk af Vigeland heller vilde have skadet for øieblikket end gavnet. Jeg vilde nemlig temmelig sandsynlig have fået trangen til at supplere artikelen fra 93, ja rimeligvis til at skrive en helt ny artikel, og det vilde da have kommet til at vare meget længere, da jeg arbeider svært langsomt, når det gjælder sådanne afhandlinger. – Jeg tror, det sikreste er, at De benytter den artikel, jeg engang skrev. Men jeg beder Dem at lade årstallet blive stående. Både Vigeland og jeg har jo udviklet os videre i disse år, og en artikel, skrevet nu, vilde vistnok få en ganske anden, fyldigere skikkelse. Dermed mener jeg ikke, at hvad jeg dengang skrev, ikke er slående. Jeg har jo længe ikke havt Vigelands ting for øie. Men det er godt muligt, at det altid vil vedblive at være det væsentlige og det mest slående, der er at sige.

– De har skrevet under Deres afskrift, at artikelen er skrevet i 205Berlin under Vigelands og mit samvær. Dette tror jeg ikke er rigtigt. Det var da, at Vigeland så artikelen. Men den var, såvidt jeg mindes, skrevet allerede høsten 1893 efter et eller to besøg i Vigelands atelier.

– De ord, over hvilke De har sat spørgsmålstegn, er ganske rigtig, for det meste misforstående, f.ex. skabende – ikke skær, leende – gråt. Jeg vil håbe, at min skrift denne gang er tydelig nok.

– I håb om, at artikelen endnu vil komme itide, er jeg med mange venlige hilsener og tak for Deres bestræbelser,

Deres meget ærbødige
S. Obstfelder
14 Rue de 1’Abbé de l’Épée Paris

Hils Vigeland meget!

5/11 98.

– – – – – – – – – – – –

Jeg vil håbe udarbeidelsen tilfredsstiller eder, som den har tilf. mig.

Brügge, 24/10/98.

Kjære Herr Bankchef T! [ɔ: Ernest Thiel.]

– – –

Det er blevet mig vanskeligere og vanskeligere at skrive breve. Et tørt og conventionelt brev har jeg ingen glæde af at skrive, og jeg har ligeoverfor Deres frue havt det princip at skrive et brev, hvergang jeg befinder mig i et refugium, – såatsige at lade hende følge mine stadier. Sålænge jeg er inde i et stadium, er det mig umuligt at gribe pennen. Dennegang har det varet længe, jeg har i mellemtiden giftet mig, reist til Paris, levet urolig. Jeg befinder mig for første gang på lang tid ene, er i den lille vidunderlige by Brügge. – – – – – – – –

Før jeg har kunnet skrive noget brev her, har jeg været optaget af at udarbeide en artikel om Rembrandt, hvis arbeiders udstilling jeg først besøgte i Amsterdam. Artikelen var tænkt for V.G. Men reiseudgifterne o.s.v. bringer mig til at ønske at få noget lidt mer tjent ved at publicere den i et par aviser samtidig.

– – –

[Sigbjørn Obstfelder.]

[Brügge. 1898.]

Kjære frøken Ellen Key!

De ved, at jeg sådan engang om året ialfald hjemsøger Dem med et brev. (De er mærkelig nok næsten det eneste menneske, jeg sådan skriver til!) Og helst pleier det ske, har De måske lagt mærke til, fra et lidet fjernt sted, en gammel glemt by eller lignende. Jeg går og 206tænker på det i månedsvis, ja årevis, og så blir det da, når jeg for et øieblik er i ro, jeg som bestandig kjører og går og seiler. –

Det er dennegang i BrüggeFotnote i brevet: Hvor jeg er efter at ha besøgt Rembrandtsudstillingen. som jeg har en gammel kjærlighed til. Jeg har i min lille taske taget med mig Deres breve. Jeg har iaften gjennemlæst dem.

Ja, min bog – som jeg udkasted og begyndte på i 1895, året før «Korset» og samtidig med «De røde Dråber». Mange gange har jeg havt lyst til at læse op for Dem de blade, jeg har skrevet. De er sikkert det tyngste, det rigeste, jeg har skrevet. Det er, som jeg ikke får hvile, før jeg har skrevet færdig den bog. Og når jeg så i en fart skriver den, forat få hvile, så tilfredsstiller den måske ikke bagefter, så blir den ikke det, jeg havde villet og sét.

– Ja, hvad skal der bli af dette. Det er snart 1½ år siden jeg har skrevet, og min hjerne modtager stadig, altid indtryk. Nu har jeg i flere måneder i Paris levet i Dreyfussagen. Jeg har tænkt, læst alle aviser, gåt på møder, ingen franskmand kjender Dreyfussagen bedre.

– Hvad skal der bli af det? Det er jo ikke arbeide at se til, sådant.

– I Deres sidste brev spørger De vist om min nuværende hustru. Hun er vist «sjælfuld, vakker, ung, dannet», hun vil vist komme til at blive klog, thi hun har dette kvindelige at se på første hånd ligeoverfor det hun møder. Og hun har evne til at møde, kan De tro! Var hun på en folketom ø, hun vilde vist finde dyr at tale til. Hun er et meget villende og handlende menneske. Hun styrter sig ind i alle ting uden at se hverken til høire eller til venstre. Og hun styrter sig ind i dem. Hun iler menneskene og verden imøde og tror på dem, uden at være dum, og det lader til, at menneskene og verden ikke har noget imod dette. – Der er dem, som tror, at der stikker en stor kunstnerinde i hende, dramatisk. Hun har vakker sangstemme, og holder nu på og skal forsøge at komme ind på Paris’ conservatorium. Hun er meget hjemme i fransk. Idethele likes hun godt af franskmændene. Vi har været sammen med endel unge mennesker af «Mercure de France’s» kreds. – Se alt dette med sang og kunst havde jeg ikke videre nogen anelse om, lige til vi blev gift. – Jeg antager, at jeg er kommet til at øve en meget god gjerning i den retning, måske en hel befrielse, hvis det er så, at hun er dramatisk kunstnerinde. Hun er nemlig af en borgerfamilje, for hvem kunst var af det onde. – Se, dette er hvad jeg kan sige. Det kan jo ikke nytte at sige noget. De måtte jo se hende, tale med hende selv. Det kan jo hænde, at De vilde synes meget godt om hende.

207Paris 8/11–98.

Atter er et par uger gået, brevarket er blevet krøllet i min lomme, Paris har slugt mig med sin faren frem og tilbage.

Hvad skal jeg skrive? Jeg syntes, jeg havde så lyst til at meddele mig, men når det kommer til stykket, synes jeg, at blot en bog kan være det, jeg sender. Forhåbentlig vil den snart komme. Jeg ved, at det øieblik jeg vælger at reise til et lidet roligt sted, vil jeg opsluges af den og gjøre den færdig. Lad derfor de indtryk, jeg nu er inde i, få lov til at arbeide. Det føles ofte uroligt, smertefuldt, mens det står på – men efterpå står man med klogere syn på verden, med øget følelse af rigdom. Ikke ofte i livet vil der være adgang til at gribes for en digter eller et oprindeligt følende menneske, sådan som nu ligeoverfor Dreyfussagen.

Vi modtager i overlevering ordene: menneskerettigheder, fransk revolution, lov, samfund, – som vi modtager ordene elskov, ensomhed o. s. v. Engang i livet vil der være et tidspunkt, da ordene defineres, da man enten føler dem med sit hele væsen, hvis de er gjenstand for følelse, eller ser dem med hele sit væsen, hvis de er gjenstand for syn. Det kan hænde, at slige leiligheder aldrig kommer før mange ord, mange begreber. Taknemmelig må man da være for at få gjennemleve definitionen af dem, man får leiligheden til at mødes med.

– – Det synes mig mere og mere at breve er utilstrækkelige. Mange gange har jeg lyst til at sidde under en lampe ved en ovn med dem og tale om ting, som tynger, og som man tror det bedst at gjemme hos sig selv og ikke tale om.

– Kunde jeg få en bog fra mig, da vilde jeg gjerne komme til Stockholm, hvis mennesker – de jeg har truffet naturligvis – har tiltalt mig som ingen. Underligt at disse broderfolk, der korresponderer så sælsomt varmt, skal leve i politisk fienskab. Det synes mig virkelig ofte helt humoristisk.

– – Mine nærmeste fremtidsplaner er nu efter et afslutningsophold i Paris, hvor man har talt om en oversættelse af «Korset», som jeg altså skulde ordne det med i tilfælde, – at reise til Norge og holde en foredragsturné om det man har kaldt Dreyfusaffæren, – sådan som en, der har været tilstede i Paris, har seet den og medlevet den. Hvis ikke dette sker, vilde jeg reise til Italien straks, ellers senere.

– Min kone tænker på at debutere som skuespillerinde.

– – – Jeg hører at De har lukket Dem inde sammen med en stor bog. Rimeligvis vil ikke dette brev være nogen for påtrængende gjæst.

Med mine hjerteligste hilsener
Deres hengivne
S. Obstfelder.

208Adresse for en måned: 14 Rue de l’Abbé de l’Epée, Paris, ellers i alm. Gyldendalske Boghandel.

Endelig mine hjerteligste hilsener til Fåhräus’es og Bendixons!

[Nyttår 1898–99]

Kjære Herr Jonas Lie!

Det var en skam, at De skulde blive den, der skrev først, før jeg havde fået sendt vor undskyldning og forklaring for vi ikke kom. I det sidste øieblik meldte herr Bojer, der havde bedt mig skrive kortet til Dem, at han ikke kunde tage med. Vi to, min kone og jeg, kom så forsent til det sidste tog klokken 4. – Men naturligvis var der også den frygt, at vi kunde komme til uleilighed hele tiden, ialfald hos mig, der har en sand rædsel for at komme med døren på ryggen ind til folk. – Jeg vil håbe for alt, at vi ikke har forårsaget noget videre af den kjedelige venten, der kan følge med, at man har meldt sig til visit. Vi reiser om nogle dage videre til Italien, hvor jeg ikke før har været, og tør da efter Deres brev trøstig aflægge Dem en visit på gjennemreisen. Her blir for dyrt for os – Nizza og den fornemme Riviera! –

Vi tilbragte juleaften på en stille restaurant.

– Tusinde tak for Deres brev og ønskene, som jeg gjengjælder.

Deres hengivne
S. Obstfelder.

Om Brev

Samlingen inneholder nesten 200 av Sigbjørn Obstfelders brev. Utvalget kan deles inn i tre grupper: brev til venner fra gymnasietiden (Peder Blix, Andreas Nielsen m. fl.), brev til venner og støttespillere fra gjennombruddstiden omkring 1890 (Jens Thiis, Ragna Dons, Dagny Bang m. fl) og brev til kunstnervenner (Ellen Key, Andreas Aubert, Johanne Dybwad m. fl).

Særlig brevene til vennene og støttespillerne fra gjennombruddsperioden er intime og åpenhjertige, og samlet gir utvalget et godt bilde av mennesket og dikteren Obstfelder.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook