Paris, le 2/2 1899

Kjære Fru Eckhoff!

De kan ikke tro, hvor jeg blev glad over Deres frivillige brev. – Jeg tænker så ofte på Dem, og – helst om våren. – Breve er jeg sluttet at skrive. Sålænge denne flakken og reisen varer, får man ikke lyst til at skrive breve.

Jeg er nu alene. Min kone er reist til Kjøbenhavn, forat jeg kan få skrive i ro. Det behøves, vi har brugt op hvert øre af de penge, vi havde. Og det er umuligt at få ro på disse hotelværelser, hvor man bor to i samme rum. Vi tænker på for høsten at indrette os nogle værelser i Kjøbenhavn, måske udenfor byen.

Da jeg fik Deres brev, havde jeg så lyst at skrive og syntes jeg havde så meget at skrive. Jeg har jo så ofte af egen drift tænkt på 209at skrive til Dem. De og Eckhoff er ligesom dem, jeg husker bedst, når jeg reiser.

– – Men når jeg så skal til at skrive, så er det så vanskeligt at trække det frem det man føler man vilde sige. Det er ligesom det blir vanskeligere at skrive brev med årene.

Jeg er som sagt alene. Jeg går alene om dagene og skriver meget. Jeg tænker meget, som De nok ved. Jeg læser til kaffen alle aviser – i alle de lande, jeg opholder mig i. Det brød jeg mig ikke om hjemme. Men der er mere i de store lande. Det er mer dramatisk. Der foregår altid noget virkeligt. Og det gjærer sterkt. For exempel i Italien! – – Frankriges ting har optat mig så sterkt i hele høst, at jeg har ikke kunnet skrive, men tænkte at reise hjem og holde et foredrag. Man ser det, som sker, på en ganske anden måde i selve landet.

Det er deiligt at være alene sommetider, hvis tankerne presser på. Og det har de gjort i disse år hos mig.

Ofte kommer den store længsel, den uendelige længsel, når man reiser i udlandet. Ja, det er jo virkelig så, slig som man reiser nu for tiden med jernbaner, en dags tid fra Paris til Rom for exempel, at man synes, at man står oppå jordens runding og ser nedover den, – og da er ikke skridtet stort til at se længer.

– Jeg arbeider på en bog, som jeg foresatte mig for tre år siden, men den er så vanskelig, og man føler sig ofte ikke alvorlig nok, ikke istand til at fordybe sig. Den blir nok ikke det, jeg havde villet. Men derfor har jeg tænkt at fortsætte den, for om mulig senere at få med det, der dog har ståt for mig. – – Måske vil denne bog, der tildels handler om ting, der vedkommer et menneskes inderste liv i rapport til det uendelige, bedrøve eder. Dog, dette er jeg ikke vis på. Vi ved jo ikke nok om hinanden forsåvidt, selv de, der kjender hinanden godt.

– Mit ydre liv siden ifjor vår: Bryllupsdagen reiste vi til Paris, ti min kone vilde forsøge at concurrere ved conservatoriet. Det gik ikke. Så var vi i Paris til 1ste december, reiste så til rivieraen, hvor vi var en månedstid, et par uger i Turin, hvor min kone havde en veninde fra klosteret, så her i Paris igjen fra første februar, fordi jeg tænkte – som sagt – at holde et foredrag om baggrunden i Frankrig for Dreyfussgreierne. – Det blir vist ikke noget. Jeg er så optat nu af de bøger, der venter sin fuldendelse.

Tilslut atter tusind tak for brevet og hjertelige hilsener til Dem og Eckhoff og dem, der ellers bryr sig om det.

Deres hengivne
S. Obstfelder.

210– – Jeg har tænkt at fotografere mig igjen. Da De ikke liker det billede De har, vil De måske ikke ha noget imod at overlade frk. Ihlen det, hvis De kommer at like det nye.

Har jeg nok ladet Dem forstå, hvor glad jeg blev over Deres brev?

Min adresse er altid sikrest: Gyldendalske Forlag, Kjøbenhavn.

[Paris febr. 1899?]

Kjære Herr Peter Nansen!

De spurgte mig i Deres sidste brev, om jeg snart skulde udgive noget. Jeg sidder for øieblikket ganske rart i det: Kommet her til Paris i høst blev jeg meget optaget af Dreyfuss-sagen, gik op i den, og studered den, og tænkte at holde et eller to foredrag om den. Således kom jeg ikke til at fortsætte på min bog, som imidlertid er langt fremskreden.

Nu for tiden er jeg igjen kommet ind i et rigtigt skrivehjørne. Jeg har gjort færdig 3 enaktere, som tilsammen vil udgjøre en bog på en 100–120 sider, tænker jeg. Den oven omtalte bog kan jeg, hvis jeg vil, antagelig nå at få færdig på to–tre uger. Såvidt jeg forstod det, var betingelsen den med det pecuniære hos Hegel, at jeg først kunde få lidt penge når jeg igjen levered manuskript. Jeg har som sagt manuskript til én bog, – men jeg tror – og De vil vist synes det samme, at det er ikke heldigt hverken for forlag eller forfatter nu igjen at komme med noget dramatisk. Det rigtige vil vel være at komme med den omtalte bog, om hvilken jeg desuden har forestilt mig, at den meget mulig vil gjøre handelssucces.

Det, som til denne dag har gjort mig ubestemt og sinket, er, at jeg har ikke kunnet opgive tanken om det foredrag, hvormed jeg desuden havde tænkt at fortjene såmange penge, at jeg kunde hjælpe mig, indtil jeg fik nyt stipendium. Jeg vil i alle tilfælde, om jeg leverer manuskript (og opgir mit foredrag) måtte bede om at erholde fuldt honorar for det, forat kunne existere, indtil juli. Jeg vet, at jeg i Kristiania i tilfælde vilde kunne erholde forlægger, der påtog sig at betale mit forskud til Hegel. Men jeg ligger jo ikke for sådant. – For øieblikket er jeg aldeles blottet for penge, slig at det er rent penibelt. Det er blot mit håb, at en af de enakterne kan bli antaget ved et teater og jeg kan få lidt forskud. Kunde jeg få straks fra Gyldendal, om bare 100 kroner, vilde det være godt imidlertid. Manuskript kan jeg sende pr. omgående, om det så ønskes. Men hvis det gjælder romanen, ikke hele. – Desværre har jeg på samvittigheden, at de 200 kroner, jeg «lånte», ikke er blevet tilbagebetalt. De får trækkes af på honoraret, om det fornødiges. Da jeg endelig 211for først to uger siden, fik stipendiet, var der trukket slige veksler på det, at der ikke var mere tilbage, hvis vi ikke netop straks skulde lægge os til at dø af sult.

Jeg vil dette år kunne levere mindst 3 bøger. De er bare så små. Det drar så lidet til! Jeg er nu kommet ind i den rigtige produktionsperiode, jeg vil ikke stanse før de 3 bøger ligger på bordet.

Kunde jeg bare få dette Dreyfuss-foredrag ud af hodet. Hvad synes De? I Kjøbenhavn er man vel kjed af det. (Det var jo naturligvis baggrunden, politisk og sykologisk jeg vilde beskjæftige mig med.)

– – De forstår nok, at jeg halvt har skrevet dette brev med det formål ligesom at søge råd. Nu ser De altså forholdene. Hvad skal jeg gjøre? Og hvad vil forlaget gjøre?

Med hjertelig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.

P.S. Jeg har fåt tilsendt en regning, hvor man ved at skrive på den gale side har fåt 500 to gange skrevet til at bli 1000 istedetfor at det skulde bli 0. – De 500, som i den hermed tilbagesendte regning er mærket under septbr. 10, er den jeg fik som en tjeneste. De 500, som står mærket under 13de oktober, er dem, som det norske departement sendte til Gyldendal efter min skrivelse, og hvorfor jeg har bevidnelse eller kan erholde den, hvis jeg har mistet den. – Jeg erholdt ingen penge i oktober. – Det er forhåbentlig en lapsus calami. – 5,98 er da meget, (porto) når jeg slet ikke har erholdt de sidste 500 kroner. – Og for de første erholdt jeg en anvisning, mærket 60 øre, tror jeg.

Kjære Herr Peter Nansen!

Desværre strak ikke de 100 kroner så langt, at jeg ikke måtte på anden måde se at skaffe mig mere. Jeg måtte således afbryde arbeidet på min bog. Jeg måtte gjøre det ene af mine småstykker så færdigt, at det kunde indgives til teatret. Det blev straks antaget, og Bjørn Bjørnson syntes meget godt om det. Det vil blive spillet den 1ste sæson. – Desuden gjorde jeg færdig til trykning det andet af småstykkerne og har sendt det til «Samtiden».

Men forøvrigt vil jeg sige, at jeg tror ikke i noget tilfælde jeg vilde kunnet få færdig min bog før i juli. Da jeg efter mit megetlovende brev til Dem rigtig skulde gå i gang, viste det sig, at jeg 212kunde ikke arbeide på denne bog sådan som jeg ellers arbeider. Ved renskrivningen fandt jeg stadig ting jeg vilde udvide, og desuden i sidste øieblik – om jeg end ikke tror at dette vil få nogen indflydelse – følte jeg sterkt trangen til at ha læst en del ting (naturvidenskab, Plato o.s.v.) før jeg gir denne bog ud. Jeg har ikke følt ligeoverfor noget andet dette ansvar. Men så er det heller ikke udelukket, at når den bog kommer, vil den vise sig at være noget af et sjeldent værk. – Imidlertid må absolut alt dette snak frem og tilbage forekomme Dem som de vist ganske almindelige kunstnerundskyldninger og udflugter. Jeg tror, at nogle sider af mit manuscript i tilfælde straks vilde overbevise Dem om den vanskelighed jeg tumler med. Jeg har nok til en bog. Men jeg nøler og nøler og er bange. Jeg vet ikke, om jeg har fortalt Dem, at det gjælder en religiøs bog, eller rettere en bog, handlende om religiøsitet, skrupler, religion, Gud, o.s.v., og som jeg vilde kalde «En prests Dagbog.»

– Jeg har troet at burde meddele dette, efterat jeg havde så forhåbningsfuldt givet løfter. – Jeg har siden den tid arbeidet slig, at jeg tilslut blev overanstrengt, min hjerne sa stop for nogle dage ialfald, og jeg måtte væk fra Paris. Jeg fik lånt mig nogle penge til at komme bort, men jeg slipper ikke helt frem, og jeg vilde spørge, om Hegel atter engang vilde hjælpe mig ud af forlegenheden og sende 30 kroner til Hamburg til «Skandinavisk Hotel», bei Klosterthor. Det måtte isåfald ske straks, og da jeg ikke har skrevet noget andetsted er jeg afhængig deraf. – I Hamburg må jeg stanse min reise, hvis ikke pengene ligger der, og det vil jeg forfærdelig nødig. – Jeg vented penge som honorar fra ikke mindre end 4 steder, i Paris, men kunde ikke holde ud at vente, da jeg var blevet så nervøs, og havde ligget rent som i fængsel den sidste tid.

– Jeg håber, at jeg indtil mit stipendium, skal kunne greie mig uden Hegels hjælp, der begynder at falde lidt tung at bære, lidt ydmygende at be om, – og når jeg har fåt det, håber jeg det endnu mere. Jeg håber, at idetmindste en del af honoraret for min bog kan gå til at drage noget af fra forskudet.

– Jeg vilde heller ikke ha henvendt mig dennegang, hvis ikke Kjøbenhavn havde været det nærmeste under dette extraordinære tilfælde, at pengene slipper op underveis.

Med hjertelig hilsen
Deres hengivne S. Obstfelder

Düsseldorf 14.4. 99.

213Kjøbenhavn, April, ’99

Kjære fru S. T.! [ɔ: Signe Thiel.]

– – – – – – – – – – – –

Disse to ting er vanskelige at forene: På den ene side at være et kunstnertemperament, der er blevet drevet til denne opgave i livet, der nødvendiggjør forsagelse, der virkelig nødvendiggjør af og til at måtte på en måde stå som tigger for i fred at kunne forfølge «idealet», dette gamle spøgelse, som nok aldrig forsvinder fra jorden, og fra menneskenes hjerte. På den anden side at være et menneske, i hvis hele friheds- og uafhængighedstrang, ja trods, det har ligget, at ville være selvhjulpen i livet. Ja, kjære fru T., kunde jeg følge den side af min natur, så ved jeg, at jeg vilde være lykkelig, lykkelig, ganske anderledes lykkelig i en liden hytte med et glas melk og med trær og himmel. Men de ting, de tanker og de følelser, der i de sidste år har været dem hos mig, jeg har været drevet til at gribe og holde fast og fremelske (ikke altid, nei sjelden, må De tro, med fred og glæde for mit selv ellers,) de har drevet mig til, fordret af mig et andet liv, reiseliv, mennesketummelen, alt det, der kræver lidt penge. Og jeg har hidtil sat alt ind på dette. Jeg håber, at den tid ikke skal være fjern, da jeg kan begynde det andet liv, da mine vandreår er slut, da jeg har samlet i lade, og inde i mit indre i stilheden kan finde det frem, alt det jeg behøver, hele det dramatiske menneskeliv, al den vekslende tummel. Med baggrund af stille himmel!

– – – – – – – – – – – –

Med hjertelig hilsen
S. Obstfelder.

Forlæggeren Herr Ernst Bojesen! København.

Den skizze herr Vilhelm Møller havde udtalt ønske om og foreskrevet emnet for, tog for store dimensioner for mig. Det er første gang jeg har skullet skrive på bestilling og det skal blive den sidste, jeg forsøger. Jeg blev ikke færdig efter de bestemte otte dage, d.v.s. kunde ikke opdrive lyst til at fortsætte. Men da jeg havde modtaget det forskud, syntes jeg ikke det gik an, ikke at sende noget, og ventet nogle dage. Så blev jeg desværre syg, har ligget og har ikke kunnet arbeide.

Jeg kan da nu blot med beklagelse meddele Dem, at jeg får sende de 50 kroner tilbage, såsnart jeg har fået udbetalt den første termin af et mig tilstået stipendium, hvilket vil ske i den nærmeste fremtid. 214Det fragment jeg har skrevet sender jeg imorgen til herr Vilhelm Møller, forat det kan sees, at jeg har gjort, hvad jeg har kunnet. Jeg kan levere skizzen, men ikke efter nogen opgivne otte eller fjorten dage (allerede dét var nok til at gjøre det umuligt for mig, viste det sig) – men dét kan «Juleroser» ventelig ikke være tjent med. Derfor må jeg vel heller sende forskudet tilbage og anvende andetsteds det stykke, som måske ikke i noget fald vilde behage redaktionen.

– Det er første gang, jeg er kommet ind i noget sådant, og det har pint mig meget. Jeg tænkte, at netop når jeg selv gav ord på at gjøre færdig stykket, og gjøre det færdigt inden en vis tid, måtte jeg kunne drive mig selv dertil. Det viste sig ikke at kunne gå. Jeg er endog bange, at havde jeg intet lovet, havde jeg deiligt kommet til at skrive stykket, og dét i en fart. Jeg ligger altså ikke for bestillinger.

Med megen bøn om undskyldning

Deres ærbødige
S. Obstfelder.

p.t. Fevig, pr. Grimstad.
4/6 99.

Herr Vilhelm Møller! København.

Så langt som det indlagte manuscript viser, kom jeg på den fortælling, som formed sig for mig efter de af Dem opgivne ord i Deres skrivelse, – måske misforståede, – da jeg indså, at det måtte blive for vidtløftigt rimeligvis for «Juleroser». Der havde jo formet sig for mig en bestemt idé, men jeg tænkte mig, at jeg skulde kunne omforme den til større korthed. Dispositionen til dette var ikke kommet hos mig, da jeg blev syg, og måtte lade alt arbeide ligge. Således er tiden gået, medens jeg hver dag har været pint ved det løfte jeg havde givet. Jeg har aldrig før forsøgt at skrive på bestilling, og indser nu, at jeg aldrig mer bør forsøge det, at det ikke ligger for mig. Det gjaldt for mig dengang meget at få en smule penge og derfor påtog jeg mig hvervet i det håb, at jeg måtte kunne drive mig selv til det, der var lovet. Den påbegyndte skitse kommer jeg til at fuldende, men den vil vel bli for lang for formålet, ligesom redaktionen vel heller ikke kan vente. Desuden finder jeg det mer og mer høist sandsynligt, at det ikke er dét, De har ønsket, som kommer frem i det vedlagte stykke. Jeg har sendt det med for at attestere min forklaring.

Med undskyldning
i Ærbødighed
S. Obstfelder.

5/6 99 Fevig pr. Grimstad.

215Fevig pr. Arendal 27/7 99

Kjære Frøken Tyra Bentsen!

Efter Deres anmodning sender jeg begyndelsen til min bog, sådan som den nu er. Jeg antager, at disse sider ikke vil blive synderlig forandrede, kanske et ord, en sætning her eller der.

Jeg beder Dem sende mig Deres løfte på, at De ikke vil læse op eller meddele for nogen indholdet. Jeg holder nemlig for tiden så af, at det jeg skriver kommer så nyt som muligt frem. Det er måske en barnlig fornøielse, men det er altså så. Forøvrigt synes det for mit instinkt, at det er rigtigt så.

For at erholde forlæggerindvilligelse til samtidig offentliggjørelse er det vel rimeligt, at forlæggeren vil se noget af indholdet, og underrette sig om bogens art. Derfor har jeg skyndt mig at skrive af de medsendte sider, så De måske kunde sende dem som en prøve. Når De har erholdt tilsagn om forlag, skal jeg sende Dem mere. Jeg vil antagelig til den tid ha afgjort om det hidtil renskrevne vil bli den endelige form. Og hvis ikke den forlægger, De arbeider med, er opsat på samtidig offentliggjørelse, er det jo ikke nødvendigt, at De oversætter efter ms. Da er det jo tidsnok, når den danske udgave kommer. Men det pleier jo ofte være en anbefaling til at få forlag, at noget er oversat efter manuskript. – – Som De ser har jeg inddelt bogen i små afsnit. Hvor et afsnit ender, skulde så siden nedenfor lades tom. Og det næste afsnit skulde begynde et stykke nede på næste side, – mer end jeg har antydet. Hvis jeg kommer til at sende ms. igjen, skal jeg bedre antyde det deri. – – Udtrykket på blad 4. «mørkekammeret» («en strålestrøm påskrå indover mørkekammeret») skulde gjengives ved det tyske ord for camera obscura, formodentlig «Dunkelkammer», hvis sådant ikke findes, så behold «camera obscura».

Venlig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.

Kjære herr Gerhard Munthe!

Mit forrige brev var klodset skrevet, og jeg har angret på det forsåvidt. Det var ikke meningen at spørge Dem, om De vilde illustrere, det var meningen at sende Dem digtet og om dette da muligens vilde give Dem lyst. Og det var ligesåmeget meningen at spørge 216Dem om råd simpelthen, om De syntes det passet til det, jeg antyded. – Digtet er jo, som De vil se slet ikke stiliseret, så hvad formen angår svarer det jo ikke til Deres kunst. Men der kunde jo muligens være noget ved ånden i det, som tiltalte Dem. – Forøvrigt – da jeg nu kan sende selve digtet – behøves jo ikke nogen commentarer. Skulde der – hvad jeg forøvrigt anser for en meget fjern mulighed – være noget ved det, der tiltalte Dem så meget, at De fik en særegen lyst til at give tilsvarende idéer med tegning, – så er det jo deiligt. Og i de andre fald, er der jo ingen skade ved, om De har læst det.

Med tusend tak for Deres venlige brev og hjertelige hilsener

Deres hengivne
S. Obstfelder.

Stavanger 19/8 99.

En fodtur sammen med min hustru over Sætersdalsheierne har bevirket, at jeg først nu har erholdt Deres brev og været i stand til at besvare det.

Forfatteren Herr Vilhelm Møller!

Jeg beklager, at en længere fodtur har bevirket, at jeg først nu har modtaget Deres venlige brev. Jeg vil gjerne forsøge at fuldende skitsen snarest mulig og skal så sende den; hvis det så er forsent, kan den vel bruges senere eller andetsteds. Jeg havde selv tænkt at forkorte meget. Det jeg sendte Dem var blot udkast.

I ærbødighed
S. Obstfelder.

Stavanger 19/8 99.

Kjære herr Larsen!

Begge Deres breve kom til os just som vi stod på reisen her til Kristiania for efter indbydelse at overvære Nationalteatrets åbningsfester. Siden har vi været så optaget, reisen, flytning, festerne, at der har ikke været tale om at få skrevet end de nødvendigste breve.

Men nu da netop idag festerne er over, skynder jeg mig at takke Dem for Deres begge hjertelige breve. Jeg håber, at vi ved senere leilighed kan mødes igjen og udvide vort bekjendtskab. Det er så 217sjelden at træffe dansker der har lidt af begeistringens evne. Det tror jeg, De havde.

Det var en forfærdelig overdrivelse det telegram i «Pol.» om vor fjeldtur. Meget anstrengende var den, længer end tænkt, – – nei, det er sandt, De har jo hørt om den. Ja, i vor travlhed fik vi ikke tid til at erhverve os flere af de avisnummere, hvori der stod om reisen. Men min hustru sendte et nummer af hvert af bladene til frk. Marianne Nielsen, hende må De vel kunne få fat på – eller hvis det ikke var hende, men Thomas Krag nummerne blev sendt til, må hun (frk. Marianne) kunne få lånt dem, enten af denne sidste, eller af min hustrus fader, til hvem også artiklerne blev sendt.

– – Nationalteatrets åbningsforestillinger har været pragtfulde fester, der må fylde os nordmænd med store håb. De to danske udsendinger Levin og Folkmann har set ud, som de skulde sprække af misundelse.

Ja, vel mødt senere engang

med hjertelig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.

Min kone er i byen for øieblikket (vi bor på landet udenfor Xa) så jeg får blot hilse meget fra hende.

4/9 99. Adr. Frk. O’Meyers Pensionat, Bygdø, Kristiania.

[Høsten 1899.]

Kjære frøken Ellen Key!

Da jeg i Stavanger fik indbydelse til at overvære Nationalteatrets åbningsfester, kunde jeg ikke modstå, og reiste herind. Dette havde jeg egentlig ikke råd til, og har derfor tænkt, om jeg muligens kunde tjene lidt op ved en korrespondance til et eller andet tidsskrift eller blad i Stockholm. Jeg skriver til «Svenska Dagbladet» – uden noget egentligt håb – og forespørger samtidig med dette. Men med hensyn til tidsskrifterne tænkte jeg det måske fornuftigt at indhente råd hos Dem. Jeg vil imidlertid indstændig bede Dem ikke at betragte dette som bøn om at udføre nogen kommission, men blot skrevet for det tilfælde, at De véd noget.

– Jeg har endnu ikke samlet mig til et af mine periodiske breve til Dem, men det bliver ikke længe til, og jeg undlader derfor helt at tale om mig selv, mine tanker og mine planer dennegang, men sender Dem blot en hjertelig hilsen og tak. Bryd Dem ikke med et svar 218engang på dette brev, forsåvidt De har travlt eller ikke har noget fingerpeg at give.

Min hjerteligste hilsen.

Deres hengivne
S. Obstfelder.

Frk. O’Meyers Pens. Bygdø, Kristiania.

Til Forfatteren L. C. Nielsen.

Ganske særlige omstændigheder har gjort, at jeg i disse dage ikke har kunnet arbeide på den omtalte skizze, og det samme vil efter al sandsynlighed vedvarende forhindre, hvorfor jeg finder det rigtigst at underrette Dem. Jeg kan ikke undlade at tilføie, at jeg efter Deres elskværdige breve har gjort såmange forsøg, at det har været alt andet end en god forretning for mig, i det det har forhindret mig i arbeidet på vigtigere ting. – Da jeg fik igjen ms’tet fra Dem (i Stavanger) syntes jeg, det var ubrugeligt, – at jeg ikke kunde sætte mit navn under, og skizzen spalted sig for mig i to, hvoraf jeg har arbeidet og arbeidet dag efter dag på den ene uden at være tilfreds. – Det var så kjedeligt, at det skulde gå så, da De ønskede en sådan skizze. Andre kunde måske have udført det.

Jeg kan ikke engang bede om undskyldning, da jeg vet, jeg har gjort mer end der kunde forlanges.

Deres ærbødige
S. Obstfelder.

20/9 99 Missionshotellet, Kristiania.

Kjære Herr Larsen!

Det er skammeligt, at jeg ikke har skrevet før og takket Dem for den stemningsfulde aften, vi tilbragte hos Dem. Og da jeg reiste tænkte jeg dog, at det skulde ske straks. – Men det går slig under dette reiseliv. Det blir så længe før man kommer til ro. Først reiste nu jeg fra Berlin ned til Meiningen, for i ensomhed at se at få skrevet sammen noget, da vore pengesager var dårlige. O.s.v. O.s.v.

Her lever vi nu endelig rolig efter al vor flakken og ranglen. Berlin frembyder ingen anledning til at slå sig løs. Og det er bare godt, da både jeg og min kone skal arbeide. Heller ikke er her norske kunstnere at omgåes. Vi er kun af og til sammen med Sindings.

Ja, mer har jeg vist ikke at meddele fra vort liv. Det er som sagt roligt nu.

219Ja, så må jeg takke hjertelig for den hyggelige aften i K.havn hos Dem, og jeg vet, at min hustru, som for øieblikket er ude, ønsker at gjøre det samme.

Og hjertelige hilsener til herr Cohen og frøken Bech-Brøndum og Deres fader, hvis De taler med ham.

Men først og fremst til Dem selv
fra Deres hengivne
S. Obstfelder.

21/11 99. Berlin W Winterfeldtstr. 35.

15/12 1899.

Berlin W. Winterfeldtstr. 35.

Kjære Herr Larsen!

Tusend tak for Deres venlige brev. Min træghed til at skrive breve har atter været grunden til at jeg ikke har svaret derpå, og det havde heller ikke skeet nu, hvis jeg ikke var kommet til at huske på, at De jo spurgte mig i forbigående om hvad vi mener om et besøg i Berlin.

Ja, vi synes begge, det ikke er umagen værdt. Vi synes, når De først skulde ud at reise, Berlin var ikke noget sted at vælge. Det synes vi. Vi er begge rasende triste ved Berlin, forsåvidt vi kjender det. Det virker i den grad nedstemmende på os, at vi blir grebet af bentfrem angst i denne politiby. Ubehageligheder med værtinder, stjålne penge o.s.v. hører til dagens orden. Det eneste gode byen – som sagt, som vi hidindtil kjender den – har, det er ensomhed og ro.

Men er det os, De vil besøge, uden hensyn til byen, da vil jeg bede Dem endelig underrette os, så vi måske kan skaffe eder en pension. Forøvrigt for nogle få dage er det vist best at anbefale at bo på hôtel og spise på ølrestauranterne.

Nu kan det jo hænde, at enkelte ækle ting, vi har oplevet her, har gjort at vi ser for mørkt på det, og at vinterens mørke gjør det mer end almindelig uhyggeligt. Dog er alle de skandinaver vi omgåes enige om, at her er lidet tiltalende, og en ung maler, som kom fra K.havn og vilde være her en uge, skyndte sig at pile tilbage til det hyggelige K’havn igjen.

Jeg har talt lige ud af posen, og De vil måske lægge det i det, at vi ikke vil ha eder ned. Men det er ikke så. Det er så, at vi er fortvilede over Berlin, og var det ikke den fortrinlige sangundervisning, min hustru får, reiste vi sporenstregs herfra. Og under sådanne stemninger kan man jo lidet gjøre andre lystne på at deltage i det.

– Min bog, som De taler om, er så frygtelig vanskelig, at den går 220langsomt frem. Jeg har hernede erfaret – det, som jo altid er en smule glædeligt – at min production er i den grad skattet i Wien, at man endog betragter mig som et slags «program». (Så skriver en kritiker til mig, som absolut vil ha mine bøger til et Wiener-forlag.) – Det er forsåvidt opmuntrende, mener jeg, som jeg jo ikke på halvtredje år har havt noget offentliggjort i Wien. (Det var i våren 97, at «Korset» stod i «Die Zeit».) Og under de samme betingelser er man jo i Norden fuldstændig glemt. – Min kone har de sidste par dage været skrækkelig forkjølet. Der kom med en gang en sådan modbydelig kulde, og værelserne var ikke til at få varme. – Håber en anden gang at kunne skrive et morsommere brev. Sålænge til min bog er færdig, er jeg ikke noget oplagt til andet.

Efterat ha gjennemlæst dette brev, ser jeg, at det kanske må komme til at se ud for Dem, som om vi er skrækkelig herunter. Nei, vi har til det sidste netop havt det så uhyre hyggeligt på grund af roen og stilheden her. Men det er netop i den sidste uge skeet flere ting, som har gjort os rasende på Berlin.

En hjertelig hilsen til dem vi var sammen med hin aften på Nørrebro – og først og sidst til Dem.

Deres hengivne
S. Obstfelder.

(På en løs lapp inne i brevet):

Et glædeligt jul og nytår, hvis vi ikke ser Dem!

Kjære Herr Larsen!

Tusend tak for Deres elskværdige brev! Vi befinder os meget bedre i Berlin nu, da vi er kommet lidt på afstand af de ubehageligheder, vi havde i sin tid. Nogen morsom by er det jo ikke. Men det smager godt med denne stadige ro og tilbagetrukkenhed for os, der havde ført sligt et rangleliv.

Jeg skriver nokså jevnt nu. Når jeg bare kunde enten få denne bog ud eller få råd til at lægge den helt på hylden! Alle de idéer, jeg nu ellers har fået i disse to, tre år, kan jeg ikke komme til at gi mig i kast med, fordi den står iveien.

Å, det er mange ganger vanskeligt at skrive! Når jeg nu læser igjennem, hvad jeg har skrevet på dette arbeide, der har bekymret mig såmeget, da ved jeg ikke, om jeg tør gi det ud, ikke fordi det ikke er godt, men fordi det ikke er godt nok, ikke så godt som det jeg tænkte mig! Og jeg må spørge mig selv: er det alvorligt? Er jeg alvorlig nok? Har jeg ret til at gi ud dette og optræde som den, der 221gir sig i kast med en sådan opgave. Har jeg ikke lavet åndrigheder, der hvor det skulde være et menneskes dybe, smertefulde søgen? Har jeg ikke skrevet skjønne og mange ord istedetfor simple, enkle tanker?

Ja – andet har jeg ikke at skrive om – bekymringer med mit arbeide er det, som optager mig. Ellers oplever vi intet. Min hustru for sin part synger og gjør raske fremskridt.

Ja, De har det vel godt?

Jeg ønsker Dem god lykke og sender en hjertelig hilsen

Deres hengivne
S. Obstfelder.

Hils Rimestads, hvis De ser dem.

Min kone beder hilse meget.

Berlin W 13/2 1900. Winterfeldtstr. 35.

Om Brev

Samlingen inneholder nesten 200 av Sigbjørn Obstfelders brev. Utvalget kan deles inn i tre grupper: brev til venner fra gymnasietiden (Peder Blix, Andreas Nielsen m. fl.), brev til venner og støttespillere fra gjennombruddstiden omkring 1890 (Jens Thiis, Ragna Dons, Dagny Bang m. fl) og brev til kunstnervenner (Ellen Key, Andreas Aubert, Johanne Dybwad m. fl).

Særlig brevene til vennene og støttespillerne fra gjennombruddsperioden er intime og åpenhjertige, og samlet gir utvalget et godt bilde av mennesket og dikteren Obstfelder.

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X