[Poststemplet 27/2/1900]
Adresse: Fru Kleins Pensionat

Mandag

Vestergrave 44
Randers

Kjære Herr Larsen!

Rent i barnsnød såatsige med hensyn til mit arbeide, besluttede både min kone og jeg at sende mig til et ensomt sted. Og jeg valgte Randers. Og jeg gik ind på jernbanen og reiste og reiste og kom så tilslut til Randers, som viste sig at være et ækkelt, frossent, tilsneet stykke land, og ikke det herlige man har læst om i Pontoppidans bog. Det er sagtens først senere på våren, at alt det deilige springer frem.

Jeg er idag i det sortest mulige humør. Jeg har ikke fundet værelse, må fremdeles bo på uhyggelige hotel, har ikke fåt mit tøi &c. &c.

Og jeg længes efter at arbeide, efter at styrte mig rigtig løs i arbeide. Mit hode vrimler af frugtbarhed.

Men jeg burde helst straks have sagt Dem, hvad jeg denne gang vil Dem, såat De ikke blev narret ind i søde stemninger, for så at blive flad. Jeg vil nemlig bede Dem om at låne mig penge. Ti reisen har næsten slugt de 100 mark, en fattig dame i Berlin ofred mig, for at jeg kunde komme afsted. Og ligge her og komme igjæld, det har jeg ikke megen lyst til. Ja det kan man vist ikke engang.

Sagen er den, jeg skal have mit stipendium, 500 kroner, men det tager altid to uger, før departementet kan beslutte sig til at sende dem. Og så er Kjøbenhavn nærmere, og jeg vilde så spørge Dem, om De kunde låne mig 20–30 kroner, – helst 30. Skulde De ikke ha, 222kunde måske Rimestad hjælpe til. Jeg vil bede Dem at gjøre alt for det, for den kattepine, man går i i en liden by når man ikke har penge er aldeles forfærdelig. De vil altså få dem tilbage, når jeg får mit stipendium.

De må tilgive dette brevs fjollethed, men det humør jeg er i idag, er ubeskrivelig væmmeligt. Næste gang håber jeg, at jeg skal have arbeidet mig så ind i Randersstemningen, at jeg kan komme til at skrive Dem et af disse breve, der fortjener at indrammes blandt verdensliteraturens perlesamling.

Et er sikkert: Noget vil ske. Det er der ikke tvil om. Jeg føler mig bogstavelig, grangivelig, symptomatisk som en frugtsommelig kvinde.

Jaja, farvel for denne gang, kjære herr Larsen, – nu synker jeg atter ned i mine sorte, tragiske grublerier.

Jeg vil bede Dem ikke at sige til flere end nødvendig, at jeg er her. Men det kommer sagtens i avisen. Det undgår man jo ikke i dette land. Dog tidsnok da.

Kjender De nogen hyggelige mennesker i Randers, så anbefal mig til Dem.

Med hjertelig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.

[Poststemplet 3(?)/3/1900 Randers.]

Kjære Herr Larsen!

Havde jeg anet, hvor billigt der skulde blive at leve her, havde jeg ikke skyndt mig sådan med at bede Dem om penge. Ti der kan godt hænde, at de blir aldeles overflødige. Imidlertid takker jeg Dem tusend gange både fordi De ikke tog mig det ilde op og fordi De straks efterkom min bøn.

Her er skrækkelig trist. En kulde, så det ikke er til at holde ud. Den dag da jeg skrev til Dem, var det nu aldeles forfærdeligt, for da havde jeg endnu ikke fået noget værelse. Nu bor jeg hos en socialist og redactionssekretær, og det kan jo passe godt!

Jeg kunde aldrig forestille mig, at det kunde være så ganske umanérlig kjedelig at spise sammen med mennesker, som det er i det pensionat. Værtinden sa der var en læge – det viste sig at være en tandlæge. Hun sa der var en tilskjærer, jeg trode det var en slags ingeniør, det var en skrædder. Og ikke så at jeg har fordomme i den vei! Men gud bevare mig, må jeg be om arbeidere og sjømænd! Tænk, jeg observerer, at det er simpelthen en fordel, ikke at forstå hvad folk omkring en siger. Der, hvor jeg må forstå alt, er det undertiden 223en ulidelig pine. – At det virkelig kan gjøre en slig forskjel hvilke mennesker man sidder sammen med! Ja, jeg har nok været for godt vant, lader det til.

Også denne evige frost og de små huse i de gaderne!

Men hvad gjør det, da jeg kan arbeide som jeg ikke har havt anledning til at arbeide hele vinteren! Guderne må vide, hvad det er jeg skriver! Måske er det er storværk! Måske er det vrøvl. Men undertiden sidder jeg og græder mine modige tårer over det, så lidt må der vel være ved det her og der.

Det er et ganske nyt arbeide – men det skal De ikke sige til nogen – jeg har lagt min evige bog hen, fordi dette pressede på. Det er et stort drama. Og jeg er meget spændt. Sig det ikke. Lad det for guds skyld ikke komme i avisen. Jeg burde jo holde tæt selv. Men De kan forstå, at det fylder mig så, og der er jo ingen her at snakke med.

Så De forstår, at mine beklagelser over stedet er rent objective. Egentlig er det netop deiligt, at det er slig. Men jeg vilde heller spise mutters alene, og ikke høre alt dette assistent-kjærring-sludder omkring mine øren – og bare høre mit dramas personer snakke.

Således er jeg jo næsten bange for at lære nogen at kjende. Men det kan vel snart komme, at det kan bli godt at ha nogen en og anden aften at gå til og hvile ud. Jeg husked netop på, efterat jeg havde sendt mit brev til Dem, at frøken Bech-Brøndum vist var fra Randers, og tænkte på at skrive til Dem om at tale med hende, om hun kjendte nogen.

– Det er godt at være gift for så har man nogen at skylde på. Men det var nu virkelig min kone, som opfordred mig eller gav mig den idé at skrive til Dem om penge. Så De må være sint på hende, hvis De vil være det. Hun kan meget bedre bære ansvaret end jeg.

Jeg håber næste gang at kunne fortælle Dem ikke alene om arbeide, men også om resultater, om noget færdigt.

Med tak for Deres brev og pengene.

Hjertelig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.

Fru Kleins Pensionat, Vestergrave, Randers.

Randers 6/3/1900

Kjære fru S. T.! [ɔ: Signe Thiel.]

– – – – – – – – – – – –

Hvor jeg skammer mig ligeoverfor Dem og mine andre svenske venner med hensyn til min literatur. Så vidt jeg husker, har jeg jo skrevet så lovende breve. Det er også forunderligt, ja meget nedstemmende 224at gå år efter år, og se bog komme ud efter bog, uden at man selv møder frem.

Og så har man denne følelse af, at menneskene ser foragtelig på en, som den der er gold og ufrugtbar og ikke havde mer at byde end det der kom i sin tid.

Og samtidig at vide, at ens gjemmer svulmer og svulmer. At vide, at man har i sine papirer ord, der sikkert har guldglans og guldværdi – og så ikke få gi det ud, men måtte la det ligge, indtil det blir rustent for en selv, og man ledes ved det samme, der engang sprang frem med ild og sitren.

Ja, ganske underligt vil det blive for mig, når endelig jeg sender ud denne religionssøgende bog, der har stoppet op for alt det andet! Da vil jeg tage mig en fridag, og jeg vil se efter, om jeg ikke endnu kan se, hvor røde roserne er og føle hvor de dufter!

Siden jeg kom hertil, har jeg arbeidet godt. Det har vist sig at være rigtigt, at jeg skulde være alene. Jeg svinger da fra det ene til det andet. Ofte synes jeg, at det jeg skriver er smukt og fuldt af dirrende liv. Atter igjen nedstemmes jeg: Jeg synes alt blir til musik, jeg synes alt, hvad jeg skriver, former sig til rytmer. Og jeg får mer og mer frygten for, at det jeg skriver står på grænsen af literatur, og at mit felt egentlig burde være den musikalske composition. For et par år siden, før jeg blev gift, gjorde jeg også en beslutning om at jeg vilde forsøge at sætte mig ind i harmonilære. Men hidtil har der ialfald ikke været nogen tid eller råd dertil.

– – – – – – – – – – – –

Deres hengivne
S. Obstfelder.

[Poststemplet 12/3/1900.] Mandag

Kjære Herr Larsen!

Jeg sender idag de 30 kroner. Tusend tak for lånet. Jeg vil være svært glad, om De på et kort eller i et brev vil sige mig, om De har modtaget dem –. Jeg går nemlig altid med ængstelse for at pengene skal komme væk underveis.

Deres anbefaling til fru Michaëlis resulterede i, at der efter nogen tids forløb kom op til mig en ung fru doktor Feveile. Jeg fulgte næste dag med hende ud på landet hvor hun boede og reiste tilbage til Randers dagen derefter igjen. Den frk. Neergård hvem fru M. havde skrevet til, havde ikke dristet sig til at opsøge mig og siden fru Feveile var i byen har jeg heller intet set til hende. Men jeg blir 225vel forøvrigt ikke så længe her mer. Det kan bli formeget af ensomhed også.

Sammentræffet med fru Feveile kan forøvrig måske komme til at ha smukke resultater, idet vi muligens, min kone og jeg, finder et sommeropholdssted derude på landet i en tom gård en fjerdingvei fra doktorboligen.

Mit skriveri volder mig både smerte og tilfredsstillelse. Der er øieblikke, da jeg synes jeg har skrevet storartede sider, og der er timer, da jeg går med dyb tvil til mig selv. Man har havt hodet så dirrende fuldt, syntes man, før man satte sig til at skrive. Og når man så har sat sig ned og har skrevet, da synes det så lidet, det der kommer ud af det. Jeg er nu færdig med den første akt af det nye drama. Og der er vel neppe tvil om at der er sider deri, der er fulde af intens og dirrende følelse og poesi. Men på akten i dens helhed, dens opbygning, er jeg ikke sikker. Foreløbig er det jo kun for udkast at regne.

Og under alt dette blir stadig min gamle bog forsinket, og anledningen til at få sine penge for hvad jeg skriver udhalet! Det kan nok fylde en med bekymringer sligt.

Nu, jeg sidder her og opvarter Dem med alle disse enkeltheder der da neppe kan interessere Dem synderlig. Undskyld mig!

De talte i Deres brev om at jeg ikke behøvede at være bange for at De skulde sige, at jeg havde skrevet om at låne penge af Dem. Dette er en misforståelse. Det må da De tvertimod med største fornøielse sige. Når jeg bad Dem om ikke at tale videre om, at jeg var her, så trode jeg næsten det var overflødigt at tilføie grunden, nemlig forat undgå det sædvanlige sladder om at jeg og min kone var «skilt» &c. &c.

Nu begynder våren så småt at komme. Når man kommer indiblandt trær, er der en henrivende fuglesang.

Men tænk ellers synes jeg at det føles langt sterkere og er langt mere berusende med vårens indtog i de store byer. De første vårdage i de store byer, ja det er jo noget af det mest sammensat deilige!

Enten de store byer eller helt ude på landet.

De er ikke flink til at skrive breve. Jeg har skrevet 3, mens De har skrevet 1.

Hjertelig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.

Fru Kleins Pensionat, Randers.

226[Poststemplet 12/3/1900. Randers.]

Kjære Herr Larsen!

Netop som jeg havde lagt mit brev til Dem i kassen, hørte jeg, at herr Brøndum, frk. Brøndum og fru M.s far, havde været inde og spurgt efter mig i pensionatet hvor jeg blot spiser, ikke har værelse. Der faldt mig ind, at De muligens kunde komme til at tale med fru Michaëlis efter mit brev og gjengive mine ord angående frk. Neergård og så videre, og at som følge deraf fru M. påny kunde skrive til Randers forat skaffe mig selskab. Jeg vilde derfor meddele dette, forat forhindre eventuelle unødvendige foranstaltninger.

Med hilsen Deres hen.
S. Obstfelder.

Hils frk. Brøndum og fru M.

[Mars 1900.]

Adr. Fru Kleins Pensionat, Randers.

Kjære Jens Pedersen!

Der er vel en hel del sandsynlighed for at dette brev ikke finder Dem. –

Som De ser er jeg i Randers. Har været der i 3 uger for i ensomhed at se at få fuldendt en bog, hvad der begynder at bli påtrængende nødvendigt.

Jeg kjendte jo ingen i Randers. Jeg tog ind på et hotel. I bladet så jeg avertert et pensionat. Og der flytter jeg så ind. Der spiser nogle unge mennesker stående nærmest på commisniveauet.

Jeg har skrevet flittigt og har fra først af ikke havt videre trang til at tale med mennesker. Men tilsidst kan det bli så ensomt, at det blir helt trist. Da jeg så Deres navn i forb. med Aarhus i «Vagten», faldt det mig ind, at De muligens kjendte en eller anden her – De har vel været her og spillet, – og skuespillerne kommer jo sammen med alle, er det ikke så?

Hvis De kjendte nogen, som det kanske kunde være en afveksling at træffe, vilde De kanske spendere et par ord derom? Men, husk, at dette er bare et spørsmål, De måtte endelig ikke gjøre foranstaltninger eller sådan; jeg véd ikke engang om jeg blir her mange dage 227mer, og idéen om at spørge Dem faldt mig bare ind sådan øiebliksvis, og fordi De boede så nærved.

I håb om, at De har det godt

Med hjertelig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.

Mandag.

Kjære Herr Peter Nansen!

Har længe tænkt på at skrive Dem et brev forat underrette Dem om mine papirer, – men jeg håbede jo altid, at jeg skulde kunne medsende manuscript. Jeg har også nu da jeg er her i K.hvn begyndt at tænke på, at jeg bør gjøre en visit. Jeg havde i sin tid lovet mig selv, at jeg ikke vilde sætte mine ben i Klareboderne, før jeg havde noget færdigt, – men dels havde jeg jo aldrig troet, at det skulde vare så længe, dels er jeg nu begyndt at blive bange for, at det kan gi anledning til misforståelse.

Men først vilde jeg forudskikke dette brev, – De véd jeg er ikke stiv i mundtlig kontorsamtale.

Når jeg allerede flere gange har skrevet, at jeg kunde have min bog færdig inden kort tid, – jeg skrev vist engang sogar, inden en måned, – så var dette sandt. Men efter som tiden er gået er jeg blevet mere og mere bange for denne bog, og i det sidste har jeg havt sande kvaler. Gang på gang har jeg således lagt den tilside for måneder, – ja fra først af var det for et år ad gangen. Jeg tænkte, at når tiden var gået, skulde jeg kunne se med nye, friske øine og i en fart tage bestemmelse.

Jeg tror ikke det er almindeligt nu om dagene, at unge forfattere sætter så meget ind på en bog som jeg har gjort på denne. Hvordan tror De jeg har levet? Eller rettere vi, min hustru og jeg, hvordan tror De vi har greiet det!

Naturligvis havde det kunnet gå en del anderledes, hvis jeg havde kunnet slippe at skrive artikler o.l., hver gang nøden stod for døren.

Nu, alt dette har intet at betyde, hvis jeg så var tilfreds med dét jeg har gjort. I øieblikket står fattigdommen foran døren som aldrig, fordi mit stipendium nu er forbi – og så er jeg netop nu grebet af den største lyst til at kaste alt tilside, lægge det væk, lade det ligge – det som er det eneste, der måske kan bringe mig nogle penge.

Jeg var jo så forhåbningsfuld fra først af – dét har vist breve før git indtryk af – og nu er jeg så besat af tvil, at pennen falder mat af hånden.

228Disse bemærkninger må vel være tilstrækkelig til at kunne give Dem et indtryk af, at det er hverken lediggang eller letsindighed, der har forskyldt, at De i så lange tider ikke har set manuser, fra undertegnedes pen, – men tvertimod samvittighedsfuldhed, Så er tilfældet ialfald.

Med hjertelig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.

9/5 1900 Frederikshaldgd. 19³ Ø.

Adr. Fredrikshaldsgade 19³ Ø. [mai 1900.]

Kjære Frøken Ellen Key!

Min hustru skrev til mig, at jeg skulde gå til Dem lørdag kl. 9–10. Men hun havde ikke betegnet, om det var morgen eller aften. Jeg gik da ud fra, at det var morgen, og var i Linnemanns hotel, men De var ikke kommet. Om aftenen var jeg så uvis om, hvad jeg skulde gjøre. Jeg har meget lang vei, og tænkte desuden nærmest, at De havde udsat Deres reise. Men det afgjørende for mig var, at jeg var så dødsenstræt efter en søvnløs nat, og da jeg ønsker meget at tale indgående med Dem, vilde jeg helst være frisk.

Idag, søndag, tænkte jeg at gå ind og høre om De var kommet, men så kom jeg til at se i et blad, at så var tilfældet, og da går jeg ud fra, at De idag på søndag er ude.

– Når jeg ikke på så lang tid har skrevet til Dem, så er min bog skylden i den. Det kunde ikke nytte, før den var færdig, syntes jeg.

Denne bog er blevet til min ulykke. I sin tid gik jeg til den med de største forhåbninger. Jeg troede så vist, at jeg skulde kunne og at jeg burde lægge noget ind i den. Ja, jeg havde de vildeste drømme om at komme dybt ind på både guds-problemet og livs-dramaet – og idethele at stille ordene, de skabende ord.

Og mer og mer har et dybt mismod grebet mig. Jeg tvivler på, hvad jeg har gjort. Jeg synes ikke det svarer til det, jeg vilde, og som jeg endnu tror, jeg kunde.

Vår er gået efter vår, og høst efter høst, og jeg har nølet med at give ud min bog, endskjønt jeg hurtig havde kunnet gjøre min plan færdig.

Og nu i disse tider har jeg været og er grebet af den dybeste lede ligeoverfor denne bog. Jeg har ikke råd til at lægge den tilside mere, ti min økonomiske forfatning er non plus ultra i negativ retning. Jeg 229har hundred kroner i lommen, og min hustru skal få et barn i sommer.

Og dog syntes jeg hver gang jeg havde skrevet endel sider af mit manuscript, at det var godt, og at det var det bedste jeg havde frembragt.

Altså, summa summarum, jeg er for tiden i en tilstand af det yderste mismod ligeoverfor mit eget arbeide og mit talent og min person.

Derfor er det, at jeg kunde ønske, hvis De vilde høre, at læse noget op for Dem af hvad jeg har skrevet, – og derfor disse lange indledninger.

Jeg har allerede i over et år gået og ønsket at komme til at læse op noget netop for Dem. Skriftlige forklaringer er for vidtløftige. De vil straks forstå, hvorfor, hvis De hører noget.

– Og nu – forstår De nok – er det, at jeg kan ha sådan et svagt håb om, at hvis jeg kunde føle på mig, når jeg læste, eller når De havde læst, at der var noget ved mit ms., der havde grebet Dem måske som noget nyt eller livbærende, – ja (det blev en lang og indviklet sætning) så havde jeg et slags håb, om at det kanske kunde vække nogen fart i mig og varme jorden.

Da De rimeligvis bliver i byen også tirsdag, vilde et brevkort kunde underrette mig om, når det er Dem bekvemt at modtage mig. Forøvrigt kommer jeg vist indom i hotellet og spørger et par gange imorgen, mandag. Jeg vil jo i ethvert tilfælde være uhyre glad ved at hilse på Dem, selv om De ikke skulde være oplagt til at bebyrdes med mine literære kampe. Og skulde De have lyst også til dette, så har altså dette brev forberedt det for mig.

En hjertelig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.

Kjære Herr Peter Nansen!

Efter mit indledende brev var jeg engang nede i Klareboderne uden at træffe Dem. Da jeg så boede langt ude på Østerbro, og arbeidede hver dag, udsatte jeg stadig at tage ind til byen, indtil jeg ved et tilfælde kom til at forlade byen pludselig og før end tænkt.

Imidlertid er der ingen skade skeet derved, da jeg foretrækker, at manuscript møder før mig. Jeg er nu nødt, om ikke andet, til at gjøre min bog færdig til tidlig på høsten.

Med venlig hilsen og hjertelig tak for Deres elskværdige brev.

Deres hengivne
S. Obstfelder.

29/5–00 adr. p.t. Dr. Fevejle, Dalbyover pr. Randers.

230P.S. Det lader til, at min forfatterstjerne er større i Tyskland end hjemme. Mine noveller er nu kommet ud på et mindre, godt forlag i Berlin, og der har været flere anmeldelser. Fire er hidtil kommet til min kundskab, idet forlæggeren har sendt mig dem. Jeg skal sende Dem de tre af disse «Zeit», «Wiener Rundschau», «Berliner Börsencurier». Jeg har begyndt at tænke på, at det kunde kanske ha nogen interesse for forlaget. Muligens kunde det stemme Hegel lidt gunstigere. Jeg véd jo ikke, hvormeget sådant betyder. I gamle dage havde jo sligt altid såmeget at sige.

Den fjerde af de anmeldelser, der er mig sendt, har jeg ikke. Det var af Marie Herzfeld i Neue freie Presse.

Men det største bevis for mig selv på, at jeg har vundet nogle tysktalende læsere, særlig i Wien, er den ting, at jeg hele vinteren, fra længe før min bog kom ud, har erholdt breve fra et nyt forlag, Rosners forlag i Wien (der har forlagt «Den gamle Stue» og «Æbelø»), hvori man på en ganske egen måde beder mig om manuscript. Forlagets literære consulent skrev i det første brev til mig bl.a.

«Sonst aber hat mich Ihr Brief sehr betrübt. Ich muss Ihnen gestehen, dass ich sehr mit Ihnen rechnete. Ich weiss in der ganzen modernen Literatur keinen, in dem sich all das, wonach wir Wiener streben, deutlicher ausdrückte, als in Ihnen, – – –»

Senere:

«Darum wäre Ihr Name in unserem Verlage stärker und deutlicher als ein Program. Und darum bitte ich Sie so dringend, uns eines Ihrer Werke zu überlassen»

– – –

Jeg véd, at for Dem har sådant ikke noget at sige, jeg er for Dem, den jeg er. Men jeg er begyndt at tænke på, at De måske kunde have nogen anvendelse for disse fremmede udtalelser, – som sagt, til at bestyrke herr Hegel el. lignende.

[Poststemplet Randers 13/6/1900]

Kjære Herr Larsen!

Det var jo mig, der skulde ha skrevet først og takket Dem for Deres så hjertelige brev, det jeg fik i pinsen. Og så kom dog både Deres senere brev før, og nu er der gået dage, før jeg har kunnet besvare dette. Grunden er sygdom. Ligeefterat vi om torsdag efter pinse var flyttet op til Vellinggård, blev der et tilbagefald i veiret, og for mig et i sygdommen, der har været det værste hidindtil. Jeg kan 231hverken spise eller sove, jeg er elendig mat o.s.v. Det er rigtig elendigt, er det. Jeg skulde jo til at arbeide nu.

Rigtig hyggeligt i huset vil det ikke blive her på Vellinggård, fordi værelserne aldrig har sol. De første par dage, da det var uveir, var det helt uhyggeligt. Men når – eller hvis – sommeren kommer med fuld varme og sol, kan det jo komme til at vise sig, at det er godt med værelserne sådan.

Nogle bekymringer har vi jo også havt i begyndelsen med kogning og stelning. Det går ikke så nemt for sig her som det gjorde der hvor vi var i Norge ifjor. Folk er ikke så imødekommende med at hjælpe til heller. (D.v.s. Fevejles har jo gjort alt, hvad de bare kunde.)

Tusen tak må De have for ærinderne, De har udført os. Varerne fra Neiendam har vi rigtig fået, ligeså en pakke fra Margretevej.

Det glæder mig, at De fandt nogen oplivelse ved Deres Jyllandsreise. De var jo forsåvidt meget heldig, som De på engang fik se det meste af egnens seværdigheder, fru Holm, Havkæret, Godsejeren, kaptein Fevejle og endogså Arenstorff. Det kan ellers gå måneder uden man risikerer at se noget af alt dette.

Sålænge jeg er så dårlig, har vi naturligvis ikke endnu fået modet op hernede. Jeg håber, at mit næste brev skal være rigere, Jeg kan fortælle Dem, hvordan vi har ordnet det, hvis De husker leiligheden. Havestuen er taget til dagligværelse, pyntet med blomster, som forsvinder i mørket, værelset tilhøire derfor til kjøkken, det store værelse tilvenstre til soveværelse. – Min hustru har været ivrig for at få sat nogle grønsager, og det er også nu skeet, radiser, salat og så en del kartofler. Så få vi se, om de kommer sig.

Tilslut kan jeg blot takke Dem for Deres varme brev til mig i påsken. Jeg synes dog, det måtte være svært lidet, det jeg kunde gi i den tid, så dårlig jeg var. Men der var jo ialfald stille, hyggelige aftener. Selv må De ha tak for den omhu, hvormed De tog Dem af patienten.

Jeg længes inderlig efter at få fred for disse plager.

Hjertelig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.

Hils Cohn. Og Rimestads, hvis De ser dem.

(Blyantpåskrift og vedlegg til dette brevet).

Under et besøg hos Fevejle erfarer vi en ting, som er noget ubehagelig, og som De naturligvis mod Deres vilje er blevet årsag til. 232De har sagt et eller andet til Mylius-Erichsen om, at Schwensen gjerne vilde se sit navn i «Pol.» i forbindelse med vore ophold på Vellinggård. Så er der fra Neiiendam kommet et brev til Trudsholm, om Schwensen nærede sådant ønske. – Da jeg føler mig forvisset om, at der må ligge misforståelse til grund, ved jeg ikke bedre råd end at De skriver til Trudsholm, hvis De nemt kan vælte det hele (Hvis ikke, så besørger vi det så godt vi kan.) Hvis De skriver, så må De skrive til herr godseier Schwensen. – I alle tilfælde vilde det være behageligt, om det kunde blive pointeret også ligeoverfor Myl.-Erichsen, at vi har været udenfor dette. De ved jo godt, hvor nødig vi ser vort navn i «Pol.» Og i dette tilfælde vilde vi mer end almindelig nødig have ønsket det. – Og i vort forhold som Schwensens gjester er det kjedeligt, om vi skulde blive betragtet som ophavsmænd.

Misforstå mig ikke: Jeg véd nok, at det hele er kommet af Fevejles lille spøg. Men det er jo latterligt, at der skal bli en hel historie ud af det. De kjender naturligvis Mylius for godt til, at De har udtrykt Dem sådan.

Men gjør nu for alt i verden ingen kedelighed ud af det. Jo mindre man taler om sådant, desto lettere fordufter det.

Kjære Herr H. C. Larsen!

Jeg opfatted Deres sidste brev således, at De straks efter vilde skrive et nyt. Jeg har derfor ikke besvaret hint før.

Der er jo forresten intet at svare på. Og jeg har da blot at meddele Dem, hvordan vi har havt det. Vi har ikke havt det førsterangs. Min sygdom, som optrådte værre end den havde gjort nogensinde før, har også denne gang været uhyre hårdnakket. Og det er alt andet end behagelige dage, disse, hverken for mig, eller for min hustru. Jeg går omkring som et vrag, kunde fra begyndelsen intet gjøre, de sidste dage er jeg begyndt at spille og læse. Længe varede det, før jeg kunde spise. Men nu er det begyndt. Vilde blot denne sygdom holde op, og godt veir indtræde, så kunde det hænde, at vi kunde føle os noget vel på Vellinggård, trods alle ulemper. Ti huset har vist sig at være en ren stald. Endelig har vi fået det omflyttet så, at vi nogenlunde kan komme igjennem. Vi spiser og læser i korridoren, sover i et lidet værelse til gården. I værelsene til haven opholder vi os ikke mer.

233Måtte der bare komme godt veir for alvor nu! Da blir alt godt.

Håber, at De har det godt i K.havn.

Venlig hilsen
Deres hengivne
S. Obstfelder.

De fik nok ikke råd til «Fyrst Krapotkin». Vi vented med megen spænding.

Hilsen fra Ingeborg.

25-6–1900. Vellinggård, Havndal, Jylland.

Vellinggård pr. Randers.

Juli 1900.

Kjære fru S. T.! [ɔ: Signe Thiel.]

Det er en tung skjæbne, når man har gået en lang kold vinter og en hård vår og længtet som aldrig efter solen, længtet dag efter dag, – så at måtte lægge sig tilsengs, når den kommer.

Så stængt for mig til alle kanter, som nu har det aldrig været. Dag efter dag må jeg ligge tilsengs eller på en sofa, til feberen går over, – men den trækker i langdrag. Og så bare den tanke: Bogen! Hvorfor denne nye hindring? Jeg, som ikke kunde andet end, måtte, måtte, måtte arbeide. Fordi der er intet andet for mig, indtil den er færdig. Og nu rædselen for at sygdommens helbredelse skal vare længe, længe, måneder.

Å, når man vil arbeide, og har tanker, og føler, at produktionsevnen i en har fundet frem til en stor, dyb eiendommelighed fremfor de fleste andre kunstneres, – da at måtte sidde og lænkes til sine små smerter, der ikke gir en ro!

Jeg havde blot villet skrive et par simple ord til Dem om disse døde dage, – men mit hode er nok endnu for træt til at jeg kan skrive som ellers. Alt blir så tungt.

Nogle dage efter, at jeg lagde mig ned, kom solen. En måned forsent! Denne måneds regn og blæst ødelagde mig.

Og at ligge og tænke på dette, uafladelig!

– – – – – – – – – – – –

– – – – – – – – – – – –

Vi regned på sol. Vi drog ud på sol. Jeg mærker det.

Nu må jeg vist slutte. Jeg er træt. – – – –

Deres hengivne
S. Obstfelder.

Om Brev

Samlingen inneholder nesten 200 av Sigbjørn Obstfelders brev. Utvalget kan deles inn i tre grupper: brev til venner fra gymnasietiden (Peder Blix, Andreas Nielsen m. fl.), brev til venner og støttespillere fra gjennombruddstiden omkring 1890 (Jens Thiis, Ragna Dons, Dagny Bang m. fl) og brev til kunstnervenner (Ellen Key, Andreas Aubert, Johanne Dybwad m. fl).

Særlig brevene til vennene og støttespillerne fra gjennombruddsperioden er intime og åpenhjertige, og samlet gir utvalget et godt bilde av mennesket og dikteren Obstfelder.

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook