Omkring Napoleon

av Alexander L. Kielland

[forord]

1Den 6te Februar 1905.

Jeg havde ophørt at skrive og var saa lei af at læse, hvad de andre skrev, at jeg ikke viste, hvad jeg skulde tage i min Haand. Fra Ungdommen var vi saa forskræmte og saa uvidende, at skjønt jeg nok følte, at det eneste, jeg nu kunde læse, maatte være Historie, gik der dog en lang Tid, inden jeg fik Mod til paa egen Haand at tage fat.

Det laa jo i os, at det kan ikke nytte at læse Historie uden at tage det grundigt; og det grundige var at begynde med Begyndelsen, – saaledes som de havde slæbt os ubarmhjertigt henover Ninives og Babylons Ruiner, fra Xerxes til Hystaspis – lige til Nabokodonozor, som gik paa Marken og spiste Græs.

Naar jeg nu endelig tog Mod til mig og spurgte mig selv, hvad jeg helst vilde vide historisk Besked om, fandt jeg snart ud, at jeg mest af alt trængte til at forstaa den Reaktion, 2som jeg kjendte brød ind over os alle efter korte Opsving i Slutten af Aarhundredet, og jeg besluttede uforsagt at give mig i Kast med Wienercongressen.

I tre-fire Aar – fra 1895 til 1898 – fik jeg da fra Universitetsbibliotheket, hvor de var utroligt snille og hjælpsomme, alt, hvad jeg i min Ensomhed og paa egen Haand kunde finde i Katalogerne, og jeg begyndte at læse. Jeg har bestemt mig til, at jeg ikke vil nævne Bøger eller citere Kilder, men kun fortælle, hvorledes det gik med mine historiske Studier, og hvad Udbyttet blev.

Det gik nemlig saa, at tiltrods for min Plan, blev det mig efterhvert umuligt at læse Reaktionens Historie fremover fra Wienercongressen til idag. Det var, somom alt, hvad jeg fik fat i, svingede om noget, som laa bagenfor. Jeg kom ikke et Skridt fremover; men jeg nødtes til at følge med i den Ring, hvori alt bevægede sig: Mennesker og Tanker. Jeg vilde af al Magt fremover fra mit Udgangspunkt, men jeg maatte enten jeg vilde eller ikke vende mine Øjne did, hvorhen alle saa; og tilsidst saa ogsaa jeg bare den ene lille Mand med korslagte Arme og Hatten paatvers; jeg kastede alt andet og tog fat paa Napoleon, som jeg udtrykkelig 3havde besluttet ikke at medtage i mine historiske Studiers Plan.

Wienercongressen tænker jeg mig altid i to sammenhængende Caricaturer fra den Tid. Paa det første Blad sidder alle Evropas Souverainer som Smaabørn med Papirkroner paa Hovedet omkring et langt Bord, hvor de leger med Kanoner og Tinsoldater. Da kommer den Officer, som bragte Efterretningen fra Consulen i Livorno, at Napoleon havde forladt Elba; han bringer et nyt Legetøi – en Æske, som han sætter paa Bordet under Børnenes spændte Forventning.

Pludseligt springer der op af Æsken en liden Mand med korslagte Arme og Hatten paatvers; og paa det andet Caricatur-Blad ser man saa alle Souverainerne paa Hovedet under Bordet, medens han staar alene igjen mellem det væltede Legetøi. Jeg har tænkt mig disse Caricaturer saa livagtigt, at jeg ikke længer ved, om jeg har seet dem, eller læst om dem, eller om jeg ikke selv har fundet op det hele; for akkurat saaledes gik det til.

De blir saa underligt smaa baade Fyrsterne og deres Stormænd, som de gik i de gamle festlige Sale i Wien og kroede sig for hinanden og for Damerne – som Hanerne 4i en Hønsegaard, naar Høgen er fløiet forbi.

Den frækkeste blandt dem er Metternichs Privatsekretær Gentz. Alle Tidens fine Laster har i ham forenet sig med en Simpelhed, der aldrig blinker eller blues for noget; han kryber i Støvet, og der findes ikke den Gemenhed, han ikke lader sig bruge til. Men samtidig ser han Intrigernes og Rænkernes Traade bedre end nogen anden, og i sin Dagbog noterer han til sin egen Opbyggelse:

Da jeg ikke har nogetsomhelst at bebrejde mig selv, er det saa langt fra, at det nedslaar mig – mit intime Kjendskab til den elendige Trafik, som drives her og til de nederdrægtige Mennesker, som regjerer Verden. Det morer mig tvertimod og jeg nyder det hele som et Skuespil, der gives expres for min Fornøjelse.

Han aalede sig frem og fik i Grunden en enorm Indflydelse, skjønt hans officielle Stilling var saa ringe i en saadan Forsamling af Glansbilleder; men han lod sig ikke dupere. Efter en Middag, som han selv gav, skriver han i sin Dagbog:

Jeg tog næsten ingen Del i Conversationen. Metternich og Talleyrand førte Samtalen ad de sædvanlige Veje. Men jeg følte mere levende 5end nogensinde, hvor Livet er tomt, og hvor de Mænd er svage, som holder Verdens Skjæbne i sin Haand; medens jeg nød min egen Overlegenhed uden at gjøre den gjældende; thi disse Herrers tomme Pjat havde ligesom bredt en Taage over min Aand.

Saaledes er de igrunden allesammen. En utøilet Vigtighed havde grebet dem alle efter disse Angstens og Ydmygelsernes Aar, hvor Alting havde staaet paa Hovedet paa den allerbeklageligste Maade. Hvad alle disse Evropas bedste Familier havde lidt i Tab af Rigdomme og Godser og i virkelig Sorg over al den straalende Ungdom, som var falden i disse Aar eller vendt tilbage saarede eller lemlæstede fra disse Slagmarker, hvor der bare havde vanket Nederlag og Ydmygelser. Men næsten værst af alt, hvad de havde maattet finde sig i af ham den Ene, hvis Navn de ikke kunde faa over sine Læber, som havde opholdt sig i deres Slotte, sovet i deres Senge og spredt dem foran sig eller tvunget dem til at komme og bøie sig for ham.

Og alle de Skuffelser, naar Damerne ved de gamle Hoffer flokkedes jublende om den unge støvede Adjutant, som havde bragt de første Efterretninger fra Slagmarken i den almindelige Stil:

6Franskmændene angreb med 20,000 Mand et Corps Russere paa 5,000 Mand under Fyrst Bagration. Buonaparte var selv tilstede. Russerne slog sig gjennem, huggede de Franske ned som Siv, dræbte Marechal Soult og naaede Hoved-Armeen efter en glimrende Kamp; og saa – et Par Danse senere paa Natten en Løben i Trapperne, en Forfærdelse, en Rædsel, en Flugt gjennem alle Corridorer og Bagdøre: Franskmændene er foran Byen; Marechal Soult – Hertugen af Dalmatien – kan være i Slottet, før Sol gaar op!

Alt dette var forvundet, da de mødtes i Wien og gjenfandt hinanden: Keisere og Konger og store Slægtsnavne: Metternich, Schwarzenberg, Hardenberg, Castlereagh, Nesselrode – og over dem alle Talleyrand med sin lamme Fod, der aldrig snublede.

Der var ingen af de andre, som kunde maale sig med ham i nogen Last eller i nogen Upaalidelighed. Men alligevel var det ikke som en Mester i alt ondt og foragteligt, at han ragede op over hele sin Tid. Men Tiden var saa ussel, at ingen kunde komme denne Overlegenhed nær – ikke engang Napoleon havde kunnet løfte sig over ham; og derfor blev han ved at gaa fra Tid til Tid som 7et Falskhedens Tegn, Ingen kunde kaste den første Sten paa.

Naar han tilslut hviskede til Louis Philippe, da han svor ham Troskabs-Eden: Sire! dette er den trettende! saa forarges vi mindre over dette Menneskes bundløse Falskhed; men vi gribes mere af Foragt for den Fyrste, som tog imod denne 13de Ed og for hele den Samtid, som havde staaet og bukket til alle disse høitidelige Løgne.

Det Overlegne ved Talleyrand kaster Tidens Politik i dens kolde Falskhed til begge Sider ligesom Snefaner, medens hans Skikkelse skjærer sig frem med noget lunt beroligende og samtidig med noget saa klart og skarpt, at det minder om den mest hensynsløse Oprigtighed.

Efter den anden Restauration kom der en fin fransk Emigrant til ham og bad om Talleyrands Anbefaling til en passende Tjeneste ved det nye Hof.

Gjerne; men paa hvilke Fortjenester støtter De Deres Andragende?

I de hundrede Dage fulgte jeg Kongen til Gent.

Ja, er De nu ganske vis paa det? fulgte De virkelig til Gent? eller var de bare blandt dem, som vendte tilbage? For – ser De – jeg 8Talleyrand – jeg fulgte nemlig ogsaa til Gent, og der var vi en syv-otte hundrede Mennesker omkring Kongen. Men da vi vendte tilbage, var vi – saavidt jeg ved – femti Tusinde.

Han var bestandig klar og fulgte aldrig med nogen Strøm. Men hvorledes Strømmen vendte sig, kom den altid didhen, hvor Talleyrand allerede havde fast Fod.

Alt i 1807 da han havde undertegnet Freden til Tilsit efter Friedland, og da Napoleons Stjerne stod for Verden som allerlysest, gjorde Talleyrand den Bemærkning til sig selv: Nu har altsaa hverken Sejren ved Jena, eller alt det Blod, som flød ved Eylau, eller Triumfen ved Friedland udrettet noget afgjørende. Polen er ikke gjenoprettet; Preussen – blodigt og lemlæstet er endnu ilive, forat hævne sig; Zaren som er slaaet og uden Armé har i Finland faaet en Million nye Undersaatter. Allerede fra dette Øjeblik viste Talleyrand, at Napoleon gik nedad; han vendte sig mod andre Herrer og begyndte allerede da at knytte Intriger med Bourbonerne.

Paa Wienercongressen ragede han saa høit op, at Ingen vovede med en Antydning at forbause sig over, at han ogsaa var der – og det 9som Bourbonernes første Udsending. Hans Nærværelse passede til den gjenvundne Tryghed. Naar hans lamme Fod slæbte glat hen over de gamle Gulve i Wiens Slotte, saa viste man, at det var forbi med de sølede Støvler, som brød ind midt under Ballet; – og saa – alligevel! dette pludselige choc gjennem dem alle: han var der igjen: Napoleon havde forladt Elba! hele den gamle Elendighed var over dem og de gik atter paa Hovedet under Bordet og ilede hjem – hver til sit.

Ogsaa jeg forlod Wienercongressen og tog fat paa Begyndelsen: Napoleon Bonaparte er født den 15. August 1769; og eftersom jeg læste, noterede jeg mange Smaating, som jeg nu stiller sammen paa min Maade.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Omkring Napoleon

Alexander L. Kiellands siste bok, Omkring Napoleon, kom ut i 1905, ett år før han døde. Boken er ikke skjønnlitterær eller fiksjon, men heller ikke noen biografi eller en ren sakprosatekst. Kiellands tekst tar for seg Napoleons liv og hendelser som faktisk fant sted, men med skjønnlitterære trekk, og han fokuserer vel så mye på alt «omkring» Napoleon.

Kielland var hele livet interessert i Frankrike og fransk kultur og historie. Han hadde også indirekte skrevet om Napoleon før, i novelletten «Slaget ved Waterloo» (skrevet i Paris og publisert i samlingen Novelletter i 1879).

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.