II

72I Mai 1804 blev Napoleon Bonaparte valgt til de Franskes Keiser af Folket gjennem dets Repræsentanter, og hans Familie blev erklæret for arveberettiget til Tronen.

Det første, han tænkte paa som Keiser var Armeen. Han ydede en storartet Anerkjendelse og Tak baade til de gamle Generaler, som han havde fundet i de høie Stillinger, da han selv steg op, og til de Unge, som i hans Haand vare blevne Frankrigs Stolthed og Evropas Skræk.

Under store Festligheder udnævnte han 18 Generaler til Keiserdømmets Marechaler og skjænkede dem rige Dotationer i Gods og Penge. Af de gamle Generaler er der nogle, hvis Fortjenester kan synes noget blege i Sammenligning med de Yngres; men det var netop hans Mening og hans Kunst at binde sammen det gamle og det nye, saaat ikke Eventyrligheden 73ved hans egen Stigning, skulde paa noget Punkt vise sig som et Brud.

De sex gamle var: Perignon, Serrurier, Brune, Jourdan, Kellermann og Lefebvre. Dernæst Augereau, Soult og Massena.

Men hans nye var: Bessières, Davoust, Moncey, Mortier, Ney, Lannes, Bernadotte, Berthier og Murat. De Fleste af disse steg siden efterhaanden til Hertuger og Fyrster med Titler efter de Slag, de vandt.

Napoleon savnede Kléber og Desaix, som vilde have været selvskrevne Marechaler.

Dernæst benaadede han de fleste af Deltagerne i den store Sammensværgelse. Kun Cadoudal og 12 andre blev skudte. General Pichegru kvalte sig i Fængslet med sit eget Halstørklæde.

Moreau blev dømt til 2 Aars Fængsel; men denne Straf blev paa hans Kones Forbøn forandret til en Reise til Nord-America. Han kjøbte sig en Eiendom i Delaware og levede der i Fred og Ro, indtil Efterretningen om Napoleons Tog til Rusland, gav ham nyt Haab om at se sine ærgjerrige Drømme opfyldes. Han kom tilbage i 1813, forat finde Døden iblandt Frankriges Fiender.

Napoleon kjøbte hans Gods i Frankrige 74Gros-Bois, og gav det til Berthier; og hans Hotel i Paris, som han skjænkede til Bernadotte, det samme Hus i Anjou-Gaden, fra hvis Have endnu Napoleon III. sendte Pærer til Enkedronning Desideria i Stockholm.

Kong Ludvig den 18de var nu kommen langt fra den Stemning, i hvilken han havde skrevet til General Bonaparte: Vi To o. s. v. Han protesterede nu i de mest ophøiede Udtryk mod Usurpatoren etc. Napoleon lod den kongelige Proklamation indtage i «Moniteuren»; det var hele hans Svar.

Imidlertid var ikke Keiserens Hoved mindre fyldt end Førsteconsulens af de store Planer til Befæstelse af alt dette Nye, som trodsede sig frem under hele Evropas Had. Aldrig i sit Liv havde han nogen Dag eller Nat Fred for England. Han kom nok saa vidt, at han følte, at Fastlandet var i hans Haand, men England – aldrig. Og naar det tilslut blev Rusland, som knækkede ham, saa var det igrunden kun tilsyneladende. Han bukkede under for old England, det smagløse Albion, Frihedens Vugge.

Den 8de Juli forlod Keiseren St. Cloud forat inspicere de uhyre Stridskræfter, med hvilke han truede England; og i Midten af denne Hær og Flaade foranstaltede han i Boulogne 75den store Fest, hvormed han indstiftede Æreslegionens Orden.

Der stod paa en vid Slette 100,000 ypperlige Soldater under Marechal Soults Kommando, medens Flaaden ikke fuldt saa glimrende laa i de nære Havne. Omgivet af sine Brødre og de nye Marechaler aflagde Napoleon Eden paa den nye Orden, og alle gjentog Ordene efter ham i et uforglemmeligt Øieblik af Begejstring.

I tre Maaneder reiste han fra Sted til Sted i Nord-Frankrige og kom hjem over Aachen og Maintz den 12te October, forat tage fat paa Ordningen af Ceremonierne ved sin og Josephines Kroning. Disse var ligesaa pompeuse og kjedsommelige, men kanske endnu pragtfuldere end i de gamle Kongers Tid. Deri satte han en Ære; han vilde i alt overgaa alle Fyrster.

Paven kom selv fra Rom og velsignede ham og Josephine i Notre-Dame-Kirken. Men da den fromme Mand ogsaa havde udtalt Velsignelse over de to Kroner, som laa der, tog Napoleon uden videre den ene og satte den paa sit Hoved og den anden paa Josephines, som laa paa Knæ ved Alteret.

En større Overraskelse havde Verden aldrig oplevet.

76Festerne vare over al Maade glimrende og høitidelige, Men mange af de gamle Generaler – ja ogsaa de unge Marechaler gjorde Nar af alle disse Præstekjoler og al denne Røgelse.

Hertugen af Enghiens Henrettelse og Krænkelsen af Landegrænsen mod Baden havde aldeles afbrudt Forbindelsen mellem Evropas Hoffer og Paris og væbnede et nyt Forbund mod Napoleon.

Keiseren skrev endnu engang et fornuftigt Brev til sin Broder Kongen af England med akkurat samme Resultat som sist – et koldt afvisende Svar fra Ministeriet.

Den 2den April 1805 reiste Napoleon med Keiserinden til Milano, hvor han satte den gamle lombardiske Jernkrone paa sit Hoved og lod sig krone som Konge af Italien. Overalt Fester og Begeistring i Frankrige og Italien, hvor de kom frem. I Juli Maaned var de igjen tilbage i hans Yndlings-Slot Fontainebleau.

Imidlertid arbeidedes der i alle Evropas Cabinetter, og i September Maaned, da Napoleon atter var i Boulogne, hvor han netop holdt en Generalprøve paa Indskibningen, brød Østerrigerne under General Mack ind i Bayern.

Hele Marechal Soults Corps var i Virkeligheden 77allerede ombord paa Flaaden. Men samtidig med Østerrigernes Indrykning fik Napoleon ogsaa vide, at Admiral Villeneuve, som han havde udseet til at udføre Landgangen i England og som hver Dag var ventendes i Kanalen, han havde ladet sig skræmme ind i en spansk Havn, hvor Englænderne øieblikkelig blokerede ham. Det havde oprindelig været Napoleons Mening at give Commandoen til Admiral Latouche-Treville, den eneste af de franske Admiraler, som duede noget; men ulykkeligvis døde han netop ved disse Tider.

Grev Daru – Armeens General-Intendant – en Mand, som stod Napoleon meget nær i det daglige Liv, kom netop ind i Keiserens Telt i Leiren ved Boulogne den Morgen, da disse Efterretninger vare komne. Keiseren gik op og ned i den største Ophidselse.

Sæt Dem – Daru! og skriv! – sagde han.

Og nu forandrede han sine lange møisommelige Planer i Løbet af en Formiddag. Han vendte sin Armé, som stod med Ansigtet mod London, helt omkring og sendte den mod Wien; og uden at stanse, i et Træk dikterede han Planen til det Feldttog, som endte med Slaget ved Austerlitz.

Hvert Armé-Corps fik sin Marsch-Linie 78ligefra Hannover og Holland – helt fra Sydfrankrige og Italien, alle Dagsmarscher opgivne og alle Mødesteder, hvor Colonnerne skulde forene sig.

Saa akkurat var denne Plan, at der blev marscheret 300 franske Mil østover uden at der behøvedes nogen Forandring eller Fravigelse fra de optrukne Linier. Tropperne kom frem til de Steder, hvor de skulde være, og den hele Plan blev fulgt og fuldbyrdet med fuldstændigt Held.

Man ved næsten ikke, hvad man skal tro, naar man hører Politiministeren Fouché fortælle: Alle de østerrigske Spioner vare kjøbte – meget lettere end nogen tror. Mesteparten havde allerede ladet sig bestikke af os i Italien, hvor de havde bidraget ikke saa lidet til Wurmsers og Alvinczy’s Nederlag. Foran Feldttoget i 1805 opererede man mere i det store; og næsten alle de østerrigske Generalstaber var os aabnede. Alle mine hemmelige Notater om Tyskland havde jeg overladt til General Savary – Chefen for Spionvæsenet i Keiserens Hovedkvarter, og han benyttede dem med Held. Og da saaledes alle Brescher vare aabne, blev det nærmest et Spilfægteri med vore Soldaters Tapperhed og vore Manøvrers Overlegenhed 79ved Ulm, ved Broen til Wien og ved Austerlitz.

Spilfægteri var det ogsaa, naar Napoleon efter Freden til Pressburg en Dag i Tuillerierne lod, somom han var meget vred paa Finantsministeren, fordi der ved Krigens Begyndelse havde været lidt vanskeligt for Penge ved Statens Kasse. Disse Vanskeligheder paastaar Fouché – havde Keiseren selv fremkaldt ved at bortføre fra Bankens Kjældere en femti Millioner Francs, som ved at anvendes til Bestikkelser i høi Grad bidrog til det umaadelige Resultat af dette improviserede Feldttog.

Det er vist sikkert nok, at Fouché – selv om han praler og overdriver – havde god Grund til at betragte mange Ting med Mistro, som synes andre beundringsværdige. Det er ikke godt at vide, hvor meget der tilkommer Førernes Overlegenhed og Soldaternes Tapperhed og hvad der kanske kun var en skamløs Komedie for Penge betalt paa Forhaand. De hører til i det internationale Samliv – Spionerne; alle har dem og alle hænger dem.

Og i Napoleons Karakter var der visselig Intet, som krympede sig for Spioneri og Bestikkelse; i hans Haand var disse ufine Vaaben ligesaa gode som ethvert andet. Om han 80derfor har havt Landgangen som sin alvorlige Yndlingsplan, han kan meget godt have havt en fuldt udarbeidet Plan til det østerrigske Feldttog færdig i sit Hoved, hvori var medtaget alle de Bestikkelser og Forræderier, han viste, at han kunde regne med. Thi hans Hoved, som det var dengang, kunde rumme alt; slog noget feil, var han aldrig raadløs.

La grande Armée i 1805 var den første, Napoleon opstillede fuldt ud efter sit System. I Republikens Armeer var hvert Corps udstyret som en liden Hær for sig – med alle Vaabenarter, Forraad, Lazaret, Train o. s. v.

Men efterhaanden organiserede Napoleon Hæren saaledes, at han havde den mere i sin egen Haand. Hvert Corps blev kun fuldstændigt udstyret med Infanteri og alt dets Tilbehør samt fornødent Feldtskyts; men af Cavalleri kom der under Corpschefens umiddelbare Commando kun nogle faa Esquadroner Husarer og Jægere til Brug ved Recognoseringer og til Dækning. Et Corps commanderedes i Almindelighed af en Marechal.

Men hele det tunge Cavalleri stod under en egen General, som i Almindelighed var Murat; og af disse Tropper samt af Artilleriet, tog Napoleon, 81hvad hvert Corps behøvede – under et Slag eller forat udføre en Manøvre.

Af Livvagtens Corps havde Keisergarden udviklet sig. Den bestod af Grenaderer tilhest og tilfods, af Mamelukerne fra Egypten, en glimrende italiensk Bataillon samt endelig af to Esquadroner Elite-Gendarmer, som holdt Orden i Hovedkvarteret.

Napoleon føiede endnu hertil en udsøgt Artilleripark paa 24 Kanoner, saaat Garden var i Virkeligheden en liden Hær paa 7,000 Mand af de allerbedste Soldater og med Officerer udvalgte blandt Armeens smukkeste Mænd.

Sammen med Garden i Keiserens Nærhed marscherede gjerne Marechal Lannes og Oudinots Grenaderer.

Armeen som den begyndte Marschen tversigjennem Evropa i September Maaned var delt i 7 Corps.

Det 1ste under Marechal Bernadotte stod i Hannover med Generalerne Drouet, Rivaud og Kellermann – den Unge.

2det Corps General Marmont – laa i Holland. Med ham var Boudet og Grouchy og en stor Mængde hollandske Hjælpetropper.

823die Corps Marechal Davoust – med Generalerne Friand og Gudin.

4de Corps Marechal Soult – med Saint Hilaire, Vandamme og Legrand.

5te Corps Marechal Lannes med Suchet og Gazon samt Marechal Oudinot med Grenadererne.

6te Corps Marechal Ney med Dupont og Loison samt Cavallerigeneralen Colbert.

7de Corps førtes, af Marechal Augereau.

Cavalleriet commanderedes af Murat med en Række glimrende Ryttergeneraler: Nausouty, Milhaud, d’Espagne, Lasalle og den berømte d’Hautpoul.

Keisergarden tilhest førtes af Marechal Bessières og den tilfods af Marechal Mortier.

Marechal Brune blev liggende i den forladte Leir ved Boulogne.

Alle disse Armécorps med deres uhyre Tilbehør begyndte nu paa en og samme Dag ad forskjellige Veje at marschere tvers over Tyskland, forat komme i Kast med Østerrigerne. Disse havde samlet en meget stor Hær under Erkehertug Carl og havde desuden russiske Tropper i Ryggen, som rykkede frem under Keiser Alexander selv og General Kutusof.

Det var en besværlig Marsch i hine Dage; 83faa Veie og slette Veie, kun sjeldent ordentlige Broer; et forfærdelig tungt Materiel og Artilleri.

Bayern, Baden og Würtemberg modtog Napoleon som Ven og Bundsforvant; og Napoleon begyndte allerede her den farlige Skik at tage i sin Tjeneste store Masser Soldater af fremmed Nationalitet, af hvem han uden videre ventede den samme Tapperhed og den samme Troskab som af de Franske, naar de bare stod under hans Officerer; han havde ikke nogen skarp Nationalfølelse.

Keiseren kom selv til Stratsburg fra Paris og var allerede den 1ste October gaaet over Rhinen. Alle Efterretninger, han modtog, stadfæstede, at alt var i Orden; den store Plan udviklede sig præcist og hurtigt.

Den 13de October var General Mack fuldstændig indesluttet i Omegnen omkring Fæstningen Ulm og afskaaret fra Russerne, som forgjæves søgte at komme ham tilhjælp østenifra. I de Slag, som udkjæmpedes i disse Dage, var det først og fremmest Ney, som udmærkede sig. Han blev beordret at tage en overmaade stærk Position ved Klosteret Elchingen, som General Loudon forsvarede med 15,000 Mand og 40 Kanoner. Med store Tab lykkedes det Ney efter et fortvivlet 84Stormløb at sætte sig fast i Abbediet. Og to Dage efter maatte Mack overgive Byen Ulm med Fæstningen. 30,000 Mand med 16 Generaler, 60 Kanoner og 40 Faner og 3000 Heste defilerede forbi Napoleon og hans Stab.

Det var Berthier, som modtog den ulykkelige General Macks Kaarde. Forresten havde Mack allerede en Gang før maattet aflevere sin Kaarde, nemlig til den gamle General Championnet i Republikens Tid ved Indtagelsen af Neapel.

Men Championnet var en godmodig Mand. «Behold Deres Kaarde – Hr. General!» sagde han; «min Regjering har forbudt mig at modtage Presenter af engelsk Fabrikat.»

Marechal Ney blev Hertug af Elchingen og General Exelmanns fik Storkorset af Æreslegionen for en Træfning ved Wertingen.

Efter Ulms Capitulation marscheredes der videre – Napoleon midt iblandt sine Soldater – fra Sejer til Sejer. Marechal Mortier gjorde sig udødelig ved en heltemodig Kamp mod en stor Overmagt ved Diernstein. Murat var overalt paafærde med sine Ryttere. Den hele Armé, som nu snart havde været ti Aar i Napoleons Hænder var mønsterværdig i enhver Henseende, og hans Generaler i deres allerbedste Tid. 85Ingen var endnu træt; Rivaliseringerne var ikke bitre endnu; de store Gaver og Udmærkelser var endnu i deres Begyndelse.

Oudinot marscherede støt og urokkelig med sine Grenaderer lige fra Leiren ved Boulogne til Wien paa 45 Dage. Der gik han selv med et Par Officerer ud paa den underminerede Bro over Donau og rev den brændende Lunte ud af Haanden paa den østerrigske Underofficer, som stod færdig til at tænde. Murat, Lannes og Sebastiani var med ham.

Den 15de November 1805 red Keiser Napoleon ind i Wien. Det var den første Gang. Keiser Frantz havde trukket sig tilbage til Ollmütz.

Den franske Armée marscherede efter ham.

Marechal Soult – senere Hertug af Dalmatien – en af de solide Generaler, som altid førte store Hærafdelinger med Hæder – han gik over Donau og slog Fienden ved Hollabrünn.

Der kom en Parlamentair fra Keiser Frantz med Forslag til en Vaabensstilstand. Men Napoleon forstod meget godt, at dette bare var, forat Russerne skulde vinde Tid til at naa frem. Allerede var Feldtmarechal Kutusof ved Wischau og Keiser Alexander var ogsaa dér.

86Napoleon greb strax Leiligheden til at nærme sig den Mand, som han betragtede som sin største Rival i Verden, og som, efterhaanden som han selv steg, blev den siste, som skulde beseires – eller vindes. Han foreslog Zaren et personligt Møde; men Alexander sendte bare Fyrst Dolgorucki.

Da Fyrsten kom, havde Napoleon netop ladet sin Armé vige et Par franske Mil tilbage; og han var netop beskjæftiget med at befæste denne nye Stilling. Dolgorucki drog heraf den Slutning, at de Franske havde tabt Modet og helst vilde komme bort uden at møde Russerne.

Men det var bare en Finte af Napoleon; han vilde netop lokke Russerne frem og ned fra Høiderne ved Pratzen; fordi han viste, at hvis han fik dem ned paa Sletterne henimod Brüün, var der ingen Magt, som kunde modstaa hans Generaler.

Russerne hørte med Begjærlighed, hvad Fyrst Dolgorucki fortalte, og ilede fremad. Napoleon lagde sit Hovedkvarter ind i Brüün rede til at vælge sin Slagmark.

Den 28. November var de forenede Armeer langt forbi Wischau og nærmede sig Pratzen. Napoleon gjorde sine Generaler bekjendt med det Terrain, han havde valgt, idet han sagde: 87Hvis det nu bare var min Mening at standse Fienden, vilde jeg sætte mig fast her paa Høiderne ved Pratzen. Men saa vilde jeg kun vinde et almindeligt Slag. Jeg trækker derfor min høire Fløi henimod Brüün, og hvis Russerne derved lokkes til at stige ned af disse Skraaninger. saa er de redningsløst fortabte.

Den 1ste December saa Napoleon til sin usigelige Glæde, at Russerne og Østerrigerne netop udførte den Maneuvre, han vilde lokke dem til; de forlod Høiderne ved Pratzen og marscherede mod Brüün, forat angribe eller omgaa de Franskes høire Fløi. De, som stod omkring Napoleon, hørte ham flere Gange sige til sig selv: Før imorgen Aften er den Armé i min Magt.

Om Aftenen den 1ste December gik han rundt i Leiren. Der var nogle Soldater, som tilfældigvis fandt paa at lave Fakler af deres Sovehalm, forat lyse for Keiseren i den mørke Vinternat. Hele Armeen blev opmærksom paa dette; og efterhvert som han gik fra Corps til Corps, flammede Halmfaklerne op indtil hele Leiren stod i Ild og Røg under et tusindstemmigt Raab: Leve Keiseren!

Om Morgenen den 2den December 1805 stod hele den franske Armée opstillet i Slagorden saaledes som paa Forhaand bestemt.

88Marechal Lannes med Divisionerne Suchet og Cafarelli udgjorde venstre Fløi. Marechal Bernadotte med Rivaud og Drouot var i Centrum. Høire Fløi førtes af Marechal Soult, der egentlig afgjorde Slaget. Hele Cavalleriet under Murat sad tilhest paa to Linier. Napoleon havde under sin egen Haand 10 Batailloner af Garden og 10 Batailloner Grenaderer under Oudinot.

Solen kom op af Vintertaagen, som laa over Sletten og de islagte Vande og blinkede i al den krigerske Pragt. Samtidig saa man ogsaa Russerne forlade Pratzen.

Hvor lang Tid – Marechal! spurgte Napoleon Soult, vil det tage Dem at besætte de Høider, som Fienden netop forlader?

En Time – Deres Majestæt.

Vel! Saa vil vi vente et Kvarters Tid – sagde Napoleon.

Snart efter begyndte Kanonerne, og Slaget kom igang. Kutusof havde delt sine Stridskræfter i 6 Corps; til Reserve havde han den berømte russiske Garde, der blev commanderet af Storfyrst Konstantin.

Skjønt det var Feldtmarechal Kutusof, som havde Overcommandoen, skyldtes dog Planen om Fremrykningen den østerrigske General Weiroth; 89Kutusof havde forgjæves kjæmpet imod. Men da han nu saa, hvorledes Slaget strax vendte sig, idet Marechal Soults Tropper begyndte med at bemægtige sig Høiderne ved Pratzen, lagde han al sin Magt paa at drive dem væk; og med uhyre Offere kjæmpede han for at tilbagevinde en Position, hvis afgjørende Betydning nu var ham fuldtud klar.

I to Timer var Kampen rasende og spændt. Men saa maatte Kutusof give tabt, og fra det samme Øieblik faldt Slaget saaledes sammen, at Ingenting kunde staa sig imod de Franske.

Lannes og Murat væltede den høire Fløj under Fyrst Bagration; General Rapp gjorde sit berømte Indhug mod Kyradsererne, hvorved han tog Fyrst Repnin til Fange; og da Napoleon med sin Garde og Oudinots Grenaderer kom forat bistaa Soult, faldt alting i de Franskes Hænder i et Øieblik: Kanoner, Artillerivogne, Faner – alt; og de, som flygtede udover Vandene, druknede, da Isen brast under Vægten af Kanonerne og de franske Kugler, som slog Huller. Hele Divisioner gik tilgrunde eller nedlagde Vaabnene.

Resultatet var umaadeligt: 25,000 Mand dræbte og saarede og 25,000 Fanger, en Masse Faner, 90hvoriblandt den keiserlige russiske Gardes Standart.

Kun to franske Officerer af høi Rang faldt ved Austerlitz; det var en General Valhuet; han fik sine Laar afskudt og døde strax, og Oberst Morland, som faldt i Spidsen for Keisergardens Jægere. Hans Lig blev ført til Paris i et Fad Rum; men deri blev han beklageligvis glemt indtil 1814.

Den muntre og ufortrødne General Rapp fik et slemt Saar; han hørte til de uheldige. I Republikens Krige fik han fire Saar og tre i Egypten, især havde han en ulykkelig Arm, som altid blev rammet. General Thiebault blev ogsaa saaret.

Efter Austerlitz kom for første Gang Napoleons Trang til at belønne sine Folk frem i den over al Maade storartede Stil, som siden fulgte ham, saa længe han havde noget at give bort.

Han adopterede de Soldaters Børn, som vare faldne i Slaget; de skulde opdrages frit paa Statens Bekostning; og han gav dem Lov til at føie Navnet «Napoleon» til deres eget Navn. Han fastsatte Pensioner for alle Enkerne ligefra Generalens og ned til Soldatens og takkede Armeen i de smukkeste Ord. Det var dengang han sagde: Mit Folk vil gjense Eder med Stolthed; og hver Gang en af Jer siger: 91Jeg var med ved Austerlitz – vil alle svare med én Mund: Det er en tapper Mand.

Til Tak for god Hjælp blev Bayern og Würtemberg Kongeriger og Baden Storhertugdømme.

Murat blev Storhertug af Berg; Berthier Fyrste af Neufchatel, Eugene Beauharnais – Josephines Søn blev udnævnt til Vice-Konge i Italien og gift med en Datter til Kongen af Bayern. Kort Tid efter blev Joseph Konge af Neapel og Ludvig Konge af Holland.

Mangfoldige Officerer fik Titler, Decorationer, Pengegaver og Jordegods i massevis.

Freden til Pressburg blev snart færdig. Østerrige mistede Venedig, som blev lagt til Italien, og Tyrol, som blev givet til Bayern.

Keiser Alexander, som kunde været fangen med hele sin Armé, fik Anledning til at slippe bort; saaledes var Napoleon bestandig overfor Zaren.

Det er sjeldent, at man ud af Slagbeskrivelserne faar andet end en Række Billeder af de forskjellige Vaabenarters Sammenstød, heltemodige Indhug, eller den seige Modstand hos Infanteriet, som holder den vigtige Stilling. Men at se et Slag som en sammenhængende Begivenhed, hvor Plan kjæmper mod Plan, og hvor 92de enkelte Scener indordner sig i den overlegne Tanke og Beregning, som tilsidst er Sejeren – det er ikke godt at faa noget Tag paa for den, som ikke er sagkyndig.

Alligevel er der nogle af Napoleons Slag, som jeg har faaet etslags Greie paa. Det er nemlig ikke alle Slag, som i Løbet af Dagen gradvis gaar over til Nederlag for den ene Part saaledes, at alle Kræfter blir prøvet med det Resultat, at naar alt kom til alt, var der Overlegenhed paa den ene Side.

I enkelte Slag kommer Nederlaget pludseligt midt i Kampen; og i et Øieblik ligger alting overende paa den ene Side, – gode solide Tropper, med en Gang er det altsammen ubrugeligt. Et saadant Slag er det ved Austerlitz. I de to Timer, hvor Kutusof anstrængte hele sin Armé, for at tage Høiderne ved Pratzen tilbage, stod Kampen paa en vis Maade lige, uden nogen synbar gradvis Overgang; det var som om en Staalbue blev spændt – og spændt og spændt, indtil den pludselig brast, og Nederlaget var der med et; Tropper som den uovervindelige russiske Keisergarde var med en Gang ikke mere værd end Rekruter.

Jeg ser det samme paa en noget anden Maade ved Marengo. Den hele Dag trykkede Østerrigerne 93Napoleons høire Fløi og Centrum tilbage og tilbage, indtil det om Eftermiddagen stod saaledes, at alle mente, at dette var et regulairt Nederlag fra Morgen til Aften.

Kun Bonaparte saa Buen, saa spændt som den var. Men seigt og forsigtigt holdt han Bruddet op, indtil Desaix kom paa Plads, da sprang Buen pludselig tilbage og brast over Østerrigerne; og i samme Stund var Nederlaget over dem; det var ikke bare en Forstærkning, som var kommen; men dette uforklarlige Moment var der, hvor alt er ude; det var ikke Tilbagetog og Tab, men Flugt og Fangenskab.

Noget lignende er der ved Waterloo ogsaa. Det siges jo altid, at Lord Wellington var strategisk overvunden. Napoleon havde med de Kræfter, der stod til hans Raadighed, spændt Buen voldsommere end nogensinde før; hele Slaget stod ligesom og dirrede, kunde ligesaagodt briste den ene Vej som den anden. Kun Napoleon viste, at det var en Time for sent. Og da saa Marechal Grouchy ikke alene ikke kom, men Blücher i hans Sted, da sprang Buen med stor Voldsomhed tilbage og brast den galne Vejen, saaat det blev Lord Wellington, som vandt den store Sejer. –

*

94– Umiddelbart efter det første østerrigske Feldttog begyndte det preussiske. Metternich havde i 1805 været i Berlin og gjort de allerstørste Anstrængelser forat bevæge Preussen til en Alliance; men da havde Frederik Wilhelm været standhaftig. Men nu – Aaret efter og efter Slaget ved Austerlitz – nu begyndte han – netop i utide den ulykkelige Krig, som bragte Preussen paa Tilintetgjørelsens Rand.

Preusserne rykkede ind i Sachsen – ligesom Østerrigerne Aaret før var rykket ind i Bayern – uden Krigserklæring.

Det er en Kjendsgjerning, at Napoleon den 24de September 1806 i Paris med Fingeren paa Kortet forudsagde den preussiske Armés Undergang omkring den 15de Oktober, – det blev den 14de. Han bestemte allerede da, at Clarke skulde være Gouverneur i Berlin i Slutten af October.

Og da Daru udbad sig Ordre til at lade Skatkammeret følge med, svarede Keiseren: Det er nok, at Skatmesteren følger; og dermed drog han i det sachsiske Feldttog med 24,000 Francs. De Overvundne skulde betale. –

Den keiserlige Garde forlod straks Paris og kjørte østover i Postvogne. Napoleon gik over Rhinen den 1ste October 1806 og opslog sit 95Hovedkvarter i Bamberg. Herfra samlede han sine Armeer under de syv Marechaler: Bernadotte, Lannes, Davoust, Ney, Soult, Augereau og Lefebvre. Murat førte Cavalleriet.

Det begyndte allerede slet for Preusserne, da den unge haabefulde Prins Ludvig af Kongehuset blev hugget ned af en fransk Husar i Træfningen ved Saalfeldt nogle Dage før de afgjørende Slag ved Jena og Äuerstädt.

Men saa sikker paa Sejeren var Kongen af Preussen og hans Generaler, at de havde indtaget Stillingen Gotha-Erfurt-Weimar; medens Napoleon kom fra Gera – altsaa østenfra. Armeerne stod saaledes ganske bagvendt: Tyskerne med Ryggen mod Rhinen, og de Franske med Ryggen mod Elben og Adgangen fri til Berlin og Dresden. Preusserne havde selv valgt Sachsen til Slagmark.

Men det var Fredrik den Stores Armé uovervindelig i Samtidens Dom, ført af den store Konges egne Generaler og Elever, Navne som Kalkreuth, Hertugen af Braunschweig, Möhlendorff, Schmettow, Hohenlohe, Rüchel og Blücher; – 230,000 Mand stramme Tinsoldater fra Potsdam, vel bevæbnede og vel gjennempryglede fra Exercerpladsen.

Napoleon sendte atter en af sine Skrivelser 96fra Monark til Monark – denne Gang til Kongen af Preussen:

«Dersom jeg var en Begynder i Krigens «Kunst og behøvede at frygte Lykkens Omvexlinger paa Slagmarken, vilde denne Henvendelse til Deres Majestæt visselig være meningsløs. Men – Deres Majestæt vil blive «slaaet; og uden Skygge af et Paaskud vil De «have forspildt Deres egen fredelige Tilværelse «og Deres Undersaatters hele Existens.

Hellerikke paa dette Brev fik Napoleon noget Svar fra sin kongelige Broder Fredrik Wilhelm.

Kongen af Preussen var ved Hæren, Dronning Louise ligesaa. Hæren var delt i to Afdelinger, hvoraf den ene Del paa 70,000 Mand anført af Kongen selv med Hertugen af Braunschweig marscherede til Äuerstädt, medens Resten under Fyrst Hohenlohe gik til Jena; der er ikke mere end 6 franske Mil mellem begge Steder.

Napoleon havde benyttet Natten til den 14de October saa vel, at hans Tropper allerede om Morgenen Klokken sex var istand til at angribe og det paa saadanne Punkter, hvor Preusserne minst havde ventet det.

Den første, som begyndte at røre paa sig, var General Suchet; han aabnede Slaget i den aarle Morgenstund, mens Taagen endnu laa tæt 97udover Markerne; med ham var Generalerne Vedel og Claparède, hvis Division allerede havde udmærket sig Aaret forud ved Austerlitz.

Men Modstanden var længe seig og haardnakket.

Marechallerne Soult og Lannes gik paa med fuld Kraft; Ney kom til under Slaget med 2 Divisioner. Napoleon sendte Reserven frem, og Murat kastede sig som sædvanligt over Fienden med hele Cavalleriet.

Preusserne veg fra først af langsomt tilbage – med den største Koldblodighed og i deres parademæssige Orden. Infanteriet dannede den ene Firkant efter den anden; men da fem Karréer efter hinanden var redet sønder og sammen af de franske Husarer og Kyraserer, begyndte der at opstaa en farlig Uorden mellem Preusserne. Deres Cavalleri begyndte at vige for Marechal Soults faste Colonner og trak sig tilbage henimod Weimar.

Men i dette Øieblik kom den Forstærkning, Fyrst Hohenlohe ventede paa. General Rüchels Corps bestaaende af 26 Batailloner og 20 Eskadroner naaede frem i Kamplinien. Nu opstod der en ganske usædvanligt vild Kamp; men i mindre end en Time forsvandt hele dette Corps for de gjentagne Angreb, Napoleon sendte over 98det, og tilslut var der ikke mere igen «af den store Frederics Armé».

Den gamle Krigskunst havde maalt sig med den nye og tabt fuldstændigt. Omvæltningen var i militair Henseende en saadan, at Samtiden blev aldeles overvældet – mere end ved nogen anden af Napoleons Sejre.

Selve Nederlaget var paa en Maade ikke større end mange andre i dets umiddelbare Tab af Folk og Materiel; men dets Virkning i militair og i moralsk Henseende var for den tabende Parts Vedkommende aldeles knusende i Øieblikket, men ogsaa lærerig for Fremtiden.

Medens Napoleon sloges ved Jena – den samme 14de October –, mødte Marechal Davoust den Afdeling af den preussiske Hær, som Hertugen af Braunschweig commanderede, og hvor Kongen selv var med. Hos Davoust var Generalerne Gudin, Friant og Morand, hvis ypperlige Divisioner næsten altid udgjorde Kjærnen i det Armé-Corps, han anførte; men han havde alligevel ikke stort mere end en Trediepart af den Styrke, han mødte; og han kom derfor i den yderste Nød.

Marechal Bernadotte var lige i Nærheden; men han lod, somom han ikke hørte Kanonerne; 99han tog endogsaa med sig nogle DragonRegimenter, som egentlig ikke hørte til hans Corps – altsammen af den Grund, at han ikke vilde dele Æren med Davoust, men helst saa, at denne blev overmandet af Preusserne; hvilket ogsaa meget let kunde blevet Tilfældet.

Klokken sex om Eftermiddagen var Faren paa det høieste for Davousts Corps. Selv sad han paa sin Hest – streng og alvorlig, som han altid var – midt i den forfærdelige Tummel; en Kugle havde netop revet ham Hatten af Hovedet. Han sendte endnu engang et Bud – en af sine Adjutanter, den tapre Romeuf, som senere faldt ved Borodino, til Bernadotte, forat besværge ham at komme tilhjælp; Davoust lod ham endog tilbyde Overcommandoen, – han kjendte ham.

Men Bernadotte marscherede videre, skjønt han bare havde en Sving at gjøre for at være paa Slagmarken. Og tilslut, da Davoust med sin ubetvingelige Koldblodighed og sin overlegne Krigskunst havde vundet Slaget; og da hans tapre Folk vare saa udmattede, at de knapt kunde staa paa sine Ben, ikke da engang vilde Bernadotte kaste sig over de oprevne Preussere, endda han var saa nær, at hans og Davousts Soldater kunde se hverandre.

100Vistnok skal der have været et ubetydeligt personligt Fiendskab mellem de to Marechaller; men hele Armeen og alle Officerer vare opbragte paa Bernadotte, og Keiseren sagde bestandig senere: Havde jeg dengang stillet Bernadotte for en Krigsret, var han uden Tviv1 bleven skudt for dette Forræderi.

Der siges endogsaa, at Napoleon allerede havde Decretet i sin Haand, men rev det istykker i siste Øieblik af Hensyn til Desirée Bernadottes Gemalinde, som i Ungdommen havde været halvveis bestemt for Bonaparte.

Davousts Sejer ved Äuerstädt den 14de October 1806 vil bestandig blive nævnt som en af den franske Armés Glansdage. Keiseren gjorde ham til Hertug af Äuerstädt og gav ham store Dotationer.

Davoust var af gammel Adel og havde kjendt Bonaparterne fra Krigsskolen i Brienne. Han tjente under Republikens Generaler, men blev sat ud af Tjenesten, fordi han var adelig. Senere fulgte han Napoleon som en af hans allerpaalideligste Hærførere, som med en fast, men haard Haand optugtede sine Folk og holdt dem sammen, saaat det 3die Armécorps var et EliteCorps i enhver Henseende.

Preussernes Tab i disse to Slag var uhyre; 101alene Davoust tog 115 Kanoner – selv havde han 44; henved 50,000 Mand faldt eller fangedes; Faner og Forraad af alle Slags.

Blandt Fangerne var der 6,000 Sachsere med deres Officerer. Napoleon lod disse Officerer præsentere for sig i Weimar. Han sagde til dem, at et af de Formaal, han havde for Øie i dette Feldttog, var at forhindre, at Sachsen blev indlemmet i Preussen. Han sendte dem alle hjem til Dresden paa deres Æresord, og medgav dem en Proclamation, i hvilken han erklærede sig at være Sachsens Beskytter.

Dette var den velberegnede Indledning til det gode og intime Forhold, han efterhaanden opnaaede at etablere med det sachsiske Hof og mellem sig og den senere Konge af Sachsen.

Frederik den Stores Veteraner havde tabt; men de fleste af dem sloges, til de faldt eller bragtes bort som saarede. Det lagde en uhyggelig Tyngsel til Nederlages Bitterhed for Preussen, at saa mange af de store Navne udslukkedes. Den berømte Hertug af Braunschweig fik sine Øine skudt ud og døde kort efter; Feldtmarechal Möhlendorf og Generalliutenant Schmettow blev dødeligt saarede; Prins Henrik af Preussen og Prinsen af Oranien – den senere Konge af Holland – blev 102saarede; ligesaa General Rüchel og mange andre; den maadeholdne Fredrik Wilhelm nøiede sig med at falde af Hesten, men var meget nær ved at falde i de franske Rytteres Hænder.

Der blev anmodet om en Vaabensstilstand. Men Napoleon svarede strax, at han ikke vilde underhandle undtagen fra Berlin. Han viste sig allerede strax haard og ond overfor Fredrik Wilhelm, som han foragtede, ligesom senere overfor Dronning Louise, som han ikke kunde udstaa. Han var ganske anderledes, naar det gjaldt Alexander den Første.

Faa Dage efter Jena blev General Kalkreuth – ogsaa en af Fredrik den Stores første Generaler aldeles tilintetgjort af Marechal Soult. Bernadotte vandt en Sejer ved Halle; og saaledes gik det Slag i Slag, saaat den ulykkelige Dronning Louise maatte flygte fra By til By østover lige til Küstrin.

Fyrst Hohenlohe maatte overgive sig med hele sin Hær til Murat ved Prentzlow; 16,000 Mand Fodfolk og 6 Regimenter Cavalleri af Preussens beste Soldater med 60 Kanoner og 45 Faner maatte passere som Fanger foran de franske Linier. Stettin, som var en stærk Fæstning i den Tid, overgav sig til den gale Cavallerigeneral 103Lasalle i Spidsen for nogle Eskadroner Husarer. Davoust indtog Küstrin; og tilslut var der bare Blücher igjen, som med de siste Levninger af den skjønne Armé trak sig tilbage for de fremtrængende Franske og satte sig fast i Lübeck.

Tre Marechaller fulgte efter ham: Soult, Bernadotte og Murat. Fod for Fod forsvarede Blücher Lübeck. Der blev kjæmpet paa Forskansningerne, om Portene og senere i Husene, Gade for Gade – alt blev stormet og taget; og efter 2 Dages Kamp maatte Blücher overgive sig med elleve Generaler, fem hundrede Officerer, 60 Faner, Artilleri og Forraad – alt, hvad der var tilovers efter Ødelæggelsen ved Jena og Äuerstädt.

Dagen efter Lübeck faldt ogsaa Magdeburg, og saa var der ikke mere at slaaes med i Preussen.

De Franske havde imidlertid opslaaet sit Hovedkvarter i selve Potsdam. Marechallerne Lannes, Bessières og Lefebvre lagde sig her med Garden. General Bourcier indrettede et stort Cavalleri-Depot i Potsdam, som de Franske havde længe.

Den 27de October var Napoleon med Hestgarden redet ind i Berlin, under den Triumfbue, 104som var opført til Minde om Fredrik den Store.

Det egentlige preussiske Feldtog var hermed endt; men da Rusland optraadte som Allieret og Frelser for Preussen, maatte Krigen fortsættes, og de franske Armeer drog med fuld Musik østover lige til Warschau.

Under den Krig, som nu fulgte, forblev Keiseren ved Armeen og overvintrede i Preussens østlige Provinser.

Han regjerede fra sit Hovedkvarter hele sit store Rige og havde et Øie med alt – ikke minst med Paris. I denne Vinter udarbejdede han blandt andet Planen til en monumental Bygning i Paris, som skulde bære Indskriften: Til Soldaterne af den store Armé fra Napoleon. Derinde skulde Heltene fra alle hans Feldttog have hver sin Navneplade af hvidt Marmor og de, som var faldne paa Slagmarken, skulde have sin af Guld. Af denne Plan fremstod tilsist den nuværende Madeleine-Kirke.

Endvidere var det paa denne Tid, han begyndte at arbeide med sin største Plan: Kontinentets Afspærring mod den engelske Handel – en Plan, som var større end han kanske selv anede, og som ialfald tilslut blev for stor for ham ogsaa.

105Videre ophøiede han Kurfyrsten af Sachsen til Konge; han blev den eneste blandt de legitime Fyrster, som blev en Ven af Napoleon.

I de første Dage af Februar 1807 begyndte en Række Sammenstød med Russerne, som General Benningsen commanderede, tilligemed, hvad der var tilovers af Preussens Stridskræfter. De franske Leire brød op fra sine Vinterkvarterer, hvor de havde prøvet en sur Vinter med Sne og især med Søle og bundløse Veje, men ikke – som kanske nogle indbildte sig med noget, som kunde maale sig med Ruslands Kulde eller de voldsomme Snestorme paa Sletterne østover.

Den 8de Februar stod de fientlige Armeer lige overfor hinanden ved Eylau paa et halvt Kanonskuds Distance. Russerne stod best og var de talrigste. Det var Ruskeveir med Snebyger, og Vinden bar imod de Franske.

Benningsen begyndte med en forfærdelig Kanon-Ild. Thi Russerne førte nu – belært af Napoleon – et stort og fortrinligt Artilleri.

Napoleon var sig strax bevist, at dette var en farlig Dag; han sparede ikke paa noget; selve Gardens dyrebare Kanoner blev sendt frem.

Det var Marechal Augereau, som under Russernes voldsomme Ild skulde føre sit Armé-Corps 106frem ved Slagets Begyndelse; men idetsamme de store Masser satte sig i Bevægelse, kom der en ualmindelig lang og tæt Snebyge med en forrygende Storm lige i Ansigtet paa de fremrykkende Franske.

Augereaus Colonner mistede Retningen og befandt sig med en Gang midt i Russernes høire Fløi, commanderet af Generalerne Tutschukoff og Doctorow.

Marechallen blev selv haardt saaret og maatte bæres bort fra Kampen, og hans gode Corps blev næsten oprevet og tilintetgjort.

Saasnart der blev Raad til at se for Snefog, var Napoleon klar over, hvilken overhængende Fare der var opstaaet for den hele Armé ved Augereaus Uheld. Han gav Ordre til Murat og Bessières at samle 70 Eskadroner og kaste dem imod Fiendens Centrum.

Den umaadelige Masse Heste satte sig i Fart og forsvandt ind i det halvveis tabte Slag.

Dette Rytter-Indhug ved Eylau er bleven berømt for alle Tider; det væltede Russernes Cavalleri og gav sig i Kast med de faste Infanteri-Colonner.

I Spidsen red den Mand, som næst Murat havde det beste Navn i Cavalleriet – nemlig General d’Hautpoul. Da Slaget begyndte var 107han et godt Stykke borte fra Eylau; men han adlød strax Napoleons gamle General-Ordre: bestandig at marschere efter Kanonerne, og da han hørte dem, vendte han sine Kyraserere og jog mod Eylau.

Bernadotte derimod, som ogsaa var lige i Nærheden opførte sig her som ved Äuerstädt. d’Hautpoul bad og besvor ham at vende om og følge med til Slaget; men Bernadotte vilde hverken høre eller se; han forstatte den Marsch, han havde Ordre til at gjøre; – ikke fordi han var ræd; der var Ingen omkring Napoleon, som var ræd, der kunde ikke være det; men Prinsen af Ponte Corvo var upaalidelig og dertil saa skinsyg, at han ikke vilde have saa meget imod, at en af de andre led et Nederlag, – ikke engang om det var Napoleon, – d kanske helst han.

Men den tapre d’Hautpoul ilede til Slaget med sine Kyraserer og forsvandt i det store Indhug, som han førte næsten tvært igjennem den russiske Armé. Han blev bragt tilbage saaret og sønderreven og døde et Par Dage efter.

Napoleon havde netop givet ham Æreslegionens store Kors og rige Dotationer efter Austerlitz; og det var den almindelige Mening, at General d’Hautpoul stod for Tur til at blive Marechal.

108Af 24 Kanoner, som blev tagne ved Eylau, blev der støbt en Statue af ham; den staar etsteds i Paris, men jeg husker ikke hvor. Derimod mindes jeg godt en stor Rytterstatue af Bernadotte, som staar i Christiania.

Efterat det rasende Indhug havde brudt gjennem de russiske Linier to Gange; samlede disse sig for tredie Gang og dermed stod de fast og lod sig ikke rokke mere. Der blev kjæmpet med et ualmindeligt Raseri den hele Dag; men General Benningsen beholdt sin Stilling ved Landsbyen Eylau; den preussiske General Lestoc kom med nogle Forstærkninger om Eftermiddagen.

Saaledes blev Slaget staaende, til det mørknede. Marechal Soult raadede Napoleon til at forblive paa Slagmarken. Klokken otte blev da Leirbaalene tændt langs hele Linien, forat markere, at de Franske beholdt Slagmarken. Benningsen trak sig derimod tilbage i Løbet af Natten. Han var kanske noget mere medtaget end Napoleon, som havde megen Reserve i Behold. Men Slaget var dog ikke anderledes, end at begge Parter kunde tilskrive sig Sejeren, hvad de ogsaa gjorde; det var ialfald intet Nederlag for nogen af dem.

En Række høie Officerer var falden; paa 109fransk Side 16 Generaler! deriblandt Corbineau, som faldt ved Keiserens Side, Heudelet fik en Kugle tvers gjennem Livet, men han kom sig; Defrance og Desjardins faldt; ligesaa General Dahlmann, som commanderede de ridende Jægere, han faldt sammen med d’Hautpoul i det store Indhug.

Ogsaa Mandefaldet mellem Soldater og Underbefal var overmaade stort.

Der taltes siden altid med særlig Gru om Valpladsen ved Eylau; det var den blodigste, man havde seet i alle Keiserens Feldttog. Selv tilbragte Napoleon en stor Del af den næste Dag paa Slagmarken, forat hjælpe Saarede og bringe Orden i Begravelsen af den store Masse Lig.

Keiserens Bulletin om Slaget ved Eylau vakte stor Bevægelse i Paris; han lagde ikke Skjul paa de store Tab og det tvivlsomme Udfald.

Det var efter Eylau, at de hvide Uniformer blev afskaffede; fra de franske Kongers Tid fandtes der flere hvide Regimenter i Arméen; men det havde været et altfor skrækkeligt Syn ved Eylau med alt det røde Blod udover disse hvide fine Uniformer.

Under Slaget havde Keiseren selv været i den største Fare, dels fordi han hensynsløst 110udsatte sig; og dels fordi Hærene var saa lige opi Hænderne paa hinanden. Berthier havde den største Møie med at holde ham borte fra de farligste Steder; men Keiseren var i dette Slag ligesaa kold og rolig som sædvanligt; medens Generalerne ikke kunde skjule, at de følte, hvorledes Alting den Dag hang i en Traad.

General Dorsenne commanderede den Del af Garden, som var nærmest omkring Keiseren, og Dorsenne holdt Øie med Keiserens Person saa godt som det lod sig gjøre. Han var som de fleste Officerer i Garden en høi og smuk Mand, som tillige holdt meget af at pynte sig. Hans Folk var ogsaa udvalgte, og de var ligesaa stolte af sin General som han var fornøiet med dem og med sig selv.

Midt under Slaget i den værste Forvirring fik General Dorsenne Øie paa en Afdeling russisk Cavalleri, som gjorde Mine til at ville styrte sig over den lille Houg, hvor Keiseren holdt med sine Omgivelser. Han raaber sine Folk an, og som et Lyn slaar Garden Carré omkring Keiseren; men Soldaterne blir staaende med Geværet i Armen, der kommer ingen Ordre fra Generalen til at give Ild eller fælde Bajonet. General Dorsenne sad høi og stolt i Sadlen og 111saa paa de fremstormende Ryttere; han syntes, det kunde være nok, naar hans Grenaderer stod der som en Mur om Keiseren.

Og virkelig! – da Russerne kom nær og fik se de bistre Ansigter paa denne berømte Keisergarde med de høie Bjørneskindshuer, fast støbte i Rækker, Skulder ved Skulder, saa svingede Afdelingen uvilkaarligt ud til Siden og red forbi. Keiseren smilede til Dorsenne. –

– Den 16de Februar havde General Savary sin store Dag som Militair. – Det var ellers mest i politiske Stillinger, han blev anvendt som Gesandt eller ved Politiet. Som en Barndomsven af Napoleon og absolut trofast, maatte han ofte gjøre Ting, for hvilke han blev ringeagtet og lagt i Had.

Men i disse Dage havde han netop en midlertidig Commando over 5te Corps, mens Marechal Lannes var syg, og den 16de lykkedes det ham – efter en haard Kamp at slaa den russiske General Essen ved Ostrolenka. Han havde med sig Divisionerne Suchet, Gazan og Reille.

Savary fik Æreslegionens store Baand Samt den Dotation paa 20,000 frcs. aarlig, som netop var bleven ledig ved General d’Hautpouls Fald ved Eylau. Senere blev han Hertug af 112Rovigo. General Ordener blev Greve efter Ostrolenka.

Efter en lang og voldsom Beleiring erobrede den gamle Marechal Lefebvre Fæstningen Danzig. Han havde faaet med sig Armeens to første Ingenieur-Generaler Lariboisière og Chasseloup; og det var egentlig dem, der ledede Beleiringen. For Marechallen vilde bare storme, saa Ingenieurerne kunde næsten ikke holde ham tilbage, indtil de blev færdige. Endelig maatte General Kalkreuth overgive Danzig med store Forraad af Vaaben, Amunition og Kornvarer.

Lefebvre blev Hertug af Danzig.

Mange mindre Slag blev vundne af de Franske, indtil endelig det store Feldtslag ved Friedland gjorde Ende paa Krigen med Russerne; fordi Zaren nu stod ligesom Kongen af Preussen før: uden nogen Armé.

Slaget ved Friedland leverede Napoleon paa Aarsdagen for Slaget ved Marengo den 14de Juni; det begyndte først Klokken 5 om Eftermiddagen og var en fuldstændig Sejer af de grundige Infanteri-Sejre med Bayonetten og med Cavalleriet som Høge over de Flygtende.

Selve Keiseren var denne Gang lige i Hælene paa Monarcherne, og da de kom til Tilsit, 113stod endnu den Bro i Brand, som i siste Øieblik havde frelst dem og Levningerne af deres Armeer over Niemen. Byttet var umaadeligt. I Kønigsberg fandtes for Exempel 160,000 nye engelske Geværer, som endnu ikke var komne i Land.

I Tilsit mødtes endelig Keiser Napoleon og Keiser Alexander; de var daglig sammen i en fjorten Dages Tid og forhandlede Politik. Napoleon skulde have frie Hænder overfor Spanien ligesom Alexander overfor Finland. Med stort Maadehold – ja med en Skaansomhed, som ikke syntes at ligne ham, behandlede Napoleon Zaren, paa hvis Forbøn han endog gjengav Preussen saa meget Land, at der netop var Liv i det.

Alexander anerkjendte paa sin Side de tre Konger Joseph, Ludvig og Jerome, Kongen af Sachsen som Storhertug af Warschau, og endelig tiltraadte han Forbundet til Kontinentets Afspærring mod England – altsammen uden et Øieblik at mene oprigtigt et eneste Ord, som udgik af hans Mund.

Men Napoleon, som i dette Øieblik kunde have delt Verden i to, var glad ved at vinde denne Mands Anerkjendelse og Venskab, som han troede var det siste, som manglede i hans Magt.

114Dernæst drog Armeerne syngende hjem til Frankrige, hvor alle Byer med Paris i Spidsen tog imod de brave Soldater, som havde været borte i 10 Maaneder, og bespiste og bedrak dem i endeløs Festlighed.

Keiseren selv uddelte Æreslegionens Kors, Forfremmelser og Belønninger rigeligt, men og retfærdig, hvilket gav alt, hvad der kom fra hans Haand et forøget Værd mellem Mænd.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.