III

115Keiseren var nu reisevant i Evropa og vel kjendt i Italiens og Fastlandets Slotte. Foran ham var der hver Dag ilet hans PaladsOfficerer og Husfolk; og naar Reisevognen kom jagende indover den fremmede Slotsbro om Aftenen, stod Fakkelbærerne paa Slotstrappen, hans egne Officerer rev Vogndøren op og tog imod ham; og i Faklernes Skjær gik den lille Mand i den graa Frak rolig og tryg opad de brede Trapper, hvor Slottets gamle pudrede Tjenere stod og holdt Candelaberne med skjælvende Hænder – gjennem de oplyste Sale, lige til sine egne Gemakker, lod sin egen Kammertjener klæde sig af og satte sig – ganske som hjemme i sit glohede Badevand.

Alt, hvad der hørte til hans Person var af allerførste Sort og ordnet med hele hans Punktlighed og i hans egen store Stil.

116Hans Vognheste var udsøgte Dyr og ordnede i Brigader paa 3 Spand hver med en Forrider. Naar han skulde kjøre 20 franske Mil, blev der opstillet 6 Brigader paa hans Vei, saaat han i Virkeligheden kun kjørte et ganske kort Stykke med de samme Heste. Det har vel gaaet mest i etslags Galop, skjønt ogsaa det er vanskeligt at forstaa, naar man betænker, hvad Slags Veje man nøiede sig med for 100 Aar siden, og med de Vogne, som ser saa tunge ud for os.

Ialfald kunde der da umuligt være Tale om at læse eller arbeide med Kaarter i Vognen. Alligevel var der Bøger, Skrivesager, Kaarter og Kikkerter med hver Brigade, og alle Gjenstande og alt Tilbehør var mærket med Brigadens Nummer, saaat alt med Lethed blev ordnet Natten før en Reise, uden at nogen anede det.

Men forresten havde han nok at tænke paa. Naar han kjørte østover, havde han sit Feldttog at tænke paa. Underveis kom Ordonanser og Estafetter til ham, eller en Marechal med sin Stab holdt paa et aftalt Mødested forat conferere med Keiseren. Nat og Dag ilede han fremover gjennem Landsbyer og mørke Skove. Det rumlede gjennem de trange Gader og Skinnet 117fra hans Fakler fór i et Glimt gjennem de lave Stuer.

Der er han igjen! – sagde Tyskerne og trykkede sig sammen under Dynerne. Men han sad tryg i sin gode Vogn, medens hans Escorte raslede paa begge Sider med blinkende Sabler og Pistoler.

Og naar han reiste vestover, tænkte han først og fremmest paa, hvad han havde at bringe dette Paris, som aldrig var ude af hans Tanker. Dernæst ordnede han i Hovedet Forfremmelser, Udmærkelser og Gaver til sine Folk.

Hvor han fo’r, holdt han Øie med Kronens Gods og de offentlige Domainer; han afrundede og samlede Godser for sine Marechaller og Hertuger; og man kan vanskelig forestille sig denne Mands store Stil i at belønne og give bort.

Thi det var aldrig en taabelig Fyrstes Forkjælelse af Yndlinge og Hofkryb; endmindre fik Kvindehænder nogensinde blande sig i dette. Det var en Mands Tak og Paaskjønnelse for Mandhaftighed og Mandemod, som førte hans Blik sikkert ned gjennem Rækkerne – ligefra Marechallen til den lille Trommeslager, som var løbet ud i Skjorten for at slaa Allarm.

118Der var en Tid, da Marechal Davoust Hertug af Äuerstädt, Fyrste af Eckmühl havde en aarlig Indtægt af en Million otte hundrede Tusinde Francs – af sine Embeder og Domainer.

Ganske vist, det varede ikke saa mange Aar; med Aaret 1814 gik ialfald alle de Godser tabt, som laa udenfor det egentlige Frankrig. Men naar man tænker paa, hvad en aarlig Indtægt af halvanden Million Kroner var for et Hundrede Aar siden, kan man fra dette Udgangspunkt danne sig et Begreb om, hvorledes det gik til omkring Napoleon med Penge.

Og Davoust var i Sandhed ingen Yndling tvertimod! mellem Keiseren og ham var der Intet, som kunde ligne Keiserens Forhold til Duroc, Lannes eller til Junot og Marmont. Belønningerne var kun ydede til de Egenskaber, som gjorde Davoust til en stedse paalidelig og uovervindelig Hærfører.

Napoleons Fyrstetitler var aldrig nøgne, som de, Nutidens Krigsherrer en enkelt Gang uddeler foruden Masser af Silkebaand. De fleste af hans Officerer og Stormænd fik med Titlerne tillige Indtægter, som satte dem istand til at føre et Hus i Paris. Og endnu gaar der mange af disse Hertugnavne i det høieste franske 119Aristokrati, som oprindelig blev givet en af Napoleons Soldater.

Det er forresten vanskeligt at holde rede i alle disse Titler, som dækker over de kjendte Krigernavne og Statsmænd.

Murat blev først Storhertug af Cleve og Berg, dernæst Konge af Neapel.

Berthier blev virkelig regjerende Fyrste af Neufchatel.

Ogsaa Ponte Corvo og Benevent var virkelige Fyrstendømmer for sig, som blev givne Bernadotte og Talleyrand for dem og deres Efterkommere.

Men i 1806 oprettede Napoleon 22 Fyrstendømmer af erobrede Landsdele saasom Venedig, hvis Indehavere fik den arvelige Titel og 1/15 af vedkommende Distrikts Indkomster.

Saadanne Hertug-Titler fik flere af Marechallerne:
Soult Hertug af Dalmatien.
Bessières af Istrien.
Victor af Belluno.
Moncey af Conegliano.
Mortier af Treviso.
Macdonald af Tarent.
Oudinot af Reggio.

Udenfor Marechallerne blev Duroc Hertug af Friaul, Maret af Bassano, Savary af Rovigo, 120Fouché af Otranto og en Slægtning af Bonaparterne fra Corsica – en duelig CavalleriGeneral Arrighi blev Hertug af Padua. Men de gjæveste Titler var dog de, som toges af Slagstederne og fulgte Sejerherren gjennem hele Livet som en Erindring:
Den gamle Hertug af Valmy Kellermann, Hertugen af Danzig Lefebvre.
Masséna Hertug af Rivoli og Fyrste af Esslingen.
Lannes Hertug af Montebello.
Ney Hertug af Elchingen; Fyrste af Moscowa og af Berezina.
Davoust Hertug af Äuerstädt, Fyrste af Eckmühl.

Til alle disse og mangfoldige Flere havde Napoleon rigeligt Ophold – enten i Form af indbringende Stillinger eller – hvis det kneb for nogen – i store fyrstelige Gaver. Han holdt Øie med dem alle, og han ligte vistnok ikke, naar de selv eller deres Damer drev Ødselheden for vidt; men han ligte hellerikke, at de sparede; han vilde, at hans Mænd skulde udfylde det aabne Rum efter Revolutionens store Aareladning og danne Overgangen fra Frankriges gamle Adel til det nye Samfund, han selv vilde skabe.

121Derfor omgav han sig med denne glimrende Kreds baade hjemme og ude; hvor han kom hen, dannede der sig et Hof omkring ham ligesom første Gang i Slottet Montebello; og hvor han kom hen i Evropas Byer og i de forladte Slotte, gik hans daglige Liv i den vante Omgang uforandret som i St. Cloud eller Fontainebleau.

Den samme Regelmæssighed og Sammenhæng i Arbeidet fra Morgen til Aften. Revu over Tropperne, som skulde i Kampen; eller Reorganisation af Corpser, som vendte medtagne tilbage fra Slagmarken; dertil Arbeidet inden Døre i sit Cabinet med sine Secretairer og Generalstabs-Officerer eller med fremmede Gesandter.

Han spiste, naarsomhelst han selv vilde og han fik altid udsøgt Mad; selv i de allerværste Dage i Rusland, da alle andre led den bitreste Nød, blev Keiserens egen Chambertin serveret for ham; og lidt Kjød eller en Fugl var der bestandig til hans Maaltid. Bare han vinkede, dækkedes der strax et lidet Bord for ham – ligesaa fort som i Tuillerierne; han sagde selv, at det var akkurat som et Trolleri.

Naar han var i Feldten, satte de en Høne paa Spid hver halve Time, og det var ikke 122sjeldent, at de stegte tolv, førend han spiste den trettende.

Men naar han var i Slaget, hændte det, at hans Kjøkkenmester arbeidede sig frem gjennem Forvirringen og rakte Keiseren en Bid Mad og et Glas Vin paa Hesten.

Thi skjønt Napoleon selv syntes at lægge saa liden Vægt paa alt sligt, var han dog omgiven paa alle Kanter af en Opvartning – ja af en hengiven Dyrkelse som intet andet Menneske. Alt, hvad der berørte hans Person og daglige Liv var af allerførste Sort; og hvor han var – enten ude eller hjemme levede han som den best forpleiede og best betjente Grandseigneur i Evropa.

Ogsaa hans Officerer ligte sig godt i de første Feldttog paa Kontinentet. De høieste begyndte at udvikle en vis Luxus; men endnu var der ingen Træthed eller Overmættelse eller Overdrivelse, – kun om Junot – Hertugen af Abrantez blev det sagt, at hans Ødselhet var vanvittig, og at hans Vogne og Stald-Etat for Exempel – var næsten ligesaa storartet som Keiserens.

Men for de yngre Officerer var de første Feldttog til Wien og Berlin næsten rene Forlystelser. De viste, at de gik til Seier og nye 123Forfremmelser, og de kom til Hoffer og til Kredse, hvor der ikke fandtes andre unge Mandfolk, end de selv, men fuldt af de skjønneste Damer, som umuligt kunde staa imod disse pragtfulde Cavallerer fra Paris, der kom som en Stormvind fra Slagmarken – leende og forelskede, forat forsvinde igjen imorgen kanske for bestandig.

Den lystige Lasalle, den smukke Colbert, Gardanne med de berømte Knebelsbarter, Turenne, Segur – de fineste Navne, for hvem de gamle Damer lod sig forestille, idet de rødmende spurgte: Hvorledes lever Deres Hr. Fader – Hertugen?

Og alle de Officerer, for hvem dette var for fint, de fandt aabne Slotte og Herregaarde med Jagt og Lystighed og Dans og Commers, saa meget de vilde. I Kjøkken og Kjælder traf de Landsmænd, som diskede op med en Beværtning som i Paris, medens Kjældermesteren gjorde sig en Glæde af at finde frem sin Herres gamle franske Vine.

Naar de laa i Garnison i de store tyske Stæder, satte de Byen paa Ende med alslags Galskaber, bedaarede Kvinderne og fortvivlede de indfødte Mandfolk. En ung General fandt paa at betro sin tyske Skrædder, at den nyeste 124Mode fra Paris var stramme hvide Silkebuxer med røde Ponponer ved Knærene; men Skrædderen maatte endelig ikke sige det til nogen, for Generalen vilde selv være den eneste paa det forestaaende Bal, som bar den nye Mode.

Det gik som beregnet. Skrædderen havde ikke kunnet dy sig; og Generalen og hans Venner havde den Fryd at se den ene efter den anden af de indfødte Løver træde ind i Balsalen med stramme hvide Silkebuxer og røde Ponpons ved Knærene.

Den simple Soldat og Underbefalet fyldte sig med Vin og tyskt Øl og svingede Pigerne, saa det susede i de tunge Skjørter. Thi ingen kunde klare sig for disse Galninger, som talte Herskabernes fine Sprog, som de ikke forstod, og som havde et saadant Haandelag og sikkert Greb om Livet og som kunde danse og hoppe saa let, somom de havde Staalfjere i Benene.

Kampene var haardere, og Krigens hele Art var alvorligere end i Italien. Alligevel klang der længe tversigjennem Krigstummelen en liden Polka-Melodi i de første tyske Feldttog, indtil den blev borte, eftersom Kampen gik over fra Fyrsternes til Folkenes Opgjør. –

Napoleon viste nu, at han kunde slaa Russerne 125samt Tyskere af hvad Navn nævnes kan. Mellem disse gjorde han ikke stor Forskjel paa Folkeslagene; det var ham hip som hap altsammen. Derfor – saasnart han havde taget Magten fra en regjerende Fyrste, lod han sig give Hjælpetropper af den overvundne Armé, gav dem franske Officerer og lod dem marschere og slaas sammen med hans egne Franskmænd. Heldigt var det ogsaa, at mange af Grænsefolkene forstod lidt fransk, og næsten alle de tyske Officerer – ialfald i de høiere Grader talte fransk.

Napoleon saa ingen Fare heri; og naar det endte med, at disse Tropper i 1813 gik over og tilbage til sine egne Landsmænd, – hvad vi med vore Begreber ikke kan undre os over, saa var dette for Napoleon det sorteste Forræderi. Thi hans egen Nationalfølelse var ikke stærkt udviklet.

Han var jo ikke mere Franskmand end vore Folk var Danske, naar de saa mange Gange hjalp Danmark i et Knibetag: Tordenskjold, Rye, Helgesen og Schleppegrell. Men samtidig med, at Norge – Norge bestandig var over alt! havde der i den lange Foreningstid hos vore Folk dannet sig mere Fædrelandskjærlighed overfor Danmark, end det kunde forudsættes 126hos en helt ud italiensk Slægt, som i en forholdsvis kort Tid havde boet paa Øen Corsica, som igjen ganske nylig og modstræbende var kommet ind under Frankrige.

Napoleons Nationalfølelse var nærmest den selvfølgelige Bevidsthed, at han var den største Søn af den største Nation, og at det, som han bragte de andre Nationer, var det beste, nogen kunde faa, fordi det var fransk; han havde ingen Fædrelandskjærlighed udenfor sig selv eller over sig selv.

Han viste ikke, at der er en Fædrelandskjærlighed, som er udenfor al Fornuft, en stridig Kjærlighed til sit eget Land, som heller vil slaas hver Dag og dø, end undertvunget tage imod de beste Vilkaar af en fremmed Haand.

Dengang Talen var om Landgangen i England, som mange ikke engang har troet var alvorlig ment, overvejede Napoleon alle Vanskeligheder og traf alle mulige Forberedelser tilsøs og tillands.

Men han regnede neppe med den engelske Nation; han forestillede sig neppe, hvad der vilde ske, om en Fiende marscherede mod London. Napoleon havde sine Erfaringer fra det flade Fastland, hvor Landegrænserne har 127bølget frem og tilbage under vanvittige Fyrstekrige.

Derfor blev Spanien, som han nu kastede sig over, en skjæbnesvanger Gaade, som han forgjæves ødelagde sig paa at løse.

Thi Spanierne for hundrede Aar siden var en Nation, som heller vilde dø end bøie sig.

*

Det er sandt nok, at Spanien under en exempelløst slet Fyrste-Regjering havde sendt en yderst taabelig Krigserklæring til Frankrige kort før Slaget ved Jena. Men ligesaa sikkert er det, at Napoleon, efterat det spanske Krigsforsøg strax var slaaet til Jorden, ganske uberettiget blandede sig ind i de spanske Forhold.

Hans Hensigt var aabenbar nok. Han vilde bemægtige sig ogsaa Spaniens Krone for en af sin Familie samt gjennem Spanien komme sin værste Fiende tillivs – Englænderne, som allerede havde indrettet Portugal til etslags Handels-Factori.

General Junot fik Ordre til at marschere fredeligt gjennem Spanien og besætte Lissabon.

Junot var hverken nogen fremragende General endmindre nogen Diplomat; men naar han fik saa store Commandoer, var det nærmest, 128fordi Napoleon kjendte til det hensynsløse Mod, hvormed Junot vilde udføre enhver Ordre fra Keiseren, om den var aldrig saa umulig.

Han erobrede ogsaa Portugal i en Maaned og naaede efter Ordren frem til Lissabon den 30te November 1807 med en forreven Levning af sin Armé, som han næsten havde sprængt med Marscher og Kampe.

Da han nærmede sig, gik det portugisiske Kongehus – Familien Braganza ombord paa Flaaden med Hoffet og umaadelige Rigdomme og seilede over til deres Kejserdømme Brasilien.

Napoleon gjorde Junot til Hertug af Abrantèz, hvor han vandt en smuk Sejer.

Junot havde altsaa marscheret fredeligt gjennem Spanien som en Stat, med hvem Krigen var endt. Og det samme gjorde i Begyndelsen ogsaa de 70,000 Mand, som Keiseren i 1803 sendte efter Junot til Portugal. Men pludseligt begyndte disse Tropper, som førtes af Marechal Moncey – Hertug af Conegliano og General Dupont, efter Ordre at overrumple og besætte de spanske Byer og Fæstninger.

Den 6te Juni 1808 proklameredes Joseph Bonaparte som Konge af Spanien. Han havde 129hidtil moret sig saa fortræffeligt som Konge i det lystige Neapel langt borte fra den urolige Broder, saa han var ikke videre glad ved denne Forfremmelse til Spaniens gamle uhyggelige Trone; og han fik det hellerikke godt.

Den kloge General Exelmanns kjendte bedre den spanske Nation end Napoleon; og han havde forsøgt at forklare, at dette var den allergaleste Maade at tage Spanierne paa; men Ingen vilde høre paa ham.

Følgen blev da ogsaa, at hele Spanien reiste sig til en Modstand, der allerede strax fik Karakteren af en Revolution, et Oprør mod denne Konge, som en fremmed Magt havde paatvunget dem; og fra dette Øieblik blev der kjæmpet med den yderste Forbitrelse mellem Spanske og Franske uden Ophør lige til Napoleons Fald.

Hvad der gjorde Krigene i Spanien saa vidt forskjellige fra de aabne Feldtslag i Italien og Tyskland, hvor de franske Generaler hidtil havde seiret, var for det første Landets naturlige Beskaffenhed, som indbød til smaa Kampe, Overraskelser og Overfald. Og hermed forbandt sig den Omstændighed, at Krigen var en Folkereisning; den stolte Nation tog Kampen op i hver eneste Mand og Kvinde; der 130sloges i Bander, fra Baghold og paa Snigmordervis; der faldt snart flere Franskmænd paa denne Maade end i regulaire Slag.

Og endnu en Ting til gav de spanske Krige et uhyggeligt Anstrøg. Og det var den Lethed, hvormed de franske Soldater havde vænnet sig til at tage Kvinderne i de erobrede Lande. Dette vilde de spanske Kvinder ikke finde sig i; og hvad der fra de Franskes Side begyndte halvt i Spøg, blev hurtigt voldsommere under den uventede Modstand, indtil det udartede til Vold og skammelige Misbrug fra Sejerherrernes Side.

Spaniernes Raseri kjendte snart ingen Grænser; den spredte Kamp førtes med den koldeste Grusomhed; Fanger blev pinte, mishandlede og lemlæstede; enkeltvis var ingen fransk Mand sikker nogetsteds i Spanien. Og naar de franske Tropper kom marscherende, fandt de sine Kammeraters Lig ophængte langs Vejene nøgne og lemlæstede; og i selve den Maade, hvorpaa de var lemlæstede, kjendtes tydeligt, at det var en Hævn for Kvinderne.

Men værst var det, at der allerede tidligt hændte de franske Vaaben en forfærdelig Ulykke.

Et fransk Corps under Anførsel af General 131Dupont rykkede frem langs Andujar. Dupont tilhørte en gammel Officersfamilie, og havde med Møie undgaaet Guillotinen. Carnot havde ladet ham ansætte i det topografiske Departement sammen med Clarke; men han havde ogsaa en Commando ved Marengo og var endogsaa den Officer, som afsluttede Overenskomsten med General Melas efter Slaget. Ved Diernstein havde han været med Marechal Mertier, og efter Friedland fik han Æreslegionens store Baand paa Valpladsen. Han hørte altsaa til de mere fremragende Generaler; og Keiseren havde Tillid til ham.

En Dag i Juni 1808 stod han ved Baylen med en liden Del af sit Corps ligeoverfor den spanske General Reding – en Schweitzer af Fødsel. I en liden Træfning var en af Duponts Generaler Gobert falden og den, som remplacerede ham, Dufour – en dygtig General, som siden faldt ved Berezina, han var uforberedt og ikke inde i Situationen. Flere Uheld stødte til. Ordonantser red feil; Ordres opsnappedes af Fiendens deraf opstod Misforstaaelser, og en Række daarlige Maneuvrer foretoges. Dertil var der ualmindeligt hedt, og Dupont var syg.

Af alt dette benyttede General Reding sig saa 132godt, at han efter en ulige Kamp den 20de Juni fik presset Dupont til en Vaabensstilstand.

Men samtidig hermed blev Reding angrebet af General Vedel fra den anden Kant, saa han befandt sig imellem Dupont og Vedel og uvægerligen vilde blevet knust, hvis ikke det var lykkedes ham at lokke Dupont til at sende en Ordonants til Vedel med Bud om Vaabensstilstanden.

General Vedel stansede da sit Angreb og slap endda fra sig et spansk Regiment, han havde fanget.

Men allerede medens Vedel endnu sloges, kom en af Duponts Adjutanter Villoutrai, som ganske misforstod sin Ordre, til at bringe den spanske General Castanos, som endnu var et godt Stykke borte, Efterretning om, at der var en Vaabensstilstand.

Castanos satte afsted i forceret Marsch til Baylen, og ved hans Ankomst blev Duponts Stilling saa fortvivlet, at Vaabensstilstanden gik over til en fuldstændig Capitulation.

Og ikke nok hermed. Generalerne Vedel og Dufour, som fik høre, at Dupont havde capituleret, og som marscherede bort, forat naa Madrid, de fik efter en Dags Marsch den Besked fra Dupont ved en udsendt Adjutant, at deres 133Afdelinger havde ogsaa været indbefattede i Capitulationen. I en ubegribelig Dumhed adlød disse Generaler, overgav sig og lod sine brave Soldater afvæbne og føre i spansk Fangenskab.

Den hele Armé – 21,000 Mand, med 40 Kanoner og 2400 Ryttere blev Krigsfanger. Kun yderst faa af disse udmærkede Soldater kom nogensinde hjem igjen. De allerfleste gik tilgrunde i de skrækkelige spanske Fængsler af Hunger og Urenslighed og alskens Mishandling.

Som det var almindeligt – og kanske mest i i Spanien – havde nok de høiere franske Officerer tilplyndret sig et stort Bytte, som førtes i Armeens Vogn-Train. Og der er bleven ymtet om, at Generalerne tænkte mere end tilbørligt paa sine dyrebare Vognlæs.

Men da Soldaterne saa, at deres fattige Tornistre skulde visiteres, angav de i sin Forbitrelse Officerernes Vogntog, hvori der var fuldt af Malerier og Kostbarheder fra Kirker og Slotte.

Det var den største Skjændsel, som nogensinde var overgaaet den franske Armé i Napoleons Hænder. Han fik Efterretningen den 1ste August i Bordeaux; og hans Smerte og Raseri var voldsomt.

«Jeg vilde ønske, at jeg kunde udslette denne 134Skjændsel med alt mit Blod» – udbrød han.

Den udmærkede Ingenieur-General Marescot og ligesaa General Privé havde protesteret mod Capitulationen, som derfor ikke blev regnet dem til Skam; General Privé sad i engelsk Fangenskab til 1814; men Dupont blev fængslet. Hans Proces tog – saavidt jeg ved – aldrig nogen Ende; men efter 1814 kom General Dupont til Ære og Værdighed under Bourbonerne.

Da Capitulationen ved Baylen blev bekjendt udover Spanien, gjorde Begivenheden et uhyre stærkt Indtryk: den franske Uovervindelighed var blæst bort, og Revolutionen var bleven ukuelig. Efter i otte Dage at have været Alle Spanieres Konge, maatte Joseph forlade Madrid nærmest som Flygtning.

Ulykkernes Maal i Spanien i første Halvdel af 1808 blev fuldt, da General Wellesley den senere Lord Wellingthon gik iland nordenfor Lissabon med en engelsk Hær, forenede sig med den portugisiske og marscherede – 26,000 Mand stærk mod Vimeiro.

Den uforfærdede Junot gik ikke afveien for nogenting, men stillede sig mod Fienden med sine 10,000 Mand. Han sloges i fem Timer cg tabte – det gjorde han; men hans Holdning 135selv efter Nederlaget var saa fast, at den engelske General bød ham en hæderlig Capitulation, som blev afsluttet i det berømte Kloster ved Cintra nær Lissabon.

Junots Armé førtes med Vaaben og Forraad af enhver Art til Frankrige paa engelske Skibe, saa han og hans Folk forlod Halvøen uden Skam.

Men alligevel! ogsaa denne Capitulation ved Cintra – lige efter Skandalen ved Baylen gjorde de Franskes Sag fortabt, og de Engelske, hvis Hær nu forblev i Portugal, hilsedes af Spanierne som Venner og Forbundne.

Og i Løbet af en kort Tid blev det saa, at den spanske Nation, som under en fornuftig og hensynsfuld Behandling kunde have slaaet sig sammen med den franske, og holdt de fremmede Englændere borte fra Halvøen, de forbandt sig nu med Englænderne til Napoleons Fordærvelse.

*

– Da Napoleon og Alexander skiltes ad i Tilsit i Juli 1807, havde de lovet hinanden, at de vilde mødes igjen, engang inden Udgangen af det næste Aar.

Begivenhederne i Spanien og den engelske Hær i Portugal gjorde Mødet end mere nødvendigt. 136Preussens endelige Skjæbne skulde reguleres; Østerrige var begyndt store Rustninger og lod sit Landeværn reorganisere.

Da Napoleon kom til det aftalte Møde i Erfurt i Juli 1808 var han ifølge et Brev til sin Broder Joseph saaledes udrustet:

«Jeg har en Hær ved Passarge, en i Warschau, en i Schlesien, en i Hamburg, en i Berlin, en i Boulogne, en, som marscherer mod Portugal. Jeg trækker sammen en Reserve-Hær i Boulogne, en har jeg i Italien, en i Dalmatien og en i Neapel. Overalt paa Kysterne er der Garnisoner.»

I Erfurt mødte alle de tyske Fyrster frem undtagen Kongen af Preussen og Keiseren af Østerrige. For den siste mødte Baron Vincent med en Undskyldning. Sagen var den, at Keiseren var fornærmet, fordi han saa, hvorledes Napoleon ikke brød sig om andre end Zaren, og hvorledes disse to beredte sig til at ordne Evropas Forhold uden at indbyde ham. Desuden var Østerrige allerede stærkt optaget med hemmelige Rustninger.

I de 14 Dage, Sammenkomsten i Erfurt varede, levede de to Keisere i den mest fortrolige Omgang, og det saa ud for alle Mennesker, somom den russiske Selvhersker var stolt over 137den Agtelse og det Venskab, hvormed Napoleon behandlede ham.

En stor Mands Venskab er en Velsignelse fra Guderne, blev der sagt en Aften fra Scenen, hvor Talma og de andre Skuespillere fra Theatre Français spillede Tragedier.

Ved denne Replik greb Alexander Napoleons Haand og sagde med Varme: Det føler jeg hver Dag i denne Tid.

Napoleon var – som altid – rede med sine Gaver. Han forærede Storfyrst Konstantin en overmaade pragtfuld Kaarde; men Keiser Alexander gav han sin egen. Idet Zaren tog imod Vaabenet, sagde han:

Jeg modtager dette Tegn paa Venskab; og Deres Majestæt kan være ganske sikker paa, at jeg aldrig skal drage dette Vaaben mod Dem.

Den 14de October skiltes de to Herskere; den ene kjørte til sit Rige mod Øst og den anden mod Vest; og de saa hinanden aldrig mer i Livet.

Man har sagt, at Napoleons endelige Maal med alle hans Krige var en almindelig Fred. Forsaavidt kan dette være sandt, som han vel nok forestillede sig som Maalet en Tilstand, hvor alle andre var slaaede til Jorden og han 138selv var anerkjendt som de Størstes Ligemand og lidt til.

De Fyrster, han havde mødt, var ham alle personligt saa langt underlegne, at deres tvungne Anerkjendelse havde lidet Værd for ham. England forstod han sig ikke paa; det var ikke noget Fyrsterige efter hans Begreb. Men Ruslands mægtige Zar – at vinde ham var et Maal; med ham skulde han være villig til at dele Verden.

Derfor gjorde han sig mere Umag med at vinde denne Mand end med nogen anden Mand eller Kvinde, han havde mødt i Livet. Og hans store overlegne Aand, hans Kundskaber og al den Elskværdighed, som i Grunden laa i hans Karakter – alt dette øste han ud over denne yngre Mand, som jo maatte have været af Sten og Stok, om det ikke havde gjort Indtryk paa ham. Og Alexander den 1ste var tvertimod paa sin Maade meget følelsesfuld og let at bevæge.

Men alligevel var det Napoleon, som blev fuldstændig narret. Ikke fordi den anden kunde føre ham bag Lyset. Napoleon var snedig nok; han kunde selv være falsk; og Rænkespind og Forstillelse lugtede han paa lang Afstand.

Men der bliver altid en stor Forskjel mellem Napoleons – saa at sige: leilighedsvise Falskhed og den asiatiske Form, hvor den absolut 139ansvarsløse Falskhed er Opdragelsens Indhold og Maal for den unge Fyrste og den modne Herskers fornemste Prærogativ.

Alexander kunde være greben, bedaaret, fuld af Følelse; og han kunde mene hvert Ord, han sagde. Men derfor opstod der intet i ham, som havde noget med det, vi kalder Forpligtelse, endsige at han skulde fravige sin Dom om Napoleon eller blot for et Secund skulde glemme, at denne bedaarende Mand dog ikke var andet end en corsikansk Eventyrer ved Navn Buonaparte, og paa hvis Nakke han en Dag skulde sætte sin gode Russestøvle.

Jo mere Kongen af Sachsen nærmede sig, og jo fladere de mindre tyske Fyrster laa for ham, desto mere trak Napoleon den russiske Zar til sig; han maalte ikke skinsyg sin Magt med hans; som den ældre var det ham nok at overvælde den unge med sin Persons Overlegenhed; sammen med Alexander og anerkjendt af ham, skulde han endelig slaa sig til Ro, og de skulde eje hver sin Halvdel af Verden, naar England var knust.

Foreløbig skulde Rusland tage Finland og Frankrige den spanske Halvø.

Den l9de October var Napoleon tilbage i St. Cloud.

140Faa Dage efter holdt han en Tale ved Aabningen af den lovgivende Forsamling, hvori han sagde:

Jeg gaar om faa Dage til Spanien for at stille mig i Spidsen for min Armé, krone min Broder i Madrid som Spaniens Konge og plante vore Ørne paa Lissabons Befæstninger. Keiseren af Rusland og jeg – vi har været sammen i Erfurt. Vi ere enige og uadskilleligt forbundne med hinanden i Fred som i Krig.

*

Keiseren selv rykkede ind i Spanien den 4de November 1808, og Sejeren fulgte strax med. Joseph kom sin Broder imøde og sluttede sig til Fremrykningen mod Madrid. Mange af Napoleons første Generaler var nu i Spanien, efterhaanden kom de der næsten alle, – kun Davoust slap fri; men ellers: Suchet, Soult, Ney, Massena, Victor, Marmont – de fik hver sin Tur; men Ingen kom rigtig godt fra det.

Ved Somo Sierra havde det Armécorps, hvor Keiseren fulgte, en forfærdelig Kamp, som blev af de berømte. General Victor, som netop var bleven Marechal efter Slaget ved Friedland og Hertug af Belluno stod ved Foden af den berygtede Bjergpassage Somo Sierra. Den var beskyttet 141af Skanser, hvori der var 16 Kanoner; medens 10,000 Mand Infanteri var fordelt i det opadstigende Terrain til begge Sider af Kløften. Commandoen førtes af General San-Benito.

Det var en Stilling, som syntes uindtagelig for andre Tropper end et talrigt og udholdende Infanteri; men efter et Par mislykkede Angreb blev Napoleon utaalmodig. Han befalede General Montbrun at tage Stillingen med de polske Lansenerer, som han commanderede og som tilhørte Keiserens egen Garde.

Det var noget ganske uhørt, at lade Rytteri gaa paa en Stilling som denne; men Keiseren blev utaalmodig, og han viste, at skulde dette gjøres, saa var der ingen bedre end Polakkerne.

De skuffede ham hellerikke, men udførte det dumdristige Vovestykke; de drev sine Heste opover Bjerget og satte over Forskansningerne. De spanske Artillerister blev nedhuggede ved deres Kanoner, og tiltrods for et uhyre Mandefald fik Montbrun Fienden kastet ud af den trange Passage, saa at Armeen kunde komme frem; der blev gjort et rigt Bytte af Fanger og Forraad.

Da de polske Lansenerer satte afsted til Angrebet, var den unge Segur fulgt med; han var egentlig ansat ved Keiserens personlige Omgivelser 142– som Adjutant paa Reiser og Palads-Officer hjemme.

Keiseren bad ham – saa vidt jeg husker tage Pladsen efter en Officer, som faldt; og derved kom han til at deltage i denne Sejer, der ansees som et enestaaende Vidunder af en Cavalleri-Bedrift. Men han blev rigtignok ogsaa saa forfærdeligt saaret, at det var saa vidt, han stod det over med Livet.

Senere blev han rigeligt belønnet; han fulgte Keiseren som General lige til det sidste og døde først i 1871 – 91 Aar gammel. Det er han, som har skrevet de udmærkede Memoirer, hvoraf især Toget til Rusland er bleven berømt.

Hans Far havde tjent Catharina den Anden i Rusland; og var traadt tidligt i Napoleons Tjeneste, hos hvem han var Overhofmarchal og Ceremonimester i Tuillerierne; Napoleon var meget stolt af ham.

Mod Polakkerne var Napoleon ikke god. Ikke saa, at han var haard i Tjenesten eller tilsidesatte dem. Tverimod: Angrebet paa Somo Sierra var vist og blev vist opfattet fra begge Sider som en Compliment. Og mange af de polske Officerer steg høit; der var flere Generaler blandt dem: Fyrst Poniatowski, som 143endog blev Marechal et Par Dage, før han faldt ved Leipzig; General Dumbrowski førte Polakkerne i Rusland, og i sin Ungdom havde Napoleon havt som sin kjæreste Adjutant Polakken Sulkowski, der allerede faldt i Egypten.

Men i politisk Henseende skuffede han grusomt Polakkernes Hengivenhed og deres Forventninger.

Napoleon forstod godt, at dette ikke var et Folk, hvoraf der kunde dannes et Kongerige for en Bonaparte, der i et og alt vilde lystre Ordren fra Paris; og det var det, han vilde. Desuden vilde han ikke gjøre sin Ven Zaren imod.

Polakkernes høitstemte Kjærlighed til Friheden og deres flammende Had til Tyrannerne, faldt ingenlunde i hans Smag. Derfor blev der aldrig oprettet noget Kongerige Polen, som bestandig var Polakkernes Drøm; han tog imod deres Tjeneste og opholdt dem med Antydninger og halve Løfter, og dermed blev det.

Efter Slaget ved Somo Sierra kunde Napoleon marschere lige paa Madrid, som han ogsaa med Lethed kunde indtaget med Magt. Men han indsaa, at det vilde være en daarlig Begyndelse endnu engang at indsætte Joseph med Magt i et Kongerige med en udplyndret Hovedstad. 144Han gav altsaa god Tid og lagde sig saa tæt omkring Byen, at den overgav sig af sig selv.

Med stor Møie lykkedes det de spanske Autoriteter at holde saavidt Styr paa Befolkningen, at Kong Josephs Gjenindsættelse kunde gaa for sig under tilsyneladende Ro. Napoleon sparede ikke paa høitravende Proclamationer til det spanske Folk, som ikke gjorde det mindste Indtryk.

Derimod gjorde det et stærkt Indtryk paa ham, at midt i den store Uvilje mod de Franske viste det sig, at saa ærbødige og saa kongetro var Spanierne, at Kong Joseph gjenfandt sit Palads i Madrid ganske urørt, som han forlod det. Der hang endogsaa Bonaparternes Familieportraiter paa deres Plads, – blandt andre Davids berømte: General Bonaparte paa Alperne.

Napoleon kunde ikke forstaa det Nationaltræk, at den paatvungne Konge var Gjenstand for Had, men at Spaniens Konge var tryg i sit Slot. Om man fra først af ved lempelige Midler havde ladet Joseph remplacere det gamle forhadte og elendige Kongehus, saa var kanske alt bleven anderledes; nu var det for sent.

Den 22de December forlod Napoleon Madrid, 145for selv at lede Krigen. Den var nu mest rettet mod Englænderne, som var gaaet over Duero og nærmede sig Valladolid. Til Kong Josephs Beskyttelse i Madrid efterlod han Marechallerne Victor og Lefebvre samt CavalleriGeneralerne Lasalle, Milhaud og Latour-Maubourg.

Et Par Uheld begyndte. General LefebvreDesnouettes gik med 400 Dragoner uforsigtigen over et Vadested forat besætte Landsbyen Bonavente, som han troede forladt. Men ulykkeligvis var der endnu 2000 engelske Ryttere tilbage; de kastede sig over den lille Styrke; Lefebvre-Desnouettes blev saaret og fik sin Hest skudt under sig, saa han faldt i Vandet og blev fangen.

General August Colbert – der var tre Brødre – fik hans Commando, som udgjorde en Del af Marechal Bessières’s Garde-Cavalleri – i Fortroppen. To Dage efter faldt den unge Mand; før han døde, fik han sagt: Jeg dør som en brav Soldat af den store Armé; thi foran mig ser jeg mit Fædrelands argeste Fiende paa Flugten.

Han var en af Løverne ved Hoffet og en af Armeens smukkeste Mænd.

Men under Keiserens Ledelse slog Marechallerne 146Ney og Soult Englænderne i flere Slag; General Moore faldt, og General Baird fik et farligt Saar ved Broen del Curgo foran Coruna. Det var overhovedet at forudse, at hvis Napoleon selv havde fortsat Krigen, vilde det snart endt med Halvøens Erobring og Englændernes Fordrivelse. Thi han var den eneste, som kunde maneuvrere flere Armeer paa en Gang og holde Generalerne i sin Haand.

Men midt i Januar 1809 fik han i Valladolid saadanne Efterretninger fra Paris – især om Østerriges fiendtlige Holdning, at han strax steg tilhest og overlod Spanien til Joseph med Marechal Jourdan som Overgeneral.

At Napoleon saadan med et forlod sin Armé i et fiendtligt Land, gjenkaldte i Erindringen hans pludselige Afreise fra Egypten, og siden i hans Liv, da det samme hændte igjen, satte det meget ondt Blod – især blandt Officererne; Soldaterne taalte alt af ham. –

– Der var en Ting, som alle høje Reisende ilede med at skrive hjem fra Paris til sine aristokratiske Kredse og til Hofferne, og det var, at Buonaparte ikke kunde ride, han sad ikke godt tilhest, tog sig ikke ud og lignende. Der var ligesom en Trøst i dette, at denne Mand, som overgik dem alle i alt – ogsaa i sin personlige 147Fremtræden, ialfald i den fine Ridekunst ikke stod Maalet.

Sagen var den, at Napoleon var en skjødesløs Rytter, for hvem det altid havde været mest magtpaaliggende at komme frem gjennem tykt og tyndt og i største Fart. Han havde aldrig havt Tid eller Trang til at lære Holdning, som særligt Fyrstesønnerne maa lægge saa meget Arbeide paa.

At sidde feilfrit og urokkelig paa en Hest i timevis og afholde Revu over store Troppemasser skal være meget anstrængende baade for Mand og Hest. Keiseren af Rusland har en Række sorte Hingste, som er dresserede til at staa ganske stille uden at røre et Lem – ganske som Bronce.

Men Napoleon var bestandig i Bevægelse selv under en Revu var han her og der og allevegne, fordi hans Øie skulde se alt, og fordi al hans Tanke var i det, han saa og uden Tanke for, hvorledes han selv saa ud. Derfor syntes de Fremmede, som saa den lille Mand i graa Frak paa de deilige Dyr, han red, uden et Øieblik at fremhæve Dyret eller sin Ridekunst, – de syntes, at han var en tarvelig Rytter.

Men ride kunde han som faa Mænd i Evropa, 148hvor det gjaldt om at komme over det farligste Terrain og at holde længe ud. Han red den 16de Januar i strakt Jagt-Galop fra Valladolid tilbage til Burgos, som han havde forladt den samme Morgen – 35 franske Mile i fem Timer. Derfra til Bayonne uden at forlade Vognen og videre til Paris, hvortil han kom ganske alene; ingen havde kunnet holde Følge med ham. Den 23de Januar om Aftenen fór hans Vogn ind i Tuillerierne; og om Morgenen blev Paris overrasket af Moniteuren, som meldte, at Keiseren var vendt tilbage fra Spanien.

Østerrige havde holdt sig i Skindet i Fire Aar. Men det kunde aldrig nedlægge Hadet til denne formastelige Søn af Revolutionen, som havde slaaet deres Hære sønder og sammen, for tilslut at sætte sig som Keiser ved Souverainernes Bord. Desuden kom der Penge og stærke Opfordringer fra England, som især blev høilydte, da Keiseren ved sin Nærværelse i Spanien var lige ved at kaste Englænderne ud af Halvøen.

Da derfor Østerrige ved sin truende Holdning fik Napoleon til at forlade Spanien, gjorde det i Virkeligheden England en stor Tjeneste; medens det selv kom til at betale sin ubesindige Krigserklæring dyrt.

149De havde samlet en stor og overmægtig Armé paa henimod 300,000 Mand og de besad idetmindste én af Tidens største Feldtherrer – nemlig Erkehertug Karl. Tropperne stod i Polen, Sachsen, Tyrol og Italien under Erkehertugerne Karl, Ferdinand og Johan samt Generalerne Kolowrath, Bellegarde og Hiller.

De Franske’s Stridskræfter stod saaledes: Poniatowski i Polen, Bernadotte i Sachsen, General Gratien i Holland og Kong Jerome i Westphalen; dette var nærmest Reserver.

Men Hoved-Arméen, som umiddelbart blev anført af Keiseren selv, bestod af Corpserne Lannes og Oudinot, Davoust med sit 3die Corps ved Regensburg, og det 4de under Massena ved Ulm. Det 7de Corps var 30,000 Bayrere under Hertugen af Danzig ved München; det 8de under Vandanne var sammensat af 12,000 Würtembergere og 12,000 andre Tyskere. Fra Italien rykkede Macdonald og Marmont nord-over. Tilsammen 267,000 Mand.

Endelig efter mange bitre Ord og seige Underfundigheder fik Napoleon om Aftenen den 12te April vide, at Erkehertug Karl var gaaet over Floden Inn; og et Øjeblik efter sad han i sin Reisevogn og kjørte i Galop østover. 150Den l7de opslog Napoleon sit Hovedkvarter i Donauwörth.

Fra Begyndelsen af dette Feldttog gik der neppe nogen Dag, uden at en af de franske Generaler udmærkede sig og slog sig frem tildels i store blodige Slag mod Øst, mod Wien.

Ved Abensberg overlod Napoleon hovedsagelig til Bayrerne og Würtembergerne at slaa Østerrigerne under General Hiller, og under Commando af Davoust, Lannes og Vandamme gjorde de det saa godt, at Sejeren blev stor og fuldstændig.

Marechal Davoust, som allerede var Hertug af Äuerstädt blev ydermere Fyrste af Eckmühl, en liden Landsby i Nærheden af Regensburg, hvor han i et ualmindeligt heftigt Slag paa tre Timer ødelagde Erkehertug Karls Armécorps og aabnede Veien til Wien. General Cervoni – af italiensk Familie blev dræbt, mens han udfoldede et Kort for Keiseren; og General Clement mistede en Arm ved Eckmühl.

Ved Regensburg blev Napoleon saaret, den eneste Gang i sit Liv; det var en ubetydelig Rift i Hælen. Kongen af Bayern, som Østerrigerne havde fordrevet fra München, vendte i 151Triumf tilbage til sin Hovedstad; og alle de franske Arméer marscherede nu mod Wien, drivende Fienden foran sig.

For første Gang havde Napoleon marscheret uden sin Garde. Han havde med Vilje benyttet Bayrerne og Würtembergerne til sine nærmeste Omgivelser, for at belønne dem for Abensberg og knytte dem nærmere til sin Person.

Den 1Ode Mai Klokken 9 var Napoleon foran Wiens Porte. Men da det varede noget, inden Byen overgav sig, lod han om Aftenen den 11te et Batteri paa 15 Kanoner kaste 1800 Bomber ind i Byen, som strax begyndte at brænde paa forskjellige Steder. Den 12te Mai om Morgenen capitulerede Wien og General Andreossy blev Stadens Gouverneur.

Imidlertid blev det denne Gang nødvendigt efter Wiens Indtagelse at gaa over Donau, hvor den fiendtlige Armé endnu stod rede til Slag under Erkehertugerne og General Hiller.

For at komme over behøvedes der fire Broer, fordi der var flere Øer at passere, hvoraf den siste og største kun var fjernet fra den venstre Flodbred ved et Løb paa trefire Hundrede Fod. Arbeidet begyndte under Ledelse af Ingenieur-Generalerne Pernetti og 152Bernard. Den siste var ikke endnu saa berømt som han siden blev, og ansaaes hellerikke som Ingenieur saa fremragende som Lariboissière, Chasseloup, Marescot og Haxo, hellerikke som den store Eblé, der slog Broerne ved Berezina.

Den l9de Mai befalede Napoleon at sætte Pontonerne sammen og slaa Broerne over. Massena gik foran den 20de med Divisionen Molitor; han fordrev Østerrigerne fra Øen Lobau efter en Kamp paa 2 Timer, og Klokken 12 havde han hele sit 4de Corps paa Øen, som er temmeligt stor, og som dengang ialfald var bevoxet med Kratskov og var gjennemskaaret af dybe Grøfter og Vandløb.

Om Aftenen den 20de Mai fremlagde Napoleon sin Plan, som var at gaa over den siste Arm af Floden i den tidlige Morgen og tage de to Landsbyer Aspern og Esslingen; – han anede ikke – og ikke nogen af de andre heller – anede, at Erkehertugen og General Hiller havde sat sig saa fast i disse to Stillinger, at de Franske skulde levere to yderst farlige Slag, forat faa fast Fod paa den venstre Bred, – og endda lykkedes det kun halvt.

Men om Aftenen den 20de sad Officerer og Soldater omkring Baalene og holdt sig lystige 153med Snak og Historier som sædvanligt før en Slagdag. Der var netop kommen en ung Officer Albuquerque – af spansk Slægt – med Lannes’s Tropper fra Spanien. Han havde været saa heldig at modtage den tapre General Palafox’es Kaarde, da denne endelig overgav Saragozza; og nu sad han og sang lystige Viser og sentimentale spanske Elskovssange for Kammeraterne, som kjendte Albuqurques smukke Stemme og flokkedes om hans Baal. Den næste Formiddag faldt han ved Aspern.

Den næste Morgen, mens Napoleons Tropper var ifærd med at gaa over den siste Bro, udfoldede den fientlige Armé sine Kræfter og begyndte strax med en overmægtig Styrke at angribe de Afdelinger, som var komne over. Kampen dreiede sig om de Landsbyer, som afvexlende var i de to Partiers Hænder – fem-sex Gange i Løbet af Dagen. Masséna sloges ved Aspern og Lannes ved Esslingen. De Franske var i Mindretal; men saa var de ogsaa Evropas første Soldater, og de holdt sig Fienden fra Livet, lige indtil Mørket faldt paa.

Marechal Bessières havde havt sit Cavalleri i Ilden; og de havde gjort Underværker af Tapperhed; men de havde og lidt et stort 154Tab, idet General d’Espagne var falden – en af de store Rytteranførere – samt tre Oberster under ham.

I den uhyggelige Nat mellem den 21de og den 22de Mai camperede Masséna i Ruinerne af det brændende Aspern; medens Østerrigerne under Bellegarde holdt besat Kirken og Kirkegaarden i den samme Landsby.

Men overvældede af Træthed gav begge Arméer hinanden stiltiende nogle Timers Fred paa den trange Valplads.

Og midt i alt dette var der endda til en heftig privat Strid mellem Marechallerne Bessières og Lannes. Ved Keiserens Dispositioner var nemlig Bessières’s Cavalleri stillet til Disposition for Lannes, saaat Bessières paa en Maade kunde siges at staa under Lannes’s Commando, og det kunde han ikke taale. Der opstod et voldsomt Skjænderi mellem Marechallerne; og det var saa vidt, at en Duel blev forhindret den samme Aften.

Der blev ikke lang Søvn. Allerede Klokken to om Morgenen begyndte Østerrigerne at røre paa sig. Napoleon sendte uafladelig Adjutanter til de øvrige Corps af Arméen, som endnu var paa Øerne og den høire Bred, at de maatte skynde sig og komme over.

155Imidlertid var selve Broerne i den største Fare. Thi Østerrigerne lastede svære Baader med Sten og kastede Møller og Kværnhuse og alt, som kunde flyde, i Floden ovenfor Broerne, forat Strømmen skulde føre altsammen ned mod de franske Broer og hænge sig fast og trykke og støde paa Pæleværket og Pontonerne.

Marechal Davoust kom tidligt ridende alene over til Keiseren for at melde, at nu kom hans Folk snart; en Del var alt kommen og sloges sammen med Heltene fra igaar. Napoleon begyndte derfor Dagen fuld af Haab, skjønt Erkehertugen atter kastede sine overlegne Masser frem med den største Voldsomhed. De Franske stod ligesaa urokkelige som de stod igaar.

Da besluttede Napoleon i sikker Tillid til de nære Forstærkninger at gaa over til Angreb og gav Marechallerne Ordre til at bryde igjennem Østerrigernes Centrum og kaste dem ind over Sletterne.

Denne Maneuvre, som de kjendte saa vel fra saa mange af hans Slag, blev øieblikkelig udført og det med en saadan Glans, at der opstod det farlige aabne Rum i Fiendens Slaglinie.

156Erkehertug Karl greb en Fane af General Zacks Regiment, forat føre sine Folk frem igjen; han udsatte sin Person ligesaa hensynsløst som den tapreste Soldat; men han reves allerede med i Armeens tilbagevigende Bevægelse.

Ogsaa Napoleon var denne Dag saa uforsigtig, at General Walther, som havde at passe paa ham med Garde-Grenadererne, traadte i Vejen for ham og sagde: Dersom Deres Majestæt ikke trækker Dem tilbage, vil jeg lade mine Grenaderer føre Dem bort med Magt.

Endnu var Klokken ikke mere end 8 om Morgenen og Napoleon var fuld af Iver og ganske sikker paa i næste Øieblik at se Hovedet af Davousts første Colonner komme fra Floden.

Da fik han det Bud, at den største af Broerne var sprængt.

Ganske rolig og uden et utaalmodigt Ord saa han den visse Sejer slippe sig afhænde. Han sendte Ordre til Lannes, at han skulde holde inde med Angrebet, medens Keiseren indhentede nærmere Oplysninger. Men de Rapporter, han modtog, overbeviste ham snart om, at han ingensomhelst Hjælp kunde vente den 157Dag fra den anden Side af Donau; og selv havde de ikke engang Ammunition paa den venstre Bred.

Det var lykkedes Østerrigerne at belæsse den længste Bro med saa meget flydende Gods, at Strømmen tilslut sprængte den paa Midten.

Det gik snart op for Erkehertugen, at der var noget ivejen med Napoleon. Han fik samlet sine Folk, som ikke længer blev angrebne; og nu paafulgte der en af de voldsomste Kampe, man havde seet; den varede i 12 Timer paa det samme forholdsvis snevre Terrain. Med utrolig Tapperhed forsvarede de Franske sig den hele Dag og der faldt et usædvanligt Antal Officerer. Blandt dem General SaintHilaire – en af de betydelige. Ved Austerlitz fik han Æreslegionens store Ørn samt Commandeurkorset af Jernkronen.

Men der var et Tab, som var endnu meget værre, og det var, at selve Marechallen faldt – Marechal Lannes – Hertug af Montebello.

Hans Adjutanter havde netop formaaet Marechallen til at stige et Øieblik af Hesten for at hvile sig lidt og strække Benene. Da kom der en Kanonkugle og knuste begge hans Knær. 158Han laa hen i store Lidelser til den 30te Mai, da han døde.

Det var Napoleons beste Ungdomsven og den betydeligste af dem alle. De Folk, som har villet gjøre alt omkring Napoleon saa afskrækkende som muligt, har ogsaa villet fremstille Forholdet mellem Lannes og Napoleon som alt andet end Venskab.

At Lannes sagde Keiseren drøie Ord og kanske i sin Omtale ikke lagde Fingrene imellem, det kan være sandt nok. Napoleon var ikke for nogen saadan til at holde af i jævn Gemytlighed; selv overfor sine nærmeste holdt han sig oppe i den Kulde, han med Vilje omgav sig med. Men naar han overvældede dem med Tak og Ros og Belønninger, saa viste de, og saa det i et lidet Glimt eller Smil, at han var deres trofaste Ven. Keiseren nævnte aldrig Lannes uden med den største Ros over hans fremragende Egenskaber og han kom hele sit Liv til at savne denne sin beste Mand.

Efter det skrækkelige Slag ved Aspern og Esslingen, som i Almindelighed regnes for Erkehertug Karls største Seier, fik General Mouton for sin Koldblodighed og sin urokkelige Tapperhed Titelen: Greve af Lobau med rigelige Dotationer.

159Kejseren var som altid rolig og kold, da han om Aftenen sammenkaldte sine Marechaller til Raadslagning. De vilde allesammen, at man skulde bringe Armeen i Sikkerhed helt over paa den høire Donaubred. Men det var ham umuligt at gaa saa langt tilbage; til Øen Lobau var alt, hvad han kunde bekvemme sig til.

Ordre blev givet til at begynde Overgangen, saasnart den korte Bro til Lobau blev færdig. Men Landsbyerne skulde holdes besat i det længste for at skuffe Fienden.

Om Natten roede Napoleon alene med Berthier over Donau, for at trøste Davoust og de andre Generaler, som havde maattet ligge uvirksomme under det store Slag.

Klokken to om Morgenen begyndte Garden i al Stilhed at gaa over den korte Bro til Lobau, dernæst kom Cavalleriet og Oudinots Grenaderer, og tilslut fik de – endnu før det blev rigtig Dag – alting slæbt med sig over til Lobau ad den eneste Bro.

Nu maatte der forberedes en rationel Overgang over Floden, og Hærens beste IngenieurOfficerer arbeidede i 43 Dage med Broer og Færger og Pæleværk til Overgang for en Hær paa 150,000 Mand med alt Tilbehør. Leiren paa Lobau blev imidlertid til den stærkeste 160Vaabenplads i Europa, og fra alle Kanter marscherede franske Hære mod dette Punkt. Der blev ogsaa i denne Tid leveret mange hæderlige Slag af Napoleons Generaler, medens han selv holdt Hof i Schönbrunnen.

I de første Dage af Juli var Ingenieurerne færdige med deres Arbejde, som i den Tid ansaaes for at være Mesterværker. Tre Broer saa brede som Colonneveje, hvor 3 Vogne kunde passere ved Siden af hinanden, førte fra den højre Flodbred over den lille Ø og til Lobau; herfra og til den venstre Bred var alle Broerne færdige til at slaaes i siste Øjeblik. Det hele var beskyttet af et Pæleværk, som løb sammen i en Spids paa en liden Ø længer oppe i Strømmen.

Tversover Øen Lobau var der anlagt en 40 Fod bred Vei, som laa paa en Dæmning; og saavel paa denne Vei som paa Broerne var der for hver 10 Favne ophængt Lygter paa begge Sider. Ved alle Krydsninger var der Veivisre med Ordre for hvert Armecorps.

Her strømmede de til fra alle Kanter, og paa Øen Lobau mødtes Folk af alle den store Armés Corpser, som havde været i Krig rundt omkring i Evropa. Om Aftenen den 3die Juli sad de omkring Bivouak-Ilden, Krigskammerater, 161Venner og Slægtninge, som ikke havde seet hinanden paa sex Aar, gjenfandt hverandre i den store Vrimmel. Foruden Massena, Davoust og Oudinot kom nu ogsaa Vicekongen Eugen fra Tyrol, Marmont fra Italien, Bernadotte, Vandamme og Lefebvre, Kong Jerome fra Dresden og Junot Fra Bayeruth.

Den 4de Juli gaves Ordre til Overgangen. Flere færdige Smaabroer sloges over den siste smale Arm til venstre Bred – deriblandt var der en, som vakte megen Beundring. Den bestod af et eneste Stykke og svingede over i Løbet af 8-10 Minutter.

Men om Aftenen brød der løs et Uvejr, som man aldrig havde seet Mage til. Storm og Regn saa umaadeligt, og dertil det heftigste Tordenvejr lige over Øen. Og midt opi alt dette begyndte de 500 Kanoner, som skulde beskytte Overgangen.

Men intet kunde holde dem tilbage, – ikke engang forstyrre deres Humør; Corps efter Corps gik sin Route over Broer og Øer i Mørke og Uvejr. Keiseren var tilhest hele Natten; man beregnede, at han i Dagene den 4de, 5te og 6te Juli var 60 Timer paa sin Hest.

Den næste Morgen var den store Armé over; og da Solen gik op, skinnede den paa hele den 162franske Hær, som i al sin Glans stod opstillet i Slagorden. Men Erkehertugen trak sig tilbage den Dag.

Om Eftermiddagen blev der en Kamp ved Wagram, hvor General Macdonald med sin Armé fra Italien udmærkede sig. Bernadotte derimod, som commanderede de sachsiske Hjælpetropper, gjorde et svagt og mislykket Angreb paa Landsbyen Wagram, hvorfra han blev slaaet tilbage i fuldstændig Opløsning.

Erkehertugen beholdt Høiderne ved Wagram og slog Leir der om Natten.

Tidligt den næste Morgen – den 7de Juli, den egentlige Slagdag ved Wagram, var Østerrigerne paa Færde ved Landsbyen Anderklaw, som Bernadotte skulde holde besat. Men ogsaa herfra løb hans Sachsere i fuldstændig Flugt, og Erkehertugen trængte i Virkeligheden Napoleons venstre Fløi saa langt tilbage, at Batterierne paa Lobau maatte begynde at fyre for at beskytte Broerne.

Det var Massena, som commanderede den venstre Fløi; han havde med sig Generalerne Molitor, Legrand og Boudet med hans ypperlige Artilleri.

Desuden General Carra Saint-Cyr. Han blev først sendt frem for at tage Anderklaw igjen; 163men ved en uheldig Maneuvre, kom hans Folk i en saa slet Stilling, at de af Mangel paa Dækning opreves og kastedes tilbage, hvorved de rev med sig hele den venstre Fløi, baade Legrand og Boudet, som endogsaa mistede sine kjære Kanoner.

Paa dette kritiske Tidspunkt kom General Reille og meldte Napoleon, at Østerrigerne overvældede Massena, hvis hele Corps i Virkeligheden var i fuld Uorden. Keiseren sendte Marechal Berthier med Garden og 80 Kanoner tvers over Slagmarken fra høire til venstre. Det maatte gaa haardt paa, naar selve Berthier blev sendt frem med Garden.

General Lauriston førte Gardens Artilleri og General Reille den unge Garde til Angreb paa Anderklaw – det brændende Punkt paa den venstre Fløi. Marechal Bessières fik Ordre til at gjøre ligesaa; men i det samme ramtes han i Laaret af en besynderlig Kugle, der rev hans Benklæder op til Knæet og gav ham en zigzag-Stribe nedover Laaret.

Keiseren hørte, at der var en af hans Følge, som faldt af Hesten.

Hvem var det nu? spurgte han uden at vende sig om.

Hertugen af Istria – blev der svaret.

164Lad os komme bort, sagde Keiseren; vi har ikke Tid til at græde nu igjen, – han tænkte paa Lannes.

Det er dette Øjeblik i Slaget ved Wagram, man saa ofte ser i Fotografi efter et af de store Malerier i Versailles.

Napoleon red den Dag ved Wagram en af sine berømteste Heste. Den hed Eufrat og var en Gave fra Shahen af Persien. Man havde aldrig seet en saa hvid Hest i Evropa.

Paa denne Hest red han i strakt Galop fra høire til venstre gjennem den heftigste Kanonild foran sin Front hen til den betrængte venstre Fløi. Savary og de andre Generaler og Adjutanter, som fulgte ham saa godt de kunde, ventede hvert Øjeblik at se ham styrte eller falde af Hesten.

I Divisionen Lamarque tog Keiseren Plads og opholdt sig her en hel Time, medens den venstre Fløi blev bragt i Orden igen. Han sad midt i Kugleregnen høit paa sin hvide Hest saa baade Venner og Fiender kunde se ham paa de korte Afstande, som i den Tid skilte de fientlige Hære i Kampen.

Davoust var paa den høire Fløi og sloges med Fyrst Johan af Lichtenstein. Han havde Ordre til en stor Fremrykning mod Landsbyen 165Neusiedel. Med Davoust var Cavallerigeneralerne Nansouty og Arrighi, Hertugen af Padua, som havde remplaceret den faldne d’Espagne.

Fienden veg langsomt for Hertugen af Äuerstädts sikre Maneuvrer.

Keiseren lod sin Tjener Roustan – en Mameluk, han havde ført med sig fra Egypten udbrede et Bjørneskind paa Jorden; Keiseren steg af, lagde sig ned og sov strax ind – saaledes som han havde vænnet sig til; forresten kunde han ogsaa være træt; – og da han vaagnede efter et Kvarter, stod der forsamlet omkring ham en Kreds af Adjutanter med Meldinger fra alle Steder paa Slagmarken.

Men Keiseren reiste sig rolig, rettede Kikkerten mod Neusiedel, og da han saa, at Davousts Folk var paa Høiderne, hvor de skulde være, skjøv han Kikkerten sammen og sagde til den Adjutant, som stod for Tur: Rid hen til Massena og sig ham, at han kan rykke frem. Slaget er vundet.

Lige til Klokken 1 sloges der vildt paa de store Sletter, hvor Hestene næsten stod skjult i den høie Hvede. I Udkanten af Slagmarken gik der Ild i det modne Korn, saa store Agre brændte vidt omkring, naaede de vel afgjemte Train og sprængte Krudtvognene i Luften.

166Macdonald var egentlig Dagens Helt; han fik endelig sprængt Fiendens Centrum og aabnede et Rum, hvor der havde været en herlig Anledning til at kaste Cavalleriet ind og gjøre Fanger og Bytte. Men Murat var i Spanien, Bessières var saaret, d’Espagne var falden; og til al Ulykke faldt ogsaa denne Dag General Lasalle – den største Fører for Hestfolket, som Napoleon havde tilbage.

Lasalle var en af Arméens smukke Mænd; desuden en velopdragen Cavaller fra Ungdommen af. Men han havde efterhaanden lagt sig til et aldeles vildt Væsen; han bandte og drak, sang og brølede og spillede alle sine Penge væk.

Mens han var i Egypten, stod han i Correspondance med en Dame i Paris. Englænderne fik Tag i disse Breve, og med den utrolige Smagløshed, som fulgte dem i alt, hvad der vedrørte Napoleon, offentliggjorde de disse Breve i den evropæiske Presse.

Damen var gift med en Broder af daværende General Berthier, saa der opstod en uhyre Skandale i Paris med Skilsmisse o. s. v. Men Lasalle giftede sig siden med Madame Berthier og steg som Officer efterhaanden saa høit, at han blev en af de Mænd, Keiseren mest kunde stole paa, og som han altid anvendte.

167Mellem Kammeraterne var han ualmindeligt afholdt. Og hans Folk, naar General Lasalle svang sig i Sadlen og trak sin Sabel, de fulgte ham som en Stormvind over Stok og Sten, gjennem Ild og Blod. Men endnu længe efter Lasalles Død var der en vild Tone efter ham i det lette Cavalleri.

Aftenen før Slaget ved Wagram havde General Lasalle skrevet til Keiseren et Brev, hvori han bad ham drage Omsorg for hans Efterladte. Det hændte ofte, at selv de Tapreste havde saadanne Anfald af Forsagthed foran de store Slag og skrev det Slags Breve, som da – naar Vedkommende faldt, kom til at se ud som Forudanelser.

Tabet af Officerer var i det hele taget stort ved Wagram paa begge Sider. Franskmændene mistede foruden Lasalle ogsaa Generalerne Gauthier og Lacour, samt syv Oberster.

Gauthier havde udmærket sig under Davoust ved Äuerstädt; ved Wagram fik han et Ben afrevet og døde af det. General Gudin, der holdt sig lige i Nærheden af Davoust, under hvem han altid kjæmpede, fik i Løbet af Dagen fire Saar. Foruden Bessières blev 20 andre Generaler saarede, men kom fra det med Livet. General Lamarque fik fire Heste skudt under sig.

168Masséna derimod, som kanske havde været mest udsat i disse Dage, han fik ikke den mindste Skramme eller Saar. Der gik det Ord i Arméen, at Marechal Masséna – ligesom Murat og Ney – dem kunde Ingen træffe. Men ved Massena var der ogsaa det, at det var farligt at opholde sig i Nærheden af ham – ja, endog den Plads, han netop havde forladt, blev skyet; kom der nogen og tog den, blev der raabt til ham, at han skulde tage sig i Vare, Marechallen havde netop holdt der.

Nogle Dage før Slaget havde Masséna det Uheld paa en Recognoscering at vælte med Vognen, hvorved han blev saa forslaaet og forstuvet, at han kunde ikke sidde paa Hesten i Slaget, men maatte lede sit Corps tilvogns. Da det imidlertid blev altfor galt paa den venstre Fløi, steg han tilhest tiltrods for Smerterne. Han kaldte paa en af sine Ordonanser, forat han skulde gjøre Stigbøilen noget længer og løftede i den Anledning med stort Besvær sit forstuvede Ben saa høit han kunde op mod Hestens Hals. Og i dette samme Øjeblik kom der en Kanonkugle susende langs Hesten og bortrev den arme Soldat, som stellede med Stigbøilen.

Masséna var som Bernadotte og saa mange 169af de andre begyndt som simpel Soldat i Republikens Hære. Men han var en af de store Feldtherrer af det rette Slag, og Napoleon nævnte ham stadig som den Første – endda Forholdet aldrig var særlig godt mellem dem. Masséna indlod sig gjerne paa smaa Intriger sammen med andre Misfornøiede; og Napoleon paa sin Side viste god Besked baade om dette og om, at Masséna, hvor han fór frem, var en uforbederlig Røver og Plyndrer.

Efter Eylau var han bleven Hertug af Rivoli; nu blev han Fyrste af Esslingen.

Napoleon omfavnede Macdonald og udnævnte ham til Marechal og Hertug af Tarent, hvilket i Grunden var noget sent i Forhold til Macdonalds Fortjenester og Bedrifter. Men det havde varet noget længe, inden Napoleon fik fuld Tillid til denne Mand, som var af skotsk Æt og havde et noget stivt, selvbevist Væsen. Napoleon ligte ham igrunden aldrig.

Macdonald var temmelig høi og havde et klart og energisk Ansigt, men hans Næse var for kort. I Slaget ved Wagram bar han en gammeldags Uniform som Generalerne i Republikens Tid med uhyre store Fjerer paa Hatten. Hvor han kom hen, udmærkede han sig. Det lykkedes ham endog at bringe Bernadottes 170flygtende Sachsere til at staa og gaa frem igen til Angreb.

Ogsaa Oudinot og Marmont fik Marechalstaven; for Marmont var det kanske noget tidligt. Men paa sin kolde og ugemytlige Maade holdt Napoleon af den dygtige og glimrende Marmont.

Bernadottes Corps blev opløst og han selv blev sendt bort fra Arméen i Unaade.

Arméens Bulletin dateret 30te Juli indeholder: Det 9de Corps, som Ponte-Corvo commanderede, blev opløst. Sachserne, som tilhørte dette Corps, ere under General Regniers Commando, og Fyrsten af Ponte-Corvo er reist til et Badested.

Sagen var nemlig den, at Marechal Bernadotte under hele Feldttoget i 1809 havde været endog usædvanlig slap; han nævnes forresten aldrig blandt de Generaler, hvis Bravour afgjorde et stort Slag. Men ikkedestomindre pralede han uafladeligt og kritiserede Keiseren. Aftenen før Slaget havde han siddet i en Kreds Officerer og talt om, at Napoleons Overgang over Donau og de efterfølgende Maneuvrer var ganske tarvelige og mislykkede.

Han selv – Bernadotte – skulde ved nogle vel beregnede Maneuvrer have tvunget Erkehertugen 171til at nedlægge Vaabnene næsten uden Kamp.

Da nu næste Dag hans Sachsere flygtede, og Bernadotte i Galop red efter dem, stansede Keiseren ham, forat spørge, om dette var den vel beregnede Maneuvre, hvormed Marechallen vilde knuse Erkehertugen?

Napoleons Spioner havde allerede bragt ham Samtalen fra igaar.

Sikkert er det, at Bernadottes Corps flygtede fra Wagram den 5te Juli og fra Anderklaw den 6te; og Napoleon omtaler ham skarpt i sin Dagsbefaling til Marechallerne.

Men det var endnu ikke det værste. Efterat det altsaa var gaaet ham og hans Corps saa ilde i Slaget, havde Fyrsten af Ponte-Corvo alligevel den Dristighed bagefter at udstede en Dagsbefaling – noget, som ellers alene tilkom Overgeneralen, og som aldrig nogen Marechal havde tilladt sig; men han udstedte en Proklamation, hvori han hævdede for sig og for sine brave Sachsere Æren for Slaget ved Wagram.

Hele Armeen og især Officererne var forargede, og Keiseren var rasende; han vilde ikke se Marechallen, men han skrev til Krigsministeren i Paris: Dersom De faar Anledning til at se Fyrsten af Ponte-Corvo, saa tilkjendegiv 172ham min Misfornøjelse med den latterlige Dagsbefaling, som han har ladet indrykke i alle Aviser, og som er dobbelt urigtig, eftersom han den hele Dag beklagede sig for mig over sine Sachsere.

Overhovedet vil jeg ingenlunde dølge for Dem, at Fyrsten af Ponte-Corvo ikke altid har opført sig godt under dette Feldttog. Naar man skal sige Sandheden, saa har denne «Granitcolonne» stedse været paa Flugten.

Sejeren ved Wagram var afgjørende nok, alligevel havde det knebet og der manglede det sædvanlige Efterspil med Fanger, Kanoner, Faner o. s. v. Det var ikke længer de gode, gamle Bajonet-Slag; her maatte mere Artilleri til, forat støtte disse Infanteri-Colonner, som var saa opblandede med Rekruter og fremmede Hjælpetropper. Der faldt ogsaa paa denne Maade langt flere Officerer end før; og endelig syntes Keiseren her ved Wagram for første Gang, at han kunde mærke nogen Slappelse hos sine høieste Generaler. Han var kun maadeligt tilfreds med dette Slag.

Ogsaa Østerrigerne havde paa sin Side tre Generaler dræbte og ti saarede – deriblandt selve Erkehertug Karl. Han havde ikke skaanet sig hele Dagen og var to Gange bleven 173truffet. Men han førte Kampen tilende – baade som den uforfærdede Soldat og som den store Hærfører, han i Virkeligheden var. Dagene fra Aspern-Esslingen til Wagram viste, hvad de brave Østerrigere kunde udrette, naar de førtes af en stor General.

Napoleon holdt Hof i Schönbrunnen, medens der arbeidedes paa Freden af Diplomaterne. En Dag var han nær bleven myrdet af en tysk Fanatiker, Stabbs. Ved en Parade var denne kommen ganske nær Keiseren, da General Rapp pludselig i siste Øjeblik slog sin Klo i ham, fordi han syntes, Manden saa saa mistænkelig ud.

Efter de enorme Anstrængelser ved Esslingen og Wagram havde Napoleon under Opholdet i Schönbrunnen et pludseligt Anfald af en Sygdom, som man ikke fik rede paa. De høie Officerer, som omgav ham, har aldrig forraadt Hemmeligheden; men at det har været noget alvorligt, kunde man mærke paa de bekymrede Raadslagninger mellem Maret, Berthier og Duroc, og paa det Hastværk, hvormed der blev sendt Bud efter Keiserens Livlæge Corvisart, og efter en berømt Professor fra Wien.

Det har muligvis ikke været andet end et mer end almindeligt heftigt Anfald af dysurie, 174hvoraf han allerede led i 1796, ligesom ogsaa ved Borodino, da han var syg og skjult for Armeen i et Par Dage.

Den 19de October sluttedes Freden til Wien paa de mest ydmygende Vilkaar for Østerrige.

Skjønt han endnu i sex Aar førte Krige og vandt glimrende Sejre, var denne Fred egentlig den siste, Napoleon sluttede i sit Liv. Evropa sluttede aldrig Fred med ham.

Den 26de October var Keiseren tilbage i Fontaineblau, efterat have bragt Frankrige nye Sejre, og gjort sit Rige mægtigere end nogensinde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.