Omkring Napoleon

av Alexander L. Kielland

IV

175I Aarene 1810 og 1811 regjerede Napoleon i Paris. Det var ialfald tilsyneladende hans Glans-Tid. Frankriges Grænser var udvidet til Hamburg ved Elbens Munding, og Rom var Keiserdømmets anden Hovedstad. Hele Evropa erkjendte Keiserens Overmagt – undtagen England, som tiltrods for, hvad dets Handel led ved Fastlandets Afspærring, alligevel bestandig havde Penge til alle, som vovede at sætte sig op imod Napoleon, og som desuden fra den spanske Halvø langsomt, men sikkert underminerede hans store Rige og svækkede hans Stridskræfter.

Spaniernes Modstand blev bare mer forbitret og grusom; medens England stadig satte nye Tropper iland i Portugal.

Marechal Soult – Hertugen af Dalmatien bildte sig engang ind, at han skulde blive Konge af Portugal. Men Wellingthon drev ham ud 176af Oporto og det saa eftertrykkeligt, at Soult mistede hele sin Armées Materiel. Efterretningen om dette Slag fik Napoleon netop Dagen efter Aspern og Esslingen ved en Courer som Krigsministeren havde ilet med at sende fra Paris.

I 1810 stod der i Spanien 400,000 franske Soldater af de allerbeste – under Førere som Soult, Massena, Ney, Victor og Suchet – denne siste var forresten den eneste, som fik gjennemført en ordentlig Administration i sin Provins. Men ellers var der intet Samhold og mange Uheld. Og efterhaanden blev det som etslags Forvisning og Tegn paa Unaade, naar nogen Officer i Paris en vakker Dag fik Ordre til at gaa til Spanien.

Den smukke Secretair og Pallads-Officer Canouville var en af Paulines mange Elskere. Napoleon havde netop foræret hende en russisk Kappe af usædvanligt kostbart Pelsværk og med Diamant-Knapper. Keiserens Øine, som saa alt, gjenkjendte en Dag dette Pragtstykke i Secretariatets Forværelse. En Time efter var Canouville paa Veien til Spanien.

Omvendt med Septeuil – ogsaa en af FifCavallererne ved Hoffet. Han vilde ikke forstaa Paulines Tilnærmelser, og derfor blev hun 177fornærmet og fik den unge Officer sendt til Spanien.

I et af de første Slag fik den lystige Fyr sit ene Ben ødelagt; og mens Lægerne sagede det af – saaledes som de sagede og sølede for hundrede Aar siden, sagde han til sin Oppasser: Græd ikke for det! nu faar du bare én Støvle at pudse. –

– Det uhyre Apparat med et fransk Hof, som Revolutionen syntes saa grundigen at have splintret og strøet for alle Vinde, var forlængst gjenopstaaet under Keiserens Hænder – og i en Skikkelse, som vel var forskjellig, men ingenlunde mindre storartet end det gamle Regimentes, hvad angaar Nøiagtighed i Etiketten og ødsel Pragt i Festligheden.

Napoleons nye Hof-Etat var naturligvis ikke saaledes overfyldt med gamle Unødvendigheder og unyttige Personer, som bare trak Gager. Men han gjenoplivede mange af de gamle Titler og gav dem til sine Mænd og deres Damer, eller han knyttede til sit Hof Damer og Herrer af de gamle Navne, og det gjorde han med særdeles Glæde. Han sagde selv, at ingen kunde udføre Hoftjeneste som den gamle Adel.

En Montmorency var ikke ræd for at bøie 178sig ned og knytte Josephines Skosløjfe; men mange af de nye Damer vilde ikke nedlade sig til en saadan Kammerpige-Tjeneste. Den samme Ros ydede han ogsaa de Mænd af gammel fransk Adel, som han benyttede i diplomatiske Sendelser; han sagde, at han fik langt mere at vide gjennem disse end gjennem sine egne Mænd.

Alligevel var det ikke saa, at han stillede sine Folk i Skygge for den gamle Adel; han havde Revolutionens Begreber i sig og lønnede Fortjenesten uanseet Herkomsten; mens han arbeidede nyt og gammelt sammen, forat der skulde blive en stærk Sammenhæng, vaagede han nøie over, at det ene ikke kom til at gjøre det andet Fortræd.

Paa samme Tid som han aabenbart var stolt over at have til Ceremonimester Grev Segur fra det gamle Hof, var der aldrig Tale om, at han gav Marechal Lefebvre noget Vink i Anledning af hans freidige Gemalinde – Hertuginden af Danzig, hvis ukorrekte Optræden fyldte Paris med Latter og var til stor Trøst og Husvalelse for de fine Hoffer omkring i Evropa.

Og denne Keiserens Holdning lagde Baand paa den gamle Adel og støttede den nye; alle 179følte, at han, som raadede, viste at vurdere, hvad der var Tak og Ære værd.

Las Cases, som selv tilhørte fin gammel fransk-spansk Adel og som tidligt havde taget Tjeneste ved Keiserens Hof – han fulgte endog til Sankt Helena – fortæller, at han en Dag fik høre følgende om Madame Lefebvre Hertuginden af Danzig. Hun hjalp fattige Emigranter, og blandt andet en adelig Familie, som var saa stolt og fin paa det, at Hertuginden, som meget vel viste, hvorledes man betragtede og omtalte hende, ikke turde byde dem Hjælpen directe fra sin egen Haand.

Hun gik da til den Familie, hvor hun og hendes Mand i sin Tid havde tjent som simple Tjenestefolk; og gjennem disse Mennesker, som ogsaa tilhørte det høie Selskab, fik hun sin Hjælp anonymt bragt frem der, hun vilde.

Da jeg hørte dette, siger Las Cases – holdt jeg op med at gjøre Nar af Hertuginden af Danzig. Jeg gjorde mig herefter tvertimod en Fornøielse af at byde hende min Arm mangen Aften i Tuillerierne forat føre hende omkring i de pragtfulde Sale, uden at bryde mig om de utallige Stiklerier og mine Kammeraters store Øine.

Men selv om Sammenblandingen af nyt og 180gammelt blev foretaget med saa meget Hensyn og ganske uden noget Snobberi, opstod der intet Liv og ingen Lethed; Tonen i Tuillerierne forblev stiv og kold. Thi Napoleon, der allerede var ugemytlig som Førsteconsul blev ligefrem uhyggelig som Keiser. Hertuginden af Abrantès og alle de andre Damer mindedes med Taarer de lykkelige Dage i Malmaison, naar de nu i stiveste Hofdragt maatte gjøre Tjeneste i Tuillerierne, Saint Cloud eller Fontainebleau.

Eller naar de selv, fordi han vilde det, gav store Luxus-Fester; kunde de aldrig mere glæde sig over Dansen eller de lystige Maskerader; de maatte bare tænke paa ham og vente paa ham.

Og naar der saa blev raabt: Keiseren! blev Selskabet, som alt var nerveust af at vente, stille som Lys, og alles Øine og Tanker blev rettede mod ham, forat udfinde, hvad Humør han var i; thi han var hensynsløs som en Sultan. En enkelt Gang kunde han endnu være lidt spøgefuld; ellers morede det ham mest at skræmme Livet af de unge Damer paa Maskeraderne, naar han gjennem sine Spioner kjendte deres smaa Hemmeligheder.

De Fester, Keiseren gav og lod give, var derfor 181i Almindelighed en Prøvelse for al Ungdom ved deres uhyre Kjedsommelighed.

Napoleon holdt de samme tidlige Formiddags-Audienser som de franske Konger pleiede at give, naar de stod op af Sengen og lod sig klæde paa. Eller han gav de store Audienser foran en eller anden Fest i Tuillerierne. Det hele Hof stod opstillet og ventede; de fremmede Magters Gesandter i første Række.

Keiseren kom hurtigt ind og gik langs de bukkende og neiende Rækker. Disse vare de mest spændende Øieblikke for hele Evropa; thi i de korte Ord, han henvendte til Gesandterne, eller bare i den Maade, hvorpaa han gik den ene taus forbi eller bød den anden en Pris Tobak, blev der sidenefter rundtomkring i Paris og ved alle Evropas Hoffer spaaet og grublet ligesom i Kaffegrud.

De smaa Samtaler med Gesandterne var i Almindelighed omtrent saaledes:

Keiseren: I hvilken Hensigt samler Deres Regjering store Troppemasser i Tyrol?

Metternich: I Sandhed! Deres Majestæt overrasker mig –

Keiseren: Bah! jeg ved Besked; og jeg imødeser en tilfredsstillende Forklaring.

Metternich: Der skal øieblikkelig blive afsendt 182en Courer til Wien. Kanske kunde jeg med det samme Bud faa sendt mit Hof et beroligende Ord fra Deres Majestæt i Anledning af Hertugen af Ragusas Fremrykning fra Italien.

Napoleon: Hvoraf ved De det?

Metternich: Ah! Sire! det er altsaa sandt?

Napoleon: Sandt eller ikke; jeg skylder ingen Forklaring.

Saaledes omtrent forløb disse Samtaler, der antog uhyre Dimensioner for Diplomaterne og hævede Fürst Metternichs Ry som den snedigste og dristigste af dem alle.

Og dog var det oftest ikke andet end det tommeste Spilfægteri. De viste jo – begge Parter fuldstændig Besked om hinandens Rænker og Rustninger. Endvidere viste de, at alting gik ud paa, at de om kortere eller længere Tid skulde slaaes; men Kunsten bestod i at tale Fred og mene Krig; og saaledes gik de og snusede paa hinanden og paa den varme Grød.

Napoleon var endnu i disse Aar den smukke Mand, naar han kom med sine faste smaa Skridt, der hørtes henover de bonede Gulve i den ærbødige Stilhed, ledsaget af en svag Sporeklirren, naar han var i de høie Skaftestøvler og med den lille Duft af Eau de Cologne, som altid fulgte ham. Men han var alt begyndt at 183blive lidt for fed, og det tiltog med Aarene, selv naar han var i Feldten.

Ved hans Hof var i de første Aar Keiserinde Josephine ved Sin Ynde og Elskværdighed saavelsom ved sin Takt og Klogskab overalt paa Højde med sin Stilling; og alle de store Mænd, Konger og Fyrster, som mer eller mindre godvilligt besøgte Paris, prøvede forgjæves at finde noget at udsætte, – ja selv Ludvig den 18de, da han kom hjem igjen og saa de store Forandringer i Louvre og Tuillerierne, maatte indrømme, at alt var i en Stil, som hverken han selv eller nogen af hans kunde ønsket anderledes.

Men altimens Napoleon lod Hoffet gaa sin pompeuse Gang efter de Regler, han selv havde givet, arbeidede han Dag og Nat med en Alsidighed og Udholdenhed, som Samtiden aldrig kunde blive træt af at beundre. Ligesom han i Feldten red sine Heste fordærvet, saaledes tog han næsten Livet af sine Secretairer og Ministre, som arbeidede directe med ham, uden at han selv nogensinde saaes at bukke under for Træthed.

Hans første Privatsecretair var Bourienne en Ungdomsven af Bonaparte; de havde det meget godt sammen i flere Aar; men der var en Feil, som Napoleon umuligt kunde fordrage 184eller tilgive; og det var Upaalidelighed i Pengesager.

Han kunde tilgive sine Generalers Dumheder, naar de gjorde det godt igjen; han kunde glemme lidt Troløshed af forskjellig Art endogsaa Josephines Utroskab – han var jo ikke selv saa bombefast; men naar det gjalt Penge, var han absolut umedgjørlig.

Han førte et Rædselsregimente med Bankierer og Leverandører til Armeen. De store Huse dengang: Hope i Amsterdam, Lafitte, Séguin var altid halvrædde for, hvad Keiseren kunde finde paa. Den store Speculant Ouvrard ruinerede han vist to Gange. Saa snart han fik Tæften af, at der var snydt eller blot, at der var taget utilbørlig Profit, eller at nogen af hans Mænd havde benyttet sig af sin Stilling til at berige sig, – strax slog hans Klo ned iblandt dem.

Engang Marechal Masséna kom vel stappet hjem fra et Feldttog i Italien, befalede Keiseren ham uden nogen yderligere Forklaring at indbetale 3 Millioner i Statskassen. Masséna betalte uden at knurre, – han knurrede nok, men i en engere Kreds.

En anden Officer – Oberst Solignac, som havde været med Masséna og som blev befalet 185at lægge fra sig 800,000 francs, nægtede at adlyde, og blev uden videre degraderet fra Oberst til menig Soldat.

Men Solignac tog koldblodig Geværet paa Skulderen og gik ind i Geledet; og da Napoleon næste Gang fik Øie paa ham, gav han ham Rang og Commando tilbage.

Solignac havde været ved Bonapartes Side i de Unges Raad den 18de Brumaire i Saint Cloud; han fulgte helst Masséna og var ligesom denne en uforfærdet Plyndrer.

Den samme Svaghed overfor Penge havde ogsaa Napoleons Secretair Bourienne, men paa en fredsommeligere Maade. Ikkedestomindre – saasnart Napoleon kom underveir med, at hans Secretair benyttede sin Stilling til at berige sig, var det for bestandigt ude med Venskabet.

Bourienne var en dygtig Mand, med et hurtigt Hoved og stor Arbeidskraft; han var ogsaa Napoleon oprigtig hengiven. Men han kunde ikke taale at se Millionerne flyde omkring den store Mand, som ikke ænsede dem selv, og han begyndte allerede tidligt at skabe sig Indtægter af mer og mindre tvivlsom Art.

Saaledes opdagede han, at Fouché som Politiminister brugte 100,000 francs om Maaneden 186til folk i Napoleons umiddelbare Omgivelser, der daglig bragte han Besked om, hvor Førsteconsulen gik og stod og hvad han foretog sig og hvem der kom til ham.

Bourienne fik den Ide, at ingen bedre end han kunde udføre dette Arbeide; han gik til Fouché og tilbød sin Tjeneste. Fouché tog imod; og fra den Dag fik Bourienne 25,000 Francs om Maaneden for disse Oplysninger.

Men Politi- og Spionministeren havde mangfoldige andre i Tuillerierne, som han betalte store Summer, – selv Josephine fik 1000 Francs om Dagen for intime Oplysninger om sin Mand.

Senere havde Bourienne sine Fingre i mangeslags Affairer og tilslut kom han op i store Speculationer, hvor det dreiede sig om Millioner. Han var saaledes i al Stilhed partner i Firmaet Coulon fréres, som var Leverandører for Cavalleriet, og som gjorde en Fallit paa mange Millioner. Tilslut blev han fattig og forfulgt af sine Kreditorer.

Efter Bourienne var Meneval den Secretair, Napoleon satte mest Pris paa – et ualmindeligt Menneske baade i Henseende til Paalidelighed og Arbeidskraft. Men han blev ganske udslidt, og fik til Hvile og Belønning Posten som Privatsecretair hos Keiserinde Marie Louise.

187Chefen i Keiserens Cabinet var Maret Hertugen af Bassano. Han var en middelmaadig Begavelse og en upaalidelig Karakter; men han var Napoleon oprigtig tro og hengiven lige til det siste. Paa Grund af hans daglige intime Omgang med Keiseren, og fordi han stod i høi Gunst hos denne, var Hertugen af Bassano almindelig forhadt; om han end kanske fik Skyld for mere ondt end han gjorde.

Talleyrand sagde en Gang om ham: Jeg kjender bare et Menneske, som er dummere end Monsieur Maret, og det er Hertugen af Bassano.

Saa dum var han vel ikke; men han var simpel og tarvelig i Bunden; en underdanig Smigrer og Slave af sin store Herre.

Men Napoleon var af de Mennesker, som kan bruge alt, hvad der kun er Kraft i; og en Arbeidskraft var der i Hertugen af Bassano, som selve Keiseren ikke kunde trætte ud. Netop paa det farlige Punkt i 1811, da Napoleon saa vel kunde trængt til kolde og maadeholdne Raad, lod han den forsigtige Champagny – Hertug af Cadore – gaa, og tog til Udenrigsminister Maret, i hvis Mund der aldrig var et Ord af Modsigelse eller Betænkelighed, naar Keiseren vilde noget.

188Men endnu nærmere i den daglige Omgang end Maret og nærmere end nogen af Generalerne stod altid Napoleons gode Ven og Raadgiver Duroc – Hertug af Friaul – Grand Marechal du Palais.

Han var ogsaa som de Fleste omkring Napoleon oprindelig Officer og havde tjent den franske Konge før Revolutionen. Men af Napoleon blev han udelukkende anvendt som Gesandt og Stor-Marechal over alt, hvad der vedkom Keiserens private Liv: hans Slotte, Hof og Husvæsen, hans Reiser og daglige Liv i Paris, Keiserens Familie og alle de Storme, som gik over den – alt i alt en uundværlig Mand – forsaavidt noget Menneske kunde være uundværligt for Napoleon.

Duroc var rolig, nøiagtig, fast og beskeden; hans Natur var retsindig og velvillig; og i den Hvirvel, som der altid var om den store Mand af rivende Intriger og rasende Kappestrid ikke mindst i den kjære Familie, var Duroc som et Taarn, der ragede op over Vandene.

Han var Gesandt i Wien, St. Petersburg, Berlin, Stockholm og Kjøbenhavn, og overalt vandt han den største Agtelse. For Spanien slap han fri.

Af en ganske anden Art var en anden af 189Napoleons nærmeste Omgivelser udenfor den egentlige Officerskreds. Det var Krigsministeren Clarke – Hertugen af Feltre. Han var af irsk Afstamning og begyndte som privat Secretair i Huset Orleans, føiede sig efter Revolutionen og blev af Directoriet – saaledes som Skik var – sendt forat udspionere General Bonaparte i det første italienske Feldttog.

Men det varede ikke mange Dage, førend Generalen saa tvers igjennem Spionen, og Clarke gik frimodig til Bekjendelse, idet han tilbød sig til Tjeneste. Bonaparte tog imod Tilbudet og overøste ham efterhaanden med Velgjerninger og Udmærkelser.

Clarke blev Ambassadeur, Gouverneur i Wien og Berlin, hvor de endnu forbander ham, Krigsminister og Hertug; og da han giftede sig, fik han en Medgift af Keiserens private Kasse. Clarke var den værste Smigrer omkring Napoleon og altid rede til at skyve paa, naar Napoleon vilde gaa for vidt. Han var ogsaa med Rette forhadt for sin Ondskabsfuldhed.

Hvor meget eller hvor lidet de Mænd, som færdedes omkring Napoleon, indvirkede paa hans Handlinger, er ikke godt at vide. I sin Almindelighed kan det vel siges, at fra først af var Paavirkningen yderst liden; men den 190øgtes og blev tilslut i Nedgangens Aar stærkere end gavnligt.

Men endnu var han den, som raadede over alt og alle – ganske alene. Og dette kom ikke bare af, at han vilde det saaledes; men Napoleons Evner og Kundskaber ikke blot i det militaire, men næsten i alle Grene af Statsstyrelse og Administration vare saa gjennemtrængende og overlegne, at alt – ligesom selvfølgeligt kom umiddelbart i hans Haand, hvorved mangt og meget i Statsmaskineriet blev staaende som Zirater uden Betydning.

Autoriteter, Myndigheder og kommnunale Styrer saavelsom Regjeringsorganer skrumpede ind og blev stillet i Skygge; det eneste, Napoleon tog noget Hensyn til, var vist conseil d’Etats, hvor han mødte 57 Gange i den Tid, da de udarbeidede hans berømte Lovbog: code Napoleon. Men ogsaa i denne Forsamling havde han Spioner og sendte omkring Pengesummer, som den ene ikke viste om, at den anden fik.

I Behandling af Penge var Napoleon et Særsyn; og der har vel aldrig været et Menneske, som har behandlet Pengene med en saadan Ligegyldighed og samtidig saa vel beregnet; med en saadan Overflødighed og dog med et 191Øie saa koldt og nøiagtigt. Men han havde sine egne Ideer og var ligesaa besværlig for Finansmænd og Børser som for sine egne Ministre.

Overfor Regnskaber havde han en Evne til at finde Feil, som satte hans Folk i Forbauselse.

Keiseren paastod engang, at der var regnet 2 Millioner feil i et vidtløftigt Regnskab med Huset Séguin for Leverancer til Armeen.

Ministeren smilte og lovede, at Regnskabet skulde blive gjennemgaaet. Og da de havde ledt længe, fandt de Feilen; og Huset betalte Pengene tilbage.

En anden Gang gjennemgik han et Regnskab for et Infanteri-Regiment – han gjennemgik alle Regnskaber, – og der fandt han en Post paa 60,000 Francs, som var ført til Udgift for et Ophold i Paris.

Keiseren paastod, at hverken det hele Regiment eller nogen Del deraf nogensinde havde været i Paris. Ministeren smilte og gav sig til at undersøge; og det viste sig, at Keiseren havde Ret.

Det kan umuligt have været Smigreri altsammen, naar alle Tidens store Mænd af de forskjelligste Fag, Franske som Udlændinge enstemmigen har udtalt sin Forbauselse og 192Beundring over, hvilke Kundskaber, han raadede over, og med hvilken gjennemtrængende Klarhed Keiseren kunde tale med om alting.

Lærde og forstandige Folk behøvede ikke overfor ham at indskrænke sig til Buk og Pjat – som ellers overfor Fyrsterne, der i Almindelighed ikke ved andet, end hvad de faar sig medgivet til hver Audiens. Og om Napoleon havde gjort et ubetydeligt Indtryk, behøvede Ingen at lægge Fingrene imellem; thi der var nok af dem, som gjerne vilde høre det. Men han tvang dem alle til at beundre dette klare Hoved, der syntes at kunne rumme alt.

Den berømte Chemiker Chaptal var hans Udenrigsminister i fire Aar, og de arbeidede udmærket sammen; indtil Napoleon stødte ham fra sig for mange Aar ved en Mandfolke-Hensynsløshed, som laa i hans Natur.

De arbeidede sammen udover Natten – Keiseren og Chaptal, da en Tjener kom ind og meldte halvhøit, at Mademoiselle Bourgoing var kommet. Det var den berømte og forgudede Skuespillerinde ved Theatre Francais.

Keiseren gav Ordre til at føre hende ind i hans Værelser og lade hende vente, – altsammen saapas halvhøit, at Ministeren ikke kunde undgaa at høre det.

193Men dette var en tilsigtet Fornærmelse. Thi hele Paris viste, at Udenrigsministeren stod i Forhold til den smukke Skuespillerinde.

Chaptal pakkede ogsaa strax alle sine Papirer sammen, bukkede og gik; og endnu den samme Nat tog han Afsked som Minister. Dette hændte i 1804, og han kom ikke tilbage før i 1815, da han var Napoleons Handelsminister i «De hundrede Dage».

I Napoleons Omgang var der forresten en anden Art af Hensynsløshed, som var mere kjendt, og som bestod i, at han pludselig blev sint og grov. Han kunde uformodet kaste sig over en enkelt blandt de Tilstedeværende og holde et Opgjør over gamle eller nye Synder i saa bitre og krænkende Ord, at mange gik bort, for aldrig at komme igjen.

Med de fremmede Magters Gesandter havde han de voldsomste Optrin. Berømte er især fire Samtaler: den med den engelske Gesandt Lord Withworth i 1803, med Metternich i 1809, med Fyrst Kourakin i 1811, og den 12te Juli 1812 med General Balakoff i Wilna.

Især har Samtalen med Lord Withworth været fortalt saaledes, at Napoleon i sin Hidsighed var lige ved at slaa til ham – ja, at han gjorde der. Men i 1888 udkom endelig Lordens 194egen Fremstilling og der staar Intet om nogen Voldsomhed fra Førsteconsulens Side.

Men der har ogsaa været dem – og det har været Folk, som kjendte Napoleon nøie til dagligdags, – de har mangengang været af den Mening, at disse voldsomme Anfald af Hidsighed ikke har været andet end den samme vel beregnede Scene, han gav, dengang han knuste Grev Cobenzl’s Thetøi foran Freden til Campo Formio. –

– I Tjenesten og overfor sine Officerer var han kold – næsten frastødende; stræng og ubøieligt retfærdig.

En Morgen mødte General Gouvion SaintCyr – den senere Marechal – ved Keiserens Morgen-Audiens i Tuillerierne.

Keiseren sagde til ham i en rolig Tone:

«Generalen kommer fra Neapel?»

«Ja Sire!» jeg overlod Commandoen til Marechal Perignon, som Deres Majestæt havde sendt, forat afløse mig.»

«Og Generalen har uden Tvivl faaet Permission af Krigsministeren?»

«Nei – Deres Majestæt! men jeg havde jo ikke mere at gjøre i Neapel.»

«Dersom De ikke inden to Timer er paa Vejen til Neapel, vil De blive skudt paa Grenelle-Sletten 195Klokken tolv præcis,» sagde Keiseren og stak sit Uhr i Lommen.

Saadan var han at tjene under: sikker som Laas i alle militaire Sager, uden mindste Hensyn til Personen – endsige, at han skulde lade sig noget byde af en Yndling. En saadan Mand maatte virke forskjelligt; men det er klart, at i Længden vilde han trække til sig de beste og værdifuldeste – ligesom en Magnet.

Der kunde nok været lidt gemytligere omkring ham end det blev i Keisertiden; men han vilde have det saa, og han havde sandsynligvis Ret. Saaledes som de alle vare voxede op med ham og ved ham, maatte der være denne Afstand, og han havde ingen Sans for Kammeratslighed – ikke havde han Forstand paa Mad, hellerikke paa Vin, og han spillede aldrig.

Kun i Ungdommen hændte det – for Exempel paa den lange Rejse over Middelhavet til og fra Egypten, at Overgeneralen slog sig ned blandt Officererne og spillede en liden Hazard. Men han taalte ikke at tabe – ikke engang i Kortspil, og derfor fuskede han paa det frækkeste, uden at nogen turde mukke.

Men naar han saa reiste sig fra Spillet, skjød han hele sin Dynge af Guldstykker ud paa 196Bordet, og bad dem med et lidet Smil, om at dele hans uretfærdige Gevinst mellem sig.

Hvad der gav Tjenesten under Napoleon Bonaparte den egne Tiltrækning, var ikke blot hans Krigslykke og hans Rundhaandethed, men uden Tvivl først og fremst den Omstændighed, at han kjendte sine Folk i en større Udstrækning end de fleste Generaler; og at han havde den Evne, at gjennemtrænge den hele Arme med den Følelse, at hver Enkelt var kjendt af ham, at han viste Besked, viste hvor de stod, hvor de havde tjent, deres Saar, deres Slag, og hvor de havde udmærket sig.

Tusinder faldt og blev borte af Rækkerne, og Armeen fornyedes i Aarenes Løb; men fra de unge Rekruter havde følt hans Blik glide hen over sig, smeltede de sammen i den urokkelige Kjærlighed til denne ene Mand, som de alle var rede til at gaa i Døden for.

At blive nævnt i en Dagsbefaling var nok for Regimentet, et Smil eller en Gjenkjendelse i hans Miner, naar han mønstrede dem, et Ord i Farten eller en Hilsen til deres gamle Faner gjorde dem lykkelige for lange Tider.

Og skulde der tilslut hænde dem noget; om de skulde blive liggende paa Valpladsen sønderflængede og døende, saa rider vel Keiseren 197kanske forbi, det klirrer i Sabler og Sporer, saa stiger han af – tænkte de – og fæster tilslut sit Kors paa mit Bryst, før jeg dør.

Æreslegionen, som han oprettede allerede i 1805 i Leiren ved Boulogne, voxede fast til hans Person og blev, saalænge han delte den ud, et Baand af gjensidig Taknemlighed mellem ham og Armeen: den mest eftertragtede Hæder, som dulmede Saar og lange Lidelser, og var til Fryd og Stolthed for Tusinder af tapre Mænd.

Napoleon havde – saa meget Militær som han var – den Ide, at der skulde være ogsaa en civil Afdeling af Æreslegionen; til dette Brug oprettede han forresten ogsaa Jernkrone-Ordenen.

Men dette med de civile Decorationer faldt ikke i god Jord. Det gik an en Stund med Videnskabsmænd og Forfattere. Men da Keiseren engang efter sin Yndlingsopera Romeo og Julie decorerede Tidens berømteste SopranTenor Crescentini med Jernkronens Ridderkorset, blev der en stor Forargelse i Italien og Frankrige.

Det var naturligvis mest i militaire Kredse, at Crescentinis Decoration vakte Raseri; og en Aften i en Salon i Paris blev der talt i de mest forbitrede Ord af de tilstedeværende Officerer 198om denne elendige Sanger, denne Comediant, Gjøgleren, Castraten! og de opregnede sine Batailler og sine Saar og Skrammer.

Da raabte den letlivede Madame Grassini – Sangerinden: Men mine Herrer! – Mine Herrer! – den arme Crescentini! Glemmer I da ganske hans Saar?»

– Lige indtil Samtalerne paa Sankt Helena forsvarede Keiseren sin Ide.

Crescentini var en stor Kunstner og dertil en Mand af god Familie; og Napoleon havde troet, at denne Udmærkelse vilde særligt vundet Italienernes Bifald. Men denne Beregning slog aldeles feil; det blev vendt til Latter.

Hvis den offentlige Mening havde stillet sig anderledes, skulde Talma og andre Skuespillere og Musikere faaet Æreslegionen; men Samtidens Fordomme holdt ham tilbage. Og det var Uret – mente han selv; – thi efter hans Begreber tilkom Æreslegionen Enhver, som havde gjort Fædrelandet Ære.

– Noget af det, Keiseren havde mest Møie med, var hans egen Familie. Saasnart det var gaaet op for ham, at han kunde gjøre Frankrige til det mægtigste Rige og Paris til Verdens Centrum, var hans Tanke den at samle sin nærmeste Familie om sig som et Dynasti, 199en Fyrsteslægt lig de gamle legitime Ætter med Brødrene paa Naborigernes Troner.

Men hans Familie var paa mange Maader et besværligt Stof. De var ligesaa ødsle og ligesaa lastefulde som nogen gammel Fyrsteslægt og dertil af et meget fordelagtigt Ydre. Saavel Mænd som Kvinder af denne Familie var smukke Folk – tildels endog af en sjelden Skjønhed. Mændene kunde bære de prægtigste Uniformer, – ja Kroner og Hermelin klædte dem bedre end mange legitime Herskere.

Og Søstrene var – skjønt noget lavbenede – saa smukke og velskabte, at alt, hvad de efterhvert som Broderen steg, erhvervede af Juveler og Stads, forhøiede deres statelige Udseende og passede til deres naturlige Anstand og sikre Væsen. Pauline var endog en af Samtidens berømteste Skjønheder. Fælles for dem alle var de fine renskaarne Profiler og den friske Mund.

Fælles for dem alle var ogsaa deres Livslyst, deres Letsindighed og især deres ubegrænsede Udydighed i Elskov, – hvori forresten den store Broder gik foran som den værste.

Napoleons Forældre var friske og stærke 200Folk. Især var Moderen Lætitia Ramolino en vakker og kjærnesund Kone, som fødte sin Mand otte velskabte Børn. Nummer 2 – den mærkværdigste af dem – bragte hun til Verden under høist fortvivlede Omstændigheder, idet hun hele den foregaaende Dag tilhest havde fulgt sin Mand paa Flugt i de corsicanske Bjerge under Corsicanernes Kamp mod Franskmændene; og hun holdt tappert ud til det siste, fulgte sin Søn i hans stigende Glans og gjorde ham aldrig Skam ved det glimrende Hof, hvor hun tog sin Plads som den statelige og kloge Madame Mére.

Af sine Søskende derimod havde han liden Glæde eller Nytte; de var ialfald ikke saaledes som han vilde have dem til sit Brug. Over Søstrene havde han disponeret saa tidligt, at der blev ikke Anledning til at søge Partier for dem blandt Fyrsterne; men Brødrene skulde være Konger enten de vilde eller ikke.

Den ældste af dem Joseph havde undertegnet Freden til Lunéville i 1801, til Amiens i 1802; og i 1806 fordrev han – skjønt han var en daarlig Militair – Kongen af Neapel og besteg dennes Trone.

Forsaavidt gik det alt godt. Men i 1808 skulde han være Konge af Spanien, medens Murat 201fik Neapels lystige Kongedømme. I det uhyggelige Spanien havde Joseph mange Trængsler og efter Slaget ved Vittoria i 1813 var det ude med hans Kongeværdighed.

Joseph var gift med Julie Clary fra Marseilles – en Søster af Madame Bernadotte; hun forlod ham kort Tid efter 1813.

Joseph var fuldstændig behersket af sin Lidenskab for Kvinder og sin Tilbøielighed til Fornøielser og ørkesløst Liv. Og det var ganske tiltrods for hans Karakter og Natur, at han blev kastet ind i en Løbebane fuld af Stor-Politik og de allerhøieste Udmærkelser.

Joseph har – sagde Napoleon – næsten aldrig været mig til nogensomhelst Nytte; men han er en udmærket brav Mand og har holdt oprigtigt af mig – Julie ogsaa.

Sagen var, at Joseph var slaaet til Privatmand, og det var ikke hans Skyld, at han absolut skulde være Konge.

Alligevel var han ved sin Skjønhed og ved den Charme, som fulgte alle Bonaparterne, en Mand, som overalt kunde føre sig uden at compromittere hverken sin store Broder eller sine høie Stillinger.

Lucien hjalp sin Broder den 18de Brumaire som Præsident i de 500’s Raad i St. Cloud, 202og under Consulatet blev han anvendt i Diplomatiet. Han var kanske den anstændigste af hele Familien og havde megen naturlig Begavelse, gode Kundskaber og en fast Karakter.

Men han vilde absolut være den uforsonlige Republikaner, og levede derfor efter 1804 i et affecteret Fiendskab med sin Broder. Man har været paa Vildspor, naar det har været den almindelige Mening, at Lucien holdt sig borte fra det offentlige Liv, fordi han manglede Ærgjerrighed. Han var netop edderspændt af Skinsyge mod Napoleon og lurede hele sit Liv paa selv at slippe til Magten.

Da han derfor kom til Paris i 1815 efter Elba, var det, fordi han troede, at han skulde kunne bevæge Napoleon til at abdicere, for da selv at komme i Spidsen for Regentskabet og ende som den franske Republiks Præsident.

For sin ælste Søster Elisa, som alt i 1797 blev gift med en italiensk Adelsmand Bacciochi, ordnede Napoleon et Storhertugdømme Toscana. Og sin yngste Søster Caroline giftede han med Murat, som fra simpel Soldat steg til Marechal, Stor-Admiral, Prins af Frankrige, Storhertug af Berg og Konge af Neapel.

Den deilige Pauline var først gift med General Leclerc, som døde paa Hayti; dernæst 203med Camillo Borghese, som var en Nar. Napoleon gjorde hende til Hertuginde af Guastalla.

Pauline Borghese var kanske den værste af dem i Letsindighed og hun havde mangfoldige Elskere; forresten var hun snil og glad og altid rede, men udsvævende indtil Perversitet. Dertil saa ødsel, at hendes Moder bestandig spaaede, at Pauline vilde ende i Fattighuset. Saa galt gik det dog ikke.

Den yngste Broder Jerome levede lige til 1860. Han var med General Leclerc paa Haiti og førte virkelig som Contre-Admiral en Flaade til Martinique. I 1807 blev han Konge i Westphalen.

Først var han gift med en amerikansk Dame Miss Patterson; men senere fik Napoleon ham gift med en Prinsesse af Würtemberg.

Jerome var ikke uden naturlig Begavelse; men da han var ung, skulde man vanskelig kunne finde en mere anmassende, mere uopdragen eller mere uvidende Person. En Ødeland var han ogsaa, hvis Udsvævelser gik over alle Maal og Grænser. Napoleon var haard mod ham i 1812 ved Begyndelsen af det russiske Feldttog; men efterat Ulykkerne brød ind over Slægten, rettede Jerome sig op.

204Imidlertid var hans Regjeringstid i Cassel som Konge af Westphalen nærmest en Farce, og det hele Stel vilde blevet ganske umuligt, hvis ikke Napoleon havde givet ham med som fransk Gesandt den samme Grev Karl Fredrik von Reinhardt – af Christiansands-Slægten, – som han ofte anvendte i Diplomatiet. Det var i Virkeligheden denne Mand, som regjerede Kongeriget Westphalen, langt mere end Jerome, som bare morede sig; og naar det ikke gik galere end det gik med den hele Menage, saa skyldtes det mest den kloge og besindige Grev Reinhardt.

Saa var der tilslut – af Napoleons Søskende den ulykkelige Ludvig, som allerede tidligt i sin Ungdom var bleven venerisk. Dermed var hans Liv forspildt, hans Sind blev tungt og han blev sær og umedgjørlig.

Ludvig var vel begavet og havde baade Kundskaber og god Forstand; men hans bestandige Sygelighed gjorde ham lidet skikket til et Liv i Ærgjerrighed og Politik. Han tog kun trevent imod Broderens Tilbud af Hædersposter og Rigdomme.

Alligevel blev han en meget rig Mand og lod sig gifte med Josephines Datter Hortense i 1802. I 1806 gjorde Broderen ham til Konge 205af Holland; men da han i Grunden var en brav Mand, kunde han ikke udholde at være Vidne til, hvad Hollænderne led under Fastlandets Afspærring, og i 1810 nedlagde han uden videre sin Krone.

Fouché fortæller, somom det var en given Sag og et vel kjendt Faktum, at Josephine, da hun ikke længer kunde tvivle om sin Ufrugtbarhed, arrangerede et Forhold mellem Bonaparte og hendes egen Datter Hortense; og da denne blev frugtsommelig, fik man i en Fart Ægteskabet istand mellem Ludvig og Hortense. Deraf skulde Ulykkerne i dette Egteskab fra først af være opstaaede; og vist er det, at Ludvig stundom lod, som om han selv troede, at Napoleon var Fader til Hortenses ældste Søn.

Sikkert er det ogsaa, at da den lille Prins døde i en Børnesygdom, var der ualmindelig stor Sorg i Tuillerierne; og meget tydede paa, at det havde været Napoleons Mening at adoptere den Lille og opdrage ham til sin Efterfølger.

Dronning Hortense levede i bestandig Ufred med sin Mand, indtil de blev skilt i 1815. Hun var uhyre letsindig, hvilket i Forbindelse med hendes Mands Sygelighed gjør det lidet 206sandsynligt, at nogen af hendes 4 Sønner var Barn af Kong Ludvig – kanske Nummer 2.

Nummer 1 var altsaa den lille Napoleon, som døde og som antoges at være Søn af den store Napoleon.

Nummer 2 blev Storhertug af Berg og gift med sin Cousine – en Datter af Kong Joseph.

Nummer 3 var Keiser Napoleon den III, sandsynligvis Søn af den hollandske Admiral Verhuel.

I Anledning af, at disse to Brødre havde deltaget i nogle Uroligheder i Italien, skrev Kong Ludvig i 1830 et Brev til Pave Gregor den 16de:

*

«Hellige Fader! mit Sind er overvældet af «Sorg, og jeg har skjælvet af Vrede, da jeg «modtog Efterretningen om, at mine Sønner «har taget Del i den forbryderiske Reisning «mod Deres Helligheds Autoritet. Mit Liv, «som allerede er sørgeligt nok, har endnu «bragt mig den bitre Smerte, at En af mine «har kunnet glemme al Deres Godhed mod «vor ulykkelige Familie. Den elendige unge «Mand er død; Gud være ham naadig.

«Hvad den anden «- Napoleon den III. –» 207«angaar, som tiltager sig «mit Navn», saa har «han – som De ved – Hellige Fader! Ingenting med mig – Gud være lovet.

«Jeg har den Ulykke at være gift med en «Messalina, der føder Børn.»

*

Hortenses Søn Nummer 4 – den senere Hertug af Morny – var Søn af Grev Flahaut. –

Blandt disse skrækkelige Bonaparter var Josephine en fin og lys Skikkelse, skjønt ogsaa hun havde gjennemgaaet adskilligt i Barras og de andre Revolutionsmænds Saloner og ialfald én Gang – mens Napoleon var i Egypten, havde havt en flygtig Liaison med en ubetydelig Officer.

Men hun elskede Napoleon oprigtigt; og han paa sin Side udtrykte vist den høieste Tillid, han overhovedet kunde have til en Kvinde, naar han sagde, at han var vis paa, at Josephine vilde forlade et Elskovsmøde, hvis der kom et Bud fra ham.

Fra først af levede de som borgerlige Egtefolk i samme Soveværelse. Men i Leiren ved Boulogne i 1805 blev Napoleon holdt længe oppe om Natten af Statssager. Josephine var da saa taabelig at gjøre ham en Scene, da han kom ind i Soveværelset. Napoleon blev sint, 208og fra det Øieblik var han aldrig at formaa til at optage det gamle Arrangement; hellerikke med Marie Louise; han kjendte Arten.

Josephines Hoved var ikke stærkt, men hun blandede sig ikke meget i, hvad hun ikke forstod, og plagede sin strenge Herre saa lidet som muligt. Det var hende nok, naar hun kunde fængsle hans Kjærlighed; og naar han var borte i andre Forhold, kjæmpede hun paa alle Maader for at vinde ham tilbage. Hun opfyldte alle hans Fordringer og var idetheletaget en Keiserinde, som han vel kunde være tjent med. Hun lod ikke Præsterne komme nærmere end Keiseren ligte det, skjønt hun paa sin Maade var religiøs.

Hun havde tilstaaet Erkebiskopen af Nantes i Skriftestolen, at hun spiste Kjød baade Fredag og Lørdag.

Gjør Keiseren det samme? – spurgte Bispen.

Ja.

Nuvel, saa gjør som han. Deres Majestæt kan altid gaa ud fra, at han har en speciel Tilladelse for sig og sin Familie.

Men da Josephine for en Sikkerheds Skyld forelagde Cardinal Fesch det samme Spørgsmaal, svarede denne, at hvis Keiseren vilde 209forlokke hende til at bryde Fasten, skulde hun kaste ham Talerkenen i Ansigtet.

De Lærde ere uenige, sagde Napoleon smilende, da han fortalte Chaptal denne Historie, som Josephine havde fortalt ham; Bispen har Ret; den anden er en Knægt, som vil give sig et Skin af Strenghed, der passer lidet til hans private Liv.

Alt mens Tiden gik, blev Josephine mere nervøs og forpint, jo klarere det stod for hende, at hun ikke fik flere Børn end de to, hun havde født sin første Mand General Beauharnais: Eugen og Hortense. Dette var aldrig ude af hendes Tanke, og hun kunde mærke paa Napoleon, at han gik og tumlede med det samme.

Hun forsøgte alle mulige Raad og Midler, og antydede endog for Napoleon, at de skulde prøve et politisk Bedrageri med et fingeret Svangerskab og et underskudt Barn; og hun anede allerede længe i Forvejen, at det maatte ende med en Skilsmisse. –

– Josephines Ødselhed var ikke blot grænseløs; men den var saa taabelig – næsten fjollet. Det var hende umuligt at modstaa Juvellererne og Modehandlerne, naar de kom og opfyldte hendes Værelser med de skjønneste 210Smykker og de rigeste Toiletter, Parises første Kunstnere kunde fremtrylle – altsammen til de mest fabelagtige Priser. Jeg husker ikke Tallet paa de Hatte, hun anskaffede sig i en Saison og hellerikke, hvad de kostede; men det var næsten ikke til at forstaa. Hun levede derfor i en evig Angst for sine Regninger, skjønt Napoleon betalte rundeligt og rigeligt.

Hans Keiserinde maatte gjerne være ødsel; hun skulde overstraale alle Evropas Fyrstinder; og der fandtes ikke Kniberi hos denne Ægtemand. Men han kunde ikke fordrage, at der blev snydt, eller at nogen lod sig snyde; og han forstod jo godt, at Josephine maatte betale den syvdobbelte Pris, fordi hun ikke havde mere Forstand paa Penge end en Fugl.

Derfor, naar han holdt en Oprydning i Keiserindens Regninger, betalte han aldrig fuldt ud; men han bød vedkommende Leverandør Halvdelen eller tre Fjerdedele af Beløbet. De accepterede i Almindelighed og gjorde endda en god Forretning.

Men aldrig kunde han faa Bund i hendes Regnskaber, fordi hun bestandig skjulte det værste for ham, endskjønt hun jo maatte vide, at en Dag kom alting frem for Lyset. Men 211Josephines første Ord var bestandig nei, hun nægtede ganske instinktmæssig. Saaledes levede hun i et Hav af Gjæld, og hendes Regninger strømmede lige til Elba.

Men forøvrigt og forsaavidt der overhovedet kan være Tale om kvindelig Indflydelse paa Napoleon, var Josephine ganske vist den Hustru, som passede best for ham; og havde hun bare kunnet føde ham et Barn – om ikke andet end en liden Pige, vilde Napoleon neppe nogensinde være gaaet fra hende. Thi han søgte ikke et nyt Egteskab, fordi han ikke længer var fornøiet med Josephine, endmindre fordi han elskede nogen anden og hellerikke for at komme tilveirs ved et høit Parti.

Han var stor nok til at unde sig selv den Luxus at beholde en Kvinde, han bestandig var vendt tilbage til; og han vilde yderst nødig gjøre Josephine den Sorg og Tort at forlade hende. Men eftersom alting hidtil var lykkedes for ham, kunde han ikke nu, da saa meget var samlet i hans Haand, lade være at tænke paa at fæste sig selv gjennem Efterkommere til Fremtiden. Desuden forlangte hans Folk det dagligt, høilydt og hentydningsvis, og desuden – alle de ligitime Fyrstehuse havde sin Fremtid sikret; han alene var uden 212Oprindelse og uden Fortsættelse. Dynastiet Bonaparte maatte han have i Orden.

Det synes for Nogle, som om denne Mand var umættelig, og at han droges mod den ene mer svimlende Plan end den anden som en Slave af sin grænseløse Ærgjerrighed.

Men naar jeg undtager nogle Herrer af Politiken, som aldrig har begjæret noget for sig selv, men som udelukkende ved sine Landsmænds ustyrlige Beundring og Kjærlighed løftes høiere og høiere, overblæres med stedse federe Glans, – naar jeg undtager disse Jordelivets Pilegrimme, saa arbeider enhver af os – hver paa sin Maade for at bringe sig selv til Gyldighed.

Men naar det nu bestandig havde vist sig, at han fyldte alle Maal, som hans vidunderlige Livsførelse efterhaanden lagde paa ham, var der ingen Grund til at stanse, og han behøvede ikke at svimle. Han var sig med Rette bevist at være de andre Fyrster saa overlegen i godt som i ondt, at den første Plads blandt dem simpelthen tilkom ham, der stod i Spidsen for den store Nation. Og denne krævede udtrykkelig af ham Sikkerhed for Fremtiden.

Og det var kun, fordi han var knyttet til Josephine med saa ømme Baand, at det varede 213saa længe, inden han tog det pinlige Skridt; thi at det kostede ham meget, er der ingen Grund til at betvivle.

Men ligesom i alt andet saa og i dette Forhold skilte Napoleon sig ud fra alle andre Konger og Fyrster, hvem det har passeret, at de fik Trang til at forskyde sin Hustru. Her kom ingen Bulle fra Paven; ingen sort Bande af Præster skræmte den arme Dronning; ingen Skandalproces med kjøbte Vidner og Beskyldninger for Utroskab. Han skilte sig ved sin Gemalinde som en fuldstændig gentleman og Grandseigneur og dertil med den ham egne Orden og Høitidelighed i Formerne.

Og hun var paa sin Side, da alle Haab brast, al Ære værd i den Maade, hvorpaa hun bar sin haarde Skjæbne. Hun forblev Napoleons trofaste Ven og lagde sig aldrig iveien for den nye Hustru og Keiserinde.

Der er ikke mange Foreninger mellem høitstillede Personer, over hvilke der har hvilet en saa ren Luft som over disse to Mennesker, dengang de skiltes.

Da Napoleon havde fattet Beslutningen, befalede han Eugen Beauharnais at gaa til sin Moder og forklare hende, at nu maatte det komme til Skilsmisse af politiske Grunde, fordi 214Frankrig krævede en Fortsættelse af Dynastiet Bonaparte.

Vicekongen opførte sig ved denne som ved alle andre Leiligheder mønsterværdigt. Han var foruden at have udviklet sig til en duelig og paalidelig Hærfører tillige en Hædersmand i enhver Henseende og en trofast Søn mod sin Moder – og mod sin Stedfader.

Napoleon satte ogsaa megen Pris paa ham, uden at der dog nogensinde fremkom nog en Antydning af, at han tænkte paa Eugen som sin Efterfølger. Dette havde nok Josephine en Tid haabet; men hun var ellers saa forsigtig og tilbageholden, at hun aldrig bad om noget for sin Søn, hun takkede ikke engang; hun vilde, at det udelukkende skulde være Napoleon, som forfremmede ham.

Da hun sad igjen som Enke efter General Beauharnais, som blev guillotineret, var det saa smaat med hende, at Hortense allerede var sendt, forat lære Modepynt og Eugen i Snekkerlære, da General Bonaparte viste sig som Frier. Nu var Hortense Dronning af Holland og Eugen Hertug af Leuchtenberg, Fyrste af Eichstedt, Prins af Frankrig og Vicekonge af Italien.

Den 15de December 1809 om Aftenen mødte 215Fyrst Cambacères – Keiserdømmets StorKansler og Grev Regnault sammen med hele den keiserlige Familie i Tuillerierne, hvor Josephine gav sit Minde til Egteskabets Opløsning, efterat Napoleon i oprigtige og bevægede Ord havde takket hende for femten Aars lykkeligt Samliv.

Skilsmissen blev den næste Dag meddelt Senatet. Det var atter Eugen, som optraadte og forklarede sin Moders loyale Holdning og det store Offer, hun frivilligt havde bragt Fædrelandet.

Egteskabet blev af Senatet erklæret ugyldigt af den formelle Grund, at der ved dets Stiftelse ikke havde været tilkaldt to Vidner.

General Bonapartes civile Egteskab i 1796 var i sin Tid stiftet uden anden Formalitet end Indskrivning hos vedkommende republikanske Funktionær – ligesom Bernadottes og de andre Officerers fra hine Dage, – og kunde derfor efter fransk Lov ophæves med begge Parters Samtykke.

Det var derfor ikke dette Egteskab, som Senatet maatte opløse, inden Napoleon kunde blive gift med en katholsk Prinsesse.

Men da Keiserens og Keiserindens Kroning nærmede sig i 1804, blev Cardinal Fesch bange 216for, at det republikanske Egteskab kunde fremkalde nogen Vanskelighed ved Josephines Kroning og fik sat igjennem, at han – Cardinalen – viede Napoleon og Josephine et Par Dage før Kroningen i Tuillerierne, men for lukkede Døre og uden Vidner.

Da nu Josephine ved Skilsmissen erfarede, at hendes Egteskab blev erklæret ugyldigt, kaldte hun Fesch til sig i Malmaison, hvor han udstedte en lovlig Vielsesattest for hende. Josephine gjorde dog ingen Brug af dette Document; det var hende nok at have det i sin Besiddelse.

Men baade Senatet og Kardinalen havde paa en vis Maade Ret begge to.

Thi efter fransk Ret var Vielses-Handlingen ugyldig af den Grund, at der ingen Vidner var.

Men efter katholsk Kirkeret kan en Vielse uden Vidner være gyldig, naar den er uført af en Cardinal.

Imidlertid maatte Keiser Napoleon betale 6 Francs i Mulkt til de Fattige, for at have forsømt Vidnerne.

Napoleons Skilsmisse satte Evropas Hoffer i den største Bevægelse. Thi naar han først havde besluttet sig til et nyt Egteskab, kunde 217man vide, at han vilde søge sin Gemalinde paa de allerhøieste Steder. Der var først nogen Tale om en Prinsesse fra Sachsen, som han naturligvis kunde faa. Men Napoleons Ønske var egentlig en russisk Prinsesse – en Søster af Zaren.

Alexander lod, som om han følte sig yderst smigret ved Napoleons Valg; han bad kun om nogen Udsættelse paa Grund af Storfyrstindens Ungdom. Han viste ligesaa godt som enhver anden, at der ikke kunde være Tale om nogen Udsættelse.

Den 1ste Marts 1810 kom Marechal Berthier – Fyrste af Neufchatel til Wien forat anholde om Erkehertuginde Marie Louises Haand for Keiseren af Frankrige.

Aftalerne vare jo trufne paa Forhaand, saaat Keiser Frantz skyndte sig med den største Imødekommenhed at modtage Frieriet. Men det maa alligevel have været haardt for den gamle Habsburger at give sin egen Datter hen, for at hun skulde føde Børn for den Mand, som havde lemlæstet Østerrige, slaaet hans Armeer og kastet Huset Habsburg til Jorden Gang efter Gang – og dertil: en simpel Eventyrer fra Corsica!

Den 11te Marts blev Berthier viet til Marie 218Louise i Keiserens Navn og to Dage efter forlod de Wien.

Oprindelig fulgte der med hende hjemmefra 300 Personer. Men mellem Braunau og Altheim havde Napoleon i utrolig kort Tid ladet opføre en meget stor Træbygning – pragtfuldt decoreret. I den ene Ende af Bygningen var Østerrige og i den anden Frankrige, og i Midten var der et neutralt Rum. Her mødte Dronningen af Neapel – Caroline Murat med et talrigt Følge fra Paris og tog imod den unge Keiserinde.

Erkehertuginden, som her antog Titelen Keiserinde, blev nu overleveret fra Østerrige til Frankrige med høitidelige Ceremonier, saaledes som Keiseren selv havde dicteret det.

Den Brudekurv, som han sendte hende, indeholdt et Udstyr, der var et fuldstændigt Vidunder af den høieste Pariser Kunstfærdighed og Smag, og overstraalede langt, hvad Wien havde kunnet byde Hoffets Damer.

Efter Ceremonierne fortsatte Keiserinden sin Reise vestover i smaa Dagsreiser, – saaledes som man reiste for hundrede Aar siden: svære Karosser med fire Heste, som stod færdige ved hvert Skifte, og som fór afsted saa fort som det overhovedet lod sig gjøre. Hun havde 219nu forladt sit Wiener-Følge og var kun omgivet af den lille foreløbige franske Hofstat, som Keiseren havde sendt hende imøde. Ved hver Station, hvor der skulde overnattes, fandt hun et Brev fra sin galante Gemal.

Den 29de Marts skulde være Keiserindens siste Reisedag, om Aftenen skulde hun naa Slottet Compiegne; hvor Keiseren og hele den keiserlige Familie ventede hende, for – den næste Dag at være nærværende, naar Berthier høitideligt overleverede den knælende Keiserinde til Keiseren.

Men det blev der ikke noget af. Thi da Napoleon var færdig med alle Forberedelser, tog han Murat med sig og listede sig ud af Slottet i sin graa Frakke fra Wagram. De to kjørte da imod Keiserinden i en simpel Kalesche med en Kusk uden Livré.

Da de kom til Courcelles i styrtende Regn, kjørte de ind under en Porthvælving i en gammel Kirke og ventede paa Keiserindens Følge. Det var det siste Sted, hvor der skulde skiftes Heste, og med det samme Keiserindens Vogn kom, smuttede Napoleon i en Fart ind til hende.

Og den næste Morgen paa Slottet lod han deres fælles Frokost servere foran Keiserindens 220Seng. Denne frygtelige Skandale fór over Evropa, og maa vist især have rystet Samfundets Grundpiller i Wien.

Den 30te Marts foregik den borgerlige Vielse i St. Cloud og Dagen efter holdt de Nyformælede et pragtfuldt Indtog i Paris, som blev efterfulgt af en Fest i Louvre, som Napoleon havde arrangeret paa det allermest storartede efter sin Smag. En stor Del af Louvre var taget i Brug til Festligheden. Der var Tribuner for Konger og Fyrster, Gesandter og Marechaller. Den keiserlige Familie i al dens Skjønhed og Pragt omgav Napoleon og Marie Louise, dertil alt, hvad Frankrig ejede af Adel og Magt, og en Mængde Udlændinge – ialt en otte Tusinde Mennesker.

Der faldt imidlertid en Skygge over den festlige Tid efter Formælingen, da der et Par Maaneder senere opstod en forfærdelig Ildebrand under et Bal, som den østerrigske Gesandt Fyrst Schwarzemberg gav for sin Herres Datter; – ikke blot fordi Begivenheden kostede flere Menneskeliv og afbrød Feststemningen; men ogsaa fordi Samtiden ikke kunde værge sig mod en uhyggelig Erindring om et Ulykkestilfælde af lignende Art, som indtraf forrige Gang en østerrigsk Erkehertuginde blev 221gift med Frankrigs Overhoved – nemlig i 1770, da Marie Antoinette holdt Bryllup med Ludvig den 16de.

Fyrst Schwartzemberg havde begaaet den Uforsigtighed, som man forresten oftere hører om i de gamle Palaier i Paris, at man for at vinde Plads til Dansen laver Hotellets indre Gaard om til en uhyre Sal ved at lægge Gulv med Trapper og Indgange til Husets Rum og Corridorer, – altsammen overspændt med Tag af Lærred og Væggene behængt med Masser af Gardiner og Tæpper, prægtige Forhæng og Draperier, decoreret med Blomster og utallige Lys allevegne.

Det er farligt nok nutildags, hvor vi dog har elektrisk Lys og et moderne Brandvæsen. Men i hine Tider, hvor der skulde lyses op med bare Voxlys i tusindvis. var det en grænseløs Uforstand. Naar de dansede, og der opstod Træk i Døre og Trapper, behøvedes der ikke mere, end at et Gardin viftede hen over en Kandelaber eller en Lampet paa Væggen, saa stod alt i lys Lue paa tre Minutter. Og det var det, som pludseligt hændte her, mens Festen var paa det livligste.

Keiseren ventede ikke paa Hjælp af nogen; men rolig som altid tog han som en brav 222Borgermand sin Madame i sine Arme og bar hende ud af den brændende Sal og ind i Palaiet, indtil de kom i Sikkerhed.

Men mange omkom – især af Damerne, hvis lette Gevandter tog Ild strax ved den første Opblussen, de faldt i Trængselen og kvaltes, eller de løb brændende ud i Haven. Der var jo mange behjertede Mænd tilstede, som var vante til at beholde Hovedet klart, selv i den største Fare; men det gik saa forfærdeligt fort.

General Durosnel af Cavaleriet fik fat paa sin Kone og bar hende ud i Trængselen, og mens han kjæmpede for at komme frem, saa han en Haand, som stjal en kostbar Kam ud af hendes Haar, uden at han kunde tænke paa at forhindre det. –

I Slutningen af Aaret 1810 kom den Henvendelse fra Sverige til Napoleon, som gav Anledning til at Marechal Bernadotte, Fyrste af Ponte Corvo, blev kaldet til Kronprins og Tronfølger i Sverige.

Før, under og efter Consulatet havde Bernadotte været Bonapartes hemmelige Fiende; medens denne bestandig viste ham den største Generøsitet, som igjen altid blev overtruffet af den andens Utaknemmelighed.

Den 18de Brumaire holdt han sig tilbage 223rede til at trænge sig frem, hvis Napoleons Statscoup skulde mislykkes. Men da det var lykkedes, kom han luskende og sluttede sig til Napoleon, for straks efter at begynde med nye Rænker imod ham.

Skjønt Napoleon til enhver Tid viste fuld Besked om alt, gjorde han dog Bernadotte til Marechal ved den første Udnævnelse, Storkors og Prins af Frankrige og Hertug af Ponte Corvo med høie Gager og Dotationer, og til Konge af Sverige med en Present af en Million Francs af Keiserens private Kasse. Til alt dette svarede Bernadotte med Utaknemmelighed og Forræderi.

I 1799 mens Napoleon var i Egypten, bortgiftede Joseph sin Kones Søster til General Bernadotte. Frøknerne Clary var Døtre af en Kjøbmand i Marseille, og Desirée, som nu blev Madame Bernadotte, havde været den unge Bonapartes Inklination. Siden skulde hun have ægtet en General Duphot, som blev myrdet i Rom, netop som de skulde have Bryllup; tilslut fik hun altsaa Bernadotte; og naar denne steg og steg lige til Konge, saa var det altsammen paa Grund af dette Ægteskab med Napoleons Veninde.

Thi som Militair havde Bernadotte intet Navn 224blandt de store. Der var tyve Generaler i Frankrig, der havde havt Commandoer som Overgeneraler for selvstændige Armé-Corps, og hvis Navn og Berømmelse langt overstraaler hans. Dertil var han ganske uden Opdragelse og lidet populair i Armeen.

Men da Napoleon blev Keiser, gjorde han sig en Fornøielse af at se sin Ungdoms Flamme som Marechalinde, Prinsesse og Dronning.

Hendes Søn var Napoleons Gudsøn. De havde ventet med at døbe Barnet, til Bonaparte kom tilbage fra Egypten, og det var han, som fandt paa at give Drengen Navnet Oscar – et Navn, som han fandt i Ossians Sange, hvoraf Napoleon saavelsom Samtiden var stærkt optaget.

Saaledes kom de svenske Konger til at bære dette Navn fra de gamle skotske Bardekvad, om hvilket hverken Napoleon eller nogen anden dengang viste, at de var et Falskneri, sammendigtet af en Præst ved Navn Macpherson. –

Det var egentlig et lidet Adels- og Officersparti, som tilskyndede den gamle barnløse Konge af Sverige til at bede Napoleon om en Prins af Frankrige til Tronfølger. Man havde dermed nærmest tænkt paa Vicekongen af Italien 225Eugen Beauharnais. Men Nødvendigheden af at skifte Religion viste sig at være en uoverstigelig Hindring – især for Vice-Dronningens Vedkommende. Saa fandtes der ingen anden Prins af Frankrige end Ponte-Corvo, og saa faldt Valget paa ham med Napoleons Samtykke.

Saasnart dette var i Orden, tog Jean Baptiste Bernadotte og omvendte sig prompte og oprigtigt til den Evangelisk-Lutherske Religion.

Subito!

Men hans Gemalinde var nok ikke saa snar i Omvendingen, og hellerikke synes hun at have havt nogen Hast med at komme til Stockholm og forlade Hoffet i Paris.

Var jeg bleven bedaaret af Josephine – skriver en Samtidig – gik det mig helt andesledes og modsat med Marechalinde Bernadotte. Hendes utaalelige Hovmod frastødte alle Mennesker; og hendes Mine og Tone, som vilde være ilde anbragt nu, da hun er Dronning af Sverige, stod i en forbausende Modsætning til Josephines Elskværdighed, ja endog til Hortenses.

Men alt dette var dog ingenting imod, hvad hun tillod sig, da hun – tiltrods for sit Hovmod og som en Konges Gemalinde – forargede hele Evropa ved at løbe som en gal efter Hertugen af Richelieu, hvem hun elskede.

226Hertugen skriver selv i et Brev, dateret Zürich den 19de Juli 1819: «Imorges fandt jeg paa Bordet i mit Hotel en Blomsterbouket. Min gale Dronning er altsaa kommen hertil.» Og den 25de skriver han igjen til en af sine Venner: Min gale Dronning er her i dybeste incognito og dertil saa tilsløret, at jeg, om jeg møder hende, aldrig kan være sikker, om det er hende. Dette bliver tilslut temmelig besværligt.»

Samtidig sad de skikkelige Koner rundt om i Norges Kirker og opsendte hver Søndag Bønner for denne Landets Moder! hun kunde forresten nok trænge til det.

Men Bernadotte gik straks til Sverige, hvor Karl den 13de adopterede ham som sin Søn. Den 1ste November aflagde han Eden som Kronprins af Sverige og den l5de sluttede den svenske Regjering sig til Napoleon og tiltraadte hans store Forbund til Kontinentets Afspærring mod Storbritannien.

Sverige havde under hele Napoleonstiden spillet en ynkelig og ubemærket Rolle. Men nu skulde det ikke vare længe, inden det overraskede Evropa ved sin Troløshed. Thi under den gamle Konges tiltagende Svaghed, blev Sveriges Politik mer og mer en Gjenspejling af 227den intrigante og upaalidelige Gascogners Væsen, saaledes som han var saa vel kjendt for alle de Rænkespind og Sammensværgelser, han havde været indviklet i – ligefra 1804 tidligt paa Aaret før den store Sammensværgelse af Royalisterne, George Cadoudal og de andre.

Bernadotte havde dengang en Commando i det nordvestlige Frankrige, og mellem Soldaterne i Garnisonen i Rennes var der en Revolte forberedt, som paa en bestemt Dag skulde bryde løs og fremkalde en Reisning mod Førsteconsulen i disse Egne. Men lige før denne Dag listede Bernadotte sig til Paris under Paaskud af, at der maatte han være, naar det brød løs, medens det naturligvis var for at være af Veien, hvis det gik galt i Rennes – hvad det ogsaa gjorde.

Thi paa selve Dagen blev Sammensværgelsen røbet, og de Proclamationer blev beslaglagte, som skulde være spredt ud i Befolkningen, og som indeholdt Navnene: Bernadotte og Moreau.

Bernadotte reddede sig derved, at han havde passet sig for at give noget skriftligt fra sig, saa hans Delagtighed kunde ikke bevises.

Men en ung Søn af General Marbot, der var Adjutant hos Bernadotte, havde faaet sin Vogn fyldt med disse farlige Proclamationer, 228uden at vide om det; han blev øieblikkelig ført i Arrest.

Hans Moder paakaldte Bernadottes Hjælp; han havde været en Ven af General Marbot; han var Formynder for Sønnerne, og det var de Sammensvorne, som havde pakket Proclamationerne ind i den unge Mands Vogn.

Bernadotte lovede godt, men gjorde Ingenting.

Madame Marbot løb fra den ene til den anden, og endelig opnaaede hun det Løfte af Bonaparte, at den unge Marbot skulde slippe, hvis General Bernadotte personlig vilde indfinde sig og bede om hans Løsladelse.

Madame Marbot ilede til Bernadotte med denne Besked. Han holdt en liden Tale om Venskabet o. s. v. og lovede at gaa til Bonaparte den samme Aften. Men han gik ikke; han reiste tvertimod samme Aften med sin Gemalinde til Badene i Plombières.

Da Bonaparte fik vide dette, sagde han bare:

Ja, der kjender jeg ham godt igjen.

Den unge Marbot slap fri; men Napoleon beholdt en liden Mistro til ham for hele Livet.

*

Paa den spanske Halvø sloges de jævnt i Aarene 1810 og 1811. Masséna var for første 229Gang i sit Liv uheldig. Han kjæmpede i Portugal mod Wellingthon og tabte Slaget ved Busaco. Og skjønt han havde med sig Ney og Junot og den haarde General Regnier, stod han dog magtesløs overfor Weilingthons briliante Forskansninger ved Torres vedras.

I Spanien gik det noget bedre. Marechallerne Soult og Suchet førte den her; men der var ikke længer nogen rigtig Kraft i det hele, efterat Keiseren ikke var der længer. Marechal Victor havde det Held at frelse 600 af Krigsfangerne fra Baylen. Hans Corps var ombord paa en Flaade-Afdeling og laa ude paa Rheden ved Cadix. Da de Ulykkelige, som var paa Arbeide inde i Havnen med Mudring og lignende, fik Øie paa det franske Flag, styrtede de ombord i en liden ussel Skude uden Rig og roede, saa godt det lod sig gjøre under en heftig Ild fra de spanske og engelske Krigsskibe ud paa Rheden, hvor de blev modtagne med Jubel af deres Landsmænd.

Men Napoleon havde nu sine Øine og Planer rettet mod Østen; efterat Skilsmissen var overstaaet, og det nye Egteskab saa fuldkomment opfyldte Hensigten og Beregningen.

Den 20de Marts 1811 var Paris i en feberagtig 230Stemning; man viste, at Keiserindens Nedkomst var nær forestaaende. Men der indtraadte saa vanskelige Omstændigheder, at der kunde være Fare for hendes Liv eller for Barnets. Doctor Dubois opsøgte da Keiseren, som holdt sig i et nærliggende Værelse. Lægen vilde vide, om der skulde tages noget særligt Hensyn til dette dyrebare Barn fremfor til Moderen.

Men Keiseren svarede ivrigt: De skal behandle Keiserinden, somom De hjalp en almindelig Barselkone i en af Paris’s Smaagader.

Doctor Dubois vendte da tilbage til Keiserinden, kastede sin Frak og tog fat. Barnet var yderst medtaget, da det blev født; men der kom Liv i det, og saasnart det gik an, tog Keiseren det fra Pleiekonen og bar det ind i den store Sal, hvor Rigets Dignitairer ventede i den største Spænding.

Her er Kongen af Rom! raabte Keiseren; han var ude af sig selv af Glæde – for denne ene Gang.

Idetsamme begyndte Kanonerne fra InvalideHotellet at forkynde Paris, at der var født Keiseren et Barn; og fra det første Skud stansede hele Paris og holdt sit Aandedræt tilbage tællende alle – Mænd og Kvinder og de Børn, som kunde tælle saa langt. Alle viste, at hvis 231Kanonerne stoppede med 21 Skud, var det bare en Prinsesse; men kom det 22de, saa blev de ved at dundre lige til 100, for da var det en Søn, en Tronarving, Napoleon den Anden.

Der sagdes, at Invaliderne gjorde sig en liden Spas af at trække Tiden nogle Secunder ud før Skud Nummer 22; men da brød der ud en Jubel over hele den store By som aldrig før eller senere.

Saa stor var den Lettelse, Folk følte ved denne Garanti for Landets Fremtid, at den keiserlige Page, som først kom løbende fra Slottet med Nyheden til det forsamlede Raad i Hotel de Ville, enstemmigen blev bevilget en aarlig Gage paa 10,000 Francs.

Tre Aar efter – i 1814 – erklærede det samme Raad Keiseren afsat. Mon hvordan det da gik med Pagens aarlige Indtægt?

Frankrige i 1811 var lutter Solskin; men der gik dog en Skygge over Landet, da der ved Aarets Slutning blev udskrevet 100,000 ganske unge Gutter til Armeen.

De rigelige Belønninger, som Keiseren fordelte blandt sine Mænd, havde gjengivet Paris’s selskabelige Liv en Glans – næsten ligesaa stor som under de gamle Konger. Keiseren vilde, at det skulde være paa den Maade; og 232de fleste af hans Krigere lod sig ikke det sige to Gange. De havde ogsaa – mange af dem – vist at samle sig saa rigelige Portioner af Kostbarheder og Penge, at de vendte hjem med store Læs fra hvert Feldttog.

Deres Damers Saloner og de storartede Festligheder, som de gav, naar de i nogen Tid fik være hjemme i Fred, blev dem snart en kjær Belønning, som de fortjente og en Hvile, de paaskjønnede efter et Krigerliv, hvor Ingen havde skaanet sig, men fra hvilket de fleste medbragte Saar og Skavanker.

Dertil Napoleons egen Familie med Dronningen af Neapel i Spidsen, og selve Tuillerierne, hvor der altid var en Række af festlige Sammenkomster; og endelig vendte jo mange af den gamle Adel tilbage til sine hemmelighedsfulde Hoteller i Boulevard St. Germain. Mange af dem trængte sig ogsaa frem forat erholde Adgang til Hoffet og Hof-Embederne, ligesom der i Armeen tjente de beste Navne under Napoleon som under Bourbonerne.

Saaledes var, hvad de høiere Kredse angaar Paris ligesaa straalende som nogensinde. Befolkningen nedover var tilfreds; Hæder og Ære skaffede Keiseren nok af; men der fulgte ham ogsaa Arbeide og Omsætning; han havde Øie 233for alt, og skjønt han jo igrunden bare kjendte den militaire Del af sit Folk, kom hans praktiske Sans mangfoldige Forretningsgrene tilgode.

Den vanskeligste Opgave var altid Paris. Keiseren sagde engang til Fouché: Jeg er henrykt, naar De kan forsikre mig, at Faubourg St. Germain er tilfreds. Og jeg vil tilstaa Dem, at under alle Slag, i de største Farer, ja midt i Ørkenen har jeg altid i min Tanke det Spørgsmaal: hvad vil Paris sige? – og fremfor alt Faubourg St. Germain.

Thi der var mellem Napoleon Bonaparte og Paris en Kløft, som aldrig kunde blive helt udfyldt; han blev aldrig Pariser, dertil var han ikke nok Franskmand.

Det er ikke godt at forklare, hvad det tilslut er for et flygtigt Fluidum, som udgjør Essensen af en stor Verdensby, og hvoraf der maa findes ialfald en liden Draabe hos hver den, som helt skal føle sig selv og føles af de andre som en ægte.

Der er over Paris og over alt, hvad der er Paris, en liden, elegant Duft af Bedærvethed, alting er ligesom omgivet med en liden lyserød Rand. Men denne manglede aldeles hos Napoleon; han er sig selv helt ud i Kanterne ligesaa haard som en Krystal og ligesaa kan234tet, uden noget Fællesmærke af et Samfund allermindst af Paris.

Men da han nu havde faaet sit Dynasti sikret og sin vanskelige Hovedstad sat i godt Humør, syntes han sig at være alle de Fyrsters Overmand, han kjendte; der var bare Zaren igjen.

Allerede i 1809 havde Napoleon tydeligt forstaaet, at Zaren aldrig vilde lade Østerrige falde helt til Jorden. Og i 1810 havde Rusland uden videre brudt Aftalen fra Tilsit og var traadt ud af Kontinental-Afspærringen. Store Rustninger og Troppesamlinger langs Grænsen af Storhertugdømmet Warschau kunde hellerikke betyde noget godt.

Men ligesom han altid havde vist en sælsom Skaansomhed overfor Rusland, saaledes nølede han nu med at erkjende Zarens aabenbare Tilbagegang til England og til de andre legitime Fyrster. Thi det var dette ubrydelige Kammeratskab mellem dem og imod ham, som Napoleon aldrig lærte at forstaa.

Han havde jo seet af Historien, hvad vi har seet i hundrede Aar efter ham, at Kongernes Fiendskaber varer ikke saa længe. Naar nogen Tid er gaaet, efterat de har luftet sine Armeer og aareladt sine Folk, besøger de hinanden 235igjen og kysses paa Peronerne, saa det smælder i alle Jordens Telegrafstationer.

Han forstod ikke, at om han havde været en Kongesøn – bare en Bastard – vilde de andre, tvungne af hans Overlegenhed, kanske have aabnet Kredsen for ham og hans Søn. Men som den, han var: Usurpatoren nedenfra, Revolutionens Søn – aldrig! han kunde ydmyge dem og rumstere med deres Lande og Hovedstæder, men før vilde de dø, end for Alvor leve med Napoleon som hans Ligemænd.

Det fik gaa an med Bernadotte paa den afsides svenske Trone. For det første behøvede de ham som General, og for det andet foragtede de ham og lod ham føle det.

For dette var Napoleon blind. Politisk havde han den Ide, som igjen har været fremme i vor Tid, at Frankrige i Alliance med Rusland har Evropas Skjæbne i sin Haand; og personligt stod han i den Formening, at Zar Alexander igrunden var hans Ven.

Og han, som dog var forsigtig nok, og hvis Mistænksomhed kunde stige ned til de laveste Forudsætninger, han har aabenbart, alt imens han forberedte Toget til Rusland, hele Tiden troet, at hvis han kunde faa fat paa Alexander personligt 236– helst efterat have slaaet ham grundigt, saa skulde de gjenfinde Venskabet fra Tilsit og Erfurt, binde Storbritanien og endelig etablere den Ligevægt i Evropa, som han vilde berede for sin Søn.

Da han derfor i Februar 1812 blev klar over, at man fra St. Petersburg bare havde holdt ham op med falsk Russesnak, og at det sletikke var Meningen at sende Grev Nesselrode som extraordinair Gesandt til Paris, hvilket saa længe havde været bebudet, kaldte han op til sig Oberst Chernicheff – en af Zarens Adjutanter, som opholdt sig i Paris, og gav ham i al Venskabelighed en Del Oplysninger, samt et privat Brev til Zaren.

Oberst Chernicheff bukkede og takkede. Men to Dage efter hans Afreise fra Paris blev det opdaget, at han havde misbrugt sin Stilling til at bestikke en underordnet Funktionær i Krigsministeriet, der havde skaffet ham en nøjagtig Opgave over den franske Armés Styrke. Den ulykkelige Betjent blev henrettet; men den falske Russer havde faaet for stort Forspring, skjønt han blev eftersat af al Magt; han naaede St Petersburg med sit Bytte.

Zar Alexanders Svar paa det Brev, Napoleon sendte med Oberst Chernicheff blev endelig 237overbragt i April ved Baron Serobin og indeholdt, at Rusland forlangte, at de franske Armeer skulde forlade Preussen og gaa tilbage over Rhinen!

Napoleon kaldte dette for diplomatiske Uforskammetheder og vilde ikke tage dem bogstaveligt. Han gav Grev Narbonne Ordre til at gaa som extraordinair Gesandt til St. Petersburg for direkte og personlig at forhandle med Zaren i Overensstemmelse med Keiser Napoleons Instruktioner.

Men faa Dage efter afbrød den russiske Udsending i Paris – Fyrst Kourakin – de Underhandlinger, han nu i flere Maaneder havde ført med Hertugen af Bassano; og den 9de Mai 1812 forlod Keiseren Paris; Keiserinden fulgte med til Dresden.

Det store Feldttog til Rusland skulde begynde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Omkring Napoleon

Alexander L. Kiellands siste bok, Omkring Napoleon, kom ut i 1905, ett år før han døde. Boken er ikke skjønnlitterær eller fiksjon, men heller ikke noen biografi eller en ren sakprosatekst. Kiellands tekst tar for seg Napoleons liv og hendelser som faktisk fant sted, men med skjønnlitterære trekk, og han fokuserer vel så mye på alt «omkring» Napoleon.

Kielland var hele livet interessert i Frankrike og fransk kultur og historie. Han hadde også indirekte skrevet om Napoleon før, i novelletten «Slaget ved Waterloo» (skrevet i Paris og publisert i samlingen Novelletter i 1879).

Les mer..

Om Alexander L. Kielland

Alexander Kielland regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie. Han er en av de mest sentrale forfatterne i 1880-årenes realisme og «det moderne gjennombrudd» i Norge. Gjennom romanene og novellene setter han fokus på viktige samfunnsspørsmål: dobbeltmoral, kvinnesak, klassekamp, borgerskapets mangel på kultur, religion som maktmiddel til undertrykkelse og økonomisk berikelse og maktmisbruk blant politikere og embetsmenn.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.